STEDER VI MØDES by Realdania.dk

STEDER VI MØDES

Denne introduktion er udarbejdet af tegnestuen dominique+serena for Realdania i forbindelse med ”Steder Vi Mødes” kampagnen.

dominique + serena beskæftiger sig både praktisk og teoretisk med aldersinklusion og arkitekturens sociale potentialer.

Tegnestuen står bag to udgivelser om emnet: Age-inclusive Public Space (Hatje Cantz, 2020) og Aldersinkluderende Rumlig Praksis (Arkitektens Forlag, 2021).

Bidragsydere:

Christine E. Swane, Kultursociolog, ph.d. og direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn, www.egv.dk.

Redaktion og illustrationer:

Dominique Hauderowicz

Kristian Ly Serena Arkitekter MAA info@studiods.dk www.studiods.dk

Udgivet af: Realdania 2024.

STEDER VI MØDES

At skabe gode mødesteder for ældre mennesker kan være både meget enkelt og uendelig svært. Ofte skal der ikke så meget til, førend vores liv med andre slår rødder – et bord, et par stole, måske en varm kop kaffe som rammen om et fælles gøremål eller et mere uforpligtende samvær.

Vi mennesker har ofte en intuitiv fornemmelse af, hvad der udgør et godt sted at være, og hvad der skal til for at skabe gode rammer, hvor vi føler os velkommne. Ofte trives vi bedst de steder, der har udviklet sig naturligt over tid –steder vi har opbygget et forhold til, og hvor vi kender dem, der kommer.

Når vi skal hjælpe nye mødesteder på vej, er der imidlertid en række hensyn og fysiske aspekter, vi med fordel kan arbejde bevidst og målrettet med. Det gør sig ikke mindst gældende, når vores mødesteder også skal åbne sig og inkludere de ældre mennesker, der befinder sig i mere skrøbelige livssituationer og måske plages af ensomhed.

Denne korte introduktion skal give baggrundsviden og tjene som en inspiration til, hvad man kan tænke over, når man skal ud og skabe eller videreudvikle de steder, vi mødes.

På de næste sider introducerer direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn, kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane kort til to nøgletemaer indenfor emnet. Derefter udfoldes forskellige aspekter af arbejdet med inkluderende mødesteder. Der introduceres løbende en række hensyn på venstre blad, efterfulgt af spørgsmål på højre blad, der er værd at overveje i arbejdet med de konkrete fysiske projekter.

God skabelyst!

Alderdom og ældrebilleder

Senior, ældre, gammel. Sproget forandres, og det er vidt forskelligt, hvordan voksne i den senere del af livet ønsker at blive benævnt. I samfundet er der dog en udbredt alderisme, dvs. aldersdiskrimination, der bygger på et nedvurderende syn på det at blive ældre. Dette syn er baseret på forestillinger fra dengang, hvor alderdom udelukkende blev identificeret som en livsfase præget af sygdom og fysisk og mentalt forfald. Der er stadig en tendens til, at fysisk svækkelse, sygdom – og særligt demenssygdom – forbindes med det at blive gammel. Synet på det lange liv, som bliver flere og flere mennesker forundt, trænger til at blive ændret, for de fleste ældre mennesker lever et liv, som de er meget tilfredse med.

Der har i de senere årtier også udviklet sig et mere hopla-præget ældrebillede, der betoner idealet om sund aldring og mulighederne for at forblive frisk og rørig og leve et aktivt, autonomt liv – lige til vi dør. Svækkelse, sygdom og afhængighed af hjælp og pleje er ikke en del af den fortælling. Men med høj alder følger uundgåeligt færre kræfter, sygdom og svækkelse. Derfor er der brug for, at vi skaber en balance i vores kulturelle billede af det lange liv. Vi skal have blik for ældre menneskers behov for støtte, hjælp og omsorg –samtidig med at vi skaber plads til, at den enkelte kan udfolde sig og bidrage med sine ressourcer i form af tid, viden, kunnen og meget mere. Over hele verden bliver befolkningerne ældre. I Danmark er vi nu 1.24 mio. mennesker på 65 år og derover, og flere end hver tiende dansker er fyldt 75 år. WHO har siden 2007 haft en strategi, der opfordrer til at udvikle inkluderende byer og steder, hvor mennesker kan få en god alderdom, på engelsk kaldet age-friendly. Også i Danmark har begrebet ældrevenlig fundet vej til kommunikation af behovet for at skabe mere inkluderende miljøer, fordi ældre mennesker ikke altid føler sig tilpas, inviteres eller inddrages i de offentlige rum, som det er nu. Men skal vi være særligt venlige over for ældre mennesker? Man kunne foreslå begrebet aldersinkluderende – hvor alle inviteres med, som har lyst, og så finde ud af, hvordan de kommer med, hvis der er hindringer i vejen.

