Det frivillige kirkelige arbejde
– Inspirationshæfte til ledelse af frivillige og generationsoverleveringer i de kirkelige frivillige tilbud.
frivillige leders mulige udfordringer
Den frivillige leders forcer 11
Tre bud på den frivillige leders vigtigste fokusområder
1. Motivation af frivillige 13
1.1. Forskellige måder at blive motiveret på 14
1.2. Værdifællesskab og udtryk for tro
2. At være en del af et fællesskab og opleve samhørighed med andre 16
2.1. At bruge sine ressourcer
2.2. At opnå resultater
3. Koordinering og ledelse af frivillige 17
3.1. Anerkendelse
3.2. At samarbejde med ansatte
3.3. Ligeværdighed
Forslag til FUS
Indledning
I Menighedsplejen i Danmark oplever vi, at flere sogne henvender sig, fordi de ønsker at rekruttere nye frivillige og oplever at det er blevet svære at finde frivillige, der vil være med. Derfor gik vi i 2023 sammen med VIVE og VIA University College for at, opnå en dybere forståelse af, hvordan man bedst kan rekruttere og fastholde nye frivillige. Målet var at sikre en bæredygtig rekruttering og generationsoverlevering i fremtiden, så de kirkelige fællesskaber fortsat kan trives og udvikles.
Dette inspirationshæfte bygger på de erkendelser og fund, der kom frem i projektet, og det henvender sig særligt til frivilligkoordinatorer og ledere i kirkelige frivillige fællesskaber. Her præsenteres konkrete bud på, hvad der skal til for at sikre en bæredygtig frivillighedskultur, hvor alle aldre kan føle sig velkomne i fællesskabet. Ved at undersøge og forstå frivillighedens dynamikker og udfordringer, kan man skabe rammer og initiativer, der imødekommer behovene hos både eksisterende og kommende frivillige, og dermed sikre fortsat vækst og engagement i de kirkelige fællesskaber.
Folderen indeholder en blanding af praksiserfaring og viden, der er samlet fra projektet ”Nordiske Frivillige” samt generel forskning på området. Gennem dette projekt er der blevet indsamlet og analyseret data, der giver et indblik i de særlige udfordringer og muligheder, som kirkelige frivillige fællesskaber står over for, når det kommer til rekruttering og generationsoverlevering.
En del af folderen vil se på den generelle udvikling inden for frivillighed både nationalt og internationalt. Dette inkluderer trends, mønstre og skiftende præferencer blandt frivillige, hvilket er afgørende for at forstå, hvordan man bedst kan tiltrække og fastholde frivillige i kirkelige sammenhænge.
Derudover vil folderen dykke ned i den særlige udfordring ved generationsoverlevering, hvor den ældre generation af frivillige gradvist skal videregive ansvaret og engagementet til den næste generation. Dette kræver ofte en kulturændring og tilpasning af tilgange og metoder for at imødekomme de nye generationers behov og forventninger til frivilligt arbejde.
Motivation og ledelse af frivillige er også centrale emner, der vil blive behandlet i folderen. Det er vigtigt at forstå, hvad der motiverer frivillige til at deltage og engagere sig, samt hvordan man bedst kan lede og støtte dem i deres arbejde. Gennem både praktiske eksempler og teoretisk viden vil folderen give konkrete værktøjer og strategier til effektiv rekruttering, ledelse og generationsoverlevering i kirkelige frivillige fællesskaber.
Hvad forstås ved frivilligt arbejde?
Frivilligt arbejde defineres typisk som en aktivitet eller handling, der udføres af en person uden fysisk, retslig eller økonomisk tvang og uden trussel om økonomiske eller sociale sanktioner, hvis opgaven ikke udføres. Det er vigtigt, at frivilligt arbejde er en aktiv handling, hvor personen selv vælger at bidrage uden ydre pres eller incitamenter udover det indre ønske om at hjælpe og gøre en forskel.
