PRO MUSICA - NYMAN, KAPUSTIN & MOZART 1. SEP 2026 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS W.A. Mozart: (1756 - 1791)
Divertimento nr. 4 for 3 bassethorn, KV. 439b I Allegro II III IV V
Larghetto Menuetto Adagio Rondo: Allegretto
Varighed: ca. 13 min. Medvirkende: Svante Wik, bassethorn; René Højlund Rasmussen, bassethorn; Kenneth Larsen, bassethorn
Antonín Dvořák: (1841 - 1904)
Terzetto for 2 violiner og viola, C-dur, op. 74 Varighed: ca. 21 min.
Medvirkende: Simona Bonfiglioli, violin; Mads Haugsted Hansen, violin; Kateřina Jelínková, bratsch;
P A U S E - ca. 20 min Nikolaj Kapustin: (1937 - 2020)
Divertissement for 2 fløjter, cello og klaver, op. 91 I Preludio. Andantino II III
Fuga. Allegro moderato Finale. Allegro
Varighed: ca. 17 min. Medvirkende: Rune Most, fløjte; Ragnhildur Josefsdóttir, fløjte, Benjamin Lund Tomter, cello; Jacob Lidåkra, klaver
W.A. Mozart:
Kvintet for klaver og blæsere, KV. 452 I Largo – Allegro moderato II III
Larghetto Allegretto
Varighed: ca. 25 min. Medvirkende: David Strong, klaver; Albrecht Krauß, obo; Ron Chen-Zion, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Niels Aamand Güntelberg, horn M. Nyman: Strygekvartet nr. 2 - udgået og erstattet af Dvořák pga. sygdom
En aften i selskab med W.A. Mozart er en aften, der beriger sjælen helt ind i det inderste af DNA’et. Denne påstand tryktester vi uden at vakle i aften, hvor vi skal møde wienerklassikkens ukronede mester i to af de kammerværker, han selv holdt allermest af. Hos Mozart finder vi legende lethed og raffineret elegance i så rigt mål, at man næsten ikke begriber det – og så også lige den gravitas og emotionelle tyngde, der kommer af at have været professionel musiker og et perlende geni, siden man lærte at gå. Og med Mozart som både forret og dessert er vi klar til en hovedret, der går i nye og spændende retninger: Og med Mozart som både forret og dessert er vi klar til en hovedret, der går i helt andre retninger: Vi skal stifte bekendtskab med sovjetiskfødt-ukrainske Nikolaj Kapustin, som binder swingende sløjfer mellem klassisk musik og jazz. Og som en sygdomsbetinget sidste-øjebliks-erstatning for det annoncerede værk af Michael Nyman spiller vi Dvořáks charmerende Terzetto i C-dur for to violiner og bratsch. TRE GODE VENNER I HJERTELIG SAMTALE Mozart elskede klarinettens mørkfarvede kusine, bassethornet, og vi skal i aften nyde den fjerde af hans fem humørfyldte divertimenti for tre bassethorn. Umiddelbart karakteristisk er selvfølgelig den varme, fyldige og honningbløde klang, som følger af at have en trio af bassethorn på scenen. Bassethornet er en dyb, fyldig og varm forløber for klarinetten, som modsat den traditionelle klarinet – der i sit høje ”klarino-register” kan lyde spids, gennemtrængende og lys – klinger i det såkaldte ”chalumeau-register”. Her har klangfarven en næsten ”træagtig”, rund, mørk og næsten melankolsk tekstur, der kan minde om en dyb, fløjlsblød og let sløret menneskestemme. Og det var en klang, som Mozart elskede og aldrig blev træt af; det er ingen tilfældighed, at instrumentet dukker op som prominent og karakteristisk figur i værker som Requiem, serenaden Gran Partita (den, Salieri hører og beskriver som ”Guds stemme” i filmen Amadeus), og frimurer-sværvægterne Maurerische Trauermusik og Tryllefløjten. Når det er sagt, så skal vi ikke forvente al for stor mystik eller sorgfuld tyngde i divertimento nr. 4. Snarere skal vi indstille os på en galant samtale med kammeratlig ligeværdighed og ikke så lidt munterhed. De fem korte satser er struktureret dybt demokratisk: Instrumenterne skiftes til enten at føre an i de klare, sirligt opbyggede melodier eller glide ind i en perlende, understøttende akkompagnementsrolle. Musikken føles som en kultiveret, humoristisk samtale mellem tre ligeværdige venner snarere end en solist med rygdækning. En følelse, der understøttes massivt af, at vi i aften har OS’ fulde klarinetsektion – der vitterlig er tre gode venner – på