Magasinet Outsite 48

Læs bl.a. om: Tag med på hyttetur på Kungsleden - Vandreruter - BålmadSankning - Om at vandre alene - og meget mere ...

OUTSITE X ER TILBAGE! INTROPRIS 999,KLIK HER!

Outsite +

• gratis events

• gratis vandreture

• rabat i outdoorbutikker

• rabat på kurser

• lån gratis grej

Outsite X

• gratis events

• gratis foredrag

• gratis vandreture

• rabat i outdoorbutikker

• gratis kurser

• gratis E-lerarning

• lån gratis grej

Meld dig ind og få store rabatter i disse butikker!

Støt vores arbejde med det gratis magasin, gratis artikler og events. Så får du store rabatter i outdoorbutikker og gratis vandreture!

VELKOMMEN TIL MAGASINET OUTSITE MARTS

Nu nærmer sommeren, eller i hvert fald, foråret sig omsider oven på en streng vinter med frost og sne som vi ikke plejer at have.

Vi på Outsite arbejder på nogle fede kurser og ture i år.

Foruden vores klassiske kurser og ture har vi også fjeldture.

Her er det naturligvis også den meget populære tur med telt på Kungslden fra Abisko til Singi og videre ind til Kebnekaise fjeldstation - en super hyggelig vandretur.

Mange af jer har vandret den ved vi så derfor har vi i år også en forlængelse af turen med så man kan komme helt ned til Vakkotavare og måske bestige nogle lette toppe på den sydligste strækning og der få flotte udsigter.

Se turen her: Link!

En ny tur er en lidt mere luksuøs hyttetur på Kungsleden for dem der gerne vil sove inde men også gerne vil se fjeldet. Hyttelivet er også hyggeligt på en anden måde idet man møder andre ligesindede.

Se turen her: Link!

Der lidt kaos i togtrafikken nordpå. Præcis hvad der er galt er det ikke til at finde ud af men sporatbejde er et af problemerne.

Ændrede køreplaner for sommeren 2026 ser ud til at betyde at rejsen man med tog til Abisko så skal man skifte tog kl. 05:42 og så er der siddepladser resten af vejen i det næste tog - ret surt - men man kan jo flyve billigt også.

Vi planlægger et par Vikingehangout og det vil I høre nærmere om når tiden nærmer sig.

Danish Outdoor Festival

Vi arbejder på højtryk i denne tid hvor der ikek er lang tid til festivalen skal afvikles.

Det bliver kæmpestort i år tror jeg godt at vi kan love. Der kommer endnu flere udstillere end der plejer.

Selvfølgelig udvider vi også køjeområdet og campen.

Vi melder mere ud om det hele når vi nærmer os men minder om at det er på tide at købe billetter - vi har allerede måttet udvide nogle af campområderne

Magasiner her er fyldt med spændende artikler og vi er selvfølgelig meget glade for det store læsertal vi kan se læser med.

Indhold

Outsite X s. 4

Leder s. 7

Om Outsite s. 10

Kom med på tur og kursus s 11

Kom med på eventyr s. 12

Bass Pro - Verdens største outdoorbutik s. 15

Jeg en vandrer - Boganmelselse s. 20

Sunslice Zenith Solar Backpack s. 24

Marskstien s. 26

Trekanten i Rondane s. 30

Træn dig klar til sommerens vanreture s. 38

Bjergdrama på Großglockner s. 40

Shelterplads ved Solvognens fundsted s. 40

Solvognen - et offer til solen s. 50

Sankning s. 58

Lagunestien s. 72

Overnatning under åben himmel med børn s. 34

Outsites hyttetur på Kungsleden s. 78

Alene mod højden s. 86

Når vandet stiger - bæveren s. 88

Den sidste klassiske opdagelsesrejse s. 94

Kungsleden special s. 102

Bålmad s.106

Hvorfor og hvordan jeg blev anti-krybskytte-ranger s.116

Skoven der husker s. 124

Når stilheden begynder at tale s. 128

At vandre alene - er det farligt? s. 136

Natten med elgen s. 140

Når himlen skifter mening s. 144

Da lyset ændrede sig s. 151

Når man kommer hjem fra stilheden s. 156

At rejse alene - og komme rigere hjem - boganmeldelse s. 160

HangCon Florida 2926 s. 164

Stjernehimlen i marts og april s. 172

Chefredaktør / Annoncer

Christian Milbo

christian@outsite.dk

Tlf: 6166 9559

Ansvarshavende redaktør

René Ljunggren

ljunggren@outsite.dk

Forfattere

Redaktionen

René Ljunggren

Kyt Lyn Walken

Christian Milbo

Billeder

René Ljunggren

Christian Milbo

Design

René Ljunggren

Om Outsite

Outsite er et magasin, en blog og flere sociale medier. Her skriver vi og producerer videoer og podcasts om friluftsliv og vandring.

Vi afholder vandreture og friluftskurser som alle kan deltage på. Vi er drevet af frivillige ildsjæle og nørder samt af Christian, der ejer Outsite og er den kommercielle på holdet.

Vi får grej til test af vores sponsorer og butikker, skriver artikler med hjertet og laver knowhow-artikler. Der kan være betalt indhold i vores artikler. Vi støttes af læserne via støttemedlemskaber samt af annoncer eller knowhow-artikler fra sponsorer

Kom med på tur og kursus

Kom med Outsite på spændende vandreture og kurser!

Kort- og kompaskursus 1

Dato: 15/05- 17/05-2026

Outsite X medlemmer GRATIS

Pris ikke medlemmers: 999,00 kr.

Klik her og læs mere ...

Kursus i vandring I

Dato: 20/03 - 21/09-2026

Outsite X medlemmer GRATIS

Pris ikke medlemmers: 999,00 kr.

Klik her og læs mere ...

Kursus i vandring 2

Dato: 29/05 - 31/05-2026

Outsite X medlemmer GRATIS

Pris ikkemedlemmers: 999,00 kr.

Klik her og læse mere ...

Hængekøjekursus

Dato: 12-06-2026 - 14-06-2026

Outsite X medlemmer GRATIS

Pris ikkemedlemmers: 999,00 kr.

Klik her og læse mere ...

Klik her og se mange flere ture og kurser!

KOM MED PÅ EVENTYR 2025

Klik her og se de mange vandreture Kursus i vandring weekendkursus

Hvis du er nybegynder springet, er dette dig. Dine turledere rustet allerede før

Dato: 20/03 - 22-03

Lapland

Dato: 27/07 - 05/08 - 2026

Pris: 3500,Danske turledere

Lapland - Kungsleden

Dato: 03/08Pris: 3500,Danske turledere

vandring 1 –weekendkursus

nybegynder eller lige ved at tage dette vandrekursus lige noget for turledere sørger for, at du er godt udfør turen. 22-03 - 2026

Kungsleden Special

11/08 - 2026

turledere

Dato: 15/08 - 25/08 - 2027

Pris: 8200,Danske turledere

Blå Port Shelterplads

Bass Pro i Memphis “The pyramid”

BasProernokverdensstørsteoutdoorbutik,ogviharbesøgtden originaleiMemphisiUSA.Grejbutikkenernæsten50.000kvm.

By Christian

Ankomsten

Vi kører ad motorvejen gennem Memphis, og næsten uanset hvor man befinder sig i byen, kan man ane pyramiden, der ligger markant placeret ved Mississippi-floden. Den rejser sig nærmest surrealistisk over landskabet – som en blanding af Las Vegas, nationalpark og amerikansk overflødighed.

Parkeringspladsen er enorm. Man fornemmer hurtigt, at her kommer mange besøgende hver dag. Vi ankommer dog lige ved åbningstid, så der er endnu forholdsvis roligt.

Indgangspartiet er imponerende. Man træder ind i en foyer, hvor alt oser af friluftsliv – men på den iscenesatte, amerikanske måde. Det er gennemført uden at blive decideret kitsch. Der er træ, dæmpet belysning og naturinspirerede detaljer overalt.

Shelterplads

Hotellet – som selvfølgelig også ligger her – har reception i indgangsområdet. Julie døbte det hurtigt “Lalandia for voksne – tag på ferie i din outdoorbutik”. Og der er faktisk noget om snakken.

Outdoorbutikken

Man træder direkte ind i et gigantisk, indendørs outdoormiljø. Først lidt træværk og dekorationer – og så pludselig står

ning.

man på en bro. Under én ligger en indendørs sø. Ja, du læste rigtigt – en sø. Her ligger 20–30 både, som naturligvis er til salg. I vandet svømmer fiskearter, som findes i de lokale søer og floder.

Det hele er lavet som en slags kunstig cypres-sump med træstammer, siv og dæmpet belysning. Man føler næsten, man er trådt ind i en amerikansk naturdokumentar.

Der er akvarier med alligatorer (heldigvis bag glas), og på kunstige bjergsider står udstoppede dyr – alle arter fra lokalområdet.

Det er meget amerikansk i sit udtryk, men også ret fascinerende. Butikken er opdelt i zoner:

Fakta

Størrelse: 49701 kvm

Grej: Outdoor, jagt og fiskeri

Indendørs havn: 600.000 liter

Levende fisk: 36 arter og 1800 stk.

Andre dyr: Alligatorer

Restauranter: 3

Bowlingbaner: 1

Hotel: 1 med 103 værelser

Museum: 1

Verdens højeste fristående elevator

Til højre: En kæmpe afdeling med outdoorbeklædning

Op ad trappen: Jagt

Højere oppe: Friluftsliv

Til venstre: Fiskeri

Og så naturligvis restauranterne, bowlingbanen, museet og udsigtspunktet. Man kan tage elevatoren op gennem pyramiden og ende 98 meter over jorden, hvor man kan nyde udsigten over Memphis og Mississippi-floden. Elevatoroplevelsen i sig selv er næsten en attraktion.

Afdelingen med friluftsliv

Her må vi være ærlige: Den var lidt… la-la. Med den samlede størrelse og det setup kunne man forvente en helt vild friluftsafdeling. Men den var faktisk ikke voldsomt inspirerende. Den mindste Friluftsland-butik i Danmark føles næsten mere specialiseret og nørdet. Her er vi faktisk ret forkælede i Danmark – vores outdoorbutikker er ofte mere fokuserede og fagligt funderede end mange steder i udlandet.

Det skal dog siges, at der selvfølgelig var masser af grej. Noget var spredt ud i andre afdelinger eller samlet omkring kasseområdet.

Jeg fandt blandt andet nogle silikone-ringe – tænkt som outdoor-forlovelsesringe – som jeg skrev om på Outsite for mange år siden. Jeg havde aldrig set dem fysisk før, så det var ret sjovt pludselig at stå med dem i hånden. Så ja, hvis man kiggede i krogene, var der bestemt spændende ting at opdage.

Dommen

Vi havde desværre kun én time i butikken, før vi skulle videre. Det er alt for lidt. Der skal minimum to til tre timer til for at tage en ordentlig runde – og derefter

kan man passende snuppe en burger, spille en omgang bowling eller tage elevatoren op i toppen.

Så måske er hotellet faktisk ikke nogen dum idé.

Bass Pro i Memphis er bestemt et besøg værd, hvis man er i området.

Faktisk et lille must-see – også selvom man ikke nødvendigvis har brug for nyt grej.

Det er lige så meget en oplevelse som en butik.

Jeg, en vandrer

– etrejseessayomtro,håbogkærlighed-bogomtale

By Redaktionen

Trine Vendelboe Juul søger ud i naturen for at blive klogere på verden, vandringens væsen – og på sig selv.

Jeg, en vandrer er en personlig beretning om at bruge vandringen som vej til ro, erkendelse og heling, når livet slår knuder.

Over to år bevæger hun sig gennem landskaber og årstider, mens hun mister sin mor, møder kærligheden – og mister den igen.

Midt i alt dette rammes hun af en livskrise og erkender, at hendes hurtige hjerne og længsel efter langsomhed ikke altid går hånd i hånd.

Det er en ærlig fortælling om at forsøge at leve efter de idealer, naturen og vandringen synes at tilbyde: nærvær, tålmodighed og bevægelse i eget tempo.

Naturen er ikke blot baggrund i bogen – den er medfortæller. De skiftende årstider, duften af muld og lyden af regn på teltdugen bliver spejle for den indre rejse.

Teksten flyder som en flod gennem liv og landskab og minder os om, hvorfor vi selv søger ud: for at mærke os selv og verden igen.

Som Lise Vandborg fra Bibliotekernes Nationale Redaktion skriver:

“Et stærkt og levende vidnesbyrd om, hvordan vandring og naturen kan hjælpe os gennem personlige kriser og mod større selvindsigt og eksistentiel udvikling.”

Jeg, en vandrer er et rejseessay om tro, håb og kærlighed – og en smuk påmindelse om, at vi aldrig går alene, når vi går med naturen.

285 kr. www.storywalks.dk

Sunslice Zenith Solar Backpack

Rygsæk med indbygget solpanel

By Christian

Sunslice Zenith Solar Backpack er – som navnet antyder – en rygsæk med integreret solpanel. Ideen er enkel: Du skal ikke længere bekymre dig om at løbe tør for strøm på tur, i byen eller på rejsen. Så længe der er dagslys, producerer rygsækken strøm, mens du bevæger dig.

Rygsæk med solceller – hvordan fungerer det?

Zenith-modellen er udviklet af Sunslice –et firma vi tidligere er stødt på på diverse outdoormesser, hvor de har specialiseret sig i lette, transportable solpaneler og

powerbanks til friluftsliv og rejsebrug.

Med Zenith har de integreret teknologien direkte i rygsækken.

Solpanelet yder 6 watt og op til 1,2 ampere.

Det lyder måske ikke af voldsomt meget – og det er heller ikke beregnet til at drive en laptop eller oplade større batteripakker hurtigt. Men til gengæld producerer det strøm, mens du går.

I praksis betyder det, at du kan:

• Vedligeholde strøm på din smartphone

• Oplade en powerbank i løbet af dagen

• Holde GPS, pandelampe eller actionkamera i live

• Det er altså ikke “hurtigopladning”, men snarere en kontinuerlig energitilførsel, som kan gøre forskellen mellem 3 % og 30 %, når du når frem til lejrpladsen.

• Hvem giver det mening for?

• Zenith giver især mening til:

• Vandreture og pilgrimsruter

• Bikepacking og længere cykelture

• Festivaler

• Backpacking og interrail

• Hverdagsbrug for pendlere, der vil have lidt ekstra strøm i reserve

Det er netop i de situationer, hvor du er ude hele dagen, at solpanelet arbejder mest effektivt. Du får ganske enkelt “gratis” strøm ved at være i bevægelse.

Materialer og design

Rygsækken er designet som en almindelig dagturs- eller pendler-rygsæk med flere rum og organiseringsmuligheder. Solpanelet sidder integreret på fronten, så det konstant vender mod lyset. Det betyder også, at du ikke skal rode med løse kabler og separate paneler, der skal spændes fast.

Typisk forbindes enheden via USB, så du kan oplade direkte i din telefon – eller endnu bedre: i en powerbank, som du så bruger senere på dagen.

Små watt – stor effekt?

6 watt er ikke voldsomt, og i dansk overskyet vejr vil effekten naturligvis variere. Men på en solrig dag kan du sagtens samle nok strøm op til at holde mindre elektronik kørende.

Og måske er det netop her, produktets styrke ligger: Ikke som primær energikilde – men som en stabil backup, der arbejder i baggrunden.

Du kan se mere om Zenith og firmaets øvrige solprodukter på deres hjemmeside: https://sunslice-solar.com/

Marskstien – vandring i det store lys

DererstederiDanmark,hvormangåropadforatfåudsigt. Imarskengårmanudad.

By Redaktionen

Ud mod horisonten. Ud mod vinden. Ud mod det lys, der aldrig står stille.

Marskstien slynger sig 54 kilometer gennem Tøndermarsken i det sydvestligste Jylland – et landskab formet af tidevand, stormfloder og århundreders menneskelig stædighed. Her er ingen bakker at gemme sig bag. Ingen skov til at dæmpe vinden. Kun himmel, vand, diger og græssende får.

Det er netop det, der gør turen så intens.

Et landskab skabt af havet

Marsken er ikke natur i romantisk forstand. Den er resultatet af et kompromis mellem hav og menneske.

Området er en del af Nationalpark Vadehavet – et tidevandslandskab, hvor forskellen mellem høj- og lavvande kan være op til to meter. To gange i døgnet blotlægges enorme mudderflader. To gange i døgnet æder havet sig ind igen.

Det er en rytme, som har bestemt livsbetingelserne her i århundreder.

De lave enge er gennemskåret af kanaler. Pumpelag holder jorden tør. Digerne rejser sig som lange, grønne volde mod Vesterhavets kræfter. Når man går på digekronen, fornemmer man dobbeltheden: På den ene side det åbne Vadehav.

På den anden side det opdyrkede marskland.

Alt her er vandets værk – og menneskets modstand.

Stormfloden

og den kollektive hukommelse

Den 11. oktober 1634 ramte en stormflod Vadehavskysten. Den kaldes Den Store Manddrukning. Tusinder mistede livet. Landsbyer forsvandt. Øer blev forandret for altid.

Marskstien går gennem et landskab, hvor katastrofen stadig lever i fortællingerne. Man ser det i digernes højde. I slusernes konstruktion. I de gamle gårdes placering på kunstige forhøjninger.

Havet er ikke fjenden – men det er heller aldrig helt en ven.

At vandre her er også at bevæge sig gennem et historisk lag. Hver kilometer er præget af generationer, der har kæmpet for at holde jorden tør og frugtbar.

Det store, flade drama

Marsken virker stille. Men stilheden er fuld af bevægelse.

Forår og efterår samles enorme flokke af stære over marsken. Sort sol – når tusind-

vis af fugle tegner levende mønstre på himlen, før de går til ro i rørskoven.

Lyden kommer først. En dirrende susen. Så ser man bevægelsen – som en organisme, der ændrer form igen og igen. Det er naturens koreografi i et landskab uden kulisser.

Også bramgæs, klyder og ryler bruger

Vadehavet som rasteplads på deres lange træk. Det er et af verdens vigtigste tidevandsområder for fugle. Derfor er nationalparken også udpeget som UNESCO-verdensarv.

Her er dramaet ikke højt og voldsomt. Det er horisontalt. Langstrakt. Stort.

Marsktårnet – et nyt perspektiv

Midt i det flade landskab rejser Marsktårnet sig som en spiral af cortenstål.

Tårnet, tegnet af Bjarke Ingels Group, giver noget, marsken ellers ikke tilbyder:

højde. Fra toppen ser man strukturen i landskabet. Digerne som streger. Marker som felter. Vadehavet som et levende system.

Det er først heroppe, man forstår skalaen.

Men paradokset er tydeligt: Man behøver egentlig ikke højden for at mærke landskabets storhed. Den ligger i åbenheden. I vinden. I det uafbrudte lys.

Landsbyer mellem græs og hav

Marskstien forbinder små samfund som Skærbæk og Højer. Her står Højer Mølle – Nordeuropas højeste hollandske vindmølle – som symbol på et liv tæt forbundet med korn, vind og handel.

Byerne ligger lavt, beskyttet bag diger. Husene er solide, ofte bygget i røde sten med mørke tage. Intet her er tilfældigt placeret. Alt er tilpasset landskabets vilkår.

Kulturen i marsken er præget af nøjsomhed og fællesskab. Man bygger diger sammen. Man holder øje med vandstanden sammen. Naturens kræfter er for store til individuel heroisme.

At gå i vinden

Marskstien er fysisk overkommelig. Den er flad. Underlaget varierer mellem asfalt, grus og digesti. Men vinden kan være den egentlige udfordring.

På stille dage føles vandringen meditativ. På blæsende dage bliver den rå og krævende. Man går foroverbøjet, mens himlen driver hen over en i hastige skyer.

Der er ingen steder at gemme sig.

Og netop derfor bliver man opmærksom. På kroppen. På lyset. På små detaljer i græsset. På fårenes rolige tyggen. På den salte lugt fra havet.

Marsken skærper sanserne ved at fjerne distraktionerne.

Praktisk overblik

Længde: ca. 54 km rundtur

Sværhedsgrad: Let til moderat (vejret kan øge sværhedsgraden)

Bedste sæson: Forår og efterår (fugletræk og mildere temperaturer)

Overnatning: Muligheder i Skærbæk og Højer samt langs ruten

Et andet Danmark

Marskstien er ikke spektakulær i klassisk forstand. Den har ingen tinder. Ingen dramatiske kløfter.

Alligevel rummer den noget af det mest særegne i dansk natur: et landskab, hvor grænsen mellem land og hav aldrig er definitiv. Hvor historien ligger i digernes kurver. Hvor fugle tegner himlen sort i tusindtal.

At vandre her er at acceptere det flade. Det åbne. Det langsomme.

Og måske opdage, at storhed ikke altid rejser sig mod himlen.

Nogle gange ligger den helt tæt på jorden – i græsset, i vinden og i det lys, der breder sig over marsken.

Trekanten i Rondane

–denklassiskerundturiNorgesførstenationalpark

By Ljunggren

Har du fire-fem dage til rådighed og lyst til at opleve det norske højfjeld i sin reneste form, så er Trekanten i Rondane et oplagt valg.

Denne rundtur på omkring 60 kilometer tager dig gennem hjertet af Norges første nationalpark, hvor storslåede fjeldtoppe, dybe dale, vildrener og gamle sagn tilsammen skaber en af de mest klassiske fjeldoplevelser, Norge kan byde på.

Rondane – pioner blandt nationalparker

Rondane blev i 1962 udpeget som Norges første nationalpark. Beslutningen var banebrydende og satte gang i hele traditionen for norsk naturbeskyttelse. Formålet var især at bevare vildrenerne, som stadig vandrer i flok gennem dalene. Samtidig sikrede man, at både den særegne geologi, fjeldplanterne og kultursporene fra forhistorisk jagt forblev uberørte.

Navnet Rondane knytter sig til ordet “rond” – de runde, afrundede fjeldtoppe, der præger området – og “-ane” som pluralis.

Natur og landskab

Rondane er et landskab formet af is og tid. De massive fjeldkæder er gamle gnejser og granitter, der under istiderne

blev slebet ned til runde tinder og bløde rygge. Dybe U-dale som Langglupdalen og Illmanndalen blev skåret ud af mægtige gletsjere, som efterlod moræner på tværs af dalene – enorme volde af sten og jord, der i dag ser ud som menneskeskabte dæmninger.

Midt i området ligger Rondvatnet, en langstrakt fjeldsø, der deler massivet i to og giver indtrykket af, at man træder ind i et skjult kongerige, når man sejler tværs over den.

Plante- og dyreliv

Selv om Rondane kan virke barsk og stenrig, er livet her rigt og varieret:

• Vegetation: Nedenfor fjeldgrænsen finder du birkeskov og lyng. Over trægrænsen tager dværgbuske, lav og mosser over – fx fjeldsimmer, rensdyrlav og fjeldrypebær. I sommermånederne blomstrer fjeldvalmue og fjeldsmørblomst mellem stenene, mens sensommeren byder på blåbær, tyttebær og krøkebær.

• Dyreliv: Vildrenerne er områdets ikon – en af de sidste oprindelige bestande i Europa. Her lever også fjeldrype, hjejle, ravn og kongeørn. I dalene strejfer elg, ræv og mår, mens smådyr som lemminger dukker op i cyklusår og skaber liv i hele fødekæden.

Kulturspor og sagn

Rondane er gennemsyret af kulturhistorie og mytologi.

• Fangstspor: Arkæologer har fundet rester af gamle fangstgroper, buestillinger og ledegærder, som stenalderfolk brugte til at drive rensdyr ind i fælder. Disse kulturminder er fredet, men synlige i terrænet som tavse vidnesbyrd om menneskers liv i fjeldet.

• Sagn: Mange fjeldnavne stammer fra folketroen. Smiubelgen betyder “smedjens blæsebælg” og refererer til sagn om jætter, der smedede våben i fjeldenes mørke. Rondslottet, det højeste fjeld (2.178 m), kaldes sådan fordi det ligner et mægtigt slot.

• Litteratur og kunst: Henrik Ibsen lod Peer Gynt jage vildrener i Rondane, og digteren Aasmund Olavsson Vinje beskrev naturens højtidsstemning i sit digt Ved Rondane, som Edvard Grieg senere satte musik til.

Trekanten – etape for etape

Etappe 1: Spranget – Rondvassbu

• Længde: 7 km

• Tid: ca. 2 timer

Fra parkeringspladsen ved Spranget fører en grusvej ind til Rondvassbu. Turen er let og giver dig en rolig start med smukke udsigter til massivet bag Rondvatnet.

Overnatning: Rondvassbu (DNT-fjeldstation).

Etappe 2: Rondvassbu – Dørålseter

• Længde: ca. 15 km med båd, 20 km uden

• Tid: 5–7 timer

Fra Rondvassbu kan du tage båden over Rondvatnet – en stemningsfuld start.

Uden båd går du over Rondhalsen, hvilket forlænger etappen. Videre vandrer du gennem Rondvassdalen og Bergedalen til Dørålen, i et åbent og venligt terræn.

Overnatning: Dørålseter (betjent og selvbetjent hytte).

Etappe 3: Dørålseter – Bjørnhollia

• Længde: 20–25 km

• Tid: 7–10 timer

• Turens længste etape. Du kan vælge:

• Topruten: Over Høgronden (2.118 m). En krævende opstigning, men udsigten er storslået.

• Dalruten: Via Langglupdalen, lidt lettere og kortere, men stadig med storfjeldsfølelse.

Overnatning: Bjørnhollia (betjent DNT-hytte, kendt for sit gode køkken).

Fjeldrype (Lagopus muta)

Etappe 4: Bjørnhollia – Rondvassbu

• Længde: 12 km

• Tid: ca. 4 timer

Gennem den smukke Illmanndalen, med fjeldsøer og den markante Illmanndalsmoræne. En let afslutning, hvor du virkelig kan nyde landskabet.

Overnatning: Rondvassbu eller fortsæt til Spranget samme dag.

Overnatning og teltning

Hytter: Rondvassbu, Dørålseter og Bjørnhollia er alle betjente DNT-hytter med måltider og sengepladser.

Telting: Tilladt i hele nationalparken, så længe du holder afstand til hytter og beboelse. Mange vælger at telte i nærheden af hytterne mod en mindre afgift, så de kan bruge faciliteterne.

Gode teltpladser: Langs Rondvatnet, i Langglupdalen og ved de små søer i Illmanndalen. Husk at fjeldvinden kan være hård – brug solide pløkker.

Praktiske tips

• Sværhedsgrad: Moderat – men kræver gode fjeldstøvler, da terrænet er stenrigt.

• Kort: Turkart Rondane Sør 1:50 000.

• Sæson: Juni til september. Tidligt på sommeren kan der ligge sneflekker, mens september giver klare dage og gyldne farver.

Hvordan kommer man dertil?

Med bil: Parkering ved Spranget (fra Mysuseter) eller Straumbu (ved Atnsjøen).

Med tog/bus: Tog til Otta, lokalbus til Spranget.

Hvorfor vælge Trekanten?

Fordi den rummer essensen af det norske højfjeld:

• Et ikonisk landskab formet af is og tid.

• Vildrener og fjeldrype i deres naturlige miljø.

• Hyggelige DNT-hytter med varme måltider og fjeldstemning.

• Mulighed for fri telting og fleksible etaper.

• En rute, der er krævende nok til at være en præstation, men tilgængelig for de fleste fjeldvandrere.

Kort sagt: Trekanten i Rondane er en rundtur, hvor du får natur, kultur og mytologi i ét. Det er ikke uden grund, at mange vandrere vender tilbage til netop denne klassiske rute – her mærker man, hvad fjeldet virkelig handler om.

