Pædagogisk Extrakt 27 - Op ad bakke på Solsikkeruten

Få viden til at vælge

VIA University College

PÆDAGOGISK EXTRAKT

TEMA: Op ad bakke på Solsikkeruten

Socialpædagogikken skal overskride sig selv 04 Redaktørens klumme

Menneskeskabt

Børn og unge i udsathed

05 Når hjælpen ikke er hjælpsom

09 Netværksanbringelser og kunsten at gøre familie

12 Vi stopper først, når forskningen har bidraget til forandring

15 Lyt til forskningen

Anmeldelse

17 Boganmeldelse: Crip

Tid og omsorg

19 Vi skal finde sprækkerne, hvor lyset kan komme ind

23 Når livet er svært, skal pædagoger give plads til det menneskelige – om eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogik

26 Fritid som egentlig fri tid

Tankebobler

29 SFO Sofies påklædningspædagog

32 Ny uddannelse: Professionsmaster i pædagogisk psykologisk rådgivning

Socialpædagogisk praktik

36 Skrid – ingen kan lide dig!

39 Du er bare en studerende

42 Socialpædagogik i en anden rytme – om at være i praktik i Grønland

Spids pen

45 De bliver jo nærmest nye forældre for mig

Redaktør

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Layout

Martin Littau mlit@via.dk

Illustration

Dagmar Grau Møller Instagram: @dagmar_tegner

Anna Dea Djuraas Instagram: @feverinthebrain

Journalist

Marianne Ester Back maba@via.dk

Produktion

VIA kommunikation – 2026

ISSN: 2246-7920

Af

forskningscenterleder

Lotte Junker Harbo, VIA University College

Socialpædagogikken skal overskride sig selv

Der er noget, der skurrer i den måde, vi taler om socialpædagogik på. Som om mere socialpædagogik i sig selv er svaret. Som om retning opstår af sig selv.

Det gør den ikke.

I dette nummer kredser vi om et enkelt, men vanskeligt spørgsmål. Hvornår er socialpædagogik faktisk hjælpsom? Og hvornår mister den forbindelsenbåde til den, den er rettet mod, og til den sammenhæng, den indgår i?

Artiklerne peger i samme retning. Socialpædagogik opstår i koblinger mellem mennesker, mellem fagligheder, mellem intention og virkning og mellem den konkrete indsats og det samfund, den er en del af.

Det er her socialpædagogik, forstået som hjælpsomme koblingsmuligheder, bliver afgørende.

En koblingsmulighed er ikke en metode, men et opmærksomhedspunkt. Et sted, hvor vi aktivt kan arbejde med, hvad vores indsats forbinder sig til. Om den hæfter sig på den unges perspektiv. Om den spiller sammen med andre indsatser. Om den trækker tråde ind i - eller utilsigtet afkobler fra - de fællesskaber og strukturer, som også former den unges liv.

Når socialpædagogik skaber hjælpsomme koblingsmuligheder, kan man se det ved, at:

- den giver mening for den, den retter sig mod.

- den hænger sammen på tværs af aktører.

- den peger videre ud i livet, og ikke kun ind i systemet.

Når socialpædagogik ikke er hjælpsom, ser vi det også. Vi ser:

- indsatser, der ikke mødes.

- forløb, der starter forfra.

- ansvar, der forskydes.

Det er ikke et implementeringsproblem. Det er et koblingsproblem.

Det bliver tydeligt på tværs af nummeret. Når socialpædagogik ikke er hjælpsom, er forbindelsen til den unges eget perspektiv for svag. Når netværk skal bære som familie, kræver det, at relationer får tid og plads, og at rammerne understøtter det. Når studerende træder ind i praksis, skal de finde fodfæste i spændet mellem mennesker og system. Og når omsorg lykkes, er det ofte, fordi nogen får skabt en forbindelse, der rækker ud over den konkrete situation.

Det er en fælles opgave at gøre koblingsarbejdet til en del af det faglige og organisatoriske blik, og vi må derfor spørge:

- Hvad kobler vores indsatser sig på, og hvad overser vi?

- Hvordan sikrer vi sammenhæng på tværs, så den unge ikke selv skal skabe den?

- Hvor kobler vi os af større sammenhænge, og hvor bør vi i stedet forbinde os tydeligere til dem?

- Og hvornår stopper vi op og justerer, før fraværet af koblingsmuligheder bliver til dårlige forløb?

Koblingmuligheder kræver tid og opmærksomhed. Men de kræver også, at vi retter blikket udad. For arbejdet med mennesker i udsathed er ikke isoleret. Det er vævet ind i velfærdens organisering, i vores prioriteringer og i de muligheder, vi skaber – eller ikke skaber

– for at indsatser kan hænge sammen.

I dette nummer er der arbejdet bevidst med at koble forskning, praksis og formidling tættere - også gennem podcasts, der åbner stoffet fra flere sider. Det er ikke et ekstra lag. Det er en måde at styrke forbindelserne på.

Vi kommer ikke uden om, at det ofte er op ad bakke. Men opgaven er ikke at gå hurtigere. Opgaven er at få det til at hænge sammen.

Lotte Junker Harbo ljh@via.dk

Leder af Forskningscenter for pædagogik og deltagelse, ph.d. og socialpædagog.

Menneskeskabt

Artiklerne i Pædagogisk Extrakt er skrevet af mennesker. For bare få år siden havde det været en absurd sætning at skrive. Det havde været en selvfølge. Sådan er det desværre ikke længere.

Det er en ny situation, at alle kan prompte en AI til at lave noget, der ligner en fagtekst. I dag kan vi få AI til at skrive en fagbog, en artikel eller hvad som helst andet.

Vi kan gøre det på få minutter, og vi behøver ikke engang tænke os om. Vi kan også få den til at lave en falsk stemme og producere en podcast. Vi kan få AI til at lave fotos, videoer… ja, nærmest alt.

Det er blevet sværere at skelne Problemet er, at der nu produceres tekst, lyd og billeder i uforstå-

eligt store mængder og afsindigt højt tempo – fordi det er nemt.

Samtidigt er det blevet svært for os, der læser og lytter, at vide, hvad vi kan stole på.

Vi kan med andre ord ikke længere regne med, at det, der ligner viden, også er det. I denne måned citerede Berlingske fiktive eksperter i en artikel om sprøjteforbud, som de bragte i avisen. Journalisten havde brugt AI. Og AI havde opfundet en ekspert, der udtalte sig i artiklen. Det lød troværdigt. Det lignede viden. Men det var det ikke. Og Berlingske har selvfølgelig været ude at undskylde.

For ikke så længe var fagbladet Børn og Unge også ude at und-

skylde. De havde brugt en bog af Lene Tanggaard i en artikel. Problemet er bare, at bogen ikke findes. Og Lene Tanggaard var ufrivilligt blevet sat i en sammenhæng, som ikke havde rod i virkeligheden. For journalisten havde brugt AI og havde overset, at den havde hallucineret og opfundet en bog til kildelisten.

Pædagogisk Extrakt er lavet af mennesker

På Pædagogisk Extrakt kan vi også se, at vi får flere og flere artikelforslag tilsendt, der er lavet af AI. Vi afviser dem selvfølgelig.

Pædagogik handler om mennesker. Pædagogik findes i mødet, i omsorgen, i forståelsen og i forbindelsen. For at forske i pæda-

gogik og skabe viden, der er værdifuld og brugbar for pædagoger, skal man forstå det menneskelige.

Derfor er det vigtigt for mig som redaktør at sige, at alle artikler i dette, tidligere og kommende numre er skrevet af mennesker og ikke AI. Vores illustrationer er ligeledes tegnet af dygtige illustratorer, og magasinet er sat op af vores grafiker Martin.

Jeg håber, du vil nyde magasinet med den viden, at du kan have tillid til vores tekster. Det samme gælder, når du lytter til vores podcast. Hver gang der kommer et nyt afsnit, er det fordi, vi har siddet i vores lydstudie og haft en faglig samtale med et dygtigt fagmenneske. Der er intet af det her,

som vi har promptet frem – det er pædagogik simpelthen for vigtigt, for komplekst og for dyrebart til.

God læselyst!

Erika Zimmer Brandt Redaktør ezb@via.dk Næste nummer af Pædagogisk Extrakt udkommer i juni 2027. Tema: Pres på pædagogikken

Pædagogisk Extrakt podcast udkommer løbende. Du kan finde alle tidligere numre af magasinet og podcasten på vores hjemmeside

BØRN OG UNGE I UDSATHED

Af lektor Charlotte Vange Løvstad og forskningscenterleder, ph.d. Lotte Junker Harbo, Forskningscenter for pædagogik og deltagelse

Når hjælpen ikke er hjælpsom

Forskning viser, at når et menneske i udsathed tilbydes hjælp af systemet, så forstår pædagogen oftest den hjælp som meningsfuld.

Men sådan opleves det langtfra for den, der har brug for hjælpen.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

Emma deltager i et projekt, som kommunen har lavet for unge i udsathed. Hun er ung, uden arbejde, psykisk sårbar og i hjemløshed. Kommunen vil gerne vise deres succesfulde projekt frem, så socialpædagogen overtaler Emma til at tale med lokalpressen. Emma går med til det under forudsætning af, at det kan foregå anonymt. Men undervejs i processen ryger Emmas anonymitet. Hun bliver efterfølgende opsøgt af de familiemedlemmer, som var grunden til, at hun insisterede på anonymitet, og hun oplever nogle voldsomme og ubehagelige episoder i den forbindelse.

Efter hændelserne trækker Emma sig fra projektet. Hun må håndtere situationen, der er blevet sværere efter familiemedlemmerne fandt hende, og hendes brug af stoffer tager til. Det, der oprindeligt var tænkt som en hjælp til Emma – nemlig at deltage i projektet – endte med at blive det modsatte.

Emmas historie herover er konstrueret på baggrund af forskellige cases fra vores forskning. Emma findes altså ikke i virkeligheden, men det gør andre unge mennesker med lignende problematikker og oplevelser. De har gavmildt delt deres oplevelser, forståelser og erfaringer med os i forbindelse med vores forskning

Deres problematikker og graden af udsathed er forskellig. Deres grunde til at fravælge den hjælp, som systemet tilbyder, er ligeledes forskellige. Men der er også nogle mekanismer, der går igen. De mekanismer må vi må kende og lære af, hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker i udsathed på måder, der faktisk er hjælpsomme for dem.

Systemets kategoriseringer Vores forskning viser, at når systemet tilbyder hjælp til et menneske i udsathed, så forstår pædagogen eller socialarbejderen oftest den hjælp, de tilbyder,

som meningsfuld, velmenende og hjælpsom. Men sådan opleves det ikke altid for det menneske, der har brug for hjælp.

De oplever ofte systemets specialiserende og kategoriserende indretning som stigmatiserende og dehumaniserende. Et menneske kæmper måske med misbrug, traumer, kriminalitet og hjemløshed. Det er forskellige kategorier, som systemet ikke lige ved, hvordan det skal adressere, for de sameksisterer og påvirker hinanden indbyrdes på uforudsigelige måder. Men for det menneske, som skal have hjælp, er det ikke kategorier. Her er det et liv.

Når vi oplever, at vi bliver set på som en kategori, eller som en af de unge udtrykte det: ’Jeg er bare et nummer!’, så er hjælpen i risiko for at miste sin mening. Og det kan betyde, at det eneste reelle alternativ for den enkelte er at trække sig fra hjælpen.

Det første skridt Hjælp kan være mange ting. Det kan være konkret, praktisk og herog-nu. Som når en, der lever på gaden og er sulten, bliver tilbudt varmt tøj, mad og en overnatning.