scenen. Der er ingen dramatiske konflikter, kun legende efterligninger og tætte harmonier, der balancerer mellem det statelige og det folkelige. Som åbningsværk til aftenens koncert er Mozarts divertimento perfekt, fordi det på ingen måde vil hverken overvælde eller provokere os som lyttere, men derimod charmere, lune og indbyde til uforpligtende, musikalsk både nærvær og samvær. DVOŘÁKS INTIME MESTERVÆRK HJEMME FRA DAGLIGSTUEN Pga. sygdom indskifter Dvořáks charmerende Terzetto i C-dur i sidste øjeblik for Michael Nymans strygekvartet nr. 2. Terzettoen er skrevet for den relativt sjældne besætning af to violiner og en bratsch og blev til i løbet af mindre end en uge i januar 1887, drevet frem af en umiddelbar glæde ved musikudøvelse i bofællesskabets tegn. Familien Dvořák boede i
samme bebyggelse som en kemistuderende ved navn Josef Kruis, som spillede violin på amatørniveau. For at kunne musicere sammen med Kruis og den lokale violinlærer Jan Pelikán, besluttede Dvořák sig for at komponere en trio, hvor han selv tog sig af bratschstemmen. Kruis’ formåen på violin rakte i sidste ende dog ikke til det komplekse værk, og Dvořák omarbejdede materialet til de lettere Miniaturer for 2 violiner og viola, opus 75a. Men Terzettoen forblev intakt som et dybt originalt og genialt bevis på, hvordan selv de mest uformelle rammer kan afføde stor kunst. Uden en cello til at lægge den dybe bund i ensemblet udfordres komponisten på det teksturelle plan. Dvořák løser dette med sublimt overskud ved at lade bratschen træde i karakter som det rytmiske og harmoniske fundament. Resultatet er musik med en luftig, transparent og næsten svævende karakter, opdelt i fire distinkte satser. Den indledende Allegro flyder lyrisk og ubesværet over i en inderlig og sangbar Larghetto. Tredjesatsens Scherzo er værkets energiske hjerte. Den er stærkt inspireret af den tjekkiske folkedans furiant, hvor synkoper og drilske rytmiske forskydninger skaber en gnistrende energi. Værket afrundes af en Tema med variationer-finale med en stejlt opadgående spændingskurve, hvor Dvořák demonstrerer sin suveræne evne til at transformere et ganske enkelt tema ved igen og igen at skifte stemning – snart tøvende, tilbageholdte åndedræt, snart bombastiske dramaer. Og over hele linjen sublim, slavisk tonekunst. DEN JAZZET-KLASSISKE KAMÆLEON Hvis Mozarts divertimento er silkeblød, wienerklassisk underholdning, og Nymans strygekvartet er mekanisk og intens, så repræsenterer Nikolaj Kapustins divertissement fra
RUNE MOST
1998 noget helt tredje: en sofistikeret, sprudlende og virtuos fusion af klassisk kammermusik og amerikansk jazz. Kapustin, født i 1937, var en sovjetisk-ukrainsk komponist, der sideløbende med sin klassiske uddannelse ved konservatoriet i Moskva fordybede sig i sin passion for jazz allerede fra teenagealderen og som færdiguddannet komponist formåede at skrive fængende, improvisatorisk jazz, men tæmmet og fuldstændig gennemkomponeret efter den klassiske musiks langt mere stringente regler. Den absolutte kerne i hans divertissement for 2 fløjter, cello og klaver er således hans unikke evne til at smelte to verdener sammen. Musikken lyder som en sprød, swingende og synkoperet jazz-improvisation, men intet er overladt til tilfældighederne; alt er præcist noteret i partituret. Man kunne kalde genren ’kammerjazz’: iklædt klassisk kjole og hvidt, men den akademiske stringens krydser klinger med den røgfyldte jazzklub i New York. Den usædvanlige besætning giver et helt særligt klangbillede: De to fløjter svæver i toppen med lys, fugleagtig og ofte hæsblæsende akrobatik, der udfordrer musikernes virtuositet. Som en skarp kontrast fungerer celloen og klaveret som en synkoperet rytmegruppe. Det skaber en fascinerende dynamik, hvor klaveret lægger en tæt bund af jazzharmonik og ”stride piano”-rytmer, mens celloen skiftevis agerer dyb, syngende bas og melankolsk modstemme. ET UBESVÆRET MESTERVÆRK Kort efter uropførelsen af sin kvintet for klaver og blæsere den 1. april 1784 skrev en opstemt Mozart til sin far: ”Jeg har skrevet noget nyt, som har høstet det største bifald ... Jeg betragter det selv som det bedste, jeg endnu har komponeret i mit liv.” Det er store ord, selv fra en komponist, der i hovedreglen ikke var tilbageholdende med at rose sine egne værker. Men når vi lytter til aftenens sidste værk, forstår vi hvorfor: Musikken stråler af et fuldstændig ubesværet