Pakkeliste til Trekanten i Rondane

Fælles basisudstyr (uanset overnatning)

• Rygsæk: 40–55 L (hytter), 55–70 L (telttur)

• Fjeldstøvler: Højskaftede, gode på sten og blokmark

• Regntøj: Jakke + bukser (let, men 100 % vandtæt)

• Mellemlag: Fleece/uldtrøje, let dunjakke eller fiberjakke

• Baselayer: Uldundertøj (lang/ kort)

• Ekstra tøj: Uldsokker, undertøj, hue, handsker

• Kort & kompas (evt. GPS/telefon med offlinekort)

• Førstehjælp: Plaster, sportstape, smertestillende

• Drikkeflaske: 1–1,5 liter (vand kan fyldes undervejs)

• Solbeskyttelse: Solbriller, solcreme, læbepomade

• Snacks: Nødder, chokolade, tørret frugt, energibarer

• Pandelampe (sep. til efterårsture)

• Toiletsager: Lille kit m. tandbørste, tandpasta, toiletpapir, håndsprit

Dag-for-dag – Hytteversion

Dag 1: Spranget → Rondvassbu

• Let dag, du kan ankomme i rejsetøj.

• Aften: Hygge på hytten, evt. en kort aftentur.

• Mad: Du kan købe middag på hytten eller selv have lidt nem mad med (fx suppe, brød, ost).

Dag 2: Rondvassbu → Dørålseter

• Længere dag. Godt med snacks og frokost i rygsækken.

• Morgenmad/frokost: Fra Rondvassbu eller medbragt brød + pålæg.

• Aftensmad: Købes/spises på Dørålseter.

Dag 3: Dørålseter → Bjørnhollia

• Lang og krævende dag (især hvis du vælger Høgronden).

• Mad:

• Morgenmad på hytten.

• Madpakke/snacks på turen.

• Aftensmad på Bjørnhollia.

Dag 4: Bjørnhollia → Rondvassbu/Spranget

• Lettere dag gennem Illmanndalen.

• Mad: Morgenmad + madpakke fra hytten.

Ekstra til hyttetur:

• Lagenpose eller tynd sovepose (dyner/lagner findes på hytten).

• DNT-nøgle (hvis du vil bruge selvbetjente hytter).

• Lidt kontanter eller kort til betaling.

Dag-for-dag – Telttur

Dag 1: Spranget → Rondvassbu (eller lidt forbi)

• Teltudstyr: Let telt, liggeunderlag, sovepose (komfort 0 til -5 °C afhængig af årstid).

• Mad: Nem aftensmad på trangia/ stormkøkken (fx pasta med sauce, frysetørret ret).

Dag 2: Rondvassbu → Dørålseter (evt. telt i Dørålen)

• Lang dag – planlæg en god frokostpause.

• Mad: Havregrød/knækbrød til morgenmad, brød eller wraps til frokost, varm ret om aftenen.

Dag 3: Dørålseter → Bjørnhollia (eller teltplads undervejs)

• Turens hårdeste dag – kræver energi!

• Mad: Energitætte snacks (nødder, barer, tørret kød). Varm mad i lejr.

Dag 4: Bjørnhollia → Rondvassbu/Spranget

• Lettere dag, god mulighed for en rolig frokost ved vand eller moræne.

• Mad: Rester til frokost, varm ret når du kommer tilbage til bilen/bussen.

Ekstra til telttur:

• Trangia eller gasbrænder + gas

• Gryde + spork + krus

• Vindskærm/tændstål/lighter

• Mad til hele turen (frysetørret, pasta, havregryn, kaffe/te, snacks)

• Vandfilter eller kogning (selvom fjeldvand ofte kan drikkes direkte)

• Myggenet/myggespray

Små luksus-ting (valgfrit men rart)

• Lille notesbog + blyant

• Kamera/kikkert

• Tørre sokker kun til lejr

• Lille pakke kortspil eller bog

• Chokolade/whisky til aftenshygge

Hytteversionen giver en lettere rygsæk (12–15 kg). Teltturen kræver mere (18–22 kg), men giver frihed til at vælge egne ruter og tempo.

Træn dig klar til sommerens vandreture

By Ljunggren

Sådan gør du det sjovt, simpelt og effektivt

Når vi drømmer om sommerens vandreture, ser vi for os smukke fjelde, stille søer og lange dage på stierne.

Men sandheden er, at oplevelsen kun bliver virkelig god, hvis kroppen er klar til udfordringen.

Uden træning risikerer du, at turen bliver unødigt hård – eller at du slet ikke kommer af sted.

Med lidt forberedelse i hverdagen kan du derimod få overskud til at nyde naturen, roen og selskabet.

Tre simple tips

Gå så meget som muligt

Det virker banalt, men ekstra kilometer i benene tæller.

Gå til indkøb, tag trapperne, stå af bussen et stop før. Brug hverdagen som din træningsbane – og smid en rygsæk på, så du vænner dig til vægten.

Længere weekendture

Planlæg en ugentlig længere tur, hvor du bruger dit rigtige fodtøj og gradvist øger vægten i rygsækken. Find bakket terræn eller trapper, så du efterligner de forhold, du møder på fjeldet.

Korte, hurtige ture i hverdagen

Midt på ugen kan du lægge en kortere tur ind med fokus på tempo fremfor distance. Det giver pulstræning, bedre kondition og variation i belastningen.

Styrke, kondition og smidighed

Selv om du kommer langt med vandring alene, får du meget ud af at supplere med enkle øvelser.

Styrke: Squats, lunges, step-ups og planken styrker ben, hofter, ryg og skuldre.

Kondition: Løb, cykling eller svømning forbedrer udholdenheden – og gør det lettere at holde energien en hel vandredag.

Smidighed: Yoga eller udstrækning holder kroppen adræt og reducerer risikoen for skader.

Trapper som træningsredskab

Har du ikke adgang til et fitnesscenter, kan du bruge de trapper, du finder i hverdagen – de giver næsten samme effekt som en Stairmaster.

Gå eller løb trapper i intervaller.

Tag to trin ad gangen for at styrke lår og balder.

Gå langsomt ned igen – det træner især forsiden af lårene, som bruges på nedstigninger.

Brug en rygsæk med vægt for at simulere fjeldturens belastning.

Mental og praktisk forberedelse

Træn hovedet: Forestil dig de lange dage i både regn, sol og blæst – det giver mentalt overskud.

Test udstyret: Brug træningsturene til at gå støvlerne til og justere rygsækken.

Start roligt: Begynd med kortere ture, og byg gradvist på – kroppen tilpasser sig bedst over tid.

Afslutning

At komme i form til vandring behøver hverken være surt eller tidskrævende.

Læg små vaner ind i hverdagen, suppler med styrke og smidighedsøvelser – og brug trapper, når du har chancen.

Så får du både mere glæde, mindre risiko for skader og energi til at nyde turens højdepunkter.

Alt tæller – gør det nemt og sjovt, så holder du fast.

Bjergdrama på Großglockner

Dakærlighed,kuldeogansvarkolliderede

By Ljunggren

EnvinterbestigningpåØstrigshøjestebjergendteitragedie—ogenefterfølgendedom,dersenderetklartsignaltilalle,derfærdesibjergene:

Man kan blive straffet for at efterlade en makker i nød.

I januar 2025 mistede en kvinde livet af hypotermi nær toppen af Großglockner. Hendes kæreste, en 37-årig erfaren bjergbestiger, er nu dømt for grov uagtsomhed og uagtsomt manddrab ved en domstol i Innsbruck.

Dommen lød på fem måneders betinget fængsel.

En nat på grænsen

Parret var taget på vinterbestigning af det 3798 meter høje bjerg i Hohe Tauern. Under opstigningen i hårdt vejr blev kvinden ifølge sagen stærkt udmattet.

Omkring klokken 02 om natten traf manden en skæbnesvanger beslutning: Han forlod hende for at hente hjælp.

Da redningen senere nåede frem, var det for sent. Kvinden døde af kulde.

Manden har hele vejen fastholdt, at der var tale om en tragisk ulykke — og at han

netop gik efter hjælp for at redde hende. Retten: Grov uagtsomhed!

Det var ikke selve beslutningen om at søge hjælp, der fældede manden. Det var den samlede kæde af beslutninger, der førte frem til situationen.

Anklagemyndigheden fremlagde en liste med ni fejl, som retten i store træk lagde til grund.

Centrale kritikpunkter

• Turen blev gennemført i udfordrende vintervejr

• Kvinden havde ingen erfaring med tilsvarende bestigninger

• Starten blev cirka to timer forsinket

• Udstyret var utilstrækkeligt

• Der blev ikke vendt om i tide

• Hun blev efterladt uden tilstrækkelig termisk beskyttelse

Retten vurderede, at manden — som den mest erfarne — reelt havde fungeret som ansvarlig leder på turen.

Faktaboks – Hvad er hypotermi?

Hypotermi opstår, når kroppens kernetemperatur falder under ca. 35 °C.

Tidlige symptomer:

• Ukontrolleret rysten

• Træthed

• Forvirring

Alvorlige symptomer:

• Ophør af rysten

• Bevidsthedssvækkelse

• Hjertestop

I vind og kulde i højfjeldet kan livstruende hypotermi udvikle sig på under en time.

Det juridiske princip: Man må ikke efterlade en hjælpeløs

Sagen rammer et princip, som også kendes fra dansk ret:

Hvis du bringer en person i fare — eller har et særligt ansvar — kan du straffes for at efterlade vedkommende i hjælpeløs tilstand.

I Østrig førte det til dom for uagtsomt manddrab.

Großglockner fra syd

Faktaboks – Klassisk bjergregel

I bjergredningsmiljøet lyder en tommelfingerregel:

“Den mest erfarne har det største ansvar.”

Ikke juridisk — men i stigende grad også i retten.

Når erfaring bliver et ansvar

Sagen er særligt interessant for friluftsfolk, fordi retten lagde vægt på noget velkendt i bjergmiljøet.

Erfaring forpligter

Selv uden formel guide-rolle kan den mest erfarne i en gruppe i praksis blive betragtet som ansvarlig.

Det er en juridisk gråzone, mange fritidsbjergbestigere og fjeldvandrere ikke tænker over.

Det svære valg: Bliv eller gå?

For erfarne fjeldfolk rammer sagen et ømt punkt.

At forlade en makker for at hente hjælp kan i nogle situationer være den rigtige beslutning.

Men kun hvis:

• personen er tilstrækkeligt beskyttet

• vedkommende er stabil

• der ikke er bedre alternativer

• beslutningen træffes i tide

I denne sag mente retten, at betingelserne ikke var opfyldt.

Faktaboks

– Juridisk ansvar: At efterlade en person i nød

I mange europæiske lande kan man straffes, hvis man efterlader en person i livsfare — især hvis man selv har medvirket til situationen eller haft et særligt ansvar.

Østrig (relevant for sagen)

• Uagtsomt manddrab kan komme på tale, hvis grov uforsigtighed fører til dødsfald

• Retten vurderer bl.a. erfaring, planlægning og beslutninger undervejs

• I Großglockner-sagen blev den mest erfarne i praksis anset som ansvarlig leder

Danmark – centrale bestemmelser Straffeloven § 253

• Straf for at undlade at hjælpe en person i øjensynlig livsfare

• Gælder hvis hjælp kunne ydes uden særlig risiko

• Straf: bøde eller fængsel

• Straffeloven § 250

• Straf for at hensætte eller forlade en person i hjælpeløs tilstand

• Skærpet straf hvis det medfører alvorlig skade eller død

Straffeloven § 241

• Uagtsomt manddrab

• Anvendes hvis grov uagtsom adfærd fører til dødsfald

• Det afgørende i retten er typisk:

• Var risikoen forudsigelig?

• Havde personen et særligt ansvar?

• Kunne situationen være undgået ved forsvarlig adfærd?

• Blev den nødstedte efterladt tilstrækkeligt beskyttet?

For friluftsfolk:

Den mest erfarne i en gruppe kan i praksis blive vurderet som ansvarlig — også uden formel guideaftale.

Lær af ulykken

For fjeldvandrere og bjergbestigere er der flere klare læringspunkter:

1. Vend om i tide

2. De fleste dødsulykker starter med en for sen turnaround.

3. Match niveau i teamet

4. Stor erfaringsforskel øger risiko — både fysisk og juridisk.

5. Medbring nødudstyr

6. Bivuakpose, termisk tæppe og ekstra isolering kan være forskellen mellem liv og død.

7. Tag lederrollen alvorligt

8. Hvis du er den mest erfarne, vil andre — og måske en domstol — se dig som ansvarlig.

9. Planlæg vinterture konservativt

10. Vinter i Alperne tilgiver sjældent optimisme.

Perspektiv

- Et signal fra bjergretten

Bjergene vil altid være forbundet med risiko. Men denne sag viser, at moderne domstole i stigende grad gransker beslutningskæden bag ulykker.

Ikke kun hvad der skete på ulykkestidspunktet — men:

• planlægningen

• vejrvurderingen

• udstyrsvalget

• gruppedynamikken

• turnaround-beslutningen

For nutidens bjergfolk er budskabet klart:

God dømmekraft er ikke kun god stil — det kan være et juridisk ansvar.

Großglockner

– fakta om bjerget bag tragedien

Großglockner (Østrig)

Højde: 3.798 m.o.h.

Placering: På grænsen mellem delstaterne Kärnten og Tyrol

Bjerggruppe: Glocknergruppe i Hohe

Tauern (Alperne)

Koordinater: 47°04′N, 12°41′Ø

Førstebestigning: 1800 (Martin og Sepp

Klotz samt Martin Reicher)

Großglockner er Østrigs højeste bjerg og et af de mest markante alpetoppe.

Geografi og terræn

Großglockner ligger centralt i nationalparkområdet Hohe Tauern og rejser sig som en markant pyramide over det omkringliggende højfjeld. Selve toppen ligger på en sydlig sidekam kaldet Glocknerkamm.

Bjerget er geologisk og topografisk karakteriseret ved:

• Stejle is- og klippeflanker

• Eksponeret topkam

• Hyppige stormforhold om vinteren

• Gletsjerterræn på normalruten

Ved bjergets fod ligger Pasterze, som fortsat er Østalpernes største gletsjer, selv om den er i kraftig tilbagegang.

To toppe – én ikonisk silhuet

Großglockner fremstår som en klassisk alpespids, men toppen består faktisk af to nærtliggende punkter:

• Großglockner (3.798 m) – hovedtoppen

• Kleinglockner (3.770 m) – for-toppen

Mellem dem ligger den højest beliggende klippesænkning i Østrig (Obere Glocknerscharte).

Passagen mellem de to toppe er smal og

eksponeret og indgår i normalruten. Normalruten (“Glocknerleitl”)

Den mest benyttede bestigning går via sydøsteggen fra Erzherzog-Johann-Hütte (Adlersruhe).

Typisk sværhedsgrad:

• UIAA grad II klippe

• gletsjervandring

• eksponeret kam

Nøgleudfordringer:

• Stejlt sne/is under Glocknerleitl

• Smal topkam

• Hurtigt skiftende vejr

• Risiko for is og storm — især vinter

Det er netop disse forhold, der gør vinterbestigninger markant farligere end sommerture.

Vinter på Großglockner

Ulykken i sagen skete i januar — den mest krævende sæson.

Typiske vinterforhold:

• Temperaturer langt under frysepunktet Kraftig vind og whiteout

Meget kort reaktionstid ved hypotermi Begrænset redningsmulighed om natten

Selv erfarne alpinister betragter vinterbestigning af Glockner som en seriøs højfjeldsopgave.

Relevans for ulykkessagen

Flere forhold ved netop Großglockner spiller ind i vurderingen af sagen:

• Høj eksponering nær toppen

• Hurtig udvikling af hypotermi i storm

• Begrænset læ og bivakmuligheder

• Krav om præcis turnaround-timing

I juridisk sammenhæng bliver sådanne objektive bjergforhold ofte inddraget i vurderingen af, hvad en erfaren bjergbestiger burde have forudset.

Risikoprofil – Vinterbestigning af Großglockne

Faktaboks

– Hvorfor vinteren er kritisk på Großglockner

Großglockner er en klassisk, men eksponeret alpetop. Om vinteren stiger risikoniveauet markant — selv på normalruten.

Objektive farer

Storm og vindafkøling

Topkammen er meget udsat. Vindchill kan sænke den effektive temperatur til langt under −20 °C. Hypotermi-risiko

Kombinationen af vind, sved og udmattelse kan give livstruende nedkøling på kort tid — især ved stop.

Whiteout og nat

Dårlig sigtbarhed gør rutevalg og nedstigning vanskelig. Natbestigninger øger kompleksiteten.

Stejl sne/is (Glocknerleitl)

Den øvre sneskråning er ofte hård og kræver sikre jern- og økseteknikker.

Eksponeret topkam

Passagen mellem Kleinglockner og Großglockner er smal med fald på begge sider.

Menneskelige risikofaktorer (typiske i ulykker)

• For sen start

• For sen vending (“summit fever”)

• Stor niveauforskel i teamet

• Utilstrækkeligt nødudstyr

• Overvurdering af vinterforhold

• Træthed nær toppen

Netop flere af disse faktorer blev fremhævet i den aktuelle retssag.

Kritiske beslutningspunkter på normalruten

1. Starttidspunkt

2. Forsinkelser forplanter sig direkte til topvinduet.

3. Glocknerleitl

4. Her bør man vurdere tempo, vejr og energiniveau.

5. Før topkammen

6. Sidste realistiske vendepunkt i dårligt vejr.

7. Adlersruhe-retur

8. Mange ulykker sker under nedstigning i mørke og udmattelse.

Minimum vinterberedskab (anbefalet)

• Steigeisen og isøkse

• Reb og basis sikringsudstyr

• Bivuakpose eller termisk nødtæppe

• Ekstra isolationslag

• Pandelampe (selv ved planlagt dagstur)

• GPS/kort/kompas

• Nødkommunikation (mobil/sat-enhed)

Manglende eller utilstrækkeligt nødudstyr indgår ofte i den juridiske vurdering efter ulykker.

Nøglen til sikkerhed

Erfarne alpinister opsummerer ofte Glockner sådan:

“Teknisk moderat — men taktisk krævende.”

Det er sjældent de svære klippepassager, der fælder folk — men:

• timing

• vejr

• udmattelse

• gruppedynamik

•

Kronologi

Januar 2025 – selve ulykken Parret forsøgte en vinterbestigning via Stüdlgrat.

Kvinden kollapsede ca. 50 meter under toppen i hård vind.

Hun bad ifølge rapporter sin partner om at hente hjælp.

Da redningen nåede frem næste dag, var hun død af hypotermi.

På dette tidspunkt blev sagen behandlet som en tragisk bjergulykke.

Senere i 2025 – efterforskning åbnes I løbet af året ændrede sagen karakter: Den østrigske anklagemyndighed indledte efterforskning for uagtsomt manddrab.

Myndighederne undersøgte, om partneren havde begået fejl ved at efterlade hende.

Eksperter pegede på planlægning, vejr og beslutninger som centrale spørgsmål. Først her begyndte sagen at få bredere international interesse.

Rekonstruktion

af ulykkesnatten

Flere detaljer fra østrigske kilder giver en ret præcis tidslinje:

18. januar 2025

Ca. 06:45: Parret starter fra Lucknerhaus (~1900 m).

09:30: De passerer Stüdlhütte (2802 m). 13:30: De når “Frühstücksplatzl” (~3550 m), sidste anbefalede vendepunkt. Om aftenen ses deres pandelamper nær Adlersruhe.

Nat til 19. januar

Parret er da op mod 18 timer inde i turen. Kvinden er stærkt udmattet nær toppen. Partneren forlader hende for at hente hjælp.

19. januar morgen

Vind op til 100 km/t forhindrer helikopterredning.

Bjergredderne når frem ca. kl. 10. Kvinden findes død af hypotermi. Vigtige bjergfaglige pointer fra de tidlige analyser

Allerede i de første faglige gennemgange blev der peget på klassiske risikofaktorer:

• meget lang tur (overnight winter ascent)

• hård vind på højderyggen

• sen position nær toppen

• udmattelse i højden

• vinterforhold på Stüdlgrat

Eksperter bemærkede, at hændelsesforløbet passer på et klassisk højfjeldsscenarie, hvor taktiske fejl får fatale konsekvenser.

Hvorfor sagen voksede

Sagen udviklede sig fra ulykke til retssag, fordi myndighederne vurderede:

• den erfarne part havde planlagt turen

• der muligvis blev fortsat for længe

• nødudstyr ikke blev brugt korrekt

• alarmen muligvis kom for sent

Det er netop denne udvikling, der gør sagen usædvanlig — retsforfølgelse efter bjergulykker er relativt sjælden.

Kilder

ExplorersWeb, 26.01.2025

Staatsanwaltschaft Innsbruck (sagsoplysninger)

Reuters, 19.02.2026

DR/Ritzau, 2026

Shelterplads ved Solvognens fundsted

IdetmystiskeområdevedSolvognensfundstederderanlagtenny shelterpladsmedsekssheltersogenrækkefinefaciliteter

By Christian

Solvognen og området

Ikke så langt fra shelterpladsen bor jeg selv. Her i Odsherred er der masser af natur og et – i dansk målestok – usædvanligt bakket landskab, som bestemt er et besøg værd.

Nye shelterpladser gør det lettere at opleve området, og netop denne plads ligger særdeles godt.

Vi starter ved den forholdsvis nye shelterplads ved Solvognens fundsted.

Kører du hertil sydfra (København/Holbæk), vil du på motortrafikvejen opleve udsigter, man ellers sjældent får i Danmark.

Vejen bølger gennem store dale og over markante bakker, inden landskabet pludselig flader ud. Her forlader du hovedvejen og får den sidste brede udsigt, før du drejer ned ad den lille, charmerende vej mod Solvognens fundsted.

Historien får du næsten under fødderne på vej mod shelterpladsen. Du skal nemlig gennem det spændende område for at komme derhen.

Gør dig selv den tjeneste at gå runden – gerne med appen – så du samtidig får den gode fortælling fra den elektroniske guide.

De seks shelters ligger med fin afstand, så man i princippet kan være seks grupper uden at forstyrre hinanden for meget.

Åbningerne vender forskelligt, så man ikke ligger og kigger direkte ind til naboen.

Shelterne er ikke så dybe, men de er brede nok til, at fire personer kan ligge ved siden af hinanden. Der kunne måske godt have været liiiidt mere dybde – men det fungerer.

Andre overnatningsmuligheder

Jeg kan ikke læse mig frem til, om teltning er tilladt på pladsen, men der er etableret en køjeplads, hvor der kan hænge tre hængekøjer fra pæle. Ret godt tænkt.

Der er ikke mange høje træer i området, så det er faktisk en ret fin og lidt usædvanlig løsning.

Andre faciliteter

Der er et soldrevet muldtoilet, designet til at fjerne lugtgener. Det er en ret sjov –og potentielt meget nyttig – opfindelse, hvis den holder i længden.

Der findes handicapvenlige shelters på pladsen. Kontakt Geopark Odsherred for mere info.

Sheltersæsonen

Der er desværre ikke bålplads ved hvert shelter, men der er lavet en fælles bålplads. Du skal derfor være klar på lidt social hygge med andre.

Vær også opmærksom på, at du selv skal medbringe brænde (med mindre I er en gruppe, der laver aftale med Geopark Odsherred).

Shelterpladsen er derfor nok bedst i de varme måneder, da du ikke kan varme shelteret op med eget bål.

Hvordan kommer man hertil

Der kører ingen bus helt ud til pladsen, så du må gå det sidste stykke.

Med bil kører du fra ved afkørsel 225 Nykøbing Sj. på rute 21. Herfra ad Odsherredvej og kort efter til venstre ad Trundholm Mosevej. For enden af vejen, efter et par sving, ligger parkeringspladsen.

Herfra er der ca. 300–400 meter gennem Solvognens fundsted til shelterpladsen.

Find parkeringspladsen her: https://maps.app.goo.gl/fnYiLJPHNRD4F92s5

Mere info

Find mere info om shelterpladsen her: https://www.visitodsherred.dk/turist/planlaeg-din-tur/shelterplads-ved-solvognens-fundsted-gdk1151372

For inspiration til området: https://geoparkodsherred.dk/

Sommerland Sjælland ligger tæt på og kan kombineres med en familietur: https://sommerlandsj.dk/

Cykelruten Istidsruten går i øvrigt lige gennem området og er oplagt som overnatningsrute: https://istidsruten.dk/

Solvognen – et offer til solen

HvordanlevedemanherpåSolvognenstid?

By Redaktionen

Landskabet – formet af isen

Det dramatiske terræn i Odsherred er ikke tilfældigt. Området er et af Danmarks mest markante istidslandskaber, dannet under den sidste istid for omkring 15–20.000 år siden.

Her skubbede enorme gletsjere jord og sten foran sig og dannede det, man kalder Odsherredbuerne – tre store randmoræne-buer. Det er dem, du oplever som de lange bakker og dybe dale på køreturen.

Efter isen smeltede, stod store issøer og lavvandede fjorde tilbage mellem bakkerne. Med tiden groede mange af disse lavninger til og udviklede sig til moser og vådområder – blandt andet Trundholm Mose, hvor Solvognen senere blev fundet.

Det forklarer den særlige fornemmelse i området: man bevæger sig i et tidligere vådland, indrammet af istidens høje bakker.

Et helligt landskab i bronzealderen

Området er lidt mystisk i dag – og har sandsynligvis været endnu mere særligt i bronzealderen.

Dengang var Trundholm Mose et fugtigt, svært fremkommeligt vådområde efter

bakkelandskabet. Tåge, sumpgas (”mosekonens bryg”) og et rigt dyreliv har givet stedet en særlig karakter. Netop sådanne vådområder blev i bronzealderen opfattet som overgangszoner mellem verdener.

I perioden ca. 1700–500 f.Kr. ofrede man mange værdifulde genstande i moser og søer i Danmark. Vandet blev set som en forbindelse til guderne – især solens kræfter, som spillede en central rolle i bronzealderens verdensbillede.

Det er i dette lys, Solvognen skal forstås.

Solvognen – et offer til solen

Solvognen blev nedlagt i mosen omkring 1400 f.Kr. Den lille bronzefigur forestiller solen trukket hen over himlen af en hest – et stærkt symbol på bronzealderens solkult.

Fundet i mosen giver god mening: man ofrede ikke affald, men værdifulde genstande, ofte bevidst ødelagt eller nedlagt i vådområder som gave til guderne. At netop dette sted blev valgt, skyldes sandsynligvis landskabets karakter som vådt, afgrænset og lidt utilgængeligt – et sted, der allerede dengang har virket særligt.

Du kan i dag opleve selve Solvognen på Nationalmuseet, men herude på fundstedet får du landskabet og stemningen med.

Rekonstruktion af broncealderhus

Hvordan levede man her på Solvognens tid?

Da Solvognen blev nedlagt i Trundholm

Mose omkring 1400 f.Kr., befandt vi os midt i den nordiske bronzealder. Landskabet i Odsherred var allerede dengang præget af de samme istidsbakker og lavninger, men området var vådere, mere skovrigt og langt mindre opdyrket end i dag.

Små gårde på de tørre bakker

Menneskene boede ikke ude i selve mosen.

Bebyggelsen lå på de tørre, let hævede partier — typisk på sandede bakker eller moræneknolde med god dræning og overblik over landskabet.

Her lå små gårde med:

• langhuse bygget af træ og lerklining

• strå- eller tørvetage

• hegnede indmarker til dyr

En typisk gård husede én storfamilie med husdyr under samme tag i vinterhalvåret. Husene kunne være 15–25 meter lange.

Agerbrug og husdyr

Bronzealderens folk i Odsherred var bønder. De levede primært af:

• byg og emmer (en tidlig hvedetype)

• kvæg

• får og geder

• svin

Jorden blev dyrket med ard (en simpel plov), og markerne lå som små rydninger i skoven.