Men hjælp kan også være relationel og langsigtet.

Vi ser i både forskningen og i praksis, at når hjælpen hjælper mennesker i udsathed på den lange bane, er det relationen, den virker igennem.

Men mennesker i udsathed ser ikke nødvendigvis en relation til en pædagog eller socialarbejder, som første logiske skridt til hjælp.

De står måske med et helt konkret problem, der er praktisk, og som de har akut brug for hjælp til at løse.

Derfor må vi lytte for at forstå, hvad det mulige første skridt er, for derigennem, måske over tid, at kunne etablere et samarbejde og en relation.

Men mennesker i udsathed ser ikke nødvendigvis en relation til en pædagog eller socialarbejder, som første logiske skridt til hjælp. De står måske med et helt konkret problem, der er praktisk, og som de har akut brug for hjælp til

at løse.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

Hjælp med det lange lys på Den langsigtede hjælp kan beskrives som hjælp til hjælpsomme koblingsmuligheder. Her drejer det sig ikke kun om her og nu.

Det handler også om, hvordan vi mere vedvarende og på den lange bane hjælper mennesket med at leve det liv, vedkommende ønsker.

I forhold til hjælpsomme koblingsmuligheder, handler det fx om deltagelsesmuligheder i det omkringliggende samfund; arbejde, uddannelse, familie, men også bredere i hverdagsfællesskaber, som er båret af tilhør og samhørighed. Her må hjælpen orientere sig mod det enkelte menneskes egne forståelser og ønsker og ikke kun det, som systemet forstår som hjælp.

Med hjælpsomme koblingsmuligheder forenes det socialpædagogiske i både pædagogikken (det frigørende) og det sociale (deltagelse).

Meningsfuldhed og nysgerrighed At finde mere hjælpsomme måder at hjælpe på, kræver ikke store revolutioner, nye metoder eller hurtige løsninger. Det kalder mere på små, men betydningsfulde forskydninger i den måde, hjælpen praktiseres på.

Det kalder på at lytte, før man handler. At møde mennesker med nysgerrighed frem for forudfattede forklaringer. At spørge: Hvad oplever du som hjælpsomt?

Det socialpædagogiske svar ligger ofte i det undersøgende og tilstræbt empatiske møde, hvor fagpersonen tør dvæle ved den andens erfaringer uden straks at skulle oversætte dem til løsninger, mål eller indsatser. Det handler om at arbejde på at skabe et rum, hvor hjælpen kan forhandles frem i fællesskab.

Pointen er måske netop, at det ikke handler om at have eller få ret. Det handler om at blive mødt.

Om at blive lyttet til med en grundlæggende forståelse af, at ens oplevelser altid er gyldige for én selv i det liv og med de betingelser, man har med sig.

Bæredygtige krav og plads til drømme

I det møde opstår mulighederne for sammen at undersøge, hvad kan være meningsfuldt, hvordan det kan se ud og hvad det skal lede til. Det kræver tid, gensidighed og lydhørhed. Her kan der opstå det, socialpædagogikken kalder koblingsmuligheder: at det andet menneske rummer noget, man kan tage del i, og som kan føre til noget nyt.

Det kobler sig til håb, tilhør, samhør og det som nogle af de unge kalder at blive mødt med bæredygtige krav. Bæredygtige krav er krav, der udspringer af det, den unge drømmer om. Krav, der i et nysgerrigt samarbejde, kan forme

BØRN OG UNGE I UDSATHED

sig meningsfuldt og derved også skabe muligheder og følelsen af, at det her kan jeg godt.

Her opstår også noget mere grundlæggende. En form for synliggørelse, hvor det andet menneske i stedet for at træde frem som en kategori, bliver til et menneske igen. Med ret til at være og som tillægges gyldighed og definitionskraft. Det står på fagprofessionelle, der lytter nysgerrigt og med tilstræbt empati, som skaber plads til igen at være noget og ikke noget. Og det er ofte her, hjælpen har de bedste muligheder for at forme sig meningsfuldt.

Pointen er måske netop, at det ikke handler om at have eller få ret. Det handler om at blive mødt. Om at blive lyttet til med en grundlæggende forståelse af, at ens oplevelser altid er gyldige for én selv i det liv og med de betingelser, man har med sig.

OM OM

Charlotte Vange Løvstad Lektor og ph.d.-studerende chvl@VIA.dk

Charlotte er lektor og ph.d.-studerende i Forskningscenter for pædagogik og deltagelse.

Hendes forskning har fokus på mennesker i udsathed og deres oplevelser af møder med velfærdssamfundets hjælpeinstitutioner. Det er ofte i socialpædagogiske kontekster, hvor kreative, kulturelle og værkstedspraksisser er vigtige indholdselementer.

Lotte Junker Harbo Forskningscenterleder og ph.d. ljh@VIA.dk

Lotte er leder af forskningscenter for pædagogik og deltagelse i VIA og forsker selv i socialpædagogik. Hendes forskning handler både om socialpædagogik som fag og om, hvordan mennesker, der møder socialpædagogiske indsatser, oplever det.

Charlotte Vange Løvstad og Lotte Junker Harbo fortæller sammen med kolleger mere om deres forskning i Pædagogisk Extrakt podcast. Lyt til episoderne ’Når hjælpen ikke er hjælpsom’ og ’Unge på kanten’

BØRN OG UNGE I UDSATHED

Af lektor Charlotte Ørnskov, UC Syd og lektor og ph.d. Lise Jönsson Koumaditis, Forskningscenter for pædagogik og deltagelse

Netværksanbringelser og kunsten at gøre familie

Forskning viser, at netværksanbringelser giver anbragte børn og unge bedre livsmuligheder. Det handler blandt andet om muligheden for at gøre familie og gøre familiens problemer sammen. Men netop denne styrke ved netværksanbringelse risikerer at blive undermineret af en offentlig børneforsorgslogik.

I Danmark er der aktuelt godt

12.000 børn anbragt uden for hjemmet. Hovedparten af anbringelserne foregår på døgninstitutioner eller i plejefamilie. En mindre andel, cirka otte procent, af anbringelserne foregår i såkaldte netværksanbringelser.

Netværksanbringelse betyder, kort sagt, at et barn anbringes hos familiemedlemmer eller andre, som indgår i barnets netværk, fx naboer, venner til forældre og lignende. Der har over en årrække været et øget politisk fokus på de

beskyttende og virkende mekanismer ved at inddrage netværket, og forskning peger på bedre trivsel for børn i netværksanbringelser end eksempelvis børn i professionelle plejefamilier. Et systematisk review om effekterne ved netværksanbringelse fra 2018 af blandt andre Marc Winokur viser, at børn i netværksanbringelse har bedre kontakt til familien, færre sammenbrud i anbringelsen og færre mentale og adfærdsmæssige udfordringer.

Samtidig udfordrer netværks-

anbringelse også relationerne i familien og netværket, og derfor har vi i vores forskningsprojekt om netværksanbringelser, haft fokus på det kontinuerlige relationsarbejde, der foregår i familierne. Vi har kigget nærmere på, hvordan netværksanbringelse skaber mulighed for, med sociologen

David Morgans ord, at ’gøre familie’ på linje med andre, og beskæftiget os med forhandling af nye roller, justering af følelser, identitet og lignende. Vi forskyder således fokus fra ’familier som problema-

BØRN OG UNGE I UDSATHED

tiske’ til ’familieproblemer som genstand for relationelt arbejde’.

Stranger Things som illustration af familiearbejde

Til illustration af familiearbejde perspektiverer vi til det fiktionelle 80’er univers og populære tv-serie Stranger Things, hvor venner og familie kæmper mod monstre fra en dyster parallelverden. I serien ser vi netop mødre og familier kæmpe for deres børn, og kontinuerligt konstituere og rekonstituere familie og sammenhold i et flimrende billedrum. Seriens super-mor Joyce Byers’ krop er i konstant bevægelse. Hun lytter, rækker ud, gentager, insisterer. Dramaturgisk udfører hun familiearbejde. Hun organiserer omsorg, holder relationen levende på trods af sønnens fravær, og arrangerer konstant tiltag sammen med familie og netværk. I vores forskningsprojekt om netværksanbringelse har vi gennem de sidste 2 år mødt mødre, familiemedlemmer og netværk, der

ligesom seriens ’Joyce’ fremstår i et tilsvarende flimrende billedrum.

Familiearbejdet opstår i de små og store kampe i relationerne til hinanden, i den fælles offensiv mod myndigheder og i forhandling og tilpasning af roller. Fra den fiktive monsterverden til virkelighedens netværksanbringelser træder tydelige paralleller frem. Begge indeholder kollektive og kontinuerlige praksisser, hvor omsorg, identitet og tilhørsforhold gøres, italesættes, reguleres, forhandles og genbekræftes.

Fra problematisk familie til familiearbejde

Med et blik på at ’gøre familie’ i netværksanbringelser forskydes forståelsen af familier som problematiske til at se familiens problemer, herunder desperation, sorg og forvirring, som familiearbejde. På den måde kan vi forstå de biologiske mødre på samme måde som den fiktionelle Joyce, når de beretter om følelsesmæssigt kaos og forvirring forud for anbringel-

sen. Ligesom den febrilske og hektiske Joyce fremstår mødrenes følelsesintensitet ikke som hysterisk eller problematisk, men som arbejde, fordi de gør familie, når de i deres desperation og sorg henvender sig til myndighederne og foreslår nye måder at være samlet som familie. Vi møder også ‘Joyce,’ når netværksforældre beskriver overtagelsen af omsorg for et barn; når mormor er blevet mor og med hjertet helt oppe i halsen må afskære sin datter fra hjemmet for at overholde samværsregler, og når familien står sammen for at hjælpe. Vi ser, med andre ord, hvordan virkelige familier, på trods af en ny familiestruktur, også håndterer problemer som familie, når biologiske forældre og netværksforældre organiserer og udfører omsorg. Det er ikke rosenrødt eller uproblematisk at være en familie, der er involveret i en netværksanbringelse. Men rekonstitueringen af relationer, det private omsorgsarbejde og de gensidige følelses- og tilhørsudvekslinger er

netop styrken ved netværksanbringelse. Omsorgsvaretagelsen kan i en netværksanbringelse gøres i relationerne, gøres som en del af det hverdagslige familiearbejde, og derved etablere og reetablere identitet og tilhørsforhold.

Virkelighedens vilkår

Når samspillet med omverdenen inddrages, hører lighederne mellem Joyce og virkelighedens familier imidlertid op. For Joyce kæmper imod og udfordrer politi og andre myndigheder for at genetablere sin familie. Men hvor Joyce kan handle frit og mobilisere sit netværk uden indblanding, møder virkelige familier et system, der både kan støtte og begrænse deres mulighed for at gøre familie. De biologiske mødre er ambivalente i forhold til myndighedernes beslutninger og tilbud. På den ene side oplever de netværksanbringelsen som det mindste onde, mens de på den anden side føler sig parkeret på sidelinjen, dårligere

Om forskningsprojektet

Projektet 'Anbringelse i slægt og netværk' undersøger netværksanbringelser. De har fokus på at styrke børns livsvilkår gennem viden om socialfaglige beslutninger, samarbejde med familier og netværk samt praksis i tre kritiske faser: før anbringelse, matchning og det første år. Forskningen er praksisnær og inddrager børn, forældre, netværksplejeforældre og fagprofessionelle med henblik på at udvikle kvaliteten af netværksanbringelser.

Projektet er et samarbejde mellem VIA University College, UC Syd og UCN. støttet af NUBU.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

stillet end netværksforældrene og reguleret snarere end understøttet i deres mor-barn-kontakt og familiearbejde.

