Skip to main content

Økosamfund i Danmark - #93

Page 1

Økosamfund i Danmark Medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund . December 2025

Tema: Fællesskaber i krisetid

#93


INDHOLD

Medlemmer

Leder

3

Fællesskaber i krisetid Omsorgsrevolutionen – fællesskabet som ny velfærdsmodel Sjællandsk Muld – et nyt grønt bofællesskab i Hvalsø tager form

4 5

Tiny Varigheden på Køge Fælles Jord – et bolig- og havelaboratorium Kløverbakken Bofællesskab: Opbygning af robusthed gennem fællesskab Når vi sammen griber kosten En regenerativ andelsmodel Marika og Lucas Økosamfund og klimaaktivister

8 11 12 14 16 18

Den bæredygtige gentagelse

19

Syndromer i forbindelse med etablering af økosamfund

20

Etablerede Økosamfund: Ananda Gaorii Ashram

Hallingelille

Community

Hertha Levefællesskab

Andelssamfundet i Hjortshøj

Hesbjerg

(AIH)

Himmelbjerggården

Bofællesskabet Torpegård

Himmerlandsbyen

Christiania

Karise Permatopia

Den Selvforsynende

Munksøgård

Landsby

Resendal Mølle I/S

Det ny samfund - Thylejren

Svanholm

Dyssekilde

Toustrup Mark

Grobund Brenderup

Tranehøj

Friland

Udgården - Lading

Fri og Fro

Åbakkehuse

Friskoven

Økosamfund på vej:

GEN 30-års jubilæum

Avnø Oasis

Gaiaville

GENs oprindelse

22

Birketrolden

Grobund Ebeltoft

GEN Holland: Alene kan du rykke hurtigt, sammen kan du rykke langt

26

Broland

Hvidkilde

GEN & RIVE: Et langvarigt kærlighedsforhold

28

Fællesmark

Sjællandsk Muld

Økosamfundsfestival

30

En lille samfundsudfordring i Japan

32

Fra Økosamfund til Gaiasamfund

34

En hyldest til det ambivalente menneske og den flertydige verden

37

Egeskoven Virksomheder: Crossing Circles Den Rytmiske Højskole Domicil - energiberegninger, tæthedsprøver mv.

Økosamfund i Danmark er medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund (LØS). Foreningen er stiftet 7. marts 1993. Bladet udkommer én gang årligt. LØS samler fællesskaber og økosamfund i Danmark, giver mulighed for erfaringsudveksling, arbejder politisk for at fremme dannelsen af flere økosamfund og inspirerer det øvrige samfund til mere bæredygtige livsformer. Læs mere på: www.okosamfund.dk

Energiens Hus ApS Fabulas Gartneriet Rødmose HOUSE Arkitekter Kilian Water Levende Lokalsamfund Merkur bank Råd og Dåd Michael Thomasen / UNL

Indholdet i de enkelte artikler udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdning.

Vestjyllands Højskole

Redaktionen:

Illustrationer:

Signe Glahn

Nathalie Yoko Agani www.nathalieyo- Bank: 8401-1007584

* Medlemskab for enkelte personer med

Kirsten M. Andersen

ko.com

ISSN 1395-1270

digitalt blad: 200 kr. pr år

Morten Lisberg

Trykt på FSC certificeret papir af KLS

Annoncer i bladet:

med fysisk blad: 300 kr. pr år

Lasse Kofod

Trykt hos KLS Grafisk Hus A/S

Rubrik: 200 kr. (ingen billeder)

* Fællesskaber og organisationer:

1/6 side: 340 kr.

Fællesskab på vej: 500 kr.

Layout og DTP:

Forperson:

1/3 side: 600 kr.

Op til 20 deltagere: 1.000 kr.

Tommy Faigh

Charlie Nygaard

1/2 side: 800 kr.

Mellem 20 og 50 deltagere: 2.000 kr.

Simon Bender Hansen

E-mail: charlie@okosamfund.dk

2/3 side: 1000 kr.

Over 50 deltagere: 3.000 kr.

1/1 side: 1600 kr.

Økosamfund på vej: 500 kr.

Forsidefotos: Øverste billede:

Sekretariatsmedarbejder:

Bagside: 1400 kr.

* Virksomheder i fællesskaber: 500 kr.

Johanna Lundell

Signe Glahn

Alle priser er vejledende og ekskl. moms.

* Virksomheder: 1.000 kr.

Nederste billede:

E-mail: signe@okosamfund.dk

Se krav til materiale mm.

Indmeldelse via hjemmesiden.

på www.okosamfund.dk/annoncer

Medlemskab løber til det opsiges.

Ann-Helen Meyer von Bremen

Giro: 596-6752

Medlemskab pr. år i 2025:


Fra Bestyrelsen

Leder: Fra randkultur til livskraft – 30 år med GEN og en ny begyndelse I LØS oplever vi vanskeligheder med at samle en bestyrelse og skabe engagement. Det er ikke kun et organisatorisk problem, men et tegn på noget dybere: Når mennesker ikke engagerer sig, må vi turde lytte til det som et kald til forandring. Måske har vi, midt i hverdagen og strukturerne, mistet forbindelsen til den kraft, der i sin tid fik os til at tænde, og den længsel efter mening, som bevægelsen blev født ud af. I år fylder GEN 30 år. En anledning til både fejring og eftertanke. Økosamfundbevægelsen har inspireret mennesker verden over, og visionerne har flyttet meget. Alligevel må vi ærligt se i øjnene, at etableringen af fællesskaber gennem de sidste årtier ikke har ændret den dominerende kulturs ødelæggende kurs. Økosamfundene eksisterer stadig i udkanten, levende, men som randkultur. Måske er randen netop stedet, hvor noget nyt kan begynde. Hvor vi kan eksperi-

mentere, forbinde os og skabe det, der endnu ikke findes. Herfra må vi træde frem med fornyet kraft, ikke for at tilpasse os, men for at stå fast i det, vi tror på. Hvis vi virkelig vil ændre retningen, må vi begynde med at forbinde os til det dybeste grundlag: det åndelige, det sanselige og det skabende. Først når vi tør stå ved vores værdier og handle ud fra dem med integritet, kan vi begynde at ændre det politiske landskab. Netop dér ligger økosamfundenes styrke: at kritikken af det eksisterende ikke sker gennem protest, men gennem levende eksempler på, at en anden måde at være samfund på faktisk er mulig. Det er det, der gør os til mere end en livsstil, men til et kulturelt modtræk. Det kræver, at vi giver lige meget plads til det indre og det ydre arbejde. I den nuværende bestyrelse har vi besluttet at gå forrest i den retning og lade balancen mellem healing og handling blive vores pejlemærke.

Forandring kommer ikke af effektivitet, men af nærvær. Ikke af vækst, men af visdom. Når vi nærer fællesskaber, der bygger på integritet og indre forbindelse, begynder noget at skifte. Først i os selv, siden i verden omkring os. Det er sådan, vi skaber et Danmark, hvor naturen igen bliver slægtning og ikke ressource. Hvor arbejde og liv hænger sammen. Hvor børn vokser op i kredsløb, ikke i systemer. Så måske handler de næste 30 år af økosamfundsbevægelsen både om at vokse i dybde og i størrelse. At lade fællesskabets flod finde sit løb gennem Danmark, stærkere, klarere og mere livgivende end før. Mvh. Bestyrelsen; Charlie, Aon, Lasse og Morten

Økosamfund i Danmark

P.S. Lederen gav anledning til en principiel snak om balancen mellem det feminine og det maskuline både i LØS, i bestyrelsen og i samfundet generelt. Det håber vi at folde mere ud til det kommende seminar, som finder sted inden udgangen af marts 2026.

3


Omsorgsrevolutionen – fællesskabet som ny velfærdsmodel Vi taler om klimakrise, økonomisk krise og krigstid – men måske er det i virkeligheden symptomer på én ting: omsorgskrise.

Af Emma Bundgaard Poulsen

Omsorgskrisen Vi har som samfund mistet forbindelsen til det nære – til det at tage os af hinanden. Og det mærkes – i vores mentale helbred, i vores relationer og, tør jeg godt sige, i vores evne til at skabe fredelig og bæredygtig forandring i en verden fuld af uro. I årtier har vi bygget samfundet op omkring vækst og effektivitet, mens omsorgen – både det ulønnede arbejde i hjemmet og det lønnede i den offentlige sektor – er blevet underkendt, underbetalt og udliciteret. Resultatet? Et samfund, hvor alt for mange føler sig alene, pressede, og fremmedgjorte over for hinanden. Omsorgen er blevet en ydelse man køber sig til, frem for et menneskeligt ansvar vi deler. Og det er ikke tilfældigt. Markedet og staten har overtaget det, civilsamfundet engang havde ansvaret for. I ønsket om ligestilling og økonomisk vækst flyttede vi omsorgsarbejdet ud af hjemmet. Nu efterlades børn til stressede pædagoger, ældre overlades til underbemandede plejehjem, og de sårbare i samfundet, ja alt for ofte ved ingen, hvor de bliver af. Mennesker trænger mennesker I økosamfundet Grobund, som jeg er en del af, mærker og ser jeg hver dag, helt konkret hvad

det gør for mennesker at leve i et fællesskab, hvor vi tager os af hinanden. Her er omsorg ikke et job, men en del af vores måde at leve på. Når Hedvig bliver passet af en af“tanterne”i fælleshuset, mens far arbejder i sin selvstændige virksomhed, er det ikke bare praktisk hjælp – det er tryghed, nærvær og fællesskab. Og når vi i kollektivet på Grobunds gård valgte at lade en af vores ældre bo hos os, efter han fik demens, blev det en fælles opgave. Vi lagde en plan, fordelte opgaverne og lavede mad til ham. Det kræver tid, tålmodighed og samarbejde, men det giver også mening og glæde. Dermed viser vi, at omsorg ikke behøver være en opgave for staten alene. Den kan bæres af mennesker i fællesskab. Fællesskab som fundament for omsorgsrevolutionen Men det kræver også noget af os. Hvis fællesskaber og økosamfund virkelig skal være en del af løsningen, må vi turde løfte mere i flok. Vi må tage os af vores ældre, vores børn og vores udsatte i hverdagen – ikke fordi vi skal erstatte det offentlige system, men fordi vi kan supplere det, aflaste det og menneskeliggøre det. På Grobund har vi en klar vision om at indrette os, så vi faktisk kan tage del i omsorgsarbejdet. Det handler om alt fra at skabe fysiske rammer – fælleshuse, børnehaver, oldekoller, til at

organisere os, så vi kan tilbyde støtte, pasning og socialt samvær, når der er brug for det, hvor ressourcer, tid og omsorg flyder frit mellem generationer, familier og fællesskabet på tværs. Fællesskaber kan noget som staten og markedet simpelthen ikke kan: De skaber nærhed og mening. De bygger på frivillighed, ikke tvang - på relationer, ikke kontrakter og på tillid og det har både menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Når fællesskaber tager del i omsorgsarbejdet, mindskes presset på sundheds- og institutionssystemet, og mennesker trives bedre. Økosamfundenes ansvar Derfor skal vi begynde at se økosamfund som en model for fremtidens velfærd. Ikke bare som et hyggeligt supplement, men som et reelt fundament. Omsorgsrevolutionen begynder dér, hvor mennesker, i praksis, vælger hinanden til. Den store forandring kommer ikke fra Christiansborg, men fra os i hverdagen og i fællesskaberne . Vi, i økosamfundene, viser allerede hver dag, hvordan et liv bygget på nærhed, kærlighed og frivillighed, kan se ud. Vi kan inspirere til en ny forståelse af velfærd – hvor det handler om mennesker og ikke systemer. Det er smukt, det vi kan. Vi skal være stolte af det – og vi, som økosamfund, skal turde gå forrest i omsorgsrevolutionen.

Om forfatteren: Jeg hedder Emma, jeg er 26 år og er en del af Grobund Ebeltoft. Jeg er stadig ved at finde den rette hylde i livet. Men jeg brænder for fællesskab, retfærdighed og kærlige relationer.


Sjællandsk Muld

Foto: Johanna Lundell

Af Sophie Wennerscheid

“Velkommen til fællesspisning – og undskyld forsinkelsen. Vi har været lidt underbemandede i dag, men heldigvis sprang flere til og gav en hånd. I aften serverer vi en afghansk bønneret med auberginer, ris, yoghurtdip og spidskålsalat. Til veganerne er der plantebaseret yoghurt ved siden af. Velbekomme!” Sådan lyder det en helt almindelig aften kl. 18 i vores fælleshus, hvor vi de seneste måneder har mødtes mandag til torsdag til fællesspisning. “Vi” er bofællesskabet Sjællandsk Muld – det første af seks fællesskaber, der i de kommende år skal danne storfællesskabet Hyllegård Høje i udkanten af den lille by Hvalsø, ca. 15 km sydvest for Roskilde. Scenariet ovenfor er typisk for de seneste år: masser af positiv energi, men også uforudsete forhindringer, der sætter tempoet ned. Projektet tog sine første skridt i 2016 og fik for alvor fart, da Almenr i 2022

trådte til som udvikler og procesfacilitator. Alligevel gik der helt til årsskiftet 2024/2025, før 58 voksne og 32 børn kunne flytte ind – efter at nogle havde boet i skurvogn i op til tre år. Jeg var ikke med fra starten og kan derfor ikke gengive alle bølger af entusiasme, frustrationer og forventninger, men jeg har tidligere været en del af en lignende gruppe i Berlin og har en klar fornemmelse af, hvordan sådanne forløb udvikler sig. Den store forskel er dog, at vi her bor på landet, hvor vi har kunnet etablere et stort jordvarmeanlæg, som sammen med solcellerne på tagene gør os selvforsynende med varme og en væsentlig del af strømmen. Et vigtigt skridt ind i en fossilfri fremtid, som vi er stolte af. Derudover råder vi – sammen med de kommende bofællesskaber – over 12 hektar jord, der på sigt skal dyrkes regenerativt. Mens jeg skriver disse linjer, ser jeg ud over de fælles enge og marker, som fra juni til september bugnede af rødkløver, valmuer, kornblomster, hør, morgen

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

Sjællandsk Muld – et nyt grønt bofællesskab i Hvalsø tager form

5


fruer, slangehoved, vild kamille og andre hjemmehørende arter – og gav rigelig næring til en flok gotlandske får, tre køer med kalve og nogle heste, der græsser her i rotation. Det bakkede istidslandskab er smukt og livgivende – ikke kun for mennesker og husdyr, men også for de mange andre arter, der har været hjemme her længe før os, og som vi vil gøre vores bedste for at få til at trives. Sjællandsk Mulds fællesskab består af en broget gruppe mennesker på tværs af generationer. Det, der binder os sammen, er en fælles interesse for at undersøge, hvordan landsbyliv kan tænkes anderledes – ikke som en nostalgisk genoplivning af fortiden, men som et eksperimenterende forsøg på at etablere nye livsformer, der forbinder sociale og økologiske hensyn. Jeg vover måske ikke at formulere det helt så højstemt som forfatteren Malte Tellerup i sin digtsamling Landsbyen genrejst (2025), hvor han giver frit spil til forestillinger om en ny økolandsby, ”hvor vi sortner muld / og fingrene vores dermed”. Alligevel kan jeg genkende noget af denne økopoetiske vision i vores hverdag. Ligesom i Tellerups litterære univers forsøger vi at udfordre det stærkt individualiserede og højteknologiske Danmark, hvor størstedelen af landskabet er underlagt industriel produktion, og hvor den vilde

Foto: Johanna Lundell

natur kun optager en forsvindende lille del. Vi ved naturligvis, at man ikke kan bygge uden at gribe ind i naturen, men ambitionen har været at gøre det så nænsomt som muligt. Husene er derfor forholdsvis små (50–125 m²) og ligger tæt, så der bliver mere plads til naturen. Desuden er de opført i træ og isoleret med organiske materialer – en løsning, der ikke blot gør dem klimavenlige, men også lader dem ånde og skaber et rigtigt godt indeklima. Og så er de utroligt smukke – både indefra og udefra. I alt rummer vi 35 huse, organiseret i tre klynger – hver med tre længer af tre eller fire boliger. De enkelte boliger har en åben forside, orienteret mod klyngens fælles midte, og en mere privat bagside med små haver. Netop haverne har vist sig at være et følsomt emne – og et, der tydeliggør, hvor svært, men også hvor lærerigt det er at finde en fælles vej. Fordi husene ligger forskelligt på grunden, har nogle fået lidt større haver end andre, og det har givet anledning til diskussioner – ikke mindst om, hvorvidt vi overhovedet ønsker et parcelleret landskab, og hvis ja, hvordan man afgrænser sin have mod naboens. Diskussionen påminder mig om, hvor stærkt ejerskabets logik stadig sidder i os, også når vi forsøger at skabe noget fælles. Men at bygge et bofællesskab er i sidste ende også at leve med – og forhandle – grænser og spændinger: mellem mit og dit, mellem hus og landskab, mellem fællesskab og


Sjællandsk Muld

forskellighed. Det, jeg – ud over fællesskabet og mulighederne for at gøre ting sammen – sætter allermest pris på i vores økolandsby, er fraværet af støj og den opmærksomhed, der vokser frem i stilheden. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan; mange af os nævner det samme, når vi efter fællesspisning vender hjem til hver vores bolig: at vi kan høre vinden i træerne, mærke årstidernes skiften og se, hvordan natten

igen bliver mørk nok til, at stjernerne træder frem. At være en del af Sjællandsk Muld handler ikke blot om at bo et smukt sted, men om at lade sig forme af det og tage del i et mere forpligtende, omsorgsfulde samvær – med mennesker, dyr og Par søges til gårdfællesskab planter og med alt det levende og forFarendløse Mosteri, et anderlige, som landproducent- og gårdskabet rummer.