De sandede jorde i Odsherred var faktisk velegnede til bronzealderens relativt enkle landbrug.

Man supplerede kosten med:

• jagt i skovene

• fiskeri i fjorde og vådområder

• indsamling af nødder og bær

Mosen som grænseland

Selve Trundholm Mose var ikke et sted, man boede — men et sted, man forholdt sig til.

I bronzealderen blev moser ofte opfattet som overgangszoner mellem menneskenes verden og gudernes eller åndernes verden. Netop derfor blev værdifulde genstande ofret her.

For folkene på de nærliggende gårde har mosen sandsynligvis været:

Faktaboks

– En dag i bronzealderen ved Trundholm

Ca. 1400 f.Kr.

Solen står op over bakkerne i Odsherred.

På en tør moræneknold ikke langt fra den fugtige Trundholm Mose vågner en bronzealderfamilie i deres langhus. I den ene ende står kvæget, der har delt husly med menneskerne natten over. Røgen fra ildstedet hænger svagt under taget.

Dagen går med de velkendte gøremål:

• mænd og kvinder arbejder i de små agre med byg

• fårene drives ud på græs

• nogen reparerer hegn eller redskaber

• børn samler brænde i skovbrynene

Ud på dagen driver disen ind over mosen. Det er ikke et sted, man færdes uden grund. Men indimellem går man derud — ikke for at dyrke jorden, men for at ofre.

En dag bliver en særlig genstand båret ud i vådområdet: en fint udført solvogn af bronze og guld.

Den bliver lagt i mosen som gave til solens kræfter.

• et fugtigt og vanskeligt område at færdes i

• et sted med tåger og sumpgas

• et sted med særlig symbolsk betydning

Det er i dette mentale landskab, Solvognen skal forstås.

Et landskab med status og forbindelser

Selv om gårdene var små, var bronzealderens samfund ikke isoleret. Fund fra Odsherred viser, at området indgik i vidtstrakte handelsnetværk.

Bronzen i Solvognen stammer fra:

• kobber (ofte fra Centraleuropa)

• tin (muligvis fra Cornwall eller Centraleuropa)

Det betyder, at folkene i området indirekte var forbundet med et europæisk handelsnetværk — også selv om de selv levede som bønder på de sjællandske bakker.

Ritualer i landskabet

Man kender mange gravhøje fra Odsherred, og de ligger ofte på bakketoppene med vid udsigt. Det viser, at landskabet blev brugt meget bevidst:

bakkerne → de dødes monumenter gårdene → det daglige liv moserne → ofringer til guderne

Solvognen passer præcist ind i dette mønster.

Scenarie – Landskabet dengang

Hvis du havde stået her ved Trundholm for 3.400 år siden, ville du stadig have genkendt bakkerne.

Vådområder som Trundholm Mose blev i bronzealderen opfattet som grænseland mellem mennesker og guder. Her blev værdifulde genstande ofret i vand og tørv.

Istidens store buer lå allerede i landskabet. Men mellem dem bredte et langt vådere terræn sig.

Lavningerne stod mange steder med blankt vand eller fugtig mose, og skoven dækkede langt større arealer end i dag.

På de tørre forhøjninger lå spredte gårde — ikke landsbyer som senere, men enkeltliggende langhuse med marker omkring. Røg steg op fra ildstederne, og stier snoede sig mellem bakkerne.

Nede i lavningen lå mosen.

På stille morgener kunne tågen ligge tungt over det fugtige område, og sumpgasser kunne få luften til at dirre.

For bronzealderens mennesker har stedet næppe virket neutralt. Snarere som et grænseland — et sted hvor verden ikke helt var den samme som oppe på de tørre agre.

Når Solvognen blev båret ud og nedlagt i mosen, skete det derfor ikke tilfældigt.

Det skete i et landskab, der allerede dengang talte til forestillingen om, at netop her kunne man nå guderne.

Offermoserne – bronzealderens hellige vådområder

For bronzealderens mennesker var moser ikke bare sumpede lavninger. De var steder med særlig betydning.

Over hele Danmark – og i store dele af Nordeuropa – ser arkæologerne et tydeligt mønster: værdifulde genstande er bevidst nedlagt i moser, søer og vådområder.

Det gælder våben, smykker, redskaber, kar – og i helt særlige tilfælde genstande som Solvognen.

Det er næppe tilfældige tab. Meget tyder på, at der er tale om rituelle ofringer.

Vandet som grænse

I bronzealderens verdensbillede spillede naturens grænsezoner en vigtig rolle.

Steder, hvor elementer mødtes, blev ofte opfattet som ladede eller hellige:

• land møder vand

• dag møder nat

• sommer møder vinter

Moserne passede perfekt ind i denne tankegang.

De var hverken fast land eller åbent vand.

De var fugtige, tågede og foranderlige — et landskab, der bogstaveligt talt kunne sluge ting.

Netop derfor blev de oplagte som steder, hvor mennesker kunne give gaver til guderne.

Bevidste nedlæggelser

Når arkæologer undersøger offerfund, ser de ofte tegn på, at genstandene er lagt ned med vilje:

• de ligger samlet

• de er placeret i vådt terræn

• nogle er bøjet eller ødelagt før nedlæggelse

• de er ofte værdifulde

Solvognen passer ind i dette mønster. Den er ikke tabt i mosen — den er lagt der.

At ofre noget kostbart gav mening i bronzealderen. Jo større værdi, jo stærkere signal til de guddommelige kræfter.

Et landskab man respekterede

For folkene på bakkerne omkring Trundholm har mosen sandsynligvis været et sted, man nærmede sig med en vis alvor.

Man gik derud med et formål.

Måske i forbindelse med:

• årstidernes skiften

• kriser i samfundet

• markante begivenheder

• solkultens ritualer

Vi kender ikke de præcise ceremonier. Men mængden af mosefund viser tydeligt, at vådområderne spillede en central rolle i bronzealderens religiøse praksis.

Derfor giver Solvognen mening her

Når man står ved Trundholm i dag og ser det flade moseområde omgivet af istidsbakker, falder brikkerne på plads.

Her var:

• vand og fugt

• en naturlig lavning

• afstand til gårdene

• og et landskab, der allerede dengang har virket særligt

Solvognen blev ikke lagt et tilfældigt sted.

Den blev lagt i et landskab, der i bronzealderen har været opfattet som et sted, hvor mennesker kunne række ud mod solen og de kræfter, der styrede verden.

Sankning

Nårnaturenbliveretspisekammer

By Ljunggren

Der er et særligt øjeblik, hvor blikket ændrer sig. Hvor skovbunden ikke længere bare er skovbund, og hvor grøftekanten pludselig vrimler med muligheder. En håndfuld spæde skud. En klase mørke bær. Duften af noget grønt, der kan spises. Det er her, sankningen begynder — ikke i kurven, men i opmærksomheden.

I disse år har flere og flere genopdaget glæden ved at sanke. Ikke som en romantisk tilbagevenden til fortiden, men som en moderne måde at være i naturen på. For midt i en hverdag med tempo, overflod og fulde supermarkedshylder rummer sankningen noget befriende enkelt: At finde sin egen mad. At følge årstidernes stille skiften. At mærke landskabet med hænderne og smage sig frem gennem det.

Danmark er et overraskende rigt sanke-land. Fra forårets første ramsløg i de fugtige løvskove til sommerens vilde urter langs stier og markskel. Fra sensommerens bær i levende hegn til efterårets svampe i den mørke, mosduftende skovbund. Mulighederne ligger ofte lige dér, hvor vi går forbi til daglig — hvis vi ved, hvad vi skal kigge efter. Sankning kræver ikke nødvendigvis lange ture i øde egne. Ofte begynder det i det nære landskab.

Men sankning er ikke bare at plukke løs. Det er en stille disciplin, hvor viden og omtanke går hånd i hånd med begejstringen.

Man høster med respekt, tager kun det, man kan bruge, og lader altid noget stå tilbage til naturen — og til dem, der kommer efter. Samtidig kræver det sikker artskendskab. Naturen rummer både det spiselige og det giftige, og en god sanker ved, hvornår man er helt sikker — og hvornår man lader planten stå.

Der ligger også en særlig ro i selve bevægelsen. Tempoet sænkes næsten af sig selv, når blikket søger langs skovstien eller hen over strandengen. Man stopper op oftere. Bøjer sig ned. Dufter. Smager forsigtigt. Sankning er på den måde ikke kun en måde at skaffe råvarer på — det er en måde at være til stede i naturen på.

Måske er det netop derfor, sankning oplever en renæssance. I en tid hvor meget er hurtigt og digitalt, tilbyder den vilde mad en direkte forbindelse til landskabet omkring os. Noget håndgribeligt. Noget sæsonbestemt. Noget, man ikke bare kan købe sig til.

Denne artikel er en invitation til at gå ud og begynde selv. Ikke nødvendigvis for at fylde kurven første gang, men for at åbne blikket. For når man først begynder at sanke, forandrer naturen sig. Den bliver rigere, mere detaljeret — og langt mere levende.

Og pludselig opdager man, at spisekammeret hele tiden har ligget derude og ventet.

Vild mad i foråret Skovsyre, løgkarse og hvidmelet gåsefod

Det er altid hyggeligt selv at finde noget af sin mad i naturen. At sanke giver frisk luft, motion og man samler naturlig appetit derude.

Der findes masser af spiselige urter og svampe derude og de smager rigtigt godt men der er også en lille hage ved noget af det.

Alt er ikke lige sundt og man bør derfor vælge med omhu og holde øje med

eventuelle bivirkninger ved indtagelse. Der er også en risiko for forveksling ved forskellige planter og svampe så pluk kun det du er helt sikker på er det rigtige.

Når solen bryder gennem skovens kroner, og jorden stadig dufter fugtig af vinter, spirer de første vilde urter frem.

De lysegrønne blade og små blomster gemmer på både historie, smag og vi-

taminer – og de venter bare på at blive opdaget af dig.

Tre af de mest tilgængelige og kulinarisk spændende forårsplanter er skovsyre, løgkarse og hvidmelet gåsefod. Her får du både baggrund, tips til at kende dem i naturen, og opskrifter til dit eget vildmarkskøkken.

Skovsyre (Oxalis acetosella)

Smag: Frisk, syrlig – minder om grønne æbler.

Sæson: April–maj.

Skovsyre er en af forårets mest delikate overraskelser. Den dækker skovbunden i fugtige, skyggefulde bøgeskove som et grønt tæppe. Små hjerteformede trekløverblade og hvide blomster med lilla årer afslører planten.

Bladene folder sig sammen ved berøring eller i skygge – som små, levende parasoller.

Sådan bruger du den:

• Pynt på kager og desserter

• I salater for et syrligt pift

• Som dekorativt drys på smørrebrød eller fisk

N.B.

Skovsyre tilhører surkløverfamilien og er en lav urt, som bl.a. vokser i skovbunde i Danmark. Skovsyre blomstrer i april-maj.

Indtag af skovsyre i for store mængder kan være sundhedsskadeligt pga. et højt indhold af oxalsyre.

Et enkelt større indtag på én gang kan føre til opkastninger.

Derfor bør skovsyre kun konsumeres i begrænsede mængde som krydderurt eller pynt på maden. Særligt børn bør kun indtage en begrænset mængde af skovsyre.

Hvis man koger fødevarer, der indeholder oxalsyre, som f.eks. spinat, vil en del af oxalsyren forsvinde ud i kogevandet.

Generelt bør man ikke på daglig basis indtage for store mængder oxalatholdige fødevarer.

Det anbefales, at voksne ikke spiser mere end 14 gram friske skovsyreblade på én dag.

Det vil hos et barn på 10 kg svare til 2 gram friske blade..

Faktaboks

• Her finder du skovsyre:

• Skyggefulde bøgeskove

• Fugtig skovbund

• Ofte i tæpper, især tidligt forår

Opskrift

Skovsyresorbet

1 håndfuld skovsyreblade

200 g sukker

2 dl vand

Saft af 1 citron

1 æggehvide

Kog en sirup af sukker og vand, køl af. Blend med skovsyre og citronsaft.

Rør æggehviden i og frys eller kør på ismaskine.

En forfriskende dessert, der smager af skovens forår.

Løgkarse (Alliaria petiolata)

Løgkarse (Alliaria petiolata)

Løgkarse er en aromatisk, allround krydderurt, som har været brugt i Europa i tusindvis af år – faktisk har man fundet frø i stenalderbopladser!

Den dukker op langs skovbryn, stier og hegn, hvor bladene tidligt i foråret dufter let af hvidløg.

Senere på sæsonen skyder de små, hvide korsblomster frem.

De unge blade smager bedst – friske, pikante og perfekte til vild pesto.

Smag: Mild hvidløg med strejf af sennep. Sæson: April–juni.

Sådan bruger du den:

• I pesto eller salsa verde

• Som krydderi til bålstegt fisk

• I sandwich og salater

N.B.

Løgkarse tilhører korsblomstfamilien og bruges som krydderurt.

Løgkarse blomstrer maj-juni, mens bladene er tilgængelige hele året.

Bladene indeholder erukasyre og glukosinolater, mens indholdsstofferne i blomsten ikke er kendte.

Den type glukosinolater, der er i løgkarse, kan nedbrydes til bl.a. blåsyre, der er giftigt.

Den akutte referencedosis for blåsyre for en voksen kan blive overskredet ved et indtag på mere end 13 gram friske blade eller godt 2 gram for et lille barn.

Hvis indtaget af blåsyre ligger under den akutte referencedosis, kan det med sikkerhed siges, at man ikke risikerer at blive dårlig af den indtagne mængde.

Løgkarse bør derfor kun bruges i mindre mængder, som f.eks. som krydderurt i maden, særligt hvis maden serveres for børn.

Historisk anvendelse i køkken og kultur

Løgkarse har været brugt i Europa i årtusinder som krydderurt. Arkæologiske fund tyder på, at frø og blade af arter som Alliaria blev brugt allerede i Stenaldertider.

I Storbritannien anbefaledes løgkarse i 1600-tallet som smagsgiver til saltet fisk.

Den blev også bragt med europæiske bosættere til Nordamerika som krydderurt og medicinsk plante, og i mange amerikanske naturreservater betragtes den nu som invasiv.

Medicinske og folkelige anvendelser

Traditionelt har blade og stængler været anvendt internt som fordampende (diaphoretisk), mod bronkitis, astma, eksem og andre luftvejsproblemer.

Eksternt brug: bladmasse anvendt som kompres mod insektsbid, kløe og sår.

Roden er blevet anvendt i salver mod luftvejssygdomme: små stykker rod opvarmes i olie og smøres på brystet.

Løgkarse har antiseptiske egenskaber, og plantens juice har vist sig at kunne hæmme visse bakterier i laboratorieforsøg.

Der er også tradition for at bruge plantens komponenter som afgiftende (“depurativ”) og som middel mod parasitter.

I nutidige urte- / vild-køkken- og helse-cirkler hævdes, at løgkarse via sin indhold af glucosinolater kan bidrage til at støtte immunforsvar, bekæmpe inflammation og hjælpe med slimløsning i luftvejene.

Avancerede anvendelsesidéer og opskriftsinspiration

Saltsmagning: Tørrede blade og stængler kan pulveriseres og blandes med salt som et vildtkrydderi.

Blomstereddike: Hvide blomster (før fuld udspring) kan lægges i eddike og tilføre en mild løg-/hvidløgstoning til dressinger.

Krydderifrø: Frø fra modnede kapsler kan knuses og anvendes ligesom sennepseller karsefrø i brød, marinader eller sauce.

Opskrift:

Vild pesto med løgkarse

2 håndfulde friske løgkarseblade

50 g ristede solsikkekerner eller hasselnødder

50 g friskrevet parmesan

1 dl olivenolie

Salt og peber

Blend alle ingredienser. Brug som smørelse på brød, vend i frisk pasta eller som dip til grillede grøntsager.

Faktaboks

• Her finder du løgkarse:

• Pluk de spæde blade i april–maj

• Gnid et blad mellem fingrene

– duften afslører løgkarse

• Vokser i skovbryn, hegn og stier –ofte i tæpper

Hvidmelet gåsefod (Chenopodium album)

Hvidmelet gåsefod er ofte blevet kaldt “fattigmands-spinat” – men i dag hyldes den i moderne vild mad-køkken for sit næringsindhold.

De unge blade er spækket med proteiner og mineraler, og de kan bruges i både supper, tærter og grøntsagsretter.

Beskrivelse

Hvidmelet gåsefod er en 30-70 cm opret, enårig høj urt, der i Danmark er meget almindelig.

De furede stængler har ofte røde pletter ved bladfæsterne.

Bladene er mere eller mindre hvidmelede, lysegrønne til mørkegrønne eller blågrønne, spredte, oftest ret tykke (sukkulente).

Blade midt på stænglen er ruderformede, ovale eller lancetformede eller sjældnere, mere eller mindre trekantede med ensartede eller grove tænder af forskellig størrelse.

Af og til kan bladene være mere eller mindre trelappede, sjældnere helrandede.

De øvre blade i blomsterstanden er helrandede og smalle.

Den er let at kende på sine grågrønne, let melede blade og vokser næsten overalt i Danmark – langs stier, marker og i haver.

Smag: Mild, spinatagtig. Sæson: Maj–september.

Sådan bruger du den:

• Som spinat – i tærter, omeletter og suppe

• I pastaretter

• Lynstegt som grønt tilbehør

N.B.

Hvidmelet gåsefod tilhører amarantfamilien. Det er en et-årig plante, som er almindelig i Danmark. Hvidmelet gåsefod blomstrer fra juni til september.

Der har de seneste 10-15 år været alvorlige tilfælde af fotosensibilisering hos personer, der har spist planten enten rå eller kogt og derefter har opholdt sig i sollys.

Fotosensibilisering er en tilstand, hvor indtagelse og optagelse af indholdsstoffer fra en plante i kombination med sollys fører til reaktioner i huden.

Hudforandringerne efter indtag af hvidmelet gåsefod kan være alvorlige og har i nogle tilfælde krævet hospitalsindlæggelse.

Hvilke indholdsstoffer i planten, der er årsagen til fotosensibiliseringen, er ikke kendt.

Bladet indeholder oxalsyre og dets salte, oxalater, er på linje med eller højere, end hvad der findes i spinat og rabarber. Mængden af oxalsyre kan reduceres ved kogning eller ved at tilsætte calciumsalte (f.eks. produktet Nonoxal) til maden under tilberedning.

Bladet indeholder desuden nitrat. Derfor bør planten helt undgås i mad til spædbørn fra 4-5 måneder og bør kun udgøre en mindre del (maksimalt en tiendedel) af de grøntsager, der serveres til småbørn i alderen 6-12 måneder.

Pga. af både indholdet af oxalsyre, nitrat og plantens fotosensibiliserende effekt, bør planten kun anvendes i små mæng-

der, og man bør ved indtagelse være opmærksom på ikke at opholde sig i sollys.

Anvendelse i mængder som kål eller spinat vurderes ikke at være sundhedsmæssigt acceptabelt.

Faktaboks

• Her finder du hvidmelet gåsefod:

• Pluk de unge topskud – de ældre blade bliver grove

• Brug den moderat (oxalsyre som spinat)

• Let at finde – ofte der, hvor man ellers ville kalde det ukrudt

Opskrift:

Sauteret gåsefod med hvidløg 2 store håndfulde gåsefodblade 1 fed hvidløg, hakket 1 spsk olie eller smør Salt, peber

Svits hvidløg kort i olie. Tilsæt bladene og sautér et par minutter, til de falder let sammen. Server straks som tilbehør – eller rør i en omelet.

Vild forårsmenu – forslag

Forret: Vild pesto med løgkarse på ristet brød

Hovedret: Bålstegt fisk drysset med friske skovsyreblade og en lun salat med sauteret gåsefod

Dessert: Skovsyresorbet med skovsyreblomster som pynt

En hel menu – sanket og serveret direkte fra naturens eget spisekammer.

Forårets skjulte delikatesse

-Vårmusseron

Når man taler om svampesæsonen, går tankerne oftest til sensommeren og efteråret, hvor skove og enge bugner af kantareller, rørhatte og andre kendte spisesvampe.

Men faktisk findes der også svampe i årets øvrige måneder – og foråret byder på en særlig, og ofte overset, delikatesse: Vårmusseron (Calocybe gambosa).

Denne svamp er et af de sikre tegn på, at foråret har godt fat, og den regnes for en af de få virkelig gode spisesvampe, der kan findes i april, maj og juni.

For den nysgerrige svampejæger er den derfor værd at kende til.

Hvorfor lede efter svampe om foråret?

En af de store fordele ved at gå på svampejagt i foråret er stilheden. I modsætning til efteråret er der sjældent andre svampesamlere i skoven på denne tid. Man får dermed ofte hele oplevelsen

for sig selv – og finder man en gruppe Vårmusseroner, kan der være rigeligt til både aftensmaden og en lille forsyning til fryseren.

Derudover er mange af forårets svampe nemme at kende. Vårmusseron er en karakteristisk art, og hvis man lærer dens få kendetegn og enkelte mulige forvekslinger, er risikoen for fejlpluk minimal. Det gør den velegnet for både begyndere og mere erfarne svampesamlere.

Kendetegn

• Hat: 3–15 cm, først halvkugleformet, senere flad med uregelmæssige bølger

• Farve: Mat hvid til svagt læderagtig nuance

• Lameller: Smalle, tætte og hvide

• Stok: Op til 4 cm høj, ret tyk, tilspidser mod jorden

• Kød: Hvidt og sprødt Lugt: Melet, næsten som nymalet mel

Den mest karakteristiske egenskab er den meleagtige lugt, som adskiller den fra andre svampe. Finder man en hvidlig svamp i maj med denne tydelige duft, er sandsynligheden stor for, at det er en Vårmusseron.

Sæson: April–juni

Levested: Løvskov, gerne i lysninger med græsbund

Smag og anvendelse

Rå Vårmusseron smager også melagtigt, men ved tilberedning forsvinder den tunge smag og giver i stedet en delikat og let krydret svampesmag.

Mange svampekendere sætter den højt på listen over de bedste spisesvampe.

Den egner sig især til

Risotto – hvor den kan erstatte de mere kendte kantareller

Supper – gerne i kombination med forårsurter

Smørstegning – helt enkelt på panden med lidt løg

Hvor vokser den?

Vårmusseron ses ofte i små knipper eller i de såkaldte hekseringe, hvor svampene danner en cirkel i græsset.

Den dukker typisk op i maj, men kan allerede findes i april, især i skovlysninger og langs stier, hvor solens varme hurtigt får jorden til at tørre op.

Forvekslingsmuligheder

Selvom Vårmusseron er forholdsvis let at kende, er det altid vigtigt at være opmærksom.

Giftige forvekslinger: Der findes enkelte arter, som kan minde om Vårmusseron, men de fleste dukker først op senere på året.

Sporefarven: Hos Vårmusseron er sporerne hvide, og lamellerne forbliver lyse. Dette hjælper med at adskille den fra mere farlige arter.

Det vigtigste kendetegn er dog den karakteristiske lugt – som nærmest ingen andre forårssvampe har.

En skjult forårsluksus

At finde Vårmusseroner kan føles som at opdage en hemmelighed, kun naturens særligt opmærksomme gæster får del i.

Når man i maj står på en grøn skoveng, omgivet af fuglesang og nyudsprungne bøgeblade, og pludselig finder en ring af hvide svampe i græsset, mærker man forårets magi på en helt særlig måde.

For svampejægere, både nye og garvede, er Vårmusseron en fremragende introduktion til forårets muligheder – og et bevis på, at naturens spisekammer ikke kun er åbent i efteråret.

Tip: Medbring en lille kurv og en skarp kniv. Svampen er fast i kødet og holder formen godt – både på panden og i kurven.

Spiselig Morkel

Spiselig Morkel (Morchella esculenta)

Foråretsfineste–menfarlige–svampe:Morklerne

Spiselig Morkel – en forårsskat i skovbunden

Når man færdes i løvskovene i april og maj, kan man være heldig at støde på en af de mest eftertragtede forårssvampe i det danske landskab nemlig Spiselig Morkel (Morchella esculenta).

Den dukker ofte op, hvor skovbunden er fugtig og næringsrig, især i fugtige bøgeskove, men kan også overraske i haver, ved hegn og på markkanter.

Morklen er en usædvanlig svamp – i modsætning til mange andre har den ikke en glat hat, men en karakteristisk bikageformet hætte med små kamre og fordybninger.

Denne struktur giver svampen et næsten arkitektonisk udseende, som man ikke finder hos andre danske arter.

Stokken er hvidlig til lysebrun, hul og ret skrøbelig, hvilket gør det nemt at skære svampen igennem for at kontrollere, om der skulle gemme sig små insekter i hulrummene.

Smag og kulinarisk status

I det franske køkken regnes Spiselig Morkel for en sand luksus.

Faktisk har svampen gennem århundreder været betragtet som en delikatesse på linje med trøfler og kantareller.

I Danmark er den ikke helt så kendt uden for svampekredse, men blandt erfarne samlere og kokke står den højt på listen over forårets store fund.

Smagen beskrives ofte som nøddet, let krydret og fyldig, og svampen har en evne til at optage smør, fløde og fond, så dens særlige aroma forstærkes.

Netop derfor bruges den ofte i:

• Cremede saucer til kød og fisk

• Klassiske franske retter som “vol-auvent” eller som fyld i tærter

• Risottoer og pastaretter, hvor den giver en intens, dyb smag

Tørring, hvor svampen bevarer aromaen og bliver endnu mere koncentreret. De tørrede morkler skal blot udblødes i varmt vand, hvorefter både svampene og udblødningsvandet kan bruges i madlavningen

Høst og håndtering

Selvom Spiselig Morkel er en af de bedste spisesvampe, skal man altid huske to ting:

Grundig tilberedning. Rå morkler kan give mavepine, men ved korrekt stegning eller kogning forsvinder problemet.

Undersøgelse af svampen. Skær den altid igennem før tilberedning. Stokken kan være skjulested for små insekter.

Er man forsigtig og omhyggelig, er der en unik kulinarisk belønning at hente.

Naturens luksus – men ikke hverdagens fund

Morkler er ikke hverdagsfund. Selvom de regnes som relativt almindelige i Danmark, er de uforudsigelige.

De kan optræde talrigt det ene år og være næsten fraværende det næste.

Mange samlere beskriver glæden ved at finde de første morkler i foråret som en form for “svampejægerens nytår” – en begyndelse på en ny sæson, hvor naturens gaver igen gør sig gældende.

Det er netop denne uforudsigelighed, kombineret med svampens smukke struktur og unikke smag, der gør Spiselig Morkel til en af de mest mytiske og skattede svampe i den danske natur.

Men morklernes verden rummer også farer.

Forveksler man den spiselige morkel med dens giftige slægtning, Ægte Stenmorkel (Gyromitra esculenta), kan konsekvenserne være alvorlige. Derfor er det vigtigt at lære forskellen på disse to svampe, hvis man vil gå på jagt efter forårets eksklusive fund.

Selvom den er spiselig og særdeles velsmagende, skal man altid tilberede den grundigt – rå morkler kan give mavepine. Før tilberedning anbefales det at skære svampen over og tjekke den for små insekter, som kan gemme sig i den hule stok.

Kendetegn

• Levested: Løvskov, ofte i fugtig jord med muldbund

• Stok: 6–12 cm, lysebrun til næsten hvid

• Hætte: Uregelmæssigt snoet, brun til lysere brun med alderen

• Kød: Blegt og hul indeni

• Sæson: April–maj

Ægte Stenmorkel – naturens farlige bedrag

Ægte Stenmorkel (Gyromitra esculenta)

HvorSpiseligMorkelereneftertragtetdelikatesse,erdensslægtningÆgte Stenmorkel(Gyromitraesculenta)enafdefarligstesvampe,mankanstødepå i foråret.

