FSK 2-2026

FOKUS PÅ KRÆFTOG SYGEPLEJE

Kræftpatientens eksistentielle udfordringer

FORMANDEN HAR ORDET

Kære Dig

Så er det nu du skal sætte dig godt til rette og tage hul på det nyeste Fokus på Kræft og Sygepleje.

Når du nu sidder her, har vi afholdt Temadag på First Hotel Grand i Odense den 20. maj. 2026. Emnet var Transformation af sundhedsvæsenet – med Compassion som kompas. Måske var du en af dem som deltog, ellers vil du i næste blad til oktober kunne læse meget mere om temadagen.

Det er vigtigt at vi husker egen Compassion. Vi skal tale pænt til os selv, finde ud af hvad du har brug for lige nu og huske at behandle os selv som vi også vil behandle en ven. Det kan hjælpe at skrive et brev til en selv. Det er meget populært at skrive hvad man ville have sagt til en selv for år tilbage, men hvorfor bliver vi ikke bedre til også at huske nuet, ikke altid dunke os selv i hoved og huske at vi er aldrig alene, vi har alle en god kollega/ven som er der for en. Mens du sidder der og er god ved dig selv, vil jeg lige spørge dig:

Er det dig som skal være en del af bestyrelsen fra november 2026 og 2 år frem?

Gry Forup Jespersgaard, Sandy Christensen, Mona Gundlach, Malika Uth, Mette Munk, Carsten Gregersen og jeg (Helle Mathiasson) kunne godt bruge nye kræfter ombord i bestyrelsen, vi skal være mellem 5 – 9 bestyrelsesmedlemmer, og mulighed for 2 suppleanter.

Bestyrelsen mødes ca. 10 dage om året til møder, temadag og Landskursus. En sjælden gang holder vi korte online-møder, hvis der skulle være behov for det. Ud over dette, er der også arbejde som vi hver især varetager i vores fritid fx konferencer i ind og udland. Mængden af dette varierer alt efter hvilke poster man besidder.

Har du faglige kompetencer inden for kræftsygepleje og personlige egenskaber som empati, ordentlighed og gode samarbejdsevner.

Har du lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet, men har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig eller en af de andre 6 i bestyrelsen.

Vi anbefaler, at du taler med din arbejdsgiver om at deltage i bestyrelsesarbejdet.

Opstilling til bestyrelsen sendes til mig senest den 1. oktober 2026 – gerne før ��

Herunder har jeg oplistet uddrag fra vores § 10 i vedtægterne for Fagligt selskab for kræftsygeplejersker vedrørende Valg:

Stk. 1 Valg til bestyrelsen finder sted på generalforsamlingen

Stk. 2 Stemmeberettigede er de fremmødte på generalforsamlingen.

Stk. 3 Valgbare er medlemmer, hvis kandidatur er anmeldt til formanden senest 01.oktober.

Stk. 4 Medlemmer af FSK, som er ansat i firma med økonomisk interesse indenfor kræftområdet, er ikke valgbare til og kan ikke sidde i Bestyrelsen.

Stk. 5 Valget foregår ved skriftlig afstemning hvis der er flere opstillede.

Håber at vi får en masse valgoplæg fra jer som har lyst til at være en del af bestyrelsen i FSK ��

Og nu vil jeg bare ønske dig god læselyst og en dejlig sommer

Forårs hilser

Helle Mathiasson, Formand for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker

Mail: helle.mathiasson@regionh.dk

REDAKTIONEN HAR ORDET

Foråret er over os. Solen skinner, træer og buske bærer store grønne knopper der vokser om kap for at være de første til at springe ud, forårsblomsterne lyser op i alverdens skønne farver og fuglene synger det bedste de har lært. Alle søger ud på gader og stræder, i parker og i haver for at nyde solens stråler i ansigtet. Alt er godt, skulle man synes. Men af de mange mennesker i Danmark der lever med en kræftdiagnose, har senfølger efter kræftbehandling, eller er pårørende til et menneske med kræft har udfordringer der kan gøre det svært at nyde forårets komme. De plages af bl.a. bekymringer, angst, ensomhed, sorg. De eksistentielle udfordringer mennesker med kræft møder skal vi som kræftsygeplejersker turde tale med vores pa-

tienter om. Der for har vi valgt at samle en række spændende artikler som kan belyse patienternes udfordringer og give kræftsygeplejersker redskaber til, hvordan vi bedste muligt hjælper.

Vi håber I vil finde bladets tema relevant og anvendeligt.

Rigtig god læselyst. Redaktionen

Om Fokus på kræft og sygepleje

Fokus på Kræft og Sygepleje er medlemsblad for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker, FSK. Bladet bringer artikler og andre indlæg af interesse og betydning for sygeplejersker, der arbejder med kræftpatienter. Bladet ønsker at afspejle den viden og dagligdag, som findes blandt medlemmer af FSK samt formidle den udvikling, som hele tiden finder sted inden for kræftsygeplejen. Indholdet i bladet er ikke udsat

Redaktionsgruppen består af:

Jeanette Pedersen

for videnskabelig eller journalistisk gennemgang inden trykning, men er produceret af kræftsygeplejersker for andre kræftsygeplejersker og giver et indtryk af, hvad der rører sig i den kliniske hverdag.

Redaktionsgruppen planlægger et tema for hvert nummer. Deadline og tema for næste nummer fremgår af hvert blad.

Vi modtager meget gerne artikler, kommentarer, oplæg, omtale af

arrangementer og boganmeldelser. Materiale kan altid indsendes til redaktionen, som dog ikke påtager sig noget ansvar for materiale, der indsendes uopfordret. Redaktionen forbeholder sig retten til at nægte optagelse i bladet. Holdninger, der tilkendegives i artikler og andre indlæg, udtrykker ikke nødvendigvis FSKs synspunkter.

Specialuddannet Kræftsygeplejerske

Afsnit for kvindesygdomme

Aarhus Universitetshospital Jeanpede@rm.dk

Specialuddannet Kræftsygeplejerske

Center for Kræft og Organsygdomme, Afdelingen for kræftbehandling, klinik 5012, Rigshospitalet Mona.gundlach@regionh.dk

Produktfamilien Peptamen® har en særlig sammensætning, som er udviklet til at dække de særlige ernæringsbehov, hos børn fra 1 år og voksne, som har sygdomsrelateret underernæring og særlige ernæringsbehov.

Peptamen® er peptidbaseret, med hydrolyseret valleprotein. Produkterne indeholder en høj procentdel MCTfedt til patienter med fedtmalabsorption.

For sundhedsfagligt personale Peptamen® er fødevarer til særlige medicinske formål til ernæringsmæssig håndtering af patienter med sygdomsrelateret underernæring og særlige ernæringsbehov. Ikke egnet til patienter med komælksproteingallergi. Egnet som eneste ernæringskilde. Anvendes under lægelig overvågning.

Nestlé Danmark A/S, Kay Fiskers Plads 10, 2300 KBH S Nestlé Health Science, Forbrugerkontakt: tlf. 35 46 01 67 www.nestlehealthscience.dk nestlehealthscience@dk.nestle.com

Mening i meningsløsheden – er det muligt?

Helle Rørbæk Hørby

Hospitalspræst Aarhus Universitetshospital

TIL INSPIRATION:

Irvin D. Yalom: Eksistentiel psykoterapi Meningen med livet og andre psykoterapeutiske fortællinger.

Hartmut: Rosa: Det ukontrollerbare

Bent Falk: At være dér, hvor du er – om samtale med kriseramte

Biblen

Podcasten ”Præsten og psykoterapeuten”, hvor jeg selv medvirker 2. oktober 2024: ”Gudstjenesten” DRTV: fire gudstjenester optaget i Kirkerummet på AUH, sendt februar 2026

https://www.dr.dk/drtv/se/gudstjenesten_-karin-salling-_-det-vi-giver-hinanden_579680

At søge mening er et stærkt menneskeligt kendetegn. Vi lever ikke blot, vi har også brug for at finde sammenhænge i vores liv. Den erfaring vi får gennem livet med, hvordan verden og vi selv er, bliver til fortællinger om, hvad det gode liv er. Disse fortællinger er forskellige fra person til person, og samtidig har vores bærende fortællinger mange fællestræk.

Vi begynder livet i afhængighed. Der går dog ikke lang tid, før vi udvikler selvstændighed, og med tiden bliver det en indbygget sandhed i fortællingen, at det er bedst at kunne klare sig selv. Efterhånden som vi kan gennemskue flere og flere sammenhænge i tilværelsen, udvikler vi evnen til at forstå og analysere de situationer, vi bliver sat i, og vi begynder at forudse og lægge planer for fremtiden. Det giver en følelse af sikkerhed og kontrol, og den kan de fleste mennesker godt lide.

Når krisen rammer os i form af sygdom, får denne grundfortælling et grundstød. Vi bliver konfronteret med de begrænsninger, der ligger for vores udfoldelse, fordi vi er underlagt nogle eksistentielle grundvilkår. Den bærende fortælling om at klare sig selv og være i kontrol holder ikke længere. Det giver næring til oplevelsen af meningsløshed, og spørgsmålet, om man kan finde mening i meningsløsheden, trænger sig på. På baggrund af mange års arbejde som hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital vil jeg her give mit bud på, hvordan samtalen med en hospitalspræst kan hjælpe patienten i retning af at finde en ny meningsbærende fortælling - midt i meningsløsheden.

Mening – hvad er det?

”Det giver ingen mening!” siger patienten.

Man kan høre desperationen bag ordene. Der er noget, patienten har brug for men ikke får. Sygeplejersken mærker en stærk appel: Patienten kalder på hjælp, og sygeplejersken skal gøre noget – men hvad? Hvad beder patienten egentlig om? Det er ikke et spørgsmål, men et udbrud. Man kan høre smerten i ordene, men hvordan kan den lindres? Hvordan kan man berolige patienten?

Hvad er det egentlig for en mening, der mangler?

Mening kan betyde, at det, der sker, eller det, der siges, er sammenhængende, fornuftigt eller rimeligt. Den mening er tydeligvis brudt sammen for patienten. Men hvad er det så mere præcist, han mangler?

Er det sammenhængen? Har han ikke forstået den information, der blev givet ved stuegangen? Mangler han nogle oplysninger for at kunne se fornuften og rimeligheden i den behandlingsplan, der er lagt?

Sygeplejersken prøver at forklare igen og forsøger at hjælpe patienten til at se den store sammenhæng i alle behandlingens mange tiltag, så formålet med den står mere klart.

Det kan være, det var det, patienten manglede – men det er ikke sikkert.

Hvis ikke – hvad er det så for en mening, han mangler?

Mening kan også betyde et dybere formål, at noget er vigtigt og værdifuldt. Så måske siger han, at han ikke oplever, at den behandling, han gennemgår, giver hans liv nogen form for værdi. Måske taler han om livet lige nu. Måske taler han om det liv, han har udsigt til at skulle leve med sygdommen.

Nu er der noget langt større på spil, end vi først antog. Det handler ikke kun om en information, der ikke er forstået; det handler om, at det forandrede liv

med sygdom og behandling er et andet liv end det, han havde før. Det ”gamle” liv gav mening – det gør dette ikke.

Her er noget vigtigt på spil for patienten. Hvad skal vi gøre?

Tabet af den bærende fortælling

Måske skal sygeplejersken ikke gøre noget – måske er det ikke patienten, men sygeplejersken, der mangler information.

Når patienten siger, at det ikke giver mening, taler han med stor sandsynlighed om den bærende fortælling i hans liv. Med sygdom og indlæggelse er hans liv og selvforståelse ændret radikalt.

Før var livet godt og rimeligt forudsigeligt. De problemer, der opstod, kunne han handle på, så livet kom på ret kurs igen. Han kalder sig selv et kontrolmenneske, fordi han godt kan lide struktur og sikkerhed. På den måde har han lært at opnå det, han har sat sig for.

At blive syg, at blive patient og være indlagt passer ikke ind i denne bærende fortælling.

Målet er at blive rask, men man kan ikke lave en klar plan, som fører frem til dette mål.

Som patient er man afhængig af, at andre kan finde ud af, hvad der sker i ens krop, og det er hospitalspersonalet, ikke patienten selv, der kan handle. Man lægger sit liv i andres hænder, og lære et nyt medicinsk sprog for at forstå, hvad sygdommen gør ved kroppen, hvilke muligheder der er for behandling, og hvad prognosen er for, at man bliver rask.

I denne nye situation har patienten ikke megen erfaring at trække på. Man længes efter alt det kendte og meningsfulde i arbejdsfællesskabet, i familien og i alle de andre sammenhænge, hvor man har været aktiv. Det gav mening, uden at man overhovedet tænkte over det. Sygdommen giver ingen mening. ”Hvorfor lige mig?” ligger som regel lige under overfladen. Patienten løber i tankerne sit liv igennem: Hvordan har jeg levet? Sundt nok? Har jeg været et ordentligt menneske? Skulle jeg have gjort noget anderledes? Kunne det være min egen skyld? I så fald ville der være en forklaring på, at sygdommen ramte mig.

Der er stadig en grundlæggende sikkerhed i livet, hvis man kan sige at det er ens egen skyld. Så hellere finde grunden til at det gik galt hos sig selv, end mærke livets grundlæggende usikkerhed: at sygdom kan ramme alle – uden grund! At blive syg, uden at man har gjort noget forkert, er ofte et eksistentielt chok. Man har pludselig mistet den grundlæggende kontrol over sit liv.

Det menneske, der har levet med en stor grad af kontrol, planlægning og forudsigelighed, bliver nu ramt af uvished, afmagt og ventetid. Sygdommen rammer ikke kun kroppen, men hele ens forståelse af livet og af sig selv.

Det er som at køre på en motorvej med høj fart, klar retning og en forventning om at nå frem. Man ved, hvor man er på vej hen. Med sygdommen bliver man tvunget til at køre af ved en afkørsel og ender på små, snørklede veje uden kort og uden retning. Her gælder andre hastighedsbegrænsninger. Tempoet sættes ned. Fremdriften ophører. Her er der langt færre biler end på motorvejen.

Man kan se op på motorvejen, hvor andre fortsætter. Kollegaer, venner og familie bevæger sig videre, mens man selv er havnet et andet sted.

Der findes tilkørsler, som fører op på motorvejen igen, men man ved ikke, hvornår – eller om – man finder en.

Livet på de små veje har ikke klart mål og sikker retning; der er mange sving, og man kan komme til at køre en omvej uden at opdage det. Tidsfornemmelsen går i stykker. Tiden kan både føles kort og meget lang.

Med tiden kan man godt støde på en Margueritrute - sådan noget findes ikke på motorvejen. Det er som regel ikke noget, man opsøger, for det ville jo forsinke turen – men man kan tilfældigt støde på dem, og så kan man helt uventet få nogle ganske særlige syn.

Det vender jeg tilbage til.

Konfrontation med livets grundvilkår

Så længe livet former sig, som vi gerne vil, kan vi leve, som om vi har mere kontrol, end vi faktisk har. Men når vi

kommer ud i en krise, mærker vi vores grundlæggende begrænsning.

De eksistentielle grundvilkår, vi lever under, træder i krisen synligt frem og stiller os over for livets begrænsning.

Psykiater og eksistentiel terapeut Irvin D. Yalom har sat navn på fire eksistentielle grundvilkår: Døden, friheden, isolationen og meningsløsheden.

Sygdommen gør disse begrænsninger helt konkrete - det bliver en personlig erfaring, som jeg derfor her vil præsentere i jeg-form.

Når sygdommen rammer, bliver jeg mindet om min dødelighed. Ikke kun som en fjern viden om, at vi alle engang skal dø, men som en konkret erkendelse af livets skrøbelighed og begrænsning. Jeg har ikke kontrollen over hverken kroppen eller fremtiden. Jeg skal leve med den krop, jeg har, og i den tid, jeg får givet.

Sygdommen rammer mig på min frihed, som jeg på godt og ondt skal leve med. Jeg er et frit og ansvarligt menneske, men ikke almægtig. Jeg kan træffe beslutninger, søge hjælp, handle og forholde mig til det, der sker, men jeg kan ikke vælge sygdommen fra, kontrollere udfaldet eller sikre mig mod lidelse og tab. Samtidig skal jeg foretage mange valg, når jeg er syg: Hvilken – og hvor megen – behandling vil jeg modtage?

Hvad er vigtigt for mig – hvad giver mening, og hvad giver ikke mening?

Det er svære valg, som andre ikke kan træffe for mig.

Som syg er jeg på mange måder isoleret og alene. Jeg bliver afhængig af andre mennesker og har brug for fællesskab, omsorg og følgeskab. Men selv i de nærmeste relationer findes der en grænse: Ingen kan fuldt ud kende min erfaring, træffe mine valg eller gå igennem min lidelse. Den grundlæggende ensomhed i det at være menneske oplever jeg særligt tydeligt, når jeg er syg. Meningsløsheden er det sidste af de fire eksistentielle grundvilkår, som rammer hårdt under sygdommen. Jeg oplever, at det ikke giver mening. Det, der sker, passer ikke ind i den forståelse, jeg har af mig selv og mit liv. Det, jeg troede bar mig, slår revner, og spørgsmålet mel-

der sig: Hvorfor sker dette, og hvordan skal jeg nu finde mening i mit liv?

Krisen gør de eksistentielle grundvilkår synlige for alle, og i særlig grad for den syge. Den konfronterer os med vores frihed og ansvar, men også med vores begrænsning, afhængighed, ensomhed, dødelighed og erfaringen af, at mening ikke er noget, vi fuldt ud kan skabe eller kontrollere. Når den hidtidige bærende fortælling bryder sammen, bliver spørgsmålet ikke blot, hvordan vi løser problemet, men hvordan livet igen kan opleves som meningsfuldt.

Mening findes i relationer

Sygdommen sætter os uden for de fællesskaber, vi har været en del af. Den syge tænker: Kollegerne fortsætter arbejdet uden mig, familien skal klare de opgaver, jeg plejede at tage mig af, oven i deres egne. Jeg svigter både kolleger og familie. Jeg er en belastning, en, der tager uden at give noget. Jeg kan ingenting, jeg har ingen kræfter og kan ikke være med i fællesskabet, hvor alle jo skal yde en indsats.

Den, der kan gøre noget for andre, har en synlig plads i fællesskabet, og de fleste af os kan bedre se os selv i den rolle end i rollen som den, der skal tage imod andres hjælp. Fællesskabet opleves meget forskelligt af den, der giver, og den, der tager imod.

Det der kendetegner det gode fællesskab, er imidlertid ikke den lige fordeling af de fælles opgaver. Det gode fællesskab

er der, hvor der er plads til både den for tiden stærke og den for tiden svage, den, der kan yde meget, og den, der kan yde mindre. Fællesskabet rummer som en selvfølgelighed både den, der kan give, og den, der skal modtage hjælp, og alligevel vi kvier os ved at indtage pladsen som den modtagende i fællesskab.

Jeg tror, vi overser, at et fællesskab grundlæggende ikke er bundet sammen af, at alle giver og modtager, men af kærlighed. Vores nære relationer er båret af kærlighed, og det betyder, at alle har værdi, om de kan yde eller ej. Er der kærlighed, er der også vilje til at bære og yde mere, når den anden ikke kan. I et forhold til andre mennesker, som er båret af kærlighed, mister man ikke værdi, når man ikke kan yde.