Om forfatteren: Sophie Wennerscheid er 52 år og lektor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i, hvordan landbrug og landskaber fremstilles i nordisk samtidslitteratur og film. Hun bor sammen med sin mand, en kat og en hund i bofællesskabet Sjællandsk Muld, hvor hun også er medlem af bestyrelsen. Her deltager hun aktivt i naturfårelauget og nyttehavegruppen og ønsker på sigt at engagere sig i landbrugsgruppen på Hyllegaard Høje.

fællesskab syd for Ringsted, søger et par til lejlighed på 40 kvm. Husleje 5400 kr/mnd. Der er også mulighed for at leje erhvervslokaler eller produktionskøkken. For mere info: farendloesemosteri.dk Tlf Simon: 25 30 82 82

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

Foto: Johanna Lundell

7


Tiny Varigheden på Køge Fælles Jord - et bolig- og havelaboratorium I Køge er en lille landsby med 16 tinyhuse ved at tage form, som et muligt svar på flere af de kriser, vi møder i det moderne samfund. Vi kalder os et bolig- og havelaboratorium, fordi vi eksperimenterer med nye måder at leve på, som harmonerer bedre med naturens og menneskets trivsel.

Af Marianne Mark Tiny Varigheden på Køge Fælles Jord består af 16 helårs tinyhuse, der er ved at blive bygget af biobaserede og genbrugte materialer. Tinyhusene må maks. være 50 m² udvendigt for familiehuse, 42 m² for par og 36 m² for enlige. Dvs. en single har ca. 28 indvendige m²at gøre godt med. Udover de små huse og gradvis selvforsyning, tilstræbes et rummeligt fællesskab med en naturlig diversitet i beboersammensætningen mht. alder, faglighed, uddannelse og etnicitet

Hvordan kan det lade sig gøre at bo på så få m²? Marianne Mark svarer: ”Tinyhusene er designet, så der er de nødvendige ting, som alle andre også har: et godt køkken med køle/frys, ovn og ofte også en lille opvaskemaskine, samt et godt badeværelse og en hems med plads til en gæst. Der er endvidere højt til loftet, hvilket giver en følelse af, at huset er større end det er og ikke føles, som en tændstikæske. Fælles faciliteter, såsom fællesvaskeri, ekstra bad, stort køkken og værksted reducerer de nødvendige private kvadratmeter til et minimum og gør det muligt at have et komfortabelt liv med det, du har brug for. Fordelen ved at bo så småt er også, at du er meget mere udenfor. Der er ikke så mange rum at gemme sig i, og derfor går man nemmere udenfor og laver nogle af sine gøremål. Drikker kaffen ude, går en tur i natu-

ren, går til fællesspisning, går i vaskeriet osv.. Så på den måde får vi mere bevægelse og frisk luft ind i hverdagen. Det øger den fysiske og psykiske velvære og gør, at vi godt kan leve på 28 m² og have et godt liv samtidig.”

Tiny Varigheden er et bofællesskab, som ligger 2 kilometer syd for Køge Station på Køge Fælles Jord. Tiny Varigheden startede for fem år siden og består af 16 tinyhuse, der er ved at blive bygget af genbrugs- og biobaserede materialer. Tinyhusene er maks. 50 m². I Tiny Varigheden bygger vi små boliger af biobaserede og genbrugte materialer, deler biler, renser vores eget spildevand og giver plads til haver, skov og biodiversitet – alt sammen for at leve lettere på kloden.


Tiny Varigheden på Køge Fælles Jord

Beboer Else Nissen svarer: ”Det oplever jeg ikke, der er faktisk intet jeg savner. Tværtimod, så har jeg fået så meget forærende ved at bo i tinyhus. Jeg er langt mere ude i den friske luft end før. Hvis jeg lige skal tænke lidt, og cleare hjernen, så går jeg en tur. Naturen er lige udenfor mit hus, fordi vi har valgt asfalt, fliser og plæner fra, så der blot er en masse naturstier mellem træer, madskov, haver og vild natur.” Hvordan spiller tinyhuse og naturen sammen? Marianne Mark svarer: ” Ud af Køge Fælles Jords samlede 2,5 ha, så udgør haverne (naturen) ca. 70 % og Tiny Varigheden ca. 30 %. Vi har valgt at lægge tinyhusene meget tæt og lade det befæstede areal være så småt som overhovedet muligt. Så vi bruger minimal plads på veje, parkeringspladser og fortov. Da vi skulle lave lokalplan med kommunen, spurgte de – ”hvor er vejen henne ?”. Der er stort set ingen vej – kun den obligatoriske brandvej. De få delebiler vi har, parkerer vi samlet, så der er ikke afsat plads til parkering ved husene. Du må gå hen til dit tinyhus fra parkeringspladsen. Over halvdelen, som

bor i Tiny Varigheden, har valgt ikke at have bil. Det befæstede areal er meget mindre, og det sammenhængende naturområde er proportionalt meget større end normalen i et parcelhusområde. Se vedhæftede tegninger fra Tegnestuen, Vandkunsten, der har sammenlignet Tiny Varigheden med et alm. parcelhuskvarter i Køge. Denne fordeling giver natur, skov, biodiversitet og selvforsyningstanken plads. Den sammenhængende natur giver beboerne en direkte naturforbindelse i hverdagen, som mange i den moderne verden nok søger uden altid at vide, at det er det, de søger. Naturforbindelsen giver ro i sjælen og en følelse af at være kommet hjem.” Ser du det som et tilvalg at bo i tinyhus ? Marianne Mark svarer: ”Ja, det er helt klart et tilvalg og ikke et fravalg at bo i tinyhus. Jeg vil vove at påstå, at du får det, du forgæves søger i den fortravlede moderne verden, når du flytter til Tiny Varigheden. Du må give slip på et stort hus, egen bil, og andre ting, men du får derimod natur, nærvær, fællesskab, mening, frisk luft, bevægelse og sund mad. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det har heller ikke været en dans på roser hele vejen. Der er mange bump på vejen, bl.a. når man skal have nye og uprøvede ting i lo

Kø ge Fæl l e s J ord om fa t te r 2 .5 ha. jord, d e r e r l e j e t a f Kø ge Kom mu ne. Kø ge Fæl l e s J ord st a r te d e f or t i år si d e n m e d e t p e r m aku l t u r p roje kt o g e r i d ag p arap l y fo r b åd e H ave r ne o g Ti ny Var i ghe d e n. KFJ r u m m e r i d ag e n m ad skov, grø nt sag s h a ve r, sø, e ng, u d e kø k ke n , d r i v hu se o g 1 6 t i ny hu s e.

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

Er der noget, du savner i din hverdag i dit tinyhus?

9


kalplanen og lovliggjort via et bygningsreglement, der er lavet til store huse. Det har vi brugt meget energi på.” Hvad er svært, når man bor i tinyhus ? Else Nissen svarer: ”Jeg skulle i starten vænne mig til at bo meget tæt på de andre beboere i Tiny Varigheden og de mange mennesker, som går rundt på området og er nysgerrige på vores projekt. Det er vigtigt at finde en måde at skærme sig selv på; at lære sig selv at kende så godt, at man husker at trække sig tilbage og få en pause indimellem — ellers bliver det for meget.” Kan Tiny Varigheden være med til at løse nogle af de kriser, vi står i dag ? Marianne Mark: ”Jeg håber, at Tiny Varigheden er med til at skabe inspiration. Vi ønsker at vise et bud på en ny måde at leve i verden på, hvor vi binder kulstof og øger biodiversiteten, samtidig med at vi lever et godt og meningsfuldt liv, som en del af naturen. Vi ser helt klart en øget biodiversitet på Køge Fælles Jord efter vores 10 år med regenerering af jorden. Vi har nu grøn frø, springfrø, lille vandsalamander, masser af fugle og insekter.

Endvidere binder vi kulstof på den måde, vi producerer vores mad på. Vi eksperimenterer med mad fra træer og flerårige planter, hvor madskoven binder 17 tons CO₂/ ha./år. I vores 4-til-1-planet-eksempelhus, der er bygget af genbrugs- og biobaserede materialer er klimaaftrykket helt nede på 2,5 CO₂e/m2/år, hvilket svarer til en fjerdedel af klimaaftrykket fra alm. boligbyggeri i dag og svarer til et ressourceforbrug i henhold til 1 planet.

Morgenmad ved udekøkken byggeworkshop

Vi eksperimenterer med forskellige løsninger både i tinyhusprojektet og haverne og prøver at finde frem til nogle modeller, som har så lavt et klimaaftryk som overhovedet muligt, så vi sammenlagt binder kulstof, øger biodiversiteten og får vandet tilbage i landskabet. Så vi bliver en del af løsningen af både biodiversitets- og klimakrisen.” Hvis du vil vide mere om både Tiny Varigheden og Køge Fælles Jord, kan du læse mere på www.koegefaellesjord.com Her finder du også tegninger af flere tinyhuse, til fri afbenyttelse.

Tur i madskoven ved birk

Om forfatteren: Marianne Mark er beboer i Tiny Varigheden og koordinator, Køge Fælles Jord


Kløverbakken Bofællesskab

Kløverbakken Bofællesskab: Opbygning af robusthed gennem fællesskab Af Jens Bruun Larsen I Odder tager bofællesskabet Kløverbakken en proaktiv tilgang til beredskab. Med 183 beboere, heraf 71 børn, demonstrerer dette tætte fællesskab styrken i kollektiv handling i tilfælde af potentielle forstyrrelser. Jens Bruun Larsen, medlem af bofællesskabets driftsudvalg, har stået i spidsen for et beredskabs initiativ med udgangspunkt i anbefalinger fra Beredskabsstyrelsen. Indsatsen har mødt bred opbakning, hvilket understreger bofællesskabets engagement i gensidig trivsel. Foto: Lasse Lindhardt Jensen

Kløverbakkens tilgang er todelt: Kommunikation og Kortlægning af Ressourcer: Bofællesskabet anerkendte og dokumenterede, at de har forskellige færdigheder hos sine beboere, fx, håndværkere, læger, ingeniører, terapeuter eller blot dem, der bare er super gode til at lytte. Denne fortegnelse sikrer, at specifik ekspertise let kan tilgås under nødsituationer. Ifølge Jens er dette trin lige så vigtigt som de praktiske forberedelser, fordi det skaber en følelse af selvtillid, og sikkerhed og sidst men ikke mindst at alle bidrag er vigtige og udgør helhed.

Denne dobbelte tilgang muliggør en smidigere tilpasning i krisetider og støtter familierne, og sikrer, at børnene føler sig trygge. Jens understreger, at bofællesskabet også vil bruge deres små køkkenhaver: De er ikke på nogen måde en primær fødekilde, men kan bidrage i forbindelse med madlavningen fra

•

Praktiske Forberedelser: Mens de enkelte husstande er rustet til at være selvforsynende i de første tre dage af en nødsituation, arbejder bofællesskabet på at udvide denne støtte. De undersøger muligheder som fælles biobrændselsovne, oplagring af større tørvarelagre ved at købe ekstra ind til fælles mad og etablering af vandrensningsmetoderne ved hjælp af nærliggende naturlige kilder.

tørvarelagrene. I sidste ende understreger Kløverbakkens initiativ værdien af fællesskab. Jens opfordrer andre fællesskaber til at ”spotte din nabos ressourcer” og fremhæver potentialet for stærkere civilsamfund gennem samarbejde og delt ansvar. Deres erfaring tilbyder en plan for opbygning af robuste lokalsamfund, der er klar til at møde de udfordringer, der måtte komme.

D. 27. Februar 2026 afholder LØS og Bofællesskab.dk et seminar om beredskab i Kløverbakken og online. Se mere på Bofællesskab.dk under arrangementer.

Foto: Lasse Lindhardt Jensen

Om forfatteren: Jens Bruun Larsen, stifter af bofællesskabet Kløverbakken, er passioneret omkring samfund, bæredygtighed og det gode samspil mellem mennesker. Han brænder for at skabe sociale fællesskaber og fremme bæredygtige løsninger.

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

•

11


Når vi sammen griber kosten

Foto: Mads Rykind-Eriksen Af Johannes Schønnau

Et tænkt eksempel: Der var højskolefest i går, og der er aftalt fælles oprydning efter festen kl 11. De første tømmermændsramte elever dukker så småt op og smider sig i sofaen, og lige så stille bliver rummet fyldt med de sidste søvndrukne. Oprydning! Alle ved hvad der skal gøres, ingen orker rigtigt at gå i gang. Alle ved, at med fælles hjælp vil det gå stærkest og alle ved, at hvis vi går til det med godt humør, vil arbejdet

føles lettere. Man kigger på hinanden eller ned i jorden. Hvem starter? Pludselig er der én, der tager kosten. En anden samler tomme flasker ind. En tredje sætter musik på og en fjerde skubber møbler på plads. Der snakkes om festen i går og i jævnt tempo og med godt humør forvandles et hærget festlokale til opholdsstue igen. Alle var med til festen. Alle rydder op bagefter. Jeg tænker tit på dette billede, når jeg leder efter en vej til, hvordan verden får

Alle ved hvad der skal ” gøres, men det er de færreste der griber kosten. ” - Johannes Schønau

ryddet op efter de sidste 80 års massive forbrugsfest. Alle ved hvad der skal gøres, men det er de færreste, der griber kosten. Ingen føler sig forpligtet over for fællesskabet. Nogle bliver helt væk.


Når vi sammen griber kosten

For at det forpligtende fællesskab kan fungere, skal forudsætningerne være på plads: Man skal kende og have respekt for hinanden. Man skal ville det. På højskolerne er fællesskabet det bærende element. Det er en forudsætning for, at undervisningen og samværet kan fungere, men også basis for højskolernes formål og faglighed. Det er essensen. Når man holder pensum- og eksamensfri skole, beror deltagelse, engagement og tilgang på frivillighed. Energien opstår i mødet, når man bor, spiser, synger, rejser og taler sammen, men også når man diskuterer, gør rent og udfordres. Det er fællesskabet, der er kernen i elevernes forpligtelse til at tage ansvar for egen skole og det frie højskoleliv. Man er gensidigt afhængige af hinanden. Alle deltager i rengøring, for ellers bliver det for surt for de få. Læreren er afhængig af deltagelse. Festen bliver sjovere, jo flere der er med og demokratiske beslutninger har kun sin berettigelse ved maksimal stemmedeltagelse. Når man starter på en højskole, om så det er for en uge eller for et helt semester, så finder man hurtigt ud af, at højskolen kun er til låns. Højskolen er større end dig, men du har din berettigelse her. Der, hvor du har valgt at flytte ind og kalde for dit hjem, er kun noget du låner og præger i den tid, du er der. Den skal afleveres i lidt bedre stand, end du modtog den, og der vil komme andre efter dig, der også flytter ind, får ejerfornemmelser og præger ”dit” sted. Samtidig har alle, der har været på en højskole, været med til at præge den. Et billede på væggen, et udtryk der bliver brugt igen og igen, en ny plads til kosten eller som deltagende i en diskussion, der har været med til at ændre på brugen af fællesområder eller skemaets indhold. Vi er en del af noget. Vi er der på lånt tid. Der kommer andre efter dig.

