Issuu

”Schlagt sie tot!” Eva Sommestad Holten 2015 © eva.holten@icloud.com · Edition Wilhelm Hansen

Akt I

Scene 1. (28 aug. 1518) År 1518. SLOTSKIRKEN I WITTENBERG. Relikvier, messer og bønner, med alt tilbehør og for alle for sanser - røgelse, flimrende lys og følelsesladede billeder. En inderlig og intim atmosfære. Præster synger messer hver for sig ved forskellige altre. Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen, Tysklands mest magtfulde fyrste og ven af kejseren, har taget den nye, knap 14-årige landgreve Philip af Hessen, under sine vinger. Han har bedt sin sekretær Spalatin, om for Philip at fremvise sin stolthed, den store relikviesamling. SPALATIN: Deres Excellence, landgreve Philip: Her er nogle af den store Kurfyrst Frederiks berømte relikvier... PHILIP AF HESSEN: Han har i tusindvis, eller? SPALATIN: Vi har lige talt til 17 443 hellige genstande. ... Her en splint fra Jesu kors. Samlingen påbegyndtes i 1300-tallet. ... en tommelfinger fra Sankt Anna, ... og lidt hø fra den hellige krybbe. PHILIP AF HESSEN: Så giver det da også penge i kassen? SPALATIN: Ja, faktisk betaler det vores nye universitet. ... mælk fra den hellige jomfru ... KURFYRST FREDERIK: Afbryder: Lille Philip - i gode hænder! Min sekretær Spalatin er også en brillant humanist. Som fyrste bør man altid omgive sig med de skarpeste hoveder! Mit nye universitet i Wittenberg overstråler allerede Leipzig og Erfurt. Kender De Philip Schwartzerd, Melanchthon kaldet?

PHILIP AV HESSEN: Nej - ikke endnu… KURFYRST FREDERIK: Min nye professor i græsk. En dreng som Dem, men med et svimlende intellekt. SPALATIN: Han er lige ankommet. Anbefalet af selveste Erasmus, alle vi humanisters store mester og forbillede... KURFYRST FREDERIK: Vi må heller ikke glemme vores doktor i teologi, berømt og berygtet for sine brillante teser mod den pavelige afladshandel. En ny Peterskirke kræver vistnok beskidte metoder! PHILIP AV HESSEN: Vi kender alle Martin Luther! Refererer demonstrativt: Tese nr. 82! "Hvis paven kan befri hvem som helst fra skærsilden, hvorfor redder han kun dem, der betaler?!" KURFYRST FREDERIK: Ja - en nådesløs kritiker og en stor personlighed. Han kaldes allerede kætter. PHILIP AF HESSEN: Beskytter De ham? KURFYRST FREDERIK: Magister Spalatin, De kender ham. Forstod han, hvad han gjorde? SPALATIN: Store ting fødes sjældent af klogskab eller forsigtighed... Men måske er han en hellig mand. Måske er tiden inde til den store strid mellem Gud og Satan? KURFYRST FREDERIK: Hvem ved. Nogle kalder paven Antikrist. Andre tror, at Luther er en profet. Tiden er fuld af plager, forvirring og falskhed. Ja - jordens undergang kan være nær. Eller ikke.

3 Spalatin slår kirkedøren, fuld af akademiske opslag, op. De går ud på den strålende solbelyste plads og bliver mødt af et hav af studenter. Kurfyrst Fredrik og landgreve Philip betragter på nobel afstand begivenhederne udvikle sig, mens Spalatin tager fat på sin næste opgave, at hilse Melanchthon velkommen.

Scene 2. MELANCHTHON MØDER LUTHER. Jublende glade studenter kommer gående med den unge, lyskrøllede Melanchthon i midten, ledsaget af Andreas Karlstadt. STUDENTER: Magister Melanchthon, De skal møde Doktor Luther! Doktor Martinus! Hvor er han? I Wittenberg har vi den mand der tør sige sandheden, der tør trodse paven! Doktor Martinus! Hvor er han? SPALATIN: Løfter sin hånd for at dæmpe studenterne. Til Melanchthon: Magister Philip, På Kurfyrstens vegne vil jeg hilse Dem velkommen. Doktor Karlstadt, De ser glad ud! KARLSTADT: Rygtet taler sandt. Vi har fået en ung mand i en klasse for sig. Og se, der har vi Doktor Martinus! Studenterne hilser med begejstring Luther og danner med en cirkel scenen, for Luthers og Melanchthons første møde: STUDENTER: Doktor Luther! LUTHER: Straks betaget: Philip Melanchthon! Vores "Graeculus”, vores Griechlein! Som en lille Guds engel! MELANCHTHON: Doktor Martin; en ære at møde Dem. De er en helt for Deres studenter. LUTHER: Ja, de er trætte af skolastiske krumspring! De vil have det sande evangelium. Tro er større end lærdom! MELANCHTHON: Uden dog at benægte lærdommens. ...

LUTHER: Afbryder: Jeg er lykkelig over, at lære Dem at kende Den, der kan græsk som Dem, kan virkelig finde Sandheden i Skriften! MELANCHTHON: Jeg kan lære Dem græsk ... LUTHER: Griber hans arm og ser ham lige i øjnene: Jeg lærer Dem teologi. Fra hjertet og gribende: Læs Paulus! Det handler om kærlighed! Om nåde! Ikke om loven, ikke om gode gerninger! Vi har ikke brug for pynt og ceremonier for at møde Gud. Vi er alle præster! Jeg vil lære Dem teologi, Philip Melanchthon! Giver slip på armen og kigger rundt på de jublende studenter. Luther drager videre, i det han vinker sine beundrende tilhængere med sig. MELANCHTHON: Forvirret: En mand med stærk udstråling... SPALATIN: Vi humanister lærer at søge og at tvivle. Doktor Martinus ser én sandhed og benægter enhver tvivl. Alligevel er jeg er dybt betaget. Hans tro og hans overbevisning er magisk. KARLSTADT: Vi tror alle på en reform af kirken. Tiden er moden.