Hvis den bærende grundfortælling i den syges liv har været, at man var den stærke, der havde overskud og kræfter både til sig selv og andre, så lider den syge, som ikke har kræfterne til at være den, han var før, et tab. I fællesskabet er der imidlertid en anden fortælling og en anden mening, som den syge kan være i: I et fællesskab, hvor der er kærlighed, mister man ikke betydning eller værdighed, fordi man bliver afhængig af andres hjælp.

Den syge skal finde sig selv på en ny måde i det fællesskab, som gerne vil bære. Det er på ingen måde uværdigt – det er udtryk for, at man er et elsket menneske. Det tager ofte tid at indse. Men når man får øje på det, bliver kærligheden noget dyrebart og meningsfuldt midt i det meningsløse. Her befinder man sig pludselig på en lille Margueritte-rute.

En samtale med hospitalspræsten

Som en del af det nye liv på hospitalet bliver mange patienter tilbudt at tale med en hospitalspræst. Hvis patienten takker ja, kommer jeg på besøg, og når jeg sætter mig ved sengen, er der nogen som næsten som det første udbryder: “Jeg ved slet ikke, hvad man taler med en præst om!” Også denne situation er ny og noget de færreste har erfaring med. Andre patienter er på forunderlig vis helt klar til samtalen, når jeg sætter mig ved siden af sengen, og begynder uden forbehold at fortælle om deres liv, tanker og følelser.

Samtalen er uden dagsorden, og når vi først går i gang, viser der sig noget. De fleste kender præstens tavshedspligt og ved, at de kan tale frit. De har en umiddelbar tillid til mig som præst. For mig er indgangen til samtalen at se, høre og tage alvorligt. Patienten har sine gode grunde til at føle, tænke og formulere sig, som hun gør. Det er min opgave at være opmærksom på det, der bliver sagt, og dele nogle tanker om det, jeg hører og ser. På den måde finder vi ofte ind til en fortælling om det bærende i patientens liv – både det, der var, og det, der måske er på vej.

Meningsløsheden i sygdommen kan rive tæppet væk under mennesket selv og det, der gav mening. Tabet og manglen på fodfæste skal ses, høres, tages alvorligt - og gives tid.

I disse samtaler er det sjældent løsninger eller forklaringer, der er brug for, det afgørende er, at der bliver skabt et rum, hvor patienten mærker, at hun ikke er alene i det menings-

løse. Det er mit håb, at samtalen bliver et rum, hvor noget igen kan begynde at bevæge sig.

I løbet af samtalen får den syge selv øje på oversete muligheder. Når hun oplever sig set, hørt og taget alvorligt, er der ro til at hvile i det forandrede liv og få øje på det, der nu giver mening for hende.

Sjælesorg som resonans

Jeg er i min tilgang til sjælesorg - i nærværende sammenhæng - inspireret af sociologen Hartmut Rosas billede af resonans og den bibelske fortælling om Jesu død og opstandelse.

Som præst er det ikke min opgave at løfte det andet menneske ud af krisen. Jeg skal være og blive dér, hvor patienten er, dér hvor livet har mistet mening. Sammen skal vi vente på, at der opstår en ny mening, som kan bære det forandrede liv. Dette er ikke først og fremmest psykologisk, men grundlæggende eksistentielt og teologisk.

Sjælesorg er at sidde sammen med et menneske det sted, hvor noget er er mistet. Det, der før gav mening, retning eller genklang, er nærmest blevet tavst. Mange beskriver det som at stå uden for sig selv og uden for livet – som om forbindelsen til både andre mennesker, sig selv og verden er blevet svækket eller helt afbrudt.

I den situation sætter den syge og jeg os og taler sammen. Samtalen kredser ofte om sygdommens uvished, afmagt og ventetid og i samtalen venter vi på, at noget sker.

Ofte sker det næsten umærkeligt. Ikke som en stor erkendelse, men som et øjeblik, hvor noget trænger igennem mørket: en sætning, der rammer; en erfaring, der pludselig får ord; en stilhed, der ikke længere kun er tom, men rummer nærvær og fællesskab. Noget bliver hørt, set eller genkendt. Og den, der sidder i krisen, mærker måske for første gang længe en lille bevægelse i sig selv – en ro, en lettelse, en sorg, der kan få plads, eller en spæd fornemmelse af håb.

Det er ikke noget, man kan beslutte sig til eller fremkalde ved egen kraft.

Det opstår som noget givet. Som om livet et øjeblik igen svarer mennesket. Ikke ved at fjerne smerten eller opløse det svære, men ved at lade mennesket erfare, at det stadig står i forbindelse med noget uden for sig selv. Her er vi uden at vi ved af det kommet ind på en Margueritte-rute.

Sjælesorgssamtalen er et rum, hvor mennesket igen kan erfare forbindelse, genklang og en begyndende bevægelse mod livet.

Når vi sammen vedkender os magtesløsheden, er muligheden for en ny orientering på paradoksal vis til stede, og jeg oplever gang på gang, at det faktisk sker. Det kræver ikke, at patienten tror på det – det kræver, at jeg som præst vil vedkende mig den fælles afmagt.

I denne samtale er der ro, tingene forceres ikke, for vi kan i bund og grund ikke selv få det til at ske. Samtalen er båret af de fælles vilkår: uvished, afmagt og ventetid – og af en vilje til at se, høre og tage alvorligt. Her kan vi erfare en mening i meningsløsheden.

Resonans i en bøn

Mange patienter be’r deres stille bønner – som et råb om hjælp eller som en lille forsikring af, at alle er taget i ed i det fælles arbejde for, at den syge bliver rask.

Her er der også et rum for resonans. Patienten har en samtale med Gud, som minder om samtalen med hospitalspræsten.

I bønnens rum kan man uden omsvøb fortælle, hvordan man har det. Det kan man ikke til familie og venner, for det kunne gøre dem kede af det. Bønnen er et privat rum, hvor man er alene med sig selv og Gud, og det giver en god mulighed for at tale ud om det, man står i lige nu.

Bøn er i bund og grund et råb om hjælp. Når vi er i krise og ikke selv kan finde vejen ud, er der flere mennesker end vi tror, der beder en bøn.

Bønnen kan rumme vores afmagt. Patienten beder først og fremmest om at blive rask, men også om hjælp og kræfter til at klare sig igennem syg-

domsforløbet. Når man taler ud over for den himmelske far, og beder om hjælp, vækkes en opmærksomhed på en selv og verden udenfor. Man får lov til at være den man er og have det, som man har det, og muligheden for hjælp findes i verden udenfor.

Det er bønnens iboende resonansmulighed.

I Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er der mange ord, der sætter ord på bønnen til Gud, når man er i nød: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre!” og “Gud, lyt til min klage, for jeg er helt hjælpeløs!” Vi hører om et menneske, der er langt nede - måske havnet i det sorte hul - og helt dernedefra er det muligt at kalde på Gud.

I disse tekster kan man finde ord, som kan være ens egne. Der kan opstå resonans, ikke fordi Gud svarer helt konkret, men fordi man kan klage sin nød og måske fornemme, at man ikke er alene i det meningsløse.

Bønnen giver et rum for mening i det meningsløse.

Den nye grundfortælling er båret af kærlighed

Den grundlæggende mening i ethvert menneskes liv er kærlighed. Kærlighed findes i relationer – både til mennesker, naturen og Gud.

Kærlighed og kontrol er to meget forskellige tilgange til den bærende grundfortælling. Hvis vi holder stædigt fast i kontrollen, når krisen rammer, bliver det let en hård og ensom kamp. Hvis vi derimod opdager, at det ikke er kontrol, men kærlighed, som kan bære os igennem krisen, så opstår der en ny grundfortælling, hvor kærligheden er selve meningen med livet.

Vi kan miste kontrollen uden at miste kærligheden.

Derfor er jeg i mit arbejde ofte vidne til en bevægelse fra ønsket om kontrol til en taknemmelighed for kærlige relationer. Bevægelsen sker i den samtale, hvor vi vedkender os de menneskelige grundvilkår, og hvor der gives mulighed for resonans.

Humor når livet er alvorligt: Kan man tillade sig at grine med kræftpatienter?

Stefan

Kjerkegaard

Lektor på Aarhus Universitet og forfatter til Tænkepausen Humor

Vi kender formentlig alle de øjeblikke i livet, hvor vi som mennesker for alvor fremkaldes. Pludselig står det hele i et andet, skarpere lys: Kræftdiagnoser, kærestebrud, bryllupper, begravelser, de store eksistentielle spørgsmål, tab og håb. Som om man dér træder ind i et særligt rum, hvor verden både bliver mindre og større på samme tid. Præcis i forbindelse med sådanne rum dukker et spørgsmål op, som jeg som humorforsker ofte bliver stillet: Har humor overhovedet en plads her? Mit umiddelbare svar er: Ja. Måske endda netop her Det svar kræver en forklaring, for humor er jo ikke noget, man bare doserer efter en bestemt manual. Ligesom sygepleje er humor relationel og dybt menneskelig. Humor kan bygge bro, men den kan også brænde dem, hvis den bruges uden fornemmelse for situationen. I denne artikel forsøger jeg at dele nogle af de erfaringer og indsigter, jeg har gjort mig som humorforsker, men selvfølgelig også som almindeligt menneske. For et eller andet sted er vi måske alle humorforskere, eller i hvert fald underlagt humorens luner, netop fordi vi er mennesker. Jeg tror desuden på, at humor i mødet med sygdom ikke blot er et fænomen, man bruger, når der er overskud til det. Den kan tværtimod være et livsredskab, der hjælper os igennem de store forandringer, ja humoren kan måske endda være et livsberedskab, om man vil.

Humor og kræftpatienter

Man kunne have en formodning om, at relationsarbejde, der involverer både kræftpatienter og humor, slet ikke er blevet videnskabeligt undersøgt før. Men her, som i mange andre tilfælde, bliver man overrasket over, hvilke forbindelser humoren også skaber, og hvor

den finder sted. Således fandt jeg ifm. med arbejdet med denne artikel frem til en rørende artikel af onkologen Stacey A. Hubay (2024), der beskriver, hvordan humor er en uundværlig, men ofte misforstået, del af hverdagen i kræftklinikken. Hun afviser forestillingen om, at latter i dette miljø skulle være udtryk for kynisme; tværtimod viser hun, at humor fungerer både som et menneskeligt erfaringsrum og som en form for følelsesmæssig regulering. Hubay peger på, at humor kan reducere patienters angst, skabe fælles fodslag og midlertidigt ophæve magt-asymmetrien mellem læge og patient. Flere studier, hun henviser til, viser, at patienter oplever humor som hjælpsomt og afdramatiserende, og at delt latter kan åbne samtaler om ellers tabuiserede eller sårbare emner. Samtidig understreger hun, at humor kræver omtanke: For nogle patienter kan humor virke malplaceret eller skabe utryghed, og derfor må lægens brug af humor altid være situationsfølsom. For Hubay handler humor dog i sidste ende også om egen arbejdsvelvære: Den giver glæde, mindsker risikoen for burnout og gør det muligt at bevare en form for professionel menneskelighed midt i en tung arbejdsdag. Jeg tænker, at mange af de samme pointer gælder for kræftsygeplejerskers arbejde, men lad mig forsøge at forklare, hvorfor jeg tror, at humoren ikke kun er vigtig i forhold til ens eget arbejdsliv, men også i relationen til patienterne.

At grine er at være menneskelig Når jeg holder foredrag, plejer jeg at begynde med at sige: ”Jeg er faktisk ikke særlig sjov.” Publikum griner ofte en smule dér. Det er jo pinligt at være den, der forklarer vitsen. Humor skal som regel ikke forklares, men praktiseres.

Det siger noget vigtigt: Humor kommer ikke kun indefra; den opstår mellem os. Den er et fælles rum, hvor vi for en stund kan træde ud af os selv og se verden lidt fra siden.

Humor er, som jeg skriver i min Tænkepause-bog om Humor, et af vores mest fundamentale menneskelige karaktertræk. Den gør det muligt ikke at tage os selv for alvorligt, og det kan være en befrielse, især når livet gør ondt. Humor er ikke nødvendigvis det modsatte af alvor, men snarere det modsatte af selvhøjtidelighed, som den danske filosof Harald Høffding påpegede det. Og hvem kan have mere brug for den befrielse end et menneske, der er fanget i sygdommens alvor?

Humor er en ventil – også i svære samtaler

Psykoanalysens fader Sigmund Freud beskrev humor som et ”fornuftens frikvarter”. Den kan give os luft, når trykket er højt. Kræftsygeplejersker, forestiller jeg mig, ved bedre end de fleste, at der er dage, hvor verden er vanskelig at bære for et menneske. Og ofte er det måske patienten selv, der tager hul på humoren. Når en patient tør at grine ad sig selv, sin situation eller den absurde uretfærdighed i det hele, kan det være en måde at genvinde kontrol på. Som om denne siger: Jeg er mere end min diagnose. Eller: Jeg er stadig mig. Men fordi humor er relationel, kræver den en modtager, der kan opsnappe tonen og følge den. Den humor, du inviteres ind i, må du godt deltage i. Den humor, du ikke inviteres ind i, bør du måske lade ligge.

Flere empiriske studier peger på, at humor kan øge vores evne til at håndtere kritiske livsfaser og styrke vores generelle livsduelighed. Noget tyder altså på, at vi bliver mere robuste, når vi tackler vanskelige dele af tilværelsen med et smil – ikke fordi vi flygter fra smerten, men fordi vi finder et åndehul midt i den.

Det gælder ikke kun for unge og raske mennesker. Studier af ældre mennesker, der står over for livets sidste faser, viser, at humor i nogle tilfælde kan

afværge både depression og håbløshed (Celso, B. G., Ebener, D. J., & Burkhead, E. J. (2003)). Hvis humor kan støtte os dér, hvor livet nærmer sig sin slutning, er det ikke så svært at forestille sig, at den også kan have en plads i kræftsygeplejens mest eksistentielle samtaler.

Faktisk viser dele af humorforskningen, at humor næsten uundgåeligt opstår i krisesituationer. Som Juha Ridanpää påpeger i sin analyse af COVID-19-pandemien, begynder vi spontant at producere humor, så snart den normale rytme i vores liv brydes af sygdom, frygt eller usikkerhed. Selv i nazisternes dødslejre under 2. Verdenskrig fandtes der eksempler på humor. Det handler ikke om, at vi er kyniske, men om at humor er en måde at orientere sig i det uoverskuelige på. Og selvfølgelig igen fordi den hører til det at være et menneske. Uden humor mister vi måske endda lige præcis det, vores menneskelighed.

Studier specifikt af galgenhumor viser desuden, at sort humor ofte er en af de mest effektive copingstrategier i akutte krisesituationer. Humor kan bryde tabuer, neutralisere angst og skabe kognitiv afstand til det, der ellers er ubærligt. Det betyder ikke, at man som patient eller pårørende tager let på situationen. Tværtimod. Humor bliver en måde at holde ud på; midt i noget, der ellers kan være for alvorligt til at bære alene (Maxwell 2003; Freud i Ridanpää 2020).

Kan humor også gøre skade? Selvfølgelig kan den det.

Latter kan inkludere, men den kan også ekskludere. Den kan være et magtmiddel, og derfor er det forståeligt, hvis mange sygeplejersker tøver. Der er patienter, der ikke ønsker eller kan håndtere humor. Situationer hvor alvoren fylder hele rummet. Og der er tidspunkter, hvor humor kan føles som en flugt, patienten ikke selv har bedt om. Humor kræver derfor timing. Den kræver, at du kan læse stemninger. Og her har kræftsygeplejersker, tænker jeg, formentlig en fintunet fornemmelse: I ved bedre end nogen, hvornår en pa-

tient har brug for ro, eller hvornår denne har brug for at få lettet tankerne. Humor er dog aldrig et krav, men den kan være en invitation. Ridanpää beskriver fx, hvordan humor (og ikke bare fællessang) under COVID-19-pandemien skabte fællesskab, selv når vi sad isoleret bag hver vores skærm. Latter blev et fælles rum, der på afstand gjorde frygten håndterbar. I mødet mellem sygeplejerske og patient gælder det samme: Humor skaber et midlertidigt fællesskab, hvor sygdommen for en stund træder et skridt tilbage, og to mennesker træder et skridt frem (Ridanpää 2020).

I artiklen ”Laughter, Humor, and Cancer: Delicate Moments and Poignant Interactional Circumstances” viser Wayne A. Beach og Erin Prickett desuden, hvordan humor ofte opstår som et redskab for patienter til at håndtere de sårbare og usikre situationer, der præger kræftforløb. Patienter bruger små latterglimt og humoristiske bemærkninger til at markere normalitet og fastholde en form for kontrol, selv når de taler om angst, kropslige forandringer eller sygdommens konsekvenser. Samtidig viser studiet dog, at læger sjældent gengælder latteren. Ikke af modvilje, men fordi patientens humor ofte fungerer som en intern regulering af følelser snarere end en invitation til fælles morsomhed. Artiklen peger dermed på humorens dobbelthed: Den letter stemningen og skaber et mikroåndehul, men den synliggør også netop det, der er svært at tale om.

Den store humor: At sætte sig selv i parentes Høffding, som jeg allerede har nævnt, talte om ”den store humor”, dvs. humor som en livsanskuelse. Ikke den lille vits, men evnen til at se sig selv som en parentes i historien. Ikke i betydningen ligegyldig, men i betydningen: Jeg kan godt træde ud af mig selv et øjeblik. Denne store humor er ofte den, der træder frem i mødet med sygdom; fx når patienter griner ad deres egen krop, deres hårtab, deres klodsethed, deres angst – ikke for at negligere det, men for at kunne være i det. Det kræver stort

mod og et stort menneske at kunne grine ad sig selv; især når det hele brænder på. Men derfor er det ofte patienten, der bør tage humorens første skridt. Sygeplejerskens opgave er således snarere at følge rytmen end at sætte den.

Der findes selvfølgelig humor, der ikke hører til i nogen samtale. Humor, der sparker nedad. Humor, der dækker over aggression, racisme, sexistiske kommentarer eller sproglige overgreb. “Det var bare for sjov,” siger dem, der elsker at sige noget sårende uden at tage ansvar for det. Det er ikke humor. Det er manipulation.

Da den engelske filosof Simon Critchley bliver spurgt, om han kan skære ind til benet i forhold til, hvad der er forskellen mellem den gode og den dårlige humor, svarer han, at god humor er at gøre grin med sig selv, imens dårlig humor er at gøre grin med andre.

(Cederström, Carl, and Simon Critchley. (2010)).

Det kunne måske være en tommelfingerregel og måske endda overraskende præcis i den kliniske kontekst. Det er aldrig sygeplejerskens ansvar at introducere humor på patientens vegne. Men når patienten gør det, skal man være parat til at lytte efter: Er det en invitation eller en afværgemanøvre?

Og allervigtigst måske: Humor bør aldrig bruges til at bagatellisere patientens lidelse eller dække over professionel ubekvemmelighed.

Humor er mod

Jeg tror, at humor i de svære samtaler ikke handler om at ”lette stemningen”, men om at give den plads. Humor er ikke nødvendigvis virkelighedsflugt, men kan være en måde at komme tættere på det, der er svært. At grine, når livet er mest alvorligt, kan være en måde

at sige på, at du ikke vil lade dig reducere til din sygdom.

