RFMnyt #3 2013

Foto: Thorkild Jensen

RFMnyt

34. årgang nr. 3 Vinter 2013

40 år med fri abort

Sker der snart noget på Christiansborg?

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv

Jérôme Lejeune

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrods­ bevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

det ekstra kromosom (trisomi 21), som forår­ sager mongolisme. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926– 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Aka­ demi. I slutningen af 1950’erne opdagede han

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag. Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblik­ ket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs­objekt.

Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse. Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør. Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker. Det er unikt og derfor uerstatteligt. Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning. Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt. Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn. Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe op­ mærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds­hjælp, repro­ duktionsteknologi, genteknologi og befolk­ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivnings­ tjeneste for gravide. Er du i tvivl, om du magter at gennem­ føre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisnings­ materialer, som du kan bestille på sekretariatet. Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i for­ eninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 • Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 – eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 • Tlf.: 5576 7652 • E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk

RFM nyt

34. årgang nr. 3 Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr. For familier 175 kr. Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 E-mail: morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: CoolGray Husk at alle gaver til RFM ud over årsbidraget er fradragsberettigede. RFM indberetter gaver til SKAT, hvis du meddeler os dit CPR-nummer.

Et temanummer Dette nr. af RFM nyt er et temanummer, som udelukkende handler om abortspørgsmålet. Anledningen er – hvad der næppe kommer som en overraskelse for nogen – 40-året for Folketingets beslutning om at indføre fri abort i Danmark. Hensigten er gøre opmærksom på, hvorfor det på mange måder har vist sig at være en uklog beslutning.

Først et tilbageblik på tiden op til 1973: Læg mærke til, at vi ovenfor sagde Folketingets beslutning – ikke folkets beslutning. Det ville det have været, hvis man havde lagt spørgsmålet ud til folkeafstemning. Det valgte man ikke at gøre. Begrundelse herfor kunne være, at vi har et repræsentativt folkestyre og dermed basta. Men det er en begrundelse, der ikke kan stå alene. Kunne den det, ville det betyde, at der under ingen omstændigheder kan afholdes folkeafstemninger i Danmark, og det er jo ikke tilfældet. Hvorfor gjorde man det så ikke i et spørgsmål af så vidtrækkende principiel karakter? Det er der efter vores opfattelse to hovedårsager til: 1. Man var bange for, at forslaget ville falde. 2. Man anså det ikke længere for et spørgsmål af større principiel interesse, fordi man i realiteten allerede var kommet så tæt man kunne på at have indført fri abort – ad bagvejen. Det sidste kræver en nærmere forklaring. Vi nøjes med den korte version, som man kunne give overskriften salamimetoden: Allerede i 1939 fik man en såkaldt svangerskabslov. Det er her, det afgørende principielle gennembrud finder sted. For hermed fjernede man abortspørgsmålet fra Straffeloven og afkriminaliserede således i princippet provokeret abort, uanset at der endnu var lang vej tilbage til fri abort. Det næste vigtige skridt, hvor der blev skåret en tyk skive af sala­ mien, kom i 1956, da man indførte den sociale indikation. Det betød, at man for at få bevilget abort nu blot behøvede at have personlige problemer, der kunne sandsynliggøre, at barnet ikke ville få en tryg opvækst. Loven blev i de følgende år i praksis fortolket mere og mere liberalt, som det kan ses i statistikken fra 1960’erne, hvor abort­ tallet steg støt. De sidste skiver af salamien blev skåret i 1970 med indførelsen af fri abort for kvinder over 38 år og for kvinder med fire hjemmeboende børn under 18 år. På det tidspunkt var der så få, der fik afslag på deres ansøgning, at det ikke længere gav mening at opretholde et forbud. 1973-loven var således i realiteten blot en blåstempling af den gældende praksis. fortsættes næste side u

Og så tilbage igen til 2013: Når en lov har været i kraft i en årrække, er det som hovedregel fornuftigt at gøre en form for status, hvor man spørger: Har den lov, vi vedtog, virket efter hensigten? Har vi opnået det, vi ville? Er der eventuelt noget, der tyder på, at de forudsætninger, vi arbejde­ de ud fra dengang, har ændret sig afgørende, således at en revision af loven bør overvejes?... Os bekendt har en sådan refleksion endnu ikke fundet sted – nu 40 år efter lovens vedtagelse. Hvor­ for mon ikke? Det er der sikkert flere grunde til. Det kunne f.eks. være, at politikerne tænkte og tænker, at • Det er et fåtal, der pro­ testerer imod fri abort. Derfor er der ingen stemmer i at ville ændre på status quo. • Det er en fordel for samfundet, at kvinderne så vidt muligt står til rådighed for arbejds­ markedet. Derfor må vi have fri abort som den ultimative sikring mod afbræk i arbejdslivet på grund af uplanlagte fødsler, der jo udløser barselsorlov. • Abort gør det muligt at begrænse antallet af børn, der fødes med et handicap, og som derfor hele deres liv vil være en udgift for samfundet.