Vi kalder det den generationelle cirkel. Hvis det forpligtende fællesskab er på plads, rummer den generationelle cirkel et stort potentiale i at vise eleverne, at de er en del af noget, der er større end dem selv. En organisme med et før og et efter og noget fælles at værne om. Denne erfaring er, for mig at se, alt afgørende for folkets deltagelse i den grønne omstilling. Den grønne omstilling vil kræve nye handlemønstre og sikkert også afsavn, og for at det skal være besværet værd, er det nødvendigt, at du gør det for nogen eller noget: Dine børn, naturen, din næste, naboen eller klimaet. Men fællesskabet – eller det at gøre noget sammen – rummer også andre potentialer. En glæde ved fællesskabet bliver en glæde ved handlingen. Hvis man stoler på hinanden, og man ved, at der er nogen, der har din ryg, får du også mod og lyst til mere. Man tør måske synge lidt højere, sige sin ærlige mening eller gå forrest, fordi man ved de andre følger med. Det kan være på scenen til en skoleforestilling, en demonstration eller bare når det tunge arbejde skal gøres. At skovle hestemøg til højbede i regnvejr kan være en fest, hvis man er sammen med de rigtige mennesker og energien er den rigtige. Du identificerer dig med et hold og du er der for nogen, med den kultur der nu engang er bærende for stedet: ”Vi er dem der tager fat og ikke giver op i møgvejr”.

Det forpligtende fællesskab og den generationelle cirkel er ikke unik for højskolen. Begge dele ses og leves mange steder i vores samfund. Men højskolen er et unikt laboratorium for nye måder at udvikle det på, og så er den det perfekte sted at stifte bekendtskab med begge dele i trygge rammer. Da skolen er eksamensfri, er målet ikke altid defineret, men rejsen tager vi sammen. Det er ikke alle (unge), der føler sig trygge og mærker en selvtillid til at gå forrest. Men verden i dag har brug for mennesker med selvtillid og tro på egne evner. Nogen skal vise vejen, lægge telefonen væk og turde kigge ud over deres egen næsetip. Nærvær er den første forudsætning for at et nyt fællesskab kan opstå og med en skærm mellem mennesker får nye fysiske fællesskaber trange kår. Det kræver engagement, det er hårdt men det lønner sig. Gudskelov lever vi i et land, hvor vores undervisningssystem og dermed hele fundamentet for vores fælles livslæring, hviler på skuldrene af mennesker som Grundtvig og Hal Koch. Vi har skabt en tradition for at udvikle selvstændige og stærke unge, der kan træffe beslutninger og har mod til at stå frem og stå op. Jeg tror på en lys fremtid, for i de unge jeg møder i mit højskoleliv, er der et kæmpe potentiale for positiv forandring. Og som en højskoleforstander ynder at sige til eleverne i sin afskedstale: ”Tag ud i verden og gør med den hvad I vil, for jeg ved, at I vil gøre det godt”.

Om forfatteren: Johannes Schønau har været med fra starten i arbejdet med Højskolernes Bæredygtighedsindsats; først som medlem af Højskolernes Bæredygtighedsudvalg og nu som bæredygtighedskonsulent i Højskolernes Hus. Han har undervist på Egmont Højskolen i natur- og bæredygtighedsfag i over 20 år, bruges som foredragsholder og er desuden skribent og kronikør for diverse dagblade. Han er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur ved AU og bosat i Hou.

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

Andre dukker hurtigt op og smutter igen. Ja, nogle lister sågar forbi, stjæler panten og køber cola for pengene. Når alle ved, hvad der skal gøres, hvorfor kan det så være, at denne fælles oprydning i de fleste tilfælde lykkes på højskolen, når det kniber så gevaldigt i verdenssamfundet?

13


Foto: Ann-Helen Meyer von Bremen

En regenerativ andelsmodel Kriser løses bedst i fællesskab, og der kan både være forpligtende og uforpligtende fællesskaber. Der hvor man skal møde op og der hvor det bare er frivilligt. Andelsgaarde rummer begge dele: for her betaler man sit medlemskab og ejer gårde i fællesskab, og kan både indgå i forpligtende opgaver eller bare kigge forbi til hygge og hjælpe til, når man har lyst. Det fællesskab er blevet en succes. Andelsgaarde vokser organisk og opkøber stille og roligt én gård ad gangen. Af Rasmus Willig; Nanna Thomasen, hhv. forperson og forvalter i Andelsgaarde Foto: David Lundbye Bremen Vi er i en situation, hvor ideen om bæredygtighed ikke er nok. Bæredygtighed forstås ofte som balance eller nulsum, men klima- og biodiversitetskrisen er nu så fremskreden, at vi må tænke mere ambitiøst: Vi skal binde mere CO₂, end vi udleder, og fremme mere biodiversitet, end vi ødelægger. En regenerativ tilgang er nødvendig – og her kan en moderne andelsmodel spille en afgørende rolle. Kooperativer er en velafprøvet model, som medlemmer ejer i fællesskab – hver med én stemme. Historisk har de vist sig mere robuste end traditionelle selskaber. Grundtanken er enkel: ser vi et problem, løser vi det sammen. I dag er det største problem klima- og biodiversitetskrisen – og derfor må vi gå sammen om at tage ejerskab i praksis,

blandt andet ved at købe og omlægge landbrug til regenerative principper. Andelsgaarde som model Foreningen Andelsgaarde blev stiftet i 2018 og ejer i dag seks gårde. Kontingentet er 150 kr. om måneden, hvilket finansierer opkøb af jord, nedbringelse af gæld og omlægning til regenerative dyrkningsmetoder. Alle medlemmer har én stemme, og der er ingen fokus på profit eller værdistigning, men på fælles ejerskab, CO₂-binding og biodiversitet. Modellen adskiller sig fra den traditionelle andelstanke, fordi den bygger på små, faste bidrag frem for store engangsindskud. Det betyder, at mange kan deltage, og at gårdene hurtigt kan blive gældfrie. Medlemsindtægterne


Andelsgaarde

Inspirationen kom fra fitness økonomien, hvor mange betaler et månedligt beløb uden at eje noget. Her går pengene i stedet direkte til fælles jordopkøb. Modellen gør det muligt for unge landbrugere at få adgang til jord uden stor gæld, og medlemmer deltager ofte i frivillige arbejdsdage, hvor de lærer om dyrkning og bidrager til fællesskabet. Samtidig er modellen et bud på, hvordan dansk landbrug kan komme ud af sin enorme gæld. I dag skylder et gennemsnitligt landbrug omkring 10 mio. kr., hvilket gør grøn omstilling næsten umulig. Andelsgaarde viser vejen til en mere gældfri økonomi, hvor indtægter går til regenerative investeringer frem for afdrag. Målsætningen er, at 50 % af jorden naturgenoprettes, mens resten dyrkes skånsomt med høj biodiversitet. Organisationen drives slankt af en frivillig bestyrelse, én studentermedhjælper og mange aktive medlemmer. Skalering Modellen kan skaleres næsten ubegrænset bredt: Hvis 150.000 eller 1,5 mio. danskere meldte sig ind, kunne der opkøbes gårde i hele landet, som både kan forsyne medlemmer med lokale, sprøjtefri fødevarer og bidrage til national naturgenopretning. Skaleringen kan desuden understøttes af virksomheder, boligselskaber eller det offentlige. Fx kunne virksomheder give medarbejdere et medlemskab som personalegode, eller almennyttige boligselskaber kunne lægge et lille beløb oven i huslejen for at købe gårde til beboerne. Sådanne initiativer ville understøtte en mere selvorganiserende, bæredygtig statsform og samfundsmodel, hvor civilsamfundet tager medansvar for klima og natur.

Jordens krise At omlægge jorden er centralt, for moderne landbrug har udtømt de økosystemer, som gør jord dyrkbar. Jord består af tre elementer: mineralske partikler (sand, ler, silt), mikroorganismer (svampe, bakterier, nematoder) og dødt organisk materiale (planterester, afføring). Disse tre komponenter skaber tilsammen frugtbarhed og binder kulstof. De seneste 70 års praksis har udhulet denne balance. Pesticider og herbicider har slået mikroorganismer ihjel, afgrøder er fjernet uden at efterlade organisk materiale, kunstgødning har erstattet naturlige næringskredsløb, og pløjning har ødelagt mikroorganismernes levevilkår og frigivet lagret kulstof som CO₂. Resultatet er udpint jord, der nærmer sig ørken tilstande. Det truer både fødevareproduktion og fødevaresikkerhed. Regenerativ værktøjskasse For at genskabe frugtbar jord er fotosyntese nøgleredskabet. Et varieret, helårligt plantedække fodrer mikroorganismerne og binder kulstof. Planterne frigiver en stor del af deres glukose med jordens mikroorganismer, som til gengæld frigør næringsstoffer, beskytter mod sygdomme og skaber balance. Jo mere artsrig vegetationen er, desto sundere bliver jorden. Andre centrale tiltag er at minimere jordbearbejdningen. Når jorden pløjes, frigives lagret kulstof til atmosfæren, og mikrolivet ødelægges. Derfor skal vi bevæge os væk fra monokulturer, bar jord og pløjning.

Foto: Rasmus Kongsgaard Hvis kommende generationer skal have frugtbar muld at dyrke i, må vi erstatte den udpinte landbrugsmodel med en regenerativ model. Andelsgaarde viser, at det både er praktisk muligt, økonomisk realistisk og socialt meningsfuldt. Perspektiv Andelsmodellen kombinerer økonomisk tilgængelighed, demokratisk ejerskab og regenerativ praksis på tværs af landet. Den giver et konkret svar på handlingslammelsen i klimakrisen og viser, hvordan globale problemer kan tackles gennem lokale fælles handlinger. Plovens og monokulturens tid er forbi. Hvis vi handler nu, kan vi sammen sikre, at vores børnebørn fortsat kan spise mad dyrket i sund, levende dansk muld.

Om forfatterne: Nanna Lundgren Thomsen, faglært økologisk landbruger, forvalter af Lerbjerggård - Andelsgaardes første gård - i Melby i Nordsjælland. Rasmus Willig, forperson for Andelsgaarde. Har tidligere udgivet flere bøger som forsker - og er i dag forstander på Suhrs Højskole, som er Danmarks eneste madhøjskole v. Kultorvet i indre København.

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

bruges både til naturgenopretning, drift og fællesarrangementer. Lige nu har Andelsgaarde ca. 2.500 medlemmer, hvilket giver over 375.000 kr. om måneden alene på den første gård.

15


At leve i (øko) fællesskab som har gjort det til dét, det er i dag. Fokus har formentlig ændret sig hen over årene - endog - utilsigtet. Bæredygtighed, det at skabe et fællesskab og dele liv, er der altid et eller andet sted, og kan mærkes, men der er meget andet, der er lige så vigtigt, men som jeg måske aldrig har overvejet rigtig alvorligt i forhold til min idé om et økosamfund. Af Marika Tomasoni Jeg ankom til Danmark i marts 2025 som ESC-frivillig i Det Europæiske Solidaritetskorps i LØS, og derfor bor jeg og er frivillig i økosamfundet Hallingelille. Før jeg kom her, havde jeg aldrig besøgt et økosamfund. Jeg søgte og fandt dette projekt præcis på grund af en nysgerrighed, der er vokset i mig gennem de seneste par år. Hvad er et økosamfund? Hvad er det, der bringer folk sammen til et valg om at leve på en måde, der udefra kan virke langt fra nutidens hektiske livsstil og forventninger? Jeg undrede mig: betyder økosamfund virkelig og automatisk bæredygtighed? Bæredygtighed er et ord, som bruges rigtig meget i dag, men tit har man ikke overvejet dets mange facetter, og måske opfattede jeg det også indledningsvis som et enkeltstående aspekt, hvor individet “bare”reducerer sin miljøpåvirkning. Imidlertid indså jeg snart ret tydeligt, at ingen af os kan opnå dette fuldt ud i den kontekst, som vi alle frivilligt eller ufrivilligt befinder os i. Ikke desto mindre ønsker jeg at tro på en fremtid, hvor flere og flere folk forpligter sig til dette, og hvor opmærksomheden på vigtigheden af at reducere sin miljøpåvirkning er udbredt. Jeg havde brug for en konkret oplevelse, der kunne vise mig, at det er muligt at leve mere bæredygtigt og samtidig respektere vores omgivelser – uden at miste håbet for mennesker og samfundet. I disse fem måneder har jeg til fulde forstået, at der overhovedet ikke findes noget ’perfekt økosamfunds-certifikat. Et økosamfund er først og fremmest bygget op af mennesker. Mennesker, der har forskellige historier og baggrunde som Hallingelille, som flytter ind, bliver, forlader og, frem for alt – ændrer sig. I virkeligheden - ud fra de historier, jeg har hørt - har Hallingelille inde i sig mange forskellige økosamfund,

Hvis der var ét aspekt, som jeg tænkte et økosamfund kunne frembringe, især i den historiske periode, vi befinder os i, er det miljømæssig bæredygtighed. At det samtidigt involverer flere mennesker i et simpelt liv, et i alle henseender etisk korrekt forbrug, egenproduktion og et meget lavt økologisk fodaftryk. Jeg forestillede mig folk, som var meget centrerede og på enhver måde fejlfrit bæredygtige —, blot fordi de var en del af en gruppe med stærke idealer. Dette billede blev hurtigt knust, og det skabte plads til en sand blanding af følelser: Lettelse, ift. at se, at intet er perfekt, og at selv et økosamfund er en del af det samfund, vi lever i, også selv om det på nogle måder prøver på at distancere sig fra det; og en lille frustration, ved at erkende at det koster en masse viljestyrke, at vi alle er mennesker og at det at gå op imod strømmen er meget sværere end forventet – selv i en gruppe. Hvad jeg imidlertid fandt, var: mange mennesker, mange historier om ønsket om at undslippe byens travlhed. Et ønske og en trang til at lære ens naboer at kende, at leve omgivet af naturen, at prøve at passe på sit mentale helbred, at se børn vokse op med frihed til at løbe gennem landsbygaderne og dele øjeblikke med hinanden.Ydermere en følelse af, at du altid kan vende tilbage til et sikkert individuelt og familiært sted, med vished i forhold til, at du har folk og omgivelser, du kan regne med.

og reducere miljømæssige påvirkninger - skønt de gør disse ting alligevel - så tror jeg stadig, at økosamfund først og fremmest kalder på folk, som virkelig tror på, at der findes en måde at leve bæredygtigt på. Det er hårdt arbejde at bibeholde dette fokus; det kræver vedvarende tid og anstrengelser i projektet og i fællesskabet, og det kræver, at man husker, hvorfor man gør det --- og det kræver også ofre… men der findes en måde! Jeg tror, økosamfund kan forstås som noget, der giver et lille håb for fremtiden — uden at tænke, at disse steder (fysisk og på andre måder) er perfekte og aldrig tager fejl. Det er derfor, jeg gerne ville have sagt, at et sted som Hallingelille er tilgængeligt. Jeg synes stadig, at Hallingelille er meget imødekommende, og selv om forskellige ideer kan kollidere, og det kan være svært at tage beslutninger, så er du velkommen og der er øjeblikke, hvor du føler dig omfavnet og værdsat af dette fællesskab/samfund. Samtidig kan det omgivende samfund og de aktuelle dynamikker, som nævnt, desværre også nå disse ’lykkelige oaser’og, f.eks vil et ungt menneske, som ønsker at deltage i et sådant projekt ikke stå overfor nogen nem vej — ikke pga. samfundet/fællesskaberne, men pga. de ydre faktorer som f.eks. de økonomiske muligheder, som ikke bør undervurderes. Som konklusion på min refleksion over de forløbne fem måneder er jeg nået frem til dette: Hvad en sådan landsby måske kan tilbyde, er: -

Muligheden for at drosle ned Have tid til sig selv og dele det oprigtigt når man føler for det … Og er klar til det

Dette fik mig til at tænke…. skønt disse ting kan synes simple, så er det nu om dage også bæredygtighed! Kald det“social bæredygtighed”eller “søgen efter sindsro” — det er bestemt noget, som det meste af samfundet søger efter nu om dage!

Med den underliggende bevidsthed om, at du prøver på at hjælpe med ved at reducere din miljømæssige påvirkning, men uden at lade dig selv blive overvældet af denne tanke, Måske ved at trække stikket indimellem, ved at passe på dit eget velvære, ved endnu engang at sætte tempoet ned og løsrive dig fra vores samfunds vanvid.

Selvfølgelig er der stadig en vis frustration, og selvom jeg ved at alle økosamfund er forskellige, og jeg forstår at Hallingelilles hovedfokus måske ikke er at købe økologisk, undgå spild

Lad os sige, at det mest er dét, vores samfund mangler – og til dels søger efter. Formentlig er dette det udgangspunkt, vi behøver for at opnå bæredygtighed i alle dens facetter.