Den har gennem historien narret mange svampesamlere, ikke mindst fordi den på afstand kan minde om morklerne – men dens hjerneagtige struktur og giftige indhold gør den til en svamp, man bør betragte med respekt og afstand.

Ved første øjekast kan den ligne en mørk, forvredet klump i skovbunden, men ved nærmere eftersyn er den uhyggeligt karakteristisk:

Den foldede, hjerneagtige hætte giver et næsten organisk, dramatisk udseende, som er helt forskelligt fra morklens harmoniske bikagemønster.

Kendetegn

•

Levested: Nåleskove, gerne på sandjord og omkring gamle træstubbe

• Frugtlegeme: 5–15 cm, ofte mørkt rødbrunt til næsten sort

• Hætte: Krøllet og hjerneagtig i formen – i modsætning til morklens bikagestruktur

• Stok: 2–6 cm, gråhvid til gullig, ofte sammenvokset med hætten

Sæson: Marts–maj

Gift og risiko

Stenmorklen indeholder giftstoffet gyromitrin, der i kroppen omdannes til monomethylhydrazin (MMH) – et stærkt toksin, som kan angribe de røde blodceller og skade leveren og nervesystemet.

Symptomerne kan spænde fra kvalme og svimmelhed til alvorlig forgiftning, og i værste fald kan indtagelse være dødelig.

Mængden af gift varierer, og man har fundet ud af, at svampe fra lavtliggende områder ofte indeholder mere gift end dem, der vokser i højderne.

Men denne variation gør dem ikke mindre farlige – tværtimod. Man kan ikke stole på, at nogen stenmorkler er sikre.

En historisk spisesvamp

På trods af dens giftighed har Ægte Stenmorkel gennem århundreder været samlet og spist i store dele af Europa, især i Skandinavien og Østeuropa.

I Finland og nogle andre lande er den stadig officielt tilladt som spisesvamp – men kun efter særlige forbehandlingsmetoder, hvor svampen koges flere gange i rigeligt vand, som derefter kasseres.

I dag fraråder man kraftigt at spise stenmorkler, da selv korrekt tilberedte eksemplarer stadig kan indeholde uforudsigelige mængder gift.

Derfor lyder anbefalingen fra svampekendere og læger samstemmende: spis dem aldrig!

Forvekslingen – og forskellen

Den største fare ligger i forvekslingen med Spiselig Morkel. Begge dukker op i foråret og kan findes i lignende områder, men forskellen er

markant, hvis man ved, hvad man skal kigge efter:

Spiselig Morkel: Bikageagtig hætte med regelmæssige, dybe kamre.

Ægte Stenmorkel: Hjerneagtig, krøllet og uregelmæssig hætte.

Et godt råd er derfor: Hvis hætten ser ud som en hjerne – så lad den stå!

Naturens påmindelse

Ægte Stenmorkel er på sin vis fascinerende – dens dramatiske form, farver og tidlige opdukken i skovbunden gør den til en svamp, man lægger mærke til.

Men den er også en påmindelse om, at naturens gaver ikke altid er ufarlige.

Hvor Spiselig Morkel er en luksus på tallerkenen, er Ægte Stenmorkel et eksempel på naturens skjulte farer, der kræver viden og respekt.

Husk: Saml kun morkler, hvis du er helt sikker på, at det er den spiselige art.

Den hjerneagtige struktur hos Ægte Stenmorkel er dit tydeligste advarselstegn.

LAGUNESTIEN

Envandringgennemistid,havogstillehorisonter

By: Ljunggren

Der er noget kompromisløst over Storebælt.

Vinden har haft frit løb over vandet, og den rammer mig, allerede før jeg forlader havnen i Korsør. Saltet sidder i luften. Storebæltsbroen hænger som en fin streg i horisonten. Havet er ikke voldsomt, men det er levende.

Det føles som et ærligt sted at begynde.

Lagunestien starter i det åbne. Den slutter i det rolige.

Og imellem de to punkter – frem mod Næstved – bevæger man sig gennem et landskab, der er formet af is, vand og tid. En vandring gennem overgange.

Første etape

– Morænens bakker og havets kant

Kort efter afgang passerer jeg Korsør Fæstning. Græsset bølger hen over de gamle volde. Herfra snor stien sig sydpå langs kysten.

Det er her, man mærker istiden i kroppen.

For omkring 20.000 år siden lå en massiv iskappe over Sjælland. Isen pressede, skubbede og efterlod et bølgende morænelandskab. De småbakker, der i dag løfter pulsen en smule på første etape, er rester af den bevægelse.

Det er ikke dramatisk terræn. Men det er skabt af drama.

Underlaget skifter mellem grus, asfalt og trampesti. Små bakker åbner udsigten over marker og vand. Et sted sætter jeg mig på en stenstrand. Bølgerne ruller ind over rullestenene med den samme rytme, som de har haft i tusinder af år.

En lokal mand med hund stopper. “Det er vinden, man kommer for,” siger han.

“Den og lyset.”

Jeg forstår, hvad han mener.

Overnatning – kystens enkle ro

Første dag slutter i nærheden af Glænø-området. Her findes flere rekreative naturpladser og shelters langs kysten. Enkle træskure, bålsted, udsigt mod vandet.

Der er noget tilfredsstillende ved at falde i søvn med vinden som baggrundsstøj.

Alternativt kan man vælge B&B i oplandet eller tage en kort afstikker mod mere komfort i Korsør-området, hvis man vil starte blødt.

Men Lagunestien kan godt tåle, at man mærker den fra begyndelsen.

Anden etape – Fra åbent hav til lagune

På andendagen ændrer landskabet karakter næsten umærkeligt.

Havet mister sin dybde. Vandet bliver bredere og lavere. Sivene tager over. Man nærmer sig Karrebæk Fjord.

Her er lyset anderledes. Mere horisontalt. Mere reflekteret. Fjorden er lavvandet og næringsrig – et klassisk lagunelandskab.

Geologisk er det et resultat af efteristidens havstigninger og senere afsnøring fra det åbne hav. Sandrevler og sedimenttransport har skabt det bassin, der i dag fremstår stille og fladt.

Men det er ikke statisk.

Strømme i Storebælt flytter stadig sand langs kysten. Storme kan ændre strandlinjen på én nat. Sivene binder sediment. Ålegræs stabiliserer bunden.

Man går i et levende system.

Lagunens økologi – det usynlige liv

Det lave vand betyder, at sollyset når bunden. Ålegræs og mikroskopiske alger danner fundament for et rigt dyreliv. I mudderet lever sandorme, snegle og små krebsdyr.

Det er derfor, man ser klyder og ryler stikke næbbet ned i overfladen. Ikke tilfældigt – men præcist.

Sjællands sydvestkyst ligger på en vigtig trækrute. Forår og efterår raster fugle i stort antal. Strandskader med deres røde næb. Viber over engene. Ænder i det stille vand.

Over det hele kan en havørn glide lavt hen over sivene.

Det ser stille ud. Men det er intenst.

Enø – mellem sommerliv og lavsæson

Ved Enø skifter stemningen igen.

Sommerhuse. Små caféer. Havnen i Kar-

Borreby slot

rebæk med joller og fiskekasser. Duften af tang og grill.

I højsæsonen kan her være livligt. Udenfor ferietiden næsten eftertænksomt.

Her findes gode overnatningsmuligheder: campingpladser med hytter, teltpladser tæt på stranden, B&B i Karrebæk. Det er oplagt at tage en komfortnat her – bad, indkøb, måske en middag ved havnen.

Lagunestien er fleksibel. Den kan være sheltertur. Den kan være let luksus.

Klimaets stille pres

Lagunelandskaber er sårbare.

Stigende havniveau kan oversvømme lave enge. Ændret saltbalance kan påvirke plante- og fugleliv. Kraftigere storme kan accelerere erosion.

Når man går her, bevæger man sig i et område, der allerede er påvirket af klimaforandringer – og som vil forandre sig yderligere.

Det giver vandringen perspektiv.

Man går ikke bare i naturen. Man går i et landskab midt i en langsom forhandling mellem hav og land.

Tredje etape – Susåens ådal

Sidste dag trækker landskabet sig sammen.

Fjord bliver til ådal. Horisonten bliver smallere. Susåen slynger sig roligt gennem brede enge.

Susåens dal er formet af smeltevand fra istiden. Den brede dalbund vidner om enorme vandmasser, der engang strømmede her.

I dag er det fredeligt. Grønt. Næsten meditativt.

Tæt på ruten ligger Gavnø Slot – omgivet af vand og herregårdsmarker. Natur og magt i samme landskab.

Afslutningen i Næstved føles som en blid landing. Fra siv og vind til brosten og caféstole.

Praktisk guide – detaljeret

Længde

Ca. 55 km

Etaper

Dag 1: Korsør → Glænø (22 km)

Dag 2: Glænø → Karrebæk/Enø (18–20 km)

Dag 3: Karrebæk → Næstved (15 km)

Terræn

Blandet underlag: asfalt, grus, trampesti. Småbakker i nord, fladere mod fjorden.

Overnatningsmuligheder

Shelters og primitive pladser i kystnære områder

Campingpladser ved Enø

Hytter og teltpladser i Karrebæk

B&B i landsbyer undervejs

Hotel og vandrerhjem i Korsør og Næstved

Bedste sæson

Forår og sensommer. Sommeren er fin, men Enø kan være travl.

Transport

Tog til både Korsør og Næstved.

Det, Lagunestien kan

Den kan ikke give dig følelsen af vildmark.

Den kan ikke imponere med dramatiske højdemeter.

Men den kan vise dig, hvordan et landskab langsomt skifter karakter under dine fødder.

Fra istidens tryk.

Til havets bevægelse. Til nutidens stille klimaforandring.

Man starter i vinden ved Storebælt. Man slutter i Susåens rolige løb.

Og et sted imellem opdager man, at det stille landskab måske rummer mere historie – og mere fremtid – end det, der råber højest.

Landskabets tidslinje – fra is til lagune

20.000–17.000 år siden – Isens maksimum

En massiv iskappe dækker Sjælland. Isen presser og skubber jord, sten og ler foran sig.

Resultat: Morænebakkerne omkring Korsør.

17.000–12.000 år siden – Smeltevandets kraft

Isen smelter. Enorme vandmasser strømmer gennem landskabet.

Resultat: Brede dale som Susåens ådal ved Næstved.

8.000–5.000 år siden – Havstigning

Efter istiden stiger havniveauet markant. Store dele af det nuværende fjordland er åbent hav.

Resultat: Kystlinjen rykker ind over lavtliggende områder.

4.000 år siden – Nutid – Laguner dannes

Sandrevler og sedimenttransport afsnører dele af havet.

Resultat: Lagunelandskabet ved Karrebæk Fjord.

Fremtiden – Klimapåvirkning

Stigende havniveau og hyppigere storme kan ændre saltbalance, strandlinjer og vådområder.

Lagunelandskabet er dynamisk – og vil fortsætte med at ændre sig.

Geologisk nøgleforståelse

Moræne = aflejret direkte af is

Smeltevandssand = aflejret af rindende vand

Lagune = lavvandet, delvist afsnøret havområde

Ådal = formet af smeltevandsstrømme og senere erosion

Lagunestien er i praksis en vandring gennem Danmarks kvartærgeologi.

Overnatning – konkrete muligheder langs ruten

(Tjek altid aktuelle forhold og bookingregler før afgang.)

Startområdet – Korsør

Kystnære shelterpladser (Slagelse Kommune)

Flere primitive pladser findes i rekreative områder syd for Korsør.

Hoteller ved havnen i Korsør

Giver mulighed for en komfortabel start eller afslutning.

Midterstrækningen – Karrebæk & Enø

Enø Camping

Teltpladser, hytter og faciliteter tæt på stranden ved Enø.

Karrebæk Camping (området ved fjorden)

God placering i forhold til Lagunestien og fjordmiljøet.

B&B i Karrebæk

Flere private overnatningsmuligheder i havneområdet.

Slutområdet – Næstved

Næstved Vandrerhjem

Prisvenlig overnatning tæt på centrum i Næstved.

Hoteller i Næstved centrum

Giver mulighed for at afslutte turen med komfort.

Overnatning ved Gavnø Slot (område) For den, der vil kombinere vandring med herregårdsstemning.

Planlægningsstrategi

Kombinér shelter første nat og komfortnat ved Enø

Book midterovernatning i højsæson

Vand kan fyldes i byer og ved havne

Ruten egner sig til let oppakning

Pris:

15. - 25. august ’27

Guidet tur med Outsite

KUNGSLEDEN - LUKSUSTUR

Hytte-tilhytteturfraAbiskoadkungsleden medslutpåKebnekaisefjeldstation.

Grønnevidder,langelysenætterogklassiskfjeldvandring

Der er en særlig klarhed i luften i Abisko. Lyset virker større. Horisonten længere. Stilheden dybere.

Her begynder en af Skandinaviens mest ikoniske fjeldvandringer – fra Abisko gennem Kungsledens åbne dale, over stenede pas og videre mod Kebnekaisemassivets alpine verden.

I august står fjeldet grønt og levende. Sneen har trukket sig tilbage, elvene er fyldt af smeltevand, og de lange aftener gør, at dagen næsten ikke slutter.

Denne tur er for voksne med erfaring i at vandre med rygsæk. Ikke en introduktion – men en fordybelse.

Abisko - porten til fjeldet

Vi mødes og overnatter på Abisko Turiststation, smukt placeret i Abisko National Park.

Nationalparken er kendt for sit stabile sommerklima og sin særlige lysintensitet. Torneträsk ligger mod nord som et indre hav, og Abiskojåkka har skåret sig dramatisk ned gennem kløften bag stationen.

Aftenen bruges på introduktion, ruteoverblik og justering af udstyr. I august er aftenerne lange og gyldne. Selv sent på dagen ligger lyset blødt over fjeldsiderne. Solen står op 3:56 og går ned 21:38

Næste morgen fortsætter vi gennem birkeskoven.

Abisko - Abiskojaure ( 15 km)

Stien fører gennem fjeldbirkeskov med blåbærkrat og dværgbirk under fødderne. Plankestier krydser fugtige partier, og tempoet finder sin rytme.

Langsomt åbner landskabet sig. Træerne bliver lavere. Himlen større.

Abiskojaurestugorna ligger ved en klar fjeldsø. Her mærker man for første gang fornemmelsen af at være rigtigt ude. I juli kan myg forekomme i vindstille perioder – men på åbne strækninger holder vinden dem oftest væk.

Aftenen i hytterne er rolig. Fjeldet begynder at sætte sig i kroppen.

De store vidder

Abiskojaure - Alesjaure (20 km – eller delvis med båd 13 km)

Nu træder vi ind i det åbne Lapland. Dalen bølger i grønt, elvene er fyldt af smeltevand, og fjeldene rejser sig blødt omkring os.

Et alternativ på denne etape er bådtransport på en del af strækningen. I juli sejles der regelmæssigt, og det kan give både variation og aflastning på turens længste dag.

At glide hen over fjeldsøen i næsten lydløs bevægelse giver et nyt perspektiv på landskabet.

Vi beslutter undervejs, hvad der passer gruppen og forholdene bedst.

Alesjaurestugorna ligger ved en stor sø i et klassisk samisk kulturlandskab. Rensdyr ses ofte i området, og spor af århundreders brug ligger diskret i terrænet.

Over passet

Alesjaure - Tjäktja (13 km)

Stigningen mod Tjäktjapasset er jævn, men mærkbar. Vegetationen bliver lavere, terrænet mere stenet.

Selv i juli kan mindre snefelter forekomme nær passet, men de er normalt lette at passere. Her mærker man fjeldets råhed – og dets skiftende karakter. Tjäktjastugan ligger beskyttet syd for passet.

En mindre hytte med intens stemning – her har man passeret turens højeste punkt (1150 moh).

Dalens rytme

Tjäktja - Sälka (12 km)

Fra passet går vi ned i en bred dal med en brusende elv ude mod vest. Landskabet bliver grønnere igen og udsigten vid.

Sälkastugorna er et naturligt samlingspunkt for mange vandrere i området idet på ruten. Her mødes vandrere fra syd og nord og fra den store sidedal Stuor Reiddavággi.

Hytteområdet der indeholder flere hytter summer af liv og gjeldstemning og den lilel butik besøges jævnligt.

Grønne dalstrøg

Sälka - Singi (12 km)

Herfra fortsætter vi mod Singistugorna, hvor vi forlader Kungsleden og drejer mod øst ad Dag Hammarskjölds led. Landskabet åbner sig igen.

Bløde former, lav vegetation, store himmelrum.

Mod kebnekaise fjeldstation

Singi - Kebnekaise Fjällstation (14 km)

Over slette mod opstigningen til søen Ládssajávri hvor vi nyder udsigten bagud.

Terrænet bliver mere stedet og mere alpinpræget. Den smalle smukke og imponerende dal Laddjuvággi vokser foran os.

Efter nogle kilometer breder den sig ud og omsider dukker Kebnekaise fjeldstation om.

Kebnekaise Fjällstation ligger under Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld. Her afslutter vi vandredelen i komfortable rammer – med mulighed for hviledag eller topforsøg, afhængigt af vejr og lyst.

Fra fjeldvandring til lufttur

Helikopter til Nikkaluokta

Efter en middag og aftenhygge på fjeldstationen, flyver vi fra fjeldstationen næste morgen til Nikkaluokta.

Fra luften samler landskabet sig: dale, elve og de pas, vi har krydset til fods. En spektakulær og værdig afslutning.

Turledere med stor fjelderfaring

Turen ledes af Christian Milbo og René Ljunggren fra Outsite.

Begge har mange års erfaring i det skandinaviske højfjeld.

René er forfatter til flere bøger om friluftsliv og fjeldvandring og bidrager med natur- og kulturformidling undervejs.

Christian har solid erfaring med gruppedisponering og højfjeldslogistik.

Guidning handler her ikke om at “føre an”, men om at skabe tryghed, rytme og rum for fordybelse.

FAKTA OM TUREN

Periode: august 15 - 25 august 2026

Varighed: 10 dage

Dagsetaper: 12–20 (13 + båd) km

Terræn: Højfjeld, dalstrækninger og stenede pas

Overnatning: STF-hytter og fjeldstationer

Afslutning: Helikopter fra Kebnekaise til Nikkaluokta

Forudsætning: Ingen men erfaring med flerdages vandring og let rygsæk er en fordel.

Pris: 8.200.-

Du får bogen: Fjeldbogen af René Ljunggren samt bogen Kungsleden AbiskoKebnekaise af samme forfatter.

Ikke inkluderet i prisen:

Hytte-og fjeldstation overnatninger.

Middag på fjeldstationer.

Proviant under turen samt hytteafgifter hvis du ønsker at telte (Billigere end at sove inde men ikke så hyggeligt)

Båd Alesjaure.

Helikopter.

Bus Nikkaluokta - Kiruna.

Disse udgifter andrager ca. 4.600 DKK

Ialt skal du regne med omkring 12.800 DKK + tog- eller flyrejse.

Læs alt om turen her: Link!

Skal du på tur?

Vandring i Sydsverige - Læs mere her!!

Kebnekaisefjeldene - Den ultimative guide - Læs mere her!!

Alene mod højden

KlavsBecker-Larsenogretningen,derikkekrævedepublikum

By Ljunggren

Somredaktørogforfatterharjegaltidforskelligeartiklerliggendeiskuffen ogdetteerenafdemjeghararbejdetpåfornogleårsiden...

Luften bliver tyndere, længe før man forstår det.

Det er ikke dramatisk. Ikke som i eventyrbøgerne. Det er en snigende fornemmelse. En træthed, der ikke helt stemmer med anstrengelsen. En puls, der arbejder hårdere, end den burde. Sneen er hård under støvlerne, og solen er skarpere heroppe, end noget menneske instinktivt føler sig hjemme i.

Himalaya i 1951 var ikke et sted, man bare rejste til.

Nepal var netop begyndt at åbne sig. Everest var endnu ikke besteget. Det var et navn, en idé, en lodret tanke i horisonten.

Og midt i dette landskab bevægede en 23-årig dansker sig fremad.

Klavs Becker-Larsen

Han gik illegalt ind i Nepal. Krydsede Nangpa La som den første europæer. Bevægede sig op mod verdens højeste bjerg og nåede omkring 6.800 meters højde, før han måtte vende om.

Ingen national finansiering. Ingen medieopmærksomhed. Ingen flag på toppen.

Kun viljen.

Over 6.000 meter begynder kroppen at forhandle med virkeligheden. Hver bevægelse koster mere. Kulden er ikke bare temperatur – den er en langsom nedbrydning af energi og dømmekraft.

Alligevel fortsatte han.

Ikke for at skrive sig ind i verdenshistorien.

Men for at finde ud af, hvor langt retningen rakte.

En dansk pioner uden podium

To år senere stod Edmund Hillary og Tenzing Norgay på toppen af Mount Everest og blev globale ikoner. Deres billede blev symbolet på erobringen af det sidste store bjerg.

Klavs Becker-Larsen stod uden for den fortælling.

Danmark har aldrig været en klassisk bjergnation. Vores eventyrmytologi knytter sig til havet og Arktis. Polarekspeditioner. Skibe. Slæder. Ikke Himalayas lodrette vægge.

Netop derfor er hans 1951-forsøg en overset milepæl i dansk eventyrhistorie.

Han repræsenterede ikke en stat. Han repræsenterede ikke et imperium. Han repræsenterede en enkelt beslutning.

Det placerer ham i en overgangstid –mellem den klassiske, statsbårne ekspedition og den moderne, selvorganiserede eventyrer.

Han ventede ikke på mandat. Han gik.

Fra højder til horisont

Everest var en vertikal erfaring.

Grønland blev en horisontal.

I 1964 rejste han til Nordgrønland som

fotograf på en ekspedition i Peary Land –det nordligste Grønland, hvor landskabet ikke rejser sig dramatisk, men breder sig i kulde og afstand.

Peary Land

Her er ingen ikonisk top. Ingen enkelt triumf.

Kun bevægelse gennem terræn.

Hvis Himalaya testede kroppen i højden, testede Grønland mennesket i udstrækning. Afstand. Stilhed. Ensformighed.

Som fotograf indtog han den registrerende position. Dokumenterede det arktiske rum. Ikke mindre krævende – blot anderledes orienteret.

Fra Everest til Peary Land løber en tydelig tråd. Ikke geografisk, men temperamentmæssigt.

Den samme accept af isolation. Den samme villighed til at bevæge sig ud i det, der ikke tilbyder garanti.

Han søgte ikke nødvendigvis toppen. Han søgte rummet.

FAKTABOKS – Klavs Becker-Larsen

Født: 4. august 1927, København

Død: 29. marts 2018

1951: Forsøg på Mount Everest, nåede ca. 6.800 m

1964: Fotograf på Peary Land-ekspeditionen i Nordgrønland

Forfatter: Everest udfordringen – dagbog fra en hemmelig færd (1991)

Hvorfor kender vi ham ikke bedre?

Han bevægede sig mod verdens højeste bjerg før det blev ikonisk. Han krydsede lukkede grænser. Han deltog i arktiske ekspeditioner. Han skrev bøger.

Og alligevel er hans navn ikke indlejret i den brede danske bevidsthed.

En del af svaret ligger i timingen. Han stod uden for den store mediemaskine. Everest var endnu ikke besteget. Der var ingen global fortælling klar til at samle ham op.

Men måske ligger der også noget i temperamentet.

Han syntes ikke at søge iscenesættelsen.

Hans dagbog udkom først mange år senere. Ikke som sensation. Som eftertanke.

Han repræsenterer ikke klimaks.

Han repræsenterer retning.

Hvad betyder det i dag?

Vi lever i en tid, hvor eventyr dokumenteres i realtid. GPS-spor. Satellittelefoner. Sponsorer. Publikum.

Det er ikke en kritik.

Men i dette landskab står Klavs

Becker-Larsens liv som en stille påmindelse om noget andet.

Hans 1951-forsøg blev ikke livestreamet. Hans arbejde i Peary Land blev ikke pakket ind i brandstrategi. Det var projekter designet til at blive gennemført – ikke nødvendigvis set.

I en verden, hvor næsten alt kan deles, står et spørgsmål tilbage:

Hvad er min retning, hvis ingen ser med?

Det kræver ikke Himalaya.

Det kræver ikke Arktis.

Det kræver viljen til at bevæge sig.

Og måske er det dér, hans historie stadig taler.

Ikke som helteepos. Ikke som tragedie. Men som konsekvent valg.

Kilder:

Becker-Larsen, Klavs: Everest udfordringen – dagbog fra en hemmelig færd. 1991.

Biografiske oplysninger fra offentligt tilgængelige arkiver og artikler om Klavs Becker-Larsens liv og ekspeditioner.

Når vandet stiger

Bæver i Arresø

By Ljunggren

Natur og dyreliv har altid haft min interesse sammen med friluftsliv. Tilsammen har de ting formet mit liv langt hen ad vejen.

Bævere har jeg set mange gange i Sverige på kanoture på Klarelven og på fisketure ved Sysslebäck inde ved den norske grænse.

Bæveren er et hyggeligt dyr der er svært at få øje på og som mest er aktive om natten.

Alligevel syntes jeg dengang i 2010 da der blev sat flere dyr ud ved Arrasø, at jeg ville ud for at se om jeg kunne få øje på dem.

Stien følger vandet tæt. Det er sensommer, og lyset hænger gyldent over Arresø.

Sivene står høje og næsten uigennemtrængelige, og mellem dem åbner små vige sig mod søens blanke flade.

Jeg går uden egentlig at lede efter noget.

Men så står det der.

Et træ med en fod, der ikke længere er rund, men skåret til i en skarp, næsten geometrisk kegle. Friske spåner ligger lyse mod den mørke jord.

De dufter svagt, sødt og grønt. Snittet er rent, systematisk. Ingen storm har gjort det her.

Det er arbejde.

Lidt længere fremme er brinken trådt ned. En smal passage gennem sivene. Vandet er mørkere her, dybere. En stille rende ind mod land.

Man behøver ikke at have set dyret for at vide, at det lever her. Jeg går videre, langsommere nu. Hver bevægelse i sivene får betydning. Hver ring i vandet kunne være noget.

Og så, næsten uden at beslutte det, sætter jeg mig.

En væltet stamme bliver bænk. Rygsækken lægges fra. Stemmen i kroppen falder til ro. Arresø skifter karakter, når man standser.

Det er ikke længere en kulisse, men et rum.

Skumringen trækker sig ind over vandet.

Først hører jeg det. Et dæmpet plask. Ikke voldsomt. Ikke som en fisk. Mere som noget tungt, der roligt glider fra brink til vand.

Så ser jeg bevægelsen.

En V-form i overfladen, der skærer gennem spejlbilledet af himlen. Langsom,

målrettet. Et mørkt hoved bryder kort vandet. Øjne og ører som små konturer mod det falmende lys.

Den standser et øjeblik. Ikke dramatisk. Ikke sky. Bare opmærksom.

Så forsvinder den igen mellem sivene, og kun ringene bliver tilbage.

Der er ingen triumf i øjeblikket. Kun en stille erkendelse: Sporene var begyndelsen. Ventetiden var nødvendigheden. Synet var en gave.

Bæverens biologi og det langsomme opgør med landskabet ved Arresø

Den arbejder om natten.

Den fælder træer med fortænder, der aldrig holder op med at vokse.

Den flytter vand.

Bæveren – Castor fiber – er ikke bare et dyr. Den er en proces.

Da den europæiske bæver blev genudsat i Nordsjælland i 2009, blandt andet i oplandet til Arresø, var det ikke kun en art, der vendte tilbage. Det var en funktion. En økologisk rolle, som havde manglet i flere hundrede år.

Og ved Arresø kan man i dag aflæse, hvad det betyder.