Fokus på familiens praksis i plejefamiliereform

Netværksanbringelser giver anbragte børn og unge bedre livsmuligheder. Det viser forskning af blandt andre Winokur. Vores projekt peger på, at det kunne hænge sammen med muligheden for at gøre familie og at gøre problemerne sammen. Men vores forskning peger også på, at netop denne styrke ved netværksanbringelse risikerer at blive undermineret af en offentlig børneforsorgslogik. En logik, der er karakteriseret ved dokumentation, standardisering og kontrol, men også et individorienteret familiesyn, der arbejder adskilt med børn, forældre og netværk. Derfor er vores opfordring til den annoncerede plejefamiliereform, at vi gentænker børne- og familiesynet og åbner for de potentialer, der ligger

i familiers relationelle praksisser. Det afstedkommer at understøtte familier i deres familiearbejde, i deres arbejde med problemerne og de relationelle ressourcer, der er afgørende for børns identitet, tilhørsforhold og livsmuligheder.

OM

Charlotte Ørnskov Lektor corn@ucsyd.dk

Charlotte er lektor på socialrådgiveruddannelsen og tilknyttet Institut for samfund og kommunikation, UC Syd.

OM

Lise Jönsson Koumaditis Ph.d. og lektor lhjo@via.dk

Lise er ph.d., lektor og tilknyttet Forskningscenter for pædagogik og deltagelse, VIA University College.

De er begge en del af nordisk forskningsnetværk om netværksanbringelser (Nordkin) og NUBU’s nationale forskningsnetværk om anbringelser. Sammen udforsker de familiedynamikker og omsorgspraksisser i netværksanbringelser med forventet forskningsudgivelse i 2027.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

Af fagjournalist Marianne Ester Back, VIA University College, maba@via.dk

Vi stopper først, når forskningen har bidraget til forandring

Det nationale center for forskning i udsathed blandt børn og unge (NUBU) er et helt særligt forskningscenter af flere grunde. De samarbejder på tværs af hele Danmark for at skabe viden, der kan kvalificere indsatsen for børn og unge i udsathed. Ambitionen er klar. NUBU vil gøre en reel forskel.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

’Et virkelig sejt center’ kalder faglig leder Lotte Junker Harbo Det nationale center for forskning i udsathed blandt børn og unge De vil skabe forskning, der forandrer og gør en reel forskel for børn og unge i udsathed.

For i NUBU er børn og unge ikke kun dem, der bliver forsket i. De er med i forskningen. Det handler nemlig om at skabe mulighed for, at børnene og de unge er med i de beslutninger og indsatser, der påvirker deres liv. Derfor er børn og unge i centrum for forskningen sammen med de fagpersoner, de kan komme i kontakt med i løbet af opvæksten. Hvad enten det er pædagoger, lærere, PPR-psykologer eller sundhedspersonale. Alle indgår de i forskningsprojekterne, og alle har samme mål om at bidrage direkte til forandring.

‘Det at vi er et samarbejde mellem landets professionshøjskoler er en ekstra styrke. Det betyder nemlig,

at vi er meget tæt på den praksis, vi undersøger,’ forklarer Lotte Junker Harbo.

Det er jo her forandringen ligger

Et af centrets projekter handler om skoletilhør blandt børn og unge med autisme. Det har nemlig vist sig, at børn med autisme statistisk set har langt mere og længerevarende skolefravær end børn uden. I projektet kigger unge tilbage på deres skolegang sammen med lærere, pædagoger og PPR-personale.

De bliver stillet det retrospektive og ofte smertelige hvad-nuhvis-spørgsmål: hvad skulle der egentlig til for, at de ikke havde trukket sig? Hvis det ikke skulle have endt med skolefravær? Med hjælp fra et teaterværksted fik børnene hjælp til at sætte ord på deres fortællinger.

‘Netop forskningsprojektets titel: Skoletilhør blandt børn og unge med autisme peger i retningen af, hvor vi gerne vil hen, og ikke hvor vi

kommer fra,’ forklarer Lotte Junker Harbo og fortsætter.

’Vi vil gerne ændre den eksisterende diskurs. Der er masser af salg i at snakke skolefravær, men vi vil faktisk gerne tale om, hvad der i stedet skal til for at undgå det. Det er jo her, forandringen ligger.’

Med input fra børn og unge med autisme og deres forældre, vil forskergruppen udvikle ny viden om, hvordan samarbejdet mellem skole, PPR og hjem kan styrke skoletilhøret.

Vigtigt med pædagogisk indflydelse

En af de ting Lotte Junker Harbo håber på er, at praksis er klar over, hvor stor indflydelse deres deltagelse i forskningsprojekterne har. Derfor lyder opfordringen fra hende:

’Søg! Hvis jeres institution får en henvendelse fra forskningsgrupperne, der søger praktikere

Vi vil gerne ændre den eksisterende diskurs. Der er masser af salg i at snakke skolefravær, men vi vil faktisk gerne tale om, hvad der i stedet skal til for at undgå det. Det er jo her, forandringen ligger.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

til at deltage i et forskningsprojekt - så søg! Det er en måde at være med til at præge forskningen og udviklingen på, og som skal komme børn og unge til gavn. Vi er også et center, der er tæt på beslutningstagerne. Ministeriet lægger mærke til, hvad vi producerer’.

Et nyt kapitel

Når Lotte Junker Harboe går sommeren i møde, er det ikke længere som leder af det seje center. NUBU er i rivende udvikling, og der skal flere kræfter til, og hun giver stafetten videre. Hun fortsætter som leder af Forskningscenter for pædagogik

og deltagelse. Herfra vil hun fortsat følge udviklingen i NUBU og lune sig ved, hvad de har opnået indtil nu.

’Jeg er så stolt af, at vi har så stærke samarbejder med mennesker i praksis, som har eller har haft erfaring med udsathed. Og så er jeg så stolt af den her gruppe forskere, der samarbejder på tværs af sektoren. De er konkurrerende om midlerne, men samarbejder på så eksemplarisk vis, fordi de har fokus på den forandring, forskningen skal skabe. Der er meget at være stolt over. Det er et sejt lille center’.

Jeg er så stolt af, at vi har så stærke samarbejder med mennesker i praksis, som har eller har haft erfaring med udsathed.

Om forskningsprojektet

Nationalt center for forskning i Udsathed blandt Børn og Unge (NUBU) er et nationalt forskningscenter, som er et samarbejde mellem alle landets professionshøjskoler. De arbejder på at skabe dokumenterbare forbedringer i livet for børn og unge i udsathed.

Det betyder, at forskere fra hele landet og en række professioner blandt andet pædagoger, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, sundhedsplejersker, jordemødre samarbejder i projekterne og i centret. Det gør NUBU i stand til at se på udsathed fra mange forskellige faglige vinkler.

Lyt til forskningen

Pædagogisk Extrakt podcast formidler pædagogisk forskning direkte fra forskeren selv. Vi omsætter solid viden til samtaler, du kan forstå og bruge i dit arbejde med børn, unge og voksne. Vi har været til forskningstræf sammen med forskerne i Nationalt forskningscenter for udsatte børn og unge. Det resulterede i samtaler med fire forskere, der alle har aktuelle projekter i forskningscenteret.

Find alle episoder af Pædagogisk Extrakt podcast her eller der, hvor du normalt lytter til podcasts.

BØRN OG UNGE I UDSATHED

PAutisme i skolen

Podcast: Autisme i skolen

Børn med autisme har et væsentligt større skolefravær end andre børn. En tredjedel har bekymrende skolefravær, og der er også højere risiko for, at fraværet er langvarigt.

Vi taler med Merete Munkholm og Thomas Engsig, der begge forsker i skoletilhør og skolefravær.

De forklarer, hvordan børnenes og de unges perspektiver er blevet overset i forskningen på området. Derfor fokuserer de i deres arbejde på, hvordan unge med autisme har oplevet deres skoletid. Gennemgående er en oplevelse af ikke at høre til, at blive defineret ud fra sine fejl og mangler og blive stigmatiseret.

Hør også Felix, der fortæller om sine oplevelser i skolen: ‘Jeg lærte det hurtigt. Hold tankerne bag skærmen. Hold følelserne bag muren. Hold uroen i kroppen, hvor ingen skal se på det. Hold stemmerne i hovedet, hvor ingen skal høre på det. Når jeg var usynlig, var alle glade’.

Lyt med og bliv klogere på, hvorfor forskerne efterlyser større lydhørhed og forståelse over for børns oplevelser og perspektiver - og hvorfor det måske burde føre til et opgør med skolens måde at være skole på.

Unge på kanten

Podcast: Unge på

kanten

Når vi taler om unge i udsathed, handler det ofte om alt det, de ikke kan: De er ikke uddannelsesparate, ikke jobparate og ikke i stand til at passe ind i rammerne. Men lytter vi til de unge, hører vi noget andet: En længsel efter fællesskab – og erfaringer med lukkede døre.

I dette afsnit taler vi med forskerne Charlotte Vange Løvstad og Silla Marie Mørch Sievers om mødet mellem unge i udsathed og det etablerede hjælpesystem. Hør, hvorfor de unges modstand mod pædagogiske tiltag ofte er en sund reaktion på at blive mødt som en kategori fremfor som et menneske. For når hjælpen føles stigmatiserende, bliver prisen for at modtage den for høj.

Du får indblik i, hvorfor ensomhed er en afgørende faktor – og hvordan socialpædagogiske indsatser faktisk kan gøre en forskel. Når unge mødes med bæredygtige krav, kreative processer og reelle fællesskaber, kan det vække håb, mod og nye drømme.

Men det er ikke altid nok. For alt for ofte bliver hjælpen en isoleret indsats, der stopper ved fællesskabets grænse. Overgangen til uddannelse, arbejde og samfundets øvrige fællesskaber ender som et individuelt ansvar – og det er her mange igen tabes.

Lyt med og bliv klogere på, hvorfor der er brug for at bygge stærkere bro fra indsats til omverden – og for at skubbe til samfundets fællesskaber, så de rent faktisk åbner sig og gør plads til de unge.

ANMELDELSE

Af redaktør

Erika Zimmer Brandt, VIA University College

Boganmeldelse: Crip

Caspar Erics digtsamling Crip starter med et citat fra The Matrix: ’All I’m offering is the truth’.

Jeg er kun få linjer inde i bogen, før jeg opdager, hvor passende det citat er. Caspar Eric ikke bare tilbyder sin sandhed. Han serverer den så ufiltreret, træfsikkert og benhårdt, at jeg mister pusten og næsten slås omkuld. Caspar Eric er først og fremmest en fænomenal digter, der bruger sit talent til at få os til at se.

Men Caspar Eric er også crip. Han har cerebral parese, der er et medfødt bevægelseshandicap. Og det er fra det udgangspunkt, han skriver.

’problemet med debatten om aktiv dødshjælp er: at man altid spørger de raske, hvad de synes og at døden som mulighed fjerner fokus fra livshjælp’

Crip ikke en hyggelig bog. Det er ikke rar læsning. Men det er vigtig læsning. Jeg bliver ved med at vende tilbage til passager og formuleringer, og jeg har understreget så mange linjer i digtsamlingen,

at da jeg viste den til vores layouter, troede han, at designet var stribet.

Gennem sine digte viser Caspar Eric os nådesløst forråelsen, der gennemsyrer systemet fra politiker til udøver.

ANMELDELSE

Bogfakta

Titel: Crip

Forfatter: Caspar Eric

Sideantal: 156

Forlag: Gyldendal

Caspar Eric er en prisbelønnet dansk forfatter, der har udgivet en række digtsamlinger om livet med handicap.