Ensomhed, relationer og fællesskaber

Ensomhed er et voksende problem i Danmark og rammer ikke alene det enkelte menneske hårdt – ensomhed er også en samfundsøkonomisk belastning. Hvert år vurderes ensomhed at koste samfundet 7,4 mia. kr. i form af bl.a. flere sygedage og flere kontakter til sundhedsvæsenet. Ensomhed kan opstå af mange grunde. Ensomhed forekommer mest blandt mennesker, der er socialt isoleret – men selv om man er omgivet af andre fx i familie, i en forening, på plejehjem eller på et træningshold, kan man føle sig ensom, hvis man ikke føler sig forbundet til andre. Nogle lever med følelsen det meste af deres liv, andre oplever ensomhed forbigående.

Ensomhed er en subjektiv oplevelse. Det er et ord, vi bruger om smertelige følelser og kropsligt ubehag knyttet til følelsen af at være alene. Måske alene i fysisk forstand eller i tanker, i oplevelsen af, at ingen ser en, at nogen gennemskuer en, at ingen andre i verden gennemlever det, man selv står med af sorg over tab, forladthed, sygdom, uoverskuelige problemer, skam eller frygten for, hvad der sker for familie og venner i lande med krig og katastrofer, følelsen af udelukkelse eller af at være udenfor.

Christine E. Swane er kultursociolog, ph.d. og direktør og forskningsleder for Fonden Ensomme Gamles Værn.

Opsøg www.egv.dk for at lære mere om fondens arbejde, finde viden og relevant forskning.

Det at lære andre mennesker at kende og føle sig som en del af et fællesskab er en beskyttende faktor mod ensomhed – og sundhedsfremmende. Der findes ingen enkelt vej ud af ensomheden – der findes mange. Ét er sikkert. Det føles lindrende, når nogen viser opmærksomhed og drager omsorg. Når nogen inviterer – og hvor man kan deltage i aktiviteter, som kan skabe optagethed og gensidighed, hvor man kan bidrage med sin viden og kunnen og selv drage omsorg for andre. Ensomheden brydes ikke alene, men i nære relationer og fællesskaber. Her forebygges også ensomhed og social isolation. Lad os indrette lokalsamfund og steder med gode muligheder for at mødes, være og gøre noget sammen, sanse smukke omgivelser og leve gode liv. På tværs af alder, sygdom og svækkelse.

Christine E. Swane

Alders-inkluderende mødesteder

I vores samfund bruger vi, både bevidst og ubevidst, alder til at organisere os. Det gør sig gældende, når alt fra velfærdsinstitutioner til byrum og fritidstilbud forbeholdes bestemte aldersgrupper, eller når steder mere uformelt associeres med bestemte faser af livet. Fx er legepladser, børnehaver og ældrecentre ofte steder, der er designet med tanke på en bestemt aldersgruppe. Selv om aldersopdelingen af vores samfund i nogle tilfælde kan være velbegrundet, kan det, i forbindelse med mødesteder og byliv, forhindre os i at tænke og skabe rum til fællesskaber, der går på tværs af alderskategorierne.

Når man skaber mødesteder for ældre mennesker, kan man komme til at videreføre nogle af de fordomme, der generelt findes i samfundet om aldring. Selvom ældre mennesker hyppigere end yngre oplever, at kroppens og sindets forandringer påvirker dagligdagen, betyder det ikke, at hensyn til skavanker eller sygdomme pludselig bør overtage hele billedet af, hvem ældre mennesker er. Alder siger i sig selv ikke noget om, hvad man kan, eller hvilke interesser man har: Ældre mennesker er ligeså forskellige som alle mulige andre!

At skabe alders-inkluderende mødesteder handler derfor også om at udfordre de fordomme, vi eventuelt måtte have om, hvad ældre mennesker godt ’kan lide’, og i den forbindelse genoverveje ideen om, at ældre mennesker bedst tilgodeses i egne, særskilte rum. I stedet kan vi overveje, hvordan vi skaber steder med generel appel, der også formår at rumme mennesker i alle livsfaser – med den forskellighed i ønsker og behov, det medfører. Nogle mennesker er aktive, har et stort overskud og får energi af at interagere med andre – andre vil hellere deltage i et fællesskab på en mere stilfærdig eller praktisk måde, har brug for at være på afstand af begivenhederne eller synes, det er rigeligt bare at observere fra sidelinien. Hvilke behov den enkelte har beror ofte på et samspil mellem personlige interesser, fysisk formåen, sociale kompetencer og mentalt overskud.