Rækken af mere eller mindre gode grunde kunne uden tvivl gøres meget længere, men lad os slutte af med den nok mest tungtvejende grund til, at ingen politiker, der har sit politiske liv kært, p.t vover at anfægte den fri abort: Fri abort har, så længe den har været diskuteret, været feministernes mærkesag nr. 1. Selv det mindste tilløb til at begrænse den vil derfor udløse et ramaskrig og uden tvivl koste kvindelige stemmer på valgdagen. Med andre ord, fri abort betragtes endnu 40 år efter lovens vedtagelse som en hellig ko – altså som et problemfelt, man af rent ideologiske årsager gør klogt i ikke at røre ved.

e ølgend f e d å vi os p på: r e d a l l i t ge Derfor sider at pe

4

Men, tillader vi os at gøre opmærksom på, det er ikke specielt hensigtsmæssigt, at der i et moderne demokrati er lovgivning, som man ikke ønsker at disku­ tere – lovgivning, hvis konsekvenser for os alle man ikke har lyst til at se i øjnene. For der er faktisk en del røde lamper, som har blinket igennem læn­ gere tid, uden at nogen har reageret...

1

5 gode grunde til at afskaffe loven om fri abort Fri abort er en alvorlig trussel mod vores velfærdssamfund, fordi den skæve befolkningsudvikling er en bombe under økonomien.

Regnestykket er i grunden ganske simpelt: Hvis et ægtepar ikke får mindst to børn, der kan tage deres plads, når de ikke er der mere, vil be­ folkningstallet i det lange løb falde. I Danmark føder hver kvinde p.t. i gennemsnit 1,73 børn. Det er ikke nok. I Europa er tallet 1,54. Værst står det til i Tyskland og i Øst- og Sydeuro­ pa, hvor fødselsrater på 1,2 -1,4 kan føre til en halvering af befolkningen i løbet af 40-50 år. Færre unge, flere gamle Når befolkningstallet i Danmark ikke allerede er faldet, men fortsat stiger svagt, er der to grunde til det: ind­ vandringen og især det forhold, at vi bliver ældre og ældre. Det problem, vi dermed i første om­ gang støder ind i, er, at der til stadig­ hed bliver flere gamle (over 65) og færre børn og unge. Der bliver med andre ord færre til at betale pensio­ ner og sundhedsudgifter til de ”store årgange”, der nu går på pension. F.eks. blev der i 1946 født 96.111 børn. Det er de børn, der i år fyldte 67 år.

I 1983, hvor fødselstallet nåede bun­ den, blev der født 50.822 børn. Det er de børn, der i år fyldte 30 år, og som nu skal finansiere offentlige ydelser til næs­ten dobbelt så mange pensio­ nister. I 1946 blev der legalt foretaget 1.930 provokerede aborter, i 1983 20.791. Hvis disse sidste havde fået lov at leve, ville fødselstallet det år have været 71.613 – et niveau, som vi kender det fra 1960’erne og første halvdel af 1970’erne, indtil aborttallet efter 1973 begyndte sin himmelflugt, mens fødselstallet styrtdykkede.

lige bliver der på den måde færre danskere i fremtiden...” Fødselsraten var i 2004 1,78 – altså lidt højere end i dag. Med andre ord, problemet er det samme i dag som dengang.

En manko på over 700.000 danskere Vi mangler altså alene for året 1983 20.000 danskere på arbejdsmarkedet. Sammenlagt har vi siden 1973 nægtet over 700.000 danskere adgang til livet – generationer, der kunne have bidraget til at finansiere velfærden.