En central del af definitionen er, at det frivillige arbejde ikke er lønnet. Det adskiller sig dermed fra lønarbejde, hvor der er en formel økonomisk kompensation for arbejdet. Frivilligt arbejde udføres af ren vilje til at bidrage til samfundet og hjælpe andre.
Desuden skal det frivillige arbejde være til gavn for andre end den frivillige selv og dennes familie. Dette indebærer, at handlingen har en samfundsmæssig nytteværdi og bidrager til at forbedre livskvaliteten eller situationen for andre mennesker eller samfundsgrupper.
Det frivillige arbejde skal også være formelt organiseret, hvilket betyder, at det foregår inden for rammerne af en organisation eller forening, der har til formål at fremme en bestemt sag, aktivitet eller formål. Dette adskiller det fra spontane eller individuelle handlinger, der udføres uden for en organisatorisk struktur.
Endelig skal frivilligt arbejde være aktivt, hvilket betyder, at det indebærer en direkte indsats eller handling fra den frivilliges side. Passivt medlemskab eller økonomiske donationer til organisationer anses ikke som frivilligt arbejde, da de ikke indebærer en direkte involvering i at udføre opgaver eller aktiviteter til gavn for samfundet eller andre mennesker.
Kilde: Center for frivilligt socialt arbejde
Frivillighedens generelle udvikling
Frivillighedens landskab har gennemgået betydelige ændringer de seneste år, og denne udvikling afspejles i både omfanget og karakteren af det frivillige arbejde. Selvom omkring 40 procent af befolkningen generelt deltager i frivilligt arbejde, er der observeret ændringer i selve måden, hvorpå folk engagerer sig.
En bemærkelsesværdig tendens er, at selvom antallet af frivillige har været relativt konstant over tid, er den enkelte frivillige typisk engageret i færre timer, og deres deltagelse er mere ustabil. Mange frivillige er i dag mere partikulært og engageret i en enkeltsag fremfor at være dybt forankret i en organisations værdigrundlag eller samlede sag.
Særligt blandt unge ses en tendens mod ”aktivitetsbaseret deltagelse” fremfor den mere traditionelle ”civil handling”. Unge forventer fleksibilitet og ønsker ikke at binde sig til faste forpligtelser som f.eks. at mødes hver torsdag. Dette stiller nye krav til organisationsstrukturen og ledelsespraksis for at tiltrække og fastholde unge frivillige.
Foreningslivet har også oplevet udfordringer med at finde stabile frivillige til f.eks. bestyrelsesposter, og den traditionelle foreningshabitus kan være truet. Samtidig ses der en stigende tendens til frivillighed uden for foreningsregi, hvor frivillige engagerer sig i netværk, lokalsamfund, boligområder og offentlige samt socialøkonomiske organisationer.
Selvom 78 procent af de frivillige stadig er medlemmer af en organisation, som de er frivillige i, er der en stigning i andre former for frivilligt engagement. Dette inkluderer aktiviteter på tværs af forskellige sammenhænge og på andre måder end traditionel medlemsfrivillighed. Trods disse ændringer ser man samtidig en genopblussen af medlemsfrivilligheden, hvilket antyder en diversificering og udvikling af frivillighedsbegrebet i samfundet.
Danmark (2020) Sverige (2019) Norge (2017)
befolkningen
Gennemsnitligt 15 timer indenfor den sidste måned
Gennemsnitligt 18 timer indenfor den sidste måned
Gennemsnitligt 13,6 timer indenfor de sidste fire uger 51% er blevet opfordret 46% er blevet opfordret 55% er blevet opfordret
Andelen af befolkningen på 16 år og derover, som har udført frivilligt arbejde indenfor det seneste år, særskilt for aldersgrupper. 2004, 2012 og 2020. Procent.
