SAMMEN 1/2026 - Et magasin om diakoni by Menighedsplejen i Danmark

Mission og diakoni

Indhold

Diakoniens mål er en bedre verden for alle

Genbrugsbutikkerne er en del af kirkens virke i verden

Mission uden diakoni bliver abstrakt

Diakoni og mission i Fisken & Brødet på Vesterbro

Diakoni og mission: En dyb sammenhæng

Når solidaritet bliver til håb

Diakoni er kristen tro i praksis

Kontingent

14-15 10-11

Diakoni og mission i kirkernes samarbejde med andre aktører 16-17 12-13

Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook 21

HUSRUM – et sted at høre til Om diakoni og mission i en kirkelig social NGO

Årsmøde 26 – Diakoniens morgengry

22-23

18-19 24-25 26-27

Om Sammen

Sammen er Menighedsplejen i Danmarks blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Deadline for næste nummer er 1. august 2026

ISSN - Nr.: 1396 – 88803 4-6

Forsidefoto:

Diakoni i Indien, Jacob Zakarias Eyermann

Redaktion: Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Layout: Anja Richardt Krabbe Marketing & Design

Diakoni og Mission –skelne men ikke adskille

Vi har en lang tradition for at skelne mellem det åndelige og det verdslige, religion og politik, kirke og stat. Det er en skelnen, der går tilbage til Luthers to-regimentelære. Luther skelnede mellem det åndelige og det verdslige, mellem Guds rige og verden. De to regimenter (styremåder) havde hver sine redskaber: I Det åndelige rige havde man kun ordet som virkemiddel. I det verdslige regimente kunne man bruge våbenmagt for at gennemføre sin vilje. For Luther var det vigtigt, at Kirken på den ene side ikke havde verdslig magt, og på den anden side var det også vigtigt, at staten ikke havde åndelig magt. Men Luther adskilte ikke de to ”regimenter” eller ”riger”. Han skelnede mellem dem. Det betød blandt andet, at Luther selv ind imellem prædikede direkte ind i politiske sager. Det kunne være skolespørgsmål eller spørgsmål om militærtjeneste.

Hvordan skal vi i vores lutherske tradition se på forholdet mellem diakoni og mission?

Nogle mener, at diakonien helt skal adskilles fra mission. Diakoni skal kun være et socialt arbejde uden nogen form for forkyndelse eller mission. Diakonien skal bare være kirkens svar på den nød, som man møder. Og der skal ikke være nogen sammenblanding mellem Mission og diakoni. Diakonien begrundes ud fra dette perspektiv udelukkende humant. Andre mener, at både diakoni og mission skal begrundes kristeligt. Både diakoni og mission/forkyndelse er en del af kirkens egentlige væsen. Og der er en nødvendig sammenhæng mellem tjeneste og spiritualitet. Tjeneste og spiritualitet hedder tilsammen diakoni, understreges det. Kirken er sendt med ordets forkyndelse, og det er både et verbalt og et praktisk sprog, der skal benyttes - det verbale sprog er forkyndelse (mission), det praktiske sprog er diakonien. Hvis vi skal blive i Luthers sprogbrug, så skal der skelnes mellem de to sprog, men de skal ikke adskilles.

Der er mange tegn på, at vi lever i en tid med store opbrud. Flere og flere taler om åndelig oprustning. Og det kan jo være mange ting, men mon ikke noget af essensen er en besindelse på vores åndelige arv. Det er tankevækkende, at Danmarks Radio nu skriver Kristendommen ind i sit arbejdsgrundlag. Er det ikke en del af denne åndelige oprustning?

Kirkerne i Holstebro har for flere år siden haft samtaler med ledelsen i den boligsociale helhedsplan om, hvad religionsfrihed egentlig betyder. Er religionsfrihed det samme som frihed fra religion? Eller kan religionsfrihed være frihed til religion? Der er en stigende erkendelse af, at religion ikke kun er en del af problemet, men også kan være en del af løsningen. Der skal skelnes, men ikke adskilles. Og der skal være frihed både til og fra religion.

Hvordan få en praksis, hvor der skelnes mellem diakoni og mission, uden at de adskilles?

Jeg tror, at vi skal erkende, at vi ikke kan isolere det åndelige og det verdslige helt fra hinanden. Det hænger sammen. Mission og diakoni skal heller ikke adskilles, men vi skal skelne mellem dem. Og det helt ned i det praktiske, som når de kirkelige natteravne – Kirke Care - er til stede diakonalt i nattelivet med ”Lydhørhed, omsorg og tryghed”. Men hvis nogle ude i nattelivet udtrykkeligt spørger om tro, så skal man da svare eller henvise til nogen som kan samtale om problemet –altså imødekommelse af åndelige behov. For man skal selvfølgelig skelne mellem diakoni og mission, men man skal ikke adskille. Det er kirkens sprog begge dele. Begge perspektiver er nødvendige dele af Kirkens væsen. Og vi skal som kirke imødekomme både legemlige og åndelige behov.

Erik Ladegaard Formand for Menighedsplejen i Danmark

Diakoniens mål er en bedre verden for alle

Af generalsekretær Mette Møbjerg Madsen

Lige nu er et forslag til en ny menighedsrådslov på vej gennem Folketinget. I lovens § 1, stk. 2, kommer der til at stå, at ”menighedsrådet er ansvarlig for folkekirkens virke i sognet og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission”.

Liturgi (leiturgia)

til Asien og Afrika for at omvende lokalbefolkningen. Nogle steder blev missionen koblet sammen med nødhjælp, hvor modtagerne af mad eller lægehjælp skulle overgå til den kristne tro for at få adgang til disse goder. I den sammenhæng kan man se maden og lægehjælpen som udtryk for diakonalt arbejde.

Fællesskab (Koinonia)

Forkyndelse (kerygma) Tjeneste (diakonia)

Disse betegnelser har tidligere været brugt i betænkninger initieret af Kirkeministeriet til at beskrive folkekirkens kerneopgaver. De to første punkter i folkekirkens kerneopgave er der sjældent nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorimod de sidste to ikke er noget, alle folkekirker har fokus på. Men hvorfor er det sådan, og hvad betyder mission og diakoni egentlig?

Det at være kirke – kirkens dimensioner

Hvad er forskellen på mission og diakoni?

Man kan se på begreberne hver for sig. De fleste, der tænker på mission, ser en hvid tropehat for sig og tænker på de europæiske missionærer, der i kolonitiden drog

Denne sammenblanding af mission og diakoni betød, at nogle fik oplevelsen af, at missionærerne tvang eller købte sig til tro hos lokalbefolkningen. Tidligere missionær på Madagaskar og sognepræst i folkekirken, Lars Mandrup, skriver:

”Det diakonale arbejde er undertiden blevet forstået som en måde, hvorpå man kan få en naturlig kontakt og berøring med mennesker, hvorefter man så kan forkynde evangeliet for dem. I nogle tilfælde er den hjælp, der blev givet til fattige og sultne mennesker, blevet set som en genvej til at omvende mennesker til at blive kristne. … Mange missionærer, som har været beskæftiget med sådanne opgaver, har følt sig som andenrangs-missionærer og deres opgaver som sekundære opgaver1”.

I den moderne mission er der en langt større bevidsthed om ikke at sammenblande mission og fattigdomsbekæmpelse. Hjælp til overlevelse skal gives til alle uanset tro, køn og etnicitet. Jakob Egeris Thorsen skriver i

1 Mandrup, Lars – https://kirkeforalle.dk/naar-helheden-af-evangelisering-og-diakoni-brydes/

bogen ’Diakoni – perspektiver og pejlinger’, at diakonale organisationer i dag gør en dyd ud af at understrege, at de ikke forkynder, hvorimod diakoniens fædre i 1800-tallet så kirkens sociale arbejde som en del af arbejdet med at evangelisere folket.

I Danmission drøfter man i denne tid, hvorvidt ordet "mission" skal fjernes fra navnet, da det har en negativ klang. Forholdet mellem dialog og mission har ligeledes været diskuteret. Her har man anset dialog som en tilgang til mission, hvor troen ikke skal påduttes nogen, men hvor man gennem en ligeværdig samtale skaber nysgerrighed eller interesse for troen. Dialog betyder ikke, at man skal nå en fælles konklusion, men at man taler sammen for at blive klogere på troens forskellighed. Mission handler således ikke længere om at overbevise nogen, men om at give adgang til viden om kristendommen.

Men hvad er så forholdet mellem diakoni og mission, hvis missionen handler om omvendelse og diakonien om maduddeling og fattigdomsbekæmpelse?

Er diakoni og mission forskellige typer handlinger?

Er det gennem handlingerne, at mission og diakoni adskiller sig – så den ene handler om gudstjenester og samtalegrupper, mens den anden handler om suppekøkkener og væresteder? Det korte svar er nej. Man kan ikke adskille mission og diakoni på den måde, for diakoni handler om, hvordan vi møder mennesker, og ikke kun om hvad vi gør. Som det synges i salmen: ”Menneske, din egen magt – Gud

Det er vigtigt, at vi lærer af historien og ikke lader diakonien være ”lokkemad” for missionen. Samtidig må troen bag diakonien ikke blive så usynlig, at man ikke kan se den motivation, der ligger bag. Diakonien er en væremåde, der skal skinne igennem som cremen i en lagkage, der kan smages i alle stykker af kagen.

har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød”.

Diakonien handler om mødet med vores medmennesker. På den måde kan en koncert i kirken være en diakonal handling, hvis man overvejer, hvordan koncerten kan bidrage til at vise næstekærlighed og skabe et inkluderende fællesskab. Det samme gør sig gældende for kirkekaffen; den kan være inkluderende eller ekskluderende alt efter, hvordan den er planlagt. Dansk Diakoniråd definerer diakoni således:

”Diakoni er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed. Diakoniens forankring er troen på den treenige Gud. Mennesket er skabt i Guds billede til at være medmenneske”.