Da min bror i sin tid fik konstateret kræft i bugspytkirtlen og senere døde af dette, var han i forløbet ofte en anden. Kræften og det at være patient blev en del af hans (nye) identitet. Det var svært at acceptere for mig og alle de andre pårørende. Vi havde alle svært ved at genkende ham, bilder jeg mig ind. Men det var ikke noget, du følte dig berettiget til at påpege. Mange gange måtte man æde sig selv. I latteren og i humoren kunne vi dog indimellem begge være til stede, begge finde sted og plads. Her var forholdet momentvis stadig værdigt og ligeværdigt. Når vi grinte sammen.

Og måske er det i virkeligheden dét, humor kan i mødet mellem sygeplejerske og patient: Den kan bygge bro mellem mennesker, der ved, at der er noget på spil, men som insisterer på, at livet stadig er her. Også når det gør ondt.

LITTERATUR:

Beach, W. A., & Prickett, E. (2017). Laughter, humor, and cancer: Delicate moments and poignant interactional circumstances. Health Communication, 32(7), 791–802. Cederström, C., & Critchley, S. (2010). Humour. How to Stop Living and Start Worrying, Polity Press. Celso, B. G., Ebener, D. J., & Burkhead, E. J. (2003). Humor coping, health status, and life satisfaction among older adults residing in assisted living facilities. Aging & Mental Health, 7(6), 438–445.

Hubay, S. A. (2024). Just Humor Me. Journal of Clinical Oncology, 42(30), 3628–3630. Høffding, H. (1916). Den store Humor. En psykologisk Studie. Gyldendal. Kjerkegaard, S. (2017). Humor. Aarhus Universitetsforlag. Maxwell, W. (2003). The use of gallows humor and dark humor during crisis situations. International Journal of Emergency Mental Health, 5(2), 93–98.

Ridanpää, J. (2020). Crisis and humorous stories: Laughing at the times of COVID-19. Literary Geographies, 6(2), 296–301.

NÅR NÆRINGSBEHOVET

ER STORT, MEN

APPETITTEN LILLE

Resource® ernæringsdrikke er særligt tilpasset patienter, som har svært ved at få nok energi og næring via sin almindelige kost, og drikkene kan hjælpe med at øge næringsindtaget.

For mere information:

Besøg vores hjemmeside eller scan QR‑koden

Dyrk den medmenneskelige side i palliativ behandling

Eksistentiel og åndelig smerte er ofte en del af livet med alvorlig sygdom. Med de rette menneskelige kompetencer kan sygeplejersken yde omsorg, der lindrer de belastninger og de byrder, som patienten oplever.

Annette Bech Vad

Master i klinisk sjælesorg fra Modum Bad og

MF i Oslo, sygeplejerske, DP i ledelse, DP i klinisk kvalitetsudvikling

Stilling og arbejdssted: Ansat på Anker Fjord Hospice, Fjordengen 25, 6960 Hvide Sande

Selvstændig foredragsholder og kursusleder i Eksistentiel og åndelig omsorg:  www.annettebechvad.dk

Kontaktoplysninger: annettebvad@gmail.com   tlf.: 2274 3218

Mange patienter med cancer eller anden livstruende lidelse, når til et punkt, hvor de føler eksistentiel og åndelig smerte. Det oplever jeg som sygeplejerske på Anker Fjord Hospice, og det ser jeg i nyere forskning (Moestrup L, Hvidt NC). Patienterne efterspørger samtaler om mening med livet, personlige forhold og tanker om døden som en del af plejen og behandlingen, og det er her, at vi som sygeplejersker kan gøre en markant positiv forskel.

Det kræver, at vi aktiverer vores medmenneskelige egenskaber og for en stund lader handlekraft og løsningsfokus træde i baggrunden. I den sammenhæng er det afgørende, at vi har tilstrækkelig selvindsigt, og at vi tør stå i det åbne sammen med patienten, være lyttende og observerende, men også vove at stille de åbne, undrende spørgsmål. Den del vender vi tilbage til.

Først zoomer vi ind på åndelig og eksistentiel smerte. Det er ikke noget nyt fænomen, og allerede i 1963 beskrev hospicefrontkæmper og sygeplejerske Cicely Saunders konceptet Total Pain (fig.1). Hun synliggjorde dermed, at smerte både har en fysisk, psykologisk, social og åndelig-eksistentiel dimension.

For at forstå og kunne afhjælpe en persons samlede smerte er det nødvendigt at være opmærksom på alle fire dimensioner. De forskellige smertedimensioner påvirker hinanden indbyrdes, og det er samtidig vigtigt at have for øje, at eksistentiel og åndelig lidelse ofte er skjult og kan komme til udtryk gennem fysiske, psykiske eller sociale aspekter. Som sygeplejersker har vi ambitioner om at gå ind i alle fire dimensioner, men

der kan opstå usikkerhed om, hvordan patientens eksistentielle og åndelige del bedst imødekommes. Det kan skyldes, at det er et felt, som er vanskeligt at kategorisere, og at begreberne kan være både abstrakte og ukonkrete. De viser sig ikke som et symptom eller et konkret behov, og derfor er det virkelig svært at vide, hvornår man har berørt emnet.

Uanset hvor uhåndgribeligt eksistentiel og åndelig omsorg er, er den del netop vigtig, når man får stillet en alvorlig diagnose. Projekter fra danske forskningsinstitutioner har givet et godt indblik i patienters og pårørendes åndelige behov (Opsahl T). De viser, at sygdom kan aktivere den slumrende tro, som mange danskere bærer i sig, ofte uden at den har spillet en særlig aktiv rolle tidligere i livet. Det er oplysninger, som er værd at tage med sig i sit palliative arbejde, fordi tro og mening kan være rammesættende for den eksistentielle og åndelig omsorg, man giver.

Andet end ord kan gøre godt

En stærk indikator på den øgede bevågenheden på området er den kliniske retningslinje, der udkom herhjemme i 2023: ”Eksistentielle og åndelige aspekter i palliativ indsats.” Retningslinjen peger på mindst to overordnede måder at forstå eksistentiel og åndelig omsorg på. En behovsorienteret praksis og en sanselig, fænomenologisk praksis. I sidstnævnte bliver fagprofessionelles menneskelige kvaliteter og relation til patienten særlig central, og det er den forståelse, der anvendes i artiklen.

I retningslinjen beskrives eksistentiel og åndelig omsorg som det at åbne rum, hvor livets ånde når det enkelte

menneske. For omsorgen for menneskets eksistens, stræben og åndelighed er ikke begrænset til samtaler. Når livet udfordres, ved eksempelvis en kræftdiagnose eller når døden nærmer sig, er der meget mere og andet end ord, der kan gøre godt. Samtalen er vigtig, men ikke altid det vigtigste.

I mit arbejde på hospice oplever jeg, at disse eksistentielle rum ofte opstår i mødet med de nære og grundlæggende behov. Det kan være plejepersonalet, der hjælper med et bad, den frivillige, der anretter maden og sikrer, at patienten finder sin plads ved bordet. Det kan også være musikterapeuten, der tilpasser sin musik til måltidet eller i rummets æstetik: en velplaceret blomst, afstemt til serviettens farver.

Eksistentiel og åndelig omsorg kan være svær at indfange og sætte på formel. Der er dog kompetencer, som skal være til stede i den fagprofessionelles personlige værktøjskasse, og som ikke nødvendigvis er opøvet under studiet eller fremmes i den præstationskultur, vi alle er en del af. Det kræver et bevidst fokus, og det handler om at opøve en lydhørhed over for patientens eksistentielle og åndelige tematikker, som ofte udtrykkes mellem linjerne og indirekte.

En eksistentiel prøveballon I sygeplejefaget er det naturligvis helt afgørende at kunne sit praktiske håndværk. Afhjælper man obstipation eller et væskende operationssår, er det et problem, der skal løses. Når det derimod drejer sig om en patient, der lige har fået konstateret en kræftdiagnose eller anden livstruende sygdom, er håndværket et andet, fordi behovet også er. Måske sender patienten endda en eksistentiel prøveballon op og spørger: “Hvorfor rammer det her mig?” eller “Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?” Det kan være udtryk for eksistentiel smerte, en søgen efter mening og håb.

Som sygeplejersker kan vi med vores adfærd enten åbne eller lukke samtalen. Det afhænger blandt andet af vores personlige kompetencer og selvindsigt. Vi kan svare faktuelt på spørgsmålene el-

Fig.1 Total Pain. Undervisningsmodel ud fra Cicely Saunders beskrivelse af Total Pain (Saunders C).

ler lægge egne mestringsstrategier ned over patienten, men det vil lukke ned for det åndelige og eksistentielle. I stedet kan vi gøre brug af vores medmenneskelige side og varsomt give rum, lytte og skabe mulighed for, at patienten kan åbne yderligere op for, hvad det handler om.

Lad mig give et anonymiseret eksempel fra mit arbejde på Anker Fjord Hospice. Stinne, som har uhelbredelig kræft, fortæller en morgen, at hun ofte ligger vågen og tænker på sin mand. Udsagnet kan forstås på flere niveauer og kan derfor også kalde på forskellige reaktioner:

• Fysisk: Lider hun af søvnløshed? Skal der gøres noget for at afhjælpe problemet?

• Psykisk: Er hun angst eller depressiv? Hvilken type omsorg og støtte kan lindre?

• Socialt: Hun er eller har været gift. Hvilken slags bånd er der mellem de to? Har manden brug for omsorg? Er Stinne enke?

• Eksistentiel og åndeligt: Hvad tilfører livet mening for hende? Hvad betyder det, når hun tænker på sin mand? Hvilke tanker og billeder opstår der? Hvordan påvirker nattestilheden hende?

Undren kræver mod til ikke at have svarene på forhånd. Som sygeplejersker må vi øve os i at bruge en åben respons, fx: “Det lyder vigtigt for dig, vil du fortælle mere?” Spørgsmålet og den indbyggede undren skaber et rum, hvor patienten kan udforske sin situation og opnå større selvforståelse.

At kende egne styrker, svagheder og grænser er afgørende for at kunne møde patientens sårbarhed. Uden selvrefleksion kan egne reaktioner forstyrre eller overdøve patientens fortælling. Personlige kompetencer er langt sværere at udvikle end instrumentelle færdigheder, og det sker altid i dialog med andre. Derfor er kollegial sparring og supervision afgørende. Ingen er eller kommer helt i mål på alle fronter, men det handler om til stadighed at arbejde med sig selv for at være tilgængelig og nærværende for patienters eksistentielle og åndelige dimensioner.

I ovenstående tilfælde valgte sygeplejersken at spørge Stinne: ”Hvordan har du det, når du tænker på din mand om natten?” Stinne svarede, at hun følte sig beroliget. Han døde for et par år siden, og især om natten følte hun, at han var hos hende og trøstede hende i den svære tid. Stinnes svar var overraskende og viser, at det kan være vigtigt at undre sig og åbne op for, hvad et udsagn betyder for den enkelte patient. Åbne spørgsmål, verificering af nonverbale tegn og genspejling af det, vi hører, ser og fornemmer, skaber rum, så patienten kan fortælle om det, der giver mening og styrke.

Håb og lindring på oprørt hav Når man som sygeplejerske færdes i situationer og samtaler, hvor eksistentiel og åndelig omsorg kræver plads, kan det være brugbart at tænke i metaforer eller billedsprog. Netop det leverer sygeplejeprofessor Kari Martinsen i bogen ”Bevægelig berørt”, hvor hun sammenligner en patientstue med et skib. Hun beskriver, hvordan sygeplejerskens opgave er at være som besætningen, der med faglig indsigt og sanseligt nærvær skaber små sprækker i skibets skrog, så der trænger lys ind til passagerne, som her er patienter og pårørende. De befinder sig i lastrummets mørke, der kan være præget af angst, uro, bekymring, smerte, kvalme, lugte, meningsløshed, håbløshed og afmagt.

Sprækkerne opstår, når besætningen viser interesse for passagerne og fordomsfrit og gæstfrit undrer sig over, hvem de er som mennesker, hvordan de har levet deres liv, og hvordan de tidligere har mestret eksistentielle overgange og alvorlige kriser. De stiller spørgsmål og undrer sig. ”Hvad er vigtigt for dem?” ”Hvad er de optaget af?” ”Hvad er de stolte af?” ”Hvad værdsætter de?”

Glimt af håb opstår gennem måden, besætningen er til stede på. I deres måde at træde ind i rummet, i den praktiske hjælp, i den friske og ryddelige stue, i musik, smil og grin, i fællesskab og samtaler om både det levede liv og det, der tynger. I kærlig omsorg og stille nærvær. Passagerne bliver mødt med tillid og en grundlæggende tro på, at vi alle har gjort det bedste, vi kunne, med de muligheder, vi fik. Besætningen vedkender sig samtidig deres egen sårbarhed som mennesker, påvirket af det ukontrollable hav, og de lader sårbarheden blive en klangbund i mødet med passagerne. De taler beroligende om, hvad der kan vente ude på havet. At man ikke er alene, og ikke bliver forladt. Samtidig lytter de og former rammer, der lindrer tiden i lastrummet. I de øjeblikke kan et lysglimt trænge ind og på forunderlig vis skubbe de mørke skygger til side og åbne for en sprække af håb.

De vigtige nuancer af håb Håb er for sjælen, hvad vejrtrækning er for den levende organisme. Citatet stammer fra filosof Gabriel Marcel, og det understreger, hvor altafgørende håb er. Ofte hører vi også, at sundhedsfaglige aldrig må tage håbet fra mennesker. Men hvad sker der med håbet, når det ikke længere handler om at blive rask? Håbet er der i langt de fleste tilfælde stadigvæk, men det har fået andre nuancer. Jeg ser i mit palliative arbejde, at håb er dynamisk: det ændrer sig i takt med sygdommens udvikling, patientens ressourcer og de relationer, det bærer med sig, og som er af betydning for patienten. En vigtig overvejelse er, hvilke perspektiver på håb der er mest hjælpsomme for patienten og de pårørende. Når håbet om at blive rask ikke længere er til stede, og behandlingen ophører, kan det antage en anden form: håbet om en god formiddag, håbet om, at sygeplejersken tager varsomt på min krop, håbet om at kunne sove, håbet om et kærligt blik, håbet om at blive mødt midt i sårbarhed. Håbet om, at Gud tager sig af mig, håbet om et liv efter døden.

Efter min mening er det den smukkeste opgave i palliativ omsorg: At støtte mennesker i at finde det håb, der giver mening lige nu. Og her kommer Stinne ind i billedet igen. Hun nærmede sig de sidste levedøgn og havde brug for meget medicin for at lindre de fysiske smerter og den uro, der fulgte med. Når hun var vågen, var hun så svag, at man ikke kunne tyde, hvad hun sagde. Familien var der på skift. Den sygeplejerske, der var på stuen den påske, mærkede aftrykket af afmagten på egen krop. Trods alle kreative forsøg på både nonfarmakologisk og farmakologisk lindring var det som om, at der var et lille anstrengt drag hen over Stinnes pande. Det samme afspejlede sig hos hendes pårørende. Et eller andet ubestemmeligt, som kunne sanses og fornemmes. Påskedag var der ingen kontakt med Stinne. En gruppe frivillige sang påskesange i cafeen, og undervejs blev sygeplejerskens spontane og kreative

idé født. Kunne det tænkes, at Stinne ville have glæde af en sang på stuen? Hun spurgte sønnen, som straks fik tårer i øjnene. Det var svar nok. Han fik opgaven at finde sin mors yndlingssange. Hun havde sunget i kor hele sit liv. To frivillige og sygeplejersken kom stille ind på stuen, hilste og begyndte at synge. Under sidste vers gled der et lille smil hen over Stinnes ansigt, og hendes læber begyndte at bevæge sig i takt med sangen. Da sangen var slut, slog Stinne øjnene op. Hun forsøgte at sige noget, som var nærmest uhørligt. Men det var tydeligt, at der var en sang, hun gerne ville synge. Forslagene var mange, indtil der blev gættet på: ”Påskeblomst hvad vil du her?” Stinne sang svagt med, og hendes pande glattede sig ud. Atmosfæren blev intens, og alle var berørte. Hvad der nøjagtig skete i det øjeblik, kan vi ikke vide. Men det var som om, et håb blev båret frem. Det er måske det, som Kari Martinsen kalder et helligt øjeblik. Et øjeblik, som ingen kan planlægge eller indfange, men som opstår og ikke kan beskrives. Håbet kom som et lysglimt ind i lastrummets mørke.

Det er her, vi som sygeplejersker bruger os selv som klangbund. Uden at tale om os selv eller gøre opmærksom på os selv. Det fordrer selvindsigt at bruge sig selv, så der opstår et møde mellem sygeplejerske og patient, hvor egen historie eller virketrang ikke forstyrrer relationen til patientens historie. Én af vores fornemste opgaver må være at bære håbet frem, så vi i et øjeblik kan lindre den totale smerteoplevelse, Total Pain. Og hvad vil være mere naturligt end at runde af med nogle strofer, som ofte bliver sunget på Anker Fjord Hospice:

Hold håbet op.

Stjernen viser vej.

Hold håbet op.

Mørket skjuler sig.

Hold håbet op.

Hold det foran mig.

Dy Plambeck, 2015 Højskolesangbogen nr. 233

HVAD KAN DU SELV GØRE FOR AT VIDEREUDVIKLE

PERSONLIGE KOMPETENCER?

Husk et nådigt og barmhjertigt blik på dig selv og din egen trang til at gøre frem for at være

• Øv dig i nærvær. Næste gang du er udfordret på dit nærvær, reflektér da over, hvad der konkret skete. Var det noget hos dig selv, eller var det noget hos patienten eller noget helt tredje?

Find en person, du tror, kan give dig konkret og konstruktiv tilbagemelding på, hvordan du virker på andre. Som du er i dit professionelle rum, er du sandsynligvis også privat

• Øv dig i at undre dig i dit eget liv Øv dig i at stille åbne og undrende spørgsmål

• Vær nysgerrig på din egen livshistorie, og hvad der giver dig håb og mening. Del det med en person, du har tillid til

Brug supervision med fokus på personlige kompetencer

Annette Bech Vad

IDEER TIL, HVAD DER KAN ÅBNE OP FOR DET EKSISTENTIELLE OG ÅNDELIGE:

En blomst, naturen

• Musik. Det kan være afspilning af musik eller at synge en sang

Åbne og undrende spørgsmål: Hvad har båret dig igennem livet indtil i dag?

• Sæt dig ned, og vær tålmodigt lyttende. Husk, at evnen til eksistentielle samtaler ikke ligger i munden, men i ørerne

Stil åbne spørgsmål til livshistorien

• Husk, at eksistentielle og åndelige emner ofte gemmer sig under udtryk, som på overfladen lader til at være af fysisk eller psykosocial karakter

Kunst og æstetik

• Et kærligt blik

• Være gæstfri og respektfuld

• Ritualer

Annette Bech Vad

LITTERATURLISTE

Martinsen, Kari: Bevegelig berørt, Fagbokforlaget, 2. oplag, 2021

Moestrup L, Hvidt NC: Where is God in my dying? 2016

Moestrup L (2015). I dødens nærvær – En kvalitativ undersøgelse af, hvordan patienter på hospice og deres pårørende forholder sig til eksistentielle aspekter af livet tæt på døden. University College Lillebælt, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk universitet, Odense.

