Skip to main content

Øen Bornholm af N.M. Karamzin

Page 1

SORANERARKIVETS KLASSIKERE 8 NIKOLAJ MIKHAJLOVITJ KARAMZIN

ØEN BORNHOLM OSLO 2026


N.M. Karamzin Øen Bornholm


Nikolaj Mikhajlovitj Karamzin Øen Bornholm Efter det Russiske ved E. M. Thorson

OSLO 2026


Indholdsfortegnelse Udgiverens bemærkninger

7-8

Øen Bornholm

9-29

Остров Борнгольм

30-50

5


Udgiverens bemærkninger ”Øen Bornholm” er en lille gotisk fortælling — den første på russisk af slagsen — forfattet af Nikolaj Mikhajlovitj Karamzin1. Karamzin levede fra 1766 til 1826. Som skønlitterær forfatter huskes han udover for den her bragte gotiske fortælling ”Øen Bornholm” for sentimentale / følsomme for­ tællinger som eksempelvis ”Den stakkels Liza”, som rejseskildrer for de uhyre velskrevne og stadig anbefalelsesværdige ”Breve fra en russisk rejsende” og som hofhistoriograf for det monumentale 12-bindsværk ”Den russiske stats historie” Den danske oversættelse af ”Oстров Борнгольм” (”Øen Bornholm”) kan vi takke Edvin Marius Thorson for. Han levede fra 1816 til 1889 og introducerede sit danske publikum for en lang række klassiske ukrainske og russiske skønlitterære værker, blandt hvilke skal nævnes: A.S. Pusj­kins ”Kaptajnens datter” (i 1843), M.Ju. Lermontovs 1 Personnavnet “Karamzin” udtales på normalt, ukunstlet dansk [karamsín] med tryk på sidste stavelse.

7


”Vor tids helt” (i 1856) og N.V. Gogols ”Aftener på en gård nær Dikanka” (i 1856). Derudover udgav han oversættelser fra engelsk af Ralph Waldo Emerson og Henry Wadsworth Longfellow. Thorson studerede en kort overgang jura, men skiftede herefter over til at studere sprog: italiensk, russisk, polsk og tjekkisk. Med offentlig understøttelse rejste han 1857–58 til Bøhmen, var i Kraków og Lviv og besøgte de slaviske områder i Ungarn. I 1860 blev han ansat på Det kgl. bibliotek i Udenlandsk afdeling, først som amanuensis og fra 1861 som underbibliotekar, i hvilken stilling han forblev indtil sin afsked i 1885. Man kan læse videre om ham i tredjeudgaven af Dansk Biografisk Leksikon samt i Albert Fabritius’ Det Kongelige Biblioteks Embedsmænd og Funktionærer 1653-1943 udgivet i København 1943. Rolf H. Christensen

8


Øen Bornholm.2 Mine Venner! Den smukke Aarstid er nu forbi; den gyldne Høsts Farver ere blegnede; Græsset er visnet; Træerne staa uden Blade og uden Frugter; den taagede Himmel bølger som et mørkt Hav, og Vintersneen ligger udbredt over den kolde Jord. Vi tage nu Afsked med Naturen til et glad Gjensyn næste Foraar. Vi krybe i Skjul i en hyggelig Stue. Tiden bør ikke falde os lang: vi kjende et Lægemiddel mod Kjedsomheden. Mine Venner! Egesog Birkebrænde knitrer i vor Kamin. Lad kun Stormen bruse og fyge vore Vinduer til med den hvide Sne! Vi ville sætte os omkring den røde Flamme og meddele hverandre Eventyr og Fortællinger og 2 Denne og den følgende lille Fortælling [den pågældende fortælling — nemlig A.S. Pusjkins ”Ligkistesnedkeren” — vil ikke blive bragt i denne omgang, hvor vi vil koncentrere os om den bornholmske fortælling, RHC] — de første, jeg oversatte fra Russisk — have for ca. 12 à 13 Aar siden været trykte i et Dagblad. Da de imidlertid ikke ere uden Interesse og rimeligvis de allerfleste af Læserne ubekjendte, meddeles de her paany. Da Originalerne for Øjeblikket ikke staa til min Raadighed, har jeg ikke kunnet revidere Oversættelsen, men maattet indskrænke mig til at rette lidt i Dansken.

9


alleslags Begivenheder! I vide, at jeg har rejst i fremmede Lande, langt, langt bort fra mit Fædreland, langt bort fra Eder, I, der ere mit Hjerte kjære! Jeg har seet og hørt mange forunderlige Ting. Meget har jeg af og til fortalt Eder, men jeg har ikke kunnet fortælle Eder alt, hvad der er hændet mig. Hører nu efter, og jeg vil fortælle Eder noget nyt, og hvad jeg fortæller Eder er Sandhed og ikke Opdigtelse. England var Endemaalet for min Rejse. Der sagde jeg til mig selv: „Dit Fædreland og dine Venner vente Dig; det er nu paa Tiden, at Du slaar Dig til Ro i deres Omfavnelser; det er nu paa Tiden, at Du indvier din Vandrestav til Maias Søn3 ; det er nu paa Tiden, at Du ophænger den paa de tætte Grene af det Træ, under hvilket Du har leget som Barn!“ Dette sagde jeg til mig selv, og gik i London ombord paa Skibet Britannia for at sejle tilbage til Ruslands elskede Kyst. De hvide Sejl førte os hurtig hen over den majestætiske Thames’s skummende Bølger. Allerede blaanede det uendelige Hav foran os; allerede hørte vi dets larmende Bølgegang; men med et drejede Vinden sig, og vort Skib maatte, for at oppebie et gunstigere Tidspunkt, gaa ind til den lille By Gravesend. 3 I Oldtiden indviede de Rejsende, naar de vendte tilbage til deres Fædreland, deres Vandrestav til Merkur.

10


Jeg gik iland med Kaptejnen. Med Ro i Hjertet vandrede jeg om paa de grønne Enge, der vare smykkede af Naturen og af Menneskehaand, paa disse sjeldne og maleriske Steder. Tilsidst satte jeg mig udmattet af Solheden, lagde mig i Græsset under et hundredaarigt Elmetræ og saae ud over den vaade Flade, paa de skinnende Bølger, der i utallige Rader, fra det dunkle Fjærne, med en hul Brølen skylledes mod Strandbredden. Denne melankolske Larm og Synet af de uoverskuelige Vande begyndte at hensætte mig i denne drømmende Tilstand, i denne behagelige Sjælshvile, i hvilken alle Tanker og Følelser ligesom med et staa stille, som naar rindende Vand pludselig fryser til, et af de mest gribende og mest poetiske Billeder paa Døden; men paa engang bevægedes Grenene over mit Hoved, jeg saae op og fik Øje paa en ung Mand, der saae mager, bleg og hentæret ud og mere lignede et Spøgelse end et Menneske. I den ene Haand holdt han en Gitar, med den anden rev han Bladene af Træet, idet han med sine sorte Øjne, i hvilke det hendøende Livs sidste Straale lyste, stirrede ud over det blaanende Hav. Jeg kunde ikke vende mit Blik bort fra hans. Hans Følelser vare døde for alle ydre Gjenstande. Han stod blot et Par Skridt fra mig; men han saae intet og hørte intet. „Ulykkelige unge Mand!“ tænkte jeg. „Du er fældet af Skjæbnen; jeg kjender hverken dit Navn eller din Herkomst; men e t v e d jeg: at Du er ulykkelig.“ 11


