Kirkeblad for Havnbjerg Sogn September – November 2023 • 63. årgang
Aktiv dødshjælp Til Folkemødet på Bornholm skulle statsministeren have åbnet for muligheden af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp, ligesom hun skulle have tilkendegivet, at hun personligt er tilhænger af sådan en valgmulighed. At dette stemmer meget lidt overens med hendes sentimentale budskab under COVID-krisen, om at ethvert dødsfald var en tragedie, skal vi ikke opholde os ved. I stedet for skal vi spørge os selv: Hvad skal man som kristen (dvs. som døbt) mene om aktiv dødshjælp? Vi er som kristne frie til at mene lige præcis hvad vores samvittighed, vores følelse og fornuft fortæller os vi kan mene. Der findes ingen særskilt kristen etik eller moral, som vi kan støtte os op ad, når livets udfordringer melder sig. Vi må, som alle andre, forlade os på almengyldige argumenter. Kristendom er nemlig ikke en række bud og påbud, men er budskabet om, at vi i alle forhold er personligt ansvarlige overfor Gud. Derfor kan der være et utal af måder, kristne vil løse forskellige udfordringer. Ingen af dem er mere ”kristen” end andre. Hvad vi kristne gør personligt, kan derfor kun Gud, og det menneske vi handler imod, bedømme. Gud fordømmer os af den grund heller ikke, hvis vi påtager os et personligt ansvar, og bryder samfundets love, for at hjælpe vores medmenneske. Gud fordømmer ikke, selv om samfundet retmæssigt må gøre det, for-
di man bryder dets love. Sådan som tilfældet kan være det med en ægtemand der hjælper sin hustru til at dø. En ting er hvad vi som kristne er frie til. Noget andet er hvad man som samfund kan tolerere. En lovliggørelse af aktiv dødshjælp er ikke et personligt spørgsmål, men et samfundsmæssigt spørgsmål. Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvor sorgfuldt og ødelæggende det må være at se et livstærkt, smukt og oprejst menneske skrumpe ind til den rene skal, der knapt nok selv kan stå eller huske. At se sådan et menneske blive berøvet af døden kan være svært at beskrive som andet end uværdigt. Det er sandt. Men giver man sig som samfund til at slå mennesker ihjel, på baggrund af lidelse og uværdighed, lægger man på samme tid fundamentet for samfundets forfald. Det menneskelige samfund er skabt som en kampindsats mod døden. Fordi døden ikke skal have overherredømmet, har Gud sat mennesker i fællesskab med hinanden og givet dem et hjerte og en hjerne, der kan lave love. Af den grund vil det gå mod samfundets forudsætning at slå levedygtige, uskyldige, mennesker ihjel. Det vil blive et samfund, der ikke kan håndtere livets modgang og som på baggrund af dette, æder sig selv op indefra ved at udrydde dets egne medlemmer. Det giver også sig selv rent logisk: Et samfund der aktivt og systematisk fjerner mennesker på bag-