Kilde: Frivillighedsundersøgelserne 2004,2012 og 2020
Kulturændring også i den kirkelige frivillighed
I takt med samfundets udvikling er der sket en tydelig forskydning i, hvordan frivillighed opfattes og praktiseres i kirkelige fællesskaber. Den traditionelle kirkefrivillige, ofte betegnet som den ”gamle type frivillig”, er kendetegnet ved deres loyale og vedvarende engagement samt deres fokus på værdier og traditioner. Disse frivillige er ofte dybt forankret i kirken og dens aktiviteter, og deres frivillige arbejde er en integreret del af deres identitet og livsstil.
På den anden side ser vi fremkomsten af den ”nye type frivillig”, der er mere bevægelig og aktivitetsorienteret. Disse frivillige er mindre knyttet til traditioner og organisationer som helhed og fokuserer i stedet på konkrete aktiviteter og projekter, der matcher deres interesser og færdigheder. Deres engagement er ofte kortvarigt og tilpasses deres skiftende livssituationer og behov.
Denne ændring i frivillighedens karakter afspejler bredere samfundsændringer, hvor individualisme, fleksibilitet og pragmatisme i stigende grad præger vores tilgang til sociale og organisatoriske engagementer. Mens den traditionelle kirkefrivillige fortsat udgør en vigtig og stabil del af kirkens fællesskab, er det også vigtigt at anerkende og imødekomme behovene hos den nye generation af frivillige. Dette kan indebære at tilbyde mere fleksibilitet i det frivillige arbejde, der matcher deres ønsker og behov, og derved samtidig fastholde kirkens værdier og mission i en stadig skiftende verden.
Forskellige frivillig-typer:
Traditionel frivillighed
De traditionelle frivillige i kirkelige fællesskaber udgør en stabil og vedvarende del af samfundet. Deres engagement er mere end blot en aktivitet; det er en livsstil. De er ikke kun frivillige, de er ildsjæle, der brænder for at være en del af noget større. For dem er det at være aktiv i kirken ikke bare en opgave, det er en måde at være i verden på.
Værdier spiller en central rolle for disse frivillige, hvor kristendommen er en grundlæggende drivkraft. Deres tilknytning til kirken er livslang, og de føler sig dybt forankrede i et gensidigt fællesskab. Det sociale netværk og menighedsfulde aktiviteter er en integreret del af deres liv.
For disse frivillige handler det ikke kun om at gøre deres pligt; det handler også om at gøre en forskel, både for andre og for dem selv. De søger anerkendelse for deres bidrag og ønsker at være med til at forme kirkelivet og lokalsamfundet. Deres engagement kommer fra hjertet, og de føler en form for afhængighed af at være frivillige, da det er en uundværlig del af deres identitet og livsform.
Selvom mange af dem måske ikke betragter sig selv som frivillige i traditionel forstand, er deres bidrag afgørende for kirkens fortsatte virke. De oplever dog en udfordring med at tiltrække nye, især yngre medlemmer, til deres rækker.
Eksempel:
Lad os forestille os Anna, en traditionel frivillig, der har dedikeret en stor del af sit liv til at arbejde som frivillig leder i en genbrugsbutik i hendes lokalsamfund. Anna har været en del af butikkens frivillige team i mange år og har gradvist påtaget sig større ansvar og ledelsesopgaver.
Hver uge møder Anna ind i butikken med en positiv og energisk indstilling. Hun hilser hjerteligt på de andre frivillige og sørger for, at alle føler sig velkomne og værdsatte. Som leder er hun ansvarlig for at koordinere arbejdsplaner, delegere opgaver og sikre, at butikken kører smidigt og effektivt.
Anna brænder virkelig for genbrugsbutikkens formål og mission om at støtte lokalsamfundet og mindske miljøbelastningen ved at genanvende varer. Hendes engage-
ment i arbejdet går langt ud over blot at være en pligt; det er en livsstil for hende. Hun bruger sin erfaring og viden til at guide og inspirere de andre frivillige, og hendes entusiasme smitter af på hele teamet.
