Issuu

PRO MUSICA - DVOŘÁKS STRYGEKVINTET

& VIOLA POWER

5. MAJ 2026 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS

Antonín Dvořák: Strygekvintet nr. 3 i Es-dur, op. 97 (1841 - 1904)

I Allegro non tanto

II Sceherzo. Allegro vivace

III Larghetto

IV Finale. Allegro giusto

Varighed: ca. 34 min.

Medvirkende: Zhe Deng, violin; Veronika Krauß Mojzešová, violin; Kateřina Jelínková, bratsch, Esther Mielewczyk, bratsch; Jonathan Slaatto, cello

P A U S E - ca. 20 min

Potpourri af forskellige værker arr.: Victor Sørensen

W.A. Mozart: Figaros bryllup: Ouverture

Astor Piazzolla: ”Cato de Octubre”

Astor Piazzolla: ”Fuga y Misterio”

Edward Elgar: Enigmavariationerne: ”Nimrod”

Sergej Prokofiev: Romeo og Julie: ”Riddernes dans”

Richard Wagner: Valkyrien: Forspil

Peter Tjajkovskij: Symfoni nr. 4: 4. sats

Varighed: ca. 50 min.

Medvirkende: Rafaell Altino, bratsch; Martin Jochimsen, bratsch; Kateřina Jelínková, bratsch; Gertrud Ludwig, bratsch; Dorota Kijewska, bratsch; Christian Bønnelykke, bratsch; Victor Sørensen bratsch; og Esther Mielewczyk bratsch;

Elsker du bratschen? Den varme, mørke og let dæmpede klang, som ligger mellem violinens strålende klarhed og celloens fyldige dybde, og auraen af inderlighed, nuancer og eftertænksomhed? Så er i aften din aften. Vi skal med Dvořák en tur til USA, hvor han forsøger at finde frem til ’den amerikanske folketone’ i en kvintet, hvor han føjer en ekstra bratsch til den klassiske strygekvartet. Og så skal vi på ’tour de mesterværker’ med OS’ fantastiske, samlede bratschgruppe.

DVOŘÁK AMERIKANSKE EVENTYR

Antonín Dvořák blev født den 8. september 1841 i landsbyen Nelahozeves ved Moldaus bred. Hans far, Frantisek, var slagter og byens krovært, og lille Antonín, som var det ældste af sine forældres otte overlevende børn, blev født i landsbykroen og døbt dagen efter i kirken på den modsatte side af vejen. På trods af, at hans morfar havde fungeret som forvalter for den hovedrige Lobkowitz-slægt (som vi også kender som store velyndere især af Beethovens musik), var begge sider af Dvořáks familie af bondeslægt, og det havde de været i generationer. Dvořák var stolt af sine rødder, præsenterede sig livet igennem som en simpel, tjekkisk bondedreng og følte sig altid – også da han opnåede international berømmelse – lige så meget hjemme i selskab med landlige arbejderklassefolk akkompagneret af landsbyspillemænd som til formelle receptioner eller koncerter med verdens bedste orkestre. Som barn af landsbykroen blev Dvořák utvivlsomt eksponeret for sit hjemlands folkemusiktraditioner fra en tidlig alder, og talentet for musik viste sig da også tidligt. Han fik klaverundervisning og virkede som violinist i landsbyorkesteret, hvor han spillede til dans efter kirkegang om søndagen og bagefter artigt afleverede lønnen til sin far.

Én af de mest sejlivede myter om Dvořák går på, at papa Frantisek forsøgte at tvinge sin søn i slagterlære. Dette har næppe noget på sig, men Dvořák har sandsynligvis selv givet historien om den fattige bondedreng, der endte som rig og berømt, mest muligt vind i sejlene: En artikel fra 1886 i et engelsk magasin bar titlen ”From butcher to baton” (”Fra slagter til dirigentstav”) – den artikel elskede Dvořák! Reelt flyttede han som 16-årig til Prag og gik på orgelskole, ernærede sig som underviser og bratschist i forskellige ensembler, satte sig ind i det klassiske repertoire og komponerede lidt i det skjulte. Gennembruddet fik han relativt sent: Den patriotiske kantate Hymnus vakte i 1873 fra den ene dag til den anden stor begejstring i hjembyen Prag, og i de sene 1870’ere modtog han fem gange et østrigsk statsstipendium, som skulle sætte ham i forbindelse med hans senere ven og varme fortaler, Johannes Brahms. Dette samarbejde kom der bl.a. de berømte Slaviske danse, der sikrede Dvořák international berømmelse, ud af.

