Kirkeblad for Havnbjerg Sogn Marts – April – Maj 2023 • 63. årgang
Hvedekornet ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” (Joh. 12,24) Dette billede med hvedekornet brugte Jesus for at få sine disciple til at forstå, hvorfor han skulle dø. Det er lige som med et hvedekorn, der dør, når det bliver sået i jorden. Men op af det kommer et aks, der bærer mange korn. Tilsyneladende var Jesu død et stort nederlag. Det så ud som om det var afslutningen på en glimrende karriere. Det var begyndt så godt, og han havde fået mange tilhængere, men så skulle det alligevel ende med at han blev henrettet som en gemen forbryder. Et stakkels offer for de jødiske lederes jalousi. Det var bestemt ikke let at forstå at frelsen skulle ske på dén måde. Det ser vi tydeligt i Det Nye Testamente, at jøderne absolut ikke kunne forlige sig med tanken om at Jesus skulle være Guds Søn, eller at han endda som Guds Søn skulle dø. Det var ”et kors for tanken”. På samme måde var det for almindelige, verdslige mennesker, det som Paulus kalder hedninger, fuldstændigt tåbeligt at et menneske, der lider en skamfuld død som forbryder, skulle være en frelser? Det er for normale mennesker det rene nonsens; det giver ingen mening. Jesu døds betydning kan man kun forstå, hvis man kommer til tro på Jesus som Guds Søn og verdens frelser. Man kan kun begribe det, hvis man vil bøje sig for det. Det er det Jesus
mente, da han engang sagde: ”Den der vil gøre Guds vilje, skal erkende om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.” (Joh. 7,37) De fleste vil have beviser, før de vil tro. Men det er umuligt. Først når man kaster sig ud i det, finder man ud af om det bærer! For at forklare sine disciple hvorfor han skulle dø, bruger Jesus en lignelse med et hvedekorn. Det er jo et billede som vi kender så godt. Det er nødvendigt at sædekornet dør, for at der kan komme nyt korn. Hvis man ikke sår kornet i jorden, kommer der heller ikke nogen høst. Hvis Jesus havde elsket sit liv, havde han aldrig givet sig hen til sine fjender, men stædigt kæmpet for sit liv. Det ville sikkert have indebåret, at han nedtonede sin rolle som Guds søn, for det var netop udtalelserne om dette, der gav næring til dødsdommen. Han ville heller ikke have ofret så meget tid på syndere og fortabte, for det var det der bar ved til bålet. Jesus er Guds kærlighed åbenbaret blandt mennesker og ingen har større kærlighed end den at sætte livet til for sine venner. Guds vej til frelse går igennem den selvhengivende kærlighed. Derfor er der heller ikke nogen anden vej for Jesus end korsets og dødens vej. Korsfæstelsen er på samme tid den dybeste menneskelige fornedrelse og den underfulde guddommelige ophøjelse. Korsfæstelsen er en ophøjelse, fordi den er den stærkeste forkyndelse af Guds kærlighed, der er givet mennesker at tro på.