Isoleret eller inkluderet

1 Skiltet maner al tvivl væk, det her er et sted kun for ’ældre mennesker’. Det kommunale og institutionelle præg på skiltets grafik, samt ord som ”vagtstue” sætter tanker i retning af sygdom og hospitaler – og er med til at forstærke negative forestillinger om livet som gammel.

2 I mange tilfælde minder indholdet på den her type aktivitetscentre om noget, der i princippet kunne foregå på en fortovscafé. Men aldersopdelingen og de institutionelle rammer gør, at atmosfæren og oplevelsen er en helt anden.

22 Både atmosfæren og mangfoldigheden af deltagere er anderledes på en café i det offentlige rum end på caféer kun for ’ældre’. En vigtig egenskab ved en fortovscafé er, at den på en uforpligtende måde indlemmer den besøgende i det almindelige offentlige liv – man bekræftes i at høre til som en del af samfundet.

Værd at overveje:

Hvad mødes man om?

Ikke alle mennesker har interesse eller evne til at deltage i styrede aktiviteter. Overvej, hvordan man også kan give plads til andre former for samvær. Kan man trække sig væk fra aktiviteterne eller indtage en mere observerende rolle? Overvej at give rum til alt det, der omgiver kernefunktionen: Kaffemaskinen, den fælles opvask, forberedelserne eller rengøringen er ligeså vigtige sociale begivenheder – og nogle gange vigtigere – end selve det, man mødes om. Overvej ligeledes, om man kan være sammen om andet end aktiviteter: Hvordan kan en sanseoplevelse – en solskinsplet, en duft- eller smagsoplevelse fx nydes sammen med andre?

Hvilke størrelser ?

Overvej, hvor store mødestedets opholdsarealer, køkkener og andre samlingsrum bør være, og hvad deres størrelse betyder for det liv, der finder sted. Er målet at skabe en familiær og intim stemning, kan man med fordel tænke i familie-størrelser. Det gør det også lettere for mennesker med nedsat hørelse at deltage. Nogle gange er det fx hyggeligere at spise mad i et trængt køkken end i en stor spisestue, der nemt kommer til at føles tom. Overvej, om store rum med fordel kunne opdeles af inventar eller lignende.

Er stedet alders-specifikt eller alders-neutralt?

Et alders-specifikt sted er et sted, der mere eller mindre udtalt henvender sig til en specifik aldersgruppe, fx en legeplads for børn, hvorimod et alders-neutralt sted er et sted, hvor ens alder ingen rolle spiller for, hvorvidt eller hvordan man kan deltage. Hvis stedet henvender sig til en specifik målgruppe, kan man med fordel overveje, hvordan andre målgrupper kan inviteres til at blive en del af stedet og på denne måde skabe et mere mangfoldigt liv. Ofte kan man selv med små tiltag gøde jorden for aktiviteter og hverdagsmøder på tværs af generationer.

Lægger stedet op til specifikke rollefordelinger?

Nogle steder har klare rollefordelinger så som: vært/ gæst, bestyrer/bruger, arrangør/publikum. Under nogle omstændigheder er dette hensigtsmæssigt, andre gange kan det afholde mennesker fra at deltage, tage ejerskab over stedet eller igangsætte egne initativer.

Det kan være værd at overveje, hvad der er med til at definere rollerne på stedet – eller om disse med fordel kunne udfordres. Møbler så som diske, skranker, men også den generelle indretning af et sted er med til at sætte vilkårene for det sociale liv, og fx signalere om der er et tydeligt hierarki.

Mere end tilgængelighed

Ofte sidestilles det at være inkluderende med at skabe tilgængelig adgang for alle. Selvom tilgængelighed er en forudsætning for folks deltagelse, er alene den fysiske mulighed ikke det eneste aspekt af det at arbejde inkluderende. For at forstå hvilke andre hensyn, der er på spil, er det værd at tænke over, hvad vores forhold til det fysiske miljø egentlig betyder for vores hverdagsliv. Der er generelt to kilder til livskvalitet i det fysiske miljø: Agens og tilknytning.

Agens handler om, at vi kan planlægge og udføre dagligdagens vante rutiner – at vi kan komme rundt i vores lokalmiljø og løbe vores ærinder, som det passer os. Det er derfor vigtigt, at steder er tilgængelige for alle. Det giver os følelsen af autonomi og handlefrihed.