Senere fulgte en række succesfulde koncertturnéer i England i 1880’erne, og disse førte direkte til, at Dvořák i 1892 blev udnævnt til direktør for musikkonservatoriet i New York. Hans hovedformål med at tage til Amerika var at opdage og udforske ”amerikansk musik” og fordybe sig i den, ligesom han havde trukket flittigt på tjekkisk folkemusik i sine hidtidige kompositioner. Kort efter sin ankomst skrev han en række avisartikler, der reflekterede over den amerikanske musiks status, og han støttede den tanke, at afroamerikansk og indiansk musik skulle bruges som grundlag for den amerikanske musiks identitet. Han mente, at amerikanerne gennem den indianske og den afroamerikanske musik ville finde deres egen, nationale musikstil, og mødte bl.a. Harry Burleigh, som senere blev en af

FRA PRØVERNE PÅ DVOŘÁK

de tidligste afroamerikanske komponister. Burleigh var den, der introducerede Dvořák til traditionelle, amerikanske negro spirituals. I de tidligste måneder af 1893 fik Dvořák en bestilling fra New York Filharmonikerne på at skrive sin 9. symfoni, ”Fra den nye verden”, som blev uropført til tumultarisk begejstring og bragende bifald. Det var ubetinget Dvořáks største triumf til dato – og der havde været mange succeser hen ad vejen!

Sommeren 1893 tilbragte han i Spillville, Iowa, som han betegnede som ”et ideelt sted; jeg vil gerne tilbringe resten af mine dage der.” Dvořák længtes hjem til Tjekkiet og forelskede sig nok til dels i den lille landsby i den amerikanske midtvest, fordi den muliggjorde det for ham at komme i kontakt med dens bøhmiske mindretal, men mens han var der, havde han også en unikt amerikansk oplevelse: The Kickapoo Medicine Show, en omrejsende trup af indfødte amerikanere, som kom til Spillville og optrådte i to uger. Deres musik fascinerede Dvoráks fintunede ører, og den 3. strygekvintet blev – sammen med søsterværket, den mere kendte ”amerikanske” strygekvartet opus 96 - til i løbet af ganske få måneder i sommeren 1893. Disse to værkers markante rytmiske profil skyldes i høj grad oplevelsen med musikken fra Kickapoo Medicine Show.

Dvoráks erklærede mål med kvintetten var ”at skrive noget virkelig melodisk og enkelt” – og det må han siges at have haft held med, eksemplificeret allerede i den indledende bratschmelodi. Dvorák var som nævnt selv bratschist, og mon ikke det har affødt den effektive brug, han gør værket igennem af den mørkere, varmere klangfarve, som ensemblet får som følge af at have føjet en ekstra bratsch til den klassiske strygekvartet. Og vi kan i kvintetten her glæde os til både stammerytmer, folketoner og Dvořáks bud på, hvad der kunne være en ny, amerikansk nationalmelodi.

EN BUKET AF BILLEDSKØNNE BRATSCH-BLOMSTER

Efter pausen får vi, hvad jeg i foromtalen af koncerten valgte at kalde for en buket af billedskønne bratsch-blomster. Og jeg står ved mine ord, da det vitterlig er en alsidig, vildt-

voksende og billedskøn samling af medrivende, udødelige klassikere, som vi nu får serveret i helt nye klæder, arrangeret specifikt for violinens gådefulde, sensuelle storesøster. Typisk for vores innovative og flittige bratschgruppe får vi endda endnu mere musik, end vi til en start havde annonceret.