Senest har han modtaget

Weekendavisens Litteraturpris 2025 og Politikens Litteraturpris 2025 for Crip.

Boganmeldelsen er skrevet af:

Erika Zimmer Brandt

Redaktør ezb@via.dk

’FN’s handicapkomité har i deres eksamination af Danmark kaldt disse forhold for ‘prisonlike’, og har blandt andet udtrykt voldsom bekymring over, at anvendelsen i psykiatrien er steget med 22% over de sidste 10 år’.

Han blotlægger hykleriet og lader os føle smerten, afmagten og angsten gennem ham selv og hans møder med andre:

’jeg hører mange sige, at vi jo gør rigtigt meget, så hvad er det præcis, I tror, vi gør?’

Jeg var forberedt på læseoplevelsen, fordi jeg har læst Caspar Erics tidligere digtsamling Ulige balancer flere gange end en liberal partiformand (ifølge ham selv) har taget kokain. Og det er jo immervæk ikke så få igen.

Ulige balancer ramte mig – ligesom Crip - lige i privilegieblindheden. Den er grunden til, at jeg begyndte at tælle, hvor mange elevatorer og rullende trapper, der er ude af drift, når jeg tager toget. Hvor mange steder, jeg passerer, hvor trinene er høje, og hvor det er svært at gennemskue, hvordan man kan få hjælp. Resultatet af den undersøgelse er vild. For de fleste af mine hverdagsrejser med DSB kunne simpelthen ikke lade sig gøre, hvis jeg var dårligt gående.

Det hader jeg. Jeg hader også, at jeg aldrig havde lagt mærke til det før.

Til gengæld elsker jeg Caspar Eric for at vise mig det. Det burde ikke være hans opgave, men han gør det. Tak!

Crip fortsætter hvor Ulige balancer stoppede. Den borer sig ind i sprækkerne og sandblæser enhver romantisering af forholdene for handicappede i Danmark, så virkeligheden blotlægges. Men begge kan læses uafhængigt af hinanden.

Det er måske første gang, vi anmelder en digtsamling i Pædagogisk Extrakt. Jeg kan i hvert fald ikke huske, vi har gjort det før. Vi anmelder mest fagbøger, eller bøger, der bevæger sig i grænselandet af fagbogsgenren.

Men Crip er noget andet. Den er i mine øjne vigtigere. Fordi den tilbyder en forståelse, du ikke kan læse dig til i de bøger, vi plejer at anmelde. Crip motionerer din empati, gør dit udsyn større og lader dig føle en smerte, som alt for mange crips har båret selv alt for længe. Jeg anbefaler alle at læse den.

Vi skal finde sprækkerne, hvor lyset kan komme ind

Stregerne på hospitalsgangenes gulve viser tydeligt, hvor patienter og pårørende skal gå hen. Den lige vej til behandling. Men på hospitalerne findes der også en anden slags medarbejdere, der sjældent holder sig inden for stregerne. Medarbejdere med en rød næse, der hverken skyldes forkølelse eller blodtud. Mød Ruth. Pædagog og hospitalsklovn.

TID OG OMSORG

Hun kalder sig Ruth. 'Det er et solidt navn med en god jordforbindelse, og det er der brug for i jobbet som hospitalsklovn', fortæller Ruth. Hun fortsætter med at forklare, at hun egentlig havde ønsket, at hendes datter skulle hedde Ruth, men nu blev det altså hendes klovne-navn i stedet.

’Vi to har også brug for jordforbindelse’, indleder Ruth, og inden interviewet går i gang, fisker hun et lille fuglehus frem med lyden af fuglekvidder. Så sidder vi ellers der i kantinen på Aarhus Universitetshospital og lytter. Ahhh, det var dejligt. Nu kan vi gå i gang.

En hospitalsklovn bliver til Hospitalsklovnen Ruth hedder ikke Ruth i det virkelige liv. Når hun ikke er på arbejde, hedder hun Mette Høi. Hun er uddannet pædagog og har, siden hun blev færdiguddannet, primært arbejdet inden for socialområdet.

’Jeg har arbejdet i en specialklasse

og været vant til at arbejde med børn med alle mulige udfordringer i livet. Så jeg har erfaring med at møde sårbare børn og unge med nærvær og fleksibilitet. Det er jeg fuldstændig vild med, fortæller Mette Høi.

Efter en sygemelding med en øresygdom kredsede tankerne om, hvorvidt hun kunne holde til jobbet som pædagog på fuldtid.

Samtidig rummede hun også en performativ side med knap så megen jordforbindelse. I sin fritid lavede hun akrobatik sammen med en Aarhusgruppe af kvinder, der kaldte sig: Frueflæsk og bøffer.

Hendes passion for den pædagogiske faglighed og det kunstneriske arbejde så hun en dag forenet i en film om hospitalsklovne.

’Der var især et lille klip, der rørte mig. En hospitalsklovn og et barn står skulder ved skulder i en ordløs kontakt. Så kommer der en

madvogn eller en portør kørende forbi. De kigger på hinanden, holder i hånden og går over på den anden side af gangen. Det er helt simpelt, men meget smukt.’

Så for 10 år siden besluttede

Mette Høi at søge ind på uddannelsen for hospitalsklovne og blev optaget som en af otte ud af flere hundrede ansøgere. Sådan blev

Mette til Ruth. Til trods for at hun som Mette Høi ikke tidligere har brudt sig om klovne.

’Hospitalsklovnen er noget helt andet end cirkusklovnen. Jeg fik øje på, at det handler om det, jeg synes, er så megaspændende ved det pædagogiske arbejde. Relationer. Jeg skal møde barnet og den unge bag ved sygdommen. Det handler om at finde sprækkerne, hvor lyset kan komme ind. Det er i den åbning, livet bor, og det er i den åbning, jeg skal møde børnene, så de føler sig mødt og set.’

Det er ikke os, det handler om Mens den traditionelle cirkusklovn kan virke en anelse klodset og optaget af egne behov, er hospitalsklovnen det modsatte. Som Ruth selv udtrykker det: ’Det er ikke os, der skal være på. Vi skal finde det frem i børnene, og hvem vi ellers møder. Målet er heller ikke, at det skal være sjovt. Målet er at finde ud af, hvad kalder den her situation på? Nogle gange kan det være at sidde og bande over sygdommen. Det er

relationen og situationen, der afgør det.’

Jeg oplever, hvordan Ruth danner relationer på ingen tid, da jeg følges med hende rundt på hospitalet. Vi møder en lettet kvinde med et velskabt barn i favnen. Kvinden er netop kørt fra fødestuen, og Ruth skaber kontakt, aer hendes kind og giver hende et ‘tillykke mamma’ med på vejen.

’Ej, kan du ikke også pynte min vogn’, spørger en ældre dame i kørestol, da hun ser Ruths forårsfyrværkeri af en ladcykel. Kvinden har benet i gips, og hendes gråsorte stol falmer ved siden af Ruths farvestrålende ladcykel. Hun bliver glad for at se Ruth, hun kender hende ikke, men hun støtter hospitalsklovnene, fortæller hun stolt. Ruth tager med det samme udfordringen op. Plukker et par blomsterblade fra egen vogn og begynder at pynte.

Skal du have en krammer, inden du skal ind til undersøgelse? Hvor end hospitalsklovnen

Ruth går opstår samtaler, og nogle gange når hun at få patienternes livshistorie.

besøg på afdelingen for spiseforstyrrelser. Her er patienterne indlagt i længere tid ad gangen og har ofte flere indlæggelser. Kufferten er pakket med fuglefløjt, dufte og glimmer. De skal lave wellness. Det har de indlagte piger, som Ruth besøger i dag, selv været med til at beslutte. Andre dage er sværere.

’Det kan være jeg langsomt glider min sko ind i hendes synsfelt.’

Et legitimt elevatorblik på Ruth afslører, at hendes ene sko er pyntet med en kæmpe pink blomst, så det er det syn, den unge møder under de tunge gardiner af hår.

’Du skal nok snart komme af med den gips,’ opmuntrer Ruth, men kvinden sukker og fortæller: ’de opererede min fod i seks timer’. Ruth sadler om. ’Men har du prøvet med blomster og sommerfugle? Og straks går hun i gang med at omplante blomsterne til gipsfoden. På toppen sætter hun en sommerfugl.

En kuffert fuld af glimmer

Der er også de længerevarende relationer. Denne dag skal Ruth på

’Jeg kan komme ind på en stue, hvor der sidder en ung pige på sengen. Hun sidder foroverbøjet med håret hængende ned over ansigtet og blikket rettet stift mod gulvet. Hvad gør man så?’

Først og fremmest handler det om at sanse rummet. Hvad er det, den unge har brug for?

’Måske sætter jeg mig bare ved siden af hende uden ord, foroverbøjet og kigger ned i jorden sammen med hende.’

Næste træk kan være noget andet. Ruth har tasken fuld af indgangsvinkler. Med blikket slået ned bliver det hendes indgangsvinkel. Gulvet.

Fornemmer Ruth, at der er yderlig en lille åbning for noget samspil, kan den tidligere akrobat snildt lægge sig på ryggen og glide ind under den unge og få øjenkontakt og måske et lille ’hej’.

’Nogle gange går det godt, og andre gange virker det ikke. Det vi kan som klovne, er direkte at sætte ord på elefanten i rummet. Ej, det var for meget, nu kom jeg til at kigge på dig alt for længe. Jeg glider lige ud igen. Virkede det ikke, føler de sig forstået, fordi man har læst deres reaktion.’

Det handler om at turde tage chancer

’Der skal I nok ikke gå ind i dag,’ får Ruth og kollegaerne fra tid

TID OG OMSORG

til anden at vide af sundhedspersonalet, når der enten er en patient, der er for syg, eller der er ankommet en ny. ’Så har de fleste af personalet, der kender os lært, at det er der, vi står lidt ekstra på tæer. Og spørger: hvorfor? Eller kunne vi bare lige? Vi lytter selvfølgelig altid med kæmpe respekt for personalet. Men nogle gange kan det være dem, som har det allerværst, der har mest brug for os, forklarer Ruth.

‘Vi havde en pige, der var alvorligt syg, og lå inde på stuen med dynen trukket helt hen over hovedet. Vi listede derind og hviskede: vi kommer ikke i dag, vi vil bare sige hej.’ Pigens eneste udsyn begrænsede sig til en lille sprække mellem madras og dyne, hvor hun havde løftet dynen for at få lidt lys og luft ind. Der var åbningen. På sengens tremmer satte Ruth to hjerte klistermærker lige ud for pigens synsfelt. Det sker nogle gange med hjertet i halsen, men denne gang var det en god ting.

’Efter pigen havde fået det bedre, kom hun hen til os en dag og sagde, hvor meget det havde betydet for hende,’ fortæller Ruth.

Slut, Ruth, Finale

Interviewet er ved vejs ende og mine forberedte spørgsmål stillet. Ruth forbereder sig aldrig, men går ind på stuen med alle sanser åbne. For det er i relationen mellem mennesker, at ting opstår. Det samme i interviewet. Det er på ingen måde muligt, at det skal være et interview med hende i centrum alene. Hun inviterer mig med: i dialogen såvel som op i ladvognen. Hun fornemmer og spørger, om jeg helt har fået svar på de spørgsmål, jeg kom med. Hun giver mig en sommerfugl med hjem med særlige kræfter. Mest af alt giver hun mig en oplevelse, der finder lyset frem i sprækkerne på en helt almindelig torsdag. Nu skal Ruth videre over på afdelingen for spiseforstyrrelse. Hun slutter med en ordentlig klovnekrammer og cykler videre til lyden af fuglefløjt.