Tilknytning handler om den følelsesmæssige værdi, steder har for os, både som fysiske rum og i kraft af det sociale liv og de bekendtskaber, vi finder der. Ældre mennesker har typisk haft længere tid til at oparbejde stærke tilknytningsforhold end yngre. Tilknytning handler om følelsen af at høre til, at høre hjemme og at tilhøre samfundet som en ligeværdig borger. Det kan også handle om at have kontakt til andre aldersgrupper eller fastholde kontakten til den kendte købmand eller nabofællesskabet. Det er vigtigt, at disse tilknytninger opretholdes, også hvis ens vilkår ændrer sig – fx hvis man bliver dårligt gående. Et indkøb på internettet kan lige netop ikke erstatte købmanden, fordi købmanden også handler om et tilknytningsforhold – ikke blot en praktisk funktion.

Selvom forandringer i krop og sind er et vilkår, når man bliver ældre, spiller den fysiske omgivelse en afgørende rolle i forhold til, i hvor høj grad forandringer opleves som en hindring i dagligdagen eller ej. Det er først i mødet med en krævende fysisk omgivelse, at vi for alvor oplever, at forandrede vilkår kommer i vejen for vores muligheder og livskvalitet. Vores fornemmeste opgave er derfor at skabe de fysiske rammer, der giver forskellige mennesker mulighed for at deltage i overensstemmelse med skiftende ønsker og formåen.

1 Vi følges gerne ad Specifikke indretninger for mennesker med særlige behov kan være en hindring for par og vennegrupper, der helst følges ad.

Er der uhensigtsmæssige fysiske barrierer ?

Nogle mennesker oplever, at fysiske barrierer afholder dem fra at bruge et mødested. Hvorvidt noget er en barriere er ofte meget subjektivt. Prøv derfor at tale med lokale ældre mennesker eller det lokale ældreråd om, hvor de oplever de største barrierer, og tænk på hele strækket fra folks bolig til mødestedet: Jævne fortorve og sikre fodgængerruter er værdifulde for de fleste, ligesom trafikregulering, der tilgodeser lav hastighed, kan være en stor hjælp. For dårligt gående er løbende pausemuligheder afgørende, ligesom skridsikre belægninger, der ikke bliver glatte om vinteren, kan forebygge faldulykker. Udelivet er desuden for mange afhængig af adgangen til rene toiletfaciliteter og parkeringspladser, man kan regne med og planlægge efter, samt oplevelsen af et generelt sikkert og trygt miljø med god belysning og andre mennesker i nærheden.

For mennesker, der lever med sansenedsættelse eller sygdomme, der påvirker deres kognitive funktion, er det særligt vigtigt, at der arbejdes med markerede kanter og niveauspring samt tydelige overgange mellem gående og kørende trafik. Vær fx obs på forvirrende brug af belægninger; fx asfalt, der fortsætter ind over fodgængerarealer, eller fortovsfliser ude på kørebaner.

Indendøre kan man med fordel gå en tur i huset på udkig efter uhensigtsmæssige løsninger, der ofte nemt kan afhjælpes: Hvor der færdes mange dårligt gående, kan bundstykker i døre eller andre små snublefælder markeres, fjernes eller udlignes med ramper. Glatte overflader kan bearbejdes eller udskiftes, så de bliver skridsikre, og der kan arbejdes med håndlister og håndtag for at støtte gangbesværede, der ofte bevæger sig i kortere intervaller, og har brug for ind imellem at puste ud og støtte sig til noget. Et sted at frastille hjælpemidler og entrésituationer med siddesteder er også ofte kærkommne. Bygningsreglementets kapitel 2 (Bygningsreglementet.dk), anviser de lovmæssige krav til adgang for alle, ligesom bl.a. Dansk Handikapforbund har brugervenlige løsninger til ombygninger, toiletter og ankomst for alle. Sådanne standarder og ’tjeklister’ skal dog bruges med omtanke og med bevidstheden om, at den fysiske mulighed alene ikke er nok. Et indbydende og hjælpsomt fællesskab kan overvinde selv de største hindringer, mens et gnidningsfrit fysisk miljø ikke i sig selv er nogen garant for en god oplevelse. En barriere kan også være usikkerheden omkring, om der mon er nogen til at hjælpe og give en hånd, hvis der sker noget.