Derfor skal diakoni ikke forstås som en bestemt aktivitet, men nærmere som det kit der binder alle kirkens aktiviteter sammen. Det der indgår i alle led af kirkens arbejde. Missionen kan også rumme diakonien, hvis der i mødet med den anden er fokus på næstens behov frem for at nå frem til en omvendelse.

I Menighedsplejen i Danmark har vi mange aktiviteter, hvor der ikke må indgå forkyndelse eller mission, såsom sorggrupper, par-grupper og sommerlejre. Samtidig opstår der ofte her spontane samtaler om tro, fordi deltagerne

Fortsættes side 6 

Diakonien handler om, at den for tiden stærke hjælper den for tiden svage

Jan Lindhardt

er nysgerrige på de frivilliges motivation for at være med. Man kan altså ikke definere forskellen mellem mission og diakoni, som forskellige handlinger, men som forskellige fokusområder i den samme handling.

Forskel på målgrupper?

Kan man adskille mission og diakoni gennem de forskellige målgrupper, som de har fokus på? Her er svaret også nej. Tidligere biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, sagde engang: ”Diakonien handler om, at den for tiden stærke hjælper den for tiden svage”. På den måde kan vi alle få brug for diakoni, for vi kan alle blive udsatte – hvad enten det handler om skilsmisse, dødsfald eller arbejdsløshed. Diakoni handler således ikke kun om særligt udsatte, men om alle mennesker, da vi alle er sårbare.

Samtidig er der en oplevelse af, at omverdenen skelner mellem målgrupper, således at det offentlige ikke ønsker at støtte forkyndelse, når det handler om udsatte, men godt vil støtte det, når det handler om soldater. I KFUM’s Soldatermission støtter det offentlige f.eks. uddeling af lommebibler, mens andre offentlige fonde truer med at fjerne støtten, hvis der forkyndes på de aktiviteter, som der er doneret midler til. I projektet ’Fisken og brødet’, der uddeler mad på Vesterbro, har man sørget for, at der ikke er en præst til stede ved selve uddelingen, men at man kan tale med en præst i kirken ved siden af, hvis man har lyst. Der er således en tydelig adskillelse mellem uddelingen af fødevarer og forkyndelsen, som kan tilvælges. Alle kan have brug for både diakoni og mission, men det er vigtigt at være bevidst om, hvorvidt missionen er et tilbud eller et fast element i aktiviteten.

Har mission og diakoni forskellige mål?

Det Lutherske Verdensforbund skriver: ”Balancen mellem diakoni og forkyndelse er en af diakoniens største udfordringer”. En af diakonikoordinatorerne, der er ansat i det projekt i Viborg Stift, der er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, definerer forskellen mellem diakoni og mission som forskellen mellem de fire rum i templet i Jerusalem.

Her er diakonien lig den "hedenske forgård", hvor alle kunne færdes, og missionen er lig rummet, der kaldes "det allerhelligste", hvor man mente, at Gud var tilstede. Rent visuelt kan man adskille tingene ved at bruge forskellige rum, men teologisk er det en udfordring, hvis man antyder, at diakonien er længere væk fra Gud end missionen eller forkyndelsen. Der er ikke noget, der teologisk kan begrunde, at missionen er vigtigere end missionen. Begge dele er vigtige elementer i kirken og begge

hører til, hvis kirken skal være kirke. Forskellen mellem mission og diakoni skal snarere ses i målet: Diakoniens mål er at hjælpe den enkelte og skabe en bedre verden for alle – at lade drømmen om Gudsriget skinne frem på jord. Missionens mål er at bidrage til den enkeltes omvendelse og tro ved Helligåndens hjælp.

Genbrugsbutikkerne er en del af kirkens virke i verden

Af generalsekretær Mette M. Madsen

I Menighedsplejen i Danmark ser vi genbrugsbutikkerne, som kirkens forlængede arm. En af butikslederne på Frederiksberg har engang udtalt, at Kirkens Genbrug er kirkens åbne dør, hvor alle mennesker kan finde et fællesskab. I butikken på Frederiksberg er der for eksempel mange med en anden nationalitet end dansk, der er blevet en del af fællesskabet og lært at tale godt dansk. Dette er ikke en enestående bedrift for butikken på Frederiksberg, også i Bevtoft ligger der en genbrugsbutik, som er kirkens ’åbne dør’, der inviterer til fællesskab og kaffe.

Sognepræst i Måbjerg og Ellebæk sogne Martin Boje Christen udtrykker det således: ”Butikkerne er altså i sig selv et vigtigt stykke diakonalt arbejde og et vindue udadtil for kirkerne og menighedsplejerne i Holstebro. Butikkerne bliver mødesteder, hvor man kommer i kontakt med mange mennesker. Vi ser det som en kvalitet, at kirkefolk og byfolk, naboer og andre bekendte har mulighed for at mødes og samarbejde i nogle konkrete projekter, som har relevans både for kirken og for hele vores lokalsamfund”.

I Menighedsplejen i Danmark ser vi butikkerne, som en form for schweizerkniv, der gør godt på mange forskellige måder. For det første skaber de fællesskab gennem konkrete projekter og opgaver, som kræver koordination og engagement. For det andet skaber de

venskaber, fordi folk lærer hinanden godt at kende. For det tredje sikrer de, at gode ting får nyt liv. For det fjerde sikrer de, at mennesker, der måske ikke har så mange penge, også kan få råd til kvalitetsprodukter. For det femte sikrer butikkerne finansiering af diakonale projekter lokalt og nationalt såsom julehjælp og Folkekirkens Feriehjælp.

Sognepræst i Måbjerg og Ellebæk sogne Martin Boje Christen formulerer butikkernes rolle i Folkekirken således: ”Kirkeligt og teologisk indgår butikkerne, som en del af skabelsesteologien. Det betyder noget afgørende, at vi begynder den kristne trosbekendelse med at ære Gud som himlens og jordens skaber. Resten af trosbekendelsen skal forstås ud fra det fortegn. Det vil sige, at troen på Sønnen, Jesus Kristus, og troen på Helligånden samt kirkens funktion i verden skal sammentænkes med troen på Gud, som himlens og jordens skaber”.

Det betyder, at ligesom søndagens højmesse er en vigtig del af Guds virke på jorden, så er genbrugsbutikkerne også en del af kirkens kerneopgave, der bidrager til at tage forvalterskabet af verden alvorligt ved at genbruge eksisterende produkter samt ved at forkynde gennem næstekærlige handlinger. Tak til alle de frivillige, der gør dette arbejde muligt og tak til alle, der donerer og køber i genbrugsbutikker. 

Diakoni og mission i kirkernes samarbejde med andre aktører

Af Jonas Adelin Jørgensen, Akademisk medarbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Måske er du blevet mødt med spørgsmålet: ”Nu missionerer I vel ikke?!”. I samarbejdet om diakoni med ikke-kirkelige aktører handler det spørgsmål oftest om, at de aktiviteter og initiativer, som kirker og menigheder er engageret i, ikke må eller bør være lokkemad for medlemshvervning. Det diakonale område, hvor vi ofte har med udsatte og sårbare mennesker at gøre, kræver nemlig både hjerte og omtanke. Derfor rejser spørgsmålet sig: Hvordan skal vi tænke om forholdet mellem diakoni og mission, kirkens sociale arbejde og kirkens trosmæssige motivation for at engagere sig i det sociale arbejde?

Ved at dykke lidt ned i hvad vi egentlig skal forstå ved begreberne ’mission’ og ’diakoni’ vil vi i denne artikel forsøge at optegne en ramme og nogle retningslinjer for hvordan vores diakonale arbejde og vores mission som kirke hænger sammen.

Nogle almindelige misforståelser omkring ’mission’ og ’diakoni’

Baggrunden for spørgsmålet om mission og diakoni er naturligvis, hvordan vi skal forstå selve begreberne mission og diakoni. En del af mistanken mod mission handler om, at mission forstås som manipulerende og uetisk. Det manipulerende og uetiske består i, at nogen ønsker at gøre noget ved eller med andre bag deres ryg. Men mission i kristen forstand kan aldrig være, at ville noget med nogen, som de ikke selv har lyst eller motivation til. I kristen og evangelisk forstand er mission derimod at ville nogen noget. Det, som mission vil andre, er, at med ord og handlinger vise hvordan mennesker og verden ser ud i lyset af evangeliet om Kristus. At vise, hvordan verden kan være glædeligt anderledes end det, som vi kender til eller er blevet offer for.

På samme måde kan diakoni misforstås som stående i modsætning til mission. Ifølge denne forståelse er diakoni den stille og ordløse tjeneste for næsten, mens

mission er den eksplicitte og ordrige forkyndelse af det kristne evangelium. Igen tror jeg denne forståelse rammer ved siden af den bibelteologiske og historiske forståelse af diakoni. Snarere end at være modsætninger, så er diakoni nemlig en integreret del af kirkens mission sammen med forkyndelse og fællesskab. For mission er ikke aktivitet blandt andre aktiviteter i kirken, men den ramme indenfor hvilken vi må se alt hvad kirke er. I den dybeste forstand af ordet mission, så er det Gud, der har en mission. I sendelsen af Sønnen og Ånden udfører Gud sin mission. Det er denne mission kirken er en del af, snarere end at kirken har sin egen mission.

Hvad karakteriserer diakoni i evangelisk forstand?