Opsahl T (2017a). From Basic Research to Intervention Research in Denmark. Network for Research in Faith and Health. Saunders, C. Care of the dying. Current Medical Abstracts for Practitiioners, 1963

Klinisk retningslinje: Eksistentielle og åndelige aspekter i palliativ indsats, 2023 https://www.dmcgpal.dk/files/kliniske-retningslinjer/aandelig%20omsorg/dmcg-pal_aandelig%20omsorg.pdf

Anbefaling til videre læsning:

Steenfeldt VØ, Viftrup D, Hvidt NC: Åndelig omsorg, Munksgaard, 2019

Annette Bech Vad

Uddannelse: Master i klinisk sjælesorg fra Modum Bad og MF i Oslo, sygeplejerske, DP i ledelse, DP i klinisk kvalitetsudvikling Stilling og arbejdssted: Ansat på Anker Fjord Hospice, Fjordengen 25, 6960 Hvide Sande og selvstændig foredragsholder og kursusleder i Eksistentiel og åndelig omsorg: www.annettebechvad.dk

Kontaktoplysninger: annettebechvad.dk 2274 3218

Det næste eksterne kursus hvor jeg underviser er for sygeplejersker begynder den 9/9 2026 og opslaget kan findes på Anker Fjord hospice kursusside på nedenstående link: https://www.ankerfjordhospice.dk/kurser/eksistentiel-og-aandelig-omsorg-for-sygeplejersker-og-terapeuter?

Skulle jeg virkelig igennem dét igen!

Aleneheden, tristheden og angsten, bankede endnu engang på min dør. For anden gang indenfor 3 år. Jeg mærkede straks noget genkendeligt indeni.

Betinna Jørgensen

Uddannet pædagog. Bestyrelsesmedlem i Kræftens Bekæmpelse Jeg er på 8 år Tovholder for Kvinder og Kræft

Jeg sidder på 8. år, som bestyrelsesmedlem i Kræftens Bekæmpelse

Jeg var igennem 6 år Tovholder for Fighterne til Stafet For Livet

Da tiden nærmede sig for min 3 års kontrol i november 2016, havde jeg det egentlig godt. Det var jo blot en kontrol. Jeg var glad for at blive holdt øje med, selv om det også satte spor indeni for hver gang kontrollen nærmede sig. Jeg levede med mine senfølger. De fyldte meget i min hverdag, men vigtigst var at jeg var i live. Hvad var alternativet?

Så pyt. Kontrollen skulle bare overståes. Jeg var igennem kikkertundersøgelse af tarmene, CT-scanning og MRscanning.

Jeg fik egentligt hurtigt svar på CTscanningen – alt så fint ud. Men svar på kikkert-undersøgelsen og MR-scanningen trak virkelig ud. Jeg ringede nogle gange og rykkede for de andre svar, men fik til sidst blot beskeden.... Hold du nu en dejlig jul og så ses vi til samtale d 6.1.2017.

DER begyndte jeg at fornemme et eller andet jeg ikke kan sætte ord på. Og alligevel. Den følelse jeg havde haft fra mit første kræftforløb, blev mere genkendelig i mine bange anelser. Jeg havde min egen fornemmelse og besluttede mig derfor for, at jeg ville leve og opleve NU. Være sammen med min familie alt det jeg kunne.

Den jul skulle mine voksne børn holde jul med deres respektive svigerforældre. Men da alting var lidt anderledes den jul blev jeg inviteret med til min datters juleaften. Og hvor var det dog en fantastisk jul. Der blev hygget, sunget, danset, spillet på forskellige instrumenter og jeg var GLAD og taknemlig indeni. For hvis nu.....

SVARET.

Endelig blev det d 17.1.2017. Dagen hvor jeg skulle have svar på mine undersøgeler.

Da jeg kom ind i lokalet og så lægens ansigt vidste jeg allerede, hvad han ville sige. Det skulle vise sig, at mine bange anelser holdt stik.

Han sagde – kræften er vendt tilbage, Betinna. Jeg ryddede hans skrivebord i ren afmagt, samtidig med jeg sagde ” jeg vidste det”. Lægen var stille og rolig og gav mig tid. Få minutter senere fik jeg forklaret, hvad der var planlagt at skulle ske. Jeg hørte hvad han sagde, men tog det ikke rigtig ind. Jeg fulgte blot med.

Jeg skulle møde ind på sygehuset d 12.1.2017. De ville fjerne min endetarm, lukke mig bagtil og lave en permanent stomi... Jeg skulle blot være indlagt 5 til 6 dage. Det lød så nemt. Noget der bare skulle fixes, men jeg vidste jo lidt om, hvad der ventede mig.

Jeg gik derfra i min egen lille overlevelses-boble. Forundersøgelser på stomiklinik ventede. Det kendte jeg også lidt til ift. mit første forløb, hvor jeg havde midlertidig stomi. Og jeg tror faktisk netop dét, at jeg kendte til stomi, gjorde dén vej ind i et ellers tabubelagt område, lidt lettere at håndtere ordet ”stomi”.

At få stomi i 2013 havde jeg bestemt ikke gode tanker med fra sygehuset af og heller fra nogle sygeplejerskers håndtering af den og mig. NU havde jeg da i hvert fald selv lidt kendskab til det´, så den del skulle jeg nok klare.

Ved 2. kræftoperation var jeg indlagt så længe, at tankerne fyldte mere opgivende.

Min familie og venner havde virkelig været søde til at besøge mig på sygehuset igennem de 11 dage jeg indtil nu havde været indlagt. Men som dagene gik var det alligevel som om, at jeg følte en stor tomhed indeni, som ikke kan beskrives. Og dette til trods for, at ope-

ration jo i virkeligheden gik godt og jeg nu havde overlevet kræftsygdommen to gange.

Jeg synes bedring udeblev. Der stødte hele tiden noget til. Pyh, i dag tænker jeg virkelig tilbage på dengang, med tårer i øjnene.

MEN da dagen endelig kom og jeg måtte komme hjem, fyldtes jeg med glæde, glædestårer og total ny energi. Jeg var helt høj.

Min tomhed blev alligevel, for en stund, vendt til styrke, for det VILLE jeg. Jeg ville simpelthen gøre en forskel i kræftens verden, hvis bare jeg fik lov til at overleve og komme hjem.

Det var virkelig en hård tid der ventede, men med min fantastiske familie, gode venner, søde sygeplejersker der gav mig indsprøjtninger hver dag gennem én måned, dygtige fysioterapeuter der trænede mig i det små, ja så kom jeg jo godt igennem mit forløb.

Tomhed og livskraft på samme tid

Men selv om alt var gået godt og jo efterhånden gik godt, så savnede jeg at kunne gå et sted hen og tale med nogen ”som mig”. Alt dét jeg havde været igennem, begyndte nu at vise sig i mine tanker og følelser. Jeg syntes at mærke en tomhed. En tomhedsfølelse i krop og sind. En ensomhedsfølelse og ”alenehed” jeg ikke kunne dele med nogen. De forstod (heldigvis) ikke. De støttede og var jo selv lettede over, at jeg overlevede.

Selv om jeg oftest var omgivet af mennesker, men ikke lige dem der havde været igennem de samme tanker, de samme følelser og den samme angst. De mærkede ikke dét jeg mærkede indeni. Hvor læsser man af for sine frustrationer, tanker og følelser når du har været igennem så alvorlig en sygdom som kræft. Min følelse var nærmest som om, at døden havde pustet mig lidt i nakken. Og det sætter sig altså i hver en celle i kroppen.

Jeg gjorde en forskel

Jeg lovede jo mig selv, at jeg ville gøre en forskel i Kræftens verden, for både

mig selv og andre kræftpatienter. Jeg ville opsøge Kræftens Bekæmpelse og spørge om muligheder i min by. Det viste sig, at der var en lokalforening, men ingen rigtige aktiviteter

Den fysioterapeut jeg gik til genoptræning hos – Helle, og jeg talte meget om at der manglede et netværk for tidligere og nuværende kræftpatienter i Odder. Så vi handlede på vores tanke og tog kontakt til Kræftens Bekæmpelse i Århus.

I fællesskab fik vi lagt en plan for vores ide, som vi var ret opsat på skulle lykkes.

Vi skaffede lokaler, lavede indbydelser med information om vores tanker, om en aften for kvinder med kræft.

Vores projekt blev super-godt modtaget da flere kvinder mødte frem.

Og som det viste sig i løbet af aftenen, at der virkelig var brug for sådan et forum.

Derved fik vi skabt starten på Kvinder og Kræft i Odder.

Netværket Kvinder og Kræft i dag… I år, 8 år efter er Kvinder og Kræft stadig aktiv. Som tovholder på projektet er og har Kvinder og Kræft været mit hjertebarn igennem disse år. Jeg er taknemlig for hver en kvinde der har fundet vej hertil, som her fundet et frirum, som kan finde ro i vores fællesnævner FIGHTERE. Men vigtigst er netop ikke at føle sig alene i kræftsygdom og senfølger.

Det har virkelig været en lang rejse igennem hjælp til selvhjælp. En vej med tårer, styrke og vilje.

Og selv om det kan synes på et trist grundlag, så er der også masser af positivet. Vi lever, vi oplever og vi er sammen i et fællesskab fuld af rummelighed og forståelse. DET er fantastisk at kunne mødes i et fælles forståelsesrum. Også ”uden ord og blot være”. For ingen skal stå alene.

I dag er der pt. 74 kvinder tilknyttet Kvinder og Kræft Odder

Vi har forskellige former for tilbud af aktiviteter:

Tirsdage træner vi sammen i Fitness Center

Onsdage går vi ture i naturen

Den 1 tirsdag i måneden mødes vi på Café

Vi har løbende forskellige workshops

Vi har efter behov samtalegrupper

Tak for tilliden til at læse min historie gennem kræft og frivillighed https://www.cancer.dk/ nyheder-og-fortaellinger/2025/ tidligere-kraeftpatient-der-findesen-saerlig-ensomhed-for-menneskerder-har-vaeret-taet-paa-at-doe/

Tab, sorg og eksistens ved kræftsygdom

Mai-Britt Guldin

Stilling: Klinisk psykolog, Seniorforsker, Direktør

Arbejdssted: Center for sorg og eksistens, Aarhus & Forskningsenheden for almen praksis, Aarhus

Email: m.guldin@ph.au.dk

• Vi forstår ofte sorg som noget der sker ved dødsfald, men vi sørger også ved andre tab i livet fx ved en diagnose med kræftsygdom

• Det er vigtigt at forstå tabene og sorgen ved kræftsygdom, hvis vi vil lindre lidelse/total smerte.

• Sorgreaktion ved kræftsygdom kan være præget af oplevelsen af at have mistet en del af sig selv, meningsløshed, overvejelser om tro, skyld og skam, identitet og naturligvis dødsangst.

Vi sørger hver gang vi mister noget af betydning

Vi er blevet vant til, at når der tales om tab, så mener vi at det handler om et menneske dør. Men tab kan handle om mange andre aspekter af livet, som kan mistes. Det kan handle om at miste en kærlighedsrelation, ja, men også om alle andre ting der spiller en væsentlig rolle for os. Vi kan miste lemmer eller funktioner ved kræftsygdom, vi kan opleve at en af vores nærmeste bliver syg og forandrer sig, vi kan miste vores roller i livet eller job osv. Sorg opstår ikke kun ved dødsfald men ved alle slags tab, også dem vi kan opleve, når der kommer alvorlig sygdom som kræft.

I de undersøgelser vi har til rådighed, ser det ud til at alle tab forårsager sorg, og at sorgreaktionen er forholdsvis ens uanset tabet, men livsomstændighederne og omstillingen er naturligvis forskellig afhængig af hvad der er mistet (1, 2). Sorgreaktionen ved kræftsygdom er lige som andre sorgreaktioner kendetegnet ved uvirkelighed, tristhed, fortvivlelse, magtesløshed, vrede, oplevelsen af at have mistet en del af sig selv, overoptagethed af tabet/sygdommen, savn efter det tidligere liv og mange andre reaktioner, der er hyppige i sorg. Tabene ved kræftsygdom kan fx handle om ændringer i relationer, evner, funktioner, status, roller, identitet, ressour-

cer, muligheder, ambitioner, drømme, værdier eller idealer. Ikke mindst relationen til sig selv, altså selvforståelsen, og eksempelvis dét at have et sygdomsfrit liv, kan være præget af tab og sorg. Det har naturligvis stor betydning for identitet og planer for fremtiden.

Det betyder, at sorg ikke er afgrænset til dødsfald, men vi sørger hver gang, vi mister noget af betydning for os, eller noget vi har været knyttet til, og hvor tabet påvirker vores forståelse af verden og os selv. Vi sørger over det u-levede, altså dét liv der ikke blev virkeliggjort, og der hvor vores eksistens er på spil og vi må overveje vores væren i verden (3).

Reaktionerne handler ikke kun om ’krise’ og angst – men også om sorg Hvis vi ikke forstår, at få en kræftsygdom også er fyldt med tab som forårsager sorgreaktioner, så risikerer vi især at misforstå patienter og pårørendes reaktioner. Når vi ser tristheden, modløsheden eller angsten for uvisheden, kan vi komme til at patologisere reaktionerne som noget diagnosticérbart, fx angst og depression. Alle sundhedsprofessionelle har lært at identificere symptomerne på angst og depression, og derfor er det nærliggende at forstå kræftpatienters reaktioner på baggrund heraf. Det gør hjælpen til patienter og pårørende ringere, hvis sorgen misforstås fordi den normale, eksistentielle reaktion på tabene bliver overset. I mange år har vi forstået reaktionerne som ’krise’, belastningsreaktioner eller angst, men der er forskel på at sørge over at være blevet syg og have mistet et af sine lemmer og så være i krise –selvom man naturligvis godt kan være begge dele (4). Krisen er nemlig den indledningsvise reaktion når der opstår trussel og stor forandring og psyken (og nervesystemet) sætter ind med overlevelsesstrategier, som kan opleves som en slags stressreaktion; uro, besvær

med at falde til ro, manglende appetit og søvnforstyrrelse. Det er noget der er vigtigt at ’komme igennem’, noget der skal fortage sig, så personen kan falde til ro igen og iværksætte gode strategier for forløbet. Her er hjælpen fra de sundhedsprofessionelle at give råd om stressreduktion, afspænding og dagsrytme.

Men selve sorgen over tabet af ’mig selv som jeg kender mig’ ikke er noget vi kan ’komme på den anden side af’. For der er ikke en anden side af det, livet er blevet anderledes for altid og man kan aldrig undslippe det igenselv om man kan blive rask – så vil jeg altid forstå mig selv anderledes efter en kræftdiagnose (2). I dag ved vi fra forskningen, at sorg tager tid, den skal integreres i psyken og selvforståelsen, vi skal finde ud af at leve med den, så livet forstås på nye vilkår (5). Det er en anderledes proces, som netop ikke skal behandles væk. Det gør støtten til patienter og pårørende lidt anderledes end ved krisereaktionerne, angsten og depressionen. Derfor er det vigtigt for den rette støtte at kunne forstå sorgen over kræftsygdommen.

Den integrative proces model – en ny forståelse af tab og sorg I 2023 kom en ny model for tab og sorg: Den integrative proces model (IPM) (6). Den forklarer, at sorg er blevet forstået for snævert og den videnskabelige forståelse af tab og sorg er blevet udvidet og uddybet betydeligt i de seneste årtier siden seneste ’store’ model, nemlig Tosporsmodellens fremkomst for over 25 år siden. Forfatterne beskriver:

1. De tidligere sorgmodeller bygger udelukkende deres sorgforståelse på baggrund af dødsfald. Men der er mange tab i livet, og sorg handler om meget andet end døden.

2. Alle de dominerende modeller om sorg er udviklet indenfor psykologien med fokus på patologi og undgåelse af sorgforstyrrelse. Dette fokus får os til at glemme at 90% af alle sørgende ikke får en patologisk proces, men at selv pinefuld sorg er naturlig og tager tid.

3. De tidligere modeller har med deres psykologiske fokus overset vigtige fysiske, eksistentielle og sociale aspekter af sorgen.

Ifølge forfatterne Guldin og Leget, så har det konsekvenser når forståelsen af sorg indsnævres, for så ender reaktioner med at blive misforstået og sygeliggjort, støtten til mennesker i sorg, fx kræftpatienter og deres pårørende overser vigtige aspekter, som vi kan hjælpe med, men forskningen i tab og sorg bliver mere og mere snæver og ensidig. Idéen med IPM er at bringe et bredere syn på tab og sorg på banen, inddrage alle tab i livet og ikke mindst bringe alle faglige perspektiver på sorg i dialog i en integrativ model. Modellen bygger på total smerte modellen som benyttes i palliativ indsats og forståelsen af at smerte er helhedsorienteret, både fysisk, psykisk, social og eksistentiel. Hertil inddrager IPM forskning fra alle fag, der bidrager til sorgforståelsen og illustrerer fem dimensioner i sorg: fysisk, følelsesmæssig, kognitiv, social og åndelig-eksistentiel.

1. I den fysiske dimension regnes der fysiske reaktioner på sorg såsom stresshormoner, rastløshed, appetitløshed, træthed osv.

2. I den følelsesmæssige dimension findes følelsesmæssige reaktioner som fortvivlelse, savn, vrede mv.

3. Den kognitive dimension tæller reaktioner som magisk tænkning, kognitiv forvrængning, meningskonstruktion mv.

4. Den sociale dimension tæller reaktioner som kulturelle forståelse af sorgen og samfundets implicitte sørgeregler (fx vil andre anerkende at du har et tab og acceptere at du sørger), besværliggjort kommunikation og den sørgendes fornemmelse af alenehed.

5. Endelig er der reaktioner i den åndelige-eksistentielle dimension som omhandler at føle sig eksistentielt hjemløs fordi livet er blevet så forandret, at jeg har svært ved at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg tror på. Denne dimension har især

været overset i forståelsen af sorg, men IPM forklarer at der er mange eksistentielle reaktioner i tab, som der kan være stort behov for at få støtte til at forstå.

Pointen med at inddrage alle fem dimensioner er at vise hvor altomfattende sorgreaktionen er, og illustrere alle de udfordringer man som sørgende/patient møder, om end der vil være stor forskel på hvilke dimensioner der volder den enkelte besvær. På forskellige tidspunkter i sorgprocessen kan en af dimensionerne træde i forgrunden, for så senere at træde mere i baggrunden i en dynamisk proces, som hele tiden er i bevægelse. I hver dimension inddrages orienteringspunkter fra forskningen og integrerer tidligere modellers indsigter. IPM orienteringspunkter: Fx inddrages tosporsmodellen i den følelsesmæssige dimension og indsætter et orienteringspunkt om at skabe følelsesregulering og egen-omsorg. Men i IPM understreges at sorg ikke kun er to spor – processen er meget mere kompleks. I den kognitive dimension er orienteringspunktet at lære sit tab og sin sorg at kende og finde måder at udtrykke sorgen på. I den sociale dimension er orienteringspunktet at lede efter den støtte, man har brug for, og være opmærksom på kvaliteten i støtten mere end kvantiteten. I den åndelige-eksistentielle dimension er orienteringen at finde sig til rette i livet igen og derfor være åben for æstetisk, etisk og religiøs resonans, hvilket vil sige at være åben overfor hvor livet taler til én, fx hvilke værdier og overbevisninger der fortsat er vigtige, og dermed se at livet stadig har noget at byde på.