Værd at overveje:

Komfort

Når vi befinder os godt, har vi også mere at tilbyde fællesskabet. Ved etablering eller indkøb af møblement skal man overveje både kvalitet, geometri og materialer: Høje siddeflader gør det nemmere at komme op, ligesom ryglæn hjælper komforten ved ophold, og armlæn kan give støtte, både når man sætter sig og rejser sig, og kan desuden bruges som håndtag, når man fx skal dreje kroppen fra rollatoren til stolen. Siddeflader i varme materialer bør foretrækkes – især udendørs, og tunge og robuste møbler, sat i en position uden ’øjne i nakken’, opleves ofte som mere trygge end mere dynamiske og spinkle møbler, der til gengæld nemt kan flyttes og gøres til ’ens egne’. Indendørs samvær med flere mennesker stiller store krav til akustikken. Både normalt og dårligt hørende påvirkes negativt af rungende rum, der forstærker og forvrænger støj. Brug af bløde materialer med mange små hulrum som polstrede møbler, gardiner, tæpper og bogreoler kan fange og dæmpe lyden og gøre ’efterklangstiden’ kortere, hvorimod hårde materialer som fliser, glaspartier og stengulve sender lyden frem og tilbage i et rum. Mange menneskers sociale liv er afhængig af rum, hvor akustikken er god, og der ikke høres baggrundsstøj fra radioer, fjernsyn, trafik eller fx køkkenmaskiner.

Belysning er et andet centralt hensyn, hvor der kan arbejdes med stedets stemning – endda ofte for få penge. Det er vigtigt for mennesker med nedsat syn, at der ikke er armaturer, der opleves blændende. Prøv at arbejde med forskelle mellem en dæmpet generel belysning og flere mindre øer af lokal belysning. Prøv, at undgå det hvide ’institutionslys’ (>3000 Kelvin) og gå i stedet på opdagelse i det blødere og varmere lys, der samtidig giver en behagelig atmosfære.

Tænk merværdi

Overvej, hvordan tiltag, der skaber tilgængelighed, kan etableres som en generel mulighed og ikke som et tillæg til den øvrige ’normale’ brug og færden. I forbindelse med ankomsten til bygninger kan man fx overveje, om kørestolsadgang kan integreres i den ’almindelige’ ankomst. Ramper er ofte nødvendige for at skabe adgang for alle, men lange ramper er samtidig uoverkommelige for mange, og nogle dårligt gående foretrækker derfor trapper, der er kortere og mindre glatte i frostvejr. Overvej, hvordan de forskellige hensyn kunne integreres – eller tilføjes helt nye betydninger? Er rampen et sted at lege – en foyer, en scene, en balkon, en have eller en skulptur, der accentuerer facaden? I stedet for at tænke i forskellige løsninger på forskellige behov, kan man i stedet overveje, hvordan fælles løsninger kunne imødekomme de mange behov, så investeringen også kommer andet end alt det praktiske til gode.

Hverdagens steder

Når man skal skabe gode mødesteder, er det vigtigt at være opmærksom på stedernes betydning i menneskers hverdagsliv. Mærkedage og fester kan samle os om fælles oplevelser, men det er i hverdagens samvær, at vi for alvor udvikler og plejer vores sociale liv. Når vi mødes i hverdagen, sker det på mange måder. Vi benytter måske sports- eller kulturtilbud eller er en del af et foreningsliv og har på den måde en fast struktur omkring vores sociale liv. Men vi opsøger også social kontakt på egen hånd og på mere spontane og uformelle måder, når vi blot færdes i vores lokalmiljø: En simpel gåtur er ofte fuld af muligheder for social kontakt. Der er uforpligtende samtaler med ekspedienter og andre kunder, henkastede bemærkninger ved lyskrydset, blikke, der udveksles, men også muligheder for dybere samtaler og længerevarende ophold. Legepladser, parker, gadehjørner, caféer, tankstationer, supermarkeder, kirkegårde, busstoppesteder – alle disse og mange flere af hverdagens steder indeholder kimen til forskellige former for social kontakt. Her finder spontane, uforpligtende og uformelle møder sted, der udgør værdifulde bidrag til folks sociale liv, særligt for dem, der af den ene eller anden grund ikke kan deltage i organiserede aktiviteter eller fællesskaber.

For de fleste af os er selve deltagelsen i ’det offentlige liv’ – det at være tilstede på gaden, i butikken eller i parken – og det at blive set af andre, en konkret måde at føle sig inkluderet og anerkendt som ligeværdige medborgere i samfundet. Samtidig byder det offentlige liv på spændende ting at kigge på og tale om, der er uafhængige af begivenheder i ens eget privatliv.

Et godt kendskab til det lokale hverdagsliv kan hjælpe en i arbejdet med udvikling af et mødested på flere måder: Dels kan det hjælpe en til at forbedre vilkårene for de sociale møder, der allerede finder sted – og fx gøre eksisterende mødesteder mere inkluderende – men det kan også hjælpe en med at placere helt nye mødesteder geografisk rigtigt, så de bedst muligt integreres i folks hverdagsliv.

1 Husets sociale møder

At identificere hverdagens eksisterende møder er relevant i forhold til et helt lokalområde, men kan også bruges i forhold til indretningen af et mødested i et hus: Hvor mødes man naturligt med andre? Hvor står kaffemaskinen?