At leve i (øko) fællesskab

Af Lucas Coutin

Da jeg ankom til Danmark for at starte som frivillig i Det Europæiske Solidaritet Korps i LØS, havde jeg ikke meget kendskab til livet i et økosamfund. Mine antagelser var stereotyper - landbrug, samhørighed, ligesindethed, en vis grad af spiritualitet og en imødekommende natur. Jeg begyndte dog snart at føle, at disse stereotyper ikke eksisterede i praksis og blot var mine idealer og forventninger. Minimalisme, aktivisme og social inklusion. Klimabevidsthed og samtale. Økosamfundet havde ikke den udadvendte og uddannede natur, som jeg ønskede, og ikke den indadvendte attitude og bevidsthed, der var’brug for. I grove træk er økosamfundet mennesker, der bor i nærheden af hinanden, heriblandt er nogle aktive i fællesskabet, og andre eksisterer som spøgelser, stumme eller personer i husarrest. Uden konteksten af at være der, uden mine stereotyper, fordomme og idealer, er de blot normale mennesker, der lever normale liv, og det er der i princippet ikke noget galt i. Jeg kæmpede dog for at forstå, hvad folk ønskede med stedet – et økosamfund er et privilegeret og lukrativt sted at bo, og alt andet end stilheden og stjernerne bliver simpelthen efterladt ved døren, når husholdningerne isolerer sig. Historierne fortæller om et ung Hallingelille, som blev tvunget sammen i kampen for at gøre økosamfundet til virkelighed. Det blev kaldt for ”storhedsdagene”. Uden kampen om pro-

cessen, var det ikke nødvendigt for folk at være sammen. I mit arbejde med LØS har jeg hørt om andre økosamfund, der oplevede lignende ting: Når alt er oppe at køre, og der ikke er andet at gøre end at leve, forsvinder interessen. Så når jeg bliver spurgt, hvad økosamfundene kan tilbyde, er svaret: ingenting - så længe de ikke tager initiativ til at lære og inkludere udenforstående i deres læring. I modsat fald rummer de hele verden; mange løsninger findes inden for økosamfundet, i den økologiske praksis og i fælles økonomiske strukturer. Et økosamfund kan operere på tre fronter: den sociale, økologiske og økonomiske. Det er gennem fremskridt på disse områder, at økosamfundene har noget at tilbyde. Det er nødvendigt at social forandring ledes et sted fra, og før økosamfundene kan legemliggøre denne forandring udadtil, må de øve sig i og teste nye fremskridt indadtil. Hallingelille opererer ud fra alle disse fronter ... til en vis grad. Det fungerer som en slags økosamfundsstartpakke. Et let økosamfund. Et ubrugt, uskarpt værktøj. I mit arbejde for LØS har jeg arbejdet på projekter, der implementerer undervisning i økosamfund i Ghana og Togo, og fremmer udviklingen af økologisk dyrkning gennem træplantning, svampedyrkning, permakultur, agroøkologi, solenergi osv. Der synes ikke at være nogen drivkraft i forhold til dette, hvor jeg bor. Intet initiativ uden nødvendighed. Ingen drivkraft for at øge biodiversiteten. Ingen drivkraft til at blive mere selvforsynende. Ingen radikale fremskridt og kun vedligeholdelse. Fundamentalt set — ingen åbenlys kollektiv

handling. Det er især det sidste punkt, der sætter spørgsmålstegn ved mit perspektiv. I min stilling som frivillig for LØS og for Hallingelille har jeg levet og åndet for økosamfundet. Jeg tog ikke afsted for at gå på arbejde – jeg gik hen i fælleshuset. Om torsdagen gik jeg ud i marken. Tre aftener hjalp jeg med at forberede fælles aftensmad. Jeg tilbragte al min tid der. Når jeg har opbygget denne kritiske opfattelse, skyldes det den manglende integration i økosamfundet. Beslutningstagningen, som jeg ikke blev integreret i, manglen på integration af en udenforstående i landsbylivets hverdagsaktviteter, og den tillukkede uvidenhed om, hvad jeg kunne tilbyde som en udenforstående – eller bare som en tilstedeværende person. Måske er økosamfundet så velsmurt en maskine, at jeg simpelthen slet ikke lagde mærke til, hvor problemfrit det hele kørte. ’Occams barberkniv’ ville pege på noget andet. Selvom økosamfundet ikke levede op til mine forventninger, og den laveste standard for social deltagelse ikke helt blev nået, er de, der når det, deltagere i et lykkeligt økosamfund. Et økosamfund, der kan forlade sig på sine forskellige dele. Det er et godt sted, men der er også plads til forbedringer.

Økosamfund i Danmark – Fællesskaber i krisetid

Om forfatterne: Marika og Lucas har været internationale volontører hos LØS siden marts i år gennem det EU-finansierede European Solidarity Corps og skriver her om, hvordan mødet med livet i LØS og i økolandsbyen Hallingelille har været, og hvordan de opfatter fællesskaberne her.

17


Økosamfund og klimaaktivister Af Morten Lisbjerg

Økosamfund har en stadig større berettigelse i de kommende år som følge af de ødelæggende konsekvenser, der kommer fra bæredygtighedskriserne, herunder klimakrisen. Økosamfund er et stærkt koncept, hvor ideen er mere bæredygtig. Det bliver kun vigtigere i takt med at samfundet lider af stadig flere ekstreme konsekvenser af klimakrisen. Økosamfund er særligt relevant for nuværende klimaaktivister med stort fokus på miljømæssig bæredygtighed. Dette genkender jeg selv, hvorfor jeg har opsøgt LØS. Der er en tydelig relevans, da klimaaktivistiske fællesskaber arbejder med sociokratiske principper og teknikker og prioriterer både miljømæssig og social bæredygtighed i fællesskabet. Jeg mener derfor klart, at der, for økosamfund og LØS, er et stort potentiale i at gøre sig synlige og åbne for nuværende klimaaktivister. Der er gensidige potentialer, så klimaaktivister er ikke blot en oplagt rekrutteringsgruppe for økosamfund og LØS. Nuværende klimaaktivister er bekendte med sociale beslutningsprocesser, da de fleste er organiseret ud fra basisdemokrati og deltagende beslutninger. De fleste klimaaktivister er også handlingsorienterede og løsnings drevne.

Bredere set er de aktive inden for bæredygtighedsområdet, vil have indsigt i teknikker for at reducere udledninger i den personlige livsførelse og støde på teknikker til at sikre samfund eller bebyggelser mod klimakrisens konsekvenser. Samtidig har mange klimaaktivister nu en bedre forståelse af klimakrisens forventede udvikling end den bredere befolkning efter min erfaring. Det vil give en baggrundsviden der kan hjælpe med langsigtet planlægning —både i fællesskabet og i den fysiske indretning i økosamfund og lignende. Klimaaktivister kan også bidrage til økosamfunds rækkevidde ved at dele de gode erfaringer og teknikker fra forskellige økosamfund og hjælpe med at de når længere ud end de gør i dag. Det gælder fra bæredygtigt byggeri, socialt bæredygtige fællesskaber til ressource- og udlednings begrænsende tiltag - hvor økosamfundet har eksperimenteret med tilgange, der kan være mulige løsninger på problemer, som findes overalt i vores samfund.. Der er desværre også nogle barrierer. En af disse er den store finansielle adgangsbillet. Her er bl.a. klimaaktivister udfordret, da mange fra denne gruppe prioriterer meningsfuldt, ulønnet arbejde. Det betyder for mange, at de ofte har mindre opsparing end andre grupper i befolkningen. Dette gør sig særligt gældende for yngre klimaaktivister, som udgør en stor del af bevægelsen. Her er nogle oplagte muligheder

(afhængigt af lokale forhold): oprettelse af lejemuligheder, så man kan deltage i fællesskabet med en mindre eller ingen finansiel investering. En anden mulighed er at etablere ‘afdragsordninger’ for andels- eller købspriser for dele af økosamfundet, så man kan deltage i økosamfundet inden fuld betaling og afdrage over tid. En anden barriere er manglende detaljeret kendskab til, hvordan økosamfundene er tilrettelagt eller fungerer i dagligdagen. Dette kan gøre det svært at arbejde fokuseret på at opbygge nye og forskellige økosamfund. Her er LØS heldigvis i gang med Startpakke Projektet (en database med erfaringer fra etablerede økosamfund), som er et vigtigt første skridt—men der kan gøres mere. Mit håb er at flere økosamfund vil blive tilgængelige for bl.a. klimaaktivister, især ved at sænke de økonomiske barrierer og gøre det lettere at træde ind i fællesskabet.

Om forfatteren: Morten Lisbjerg har været klimaaktivist siden han blev optaget af klimakrisen i den hede sommer i 2018. Morten håber at komme til at bo i et økosamfund, men har ikke fundet den plads endnu.


Den bæredygtige gentagelse

Den bæredygtige gentagelse Vil du leve bæredygtigt, bør du gentage dig selv.

Af Hanna Leinum Der er noget grundlæggende bæredygtigt ved at gentage sig selv – uanset om det er i handlinger eller i ord. Når vi gentager os selv, bliver vi dybere forankret i det, vi gør, det, vi siger, og det, vi tror på. Det bliver nemmere at holde fast ved sig selv, som en øvelse i integritet. Årstidernes skiften kommer helt tæt på, hvis vi går den samme tur hver morgen. Uden gentagelserne kan vi nemt lade os forglemme eller forføre i en verden af uendelige muligheder. At gentage sig selv er som at genbruge sit plastikaffald – bestandighedens gave i en skrøbelig verden. Kan du ikke, med god samvittighed og livsglæde, gentage dine handlinger, så er de helt sikkert ikke bæredygtige – for dig selv eller os andre. Jeg er her ikke for at belære dig om, hvad du bør gentage eller hvordan – det ved du selv. Og er du alligevel i tvivl, om du bør gentage, så gentag det, du gerne vil lære. Gentag den, du gerne vil være. Jeg har ikke svaret – dette er blot en påmindelse om, at recycling, et cyklisk materielt liv, indebærer en åndelig gentagelse. Genlæs dine bøger, find nye perspektiver i det, du allerede kender. Filosoffen Simon Critchley har ret, når han påstår:

kun et par hundrede år gamle, ligesom industrialiseringens første store udslip af drivhusgasser. Vi behøver dem ikke længere. Hvad med den gode udvikling eller den grønne vækst, spørger du måske? Beklager, der findes ingen ”god udvikling” eller ”grøn vækst”. Det er i det hele taget tvivlsomt, om det overhovedet giver mening at tale om udvikling, men sikkert er det: Der findes forandringer og gentagelser. Gentagelser er en modvægt til verdens omskiftelighed og konstante forandringer. Svend Brinkmann anbefaler gentagelser som en strategi til at ’stå fast’ i verden. Gentagelser er også en forudsætning for fordybelse og åndelighed. F.eks. er kærlighed gentagen opmærksomhed, og forholdet til andre skal fornyes igen og igen. Det vidste Søren Kierkegaard: For ham var gentagelsen noget religiøst, ja selve ... det daglige brød, der gør mæt med velsignelse. Gentagelser peger mod Gud, mod evigheden, fordi de er en fornyelse af fortiden i nutiden. Nuvel,

Kierkegaard beskriver også de tomme, intetsigende gentagelser – som når du drikker, snacker, ryger eller ’binger’ en serie på Netflix. Beroligende, men tomme gentagelser, der ikke peger ud over kortfristet tilfredsstillelse. Ikke alle gentagelser er værd at holde fast i. Nogle tømmer os, andre fylder os. Men i valget af de meningsfulde gentagelser, finder vi en bæredygtighed, der rækker ud over dårlige vaner og afhængighed, og ind i øjeblikket. Den stille gentagelse er en protest mod det grådige forbrug og det fortravlede samfund. Så du får den lige igen: den bæredygtige foretagelse er en gentagelse. Om forfatteren: Hanna Leinum, studerende og tidligere bosat i Hallingelille Økosamfund

Illustration: Nathalie Yoko

brud, men gentagelser. Renæssancen betyder for eksempel helt bogstaveligt genfødsel

”

Når vi gentager os selv, insisterer vi på nuet og dropper fremtiden. Jeg ved det – det er en upopulær tanke i en fremskridtsforhippet kultur. Men er fremtiden først lagt på hylden, kan vi endelig slippe af med de farlige idéer som vækst, fremskridt og udvikling. Alle disse idéer er

Økosamfund i Danmark

De væsentligste ting ” i idéhistorien er ikke ny-

19


Gennemgang af kendte syndromer der optræder i forbindelse med etablering af økosamfund: Af Mikael Skensved Vi har forsøgt at samle en række sygdomskomplekser observeret ved etableringer af økosamfund! Området må dog betragtes som ufuldstændigt, da yderligere forskning er nødvendig. Alm. Byggekuller (Constructum Insanis Vulgaris): Optræder ofte i forbindelse med selvbyg/ medbyg med stramt budget og/eller tidsplan. Kendte symptomer: • Pludselig opvågning om natten badet i koldsved og/eller med paniske tanker om byggeriets krav til overholdelse af love og regler! • Usammenhængende tale om u/z-værdier, statistik, energiramme mm. • Manglende evne til at fungere i sociale sammenhænge uden at snakke om prisudviklingen på byggematerialer, håndværkeres generelle utroværdighed og manglende vilje til at komme til tiden! • At rejse sig midt i sociale sammenhænge med flakkende tomme øjne og bevæge sig formålsløst rundt, mens man mumler om ventilationskrav eller varmepumpers støjniveau! Illustration: Nathalie Yoko

Mulige terapier: • Større mængder havearbejde kan i visse tilfælde få patienten til at bryde ud af komplekset. Her må dog advares mod, at der i stedet kan udvikles alvorlige tilfælde af ”Tidseltræthed” (Carduus Defessus Gravi, se denne.) • Kedsommeligt ensformigt arbejde kan også af ukendte årsager have en positiv effekt. Det kan dog være svært at holde patienten fast i behandlingen! • Lange vandreture kan også have en positiv effekt i visse tilfælde. Her må det anbefales, at det foretages i krævende terræn eller tempo — gerne i alpint terræn med tungt udstyr! “Flue Fnidder” (Muscas Cicadarum Rusticaro) ”Flue Fnidder” (Muscas Cicadarum Rusticaro) har på mange områder fællestræk med syndromet ”Vind-skør” (Gale Gale Confusa Molestare) også kendt som ”Kuling Kvalm”. ”Flue Fnidder” optræder oftest i sommerhalvåret og tit i områder nær store klovog hovdyr. Der er dog ikke konstateret nogen direkte sammenhæng mellem klov- og hovdyr og ”Flue Fnidder”, selvom der er mistanke om en mulig indirekte sammenhæng. Kendte symptomer: • Usammenhængende og afbrudt nattesøvn. • Umotiverede pludselige trækninger i ansigtet. • Pludselige rykvise bevægelser og slåen ud med arme og i enkelte tilfælde også ben.