En krop skabt til vand

Bæveren er Europas største gnaver. Op til 30 kilo tung. Tæt, vandafvisende pels. Svømmehud mellem bagtæerne. Flad hale, der fungerer som ror, støtte og fedtdepot.

Fortænderne er jernforstærkede og vokser hele livet. Det er nødvendigt. For de slides – konstant – når træer fældes.

Biologien er enkel og genial:

Den lever af bark, kviste og vandplanter. Den foretrækker pil, birk og asp. Den fælder ikke træer af ondskab eller overmod, men af nødvendighed. Føde. Byggemateriale. Adgang til vand.

Bæveren er strengt knyttet til vand. Den bevæger sig klodset på land, men elegant i søer og åer. Indgangen til dens hytte – eller dens gravede bræmme i brinken – ligger under vandoverfladen. Vandet er beskyttelse mod rovdyr.

Derfor bygger den dæmninger.

Ikke for at skabe romantiske søer. Men for at sikre dybde.

Dæmningen som økologisk motor

Når bæveren spærrer en lille bæk eller å, hæver den vandstanden – ofte blot 10–40 centimeter.

For os kan det synes ubetydeligt. For økosystemet er det afgørende.

Lavninger fyldes med vand.

Tør eng bliver til sump. Nye pytter opstår.

Resultatet er en mosaik af levesteder. Padder får ynglesteder. Vandinsekter breder sig. Fugle finder føde. Fisk kan få nye skjulesteder. Døde træer i vandet bliver substrat for svampe og biller.

Bæveren skaber forstyrrelse – og dermed mangfoldighed.

I området omkring Arresø og især langs

Pøle Å ses disse forandringer tydeligt. Små oversvømmede partier, dødt ved i vandkanten, pilekrat der skyder igen fra stubbe.

Landskabet bliver mindre ensartet. Mere levende. Mere uforudsigeligt.

Konflikt og balance

Bæveren er ikke ukontroversiel. Den kan oversvømme marker, svække dræn og ændre vandløb, som mennesker i generationer har forsøgt at kontrollere.

Men netop her ligger dens betydning.

I et land, hvor næsten alt vand er reguleret, er bæveren et levende eksperiment i rewilding. Den minder os om, at vandløb oprindeligt slyngede sig, bredte sig, tørrede ind og steg igen. At natur ikke er stabil – men dynamisk.

Ved Arresø foregår denne forandring stille. Ikke dramatisk. Men vedholdende.

Faktaboks

– Bæverens nøglebiologi

Art: Europæisk bæver (Castor fiber)

Vægt: 18–30 kg

Levetid: 10–15 år i naturen

Familie: Lever i familiegrupper med forældre og unger

Aktivitet: Skumring og nat

Funktion: Økosystem-ingeniør, skaber vådområder og strukturel variation

Den sidste klassiske opdagelsesrejse

DaNordøstpassagenblevbesejlet–ogforblevuberegnelig

By Ljunggren

Den 18. juli 1879, klokken halv fire om eftermiddagen, begyndte skibet at bevæge sig.

Først næsten umærkeligt. En svag gungning under middagsbordet. En skurren mod skroget. Kaptajn Louis Palander sprang på dæk og så det, de havde ventet på i ti måneder: isen var i bevægelse.

Maskinen, som længe havde stået klargjort til netop dette øjeblik, blev fyret op. To timer senere var Vega under damp og sejl igen, flagene hejst, kursen sat mod øst.

De havde ligget fastfrosset ved Koljutjinskaya-bugten nær den lille tjuktjiske bosættelse Pitlekaj, kun én dags sejlads fra Beringstrædet. Så tæt på målet, at det næsten kunne anes. Alligevel havde isen holdt dem fanget gennem en arktisk vinter med temperaturer ned mod 40 minusgrader.

Nu gav havet slip

Med den bevægelse begyndte afslutningen på en 300 år gammel drøm: gennemsejlingen af Nordøstpassagen –søvejen nord om Sibirien mellem Europa og Asien.

Ekspeditionen var ledet af den finsk-svenske polarforsker Adolf Erik Nordenskiöld. Da Vega året efter vendte

tilbage til Stockholm, blev den modtaget som en national triumf. Kanoner drønede. Fyrværkerier oplyste slottet. Hele byen stod i festrus.

Men triumfen rummede et paradoks

For samtidig med at Nordenskiöld og hans mandskab havde bevist, at Nordøstpassagen kunne besejles, havde de også demonstreret, at den næppe nogensinde ville blive en praktisk handelsvej. Rejsen var mulig – men ikke anvendelig.

Vega-ekspeditionen blev kulminationen på flere århundreders arktiske forsøg. Den blev også – på mange måder – den sidste klassiske opdagelsesrejse.

En drøm fra renæssancen

Drømmen om en nordlig søvej til Asien er ældre end det moderne Europa. Allerede i slutningen af 1500-tallet forsøgte den nederlandske søfarer Willem Barents at trænge ind i de arktiske farvande. Han nåede langt, men ikke igennem.

I 1600-tallet sejlede russiske pelsjægere stadig længere mod øst langs Sibiriens kyster. I 1648 passerede Semjon Dezjnjov sundet mellem Asien og Alaska – det, vi i dag kender som Beringstrædet. Senere fulgte Vitus Bering og andre ekspeditioner, der gradvis kortlagde kystlinjen.

Alligevel forblev Nordøstpassagen en idé. En teoretisk mulighed. En streg på et kort.

Det var den kombination af erfaring, teknologi og planlægning, som Nordenskiöld mente at have, der gjorde forskellen i 1878.

Et 1800-tals projekt

Vega-ekspeditionen var ikke et hasardspil. Den var et produkt af 1800-tallets videnskabelige selvtillid.

Planen blev forelagt kong Oscar II og støttet af videnskabelige selskaber. Den tidligere sælfangerskude

Vega blev ombygget og forstærket i Karlskrona. Mandskabet omfattede hydrograf, meteorolog, botaniker, zoolog, læge og 21 erfarne søfolk under kaptajn Palander.

Ekspeditionen forlod Sverige i juni 1878. Rejsen østpå forløb i begyndelsen overraskende gnidningsløst. Den 20. august kastede Vega anker ved Kap Tsjeluskin –det nordligste punkt på det euroasiatiske kontinent.

Men Arktis kvitterer sjældent med stabilitet.

Ismasserne voksede. Sejladsen blev langsommere. Den 28. september frøs skibet fast, kun få timers sejlads fra åbent farvand. En marginal forsinkelse havde ændret alt.

Vinteren i isen

Overvintringen var ikke en katastrofe. Den var en kalkuleret risiko.

Nordenskiöld havde fra begyndelsen indregnet muligheden for at blive fanget i isen. Vega var lastet med proviant til to år, kul til maskinen og videnskabeligt ud-

styr i rigelige mængder. Skibet var solidt forstærket. Mandskabet var forberedt på isolation.

Men forberedelse ophæver ikke virkeligheden.

Temperaturen faldt til minus 40 grader. Isen lukkede sig tættere om skroget og voksede i tykkelse måned for måned. Lyset forsvandt i den lange polarnat. Dagene gled over i hinanden i et landskab, som Nordenskiöld beskrev som monotont og næsten farveløst.

Alligevel blev vinteren ikke passiv ventetid.

Der blev ført systematiske meteorologiske målinger. Havets temperatur og isens bevægelser blev registreret. Zoologiske og botaniske indsamlinger fortsatte, så langt forholdene tillod det. Ekspeditionen arbejdede metodisk – også når verden omkring dem syntes frosset fast.

Særligt de etnologiske studier blandt de lokale tjuktjere fik betydning. Kontakten var hyppig og overvejende fredelig. Tjuktjerne besøgte dagligt skibet, handlede med mandskabet og udvekslede erfaringer om klima, jagt og overlevelse. For forskerne blev vinteren en enestående mulighed for at dokumentere et arktisk kystsamfunds levevis på et tidspunkt, hvor ydre påvirkninger endnu var begrænsede.

Midt i denne disciplin og videnskabelige orden fandtes også det mere stille, personlige lag.

Skibets tømmermand førte dagbog. Ikke som officiel rapport, men som et langt brev til sin hustru hjemme i Karlskrona. Her findes ikke blot observationer om is og temperaturer, men længsel, hverdagsdetaljer og små beskrivelser af livet om bord. Det er en stemme fra dækket –ikke fra kommandobroen.

Dagbogen forsvandt senere under opholdet i Japan og dukkede først op tyve år efter i en brugtboghandel i Shanghai. Den fandt siden vej tilbage til Sverige og indgår i dag i videnskabelige samlinger. At den overhovedet overlevede, virker næsten symbolsk: også fortællingen om Vega var tæt på at gå tabt i historiens mellemrum.

Overvintringen viste ekspeditionens styrke: disciplinen, planlægningen og den videnskabelige vedholdenhed. Men den viste også, hvor små menneskelige konstruktioner kan føles, når de fastholdes af isens langsomme, ubønhørlige pres.

Mødet med tjuktjerne

Da Vega frøs fast ved Koljutjinskaya-bugten, lå den ikke i et tomt landskab. Den lå i et beboet Arktis.

De lokale tjuktjere – (engelsk: Chukchi)”

et oprindeligt folk i det nordøstlige Sibirien, i det område der i dag udgør den russiske region Tjukotka – levede af rensdyrhold, jagt på sæl og hvalros samt fiskeri langs kysten. Deres boliger var lave og isolerede, konstrueret af drivtømmer, hvalknogler og skind. Beklædningen var syet af rensdyr- og sælskind, tilpasset kulde og vind.

For ekspeditionens medlemmer fremstod teknologien enkel i udtryk, men præcis i funktion.

Transporten foregik med slæder trukket af rensdyr eller hunde. På havisen blev der jaget sæl og hvalros, en aktivitet der krævede koordination og kendskab til isens bevægelser.

Hvalrossens kød, fedt og skind var centrale ressourcer i husholdningen. Det samme gjaldt rensdyret på tundraen.

Kontakten mellem Vega og befolkningen i den nærliggende bosættelse Pitlekaj var hyppig. Tjuktjerne besøgte dagligt skibet.

Der blev handlet og udvekslet varer. Ekspeditionens forskere observerede redskaber, beklædning og jagtmetoder; de lokale iagttog det fremmede skib med dampmaskine og metalbeslag.

For de videnskabelige deltagere blev vinteren en mulighed for systematisk etnografisk dokumentation. For tjuktjerne var det et midlertidigt møde med en ekspedition, der så deres kyst som passage.

Forskellen i perspektiv var tydelig. Hvor europæerne betragtede området som en geografisk udfordring, var det for tjuktjerne et hjemland. Hvor isen for ekspeditionen var en hindring, var den for de lokale en færdselsvej.

Overvintringen blev derfor ikke blot en pause i sejladsen, men et møde mellem to måder at forstå Arktis på.

Triumfens indbyggede tvivl

Da isen slap sit greb i juli 1879 og Vega kort efter rundede Kap Dezjnjov, var Nordøstpassagen gennemsejlet.

Det var en historisk præstation.

Men den havde krævet minutiøs planlægning, gunstige isforhold og betydelig erfaring. Selv da var de blevet fanget. En handelsrute forudsætter regularitet og forudsigelighed. Nordøstpassagen tilbød ingen af delene.

Nordenskiöld havde bevist, at ruten fandtes.

Han havde samtidig vist, at den var uberegnelig.

Hjemkomsten

Efter ophold i Japan og en lang hjemrejse gennem Asien og Middelhavet ankom Vega til Stockholm den 24. april 1880 efter 22.189 nautiske mil.

Modtagelsen var overvældende. Salutkanoner. Lysende navne på slottets facade. En national fest.

Men ekspeditionens egentlige arv blev ikke en ny handelsvej. Den blev de videnskabelige resultater: geografiske opmålinger, geologiske prøver, botaniske og zoologiske indsamlinger, etnografiske studier.

Vega afsluttede en epoke, hvor opdagelsesrejsen handlede om at finde, dokumentere og forstå.

En passage i forandring

I dag er Nordøstpassagen igen genstand for opmærksomhed. Arktis opvarmes hurtigere end resten af kloden, og sommerisen trækker sig tilbage. Den russiske del af ruten markedsføres som en strategisk søvej, og investeringer i isbrydere og havne er betydelige.

Alligevel er grundvilkåret genkendeligt.

Isen er mindre – men ikke væk. Vejret er fortsat uberegneligt. Infrastruktur og redningsberedskab er begrænsede. Ruten er mulig, men ikke stabil.

Det, Nordenskiöld erfarede i 1879, gælder i en ny form også i dag: Passagen kan besejles, men den er ikke en neutral korridor. Den er et klima, et økosystem og et politisk rum.

Nordøstpassagen har en fremtid.

Spørgsmålet er ikke længere, om den findes.

Men hvilken verden der vælger at sejle den.

Kungsleden special

KommedogoplevKungsledenSpecial -EnvandreturhvorvigårsydoverpåKungsleden,ogserhelt nyeområderendviplejer.

By Redaktionen

Der er rigtig mange der har være med på vores klassiske vandretur ad Kungsleden fra Ábesko til Siŋŋi (Singi) og derfra ind til Kebnekaise fjeldstation.

Men, den strækning er jo kun en lille del af Kungsleden og området heroppe ved sveriges højeste fjeld Kebnekaise.

I år tilbyder vi så en helt ny tur med lidt af ”det gamle” og rigtig meget af noget nyt.

Når man når Singi på Kungsleden plejer vi at dreje Kungsleden og vandre ad Dag Hammerskiölds led indtil Kebnekaise fjeldstation. Men, hvad er der syd for Siŋŋi?

Turen her er en telttur hvilket betyder at vi skal medbringe alt til turen undtagen vand som der er nasser af i fjeldet.

På lidt under halvvejen passerer vi en af Den Svenske turistforeninges hytter der har en lille butik.

Vi passerer andre der ikke har nogen butik men som altid skal man ikek regne med at de har et fuldt sortiment eller at intet er udsolgt når vi kommer forbi så hav proviant med hjemmefra - og gas til kogeudstyret.

Det skal vi opleve på denne tur!

Vi starter denne gang i den lille sameby Nikkaluokta hvortil vi kommer med bus fra Kiruna.

Fra Nikkaluokta vandrer vi ad stien mod Kebnekaise fjeldstation. En sti vi ikke benytter ofte på vores ture men den er en flot indgang til fjeldet.

Vi starter i lavlandet gennem birkeskov med udsigter hist og her mod fjeldene vi er på vej ind i.

Når vi når den store sø Láddjujávri slår vi lejr for natten og nyder udsigten ud over søen.

Vi fortsætter herfra videre ad sporet ind til kebnekaise fjeldstation men stopper et par kilometer før stationen på fine teltpladser.

Så går turen videre ind i den brede dal Láddjuvággi forbi fjeldstationen som der jo nok er tid til at se lidt på inden turen går videre id i dalen der snævrer ind.

Her er let at vandre og vi når de små søer Láddjubahta hvor vi slår lejr.

Nu kommer der en spændende opstigning i et højt pas. Der er ingen klatring det går bare opad sydøst om fjeldet Unna Jierttáš.

Divssajávri-hytten (Teusajaure)

Vi puster ud og bnyder udsigten ned over Kungsleden mod Gáidum hvor STF har en betjent fjeldhytte med en lille butik.

Ved Gárdum skal vi over hængebroen over elven Gáidumjohka og derfra videre ned mod syd.

På strækningen kan der være mulighed for en tur til toppen af Sáŋarčohka eller Leibečeabetčohkka.

Herfra videre ned til søen Dievssaávri som vi skal jejle over.

Igen er der her mulighed for en overliggerdag med dagstur til en af områdets toppe.

Det kan være den 1481 moh Livamčohka som også byder på fin udsigt i godt vejr.

Der er flere muligheder.

Ruten er flankeret af flere fine og lettilgöngelige toppe.

Området hernede er meget anderledes end inde i Kebnekaisemassivets smalle, stenede og kuperede dale.

Herude får vi store vidder samt blandet højfjeld og lav birkeskov.

Alt ialt byder ruten på meget afvekslende terræn og hver gang man kommer over endnu en bakke får man nye udsigter.

Der er masser af fine vandløb med nærliggende teltmuligheder på hele ruten så man behøver ikke at bære meget vand med sig - det er der overalt og det er rent og smager godt.

Turen kommer til at følge ruten men tempoet bestemmer hele gruppen sammen. Det skal ikke være en strabadserende tur men en tur i det tempo den samlede gruppe finder behageligt.

Der skal være tid til at opleve landskabet og at have det hyggeligt sammen med, forhåbentlig mange gode aftener sammen i lejrene.

Strækningen ligner resten af Kungsleden på den måde, at der er broer over alle vandløb der ville give problemer med krydsning. Vi skal altså ikke vade noget sted på ruten.

Hytterne har, selvom der kun er en lille butik i den ene vi passerer alle bemandet

med en hyttevært og der er adgang til nødtelefon hvis uheldet er ude.

Vores tur er en telttur og vi telter ikke nødvendigvis ved hytterne men i tilfælde af dårligt vejr er de der jo.

Læs mere om turen her: Link!

Båmad

Når maden møder flammerne

Der er et særligt øjeblik, hvor et måltid ændrer karakter. Hvor det ikke længere bare handler om at blive mæt, men om varme, duft og det langsomme spil mellem ild og råvarer. Flammerne slikker op om gryden, røgen driver stille gennem luften, og pludselig smager selv en enkel ret af mere. Det er her, bålmaden begynder — ikke i opskriften, men i ilden.

I disse år har flere og flere genopdaget glæden ved at lave mad over bål. Ikke som en romantisk tilbagevenden til primitive tider, men som en moderne måde at være i naturen på. For midt i en hverdag med induktionsplader, airfryere og hurtige løsninger rummer bålmaden noget befriende enkelt: At lave mad med få redskaber. At følge varmen med øjnene. At lade tiden arbejde sammen med gløderne.

Danmark er et oplagt land for bålmad. Fra kysternes vindblæste bålpladser til skovens små shelterpladser og de mange primitive lejrpladser, der skyder op over hele landet. Mulighederne findes tættere på, end mange tror — ofte bare en kort gåtur fra parkeringspladsen. Og netop enkelheden er en del af tiltrækningen. Man behøver ikke avanceret udstyr for at komme i gang.

Men bålmad er ikke bare at sætte en gryde over flammerne. Det er en lille disciplin, hvor forståelse for ildens tempe-

rament er afgørende. Man lærer hurtigt, at flammer giver fart, mens gløder giver kontrol. At afstand betyder mere end styrke. Og at tålmodighed næsten altid belønnes med bedre smag. Den, der mestrer bålet, opdager, at selv enkle råvarer kan løftes overraskende højt.

Der ligger også en særlig ro i selve processen. Man kan ikke skynde på et bål på samme måde som et komfur. Man må vente på de rette gløder, justere brændet og følge med i varmen. Tempoet falder naturligt, og samtalen omkring bålet får bedre tid. Bålmad bliver på den måde ikke kun et måltid — men et samlingspunkt.

Måske er det netop derfor, bålmaden har fået sin renæssance. I en tid hvor meget er effektivt og strømlinet, tilbyder bålet noget mere sanseligt og nærværende. Noget der dufter. Noget der knitrer. Noget man samles om.

Denne artikel er en invitation til at tænde op og prøve selv. Ikke nødvendigvis med store ambitioner første gang, men med lysten til at eksperimentere. For når man først begynder at lave mad over bål, forandrer madlavningen sig. Den bliver langsommere, mere duftende — og ofte langt mere mindeværdig.

Og pludselig opdager man, at de bedste måltider nogle gange begynder med en håndfuld brænde og en tændt gnist.

Tid

• Aktiv tid: 1 time

• Samlet tid: ca. 3 timer og 30 minutter

• Antal portioner: 4–6

Ingredienser

• 900 g oksebov eller tykkam (uden ben), trimmet og skåret i ca. 4 cm tern

• 80–90 g frisk citrongræs (2 store eller 3 mellemstore stængler), trimmet, skåret i 7–8 cm stykker og let knust med en kødpistol eller grydebund

• 3 spsk fiskesauce 2 tsk brun farin

• 1½ tsk kinesisk five-spice krydderi

• 0,6 dl neutral olie (fx raps- eller vindruekerneolie), delt i portioner

• 2 dl hakkede skalotteløg eller almindelige løg

• 3 spsk friskrevet ingefær

• 1 spsk finthakket hvidløg

• 3,5 dl knuste tomater (evt. fra dåse)

• 2 hele stjerneanis

• 1 frisk laurbærblad

• ½ tsk fint havsalt + ekstra efter smag

• 8,25 dl vand

• 450 g gulerødder, skrællede og skåret i 2–3 cm stykker

• ¼ dl grofthakket frisk koriander, mynte eller basilikum

Bò Kho (vietnamesisk oksegryde)

By Ljunggren

Fremgangsmåde

Marinér kødet:

Bland oksekødet med citrongræs, fiskesauce, brun farin og five-spice i en stor skål.

Lad det marinere ved stuetemperatur i ca. 30 minutter.

Brun kødet:

Varm en støbejernsgryde eller tung gryde godt op.

Tilsæt 1 spsk olie. Kom en tredjedel af kødet i (uden for meget marinade) og brun det på 2–3 sider i 2–3 minutter.

Tag kødet op.

Gentag to gange mere med resten af olien og kødet.

Gem marinaden.

Sautér base:

Skru ned for varmen (middel-lav).

Kom løg, ingefær, hvidløg og den sidste skefuld olie i gryden.

Svits i 3–4 minutter, til det dufter kraftigt.

Tilsæt tomater og krydderier:

Rør tomater, stjerneanis, laurbærblad og salt i.

Bring det til en stille simren, læg låg på, og lad det småkoge i 12–14 minutter, til blandingen bliver tykkere og koncentreret.

Kombinér med kød:

Kom kødet og eventuel saft fra tallerkenen tilbage i gryden.

Tilsæt resten af marinaden.

Rør ofte, mens saucen tykner og begynder at dække kødet, ca. 5 minutter.

Kog:

Hæld vand i og bring i kog.

Skru ned, læg låg på, og lad det simre i

ca. 1 time og 15 minutter, til kødet begynder at blive mørt.

Tilsæt gulerødder:

Skum evt. fedt af overfladen. Kom gulerødder i og bring gryden i kog igen.

Skru ned og lad den simre uden låg i yderligere ca. 45 minutter, til både kød og gulerødder er helt møre, og saucen er reduceret og tyk nok til at dække bagsiden af en ske.

Afslutning:

Tag gryden af varmen og lad den hvile uden låg i 5–10 minutter. Smag til med fiskesauce eller salt, eller tilsæt lidt vand, hvis smagen skal gøres mildere. Fjern citrongræs, stjerneanis og laurbærblad.

Servering:

Fordel gryden i lave skåle og drys med frisk koriander, mynte eller basilikum. Server evt. med:

• Franskbrød, baguette eller ris

• En frisk salat eller syltede grøntsager ved siden af

Tip:

Bò Kho kan også serveres som en vietnamesisk “oksegryde-suppe” – tilsæt da lidt ekstra bouillon, og server med nudler i skålen.

Ris med chorizo og tomat – bålopskrift

By Redaktionen

Tid:

30–35 min

Portioner: ca. 4

Udstyr:

Bålryde eller pande med låg

Ingredienser

2 kopper basmatiris

1 chorizo i skiver

1 løg, hakket

2 fed hvidløg, finthakket

1 dåse hakkede tomater

ca. 3–4 kopper vand (evt. med bouillonterning)

1 spsk olie

Salt og peber

Frisk persille (valgfrit)

Sådan gør du

Lav et godt glødebål – undgå høje flammer.

Varm olie i gryden og steg løg og hvidløg bløde.

Tilsæt chorizo og steg et par minutter.

Rør risene i og lad dem riste kort.

Hæld tomater og vand på, krydr med salt og peber.

Læg låg på og lad simre over jævn varme i ca. 20 minutter, til risene er møre. Lad retten hvile 5 minutter før servering. Pynt med persille hvis du har med på tur.

Sådan tilføjer du bacon

Brug ca. 100–150 g bacon i tern til 4 personer.

Steg baconet først i gryden, så fedtet smelter ud.

Steg derefter chorizo, løg og hvidløg i baconfedtet – det giver masser af smag.

Du kan evt. bruge lidt mindre olie eller helt undlade den.

Andre gode ingredienser

Hvis du vil gøre retten mere fyldig eller variere den på tur:

Peberfrugt – giver sødme og farve

Bønner (kidney eller sorte) – ekstra mæthed og protein

Majs – lidt sødme, fungerer super over bål

Svampe – giver umami og passer til røgsmag

Chili eller røget paprika – ekstra varme

Citron eller lime ved servering – løfter retten

Friluftstip

En god tommelfingerregel over bål:

Én røget ingrediens (bacon/chorizo) + én frisk ting (persille/citron) = balanceret smag.

Båltips

Flyt gryden lidt væk fra stærk varme hvis den koger for hårdt.

Hav lidt ekstra vand klar – bål sluger væske hurtigt.

Rør kun lidt undervejs, så risene ikke bliver grødagtige.

God turmad – enkel, varm og mættende efter en dag ude i naturen

Vikingekøller over bål

Rustik BBQ-luksus til shelterturen

By Ljunggren

DenherskalIsguogsåhave-deterklassebålmad...

Forestil dig, at du sidder ude i shelteret, hængekøjen omkring bålet elelr på en anden vildmarkstur hvor du laver dette til holdet!

Du kan høre det, før du ser det. Fedtet, der langsomt drypper ned på de varme gløder.

Den dybe, sød-røgede duft, der driver ind mellem granerne. Og forventningen hos dem omkring bålet, når de store, glaserede køller vendes endnu en gang over varmen.

Vikingekøller — også kendt som grillkøller eller spoleben — er ikke klassisk bålmad i den hurtige kategori.

Til gengæld er de noget af det mest tilfredsstillende, man kan servere ved et lejrbål, hvis man forbereder sig rigtigt.

Her mødes slow-food og friluftsliv i en kombination, der både mætter og imponerer.

Hvad er en vikingekølle?

En vikingekølle er den bagerste svineskank, typisk:

saltet og marineret langtidskogt eller sous vide afsluttet med glaze over grill eller bål

Kødet er fuldt af bindevæv og smag — og netop derfor kræver det lang, blid tilberedning for at blive mørt. Når det lykkes, får man trævlekød, der slipper benet næsten af sig selv, og en klistret, karamelliseret overflade.

Faktaboks – Kort fortalt

Udskæring: Bageste svineskank

Tilberedning hjemme: Sous vide 18–24 timer eller simre 2–3 timer

Ved bålet: 15–30 min over gløder

Sværhedsgrad: Middel

Turtype: Sheltertur / basecamp

Hemmeligheden: Forberedelse hjemme

Den største fejl er at tage rå skanker med ud til bålet. Over åben ild når overfladen at blive sort, længe før kødet bliver mørt.

Derfor starter den gode vikingekølle i køkkenet dagen før turen.

Metode 1 – Sous vide (bedst)

Temperatur: 68–72 °C

Tid: 18–24 timer

Resultat: ekstremt mørt og saftigt

Metode 2 – Simrekogning

Dæk køllen med vand eller bouillon

Lad den småsimre 2–3 timer

Kødet skal være tydeligt mørt

Afkøl køllerne og pak dem i køletaske til turen.

Sådan får du den perfekte skorpe

Når mørheden er på plads, handler båltilberedningen kun om varme, røg og glasering.

Trin for trin ved gløderne

Lav en stabil bund af gløder

Læg køllerne på grillrist (ikke direkte i flammer)

Pensl med glaze

Vend jævnligt i 15–30 minutter

Giv evt. kort, direkte varme til sidst

Tempoet skal være roligt. Vikingekøller belønner tålmodighed.

Guide-tip fra gløderne

Hold mindst én håndsbredde mellem gløder og kød. For tæt varme giver sort overflade og tør kant.