Som en traditionel frivillig er Anna dybt forankret i butikkens værdigrundlag og formål. Hun deler gladeligt sin viden om genbrug og bæredygtighed med kunderne og skaber en positiv og oplysende atmosfære i butikken. Hendes dedikation og ledelsesmæssige færdigheder er afgørende for butikkens succes og fortsatte vækst.
Anna er et levende eksempel på den traditionelle frivillige, der med sit engagement, sin trofasthed og sin vedvarende indsats bidrager til at skabe en meningsfuld og givende oplevelse for både frivillige og kunder i genbrugsbutikken.
På trods af udfordringer med rekruttering og forandringer i samfundet forbliver de traditionelle frivillige en vigtig og værdifuld del af kirkens fundament. Deres trofasthed, vedholdenhed og medejerskab sikrer, at kirkelivet fortsat blomstrer og udvikler sig. De er et levende eksempel på den ”gamle type frivillig”, der er loyale over for traditioner og organisationer, og som bidrager til fællesskabet med hjerte og sjæl.
Den traditionelle kirkefrivillige har en unik tilgang til deres engagement, hvor de ofte ikke betragter det som blot ”frivilligt arbejde”, men snarere som en naturlig del af deres måde at være i verden på. For dem er det at bidrage til kirken og det kirkelige fællesskab en selvfølgelig og integreret del af deres livsstil. Deres indsats er drevet af en dyb forpligtelse og kærlighed til kirken, og de føler sig ikke nødvendigvis som frivillige i traditionel forstand. Mange af dem ser ikke engang sig selv som frivillige, men som en del af fællesskabet, der naturligt tager del i opgaver og aktiviteter.
En udfordring for de traditionelle kirkefrivillige er imidlertid rekruttering af nye medlemmer, især blandt de yngre generationer. Den måde, de traditionelt har været frivillige på, matcher ikke altid med de forventninger og behov, som de yngre generationer har til frivilligt arbejde. Dette kan skyldes en forskel i værdier, livsstil og prioriteringer mellem de forskellige generationer.
En anden markant karakteristik ved de traditionelle kirkefrivillige er deres dybe forankring i kristendommens værdier og tro. Deres frivillige arbejde er i høj grad værdibaseret, og kristendommen udgør kernen i deres motivation og engagement. Deres indsats er derfor ikke kun en praktisk støtte til kirken, men også en åndelig praksis, der styrker deres forbindelse til Gud og deres medmennesker.
Den nye frivillige
Den nye generation af frivillige i kirkelige fællesskaber er kendetegnet ved deres aktivitetsorienterede tilgang til frivilligt arbejde. De søger konkrete og håndgribelige aktiviteter, der appellerer direkte til deres interesser og færdigheder. For dem handler det ikke nødvendigvis om at være en del af organisationen som helhed, men snarere om at bidrage til specifikke opgaver eller projekter, der giver dem en følelse af umiddelbar mening og tilfredsstillelse.
Samtidig udviser disse frivillige en refleksiv og instrumentel altruisme. De ønsker at gøre en forskel i verden, men de er også opmærksomme på, hvordan deres frivillige engagement kan gavne dem selv. Ved at deltage i frivilligt arbejde kan de for eksempel styrke deres CV, udvide deres netværk og måske endda opfylde et personligt behov for mening og tilhørsforhold. Denne dobbelte tilgang til altruisme afspejler en mere individualistisk og reflekterende tilgang til frivilligt arbejde, der står i kontrast til den mere kollektive og traditionelle tilgang.
Endelig er de korttidsorienterede i deres engagement. Deres deltagelse i frivilligt arbejde er ofte tidsbegrænset og tilpasset deres aktuelle livssituation. De foretrækker fleksible arrangementer og aktiviteter, der kan tilpasses deres skiftende behov og interesser. Ved at tilbyde dem ansvar for deres egne opgaver og skabe et forventningsfrit rum uden pres, kan man tiltrække og fastholde disse yngre frivillige, der ønsker at deltage på deres egne betingelser og bidrage på en måde, der er meningsfuld for dem.