Kernebudskabet i IPM er at sørgende oplever forskellige udfordringer i sorg, som ikke kan reduceres til de samme udfordringer for alle, og ligeledes er der ikke samme svar (eller opgave) i sorg for alle, da det vil være forskelligt hvad der skaber balance i den sørgendes liv.

Grundlæggende eksistentielle spørgsmål ved kræftsygdom

1. Hvordan kan jeg affinde mig med tabet/sygdommen/døden?

Hvordan kan jeg leve livet på trods af angsten for fortvivlelse og ikke-eksistens?

2. Hvad gør jeg med den skyld jeg oplever og bekymringen for at lægge andre til last? Hvordan kan jeg tage ansvar for mine reaktioner og den frihed jeg har til at udleve den?

3. Hvordan kan jeg leve med den isolation eller alenehed i livet, som sygdommen giver mig?

Hvad gør jeg for at søge den forbundethed jeg ønsker mig?

4. Hvad gør jeg med tabet af mening, autonomi og identitet der kan opstå ved kræftsygdom?

Hvordan kan jeg være åben overfor tro, håb og ny mening?

Den integrative proces model tydeliggør hvorfor eksistentielle reaktioner er vigtige at tage alvorligt Eksistentielle bekymringer træder især tydeligt frem og spiller en rolle for alle når tab, begrænsninger og sygdom griber ind i livet. Eksistentiel lidelse refererer til en gennemtrængende lidelse, der opstår når patienten er konfronteret med tab og sorg og spørgsmål om død, mening, formål og værdier i livet. Det er ikke usædvanligt at kræftpatienter må overveje meningen med livet, hvilke værdier der har betydning for de valg der skal træffes om livet fremover, hvad de tror på, og om døden kommer tidligere end de troede.

Den integrative proces model billedliggør netop, at sorgen åbner for et rum hvor livets store spørgsmål kommer op og konfronterer de eksistentielle spørgsmål alle mennesker har i sig. Når der er tab, sorg og sygdom så bliver almindelige eksistentielle spørgsmål tydelige. og så kæmper man med grundlæggende spørgsmål som hvorfor mig? Hvem er jeg i denne situation? Er

det min egen skyld? Hvad er forbundethed for mig? Hvad tror jeg på? Disse grundlæggende bekymringer forårsager eksistentielle bevægelser og lidelse i den enkelte, fordi alle mennesker kæmper med at være sig selv, føle sig forbundet og skabe mening, men tab, sorg og sygdom sætter de eksistentielle grundproblematikker på spidsen. Disse eksistentielle kampe er universelle og ens for alle, men alle besvarer dem forskelligt og må søge egen autenticitet i forhold til fx kræftsygdom.

Det er langt fra alle, der kan sætte ord på den eksistentielle lidelse men ændrer adfærd og trækker sig fra social kontakt, bliver urolige og følelsesmæssigt affladiget. IPM beskriver, at det vil være forskelligt fra person til person hvilke eksistentielle udfordringer der bliver aktiveret på et givent tidspunkt i processen. For nogle er det fornemmelsen af ikke at kunne genkende sig selv, eller at stå alene med reaktionen, for andre er det svært at tage ansvar for egne reaktioner, og for andre igen er det at meningsløsheden der kan overmande og gøre det svært at finde ud af hvad man finder værdigt eller skal håbe på. Sorgen og den eksistentielle lidelse er ikke sygeligt men en respons på at forholde sig til egen dødelighed, tab af roller, funktioner og uafhængighed, men også uvisheden mht. sygdomsprogression og at forstå sig selv, egen identitet og nære relationer på en ny måde. Den eksistentielle karakter af reaktioner ved alvorlig eller livstruende sygdom viser sig som naturlige men pinefulde erfaringer af brud og fremmedhed i verden: Det, der før var selvfølgeligt, mister sin gyldighed; tiden ændrer karakter; fremtiden opleves som usikker eller lukket; og identiteten træder i et nyt og ofte skrøbeligt lys. Mange beskriver netop ikke primært en intens følelse, men en mere grundlæggende fornemmelse af, at verden ikke længere hænger sammen på samme måde som før. Denne erfaring udfordrer moderne forestillinger om kontinuitet, udvikling og fremadrettethed og konfronterer mennesket med sygdommens og tabets irreversibilitet. Kierkegaard ville sige at

sorg og begrænsninger jo netop er en konfrontation med eksistensens tomrum og alle livets og frihedens muligheder; det gør ikke livet lettere at bære, men det er derfor, at sorgen er så stor og kan bringe os et andet sted hen (7). Med andre ord, sorg og eksistentiel lidelse er ikke patologisk men en dybt indgribende fornemmelse i personens oplevelse af bekymring og angst samt indre ro. Den eksistentielle lidelse afspejler patientens overvejelser om fx egen død, identitet, tab af autonomi og mening i lyset af lidelse og er netop nødvendige for at foretage store omstillinger i livet.

Hvis kræftsygdom medfører tab og sorg – hvordan støtter vi så?

Det kan være essentielt for symptomlindring at være opmærksom på det normale i tabene, sorgen og den eksistentielle dimension af reaktionerne på kræftsygdom. Både for at lindre lidelsen men også for at støtte personlig identitet, autonomi og værdighed. Men patientens og familiens egen oplevelse af de sorgsymptomer og den eksistentielle lidelse er vigtig information i forbindelse med at kunne støtte dem, og hvor invaliderende og lidelsesfulde de opleves. Der er dog stor forskel på erfaringen med og tolerancen over for eksistentiel lidelse og sorgens smerte, og hvordan personen selv opfatter sine symptomer.

Netop derfor er det vigtigt at udfolde den eksistentielle karakter ved alvorlig sygdom ved at undersøge, hvordan tab påvirker menneskets forhold til verden, til sig selv og til andre. I eksistentiel tænkning viser forskere som Neimeyer (8), Guldin & Leget (6) hvordan sorg kan forstås som et verdensbrud, der destabiliserer identitet, tidsoplevelse og mening, og som samtidig kalder på bredere forståelser (end den individuelle og psykologiske tilgang) og også beder om dybere, etiske og relationelle svar. Det står i modsætning til psykologisk eller professionel praksis, fordi tanken er at det tværtimod kan nuancere og kvalificere mødet med sørgende ved at flytte fokus fra intervention og løsning til nærvær, bevidning og eksistentiel

Den integrative proces model foreslår eksempelvis at spørge til tab, sorg og eksistens for at hjælpe patienten og de pårørende med eksistentiel lidelse:

1. Hvilke tab oplever du at have i forbindelse med din kræftsygdom?

2. Hvordan har du reageret på sorgen over tabene?

3. Fortæl mig om hvad du har mistet og hvilken rolle det spiller i dit liv

4. Hvordan har dit liv forandret sig? Hvordan har forståelsen af dig selv ændret sig?

5. Nu hvor dit liv har forandret sig, hvad er så vigtigt fremover?

6. Hvor finder du styrke til at overveje din forståelse af dig selv, livet, dine værdier?

anerkendelse. Kierkegaard ville påpege, at sorg ikke må stå som en afvigelse fra livet, men som et vilkår ved at have væ-

ret forbundet med livet og med andre (7).

Der findes ingen universelle svar på de grundl æggende eksistentielle spørgsmål men hver enkelt kræftsyg må tage det på sig at besvare dem for at kunne leve med sit tab, fordi alle jo har en eksistentiel udfordring med at være mest mulig sig selv og leve livet autentisk – især når der er tab, begrænsninger og trusler.

Vurdering af eksistentiel lidelse omhandler derfor ikke diagnosticering men kalder på åbne spørgsmål, aktiv lytning, nysgerrighed og undersøgelse af angst, værdier, mening, fortrydelser og eksistentielle overbevisninger samt evt. åndelig-eksistentiel overbevisning eller religiøs tro. Dette indbefatter den professionelles egen kapacitet til at tolerere livets store spørgsmål og ambivalens, og dermed modet og kompetencen til at spørge til dem.

Konklusion

• De fleste mennesker oplever tab og sorg i forbindelse med livstruende sygdom, ændring i roller, omstilling af forståelsen af sig selv.

• Sorgreaktioner i forbindelse med kræftsygdom er ikke diagnosticérbare men kan være udtryk for eksistentiel smerte som omens smertefulde kan betragtes som udbredte og normale.

• At forstå og kunne adressere sorgreaktioner er centralt og grundlæggende i støtten til kræftpatient og pårørende.

• Støtte til tab og eksistentielle overvejelser kan være en hjælp til omstillingen og integration af det ’nye liv’ som patient og pårørende går ind til

Til læserens refleksion:

1. Hvilke tab ser du kræftpatienter og deres familier have?

2. Hvad opfatter du som en god eksistentiel proces, når man har fået kræftsygdom ind på livet?

3. Hvor meget eksistentiel smerte synes du er normalt, når patienten fx skal ændre eller afslutte livet?

LITTERATURLISTE

1. Papa A, Lancaster NG, Kahler J. Commonalities in grief responding across bereavement and non-bereavement losses. J Affect Disord. 2014;161:136-43.4

2. Cleal B, Mytkolli L, Marså KB-M, Due-Christensen M, Grabowski D, Garfinkel J, Leget C and Guldin M-B (2026) Living with what is lost: reframing emotional life with diabetes through an integrative perspective on loss and grief. Front. Clin. Diabetes Healthc. 7:1771568.

3. Guldin M, Leget C. (2024). Tab, sorg og eksistens. En integrativ tilgang. Kbh: Akademisk Forlag.

4. Boelen PA, Eisma MC, de Keijser J, Lenferink LIM. Traumatic stress, depression, and nonbereavementgrief following non-fatal traffic accidents: Symptom patterns and correlates. PLoS One. 2022;17(2):e0264497.5

5. Guldin, M. (2019) Tab og sorg. En grundbog for professionelle. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

6. Guldin, M. B., & Leget, C. (2023). The integrated process model of loss and grief - An interprofessional understanding. Death Studies, 48(7), 738–752.

7. Kierkegaard, S. (2018). Sygdommen til døden. Kbh: Saga.

8. Neimeyer, R. A. (2001). Meaning reconstruction and the experience of loss. American Psychological Association

Program for FSK Landskursus 2026

6.-7. november, Hotel Legoland, Billund

Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker sætter igen rammerne for et par dage med kræftsygeplejen i fokus!

Når reformer møder patienten

–

sygeplejerskens virkelighed i Kræftplan 5

Kunsten at strække tiden og omsorgen

På årets Landskursus sætter vi fokus på de store forandringer i kræftområdet: Den ambitiøse Kræftplan V, den nye sundhedsreform og hvad det betyder for vores sygepleje. Vi dykker ned i patient- og pårørendeperspektivet i en tid med flere digitale løsninger og stigende behov for støtte – også til dem, der rammes af ventesorg.

Vi ser på rehabiliteringspotentialet og senfølgers voksende betydning for kræftoverlevere. Samtidig stiller

FREDAG D. 7. NOVEMBER 2026

vi skarpt på fremtidens ressourcemangel, hvor manglen på sygeplejersker udfordrer vores mulighed for at sikre omsorg og sammenhæng i kræftforløb.

Landskurset samler inspirerende oplægsholdere, som hver giver deres perspektiv på årets tema. Mød op, bliv klogere, og vær med til at styrke fagligheden og skabe bedre liv for mennesker, der får kræft ind på livet.

9.00 - 10.00 Registrering, firmaudstilling og kaffe/let morgenmad.

10.00-10-15 Velkommen til Landskurset v./Helle Mathiasson. Formand for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker

10.15 - 11.45 Kræftpatienten i et sundhedsvæsen under transformation

10.15 - 11.00 Vi starter med et besøg af Marie Herholdt som vil fortælle os hvordan det er at være kræftpatient i sundhedsvæsenet v. /Anja Bo

11.00 - 11.45 Alexandra Brandt Ryborg Jønsson er i dag bedst kendt som medforfatter på lærebogen ‘Snart er vi alle patienter’. Hendes antropologiske perspektiv på Kræftplan V fremhæver behovet for mere lighed, patientinddragelse og opmærksomhed på de sociale forhold, der former kræftforløbet. v./ Alexandra Brandt Ryborg Jønsson

11.45 - 12.45 Firmaudstilling

12.45 - 13.30 Frokost

13.30 - 14.45 Digitale løsninger i kræftsygeplejen med henblik på rehabilitering, bivirkninger og senfølger

13.30- 14.15 Appen ”Mit liv – min sundhed” er et digitalt rehabiliteringsforløb med det formål at forbedre livskvalitet og helbred hos kræftramte ved at forebygge kroniske senfølger. v. Nanna Ellegaard Jørgensen

14.15 - 14.45 Hvordan kan PatientRapporterede Oplysninger (PRO), altså brugen af systematisk indsamlede data fra patienten, anvendes til aktivt at forbedre patientforløbet for kræftpatienter. v. Lærke Tolstrup

14.45 - 15.30 Pause med kaffe og besøg ved firmaudstillingerne

15.30 - 16.15 Paneldebat

Marie Herholdt, kræftpatient

Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, Antropolog

Mie Grube Skårhøj, sygeplejerske og forkvinde for FS palliationssygeplejersker

Helle Mathiasson, sygeplejerske, stråleterapeut og formand for FSK m.fl. v. Anja Bo

16.30 - 17.30 Generalforsamling

19.00 - Middag og livemusik med Charlotte and the Coverboys

LØRDAG D. 7. NOVEMBER 2026

8.30 - 9.00 Morgensang og præsentation af ny bestyrelse

9.00 - 9.15 Posterpræsentation

9.15 - 10.00 Omsorg i et sundhedsvæsen under transformation Omsorg har alle dage været et kernebegreb inden for sygeplejen, men det kan være svært at sætte ord på, hvad det præcist indebærer og er der plads til omsorg i et sundhedsvæsen under transformation? v. Charlotte Delmar

10.00 - 11.15 Pause og besøg hos patientforeningerne, SIG-grupperne og poster-udstillere

11.15 - 12.30 Hvordan påvirker ventesorg de pårørende?

Søstrene Sascha Elvar Christensen og Sandra Elvar Sørensen mistede deres far efter halvandet års kræftsygdom. Ventesorgen var præget af blandede følelser. Digtsamlingen ”JEG VENTER PÅ, DU DØR” er en kompromisløs fortælling om ventesorg. Julie Fisker har i bogen skildret en datters desperate forsøg på at finde fodfæste i ungdommens letsindighed, der forstyrres af indlæggelser, bekymringer og et ansvar, som hendes jævnaldrende ikke kender til.

v. Anja Bo

12.30 - 13.00 Frokost

13.00 - 13.30 Pause og besøg hos patientforeningerne, SIG-grupperne og poster-udstillere

13.30 - 15.00 Er Kunstig intelligens en drivkraft for nye arbejdsgange?

Hvordan kan kunstig intelligens spille ind når vi som skal begynde at ændre på hvordan vi plejer at arbejde og gøre tingene. Anders Søgaard har forsket i hvordan det moderne menneske møder kunstig intelligens, hvordan bør vi forholde os hertil, samt hvordan ser fremtiden med kunstig intelligens ud?

15.00 - 15.15 Afslutning og på gensyn i 2027 på Hotel Legoland, Billund   Kaffe To-Go

v. Anders Søgaard

POSTERS TIL LANDSKURSUS 2026

DEADLINE FOR INDSENDELSE AF ABSTRACTS TIL FSK LANDSKURSUS 2026 ER FREDAG D. 9. OKTOBER

Er du medlem af FSK og har du nogle epokegørende undersøgelsesresultater, et spændende projekt eller har du på anden måde gjort dig nogle erfaringer, som fortjener udbredelse til en bredere kreds af sygeplejersker der arbejder med mennesker med kræft? Så er det nu, at du skal spidse blyanten og sætte gang i processen. Der er deadline for indsendelse af abstracts posters til FSK Landskursus 2026 d. 9. oktober. Du kan læse meget mere om, hvordan du gør og få gode råd til proces og færdiggørelse på Fagligt selskab | Kræftsygeplejersker | DSR | dsr.dk.

Posters præsenteres kort på scenen lørdag morgen. I løbet af lørdagen er der afsat tid til, at deltagerne på LK kan gå rund til de forskellige posters og kigge nærmere på dem. Det forventes derfor, at de der kommer med en poster, er at finde ved posteren og kan fortælle om den til dem der kommer forbi.

Alle der kommer med poster vil blive “belønnet” med en lille erkendtlighed. Kontaktinformation: Jeanpede@rm.dk

Bestyrelsen

Præsentation af nye medlemmer af bestyrelsen

NY I BESTYRELSEN

Mit navn er er Gry Jespersgaard og jeg er tiltrådt som suppleant i bestyrelsen.

Jeg har mere end 16 års erfaring som sygeplejerske med baggrund i både mavetarmkirurgien og onkologien. I sommeren 2025 blev jeg færdig som cand.cur. og skiftede efter ti år i Afdelingen for Kræftbehandling på Herlev Hospital til en stilling som klinisk sygeplejespecialist i Afdelingen for Kræftbehandling på Rigshospitalet.

Jeg har et stort engagement i faglig udvikling og motiveres af at styrke det faglige niveau gennem viden, refleksion og kollegial sparring. Jeg brænder særligt for personcentreret sygepleje, hvor patienter og pårørende inddrages aktivt i beslutninger om behandling og forløb.

NYT

MEDLEM I FSK:

Mit navn er Sandy Christensen, sygeplejerske på onkologisk sengeafsnit på Odense Universitetshospital, siden februar 2010. Vores afdeling er inddelt i 6 teams. Jeg er i det team, som behandler kræft i urinvejene, kønsorganerne og i hjernen.

Jeg elsker specialet, holder af at kunne gøre en forskel for vores patienter og deres pårørende i en svær periode i deres liv. Jeg er vellidt af patienter, pårørende og kollegaer. Min særlige evne i afdelingen er, at jeg snakker meget og altid kan høres i afdelingen.

Jeg er medlem af DASYS’ dokumentationsråd, hvor vi arbejder for at etablere national konsensus om principperne for dokumentation og brug af sygeplejedata i både plejen og den tværfaglige behandling. Derudover bidrager rådet til udvikling og forskning på området.

I en årrække var jeg også aktiv i FSUS’ bestyrelse, hvor jeg har været med til at planlægge temadage og konferencer for kliniske vejledere og undervisere. Disse erfaringer bringer jeg med mig ind i arbejdet i vores faglige selskab.

Jeg ser frem til at bidrage til bestyrelsens arbejde med erfaring, nysgerrighed og et stærkt fokus på udviklingen og refleksionen over vores sygepleje til kræftramte og deres pårørende.

Jeg har mange ”kasketter” på i min afdeling, idet jeg både er Hygiejnekoordinator, Ungeambassadør og Tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i min afdeling og jeg elsker hver og en af kasketterne.

Jeg har nu fundet overskuddet til at indgå i en bestyrelse, og mit valg faldt på FSK. Valget blev FSK, da jeg finder deres arbejde yderst spændende, relevant og lærerigt og som vil være fantastisk at være/blive en del af. Jeg håber at kunne bidrage med min erfaring fra et sengeafsnit. Jeg håber også at få endnu mere viden om, hvordan tingene foregår rundt omkring på de andre sygehuse i Danmark.