Han sukkede; han hævede sit Blik mod Himlen, sænkede det atter ned mod Havets Bølger, gik bort fra Træet, satte sig ned i Græsset, præluderede melankolsk paa Gitaren, med Blikket ufravendt fæstet paa Havet, og med blid Stemme sang han (i det danske Sprog, som min Ven Dr. N. lærte mig i Genf) følgende Sang: Ja! Lovene fordømme Min Kjærlighed: men hvo Har vel formaaet, oh Hjerte, At staa imod dit Bud? Hvad Lov er mere hellig End din medfødte Lov? End Kjærlighed og Skjønhed, Hvis Vælde mere stor? Jeg elsker — ja, for evig! Fordømmer kun min Ild, I følesløse Sjæle, I kolde Hjerter, I! Men hellige Natur! Oh! Din ømme Ven og Søn Dog uden Skyld Du finder: Du mig et Hjerte gav. Med dine Gaver milde Du hende smykket har, Natur! og Du har villet, At jeg fik hende kær!

12


Din Torden om os rulled; Men den os skrækked ej, Da vi i Elskovs Favntag De korte Timer nød. Bornholm, Bornholm! Oh, stedse Min Sjæl, mit hele Sind Mod Dig alene længes; Dog spildt er al min Graad, Min Smerte, mine Sukke: For evig, evig Tid Forviste mig min Faders Forbandelse fra Dig! Men Du, min elskte Lila! End lever eller mon Du i den vaade Bølge Har endt din mørke Kval? Oh, elskelige Skygge, Oh, vis Dig for mit Blik! Og i den vaade Bølge Jeg styrter mig med Dig!

Ifølge en uvilkaarlig indre Bevægelse vilde jeg i dette Øjeblik ile hen til den Ubekjendte og trykke ham til mit Hjerte, men i det Samme kom Kaptejnen til, tog mig ved Haanden og sagde, at en gunstig Vind fyldte vore Sejl, og at vi ingen Tid burde spilde. Vi gik ombord og sejlede afsted. Den unge Mand slængte Gitaren fra sig, foldede Hæn13


derne og stirrede efter os — stirrede ud paa det himmelblaa Hav. Bølgerne skinnede under Skibets Kjøl. Gravesends Strandbred tabte sig i det Fjærne. Englands nordlige Kyster viste sig som sorte Punkter i den anden Ende af Horizonten. Tilsidst forsvandt alt, og Fuglene, der længe havde svævet over os, fløj tilbage til Land, ligesom skrækkede ved Synet af det umaadelige Hav. De larmende Vandes Bølgegang og den taagede Himmel vare nu de eneste Gjenstande, vi kunde se, et majestætisk og sælsomt Syn! Mine Venner! For ret levende at føle al den menneskelige Sjæls Forvovenhed, maa man være paa det aabne Hav, hvor „en eneste tynd lille Planke,“ som Wieland siger, „er imellem os og den vaa­ de Død;“ men hvor den øvede Sømand sætter alle sine Sejl til, flyver afsted og i Tanken allerede seer det Guld blinke, der i en anden Verdensdel vil blive Belønningen for hans dristige Foretagelsesaand. „Nil mortalibus arduum est. — Intet er umuligt for de Dødelige,“ tænkte jeg med Horats, idet jeg tabte mig i Beskuelsen af Neptuns umaadelige Rige. Men snart berøvede et heftigt Anfald af Søsyge mig al Besindelse. I seks Dage aabnede jeg ikke et Øje, og det bange Hjerte slog næppe i mit Bryst, der vædedes af de oprørte Bølgers Skum4. 4 Dette var virkelig Tilfældet, da jeg næsten uden Besindelse laa paa Dækket.

14


Den syvende Dag levede jeg op igjen og spadserede om paa Dækket med et blegt men glad Udseende. Solen rullede paa den rene, azurblaa Hvælving allerede sin Nedgang imøde, mens Havet larmede, oplyst af dens gyldne Straaler. Skibet fløj for alle Sejl henover de gjennemskaarne Bølgemasser, der forgæves søgte at løbe fra det. Rundt­ om os i forskjellig Afstand vajede hvide, blaa og rosenrøde Flag; og tilhøjre viste sig noget Sort, der lignede Land. „Hvor ere vi?“ spurgte jeg Kaptejnen. „Vor Fart har været heldig,“ svarede han. „Vi ere allerede komne igjennem Sundet; Sverrigs Kyster have tabt sig i det Fjærne. Tilhøjre seer De den danske Ø Bornholm, et Sted, der er farligt for Skibene. Sandbanker og Skær skjule sig der paa Havbunden. Ved Nattens Nærmelse kaste vi Anker.“ „Øen Bornholm! Øen Bornholm!“ gjentog jeg for mig selv, og Billedet af den unge gravesendske Ubekjendte stod atter for min Sjæl. Hans Sangs melankolske Klang og Ord gjenlød i mit Øre. „De indeslutte hans Hjertes Hemmelighed,“ tænkte jeg. „Men hvo er han? Hvilke Love fordømme den Ulykkeliges Kjærlighed? Hvilken Forbandelse har forvist ham fra Bornholms Bredder, denne Ø, som han elsker saa højt? Mon jeg vel nogensinde faar noget at vide om hans Historie?“ Imidlertid førte en stiv Kuling os lige mod 15


Øen. Allerede viste sig dens skarpe Klipper, hvorfra de brusende Bjergstrømme larmende og skummende styrtede sig ned i Havets Dyb. Den syntes fra alle Sider utilgjængelig, fra alle Sider beskyttet af en majestætisk Naturs Haand; de graalige, stejle Klipper frembøde blot et skrækindjagende Syn. Med Skræk saae jeg i dem et Billede paa den kolde, tavse Evighed, et Billede paa den ubønhørlige Død og paa den Guds ubeskrivelige Almagt, for hvilken alt Dødeligt maa skjælve. Solen gik ned i Bølgerne, og vi kastede Anker. Vinden lagde sig, og Havet rørte sig næppe. Jeg betragtede Øen, der med en uforklarlig Magi drog mig til sine Bredder. En dunkel Anelse sagde mig, at jeg der vilde kunne faa min Nysgjerrighed tilfredsstillet, og at Bornholm evig vilde bevares i min Erindring. Da jeg dernæst fik at vide, at der ikke langt fra Strandbredden laa nogle Fiskerhytter, besluttede jeg at bede Kaptejnen om at maatte laane Chaluppen og gaa iland med et Par Matroser. Han begyndte at tale om Fare, om Skærene paa Havbunden; men da han mærkede min Bestemthed, samtykkede han i at opfylde min Begjæring, dog kun paa den Betingelse, at jeg tidlig næste Morgen skulde være tilbage paa Skibet. Vi satte fraborde og naaede lykkelig en lille rolig Bugt, hvor Fiskerne kom os imøde. Det var raa og udannede Folk, opvoksede paa det kolde Element under Havets Bølgers Larmen og ube16