I Jyllands-Posten kunne man således den 28. oktober i erhvervssektionen side 3, læse, at 35 pct. af de danske fødevarevirksomheder jævnligt har problemer med at rekruttere faglært arbejdskraft. Dansk Metal oplyser i samme artikel, at 4.500 af deres medlemmer hvert år forlader arbejds­ markedet, mens kun omkring 2.400 nye kommer til. Det kan føre til, at danske virksom­heder bliver nødt til at udflage produktionen og i mange tilfælde også produktudviklingen. u

I 2004 udtalte daværende statsminis­ ter Anders Fogh Rasmussen til BT, ”at fødselstallet faktisk er i underkanten af, hvad vi kunne ønske os ... alt andet

Hvad sker der, når vi er ude af den økonomiske krise? Men hvad så lige nu? Vi er på vej ud af en økonomisk krise, som har gjort, at vi en tid i højere grad har talt om arbejdsløshed, især blandt de unge. Men allerede nu melder virksomhe­ derne om mangel på arbejdskraft.

5

Artiklen omtaler endvidere en prog­ nose, der viser, ”at der i 2020 vil mangle 20.000 faglærte inden for jern og metal og 13.000 inden for tekniske, korte videregående uddannelser.” Færre europæere Næste fase (når de store årgange lig­ ger på kirkegården) bliver et faldende befolkningstal og dermed også et skrumpende hjemmemarked. At det er en udvikling, der allerede er i gang, fik vi et vink om i første kvartal af dette år, hvor Danmarks Statistik oplyste, at der for første gang siden 1987 var registreret færre fødsler end dødsfald. For Europa som helhed kommer den negative befolkningsudvikling til at betyde, at der bliver 30 mio. færre europæere i den erhvervsaktive alder i løbet af de næste 50 år. Kan vores velfærdssystemer holde til det? Økonomerne har igennem længere tid udsendt advarselssignaler, uden at det tilsyneladende har gjort indtryk på de ansvarlige politikere. Bevares, man har da talt om, at vi nok bliver nødt til at blive længere på arbejds­ markedet, og Margrethe Vestager slog i efteråret 2012 til lyd for, at man skulle blive bedre til at behandle psy­ kisk syge unge, så de kunne sluses ud

6

på arbejdsmarkedet igen. Men hvem tror i fuldt alvor på, at den slags feber­ redninger vil kunne løse problemet? Befolkningseksplosion? En del af forklaringen på den udbred­ te apati i det politiske miljø kunne være, at man stadig hænger i fast i myten om ”befolkningseksplosionen”. Det er, som mange vil huske, titlen på en bog, som lederen af World Watch Institute Paul Ehrlich udsendte i 1968. Bogen, som blev en eksem­ pelløs succes og øvede en afgørende indflydelse på befolkningspolitiske beslutninger i mange år efter, adva­ rede om, at verden stod over for en sultkatastrofe, mangel på råstoffer og meget mere, hvis der ikke blev grebet ind over for den globale befolknings­ tilvækst – f.eks. ved at promovere, subsidiært gennemtvinge fri abort overalt i verden. Umiddelbart byggede Ehrlichs dommedagsprofeti på det faktum, at verdens befolkning i 1968 var i stærk vækst. I perioden 1960-2000 blev den således fordoblet fra 3 til 6 mia. Det ironiske var imidlertid, at det gen­ nemsnitlige antal fødsler pr. kvinde i samme periode globalt set faldt fra 6 til 2,6 – en udvikling som altså allerede var i fuld gang ved bogens fremkomst, og som Ehrlich derfor

burde have været opmærksom på. I dag er tallet ifølge FN 2,53 og forven­ tes at falde til 2,24 i 2045-50. Når befolkningstallet stadig stiger, skyldes det altså ikke, at der bliver født for mange børn, men at vi i gen­ nemsnit lever længere – eller som Steven Mosher, lederen af Population Research Institute, mere slagfærdigt har udtrykt det: ... ikke, at vi formerer os som kaniner, men at vi er holdt op med at dø som fluer. Og – behøver vi at tilføje det? – ingen af Paul Ehrlichs dommedagsprofetier er gået i opfyldelse. Det alvorligste problem, vi står over for i dag, er ikke en befolkningseksplosion, men en befolkningsimplosion, som truer selve grundlaget for vores velfærd. Derfor er det på tide at lægge for­ ældede forestillinger på hylden – eksem­pelvis om at vi bliver rigere, hvis vi bliver færre om at dele ”kagen”. Den slags teorier hører hjemme i en svunden tid, hvor rigdom var bun­ det til jordbesiddelse. I dag hænger værdi­skabelse sammen med innova­ tion, og den skabes som hovedregel ikke af pensionister, som ifølge FN’s seneste prognose er den hastigst voksende befolkningsgruppe i verden i dag.