Scene 3. ”CRANACH I”: INTRODUCERAS TILL LUTHER Spalatin går videre hen til hofmaler Lucas Cranach og hans store værksted, som ligger på torvet. Labyrintiske mørke hjørner med klude, pigmenter og krukker veksler med lyse arbejdsarealer. Der er også nogle trykpresser til træsnit og pamfletter. Lærlinge og svende arbejder. Man ser halvfærdige malerier med motiver lige fra ”lidende Jesus” på til variationer over temaet "nøgen Venus i helfigur" og luksuriøse, næsten sexede portrætter i samme store skala. Men der er også tegn på andre opgaver, som en hofmaler har, som at pynte op til fester og at dekorere våben og vogne.

SPALATIN: Ser sig rundt omkring: Bedste Mester Cranach; Deres værksted er et vidunderligt sted. Men jeg har en sag, der haster. Kurfyrsten ønsker, at De tager Dem af Luther. LUCAS CRANACH: Som hofmaler står jeg altid til tjeneste. Jeg fornemmer også at reformen af kirken fortjener min medvirken. På trods af en del billedstormere som hærger! SPALATIN: Først vil vi have et officielt portræt til at sende rundt. Nu! Jeg har bedt Doktor Martinus at komme herhen. "Problemet Luther" er øverst på alle dagsordner! LUCAS CRANACH: Det klarer vi, Magister Spalatin. SPALATIN: Deres nye trykkeri ser vi også gerne brugt til hans og Karlstadts skrifter. Alt skal udgå fra Wittenberg! Tager sin baret for at gå. BARBARA CRANACH: Entré. Doktor Luther er kommet! På sin vej ud bukker Spalatin farvel til Barbara, og lægger en bekræftende hånd på Luthers skulder, da de mødes i døren. Luther lader øjnene glide hen over værkstedet og studser et øjeblik over ”lidende Kristus” lige op ad ”nøgen Venus”, men fanges hurtig ind af parret Cranachs varme: LUCAS CRANACH: Til Luther: Velkommen min ven. En ære endelig at møde Dem. De skal portrætteres, - sæt Dem ned! BARBARA CRANACH: Noget at drikke, herr Doktor? LUTHER: Tak, fru Cranach, jeg siger aldrig nej! Mester Lucas, står De Kurfyrst Frederik nær? LUCAS CRANACH: Ja, meget. Jeg var også en gang hans gesandt hos kejseren i Mechelen.

BARBARA CRANACH: Lucas malede den lille prins Karl, der siges at blive den næste kejser. Sidder De godt? LUTHER; Ja - den skønneste fred i Deres værksted. LUCAS CRANACH: Ja, et fint sted. Min borg. Midt i livet blev alt pludselig svært. Så flyttede jeg værkstedet hertil, bort fra hoffets hurlumhej. Jeg fik kone og børn. Deres prædikener hjalp mig også. I lyset af Guds nåde, blev problemerne pludselig så små. En sælsom fred, der befriede mig fra uro og angst. Troen - Skriften - Nåden ... LUTHER: Sola fide - Sola scriptura - Sola gratia... De har forstået det vigtigste, Mester Cranach. Men nu taler alle kun om at adlyde eller ikke at adlyde paven. LUCAS CRANACH: Ja, det går vistnok ubønhørligt mod bandlysning af både Dem og Deres kollega Karlstadt. LUTHER: Med frygt i øjnene: Jeg ser, hvordan jeg bliver stegt levende på bålet! Men alle forsøg på forsoning mislykkes. Ingen lytter! Nu kan jeg ikke længere holde mig i ro. Det er nok! Jeg må gå til angreb. BARBARA CRANACH: Så gør de det! De ved allerede, hvordan man prædiker for hele Tyskland via trykpressen! LUCAS CRANACH: Kurfyrsten vil gerne have at jeg trykker og distribuerer det, som De skriver. Og her har vi portrættet, der viser en stærk og trodsig munk! Giver skitsen til Luther, som bliver glad og inspireret af synet.

Han rejser sig for at gå: LUTHER: Måske også satire? Paven som Antikrist? Vi vil nå ud til almindelige mennesker! LUCAS CRANACH: En god idé. Mit værksted kan også lave de billeder. BARBARA CRANACH: Og en ting er sikker, Doktor Martin: De har ordet i Deres magt og folket i Deres hånd.

Scene 4. MØDET MED ERASMUS I KÖLN / LUTHERS BREV TIL PAVE LEO. Samtidige nattescener: I Köln, hvor alle er samlet efter den kejserlige kroning i Aachen, fører Spalatin med fakkel i hånden Erasmus langs de mørke gyder til kurfyrsten, som ønsker at få råd af "lumen mundi". (5. november, 1520)

Samtidig i Wittenberg, ved et vokslys, skriver Luther brev til Pave Leo X. (Brev efter 12. oktober 1520, antedateret til 6. sep., før han modtog bandbullen)

Muligvis ser vi også pave Leo X i Rom, i al sin pragt og autoritet. SPALATIN: Min kære Erasmus! Min herre er meget taknemmelig, for at få lidt af Deres kostbare tid, da nu vores veje mødes her i Köln. ERASMUS: Selvfølgelig står jeg til rådighed. Kurfyrst Frederik er en både klog og magtfuld mand. SPALATIN: Men vi har svære tider. Kejser Karl er kun 19 år. Forholdene usikre. ERASMUS: Ja, tyrkerne rykker frem. Og i Sachsen har I problemet Luther. SPALATIN: Netop. Luther skriver, mere og mere ophidset.