• Periodevis summen for ørerne. Mulige terapier: • Som i nogle af de andre syndromer kan ophold i beton/asfaltmiljøer i storbyer også her have en gavnlig effekt. • At sætte patienten i konstant bevægelse kan have en kortvarig dulmende virkning. Symptomerne vender som oftest tilbage, så snart patienten indtager en hvileposition. • Ophold i mørke rum har også vist sig at give lindring. Her må det dog påpeges, at rummet skal være helt mørkt, da virkningen ophører ved selv den mindste smule lys. Dette er kontraindikeret, da der ved længere tids terapi med denne metode kan optræde alvorlige bivirkninger i form af depression, umotiveret vrede mm. • Lys menes for øvrigt ikke at være blandt årsagerne til dette syndrom. • Slag med en sammenrullet avis el.lign. kan også have en gavnlig effekt. Denne terapi skal dog anvendes metodisk og med lukkede døre og vinduer. ”Tidseltræt” (Carduus Defessus Gravi). Må ikke forveksles med ”Tidseltrang” (Carduus Urgi Rares). Se denne. Syndromet ”Tidseltræt” er oftest eksogent og kan have et forløb med skiftevis maniske og depressive perioder, og perioderne kan skifte med meget kort varsel. Den har mange fællestræk med ”Smat- sot” også kaldet ”Mudderfar/-mor” (Luto Fuligine Communis). Se denne. Årsagerne til denne lidelse er lidt uklare, men meget tyder på, at den er sæsonafhængig og kan have en forbindelse


Syndromer i forbindelse med etablering af økosamfund

Kendte symptomer i den maniske fase: • Ukontrolleret og ofte voldelig adfærd overfor bestemte typer planter. • Usystematisk lugeaktivitet, hvor patienten bevæger sig tilsyneladende formålsløst rundt og hiver planter op under højlydte udbrud. • Uhensigtsmæssig anskaffelse af dyrt grej til plantebekæmpelse. • Øget trang til at tale om brug af plantegift o.lign. Kendte symptomer i den depressive fase: • Patienten ses siddende stille i naturskønne omgivelser med tomme øjne og tale om den problemfrie tilværelse i storbymiljøer. • Nedsat appetit overfor salat, kål o.lign. Det er observeret, at patienten ikke vil spise kød af dyr, der er kendt for at spise specifikke plantetyper. • Generel apati ved snak om havearbejde og naturen. Mulige terapier: • Lange ophold i storbyer. Man bør dog undgå parker mv. og opholde sig udelukkende i beton/asfaltmiljøer, da synet af bestemte planter kan udløse tilbagefald. • Lange sejlture. Af ukendte årsager virker det til, at ophold ved vand har en positiv effekt. • Tvangslugning. Hvis patienten over en længere periode tvinges til at luge flere timer dagligt, kan det have en positiv effekt. Man bør dog være opmærksom på, at man risikerer at fastholde patienten i den maniske fase med derpå følgende voldsomme tilbagefald til den depressive fase. ”Smat-sot” også kaldet ”Mudderfar/mor” (Luto Fuligine Communis) Optræder ofte i vinterhalvåret, specielt i regnfulde perioder. Ses tit i børnerige familier! Syndromet ”Smat-sot” er oftest eksogent og kan have et forløb med skiftevis maniske og depressive perioder. Perioderne

kan skifte med meget kort varsel. Det har adskillige træk til fælles med ”Tidseltræt” (se denne). Hvor ”Tidseltræt” oftest optræder i sommerhalvåret ses ”Smat-sot” af endnu ikke klarlagte årsager primært i vinterhalvåret. Kendte symptomer: • Uprovokerede vredesanfald rettet mod sagesløse familiemedlemmer! • Eksogene personlighedsforstyrrelser, kendetegnet ved håbløse ansigtsudtryk og dybe suk, afløst af eksplosive anfald af vrede mod tilværelsens uretfærdighed og livets generelle meningsløshed! • OCD-lignende adfærd, der primært kommer til udtryk ved ukontrolleret trang til rengøring! Mulige terapier: • Der er ingen kendte terapier, men symptomerne går ofte i sig selv efter noget tid. • Midlertidig lindring kan dog observeres i forbindelse med længere ferierejser. • Chokterapi er forsøgt, hvor patienten lokkes ud at gå i nypløjede marker i regnvejr. For at minimere risikoen for alvorlige tilbagefald er det vigtigt at terapeuten følger og støtter patienten tæt gennem hele processen. Terapeuten skal her være meget opmærksom på ikke at komme til at spejle symptomerne. • Resultaterne af denne terapi er ikke entydige; yderligere forskning er derfor påkrævet. • Lange varme bade har i enkelte tilfælde vist en vis positiv effekt. ”Vind-skør” (Gale Gale Confusa Molestare) også kendt som ”Kuling Kvalm”. ”Vind-skør” optræder hele året, syndromet er ofte relateret til muddermor/-far Kendte symptomer: • Susen for ørerne • Problemer med at opretholde balancen • Skæv gang ved ophold udendørs. • Angstanfald ofte i forhold til udendørs installationer

Mulige terapier • Som ved andre af de nævnte syndromer kan ophold i beton/asfaltmiljøer ofte have en gavnlig effekt. • Ophold i underjordiske rum, gerne med tykke betonvægge o.lign. • Dybe vejrtrækninger med visualisering af solbeskinnede strande. Terapeuten bør her være opmærksom på, at virkningen kan være kortvarig, så den bør kombineres med andre terapier. • Musikterapi kan også i visse tilfælde have en gavnlig effekt—Gerne lange koncerter med høj tungmetal-musik, hvor patienten opholder sig tæt på scenen uden høreværn. Her kan der dog optræde bivirkninger i form af varige høreskader, disse skader synes dog ikke at påvirke patientens livskvalitet i nævneværdig grad.

Om forfatteren: Mikael Skensved har været med til at grundlægge Økosamfundet Egeskoven hvor han bor i dag.

Illustration: Nathalie Yoko

Økosamfund i Danmark

med ukontrolleret vækst af bestemte plantetyper (agertidsel, brændenælde, snerler m.fl)

21


GENs oprindelse Om forfatteren Ross Jackson er erhvervsmand, forfatter og filantrop. Han er medstifter og mangeårig funder af Global Ecovillage Network og dets søsterorganisation, Gaia Education, hvor han i en årrække også var formand. Efter sin hustru Hildurs alt for tidlige død i 2015 mødte og giftede Ross sig med Heather. Sammen bor de i dag på en regenerativ gård nær København.

Af Ross Jackson

The Global Ecovillage Network (GEN) bliver født

GEN blev til i perioden 1991-1995. Mange bidrog til at give bevægelsen liv, og hver historie er personlig og lidt forskellig. Som en af medstifterne og hovedfunder af projektet gennem tredive år vil jeg her præsentere nogle af de vigtigste begivenheder, der førte til GENs fødsel, set fra mit perspektiv. Jeg vil afslutte med nogle refleksioner om økosamfundsbevægelsen fremtid.


GENs oprindelse

Jeg ser bofællesskabsbevægelsen som en forløber for økosamfundsbevægelsen, idet den fremhæver den sociale dimension. Med start i Danmark og senere udspredning herfra har bofællesskaber deres rødder i 1960’erne, hvor mange kvinder trådte ind på arbejdsmarkedet, og hvor kvindens rolle i samfundet blev omdefineret. Kvinder var ikke længere villige til at spille den passive rolle som husmødre, bundet af deres mands interesser. De ønskede et liv for sig selv, herunder en karriere. I begyndelsen af 1970’erne stiftede min kone Hildur og jeg, sammen med et par venner, et af de første bofællesskaber i Danmark—et lille fællesskab med blot seks familier, men med alle de kendetegn, som senere blev mainstream. Dette inkluderede parkeringspladser i udkanten af boligområdet for at skabe et bilfrit område i midten til børn, ingen hække mellem husene og et fælleshus til møder og fællesspisning én eller to gange om ugen. Vores sted blev hurtigt et samlingspunkt for kvarterets unge, der hellere kom til vores åbne, indbydende område end legede på gaden.

Navnet “økosamfund” (ecovillage) opstod på mødet for at beskrive disse fællesskaber. Det blev besluttet, at Gaia Trust skulle fokusere på at samle disse spredte fællesskaber i et globalt netværk. Dette netværk vil kunne udveksle erfaringer og blive en bevægelse med potentiale til at påvirke samfundet i en mere bæredygtig og spirituel retning. Strategien var enkel: at vise vejen med et godt eksempel. Hvis projekterne lykkedes, ville de blive kopieret.

I begyndelsen af 1970’erne var der stadig lav bevidsthed omkring de voksende miljøproblemer som forurening, artsudryddelse og klimaforandringer. Og der skulle gå yderligere tyve år, før fundamentet blev lagt til næste fase af økosamfundsbevægelsen, som ville forene både de sociale og de økologiske dimensioner.

En spirituel impuls Frem til 1982 fulgte jeg et ret konventionelt middelklasseliv som forretningsmand. Jeg boede lykkeligt i forstæderne med en kærlig hustru og børn—og levede på mange måder ”the

American dream” fra min ungdom. Alt ændrede sig det år, da jeg, i Indien, fik en stærk spirituel oplevelse, som åbnede nye horisonter og et nyt verdenssyn. Jeg indså, at jeg ikke blot selv var på gale veje – det var hele samfundet også. Det globale billede i 1980'erne var dystert: stigende forurening, artsudryddelse, miljøødelæggelser og kløften mellem rig og fattig voksede. Samtidig levede de fleste borgere isoleret i lejligheder eller huse, langt fra naturen. Jeg indså, at hvis jeg ville leve i harmoni med mine nye spirituelle indsigter, måtte jeg bidrage til at ændre samfundets katastrofale kurs—også selvom jeg endnu ikke vidste hvordan. I 1987 tog jeg det første skridt og grundlagde Gaia Trust, en velgørende fond, der skulle støtte transformationen til en mere bæredygtig og spirituel verden.

Et historisk møde Omkring samme tid mødte Hildur og jeg Robert og Diane Gilman, som delte vores værdier og boede i et bofællesskab i Seattle. Sammen inviterede vi et dusin af vores fælles internationale kontakter til en uges idéudvikling i Danmark i september 1991. Målet var at diskutere, hvordan de midler, der begyndte at strømme til Gaia Trust, bedst kunne anvendes. Efter mange og lange debatter nåede gruppen én klar konklusion: Vi kender problemerne. Vi kender løsningerne. Det, der mangler, er handling – ikke flere konferencer og rapporter. Det ledte til næste spørgsmål: Hvem gør faktisk noget i praksis? Hvem lever allerede, som de prædiker? Svaret var klart: intentionelle fællesskaber som Findhorn, Auroville, The Farm, Lebensgarten Steyerberg, Crystal Waters og mange flere. Fællesnævneren var en livsstilsændring. Mellem det historiske møde i september 1991 og efteråret 1995 mødtes en lille gruppe af os flere gange forskellige steder, suppleret af nye deltagere undervejs, for at udvikle et globalt netværk af økosamfund. Vi blev enige om at etablere tre regionale kontorer: Nord- og Sydamerika med base i The Farm i Tennessee, ledet af Albert Bates; Europa og Afrika med base i Lebensgarten i Tyskland, ledet af Declan Kennedy; og i Asien/ Oceanien med base i Crystal Waters i Australien, ledet af Max Lindegger. Derudover blev der oprettet et internationalt koordinerende kontor i Danmark under ledelse af Hamish Stewart. Den første prioritet var, at de tre regionssekretærer skulle skabe kontakt til eksisterende projekter i deres regioner og danne nationale netværk med koordinatorer i hvert land. Gaia Trust forpligtede sig til at finansiere driften de første fem år.

Økosamfund i Danmark - GEN-30 års jubilæum

Bofællesskaber

23


Sommerfuglen I oktober 1995 planlagde Findhorn-fællesskabet i Skotland en konference om “Ecovillages and Sustainable Communities.” Det blev en oplagt lejlighed til at præsentere vores planer, og vi rejste derfor alle til Skotland. På konferencens sidste dag præsenterede jeg planen for deltagerne i Universal Hall. På et tidspunkt i min præsentation fortalte jeg historien om larvens forvandling til sommerfugl som en analogi til min vision om planetens transformation fra en udnyttende civilisation til et smukt og blomstrende samfund, hvor økosamfund rundt omkring i verden svarer til de “imaginære celler” i puppen, der forbinder sig og danner fundamentet for noget helt nyt. Netop i det øjeblik landede en sommerfugl på min overhead-projektor til publikums store fornøjelse—en utrolig synkronicitet. Det føltes næsten som et tegn på guddommelig støtte. Dagen efter, ved det stiftende møde i GEN, lod en af kvinderne sig inspirere til at tegne et billede af en sommerfugl lagt over et foto af Jorden set fra rummet. Efter nogle justeringer blev dette til GENs logo — et stærkt symbol på transformation.

GENs fremtid Økosamfundsbevægelsen er vokset langsomt, men sikkert siden da, men den er stadig meget marginal. Den indgroede mainstream-livsstil er svær at ændre. En gradvis transformation kan muligvis finde sted, men jeg har altid forestillet mig, at økosamfund kunne blive de stabile steder, hvorfra menneskeheden kunne genopbygge med et nyt verdenssyn efter et globalt kollaps forårsaget af miljøødelæggelser eller krig—noget, der virker mere og mere sandsynligt. Krigen i Ukraine illustrerede dette i mindre skala. Da folk flygtede fra byerne, fandt mange hjælp og nye hjem i de fyrre fungerende ukrainske økosamfund. For mange blev det en livsforandrende oplevelse. Mange opdagede en mere attraktiv livsform og valgte at blive. Andre blev hjulpet ud af landet gennem en heroisk indsats fra GEN Europe, som organiserede veje til nye hjem i europæiske økosamfund og andre sikre steder. Uanset hvad fremtiden bringer, vil økosamfundsbevægelsen fortsætte, for livet i fællesskab og tæt på naturen ligger dybt i vores DNA og menneskets natur. Vi er på den rigtige side af historien, fordi vi gør det rigtige, og vi vil være her så længe det kræves, ved at vise vejen med et godt eksempel.

I det forgangene år fejrede Global Ecovillage Network - GEN-30 års jubilæum. Artiklerne i dette tema er oversat fra det jubilæumsskrift, der udkom tidligere i år. Resten af bladet kan læses på engelsk her: https://okosamfund.dk/ gen-jubilaeumsbog-klar/


GEN Holland

GEN Holland: “Alene kan du rykke hurtigt, sammen kan du rykke langt”

Af Monique Wijn

Det var på dette møde, at vi besluttede at etablere netværket. Hovedfokus var at danne netværk for initiativer og støtte og inspirere hinanden til at opstarte økosamfund i Holland. Målene var: netværk, uddannelse, interessevaretagelse for økosamfund og videndeling. Vi opdagede, at vi tilsammen kendte en hel række af nye initiativer og besluttede at fokusere vores kræfter der. Vi aftalte også at afholde en årlig festival for den bredere offentlighed.

Opstart af GEN Holland Efter de inspirerende GEN-samlinger i Portugal (2011), Ungarn (2012) og et kursus i økosamfundsdesign (EDE) i Sieben Linden, Tyskland (2012) samlede en gruppe sig i januar 2013 for at tale om starten på et hollandsk økosamfundsnetværk. Initiativtagerne var Fredjan Twigt (Ecovillage Bergen), Wouter Extercatte og mig – Monique Wijn (Ecovillage Groningen). 2013: Første nationale møde I maj 2013 på det efterfølgende møde var forskellige fællesskaber inviteret,

Netværksmøder Det første netværksmøde var 1. juli 2013 i den smukke økologiske bygning i Økosamfund Brabant på Die Kleine Aarde-området. Der var 40 deltagere fra ca. 20 initiativer – en kæmpe succes! Vi besluttede at lancere en hjemmeside og et nyhedsbrev. Siden det første møde har der været sommer- og vintersamlinger hvert år, hver gang i et nyt fællesskab, for at forbinde og besøge hinanden.

Økosamfundsfestival I august 2013 afholdt vi den første nationale økosamfundsfestival i Økosamfund Bergen. De havde kun lige fået nøglerne til jorden, og inden for en uge havde vi bygget rammerne for festivalen. På grund af begrænsningerne — Bergen skulle stadig løse den miljømæssige oprydning af det tidligere militære anlæg — var ingen reklame tilladt og deltagerantallet begrænset til 100 besøgende. Alligevel var det en fantastisk første fejring. Festivalen blev afholdt årligt fra 2013 til 2016. Derefter blev vi en del af Levende Landsbyerfestivalen (2017-2020) og Jordforbindelse (“Vibe of the Earth”) (2021-2022). Disse events blev dog stoppet af COVID.

Engagerede i GEN Europe og CLIPS Så blev vi aktive i GEN Europe. I foråret 2014 var det første nationale netværksmøde i Torri Superiore i Italien. Her opstod idéen om at etablere et internationalt partnerskab for at udvikle undervisningsmateriale til at understøtte fællesskaber. Dette blev til CLIPS - udviklingsprogram for fællesskabslæring og bæredygtighed (på engelsk “Community Learning Incubator Programme for Sustainability”, deraf CLIPS). Siden da har et nationalt netværksmøde været holdt hver januar i et nyt europæisk land. CLIPS-projektet blev en stor succes. Det første partnerskab bestod af ti lande.

Økosamfund i Danmark - GEN 30-års jubilæum

hvor de fleste stadig var under opstart: Økosamfund Bergen, Økosamfund Brabant, Anastasia-landsby Levensland, Økosamfund Groningen og Jordhusene i Olst. For at introducere en økosamfundskultur satte vi os i en cirkel og sendte en talepind rundt - en ny oplevelse for mange fællesskaber.

25


blev udviklet. I fase to fulgte et CLIPS-spil og en metodebog. GEN Holland har været aktive på dette område med at træne utallige grupper og organisere en årlig national træning for fællesskaber.

2015: At blive en juridisk enhed CLIPS-projektet førte til, at GEN Holland etablerede en juridisk enhed. I foråret 2015 blev Ecodorpen Netwerk Foundation etableret, som siden er omdøbt til GEN Holland. Dette var et udfordrende skridt: nogle var ideologisk imod enhver juridisk struktur, mens andre insisterede på at implementere sociokrati, som var ukendt for mange. Kompromisset blev, at vedtægterne kom til at indeholde samtykke i beslutningsprocesser uden direkte at nævne sociokrati. Konference: Værdien af økosamfund For at fremhæve vigtigheden af økosamfund arrangerede vi i 2017 konferencen “Værdien af Økosamfund” (på engelsk: “The Added Value of Ecovillages”). Økosamfund præsenterede sammen med deres kommuner, om samarbejde, faktorer for succes og udfordringer. Emner som ‘økosamfund i landområder’ blev diskuteret. Alle deltagere underskrev et manifest om at udvikle en grøn aftale for økosamfund.