Og hvordan optræder den – som en funktion, der skal gemmes væk eller en samtalestarter, der kan bringe folk i kontakt?

Værd at overveje:

Hvor finder møder sted?

Ofte er det nemmere at give et eksisterende hverdagsliv bedre vilkår end at skulle opfinde et ’nyt liv’ fra bunden. Man kan starte med at analysere, hvordan folk færdes i lokalområdet – hvor bevæger de sig og hvorfor? Og hvor kommer forskellige folk naturligt i kontakt med hinanden, fx forskellige generationer?

Man kan særligt være opmærksom på mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kommer så meget ud – hvordan ser deres hverdag ud? Og hvor skal et mødested placeres, og hvordan skal det udformes, for at også de kan inkluderes? Her er det guld værd at invitere sig selv på en kop kaffe, også hos mennesker man ikke kender, og prøve at lære verden at kende fra deres perspektiv: Hvor færdes du? Hvordan bruger du dit nærområde?

Hvilke kvaliteter kan man arbejde videre med?

Overvej, hvad der gør eller kunne gøre stedet til et godt mødested. Er der en særlig stemning, særlige muligheder for ophold eller en funktion, der skaber et særligt liv? Hvordan kan man tilføje noget, der gør stedet nemmere at mødes i, eller skabe tiltag, der gør, at man kan være sammen på flere måder eller i længere tid? Man kan tage udgangspunkt i et eksisterende møde og så arbejde ud fra det – prøve at give nye muligheder og incitamenter, så folk kan se stedet i et andet lys eller bruge det på nye måder.

2 2 Hverdagslivet

Bekendte mødes i supermarkedet, og en uformel snak opstår. Hvordan kunne dette møde understøttes bedre rumligt? Findes der et sted at trække hen i forlængelse af indkøbet? Kan det blive kimen til noget større?

2 De andres liv

Det uformelle liv i stormagasiner og indkøbscentre er populære mødesteder for mange, heriblandt mange ældre mennesker. De andres liv er en attraktion i sig selv.

3 Det uformelle

Butikkens udsalg af brugte møbler ved et busstoppested skaber uformelle siddesteder og mulighed for kontakt på gadehjørnet. Hvad kunne et mere etableret mødested lære af dette?

Inviterende steder

Når vi skaber mødesteder, der skal appellere bredt til mennesker i forskellige livssituationer, er det særligt vigtigt at arbejde med, hvordan stedet kan invitere både kendte og ukendte ansigter ind. Berøringsfladen mellem mødestedet og lokalområdet kan have en afgørende betydning for karakteren og mangfoldigheden af det liv, der finder sted på mødestedet. Ligger stedet langt fra eller tæt ved de steder, hvor folk færdes og mødes? Findes et offentligt liv på stedet, der nemt ville kunne drages ind, eller er stedet i højere grad en isoleret destination, som man skal kende og målrettet gå efter? Ofte kan man selv med små tiltag ændre folks opfattelse af, hvem et sted ’er til for’ – og det kan i sidste ende betyde meget for livet indendøre.

Ankommer man til et sted, skal man oftest overskride én eller flere fysiske og sociale tærskler. Dette kan være helt dagligdags tærskler såsom porte og døre, men også mere subtile, mellemmenneskelige tærskler skal overkommes. Måske skal man introducere sig selv, positionere sig i forhold andre eller omstille sig til at følge bestemte normer eller regler for deltagelsen. Den rumlige situation – altså hvordan stedet ’tager imod’ besøgende – kan være med til at præge folks opfattelse af, hvor nemt det er at være en del af fællesskabet. Er overgangen hård og pludselig, kan det opleves som en udfordring – og omvendt kan en god ankomsituation opleves som en imødekommende og gradvis invitation ind i fællesskabet.

Hvor en massiv hoveddør fx udgør en hårdt optrukket grænse mellem enten et ’udenfor’ eller et ’indenfor’, kan mere inviterende rumlige situationer skabe blødere overgange: Vinduer kan åbne kig ind i huse og på den måde forberede den ankommende på livet indenfor, ligesom nære uderum kan bearbejdes som overgangs-zoner, hvor faste brugere og fremmede kan se hinanden an på neutral grund. Det kan være, at nogle af mødestedets aktiviteter trækkes ud eller, at man på anden vis prøver at skabe større kontaktflade mellem det liv, der foregår på mødestedet, og den almindelige færden i lokalområdet. Det vil gøre tærsklen blødere for den enkelte og kan i sidste ende være med til at gøre stedet mere mangfoldigt.