Eksempel:
I et suppekøkken i et lokalt kirkeligt fællesskab møder vi Sofie, en ung frivillig med en aktivitetsorienteret tilgang til hendes frivillige engagement. Sofie deltager ikke kun for at støtte en organisation som helhed, men hun søger konkret at bidrage til de opgaver og projekter, der giver hende en følelse af umiddelbar mening og tilfredsstillelse.
Sofie har valgt at bruge sin tid i suppekøkkenet, fordi hun ønsker at gøre en direkte forskel i lokalsamfundet. Hun sætter en ære i at hjælpe de mest sårbare og trængende ved at servere varme måltider og skabe et rum for samvær og omsorg. Samtidig er Sofie reflekterende og bevidst om, hvordan hendes frivillige engagement kan gavne hende selv. Ved at deltage i suppekøkkenet får hun mulighed for at udvide sit netværk og udvikle sine kommunikations- og samarbejdsevner, hvilket kan styrke hendes CV og personlige udvikling.
Sofies engagement i suppekøkkenet er også korttidsorienteret og tilpasset hendes aktuelle livssituation. Hun deltager på fleksible tidspunkter, der passer til hendes skoleskema og andre forpligtelser. På trods af hendes korte engagementstid bidrager Sofie betydeligt til suppekøkkenet ved at tage ansvar for hendes egne opgaver og skabe en varm og indbydende atmosfære for både frivillige og gæster.
Ved at tilbyde et forventningsfrit rum uden pres, har suppekøkkenet formået at tiltrække og fastholde Sofie og andre unge frivillige, der ønsker at deltage på deres egne betingelser og bidrage på en meningsfuld måde. Sofies aktivitetsorienterede tilgang til frivilligt arbejde er en værdifuld ressource for suppekøkkenet og et levende eksempel på den nye generation af frivillige, der søger at gøre en forskel på deres egne vilkår.
Tre bud på den gode generationsoverlevering
1) Mentoring mellem generationerne:
Man kan facilitere det gode generationsmøde med en inter-generationel mentoring. Her får de traditionelle frivillige mulighed for at dele deres erfaringer, viden og værdier med den nye generation af frivillige. Dette kan ske gennem mentorordninger, hvor de ældre frivillige fungerer som mentorer for de yngre og deler deres indsigt og engagement i kirken. Ved at opmuntre til denne form for interaktion kan man bygge broer mellem generationerne og skabe en dybere forståelse og respekt for hinandens perspektiver og tilgange til frivilligt arbejde.
2) Aktivitetsbaserede Fællesskaber:
Det gode generationsmøde kan også baseres på aktivitetsorienterede fællesskaber, hvor både de traditionelle og nye frivillige har mulighed for at deltage i konkrete og håndgribelige projekter eller opgaver, der appellerer direkte til deres interesser og færdigheder. Dette kan indebære at organisere workshops, events eller serviceprojekter, hvor alle frivillige har mulighed for at bidrage på en meningsfuld måde. Ved at fokusere på fælles aktiviteter kan man skabe en følelse af samarbejde og fællesskab på tværs af generationer og styrke båndene mellem de forskellige grupper af frivillige.
3) Fleksible Engagementsmuligheder:
Endelig kan det gode generationsmøde tilbyde fleksible engagementsmuligheder, der imødekommer de forskellige behov og livssituationer for både de traditionelle og nye frivillige. Dette kan indebære at tilbyde forskellige former for frivilligt arbejde, der kan tilpasses den enkeltes tidsplan, interesser og færdigheder. Ved at tilbyde fleksible arrangementer og aktiviteter kan man sikre, at alle frivillige har mulighed for at deltage på deres egne betingelser og bidrage på en måde, der er meningsfuld og tilfredsstillende for dem.
