Issuu

BLEUSE, BRAHMS & SCHUMANN

Odense Symfoniorkester

Dirigent: Pierre Bleuse

Solist: Eugen Tichindeleanu, violin

Bára Gísladóttir: DÆGRIN (f. 1989)

Varighed: ca. 20 min.

Johannes Brahms: Violinkoncert (1833 - 1897)

I Allegro non troppo

II Adagio

III Allegro giocoso, ma non troppo vivace

Varighed: ca. 36 min.

P A U S E - ca. 20 min.

Robert Schumann: Symfoni nr. 3, Den Rhinske (1810 - 1856)

I Lebhaft

II Scherzo: Sehr mässig

III Nicht schnell

IV Feierlich

V Lebhaft

Varighed: ca. 32 min.

VENSKAB

Der er venskab i luften denne aften. Det varme og respektfulde forhold mellem den 43-årige Robert Schumann og den kun 20-årige Johannes Brahms blev karrieredefinerende, nok især for Brahms, men lader også til at have indgydt den sindslidende og dybt martrede Schumann fornyet selvværd og livsmening. Så lad os som indflyvning til aftenens koncert opsummere den berømte historie om de to romantiske giganters tragisk kortvarige, men kunstnerisk produktive venskab:

De to mødtes, da Brahms i september 1853 bankede på familien Schumanns dør i Düsseldorf og fik lov at spille sine kompositioner for et forbløffet og overvældet musikerægtepar. Mødet resulterede i, at Brahms blev boende hos familien i en måned i en tilstand af ren lykke og nyfundet venskab. Schumann var som nævnt syg, presset af et krævende dirigentarbejde og i daglig kamp med symptomer, der peger imod en spirende alkoholisme, selvmordstanker og noget, der kan have været skizofreni eller maniodepression. Men indtrykket af Brahms må have været monumentalt for Schumann. Han anbefalede sit forlag at udgive Brahms’ musik og skrev et berømt indlæg i tidsskriftet Neue Zeitschrift für Musik, som han selv var grundlægger af og redaktør for.

Her udråbte han i svulmende vendinger Brahms til at være intet mindre end kunstmusikkens længe ventede frelser og forsoner, som skulle vise vejen for fremtidens musik og fungere som konkurrent til ”nytyskerne”, Wagner, Liszt og Berlioz. Schumann, der i stigende grad var udskældt som en dårlig dirigent og sloges med vrisne skriverier i pressen, så måske i Brahms en form for tronarving og reducerede velvilligt sig selv til birollen som den profet, der formåede at genkende musikkens næste geni, da han bogstaveligt talt kom og bankede på døren.

At den overstrømmende lovprisning fra den store Schumann så var en ganske uhåndterlig gave for den unge Brahms, er en anden snak. Han blev flov og følte sig på ingen måde klar til at være musikkens Messias. I al fremtid skulle Brahms herfra påføre sine værker en skånselsløs kritik, og han destruerede masser af værker af frygt for, at de ikke levede op til verdens opskruede forventninger.

Men venskabet mellem mentor og protegé blev stærkt, om end kort: Efter en periode med tiltagende hallucinationer forsøgte Schumann i foråret 1854 selvmord ved at kaste sig i Rhinen. Han blev reddet op af vandet og kort efter indlagt på en klinik for sindslidende, hvor han forblev indtil sin død i juli 1856. Brahms var én af de få, der fik lov at besøge Schumann – og forblev berømmeligt en livslang, dedikeret ven af Schumanns efterladte hustru Clara og familiens mange børn. Og senere skulle Brahms påtage sig en lignende mentorrolle, og dermed føre den musikalske vennetjeneste videre, da han aktivt bidrog til udbredelsen af den unge Dvořáks musik.

BÁRA GÍSLADÓTTIR: DÆGRIN

Aftenens første værk er danmarkspremieren på et helt nyt orkesterværk af islandske Bára Gísladóttir, der sidste år modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris netop her i Odense. Værket DÆGRIN er et endnu ubeskrevet blad herhjemme, bestilt specifikt af fire nordiske symfoniorkestre inkl. OS, men beskrives af Gísladóttir selv som noget, der indkapsler det moderne menneskes hverdag:

”Et landskab af drømme og flakkende tanker … passager, der skildrer gispen efter tynd luft, travle teksturer, slowmotion-scenarier, det dybe indre, enten mangel på eller alt for megen sorg, rutsjebaneture, grænseløs rastløshed, stilhed, en pludselig oase i (måske) en ørken, en hurtig tur op ad mandeinfluenzabjerget – som ikke fortjener vores tid – og en flugtvej tilbage via en lille bro, tilbage til det, der skulle siges: Dagene er lange og strenge".