a. Mødestedet er en destination afkoblet fra folks færden. Måske skal der en ekstra invitation til?

b. Mødestedet er en destination, men suppleret af et mere uformelt sekundært rum, fx en forhave, en ‘gæstebænk’ eller et lille torv, hvor alle er velkomne. På den måde åbner mødestedet sig og gør det nemmere at opsøge for fremmede.

c. Mødestedet opstår omkring et knudepunkt i folks hverdag. Her er der et naturligt liv, som der kan bygges videre på. Aktiviteter, der trækkes af mødestedet og ud i det offentlige rum, virker inviterende for de forbipasserende.

d. Stedet ligger tæt ved veje, hvor folk færdes. Hvis stedet åbner sig, kan man blive ’draget ind.’

1 Et sted kan forholde sig på forskellig vis til folks hverdagsliv. Forskellige situationer indbyder til forskellige løsninger.

Værd at overveje:

Hvordan signalerer stedet, at det er åbent for alle?

Steder, der ligger tæt ved strøg eller stier, hvor mange naturligt færdes, kan drage folk til sig ved at åbne sig i facader og nære uderum, mens man på steder, der i højere grad virker som destinationer, kan overveje at arbejde med at tilføre en ekstra funktion og på den måde skabe en større berøringsflade.

Facader med kig ind i huset kan hjælpe med at skabe overblik og kommunikere til forbipasserende, hvad stedet handler om, ligesom mellemzoner så som vindfang, entréer, udestuer og ankomstpartier kan designes, så de skaber en ’bro’ mellem stedet og livet udenfor. Uderum i tilknytning til stedet så som forhaver, verandaer, altaner, terrasser, torve, haver, trapper og ramper kan bruges strategisk til at rykke dele af stedets liv udenfor og skabe en slags udendørs foyer, der som menukortet på en restaurant kan give folk en ’undskyldning’ for at se stedet an, inden man bliver en del af det.

1 Eksempel: Mellem inde og ude Også simple tiltag som her med bænk, halvdør, vindskærm og udhæng kan øge bredden af et steds sociale liv.

3 Fra ældrehjem til bymiljø Eksemplet t.h. viser, hvordan selv primitive tiltag kan ændre det eksisterende hverdagsliv i et område og skabe nye mødesteder: Eksemplet er fra et plejehjem, hvor der skabes en offentlig passage gennem en eksisterende have efter devicen: ”Kan du ikke komme til byen, må byen komme til dig”. Eksemplet viser, hvor vigtigt det er at tænke det enkelte hus i en sammenhæng med lokalmiljøet.

3 Oprindelig situation: Folk i byen bevæger sig langs periferien af plejehjemmet på vej til og fra skole og arbejde. Træet står i haven som et prydopbjekt og ses kun af de mennesker, som bor på plejehjemmet.

4 Forandret situation: Havemuren rives ned og folk kan bevæge sig igennem plejehjemmets have ad en ny smutvej. En gynge og lidt tovværk i træet giver forbipasserende børn mulighed for at lege, og langsomt opstår et nyt lokalt liv af børn, forældre og ældre mennesker.

Før:

Efter:

Plads til forskellighed

I en fremtid, hvor flere og flere vil holde sig friske i længere tid, og hvor mange vil leve længe med sygdom og sansesvækkelse, vil mangfoldigheden af vores befolkning kun blive større. Udviklingen er et positivt afsæt for at gentænke den måde, vi skaber fysiske omgivelser på, og er en kærkommen lejlighed til at prøve at forme rum, der bedre understøtter, at mennesker har forskellige behov og vilkår for at deltage i det sociale liv.

Social kontakt kan foregå og skabe værdi for den enkelte på mange forskellige måder: Fra arrangerede aktiviteter, samtaler og fælles gøremål til mere perifære former for kontakt, hvor der gives plads til, at man bare kan være til stede i en mere observerende position, på kanten af eller trukket væk fra begivenhedernes centrum. Selv iagttagelser på afstand skaber værdi og kan forberede den enkelte på mere direkte former for kontakt.

Når man skaber de fysiske rammer omkring et mødested, er det derfor værd at overveje, hvordan et sted kan tilgodese mange former for social kontakt og deltagelse, fra det mere ’passive’ og tilbagetrukne til det ’aktive’.

Det er i den forbindelse ikke ligemeget, hvem man kommer i kontakt med. Generelt vil de fleste gerne være en del af et mangfoldigt og ’almindeligt’ liv, og fx er kontakten mellem børn og ældre mennesker ofte til stor gensidig glæde: Børn skaber liv og mulighed for at fortælle og lære fra sig samt tilbyder kontakt på mange –heraf også nonverbale måder – mens børnene i de ældre mennesker kan møde anderkendelse, livserfaring og interesse.