Spalatin og Erasmus når frem til den ventende kurfyrste:

ERASMUS: En ære. Bukker. KURFYRST FREDERIK: Min kære Erasmus, Jeg har brug for et råd fra Dem, vores alles "lumen mundi"! ERASMUS: Til tjeneste, Deres Excellence. KURFYRST FREDERIK: De har selv - med stor elegance! - kritiseret kirkens forfald. Og kritikken griber om sig! En bandlysning er på vej mod to af mine teologer, Andreas Karlstadt og Martin Luther. Det eskalerer på begge sider. Hvad skal jeg gøre? Samtidig om natten, i sit kloster i Wittenberg, skriver Luther i fortvivlelse brev til pave Leo X: LUTHER: Allerhelligste Fader i Gud, Pave Leo! Som din ydmyge tjener, beder jeg dig at lytte! I tre år har jeg ført krig mod tidens ondskab. Men ingen tåler længere sandheden!

ERASMUS: Problemet er frontfiguren, Luther. Hans måde!

LUTHER: Ingen tåler sandheden! Men lyt til Kristus og profeterne: De smigrer ikke! ERASMUS: Han har ret i meget, men er en alt for hidsig mand.

LUTHER: Hellige Fader Leo! Hvad er mere korrupt, end dit hof i Rom?

9 En morderkule, et horehus! Det er ikke længere dig værdigt, Det stinker!

ERASMUS: Da så meget er skrevet i vrede og affekt, skal man ikke straks råbe på kætterbålet. Ikke tirre ham endnu mere! LUTHER: Rom som var himlens port er nu helvedesgabet... En gudløshed værre end tyrkerne ...! SPALATIN: Han synes, at ingen lytter. Han synes, at han bliver krænket og trådt på! LUTHER: Rethaverisk rablende alle detaljer: Hellige Fader, jeg sagde ja til alt! Jeg havde lovet at tie stille ... Men den Satans lakaj i Leipzig ødelagte fredsplanen ...! Skal jeg virkelig brændes på bålet? Synker sammen i fortvivlelse. ERASMUS: Så er mit råd: Bed kejseren om, at han bliver hørt ved den næste Rigsdag, i Worms. Det er altid klogest at gå varsomt frem, så det ikke udarter til uro og strid, - til "tumultus"! Alle gode må elske Luthers frimodighed. Men det synes mig, at man opnår mere ved beskedenhed end ved fremfusen. s.119 Zweig Således har Kristus underlagt sig verden! KURFYRST FREDERIK: Kommer De til Worms, Erasmus? ERASMUS: Kan være. Men jeg er nu ikke en stridens mand. Bukker.

Spalatin følger ham, i lyset af faklen, tilbage til hans hus:

LUTHER: Fortsat til Leo X: Fader Leo! Gud vil vælte de mægtige fra deres trone! Lyt ikke til alle de smigrerende, lyt til dem, der ydmyger dig! Hellige Fader, ... Jeg sender også min seneste bog, ”Om et kristenmenneskes frihed”. En lille undervisning i det kristne liv, hvis du tillader ... En ting er sikker: Jeg har altid talt ærbødigt og godt om dig, Fader Leo!

Scene 5 A. BANDBULLEN 10 dec. 1520 Morgenen gryr. Melanchthon slår, sammen med Karlstadt, et opslag om bogbrændning op på alle kirkedøre. De bakkes op af en flok ophidsede studenter, der deler flyveblade ud med det samme opråb. Melanchthon er nervøs, men beslutsom. STUDENTER: Hånligt syngende: Paven i Rom stinker! Antikrist skal styrtes! Bordellet Rom skal lukkes! Bandbullen skal brændes! STUDENT 1: Læser fra et flyveblad: "Enhver, der er grebet af henrykkelse over skriftens sandhed indfinder sig kl. 9 ved byporten, hvor efter gammel apostolisk skik pavens lov og de ugudelige skolastiske skrifter vil blive brændt.” STUDENT 2: Fortsætter; ”Dette skyldes, at fjender af evangeliet i Leuven, Köln og Mainz har dristet sig til at brænde Luthers fromme bøger!” Kammeraterne jubler. Flere studenter og nysgerrige strømmer mod byporten, hvor ilden allerede brænder. Almindelige mennesker slutter sig til studenterne med slagord og paroler. Stemningen er festlig, men aggressiv. Hjulpet af nogle studerende slænger Melanchthon og Karlstadt den kanonisk ret og Ecks skrifter mm. på bålet, tilskyndet af glade råb. STUDENTER: Rom er nu en morderkule, horehus! Syndens, dødens og fordømmelsens rige! Brænd bøgerne! Brænd loven! Brænd dem!

LUTHER: Træder ind i centrum ved ilden: Paven har sendt en advarsel: "Exurge Domine"!

Løfter bandbullen: "Fordi du har krænket Herrens Hellige, skal evig ild fortære dig. " Han kaster med en demonstrativ gestus bandbullen i ilden. Taktfast jubel. LUTHER: Tysser med en gestus: En lille leg. Vi burde brænde selve pavestolen! Den, der ikke trodser pavens latterlige regime kan aldrig blive salig! Drejer om og forlader pladsen. Forsamlingen opløses i fortsat taktfast jubel. Man føler massens utøjlede kraft.