J. BRAHMS: VIOLINKONCERT

Hvor DÆGRIN i bogstavelig forstand er nye toner, spillet fra et partitur fuld af krummelurer, som ville have fået aftenens næste komponist til at klø sig undrende i sin berømte skæg, skal vi nu være øjenvidner til endnu et stærkt, musikalsk venskab: nemlig det mangeårige og kunstnerisk righoldige samarbejde mellem OS’ chefdirigent Pierre Bleuse og vores 1. koncertmester, Eugen Tichindeleanu. De to har kendt hinanden i over tyve år, og det er en særlig glæde i

aften at kunne præsentere Eugen som solist i så genredefinerende et værk som Brahms’ violinkoncert under ledelse af en dirigent, som både han og orkestret til fulde kender og sætter endeløs, kunstnerisk lid til.

Da violinkoncerten i 1878 så dagens lys, havde Schumann ligget på kirkegården i over tyve år, men en anden livslang bedsteven skulle få stor indflydelse i Brahms’ arbejde med koncerten; nemlig den internationalt berømte violinvirtuos Joseph Joachim, som Brahms havde haft et tæt venskab med, siden han var helt ung. Joachim fungerede som aktiv sparringspartner under udarbejdelsen af solostemmen, og ikke mindst tredjesatsens fyrige, ungarske dans vidner om komponistens respektfulde nik til sin solists fødeland.

Det betyder dog ikke, at man ikke i hver eneste tone af violinkoncerten mærker Brahms’ tydelige fingeraftryk. Brahms var typen, der som udgangspunkt afskyede virtuoseri og selvsmagende ”blær”. Nok var han selv en fremragende pianist, men han ville aldrig have identificeret sig med tidens omrejsende klavervirtuoser, der optrådte med prangende variationer over operatemaer af Mozart eller Verdi. Hans to klaverkoncerter er alvorsfulde værker, og en violinkoncert af Brahms må uvægerligt have mere Beethoven end Paganini som forbillede. Det ses bl.a. i Brahms’ valg af tonearten D-dur – den samme som Beetho-

vens violinkoncert – og en gennemgående tilgang til solostemmen, der integrerer den til fulde i orkestret og lader alt, hvad violinen udviser af perlende løb og vanvittigt svære dobbeltgreb være underlagt temaerne og den store fortælling.

Efter uropførelsen nytårsdag 1879, hvor Joachim havde insisteret på at uropføre koncerten sammen med netop Beethovens violinkoncert, udtalte Brahms på vanlig tør og selvironisk vis, at han havde hørt ”en masse D-dur – og ikke ret meget andet”. Og violinkoncerten mødte også sit mål af modstand, da den først var sat i verden: Joseph Joachim kunne med lethed have udbredt koncerten over hele Europa, men venskabet med Brahms røg sig en tur, da Joachim blev skilt, og Brahms tog hustruens parti. Det skadede violinkoncertens PR-muligheder. Fremragende violinister i eftertiden knurrer over, at den meget svære koncert er skrevet mod violinen og ikke for den. Den spanske virtuos Pablo de Sarasate nægtede at spille den, fordi han ikke ville ”stå dér på podiet med violinen i hånden, mens oboen spiller den smukkeste melodi i adagioen” (lyt efter denne melodi i begyndelsen af 2. sats).

Men som altid ved eftertiden bedre. Med næsten 150 år på bagen er Brahms’ violinkoncert for længst overgået til at være et af violinrepertoirets mest monumentale og elskede værker, og der venter os en stor og varm, musikalsk oplevelse.

R. SCHUMANN: SYMFONI NR. 3, DEN RHINSKE

Få komponister i historien er så modsætningsfyldte som Robert Schumann: Han var åbenlyst en genial komponist – én af sin generations helt store – men også en decideret dårlig dirigent. Det meste af hans liv var han mere kendt som skribent end som komponist. Han var i perioder besat af vanvittig arbejdsiver – punkteret af lange, depressive faser. Schumann var alvorligt psykisk syg, muligvis allerede fra en ung alder, han drak for meget, led af angst og fysiske lidelser – men samtidig var han en travl, belæst og seriøs mand, der så småt blev yderst velrenommeret som både komponist, konservatorieprofessor og kritiker. Altid var han generøs med sin anerkendelse og offentlige hyldest af kollegaer som Chopin, Mendelssohn og berømmeligt Brahms – men i de fleste af sine år var han aldrig helt i modtagerenden af samme lovprisninger.