Hurtig BBQ-glaze til turbrug

Denne glaze kan røres hjemme og medbringes i en lille flaske.

Ingredienser

1 dl BBQ-sauce

2 spsk honning

1 spsk æbleeddike

1 tsk røget paprika

Rør sammen og pensl flere gange under grillningen. De sidste lag giver den klassiske, klistrede finish.

Hvad passer til ved bålet?

Vikingekøller er tung og tilfredsstillende mad. Hold tilbehøret enkelt.

Bagekartofler i gløder

Groft fladbrød eller snobrød

Råkost eller coleslaw i bøtte

Syltede agurker

Sennep eller ekstra BBQ

Til shelterture med børn fungerer kartofler i folie særligt godt — de kan ligge i gløderne, mens køllerne får farve.

Faktaboks – Pakke til turen

Forkogte vikingekøller

Lille flaske glaze

Grillrist

Tang eller solid grillhandske

Folie til kartofler

Køletaske (især om sommeren)

Hvornår giver de mest mening?

Vikingekøller er ikke hurtig frokost på en vandredag. De kommer til deres ret, når turen har base og tid.

Bedst til

Sheltertur med overnatning

Familie-lejrbål

Basecamp på kanotur

Friluftsfestival “Første aften i det fri”-middag

Her får man både processen, duften og den sociale ventetid omkring bålet — og det er en stor del af oplevelsen.

Stemningen omkring køllerne

Der er noget urtidsagtigt over en hel skank på ben. Noget, der passer overraskende godt til nordisk friluftsliv, selv om retten i sin moderne form er rendyrket BBQ-kultur.

Når mørket falder på over shelterpladsen, og kødet begynder at slippe benet, sker der næsten altid det samme: Samtalen dæmpes lidt. Folk rykker tættere på varmen.

Og pludselig føles turmaden ikke længere som kompromis — men som dagens højdepunkt.

Hjemmelavet BBQ-rub til vikingekøller

En god rub løfter kødet markant, især hvis den får lov at trække natten over.

Denne blanding giver en klassisk, let røget BBQ-profil, der fungerer perfekt over bål.

Ingredienser

2 spsk brun farin

1 spsk groft salt

2 tsk røget paprika

2 tsk almindelig paprika

1 tsk friskkværnet sort peber

1 tsk løgpulver

1 tsk hvidløgspulver

½ tsk tørret timian (valgfrit)

½ tsk cayenne (valgfrit – giver varme)

Sådan gør du

Bland alle krydderier grundigt.

Dup køllerne tørre.

Gnid rubben godt ind i kødet. Pak køllerne og lad dem trække mindst 6 timer — gerne natten over.

Guide-tip: Kom lidt ekstra rub i en lille bøtte til turen. Et let drys før grillning frisker smagen op.

Faktaboks

– Pakke til turen

Forkogte vikingekøller

Lille flaske glaze

Grillrist

Tang eller solid grillhandske

Folie til kartofler

Køletaske (især om sommeren)

Variant med vildsvineskank

Vil du give retten et mere nordisk og “vildt” præg, fungerer vildsvineskank fremragende.

Det skal du være opmærksom på

Vildsvin er magert end tamsvin. Kræver ofte lidt lavere temperatur og ekstra fedt.

Smagen er mørkere og mere intens.

Anbefalet sous vide

66–68 °C

20–24 timer

Pensl gerne med en glaze med lidt ekstra honning eller æblemost for at balancere den kraftigere vildtsmag.

Lille felt - Portionsguide

Voksne: 1 vikingekølle pr. person

Store appetitter: 1½

Børn: ½–1 afhængig af alder

Komplet sheltermenu med vikingekøller

En gennemtestet menu, der fungerer logistisk på sheltertur og holder alle mætte uden for meget bøvl ved bålet.

Forret (valgfri, hurtig)

Groft brød med smør

Eller suppe fra termokande på kolde ture

Hovedret (stjernen)

Vikingekøller over gløder

Bagekartofler i folie

Simpel coleslaw i bøtte

Ekstra BBQ og grov sennep

Dessert ved gløderne

Snobrød med kanelsukker

Eller grillede æbler i folie

Drikke

Vand eller saft til børn

Kaffe over bål

Evt. mørk øl til de voksne

Tur-logik:

Læg kartofler i gløder først → grill køller → lav dessert på eftervarmen.

Hvorfor og hvordan jeg blev anti-krybskytte-ranger

C.R.O.W.–ConservationRangers:Hvemdeeroghvaddegør

By Kyt Lyn Walken

Hvad er C.R.O.W.

C.R.O.W., en forkortelse for Conservation Rangers Operations Worldwide, er en nonprofitorganisation (NGO) baseret i USA, som leverer træning, støtte og kvalificerede frivillige til ranger-enheder i nationalparker, private reservater og beskyttede områder over hele verden.

Organisationens mission er at opbygge og uddanne rangere efter en professionel standard for at styrke indsatsen mod krybskytteri og forbedre naturbevarelsen.

2018: Jeg valgte at slutte mig til C.R.O.W. Rangers, drevet af et dybt ønske om at bruge mine færdigheder til at beskytte vilde dyr.

Efter mange års erfaring inden for mantracking og udendørs træning følte jeg behovet for at bidrage mere direkte til bevaringen af økosystemer, der er truet af krybskytteri.

Det, der imponerede mig ved C.R.O.W., var deres praktiske og operationelle tilgang: at uddanne lokale rangere, styrke anti-krybskytte-enheder og bringe reel, nyttig og umiddelbart anvendelig teknisk viden ud i felten.

For mig betød det at blive en del af C.R.O.W. at omsætte min passion for tracking til et konkret redskab til at red

de liv – ikke kun menneskelige, men især de dyr, der er afhængige af rangeres tilstedeværelse og kompetencer.

Muligheden for at arbejde side om side med internationale fagfolk, dele viden og bidrage til at skabe mere solide uddannelsesstandarder var et naturligt skridt for mig.

At blive en del af C.R.O.W. Rangers var ikke kun et professionelt valg, men også en etisk beslutning: at stå i forreste række i forsvaret af naturen, netop dér hvor behovet er størst.

Mission og operationel strategi Gratis træning til lokale rangere

C.R.O.W. tilbyder gratis uddannelse til eksisterende anti-krybskytte-enheder (APU, Anti-Poaching Units) og giver kurser i bevæbnet og ubevæbnet kamp, akutmedicin, dyreadfærd, miljøhåndtering og andre færdigheder, der er nyttige for rangere.

International mentoring

Organisationen sender frivillige instruktører – med militær, paramilitær, medicinsk eller videnskabelig erfaring – til reservater, der har brug for kapacitetsopbygning.

Logistisk støtte og udstyr

C.R.O.W. leverer specialiserede risikovurderinger, operative strategier, taktisk udstyr og materialer til lokale APU’er.

Struktureret uddannelsesprogram

Organisationen har udviklet et Program of Instruction (POI) opdelt i tre niveauer: grundkursus for rangere, specialistkursus

og instruktørkursus.

Hvert niveau omfatter både teoretiske og praktiske prøver.

Involvering af frivillige

Personer, der ønsker at blive ranger, kan deltage i kurserne, selv uden særlig baggrundserfaring, så længe de opfylder visse krav (fx alder og fysisk formåen). Efter kurset kan de blive udsendt som frivillige i felten.

Partnerskaber med parker

Organisationen samarbejder med nationale og private parker for at styrke deres overvågningsenheder gennem operativ støtte, træning og mandskab på stedet.

Historie og oprindelse

C.R.O.W. har været aktiv i over ti år og har omfattende erfaring i Afrika, fra Namibias ørkener til Congos regnskove.

Organisationen opstod som svar på, at mange lokale rangere ikke modtager tilstrækkelig træning til at håndtere de reelle udfordringer i felten. Som en WWF-rapport påpeger, mener mange rangere, at deres grunduddannelse ikke forbereder dem til alle operative risici.

C.R.O.W.’s Ranger-kursus

Conservation Ranger Course er organisationens centrale træningsprogram:

• det varer flere uger og omfatter både teori og praksis

• emnerne inkluderer sporing, dyreadfærd, akutmedicin, kamptaktik, overlevelse og operationer i fjerntliggende områder

• efter kurset kan deltagerne tage et praktikophold i samarbejdende parker eller reservater, afhængigt af de lokale behov og frivilliges tilgængelig-

hed

• dem, der gennemfører kurset, kan gentage det gratis i fremtiden (mod betaling for kost og logi) for at holde deres færdigheder ved lige

• der findes avancerede specialistkurser samt et instruktørkursus, som gør det muligt for erfarne rangere at uddanne andre

Indflydelse og resultater

C.R.O.W. har uddannet mange lokale rangere og leveret konkret operativ støtte til parker i områder med høj risiko for krybskytteri.

Organisationen har skabt et globalt netværk af frivillige instruktører, som bringer avanceret ekspertise (militær, medicinsk, videnskabelig) direkte ud i de beskyttede områder.

Deres arbejde forbedrer den professionelle standard hos anti-krybskytte-enheder og bidrager til at beskytte biodiversitet og sårbare økosystemer.

Udfordringer og kritiske forhold

Som mange NGO’er, der arbejder i vanskelige omgivelser, står C.R.O.W. over for flere udfordringer:

• Logistik i felten: Arbejde i afsides egne kræver ressourcer til transport, indkvartering og koordinering med lokale myndigheder

• Sikkerhed: Frivillige og rangere arbejder i højrisikoområder, hvor konfrontationer med krybskytter kan være farlige

• Finansiel bæredygtighed: Gratis træning, udstyr og volontørprogrammer kræver midler; organisationen er afhængig af donationer og partnerskaber

• Lokalsamfund: Effektivitet kræver god integration i den lokale kultur, samt samarbejde med beboere og institutioner omkring parkerne.

Hvorfor C.R.O.W. er vigtig

Standardiseret træning: Deres undervisningsprogram skaber en professionel minimumsstandard for rangere globalt. Styrkelse af lokale kræfter: Organisationen fokuserer på at uddanne lokale rangere og øge kapaciteten hos eksisterende enheder.

Reducerede omkostninger for parker: Parker får træning og støtte uden at bære hele udgiftsbyrden.

Globalt netværk: Internationale instruktører muliggør vidensudveksling på tværs af lande.

Multiplikatoreffekt: Uddannede instruktører kan videreuddanne andre og dermed øge rækkevidden af indsatsen.

Sådan kan man støtte C.R.O.W.

Bliv frivillig: Personer med militær, sikkerheds-, medicinsk eller videnskabelig erfaring kan deltage i kurser og derefter arbejde i felten.

Donér: Donationer hjælper med udstyr, træning og projekter i parkerne.

Spred budskabet: Del organisationens arbejde på sociale medier og i lokalsamfund for at øge bevidstheden om krybskytteri og naturbeskyttelse.

Partnerskaber: Organisationer og virksomheder kan samarbejde direkte med C.R.O.W. om træning, logistik eller projekter.

C.R.O.W. er et konkret og praktisk eksempel på, hvordan naturbeskyttelse kan styrkes gennem specialiseret træning, kvalificeret frivillighed og globalt engagement.

Ved at tilbyde gratis uddannelse og operativ støtte til lokale rangere hjælper organisationen med at beskytte vilde dyr og sårbare økosystemer i højrisko-områder.

Deres arbejde forbedrer ikke kun kampen mod krybskytteri, men fremmer også en bæredygtig bevaringskultur bygget på kompetence og internationalt samarbejde.

Selv om billedet er fra Conservation Rangers Operations Worldwide, viser bildøren et sovjetisk garde-emblem med teksten “ГВАРДИЯ” (“Garde”). Det betyder ikke nødvendigvis, at køretøjet har noget med Sovjetunionen at gøre i dag.

Organisationer bruger nogle gange historiske eller militære mærker på køretøjer.

Mere end ”bare” en camping butik

Med i alt 4500 kvm under tag, er der udover autocampere og campingvog-

ne også plads til en teltudstilling med både familie – og småtelte.

Vi har alt du behøver til en tur ud i naturen, fra beklædning og fodtøj, til soveudstyr og kogegrej mm., samt mad til din hund.

Kom forbi og kig, vi ligger kun 3 min fra motorvejen (afkørsel 40a), på Karolinevej 2C, 4200 Slagelse.

Udvalgte mærker fra sortimentet:

Besøg vores webshop

Nostalgi i sin mest ikoniske form

For 125 år siden begyndte Glud & Marstrand at producere de legendariske Madam Blå kaffekander, som har været fast inventar på kroer, i dagligstuer og kolonihaver helt op til i dag. Oprindeligt blev kanden lavet i 18 forskellige størrelser; den mindste blot til en enkelt kop og den største kunne lave hele 50 kopper kaffe. Der skulle en god solid kromutters overarm til at skænke kaffe fra sådan en balje.

Suppleret af en lang række andre emaljeprodukter fra kopper og tallerkener til gryder og målebægre, udviklede Madam Blå sig til billedet på en kulturhistorisk epoke, og derfor har den også sin faste plads på Nationalmuseet.

I 1966 indstillede man produktionen af de ikoniske emaljeprodukter, og Madam Blå blev hyldet med en lang nekrolog i Politiken d. 13. november.

20.000 dage senere vækker Nordisk Madam Blå til live igen.

Ganske som de oprindelige 125 år gamle kopper og kander er Nordisk X Madam Blå håndlavede og unikke. De skriger nærmest på bålhygge, smil og lange snakke. Og de kan faktisk bruges direkte over åben ild. Skulle det få en bule, så er det bare et minde til samlingen, som du kan fortælle videre til dine børnebørn, når de finder dine vandrestøvler og din rygsæk med alt dit gamle grej på loftet. En del af charmen ved emaljeprodukter er netop uforgængeligheden. At hver brug efterlader et lille spor, en historie, som vækkes til live næste gang, du finder den frem.

Hos Nordisk deler vi glæden ved at komme ud og skabe minder. Naturen er fuld af øjeblikke, der genoplives ved duften af friskbrygget kaffe.

Madam Blå – reborn by Nordisk

Skoven der husker

Historien om John Tornow, loggersamfundeneogmytenomvildmanden

By Ljunggren

For nogen tid siden faldt jeg over denne underlige historie ...

Regnen falder tungt mellem granerne i de dybe skove på Olympic Peninsula i det nordvestlige USA. Mos hænger som grønne gardiner fra gamle stammer, og stier forsvinder hurtigt under fugt og tid.

Her føles naturen ældre end mennesket selv — som et sted hvor historier bliver hængende længe efter, at dem der skabte dem, er borte.

I begyndelsen af 1900-tallet voksede netop disse skove til kulisse for en af regionens mest omtalte fortællinger: historien om John Tornow, en eneboer som aviserne forvandlede til et spøgelse i vildmarken.

Livet ved civilisationens kant

For at forstå historien må man først forstå de mennesker, der levede her. Omkring år 1900 voksede små samfund frem i skovene i Washington.

De var bygget op omkring skovhugst, savværker og hårdt fysisk arbejde.

Disse loggersamfund bestod af mænd, der tilbragte lange perioder i afsides lejre, omgivet af regn, mudder og uendelige træer.

En mand udenfor fællesskabet

John Tornow levede alene dybt i regnskoven. Han undgik byer, holdt sig væk fra andre og levede af landet. Nogle beskrev ham som stille og selvhjulpen; andre mente, at han virkede ustabil.

I slutningen af 1911 blev to unge mænd dræbt i skoven, og mistanken faldt på ham. Tornow forsvandt længere ind i landskabet — og frygten begyndte at vokse.

Faktaboks –Hvad var et loggersamfund?

• Lokalsamfund bygget op omkring tømmer- og skovindustri

• Midlertidige lejre og små byer nær savværker

• Arbejde i barskt terræn langt fra større byer

• Stærk mundtlig fortællekultur i lejre og barakker

• I sådanne miljøer blev historier en vigtig del af fællesskabet — især historier om det ukendte i skoven.

Da myten tog form

I loggersamfundene spredte historier sig hurtigt. Efter arbejdsdagens afslutning blev rygter fortalt og genfortalt, indtil de næsten blev til sandheder.

Aviserne greb historien og gjorde den større:

• “The Wild Man of the Wynoochee”

• “Cougar Man”

• “A Mad Daniel Boone”

En eneboer blev forvandlet til noget næsten overnaturligt.

Skoven selv hjalp til. Regnen vaskede spor væk, mos skjulte fodaftryk, og terrænet gjorde jagten vanskelig. Jo længere han undveg fangst, desto mindre menneskelig blev han i offentlighedens øjne.

“Jolængerehanundvegjagten,desto mindreblevhanmenneske—ogdesto mere blev han en historie.”

Jagten gennem regnskoven

Menneskejagten varede i mere end et år. Bevægede jagthold søgte gennem de tætte dale, men naturen favoriserede den, der kendte den bedst.

I foråret 1913 endte det hele i en skudveksling dybt i skoven. Tornow blev dræbt. Et fotografi af hans krop cirkulerede efterfølgende som bevis på, at frygten var forbi.

Men billedet gjorde mere end at afslutte en jagt — det fastfrøs myten.

Hvorfor opstår vildmands-historier?

Historien om Tornow følger et mønster, der gentager sig i mange vildmarksområder.

• Naturen skjuler sandheden I tæt, ufremkommelig natur er fakta svære at bekræfte — og fantasien udfylder hullerne.

• Fortællinger som fællesskab I isolerede arbejdsmiljøer binder historier mennesker sammen.

• Frygten for outsideren

Når fællesskab er nødvendigt for overlevelse, bliver den, der vælger ensomhed, let mistænkelig.

Fra fortælling til eftertanke

Historien om John Tornow slutter officielt med skuddene i 1913. Men som mange fortællinger fra vildmarken fortsætter den i spørgsmålene, der bliver hængende. Når vi læser historien i dag, handler den ikke kun om jagt og frygt, men også om vores eget forhold til ensomhed og natur.

Faktaboks

– Nordisk perspektiv

I skandinavisk friluftskultur romantiseres eneboeren ofte som den frie vandrer. I amerikansk frontier-kultur blev samme figur lettere opfattet som farlig. Begge fortællinger udspringer af mødet mellem menneske og stor natur.

Note – Når ensomheden ændrer betydning

Når man læser historien i dag, er det fristende at lede efter klare svar. Var Tornow et monster, som aviserne beskrev ham — eller et menneske, der gled ud af et samfund uden redskaber til at forstå ham?

For moderne friluftsfolk er ensomhed ofte noget, man søger frivilligt. Vi vandrer alene for at finde ro og nærvær i naturen. Men i loggersamfundene var fællesskabet selve grundlaget for overlevelse. En mand, der valgte skoven frem for mennesker, blev derfor let et symbol på det ukendte.

Måske er det derfor, historien stadig føles nær: fordi den stiller et tidløst spørgsmål om, hvor grænsen går mellem den frie vandrer og den, vi ikke længere forstår.

“Skoven dømmer ikke. Den husker bare dem, der forsvandt mellem træerne.”

Når stilheden begynder at tale

Nårstilhedenbegynderattale

Omatvandrealeneivildmarken—ogomdet,manfinderderude

By Ljunggren

De, der kender mig, ved, at jeg altid har holdt lige så meget af at vandre alene som af at formidle fjeldvandring til andre. Gennem mange år har jeg guidet, fortalt og delt oplevelser fra fjeldet — men lige så ofte har jeg valgt at gå alene.

Ikke fordi jeg søger ensomheden som sådan, men fordi noget særligt opstår, når man bevæger sig alene gennem landskabet i dage, uger eller længere tid ad gangen.

Hvad er det egentlig, jeg — og mange andre solovandrere — søger derude? Hvad får vi ud af stilheden, den enkle rytme og fraværet af samtaler?

Spørgsmålet dukker ofte op, når jeg vender hjem. For det er svært at forklare for andre, hvad der sker, når dagene bliver enkle, og horisonten får lov at fylde mere end kalenderen.

En tidlig morgen i fjeldet sidder jeg foran teltet med en kop te. Regnen fra natten drypper stadig fra teltdugen, og lyset bevæger sig langsomt hen over dalsiden. Ingen stemmer. Ingen plan ud over at følge stien videre, når kroppen er klar.

I sådanne øjeblikke mærker man noget, som er svært at sætte ord på. Tankerne bliver stille, ikke fordi man tvinger dem til det, men fordi omgivelserne ikke kræver noget af én. Naturen spørger ikke, hvem

man er, eller hvad man har præsteret. Den er bare der.

Måske er det netop derfor, nogle mennesker bliver ved med at søge alene ud i vildmarken. Ikke for at flygte fra verden — men for en stund at mærke den tydeligere.

Friheden i det enkle

I vildmarken reduceres livet til noget grundlæggende. Man bærer alt, man har brug for, på ryggen. Dagen handler om at finde vand, læ og en god lejrplads.

Det lyder simpelt — og det er det også. Netop derfor føles det befriende.

De mange valg fra hverdagen forsvinder. Ingen notifikationer, ingen møder, ingen roller at udfylde. Man følger i stedet terrænet, vejret og kroppens rytme.

Faktaboks – Hvorfor enkelhed virker

• Færre beslutninger reducerer mental belastning

• Naturens rytme giver tydelige rammer for dagen

• Fokus flyttes fra præstation til tilstedeværelse

Senere samme dag stopper vandreren ved et lille vandløb. Ingen dramatik, ingen destination — bare følelsen af at have hele eftermiddagen foran sig. Måske er frihed netop fraværet af at skulle skynde sig.

Frygten som følgesvend

Alenehed i naturen er ikke altid romantisk. Første nat lyder vinden højere, og mørket føles dybere. En knækket gren kan sætte fantasien i gang.

Mange oplever tvivlen snige sig ind: Har jeg styr på det hele? Hvad hvis noget går galt?

Men med tiden ændrer frygten karakter. Den bliver mindre dramatisk, mere konkret. Man lærer at vurdere situationer

nøgternt. Lyd bliver til vind. Skramlen bliver til sten.

Solovandringen bliver dermed også en øvelse i at forstå sine egne reaktioner.

Midt om natten vågner man ved en lyd udenfor teltet. Pulsen stiger. Man lytter. Efter et minut opdager man rytmen: regn mod nylon. Ikke fare — bare natur.

Dagene hvor tankerne falder til ro

Mange beskriver et mentalt skifte efter nogle dage alene. Tankerne om arbejde, planer og små bekymringer mister grebet.

Skridtene finder en rytme. Blikket søger længere ud. Tiden udvider sig.

Det er her, nogle taler om et “trail mind” — en tilstand hvor sindet falder til ro gennem bevægelsen selv.

På en lang stigning bemærker vandreren pludselig, at der er gået en time uden én eneste konkret tanke. Kun åndedrag, skridt og lyset over fjeldet.

Komfortens nye definition

I vildmarken ændrer komfort karakter.

Et tørt sted at sidde. Sol på soveposen efter en fugtig nat. En varm kop te, mens vinden tager til.

Det er små ting — men de får vægt.

Mange kommer hjem og opdager, at deres behov føles anderledes end før.

Efter en dag med regn breder man sokkerne ud på en sten. Solen bryder frem i fem minutter. Det føles som en sejr.

Når man vender hjem

Kontrasten kan være overraskende. Trafikstøj, kalenderaftaler og indkøbslister føles pludselig voldsomme.

Nogle oplever en stille uro — en længsel efter rytmen fra stien.

Denne efter-fjeldet-effekt handler sjældent om at ville væk fra livet derhjemme. Den handler om, at man har mærket en anden måde at være til på.

Supermarkedets lys er skarpt. Man står stille mellem hylderne og savner pludselig den enkle beslutning om bare at finde vand og slå telt op.

Når vandringen bliver dybere med årene

De første ture handler ofte om eventyr og præstation. Senere flytter fokus sig.

Man går langsommere. Man ser mere. Et bestemt udsyn vækker minder fra tidligere rejser. Landskabet bliver en slags arkiv over ens eget liv.

Mange erfarne vandrere siger, at de ikke længere går for at nå frem — men for at mærke bevægelsen.

På toppen af et pass stopper vandreren, ikke fordi han er træt, men fordi lyset er præcis som for tyve år siden. Et øjeblik står fortid og nutid side om side.

Landskaber og sind

Skoven omslutter og beroliger. Fjeldet åbner horisonter og tanker. De arktiske vidder giver en følelse af både sårbarhed og storhed.

Landskabet spejler ofte den indre tilstand — og kan ændre den.

I tåge forsvinder horisonten. Man går langsommere, lytter mere. Da skyerne letter, føles udsigten næsten overvældende.

Det stille øjeblik

Et sted på turen opstår et øjeblik uden intention. Man sidder måske bare og ser lyset flytte sig over en fjeldside.

Ingen analyser. Ingen planer.

Man holder op med at observere naturen og bliver blot en del af den.

Det øjeblik kan ikke planlægges, men mange beskriver det som årsagen til, at de vender tilbage.

Aftenen falder på. Ingen kamera fremme, ingen ord. Kun følelsen af at være præcis dér, hvor man skal være.

Når man holder op med at være turist i naturen

Over tid sker et skifte. Vandringen handler ikke længere om at erobre distancer eller krydse ruter af.

Man bevæger sig med naturen i stedet for gennem den.

Man stopper tidligere, fordi stedet føles rigtigt. Man accepterer vejret frem for at kæmpe imod det.

Vandringen bliver en praksis i nærvær.

Man tager måske af sted alene for eventyrets skyld. Men mange vender hjem med noget andet: en stille klarhed.

I vildmarken findes ingen genveje og ingen distraktioner. Kun skridt, vejr, lys og tid.

Og måske er det netop derfor, nogle bliver ved med at vandre alene — ikke for at være væk fra verden, men for at mærke den tydeligere.fisk outdoor-artikel mindeværdig.

Efterskrift — Når stien bliver stille

På et tidspunkt slutter alle ture. Støvlerne stilles i entréen, rygsækken tømmes, og hverdagen finder sin rytme igen. Men noget bliver ofte tilbage — en stille fornemmelse, som ikke helt lader sig forklare.

Måske er det lyset over fjeldet en tidlig morgen.

Måske lyden af regn mod teltdugen eller følelsen af at vågne uden andet formål end at gå videre. Små øjeblikke, som ikke fylder meget, men som alligevel sætter spor.

Det mærkelige ved solovandring er, at man tager af sted alene, men sjældent vender hjem med en følelse af ensomhed. Tværtimod. Der opstår ofte en større forbindelse — til naturen, til kroppen, til tiden og til livet selv.

Måske er det derfor, nogle bliver ved med at vende tilbage til stierne. Ikke for at flygte, ikke for at bevise noget, men for at blive mindet om noget enkelt:

At verden ikke altid behøver at være hurtig for at være levende. Og at stilheden, når man først lytter, aldrig er tom.

At vandre alene – er det ikke farligt?

Refleksionerframangeåraleneifjeldet

By Ljunggren

Gennem årene har jeg fået spørgsmålet utallige gange. Ofte stillet med oprigtig bekymring:

“Er det ikke farligt at gå alene derude?”

Spørgsmålet dukker op, når man fortæller om ture i fjeldet eller lange dage gennem de svenske skove uden selskab. Og jeg forstår det godt. For set udefra kan aleneheden virke som en risiko i sig selv.

Men efter mange år alene på stierne har jeg erfaret, at virkeligheden ofte er mere nuanceret. For solovandring handler sjældent om at tage større chancer — tværtimod.

Risikoen er sjældent dramatisk

De fleste forestiller sig store ulykker, når de tænker på farer i vildmarken. Men virkeligheden er mere jordnær.

De situationer, der kan udvikle sig, starter ofte småt:

Et forkert skridt på en våd sten. En træt beslutning sent på dagen. Et vejrskifte, man burde have reageret på tidligere.

Efter noget tid alene lærer man, at sikkerhed ikke er noget, man pakker i rygsækken. Det er en måde at tænke på.

“Den vigtigste sikkerhed i fjeldet er sjældent udstyret — det er viljen til at vende om i tide.”