B. OPTOG ”LEVENDE SATIRER” / LEVENDE FLYVEBLAD Mens de ældre trækker sig tilbage, sætter studenterne gang i et hadsk karnevalslignende optog. De klæder sig ud og trækker vogne frem. STUDENTER: Paven i Rom stinker! Antikrist skal styrtes! Bordellet Rom skal lukkes! Bullen er brændt og borte! Optoget drager frem gennem Wittenberg gader. Studenter oppe på vognene agerer djævle, paven som Antikrist og æsel, kardinaler som svin og ulve, apokalypsens udyr, den babyloniske skøge og fråseriet i Rom, med madorgier, luksus og sex - alt som iscenesatte levende flyveblade. Andre studenter følger jublende og syngende efter. Den grundlæggende stemning er, at være snydt og at hævne sig. Langs vejen står entusiastiske men også forfærdede tilskuere, herunder Melanchthon. Studenter i følget begynder på en smædesang, illustreret med vilde tableauer på vognene. Andre tilskuere falder ind og synger med på omkvædet og hadet eskalerer. Første vers: Paven har forkastet Guds lov, og får derfor en ny af djævelen. Vi ser paven som Antikrist få råd fra djævelen, som taler fra en busk, ligesom Gud talte til Moses. STUDENTER: Fra paven love og regler flød, det ender i den evige død. Det som ikke Gud har befalet, kommer fra selve DJÆVELEN!

Den æsel-pave i djævelsk pagt! Papa pave-stank, papa papa papst Papa pave-stank, papa papa papst …det æsel-svin!

Vi ser salg af afladsbreve, grådige munke og tyrkere i gigantiske turbaner. Penge flyver Andet vers: Pavens grådighed spottes i luften, de fattige plyndres og pavens rigdom vokser. STUDENTER: Af skatter har paven kisten fuld, med aflad og med tyrker-guld. Med fund i mængde og simoni, - af pengetricks er der rigelig! Den æsel-pave i syndig pragt! Papa pave-stank, papa papa papst Papa pave-stank, papa papa papst …det æsel-svin! Melanchthon på sidelinjen bliver ilde til mode. For første gang er situationen ude af kontrol. Protesterne har fået sit eget liv.

Scene 6. SPALATIN: Doktor Martin har ydmygt bedt Erasmus om støtte, om en lille anerkendelse. Svaret er kommet. Melanchthon rækker hånden ud efter brevet og læser. Måden og metoderne skræmmer ham. Han vil dæmpe og advare! MELANCHTHON: Læser videre i brevet og ser op på Spalatin: Som humanister er vi da lidt enige ..? Vi må få Luther til at forstå, hvad han mener! SPALATIN: …hvis han nu KAN forstå. LUTHER: Entré. Bliver mistænksom ved stemningen: Hvad drejer det sig om? SPALATIN: Svaret fra Erasmus ... LUTHER: Lyser op Endelig! SPALATIN: Han er enig i, at der er brug for reformer, men maner til forsigtighed.

LUTHER: Hvad? MELANCHTHON: Han skriver, at der er forskel på at kritisere noget, eller som du, at ANGRIBE. SPALATIN: Det er bare måden. At du skal dæmpe dig. MELANCHTHON: At din voldsomme måde at udtrykke dig på, kan ophidse folk og føre til uro og strid, til "tumultus"... LUTHER: Dæmpe mig? Men hvad skal sværdets æg til for, hvis den ikke skærer? Guds ord ER krig og forargelse. En gift! Man kalder min nyeste bog en krigstrompet. Den er også fuld af frihed og stridslyst. Men folk kan lide den. Solgt i tusindvis, og kan ikke trækkes tilbage! MELANCHTHON: Mere og mere beklemt: Men hvordan kan du lade være at lytte til Erasmus? Hele Europa spørger ham jo til råds? LUTHER / ARIE: Griber fat i Melanchthon og ser ham dybt i øjnene: Hvad mener du, min elskede Philippus, min Griechlein! Jeg siger sandheden! At tro er at være sikker i sin sag. I al sin vaklen og tvivl er Erasmus Guds fjende! Inderligt: Gud åbenbares ikke blandt kloge og lærde, men i dårskaben og ondskaben... i lidelse og svaghed ... "Sub contraria specie": Død er liv! Profetisk glødende, mens han med sit blik indfanger Spalatin og Melanchthon: Og glem ikke: Satan sover aldrig! Gud har befalet mig, at jeg prædiker og dømmer, som en af apostlene i de tyske lande. Om nødvendigt, med ild, sværd og blod!

Opfyldt af ro, tro på Gud og tro på sig selv, drejer han om og forlader sine nærmeste betroede helt målløse.

SPALATIN: Til Melanchthon: Ind imellem er han skræmmende. De fortsætter ud i folkemylderet på torvet.