Har fri abort gavnet kvindernes situation? Kun hvis man helt enøjet fokuserer på veluddannede kvinders karrieremuligheder – og ikke på deres mentale velfærd. Uanset hvad skal kvinderne nemlig både lægge krop til indgrebene og efter­følgende bære på skylden og sorgen over det tab, de har lidt. Og hvad med pigerne i den 3. verden, som selv bliver ofre for den fri abort, fordi ønskebarnet skal være en dreng?

Er der nogen risiko forbundet med at få foretaget en provokeret abort? Ja, men hvor stor den er, er det svært at få oplyst, fordi sundhedssystemets folk holder kortene tæt ind til krop­ pen. Først de fysiske komplikationer i forbindelse med selve indgrebet: Her har vi en undersøgelse fra 1992, der viser, at den hyppigste komplikation er underlivsbetændelse, som rammer 12 pct. af kvinderne. For kvinder, der ikke har født tidligere, drejer det sig om hele 16 pct. En sådan infektion kan føre til, at ægge­lederne lukker sig til og gør det vanskeligt for kvinden at blive gravid igen. Men hvad siger statistikken? Ikke noget, man kan bruge til noget. Man registrerer nemlig kun komplikatio­ ner i forbindelse med abort på det sygehus, hvor indgrebet foretages, så længe kvinden er indlagt – og det er hun typisk kun en enkelt dag. Bliver hun i den følgende tid behandlet på sygehuset eller hos sin egen læge, indberetter lægen ikke, at hendes problem stammer fra den abort, hun netop har fået. På den måde får man en sminket statistik, som man kan henvise til, når man fortæller patienterne og alle os andre, at abort er et sikkert og ukom­ pliceret indgreb. Senfølger af abort kalder man de komplikationer, der opstår i tiden efter indgrebet. Vi savner danske un­ dersøgelser, vel nok fordi det inden

for ”systemet” ikke anses for befor­ drende for en læges karriere at forske i den slags sammenhænge – men udenlandske under­søgelser har vist forhøjet risiko for brystkræft og i for­ bindelse med senere graviditeter: for tidlig fødsel, spontan abort, graviditet uden for livmoderen. m.m. Også de psykiske komplikatione­r har man i årenes løb forsøgt at bagatellisere. Her har man benyttet det samme trick: kun at undersøge kvindernes psykiske reaktioner i kort tid efter aborten. Men komplikationerne opstår som regel først, når følelsen af lettelse over at være blevet ”problemet” kvit er kommet på afstand. Omkring 80 pct. af alle kvinder oplever her­efter en fase på 4-6 uger, hvor de plages af sorg og tvivl, om det nu også var den rigtige beslutning. De fleste overvinder denne krise, men 10-20 pct. udvikler det såkaldte post abort-syndrom, som er en veldefineret og i den videnskabelige litteratur velbeskrevet psykisk lidelse, der vel at mærke kræver psykiatrisk behandling. Den hjælp til at komme videre er der imidlertid mange kvin­ der, som aldrig får, fordi både omgi­ velserne og lægerne bevidst fortræn­ ger problemet og dermed svigter kvinderne. Jfr. citatet i højre spalte fra en erklæret feminist, som ikke desto mindre havde mod til at stå frem og fortælle om sin oplevelse af det tab, som hun senere i artiklen betegner som ”fuldstændig tabui­seret”.

2

Hertil kommer, at de kvinder som har den største risiko for at blive ramt af post abort-syndromet, netop er dem, som man normalt er tilbøjelig til at tilråde abort, fordi de har problemer af den ene eller den anden art. Det drejer sig især om • teenagere, især hvis de føler sig overtalt eller tvunget til abort • kvinder, som tidligere har været i psykiatrisk behandling for f.eks. spiseforstyrrelser eller depressioner • kvinder, som socialt set befinder sig i en udsat situation • kvinder, der allerede har børn, og som har et stærkt moderinstinkt.