Men så må man i tråd med aftenens venskabstema fremhæve den relation, der uomtvisteligt holdt Schumann flydende i alle de år, de trods alt fik sammen: Det livslange og loyale kærlighedsforhold til hustruen Clara. De to havde kendt hinanden, siden Robert var 18 og Clara kun ni. Historien om, hvordan de to ad rettens vej kæmpede for at få lov at blive gift mod hendes fars vilje, efter at Clara under selvsamme fars strenge overvågning og målrettede undervisning havde udviklet sig til at blive sin generations store klaverkunstner, er velkendt. At de to fik hinanden til sidst og sammen skabte en kærlig familie med otte børn, har uden tvivl været der, der holdt en sværmerisk, fortravlet og til sidst sindslidende Schumann i kontakt med virkeligheden.

Og den 3. symfoni, ”Den rhinske” i usædvanlige fem satser, står som et æresmonument over et ægteskab, hvor problemerne var mange, men kærligheden aldrig var til diskussion. Den er skrevet i 1850 og den sidst komponerede af Schumanns i alt fire symfonier. Familien var kort tid forinden flyttet til Düsseldorf, og modtagelsen havde umiddelbart været hjertevarm og inkluderet middage, baller og hyldesttaler. Alt tegnede lovende, og kun familiens tildelte lejlighed på en travl gade i centrum vakte noget, Schumann betegnede som ”husvrede”. Den gode stemning skulle desværre ikke holde i længden, og forholdet mellem den indadvendte og sære komponist og den lokale befolkning kølnedes hurtigt. Men ”Den rhinske” blev til i løbet af kun fem uger i den allerførste tid i Düsseldorf umiddelbart efter to inspirerende familiedagture med tog til Köln for at opleve byens berømte domkirke.

De lykkelige dage i rhinlandet udmøntede sig i et af Schumanns mest udadvendte og farvemættede orkesterværker, præget af overstrømmende glæde, energi og endeløs klangrigdom. Den højtidelige fjerdesats, inspireret af Kölner Doms alvorstunge pragt, tilfører symfonien en ceremoniel karakter, men som helhed er værket skrevet i en optimistisk og livsbekræftende tone, som man så inderligt håber har fungeret som en sprække af lys i Schumanns ellers så turbulente og ultimativt tragiske liv.

Programnote af Katrine Nordland

Koncerten er opført med støtte fra:

HØR

MERE

FRA

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

• Få eksklusive tilbud

• Modtag nyheder først

MEDVIRKENDE

Pierre Bleuse, dirigent

Odense Symfoniorkesters franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland. Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som chefdirigent for det berømte, franske orkester Ensemble Intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati.

Eugen Tichindeleanu, violin Koncertmester i Odense Symfoniorkester siden juni 2013. Eugen Tichindeleanu er født ind i en rumænsk musikerfamilie og debuterede som bare 8-årig med Bacau Symphony Orchestra. Han er uddannet på Musikakademiet i Bukarest, hvor han studerede hos Stefan Gheorghiu. I 2003 flyttede han til Paris, hvor han studerede på konservatoriet hos Gerard Poulet og Olivier Charlier. Han har også fulgt undervisning hos Mauricio Fuks, Pavel Vernikov og hos sin mentor Dmitry Sitkovestky. Eugen har vundet adskillelige priser og optrådt med en lang række orkestre over det meste af Europa. Siden 2020 har han ved siden af sit arbejde i Odense også indtaget koncertmesterposten ved City of Birmingham Symphony Orchestra. Eugen har ved flere lejligheder dirigeret OS og stået i front for orkestret som solist.

Besøg vores nabo, Carl Nielsen Museet, hvor store, temperamentsfulde symfonier og fine, folkelige sange går hånd i hånd i et moderne museum for den internationale, fynske komponist. Og husk, at du også her kan købe billetter til OS’ koncerter. Læs mere

carlnielsenmuseet.dk

KONCERT, SÅ VIL DU HELT

SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE...

MOZARTS REQUIEM

26.- 27. MARTS 2026 KL. 19.00

Sammen med fynske gymnasiekor og Filharmonisk

Kor Fyn realiserer Odense Symfoniorkester

Mozarts store dødsmesse fra 1791, som i sublim musik fremmaner både dødens skræmmende uafvendelighed og evige forløsning.

SCHUBERT & MENDELSSOHN – VINTERREJSE OG DEN SKOTSKE

16. APRIL 2026 KL. 19.00

Et udvalg af Schuberts smukkeste sange med orkesterakkompagnement, sunget af den norske lyriske tenor Petter Moen. Efter pausen fortrylles vi af Felix Mendelssohns udtryksfulde, dansende og nok mest populære symfoni, Den Skotske.

SVANESØEN & TORNEROSE - HØJDEPUNKTER FRA BALLETMUSIKKENS MESTER

30. APRIL & 1. MAJ 2026 KL. 19.00

Ingen over og ingen ved siden af Tjajkovskij, når menuen står på balletmusik. Pierre Bleuse har fundet en hitparade af uhørt skøn musik frem til os fra balletterne Svanesøen og Tornerose samt fantasiouverturen Romeo og Julie.