Scene 7. ”CRANACH II”. HELGENBILLEDER SOM SKRALD & EN MILD MUNK. Liv og leben på torvet. Barbara og Lucas Cranach læsser og sender vogne afsted, fyldt med pamfletter og polemiske skrifter. Fra den anden side kommer Karlstadt, der overvåger en transport med demonterede altre, helgenbilleder og orgler. Nogen græder, laver korstegn og river et fragment af en smadret Madonna til sig BARBARA CRANACH: Får nogle store pengepunge og sender transporten afsted. Til Karlstadt, som lige passerer med sin vogn: Her går det vist voldsomt for sig! KARLSTADT: Afgudsbilleder på altre er djævelens påfund. BARBARA CRANACH: Råber efter ham: At fjerne billeder er da at erkende, at de har magt! Har De aldrig tænkt over det, Andreas Karlstadt?! Ser Luther på afstand og råber: Doktor Martin, kan De ikke holde styr på den mand? Hvad skal vi leve af, når billedstormerne tager magten? LUTHER: Kommer nærmere Selve de gudløse genstande må væk, fru Cranach, hvis vi skal udrydde de falske ceremonier! LUCAS CRANACH: Kommer ud for at laste en ny vogn. Lærlinge bærer stakke af pamfletter mærket med bestemmelsessted: Strassburg, Zürich, Nürnberg, Heidelberg, etc. Til Luther: De kan jo også bruges til Deres fordel! Tager en stor pakke med grafiske blade fra vognen og løsner snoren. Viser: Som denne her: Et nyt portræt af den milde augustinermunk Martin! BARBARA CRANACH: Kurfyrsten syntes, at det gamle var for trodsigt. At De lignede en rebel.

LUCAS CRANACH: Så nu er De en harmløs og from munk! Lægger pakken tilbage: Vi har trykt tusinder. De vil også blive solgt på gaden i Worms, når De skal forhøres på rigsdagen. LUTHER: Grebet af angst: De har lovet mig frit lejde, ind i vilddyrets gab! Men jeg tror ikke, at jeg vil komme levende tilbage ... BARBARA CRANACH: Det gør De, Doktor Martin. De klarer det. Og jeg har også brug for en gudfar! (Peger på sin mave) Intermezzo - triumftog til Worms. Luther prædiger langs vejen og drikker og spiller lut som en Orpheus med lyren på værtshusene.

Scene 8. RIGSDAGEN I WORMS. 17-18 april 1521 A. BØN I en blanding af vrede og frygt beder Luther til sin Gud Fader i natten i måneskinnet i sin klostercelle, før at han, den næste dag, skal høres foran kejseren i Worms. LUTHER: Gud, stå mig bi mod al verdens fornuft og visdom! Kan du høre mig, Gud? Er du død? Nej, du kan ikke dø ... du skjuler dig bare... Jeg vil stå foran al verdens store mænd ... Klar til at ofre mit liv ... som et lam ... B. FORHØR De delegerede - fyrster, kardinaler, diplomater og repræsentanter for de kejserlige byer fylder salen. Der åbner sig et hul, og vi ser Luther foran forhørslederen, Dr.von der Ecken fra Trier, og kejseren. På et stort bord er alle Luthers bøger og pamfletter stablet. Vi ser bogstaveligt talt for vores øjne hans voldsomme publicistiske aktivitet. DR. VON DER ECKEN: De har nu længe nok trættet os med endeløse talestrømme, endeløse digressioner. Kan vi så komme til sagen! Har De, Martin Luther, forfattet disse bøger?

LUTHER: Går hen til bordet: Ja, de er alle mine.

DR. VON DER ECKEN: Tilbagekalder De, hvad De har skrevet? "Revoco ..."! LUTHER: Forsigtigt men fast: Deres kejserlige højhed, højst ærede fyrster: Nej. I det jeg har skrevet om tro, er jeg bundet af Skriften. I min kritik af kirken siger jeg kun, hvad også almindelige mennesker oplever og mener. Pavens tyranni har plaget og udsultet tyskerne. At tilbagekalde ville være, at åbne døren på vid gab for denne monstrøse gudløshed! Jeg kan og vil ikke handle mod min samvittighed. DR. VON DER ECKEN: Der er intet at diskutere. Deres kætterier er de samme som Jan Hus' og dem har koncilet i Konstanz allerede fordømt. Kejseren hvisker noget til Dr. von der Ecken, der nikker og fortsætter: Mener De, at konciler kan fejle? LUTHER; Med kraft: Ja! Og det kan jeg bevise! KEJSER KARL V: Rejser sig Tak! Det er nok! LUTHER: Mens han hårdhændet føres bort: Alene Guds ord er ufejlbarligt! C. SELSKAB - MENINGER BRYDES. Mødet opløses og overgår i et luksuriøst aftenselskab. Mad og drikke bæres ind. Kvinder kommer til. Der samtales i grupper med forskellige stemninger og energi. Luther selv venter i angst og næsten bevidstløs i sin munkecelle på, hvad han tror bliver kætterbålet. GEORG AF ALBERTINSKE SACHSEN: Et vildsvin i vingården! Som sanktionerer, at alle fortolker Bibelen, som de selv vil! PHILIP AF HESSEN: Nu 16 år: Men var det ikke imponerende? Han følger sin samvittighed! KVINDE 1: Tager frem et af Cranachs tryk med den blide munk: I har da set, hvordan Luthers billede bliver kysset, som var han en helgen, i gaderne i Worms?

GEORG AF ALBERTINSKE SACHSEN: Det er væmmeligt! Jeg sover ikke roligt, før denne bror Martin er på bålet! Og hvorfor er Erasmus her ikke? Hvor er Erasmus? I en anden gruppe: DIPLOMAT: Ligesom Jan Hus i Konstanz vil han føle ilden brænde… KVINDE 2: Henrettelsen af Hus gav jo bare kætteriet vind i sejlene! KVINDE 3: Hvad sker der, hvis Luther bliver dræbt? DIPLOMAT: Kurfyrst Frederik vil ikke tillade, at den lille kejser blander sig i Sachsens affærer. Tredje gruppe: KARDINAL 1: Ser sig rundt at ingen hører: Vi vil jo alle, at kirken reformeres. KARDINAL 2: Ja, men ikke at den raseres! KARDINAL 1: Vi ligger som vi har redt. Hvornår så vi mage til pave? Ikke kun korrupt, men også uden dømmekraft! KARDINAL 2: Han har hele tiden undervurderet denne munks farlighed! Fjerde gruppe: Afsides, inklusive Spalatin: PHILIP AF HESSEN: Gør kejseren ham fredløs?