Ungeinddragelse Undervejs begyndte GEN Holland at facilitere ungdomsudvekslinger til økosamfund på tværs af Europa. Både korte udvekslingsforløb (1-2 ugers praktikker) og ESC (2-12 måneders ophold) blev udviklet og talrige unge deltog i disse inspirerende udvekslingsforløb. Siden 2022 er GEN Holland blevet godkendt som “lead organisation” og hjælper økosamfund til at blive ESC-værter. I 2025 er der tre hollandske økosamfund, der har opnået vært-godkendelse.

GEN biograf og webinarer I juni 2020 under nedlukningerne var fysiske besøg umulige. GEN Holland arrangerede sin første online-weekend, med mange fantastiske talere om selvforsynende liv og byggeri. Dette førte til en serie af online aktiviteter. Hver måned inviterede GEN Holland til filmaften og webinarserier med temaer som innovativ arkitektur, permakultur, modstandskraft, sociale spørgsmål, ny økonomi og mere. Hundredvis af personer deltog i disse webinarer og filmaftener.

Økosamfundsdesign-uddannelse I 2023 startede vi den årlige miniuddannelse med 5 dages tur ind i bæredygtighedshjulet og med en intensiv dag for hver af de fem dimensioner: økologi, socialt, økonomi, verdenssyn og systemdesign. Det var en kæmpe succes, så i 2024 arrangerede vi en uddannelse igen og vi håber at gøre det hvert år.

Udvikling og opbygning af økosamfund Samarbejdet bærer nu frugt. Økosamfund Boekel er ved at blive bygget, ligesom økosamfund Zuiderveld i Nijmegen, De Woongaard i Serooskerke og Økosamfund Klein Oers i Veldhoven (2025). Økosamfund Land van Aine har opnået en ny lokalplan med titlen “Økosamfund Lokalplan” og er under konstruktion. Nye fællesskaber er undervejs, som Onder de Eik i Uffelte og Ons Dorpje i Schalkwijk. Fordi ikke alle identificerer sig som “økosamfund”, har vi introduceret en ny kategori: “økofællesskaber” for mindre grupper. Flere grupper er i gang med at gå fra midlertidige til mere permanente tilladelser. Fra bare tre til fem fællesskaber i 2013 til nu over 50 initiativer.

Lobbyisme og kamp for økosamfund: En bredere bølge I 2022 inviterede Cooplink os til at være med i en koalition af interesseorganisationer for fælles liv. Ældrebofællesskaber, tiny houses, delte gårde og bymæssige

netværk forenede sig om at udfærdige et manifest for at vise, at store grupper af hollandske borgere ønsker at leve i fællesskaber. Selv lokale myndigheder skrev til ministeren om at 20-25% af befolkningen ønskede denne form for beboelse, og at diversitet i beboelse må være mere end enfamiliehuse. I 2025 førte dette til et nyt lovforslag, der kræver, at fælles beboelse bliver en ny standardtype for ejendomsudvikling. Fra 2026 vil millioner af euro være tilgængelige i en ny pulje til at finansiere fællesskaber. Et certificeringssystem er under udvikling, for at kunne vurdere, om en lokal beboelse reelt er et fællesskab. Økosamfundskriterierne svarer meget godt til denne certificering: fælles vision, inkluderende beslutningsprocesser, intet privat ejerskab og interne optagelsesprocesser.

Om forfatteren: Monique Wijn er medstifter af det hollandske økosamfundsnetværk, er aktiv inden for netværksarbejde og kæmper for økosamfund i Holland. Hun bor i Økosamfundet Land van Aine in Ter Apel og er CLIPS-træner (fællesskabsopbygning) i Holland og internationalt. Hun har repræsenteret GEN NL i de nationale netværksmøder i GEN Europe siden 2014 og blev valgt som rådsmedlem i GEN Europe i 2023. Siden 2013 har GEN Holland været et levende og aktivt netværk af fællesskaber fra hele landet. Talrige initiativer er sprunget op — nogle holdt ikke, men andre har siden udviklet sig og tilbyder nu både rum og bopæl for mange beboere. Et meget mangfoldigt netværk, fra smukke øko-hjem til omdannede gårde, fra forladte arealer til nybyggede lejligheder — en farverig buket af diversitet, der kollektivt vidner om en græsrodsbevægelse med retning mod at bo og leve sammen, med hinanden og med Jorden.


GEN Holland

Seneste udviklinger i GEN Holland I 2024 ændrede GEN Holland fokus med tre understøttende aktiviteter: GEN HELP, GEN FUND og GEN FIND. • GEN HELP: Udsprunget af CLIPS-projektet er der samlet et hold undervisere fra forskellige discipliner. Mægling og håndtering af upassende adfærd er blevet tilføjet. Økosamfund kan bruge disse tilbud ved kriser eller konflikter. • GEN FUND: inspireret af det franske Cooperative Oasis arbejder GEN Holland på at starte en rotationsfond for økosamfund under opstart. Eksterne bidrag vil være velkomne og kan trækkes ud igen. En gruppe af økosamfund og eksperter er involveret, understøttet af to europæiske projekter. Separat er en økosamfundsfond blevet oprettet, baseret på arv og donationer, der årligt uddeler tusinder af euro til fællesskaber. • GEN FIND: siden 2023 har GEN Holland været partner med økosamfundsnetværk i Belgien og Frankrig for at udvikle et online akademi sammen med et ressourcecenter og ekspertteam til at hjælpe økosamfund med at skabe succesfulde projekter baseret på opbygget erfaring. I sommeren 2025 bliver eksperter og fællesskaber i Holland og Belgien filmet, mens de arbejder for at skabe det hollandske/flamske akademi, som forventes lanceret i marts 2026. 10-års jubilæum

community is a collective journey with fellow human and non human beings, “inToame, consciously designed sustainable ecosystem, maintained by care, heart driven commitment, joy, playfulness and embracing the unknown. ”

LINKS: Hjemmeside: https://gen-nl.nl/ Kort over hollandske Økosamfund: https://gen-nl.nl/overzichtskaart-alle-initiatieven/ CLIPS: https://gen-nl.nl/clips/ Unge og NEXT GEN: https://gen-nl.nl/jongeren/ Facebook: https://www.facebook.com/GENNederland

Økosamfund i Danmark - GEN 30 års jubilæum

GEN Holland kan fejre 10-års jubilæum i 2025. Aktiviteterne kører hele sommeren, og starter med en åbningsfejring sammen med Jordhusene i Olst, der også runder 10 år. En cykeltur følger til de nordlige økosamfund. I august følger endnu en cykeltur gennem de sydlige økosamfund, som slutter med en stor afslutningsfest i økosamfund Bergen.

27


GEN & RIVE: Et langvarigt kærlighedsforhold Af Andrea Safir Stagliano og Riccardo Clemente på vegne af det italienske økosamfundsnetværk (RIVE) En vision, der omfavner verden RIVEs manifest beskriver tydeligt den vision, der ligger til grund for denne ekstraordinære oplevelse: "Vi ønsker at skabe en verden, hvor harmoni, tillid og fredelige relationer mellem mennesker og respekt for hvert enkelt levende væsen, leder det enkelte menneske frem mod selvbevidsthed og mod at leve en økologisk bæredygtig tilværelse." Dette er ikke tomme ord, men et konkret program, der omsættes til dagligdag for hundredvis af mennesker og snesevis af lokalsamfund. Oplevelser i lokalsamfundet RIVEs erfaringer fra fællesskaberne viser ægte "laboratorier” for autentiske livsformer, som afviser det flygtige og overfladiske og bygger på samarbejde, deling og gensidig omsorg blandt medlemmerne. Disse samfund er meget forskellige i deres mission. Nogle har fællesøkonomi som Bagnaia, Tempo di Vivere, Lumen, nogle er mere fokuserede på det spirituelle aspekt som Damanhur, Comunità Etica Vivente og andre er mere baseret på selvforsyning som Gaia Terra og Popolo degli Elfi. Men inden for netværket finder de en fælles mission: at udbrede og formidle erfaringerne fra fællesskabets projekter, livet i

fællesskab, og de fælles værdier - omsorg for planeten, menneskene og alle levende væsener. Styrken ved et nationalt netværk Som et nationalt netværk forbinder RIVE i dag omkring 60 fællesskabsprojekter – fra eksisterende økosamfund, økosamfund under opførelse og andre projekter med en grundlæggende katalyserende funktion. Hovedformålet er løbende dialog året rundt: fællesskaberne drøfter hjertesager, samarbejder om konkrete projekter og får støtte fra et bredt netværk af medlemmer – også fra dem, der endnu ikke bor i fællesskab, men deler værdierne. Denne fælles kapacitet manifesterer sig konkret gennem fire møder, som RIVE arrangerer årligt, hvoraf det ene er åbent for eksterne deltagere i en stor sommersamling. RIVEs sommerlejr har et unikt særpræg i netværket af økosamfund: her samles op til 700 deltagere. Denne dimension gør det muligt at forbinde økosamfundsverdenen med andre verdener: foreninger, kommuner og folk, der bor i byerne. Internationalt lederskab i økosamfundsbevægelsen RIVEs nationale dimension integreres naturligt med det internationale gennem

aktiv deltagelse i GEN (Global Ecovillage Network). Det italienske netværk er ikke blot medlem af GEN, men en af dets mest aktive aktører. Blandt GENs grundlæggere har RIVE organiseret vigtige internationale møder i Italien og har haft en central position inden for europæisk projektudvikling i mere end et årti. Tallene taler deres tydelige sprog: RIVE har sendt over 300 mennesker på udvekslinger til økosamfund verden over, og dermed opbygget et stærkt netværk af relationer og viden, som beriger hele bevægelsen. Men det handler ikke kun om deltagelse: Det italienske netværk har påtaget sig lederroller i nogle af GEN Europa´s største flagskibsprojekter, såsom CLIPS og ’Launch and Thrive’, og fungerer ikke blot som projekt driver, men også som en central kraft i udviklingen af nye, innovative indsatser. Italiens deltagelse i GEN Europe-møder har altid været stor og markant. RIVEaktivister står konstant i spidsen for europæiske møder, både som deltagere og som aktivister i netværket. Et symbolsk eksempel var mødet i Sverige i 2024, hvor den italienske delegation, trods den lange afstand, var de mest talrige blandt alle de deltagende nationer.


GEN & RIVE: Et langvarigt kærlighedsforhold

Siden 2017 har RIVE indført sociokrati og udviklet sig til et eksperimentarium for mere inkluderende, transparente og effektive netværkstyringsformer. Denne løbende proces styres af en dedikeret implementeringsgruppe med særligt uddannede facilitatorer, der både understøtter økosamfundene og underviser i netværket Den sociokratiske proces gør det muligt for RIVE at inkludere nye mennesker hurtigere og gøre dem opmærksomme på den store rigdom af information og projekter, der findes i netværket. Den innovative struktur omfatter to medformænd og to centrale kredse: Visionsrådet, der tager sig af organisationens mission og langsigtede strategiske aspekter, samt Koordination Kredsen, der koordinerer alle foreningens operationelle arbejdsgrupper.

enkeltpersoner, der deler dens værdier – velkommen til at arbejde for samme formål." Udfordringer på bæredygtighed og fremtidsvision Ligesom mange civilsamfundsorganisationer står RIVE over for udfordringen ift. økonomisk bæredygtighed. Balancen mellem frivilligt arbejde og aflønning repræsenterer et centralt tema, som netværket adresserer med det formål at forestille sig et økonomisk system, der kan belønne dem, der har dedikeret mange års erfaring og arbejde for foreningen, samtidig med at der opretholdes et niveau af frivilligt arbejde, som bevarer den oprindelige mission om at dedikere tid, energi og passion til ideen om at leve kollektivt.

RIVEs vækstpotentiale udmønter sig i flere ambitiøse projekter. VERI-projektet (Ecological Volunteers for Italian Networks) er klar til lancering og har til formål at uddanne kvalificerede frivillige, der kan flytte fra ét økosamfund til et andet, med konkrete færdigheder i at navigere i økosamfundenes verden, og som er fuldt ud dækket af en ordentlig forsikring.

Vækst og inklusion RIVE arbejder intensivt med aspekter af medlemskab, og vil udvide sin medlemsskare til at omfatte distribuerede fællesskaber, bofællesskaber, foreninger generelt og støttemedlemmer, der kan se sig selv i netværkets mission. Denne åbenhed afspejler den inkluderende vision, der udtrykkes i manifestet, som ønsker økosamfund og projekter, samt

RIVEs vedvarende vitalitet kommer fra økosamfund, der deler dens visdom, erfaringer og udfordringer. Sammen med mange engagerede aktivister, der har bidraget med talenter og utallige frivillige timer, ledsaget af inspirerende mennesker, der lever i økosamfundene. Ved at blande fleksibilitet, åbenhed, humor og legesyge med årtiers facilitering og støttet af cirkler og arbejdsgrupper, har netværket næret kontinuitet, hukommelse og en fælles ånd, der holder det levende og blomstrende.

Om forfatterne: Andrea Safir Stagliano har boet i økosamfund i over et årti og har været aktiv i RIVE siden 2012, hvor han har varetaget mange roller, herunder som næstformand. Han faciliterer grupper ved hjælp af værktøjer som sociokrati og NVC og har været med til at arrangere meditative gåture mellem økosamfundene, som har skabt dybe transformative forbindelser på tværs.

Innovative projekter for fremtiden

Samtidig udvikles en færdigheds- og talentplatform (app) i samarbejde med eksterne partnere. Denne platform gør det muligt, og i stigende grad lettere at udveksle direkte i bytteform, samt med en økonomisk komponent til dem, der efterspørger det – mellem medlemmer, aktivister og økosamfund med særlige kompetencer, der kan deles.

Og hvordan bliver dette muligt?

Riccardo Clemente er medlem af økosamfundet Popolo degli Elfi og har været præsident for RIVE og medlem af rådet for GEN Europe i ni år – CLIPS træner og ’jordemor’ for opstartende fællesskaber. Han er desuden en kunstner, der holder fællesskabets ånd i live med masser af godt humør.

RIVE fremstår i dag som en moden, men konstant udviklende virkelighed, der er i stand til at kombinere troskab til grundlæggende værdier med organisatorisk og projektmæssig innovation. Dens evne til at vokse indenfor kommunikation, støtte mindre strukturerede økosamfund kommunikationsmæssigt og udvikle konkrete projekter til udveksling og samarbejde positionerer den som en referencemodel i landskabet af italienske og europæiske økosamfund.

RIVE (Rete Italiana Villaggi Ecologici), det Italienske økosamfundsnetværk, repræsenterer en af de mest betydningsfulde aktører i det italienske landskab af fællesskabsnetværker og bæredygtighed. Grundlagt i 1996 og med næsten tredive års historie, har netværket udviklet sig fra en simpel koordinering mellem økosamfund til en egentlig mobiliserende kraft for ideer og værdier, der har indflydelse langt ud over de nationale grænser.

Økosamfund i Danmark - GEN 30-års jubilæum

Innovation i forvaltningen: Den sociokratiske revolution

29


Den Europæiske Økosamfundsfestival Fra intime møder til den største fællesskabsfestival i Europa dele økosamfundsbevægelsen med den omgivende verden.