Styrket basal palliation gennem e-learning

Sygeplejerske, fagspecialist

Palliativ Enhed

Onkologisk Afdeling R

Odense Universitetshospital og Svendborg

Sygehus

Lene.Munk@rsyd.dk

Palliativ enhed på OUH. v. palliationssygeplejerske Lene Munk m.fl. har udviklet E-læringskurset ”Den Sidste tid” til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og studerende, der arbejder med palliative problemstillinger

Hvordan sikrer vi, at patienter i den sidste tid af livet – og deres pårørende – mødes med både faglighed, nærvær og helhedssyn? Det har været udgangspunktet for udviklingen af et nyt e-læringsprogram til det sundhedsfaglige basispersonale.

Initiativet er udsprunget af et ønske om at styrke de sundhedsprofessionelles muligheder for at imødekomme patienters og familiers ønsker i den sidste levetid. Samtidig skal programmet give personalet konkrete redskaber til at arbejde mere helhedsorienteret i palliative forløb.

Formålet med e-læringsprogrammet

Målet med programmet er at styrke den basale palliative indsats blandt sundhedsprofessionelle i både primær og sekundær sektor. Når kompetencerne på basisniveau øges, kan patienternes forløb forbedres, og flere borgere kan få den støtte og lindring, de har behov for – i rette tid.

E-learningen har derfor fokus på at:

• styrke et helhedsorienteret perspektiv i mødet med borgeren

• øge forståelsen for borgerens livssituation og kontekst

• skabe mening og tryghed for både borger og pårørende

• give sundhedsprofessionelle grundlæggende viden om palliation

• sikre en tilgang hvor borgere og pårørende oplever sig set, hørt og forstået

Samtidig er ambitionen at optimere palliative borgeres forløb ved at opkvalificere det basale palliative niveau hos sundhedspersonalet på tværs af sektorer.

Den ønskede praksis i palliative forløb

E-læringsprogrammet understøtter en praksis, hvor behandling og lindring tænkes sammen fra starten af et sygdomsforløb. Målet er, at sundhedsprofessionelle:

• arbejder med rettidig palliativ indsats

• understøtter livskvalitet for både borger og pårørende

• har fokus på fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle behov

• er bevidste om kommunikation, relation og nærvær

• samarbejder tværprofessionelt om de bedste løsninger for borgeren

• får øget opmærksomhed på betydningen af den palliative indsats

Et muligt kompetenceløft til gavn for borgere og pårørende

Med e-læringsprogrammet er målet at styrke de sundhedsprofessionelles viden, refleksion og handlekompetence

i palliative situationer. Når basal palliation integreres som en naturlig del af plejen, øges muligheden for at skabe trygge og meningsfulde forløb for både borger og familie.

E-læringen består af et intromodul og tre cases, hvor brugeren indtager forskellige sundhedsprofessionelle roller. Ved at arbejde dig gennem de tre cases styrkes dine kompetencer, således du kan være med til at identificere de palliative behov og dermed højne livskvaliteten blandt patienter og deres pårørende i den sidste tid.

Nedenfor finder du links til e-læringsprogrammet, hvor du kan få adgang til kurset og de enkelte moduler. Link: https://video.qbrick.com/play2/ embed/qbrick-player?accountId=A ccjH5gwd9lLEaj5M7owJGgRQ&m ediaId=e3458710-597c-483c-85d2c4e1eee9b5be&configId=qbrick-player &pageStyling=adaptive&autoplay=fals e&repeat=false&sharing=false&downl oad=false&volume

Du kan tilgå kurset enten ved at følge linket herunder, eller søge via din fortrukne browser på ”E-læring den sidste tid”

E-læring til almen praksis

Gratis online kursus

Lindrende behandling

Systematisk vurdering af palliative behov

Inddragelse af støttemuligheder

Støtte til pårørende

Mod til dialog

Respekt for autonomi

DEN SIDSTE TID

Mellem håb og realisme: Samtaler om Liv og Behandling ved alvorlig sygdom

Cæcilie Borregaard Myrhøj

Stilling/uddannelse: klinisk sygeplejespecialist, Cand.cur., Ph.d.

Arbejdssted/-adresse:

Afdeling for Blodsygdomme, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 kbh Ø

E-mail:

Caecilie.borregaard.myrhoej@regionh.dk

Kort resume:

At leve med kræft indebærer ikke kun fysiske, men også dybt eksistentielle udfordringer. Patienter og pårørende bevæger sig ofte mellem håb og erkendelse af sygdommens alvor. Samtaler om liv og behandling kan skabe et rum for denne dobbelte bevidsthed og støtte meningsfulde beslutninger. Artiklen belyser, hvordan man som sundhedsprofessionel i sådanne samtaler kan understøtte patienter og deres pårørende i at navigere i en usikker fremtid med både håb, værdier og bekymringer.

Når kræftdiagnosen rammer En kræftdiagnose rammer ikke kun kroppen, men også menneskets forståelse af sig selv og sin fremtid. Derudover er det ikke kun patienten, men hele familien, der berøres. For mange opstår der en grundlæggende usikkerhed: Hvad betyder sygdommen for vores liv? Hvad kan vi håbe på? Og hvad skal vi forberede os på?

Disse spørgsmål handler om mening, håb og dødelighed, og de opstår ofte samtidig. Patienten og de pårørende kan således både håbe på, at behandlingen virker, og ane sygdommens alvor. Denne dobbelte orientering er ikke et tegn på forvirring, men en måde at håndtere en kompleks og usikker situation på.

I klinisk praksis kan disse eksistentielle aspekter være svære for sundhedsprofessionelle at adressere. Fokus er ofte rettet mod behandling, bivirkninger og praktiske opgaver. Men uden samtaler, der også rummer patientens perspektiv på sygdomsforståelse, bekymringer og værdier, risikerer vi at overse en central del af sygdomsoplevelsen og derved en central del af sygeplejen.

Mellem håb og erkendelse

Patienter og pårørende bevæger sig ofte mellem at ville vide og ikke ville vide,

mellem at engagere sig i alvorlige perspektiver og vende tilbage til håbefulde eller hverdagslige temaer. I stedet for at søge at give entydige svar som sundhedsprofessionel kan det være mere hjælpsomt at følge patientens bevægelse og tempo for information.

Bevægelsen mellem at engagere sig i alvorlige perspektiver og vende tilbage til håbefulde kan forstås som en slags “dobbelt bevidsthed” – evnen til at leve et meningsfyldt liv med håb og samtidig forholde sig til sygdommens alvor. Den udvikler sig typisk over tid og understøttes gennem samtaler, hvor patienter og pårørende får mulighed for gradvist at nærme sig en mere realistisk forståelse af sygdommen og fremtiden.

Samtaler om liv og behandling i praksis

For at understøtte disse samtaler er der internationalt udviklet strukturerede evidensbaserede tilgange, herunder The Serious Illness Care Program (SICP) fra Ariadne Lab, Harvard University. I Danmark er dette program oversat og tilpasset til “Samtaler om Liv og Behandling”, som integrerer systematiske samtaler i klinisk praksis gennem træning, kliniske redskaber og organisatorisk understøttelse med fokus på patientens sygdomsforståelse, værdier og ønsker.

HVAD ER SAMTALER OM LIV OG BEHANDLING?

Samtalens fire faser:

1. Sygdomsforståelse: Hvad er patientens/pårørendes egen forståelse af situationen lige nu?

2. Prognose: Hvor meget ønsker patienten/pårørende at vide om fremtiden? Del information i overensstemmelse med præferencer.

3. Værdier og bekymringer: Hvad er vigtigst for patient/ pårørende, hvis sygdommen forværres, hvad håber de på og hvad frygter de mest for fremtiden?

4. Anbefaling: del din anbefaling for det videre forløb baseret på patientens præferencer.

Tværfagligt samarbejde er centralt: Lægen bidrager typisk med den medicinske og prognostiske ramme, mens sygeplejersken understøtter det relationelle, eksistentielle og inddrager patient og pårørende.

Samtaler åbner for refleksion om fremtiden

Samtaler om liv og behandling kan skabe et rum, hvor patienter og pårørende får mulighed for at udforske deres situation, samt værdier og ønsker for fremtiden. Når samtalerne fungerer godt, bidrager de til, at patienter føler sig set og hørt, ikke kun som patienter, men som mennesker med et liv og relationer. Ved at afdække, hvad der er vigtigt for patienten og de pårørende, kan samtalen understøtte beslutninger ved at koble medicinske muligheder til den enkeltes værdier og prioriteter. En struktureret tilgang kan hjælpe de sundhedsprofessionelle med at åbne disse emner, men det afgørende er evnen til at tilpasse informationen til den enkeltes behov i løbet af samtalen.

I denne proces spiller håndteringen af usikkerhed en central rolle. Prognostisk usikkerhed fremhæves ofte som en barriere for disse samtaler, men kan netop være det, der gør dem mulige. At turde udtrykke usikkerhed i prognosen er derfor en vigtig del af samtalen og

kan åbne for refleksion om fremtiden uden at dominere den. En måde at italesætte dette på er fx gennem “plan A” (det, vi håber på) og “plan B” (det, vi er bekymrede for). Herved kan samtalen rumme både håb og alvor og skabe en bevægelse mellem de to. Det giver patienten mulighed for at forholde sig til sygdommens alvor uden at miste håbet og understøtter en form for pendulering mellem de to, som kan beskrives som dobbelt bevidsthed.

Sygeplejerskens rolle: Kontinuitet og nærvær

Sygeplejersker spiller en central rolle i samtaler om liv og behandling ved at sikre kontinuitet før, under og efter samtalen. Gennem deres ofte løbende kontakt med patienten kan de opfange ændringer i behov, bekymringer og forståelse og bidrage til, at samtalerne bliver en proces over tid frem for enkeltstående hændelser.

Sygeplejersken understøtter primært den eksistentielle og relationelle del af samtalen ved at hjælpe patienten og den pårørende med at sætte ord på værdier, håb og bekymringer og ved at skabe plads til, at disse kan udfoldes over tid. Samtidig fungerer sygeplejersken ofte som bindeled mellem medicinsk information og patientens hverdag ved at oversætte og konkretisere, hvad behandling og sygdom betyder i praksis og den konkrete hverdag. I det tværfaglige samarbejde supplerer sygeplejersken lægens medicinske perspektiv ved at fastholde fokus på patientens ønsker og bidrage til struktur, opsamling og fremdrift i samtalen.

Samtaler om liv og behandling handler ikke om at fjerne usikkerhed, men om at hjælpe patienter og pårørende med at leve med den – med afsæt i det, der er vigtigt for dem.

Læs mere og find materialer til samtaler om liv og behandling her:

Patienter og pårørende:

Sundhedsprofessionelle:

REFERENCER

1. Jacobsen J, Brenner K, Greer JA, et al. When a Patient Is Reluctant to Talk about It: A Dual Framework to Focus on Living Well and Tolerate the Possibility of Dying. J Palliat Med. 2018;21(3):322-327. doi:10.1089/JPM.2017.0109,

2. Jacobsen J, Brenner KO, Shalev D, Rosenberg LB, Jackson VA. Defining Clinical Attunement: A Ubiquitous but Undertheorized Aspect of Palliative Care. J Palliat Med. 2021;24(12):1757-1761. doi:10.1089/ JPM.2021.0442,

3. Bernacki RE, Block SD. Communication about serious illness care goals: a review and synthesis of best practices. JAMA Intern Med. 2014;174(12):1994-2003. doi:10.1001/jamainternmed.2014.5271

4. Borregaard Myrhoj C, Novrup Clemmensen S, Sax Rogind S, Jarden M, Toudal Viftrup D. Serious illness conversations in patients with multiple myeloma and their family caregivers-A qualitative interview study. Eur J Cancer Care (Engl) 2022;31(1):e13537-. doi:https://dx.doi. org/10.1111/ecc.13537

5. Myrhoj CB, Viftrup DT, Jarden M, Clemmensen SN. Interdisciplinary collaboration in serious illness conversations in patients with multiple myeloma and caregivers - a qualitative study. BMC Palliat Care. 2023;22(1):93. doi:https://dx.doi. org/10.1186/s12904-023-01221-5

6. Borregaard Myrhøj C, Jacobsen J, LeBlanc TW, et al. Navigating Prognostic Dialogue During Serious Illness Conversations. JAMA Netw Open. 2026;9(4):e268818. doi:10.1001/jamanetworkopen.2026.8818

Advance Care Planning

af Mette Asbjørn Neergaard & Mette Kjærgaard Nielsen

136 sider

Udgiver: Munksgaard

Udgivelsesår: 2024

Mette Asbjørn Neergaard & Mette Kjærgaard Nielsen

Advance Care Planning

Advance Care Planning er den første danske fagbog, der samler og formidler ACPbegrebet på en systematisk og praksisnær måde. Bogen giver en solid indføring i, hvordan ACP kan anvendes til at afdække patienters mål, ønsker og værdier i forbindelse med alvorlig sygdom, og hvordan denne viden kan omsættes til klinisk handling i et komplekst sundhedsvæsen.

En af bogens største styrker er dens trin-for-tringennemgang af, hvordan ACPsamtaler kan planlægges, gennemføres og dokumenteres, og hvordan ACP kan tilpasses forskellige kliniske kontekster. Denne tydelige struktur understøtter både sundhedsprofessionelles forberedelse, deres kommunikative tilstedeværelse i selve samtalen og deres håndtering af opfølgning og dokumentation.

I sundhedsstyrelsens anbefalinger for den palliative indsats er ACP angivet som et vigtigt redskab for netop at få patientens stemme og ønsker bragt ind tidligt i de palliative forløb. Studier har vist at ACP kan ændre patientens behandlingsønsker med større fokus på livskvalitet frem for behandling.

ACPtilgangen giver i kræftsygeplejen mulighed for tidligt og løbende at udforske kræftpatienters ønsker til behandling og pleje. Det hjælper både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle med at træffe beslutninger, der afspejler patientens værdier gennem hele sygdomsforløbet.

Jeg vurderer, at bogen i praksis kan være et stærkt redskab i det kliniske arbejde, fordi den tilbyder en struktureret, løbende kommunikationsproces, hvor patientens ønsker og livsværdier får en central rolle i planlægningen af fremtidig pleje og behandling. Frem for at være en samtale om livets afslutning når sygdommen progredier, kan ACP fungerer som en livssamtale, hvor fokus ligger på livskvalitet, afklaring af behandlingsniveau og understøttelse af patientens autonomi. Tilgangen afspejler samtidig et tæt samspil med Fundamentals of Care, en personcentreret praksis og fælles beslutningstagen, idet patientens perspektiv, relationelle behov og præferencer aktivt integreres i både de aktuelle og de fremadrettede beslutninger. Derved styrkes den samlede sammenhæng mellem patientens ønsker og den sundhedsfaglige indsats.

Gry Jespersgaard

Anmelder: Klinisk sygeplejespecialist

Rigshospitalet, Center for Kræft og Organsygdomme (CKO), Urinvejskræft og Sjældne kræftsygdomme, klinik 4222

Compassion i sundhedsvæsenet

af Nanja Holland Hansen

183 sider

Udgiver: Munksgaard

Udgivelsesår: 2025

Nanja Holland Hansen

Compassion i sundhedsvæsenet

I sygeplejefaget er omsorg, nærvær og relationel kompetence centrale elementer i mødet med patienten. Samtidig præges sygeplejerskers hverdag ofte af høje krav, tidspres og komplekse kliniske situationer, hvilket kan udfordre sygeplejerskens trivsel og faglige dømmekraft. I denne sammenhæng fremstår Compassion af Nanja Holland Hansen som en relevant og praksisnær bog, der sætter fokus på betydningen af medfølelse – både i relation til andre og til én selv.

I vores fag er relationen til patienten central, og arbejdet indebærer ofte mødet med mennesker i krise, smerte eller usikkerhed. Dette stiller store krav til sygeplejerskens evne til at udvise empati, nærvær og omsorg. I Compassion udfolder Nanja Holland Hansen begrebet compassion som en grundlæggende menneskelig kapacitet, der ikke alene retter sig mod andre, men i lige så høj grad mod én selv. Som det beskrives i bogen, handler compassion om “at opdage lidelse og møde den med venlighed og et ønske om at lindre den”. Dette dobbelte fokus gør bogen særligt relevant i sygeplejen, hvor man både skal kunne rumme andres lidelse og samtidig passe på sig selv.

Bogen tager afsæt i psykologisk forskning og introducerer blandt andet modellen med de tre følelsessystemer: trussels-, drive- og det beroligende system. Trussels-systemet er evolutionært udviklet til at beskytte os og er derfor “hurtigt til at registrere fejl og potentielle farer” I en klinisk hverdag kan dette være en styrke, da det skærper opmærksomheden og understøtter patientsikkerheden. Samtidig kan en overaktivering af dette system føre til øget stress, bekymring og selvkritik – fænomener, som mange sygeplejersker kan genkende i en travl og krævende arbejdsdag. Drive-systemet, der motiverer os til at præstere og nå mål, er ligeledes centralt i sundhedsvæsenet, hvor effektivitet og faglig kvalitet er i fokus. Udfordringen opstår, når disse to systemer dominerer på bekostning af det beroligende system, som ifølge bogen er afgørende for oplevelsen af tryghed, ro og mental balance.

En væsentlig styrke ved denne bog er dens evne til at omsætte teori til praksis. Bogen indeholder en række konkrete øvelser, som har til formål at styrke evnen til selvmedfølelse og regulering af følelser. Et centralt element er arbejdet med den indre dialog. Her opfordres læseren til at være opmærksom på sin indre kritiker og i stedet forsøge at “tale til sig selv, som man ville tale til en god ven”. I en sygeplejefaglig kontekst kan dette være særligt relevant i situationer, hvor man oplever ikke at slå til, eller hvor man reflekterer over komplekse patientforløb. En mere venlig og støttende indre dialog kan bidrage til at reducere belastning og fremme faglig udvikling.

Malika Lynggaard Uth

Titel: Oversygeplejerske og stråleterapeut

Arbejdssted: Stråleklinik Vest, Kræftafdelingen Aarhus Universitetshospital maluth@rm.dk

Bogen sætter også fokus på betydningen af fælles menneskelighed. Når man som sygeplejerske står i svære situationer, kan der opstå en følelse af at være alene med ansvaret eller utilstrækkeligheden. Her fremhæves det, at lidelse er et vilkår, alle mennesker deler, og at man derfor kan minde sig selv om, at “man ikke er alene om at have det svært”. Denne erkendelse kan være med til at mindske skam og skabe en større grad af accept, hvilket er væsentligt i arbejdet med både egen og andres trivsel.

Et centralt budskab i bogen er, at egenomsorg ikke er en luksus, men en nødvendighed. I sygeplejen er der traditionelt et stærkt fokus på patientens behov, hvilket kan medføre, at sygeplejerskens egne behov nedprioriteres. Bogen tydeliggør imidlertid, at “evnen til at drage omsorg for andre hænger tæt sammen med evnen til også at rumme sig selv”. Dette perspektiv er særligt relevant i forhold til forebyggelse af omsorgstræthed og udbrændthed, som er kendte problemstillinger i sundhedssektoren. Ved at arbejde aktivt med compassion kan sygeplejersker styrke deres robusthed og bevare engagement og arbejdsglæde over tid. Samlet set vurderer jeg, at bogen fremstår som en både relevant og anvendelig bog for sygeplejersker. Den tilbyder en forståelsesramme for de psykologiske processer, der påvirker trivsel og arbejdsevne, og den giver konkrete redskaber til at arbejde med egen mentale sundhed. I en profession præget af høje krav og følelsesmæssig belastning er dette særligt værdifuldt. Som det sammenfattes i bogens ånd, handler det ikke om at undgå fejl eller svære følelser, men om at møde dem med en tilgang præget af venlighed, forståelse og menneskelighed.