KURFYRST FREDERIK: Muligvis. Men hans popularitet i Tyskland er allerede som en feber... Han kan og skal ikke henrettes. Spalatin! Få fat i ham. Nu.

Afbrydes af fanfarer. Kejeren ud i procession med blæsere i front. D. SAMMENBRUD Spalatin tager sig af Luther, som er brudt sammen i frygt og spænding. Et par vagter holder ham fast. LUTHER:

Djævlene tager mig… den Satan… sover aldrig!

SPALATIN: Jag er her! Spalatin! Du klarede det! LUTHER:

De lyttede ikke…jag bliver stegt som en gås! …den Antikrist …den Satan…

SPALATIN: Rolig, jeg er her. Du bliver ikke stegt. Du har frit lejde! Vi gemmer dig væk…Rolig! Giver et tegn til vagterne at slæbe ham med sig, og følger selv efter.

Scene 9. ”TYSKERNE ER NU SOM BESATTE” A. FANATISMENS ILD ER LØS Mennesker myldrer frem: Massen er sat i bevægelse, og verden er vendt på hovedet i troen på forandring. Skræk - destabilisering - frihed! Pandoras æske har åbnet sig. Kor, dialoger, kaos. Mange har bibler, pamfletter, flyveblade og hamre. En efter en kommer de forskellige grupper og personer i centrum: ALLE: ”Et kristenmenneskes frihed!” Vi adlyder kun Gud! Befriet i Kristus styrter vi Antikrist! Men hvor er Luther? STEMME: (sopran) Den store Erasmus flygter! Studenterne vælter hans kateder ...!

ERASMUS: På flugt med overtøj på, en stak papir i hånden og med en tjener der haster afsted med hans kufferter på en vogn:

Tyskerne er nu som besatte! Ingen kan redde sig fra dette vanvid! Åh, denne Luther-tragedie, Hvis blot den var standset i tide! Vi ser en kernegruppe af radikale studenter, lige som i optoget (Scene 5B) i dyremasker: De parodierer messen, de latterlige ceremonier og de fede munke: ALLE: Vi blev snydt af fede klerke, Djævelens lakajer! Tilbage til Skriften! Tilbage til Kristus! Troen alene, "Sola fide!" STUDENT MED MASKE: Ahhhh! Den hellige St. Benno! Åbner låget på det store relikvieskrin på fod: Hvad har vi her?! Hesteben? Koben? Griner og smider benene over skulderen og smider relikvieskrinet på en vogn. ALLE: Men hvor er Luther? FRANCISKANERMUNKE: Angriber et statue af deres egen Franciscus: River reb og tøj af, indtil kun en træramme med hænder og hoved er tilbage. Flår hovedet af. Vi var slaver af dig Franciscus! Slaver! Tilbage til Kristus og korset! Bønder kommer bærende på en kæmpe Madonna i sort silke og guld, som en parodisk påskeprocession: ALLE: Smid hende i floden! Se om hun flyder! Se om hun er en heks! STEMME: (alt) Én synder er nok, for at hidlokke pesten, sulten og jordens undergang! Men hvor er Luther? ERASMUS: Skjuler sit ansigt, mens han med sin tjener sniger sig gennem fjendtlighederne: Fanatismens ild er løs... Kan jeg nå ud af landet, før jeg bliver revet i stykker?

BORGERKVINDE: griber Erasmus: Det er dig, Erasmus! Hvorfor flygter Du? Hvorfor gemmer du dig? Hvorfor gør du ikke noget? Erasmus river sig løs og forsvinder i myldret. ALLE: Befriet i Kristus styrter vi Antikrist! Nogle anabaptistlignende "sværmere" kommer i centrum, som på en vanviddets arena. De døber hinanden. En kvinde falder om i kramper. Nogle river tøjet af. MAND: Smadrer sine redskaber: Vi behøver intet! Vor Gud vil give os alt, hvad vi har brug for ... KVINDE: Med afskåret hår: Helligånden taler til mig ...Jeg er Messias! De bliver båret og slæbt væk af ordensmagten. ALLE: ”Et kristenmenneskes frihed!” Vi adlyder kun GUD! Vi kan alle læse Bibelen. Vi er alle præster! ”Et kristenmenneskes frihed!” Vi adlyder kun Gud! B. I STORMENS ØJE: WITTENBERG

http://da.bibelsite.com Aabenbaring 14: 18, 15:1

Stille piller Karlstadt og hans hjælpere billeder, helgenstatuer og altre ned i slotskirken i Wittenberg, akkompagneret af Zwickau-profeternes kontakt med Helligånden. Melanchthon ser til. Stiger og værktøj. Ikke så få ting ender med at blive ødelagt. ZWICKAUPROFETER: Terzet: Tre mænd i simpelt tøj i et hjørne, grebet af Helligånden og som i trance: Halleluja! Åbenbare din sandhed! ... ... Jeg hører dig Gud, Halleluja! ... ... Druerne på jordens vintræ skal afskæres og kastes i Guds harmes store persekar… Og som et tegn ser jeg syv engle med syv plager ... MELANCHTHON: : Kigger hen mod Zwickauprofeterne: Disse Zwickau-vævere. Det føles, som om de rent faktisk har kontakt med Gud! ZWICKAUPROFETER: Fortsat usammenhængende mumlen, som et lydtæppe: ... O tal med mig, Helligånd!