Hvad hvis man falder og kommer til skade?

Det er nok den mest konkrete bekymring — og også den, der gør solo-vandrere mere forsigtige end mange tror.

Når man går alene, begynder man automatisk at vælge lidt anderledes:

man går lidt langsommere

man vurderer terrænet nøgternere

man stopper, før trætheden tager over

Jeg har ofte tænkt, at den største forskel mellem at gå alene og i gruppe er tempoet. Alene er der ingen dynamik, der presser én videre. Man kan tage beslutningerne tidligere — og roligere.

Faktaboks

– Sikkerhedstanker hos erfarne solo-vandrere

• Undgå terræn hvor ét fejltrin kan få store konsekvenser

• Planlæg med ekstra tid i reserve

• Informér altid nogen om rute og tidsramme

• Tag de små signaler alvorligt

Skovens stilhed og fjeldets åbenhed

Mange spørger også, om skoven ikke er mere utryg end fjeldet. Og følelsen kan være sådan.

I fjeldet ser man langt. Vejret og terrænet ligger åbent foran én. I skoven bliver lydene tættere, horisonten kortere. Det kan føles mere isoleret, selv om risikoen ikke nødvendigvis er større.

Efterhånden lærer man, at utryghed ofte handler om det ukendte — ikke om reel fare.

Frygten for overfald — især et spørgsmål fra kvinder

Et emne, der ofte kommer op, er risikoen for møder med andre mennesker. Mange kvinder spørger direkte, om det er sikkert at vandre alene.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra erfaringer og samtaler med andre vandrere, men billedet er bemærkelsesværdigt ens: de fleste oplever naturen som et trygt rum. De mennesker, man møder langt fra alting, er som regel der af samme grund.

Det betyder ikke, at man ignorerer sin intuition. Tværtimod. At lytte til sin mavefornemmelse er en vigtig del af erfaringen.

“For mange kvinder bliver solovandring ikke et spørgsmål om frygt — men om frihed.”

Risiko som en stille ledsager

Efter mange år alene bliver risiko ikke noget dramatisk. Den bliver en stille ledsager — noget man hele tiden tager små beslutninger omkring.

Man lærer at vælge det kedelige, sikre alternativ uden at føle, man går glip

af noget. Man lærer, at en god tur ikke handler om, hvor langt man gik, men om at komme hjem med lyst til at tage af sted igen.

Når folk spørger, om det er farligt at vandre alene, svarer jeg ofte: Det kan være det — hvis man glemmer at være opmærksom.

Men for de fleste handler solo-vandring ikke om at udfordre risikoen. Det handler om ansvar, ro og nærvær.

Og måske er det netop derfor, vi bliver ved med at vende tilbage alene. Ikke fordi vi føler os uovervindelige, men fordi vi lærer at bevæge os med respekt — både for naturen og for vores egne grænser.

Myte vs. virkelighed – at vandre alene

Myte 1: Det farligste ved at vandre alene er andre mennesker

Virkelighed:

Ubehagelige møder kan forekomme, men de fleste hændelser i naturen handler om små uheld, træthed eller dårlige beslutninger — ikke overfald. Mange erfarne solo-vandrere føler sig faktisk mere trygge langt fra veje og bynære områder.

Myte 2: Hvis man falder alene, er man hjælpeløs

Virkelighed:

Solo-vandrere planlægger ofte mere konservativt, går langsommere og undgår terræn, hvor ét fejltrin kan få alvorlige konsekvenser. Risikoen håndteres først og fremmest gennem adfærd.

Myte 3: Modige mennesker er ikke bange

Virkelighed:

Frygt er normalt — især de første dage alene. Erfaring handler ikke om at være frygtløs, men om at kunne skelne mellem reel fare og forestilling.

Natten med elgen

Omfrygten—ogroen—vedatværealeneiskoven

By Ljunggren

De svenske skove er på mange måder anderledes end de danske.

Træerne sår visse steder tættere og danner en uigennemtrængelig mur.

Andre steder er den åben og lader lyset komme med til skovbunden hvor blåbær og svampe nyder godt af den.

Skoven

Skovene derovre er også meget større end dem vi har i Danmark og skovbunden er anderledes mange steder.

Man fornemmer at Sverige er et klippeland og overalt står der sten der ofte er mosbegroede, og det kan ofte være vanskeligt at finde en egnet plads til et telt.

Eller, bredderne er flankerede med porse

skrevet en bog om vandring i Sydsverige.

Nu er jeg på alenevandring i områderne sydøst for Åseda. Et flot skovområde jeg ofte har besøgt.

Skoven lukker sig på en anden måde end fjeldet. Her er ingen horisonter, kun stammer, mos og lysstriber mellem granernes kroner.

Lydene bliver blødere, og man går næsten som i et rum uden vægge.

Hen mod aften fandt jeg en lille lysning. Et fladt stykke jord, læ for vinden og en bæk i nærheden.

Teltet kom op i den velkendte rytme, og aftensmaden blev spist, mens lyset langsomt forsvandt mellem træerne.

Da mørket faldt på, blev skoven stille på den måde, der kun sker, når man er alene. Uden samtale og uden andre lyde bliver man mere opmærksom på alt omkring sig — og på sig selv.

Jeg sov hurtigt. Det gør jeg altid. Jeg vågnede af et tungt pust. Noget stod udenfor teltet.

En langsom snusen tæt ved dugen. Et skridt i den bløde jord. Jeg lå helt stille og lyttede. Lyden var rolig, undersøgende — for tung til et rådyr.

En elg

Der er et særligt øjeblik, når man ligger alene i et telt og mærker et stort dyr tæt på. Teltdugen føles pludselig tynd, og mørket bliver større. Tankerne vågner hurtigere end kroppen.

Frygten kommer ikke som panik, men som skærpet opmærksomhed: Hvad gør jeg nu? Skal jeg blive liggende? Bevæge mig? Lade som ingenting?

Elgen bevægede sig langsomt rundt om teltet, snusede, stoppede, gik videre. Ingen dramatik, bare nysgerrighed.

Jeg gjorde ingenting. Lyttede. Jeg er ikek bange for at en elg skal gå til

Faktaboks

– Når man camper i elgområder

• Elge er normalt fredelige og ofte nysgerrige.

• Undgå madrester tæt på teltet.

• Bliv rolig og lad dyret passere, hvis det kommer tæt på.

angreb eller på anden måde være truende men det er et stort dyr. Det der gør mig nervøs i den slags situationer er mine barduner.

Får elgens ben viklet sig ind i dem går den nok i panik og jvad sker der så med teltet og mig. Det er det jeg tænker på.

Jeg har dog aldrig hørt om tilfælde hvor det er sket og heller ikek med rener på fjeldet. Rener er også nysgerrige og kommer ofte tæt på teltene om natten.

Når man er alene i naturen, forsvinder muligheden for at dele sin usikkerhed med nogen.

Der er ingen at spørge, ingen at grine nervøst med. Man er alene med sine tanker — og med sin frygt.

Men netop derfor lærer man også noget andet: at frygt ikke altid betyder fare. Nogle gange betyder den bare, at man er vågen og til stede.

Efter noget tid fjernede lydene sig. Et par tunge skridt, en gren der knækkede — og så stilhed igen.

Jeg blev liggende længe og lyttede, indtil pulsen faldt.

Næste morgen lå sporene tydeligt i jorden få skridt fra teltet. Helt friske elglorte.

Jeg stod længe og kiggede på dem.

Når himlen skifter mening

Om ensomhed, kontroltab

—oghvorforvejretersåsværtatforudsige

By Ljunggren

Der findes et øjeblik på fjeldet, som næsten alle solovandrere kender. Himlen er rolig, vinden svag, og alt føles under kontrol. Kortet ligger foldet i lommen, tempoet er godt, og man mærker den stille tilfredshed ved at være alene — ikke ensom, men selvstændig. Og så, uden varsel, ændrer lyset sig. Skyggerne bliver skarpere. Luften får en metallisk kulde. Vinden drejer. På få minutter er verden en anden.

Det er i sådanne øjeblikke, man forstår, hvorfor vejret aldrig helt kan forudsiges — og hvorfor det påvirker os så stærkt, når vi er alene.

Når man vandrer alene, bliver vejret en direkte samtale med naturen. Der er ingen at dele ansvaret med, ingen at diskutere beslutningen med. Skyen i horisonten er ikke længere bare en sky; den bliver et spørgsmål om retning, sikkerhed og tempo. Vejret bliver en psykologisk størrelse, lige så meget som en meteorologisk.

Fjeldet skaber sit eget klima

Mange tror, at moderne vejrudsigter kan fortælle præcis, hvad der vil ske. Men i fjelde og åbne landskaber fungerer atmosfæren sjældent efter simple regler.

Bjerge og dale skaber deres egne vindsystemer. Solopvarmede skråninger sender

varm luft opad i løbet af formiddagen, mens kolde luftmasser falder ned om aftenen. En dal kan være stille, mens en ryg blot hundrede meter højere oppe rammes af kraftig kuling. Små lokale variationer kan ændre sig hurtigere, end meteorologernes modeller kan følge med.

I områder som Kebnekaise eller de store plateauer i Grønland kan vejrskift ske på minutter. Fugtig luft presses op mod fjeldene, køles af og kondenserer — pludselig ligger tågen tæt som et tæppe, hvor der før var kilometervis af udsyn.

Det er ikke et tegn på dårlige prognoser. Det er simpelthen naturens kompleksitet.

En verden i konstant bevægelse

Atmosfæren er et kaotisk system. Det betyder ikke, at den er tilfældig — men at små forskelle kan vokse sig enorme over tid. En lille variation i temperatur eller vindretning et sted langt væk kan ændre vejret flere dage senere.

Meteorologer kalder det ofte en “sommerfugleeffekt”.

For vandreren føles det mere som en påmindelse om ydmyghed: selv de bedste modeller arbejder med sandsynligheder, ikke garantier.

På fjeldet bliver denne usikkerhed tydelig. Når man står alene og ser skyerne bygge sig op, mærker man, hvor lille forskellen er mellem en rolig dag og en kamp mod regn og vind. Og netop fordi man er alene, opleves skiftet stærkere — både fysisk og mentalt.

Faktaboks

– Hvorfor vejrudsigter kan tage fejl i fjelde

• Modeller arbejder ofte i gitterfelter på flere kilometer — lokale dale og rygge “forsvinder” i beregningen.

• Hurtig opvarmning kan skabe lokale byger, som ikke varsles præcist.

• Vind accelererer over rygge og gennem pas, hvilket kan give langt kraftigere forhold end prognosen antyder.

• Tåge dannes ofte hurtigere i højfjeldsterræn pga. hurtig afkøling.

Når vejret bliver en mental modstander

At være alene i ustadigt vejr handler ikke kun om udstyr og erfaring. Det handler også om sindet.

Regn lyder anderledes, når man er alene i teltet. Vinden kan føles mere truende, fordi der ikke er nogen at dele bekymringen med. Små beslutninger vokser i betydning: Skal jeg gå videre? Skal jeg vente? Er jeg for forsigtig — eller ikke forsigtig nok?

Mange erfarne fjeldvandrere fortæller, at det ikke er stormen i sig selv, der er sværest, men usikkerheden før den. Ventetiden. Tvivlen. Den indre dialog, som bliver højere, når der ikke er andre stemmer omkring én.

Men netop her ligger også en af de store gaver ved at være alene: man lærer at

stole på sin egen vurdering. Man lærer at læse himlen, mærke vinden og acceptere, at kontrol altid er midlertidig.

Vejret som lærer

Efter mange år i fjeldet begynder man at se vejret mindre som en modstander og mere som en lærer. Man opdager mønstre: hvordan skyerne bygger sig op over eftermiddagen, hvordan stilheden ofte varsler noget større, hvordan lyset ændrer sig, før regnen kommer.

Men man lærer også noget vigtigere: at usikkerhed er en del af oplevelsen.

Måske er det derfor, vejret fylder så meget i fortællinger fra solovandringer. Det minder os om, at naturen ikke er en scene sat op for vores planer. Den lever sit eget liv — og vi er blot gæster.

At acceptere det uforudsigelige

Når man til sidst kravler ned i soveposen efter en dag med skiftende vind og tåge, kommer en særlig ro. Ikke fordi man har forudset vejret perfekt, men fordi man har tilpasset sig det.

At være alene i naturen handler i virkeligheden ikke om kontrol, men om tilpasning. Og måske er det netop derfor, vejret føles så centralt: det minder os om, at livet sjældent følger prognosen.

At leve med forandringen

Hvordan man tager højde for vejrets skift, når man går alene

Der findes ingen metode, der gør vejret forudsigeligt. Men der findes måder at leve med usikkerheden på.

Erfarne solovandrere taler sjældent om at “vinde over vejret”. I stedet taler de om rytme — om at bevæge sig i takt med det, der sker omkring én. Det handler

Faktaboks

– Små tegn på vejrforandring i fjeldet

• Hurtigt faldende temperatur sidst på eftermiddagen kan varsle ustabil luft.

• Skyer, der bygger sig lodret op, tyder ofte på byger eller torden.

• Vind, der pludselig skifter retning, kan indikere en front nærmer sig.

• Fjernere lyde virker ofte tydeligere før tågedannelse.

ikke om at planlægge alt i detaljer, men om at skabe plads til det uforudsigelige.

Når man går alene, bliver planlægning derfor mindre et fast skema og mere en fleksibel ramme. Man lærer at tænke i muligheder frem for mål.

Start dagen med himlen

— ikke kortet

Mange fejl starter med, at man holder sig for hårdt til planen. En rute ser enkel ud på kortet, men himlen fortæller måske en anden historie.

En gammel fjeldregel siger: kig op, før du går. Skyernes form, vindens retning og temperaturen om morgenen kan give vigtige tegn. En høj, tynd cirrussky kan varsle et frontsyste flere timer væk. En usædvanlig stille morgen kan betyde, at noget er under opbygning.

Når man er alene, kan denne lille pause være afgørende. Den skaber et mentalt skifte fra “jeg skal nå derhen” til “jeg skal forstå dagen”.

Planlæg med margener

En af de vigtigste forskelle mellem nybegyndere og erfarne solovandrere er tidsmargener.

I stedet for at presse dagens etape til det maksimale, planlægger den erfarne vandrer kortere dagsetaper og flere mulige lejrpladser. En ekstra time i reserve kan være forskellen på en rolig aften og en stresset beslutning i dårligt vejr.

På lange ture gennem områder som Kungsleden lærer man hurtigt, at kilometer ikke er konstante. Regn gør sten glatte, tåge gør navigation langsommere, og modvind kan halvere tempoet.

Når man går alene, bliver dette endnu vigtigere — fordi man ikke har andres energi eller vurdering at støtte sig til.

Lag-på-lag tænkt som strategi, ikke udstyr

Mange taler om beklædning i tekniske termer, men i praksis handler lag-på-lag lige så meget om beslutningstagning.

At stoppe tidligt for at tage et ekstra lag på er ofte et mentalt valg: man accepterer forandringen, før den bliver et problem. For den solo-vandrende kan små handlinger som disse forhindre store fejl senere — nedkøling starter sjældent dramatisk, men sniger sig ind over tid.

Det samme gælder energi og væske. Vejrforandringer dræner kroppen hurtigere, og det er let at overse, når man går alene og ikke taler med nogen.

Læs landskabet som et kort over risiko

Erfaring gør, at man begynder at se terrænet anderledes. En udsat højderyg bliver ikke bare en flot passage, men et sted hvor vinden kan være dobbelt så stærk. En dal med tæt vegetation kan være et naturligt læsted.

Et lille fald i terrænet kan være forskellen mellem en rolig nat og et telt, der piskes af vind.

Man lærer at tænke et skridt frem: Hvis vejret ændrer sig her, hvor kan jeg så søge ly?

Denne måde at læse landskabet på skaber en stille tryghed — ikke fordi man undgår problemer, men fordi man har tænkt mulighederne igennem.

Den

mentale reserve

Måske den vigtigste forberedelse er den usynlige: mental energi.

Når vejret ændrer sig, stiger beslutningspresset. Selv små valg kan føles tunge. Derfor forsøger mange erfarne solovandrere at undgå unødigt stress tidligt på dagen. De ved, at den mentale reserve kan blive nødvendig senere.

Det kan være så simpelt som at acceptere, at planen skal ændres — uden at føle nederlag. At vende om eller slå lejr tidligt er ikke et tegn på svaghed, men på erfaring.

Faktaboks –

Fem vaner der gør solo-vandring tryggere i ustadigt vejr

• Hav altid en alternativ kortere rute.

• Stop og vurder forholdene flere gange i løbet af dagen.

• Spis og drik før du bliver træt eller kold.

• Opsæt telt tidligt, hvis vejret virker ustabilt.

• Accepter, at en hviledag kan være den bedste beslutning.

At gå langsommere er ofte at gå længere

En af de største erkendelser hos mange fjeldvandrere er, at tempo sjældent giver sikkerhed. Tværtimod.

Når man sænker tempoet, får man tid til at se ændringerne komme. Man opdager vinden før den rammer hårdt. Man lægger mærke til lyset, der ændrer sig. Og man bevarer overskuddet til at træffe gode beslutninger.

Måske er det derfor, at mange efter årtiers erfaring går langsommere — ikke fordi de skal, men fordi de har lært værdien af at være i takt med landskabet.

At stole på processen

Til sidst handler det ikke om at forudsige alt korrekt. Det handler om at stole på sin evne til at tilpasse sig.

Vejret vil altid ændre sig. Det er en del af naturens rytme — og en del af den stille samtale mellem menneske og fjeld. Når man lærer at tage højde for forandrin-

gerne, bliver usikkerheden ikke længere en trussel, men en del af oplevelsen.

Og måske er det netop her, ensomheden bliver til styrke: man opdager, at man kan finde ro midt i noget, der aldrig står stille.

Faktaboks

– Hvorfor ventedage øger sikkerheden

• Kroppen restituerer og genopbygger energi.

• Dårligt vejr passerer ofte hurtigere end forventet.

• Beslutninger taget i ro er sjældent forkerte.

• Mentalt overskud øges markant efter en hviledag.

Da lyset ændrede sig Endagaleneifjeldet

By Ljunggren

Det begyndte som en af de dage, man næsten ikke husker, fordi alt fungerer. Stien var tør, vinden svag, og morgenen havde den klare, kølige luft, som kun findes højt i fjeldet. Jeg gik alene, med den rolige rytme i kroppen, hvor skridtene finder deres eget tempo, og tankerne glider frit mellem fortid og nutid.

Foran mig lå dalen åben og venlig. Snepletter lå endnu i skyggerne, men solen havde fået fat. Jeg husker, at jeg tænkte, at dagen ville blive let — måske for let.

Der er noget ved sådanne tanker, som fjeldet sjældent lader stå uimodsagt.

Jeg bemærkede først forandringen i lyset. Ikke dramatisk, bare en svag dæmpning, som om nogen trak et tyndt gardin foran solen. Skyerne voksede bag mig, næsten ubemærket, mens jeg gik. Vinden, som havde været varm i ryggen, drejede langsomt og kom nu skråt forfra.

Det var ikke farligt. Ikke endnu

Men alene lærer man hurtigt at lytte til små ændringer. Man stopper oftere. Kigger længere. Mærker luften med ansigtet, som om huden kan læse noget, øjnene endnu ikke ser.

Jeg satte mig på en sten og drak vand. Stilheden var anderledes nu — kortere, mere ophængt mellem vindstød.

Et sted langt væk lød en løs sten, der rullede.

Skyerne begyndte at bygge sig op over højderyggen. De rejste sig lodret, tunge og hvide i kanten, mørkere nedenunder.

Jeg vidste, hvad det betød, længe før de første kolde pust nåede mig.

På sådanne øjeblikke bliver kortet mindre vigtigt. Beslutningen handler ikke om kilometer, men om timing. Jeg kunne fortsætte og håbe, eller jeg kunne sænke tempoet og finde et sted at være, før vejret bestemte det for mig.

Det mærkelige er, at beslutningen føles større, når man er alene. Ingen at spørge. Ingen at spejle sin tvivl i.

Kun stilheden — og ens egen erfaring

Jeg valgte at gå langsomt videre, men med blikket på terrænet. En lav fordybning mellem to rygge lovede læ. Græsset var kort, jorden fast. Et sted, hvor et telt kunne stå, hvis vinden tiltog.

Da de første dråber kom, var teltet allerede halvt oppe. Regnen begyndte ikke voldsomt. Den kom forsigtigt, næsten prøvende, og blev så gradvist tættere. Snart trommede den rytmisk mod dugen, mens vinden trak i bardunerne. Jeg sad inde i teltet og lavede te, mens lyset udenfor blev gråt. Og der, i lyden af regn mod nylon, kom roen.

Det slog mig igen, hvor lidt det egentlig handler om at forudsige vejret perfekt. Det handler om at acceptere, at naturen ændrer sig — og om at være et skridt foran uden at kæmpe imod.

Jeg tænkte på alle de gange, jeg tidligere havde presset mig selv videre, fordi planen sagde det. Og på hvor meget enklere alt føltes nu, hvor beslutningen var taget i tide.

Regnen stod på i flere timer. Jeg læste lidt, sov lidt, lyttede mest.

Der er en særlig form for ensomhed i et telt under dårligt vejr. Men den er ikke tung. Den føles snarere som en slags samtale uden ord — mellem én selv og landskabet.

Senere på aftenen lettede skyerne. Solen brød frem lavt over horisonten og farvede de våde sten gyldne. Luften var klar igen, som om intet var sket.

Jeg gik et par skridt væk fra teltet og stod stille. Alt duftede af regn og kold jord. Fjeldet var det samme — og alligevel forandret.

Måske var det også mig.

Eftertanke

Når jeg tænker tilbage på dagen, husker jeg ikke regnen som et problem. Jeg husker beslutningen om at stoppe i tide. At lytte. At acceptere forandringen.

Det er måske det, vejret lærer os, når vi går alene: ikke at kontrollere naturen, men at finde en rytme med den.

Natten alene

Når mørket gør stilheden større

Der er en særlig time i fjeldet, hvor lyset ikke længere ved, om det vil forsvinde eller blive hængende.

Skyggerne bliver lange, lydene dæmpes, og verden trækker sig langsomt sammen omkring én.

Det er ofte her, ensomheden bliver tydeligst.Om dagen fylder bevægelsen det

meste. Man går, planlægger, vurderer terrænet. Kroppen er optaget, og tankerne følger rytmen i skridtene. Men når teltet står, og maden er spist, bliver der pludselig plads. Stilheden får volumen.

Jeg husker en aften, hvor vinden havde lagt sig fuldstændigt efter en dag med skiftende vejr. Ikke en lyd. Ingen fugle. Ingen rindende vand i nærheden. Kun en ro så dyb, at den næsten føltes fysisk.

Det var først dér, jeg mærkede, hvor alene jeg egentlig var.

Når man er alene i naturen om natten, ændrer sanserne sig. Små lyde vokser. En sten, der sætter sig i jorden, kan lyde som et skridt. Regn mod teltdugen kan føles som bevægelse lige udenfor. Selv egen vejrtrækning bliver en del af landskabets lydspor.

I begyndelsen kan det virke uroligt. Hjernen søger forklaringer. Hvad var det? Er der nogen — eller noget — derude?

Men med tiden lærer man, at mørket ikke nødvendigvis er truende. Det er bare uvant. Vi ser mindre, og derfor forestiller vi os mere.

Jeg plejer at ligge stille og lytte. Ikke for at finde fare, men for at forstå rytmen omkring mig. Vinden, der kommer i bølger. Stoffet, der bevæger sig let mod bardunerne. Fjeldets egne små lyde. Efter et stykke tid falder tankerne til ro. Kroppen accepterer, at natten er en del af turen, ikke en pause fra den.

Det er mærkeligt, men nogle af de mest fredfyldte øjeblikke, jeg har oplevet, har været i et lille telt midt i en mørk dal — alene, uden andet lys end det svage skær fra en pandelampe.

Et simpelt ritual kan gøre en stor forskel. At hænge tøjet samme sted hver aften. At lave te før soveposen. At kontrollere lynlåse og barduner én sidste gang. Små handlinger, der siger til kroppen: nu er alt i orden.

Det er måske netop sådanne ritualer, der gør solo-vandring mulig over tid. Ikke store heltegerninger, men gentagelser, der skaber stabilitet midt i noget uforudsigeligt.

Nogle nætter vågner jeg stadig af en lyd og lytter intenst i mørket. Men frygten varer sjældent længe længere. Erfaringen siger, at de fleste lyde bare er vinden,

Faktaboks

– Derfor føles natten mere intens alene

• Mangel på synsindtryk gør hørelsen mere opmærksom.

• Hjernen forsøger automatisk at identificere ukendte lyde.

• Træthed og mørke kan forstærke følelsen af sårbarhed.

• Rutiner og små ritualer skaber tryghed og ro.

temperaturen, eller fjeldet der bevæger sig en anelse.

Langsomt lærer man at stole på stilheden.

Der er også noget andet, der sker om natten: tankerne bliver klarere. Uden samtaler, uden telefon, uden distraktioner begynder dagen at falde på plads. Små bekymringer mister betydning. Beslutninger, der før virkede svære, bliver enklere.

Måske er det derfor, mange vender tilbage til fjeldet igen og igen. Ikke kun for udsigterne, men for de stille timer, hvor man hører sine egne tanker tydeligere end hjemme.

Om morgenen, når lyset langsomt trænger gennem teltdugen, er verden ofte den samme som aftenen før — men man selv føles lidt anderledes. Mere rolig. Mere forankret.

Frygten der aldrig helt forsvinder Og hvorfor det faktisk er en god ting

Mange tror, at erfaring fjerner frygt. At årtier i fjeldet gør én immun overfor usikkerhed. Men sandheden er næsten det modsatte.

Frygten forsvinder ikke. Den ændrer bare karakter.

I begyndelsen kan frygten være diffus — mørket, vejret, det ukendte. Senere bliver den mere præcis. Man ved, hvad der kan ske, og netop derfor lytter man mere opmærksomt. En ændring i vinden. En sten, der løsner sig. En træthed i kroppen, som ikke var der om morgenen.

Den erfarne solo-vandrer forsøger ikke at ignorere frygten. Man lærer at bruge den som information.

Jeg har flere gange oplevet en svag uro uden at kunne forklare hvorfor. Intet dramatisk, bare en stille stemme, der siger: Tag det roligt. Tænk dig om. Ofte har det senere vist sig, at vejret skiftede, eller at terrænet blev mere krævende end forventet.

Frygt er ikke det samme som panik. Frygt er opmærksomhed.

Når man går alene, bliver denne balance særlig tydelig. Der er ingen, der kan berolige én — men heller ingen, der kan presse én videre. Beslutningen er altid ens egen.

Måske er det derfor, frygten aldrig helt forsvinder: den er en del af den respekt, man udvikler for landskabet.

Rutine som tryghed

De små vaner der holder ro i det uforudsigelige

Hvis man observerer erfarne fjeldvandrere, lægger man mærke til noget mærke-

ligt: de gør tingene næsten ens hver dag. Ikke af vane for vanens skyld, men fordi rutiner frigør mental energi.

Teltet sættes op i samme rækkefølge. Støvlerne stilles det samme sted. Vandflasken fyldes, før man bliver tørstig. Kortet tjekkes, selv når stien er tydelig. Disse små gentagelser virker måske ubetydelige, men i ustadigt vejr eller træthed bliver de ankre. Man behøver ikke tænke over alt — og derfor er der plads til at observere det, der virkelig ændrer sig.

Jeg husker en dag med hård sidevind, hvor alt føltes anstrengende. Alligevel var der ro, fordi kroppen nærmest automatisk vidste, hvad der skulle gøres, da lejren skulle slås op. Rutinen bar mig igennem, mens energien var lav. Det er måske en af de største hemmeligheder i solo-friluftsliv: trygghed skabes ikke af store beslutninger, men af små gentagelser.