Jeg følte mig ensom og svigtet. De personlige omkostninger ved at få en abort er utroligt undervurderede. På den ene side får man at vide af lægerne og sine omgivelser, at det er ingenting. På den anden side har man selv en følelse af tab og af at begå mord. Der er ingenting at hænge de følelser op på. De bliver ikke accepterede. Elisabeth Møller Jensen Leder af KVINFO i Weekendavisen 2.-8. juli 1993 Den pris, kvinderne har måttet betale for at få fri abort, er således høj – og bør i hvert fald ikke, som det ofte sker, affærdiges som blot forbi­ u

7

gående gener. Men var det prisen værd? Det kan der selvfølgelig være mange meninger om, men spørgs­ målet er: Kunne de fordele, man ville opnå, ikke være nået på anden vis? Hvem sagde ligestilling? Lad os tænke os den situation, at en kvinde bliver gravid på et tidspunkt, hvor det for hendes vedkommende vil gribe forstyrrende ind i et uddan­ nelses- eller karriereforløb. Her vil nogen sige: Hun er faktisk nødt til at få en abort, ellers vil det skade hendes karrieremuligheder. Men hvorfor retter indignationen sig ikke mod det system og den mentalitet, der gør, at det faktisk er sådan? i stedet kunne man jo sige: Vi må indrette arbejdslivet under hensyntagen til, at kvinderne biolo­ gisk set har den helt uundværlige og i allerhøjeste grad samfundsnyttige funktion at føde børn. Det skal de ikke straffes, men belønnes for. Hvis vi vil skabe ligestilling mellem kønnene og gøre brug af den arbejdskraft og de kvaliteter, kvinderne kan tilføre samfundet, er vi nødt til at indrette arbejdsmarkedet derefter. Med andre ord: hvad har det med kvindesag at gøre at tvinge kvinderne til at undertrykke deres biologiske natur for at tilpasse sig arbejdsmarke­ dets krav? Er det ikke netop at under­ kaste sig mandssamfundets normer, når de er værst, hvor hensynet til effektivitet og rentabiltet går forud for hensynet til medarbejderne og deres naturlige krav på et familieliv? Lige så selvmodsigende er den for­ slidte påstand, at det var en gevaldig sejr for kvinderne, at de med abort­ loven alene fik lov at bestemme, om barnet skal fødes eller aborteres. For det første har det jo ikke meget med ligestilling at gøre, men dernæst er det privilegium, de hermed opnå­ ede, i lige så høj grad en byrde. Nu er det kvinden, der skal bære hele ansvaret, mens manden kan lægge det fra sig og opføre sig tilsvarende uansvarligt: Hvis du bliver gravid, min skat, er det dit problem. Det kan du få ordnet hos lægen...

8

Hvis vi ser lidt ud over vores egen næsetip – og det gør vi jo som sam­ fund i forbindelse med den såkaldte bistandspolitik – er billedet i princip­ pet det samme, men i praksis endnu mere grelt.

fænomenet kønsselektering, altså det forhold, at det i dag er muligt f.eks. ved hjælp af ultralydsscanning at identificere børn med det ”forkerte” køn inden fødslen og efterfølgende frasortere dem ved provokeret abort.

Den amerikanske videnskabsjournalist Mara Hvistendahl udsendte i 2011 en bog med titlen ”Unnatural Selection”, hvor hun analyserer årsagerne til

Det har ført til, at der i Asien i dag i verdens mest folkerige nationer er et gigantisk underskud af kvinder på anslået 160-170 mio. Det interessante i den nærværende sammenhæng er hendes påvisning af • at selv nok så megen uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet for kvin­ dernes vedkommende – empowering women, som det hedder i udviklings­ kredse – ikke har ændret en tøddel ved denne ubalance mellem kønnene • og at den udvikling, der er foregåe­t i Asien, men også andre steder i verden ikke havde været mulig uden massiv støtte fra den vestlige verden i hovedsagen kanaliseret gennem Verdensbanken og FN’s Befolknings­ fond UNFPA.

Indførelse af fri abort var og er som allerede nævnt de militante feministers mærkesag nr. 1 – efter deres opfattelse et helt nødvendigt led i bekæmpelsen af det mands­dominerede samfund. Men hvad siger de så i dag til, at den udvikling, de om nogen har været med til at fremme, har ført til, at deres medsøstre i den 3. verden bliver aborteret på stribe, og at disse samfund på den måde er blevet mere mandsdominerede end nogensinde før? I USA, hvor køns­selektering er et varmt emne i abortdebatten, er svaret: Ikke ret meget. Den kendsgerning, at der i dag mangler 160-170 mio. kvinder i Asien er af de militante kvinde­ organisationer blevet mødt med larmende tavshed.