Timen er nær ... Min Gud, i den sidste strid mellem Gud og Satan… SPALATIN: Slår triumferende kirkedøren op: Kære alle! Jeg kommer med Doktor Luther! MELANCHTHON: Du er tilbage! Skynder sig hen og omfavner ham. Luther ser sig rundt på alle de nedpillede billeder. Hans blik møder en af Zwickau-profeternes: ZWICKAU-PROFET: Ser med blanke øjne på Luther: Doktor Luther! Gennem mig taler den Hellige Gud. Han siger at ... LUTHER: Forvirret og rasende: I skal ikke fortælle mig, hvad Gud siger!! Forvind, I sværmere! Tager fat i den, der talte og kaster ham mod døren. Hele gruppen trækker sig skræmt væk. Til Karlstadt: Og du gør vist, hvad der passer dig? Kaos og billedstorm! Karlstadt! Hvem tror du, at du er? KARLSTADT: Stadig med et nedmonteret billede i hånden: Undskyld mig, men nu er du jo ikke den eneste reformator her i byen. LUTHER: Er på grænsen til, fysisk at gå løs på Karlstadt: Hvad fanden ...! SPALATIN: Griber Luther i armen og siger pludselig fra: Doktor Martin! Her er der mange, der gør en indsats. Hvad var der sket, hvis vi ikke havde holdt dig skjult på Wartburg? LUTHER: Bliver for et øjeblik målløs. ... Spalatin, jeg ved, hvad jeg har at takke Kurfyrsten for. Og dig. Og min Philippus! Lægger armen om Melanchthon. Men Karlstadt?! Over mit lig! Slår hånden ud mod de nedtagne billeder og de smadrede statuer.

KARLSTADT: Har fået nok. Martin Luther; Du ser vist dig selv som konge af reformationen! som den nye tros egen pave! Men det bliver uden mig! Smider hvad han har i hænderne og går, men vender sig om til en afskedssalut: Du tager også gruelig fejl, i din glorificering af Paulus og hans Romerbrev! Han er ingen Jesu Apostel, ingen profet. Hvæsende og hånligt: Og det er du heller ikke, din opblæste klerk! SPALATIN: Vent, Doktor Karlstadt! Luther og Melanchthon er alene tilbage. LUTHER: Tager noget rystet fat i Melanchthon: Så slap vi for ham. Nu er det dig og mig, min Philippus! Nu må forvirringen ophøre og troens orden indtræde ...!

Scene 10. (Septemberbibelen 1522. Nonnernes flugt 4-5 april 1523) A. ”CRANACH III ”: KAMP OM TRO OG SJÆLE I værkstedet tårner pamfletter sig op, og man er i gang med Bibelen i Luthers ny oversættelse. Bibler og katekismer læsses på vogne og bliver kørt afsted. Der modregnes i guld og noteres i kassebogen ved et bord. Vi ser også de store portrætter af kurfyrstebrødrene, Luther og Melanchthon, der skal erstatte nedrevne altre og helgener. TRYKKERSVEND: Skubber en vogn med store pakker: To hundrede bibler til Nürnberg, Mester Lucas. LUCAS CRANACH: Fint! Får øje på Luther, som stresset og forvirret inspicerer nogle pairer, blader i en bibel. Martinus! Har du fået skabt ro og orden i byen? LUTHER: Der skal frem for alt prædikes! Glødende! Giver strategien i tre punkter: Skelne mellem vigtigt og ikke vigtigt. Udrense fanatikere og sværmere. En lille katekismus, (viser) så folk kan indøve den sande tro.

LUCAS CRANACH: Også med billeder, ikke? LUTHER: Ja, som i vores Bibel! Jeg har jo smidt Karlstadt ud. Han skal forbydes at skrive og at prædike! LUCAS CRANACH: Virkelig? LUTHER: Ligesom den sværmer, Müntzer, ophidser han bønderne. LUCAS CRANACH: Er Karlstadt ikke i Strassburg? LUTHER: Associerer uden at lytte: Strassburg! Og Zürich! Dér efterligner man os! Den der Zwingli ..! Han hader musik! BARBARA CRANACH: Pludselig ind, afbryder: Glem Zwingli!! Kvinderne er her! LUTHER: Hvad, fru Cranach? BARBARA CRANACH: Har De ikke hjulpet tolv nonner med at flygte fra deres kloster? Nu står ni af dem trætte og beskidte her udenfor. LUTHER: Hans forvirring og stress er puds væk. Ja! Nonnerne fra Nimbschen! Hvilken sejr for den ny tro! LUCAS CRANACH: Barbara, lad dem hilse på Doktor Luther. LUTHER: Tager en liste frem og giver til Lucas Cranach: Jeg leder efter gode mænd at gifte dem bort til. Tre kan bo her, ikke? Ni beskidte, trætte og nærmest kvæstede nonner træder generte og forsigtige ind i værkstedet. LUTHER: Indtager centrum: Modige kvinder, velkommen! Ud i verden og ind i hverdagen! Hvem af jer skrev til mig?

KATHARINA VON BORA: Mig - Katharina von Bora. Gud velsigne Dem, doktor Luther. KATHARINA + NONNER: Mester Koppe fra Torgau kom med sild til klosteret, og vi gemte os blandt tønderne på vej tilbage. Nu lugter vi alle af fisk! LUTHER: Reformationens heltinder! MELANCHTHON: Kommer ind med en korrektur, og ser forbløffet hen på de beskidte nonner: Hvad er dette? BARBRA CRANACH: Til Melanchthon: Nonnerne der rømmede fra Nimbschen. Til nonnerne: I har brug for et bad, nyt tøj og mad! Lucas ser på sedlen, og han og Barbara forsvinder med kvinderne. Luther og Melanchthon er alene tilbage i det store værksted.