Diakoni er et nytestamentligt ord, og betyder både ’tjeneste’, ’opgave’ og ‘mellemmand’. Både i beskrivelserne af Jesus’ egen tjeneste, i Paulus’ brug af ordet, og i Apostlenes Gerninger får vi et indblik i, hvordan diakoni er en vigtig og integreret del af den mission, som Jesus, Paulus og apostlene så sig selv som en del af.

Den diakoni eller opgave, som Jesus ser for sig, kommer til udtryk i oplæsningen af versene fra Esajas Bog i synagogen i Nazaret ved begyndelsen af hans offentlige tjeneste: Herrens Ånd er over Jesus, fordi Gud har salvet ham til at forkynde godt nyt for fattige, frihed for de fangne, syn for blinde og et nåde år for Herren. Det gør Jesus, når han går rundt i Galilæa, underviser, helbreder og tilgiver synd og forkynder Gudsriget. Jesus’ sociale handlinger –hans diakoni – er en integreret del af hans tjeneste.

Paulus taler i brevene til korinterne om diakoni som den opgave, de troende har fået, og at diakoni er et mindset som følger af at have denne opgave. Villigheden til at tage del i andres udfordringer og modgang – konkrete indsamlinger til de fattige i Jerusalem – er ifølge Paulus en vigtig del af korinternes diakoni.

Gud skaber og forsoner, og forandringer sker. Guds mission og kirkens diakoni kommer her til at hænge sammen. Gud har medlidenhed med de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte. Derfor skal vi også have medlidenhed med dem. Den lidelse vi ser, kræver et gensvar. Diakoni bliver på den måde en vigtig måde som kirken deltager i Guds mission på.

I Apostlenes Gerninger kommer diakoni til udtryk i diskussionen om uddelingen af mad til de græske enker. Der opstår en krise, hvor en gruppe af sårbare – de græske enker – ikke får del i den daglige uddeling af mad, kirkens diakonia. Spisefællesskabet var både praktisk og symbolsk en vigtig del af den tidlige kristne kirke, og apostlene indkalder derfor til et møde, hvor en løsning drøftes. Det bliver klart, at hvis ikke de græske enker får del i kirkens inklusivitet og villighed til at dele, så risikerer den tidlige kristne kirke at miste sin kristne og diakonale karakter. For at sikre diakonien vælger apostlene nogle til at stå for maduddelingen, og de organiserer på den måde diakonien – spontanitet alene kan ikke sikre diakonien!

For mig at se tegner dette et omrids af den diakoni, der ser verden som Guds verden. Gud skaber og forsoner, og forandringer sker. Guds mission og kirkens diakoni kommer her til at hænge sammen. Gud har medlidenhed med de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte. Derfor skal vi også have medlidenhed med dem. Den lidelse vi ser, kræver et gensvar. Diakoni bliver på den måde en vigtig måde som kirken deltager i Guds mission på. Diakoni kan være en invitation til tro og fællesskab, men tro og deltagelse i kirkens fællesskab kan aldrig være en forudsætning for at modtage diakoni. Diakoni

er nemlig ikke et instrument til noget andet, men et udtryk for vores deltagelse i Guds mission.

Et etisk perspektiv på diakoni

Diakoni kan lige som alle andre gode ting misbruges og instrumentaliseres. Det sker, når diakoni bruges til at presse eller lokke modtagere af diakoni til religiøse aktiviteter på en måde, som er manipulerende. Diakoni i evangelisk forstand må derimod altid være ubetinget. Det vil sige, diakoni tager udgangspunkt i den enkeltes integritet og værdighed. Diakoni holder op med at være diakoni i kristen forstand, hvis det bruges som et instrument til noget andet. Evangeliet om frigivelse for fanger kan ikke praktiseres på en måde, så det binder mennesker og fratager dem deres integritet og værdighed. Missionerer vi så? Nej, ikke i den (misforståede) forstand af ordet mission, at vi vil noget med nogen. I diakonien vil vi nogen noget, og det vi vil dem er det, som Guds mission sigter på: at evangeliet er et glædeligt anderledes budskab på alle områder af livet, både eksistentielt og åndeligt såvel som fysisk og timeligt. Der er ikke nogen områder af livet, som evangeliet ikke har betydning for, og fordi Gud bryder sig om de fattige, de fangne og de undertrykte, så gør vi det også, og det kommer til udtryk i vores diakonale arbejde. 

Mission uden diakoni bliver abstrakt

Både “Diakoni” og “mission” er ord, der ofte kommer til at blive hørt, som udtryk for tidligere tiders forståelse af ”hattedamer” og ”omvendelse”. Men begge begreber er levende og vigtige i forståelsen af kirkens opgave – ligesom det stadig kan være vigtigt at skille dem ad.

Af Sarah Ziethen, præst i Folkekirkens Nødhjælp, tidligere udsendt for Danmission.

Forholdet mellem diakoni og mission har gennem hele kirkens historie været genstand for debat og refleksion. Begge begreber udspringer af Jesu liv og virke, men forståelsen af, hvordan de hænger sammen, har forandret sig i takt med samfundets udvikling, globaliseringen og kirkens egen selvforståelse. I dag fremstår diakoni og mission som to dimensioner af kirkens opgave: at vidne om Guds kærlighed i både ord og handling – lokalt og globalt. Det Nye Testamente bruger ordet diakonia om tjeneste, opgave og sendelse. Jesu liv forener forkyndelse, helbredelse og fællesskabs; han både talte og handlede så Guds rige blev synligt i menneskers hverdag. Diakoni er derfor ikke “bare” socialt arbejde, men en teologisk reflekteret praksis, hvor tro omsættes til handling, og hvor kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed bliver konkrete livsytringer.

Mission forstås ofte som kirkens kald til at dele evangeliet, hvilket bliver misforstået som et arbejde udelukkende for den andens omvendelse. Men mission er mere end ord; det er Guds egen bevægelse mod verden. Mission er udtryk for troen på og ønsket om at dele budskab om Guds rige, som et budskab om forvandling – af

mennesker, relationer og samfund. Diakoni peger på det samme, blot i handlinger frem for ord.

I dag har diakoni udviklet sig fra primært at være nødhjælp til også at være en kamp for retfærdighed. Bag fattigdom, marginalisering og lidelse ligger strukturelle årsager – økonomiske, politiske og sociale. Diakoni rækker derfor ud over den enkelte og adresserer også systemiske forhold.

Diakoniens historie

Siden 1800-tallet har danske diakonale organisationer arbejdet professionelt med social- og sundhedsfaglige opgaver, som besøgstjeneste, sorggruppe og fællesspisning i landets mange sognegårde. Men lokale diakonale opgaver er også opgaver, der kræver ekspertise og offentlige samarbejder – misbrug, handicap, anbringelser og psykisk sårbarhed. Selv om arbejdet er professionaliseret, bærer det diakonale en særlig dimension: synet på mennesket som uendelig værdifuldt og båret af både synlige og usynlige ressourcer.

De store verdenskrige, flygtningestrømmene og senere udviklingsbistanden førte til en stærk

Diakoni retter sig mod omsorgens og retfærdighedens dimension. Den har fokus på menneskers behov, livssituationer og værdighed – uanset om der er interesse for tro eller ej.

internationalisering af diakonien. Trosbaserede organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og missionsorganisationer som Danmission, blev centrale aktører i humanitært arbejde, udviklingsprojekter og fortalervirksomhed op gennem århundredet og har i dag mere arbejde udenfor Danmark end i Danmark.

Vigtigt at skelne mellem mission og diakoni

Selvom diakoni og mission hænger tæt sammen og udspringer af den samme kristne sendelse, er det muligt –og ofte frugtbart – at skelne mellem dem. Skellet er ikke et opgør, men en afklaring, som hjælper kirken med at være bevidst om, hvad den gør, og hvorfor den gør det. Mission retter sig grundlæggende mod evangeliets kommunikative dimension. Den handler om at dele troen, vidne om Guds kærlighed og invitere mennesker ind i det kristne fællesskab. Mission arbejder med ord, relationer, liturgi, undervisning og vidnesbyrd. Dens mål er, at mennesker møder Kristus og det livsforvandlende evangelium. Det ser man fx i Danmissions arbejde med Dialog mellem kristne og muslimer på Zanzibar, hvor missionsarbejdet/dialogen er en del af et udviklingsarbejde, som syskolen Upendo. Ved at have religionsdialog som en del af undervisningen af kvinder, flettes den gensidige forståelse, forkyndelsen og udviklingspotentialet sammen.

Diakoni retter sig mod omsorgens og retfærdighedens dimension. Den har fokus på menneskers behov, livssituationer og værdighed – uanset om der er interesse

for tro eller ej. Diakoni er derfor ikke betinget af, at modtageren ændrer holdning eller tilslutter sig kirken. Diakoniens mål er at afhjælpe nød, styrke fællesskab, beskytte rettigheder og skabe håb gennem handling. Folkekirkens Nødhjælp arbejder netop med den internationale diakoni som sit mandat, hvilket ses i udviklingsprojekter i fx Nepal. I Nepal er tro ikke er et spørgsmål der drøftes, men det gør derimod kvinders rettigheder, omsorg for skaberværket og bæredygtigt landbrug. Cafe Zero Waste er et udtryk for dette: Med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp er der oprettet en cafe, der sætter fokus på madspild blandt de store hoteller, skaber mere værdi for små producenter og laver god mad til små penge for den fattigste del af befolkningen.

Så mens mission i højere grad handler om spørgsmålet: ”Hvordan deler vi evangeliet om Kristus?” spørger diakonien: “Hvordan møder vi vores næste?”

