Kirkeblad for Havnbjerg Sogn Marts – April – Maj 2021 • 61. årgang
”Hvad sker der, når du dør?” Nej, jeg tænker i skrivende stund hverken på opstandelse til dom, himmel, helvede, intethed, sjælevandring og reinkarnation, og hvad der ellers er af ”bud” på, hvorledes du skal tilbringe evigheden. Den kristne tro har ting at sige her, selv om alt dette bærer på sig et kors og må udtrykkes med en vis blufærdighed. Det er høje ting. Nej, jeg tænker på lavere ting, men også vigtige. Skal du jordfæstes eller bisættes? Vil du gerne begraves i dit eget tøj? Hvilke salmer vil du gerne have sunget, når vi samles i kirken om din kiste? Hvad mener du om mindesammenkomster?
”Min SIDSTE Vilje”
Når soldater udsendes af Danmark, får de udleveret en pamflet eller lille bog. Udenpå står ”Min Sidste Vilje”. Den indeholder en række forskellige spørgsmål, som den udsendte gerne skal forholde sig til. Spørgsmål, der bliver aktuelle, hvis soldaten falder i tjenesten; dør. Altså: Vil du jordbegraves eller brændes? Vil du have en militær be-
gravelse eller en civil eller en blanding? Og mange flere. ”Min Sidste Vilje” skal som mindstemål underskrives, men den kloge soldat gennemlæser bogen og udfylder den. Og taler med sine kære undervejs i processen. Det sidste er mit særlige anliggende her: Tal med hinanden! Om døden. Om ”dødens skilsmisse” – og hvad der konkret skal gøres, når den kommer. Vi ved alle, at vi skal dø. En eller anden dag. Det kan vi regne for temmelig sikkert. Og hvad så? Hvorfor skal dine kære sidde tilbage med spørgsmålene, når du ikke længere kan svare på dem?
”MIN Sidste Vilje!”
Når vi dør, kan vi ikke længere holde fast. Vore hænder falder slappe ned. Og de efterlevende kan heller ikke holde fast, men må give slip. I begravelsesbønnen betror vi vore kære i Guds trofaste hånd og beder Ham bevare vore kære. Når vi dør, mister vi kontrollen. Det er min anke mod udtrykket ”Min Sidste Vilje”: At vi henover døden måske søger at sikre os kontrollen, også selv om vi ligger i kisten. Måske ønsker vi til det allersidste at styre begivenhederne. Som vi måske altid har gjort… Men: En begravelse er først og fremmest for de efterladte. Den døde er som nævnt i Guds hånd. Alligevel har jeg haft døende, der søgte at presse mig til i begravelsestalen at præsen-