Pigens eneste udsyn begrænsede sig til en lille sprække mellem madras og dyne, hvor hun havde løftet dynen for at få lidt lys og luft ind. Der var åbningen.

Om hospitalsklovnens faglighed

Hospitalsklovnens faglighed er vigtig, og er beskrevet nøje på uddannelsens hjemmeside. Hospitalsklovnenes faglige fundament bygger på klovnens karakter og evnen til at improvisere i mødet med mennesker.

Klovnens karakter er ikke en rolle, men en særlig tilstand præget af åbenhed, nærvær og rummelighed, hvor klovnen er fuldt til stede i øjeblikket. Klovnemetoden er udviklet med inspiration fra neuroaffektiv udviklingspsykologi og arbejder med både det sansende, det følende og det tænkende område i klovnens og barnets centralnervesystem. En vigtig del af improvisationen er at skabe plads til dem, der er til stede, så de oplever sig set og betydningsfulde. Derfor har hospitalsklovnen også et ansvar for, at alle i situationen føler sig trygge i mødet.

Læs mere på Danske Hospitalsklovnes hjemmeside.

TID OG OMSORG

Af lektor Christina Brandt Moseholm Olsen, Diakonhøjskolen

Når livet er svært, skal

pædagoger give plads til det menneskelige – om eksistentiel og åndelig omsorg

i socialpædagogik

Det er et grundvilkår for mennesker, at vi kan væltes omkuld i livet, når vi møder smerte, sorg eller oplever brud i relationer. Vi bliver ramt på vores eksistens. Vi er sårbare og har brug for andre at læne os op ad. Når det kommer til eksistentielle og åndelige perspektiver i menneskers liv, kan denne helt almindelige menneskelige sårbarhed være en overset dimension af socialpædagogik.

Pædagoger møder mennesker, som på forskelligvis har oplevet, at livet overvælder dem. Det kan være erfaringer fra psykiatrien, oplevelse med at være anbragt, tilværelsen som hjemløs eller skam over at være i misbrug. De kan opleve, at livet virker uretfærdigt, kan have mistet modet og troen på, at der er en vej frem for dem. Socialpædagogik handler af den grund ikke kun om deltagelsesmuligheder og udviklingspotentialer, men også om at skabe rum for menneskers udfoldelse af livsmod.

Omsorgen handler om refleksion over livsnære tematikker

som håb, mening, sårbarhed og sorg.

Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilket blik pædagogen har på omsorgsopgaven.

Et nyt fagområde i socialpædagogikken

Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogik er et forholdsvis nyt fagområde og handler om at give plads til forståelsen for, at menneskers liv kan være fyldt af smerte, håbløshed og utilstrækkelighed. Omsorgen handler om refleksion over livsnære tematikker som håb, mening, sårbarhed og sorg.

Eksistentiel og åndelig omsorg kræver, at pædagoger øver sig i:

- At være opmærksomme på menneskers eksistentielle spørgsmål og ressourcer

- At lytte til den mening, de spørgsmål kan have i menneskets livshistorie

- At hjælpe mennesket i arbejdet med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hanshendes eget livssyn

Åndelighed i omsorgen er en dimension, der vedrører, hvordan mennesker forbinder sig til nuet, til sig selv, til andre, til det betydningsfulde, eller det hellige. Åndelig omsorg kendes normalt fra sygeplejen, og indebærer en bred forståelse af livet. Det rummer en dynamisk karakter, som betyder, at mennesket kan genfinde meningen i livet i fællesskab med andre efter meningstab; og at mennesket ikke står alene med eksistentielle tanker.

Det kalder på et helhedsblik på mennesket, som trækker tråde til begrebet total pain, som beskrevet af den anerkendte engelske sygeplejerske og hospicepionér Cicely Saunders. En forståelse af smerte som mere end blot psykisk/ følelsesmæssig, social eller kulturel smerte, men også en eksistentiel/ åndelig smerte, som tilsammen kan udgøre hele smerten. Det betyder, at smerteoplevelsen ikke kun kan udløses af fysisk eller psykisk smerte, men også dét at

befinde sig i en eksistentiel lidelse, fordi man oplever ensomhed, håbløshed eller traumatiske oplevelser.

Sanselige aktiviteter og eksistentielle spørgsmål Eksistentiel og åndelig omsorg gives ikke kun gennem samtale, men også gennem velkendte socialpædagogiske greb, som omhandler krop, æstetik og natur. Det er aktiviteter med sanseindtryk, der rækker længere end blot det enkelte øjeblik. Processer, hvor en sansning, atmosfære og stemning kan lindre kroppen til at ville livet og verden igen.

En pædagog, der arbejder på et forsorgshjem, fortæller: ‘Hvad skal der blive af mig, hvad skal jeg her i livet? Det er spørgsmål, der fylder meget i vores samtaler. Og det er jo voksne mennesker, som har levet et helt liv, men stadig ikke ved, hvilken retning de skal gå. De aner faktisk ikke, hvad meningen med deres liv er.

TID OG OMSORG

Der skal jeg jo ikke give dem en retning, men jeg skal turde gå ind i den snak om en vej til mening’.

Pædagoger skal derfor øve sig i at facilitere rum, hvor der er plads til undring på vores eksistens, da det kan mildne, give ro, være meningsgivende og mest af alt indeholde sundhedsfremmende ressourcer for et menneske i lidelse. Når vi har blik for det hele menneske, ligger der også en forpligtelse i, at menneskers eksistentielle og åndelige forestillings- og livsverden tages med i arbejdet om at bevare et livsmod. Hvis vi glemmer denne del af menneskers livsomstændigheder, forsimples mennesker til krop og psyke.

Sproget må afspejle livet Barrierer, som kan besværliggøre omsorgen, kan være pædagogens usikkerhed, tvivl om, hvor personlig man må være. Forskning i eksistentiel og åndelig omsorg viser desuden en tendens til, at vi er sprogløse i forhold til eksistentielle

og åndelige livsdimensioner. Det kan derfor være svært at tale om det eksistentielle med den professionelle kappe på, og pædagoger kan foretrække sproglig neutralitet.

Derfor kan det være en værdifuld ressource, at pædagoger forholder sig til egne kilder, til mening, og taler om liv og død for at praktisere en holistisk omsorg. Dét sprog fagprofessionelle taler med hinanden skal afspejle det liv, vi lever, som rummer alt fra glæde, lykkeglimt, fortvivlelse, forsoning og dilemmaer.

Vi er alle i en form for afmagt, når livet rammer hårdt. Uanset om du er rig, fattig, ung, gammel, hjemløs eller misbruger. Refleksionen kan være, at der er en fælles klangbund for os mennesker, nogle livsbetingelser og grundvilkår, som danner en forbundethed i det at være et menneske – og at det perspektiv har en plads i socialpædagogik.

Faktaboks

Eksistentiel og åndelig omsorg handler, ifølge forsker Vibeke Østergaard Steenfeldt, om at gøde mennesket til at ville opleve verden og livet igen; trods den smerte livet også indebærer. Det er en faglig forståelse af mennesket som et eksistentielt og til-verdensrelaterende væsen, der er meningssøgende i livets faser.

Hvis du vil vide mere, kan du læse den helt nye bog 'Eksistentiel og åndelig omsorg i socialt arbejde'. Den indeholder teoretiske perspektiver på lidelse, kilder til mening, livssyn og livsmening, og eksempler på praksisformer som fx ritualer med selvmordstruede, naturen som resonansrum og så videre.

OMChristina Brandt Moseholm Olsen Lektor og cand.pæd.ant cbmo@diakonhøjskolen.dk

Christina er cand.pæd.ant og lektor på Diakonhøjskolen. Hun interesserer sig for eksistentiel og åndelig omsorg.

Hun har besøgt Pædagogisk Extrakts podcast sammen med sin kollega Bodil Lodbjerg for at tale om netop det. Den episode finder du lige her.

TID OG OMSORG

Af lektor Niels Jakob Pasgaard, VIA Pædagoguddannelsen

Fritid som egentlig fri tid

Vi har glemt, hvordan man holder egentlig fri. Læs om, hvordan fritidspædagogikken kan være det sted, hvor vi kan genlære evnen til at være i en fri tid, der ikke har et ydre, men et indre formål.

OMSORG

Det er svært at måle lykke, men skal man tro FN’s årlige World Happiness Report for 2026, går det ned ad bakke med lykken blandt unge mennesker i hele den vestlige verden, også i Danmark. Forskerne bag rapporten er ikke i tvivl: de unges udbredte brug af sociale medier spiller en central rolle i den negative udvikling.

I forlængelse af de seneste års ophedede debat om skærmenes rolle, besluttede Folketinget i efteråret at forbyde mobiltelefoner på skoler og i SFO’er. Fritidsklubber og ungdomsklubber er indtil videre ikke underlagt de samme restriktioner, og mange vil også argumentere for, at skærmene er så central en del af de unges liv, at de må med i klub –også så pædagogerne kan være nysgerrige på og støtte de unge i deres brug af dem.

Om end det er en sympatisk tanke, vil jeg i det følgende argumentere for, at man bør fjerne

telefonerne fra de fritidspædagogiske rum - ikke af hensyn til lykke- eller trivsels-målinger, men for at revitalisere og beskytte fritiden som et særligt eksistentielt mulighedsrum.

Vi arbejder for at holde fri I 1948, da Tyskland endnu lå i ruiner efter anden verdenskrig, og travlheden med genopbygningen var på sit højeste, udgav den tyske filosof Josef Pieper sit hovedværk Muße & Kult. I bogen argumenterer han for, at vi må huske, at fritiden er kulturens base; det er fritiden, der binder os sammen som mennesker - hvilket vi meget ofte glemmer i et samfund, hvor arbejdet, selvoptimeringen og frygten for at gå glip af noget, dominerer.

Den græske filosof Aristoteles skrev, at vi arbejder for at holde fri. For ham var fritiden den højeste form for menneskelig væren, som man måtte stræbe efter, for at leve et godt liv. Det er den pointe Pieper viderefører. Hans

argument er, at det, vi i vore dage betragter som fritid, ikke er andet end en proletariseret fritid; en fritid, der kun tjener til at gøre os mere effektive på arbejdet (eller i skolen). Fritiden er reduceret til restitution, og derfor fylder vi den ikke med andet end tom underholdning, som skal sikre, at vi ikke kommer til at kede os, mens vi hviler os.

Hvad Pieper ønskede, var en revitalisering af den egentlige fritid – Muße som den kaldes på tysk. Denne egentlige fritid er ikke kun fri fra noget, men fri til noget. Vi må genlære evnen til at være i en fri tid, der ikke har et ydre, men et indre formål.

Piepers tanker var provokerende i tiden efter anden verdenskrig, hvor troen på fremskridtet og økonomisk og teknologisk vækst dominerede. Men perspektivet var centralt - og er måske endnu vigtigere at ihukomme i dag, hvor præstationskrav og selvoptime-

ring udfordrer især børn og unges mulighed for at leve gode liv, som den koreanske filosof Byung-Chul Han har beskrevet det i bogen Træthedssamfundet.

Fritids- og ungdomsklubberne som steder for Muße De fleste børn og unge lever hæsblæsende liv, hvor dagene er fyldt ud af skole, lektier, fritidsaktiviteter og skærme. Der er ikke meget tid til at sætte sig ned og gøre ingenting. Som den amerikanske professor, Kevin Hood Gary, argumenterer i bogen Why Boredom Matters, kan det moderne menneskes liv karakteriseres som et, der konstant er på flugt fra kedsomheden, enten gennem arbejde eller underholdning. Denne flugt fra kedsomheden risikerer dog at resultere i en mere grundlæggende, eksistentiel kedsomhed. Ifølge Gary er det evnen til at holde egentlig fri, der er brug for, hvis vi vil leve det gode liv.