Forskellen i praksis

I praksis kan de overlappe: Diakonien kan blive missionerende, når mennesker gennem omsorg møder Guds kærlighed. Mission kan blive diakonal, når evangeliet får konsekvenser for, hvordan vi handler i verden. Men skellet hjælper kirken med at sikre, at hjælpen ikke bliver et middel til forkyndelse – og at forkyndelsen ikke mister jordforbindelsen til menneskers konkrete liv.

Derfor kan man sige, at mission uden diakoni risikerer at blive abstrakt, mens diakoni uden mission risikerer at miste sin teologiske forankring. De to må skelnes for at kunne forenes – men aldrig adskilles helt. 

Diakoni og mission i Fisken & Brødet på Vesterbro

Af Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst, Apostelkirken, Folkekirken Vesterbro

Fisken & Brødet er et diakonalt fællesskab under Folkekirken Vesterbro, hvor der arbejdes med fordeling af overskudsmad og opbygning af sociale fællesskaber.

Projektet er på en gang åbent for alle uden krav om tro eller religiøs tilknytning, men samtidig en del af Folkekirken, hvis formål er at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser. I Fisken & Brødet har denne forkyndelse ikke altid en mundtlig formidling af trosindhold, men det er vigtigt at det på den anden side set heller ikke er helt adskilt fra denne forkyndelse. Arbejdet udfolder sig med andre ord i et spændingsfelt: Vi ønsker at udføre diakoni uden skjulte dagsordner, men vi forstår også arbejdet som forankret i kirkens liv og selvforståelse. Vi har ikke en formuleret færdig model for, hvordan vi manøvrerer i dette spændingsfelt, men det kommer konkret til udtryk i forskellige konkrete praksisformer og situationer, hvor kirkens budskaber bringes i spil, hvor der ikke stilles krav om deltagelse eller tilslutning. Nedenfor gives nogle eksempler på, hvordan dette tager form i hver-

dagen. Måske disse eksempler kan være til inspiration for andre, der er engageret i et sammenligneligt arbejde.

1. Vi lægger vægt på at der er en præst til stede i fællesskabet, som ikke har anden rolle end at være tilgængelig for deltagerne, og vi lader døren til kirkerummet stå åben, så at det er tydeligt tilgængeligt for deltagerne. Ligeledes stilles en bønnekrukke frem med en seddel, som gør deltagerne opmærksomme på muligheden for at skrive en bøn, som så vil blive oplæst ved den daglige andagt i kirken.

2. Med jævne mellemrum har præsten ledt en samtale om et emne af mere etisk eller eksistentiel karakter, fx sorg og taknemmelighed.

3. Ved særlige fejringer fx jule- og påskefrokoster inviterer vi til en kort gudstjeneste i kirken forud for fællesspisning og fest. Ligeledes inviterer Fisken & Brødet menigheden til fællesspisning efter Allehelgensgudstjenesten i Mariakirken.

Fisken & Brødet , Folkekirkens Vesterbros fællesskab mod madspild, samler to gange om ugen 40–50 mennesker til grøntsagsuddeling, kaffeborde og fællesspisning. Uddelingerne sker fra tirsdag og fredage fra henholdsvis Apostelkirken og Mariakirken på det indre Vesterbro. Grøntsagerne er overskudsvarer fra Grønttorvet, som hentes tidlig om morgen. Nogle gæster kommer fordi økonomien er stram, andre for samværets skyld – de fleste for begge dele. Arbejdet blev begyndt i et samarbejde mellem Menighedsplejen Danmark og Folkekirken Vesterbro. Arbejdet finansieres nu hovedsageligt gennem fondsmidler.

4. Projektets frivillige er af og til begyndt at engagere sig i menighedslivet, fx ved deltagelse i studiegruppe eller kirkegang.

5. Endelig har der været en kirkelig betjening af nogle af vores gæster fx i forbindelse med begravelse, hvor den allerede eksisterende kontakt har vist sig at være et tilknytningspunkt.

Diakoni og menighed i samspil

Det er vigtigt for os at det diakonale fællesskab hænger sammen med den lokale menighed. Vi ser med andre ord Fisken og Brødet som et stykke menighedsdiakoni. Gennem det 20. århundrede blev den diakonale indsats gradvist professionaliseret og løsrevet fra menighedslivet. Det gav både faglig styrke og større rækkevidde – men også afstand mellem diakonien og kirkens øvrige fællesskab.

I Fisken & Brødet er ambitionen både at udvide rækkevidden af vores sociale arbejde, men også at fastholde forbindelsen mellem diakoni og menighed. 

Fotos: Jonas Kim Jakobsen

Diakoni og mission: En dyb sammenhæng

Da vi etablerede Kirkernes Sociale Arbejde (KSA) i Holstebro Kommune, debatterede vi, hvorvidt ordet forkynde skulle indgå i vedtægterne. Fra menighedsrådet og den lokale Menighedsplejes bestyrelse ved Nørrelandskirken havde vi et ønske om følgende formulering: ”KSA Holstebro ønsker at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser i ord og handling.”

Af sognepræst, formand for Nørrelands Sogns Menighedspleje og medlem af bestyrelsen for Kirkernes Sociale Arbejde i Holstebro Kommune Carsten Ørum Jørgensen

Efter en god debat mente flertallet, at dette element allerede var indeholdt i vedtægterne, da der er tale om en forening af folkekirkelige menighedsråd.

Debatten om formuleringen i vedtægterne har rumsteret i mig siden – særligt i forhold til sammenhængen mellem diakoni og mission i KSA. Der er utroligt meget godt at sige om projektet og tankerne bag KSA, men opmærksomheden på forholdet mellem diakoni og mission er fortsat vigtig at have en årvågenhed omkring.

”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.” Disse vægtige ord kan man læse i Betænkning 1477 om Folkekirkens opgaver, som udkom i 2006 efter et udvalgsarbejde i Kirkeministeriet. Jeg må indrømme, at dette citat inspirerede til ovenstående vedtægtsformulering, som blev nedstemt.

Mission som en kristen livsytring

At forkynde og at missionere er også begreber, som kan opfattes som pågående, belærende eller ligefrem manipulerende. Vi har eksempler på dette inden for dansk kirkeliv, som bør tages alvorligt, og beretninger om mennesker, der er blevet efterladt med ar på sjælen efter mødet med en livs- og trosødelæggende lov- og domsforkyndelse i missionshuse og kirker. Den historie klinger utvivlsomt med, når vi taler om forkyndelse og mission i samskabelsesprocesser og internt i Folkekirken. Vi må i Folkekirken – og i vores kommunikation udadtil

– tale om forkyndelse og mission, som det også er: nemlig en kristen livsytring, der ønsker at bringe tro, håb og kærlighed til verden på samme måde, som Jesus Kristus gjorde. Vi må genopdage ordet ”mission”. For søger kirken ikke på enhver måde at række evangeliet til alle slags mennesker, benægter den sit eget livsgrundlag og holder et gode – ja, det bedste – tilbage for sit medmenneske.

Mission er at formidle evangeliet i ord, handling og væren

Mission må ikke være magt; den skal altid opstå på baggrund af – og i respekt for – det enkelte menneskes frihed. Vil man et menneske noget, må man ”ganske nøjagtigt finde det sted, hvor den anden er, og begynde der”, siger Søren Kierkegaard.

Mission er at lytte til mennesker og deres historier. Mission handler ikke kun om at tale, men i første omgang især om at lytte. Kirkens Korshærs tidligere leder, Bjarne Lenau Henriksen, har engang sagt, at ”det handler om at lade det andet menneske komme til orde og dermed måske til live. Det handler om nærvær, nærvær og atter nærvær”. Der sker noget vigtigt, når man bliver lyttet til uden bagtanker. Når vi er villige til at lytte til andre, vil de måske også få lyst til at lytte til os – ikke på grund af en påduttende bagtanke, men fordi vi tror på, at kristendommen har noget helt unikt og fantastisk at tilbyde ethvert menneske.

Og når vi begynder dér, kan vi stå ved over for vores samarbejdspartnere, at vores mission er at forkynde Kristus som hele verdens frelser – både i ord og handling. Diakoni er missionens kropssprog. Der er en dyb sammenhæng mellem mission og diakoni, som tilsammen forkynder, at ethvert menneske er ønsket og elsket. Guds omsorg gælder hele mennesket – med krop og sjæl. Derfor er diakoni også ord: ord, der peger hen på Guds altomfavnende kærlighed i Jesus Kristus. Kirkens

diakoni er både kærlighedens handlinger og ord. Og der er gunstige øjeblikke til både at dele evangeliet i ord og handling – og nogle gange i en skøn forening, der forkynder, at ethvert menneske altid, allerede, er elsket.

Samskabelse kræver at man bøjer sig mod hinanden

At indgå i en relation er en proces, hvor to eller flere parter bøjer sig mod hinanden. Det kræver aktiv lytning, oprigtig interesse, nærhed og anerkendelse at skabe tillid og tryghed. Det er grundsten i en samskabelsesproces. Min erfaring fra samskabelsesprocesser er, at relationens betydning for hinanden er altafgørende, hvis det skal blive en succes. Opbygning af kendskab til hinanden og personlige relationer er blandt de vigtigste mekanismer for at skabe øget samarbejde. Vi samarbejder jo ikke med ”kommunen” eller ”kirken”, men med Kirsten, Klaus, Ali eller Irene.

En god kollega havde for nogle år siden en dialog med det lokale beboerhus om betydningen af begrebet ”religionsfrihed”. Betyder det frihed til religion eller frihed fra religion? Man kunne mene, at det i et boligsocialt område og sogn med forskellige religioner var bedst helt at udelukke religionen i frygt for de problemer, der måtte opstå. Men man kunne også give plads til for eksempel samtalen om tro i en respektfuld dialog. Og det er absolut muligt – samtidig med at man har ord som forkyndelse og mission i både vedtægter og hjerter. 