Trøst – en lille bog om at miste

Esben Kjær & Lotte Mørk 152 sider

Udgiver: Bibelselskabets Forlag

Udgivelsesår: 2025

Esben Kjær & Lotte Mørk

Trøst – en lille bog om at miste

Dette er en meget lille fysisk bog, men med mange store ord i. Den er skrevet af Hospitalspræst Lotte Mørk fra Rigshospitalet, som vi har haft stor fornøjelse af på flere landskurser i FSK som oplægsholder. Og Journalist Esben Kjær Kendt fra P1, som har mistet sin syvårige søn Sebastian. Begge er også Forfattere og oplægsholdere

Bogen har 10 kapitler som alle indledes med et lille bibelcitat for at sætte de store følelser i perspektiv. Men det handler ikke om, hvad du skal tro. Du kan læse denne bog, uanset hvad du tror og ikke tror på. For den er skrevet med et eneste formål – at give dig: Trøst

Den er dejlig let, befriende og ærlig i sit sprog. Der findes ingen facit på hvad sorg er for den enkelte. Men her kommer en hudløs ærlig beskrivelse fra ham som har mistet, og hende som har stået med alle dem som har mistet.

Sorg tager tid. De døde har ikke tænkt sig at gå væk. Vi skal have dem med os, for døden afslutter et liv, men ikke et forhold. Båndet fortsætter. Det er ikke en bog som kan fjerne sorgen, men den kan hjælpe dig som en kærlig vejviser.

Som Kræftsygeplejerske, har jeg stået med døende og deres pårørende. Jeg har også selv været pårørende til en veninde som mistede sin mand pludselig, en nær kollega som mistede sin datter og min egen veninde som døde af uhelbredelig kræft. Så for mig var bogen en dejlig krammer og TRØST.

Virkelig fin bog som jeg vil anbefale alle at læse, få refleksioner, mærke håb og føle TRØST.

for FSK, Stråleterapien Herlev

Når kræft rammer hjernen

Tina Wang Vedelø

Adjunkt ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Siden 2007 har jeg været optaget af, hvordan vi kan skabe bedre forløb for patienter med kræft i hjernen og samtidig støtte de mennesker, der lever tæt sammen med dem. Mit kliniske udgangspunkt er Hjerne- og Rygkirurgi på Aarhus Universitetshospital, hvor jeg var med til at implementere de første pakkeforløb for patienter med hjernetumor. Erfaringerne herfra blev afsæt for mit ph.d.-projekt, hvor jeg fulgte patienter gennem hele sygdomsforløbet fra diagnosen blev stillet, til livet blev afsluttet. Jeg så, hvordan sygdommen gradvist forandrede hverdagen, rollerne i familien og relationen til sundhedsvæsenet.

Siden da har jeg deltaget i Sundhedsstyrelsens revision af kræftpakkeforløbet for hjernetumorer. Her har jeg bidraget med et sygeplejefagligt perspektiv på, hvordan patientforløb kan organiseres mere sammenhængende med afsæt i patienternes erfaringer.

Selvom jeg i dag er ansat på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, arbejder jeg fortsat tæt sammen med Hjerne- og Rygkirurgi på Aarhus Universitetshospital. Jeg er en del af afdelingens forskningsråd og er involveret i et nyt projekt, hvor vi vil udvikle og afprøve, om en digital støtteapp kan hjælpe patienter med kræft i hjernen og deres pårørende, når de skal navigere i et komplekst sygdomsforløb. Når sygdommen rammer hele familien

Som ved de fleste kræftsygdomme rammer kræft i hjernen ikke kun patienten, men hele familien. Et tilbagevendende tema blandt patienter og partnere er, hvor vanskeligt det kan være at støtte deres voksne børn gennem sygdomsforløbet. Mange spørger sig selv: Hvor meget skal vi fortælle?

Hvem kan de tale med? Hvordan beskytter vi dem uden at tie?

Forældre beskriver ofte den smerte, det indebærer at skulle overbringe svære beskeder til deres børn, samtidig med at de selv forsøger at forstå en ny og alvorlig diagnose.

For at blive klogere på dette deltager jeg i et nationalt forskningssamarbejde mellem de fire neurokirurgiske afdelinger i Danmark: Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital. Sammen søger vi midler til et projekt, der skal undersøge, hvilke behov unge voksne har, når en forælder får en hjernetumor, og hvilke støttetilbud der findes i Danmark. Vores kortlægning af den internationale forskningslitteratur peger på et markant videnshul. Vi fandt ingen studier, der specifikt undersøger denne gruppes behov.

Når forskning bliver til forandring For mig handler forskning ikke kun om at producere viden, men om at skabe bevægelse i praksis. Det sker, når vi deler erfaringer, udfordrer vaner og gentænker måden, vi organiserer pleje på. Kræft i hjernen er en sygdom, der forandrer livsbaner for patienter og deres familier. Vores sundhedsvæsen skal kunne rumme både sygdommen, sorgen og håbet. Det kræver sygeplejersker, der bliver ved med at insistere på at se hele mennesket - og som bruger deres faglige stemme, når patienternes behov risikerer at forsvinde i systemet. Forskning kan være med til at styrke en praksis, hvor sygeplejerskens faglige dømmekraft, relationelle kompetencer og evne til at skabe sammenhæng får den plads, som patienter og familier har brug for.

Danske kræftsygeplejersker modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2026

Den 12. maj 2026 blev en særlig dag for bestyrelsen i FSK og for kræftsygeplejen. På Dansk Sygeplejeråds kongres i Nyborg modtog vi, på vegne af danske kræftsygeplejersker, Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2026. For første gang går den prestigefyldte pris til en samlet faggruppe, og dermed til de tusindvis af sygeplejersker, der hver dag møder mennesker med kræft i nogle af livets mest sårbare øjeblikke. Det er ikke mindre end fantastisk!

Prisen blev overrakt af Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt An-

dersen og administrerende direktør Jesper Fisker, mens hæderen blev modtaget på vegne af danske kræftsygeplejersker af Helle Mathiasson og Mona Gundlach. I alt fem medlemmer fra bestyrelsen var med på scenen da prisen blev uddelt. I sin begrundelse fremhæver Kræftens Bekæmpelse sygeplejerskernes helt særlige evne til at forene højt specialiseret klinisk kompetence med menneskelig nærhed, kontinuitet og omsorg gennem hele kræftforløbet. Det er en anerkendelse, som vækker genklang langt ud over kongres-

salen. For enhver, der arbejder inden for kræftområdet – eller som har været patient eller pårørende – ved, at kræftbehandling aldrig alene handler om kirurgi, medicin eller teknologi. Den handler i lige så høj grad om relationer, tryghed, kommunikation og klinisk dømmekraft. Og netop her står kræftsygeplejersken som en uundværlig nøgleperson.

Kræftsygeplejersker møder patienten fra det øjeblik, diagnosen stilles. Vi er til stede under de første chokfyldte samtaler, under kemoterapi og immunterapi,

ved bivirkninger og komplikationer, i rehabiliteringen, i arbejdet med senfølger – og når behandlingen ikke længere har helbredelse som mål. Vi står ved patientens side, når information skal oversættes til forståelse, når frygt skal rummes, og når pårørende også har brug for at blive set.

Kræftens Bekæmpelse fremhævede ved prisoverrækkelsen, at sygeplejerskerne “er der hele vejen” for patienter og familier. Det er en enkel formulering, men den rummer essensen af kræftsygeplejens betydning. For patienter husker sjældent kun deres behandling – de husker menneskene i den. Sygeplejersken, der opdagede en begyndende komplikation. Den, der forklarede endnu en gang, når angsten gjorde information svær at fastholde. Den, der turde blive i stilheden, når ordene slap op.

At hædersprisen netop i år går til os, kræftsygeplejerskerne, er også et vigtigt signal i en tid, hvor kræftbehandling bliver stadig mere kompleks. Nye behandlingsformer, individualiserede patientforløb, flere langtids-overlevere og et voksende fokus på senfølger stiller store krav til både specialiseret viden og menneskelig robusthed. Kvalitet i kræftbehandling kan ikke adskilles fra kvalitet i sygepleje.

Historisk er Kræftens Bekæmpelses Hæderspris blevet tildelt enkeltpersoner, forskere og kliniske pionerer, som har gjort en særlig indsats inden for kræftområdet. At en hel faggruppe nu hædres, markerer derfor noget særligt: en erkendelse af, at fremskridt i kræftbehandling ikke kun skabes i laboratorier, forskningsmiljøer eller operationssale – men også i patientstuen, i ambulatoriet, i telefonopfølgningen og i de mange samtaler, hvor håb, tvivl og livsmod finder plads.

For danske kræftsygeplejersker er denne hæderspris ikke afslutningen på en indsats. Den er en anerkendelse af et fag, der hver dag gør det ekstraordinære til en del af hverdagen.

Vi er, i bestyrelsen utrolig stolte og ydmyge over at sygeplejersker der arbejder med kræftpatienter, har modta-

get denne pris. Prisen er ikke blot velfortjent. Den er nødvendig. Fordi jeres faglighed gør en forskel. Og fordi jeres nærvær gør den forskel menneskelig.

Prisen er til os alle sammen! Stort tillykke til alle sygeplejersker der arbejder med kræftpatienter.

Patientgenerede sundhedsdata under behandling på kræftområdet – hvorfor og hvordan?

Danish Comprehensive Cancer Center DCCC afholdt et seminar om brugen af PRO (Patient Rapporterede Oplysninger) den 20. marts 2026 på Radisson Blue Scandinavia Hotel i København. Titlen på seminaret var Patientgenerede sundhedsdata under behandling på kræftområdet – hvorfor og hvordan? Det var et gratis kursus under DCCC og Mona Gundlach (Næstformand i FSK) og jeg (Helle Mathiasson, formand i FSK) deltog.

Vi havde en virkelig spændende dag, hvor omdrejningspunktet var PRO, hvordan anvender vi denne data, så vi opnår klinisk effekt, og det opleves meningsfuldt for patienterne. Dagen var inddelt i 4 punkter. 1) Hvad kan patientgererede sundhedsdata under behandling på kræftområdet. 2) Inspiration – Hvad kan vi allerede i dag, og hvad lykkes vores kollegaer med? 3) Vision – Hvor er/bør vi være på vej hen? 4) Hvordan kommer vi videre herfra?

Desværre var de planlagte oplæg fra Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen taget af programmet

grundet folketingsvalget. Men vi hørte nogle dygtige oplægsholdere/klinikere fra hele landet samt en professor og PROM-ekspert fra Holland Lotte Haverman. Altid spændende på det Hollandske perspektiv, vi kan på mange måder sammenligne os med Holland, de er bare altid lidt foran os, bl.a. har de alene i Amsterdam udviklet 22 unikke PRO-koncepts ud fra 39 ICHOM-standarder (Sets of Patient-Centered Outcome Measures) som har inkluderet 307 PROs, og med de 22 PROs har de målt 114 forskellige PROMs (PatientReported Outcome Measures, konkrete spørgeskemaer eller måleredskaber, som bruges til at indsamle PRO-data). Også på dette felt hvor de har udviklet undervisning af både patienter og personale, vedtaget at der aldrig må være mere end 30 spørgsmål og de skal kunne besvares inden for 10 minutter. Alle spørgsmål er udarbejdet i et samarbejde med nuværende og tidligere patienter. PRO ses som en måde at lytte til og inddrage patienterne mere aktivt i deres forløb. E-Health er kommet for at hjælpe et presset sundhedsvæsen. Hvis

vi bliver bedre til at bruge PRO systematisk, vil Patienterne opleve sig selv som ressource person, og føle sig langt mere inddraget i deres behandling og pleje mener Helle Pappot. Overlæge, Professor i Klinisk onkologi på RH. PRO-data har stort potentiale i sundhedsvæsenets strukturreform til monitorering af patienter i hjemmet, forberedelse af lægekonsultationer og visitation. For at få indført mere PRO på Hospitalerne, i Kommunen og hos praktiserende læge har vi brug for KL, regionens- og hospitalsledelsernes opbakning. Det kræver nemlig tid og ressourcer at oplære patienter og personale i brugen af PRO. Dette er bl.a. vist på studier fra Holland. Tak til alle oplægsholdere, tak for nogle gode diskussioner og ja deltagerne i dag var nok lidt farvet og positiv stemt for PRO. Nu står der jo også nævnt i kræftplan 5 at der skal være fokus på brugerinddragelse og fælles beslutningstagen og her spiller PRO fint ind.

Jeg kan på det varmest anbefale at deltage på kurser udbudt af DCCC.

Behovsvurderingssamtalens udfordringer i praksis

– set fra sygeplejerskernes perspektiv

Specialuddannet kræftsygeplejerske

Afdeling for Kræftbehandling, Herlev Hospital cecilie.nissen@regionh.dk

Når kræftpatienterne møder sygeplejersken i ambulatoriet, er tiden knap, rummet småt – og behovene store. Behovsvurderingssamtalen drukner i drift, selvom den kunne være nøglen til bedre rehabilitering. Denne artikel er udarbejdet på baggrund af den afsluttende opgave som blev gennemført som afsluttende opgave på Specialuddannelsen i Kræftsygepleje

Når samtalen bliver det sværeste i rummet

Kræftpatienterne lever længere end tidligere, og mange lever med fysiske, psykiske og sociale følger af sygdom og behandling. Derfor er rehabilitering blevet en central del af kræftforløbet –og behovsvurderingssamtalen et vigtigt redskab til at identificere, hvor patienten har brug for støtte. Alligevel viser både nationale undersøgelser og lokale audits, at samtalen ofte ikke bliver gennemført. I et travlt onkologisk ambulatorium kan det være svært at finde tid, ro og relationel nærhed til at tale om alt det, der ligger mellem linjerne.

Et kig ind i sygeplejerskernes hverdag Fem sygeplejersker – både novicer og eksperter – deltog i et fokusgruppeinterview om deres erfaringer med behovsvurderingssamtalen. Samtalen tegnede et tydeligt billede: Sygeplejerskerne vil gerne, men rammerne spænder ben.

En af dem beskrives situationen således;

”Man vil jo gerne spørge ind. Men når man samtidig skal scanne kemo, hente medicin og holde øje med næste patient, så bliver det svært at være helt til stede”.

Det er ikke manglende vilje, men manglende mulighed.

Relationen – samtalens motor

Sygeplejerskerne er enige om, at relation er afgørende. Uden tillid bliver samtalen overfladisk. Men relationen er svær at opbygge, når kontakten er kort, og patienterne ofte møder forskellige sygeplejersker fra gang til gang.

En sygeplejerske fortæller om en patient, der brød sammen, da hun endelig blev spurgt, hvordan hun egentlig havde det. Det siger noget om, hvor meget samtalen betyder – og hvor meget der kan gå tabt, når den ikke prioriteres.

Når erfaring gør en forskel

Novicer og eksperter håndterer behovsvurderingen forskelligt. Novicer læner sig op ad skemaet Støtte til livet med kræft (STLMK) og føler sig trygge ved strukturen – men oplever samtalen som en ekstra opgave. Eksperterne integrerer samtalen mere naturligt i dialogen, men mangler tid til at gå i dybden. Begge grupper peger på, at patienterne sjældent selv bringer psykosociale problemer op. De taler gerne om kvalme og træthed, men ikke om angst, ensomhed eller bekymringer for fremtiden. Det kræver tid og tryghed at åbne den dør.

Rammer, der spænder ben

To barrierer går igen i sygeplejerskernes fortællinger – tidspres og fysiske rammer.

Tidspres

Ambulatoriet kører i højt tempo. Når behandlingerne fylder, bliver samtalerne det første som ryger.

Fysiske rammer

Samtalerummet beskrives som lille, klinisk og uegnet til fortrolige samtaler. Hvis det ene samtalerum som ambulatoriet er udstyret med er optaget, haves kun det store behandler rum, hvor der potentielt er plads til 12 patienter. Flere sygeplejersker oplever, at patienterne bliver mere tilbageholdende, hvis rummet ikke signalerer tryghed.

Derudover opleves STLMK skemaet som kunstigt, når det introduceres spontant. Patienterne er ganske enkelt ikke forberedte.

Hvad skal der til for at lykkes?

Sygeplejerskerne peger på fem ting, der gør samtalen meningsfuld:

• Patienterne skal være forberedte – fx ved at modtage STLMK hjemmefra

• Der skal være ro – selv 5 minutter kan være nok, hvis sygeplejerskerne er nærværende

• Kontinuitet – kendte relationer giver dybere samtaler

• Bedre rammer – et ordentligt samtalerum gør en forskel

• Faglig støtte – især novicer efterspørger oplæring og sparring

Når disse elementer er til stede, oplever sygeplejerskerne, at samtalen giver værdi – både for dem og for patienterne

En samtale med potentiale Behovsvurderingssamtalen er ikke bare et skema. Den er en mulighed for at se patienterne som menneske – og for at opdage behov, der ellers ville gå ubemærket hen. Men samtalen kæver tid, ro og relation samt forberedte patienter. Hvis rammerne forbedres, kan behovsvurderingssamtalen blive et stærkt redskab i den personcentrede kræftsygepleje.

Forbedring af den første samtale for kræftpatienten i et kemoforløb

Denne artikel er udarbejdet på baggrund af et forbedringsprojekt gennemført som afsluttende opgave i Specialuddannelsen i Kræftsygepleje.

Katrine Kofoed Myhre

Specialuddannet kræftsygeplejerske Afdeling for Kræftbehandling, Herlev Hospital Katrine.kofoed.myhre@regionh.dk

Når kræftpatienter møder til deres første kemoterapibehandling, skal store mængder information formidles på kort tid – ofte i rammer der kan være præget af uro og forstyrrelser. Artiklen belyser patienters og sygeplejerskers oplevelser af den første samtale og præsenterer konkrete, praksisnære tiltag, der kan styrke tryghed, overblik og kvalitet i mødet.

Den første samtale – et sårbart møde

I Afdeling for Kræftbehandling, Klinik 2 på Herlev Hospital, møder patienter med kræft i tarmen, endetarmsåbningen, leveren og galdevejene til samtaler

og behandling. Den første informerende samtale med sygeplejersken finder sted ved patientens første kemoterapibehandling og rummer både mundtlig og skriftlig information om behandling, bivirkninger, risici og håndtering heraf. Denne samtale kan forekomme særligt udfordrende. Patienterne er ofte nyligt diagnosticerede, følelsesmæssigt påvirkede og kan have svært ved at rumme den store informationsmængde (1). Samtidig foregår samtalen typisk i et behandlingsrum med flere patienter og pårørende til stede, hvilket kan skabe uro og forstyrrelser.

En større tysk undersøgelse fra 2015 havde til formål at afdække informati-

onsbehovet hos patienter med kræft, herunder også opfattet information, tilfredsheden af information og evt. udækkede behov for information. Gennem denne erfaredes det, at patienter oplevede udækkede informationsbehov på trods af et højt niveau af videregivet information (2)

Dette gav anledning til et forbedringsprojekt med fokus på, hvordan den første samtale kan gøres mere tryg, målrettet og meningsfuld for patienten.