Når frivillige leder frivillige
Frivilligledelse i diakonale frivillige fællesskaber spiller en afgørende rolle i at organisere, motivere og støtte de frivillige i deres arbejde med at yde diakonalt arbejde og hjælpe mennesker i nød. Diakonale frivillige fællesskaber er ofte baseret på kristne værdier og principper om omsorg, næstekærlighed og solidaritet, og frivilligledere spiller en central rolle i at omsætte disse værdier til konkret handling.
En frivilligleders opgaver kan omfatte at rekruttere og træne nye frivillige, koordinere arbejdsplaner og opgaver, facilitere kommunikation og samarbejde mellem frivillige, samt skabe et støttende og inkluderende miljø, hvor alle føler sig værdsatte og velkomne. Desuden er det også frivilliglederens ansvar at sikre, at det diakonale arbejde udføres på en professionel og respektfuld måde, der tager hensyn til de mennesker, der modtager hjælpen.
En vigtig egenskab hos en frivilligleder i et diakonalt frivilligt fællesskab er evnen til at inspirere og motivere de frivillige til at engagere sig fuldt ud i det diakonale arbejde. Dette kan indebære at kommunikere klart om formålet og betydningen af det diakonale arbejde, at anerkende og værdsætte de frivilliges indsats og at skabe en følelse af fællesskab og sammenhold blandt de frivillige.
Samtidig er det vigtigt, at frivilliglederen udviser empati, lydhørhed og respekt over for de frivilliges behov, ønsker og grænser. Diakonalt arbejde kan være følelsesmæssigt krævende, og det er vigtigt, at frivilliglederen er opmærksom på at støtte og vejlede de frivillige gennem eventuelle udfordringer eller vanskelige situationer.
Kort sagt spiller frivilligledelse en afgørende rolle i at skabe og opretholde et velfungerende og meningsfuldt diakonalt frivilligt fællesskab, hvor alle frivillige føler sig værdsatte, støttede og inspirerede til at bidrage positivt til samfundet og hjælpe dem i nød.
Den frivillige leders mulige udfordringer
Når lederen af det diakonale frivillige fællesskab selv er frivillig, kan der opstå en række udfordringer, der kræver særlig opmærksomhed og håndtering. En af de primære udfordringer er balancen mellem at være en autoritativ leder og samtidig en ligeværdig deltager i det frivillige fællesskab. Det kan være vanskeligt for lederen at skifte mellem disse roller og sikre, at der opretholdes respekt og tillid fra de andre frivillige samtidig med at lederskabet udøves.
En anden udfordring er risikoen for, at lederen brænder ud på grund af det dobbelte ansvar som både frivillig og leder. Da lederen ofte har et stort personligt engagement i det diakonale arbejde, kan det være svært at skabe en balance mellem arbejde, familieliv og personlige behov. Dette kan resultere i stress og træthed, hvilket kan påvirke lederens evne til at lede og motivere de frivillige.
Desuden kan der opstå udfordringer i forhold til beslutningsprocessen, når lederen er en del af det frivillige fællesskab. Det kan være svært at navigere mellem at lytte til og respektere de andre frivilliges synspunkter og samtidig træffe de nødvendige beslutninger som leder. Dette kræver en følsom balancegang og evnen til at skabe en åben og inkluderende beslutningsproces.
Endelig kan der være en udfordring i forhold til at opretholde objektivitet og neutralitet som leder, når man samtidig er en del af det diakonale fællesskab. Det kan være fristende at favorisere eller prioritere visse frivillige eller aktiviteter på grund af personlige relationer eller følelsesmæssige bånd, hvilket kan underminere tilliden og integriteten i lederskabet.