Det sidste er især værd at holde sig for øje, fordi den vestlige verdens hensynsløse ind­griben i befolknings­ udviklingen i den 3. verden kun har kunnet ske uden protester på hjemme­fronten, fordi kvindegrupper koblede i øvrigt legitime krav sam­ men med kravet om fri abort. Derfor bærer de samme grupper en væsentlig del af ansvaret for, at millioner af ufødte piger systematisk er blevet udryddet for vestlige midler og med vestlig teknologi i efterkrigs­ tiden. Og hvis man tror, at kvindernes vilkår i de asiatiske lande er blevet forbed­ ret, fordi de nu om dage er blevet en ”mangelvare”, tager man gruelig fejl. Manglen på kvinder har tværti­ mod ført til, at de i stigende grad netop bliver betragtet som en vare. Fattige unge kvinder bliver handlet over grænserne, tvangsgiftet bort for penge og udsat for at skulle stå til rå­ dighed ikke blot for ægtefællen, men også for dennes brødre. Empowering women?

3

Et af argumenterne for at indføre fri abort var, at det frie valg var en garanti for, at der fra nu kun ville blive født ønskebørn. På den måde, forestillede man sig, ville man så godt som kunne eliminere pro­blemet med dysfunktionelle familier, hvor uønskede børn fik en kærlighedsløs opvækst. Nåede vi målet?

Det er der ikke meget, der tyder på. Men inden vi ser nærmere på de barske kendsgerninger, er der grund til at spørge: Hvorfor gik det ikke som lovet? Hvad var der galt med selve ræsonnementet? For det første var det naivt at forestille sig, at man kunne vurdere, hvordan det ville gå i fremtiden, alene ud fra det faktum, at den ene eller begge forældre modtager meddelelsen om graviditeten med blandede følelser. Hvem ville kunne forudse, hvor­ dan forældrenes følelser for barnet udvikler sig – fra det øjeblik de første gang holder barnet i deres arme (her smelter de fleste!) og i tiden derefter? Dernæst lod man sig forføre af sin egen retorik. At et barn er ”et ønske­ barn” rummer ikke garanti for noget som helst. Der er således ikke noget i vejen for, at et selv nok så brændende ønske om at få et barn, hurtigt kan blive afkølet under indtryk af, hvor slidsomt det kan være at have ansvar for et barn, der forstyrrer ens natte­ søvn og kræver opmærksomhed og omsorg i de vågne timer – for slet ikke at tale om, hvad man kan blive udsat for, når barnet når teenagealderen. Og endvidere kan man spørge: Er det set fra barnets synspunkt nogen lykke at være et ønskebarn? Ikke hvis det betyder, at det ikke bliver elsket for dets egen skyld, men kun for så vidt

som det opfylder forældrenes ønsker og forventninger. Og her er vi ved problemets kerne. Når forældrene forbeholder sig retten til kun at få ønskebørn – dvs. til i givet fald at fravælge barnet, hvis det melder sin ankomst på et ube­ lejligt tidspunkt – så vil risikoen alt andet lige være større for, at de, når familieidyllen skal realiseres, vil være mindre tolerante over for afvigelser fra ”planen” – altså fra den forestilling, de havde om deres fremtidige liv, da de besluttede at ”anskaffe” barnet. Med andre ord ville det ikke være urimeligt at forestille sig, at abort­ mentaliteten ikke just befordrer den kærlighed og tålmodighed, der skal til for at få et familieliv til at fungere. Men uanset om man vil acceptere dette ræsonnement eller ej, er man nødt til at forholde sig til, at de opti­ mistiske forventninger til familielivet efter 1973 endnu 40 år efter, at vi fik fri abort, ikke er blevet indfriet.

F.eks. har skilsmisseprocenten været støt stigende fra 1980 (37,45) til 2012 (42,72). Omkring 14.000 børn er p.t. anbragt uden for hjemmet svarende til, at et ud af hver 100 børn bor på en døgn­ institution, i en plejefamilie eller i et andet tilbud. 46 pct. af alle børn fødes i Danmark uden for ægteskab. 12 pct. af danske børn oplever et barndomsforløb med seprarationer og stedforældre, således at de i deres første 18 leveår i gennemsnit har levet i 5,2 familier. 23 pct. af alle børn bor hos en enlig mor. Det er en fordobling siden 1980. Læg hertil stigningen i antallet af børn med ADHD, spiseforstyrrelser, selv­skadende adfærd m.m. Alt dette kan der naturligvis være flere årsager til, men det er i hvert fald svært at få øje på, at familierne skulle have fået det bedre.