Metode og datagrundlag

Forbedringsprojektet tog udgangspunkt i forbedringsmodellen (3) og omfattede en baselinemåling bestående af fem telefoninterviews med patienter samt et elektronisk spørgeskema besvaret af 14 sygeplejersker i klinikken.

Patienterne blev interviewet telefonisk inden for fem dage efter første behandling for at sikre, at oplevelsen stadig var frisk i erindring. Interviewene blev analyseret tematisk, mens spørgeskemadata gav indblik i sygeplejersker-

nes oplevelse af rammer, tidsforbrug og udfordringer i den første samtale.

Patienternes perspektiv – tilfredse, men overvældede

Alle interviewede patienter angav en høj grad af tilfredshed med den første samtale. Samtidig beskrev de, at informationsmængden var stor og til tider overvældende. Flere fortalte, at de havde svært ved at bevare koncentrationen, særligt når der opstod forstyrrelser fra alarmer, andre patienter eller personale i rummet.

Patienterne fremhævede sygeplejerskens empati og omsorg som afgørende for deres oplevelse. Kontinuitet blev oplevet som særlig tryghedsskabende, når sygeplejersken allerede havde mødt patienten tidligere i forløbet, ved at de har været med på lægestuen forud for den første behandling. Enkelte patienter efterlyste mere struktur i informationen, mens andre pegede på behovet for øget opmærksomhed på patienter, der møder uden pårørende.

Sygeplejerskens perspektiv – tid, rammer og ansvar

Sygeplejerskerne vurderede ligeledes, at patienterne generelt er tilfredse med den første samtale, men samtlige angav, at der er plads til forbedring. De fysiske rammer blev fremhævet som en væsentlig barriere for den nærværende samtale, og flere beskrev, at de oplever at “tabe patienten”, når informationsmængden bliver for stor.

Mange sygeplejersker ønskede mere tid til den første behandling og pegede på tidspunktet på dagen som afgørende for ro og kvalitet i samtalen. Baselinemålingen viste desuden mangelfuld dokumentation af både vitale værdier og information om bivirkninger, hvilket kan indikere, at den første samtale rummer for mange samtidige opgaver.

Fra tilfredshed til forbedring

Selvom både patienter og sygeplejersker udtrykte høj tilfredshed, tydeliggjorde datamaterialet et forbedringspotentiale. Tilfredshed alene indfanger

ikke nødvendigvis patientens oplevelse af tryghed, forståelse og mulighed for at handle hensigtsmæssigt i eget forløb.

På baggrund af baselinemålingen blev følgende forandringstiltag iværksat og afprøvet i praksis:

• planlægning af første behandling tidligere på dagen

• øget tid til den første samtale

• fokus på kontinuitet i sygeplejeteamet

• udvikling og afprøvning af en tjekliste til støtte for samtalen

Tiltagene blev afprøvet ved hjælp af PDSA-cirkler og justeret løbende i samarbejde med kollegaer og ledelse.

Perspektivskift og sundhedskompetencer – vejen til meningsfuld kommunikation

Arbejdet med forbedringsprojektet har tydeliggjort, at kvaliteten i den første samtale i høj grad afhænger af sygeplejerskens evne til at foretage et bevidst perspektivskift (4). Når vi aktivt forsøger at se situationen fra patientens synsvinkel, bliver det tydeligt, at patienter har meget forskellige behov, ressourcer og forudsætninger.

Nogle patienter har behov for detaljeret viden og overblik, mens andre først og fremmest har brug for at blive mødt relationelt, før informationen kan give mening. Her spiller patientens sundhedskompetencer en central rolle. Evnen til at forstå, vurdere og anvende sundhedsinformation varierer betyde-

REFERENCER

ligt og kan fungere både som ressource og barriere i samtalen.

Hvis sundhedskompetencer ikke identificeres og imødekommes, risikerer vi, at patienter forlader samtalen med utilstrækkelig forståelse – på trods af omfattende information. Omvendt kan en differentieret og relationsbåren tilgang styrke patientens empowerment og evne til at mestre eget forløb (5).

Afslutning

Forbedringsprojektet peger på, at tilfredshed i den første samtale ikke skabes gennem standardiserede pjecer eller faste procedurer alene, men gennem individuelt tilpasset kommunikation, refleksion og en stærk relation mellem patient og sygeplejerske. Små justeringer i organisering, tid og struktur kan have stor betydning for både patientoplevelsen og kvaliteten i sygeplejen.

Som sygeplejersker har vi et ansvar for aktivt at arbejde med perspektivskift, sundhedskompetencer og klinisk lederskab i hverdagen. Det kræver, at vi både forholder os til patientens individuelle behov og de organisatoriske rammer, der kan understøtte – eller udfordre – den gode samtale.

Erfaringerne fra projektet kan danne grundlag for videre faglig refleksion og dialog om, hvordan vi bedst skaber rammer for den første samtale – til gavn for både patienter og sygeplejersker.

1. Palshof, T. (2014). Fra diagnose til behandling. Prip, A & Wittrup, K. red. Kræftsygepleje i et forløbsperspektiv. Munksgaard. 1 udgave. 1 oplag. S. 153-170.

2. Faller, H., Koch, U., Brähler, E,. Härter, E., Keller, M,. Schulz, H., Wegscheider, K., Weis, J., Boehncke, A., Hund, B., Reuter, K., Richard, M., Sehner, S., Szalai, C., Wittchen, H. & Mehnert, A. (2015). Satisfaction with information and unmet information needs in men and women with cancer. Journal Of Cancer Survivorship. Volume 10. S.62-70.

3. Hollesen, R., Knudsen, S., Kristensen, I., Johnsen, S. & Mainz, J. (2023). Improvement. Mainz, J & Johnsen, S, red. Kvalitet og Patientsikkerhed Munksgaard. S. 223-254.

4. Ljungmann, I. (2018). En enkel bevægelse med stor effekt – perspektivskiftet som metode. Systemisk Narrativt Forum. Nr. 4. s.10-23.

5. Nørgaard, B. (2025) Sundhedskompetencer hos udsatte kræftpatienter. Oplæg om borgernære indsatser, HCC netværksmøde, Middelfart, 23. oktober.

Systematisk screening og tidlig opsporing af kræftrelateret træthed

– Et succesfuldt forbedringsprojekt i Stråleklinik Vest

Naja Rubæk Hansen

Sygeplejerske og stråleterapeut

Stråleklinik Vest / AUH Hospitalsparken 15 7400 Herning najahans@rm.dk

Resume

Gennem Specialuddannelsen i Kræftsygepleje, har jeg arbejdet med et forbedringsprojekt omhandlende tidlig opsporing af kræftrelateret træthed. Ved at kombinere faglig viden, et enkelt screeningsredskab og struktureret dokumentation kan stråleterapeuterne gennem systematisk screening identificere de patienter, der er i risiko for udvikling af kræftrelateret træthed og iværksætte relevant intervention.

Definition på Kræftrelateret

Træthed:

“En vedvarende og belastende fysisk, følelsesmæssig og/eller kognitiv træthed eller udmattelse relateret til kræftsygdom og dens behandling, som ikke er proportional med nylig aktivitet og som påvirker patientens vanligt funktionsniveau”

Kilde: The National Comprehensive Cancer Network. Citeret i klinisk Retningslinje - Kræftrelateret træthed (Grupper, 2025)

Kræftrelateret træthed er en af de hyppigst forekommende og mest invaliderende senfølger. Trætheden opstår i varierende grad, på alle tidspunkter i kræftpatientens behandlingsforløb og kan vare ved i måneder til år efter endt behandling. Flere kræftpatienter oplever, at der ikke tages hånd om deres oplevelse af kræftrelateret træthed, og at de sundhedsprofessionelles viden, ressourcer og dokumentation ikke er tilstrækkelig. Dette kan forårsage betydelige forringelser af kræftpatientens livskvalitet, fysiske funktionsniveau og psykiske velbefindende. Selv flere år efter endt behandling oplever kræft-

patienter, at trætheden påvirker deres deltagelse i daglige aktiviteter, sociale arrangementer og evnen til fastholdelse på arbejdsmarkedet. Det er videnskabeligt bevist, at rutinemæssig screening før, under og efter et behandlingsforløb, vil være med til, at kræftpatientens kræftrelateret træthed identificeres og italesættes, hvorved relevante interventioner kan iværksættes. Ligeledes får kræftpatienten en øget viden og forståelse til aktivt, at kunne tage ansvar for håndtering af sin kræftrelaterede træthed og dermed nedsætte risiko for en forringelse af livskvaliteten (Grupper, 2025).

Formål

Forbedringsprojektet tager udgangspunkt i min oplevelse af en manglende systematisk screening for kræftrelateret træthed, hos mænd med prostatakræft, i Stråleklinik Vest. Mine erfaringer var, at når mændene kom til opfølgningskontrollerne, op til 3 år efter afsluttet strålebehandlingsforløb, så gav de udtryk for en oplevelse af varierende grad af kræftrelateret træthed. Mændene fortalte, at b.la fysisk aktivitet, sociale og familiære arrangementer, det som før gav dem livskvalitet og glæde, nu blev fravalgt på grund af manglende energi og overskud. Dette gav dem en oplevelse af forringet livskvalitet.

I forbedringsprojektet ville jeg undersøge, om en ændring i praksis - at implementere rutinemæssig screening, af mænd med prostatakræft, for kræftrelateret træthed - kunne øge både stråleterapeuternes og patienternes viden og opmærksomhed på kræftrelateret træthed, med det formål at forbedre livskvaliteten for mænd med prostatakræft.

Metode

Som fremgangsmåde har jeg brugt Forbedringsmodellen, som benyttes og anbefales af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Det er en videnskabelig, enkel og praksisnær model og en fælles ramme for arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed i det danske sundhedsvæsen (Dansk selskab for Patientsikkerhed, u.å). Der arbejdes ud fra, at en ide opstår, hvorefter den afprøves og justeres (Dansk selskab for Patientsikkerhed, u.å). og gøres brugbar sammen med det personale, der er i tæt kontakt med patienterne (Anhøj, 2015).

Implementering af få redskaber

På baggrund af et spørgeskema (Figur 1) til stråleterapeuterne i Stråleklinik Vest, som omfatter både sygeplejersker og s-radiografer, viste min baselineundersøgelse, at stråleterapeuterne hverken rutinemæssigt eller ensartet screenede patienterne for kræftrelateret træthed. Kun 46 % af stråleterapeuterne spurgte ind til patienternes subjektive oplevelse af kræftrelateret træthed, 92 % brugte ikke et fælles screeningsredskab, og dokumentationen var ikke ensartet i den Elektroniske Patient Journal (EPJ).

For, at vi i stråleklinikken kunne få en fælles forståelse af kræftrelateret træthed, fandt jeg det relevant at undervise stråleterapeuterne i de forskellige energiniveauer i The Fatigue Adaption Model (figur 2). Det er en begrebsramme, som er udarbejdet af den Canadiske sygeplejeforsker Karin Olsen. Ud fra denne begrebsramme skal kræftrelateret træthed forstås, som en tilstand, hvor patienten bevæger sig mellem træthed, fatigue og udmattelse i et kontinuum mellem at kunne tilpasse sig en belastning og ikke at kunne tilpasse sig (Olson, 2007).

Som et fælles screeningsredskab, valgte jeg at implementere en Numerisk Rangskala (Figur 3), hvor patienterne vurderer deres egen subjektive oplevelse af kræftrelateret træthed. Dette gøres ud fra en vurderingsskala fra 0-10, hvor 0 betyder ingen træthed og 10 betyder den værst tænkelige træthed, og kategoriserer kræftrelateret træthed som

Figur 1. Viser det spørgeskema, som blev brugt til baselineundersøgelse i forbedringsprojektet.

Figur 2. Viser de forskellige energiniveauer i The Fatique Adaption model.

lav (0-3), moderat (4-6) eller høj (7-10) (Ann M. Berger, 2010).

For at sikre, at stråleterapeuterne hurtigt ville kunne danne sig et overblik over patienternes udvikling af kræftrelateret træthed over tid og iværksætte den nødvendige intervention, blev do-

kumentationen struktureret og ensrettet i den Elektroniske Patientjournal. I en lille skala med to stråleterapeuter blev screeningsredskaberne testet på 6 patienter i perioden fra 1/3-25 til 31/525. Kriteriet for at deltage i projektet var, at prostatamændene skulle mod-

tage enten 20 eller 39 fraktioner, uanset om behandlingsforløbet var kurativt og palliativt. På baggrund af de 2 strålete rapeuters erfaringer blev arbejdsgange ne efterfølgende justeret og tilpasset, in den projektet blev implementeret i hele Stråleklinik Vest. I perioden fra 1/6-25 til 10/10-25 deltog alle stråleterapeuter aktivt i undervisning, dialog, sparring og fælles refleksioner. De synlige data og korte morgenmøder, hvor strålete rapeuterne aktivt delte erfaringer og udfordringer, gjorde det let at følge udviklingen i implementeringen og gav mulighed for kontinuerligt at ændre og tilpasse arbejdsgangene. Denne systematiske fremgangsmåde har haft stor betydning for, at forbedringsprojektet er lykkes i praksis i Stråleklinik Vest.

Resultat på forbedringsprojektet I alt 24 mænd med prostatakræft blev screenet i perioden 1/6 – 10/10-25. Ved projektets afslutning var der en screeningsprocent på kræftrelateret træthed på 97% (Figur 4) og stråleterapeuterne benyttede en struktureret og ensartet dokumentation, som gjorde det nemt at følge mændenes udvikling af kræftrelateret træthed i strålebehandlingsperioden (Figur 5 og Figur 6).

Som det ses i figur 5 og 6, viste screeningerne over tid, at enkelte mænd faktisk bevægede sig fra almindelig træthed (1-3) til udvikling af kræftrelateret træthed (4-6). Stråleterapeuterne oplevede, at mændene gerne ville tale om deres træthed, når de blev spurgt, og at de fandt det meningsfuldt at blive lyttet til. Det var derfor naturligt og relevant at italesætte og iværksætte de forskellige interventioner, der i fællesskab blev fundet frem til.

I dag arbejder vi i Stråleklinik Vest ud fra en fælles praksis, en fælles begrebsramme og en systematisk screening af kræftrelateret træthed, hvor intentionen er, at alle mænd med prostatakræft, før, under og ved afslutning af strålebehandlingsforløbet, bliver spurgt ind til deres subjektive oplevelse af kræftrelateret træthed.

Alt efter patientens behov og ønsker iværksættes relevante interventioner

Figur 3. Viser den numeriske rangskala, som bruges i Stråleterapi Vest, når patienten skal vurdere sin subjektive oplevelse af kræftrelateret træthed.

Figur 4. Resultater fra det samlede antal screenede patienter før, under og efter endt strålebehandling

Figur 5. Den øverste grønne række, viser antal af mænd fra 1-12, der er blevet screenet for kræftrelateret træthed. Den numeriske rangskal 1-10. Det første tal viser mandens subjektive scoring før strålestart. Andet tal viser mandens subjektive scoring midtvejs i stråleforløbet og sidste tal viser mandens scoring til sidste strålebehandling.

Figur 6. Den øverste grønne række, viser antal af mænd fra 1-12, der er blevet screenet for kræftrelateret træthed. Den numeriske rangskal 1-10. Det første tal viser mandens subjektive scoring før strålestart og sidste tal viser mandens scoring til sidste strålebehandling.

som f.eks. en generel snak om kræftrelateret træthed og energiforvaltning, en gennemgang og udlevering af træthedspjecen, fra SIG Træthed / Fatigue (træthed/fatigue, 2017), samt henvisning til kommunal rehabilitering eller andre relevante samarbejdspartner. Der dokumenteres ensartet i den Elektroniske Patientjournal, hvilket gør det nemt både at følge udviklingen i patientens kræftrelaterede træthed og at følge op på igangsatte interventioner.

Med øget fokus på tidlig opsporing af kræftrelateret træthed, øges kvaliteten af den sygepleje stråleterapeuterne yder i Stråleklinik Vest. Patienterne får en bedre forståelse om sammenhængen mellem deres oplevede symptomer, livsstil og energi og de vil på baggrund af denne ny viden, aktivt kunne tage ansvar og selv være medvirkende til, at opnå den bedst mulige livskvalitet, i deres hverdag.

For at få en uddybende indsigt i kræftrelateret træthed, kan man som sundhedsprofessionel med fordel lytte til Podcasten fra SIG Træthed / Fatigue: https://livetmedkraeft-naartraethedenrammer.transistor.fm/episodes/01traethedens-forskellige-faser

REFERENCER

Anhøj, J., 2015. I: Kompendium i kvalitetsudvikling - Rammer og redskaber. udgave 1, 3 oplag red. København: Munksgaard, pp. 1-55.

Ann M. Berger, A. P. A. m., 2010. Cancer- Related Fatigue. Official journal of the National Comprehensive Cancer Network, August, pp. 904-913. Dansk selskab for Patientsikkerhed, u.å. Forbedringsmodellen - en fælles ramme for arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed. [Online]

Available at: https://patientsikkerhed.dk/viden/forbedringsmetoder/forbedringsmodellen/ [Senest hentet eller vist den 8 September 2025].

Dansk selskab for Patientsikkerhed, u.å. PDSA - afprøvninger i lille skala. [Online]

Available at: https://patientsikkerhed.dk/viden/forbedringsmetoder/pdsa/ [Senest hentet eller vist den 8 September 2025].

Grupper, D. M. C., 2025. Kliniske retningelinjer: Kræftrelateret træthed - Screening, udredning og behandling af patienter over 18 år, der har afsluttet primær kræftbehandling.. Kliniske retningslinjer, pp. 2-15. Olson, K., 2007. A New Way of Thinking About Fatigue: A Reconceptualization. Oncology Nursing Forum, 20 Maj, pp. 93-99. træthed/fatigue, S., 2017. Træthed - Når du er ramt aff kræft. s.l.:FSK.

FSK’s bestyrelse 2026/2027

Formand, SIG-ansvarlig og SoMe-ansvarlig

Helle Mathiasson

Afdelingen for Kræftbehandling

Stråleterapi, Herlev Hospital

E-mail: helle.mathiasson@regionh.dk

Næstformand, webansvarlig og redaktør

Mona Gundlach

Center for Kræft og Organsygdomme, Afdelingen for Kræftbehandling, klinik 5012, Rigshospitalet

E-mail: mona.gundlach@regionh.dk

Kasserer, Nordisk, europæisk og international ansvarlig

Carsten Gregersen

E-mail: carsten.fsk@gmail.com

Kursussekretær

Mette Munk

Hæmatologisk amb X4, OUH

E-mail: mette.munk@rsyd.dk

Sponsor ansvarlig

Malika Uth

Stråleklinik Herning, Kræftafdelingen AUH

E-mail: maluth@rm.dk

Suppleant

Gry Jespersgaard

Center for Kræft og Organsygdomme, Afdeling for Kræftbehandling, Klinik 4222, Rigshospitalet

E-mail: gry.jespersgaard@regionh.dk

Suppleant

Sandy Christensen

Onkologisk afdeling R, OUH

E-mail: sandy.christensen@rsyd.dk