For at imødegå disse udfordringer er det vigtigt, at lederen af det diakonale frivillige fællesskab søger støtte og sparring fra kolleger, mentorer eller andre ledere uden for fællesskabet. Desuden er det vigtigt at skabe klare rammer og forventninger til lederens rolle og ansvar, samt at have en åben og transparent
kommunikation med de andre frivillige omkring beslutningsprocessen og arbejdets organisering. Ved at være bevidst om disse udfordringer og proaktivt håndtere dem kan lederen bidrage til et sundt og velfungerende frivilligt fællesskab, hvor alle frivillige føler sig respekterede og værdsatte.
Den frivillige leders forcer
Selvom der kan være udfordringer ved, at lederen af det diakonale frivillige fællesskab også er frivillig, er der også klare fordele ved denne tilgang.
For det første skaber det en stærkere forbindelse mellem lederen og de øvrige frivillige i fællesskabet. Når lederen selv deltager aktivt i det diakonale arbejde på lige fod med de andre frivillige, skaber det en følelse af fællesskab, samhørighed og gensidig respekt. Lederne viser, at de er villige til at arbejde side om side med de andre frivillige og er engageret i det samme formål og mål.
Desuden giver det lederen en unik forståelse og indsigt i de udfordringer og behov, som de frivillige står overfor. Ved selv at deltage aktivt i det diakonale arbejde kan lederen få et dybere kendskab til de konkrete opgaver, processer og dynamikker i fællesskabet. Dette gør det muligt for lederen at træffe mere informerede beslutninger og skabe mere effektive og meningsfulde arbejdsgange.
Eksempel:
I en lokal kirke fungerer Peter som leder af et familienetværk, der arrangerer forskellige aktiviteter og arrangementer for familier i lokalområdet. Peter er selv en aktiv del af netværket og deltager regelmæssigt sammen med sin egen familie i de forskellige arrangementer.
En af fordelene ved, at Peter også er en del af familienetværket som frivilligleder, er hans evne til at forstå og imødekomme familiernes behov og ønsker. Som en del af netværket oplever Peter selv de udfordringer, familier kan stå overfor, og han bruger denne indsigt til at planlægge relevante og meningsfulde aktiviteter for netværket. Han er lydhør over for feedback fra de andre familier og tilpasser løbende netværkets aktiviteter for at imødekomme deres behov bedst muligt.
Desuden bidrager Peters aktive deltagelse som frivillig til at skabe en stærkere følelse af fællesskab og samhørighed blandt familierne i netværket. Ved at deltage
sammen med sin egen familie viser Peter, at han er en del af fællesskabet på lige fod med de andre familier, og han skaber en atmosfære af åbenhed og inklusion, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte.
Endvidere styrker Peters rolle som frivilligleder hans troværdighed og autoritet blandt familierne i netværket. De ser, at Peter ikke bare taler, men også handler i overensstemmelse med de værdier og mål, som netværket står for. Dette skaber tillid til Peters lederskab og gør det lettere for ham at motivere og inspirere familierne til at deltage aktivt i netværkets aktiviteter og arrangementer.
På denne måde illustrerer Peters rolle som frivilligleder i familienetværket de mange fordele ved, at lederen af et lokalt kirkefællesskab også er frivillig. Hans aktive deltagelse styrker fællesskabet, øger tilliden til ledelsen og skaber en følelse af fælles ansvar og engagement i arbejdet med at styrke og støtte familier i lokalområdet.
Endvidere kan det styrke lederens troværdighed og autoritet i fællesskabet. Når lederen viser sig som en dedikeret og engageret frivillig, der aktivt deltager i det diakonale arbejde, opnår de respekt og tillid fra de andre frivillige. Dette skaber en solid platform for lederskab, hvor lederen kan inspirere og motivere de frivillige til at yde deres bedste og stræbe efter fælles mål.
På denne måde kan det være en styrke for det diakonale frivillige fællesskab, at lederen selv er frivillig. Det skaber en følelse af samhørighed og fælles ansvar, styrker lederens forståelse for fællesskabets behov og udfordringer, og bidrager til en stærkere og mere troværdig ledelse, der kan inspirere og motivere de frivillige til at engagere sig fuldt ud i det diakonale arbejde.