Og hvem ved, måske glemmer man helt at mærke efter, om man er lykkelig eller trives, når man holder ægte fri. Det er sandsynligvis godt for begge dele.

Fritids- og ungdomsklubberne er måske nogle af de eneste tilbageværende steder, hvor den egentlige fritid, Muße, er mulig. Teenageværelserne, vil nogen hævde, er for længst fyldt med endeløs, algoritmestyret underholdning. Ifølge VIVE's undersøgelse Børn og unge i Danmark fra 2022 bruger 58% af de 15-årige mere 4 timer dagligt af deres fritid på skærmene. Andelen med så stort skærmforbrug var kun 19% i 2017. Samtidig er skolerne gennemsyrede af konstante krav om selvoptimering; både fagligt og trivselsmæssigt må der præsteres.

Fritids- og ungdomsklubberne kan tilbyde noget andet. De kan fungere som en suspension af skolens faglige og trivselsrelaterede krav - men også af hjemmets og teenageværelsets vaner. Og misforstå mig ikke; blot fordi skolens krav og hjemmets vaner suspenderes, er det på ingen måde let at gå i fritidseller ungdomsklub. Og da slet

ikke, hvis muligheden for at gribe vanemæssigt ud efter telefonen eller at trække sig ind i sig selv, når legen eller samtalen går i stå, eller man bøvler med at blive en del af en gruppe, er fjernet.

Nej, det er ofte langt sværere at finde sin egen vej i klubbens frie fællesskaber, end det er at lade sig underholde af endeløse reels på værelset eller at følge skolens faste skema. Men det er også langt vigtigere.

I fritids- og ungdomsklubberne kan der, hvis man lykkes med at sætte præstationskravene og underholdningsudbuddet på pause, skabes plads til at genlære evnen til at være i den egentligt frie tid, Muße. Her kan barnet få lov at være udsøgt ubrugeligt, som den tyske filosof Peter Sloterdijk har sagt det i bogen Stress og frihed, og på den måde stille sig åben overfor det fællesskab, det her bliver en del af: Spørgsmålet er ikke, hvad jeg skal have ud af at gå i klub (under-

holdning, selvoptimering eller trivsel), men hvem og hvad, der mon vil noget med mig i dag – og hvad jeg kan være for dem.

‘Skal vi spille pool?’, spørges den dreng, der sidder alene. ‘Vil I med i krea?’, spørges to andre. Her er man i sin ubrugelige ikke-gøren fri til verden - og verden kan tale til og kalde på én, fordi man ikke allerede er optaget af skærmens uendelige underholdningstilbud.

Her kan det nye opstå: en uventet invitation, en ny leg, et nyt venskab, en ny handling, som Hannah Arendt beskriver det i hovedværket Menneskets Vilkår. Ikke fordi man aktivt opsøger det nye, men netop fordi man ikke gør. Og hvem ved; måske glemmer man helt at mærke efter, om man er lykkelig eller trives, når man holder ægte fri. Det er sandsynligvis godt for begge dele.

Niels Jakob Pasgaard lektor njpa@via.dk

Niels Jakob Pasgaard er lektor på pædagoguddannelsen og forfatter til en række bøger og artikler om pædagogik og dannelse. Han er aktuelt i gang med et ph.d.-projekt om fritidsklubbens bidrag til det gode børneliv ved Forskningscenter for pædagogik og deltagelse. Projektet er forankret i VIA University College og Aalborg Universitet.

TANKEBOBLER

SFO Sofies

påklædningspædagog

Hej venner, I dag får I mig simpelthen som påklædningspædagog.

SFO Sofie som påklædningspædagog handler om alle de roller pædagoger får, dem vi tager, og de roller vi bliver tildelt.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er pædagogisk arbejde komplekst, spændende, krævende og indimellem helt fantastisk. Men nemt, det er det i hvert fald ikke.

SFO Sofie er en fiktiv og tegnet pædagog, der kæmper med, at hendes pædagogiske faglighed bliver klemt af udefra kommende krav og forventninger. Bag figuren SFO-Sofie står en gruppe anonyme - men meget virkelige pædagoger –der beretter om pædagogiske dilemmaer gennem tegningerne.

Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen og på Facebook.

Påklædningspædagogen er blevet til med inspiration og idéer fra pædagoger og andet godtfolk. Af hjertet tak til Danielle Mercier, Pia Lind Jensen, Birgitte Kolle, Stina Rosenborg, Katrine Johanne Hansen, Mette Frederiksen, Sofie AchtonLægaard, Maria Aagaard Kristensen, Lasse R. og alle I andre. I ved selv, hvem I er.

Hvis du vil downloade mig som påklædningspædagog, så du selv kan farve, klippe og lege, så finder du mig Pædagogisk Extrakts hjemmeside.

TANKEBOBLER

TANKEBOBLER

ÅrshjulPlanlæg-ningKoordineringInviationer Booking

Ny uddannelse: Professionsmaster i pædagogisk psykologisk rådgivning

Allerede i september 2026 starter de første pædagoger og lærere på den nye professionsmaster. Uddannelsen giver viden, metoder og mod til at styrke trivsel og fællesskaber – og til at skabe udvikling dér, hvor børn og unge har allermest brug for det.

TANKEBOBLER

Hverdagen i dagtilbud og skoler er blevet mere kompleks. Flere børn kæmper med mistrivsel, inklusionsopgaverne fylder, og pædagoger forventes at navigere sikkert i både relationer, samarbejde og pædagogiskpsykologiske problemstillinger. Når børn og unge kæmper, kalder praksis på nye greb og stærkere faglighed. Det skal en ny uddannelse være med til at understøtte.

Ny karrierevej

Professionsmasteren i pædagogisk psykologisk rådgivning er den første af flere nye professionsmasteruddannelser. Den giver lærere og pædagoger mulighed for at tage en 1-årig uddannelse på kandidatniveau. Samtidig lægger uddannelsen op til, at de studerende træder ind i en ny rolle på deres arbejdspladser, hvor de skal arbejde med forebyggende og forandringsskabende indsatser.

Uddannelsen giver en specialiseret viden om udviklingspsykologi og sociale dynamikker og deltagelsesmuligheder.

En uddannelse der vokser ud af praksis

Ifølge uddannelsesdekan Linda Greve, handler ambitionen med den professionsrettede overbygning om noget helt grund-

læggende: at styrke fagligheden dér, hvor arbejdet faktisk foregår.

‘Man uddanner sig til at blive særlig dygtig inden for et bestemt område af sin profession og udvikle løsninger, der flytter praksis,’ siger hun.

Uddannelsen giver pædagoger og lærere en specialisering, der også

Når børn og unge kæmper, kalder praksis på nye greb og stærkere faglighed.

skabt nogle varige forandringer og blive ved med at udvikle området ud fra den nyeste forskning,’ forklarer Linda Greve.

Når fællesskaber også handler om kolleger Selvom uddannelsen har børns trivsel som omdrejningspunkt, handler den også om at klæde de fagprofessionelle fællesskaber bedre på til opgaven.

Fællesskaber handler ikke kun om børnene. Når et barn mistrives, er det en fælles udfordring i det pædagogiske miljø,’ siger Linda Greve.

gør dem i stand til at drive psykologiske og pædagogiske udviklingsprojekter. De kan igangsætte processer, analysere udfordringer og udvikle handlemuligheder sammen med resten af det pædagogiske personale.

Jamen gør vi det ikke allerede? Mistrivsel blandt børn og unge er fortsat et stigende problem,

og selvom der allerede arbejdes intenst med det i institutionerne, har vi ikke fået knækket koden.

Der skal mere til.

‘Når vi taler med ledere i dagtilbud og skoler er meldingen klar: Der gøres en kæmpe indsats, men det rækker ikke. Nu kommer der en specialiseret uddannelse, der matcher opgaven, så vi kan få

Derfor lærer de studerende på den nye uddannelse at analysere både barnet og rammerne omkring det, for komplekse problemer har ikke en hurtig one-size-fits-all-løsning.

TANKEBOBLER

Forankrede forandringer – de lange, seje træk Et centralt begreb i uddannelsen er derfor også forankrede forandringer. Det lyder måske teknisk, men i virkeligheden handler det om noget meget jordnært: At skabe løsninger, der holder.

“Vi skal ikke kun løse det enkelte barns mistrivsel. Vi skal forebygge, at flere børn får det svært. Det kræver pædagogisk psykologisk viden, organisatorisk forståelse og modet til at blive ved – også når resultaterne ikke viser sig med det samme”, forklarer Linda Greve.

Fællesskaber handler

ikke kun om børnene.

Når et barn mistrives, er det en fælles udfordring i det pædagogiske miljø.

TANKEBOBLER

Undervisning der spejler virkeligheden

På professionsmasteren bliver teori og praksis tæt integreret. De studerende arbejder med konkrete cases fra institutioner, som VIA samarbejder med. Linda Greve fortæller:

'Det vil sige, vi bruger de samme metoder, som de studerende selv skal ud at bruge i deres nye rolle i institutionerne. De træner procesarbejdet i et læringsmiljø, der minder om det, de selv skal skabe ude i praksis.'

Et hold, der kan gøre en forskel

Når Linda Greve ser frem mod den nye uddannelse, er det ikke kun undervisningsplaner, hun tænker på, men de mennesker, der kommer til at gå gennem den.

“Jeg glæder mig til at se de første uddannede professionsmastere. De kommer til at gøre en stor forskel for børn og unge. Og så kan man næsten ikke bede om noget mere meningsfuldt,” slutter hun.

Om Professionsmaster pædagogisk, psykologisk rådgivning

Uddannelsen er 75 ECTS-point

Uddannelsen læses som et fuldtidsstudie med SU og skal færdiggøres på et år. Senere vil det være muligt at læse uddannelsen som deltidsstudie.

VIAs professionsmasteruddannelse er fysisk placeret på VIAs Campus Aarhus C.

Du kan læse mere om uddannelsen, adgangskrav og optagelse på: via.dk/professionsmaster Her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og blive løbende opdateret.

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Af pædagogstuderende

Freja Kramme Dalby, VIA Pædagoguddannelsen

Skrid – ingen kan lide dig!

Når bølgerne går højt i den socialpædagogiske praktik, kan det være svært at være studerende. Men det kan også være startskuddet til faglig udforskning.

I sommeren 2025 begyndte jeg min første lange praktik på en åben døgninstitution for anbragte børn og unge. I løbet af de første uger brugte jeg betydelig energi på at opbygge relationer i et miljø, hvor tilliden til voksne ofte er skrøbelig. Jeg oplevede at etablere en spirende relation til en ung, hvilket på daværende tidspunkt føltes

som en sejr i sig selv. Jeg blev dog hurtigt mindet om, at man ikke skal fejre sine sejre for tidligt.

En dag henvendte jeg mig til den pågældende unge, som sad i en større ungeflok i fællesrummet. Her blev jeg mødt af en voldsom verbal afvisning: ‘Skrid, din luder –ingen kan lide dig’.

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Jeg oplevede gentagne gange, hvordan relationen mellem et barn og mig ændrede karakter alt efter, om vi var alene, eller om vi indgik i en social konstellation med andre.

Jeg trak mig ydmygt fra situationen. Få timer senere opsøgte den unge mig igen, som om intet var hændt. Episoden efterlod mig med et grundlæggende spørgsmål: Hvad skete der?