En anden måde, hvorpå man kan opnår en større bredde i de sociale muligheder, er ved at arbejde med et sted som en atmosfærisk oplevelse: Ligesom vi mennesker opfatter og gør brug af et steds funktionelle muligheder, danner vi os også en samlet fornemmelse af et steds karakter, når vi med sanserne opfanger dets lyde, rumlighed, stoflighed og dufte. Atmosfæriske oplevelser kan fx være baseret på oplevelsen af solens varme, duften af nyklippet græs eller sågar olielugten fra et værksted. Sådanne oplevelser har ikke noget facit og skal ikke forståes eller tolkes på en bestemt måde; de kan tilgås af alle på egne vilkår, og dog er oplevelsen fælles, som noget man kan tale om og glædes ved sammen. Atmosfæriske oplevelser kan skabe en fælles samhørighed mellem mennesker i forskellige livssituationer.

tilbagetrukket

legende på kanten i samtale

i centrum henvendt

Eksempel:

Selv et lille bytorv kan tilbyde en stor rumlig variation, hvor der kan skabes muligheder for at deltage på mange forskellige præmisser.

Eksempel:

Dette fælleslokale tilgodeser både formelle/uformelle og centrale/ perifære muligheder for at deltage i det sociale liv. på kanten forbipasserende ankommende smugkiggende på vej overskuende

Værd at overveje:

Hvordan tilgodeser man

forskellige måder at deltage på?

Hvilken atmosfære?

Overvej, om der en særlig karakter eller stemning på stedet, der kunne dyrkes? Er der tiltag, der kunne fange vejrets fænomener som sol, regn, vind og frost, og på den måde skabe et sanseligt rum? Hvordan kunne beplantning skabe oplevelser, men også fremkalde glæde og historier fra folks liv? Tager mødestedet udgangspunkt i praktiske gøremål, kan man fx arbejde med værksteds-stemningen og dyrke det rustikke og grove. Et værksted ser ud, dufter og føles på en bestemt måde. Hvordan kan det tale til folk, der hellere gør noget med hænderne end ’sidder og sludrer’, og som måske netop har bygget deres sociale væremåde op omkring et uformelt arbejds-samvær ?

Overvej, hvordan den rumlige indretning kan være med til at understøtte forskellige måder at deltage på. Det kan fx være, at møbleringen arrangeres på en sådan måde, at der opstår nicher eller siddehjørner som supplement til den generelle møblering. Overvej, om man fx kan etablere siddemuligheder både i centrum og på kanten af rum. Prøv at skelne mellem forbipasserende, længere og korterevarende ophold, og fx mellem hensyn til grupper og folk, der ankommer alene. i nichen

1 Eksempel: En solrig niche På vej gennem huset opstår et beskyttet sted at sidde i læ og sol, rykket ind fra færdslen og dog alligevel en del af det sociale liv.

på kanten i forbifarten nysgerrig bag ved oppe fra i centrum

Steder vi mødes

De forudgående eksempler er tænkt som en inspiration til arbejdet med mødesteder for ældre mennesker. Temaet er relevant, både fordi der kommer flere og flere ældre i fremtiden, men også fordi, at mange ældre mennesker plages af ensomhed. Rum og fysiske omgivelser har en mærkbar indflydelse på menneskers muligheder og deres sociale liv, og derfor kan et bevidst arbejde med rum også være med til at bryde mønstre og bygge et mere inkluderende samfund op.

Udgangspunktet for arbejdet er at se det ældre menneske i et nyt lys – at prøve at vriste sig fri af de fordomme, der traditionelt findes i samfundet omkring, hvem ældre mennesker er, og i stedet prøve at lade sig inspirere af den mangfoldighed af forskellige kroppe, interesser og væremåder, som aldring i befolkningen fører med sig.

Det betyder, at vi skal åbne vores fysiske miljøer op for en bredere forståelse af mennesket med den kompleksitet og de dilemmaer, det unægteligt medfører. Når vi gør det, skal vi tilgodese de fysiske hensyn til fx funktionsnedsættelse og sansesvækkelse, der unægteligt bliver en del af mange menneskers hverdag sent i livet, men vi skal gøre det på en måde, der samtidig ikke skærmer mennesker fra alt det andet, der gør folk til dem, de er, og giver dem livskvalitet i hverdagen.

Det vigtigste er nok bare, at vi bliver ved med at være nysgerrige på hinanden – at vi gerne vil lære, og at vi insisterer på, at vores fællesskaber skal være åbne for mange forskellige mennesker!

God skabelyst!