Tre bud på den frivillige leders vigtigste fokusområder:
1) Vær aktivt deltagende:
Som leder i det diakonale arbejde er det vigtigt at være aktivt deltagende i de frivillige aktiviteter og opgaver. Deltag i de praktiske opgaver, så du forstår udfordringerne og glæderne ved det arbejde, dine frivillige udfører. Den aktive deltagelse skaber også en følelse af fællesskab, hvor alle føler, at de bidrager til det samme formål. Vær synlig, tilgængelig og åben for dialog med de frivillige for at styrke samarbejdet og fællesskabet.
2) Skab klare rammer og forventninger:
For at skabe en velfungerende og effektiv diakonal frivilliggruppe er det afgørende at etablere klare rammer og forventninger. Definér tydeligt mål og formål for det diakonale arbejde og skab klare retningslinjer for, hvordan opgaver og ansvar fordeles. Tydelige kommunikationskanaler og regelmæssige møder er nødvendige for at opretholde en åben dialog og sikre, at alle frivillige er informerede og føler sig involverede i beslutningsprocessen.
3) Prioriter trivsel og anerkendelse:
Trivsel og anerkendelse er afgørende for at fastholde engagerede frivillige. Sørg for at skabe et positivt og støttende miljø, hvor de frivillige føler sig værdsatte for deres indsats. Anerkend og fejr milepæle, små sejre og engagementet fra hver enkelt frivillig. Lyt aktivt til deres ideer og bekymringer og tilpas arbejdet efter behov. Et frivilligfællesskab i trivsel er mere tilbøjeligt til at opretholde motivation og engagement i det diakonale arbejde på lang sigt.
1. Motivation af frivillige
Jævnfør de ovenfor beskrevne udfordringer, kan vi i dag ikke regne med, at de frivillige bliver i samme organisation i mange år. Derfor skal man ikke kun arbejde med at rekruttere nye frivillige, men også med at fastholde de frivillige, som man er lykkes med at rekruttere. Vi vil derfor, i dette kapitel, redegøre for nogle redskaber, som kan bruges i forbindelse med at fastholde og motivere frivillige. Det drejer sig om et motivationsbarometer, som koordinatoren kan bruge til at afklare den enkeltes motivation bag sit frivillige engagement og dermed nemmere give opgaver, der passer til den motivation. Derudover har vi et kapitel om det ligeværdige samarbejde mellem ansatte og frivillige, og hvor vigtigt dette er for at fastholde frivillige. Viden om de frivilliges motiver er afgørende, når man som kirkelig organisation skal udvikle det frivillige arbejde i kirkerne og kirkernes placering i velfærdssamfundet. De frivilliges motivation er også afgørende, når kirkerne gerne vil tiltrække yngre grupper af frivillige. Afslutningsvis har vi lavet et spørgeskema til ”Frivillige udviklingssamtaler”, som kan være med til at afdække den frivilliges ønsker og behov for fremtidens arbejde, så koordinatoren fortsat kan følge med i den enkelte frivilliges udvikling. Vi forstår nemlig motivation som resultatet af en stadig proces, der får den enkelte til at beslutte sig for at involvere sig og gøre noget aktivt.
Motivation ser vi som den stadige proces, der fører til, at man gør frivilligheden: at man frit bliver villig til at påtage sig et ansvar og udføre givne opgaver. Nærmere bestemt opstår motivationen og den frie villighed, når den enkelte frivilliges egne motiver og behov finder en passende anledning, hvor de kan udleves og opfyldes. Begge elementer, behov og anledning, skal være til stede, hvis en frivillig skal være motiveret.
Det er illustreret i denne figur. Kilde: Ib Sørensen, VIA University College.
Motivationens dynamikker