Hierarkier og det, der er på spil Det var første – men ikke sidste gang – jeg begyndte at lægge mærke til de interne magtkampe, der udspiller sig i hverdagen. Jeg oplevede gentagne gange, hvordan relationen mellem et barn og mig ændrede karakter alt efter, om vi var alene, eller om vi indgik i en social konstellation med andre. Et barn kunne være tillidsfuldt i et én-til-én-samspil og afvisende i en gruppe. Relationer viste sig ikke som stabile størrelser, men som situationsbestemte. Situationer, hvor noget var på spil for barnet eller den unge – men hvad var det, der var på spil?

Jeg søgte sparring hos mine kolleger. Børnehierarki og voksenhierarki var ord, der blev nævnt

og de begyndte at rumstere i mit hoved – hierarkier, som jeg i forvejen havde fornemmet som en herskende tendens. Blandt andet overhørte jeg børnene tale om, hvilke voksne der var kedelige, og hvem der var sjove – en måde at rangere de voksne på, som viste nogle af de hierarkier, der var på spil. Ikke desto mindre var jeg nysgerrig på, hvorfor og hvordan, de opstår. Det satte jeg mig for at undersøge nærmere.

På jagt efter svar

Jeg overvejede, hvordan jeg bedre kunne ruste mig til at håndtere lignende situationer en anden gang, og begyndte derfor at søge svar i faglitteraturen. Jeg fandt en håndfuld teorier, som kunne være med til at forklare situationen. Men der er som bekendt et stykke vej fra teori til praksis, og jeg oplevede ikke, at de helt indfangede min egen oplevelse fra praktikken. Jeg søgte videre og stødte til sidst på positioneringsteorien, der er udviklet af sociologerne Rom

Harré og Luk Van Langenhove og beskrevet i bogen Positioning Theory fra 1997. I stedet for at arbejde med fastlåste roller, tager de udgangspunkt i positioner, som er dynamiske og foranderlige. Jeg genkendte det fra arbejdet med de unge på mit praktiksted, hvor jeg ofte oplevede markante og uforudsigelige skift i min relation til de unge. Jeg begyndte at få øje på, hvordan relationer og hierarkier i den socialpædagogiske praksis hele tiden forhandles gennem sprog, handlinger og forventninger. Børnehierarkiet ændrede sig fx, når nye børn flyttede ind. Da en yngre dreng flyttede ind i huset, skete der et mærkbart skift hos en af de andre drenge, som tidligere havde haft positionen som ‘husets lillebror’. En position, der nu blev overtaget af den nye dreng. Det viste, hvordan positionerne i børnefællesska bet konstant blev genforhandlet, og hvordan hierarkier er sociale konstruktioner.

Pædagogen som medskaber af hierarkier

I takt med den erkendelse blev jeg også opmærksom på min egen rolle som medskaber af hierarkier og positioner i praksis. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål som: Hvem positionerer jeg som ‘den svære’? Hvem giver jeg mest opmærksomhed og hvorfor?

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Hvornår understøtter jeg – bevidst eller ubevidst – bestemte hierarkier, både i børnefællesskabet og i kollegiale sammenhænge?

Spørgsmålene dannede grundlag for et refleksionsværktøj, jeg udviklede som en del af min praktikeksamen. Formålet var ikke at finde de rigtige svar, men at skabe mulighed for faglig eftertanke og fælles refleksion.

Da jeg præsenterede refleksionsværktøjet for kollegerne under et personalemøde, oplevede jeg, at det satte ord på noget, flere havde fornemmet, men ikke haft et sprog for. I én situation drøftede vi, hvordan en kollegas måde at korrigere et barn på foran gruppen kunne få betydning for barnets position i fællesskabet. Det gav anledning til fælles refleksioner over, hvordan vi – ofte ubevidst –er med til at forme både børns og kollegers positioner.

Jeg har også et ansvar

Praktikken blev for mig et rum, hvor professionsidentitet tog form. Ikke gennem sikre svar, men gennem refleksion, undren og afprøvning af teori i praksis. Erkendelsen af, at positioner og hierarkier er bevægelige, har tydeliggjort mit pædagogiske ansvar. For når relationer ikke er givne, men løbende forhandles, betyder det også, at jeg som studerende er med til at påvirke dem. Jeg oplevede, hvordan jeg som studerende kunne bidrage ved at åbne for alternative og mere ligeværdige fortællinger i fællesskabet, og skabe rum for fælles refleksion.

Nogle gange handler det om at være medskaber af pædagogisk praksis, ikke om at revolutionere eksisterende arbejdsgange, men at turde handle i det små. At sætte ord på undren, stille spørgsmål og søge viden ud over det, man allerede ved. Erfaringerne fra praktikken har lært mig, at selv små faglige greb kan skabe bevæ -

gelse. For mig har det givet en spirende faglig selvtillid. Ikke i sikkerheden om at gøre en forskel, men i modet til at forsøge. Og måske er det netop her, den professionelle udvikling begynder.

OMFreja Kramme Dalby Pædagogstuderende 348591@via.dk

Freja er pædagogstuderende med specialisering inden for social- og specialområdet. Ved siden af sit studie arbejder hun som vikar på en døgninstitution for anbragte børn og unge. Freja er særligt optaget af sammenhængen mellem sprog og magt samt de etiske krav, det stiller, i det relationelle arbejde i pædagogisk praksis.

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Af adjunkt Sophie Lykke, VIA Pædagoguddannelsen

Du er bare en studerende

Når studerende er i praktik, skal de finde vej i et nyt og ukendt fagligt farvand. Et farvand, der blandt andet byder på komplekse problemstillinger, stramme organisatoriske rammer og fasttømrede personalegrupper. Så hvordan bliver praktikken et trygt læringsmiljø, når du ‘bare er en studerende’?

Praktikken er en vigtig og integreret del af pædagoguddannelsen. En pædagogstuderende er i praktik i over i 1,5 år af sin uddannelse, og i praktikperioderne er praksis, altså praktikinstitutionerne, meduddannere. I den bedste af alle verdner forløber alle praktikker godt, men desværre forholder det sig ikke altid sådan i virkeligheden.

For selv om de fleste pædagogstuderende føler sig grundlæggende trygge i deres praktik, er der også nogle, der får en dårlig oplevelse. I rapporten Oplevelsen af praktik på uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske

og socialrådgiver, som Danmarks Evalueringsinstitut udgav i 2023, kan man læse, at 13% af de pædagogstuderende oplever, at de ikke bliver behandlet som en ligeværdig del af det kollegiale miljø. Hver fjerde fortæller, at de har fået arbejdsopgaver, der gjorde dem utrygge, mens de var i praktik.

Som praktikunderviser på pædagoguddannelsen er det ikke overraskende. Jeg møder jævnligt studerende, der fortæller, hvordan de i forskellig grad oplever at blive ekskluderet blandt det pædagogiske personale på deres praktiksted. De fortæller fx om ikke at

blive inviteret med til møder, hvor det faste pædagogiske personale drøfter pædagogikken eller træffer vigtige beslutninger om institutio nens hverdag. De beretter også om svære og konfliktfyldte situationer, og her er nogle af de socialpæda gogiske institutioner overrepræ senterede blandt andet på grund af borgernes vanskeligheder.

Praktikken er ikke et magtfrit rum

Praktikken er et socialt og institu tionelt læringsrum. Derfor er det præget af magtdynamikker, som det er relevant at blive klogere på. Når jeg skriver om magt her, er det i den forståelse, der blev introdu-

SOCIALPÆDAGOGISK

Den gode praktik beskrives af de studerende som adgang til praksisfællesskaber og møder, adgang til vejledning og fælles refleksion samt oplevelsen af, at deres bidrag bliver værdsat.

ceret af den franske filosof Michel Foucault i bogen Governmentality fra 1991.

Foucault beskrev magtens former i hverdagens interaktioner og kommunikation, hvor magten blandt andet viser sig ved, at nogle har større mulighed for at sætte dagsorden og definere situationer end andre.

I praktikken er forholdet mellem det faste personale og den studerende et ulige magtforhold. Det faste personale kender institutionen og er erfarne i faget. De har med dette udgangspunkt

mulighed for også at positionere de studerende. Det kan ske positivt gennem fx anerkendelse og inklusion, men det kan også ske negativt gennem korrigering, ignorering og eksklusion.

Normer og faglige hierarkier

Normer kan forstås som uskrevne regler, der strukturerer og regulerer det sociale samspil gennem forventninger til adfærd. Der er normer i alle sociale sammenhænge og derfor selvfølgelig også i praktikken. På deres praktiksteder møder de studerende forskellige dominerende forestillinger om den gode eller dygtige pædagog-

studerende. Forventningerne kan knytte sig til en bestemt fremtoning, hvor en bestemt kropstype eller måde at klæde sig på er idéalet. Eller til andre markører som køn, etnicitet eller seksualitet.

I Forskningscenter for borger og samfund har vi undersøgt studerendes positionalitet i praktikken.

I begyndelsen af undersøgelsen havde vi en hypotese om, at det kunne være svært at være studerende i praktik, hvis man på én eller anden måde blev placeret i en minoritets-kategori. Men da vi analyserede det kvalitative materiale, blev det tydeligt, at der også

var andre studerende, der havde det svært. Det var studerende, hvis faglighed ikke blev anerkendt med begrundelsen, at de bare var studerende.

Vores forskning viste, at en betragtelig del af de studerende oplevede faglige hierarkier i praktikinstitutionerne, hvor de studerende blev placeret lavt sammen med fx vikarer eller medhjælpere.

De studerende beskrev, at de blev ekskluderet fra møder og beslutningsfora ofte med henvisning til normering og organisatoriske rammer.

Andre studerende fik mulighed for at deltage i møder, men oplevede, at de ikke reelt kunne deltage, fordi deres viden blev underkendt og deres udsagn afvist med henvisning til deres position som studerende. En studerende fortalte i fokusgruppeinterview: ’Jeg ved noget om det, jeg taler om. Men det var svært at holde fast i den viden blandt kollegerne. For de

sagde, at jeg jo bare var en praktikant på andet år, så jeg vidste ikke noget om det endnu’.

Fra et uddannelsessynspunkt er det selvfølgeligt problematisk, når studerende ikke er en del af de faglige drøftelser og beslutninger. Udviklingen af en stærk pædagogisk faglighed og professionsidentitet vanskeliggøres, hvis man som studerende bliver lukket ned eller skal passe børnene eller borgerne, mens det uddannede personale holder møder og træffer vigtige beslutninger.

Den gode praktik – anerkendelse og tryghed

Det er vigtigt at sige, at vi har mange gode praktikinstitutioner, og at de allerfleste studerende føler sig grundlæggende trygge i deres praktik. Den gode praktik beskrives af de studerende som adgang til praksisfællesskaber og møder, adgang til vejledning og fælles refleksion samt oplevelsen af, at deres bidrag bliver værdsat.

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Men undersøgelsen viser også, at der mange steder er potentiale for forbedring. Vi har derfor lavet en række anbefalinger, som kan bidrage til, at endnu flere studerende oplever praktikken som et trygt læringsrum, hvor de positioneres ligeværdigt, og hvor deres viden bliver anerkendt.

Anbefalinger til praktikinstitutioner:

1. Håbefuld tillid - håbefuld tillid er at møde den anden med grundlæggende tillid, også når den anden er uerfaren, kritisk eller gør noget, man ikke lige havde forventet eller undrer sig over.

2. Klar forventningsaftale – her udspecificeres tydelige forventninger om adgang til vejledning, systemer og møder.

3. Pædagogiske møder – den studerende inviteres med til relevante faglige møder, hvor det faste pædagogiske personale drøfter pædagogikken eller træffer vigtige beslutninger om institutionens hverdag.