kjendte med forekommende og venlig Høflighed, men forresten ærlige og skikkelige. Da de hørte, at vi ønskede at bese Øen og overnatte i deres Hytter, gjorde de vor Baad fast ved Stranden og førte os igjennem et gjennemskaaret Flintestensbjerg hen til deres Boliger. I en Halvtimestid gik Vejen over en udstrakt, grøn Flade, hvor der, som i Alpedalene, laa spredte hist og her lave Træhytter, Krat og Stendynger. Der lod jeg mine Matroser blive tilbage, medens jeg selv vandrede videre, for endnu i nogen Tid at nyde Aftenens Behageligheder. Til Vejviser havde jeg en tretten Aars Dreng. Aftenrøden var endnu ikke vegen fra den klare Himmel; dens rosenrøde Skjær udbredte sig over de hvide Granitmasser og i det Fjærne, hinsides Højene, bestraalede den Spirene paa et gammelt Slots Taarne. Drengen kunde ingen Besked give mig om, hvem dette Slot tilhørte. „Vi kommer aldrig der,“ sagde han, „og Gud maa vide, hvad der foregaar!“ Jeg gik hurtigere til og var snart i Nærheden af en stor gothisk Bygning, der var omgiven af en dyb Grav og en høj Mur. Overalt herskede dyb Stilhed. Man hørte Havets Larm i det Fjærne. Aftenrødens sidste Skjær hendøde paa Taarnenes Kobberspir. Jeg gik rundt om Slottet. Portene vare lukkede, Vindebroerne trukne op. Min Fører var bange, uden selv at vide hvorfor, og bad mig om at 17


vende tilbage til Hytterne; men hvor kunde jeg i min Nysgjerrighed tage Hensyn til en saadan Bøn? Natten nærmede sig, da vi med et hørte Lyden af en Stemme. Ekkoet gjentog den, og alt blev igjen stille. Drengen slog i sin Skræk begge Armene om mig, zitrende som en Forbryder paa Dommens Dag. Efter en Minuts Forløb hørte vi paa ny Stemmen, der raabte: „Hvem der?“ „En Udlænding,“ svarede jeg, „hvem Nysgjerrighed har bragt her til Øen; og saafremt Gjæstfrihed ansees for en Dyd indenfor Eders Slots Mure, saa optager5 den Fremmede, der vandrer om ved Nattetid!“ Jeg fik intet Svar; men efter nogle Minutters Forløb hørtes Lyden af en Vindebro, der nedlodes fra Taarnet; Porten aabnedes med Støj, og en høj Mand i en lang sort Klædning kom mig imøde, tog mig ved Haanden og førte mig ind i Slottet. Jeg vendte mig om for at se efter min Fører; men Drengen havde taget Lejligheden iagt og skjult sig. Porten faldt bragende i efter os, og Broen nedlodes med støjende Lyd. Gjennem en stor Gaard, der var bevokset med Smaabuske, Nælder og Valmuer, kom vi til en uhyre Bygning, i hvilken der brændte Lys. En høj Søjlegang i gammel 5 Denne fremmedartede form er blot en imperativisk pluralisform, der svarer til nudansk “optag” (u.a.)

18


Stil førte til en Jerntrappe, hvis Trin klang under vore Fødder. Overalt var mørkt og øde. I den første Sal, der indvendig var omgiven med en Kolonnade, hængte en Lampe, der næppe nok kastede et blegt Skjær over Søjlerækkerne, som begyndte at forfalde af Ælde. Paa et Sted laa Levninger af Gesimser, paa et andet Brudstykker af Pilastre og paa et tredje hele, omstyrtede Søjler. Min Fører tilkastede mig af og til et gjennemtrængende Blik; men sagde ikke et Ord. Alt dette gjorde et besynderligt Indtryk paa mig, hvilket snart var blandet med Angst, snart med en hemmelig, uforklarlig Tilfredsstillelse, eller, rettere sagt, en behagelig Forventning af noget Overordenligt. Vi kom endnu igjennem to, tre Sale, der lignede den første og ligeledes vare oplyste af Lamper. Dernæst aabnedes en Dør tilhøjre: i et Hjørne af et ikke ret stort Værelse sad en ærværdig, graahaaret Mand og støttede Albuen paa et Bord, paa hvilket der brændte to hvide Vokslys. Han hævede Hovedet ivejret, betragtede mig med et sørgmodigt, mildt Udtryk og sagde med en blid, behagelig Stemme: „Skjønt Sorgen bestandig bor indenfor dette Slots Vægge, skal dog den Fremmede, der anraaber om Gjæstfrihed, altid her finde en rolig Havn. Fremmede! Jeg kjender Dig ikke, men Du er et Menneske, og i mit døende Hjerte er Kjærlighed til Menneskene endnu levende. Mit Hus og mine 19


Arme staa aabne for Dig.“ Han omfavnede mig, lod mig tage Plads og idet han søgte at opklare sit mørke Ansigt, lignede han en klar, men kold Efteraarsdag, der mere minder om den sørgelige Vinter end om den glade Sommer. Han gjorde alt for at være venlig, for med et Smil at indgyde mig Tillid og de behagelige Følelser, Forekommenhed og Velvillie maa fremkalde; men de Spor af dyb Hjertesorg, der havde indpræget sig i hans Ansigt, kunde ikke et eneste Øjeblik fortrænges. „Unge Mand!“ sagde han til mig. „Jeg kan da nu af Dig faa nogen Underretning om hvad der foregaar i Verden, der ligger saa fjernet fra mig, men som jeg dog endnu ikke ganske har glemt. Jeg har længe henlevet mit Liv i Ensomhed. Jeg har længe intet hørt om Tildragelserne i Verden. Sig mig, hersker Kjærlighed paa Jorden? Ofres der Virak paa Dydens Altere? Føre Folkeslagene et lykkeligt Liv i de Lande, som Du har seet?“ „Videnskabens Lys,“ svarede jeg, „udbreder sig mere og mere; men endnu udgydes Menneskeblod paa Jorden; endnu flyde Ulykkeliges Taa­ rer; man priser Dydens Navn og strider om dens Væsen.“ Den Gamle udstødte et Suk og trak paa Skuldrene. Da han hørte, at jeg var en Russer, sagde han: „Vi ere af samme Herkomst som I. Øerne Ry20


gens og Bornholms gamle Beboere vare Slaver. Men I bleve før os beskinnede af Kristendommens Lys. Allerede længe havde Templer, indviede til den eneste Gud, hos Eder hævet sig mod Skyerne, medens vi endnu i Afguderiets Mørke bragte livløse Afgudsbilleder blodige Ofre. I havde allerede længe i højtidelige Hymner lovet Verdens høje Skaber, medens vi endnu priste Mythologiens Idoler i uharmoniske Sange.“ Den Gamle talte dernæst med mig om de nordlige Folkeslags Historie, om Oldtidens og den nyere Tids Begivenheder; og han talte saaledes, at jeg forundredes over hans Forstand, hans Kundskaber, ja hans Veltalenhed. Efter en Halvtimestids Forløb rejste han sig og sagde mig Godnat. En Tjener i sort Dragt tog det ene af Lysene paa Bordet, førte mig gjennem nogle lange, smale Gange og ind i et stort Værelse, der var behængt med gamle Vaaben, Sværd, Spyd, Pandsere, Hjelme. I et Hjørne stod under en gylden Baldakin en høj Seng, der var smykket med udskaaret Arbejde og gamle Basreliefs. Jeg havde havt Lyst til at gjøre Tjeneren en Mængde Spørgsmaal; men han oppebiede dem ikke. Han bukkede og gik; Jerndøren faldt knagende i; Lyden af den gjenlød paa en uhyggelig Maade mod de tomme Vægge, og alt var atter Tavshed. Jeg lagde mig paa Sengen, betragtede de gamle Vaaben, der igjennem et lille Vindue belystes af Maanens 21