B. DEN FRI VILJE LUTHER: Min bibel på tysk og nonner, der forlader klostret: Hvilke sejre for den ny tro! MELANCHTHON: Men ikke alt går godt, doktor Martin. Bønderne peger på dig, når de gør oprør. Og nu støder du de lærde fra dig, med et voldsomt angreb på Erasmus! Svinger med korrekturen til ”Viljens trældom” (De Servo Arbitrio) LUTHER: Gribes af raseri, men bevarer sin ydre ro: De andres bøger har jeg tørret mig i røven med! Men Erasmus’ har jeg læst til ende. Og han angriber hjertet i min teologi. Påstår, at vi har en fri vilje! MELANCHTHON: Jeg tror på nåden som Guds gave. Tager mod til sig; Men jeg tror også - som Erasmus! på fornuften som en gave fra Gud...

LUTHER: Oprigtig ude af sig selv og med et inderligt ønske om at nå sin Phillippus: Guds dårskab er visere end noget menneske! Erasmus spreder sin sleske tale til hele verden! Jeg vil dræbe den Satan med pennen, Jeg vil udslette hele hans sekt!

MELANCHTHON: Med tilsvarende fortvivlelse: Ønsker du også at udslette mig?! Lavt: Du støder alle fra dig. Karlstadt, Erasmus og nu mig. LUTHER: Griber, som så mange gange tidligere, fat i Melanchthon: Nej! Du må ikke forlade mig ... min Griechlein! Alt hvad du skriver er bedre end mit! MELANCHTHON:: Kan ikke stå imod, men har åndsnærvær nok til, at drage fordel af situationen: Doktor Martin! Så for en gangs skyld: Lyt! Bønderne og Müntzer peger på dig, når de gør oprør. Man dem til fred! Man fyrsterne til mildhed! Krigen er allerede nået til Thüringen og dit eget Eisleben....

Scene 11. 13. LUTHER I RUINERNE VED HELFTA. Ca. april 1525 Luther, for første gang uden munkekutte, står i ruinerne af det berømte cistercienserkloster Helfta ved Eisleben, der er brændt ned og ødelagt af de fremstormende bønder. Her levede i 1200-tallet tre berømte mystikere: Gertrude af Helfta, Mechthild af Hakeborn og Mechthild af Magdeburg. Røgen ulmer. Grædende og kvæstede nonner er spredt i ruinerne. Forbrændte skulpturer af Maria og Sankt Anna stirrer dødt på os. Nonner løfter grædende disse hellige, ramponerede objekter op og tilbeder dem. Vemod, tragedie. En aggressiv og blandet flok af bondekrigere er blevet tilbage, bevæbnet med leer, plejle og knive. De søger planløst efter værdigenstande i ruinerne FORVIRRET EKSISTENS: Med gale øjne. Genkender Luther: Sååå ... du er kommer hjem til dit Eisleben! DU - Martin Luder! Se! Vores hellige Helfta, Mystikkens krone, i ruiner ...!

Hvæsende: Du spredte hadet! Du tændte ilden! NONNERNE: Forstår, at det er Luther, omkranser ham og presser sig tæt på. Han bakker i forvirring og falder over en murrest. Du tog det fra os! Kvindernes liv i fromhed og lærdom! Vores bøger er aske, vores liv er i aske. Ingen havde større lærdom end Gertrud af Helfta! Mechthild af Magdeburg! Her fandt vi guddommelighedens strømmende lys… Forstår du, hvad du har gjort? Forstår du, hvad du aldrig forstod? Luther river sig løs og væk, blot for at stå ansigt til ansigt med nogle af de bevæbnede bondekrigere: BONDE 1: Vi adlyder kun Gud, ikke mennesker! BONDE2: "Sola Scriptura" - vi følger Dem, Martin Luther! Og Müntzer! En af bondekrigerne antaster en nonne, men får pludselig travlt med at komme videre, da fra den ene side nogle bevæbnede munke, og fra den anden side svært bevæbnede lejesoldater nærmer sig, herunder fyrsternes hærfører Philip von Hessen, der inspicerer ødelæggelserne. LUTHER: Men ... men ... lille Philip… af Hessen? Er det Dem? Fører De kommandoen mod bønderne? PHILIP af Hessen: Ja, Doktor Luther, det er mig. LUTHER: De er jo kun, kun ... PHILIP AF HESSEN: ... kun 20 år, ja. Og tak, jeg har allerede set for meget. LUTHER: Herr landgreve Philip; Jeg ville ikke dette! PHILIP AF HESSEN: Svarer i hast og går videre Ikke desto mindre tændte De lunten! Helvedet er fuldt af gode hensigter ... FORVIRRET EKSISTENS: Stikker sit hoved lige op i ansigtet på Luther, og griber hans arm: ... sagde den hellige Bernhard! Et helvede af gode hensigter!

LUTHER: Slår sig fri. Fyldes af rædsel, fortvivlelse og raseri: Raseri: Jeg manede til fred! Jeg manede til mildhed! Hvad hjalp det? Jeg fordømmer disse myrdende og plyndrende horder af bønder, der trodser den guddommelige orden! Fortvivlelse tager overhånd: Gud selv har indsat den verdslige magt. Fyrsterne! Det er øvrigheden der skal bære Guds vredes sværd. Ikke bønderne! Stik ned, slå og dræb alle som I kan, som man dræber en gal hund! Frygt: Dette oprør er Satans værk. Verdens undergang kan ventes når som helst. Jeg, Martin Luther siger: Slå dem ihjel!

------

PAUSE -----