melodisk overskud og en dyb, moden kompositionsteknik, hvor intet føles forceret, og alt emmer af den mozartske genialitet, som verden nok aldrig til fulde vil begribe. Med KV. 452 mente Mozart at have et værk, der med en fremtrædende rolle til blæserne ville imponere den unge fyrst Alois 1. Joseph af Liechtenstein, der var ved at sammensætte sit eget Harmonie (blæserensemble) og oprindeligt var tiltænkt at overvære værkets uropførelse. Fyrsten valgte imidlertid i stedet at afholde en koncert i sit eget palæ samme dag – og tiltrak dermed formodentlig en del af det publikum, Mozart havde håbet at se til sin koncert. Uropførelsen fandt derfor sted uden fyrstens tilstedeværelse, og fyrst Liechtenstein fik først etableret sit Harmonie – som komponisten åbenlyst havde håbet at spille en central rolle i – i begyndelsen af 1792, hvor Mozart som bekendt allerede var død. KV. 452 er skrevet for en kvintet af klaver, obo, klarinet, fagot og horn. Det er ikke nogen lille bedrift at blande et klaver med fire så forskellige blæseinstrumenter. De har hver deres klangfarver og hver deres dynamiske særpræg. Men Mozart formår at skabe ren alkymi i sin musik, der ligesom en solokoncert er struktureret i tre satser. Førstesatsen lægger ud med en langsom, klangfuld indledning, hvor hver af de fem musikere får mulighed for at vise sig frem. Herpå følger den uimodståelige Allegro moderato, hvor hver blæser får tildelt sit eget korte tema, og klaveret optræder som partner snarere end som dominerende solist, mens instrumenterne præsenteres parvis eller i kombinationer af tre, fire og fem. Efter en rørende, sangbar og næsten ”operatisk” andensats kulminerer kvintetten i en sprudlende Rondo-finale, hvis geniale kulmination er en lang kadence for alle fem instrumenter. Det er den ultimative musikalske holdindsats og en perfekt, livsbekræftende afslutning på koncerten. Programnote af Katrine Nordland
BILLEDE FRA PRØVE: DAVID STRONG, KLAVER; ALBRECHT KRAUSS, OBO; RON CHEN-ZION, KLARINET; XANTHE ARTHURS, FAGOT; NIELS AAMAND GÜNTELBERG, HORN
Besøg vores nabo, Carl Nielsen Museet, hvor store, temperamentsfulde symfonier og fine, folkelige sange går hånd i hånd i et moderne museum for den internationale, fynske komponist. Og husk, at du også her kan købe billetter til OS’ koncerter. Læs mere om museet her: carlnielsenmuseet.dk
SØNDAGSMATINÉ 25. OKT - KL. 11.00 - KAMMERKONCERT Konservatoriets koncertsal, ODEON Manuel de Falla: Suite populaire espagnole Paul Bazelaire: Suite francaise, op. 114 Lili Boulanger: 2 stykker for violin og klaver Richard Strauss: Violinsonate i Es-dur, op. 18 Medvirkende: Mette Spang-Hanssen, cello; Kristoffer Hyldig, klaver; Ulrike Kipp Christensen, violin; David Strong, klaver
BRAHMS’ KLAVERTRIO NR. 3 10. NOV - KL. 19.00 - KAMMERKONCERT Pro Musica Salen, Odense Koncerthus J. Cras: Harpekvintet i A-dur A. Rubtsov: Fire bagateller for blæserkvartet L. Farranc: Blæsersekstet i c-mol, op. 40 J. Brahms: Klavertrio nr. 3 i c-mol, op. 101
KØB BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK
MEDVIRKENDE
Svante Wik, bassethorn
René Højlund Rasmussen, bassethorn
Kenneth Larsen, bassethorn
Simona Bonfiglioli, violin
Mads Haugsted Hansen, violin
Kateřina Jelínková, bratsch
Rune Most, fløjte
Ragnhildur Josefsdóttir, fløjte
Benjamin Lund Tomter, cello
Jacob Lidåkra, klaver
David Strong, klaver
Albrecht Krauß, obo
Ron Chen-Zion, klarinet
Xanthe Arthurs, fagot
Niels Aamand Güntelberg, horn
HOVEDSPONSOR
PARTNERSKABER
sgvin.dk Slots Garagen ApS ® Vinimport & Salg
ERHVERVSPARTNER