9

4

Loven om fri abort blev, som vi allerede antydede det i indledningen, vedtaget på et overvejende usagligt grundlag. Lige så usaglig var store dele af den offentlige debat, der gik forud for vedtagelsen.

Lad os se på nogle af de mest almin­ delige påstande, som tilhængerne af abort ikke undser sig for at fremture med endnu den dag i dag. Den første lyder sådan: Man var nødt til at indføre fri abort, fordi det i praksis ikke var muligt at håndhæve et forbud. Kvinderne kunne jo bare gå til kvaksalvere eller rejse til udlandet for at få foretaget ind­grebet. Læg mærke til argumentationen: Hvis man har en lov, man ikke kan forhindre folk i at overtræde, er man nødt til at give op og afkriminalisere den handling, det drejer sig om. Ud fra en sådan tankegang kunne man lige så godt argumentere for at ophæve samtlige paragraffer i Straffe­ loven, for faktum er, at vi heller ikke kan forhindre folk i at begå indbrud, forsikringssvindel, underslæb, brugs­ tyverier, mord eller voldtægter... Men det har sjovt nok ikke været til diskus­ sion i Folketinget endnu. Den næste påstand siger nogenlunde det samme, men vælger en lidt snedi­ gere indgangsvinkel. Den lyder sådan:

både legale og illegale aborter. Og som vi var inde på i afsnit 2, side 7, vil der altid kunne forekomme kom­ plikationer i forbindelse med abort­ indgreb, ligesom ved ethvert andet kirurgisk indgreb. Spørgsmålet er så: Var der flere eller færre komplikationer ved de illegale indgreb end ved de legale? Det fik vi svaret på i 2003 med Lau Sander Esbensens ph.d.-afhandling, hvor han ved at kulegrave ”Danmarks moderne aborthistorie” konstaterede • at der i første halvdel af 1960’erne kun blev foretaget ca. 5.000 illegale aborter årligt • at der ikke forekom flere dødsfald ved de illegale end ved de legale ind­ greb, måske snarere tværtimod • at andre komplikationer end døds­ fald sandsynligvis heller ikke forekom hyppigere ved illegale indgreb end ved legale • at myndighederne og politikerne udmærket vidste, at det forholdt sig sådan, men bevidst valgte at fortie det for offentligheden

Fri abort var nødvendig for at spare kvinderne for at skulle gå til kvak­ salvere, som lemlæstede kvinderne ved at foretage aborter med strikke­ pinde i uhumske bag­lokaler.

Tilsvarende ved vi, at forkæmperne for fri abort i USA benyttede sig af direkte usandheder for at blødgøre opinionen. En af dem, dr. Bernard Nathanson, som drev landets største abortklinik, men senere kom på bedre tanker, skrev efterfølgende:

Problemet med denne påstand er, at det problem, der omtales, i grun­ den ikke var noget problem. Mens provokeret abort endnu stort set var forbudt i Danmark, blev der foretage­t

Vi bedrog offentligheden med en række opdigtede statistikker og tal. Det lykkedes for os, fordi det var det rette tidspunkt, og nyhedsmedierne var samarbejdsvillige (...) Vi løj skandaløst,

10

og alligevel blev vores udtalelser citeret, som om de havde været lov. Endnu et forslidt og aldeles usagligt argument: Det var ret og rimeligt at indføre fri abort, for kvinden må have ret til at bestemme over sin egen krop. Det sidste er der ikke nogen, der vil bestride, men det er heller ikke det, diskussionen drejer sig om. Det ufødte barn er ikke i biologisk for­ stand en del af sin mors krop. Mode­ rens og barnets vævs- og blodtyper er altid forskellige, og når det befrug­ tede æg sætter sig fast på livmoderen (implanteres), udstøder det et sekret, som skaber en frizone i livmoderen. Ellers ville moderens immunforsvar gå til angreb på ægget og afstøde det, ligesom det sker ved organtransplan­ tationer, med mindre der gribes ind. Moderens immunforsvar tolker altså korrekt det indtrængende æg som et fremmedlegeme. Tænk også på fænomenet en ”ruge­ mor”, hvor et befrugtet æg overfø­ res fra en kvinde til en anden, som der­efter gennemfører graviditeten. Hvordan skulle det være muligt, hvis ægget var en del af moderens krop? Men hvis det, man mente, bare var, at det er kvinden, der lægger krop til graviditeten, og at det derfor også må være hende, der bestemmer, om graviditeten skal gennemføres, så er hermed også sagt, at hun ikke som påstået kun kræver retten til at be­ stemme over sin egen krop, men tillige til at bestemme over barnets.