blege Straaler, tænkte paa min Vært, paa hans første Ord til mig: „Sorgen bor stedse indenfor disse Vægge“ og fantaserede mig ind i de svundne Tider, ind i de Begivenheder, til hvilke dette gamle Slot havde været Vidne, fantaserede sig den, der iblandt Gravsteder og Gravhøje betragter de Dødes Støv og i sin Fantasi atter giver det Liv. Tilsidst fremstillede Billedet af den ulykkelige gravesendske Ubekjendte sig for min Sjæl, og jeg faldt i Søvn. Men det var ingen rolig Søvn. Det forekom mig, som om Panserne paa Væggene forvandlede sig til Riddere, som om disse Riddere med blottede Sværd nærmede sig til mig og sagde i en opbragt Tone: „Ulykkelige! Hvorledes har Du vovet at lande paa vor Ø? Blegner ikke Sømanden ved Synet af dens Granitbredder? Hvorledes har Du vovet at betræde dette Slots frygtelige Helligdom? Eller er ikke Skræk for det udbredt i hele Omegnen? Fjærner ikke Vandreren sig saa langt som muligt fra dets skrækkelige Taarne? Dristige! Denne fordærvelige Nysgjerrighed skal Du undgælde med Livet!“ — Sværdene lød over mit Hoved; Slagene faldt paa mit Bryst; men med et forsvandt alt: jeg vaagnede, men sov et Øjeblik efter atter ind, og havde nu en anden Drøm. Det syntes mig, at der i Slottet opstod en forunderlig Larm; Jerndørene sloges op og i, Vinduerne rystede, Gulvet bevægede sig, og et skrækkeligt, bevinget Uhyre, som jeg ikke er istand til at beskrive, fløj med Brølen og Hvinen hen til min Seng. Synet forsvandt; men jeg kunde ikke 22


sove længere; jeg følte Trang til at drage frisk Luft, gik hen til Vinduet, blev ved Siden af det en lille Dør var, aabnede den og gik ad en stejl Trappe ned i Haven. Natten var klar. Fuldmaanens Lys kastede sit Sølverskjær paa de gamle Eges og Elmetræers mørke Grønne, hvilke dannede en tæt, lang Allé. Havets Bølgers Larm blandede sig med de af Vinden bevægede Blades Raslen. I det Fjærne hvidnede Klipperne, der, lig en udtakket Mur, omgave Øen, og imellem dem og Slottets Mure saae man paa den ene Side en stor Skov, og paa den anden en aaben Slette og et lille Krat. Mit Hjerte bankede endnu heftig efter de skrækkelige Syner, og mit Blod vedblev endnu at være i Oprør. Jeg gik ind i en mørk Allé, under Læ af Egetræerne, i hvis Toppe Vindene susede, og fordybede mig i dens Mørke næsten med en Følelse af Andagt. I min Sjæl vaktes Tanken om Druiderne, og det syntes mig, som om jeg nærmede mig til det hellige Sted, hvor alle deres Gudsdyrkelses Mysterier og Rædsler opbevaredes. Tilsidst førte denne lange Allé mig til nogle Rosmarinbuske, bag hvilke laa en sandig Høj. Jeg fik Lyst til at gaa op paa dens Top, for derfra i det klare Maaneskin at skue ud over Havet og Øen; men i det Samme blev jeg en Aabning var, der førte ind i det Indre af Højen. Denne Aabning var ikke større end at man netop kunde komme igjennem den. En uovervindelig 23


Nysgjerrighed bragte mig til at træde ind i denne Grotte, der snarere syntes at være et Værk af Menneskehaand end af den vilde Natur. Jeg gik derind. Der paakom mig en Følelse af Fugtighed og Kulde; men jeg besluttede dog at gaa videre, og efterat være kommen endnu en halv Snes Skridt længere ind, blev jeg nogle nedadgaaende Trappetrin og en bred Jerndør var. Til min Forundring var den ikke lukket. Næsten som ved en uvilkaarlig Tilskyndelse aabnede min Haand den. Bag et med en stor Laas forsynet Jerngitter brændte en under Hvælvingen hængende Lampe, og i en Krog laa paa et Straaleje en ung, bleg Kvinde i en sort Dragt. Hun sov. De blonde Lokker, i hvilke de gule Straa havde indviklet sig, skjulte hendes fyldige, næppe aandende Barm. Den ene Haand, der var hvid men afmagret, hvilede paa Jorden, og paa den anden hvilede den Sovendes Hoved. Hvis en Maler havde villet afbilde den mørke, uendelige, evige Kummer, paa hvilken Morpheus havde drysset sine Valmuer, vilde hans Pensel i denne Kvinde havde kunnet finde en herlig Model. Mine Venner! Hvo røres ikke ved Synet af en Ulykkelig? Men Synet af en ung Kvinde, der lider i et underjordisk Fængsel, Synet af den svageste og elskeligste af alle Skabninger, forfulgt af Skjæbnen — maatte kunne røre endogsaa en Sten. Jeg betragtede hende med Sorg og tænkte ved mig selv: „Hvilken barbarisk Haand har berøvet Dig Dagens Lys? Det kan dog vel umulig være for no24


gen stor Forbrydelse? Nej, dit milde Ansigt, din Barms rolige Bevægelse, mit eget Hjerte siger mig, at Du er uskyldig.“ I det Samme vaagnede hun, kastede Blikket paa Gitteret, fik Øje paa mig, blev forskrækket, rejste Hovedet ivejret, stod op, nærmede sig, sænkende Blikket mod Jorden, som om hun vilde samle sine Tanker, fæstede det atter paa mig, syntes at ville tale, men — sagde intet. „Hvis en Fremmeds Medfølelse,“ sagde jeg efter nogle Minutters Tavshed, „hvem Skjæbnen har ført til dette Slot og til denne Grotte, kan lindre din Lod; hvis hans oprigtige Deltagelse fortjener din Tillid: saa benyt hans Hjælp!“ Hun stirrede paa mig med et Blik, i hvilket der laa Forundring, Nysgjerrighed, Raadvildhed og Tvivl. Efter en heftig indre Bevægelse, der lig et elektrisk Stød gjennemzitrede hendes Bryst, svarede hun endelig med fast Stemme: „Ihvo Du end er, ihvad for en Skjæbne der end har bragt Dig hid, oh, Fremmede! saa kan jeg dog ikke anmode Dig om andet end Beklagelse. Det staar ikke i din Magt at bevirke nogen Forandring i min Skjæbne. Jeg kysser den Haand, der revser mig.“ „Men er ikke dit Hjerte uskyldigt?“ sagde jeg. „Fortjener det vel en saa grusom Straf?“ „Mit Hjerte har kunnet fejle,“ svarede hun. „Gud tilgiver den Svage. Jeg haaber, at mit Liv 25