4. Kontinuerlig vejledning og feedback – fokus på vejledningen som et forum for forventningsafstemning og pædagogisk udvikling.

5. Håndtering af svære hændelser – en åben og systematisk fælles tilgang til svære hændelser som ikke efterlader den studerende alene med oplevelsen.

6. Synliggørelse af normer og arbejdsgange – indblik i lokale måder at gøre tingene påeksempelvis kommunikationsformer, pauser, opgavefordeling i kollegagruppen.

Om projektet

Undersøgelsen om studerendes positionalitet i pædagoguddannelsens praktikforløb er blevet til på baggrund af studerendes vidnesbyrd om svære oplevelser. Projektet er forankret i 'Forskningscenter for borger og samfund'. Undersøgelsen byggede på mixed-method design i form af et spørgeskema sendt ud til studerende på tværs af udbud på pædagoguddannelserne i VIA samt efterfølgende fokusgruppeinterview.

Du kan læse mere i Krøyer, P., Lykke, S & Prahl, S. (2025): 'Du er bare studerende - En undersøgelse af pædagogstuderendes positionalitet i pædagoguddannelsens praktikforløb'.

Sophie Lykke Adjunkt

SLYK@via.dk

Sophie er praktikkoordinator og adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder i Forskningscenter for borger og samfund.

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Af pædagogstuderende Betina Elbrønd, VIA Pædagoguddannelsen

Socialpædagogik i en anden rytme – om at være i praktik i Grønland

I mit praktikophold i Nuuk lærte jeg, at pædagogik ikke ser ens ud alle steder. Men de grundlæggende værdier om relation, respekt og menneskelig kontakt rækker langt ud over både sprog og geografi.

SOCIALPÆDAGOGISK

I august landede jeg i Nuuk med en kuffert, en praktikplads og syv uger foran mig. Jeg vidste godt, at jeg skulle i praktik i et andet land, men jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget opholdet også ville komme til at handle om tempo, relationer og måden at være menneske – og pædagog på. Da jeg rejste hjem igen i starten af oktober, tog jeg ikke bare erfaringer med fra et praktiksted, men et samlet indtryk af natur, mennesker og hverdagsliv i Grønland.

En hverdag i et andet tempo

Jeg boede privat hos en grønlandsk familie, og det gav mig et helt unikt indblik i hverdagen. Hverdagen havde et andet tempo, end jeg er vant til i Danmark. Ting tog den tid, de tog, og der var en større ro omkring det at være sammen – også uden nødvendigvis at skulle nå noget. Hvis solen skinnede, lod man opvasken stå og tog ud og sejle.

Det var et mindset som også gjorde sig gældende på mit praktiksted. Det gjorde noget ved mig.

Jeg blev mere opmærksom på, hvor ofte vi i en dansk hverdag har travlt, også når vi arbejder pædagogisk, og hvor hurtigt relationer kan komme i anden række, når strukturer og planer fylder meget.

Naturen som en del af hverdagen

Naturen var konstant til stede. På vej til og fra praktik blev jeg hver dag mødt af udsigten over fjeldet og havet, og det satte en særlig stemning i hverdagen. Naturen blev et sted at trække vejret, tænke og finde ro. Den kom også til at fungere som et vigtigt modspil til de krav og forventninger, der følger med et praktikophold langt hjemmefra.

Planer fulgte borgerens behov Mit praktiksted var Kammagiit – som betyder Venner – et aktivitetstilbud for mennesker med psykiske og fysiske udfordringer. Her oplevede jeg en hverdag,

hvor relationen mellem borger og pædagog havde en meget tydelig betydning. Der var struktur og aktiviteter, men jeg oplevede også en større fleksibilitet i forhold til dagsform og borgerens behov, end jeg havde været vant til i Danmark. Hvis man oplevede en borger, der kom ind og måske ikke havde det store overskud, så var der forståelse for hinanden, og så ændrede man dagsordenen. Vi havde fx en ung pige, der havde problemer i sit forhold og havde haft et kæmpe skænderi med sin kæreste. Hun havde angst, og var meget berørt af situationen. Så satte vi os ned til morgenplanlægning sammen med borgerne, og fortalte, at vi havde brug for at ændre dagens planer. Alle blev inddraget, så dagen kunne lykkes. Så jeg synes, det var rørende at opleve, at de havde overskud til hinanden til trods for, at alle havde udfordringer.

Fordi tid som sådan ikke er en ting. Vi spiser selvfølgelig til middag og borgerne skal gå hjem kl. 16, men derimellem, der tager vi bare den tid, det kræver for at opbygge og være i relationen uden andet formål.

SOCIALPÆDAGOGISK PRAKTIK

Pædagogik uden mange ord Flere af borgerne kunne hverken dansk eller engelsk, men selvom der var sproglige barrierer, fungerede mit samarbejde med borgere og kolleger. Meget af det pædagogiske arbejde foregik gennem handling, kropssprog, nærvær og det at være tydelig og rolig. Det mindede mig om, at pædagogik i sin grundform handler om relation og kontakt – også når ordene ikke slår til.

Jeg oplevede blandt andet situationer, hvor jeg ikke delte sprog med en borger, men hvor vi alligevel kunne samarbejde om en aktivitet gennem mimik, gestik og tydelig guidning. Vi sad en dag og lavede en aktivitet med nogle perler, der skulle syes på noget stof. Jeg bemærkede, at der stod en borger og kiggede på lidt genert fra afstand. Jeg inviterede ham hen ved at vinke og vise ham pladsen ved siden af mig, og så turde han deltage i fællesskabet. Det viste sig, at han var mega dygtig til det, vi lavede.

Jeg havde en dygtig vejleder, som både gav faglig sparring og plads til refleksion. Det betød meget i en kontekst, hvor alt var nyt, og hvor jeg hele tiden måtte forholde mig til mine egne vaner, forventninger og forståelser af god pædagogisk praksis. Jeg blev udfordret på mine forestillinger om struktur, tempo og effektivitet – og tvunget til at spørge mig selv, hvornår struktur hjælper, og hvornår den måske står i vejen for relationen. Hvornår er det, at vi i virkeligheden presser en struktur ned i halsen på nogle mennesker, der måske mere har brug for, at der var en rummelighed og noget mere øjenkontakt?

Relationer før planer Noget af det vigtigste, jeg tager med mig hjem til dansk praksis, er en større opmærksomhed på tempo og nærvær. Jeg har erfaret, at relationen nogle gange må komme før planen, og at pædagogisk kvalitet ikke nødvendigvis opstår gennem mange aktivite-

ter, men gennem den måde, vi er sammen med mennesker på. I Danmark er der en tendens til, at hver gang vi tager kontakt til en beboer, er det fordi, vi skal noget - et lægebesøg eller et møde på kommunen. Men her var der bare en anden ro. Fordi tid som sådan ikke er en ting. Vi spiser selvfølgelig til middag og borgerne skal gå hjem kl. 16, men derimellem, der tager vi bare den tid, det kræver for at opbygge og være i relationen uden andet formål. Det tænker jeg virkelig meget over i dag, når jeg er på arbejde. Så praktikken i Nuuk gav mig ikke bare erfaring med pædagogisk arbejde i en anden kulturel kontekst – det gav mig også et nyt blik på min egen faglighed.

Betina Elbrønd (til venstre sammen med praktikvejleder Marlene)

Pædagogstuderende 321743@via.dk

Betina er studerende på meritpædagoguddannelsen. Hun har været i praktik på et aktivitetstilbud for mennesker med psykiske og fysiske udfordringer i Nuuk, Grønland syv uger.

SPIDS PEN

Af seniorkonsulent Jimmy Agerskov Krab, De Anbragtes Vilkår

De bliver jo nærmest nye forældre for mig

– om det særlige ved pædagogisk arbejde med børn og unge i anbringelse

’Min kontaktperson har jeg det rigtigt godt med. Altså, vi er virkelig tætte (…) Selvfølgelig er han uddannet pædagog og sådan noget, men det er mere sådan en ekstra far.

Han er ikke så pædagogisk. Og det er fedt.’

’De bliver jo nærmest nye forældre, uden de er nye forældre, men det er dem, man skal støtte sig op af hele tiden. De er smilende og glade og åbne, og du får et kram. Og de spørger ind til os, hvis noget er galt’.

’De lytter først, når man bliver vred’.

’Jeg føler ikke, at de er interesserede. Jeg sidder på mit værelse dag ind og ud og ser Netflix og YouTube’.

I De Anbragtes Vilkår taler vi med mange børn og unge med anbringelseserfaringer om deres oplevelser omkring anbringelsen. Ovenstående udsagn er fra nogle af de anbragte børn og unge, vi har talt med. På tværs af de undersøgelser, vi har lavet de seneste år, er det tydeligt, at anbragte børn og unge møder fagprofessionelle, der har meget forskellige tilgange til dem.

Alle børn og unge har naturligvis brug for at blive mødt forskelligt alt efter, hvem de er, og hvad de har brug for. Samtidig tegner der sig et mønster, som ret klart peger på, hvad børn og unge oplever som positivt og negativt ved kvaliteten af møderne med de voksne.

Lidt spidst formuleret kan børn og unges fortællinger inddeles i fortællinger om møder, som er kendetegnet af varme og kærlige forbindelser, og møder der er kendetegnet ved at være fortravlede og porøse forbindelser. Når vi tager udgangspunkt i børn og unges egne bud på, hvad de gode voksne gør, er de ret klare i spyttet. I 2025 lavede vi en lytteundersøgelse blandt unge anbragte, og de sagde:

De voksne skal dele noget om sig selv.

De voksne skal være personlige.

De voksne skal ikke virke pædagogiske.

De voksne skal lave ting med os, så vi får positive oplevelser sammen.

De voksne skal være gode at snakke med.

De voksne skal kende ens navn.

Når børn og unge i anbringelse fortæller, at de gode voksne ikke må virke for pædagogiske, er det værd af dvæle ved. For jeg tror, det siger noget helt centralt om, hvad de har brug for at kunne mærke i mødet med de voksne og i rammerne omkring dem.

Tre centrale spørgsmål som alle, der arbejder med børn og unge, der er anbragt, bør forholde sig til:

Tør vi tale mere om, hvad der skal til for at kunne være som en nærmest eller ekstra forælder for børn og unge i anbringelse, når man arbejder på et børne – og ungehjem?

Tør vi tale mere om, hvad der skal til for, at vi styrker det, som skaber varme og kærlige forbindelser? Og som giver barnet eller den unge en følelse af at være betydningsfuld og høre til?

Og tør vi gribe ind der, hvor vi ser de porøse og fortravlede forbindelser, som skaber følelser af ikke at høre til, og som producerer mistillid til det system, børn og unge i anbringelse er afhængige af?

I De Anbragtes Vilkår mener vi, at alle anbragte fortjener en tryg barndom. Hvis det skal lykkes, skal vi lytte meget mere til dem, der er og har været anbragt. Og vi skal turde tale om de spørgsmål, som det rejser, når vi lytter.

OMJimmy Agerskov Krab Seniorkonsulent og ph.d. jimmy@deanbragtesvilkar.dk

'De Anbragtes Vilkår' er en interesseorganisation stiftet af voksne med anbringelseserfaringer. Deres vision er at være medskabere af et samfund, hvor anbringelser løfter børn ud af en udsat position, og giver dem mulighed for at udfolde deres fulde potentiale.

Du kan høre mere i Pædagogisk Extrakt podcast: Mit hjem er din arbejdsplads.

Læs De Anbragtes Vilkårs lytteundersøgelse her.