Loven om fri abort er en krænkelse af menneskerettighederne og derfor også en trussel mod retssikkerheden Et af kriterierne for, at man kan kalde et samfund for et retssamfund, er, at det respekterer princippet om lighed for loven. Den abortlovgivning, vi har i Dan­ mark og i de fleste vestlige lande udgør et brud med dette princip og dybest set med den overbevisning, der ligger til grund for FN’s Verdens­ erklæring om menneskerettigheder­ ne (1948), at ”alle medlemmer af den menneskelige familie” er i besiddelse af ”lige og umistelige rettigheder”. Loven om fri abort frakender en bestemt gruppe ”medlemmer af den menneskelige familie” – de ufødte børn – deres status som juridiske personer og dermed muligheden for at opnå lovens beskyttelse. Det forhold, at der er tale om diskrimi­ nation, forsøger man at definere sig ud af ved at hævde, at børn i juridisk forstand ikke regnes for mennesker før fødselsøjeblikket. Derved hævder man, at de slet ikke er mennesker, for ellers måtte man indrømme, at man med loven i hånd slår forsvarsløse mennesker ihjel. At ufødte børn ikke skulle være men­ nesker er imidlertid en påstand, der svæver frit i luften. For hvad skulle be­ tinge, at det barn, som endnu befin­ der sig i moderens mave, umiddelbart inden fødslen går i gang, minutter eller allerhøjst timer senere er blevet forvandlet til et menneske? Og i givet fald forvandlet fra hvad? Hvad var det før fødslen, hvis det ikke var et menneske? Et dyr? Når man via lovgivningen frakender ”medlemmer af den menneskelige familie” deres menneskeværd, over­ skrider man en principiel grænse og åbner dermed porten på vid gab for andre former for diskrimination. Det, man siger, er i realiteten

følgende: Samfundet har til enhver tid ret til at aflive mennesker efter kriterier, som et flertal i Folketinget fastsætter. Det er en farlig vej at slå ind på, og hvad det på længere sigt kan føre med sig, behøver vi, sådan som sagerne står, ikke længere være i tvivl om. Mennesker i de tidligste stadier af deres liv er allerede i den almindelige bevidsthed blevet degraderet til biologisk råstof og anvendes nu som materiale i viden­skabelige forsøg, ligesom de bruges og kasseres efter forgodtbefindende i forbin­delse med kunstig befrugtning.

5

Det næste skridt ned ad det etiske skrå­plan hedder ”aktiv dødshjælp”. Som nævnt har man med loven om fri abort overskredet en principiel grænse. Det betyder konkret, at man har frasagt sig muligheden for uden videre at afvise en lovgivning af denne art. For hvis man kan vedtage, at ufødte børn ikke er mennesker – eventuelt med henvisning til, at de ikke er i stand til at træffe selvstæn­ dige beslutninger eller tage vare på sig selv – ligger det snublende nær at sige: Jamen, det kan ældre senil­ demente mennesker heller ikke. Ergo er de ikke rigtige mennesker. Det eneste værn mod en så barba­ risk og diskriminerende tankegang er konsekvent at fastholde, at alle mennesker, uanset hvilken livsfase de befinder sig i, har krav på ubetinget respekt og derfor også på lovens beskyttelse. Det kan man bare ikke argumentere overbevisende for, samtidig med at man går ind for fri abort.

11

B

Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup

PP Danmark

Om det ufødte barns status Professor Jérôme Lejeune (1926-1994)

At hævde, at et foster ikke er et menneske, er et udsagn på samme intellektuelle niveau som det svar, en læge gav, da han modtog sin dom i Nürnberg: »En fange er ikke et menneske«.

ISSN 0906-4605