Af Dicte Frost GEN startede med en festival. En konference med folk, som deler drømmen om en fællesskabsledet fremtid, hvor tusinder økosamfund poppede op som svampe rundt om i verden, og hvor et mycelium-lignende netværk forbandt dem alle og repræsenterede bevægelsen udadtil. Siden den første konference, for nu 30 år siden, har repræsentanter fra økosamfund og fællesskaber fra rundt omkring i Europa og i hele verden mødtes hver sommer – hver gang i et forskelligt økosamfund rundt om i Europa. Under transformationen fra konference til festival-lignende forsamlinger er mødestedet blevet en årlig hjemkomst for økosamfundsbevægelsen. Et sted at genoplive de relationer, der binder bevægelsen sammen; et sted at genvinde energi; at mødes i glæde og fejring; at dele inspiration på tværs af fællesskaber – og gennem de sidste 10 år, i stigende grad et sted at

Da jeg blev født det samme år som GEN, i 1995, er der mange dele, historier og minder om den europæiske økosamfund konference, som det blev kaldt tilbage i tiden, som jeg ikke kender til. Skønt jeg har hørt mange historier fra økosamfunds-ældre fra den tid, har jeg kun været involveret i historien om festivalen i de sidste 8 år. Jeg havde æren af at påtage mig koordineringen af selve festivalen i slutningen af 2021. Min koordinationsrejse med festivalen inkluderede den første festival efter pausen med covid-årene, i Ananda Gaorii, Danmark i 2022; den største festival til dato i Nature Community, Tyskland, i 2023; som MC for festivalen i Ängsbacka, Sverige, i 2024 og at udlægge det indledende fundament for den årlige festival i Manas Garden, Ungarn, 2025. At blive den europæiske økosamfundsfestival Da jeg overtog koordinationen af festivalen, overtog jeg en arv. En arv af ritualer, daglige strukturer, sange, aktiviteter, måder at tale på og alle de detaljer, som deltagerne nok ikke så, men som var blevet formet af flere hænder end jeg ved af før mig. Nogle forsætlige ændringer havde allerede fundet sted i årene før covid. I 2019, med Smith Feeny som koordinator, havde ændringen fra en økosamfundskonference til en økosamfundsfestival fundet sted ud fra en intention

om at skalere indholdet op og gøre det mere tilgængeligt. Dette blev sat i gang ved festivalen i Bagnaia, Italien, som tog imod 600 deltagere. De ambitioner som Riccardo Clemente, min med-koordinator, og jeg havde i 2021, var høje. Festivalen skulle blive en “superspreder” af økosamfunds-bevægelsen, og den skulle være mere inkluderende, tilgængelig, og det intuitive mødested for det, der senere blev kaldt “økosamfunds-nysgerrige”: folk som ønskede at opleve magien, forskelligheden og dybden af økosamfund for allerførste gang Ændringen fra en lille konference til en større festival startede længe før min tid og vil fortsætte lang tid efter, men jeg tror, at vi i årene mellem 2021 og 2025 så nogle store skift. Hovedingrediensen og en egentlig hjørnestens dyd i GEN var eksperimentering. Vi har afprøvet nye ideer, inklusiv introduktionen af morgen-cirkler, kollektive sessioner som f.eks. ’open-space’ teknologi og fællesskab-ressourcecirkler. Vi har prøvet at mangfoldiggøre og uddybe programtilbuddene, tage større koncerter ind og “regionalisere” hovedtalerne. Vi beholdt det, der fungerede og samlede op på resten. Ved at gøre dette har vi ændret hovedstemningen på festivalen til en fællesskabsbaseret festival med dybe transformerende rødder. Et sted for dans, fejring og intimitet, såvel som diverse workshops indenfor områderne


Den Europæiske Økosamfundsfestival

Festivalen i 2023 i Nature Community i Tyskland var et vendepunkt. Da vi ramte den maksimale kapacitet på 800 deltagere, erkendte vi, at vores ambitioner var lykkedes. Vi havde samlet det største antal mennesker, der nogensinde havde fejret fællesskabs- og økosamfundslivet, og spredt bevægelsen længere ud, end vi med vores fantasi kunne fatte.

liv. I en tid med klimanedbrud og dyb adskillelse, giver festivalen håb for mennesker, der har mistet håbet ved at præsentere både problemerne og de levedygtige og afprøvede løsninger. Den sætter de økosamfundsnysgerrige i stand til at møde de rigtige forandringsskabende og

At begynde og slutte med taknemmelighed

Festivalen som hjertet af GEN Europe Hvorfor er festivalen så vigtig? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Især foran store udfordringer, som i 2022, da vores oprindelige vært droppede ud, og vi blev nødt til at starte alt fra “scratch” inden for 3 måneder, mens vi også reagerede på den nyudbrudte krig i Ukraine. En klar, intuitiv stemme fortalte os, at vi var nødt til at samle os. Især når tingene var udfordrende. Især når vi havde været skilt ad i næsten 3 år pga. covid, og især på en scene med krig og konflikt. Vi var nødt til at samles, fordi dette er hjertet i bevægelsen. At samles er dét, der får vores relationer til at leve, det er dét, der holder os aktivt håbefulde, det er sådan vi tillader synergier og samarbejder at opstå, det er på den måde, vi kommer tilbage til samspil og kærlighed, og det er på den måde, vi holder gang i vores aktivistarbejde i alle hjørner af Europa. Fællesskab er at samles, og GEN er et fællesskab af fællesskaber Den årlige dråbefestival sender også forandringer ud. Den forandrer ovenikøbet

sammen med værtskabet for den årlige festival i Østeuropa for mere bevidst at bringe bevægelsen til regionen. Jeg har store forventninger til at se denne drøm udfolde sig, ledet af Aurelie Neumann og Nataša Gvozdić, i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for at samles for at finde tilbage til håbet, for at fejre hvor langt vi er kommet, og for at plante nye forandringens frø til en livscentreret fremtid.

til selv at blive én af dem. Dette er tydeligt ud fra de mange hundrede feedback formularer vi har modtaget gennem de sidste fire år. Det understøtter også uventede samarbejder og nye projekter; et af de eksempler, jeg holder mest af, er samarbejdet med GEN Ukraine omkring 2022 festivalen og de mange projekter til at støtte ukrainske økosamfund, som blev påbegyndt under den festival, og som testede festivalens magt.

Intentionerne med den årlige festival i 2025 En masse af arbejdet har de sidste få år været centreret omkring gendannelse og styrkelse af samarbejdet på tværs af bevægelser, der arbejder for lignende livscentrerede fremtider. Dette førte til, at jeg mødtes med Sally Bogale fra GAIA Education i 2023 omkring drømmen om at have en årlig festival i 2025, skabt af søster-bevægelserne GEN Europe, GEN og Gaia Education. Denne drøm var vævet

Jeg ønsker at fejre og udtrykke min dybe taknemmelighed til hver enkelt person, som har lagt sine hænder på og formet Den Europæiske Økosamfundfestival: fra GEN Europes personale og råd, og de delegerede, der repræsenterer de forskellige økosamfund, til værtsfællesskaberne, alle de frivillige og workshopindehaverne. Af hele mit hjerte, tak. LINKS https://ecovillagegathering.org/ https://www.earthbound.eco/ Om forfatteren: Dicte Frost var koordinator for Den Europæiske Økosamfund Festival for GEN Europe fra 2021 til 2024. Hun har været ansat som projektkoordinator for den danske Landsorganisation for Økosamfund (LØS) de sidste syv år. I 2024 var hun medstifter af Earthbound Ecovillage i Sverige.

Økosamfund i Danmark - GEN 30-års jubilæum

social, økonomisk, kulturel og økologisk regenerering.

31


En lille samfundsudfordring i Japan udforske nye veje. En af dem er en japansk studerende, som i øjeblikket studerer Økosamfundsdesign på Avnø Højskole, og som her deler sin historie om lokale handlinger derhjemme.

Af Yuki Hashimoto

Langt fra Danmark er mange mennesker i Japan begyndt at få øje på sociale og miljømæssige kriser og sætter gang i småskala initiativer for at ændre verden, fra deres egne lokalsamfund. Japanerne beskrives ofte som flittige, høflige og samarbejdsvillige – vidunderlige træk, der afspejler vores kulturelle værdier. Men de selv samme kvaliteter har samtidig ledt os til en ekstrem arbejdsmoral, så meget, at vi endog har opfundet et unikt ord, ”karoshi”, som betyder ”at dø af overarbejde”. Vores stræben efter perfekt service, renlighed, sikkerhed og ensartethed har resulteret i problemer, som f.eks. overdreven brug af emballage og madspild. Det sociale pres er fortsat stærkt, og mange mennesker føler, at de skal tilpasse sig, for at høre til, selv hvis det betyder at miste deres individualitet og autonomi. Alligevel er der mennesker, der fornemmer, at noget er galt, og som vælger at

Traditionelle samfund, der forsvinder Japan er velsignet med en rig natur, men landet står også konstant over for naturkatastrofer som jordskælv, tyfoner og tsunamier. I århundreder har folk overlevet ved at samarbejde og støtte hinanden. I traditionelle landlige fællesskaber var der en praksis kaldet ”Yoriai” – landsbymøder, hvor beslutninger først blev truffet, efter at alle var nået til fuld enighed, uanset hvor mange dage det tog. Folk blev opfordret til at tale både ud fra logik, men lige så meget ud fra deres følelser og personlige erfaringer. Denne tilgang til dialog, hvor man søger konsensus snarere end flertalsstyre, har en ånd, der minder om sociokrati. Mange ting ændrede sig, da Japan gik ind i en periode med hurtig økonomisk vækst efter Anden Verdenskrig. Kommunikationen mellem byer og landdistrikter blev svækket. Efterhånden som affolkningen af landdistrikterne skred frem, forsvandt mange små landsbyer, og storfamilier blev til isolerede Kernehusholdninger. Japan blev materielt velhavende og åndeligt fattigt. I dag tager mere end 20.000 mennesker årligt deres eget liv – heriblandt mange unge. Genoptagelse af forbindelsen mellem menneske og natur I de senere år er flere unge begyndt at flytte fra byerne til landet eller leve imellem de to verdener, i jagten på en følel-

se af sammenhæng, som det moderne samfund har mistet. Efter det store jordskælv i det østlige Japan i 2011 og COVID-19-pandemien i 2020 begyndte flere mennesker at sætte spørgsmålstegn ved, hvad lykke og succes egentlig betyder, og begyndte at udforske alternative måder at leve på. Jeg er en af dem. Jeg bor i Saikai City i Nagasaki-præfekturet i den vestligste del af Japan. Omgivet af bjerge og hav er Saikai et roligt landligt område, hvor spor af traditionelt samfundsliv og delvist selvforsynende levevis stadig findes. Selv om de ikke er fuldtidslandmænd eller fiskere, dyrker mange mennesker ris til deres familier, dyrker små haver, fisker og samler skaldyr eller tang – alt sammen i samklang med årstidernes skiften. De nyder et liv, der flyder med naturens rytme, og værdsætter hver årstids gaver, som de kommer.


En lille samfundsudfordring i Japan

I 2008 startede lokale landmænd et initiativ for at videregive denne livsstil til besøgende fra byerne og skabte et sted, hvor folk kunne opleve landbruget og hvad det vil sige at leve på landet. I 2016 grundlagde de en organisation kaldet ’Yama to Umi no Sato Saikai’, der betyder ”Landsbyen af bjerge og hav”. Denne organisation gjorde det muligt for familier at blive godkendte værtsfamilier og tilbyde homestay-programmer, der giver besøgende mulighed for at opleve deres helt lokale livsstil. Inspireret af deres vision flyttede jeg i 2018 til Saikai og fungerer nu som repræsentant for organisationen. At så frø for fremtiden: at Inspirere børn gennem erfaring

Da homestay-programmet startede i 2016, var der kun omkring 10 værtsfamilier. I dag er der nu godt 50 familier med i netværket, der tilsammen byder

velkommen til op mod 2.000 besøgende hvert år. Vores hovedfokus er at tilbyde landlige homestays til elever fra grundskole til gymnasiet, fra byområder, som en del af deres skolerejser. Mange af disse børn har aldrig set, hvordan man dyrker grøntsager, eller hvordan man fanger fisk. De aner ikke, hvor deres mad kommer fra, eller hvor dybt afhængige deres liv er af naturen. I byerne kender mange mennesker ikke engang deres nærmeste naboer. Derfor ønsker vi, at give de unge en oplevelse af det rige liv på landet, hvor den naturlige forbindelse mellem menneske og natur stadig eksisterer. Når børn høster grøntsager for første gang, lyser deres øjne op. Selv de, der siger, at de ikke kan lide tomater eller grønne peberfrugter, nyder at spise det, de selv har plukket. De lærer at rense og filetere fisk, lave bål og tilberede lokale retter, guidet af medlemmer af lokalsamfundet. At tilbringe tid med børnene er blevet en kilde til ”Ikigai” – en følelse af glæde og mening med livet, for de lokale værter. De byder eleverne velkommen med begejstring og siger, at det føles som at have deres egne børn eller børnebørn på besøg. Disse udvekslinger styrker ikke blot fællesskabsbåndene, men uddyber også vores fælles vilje til at bevare vores lokale natur og traditioner. De private ophold bidrager til den lokale økonomi, fordi det er erfaringer, der betales for. Indkvarteringsgebyrerne fordeles mellem værtsfamilierne, og vores organisation beskæftiger unge mennesker som mig selv. Værtsfamilierne bruger deres indtjening i de lokale butikker, hvilket skaber en sund pengecirkulation i lokalsamfundet. Ud over økonomien er

det, der virkelig betyder noget, at vi sammen får sået frø til fremtiden. Vi fremmer en bevidsthed, der kan påvirke fremtidige generationer, ved at bygge bro mellem by og land og lade unge opleve denne livsstil. Nogle af disse børn vil måske en dag – om fem, ti år fra nu – handle på den erfaring og leve anderledes og møde de globale udfordringer på deres egen måde. Med det håb fortsætter vi vores lille, men meningsfulde arbejde fra denne lille landlige by i den vestlige udkant af Japan.

Om forfatteren: Yuki Hashimoto er magasinredaktør og designer, der længe har delt historier om lokalisering og små samfund i Japan. I Saikai City, Nagasaki-præfekturet, fungerer hun som repræsentant for ”Yama to Umi no Sato Saikai”, der tilbyder besøgende homestay- og landbrugsoplevelser. Vi byder også gæster fra udlandet varmt velkommen. For yderligere information, besøg venligst vores hjemmeside. Saikai City & Yama to Umi no Sato Saikai Introduction (English) https://saikai338.com/en Yama to Umi no Sato Saikai https://yamatoumi.com/ info@yamatoumi.com

Økosamfund i Danmark

Der er en gammel japansk skik kaldet ”Osusowake”, der betyder ”at dele det, man har modtaget”. Denne ånd lever stadig i landdistrikterne – naboer deler ris, grøntsager, fisk eller hjemmelavede fødevarer som miso og syltede blommer.

33


Fra Økosamfund til Gaiasamfund Af Aon Solarra Økosamfundsbevægelsen blev født i begyndelsen af 1990’erne og blev i høj grad til på grund af min mors (Hildur Jacksons) visioner og min fars (Ross Jacksons) vilje til at støtte hendes visioner, samt finansiere bevægelsen gennem Gaia Trust i omkring 30 år. Jeg voksede derfor op side om side med bevægelsen og har været vidne til mange af de diskussioner, beslutninger og ikke mindst uenigheder, der prægede bevægelsens første år. I dag er bevægelsen vokset til et globalt netværk med hundredvis af fællesskaber over hele verden, en veletableret Ecovillage Design Education (EDE), samt en årlig europæisk samling på omkring 800 mennesker. Det er i sig selv en enorm præstation. Men… for der er et men, som fortjener at blive nævnt: I løbet af bevægelsens 30-årige historie, er der ikke ét eneste fællesskab, som startede som en økolandsby, der er vokset til at blive et fyrtårn af lys og inspiration på linje med de “ tre store”. De fællesskaber, der oprindeligt inspirerede min mor: Auroville, Damanhur og Findhorn. Min mors oprindelige vision for økolandsbyer var at skabe en syntese af de sociale, økologiske og spirituelle dimensioner af fællesskaberne – noget der var mere end summen af delene. Hun så, hvordan eksisterende fællesskaber enten havde et socialt, et økologisk eller et spirituelt fokus, og hun drømte om noget nyt: Et fællesskab, hvor alle tre aspekter var i harmoni og gensidigt styrkede hinanden.

Der var flere grunde til dette: •

Når hun kiggede på de spirituelle fællesskaber, observerede hun, hvordan børnene ofte led under de voksnes fokus på spirituel praksis og åndelig søgen.

•

Når hun kiggede på de socialt orienterede fællesskaber – som vores eget bofællesskab gennem 20 år (19711991) – så hun, hvordan manglen på et spirituelt formål fik dem til at blive selvoptagede og miste drivkraft og kreativitet.

•

Og når hun kiggede på de økologiske fællesskaber, så hun, hvordan drømmen om et grønnere liv ikke var nok til at nære sjælene hos dem, som levede i dem.