Når solidaritet bliver til håb

Hvordan diakoni forvandler liv og lokalsamfund i Det Lutherske Verdensforbund

Af Rebekka Meissner, programansvarlig for diakoni og medlemskirkeprojekter i Det Lutherske Verdensforbund (LVF)

I Colombia er 26-årige Zoe Katinkag Leal Bossa, der underviser i tegnsprog, medleder af et projekt under Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Colombia (IELCO). Projektet tilbyder undervisnings- og træningsforløb for mennesker med hørehandicap samt kognitive eller fysiske funktionsnedsættelser. Målet er at forbedre deres livskvalitet og styrke deres økonomiske selvstændighed. For Zoe, som selv er døv, begyndte projektet som en mulighed for læring, men udviklede sig til en vej ind i lederskab. Hun deltog først som ny deltager, opbyggede gradvist sine kompetencer og er i dag tegnsprogslærer, hvor hun underviser andre.

Zoes historie viser, hvordan inklusion kan forplante sig: Når ét menneske får styrke og muligheder, bliver andre inspireret til også at træde frem og tage ansvar. Hendes rejse illustrerer, hvad der sker, når en kirke engagerer sig i diakonal handling tæt på mennesker, hvor liv berøres, og reel forandring finder sted.

De erfaringer og indsigter, der blev opnået gennem træningsprojektet, som støttede Zoe i at udvikle sine færdigheder, blev også brugt til at informere kirkens

bidrag til besøget i Colombia af FN’s særlige rapportør for rettighederne for personer med handicap. På den måde ændrer lokale erfaringer ikke blot individuelle liv og lokalsamfund, men bidrager også til at forme globale tilgange til retfærdighed.

Begrebet diakoni stammer fra det græske ord for tjeneste og kan i sin enkleste form forstås som at ”elske sin næste i praksis”. Diakoni er ikke en ny idé; den har været levet af kristne gennem hele kirkens historie og fortsætter i dag.

I dag er naturkatastrofer, sociale uretfærdigheder og vold, krige og konflikter samt klimakrisen udfordringer, der direkte påvirker de 154 medlemskirker i Det Lutherske Verdensforbund i 99 lande1 og forårsager enorm menneskelig lidelse. Som lutheranere følger vi Kristus, og ”troen på Jesus Kristus bekender ham som den inkarnerede Gud, der kom ‘ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange’” (Mark 10,45).2

Lutheranere tror også, at ”menneskets værdighed har sine dybeste rødder i skabelsen i Guds billede.” Derfor må diakoni gå videre end blot at hjælpe mennesker i

The

Rebekka Meissner, Det Lutherske Verdensforbund

nød. At genoprette og værne om menneskers værdighed samt at adressere grundlæggende årsager og uretfærdigheder er lige så vigtigt.

Symboler på håb

Inden for LVF udveksler projektholdere med lignende mål også erfaringer og deltager i gensidig læring gennem regionale og globale workshops. Et markant eksempel er arbejdet med uregelmæssig migration. Programmet Symbols of Hope (Symboler på håb) adresserer migranters lidelser i flere højrisikolande.

Unge nigerianere, både mænd og kvinder, deler modigt deres egne forfærdelige oplevelser for at skabe opmærksomhed og advare andre. Yetunde (kun fornavn efter eget ønske), der har overlevet menneskehandel og tvungen prostitution, fortæller:

”Da jeg kom tilbage fra Libyen, var jeg tæt på at dø. Gennem Symbols of Hope har jeg fået livet tilbage.”

Hun tilføjer:

”Jeg bad hele tiden om, at hvis jeg blev reddet, ville jeg blive en stemme for dem, der ingen stemme har. Jeg vil ikke have, at min historie skal dø. Min vision er at dele min historie, så flere mennesker ikke falder i menneskehandler-

nes fælder, for de leder altid efter hjælpeløse mennesker. Jeg vil fortælle min historie.”

Frivillige og ansatte, individuelle og kirkelige donorer træder til for at støtte mennesker som Zoe og Yetunde gennem tid, ekspertise og generøse bidrag. Lignende eksempler er menigheder i Den Evangeliske Kirke af Augsburgske Bekendelse i Polen, som yder juridisk støtte til ukrainske flygtninge, og indonesiske kirker, der støtter unge i at skabe levebrød.

Det Lutherske Verdensforbund er forpligtet på en helhedsorienteret forståelse og praksis af diakoni, som det kommer til udtryk her:

”Vi forstår diakoni som en kernebestanddel af kirkens væsen og dens mission i verden… hvor enhver kristen gennem dåben er kaldet til at deltage i det daglige liv som et udtryk for alle troendes præstedømme.”

Det kræver et globalt fællesskab af kirker, diakonale organisationer, menigheder og enkeltpersoner at handle i lokal og global solidaritet og at værne om retfærdighed og værdighed.

Alle er inviteret til at deltage: Bliv frivillig dér, hvor du er, bed i solidaritet for nogle af de nævnte projekter, eller giv støtte til en diakonal organisation eller til Det Lutherske Verdensforbund. 

Diakoni er kristen tro i praksis

Af forstander på Diakonhøjskolen, Jacob Zakarias Eyermann

Jeg er netop vendt hjem fra en rejse til Sydindien, hvor jeg havde studerende med for at se det arbejde, danske missionærer begyndte for mere end 160 år siden. Missionærerne byggede kirker, skoler, hospitaler og hjem for udsatte kvinder og satte en mindre social revolution i gang ved at række ud til de kasteløse. Det var mission og diakoni. Det diakonale bestod – med den tidligere generalsekretær i Kirkens Korshær, Haldor Halds, ord – i, at “næstens nød definerer hjælpens art”. I Sydindien var svaret på næstens nød skoler for piger og kasteløse, hospitaler for de fattige og hjem for enker. Alt sammen båret af missionærers og diakoners tro. Arbejdet var imponerende for 160 år siden, men den betydning, det har fået for mange mennesker, er stadig imponerende den dag i dag.

Diakoni som mission i praksis

Historien fra Sydindien viser, at mission og diakoni på mange måder har hængt sammen. Begge er opfordringer til at bevæge sig ud i verden og forholde sig til mennesker og deres livssituationer. De er begge måder at vise Guds kærlighed på – hvor diakoni kan ses som tro i praksis og

mission som tro i ord. Teologisk kan diakoni forstås som mission i praksis, hvor mission ikke handler om omvendelse, men om relevans for mennesker og deres gudsskabthed samt deres fysiske, psykiske, sociale, kulturelle og religiøse eller åndelige behov. Mission og diakoni har samme udgangspunkt i påstanden om, at ethvert menneske er skabt og villet af Gud. De udspringer af fortællingen om, at Gud bliver menneske i Jesus Kristus, går ud til de mennesker, ingen andre vil lege med eller røre ved, og fortsat virker iblandt os med sin Helligånd. Det er det glædelige budskab, som deles i ord og handling.

Når det er sagt, så indgår ordet ”diakoni” 116 gange i studieordningen for professionsbacheloren i diakoni og socialpædagogik, mens ”mission” ikke optræder én eneste gang. På den ene side hænger mission og diakoni sammen, men på den anden side lever vi i en tid, hvor mange hører ordet mission som et overgreb eller som noget, der trækkes ned over hovedet på andre. Det er en historisk skygge, vi stadig lever med, selvom missionshistorien i lige så høj grad er en diakonihistorie. Derfor bruger vi ordet diakoni og ikke mission.

Kristendommen skal oversættes i ord og handling

I min første undervisningsgang med de nye studerende på uddannelsen forklarer jeg, at kristendommen er en oversættelsesreligion. Det er en præmis for både mission og diakoni, at kristendommen hele tiden skal oversættes i ord, så de giver mening i tiden og konteksten. På samme måde skal diakonen hele tiden overveje, hvad den rette handling er i denne situation over for netop dette menneske. Diakonen skal med Jesu ord til farisæeren i lignelsen om den barmhjertige samaritaner: “Gør ligeså.” Det er op til den enkelte at oversætte, hvad ”ligeså” konkret betyder. Fordi udgangspunktet er kærlighed og omsorg, findes der ingen manual eller lovbog for mødet med det andet menneske. Kristendommen er ikke en metode, en manual eller en færdig løsning på næstens nød. Man må selv tænke og finde den rette løsning over for netop dette menneske. Derfor vil diakoni i en by i Sydindien se anderledes ud end diakoni på et værested i Aarhus.

Faglighed og forankring

Diakonhøjskolens professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik står – som titlen siger – på to ben: diakoni og socialpædagogik. Diakoniens forankring er troen på den treenige Gud og på, at mennesket er skabt i Guds billede til at være medmenneske. Men for at afhjælpe næstens nød kræves også faglighed. Vores faglighed på Diakon-

Eksempler på diakoni i uddannelsen:

X Besøgstjeneste

X Kultur- og religionsmøde med fokus på andres tro, gæstfrihed og interkulturel udveksling

X Diakonale studieture til Hamborg og Indien med fokus på udsathed

X Fortalervirksomhed

X Praktikker på diakonale institutioner

X Innovative projekter i samarbejde med diakonale institutioner

X Undervisning i diakoni, etik, menneskesyn og sjælesorg.

højskolen er socialpædagogikkens faglighed og metoder. I mødet med næsten og dennes nød må vi derfor først se, hvad der er på færde, dernæst analysere med den viden, teori og metode, vi har, og til sidst handle. Se – analysere – handle. I en uddannelsesramme er det ikke nok at have gode intentioner eller tro – selvom begge dele er gode at have. Det diakonale arbejde skal også være forankret i den viden og de teorier, der findes om en given indsats, så vi ikke handler i blinde. Diakoni kræver evnen til at mestre flere sprog: det videnskabelige, men også det sprog, der bruger ord som barmhjertighed, solidaritet, kærlighed, tro og håb.

Teori og praksis

Som noget af det første præsenterer vi de studerende for Dansk Diakonråds definition af diakoni:

”Diakoni er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed.”

Diakoniplanen danner på mange måder rammen for undervisningen i diakoni, fordi den rummer fire centrale elementer: fokus på den enkelte, på fællesskabet, på skaberværket og på de rammer og samfundsforhold, der præger alle de andre forhold. For at forstå diakonien undervises de studerende blandt andet i etik, kristendom, bæredygtighed, menneskesyn, diakonihistorie, sjælesorg, omsorg samt kultur- og religionsmøder. Det er uddannelsens forsøg på – med ord – at oversætte, hvad diakoni er i forskellige sammenhænge. Men diakonien skal også oversættes i praksis – i det konkrete møde med et andet menneske. Derfor er uddannelsen bygget op om en vekslen mellem teori og praksis, så diakonien står sin prøve i mødet med virkeligheden. Alle studerende er i praktik i 1,25 år af deres 3,5-årige studie. Diakoni kan ikke blot være en teoretisk disciplin, men må hele tiden oversættes til praksis i mødet med konkrete mennesker i konkrete situationer. 

Forstander Jacob Zakarias Eyermann

Kontingent

I Menighedsplejen i Danmark anser vi det som vores fornemmeste opgave at støtte sognene i at udøve diakoni. Vi støtter blandt andet med rådgivning og økonomisk støtte ligesom vores medlemmer kan deltage i vores projekter, som fx Folkekirkens Feriehjælp.

Vi har indtil nu haft varierende priser på kontingent, hvilket vi i 2027 vil ensrette, således at de, der dækker et helt provsti, betaler for at alle medlemmer i provstiet kan søge julehjælp eller deltage i Menighedsplejens aktiviteter. Ligeledes vil der være en fælles pris for de pastorater, der er medlem af Menighedsplejen med flere sogne, så det også afspejler de muligheder for indtjening og service som man kan få, når man er flere sogne.

Derfor bliver priserne fra januar 2027 følgende.

Vores medlemmer består af:

1) Provsti menighedsplejer  Årskontingent for hele provstiet, hvor alle provstiets sogne kan søge julehjælp eller deltagelse i projekter er 7.500 kr. pr. 1. januar 2027

Hvad indgår i medlemskabet?

Vi arbejder sammen om diakonien

Medlemssogne og menighedsplejer kan deltage med så mange deltagere til årsmødet, som de ønsker, hvoraf én har stemmeret

Deltagelse i projekter, vi sætter i gang rundt i landet

Vores medlemmer udveksler erfaringer og inspirerer hinanden på kryds og tværs ved møder, netværk og på kurser

Vores medlemsblad SAMMEN udkommer to gange om året og sendes digitalt til formanden.

Kurser og rådgivning til medlemspris

Forsikring af et antal frivillige

Mulighed for at deltage i Folkekirkens Feriehjælp

2) Selvstændige Menighedsplejer

 Årskontingent for en menighedspleje: 1.470 kr. pr. 1. januar 2027.

3) Menighedsplejer der består af flere sogne

 Årskontingent er 3.000 kr. pr. 1. januar 2027

4) Menighedsråd, som udarbejder en samarbejdsaftale med os

 Årskontingent for en samarbejdsaftale: 1.800 kr. pr. 1. januar 2027

5) Flere Menighedsråd i en samarbejdsaftale

 Årskontingent er 3.500 kr. for flere menighedsråd fra 1. januar 2027

6) Personligt medlemskab

 Du kan støtte vores landsdækkende arbejde med et personligt medlemskab som støtter Menighedsplejen i Danmark. Som medlem kan du deltage i vores kurser og workshops. Du er velkommen til at deltage i årsmødet, dog uden stemmeret. Du får også tilsendt vores medlemsblad SAMMEN med posten eller via email to gange om året.

 Prisen er 300 kr. pr. år.

Mulighed for at søge legater på vegne af værdigt trængende mennesker

Tilskud til sognets egen uddeling af julehjælp

Specielt for medlemmer, der har etableret en menighedspleje

Rådgivning om administration og juridiske forhold

Indsamlingsaftale. Lokale menighedsplejer kan indgå en aftale med os, som gør, at indsamlinger ikke skal anmeldes

Menighedsplejer kan modtage gaver, og gavegiver kan få skattefradrag af støttebeløbet.

Menighedsplejen i Danmark tilbyder at samarbejde med menighedsplejen om at oprette en Kirkens Genbrugs butik.

Unge-FællesSKABER

Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook

Følg Menighedsplejen i Danmarks facebookside, Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejde. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

”Jeg har deltaget i flere af kirkens aktiviteter, bl.a. lydbad – og det har virkelig været en gave midt i en travl hverdag. Det betyder meget, at der findes et sted som kirken, hvor man bare kan lande og være til. De giver et pusterum for alle, der har brug for det”. Citatet er fra en deltager i ungeprojektet ”Unge-møder om kunsthåndværk” – i daglig tale: ”Unge-FællesSkaber”. Projektet er netop afsluttet efter et års forløb i seks lokale sogne. Omkring 300 unge har deltaget i aktiviteter på tværs af de seks sogne. Formålet med projektet var at udvikle og styrke ungefællesskaber, og formålet blev realiseret �� Ikke gennem én fast model, men gennem mangfoldige, lokalt forankrede løsninger. Det fælles mål har været at skabe ro, nærvær og meningsfuldt fællesskab i en tid præget af præstation og pres. De unge har taget imod med stor interesse og har efterspurgt de præstationsfrie, kreative og sociale rum, hvor de kunne være sammen med andre unge på lige fod. Citater fra andre unge der har været med i aktiviteter under projektet:

• ”Jeg nyder det gode – TRYGGE – fællesskab”

• ”Oplevelserne giver mig gode minder”

• ”Jeg får ro i kroppen”

• ”Jeg har lært meget nyt”

��Tusind tak til alle som har været en del af projektet.

Som et konkret resultat af prjektet er der udviklet ”De 10 råd” om ungearbejde.

Kapernaumskirken møder unge i sognet med et åbent rum, hvor man kan komme, som den man er Kapernaumskirken i Københavns nordvest kvarter har de senere år valgt at henvende sig til unge voksne som en af deres to hoved målgrupper. I sognet er langt de fleste beboere mellem 20 og 44. Den anden målgruppe er

småbørnsfamilier.

”Vi vil gerne byde ind på det, der rør sig i tiden blandt de unge”, siger sognepræst Stine Ravnborg Bro Nissen. ”Som fx plads til ro, plads til eftertænksomhed, plads til fordybelse, og også bare give fysisk plads i det hele taget”, siger hun.

Kirken har tilbudt en række aktiviteter under overskriften ”Kilden til Ro”, som yoga, stilhedsretræter, lydbad, og også tilbudt aktiviteter med Craft-psykologi, hvor man bruger håndværk som vejen til ro og fordybelse. I kælderens har kirken oprettet en eksistentiel café, som de kalder Fundamentet, et laboratorium, hvor unge selv har kunne skabe aktiviteter. Der har været fælles spisning, skriveværksted om krop og ord, og når Fundamentet er åbent, kan man også bare komme og være med sig selv eller med ens venner.

De unge har taget rigtig godt imod det, siger Stine. Hun er ikke i tvivl om, at mange unge oplever at tærsklen til kirken er blevet lavere. ”Folk kommer igen og får et fællesskab med kirken”, siger Stine. Kirken er et levende hus, som både brugere og medarbejdere er med til at skabe. ”Vi lægger ikke skjul på at vi er en kirke”, siger Stine, ”og vi lægger heller ikke skjul på, at jeg er præst. Vi lægger vægt på at være et rum, hvor man kan komme med alt hvad man er, og være den man”, siger hun.

Læs om kirkens begivenheder og fællesskaber her: www.kapernaumskirken.dk/begivenheder--faellesskaber

HUSRUM – et sted at høre til

Om mission, diakoni og næstekærlighed i handling

Af Marie Nyegaard, Cand. Theol og landsleder for HUSRUM Danmark

I HUSRUM Danmark forkynder vi ikke ordet. Vi inviterer ikke til tro, omvendelse eller bekendelse. Alligevel bliver vi indimellem spurgt, om der ikke ligger en form for mission i det, vi gør. Det spørgsmål tager vi alvorligt – ikke fordi vi ønsker at være en missionerende organisation, men fordi det rører ved kernen af vores diakonale værdigrundlag.

HUSRUM er udviklet med afsæt i et folkekirkeligt værdisæt. Det forpligter. I vores sammenhæng ikke direkte på forkyndelse i ord, men i handling. På næstekærlighed omsat til praksis. På en insisteren på ligeværdighed, fællesskab og menneskets uendelige værdi og ikke på grund af præstation, tro eller livsvalg, men ganske enkelt fordi mennesket er til. Skabt i Guds billede.

Fællesskaber for unge, der ellers oplever at være udenfor

Alt for mange unge lever et liv med ensomhed og manglende trygge relationer. I HUSRUM er vores opgave at skabe trygge øvebaner for unge i alderen 16–30 år, som er ramt af svær og langvarig ensomhedsfølelse. Det gør vi ved at skabe trygge og inkluderende frivilligbaserede fællesskaber for unge, der lever med ensomhed, psykisk sårbarhed og følelsen af ikke at høre til. Vores tilbud er åbne for alle i aldersgruppen – uanset tro, køn, kønsidentitet, livssyn eller holdning til folkekirken.

Vi forsøger at skabe et rum, hvor man gerne må være usikker, anderledes, præget af angst og stadig være velkommen og villet. Konkret tilbyder vi sociale aktiviteter, samtalegrupper og én-til-én-venskabsordning for unge i otte byer rundt i landet. Vi har brugt mange år på at udvikle og tilpasse vores tilgang og tilbud, som fungerer som en tryg øvebane, hvor unge kan finde - eller genfinde - troen på eget værd og modet til at indgå i relationer med andre unge.

Ligeværdighed i praksis

I HUSRUM forsøger vi bevidst at nedbryde skel mellem dem, der søger fællesskabet, og dem, der faciliterer fællesskabet. Vi har forskellige roller, men ikke forskellig værdi. Vi kan rumme, at man kan være deltager den ene dag og frivillig den næste – tovholder i en periode og sårbar i en anden. Vi understreger igen og igen, at alle har noget at bidrage med, og at alle indimellem kan være sårbare.

Ligeværdighed handler også om, hvordan vi udvikler vores indsatser. De formes dels på baggrund af forskning og afprøvede pædagogiske metoder, men i lige så høj grad af viden fra de unge selv. Deltagerne er de ægte eksperter, og deres perspektiver og ønsker er ikke et supplement, men en forudsætning for, at vi lykkes med det, vi har sat os for. Vi ønsker at give stemme til og lytte til dem, det hele handler om i vores arbejde. Det bliver ofte glemt i den offentlige samtale om sårbare unge og forskelle mellem generationer.

Når diakonien flyder ind og ud af kirkens rum HUSRUMs diakonale arbejde udfolder sig både inden for og uden for kirkens rammer. Vi samarbejder bredt med kommuner, foreninger og virksomheder, fordi vi er opmærksomme på, at ensomhed er et komplekst samfundsproblem, som kalder på mange forskellige aktører. Folkekirken og folkekirkelige organisationer er ofte naturlige samarbejdspartnere, lokalt såvel som nationalt.

Et aktuelt eksempel er etableringen af HUSRUM på Frederiksberg, som er blevet til i et tæt samspil mellem Menighedsplejen i Danmark, Frederiksberg Kommune og Solbjerg Kirke. Et samspil som har skabt helt nye forudsætninger for at udbrede et velfungerende diakonalt arbejde, ved at alle parter har bidraget med det vi hver især har at byde ind med.

Blandt andet har Solbjerg Kirke åbnet dørene og stillet lokaler til rådighed, så HUSRUMs fællesskab kan få plads til at vokse på Frederiksberg. Vi har gode erfaringer med at etablere trygge fællesskaber i samspil med sogne og provstier og ønsker at blive inddraget som en del af folkekirkens diakoni for unge, der lever med ensomhed som en uvelkommen følgesvend i tilværelsen. Vores formål med det folkekirkelige samarbejde er dog ikke missionerende. Men vi ønsker samtidigt at vise unge, at folkekirken også kan være en dør at gå ind ad, når man søger fællesskab, nærvær, en at tale med eller et sted at være noget for nogen. Vi oplever også, at det at

HUSRUM Danmark er et frivilligbaseret fællesskab for unge i alderen 16-30 år som oplever ensomhed og/eller psykisk sårbarhed med afdelinger i Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg, Viborg, Skanderborg, Esbjerg og på Frederiksberg. HUSRUM Danmark er en del af paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg og har eksisteret i knap 30 år. Årligt har vi kontakt med ca. 700 unge. Vores tilbud drives af 120 frivillige og 9 ansatte. HUSRUMs aktiviteter er finansieret med driftsstøtte fra kommuner, provstier og donationer fra puljer og fonde.

Læs mere her: husrum.dk

mødes i kirkens rum ofte åbner for samtaler om mening, liv, tro, død og eksistens.

Er det mission?

For os er det at skabe inkluderende, støttende fællesskaber for unge i sårbare livssituationer én blandt mange måder at værne om skaberværket og omsætte ord til handling.

Er det mission at tilbyde fællesskaber på den måde, HUSRUM gør? Nej, ikke i den klassiske forståelse. Hvis mission også kan anskues som ordet omsat til handling, så måske. Vi ser igen og igen, hvordan livsmod og håb langsomt kan vokse frem, når man bliver set som værdifuld og får lov at bidrage til fællesskabet. Og vi gør, hvad

vi kan, for at give unge og frivillige øje for at tage imod andre i fællesskabet, som de selv er blevet mødt.

Vi forkynder ikke ordet, men vi forsøger at leve det og være i verden med et blik for, at livet bliver mere liv, når det deles. At fællesskab ikke kun er noget, vi får af andre, men også noget, vi giver hinanden. At vi både har brug for den udstrakte hånd og for at opleve, at vi ved at række ud kan gribe et andet menneske.

Om der er mission til stede i et ikke-missionerende formål, må være op til andre at bedømme. For os er det denne måde, vi bedst udfolder vores diakonale værdigrundlag på. Fordi vi kan se, at det gør en forskel. 

Om diakoni og mission i en kirkelig social NGO

Afdelingsleder Kristian Sejersen og Organisationschef Peter Dexters

I Café Exit har vi en praksis: Vi spørger ikke om hvilken forbrydelse et menneske har begået. Denne praksis vækker ofte forundring og når bevæggrunden uddybes, eftertanke. Denne praksis er både sigende og toneangivende for Café Exits diakonale arbejde, i det vores udgangspunkt er ”at ethvert menneske er skabt i Guds billede og derfor er værdifuldt. Denne værdi mister et menneske ikke, fordi det har handlet uværdigt” (Fra Café Exits vedtægter). Så når vi møder et menneske der afsoner eller har afsonet en fængselsstraf, tager vi et andet udgangs- og omdrejningspunkt end det menneskes tilværelse har haft, i den givne tid siden arrestation, varetægtsfængsling og afsoning. Vi tager udgangspunkt i, at ethvert menneskes værdi er absolut og lige med andre mennesker, uanset forbrydelse. Og vi anerkender muligheden for at have afsonet sin straf og træde ind i samfundet igen, på lige fod med alle andre i samfundet.

Værdier som et anker.

Vores arbejde i Café Exit tager udgangspunkt i fire værdier: Håb, fællesskab, ligeværd og fortalervirksomhed. Og det er vores erfaring, at vi altid skal navigere i vores arbejde med et skarpt fokus på disse diakonale værdier, i det de hjælper de mennesker som vi er sat i verden for at hjælpe. Historisk har Café Exit et stærkt kirkeligt diakonalt udgangspunkt, idet foreningen er dannet af Fangekorsleder Louise Adrian i samarbejde med fængselspræster og Apostelkirken. Men fællesskabet har også fra start inkluderet mennesker der afsoner eller er løsladt efter endt afsoning, ikke kun som dem der skal hjælpes, men også som dem der tegner foreningen indadtil og udadtil. Disse har vidt forskellige udgangspunkter for tro og kirkeligt tilhørsforhold. Fællesskabet har derfor fra start af skullet rumme accept af forskellighed, hvilket er afgørende for et fællesskab for dem, som er dømt ude af fællesskabet.

Stedfortrædende håb

At afsone en fængselsstraf er en eksklusion fra samfund og relationer. Denne eksklusion kan bl.a. afføde en række nedbrydende processer af skam, mindreværd og mod-borgerskab hos det enkelte menneske. Ved at invitere disse mennesker ind i et ligeværdigt fællesskab forsøger vi at rulle disse processer tilbage. Og her er værdien, ligeværd, et helt essentielt pejlemærke for vores aktiviteter.

Mange af de mennesker som vi møder i vores arbejde, oplever en håbløshed og hvor et menneske har mistet håbet for sig selv, ser vi det som vores opgave at være et fællesskab af stedfortrædende håb, indtil håbet igen kan slå rod i dette menneske.

Vi bestræber os derfor på, at vi ikke laver et afgrænset fællesskab for dem som opsøger vores tilbud og aktiviteter. Det er en vigtig del af vores arbejde, at vi driver indsatser side om side med ansatte og frivillige. Inde i fængslerne organiserer vi workshops sammen med de mennesker der afsoner, hvor vi sætter fokus på emner som straf, resocialisering, uddannelse og job. Vi giver mulighed for at man kan blive frivillig allerede under afsoning og sideløbende med at man selv modtager hjælp.

Når man modtager hjælp af offentlige myndigheder, så er der ofte en betingelse, for at modtage hjælpen. I Café Exit er det et helt frivilligt møde, hvor indsatte og løsladte frivilligt opsøger hjælpen og mødes af frivillige. Det skaber en stor respekt begge veje, og er et godt udgangspunkt for et forpligtende samarbejde. Og netop frivilligheden er af afgørende betydning for den oplevede inklusion for de mennesker som er ekskludere pga. afsoning og straf.

At være en stemme for de udstødte. At sætte vores fortalervirksomhed i et diakonalt perspektiv taler ind i den profetiske diakoni. At være en stemme for udstødte og hele tiden insistere på den enkeltes værdighed på trods af uværdige handlinger.

Aktiviteter i Café Exit

Kristian

Sejersen

og Peter Dexters fra Café Exit

Café Exit arbejder med fortalervirksomhed på mange niveauer, politisk, i medier og i direkte kontakt med organisationer, virksomheder og borgere – ikke mindst i kirker landet over. Også her bestræber vi os på at inddrage dem der afsoner og dem, der er løsladt efter afsoning. Vi inviterer tidligere indsatte til at deltage i møder på Christiansborg, vi beder dem om at repræsentere vores sag i medier og de holder hundredvis af foredrag i kirker, skoler og virksomheder. Senest har vi indgået en aftale med Danmarks Fængsler, om at vi sammen genstarter Fangekoret, som har ligget i dvale siden korleder Louise Adrian gik bort i sommeren 2024. Med denne tilgang skaber vi direkte møder mellem mennesker fra fængslerne og mennesker fra det omgivende samfund. Et møde som nedbryder fordomme – begge veje.

Café Exit er oprettet i 2007 på initiativ af Fangekoret, præster fra Vestre Fængsel og Apostelkirken og drives som en selvstændig forening. Apostelkirkens sognepræst, Niels Nymann Eriksen, er formand for Café Exits bestyrelse.

Café Exit har afdelinger i Aarhus, Odense og København og drives for midler fra finansloven, private fonde, offentlige puljer

Det er muligt at støtte Café Exit gennem donationer og medlemsskab.

nen, at tilbyde ægte inklusion i fællesskaber. Vi ved fra vores arbejde, at hvis mennesker skal lykkes med at skabe forandring i deres eget liv, så kræver det ikke kun uddannelse, job, penge og bolig. Det kræver en følelse af mening og mål med livet. Det er det, som bærer mennesker igennem de svære tider.

Kan man praktisere diakoni uden at missionere?

Med udgangspunkt i ovenstående beskrivelse af diakonal praksis i Café Exit, er det nærliggende at spørge ind til missionsforståelsen i vores NGO. For direkte adspurgt vil vi svare: Vi missionerer ikke i Café Exit. Forstået som omvendelses- eller vækkelsesmission. Men ser man mission som handling eller diakoni som mission, er vi missionerende.

Diakoni er tjeneste, og der er brug for både den karitative diakoni til det enkelte menneske og den profetiske diakoni til at tale disse menneskers sag i en offentlig debat, der handler mest om højere, hurtigere og længere straffe og ikke så meget om muligheden for at genvinde værdighed og blive en påskønnet del af samfundet. En diakonal NGO kan være en vanskelig samarbejdspartner for velfærdssystemer, fonde, styrelser mm., da vi ikke arbejder ud fra det samme effektivitetsparadigme med krav om målbare resultater og dokumentation. Men vi skal ikke sammenligne os med institutionaliserede velfærdsydelser. For vi kommer med noget andet. Vi oplever at der både politisk og administrativt i velfærdsstaten, er en stigende forståelse af, at civilsamfundet kan noget den offentlige sektor ikke kan. Det er vanskeligt for en lønnet medarbejder i fængslet eller i kommu-

Vores fællesskaber og tilbud er ikke betinget af tro eller omvendelse. Så hvordan optræder troen og forkyndelsen i Café Exit? Knyttet til den kirkelige handling som forkyndelse optræder forkyndelsen ikke systematisk. Hver af vores afdelinger er i samarbejde med en lokal kirke og mange af vores aktiviteter i fængslerne sker i samarbejde med fængselspræsterne. Der vil derfor være mulighed for, at der er knyttet en andagt til vores sociale arrangementer som en del af programmet, der kan vælges til. Vi udgiver desuden sammen med fængselspræster bladet “Åndehullet”, som uddeles til indsatte og som har et stort indhold af trostof samt indhold som skrives af dem der selv afsoner. I vores arbejde er diakonien og dermed missionen implicit, men jo ikke skjult. Vi oplever at mange mennesker som er fængslede og oplever sig udstødt kan være søgende og åbne overfor tro og åndelighed. Det er derfor naturligt at bygge bro til kirken i eller udenfor fængslet eller andre troende der kan komme ind i fængslet og yde støtte under afsoning. Hvad det betyder i praksis, skal man nok selv opleve i forbindelse med vores sociale arrangementer, vores foredrag og Fangekorets koncerter. 

Årsmøde 26

 Lørdag den 11. april 2026 kl. 9.30 – 17.00

Diakoniens morgengry

Til vores store glæde får årsmødet besøg af Biskop Paneeraq S. Munk, som vil fortælle om diakonien på Grønland. Her har fire nye menighedsplejer set dagens lys i 2025, og arbejder med kirkelige sociale tiltag i lokalsamfundet.

Program

Lørdag den 11. april 2026

kl. 9.30 - 10.00 Ankomst, registrering og valg af workshop

kl. 10.00 – 10.15 Velkomst og andagt ved bestyrelsesformand Erik Ladegaard

kl. 10.15 – 11.00 Oplæg ved Grønlands Biskop Paneeraq Siegstad Munk

kl. 11.00 – 11.30 Drøftelse

kl. 11:30 - 11:40 Pause

Kl. 11.40 – 13.00 Ordinært årsmøde

kl. 13.00 - 14.15 Frokost

kl. 14.15 - 15.45 Kirke Cares Landsudvalgs afholder årsmøde

Kl. 14.15 - 15.45 Kirkens Genbrug afholder årsmøde

kl. 14.30 – 15.30 Workshops med diakonal inspiration 1

kl. 15.30 – 15.45 Kaffe og kage

kl. 15.45 – 16.45 Workshops med diakonal inspiration 2

kl. 16.45 – 17.00 Tak for i dag og afsked

 Årsmødet foregår på Brogården, Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart

 Tilmeldingsfrist

Tilmeldingsfrist er onsdag den 11. marts 2026. Ved fristens udløb er tilmeldingen bindende, men den tilmeldte kan overlade sin plads til en anden.

 Pris: Årsmødet koster 350 kr. pr. person

 Betaling sker ved at overføre penge til konto 8075 2018699 eller til mobilepay 53940. Anfør deltagernavn(e) og ’årsmøde’ ved betaling.

 Hvem kan deltage?

Hver menighedspleje og Kirke Care Forening, hvert menighedsråd med samarbejdsaftale og hver genbrugsbutik er velkommen til at sende alle de deltagere, som de ønsker – heraf har én stemmeret. Desuden har Bestyrelsens medlemmer stemmeret. Udover disse stemmeberettigede kan følgende deltage: Personlige støttemedlemmer og formændene for de selvejende institutioner med samarbejde/tilknytning til MDK.

Workshops – se meget mer på: menighedsplejen.dk/vidensbank/aarsmoede-2026

Workshop 1:

Dagligt Brød og Alle om Bordet

Ved Mette Mejlgaard, kirke- og kulturmedarbejder ved Kirken i Hinnerup

Workshop 4:

Par på vandring – med stilhed og taletid

Ved Karin Juul Jensen og Lars Kristensen, diakonikoordinatorer ved Kirkernes Sociale Arbejde

Omos

Menighedsplejen i Danmark

Valby Tingsted 7

2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66

Mobilepay 30206

Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 info@menighedsplejen.dk www.menighedsplejen.dk

Telefonåbningstid

Mandag - torsdag kl. 10-15

Fredag kl. 10-12

Tlf.: 36 46 66 66

Formand for bestyrelsen Sognepræst Erik Ladegaard

Generalsekretær

Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejen.dk

Souschef

Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30 66 18 75 jr@menighedsplejen.dk

Workshop 2:

FortælleTeaterLangeland

FortælleTeaterLangeland er en gruppe bestående af tidligere sognepræst Hanne Davidsen, Lene Munch Larsen og Benny Christensen

Workshop 5:

Fremtidsværksted

Ved Mei Petersen og Rie Harbo fra MDK

Administration

Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35

Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46

Kommunikation og fundraising

Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejen.dk

Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejen.dk

Cinne Petersen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejen.dk

Diakoni-konsulenter

LOLLAND-FALSTER:

Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejen.dk

Workshop 3: CRAFT-psykologi og bæredygtigt håndværk med upcycling af møbler.

Ved Erik Sørensen og Tage Vestergaard, frivillige medarbejdere i Kirkens Genbrug i Holstebro og Betina Køster diakonikonsulent i MDK.

Workshop 6: Diakoni i de små fællesskaber

Ved diakonikonsulent i MDK Sanne Damborg

SJÆLLAND/KØBENHAVN:

Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejen.dk

Eva Green Meinel Tlf.: 60 68 90 40 egm@menighedsplejen.dk

Sanne Glerup Damborg Tlf.: 92 15 62 02 sgd@menighedsplejen.dk

Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejen.dk Tlf.: 36 46 66 66

Der henvises til: Mei Petersen eller Sanne Damborg

Reception og Fonden

"De Stille Stuer"

Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66

Kirkens Genbrug

Workshop 7: Krop, sjæl og samtale

Ved sygeplejerske cand.cur. Charlotte Riis fra Mejdal Kirke i Holstebro

Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejen.dk

Maria Ludvig Tlf.: 92 15 06 49 ml@menighedsplejen.dk

Frivillige

Anne Olesen

Uffe Laugesen

Vagn Nielsen

Sammen i tro, håb og handling også efter døden!

Vi har brug for din støtte, så vi kan hjælpe dem, der trænger til næstekærlighed og håb.

I Menighedsplejen i Danmark er vi siden 1902 støttet de lokale menighedsplejer til at hjælpe udsatte. I 2025 sendte vi 1.9 millioner kroner direkte ud til de lokale sogne i form af julehjælp, arv og gaver, så de kunne hjælpe de sognebørn, der har brug for en hjælpende hånd.

Din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og medvirke til at kirkerne spiller en større rolle i det danske samfund. For selvom vi har en god velfærdsstat, så vil der altid være brug for frivillige, der giver en hjælpende hånd, lige der, hvor der er brug for næstekærlige handlinger, hvor menighedsplejen rækker hånden ud og hjælper.

Rundt i de danske sogne foregår et vigtig socialt arbejde udført af ansatte og frivillige i kirkerne. Hjælp dem til at hjælpe endnu flere.

Kontakt Jette Lynnerup Romanelli, hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp til testamentet: jr@menighedsplejen.dk eller telefon 36 46 66 66