Rutinen gør noget andet også: den dæmper ensomheden. Gentagelserne skaber en følelse af hjem, selv når man er langt væk fra alt kendt. Når vejret tvinger dig til at vente Kunsten at stå stille i et landskab der altid bevæger sig

Det sværeste ved fjeldvandring er ikke altid at gå. Det er at lade være.

Faktaboks – Fem rutiner mange solo-vandrere sværger til

• Tjek vejret visuelt ved hvert stop.

• Spis lidt ofte fremfor meget sjældent.

• Hold udstyret organiseret på samme måde hver dag.

• Slå lejr, mens der stadig er overskud.

• Gør én ting ad gangen — især når vejret presser.

Der kommer dage, hvor vinden er for hård, tågen for tæt eller regnen for vedholdende. Dage hvor den bedste beslutning er at blive, hvor man er. Og for mange — især dem, der er vant til at bevæge sig — kan ventetiden føles tung.

Jeg har siddet i teltet i timevis og lyttet til regn, mens planerne langsomt opløstes. I starten føltes det som spild af tid. Kilometer, der ikke blev gået. Etaper, der gled ud af planen.

Men efterhånden lærte jeg noget andet. Ventetiden er ikke en pause fra turen. Den er en del af turen.

Når man accepterer stilstanden, begynder man at lægge mærke til detaljer: lyset der ændrer sig gennem teltdugen, duften af våd jord, de korte øjeblikke hvor vinden stilner af. Man opdager, hvor hurtigt naturen skifter, selv når man selv sidder stille.

Og måske opdager man også noget om sig selv — hvor svært det kan være bare at være til stede uden at gøre noget.

Når vejret endelig klarer op, føles den første gåtime næsten højtidelig. Luften virker skarpere, landskabet renere. Man går videre — ikke fordi man har vundet over vejret, men fordi man ventede på det rigtige øjeblik.

Faktaboks

– Sund frygt vs. usund frygt

• Sund frygt gør dig mere opmærksom og får dig til at tage gode beslutninger.

• Usund frygt låser tanker og handlinger.

• Erfaring handler ofte om at skelne mellem de to.

Når man kommer hjem fra stilheden

Om efter-fjeldet-effekten og følelsen af at være mellem to verdener

By Ljunggren

Rygsækken står stadig i entréen. Der sidder lidt fjeldstøv i syningerne, og soveposen er endnu ikke pakket helt væk. Støvlerne står ved siden af døren, som om de stadig forventer at blive taget på igen.

Udenfor kører trafikken som altid, men noget føles anderledes. Lydene virker skarpere.

Tempoet hurtigere. Selv luften indendørs føles tættere efter dage med vind og åbne vidder.

Man har været hjemme i et døgn, måske to, og alligevel er en del af én stadig derude — et sted mellem lange skridt, åbne landskaber og den enkle rytme, hvor dagen kun handlede om at gå, spise og finde et sted at sove.

Det er en følelse, mange solo-vandrere genkender, men som sjældent bliver beskrevet. En stille overgangstilstand, som nogle kalder efter-fjeldet-effekten.

Når hverdagen føles for hurtig

I vildmarken reduceres livet til det nødvendige. Beslutningerne er få og konkrete: vejret, terrænet, energien i kroppen. Tankerne får plads, fordi der ikke konstant kræves opmærksomhed.

Når man vender hjem, sker det modsatte.

Pludselig er der: beskeder, der skal svares på

valg mellem utallige muligheder lyde, reklamer og indtryk på én gang

Det er ikke fordi hverdagen er forkert — men kontrasten kan være overraskende stor.

Mange beskriver en følelse af overstimulation. Ikke som stress, men som om nervesystemet stadig bevæger sig i naturens tempo, mens verden omkring én allerede er accelereret videre.

På første dag hjemme står man længe foran kaffemaskinen. Ikke fordi den er svær at bruge — men fordi valgmulighederne virker unødigt mange. I naturen var varmt vand nok.

Hvorfor naturen ændrer vores tempo

Når man går alene gennem landskabet i dage eller uger, sker der noget med opmærksomheden.

• Rytmen bliver gentagende:

• skridt efter skridt

• måltider på faste tidspunkter

• lys og mørke som naturlige markører

Denne enkelhed fungerer som en mental afskalning. Tankerne falder til ro, fordi omgivelserne ikke kræver konstant stillingtagen.

Hjernen arbejder anderledes — mere observerende, mindre reaktiv. Man begynder at registrere små detaljer: lysets ændring i horisonten, vinden i græsset, lyden af egne skridt.

Derfor føles overgangen hjem sommetider næsten fysisk — som at skifte gear for hurtigt.

Jeg har oplevet det mange gange. Først den stille glæde over at komme hjem — varmt vand, kendte lyde, en seng der står stille.

Og så, efter et døgn eller to, den mærkelige følelse af at være lidt forskudt i forhold til verden. Som om kroppen stadig går i naturens tempo, mens kalenderen allerede er løbet videre.

Det har lært mig, at hjemkomsten ikke bare er afslutningen på turen, men en del af den.

Det man savner, er ikke altid naturen

Mange tror, at længslen efter en tur handler om udsigterne eller eventyret. Men ofte er det noget mere subtilt, der kalder.

Man savner måske:

• langsomheden

• tydeligheden i dagens formål

• stilheden mellem tankerne

• følelsen af at være helt til stede

Det er ikke nødvendigvis et ønske om at flygte fra hverdagen — snarere en længsel efter den klarhed, naturen kan give.

I supermarkedet står man pludselig stille mellem hylderne.

For mange valg. For meget lys. Man savner næsten følelsen af blot at skulle finde vand og et sted med læ.

Gælder det kun fjeldet?

Og måske er det vigtigste spørgsmål netop dette: Handler efter-fjeldet-effekten egentlig om fjeldet?

For mange gør den ikke.

Følelsen kan opstå efter en lang tur gennem danske kystlandskaber, i de svenske skove eller langs stille vandreruter tættere på hjemmet. Det afgørende er sjældent terrænets dramatik, men rytmen man lever i undervejs.

Når dagene bliver enkle, og tempoet sænkes — når man går længe nok til, at tankerne falder til ro — begynder kroppen at følge en anden logik end hverdagens. Det er den rytme, man tager med hjem.

Landskabet kan være forskelligt, men bevægelsen, stilheden og den langsomme tilstedeværelse ligner hinanden.

Kan man tage noget af turen med hjem?

Efter-fjeldet-effekten forsvinder som regel efter noget tid. Men mange erfarne vandrere forsøger at bevare små elementer af turens rytme i hverdagen:

• langsomme morgener uden skærm

• gåture uden destination

• færre simultane aktiviteter

• tid til stilhed

Faktaboks

– Typiske tegn på efter-fjeldet-effekten

• Byens lydniveau føles overvældende

• Man savner enkle rutiner

• Små valg virker uventet trættende

• Stærk trang til at være ude igen

• En følelse af at være “lidt bagefter” mentalt

Det er sjældent de store ændringer — snarere små lommer af ro, som minder kroppen om en anden måde at være til på.

En stille gave fra turen

Mange oplever, at efter-fjeldet-effekten ikke kun er et savn, men også en gave. For når kontrasten mærkes så tydeligt, bliver det lettere at se, hvad der faktisk giver ro i livet.

Man opdager måske, at tilfredshed ikke nødvendigvis kræver mere — men mindre.

På et tidspunkt er rygsækken pakket væk, og hverdagen har igen fundet sin rytme. Men noget bliver hængende: en stille erindring om, at livet også kan leves i et langsommere tempo.

Måske er det derfor, mange solo-vandrere vender tilbage til stierne. Ikke kun for naturens skyld — men for at genfinde den klarhed, der opstår, når verden bliver enkel nok til at kunne høres igen.

Nogle stier slutter ved døren derhjemme — andre fortsætter stille indeni.

At rejse alene – og komme rigere hjem

Afsted alene

–SolorejsenogglædenvedatopleveiegetselskabafAndersTornberg

By Redaktionen

Soloturen har for længst bevæget sig fra at være en niche for de særligt eventyrlystne til at blive en reel bevægelse i frilufts- og rejsemiljøet. Flere vælger bevidst at tage afsted alene — ikke for at flygte fra fællesskabet, men for at finde ro, retning og nærvær. Ind i denne tendens træder Anders Tornbergs Afsted alene som en både inspirerende og eftertænksom følgesvend.

Bogen henvender sig bredt til alle, der overvejer at tage på tur i eget selskab — hvad enten det er en enkelt shelterovernatning i Danmark eller længere rejser ud i verden. Med en varm og rolig stemme deler Tornberg ud af egne erfaringer fra soloture, vanlife og mikroeventyr. Det giver teksten tyngde, at forfatteren tydeligvis skriver på baggrund af levet erfaring.

Mere end romantik

En af bogens klare styrker er, at den ikke forfalder til den klassiske solorejse-romantik. Tornberg tør også adressere de svære sider: ensomheden, usikkerheden og mødet med den indre kritiker. Det klæder bogen — og gør den mere troværdig for friluftsfolk, der ved, at aleneoplevelser i naturen rummer hele følelsesspektret.

For outdoor-læsere er især kapitlerne om mikroeventyr, naturens betydning og glæden ved at være alene under åben himmel særligt relevante. Her rammer bogen fint ind i den skandinaviske friluftstradition, hvor det enkle udeliv og den stille fordybelse fylder meget.

Faglig bredde løfter helheden

Bogen er ikke kun Tornbergs egen fortælling. Bidrag fra blandt andre psykolog Marie Brixtofte, eventyrer Erik B. Jørgensen og lystfisker Gordon P. Henriksen tilfører faglig dybde og flere perspektiver på det at være alene afsted.

Særligt interessant er koblingen mellem solorejse og mental trivsel samt vinklen på at rejse alene, selv om man lever i parforhold. Det udvider målgruppen og gør bogen mere nuanceret.

Praktisk anvendelig — især for begyndere

Hvor bogen virkelig har sin styrke, er som indgang til solorejsen. Nye solo-vandrere og -rejsende vil finde både konkrete råd, mental forberedelse og tryg inspiration. Den er mindre teknisk end mange klassiske outdoorbøger — og det er tydeligvis et bevidst valg.

Erfarne alenefolk i fjeld og vildmark vil muligvis savne mere dybdegående turteknik eller mere kant i de praktiske afsnit. Men bogen vil stadig kunne fungere som refleksionslæsning.

Visuelt i balance

Som grafisk designer har Tornberg godt styr på bogens visuelle udtryk. Layoutet er roligt og indbydende, og de stemningsfulde fotos understøtter bogens eftertænksomme tone uden at virke prangende.

Outdoor Magasins vurdering

Afsted alene er en tidssvarende, varm og brugbar bog om soloturens muligheder og udfordringer. Den rammer især nye og let øvede friluftsfolk, der overvejer at tage de første skridt alene — hvad enten det er i skoven, på kyststien eller længere ude i verden.

For den erfarne solovandrer er det ikke en teknisk håndbog, men snarere en anledning til refleksion over, hvorfor vi indimellem søger ud alene.

En inspirerende bog, der giver mod på at tage det første skridt alene.

Pushing the limits of innovation and design: the brand new fully submersible and ultra-durable Hydraulic Pro Dry Pack. Take the road less adventured.

HangCon i Florida

DanishOutdoorFestivalhardeltagetpåHangConiFloridaigen ijanuariår,foratpromoverevoresfestivald.24-26april,hvorvi ogsåhardeneuropæiskeudgavemed–nemligHangConEurope.

By Julie Lindblad

Danish Outdoor Festival har deltaget på HangCon i Florida igen i januar i år, for at promovere vores festival d. 24-26 april, hvor vi også har den europæiske udgave med – nemlig HangCon Europe.

Mette, Zach, René, Christian og jeg, var så heldige at bruge et par dage hos Kory fra Majestic Hammocks sammen med Shug, inden vi drog til HangCon. Tak til Shug og Kory for nogle magiske dage.

Det var nogle skønne dage med masser af bålhygge, afslapning og sjove historier.

Vi nåede også en tur til Wakulla Springs, hvor vi fra båden oplevede både manatees og alligatorer – en ret vild oplevelse og som guiden sagde, så fik vi meget mere Wildlife på de 45 minutters bådtur, end noget andet sted i Amerika.

Virkelig et besøg værdigt!

Maden

Vi kørte rundt og fik nogle lokale madoplevelser anbefalet af vores vært Kory. Blandt andet spiste vi fried seafood et sted, som jeg helt ærligt aldrig selv var stoppet ved, hvis jeg bare var kørt forbi. Madboden så ikke ud af meget, men netop derfor var det ekstra godt med en lokal anbefaling. Og det viste sig at være virkelig lækkert.

Vi besøgte også et barbecuested på vejen. Og som Kory og Shug sagde, kunne man ud fra mængden af ’grease’ på den udendørs røgovn se, hvor populært det var. Jo mere jo bedre! Og det var super lækkert og store mængder.

Det eneste jeg kan sætte fingre på, er fraværet af frisk grønt til måltiderne. Det

savnede jeg virkelig. Heldigvis var det muligt at få en sprød Cesar Salat til frokost og vi købte ind til aftensmaden som vi kunne spise når vi ankom til HangCon senere samme dag.

Jeg fik en brisket-sandwich. Mums, siger jeg bare! Resten af gruppen var også begejstrede for deres valg kan du tro. Vi fik også alle sat en pin i deres verdenskort, så der ikke var tvivl om at ’the Danes were here’.

Når nu vi taler om mad, så var både morgenmad og aftensmad inkluderet i billetten på HangCon, mens frokost kunne tilkøbes. Og noget af det hyggeli-

ge ved måltiderne var faktisk også køen. Man faldt altid i snak med nogen, og der var en rigtig god stemning – ingen sure miner.

Raffle

I år havde Danish Outdoor Festival doneret en præmie til årets raffle. Og præmien bestod af en flybillet tur-retur (USA-Danmark), indgangsbillet på festivalen og camp på festivalen samt madog drikkekuponer på festivalen.

Det var en præmie der blev talt rigtig meget om i dagene op til lotteriet. Amerikanerne ville virkelig gerne til Danmark!

Både for at deltage på Danish Outdoor Festival, HangCon Europe og så naturligvis se vores land.

Mette og jeg gik i kreativt mode og samlede smukke naturmaterialer fra området. Sammen med vores banner, en flagguirlande, visitkort og klistermærker lavede vi en lille opstilling, som vi placerede strategisk.

Og hvis du sidder og tænker over, hvor det mest strategiske sted er på sådan et event … så gætter du sikkert rigtigt. Lige ved madkøen og toiletbygningen.

Lørdag aften var den store aften hvor lodtrækningen skulle foregå og præmi-

erne var inddelt i 3 runder alt efter værdien på præmien og vores lå i sidste runde.

Det foregår således, at lodderne har forskellige farver og numre, så f.eks. når der blev råbt ’purple 4178’ så galt det om at skynde sig at råbe op, hvorefter loddet blev tjekket af en af HangCons frivillige og vinderen kunne gå op og vælge frit fra bord 1. Samtidig fortsatte opremsningen af numre, så man måtte næsten have en makker til at holde øje med sine øvrige lodder imens.

Selv om du havde vundet på dit lod, gik det også videre til de andre runder. I tredje runde skulle du dog aflevere ALLE dine resterende lodder, hvis du vandt.

Christian, René og jeg stod spændt og ventede for at se, hvem den heldige var som valgte at komme til Danmark!!!

Og vi kunne slet ikke forstå, at det ikke var den første person som valgte billetten?

Og heller ikke nummer to. Først nummer tre, valgte vores præmie, og der blev klappet for vildt ad ham (og os), da han hentede den, og straks måtte han trykke hænder og blive fotograferet til SoMe og det hele.

Da resten af raffle var overstået, fik vi lejlighed til at tale lidt mere med ham. Hans navn er Maurice og han skal have hans 9-årige datter og sin hustru med til Danmark og vi ved, at de glæder sig rigtig meget.

Maurice fortæller selv:” So about me, I’m a native Floridian lived in Florida my entire life. I’m a Strawberry grower by day and outdoor enthusiast by night. I found out about hammock camping about 3 years ago and learned about HangCon. I could not believe it was only about an hour from my house but had never heard of it. I attended my first HangCon 3 years ago and now it is an annual pilgrimage to attend.

The first year I attended was the year that the first HangCon Europe was announced. I knew then that I would attend one day. I had no idea I would be lucky enough to win a trip - but here we are.

I’m looking forward to visiting Denmark and the Danish Outdoor Festival, to see and learn new and different techniques than we use in the states. To learn about the different plants, trees, and animals and just hanging out and soaking in the culture.

There is so much history in Denmark and Europe as a whole. Looking forward

to seeing new vendors and gear that I have never seen or heard of and hopefully, bring some back with me. I’m also hoping for good luck at the raffle. Last but certainly not least the Danish cuisine - you can’t travel and not partake in the local flavors.

I was in the U.K. a few years ago and I decided then I wanted to come back to Europe and bring my family with me, that is one of the biggest regrets I have about that first trip across the pond was going without them.

On another note the running joke in our house is my wife said "she would sleep in a hammock if I took her to Europe" so when I won the trip I told her to pack her bags.

She didn’t believe me at first but we are all looking forward to the trip.

My wife’s name is Amanda and she is currently receiving the accelerated course in hammock camping.

My daughters name is Evie, she is nine years old and is a semi pro, as she does hang and camp with me from time to time.

I would like to thank you and everyone at the Danish Outdoor Festival again for making this trip happen for us this year, it really is appreciated”.

I løbet af hele HangCon-eventet, var der mulighed for at deltage i workshops, tale med udstillere, prøve udstyr, mingle mellem folk, snakke med gamle og nye venner og bekendte samt at slappe af i naturen.

Om aftenen er der typisk bålsamlinger, men pga. langvarig tørke, var der bålforbud, så det virkede som om, at folk trak sig tidligere tilbage i køjerne end sidste år, trods en alternativ løsning med terassevarmere.

Vejret var koldt for Florida, sagde de, og jeg tænker, at deres januar-vejr er lige så uforudsigeligt som vores april-vejr. Kender du i øvrigt myten om vejret?

”Dengang Gud skulle fordele vejret mellem månederne, stod alle i kø. April var desværre blevet syg og kunne ikke komme, og derfor fik hun ikke noget vejr. April blev så ked af det, at hun græd og græd.

De andre måneder syntes, det var synd for hende, og hver især gav de to af deres egne vejrtyper til April. Hun blev lykkelig, og derfor har April i dag så blandet vejr –den ene dag vinterkoldt, den næste sol og hedebølge”.

Den syntes amerikanerne var meget sjovt og talte om at tilpasse den til Florida med januar som hovedperson.

Mennesker i mellem

Noget, jeg ikke kender så meget fra Danmark, er hængekøjestativer. De virker til at være ret udbredte ’over there’, sandsynligvis fordi træer ikke altid er lige ved hånden.

Jeg har selv været nysgerrig på at lave et til min kolonihave, da jeg kun har store nok træer i forhaven ud mod vejen – og det er ikke så attraktivt at hænge der. Så da jeg spottede nogle camps med hjemmelavede hængekøjestativer, måtte jeg straks hen og snakke med dem.

Alle de camps, jeg besøgte, var vældig interesserede i at fortælle om deres systemer: hvor meget de havde brugt på materialer, hvilke forbedringer de havde fundet på undervejs, og hvordan de havde tilpasset løsningerne til deres behov.

Den ene familie bestod af seks personer, så det ville have været en kæmpe udskrivning at købe originale stativer. Men med lidt kreativitet og hænderne skruet godt på, er der altid muligheder for at finde en løsning, der passer. Så når kolonihavesæsonen kommer igen, glæder jeg mig til at prøve at bygge sådan en fætter selv.

Vi nåede også lige at tage et besøg på Kennedy Space Center, hvor vi også var heldige at opleve en raketlaunch, hvilket er en helt anden slags ’naturoplevelse’ end HangCon!

Amerikanerne jeg har mødt, er alle venlige og imødekommende. Og vi håber at se en masse af dem, både udstillere og gæster, til Danish Outdoor Festival og HangCon Europe på Ledreborg i april!

Jeg kan vældig godt lide at tale med mennesker og er generelt nysgerrig på at lære dem lidt at kende.

Så mellem ærinder for Danish Outdoor Festival gik jeg rundt og hilste på folk, hørte, hvor de kom fra, og hvordan de oplevede at være i og med naturen.

Jeg kan næsten ikke lade være med at spørge, hvad naturen giver dem – sikkert fordi jeg selv ved, hvor meget den kan gavne os mennesker, og hvor meget vi trænger til at komme tilbage til noget mere oprindeligt og langsomt, hvilket er noget jeg også arbejder med til dagligt i mit virke som naturbaseret psykoterapeut.

Men det kan jeg skrive en helt anden artikel om en dag.

Faktaboks

– 5 ting du skal finde på himlen i marts og april

(med det blotte øje eller en almindelig kikkert)

1. Orion i marts

Kig mod syd tidligt på aftenen. De tre stjerner i bæltet gør Orion til et af de letteste stjernebilleder at finde. I april står det lavere og forsvinder tidligt — et tydeligt tegn på årstidsskiftet.

2. Venus og Saturn tæt sammen (8. marts)

I skumringen står de to planeter tæt på hinanden, kun omkring én grad adskilt. Venus fremstår meget klar, mens Saturn lyser mere afdæmpet.

3. Merkur ved største afstand fra Solen (4. april)

Merkur er normalt svær at se, men i begyndelsen af april står den bedst placeret i hele 2026. Kig lavt over horisonten kort efter solnedgang.

4. Lyriderne – meteorregn (omkring 22. april)

Under mørk himmel kan man se op til omkring 10–20 meteorer i timen. Månen forstyrrer kun lidt i år, hvilket giver gode observationsforhold.

5. Store Bjørn og forårshimlen

I april står Store Bjørn højt på himlen og er et godt pejlemærke til resten af forårsstjernerne. Brug de to yderste stjerner i “vognen” til at finde Nordstjernen.

Stjernerhimlen i marts og april

Fravinterensklarestjernertilforåretsåbnehimmel

By Redaktionen

Marts og april er måneder, hvor nattehimlen ændrer sig tydeligt fra uge til uge. Vinterens markante stjernebilleder står stadig tydeligt i begyndelsen af perioden, men glider gradvist mod vest, mens forårshimlen tager over. For den, der færdes ude i naturen, er det en tid, hvor man kan følge årstidernes skifte direkte på himlen.

Nætterne er stadig mørke nok til gode observationer, men temperaturen bliver mere behagelig, og det gør det lettere at blive ude længe nok til virkelig at opleve himlen.

Martshimlen

– vinterens sidste klare aftener

I marts dominerer vinterstjernebillederne stadig de tidlige aftentimer. Orion står tydeligt mod syd med de tre stjerner i bæltet, omgivet af nogle af nattehimlens klareste stjerner. Tyren og Plejaderne er lette at finde med det blotte øje, og Sirius lyser lavt over horisonten.

Det er en god periode for begyndere, fordi stjernebillederne er tydelige og nemme at genkende.

Højdepunkter i marts

Total måneformørkelse – 3. marts

Marts begynder med en total måneformørkelse. Formørkelsen kan ses i sin

helhed fra den vestlige del af Nordamerika samt store dele af Oceanien og Asien. Fra Europa vil oplevelsen være mere begrænset, afhængigt af tidspunkt og horisont.

Venus og Saturn tæt sammen – 8. marts

Den 8. marts står Venus og Saturn meget tæt på hinanden på himlen — omkring én grad fra hinanden, svarende til bredden af en tommelfinger holdt ud i strakt arm. En flot observation i skumringen.

Forårsjævndøgn – 20. marts

Ved forårsjævndøgn er dag og nat næsten lige lange. Herefter bliver aftenerne hurtigt lysere, og stjernekig starter senere på aftenen.

Planeter på himlen i marts og april

Planeter adskiller sig fra stjerner ved at lyse roligt uden at blinke. I marts og april er flere lette at finde:

Venus

Venus fremstår som et meget klart hvidt punkt i skumringen og er ofte det første objekt, man ser på himlen.

Saturn

Saturn er mindre lysstærk, men kan i begyndelsen af marts findes tæt på Venus.

Jupiter

Jupiter lyser klart og stabilt og kan ses med det blotte øje som et kraftigt punkt.

Mars

Mars kendes på sin svagt orange-røde tone og ændrer langsomt position i forhold til baggrundsstjernerne.

April

– forårshimlen tager over

I april står Orion lavt mod vest og forsvinder tidligt på aftenen. Forårsstjernebillederne dominerer nu himlen, især Løven og Store Bjørn. Himlen virker mere åben, med færre ekstremt klare stjerner, men større sammenhæng mellem stjernebillederne.

Aftenerne bliver mærkbart lysere, og observationer starter senere end i marts.

Højdepunkter i april

Merkur ved største elongation – 4. april

Merkur står længst fra Solen på himlen og er derfor lettere at se end normalt. Det er den bedste mulighed i 2026 for at få øje på planeten, som ellers ofte forsvinder i sollyset.

SMILE

-missionens tidligst mulige opsendelse – 8. april

Den fælles mission mellem European Space Agency og Chinese Academy of Sciences kan opsendes omkring denne dato. Missionen skal undersøge samspillet mellem solvinden og Jordens magnetfelt.

Lyriderne – meteorregn topper 22. april

Lyriderne er en af årets klassiske meteorregne. I 2026 er forholdene gode, fordi Månen kun er svagt oplyst og går ned før maksimum, hvilket giver mørkere himmel — især på den nordlige halvkugle.

Månen gennem perioden

• Månens faser har stor betydning for, hvor mange stjerner man kan se:

• omkring nymåne er himlen mørkest

• ved fuldmåne oplyses landskabet kraftigt, men svage stjerner bliver sværere at se

• For friluftsfolk betyder fuldmånen ofte smukke natlandskaber, mens nymånen giver de bedste forhold for dybere stjernekig.

Ude i mørket – praktiske forhold

Marts kan stadig være kølig, især når man står stille. April giver mildere temperaturer, men vinden kan stadig føles skarp.

Praktiske råd:

• søg væk fra kunstigt lys

• lad øjnene vænne sig til mørket

• brug en rød lygte frem for hvidt lys

• tag noget med at sidde på

To måneder – én samlet oplevelse

Ser man på marts og april under ét, er det især bevægelsen på himlen, der gør perioden interessant. Vinterens stjerner forsvinder langsomt, forårshimlen tager over, og planeter og meteorer giver ekstra fokuspunkter undervejs.

For læsere, der går ud flere gange i løbet af perioden, bliver det tydeligt, hvordan himlen ændrer sig — ikke dramatisk fra dag til dag, men stille og sikkert gennem sæsonen.

Lyriderne i 2026 topper natten mellem den 22. og 23. april, hvor man kan opleve op mod 18 stjerneskud i timen.

Meteorsværmen er bedst synlig omkring midnat og i timerne derefter, og de stammer fra kometen C/1861 G1 Thatcher.

Det er en årlig begivenhed, der er mest intens omkring 21.-22. april.

Vigtige detaljer om Lyriderne 2026:

Maksimum: Natten mellem 22. og 23. april 2026.

Aktivitetsperiode: Sværmen kan opleves fra omkring 16. til 28. april.

Antal: Der forventes op til 18 meteorer i timen.

Bedste tidspunkt: Efter midnat.

Retning: Stjerneskuddene ser ud til at udspringe fra stjernebilledet Lyren (Lyra).

For den bedste oplevelse anbefales det at finde et sted med mørk himmel, væk fra byens lys.

Danish Outdoor Festival 2026

Billetsalget er igang køb her!

“Skaliliggesammenpåfestivalen? Købisammefelt ellerlægfleretelte ikurven”