Det er en fast sammentømret og eminent samspillet gruppe af årelange, gode venskaber, vi støder på, når vi nu møder OS’ bratschgruppe i samlet flok. Gruppens efterhånden navnkundige praksis med at spille store klassikere arrangeret for bratsch startede i 2020, da hele verden – ikke mindst kulturverdenen – som bekendt var noget så læsterligt lagt ned af coronaviruspandemien. Koncertsalene stod tomme. Kulturinstitutioner klarede sig igennem på hjælpepakker. Hudsult, håndsprit, hensyn og hosteetikette blev hverdag, mens vi trak os tilbage i vores ”sociale bobler” og savnede noget at lave sammen. Og det gjaldt altså også OS’ bratschister. Gruppen er velsignet med bratschist Victor Sørensen, som udover at være en sublim musiker også er en formidabel orkestrator. Han satte sig for at beskæftige sin sektion meningsfuldt ved at arrangere en række kendte værker for udelukkende bratscher. Dem kunne man indøve på scenen i passende corona-afstand – og hermed var en ny tradition født!

Ét af de tidlige ofre for covid-19 var OS’ højtskattede tidligere chefdirigent Alexander Vedernikov, der gik bort i efteråret 2020. Under hans ledelse havde orkestret til stor bevå-

genhed spillet Wagners Nibelungens Ring i 2018. Og som markering af denne skelsættende opførelse arrangerede Victor et par uddrag af Wagners storværk for bratscher med en intention om at opføre dem ved en hyldestkoncert for Vedernikov. Indslaget nåede aldrig med i hyldestkoncerten – og så meget des mere grund til at glæde sig over, at vi får lov at høre det i aften.

Vi lægger dog ud i en mere letbenet og lykkelig anledning, nemlig med ouverturen til Mozarts Figaros bryllup fra 1786. Det er musik, der placerer os i en adelig kontekst, men fra første tone flyder over af livlig, sprudlende energi og en let og legende fremdrift, der ligger godt for det agile instrument, som bratschen er. Herefter drager vi til vores 1. solobratschist Rafaell Altinos brasilianske hjemlands nabo, Argentina, hvor vi skal møde nationalkomponisten og tangomesteren Astor Piazzolla. Fra ham får vi to markante karakterstykker: den indadskuende oktobersang ”Canto de octubre” og den iltre ”Fuga y misterio”. Efter dem drager vi til England, hvorfra vi skal høre den mest kendte og elskede af Edward Elgars dejlige og humørfyldte Enigmavariationer, nemlig den niende, der har kælenavnet ”Nimrod”. Det er klassisk, engelsk romantik: En enkel melodi, der hiver i hjertestrengene og vokser i styrke og fylde, indtil den kulminerer i en varm, højtidelig og dybt bevægende klang, som kun Elgar kan skrive dem.

Herpå tager alvoren til, når vi drager til Rusland og skal høre Prokofievs bud på en musikalsk skildring af den krigeriske familiestrid i balletten om Romeo og Julie, ”Riddernes dans”. Det er verdenskendt og vildt skræmmende musik: tung og marcherende med kantede rytmer, mørke klange og en næsten brutal storslåethed, så man ikke et sekund er i tvivl om de to slægters sydende had til hinanden. Og efter den omgang når vi så til Wagners forspil til operaen Valkyrien, nr. 2 i Nibelungens Rings legendariske saga af fire operaer. Det er en hæsblæsende, uafbrudt strøm af musik, der tegner et billede af storm, jagt og dramatisk fremdrift fra første tone – og det skal blive interessant at høre, hvordan Wagners monumentale partitur er blevet ’oversat’ til otte bratscher. Efter turen i Wagners mytiske univers lander vi hos Tjajkovskij og skal høre den ildsprudlende finale fra hans berømte 4. symfoni. Her er stadig et strejf af kamp og uro under overfladen inkl. det tvetydige skæbnemotiv – men finalen er i sin essens fremadstormende og vital og bruser derudaf med festligt overskud og folkelig livsglæde.

Og så har jeg lovet ikke at afsløre, hvad det er – men kan få forhånd garantere, at der er mere end almindelig grund til at glæde sig til gruppens ekstranummer, inden vi siger tak for i aften!

Programnote af Katrine Nordland

Besøg vores nabo, Carl Nielsen Museet, hvor store, temperamentsfulde symfonier og fine, folkelige sange går hånd i hånd i et moderne museum for den internationale, fynske komponist. Og husk, at du også her kan købe billetter til OS’ koncerter.

Læs mere om museet her: carlnielsenmuseet.dk