snart vil være endt. Forlad mig, Fremmede!“ Hun nærmede sig til Gitteret, betragtede mig med Mildhed, og gjentog med blid Stemme: „For Guds Skyld forlad mig! . . . . Hvis han, hvis skrækkelige Forbandelse bestandig lyder for mine Øren, hvis han selv har sendt Dig, saa sig ham, at jeg lider, lider Nat og Dag, at mit Hjerte er udtørret af Sorg og Kummer, at Taarer ikke længer kunne lette mit beængstede Bryst. Sig ham, at jeg bærer min Skjæbne uden Knurren og uden Klage, at jeg indtil Døden er hans ømme, ulykkelige . . .“ Her tav hun med et, som om hun faldt i Tanker, traadte tilbage fra Gitteret, faldt paa Knæ og skjulte sit Ansigt i sine Hænder. Efter en Minuts Forløb saae hun atter paa mig, sænkede paany Blikket mod Jorden og sagde med blid Frygtsomhed: „Du kjender maaske min Historie; men hvis Du ikke kjender den, saa spørg mig ikke derom! Levvel, Fremmede!“ Efter at have sagt nogle faa Ord, der vare talte lige ud af Sjælen, vilde jeg gaa; men mit Blik mødte endnu engang hendes, og det syntes mig, som om hun vilde spørge mig om noget, der laa hende paa Hjertet. Jeg standsede, ventede et Spørgsmaal; men det hendøde, efter et dybt Suk, paa hendes blege Læber. Vi skiltes ad. Da jeg forlod Grotten, vilde jeg ikke lukke Jerndøren i, for at den friske, rene Luft igjennem 26


Gitteret kunde trænge ind i Fængselet og lette den Ulykkeliges Aandedrag. Morgenrøden udbredte sit Rosenskjær over Horizonten; de smaa Fugle vaagnede op; en sagte Luftning viftede Duggen bort fra de Buske og Smaablomster, der stode omkring Sandhøjen. „Min Gud!“ tænkte jeg. „Min Gud! hvor det maa være haardt at være indespærret, fjernet fra alt Samkvem med de levende, fri, glade Væsener, med hvilke Naturens uendelige Rige overalt er befolket! Selv højest mod Nord, midt imellem de høje, kun med Mos begroede Klipper, der ere en Skræk for Synet, selv der er Dine Hænders Værk skjønt, selv der vederkvæger Dine Hænders Værk Aand og Hjerte. Ogsaa her, hvor de skummende Bølger fra Verdens Begyndelse af have skyllet mod Granitklipperne, ogsaa her indtrykker Din højre Haand levende Tegn paa Din Skaberkjærlighed og Algodhed; ogsaa her blomstre i den aarle Morgenstund Roser paa den azurblaa Himmel; ogsaa her udaande kælne Zefyrer deres aromatiske Duft; ogsaa her udbrede grønne Tæpper sig som blødt Fløjl under Menneskets Fødder; ogsaa her synge de smaa Fugle, muntert for den muntre, tungsindig for den tungsindige, velbehagelig for enhver; ogsaa her kan det syge Hjerte i den deltagende Naturs Favn finde Lettelse for sine Sorgers Byrde; men hun den Stakkel, hun, som er indespærret der i Grotten, maa savne denne Trøst: Morgenduggen forfrisker ikke hendes kummerfulde Hjerte, ligesaalidt som Luftningen hendes syge Bryst; Solens 27


Straaler blive ikke hendes til Mørke fordømte Øjne tildelte; Maanens blide, balsamiske Udstrømninger vederkvæge ikke hendes Sjæl med blide Syner og venlige Drømme. Oh, Skaber! Hvorfor har Du givet Menneskene den fordærvelige Magi, at de kunne gjøre hinanden og sig selv ulykkelige?“ — Mine Kræfter forlode mig, mine Øjne faldt i og jeg faldt i Søvn under en høj Eg paa det bløde Grønne. Jeg sov omtrent et Par Timer. „Døren stod aaben; den Fremmede har været inde i Grotten.“ Disse Ord hørte jeg, idet jeg vaagnede. Jeg slog Øjnene op og saae den Gamle, min Vært. Han sad tankefuld paa en Græstørvsbænk, fem, seks Skridt fra mig, og ved Siden af ham stod den Mand, der havde ført mig ind i Slottet. Jeg gik hen til dem. Den Gamle saae mørkt paa mig. Han stod op, tog min Haand, og Udtrykket i hans Ansigt blev venligere. Vi gik sammen ind i den tætte Allé, uden at tale et Ord. Det syntes, som om han vaklede i sit Sind og var tvivlraadig; men med et standsede han, tilkastede mig et gjennemtrængende, ildfuldt Blik og spurgte med fast Stemme: „Har Du seet hende?“ „Jeg har seet hende,“ svarede jeg; „men jeg ved ikke, hvo hun er, og af hvad Grund hun er fordømt til at lide i sit underjordiske Fængsel.“ „Du skal faa det at vide, Du skal faa det at vide, unge Mand,“ sagde han, „og Blodet skal 28


strømme Dig til Hjertet, og Du vil spørge Dig selv: Hvorfor har Herren iskænket hele sin Vredes Kalk for denne stakkels svage Gamle, denne Gamle, der elskede Dyden, og adlød hans hellige Love?“ Vi satte os under et Træ, og den Gamle fortalte mig den skrækkelige Historie, men som I n u ikke ville faa at høre, mine Venner, men først til en anden Tid. For denne Gang vil jeg blot sige Eder, at jeg blev bekjendt med den gravesendske Ubekjendtes Historie, en frygtelig Historie. Matroserne ventede mig ved Slottets Port. Vi vendte tilbage til Skibet, satte Sejl til, og Bornholm forsvandt for vort Blik. Havet larmede. Jeg stod i mørk Eftertanke paa Dækket og slyngede Armen om Masten. Suk hævede mit Bryst. Jeg vendte Blikket mod Himlen, og Vinden tørrede en Taare af mit Øje.“

29


Остров Борнгольм Друзья! прошло красное лето, златая осень побледнела, зелень увяла, дерева стоят без плодов и без листьев, туманное небо волнуется, как мрачное море, зимний пух сыплется на хладную землю — простимся с природою до радостного весеннего свидания, укроемся от вьюг и метелей — укроемся в тихом кабинете своем! Время не должно тяготить нас: мы знаем лекарство от скуки. Друзья! Дуб и береза пылают в камине нашем — пусть свирепствует ветер и засыпает окна белым снегом! Сядем вокруг алого огня и будем рассказывать друг другу сказки и повести, и всякие были. Вы знаете, что я странствовал в чужих землях, далеко, далеко от моего отечества, далеко от вас, любезных моему сердцу, видел много чудного, слышал много удивительного, многое вам рассказывал, но не мог рассказать всего, что случилось со мною. Слушайте — я повествую — повествую истину, не выдумку. 30


Англия была крайним пределом моего путешествия. Там сказал я самому себе: «Отечество и друзья ожидают тебя; время успокоиться в их объятиях, время посвятить страннический жезл твой сыну Маину 6, время повесить его на густейшую ветвь того дерева, под которым играл ты в юных летах своих», — сказал и сел в Лондоне на корабль «Британию», чтобы плыть к любезным странам России. Быстро катились мы на белых парусах вдоль цветущих берегов величественной Темзы. Уже беспредельное море засинелось перед нами, уже слышали мы шум его волнения — но вдруг переменился ветер, и корабль наш, в ожидании благоприятнейшего времени, должен был остановиться против местечка Гревзенда. Вместе с капитаном вышел я на берег, гулял с покойным сердцем по зеленым лугам, украшенным природою и трудолюбием, — местам редким и живописным; наконец, утомленный жаром солнечным, лег на траву, под столетним вязом, близ морского берега, и смотрел на влажное пространство, на пенистые валы, которые в бесчисленных рядах из мрачной 6 Во время древности странники, возвращаясь в отечество, посвящали жезлы свои Меркурию

31


отдаленности неслися к острову с глухим ревом. Сей унылый шум и вид необозримых вод начинали склонять меня к той дремоте, к тому сладостному бездействию души, в котором все идеи и все чувства останавливаются и цепенеют, подобно вдруг замерзающим ключевым струям, и которое есть самый разительнейший и самый пиитический образ смерти; но вдруг ветви потряслись над моею головою ... Я взглянул и увидел — молодого человека, худого, бледного, томного, — более привидение, нежели человека. В одной руке держал он гитару, другою срывал листочки с дерева и смотрел на синее море неподвижными черными глазами своими, в которых сиял последний луч угасающей жизни. Взор мой не мог встретиться с его взором: чувства его были мертвы для внешних предметов; он стоял в двух шагах от меня, но не видал ничего, не слыхал ничего. — «Несчастный молодой человек! — думал я. — Ты убит роком. Не знаю ни имени, ни рода твоего; но знаю, что ты несчастлив!» Он вздохнул, поднял глаза к небу, опустил их опять на волны морские — отошел от дерева, сел на траву, заиграл на своей гитаре печальную прелюдию, смотря беспрестанно на море, и запел тихим голосом следующую песню (на датском языке, которому учил меня в Женеве приятель мой доктор NN): 32


Законы осуждают Предмет моей любви; Но кто, о сердце! Может Противиться тебе? Какой закон святее Твоих врожденных чувств? Какая власть сильнее Любви и красоты? Люблю — любить ввек буду. Кляните страсть мою, Безжалостные души, Жестокие сердца! Священная природа! Твой нежный друг и сын Невинен пред тобою. Ты сердце мне дала; Твои дары благие Украсили ее —Природа! Ты хотела, Чтоб Лилу я любил! Твой гром гремел над нами, Но нас не поражал, Когда мы наслаждались В объятиях любви. О Борнгольм, милый Борнгольм! К тебе душа моя Стремится беспрестанно; Но тщетно слезы лью,

33


Томлюся и вздыхаю! Навек я удален Родительскою клятвой От берегов твоих! Еще ли ты, о Лила! Живешь в тоске своей? Или в волнах шумящих Скончала злую жизнь? Явися мне, явися, Любезнейшая тень! Я сам в волнах шумящих С тобою погребусь.

Тут, по невольному внутреннему движению, хотел я броситься к незнакомцу и прижать его к сердцу своему, но капитан мой в самую сию минуту взял меня за руку и сказал, что благоприятный ветер развевает наши парусы и что нам не должно терять времени. — Мы поплыли. Молодой человек, бросив гитару и сложив руки, смотрел вслед за нами — смотрел на синее море. — Волны пенились под рулем корабля нашего, берег гревзендский скрылся в отдалении, северные провинции Англии чернелись на другом краю горизонта — наконец все исчезло, и птицы, которые долго вились над нами, полетели назад к берегу, 34


как будто бы устрашенные необозримостию моря. Волнение шумных вод и туманное небо остались единственным предметом глаз наших, предметом величественным и страшным. — Друзья мои! Чтобы живо чувствовать всю дерзость человеческого духа, надобно быть на открытом море, где одна тонкая дощечка, как говорит Виланд, отделяет нас от влажной смерти, но где искусный пловец, распуская парусы, летит и в мыслях своих видит уже блеск золота, которым в другой части мира наградится смелая его предприимчивость. «Nil mortalibus arduum est» — «Нет для смертных невозможного», — думал я с Горацием, теряясь взором в бесконечности Нептунова царства. Но скоро жестокий припадок морской болезни лишил меня чувства. Шесть дней глаза мои не открывались, и томное сердце, орошаемое пеною бурных волн7, едва билось в груди моей. В седьмой день я ожил и хотя с бледным, но радостным лицом вышел на палубу. Солнце по чистому лазоревому своду катилось уже к западу, море, освещаемое златыми его лучами, шумело, корабль летел на всех парусах по грудам рассекаемых валов, которые тщетно силились опередить его. Вокруг нас, в разном 7 В самом деле, пена волн часто орошала меня, лежащего почти без памяти на палубе.

35


отдалении, развевались белые, голубые и розовые флаги, а на правой стороне чернелось нечто подобное земле. «Где мы?» — спросил я у капитана. — «Плавание наше благополучно, — сказал он, — мы прошли Зунд; берега Швеции скрылись от глаз наших. На правой стороне видите вы датский остров Борнгольм, место опасное для кораблей; там мели и камни таятся на дне морском. Когда наступит ночь, мы бросим якорь». «Остров Борнгольм, остров Борнгольм!» — повторил я в мыслях, и образ молодого гревзендского незнакомца оживился в душе моей. Печальные звуки и слова песни его отозвались в моем слухе. «Они заключают в себе тайну сердца его, — думал я, — но кто он? Какие законы осуждают любовь несчастного? Какая клятва удалила его от берегов Борнгольма, столь ему милого? Узнаю ли когда-нибудь его историю?» Между тем сильный ветер нес нас прямо к острову. Уже открылись грозные скалы его, откуда с шумом и пеною свергались кипящие ручьи во глубину морскую. Он казался со всех сторон неприступным, со всех сторон огражденным рукою величественной натуры; ничего, кроме страшного, не представлялось на седых утесах. С ужасом видел я там 36


образ хладной, безмолвной вечности, образ неумолимой смерти и того неописанного творческого могущества, перед которым все смертное трепетать должно. Солнце погрузилось в волны — и мы бросили якорь. Ветер утих, и море едва-едва колебалось. Я смотрел на остров, который неизъяснимою силою влек меня к берегам своим; темное предчувствие говорило мне: «Там можешь удовлетворить своему любопытству, и Борнгольм останется навеки в твоей памяти!» — Наконец, узнав, что недалеко от берега есть рыбачьи хижины, решился я просить у капитана шлюпки и ехать на остров с двумя или тремя матрозами. Он говорил об опасности, о подводных камнях, но, видя непреклонность своего пассажира, согласился исполнить мое требование с тем условием, чтобы я на другой день рано поутру на корабль возвратился. Мы поплыли и благополучно пристали к берегу в небольшом тихом заливе. Тут встретили нас рыбаки, люди грубые и дикие, выросшие на хладной стихии, под шум валов морских и незнакомые с улыбкою дружелюбного приветствия; впрочем, не хитрые и не злые люди. Услышав, что мы желаем посмотреть острова и ночевать в их хижинах, они привязали нашу лодку и повели нас, сквозь распавшуюся кремнистую гору, к 37


своим жилищам. Через полчаса вышли мы на пространную зеленую равнину, где, подобно как на долинах альпийских, рассеяны были низенькие деревянные домики, рощицы и громады камней. Тут оставил я своих матрозов, а сам пошел далее, чтобы наслаждаться еще несколько времени приятностями вечера; мальчик лет тринадцати был проводником моим. Алая заря не угасла еще на светлом небе, розовый свет ее сыпался на белые граниты и вдали, за высоким холмом, освещал острые башни древнего замка. Мальчик не мог сказать мне, кому принадлежал сей замок. «Мы туда не ходим, — говорил он, — и бог знает, что там делается!» — Я удвоил шаги свои и скоро приближился к большому готическому зданию, окруженному глубоким рвом и высокою стеною. Везде царствовала тишина, вдали шумело море, последний луч вечернего света угасал на медных шпицах башен. Я обошел вокруг замка — ворота были заперты, мосты подняты. Проводник мой боялся, сам не зная чего, и просил меня идти назад к хижинам, но мог ли любопытный человек уважить такую просьбу? Наступила ночь, и вдруг раздался голос — эхо повторило его, и опять все умолкло. 38


Мальчик от страха схватил меня обеими руками и дрожал, как преступник в час казни. Через минуту снова раздался голос — спрашивали: «Кто там?» — «Чужеземец, — сказал я, — приведенный любопытством на сей остров, и если гостеприимство почитается добродетелию в стенах вашего замка, то вы укроете странника на темное время ночи». — Ответа не было, но через несколько минут загремел и опустился с верху башни подъемный мост, с шумом отворились ворота — высокий человек, в длинном, черном платье, встретил меня, взял за руку и повел в замок. Я оборотился назад, но мальчик, провожатый мой, скрылся. Ворота хлопнули за нами, мост загремел и поднялся. Через обширный двор, заросший кустарником, крапивою и полынью, пришли мы к огромному дому, в котором светился огонь. Высокий перистиль в древнем вкусе вел к железному крыльцу, которого ступени звучали под ногами нашими. Везде было мрачно и пусто. В первой зале, окруженной внутри готическою колоннадою, висела лампада и едва-едва изливала бледный свет на ряды позлащенных столпов, которые от древности начинали разрушаться; в одном месте лежали части карниза, в другом отломки пиластров, в третьем целые упавшие колонны. Путеводитель мой несколько раз взглядывал на 39


меня проницательными глазами, но не говорил ни слова. Все сие сделало в сердце моем странное впечатление, смешанное отчасти с ужасом, отчасти с тайным неизъяснимым удовольствием или, лучше сказать, с приятным ожиданием чего-то чрезвычайного. Мы прошли еще через две или три залы, подобные первой и освещенные такими же лампадами. Потом отворилась дверь направо — в углу небольшой комнаты сидел почтенный седовласый старец, облокотившись на стол, где горели две белые восковые свечи. Он поднял голову, взглянул на меня с какою-то печальною ласкою, подал мне слабую свою руку и сказал тихим, приятным голосом: «Хотя вечная горесть обитает в стенах здешнего замка, но странник, требующий гостеприимства, всегда найдет в нем мирное пристанище. Чужеземец! Я не знаю тебя, но ты человек — в умирающем сердце моем жива еще любовь к людям — мой дом, мои объятия тебе отверсты». — Он обнял, посадил меня и, стараясь развеселить мрачный вид свой, уподоблялся хотя ясному, но хладному осеннему дню, который напоминает более горестную зиму, нежели радостное лето. Ему хотелось быть приветливым — хотелось улыбкою вселить в меня доверенность и приятные чувства дружелюбия, но знаки 40


сердечной печали, углубившиеся на лице его, не могли исчезнуть в одну минуту. «Ты должен, молодой человек, сказал он, — ты должен известить меня о происшествиях света, мною оставленного, но еще не совсем забытого. Давно живу я в уединении, давно не слышу ничего о судьбе людей. Скажи мне, царствует ли любовь на земном шаре? Курится ли фимиам на олтарях добродетели? Благоденствуют ли народы в странах, тобою виденных?» — «Свет наук, — отвечал я, — распространяется более и более, но еще струится на земле кровь человеческая — льются слезы несчастных — хвалят имя добродетели и спорят о существе ее». Старец вздохнул и пожал плечами. Узнав, что я россиянин, сказал он: «Мы происходим от одного народа с вашим. Древние жители островов Рюгена и Борнгольма были славяне. Но вы прежде нас озарились светом христианства. Уже великолепные храмы, единому богу посвященные, возносились к облакам в странах ваших, но мы, во мраке идолопоклонства, приносили кровавые жертвы бесчувственным истуканам. Уже в торжественных гимнах славили вы великого творца вселенной, но мы, ослепленные заблуждением, хвалили в нестройных песнях идолов баснословия». — Старец говорил 41


со мною об истории северных народов, о происшествиях древности и новых времен, говорил так, что я должен был удивляться уму его, знаниям и даже красноречию. Через полчаса он встал и пожелал мне доброй ночи. Слуга в черном платье, взяв со стола одну свечу, повел меня через длинные узкие переходы — и мы вошли в большую комнату, обвешанную древним оружием, мечами, копьями, латами и шишаками. В углу, под золотым балдахином, стояла высокая кровать, украшенная резьбою и древними барельефами. Мне хотелось предложить множество вопросов сему человеку, но он, не дожидаясь их, поклонился и ушел; железная дверь хлопнула — звук страшно раздался в пустых стенах — и все утихло. Я лег на постелю — смотрел на древнее оружие, освещаемое сквозь маленькое окно слабым лучом месяца, — думал о своем хозяине, о первых словах его: «Здесь обитает вечная горесть», — мечтал о временах прошедших, о тех приключениях, которым сей древний замок бывал свидетелем, — мечтал, подобно такому человеку, который между гробов и могил взирает на прах умерших и оживляет его в своем воображении. Наконец образ печального гревзендского незнакомца представился душе моей, и я заснул. 42


Но сон мой не был покоен. Мне казалось, что все латы, висевшие на стене, превратились в рыцарей, что сии рыцари приближались ко мне с обнаженными мечами и с гневным лицом говорили: «Несчастный! Как дерзнул ты пристать к нашему острову? Разве не бледнеют плаватели при виде гранитных берегов его? Как дерзнул ты войти в страшное святилище замка? Разве ужас его не гремит во всех окрестностях? Разве странник не удаляется от грозных его башен? Дерзкий! Умри за сие пагубное любопытство!» — Мечи застучали надо мною, удары сыпались на грудь мою, — но вдруг все скрылось, — я пробудился и через минуту опять заснул. Тут новая мечта возмутила дух мой. Мне казалось, что страшный гром раздавался в замке, железные двери стучали, окна тряслися, пол колебался, и ужасное крылатое чудовище, которое описать не умею, с ревом и свистом летело к моей постели. Сновидение исчезло, но я не мог уже спать, чувствовал нужду в свежем воздухе, приближился к окну, увидел подле него маленькую дверь, отворил ее и по крутой лестнице сошел в сад. Ночь была ясная, свет полной луны осребрял темную зелень на древних дубах и вязах, которые составляли густую, длинную аллею. Шум морских волн соединялся с шумом листьев, потрясаемых ветром. Вдали белелись 43


каменные горы, которые, подобно зубчатой стене, окружают остров Борнгольм; между ими и стенами замка виден был с одной стороны большой лес, а с другой — открытая равнина и маленькие рощицы. Сердце все еще билось у меня от страшных сновидений, и кровь моя не переставала волноваться. Я вступил в темную аллею, под кров шумящих дубов и с некоторым благоговением углублялся во мрак ее. Мысль о друидах возбудилась в душе моей — и мне казалось, что я приближаюсь к тому святилищу, где хранятся все таинства и все ужасы их богослужения. Наконец сия длинная аллея привела меня к розмаринным кустам, за коими возвышался песчаный холм. Мне хотелось взойти на вершину его, чтобы оттуда при свете ясной луны взглянуть на картину моря и острова, но тут представилось глазам моим отверстие во внутренность холма; человек с трудом мог войти в него. Непреодолимое любопытство влекло меня в сию пещеру, которая походила более на дело рук человеческих, нежели на произведение дикой натуры. Я вошел — почувствовал сырость и холод, но решился идти далее и, сделав шагов десять вперед, рассмотрел несколько ступеней вниз и широкую железную дверь; она, к моему удивлению, была не заперта. Как будто бы невольным образом 44


рука моя отворила ее — тут, за железною решеткою, на которой висел большой замок, горела лампада, привязанная ко своду, а в углу, на соломенной постеле, лежала молодая бледная женщина в черном платье. Она спала; русые волосы, с которыми переплелись желтые соломинки, закрывали высокую грудь ее, едваедва дышащую; одна рука, белая, но иссохшая, лежала на земле, а на другой покоилась голова спящей. Если бы живописец хотел изобразить томную, бесконечную, всегдашнюю скорбь, осыпанную маковыми цветами Морфея, то сия женщина могла бы служить прекрасным образцом для кисти его. Друзья мои! Кого не трогает вид несчастного! Но вид молодой женщины, страдающей в подземной темнице, — вид слабейшего и любезнейшего из всех существ, угнетенного судьбою, — мог бы влить чувство в самый камень. Я смотрел на нее с горестию и думал сам в себе: «Какая варварская рука лишила тебя дневного света? Неужели за какоенибудь тяжкое преступление? Но миловидное лицо твое, но тихое движение груди твоей, но собственное сердце мое уверяют меня в твоей невинности!» В самую сию минуту она проснулась — взглянула на решетку — увидела меня — изумилась — подняла голову — встала — 45


приближилась, — потупила глаза в землю, как будто бы собираясь с мыслями, — снова устремила их на меня, хотела говорить и — не начинала. «Если чувствительность странника, — сказал я через несколько минут молчания, — рукою судьбы приведенного в здешний замок и в эту пещеру, может облегчить твою участь, если искреннее его сострадание заслуживает твою доверенность, требуй его помощи!» — Она смотрела на меня неподвижными глазами, в которых видно было удивление, некоторое любопытство, нерешимость и сомнение. Наконец, после сильного внутреннего движения, которое как будто бы электрическим ударом потрясло грудь ее, отвечала твердым голосом: «Кто бы ты ни был, каким бы случаем ни зашел сюда, — чужеземец, я не могу требовать от тебя ничего, кроме сожаления. Не в твоих силах переменить долю мою. Я лобызаю руку, которая меня наказывает». — «Но сердце твое невинно? — сказал я, — оно, конечно, не заслуживает такого жестокого наказания?» — «Сердце мое, — отвечала она, — могло быть в заблуждении. Бог простит слабую. Надеюсь, что жизнь моя скоро кончится. Оставь меня, незнакомец!» — Тут приближилась она к решетке, взглянула на меня с ласкою и тихим голосом повторила: «Ради бога, оставь меня! 46


… Если он сам послал тебя — тот, которого страшное проклятие гремит всегда в моем слухе, — скажи ему, что я страдаю, страдаю день и ночь, что сердце мое высохло от горести, что слезы не облегчают уже тоски моей. Скажи, что и без ропота, без жалоб сношу заключение, что я умру его нежною, несчастною...» — Она вдруг замолчала, задумалась, удалилась от решетки, стала на колени и закрыла руками лицо свое, через минуту посмотрела на меня, снова потупила глаза в землю и сказала с нежною робостию: «Ты, может быть, знаешь мою историю, но если не знаешь, то не спрашивай меня — ради бога, не спрашивай! ... Чужеземец, прости!» — Я хотел идти, сказав ей несколько слов, излившихся прямо из души моей, но взор мой еще встретился с ее взором — и мне показалось, что она хочет узнать от меня нечто важное для своего сердца. Я остановился — ждал вопроса, но он, после глубокого вздоха, умер на бледных устах ее. Мы расстались. Вышедши из пещеры, не хотел я затворить железной двери, чтобы свежий, чистый воздух сквозь решетку проник в темницу и облегчил дыхание несчастной. Заря алела на небе, птички пробудились, ветерок свевал росу с кустов и цветочков, которые росли вокруг песчаного холма. — «Боже мой! — думал я. — Боже мой! Как горестно быть 47


исключенным из общества живых, вольных, радостных тварей, которыми везде населены необозримые пространства натуры! В самом севере, среди высоких мшистых скал, ужасных для взора, творение руки твоей прекрасно — творение руки твоей восхищает дух и сердце. И здесь, где пенистые волны от начала мира сражаются с гранитными утесами, — и здесь десница твоя напечатлела живые знаки творческой любви и благости, и здесь в час утра розы цветут на лазоревом небе, и здесь нежные зефиры дышат ароматами, и здесь зеленые ковры расстилаются, как мягкий бархат, под ногами человека, и здесь поют птички — поют весело для веселого, печально для печального, приятно для всякого, и здесь скорбящее сердце в объятиях чувствительной природы может облегчиться от бремени своих горестей! Но — бедная, заключенная в темнице, не имеет сего утешения: роса утренняя не окропляет ее томного сердца, ветерок не освежает истлевшей груди, лучи солнечные не озаряют помраченных глаз ее, тихие бальзамические излияния луны не питают души ее кроткими сновидениями и приятными мечтами. Творец! Почто даровал ты людям гибельную власть делать несчастными друг друга и самих себя?» — Силы мои ослабели, и глаза закрылись, под ветвями высокого дуба, на мягкой зелени. 48


Сон мой продолжался около двух часов. «Дверь была отворена; чужестранец входил в пещеру» — вот что услышал я, проснувшись, — открыл глаза и увидел старца, хозяина своего; он сидел в задумчивости на дерновой лавке, шагах в пяти от меня; подле него стоял тот человек, который ввел меня в замок. Я подошел к ним. Старец взглянул на меня с некоторою суровостию, встал, пожал мою руку — и вид его сделался ласковее. Мы вошли вместе в густую аллею, не говоря ни слова. Казалось, что он в душе своей колебался и был в нерешимости, но вдруг остановился и, устремив на меня проницательный, огненный взор, спросил твердым голосом: «Ты видел ее?» — «Видел, — отвечал я, — видел, не узнав, кто она и за что она страдает в темнице». — «Узнаешь, — сказал он, — узнаешь, молодой человек, и сердце твое обольется кровию. Тогда спросишь у самого себя: за что небо излияло всю чашу гнева своего на сего слабого, седого старца, старца, который любил добродетель, который чтил святые законы его?» Мы сели под деревом, и старец рассказал мне ужаснейшую историю — историю, которой вы теперь не услышите, друзья мои; она остается до другого времени. На сей раз скажу нам одно то, что я узнал тайну гревзендского незнакомца — тайну страшную! 49


— Матрозы дожидались меня у ворот замка. Мы возвратились на корабль, подняли парусы, и Борнгольм скрылся от глаз наших. Море шумело. В горестной задумчивости стоял я на палубе, взявшись рукою на мачту. Вздохи теснили грудь мою — наконец я взглянул на небо и ветер свеял в море слезу мою. 1792

50


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Øen Bornholm af N.M. Karamzin by soranerarkivet - Issuu