For Hildur var svaret økolandsbyen: En syntese af de tre domæner – socialt, økologisk og spirituelt. En helhed frem for tre siloer. Permakulturen tager over Mine forældre var ikke altid 100% enige om, hvordan de skulle føre deres visioner ud i livet. Hildur var meget hjerte-orienteret, mens min far var mere praktisk anlagt. Min mor var meget visionær, men hun kæmpede også med uforløste barndomstraumer, der nogle gange gjorde hende selvmodsigende og uforudsigelig. Det var til tider spændende og sjovt – og til andre tider vældig forstyrrende for de processer, hun var en del af. Som resultat fik min fars forretningsprægede tilgang ofte overtaget i forhold til min mors mere hjertefokuserede tilgang. Det gav sig især udslag i de personer, der blev valgt til at drive projektet

frem (det, som blev til GEN – the Global Ecovillage Network). En konsekvens af dette var, at det i de første ti år af GEN’s eksistens var fem permakultur mænd, (Hamish Stewart, Declan Kennedy, Albert Bates, Max Lindegger og Philip Snyder), der fik ansvaret for at udvikle den spæde organisation. På grund af dette kom de sociale og økologiske dimensioner i førersædet, mens den spirituelle dimension blev reduceret til “kultur” og “verdenssyn”. Det, man desværre glemte i denne proces, var, at spirituelle fællesskaber ikke primært lever gennem deres tro eller verdenssyn, men gennem deres spirituelle praksis. Og fordi der ikke var nogen spirituel praksis i hjertet af organisationen, blev den spirituelle dimension til en blød pude af gode hensigter, der rummede en anerkendelse af alle spirituelle retninger – rart og sympatisk, men tandløst. I 2005, både frustreret over og taknemmelig for, hvad GEN var blevet til, besluttede min mor at starte endnu et projekt: Gaia Education. Formålet med Gaia Education var at skabe en uddannelsesgren af GEN, og gøre det på en måde, der ville bringe den spirituelle dimension mere i fokus. Denne gang valgte hun to kvinder fra Findhorn til at stå i spidsen (May East og Kousha Joubert). Derudover var Hildur medredaktør på fire bøger, som blev kernepensum i uddannelsen: The Four Keys. Gaia Education er, efter de fleste mål, en stor succes. Anerkendt af FN og udbudt i over 40 lande, har den 4-ugers EDE-uddannelse, der gennemgår de fire nøgler til udvikling af økolandsbyer, uddannet hundredvis, måske tusindvis, af økolandsby-designere i løbet af sin 20 års eksistens.


Økosamfund til Gaiasamfund

Behovet for indvielses-centrerede kulturer I hjertet af ethvert menneskes indre kamp ligger en konflikt mellem deres lavere, materielle natur og deres højere, spirituelle natur. Denne kamp kan tage mange former, men det er vigtigt at forstå, at en materiel orientering lige så godt kan være rettet mod “den rigtige økologiske livsstil” som mod “at køre den rigtige bil” eller “have det rigtige image”. Der er ingen væsentlig forskel på den indre dynamik – kun på det ydre udtryk.

2025 og frem: Visioner for et Gaia Samfund 2025 markerer 30-års jubilæet for GEN og 20-års jubilæet for Gaia Education. Måske er det tid til at opgradere økolandsby-tankegangen og formulere en vision for at skabe ”Gaia Landsbyer” eller et ”Gaia Samfund”. For mig er en Gaia Landsby en økolandsby, der virkelig forfølger syntesen af det sociale, det økologiske og det spirituelle i dybden – og derfor har et indvielses-centreret træningscenter i sit hjerte.

Hvad betyder det i praksis?

1.

For mig betyder det, at fællesskabet som minimum: Er grundlagt på et bevidsthedscentreret verdenssyn, der ærer og anerkender Gaia som et levende væsen.

2.

Har en klart artikuleret kontekst (forståelsesramme), der beskriver de distinktioner og tænkemåder, der definerer fællesskabet og dets praksisser.

3.

Har en spirituel praksis baseret i konteksten, som inkluderer ejerskab af både oververden (spirituelt formål), mellemverden (respekt for tid, ressourcer og forpligtelser) og underverden (skyggeprincipper, offerhistorier og uansvarlighed).

4.

Vogter konteksten med klarhed og forståelse af, at man ikke kan være en del af fællesskabet, hvis man ikke praktiserer konteksten. Hvis man er der uden at praktisere, tærer man i virkeligheden på fællesskabets spirituelle essens uden at bidrage – og ethvert fællesskab, der tillader det, er dømt til at fejle.

Hvor meget lever denne dimension i økosamfundsnetværket?

5.

Har en ikke-hierarkisk struktur, som afspejles i organisation, ejerskab og beslutningsprocesser – et ægte fællesskab af samskabelse og spirituel praksis.

Efter min erfaring: Ikke ret meget – og hvor den gør, skyldes det som regel andre påvirkninger end selve økolandsbyvisionen. I de fleste tilfælde, hvor et fællesskab står stærkt i den spirituelle dimension, er det, fordi det allerede var et spirituelt fællesskab, før det blev en økolandsby.

6.

Har et formål, der rækker ud over fællesskabet selv. Ved at påkalde og tjene et klart artikuleret højere formål, bliver fællesskabet interessant for lysets verdener, og dets spirituelle krop næres af de højere energier, der kanaliseres gennem dette.

Om et fællesskab virkelig er spirituelt eller ej, handler ikke om ceremonier eller meditation, men om hvorvidt individerne, fællesskabet som helhed, udvider deres spirituelle matrix, står for noget i verden, rydder op i deres underverden og skyggesider, og stoler på, at deres spirituelle impulser guider dem imod det, som ikke kan navngives: Det navnløse mysterium – eller “Intetheden”.

Jeg ønsker dog ikke at være for kritisk over for økolandsby-bevægelsen, for den har én fremragende kvalitet: Dens brede appel og evne til at samle en stor variation af fællesskaber i et sammenhængende netværk. Det er ikke nogen lille bedrift, og der er ingen tvivl om, at nogle af de kvaliteter, der gør dens spirituelle fundament svagt, samtidig gør dens sociale appel stærk.

Disse seks dimensioner er nødvendige for, at et fællesskab kan være en Gaia Landsby.

Spørgsmålet er dog: Kan vi bygge en bro mellem den brede appel og varme sociale kvalitet i netværket (en horisontal kvalitet) og behovet for klarhed og at tage et mere modigt standpunkt i verden (en vertikal kvalitet)?

Og de ville have ret.

Enhver økolandsby, der ønsker det, kan vælge at blive en Gaia Landsby. Det kan dog skabe modstand fra eksisterende beboere, der vil sige: “Det var ikke det, vi aftalte!”

Det var sandsynligvis ikke, hvad de aftalte, da fællesskabet blev skabt.

Om forfatteren: Civ. Ing. Aon Solarra (født Rolf Jackson) er forfatter, Possibility coach, Arkan Spaceholder og Gaia politiker. Han driver til daglig Avalonhuset på fyn der er et center for samfundshealing og mulighedsskabelse.

Økosamfund i Danmark

Men… der er én ting, den ikke har gjort: At skabe indvielses-centrerede fællesskaber, som ikke blot er rare at bo i og økologisk bevidste, men som også er centre for spirituel transformation og åndelig regenerering.

35


Men: De af dem, der ikke ønsker at opgradere fundamentet, er sandsynligvis de samme, der begrænser fællesskabets muligheder. Det er underverdenen - dårlige vaner. Det er de uansvarlige der ikke ønsker at blive holdt ansvarlig for, hvad der egentlig bliver skabt – og hvorfor.

Du kan prøve at fjerne en af de seks kriterier ovenfor, og du vil få: •

Fællesskaber, der ikke ærer Gaia eller har et materialistisk verdenssyn.

•

Fællesskaber, der er baseret på uklarhed, blandede kontekster og forvirring.

•

Fællesskaber uden fælles praksis og uden ejerskab af underverden og skyggesider.

•

Fællesskaber, der ikke vogter deres egne principper og derfor tillader zombie-elementer at føde på deres essens.

•

Fællesskaber, hvor alle giver deres centrum væk til hierarkisk lederskab.

•

Fællesskaber, der er almindelige og trivielle, fordi de ikke har noget reelt standpunkt eller højere formål.

Kan du genkende nogle af disse mønstre i dit eget fællesskab?

Hvis ja, har denne artikel forhåbentlig givet dig noget klarhed over, hvad du kan gøre ved det.

Velkommen til Gaia Samfundets tidsalder.

En hyldest til det ambivalente menneske og den flertydige verden Ambivalens betragtes som en psykisk belastning, men hvis vi kan rumme den, viser den sig som en superkraft der udvider verden og nuancerne.


En hyldest til det ambivalente menneske og den flertydige verden

Af Hanna Leinum Nogle gange, når jeg tænker på dem, jeg elsker, kan jeg samtidig mærke en ambivalens. Kærligheden er ofte bittersød. Den er vævet af frustrationer, forventninger og idealer. Jeg mærker også ambivalens, når jeg skal træffe vigtige beslutninger, den følger med tvivlen. Ambivalensen er ofte indsigtsfuld, men ikke handlekraftig. Ambivalensen insisterer på at se flere sider af samme sag. Det latinske Ambi- betyder begge og -valens, værdi. Begge sider har værdi, og det hænder at ambivalensen omfatter mere end bare to modstridende perspektiver. Når man ambiguerer, dvs. oplever ambivalens eller ambigui-

tet, så vakler man mellem flere sandheder. Det er en tilstand, som filosoffer og poeter har beskrevet som både sublim, og som en grundlæggende menneskelig erfaring. Verden er ikke entydig og derfor behøver vi heller ikke være det. Om verdens grundlæggende flertydighed bruges også ordet ambiguitet. Ambivalens eller ambiguitet er den kraft i os som insisterer på mangfoldighed, og det er en vigtig evne i en kultur præget af ensformighed, forenklinger og tab af biodiversitet. Når verden gennem teknologi, internationalisering og strømlinet underholdning bliver mindre, kan kunstnerisk og religiøs ambiguitet gøre verden større igen. Mona Lisas smil fascinerer mennesker verden

over, fordi det netop ikke er et entydigt smil. Musikalsk ambiguitet er fantasifuld og legende, men bliver sjældent produceret og streamet i dag. Ambivalens peger på verdens nuancer, men den kræver også noget af os. Ambiguitetstolerance Kort tid efter Nazitysklands opløsning var psykologen Else Frenkel-Brunswik en af første til at påvise store individuelle forskelle i graden af ambiguitetstolerance. I værket Den Autoritære Personlighed, skrevet sammen med filosoffen Theodor Adorno, peger hun på det grundlæggende ubehag, der kan opstå med ambiguitet. Nogle, ja

Økosamfund i Danmark

Illustration: Nathalie Yoko

37


faktisk langt de fleste mennesker har svært ved at udholde flertydighed og modstridende budskaber, og oplever ambiguitet som en psykisk belastning, på linje med stress eller angst. Ikke overraskende tiltrækkes vi derfor af stærkere ledere og enkle budskaber. Konklusionen i værket er dog, at ambiguitetstolerance først og fremmest er kulturelt betinget. I Nazityskland var ambiguitet farligt og angstprovokerende, men i renæssancen blomstrede den kulturelle ambiguitet. Psykiateren Christopher Baethge har sammenlignet nutidens amerikanske og europæiske kultur, og kommet frem til at europæerne er mere ambiguitetstolerante, når det kommer til ting som sport, film, seksualitet og høflighedsfraser. Blandt europæere er det for eksempel mere udbredt at svare tvetydigt: ’tja’ eller ’det går’ på spørgsmålet om, hvordan man har det. Europæere dyrker oftere sportsgrene, hvor der bliver spillet uafgjort og ser hyppigere film med en åben slutning. Derimod er amerikansk kultur i højere grad præget af entydige fortællinger; helte og skurke, sandheder og løgne, retning og klarhed. Lever vi i en tid, der hader tvivl? Det lyder jo overbevisende når folk stolt erklærer, at de ingen tvivl oplevede ved livets store valg. Udsagn som ”Jeg vidste bare, hun var den rigtige” eller ”Det var som at finde hjem” er imponerende, fordi klarhed er noget, mange mennesker længes efter. Hvis vi beundrer klarhed, lever vi så i en ambiguitetstolerant kultur? I den tyske bestseller ’Forsimplingen af Verden’ (2018) svarer Thomas Bauer klart på det spørgsmål: Det gør vi ikke. Vi lever i en intolerant tid. Bauer er ikke i tvivl: Vores historie, politik, religiøsitet, kunst, musik og film er i høj grad entydige eller betydningsløse. Vi svinger mellem polerne fundamentalisme/totalitarisme og ligegyldighed. Begge er fornægtelser af verdens iboende ambiguitet. Fundamentalisterne insisterer på at se én sandhed og kun denne. De fleste andre benægter at der skulle være nogen betydning overhovedet, og gennem forbrug og underholdning hengiver de sig til ligegyldigheden. Inden for religion er dette tydeligt, her

oplever vi på den ene side øget fundamentalisme og på den anden side en øget sekularisering. Disse to tendenser hænger sammen, fordi vi mister den religiøse midte: tolkninger og mystik. Kunsten er ikke meget anderledes, også her, har vi mistet den magiske kraft som ambiguitet er. Kunstværker kommer i stigende grad med entydige budskaber frem for at vække undren. De store filosofiske hovedværker udebliver og i stedet fortæller debattører os hvad vi skal tænke. Populærmusikken formidler tydeligt, hvad vi skal føle. Vi kalder sangtekster for lyrik - men et digt, som ikke er flertydigt, er slet ikke noget digt. Musikalsk og kunstnerisk bliver verden mere kitsch, pop og masseproduceret. Derfra betragter vi kunsten og musikken med ligegyldighed. Og hvis du nu tænker, at du ikke orker at høre Mozart eller eksperimentel jazz på vej hjem fra arbejde – så tænk på ambiguitet som en muskel, der skal trænes først.

har efterfølgende spredt sig til Kina og Rusland, og A4 papiret er i dag et globalt symbol mod censur.

En anden måde at omfavne ambiguitet er i mødet med andre mennesker. Filosoffen Simone de Beauvoir skriver i En tvetydighedens moral, at mennesket er født til at leve et tvetydigt liv, balancerende mellem krop og ånd, død og liv, frihed og begrænsninger, magt og afmagt. Det er denne balancegang som skaber vores relationer. Ifølge Beauvoir er tvetydighed selve grundlaget for moral. Vi må aldrig underkende vores egen frihed eller de andres frihed. Aldrig lade os reducere til kun at spille én bestemt rolle eller påtage os én bestemt identitet. Selvom det føles trygt, må vi ikke hengive os til absolutte sandheder. Med ambiguitet som princip forbliver vi åbne og nysgerrige på hinanden. Vi undgår at dominere eller kontrollere hinanden. Ambiguitet er en slags superkraft, der anerkender vores modstridende ønsker og behov. Ambiguitetens superkraft Derfor siger Piet Hein jo som bekendt: Sociologen Zygmunt Bauman skrev ”Den, der kun tager spøg for spøg og alengang, at ambiguitet -Hanna er den Leinum eneste vor, kun alvorligt, har faktisk fattet begkraft, der er i stand til at indskrænke og ge dele dårligt.” svække det destruktive og artsudryddende potentiale i nutiden. Ambiguitet Dette er en hyldest til det ambivalenmodsætter sig alle former for kontrol, te menneske og den flertydige verden. fordi den er umulig at kategorisere, Ambivalensen er det psykiske ekko af effektivisere eller digitalisere. Det arts- en verden, der nægter at lade sig reudrydende potentiale, Bauman taler ducere til én sandhed. Vores komplekom her, er en bestemt type logik, som se og farverige verden vil altid være gør både folkedrab og naturødelæg- flertydig, selvom købmænd sælger os gelse mulig, nemlig idéen om kontrol entydige historier, så vi kan glemme igennem ’rene’ systemer og logikker. det igen. Derfor skal kunst, musik, spiNår vi insisterer på ambiguitet gen- ritualitet og filosofi være flertydigt, ja nem kreativitet og utæmmet mangfol- selvmodsigende. Ambivalens er ikke dighed, udfordrer vi bureaukratiets og mangel på klarhed, men et menneskealgoritmernes magt. Ambiguitet er en ligt grundvilkår, vi skal lære at omfavslags uorden, uden at være kaos. Der- ne. Ambivalente følelser kan gøre os for fungerer den som et værn mod det usikre, men også kreative og modige. totalitære. Eksempelvis fungerer poli- Kæmp for flertydighederne og lær at tiske sammentræk godt når de er tve- elske dine ambivalente følelser. Smil tydige. Under Hong Kong protesterne tilbage til Mona Lisa. Eller tænk på Nii 2019 mødte demonstranterne op, etzsches ord; der skal kaos til for at uden ledere og budskaber, men med føde en dansende stjerne. tomme skilte og blanke A4-papirer. Således kunne man sige noget, uden Om forfatteren: at sige det. Her var ingen budskaber man kunne blive anholdt for og alligeHanna Leinum, studerende og tidligere vel blev kampen for demokrati tydelig. bosat i Hallingelille Økosamfund Disse ordløse, tvetydige protestformer

Når vi omfavner ” ambivalens, holder vi verden levende. ”


Afsender : Sekretariatet Landsforeningen for Økosamfund Hallingelillebjergvej 1 4100 Ringsted

Modtager :

H o ld ø je m ed LØ S d er n yh ed sb re v h vo r år i st a rt en a f d et n ye e båd vi l ko m m e n yt o m møde og vi n te rs em in a r, å rs Dag 2026 B o fæ ll es ska b er n es

www.dao.as

Kontakt 44 51 73 37


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook