Skip to main content

Sø- og transportret kvartalsopdatering okt.19

Page 1

OKTOBER 2019

KVARTALSOPDATERING Sø- og transportret


ULLA FABRICIUS

INCOTERMS 2020 – hvad er nyt? INCOTERMS 2020 er netop offentliggjort, og de reviderede regler vil ved årsskiftet træde i kraft og dermed erstatte 2010-versionen. Så det er nu, man skal benytte lejligheden til at få set salgs- og leveringsbetingelser igennem!

Skrevet af Ulla Fabricius, Advokat (H) og partner i NJORD Law Firm og leder af den danske ICC-gruppe. uf@njordlaw.com Det har været en lang proces at revidere INCOTERMS 2010 versionen, da vi i ICC-regi skal debattere og enes om ændringer og justeringer på globalt plan. Jeg har ledet den danske ICCgruppe bestående af dygtige repræsentanter for handel-, transport- og bankerhvervet. Mange forslag til ændringer og tilføjelser blev debatteret i processen frem mod det, der blev slutresultatet i form af INCOTERMS 2020.

ÆNDRINGER DU BØR VÆRE OPMÆRKSOM PÅ Ved første øjekast kunne man forledes til at tro, at der ikke er mange ændringer – og det er der heller ikke, hvis man alene ser på, om klausuler er fjernet eller nye er kommet til. De ændringer, der er foretaget, er imidlertid vigtige. Nedenfor angiver jeg kort, hvori de vigtige ændringer består: •

Øget fokus på forpligtigelser af sikkerhedsmæssig karakter og omkostningerne forbundet med overholdelsen af sikkerhedskrav tilføjet i A4/A7 og A9/B9.

•

Mere fleksibilitet i forhold til tegning af transportforsikring ved forskellige typer gods – container/bulk – i forbindelse med CIF og CIP.

•

Imødekommelse af behov for et ombord konnossement til brug ved salg på FCAbetingelser, hvor der også er åbnet remburs.

•

Brug af sælgers/købers eget transportmiddel under FCA, DAP, DPU og DDP.

•

DAT er ændret til DPU (Delivered at Place Unloaded), hvorved det understreges, at levering ikke kun kan finde sted på terminal. DAP er ligeledes rykket op foran DAT, da levering finder sted før losning.


KLARHED SKAL MINDSKE FEJLTOLKNINGER Selve opsætningen og kommentarerne til reglerne er gjort mere overskuelige og klare. Formålet med dette er at mindske fejlagtig brug af de enkelte klausuler samt opmuntre til anvendelse af de nyere regler, som netop er lavet for at imødekomme krav til mere moderne handel og transport. Vigtigt er det også at understrege, at vi i INCOTERMS 2020 har taget direkte stilling til, at VGM ikke er et forhold, som skal reguleres i INCOTERMS.

Opdatér din virksomhed på de nye regler Det er vigtigt altid at have opdaterede salgs- og leveringsbetingelser, som netop fordeler rettigheder, omkostninger og forpligtigelser på den måde, som man reelt har ønske om – og som man også er forsikret for! Har du brug for et check, så ring til os og få et tilbud på en gennemgang. I samarbejde med ICC Danmark vil jeg ligeledes gennemføre en række seminarer rundt om i landet og hos virksomheder, som måtte ønske et eget seminar/kursus. > Køb de nye INCOTERMS 2020 regler her


TOP 5

MEST LÆSTE UPDATES Her finder du kvartalets mest læste indhold. Bliv klog på de vigtige afgørelser og analyser – ligesom en hel masse andre er blevet! 1.

Afgørelse ved Sø- og Handelsretten angående en dansk transportvirksomhed og en bulgarsk vognmand

2.

Afgørelse fra Vestre Landsret: En ansvarlig kontraherende transportør er frifundet

3.

Sag om grov uagtsomhed afgjort ved Sø- og Handelsretten

4.

Forkert værneting kan føre til forældelse af krav

5.

Ny retspraksis om overskridelser af sagsbehandlingstiden i køre- og hviletidssager


NJORD LAW FIRM

NEW TECH

AFSNIT 3.0

En robotgræsslåmaskine har kørt naboens fod af! Hvem har ansvaret? Se den nyeste video i vores NewTech serie, hvor Steffen Hebsgaard Muff giver dig svaret.


UPDATE

Manglende dokumentation for tabsomfang fører til frifindelse af ansvarlige transportører To afgørelser fra henholdsvis Østre- og Vestre Landsret er eksempler på afgørelser, hvor ansvarlige kontraherende transportører frifindes, fordi modparten ikke kan dokumentere tabet tilstrækkeligt. Dette er på trods af, at disse i samme afgørelser findes ansvarlige for beskadigelsen af godset. Afgørelserne er værd at bemærke, fordi domstolene normalt strækker sig lagt for at skønne, hvad et tab måtte være – men her trækker Landsretterne en streg i sandet. SAGEN OM DET FORDÆRVEDE KØD Sagen omhandler en transport af fersk oksekød fra et slagtehus i Aahus til to modtagere i Tyrkiet; henholdsvis Istanbul og Bursa. Sælger indgik en aftale med den kontraherende transportør om transporterne. Selve transporterne blev foretaget af udførende vognmænd fra Rumænien. Det interessante i sagen relaterer sig til kødet, der skulle transporteres til Bursa. Her udførte de tyrkiske veterinærmyndigheder en stikprøvekontrol, der klassificerede kødet som værende ”af lavere værdi” og ”ikke egnet til normal ekspedition og forbrug”. En skønsmand konkluderede på baggrund af billederne fra stikprøvekontrollen, at kødet var fordærvet. På baggrund heraf konkluderede Landsretten, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at kødet var beskadiget ved ankomst, og at denne beskadigelse skete under transporten. Landsretten fastslog herefter, at den kontraherende transportør var ansvarlig for beskadigelsen i medfør af CMR-lovens § 24, stk. 1, men at

bevisbyrden for tabets størrelse påhvilede sælgeren (denne var indtrådt i kravet). Denne bevisbyrde var ikke løftet alene ved fremlæggelsen af veterinærmyndighedernes stikprøvekontrol og skønsmandens rapport, da der ikke forelå bevis for, hvad der var foretaget med kødet, hvorfor et flertal af Landsrettens dommere frifandt transportøren. I begrundelsen udtalte flertallet blandt andet, at det ikke var bevist, at værdiforringelsen af kødet udgjorde det beløb, der var rejst krav om i sagen, samt at der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte skønsmæssig værdiforringelse af leverancen. Landsrettens mindretal fandt, at det var ubetænkeligt at fastsætte en skønsmæssig erstatning, da det fremgik af såvel stikprøvekontrol som skønsmandens rapport, at kødet var skadet i et sådant omfang, at tabet i hvert tilfælde måtte udgøre 50 % af varens salgspris. Den kontraherende transportør blev frifundet i overensstemmelse med flertallets synspunkter

Fortsættes


SAGEN OM DEN ØDELAGTE MASKINE Denne sag omhandler en transport af et maskinanlæg fra sælgeren i Danmark til køberen i Schweiz. Sælger indgik aftale med den kontraherende transportør, som også i denne sag viderekontraherede selve transporten. Under losningen i Schweiz, stod det imidlertid klart, at der var sket skade på dele af maskinen. Tilsvarende sagen om det fordærvede kød fandt Sø- og Handelsretten det godtgjort, at beskadigelsen var sket under transporten. På baggrund heraf fastslog retten, at den kontraherende transportør var ansvarlig for disse skader i medfør af CMR-lovens § 24, stk. 1. Også her lå bevisbyrden for tabets omfang dog på modparten. Sø- og Handelsretten udtalte i den forbindelse, at ansvarsbegrænsningsbeløbet efter CMR-lovens § 31, jf. § 29, stk. 2, skulle beregnes på baggrund af de beskadigede deles vægt og ikke af maskinens totalvægt. Modparten var dog imidlertid kun kommet med oplysninger om maskinens total vægt; men ikke de enkelte beskadigede deles vægt. Tabets omfang ansås på baggrund heraf ikke for dokumenteret. På dette grundlag frifandt Sø- og Handelsretten den kontraherende transportør. Sagen blev anket til Østre Landsret, som stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse. Landsretten lagde også til grund, at dele af maskinen

var blevet beskadiget under transporten. På baggrund af yderligere vidneforklaringer fandt Landsretten dog, at det ikke kunne udelukkes, at der også var sket skade på maskinen i forbindelse med losningen, og at det dermed var uafklaret, i hvilken udstrækning skaderne var opstået under transporten eller under losningen. Med henvisning til dette samt Sø- og Handelsrettens afgørelse, fandt Landsretten, at kravet derfor ikke var godtgjort i tilstrækkeligt omfang. På baggrund heraf frifandt også Landsretten den kontraherende transportør.

AFGØRELSERNES BETYDNING De to afgørelser har det til fælles, at den kontraherende transportør findes ansvarlig i medfør af CMR-lovens § 24, for beskadigelsen af godset, da denne i begge tilfælde finder sted under transporten. I begge afgørelser frifinder landsretterne imidlertid de kontraherende transportører som følge af modparternes manglende dokumentation for tabets omfang, i stedet for at lade tabet fastsætte ved skøn. Østre Landsret tilføjer i øvrigt i sagen om den ødelagte maskine, at kravet ikke ansås for godtgjort, da det ikke kunne afklares, i hvilken udstrækning skaderne var sket under transporten eller under losningen. Med afgørelserne sætter landsretterne dermed en grænse for, hvor langt de vil gå for at skønne, hvad et tab måtte være.


ULLA FABRICIUS

Vejpakken siden sidst EU’s vejpakke har efterhånden været undervejs siden foråret 2017; og er stadig på vej. NJORD følger løbende med og giver dig her en status på, hvad der er sket, siden vi sidst skrev om vejpakken, samt hvordan dens fremtid ser ud.

Skrevet af Ulla Fabricius, Advokat (H) og partner i NJORD Law Firm og leder af den danske ICC-gruppe. uf@njordlaw.com

HVOR FORLOD VI VEJPAKKEN I JULI? Da vi sidst slap vejpakken i vores kvartalsopdatering i juli måned, havde der netop været valg til det danske folketing samt Europaparlamentsvalg. Begge valg var af stor betydning for transportbranchen og ikke mindst vejpakken. Benny Engelbrecht (S), der blev valgt som ny transportminister, har udtalt, at vejpakken er helt central for vejtransportsektorens fremtid. Det er også ministerens opfattelse, at både Parlamentets og Rådets aftaler indeholder en masse gode elementer, der kan være med til at sikre ordentlige arbejdsvilkår for chaufførerne og fair konkurrence i vejtransportsektoren. Vi ser frem til at følge yderligere med i den nye ministers mål og visioner for transportområdet.

På trods af, at vejpakken har været længe undervejs, nåede den ikke at blive endeligt vedtaget under det tidligere Parlament og Kommission. Da valgkampen begyndte, blev arbejdet sat i bero, og det videre forløb måtte derfor afvente det nye Parlament.

HVAD ER STATUS PÅ VEJPAKKEN NU? Vi er nu kommet om på den anden side af begge valg samt sommeren, og det er derfor snart tid for både det nye danske folketing samt Parlamentet at trække i arbejdstøjet. Da ”Social dumping” fyldte rigtig meget i valgkampen i Europa i foråret, forventer vi, at vejpakken forholdsvis hurtigt kommer på dagsordenen, da ”social dumping” er et af vejpakkens kerneproblematikker.


I Danmark har Transportministeriet netop været vært for det sjette møde i Vejtransportalliancen. Danmark var i januar 2017 med til at stifte denne alliance sammen med en række ligesindede lande; i dag er 11 lande med. Landende har et fælles mål om at prioritere færdselssikkerheden, sikre fair konkurrence i vejtransportsektoren og forbedre de sociale vilkår for chauffører. Formålet med det sjette møde, som blev afholdt i Danmark, var at forberede sig på de kommende forhandlinger, så alliancen fortsat står samlet og stærkt. Tilsvarende Vejtransportalliancen har 7 østeuropæiske lande også dannet en alliance. I modsætning til Vejtransportalliancen er det deres generelle holdning, at vejpakkereglerne er et eksempel på protektionistisk politik forklædt som et sigte mod sociale rettigheder, og at dette blot har til formål at stoppe østeuropæiske virksomheder i at konkurrere på lige vilkår med vesteuropæiske virksomheder. Den bulgarske socialistiske MEP’er Peter Kouroumbashev har udtalt følgende:

“I have the feeling that if companies from big countries do business in Eastern Europe, it is called a free

market. If Eastern European companies do business in the West, it is unfair competition and social dumping”. En holdning, der er delt af mange andre østeuropæiske lande.

HVORDAN SER FREMTIDEN UD FOR VEJPAKKEN? Næste skridt for vejpakken er trilogforhandlingerne mellem Ministerrådet, Parlamentet og Kommissionen, hvor disse skal blive enige om den endelige lovtekst angående udstationering, cabotage og køre- og hviletid. Europa-Parlamentets transportudvalg gav d. 24. september mandat til, at disse forhandlinger nu kan begynde. Trilogforhandlingerne skal være afsluttet inden den 1. november, hvor den nye kommission tiltræder. Hvis ikke dette nås, falder alle hidtidige lovforslag bort. Forhåbentlig kan forhandlingerne afsluttes inden tiltrædelsen af den nye Kommission, så vi snart kan se en ende på den lange lovgivningsproces, og vejpakken kan blive til virkelighed.


ROOFTOP EVENT

Young CMI fredagsbar Fredag den 18. oktober var NJORD værter for Young CMI’s fredagsbar på vores tagterrasse i hjertet af København. Christian Schaap, der sidder i Young CMI’s bestyrelse, stod for arrangementet, som var en stor succes. Tak til alle, der kom og delte deres passion for søfart og transport.

YOUNG CMI Young CMI er en underafdeling af Søretsforeningen for yngre jurister. Young CMI afholder både sociale og faglige arrangementer for sine medlemmer, herunder arrangementer med søsterforeninger i udlandet. MEDLEMSKAB Besøg Young CMIs website


ULLA FABRICIUS

BEDSTE KVINDELIGE ADVOKAT INDEN FOR SHIPPING OG SØFART Vi er særdeles stolte over, at Ulla Fabricius igen i år, er udpeget som Danmarks førende kvindelige advokat inden for shipping og søfart på Experts Guides’ liste. ULLA FABRICIUS Advokat (H) og partner, NJORD Law Firm. uf@njordlaw.com

”Det er en stor anerkendelse. Jeg er meget beæret over at være udpeget igen og være i selskab med så mange dygtige kvindelige advokater.” - Ulla Fabricius

FOKUS PÅ KVINDER I EN MANDSDOMINERET BRANCHE Advokatbranchen som hele, men særligt også søog transportret som brancheområde, er i høj grad domineret af mænd. Derfor er det for Ulla

vigtigt, at der er en liste som denne, der fremhæver kvinder og gør kvindelige rollemodeller synlige.

”Jeg havde ikke selv nogen kvindelige karriereforbilleder, da jeg var ung, og det er vigtigt.” - Ulla Fabricius Vi er stolte over, at NJORDs sø- og transportretsteam er ledet af landets dygtigste kvindelige transportretsadvokat. Stort tillykke til Ulla!

UPDATE

MEDARBEJDERNYT Hvad er der ellers sket i NJORDs sø og transportretsteam? Vi kan meddele at Christian Benedictsen-Nislev stopper hos NJORD med udgangen af oktober måned. Den 1. november 2019, har vi ansat Anders Storm Runge som stud.jur. i vores team, der arbejder med transportret.

Vi ønsker Christian Benedictsen-Nislev held og lykke fremover og ser frem til at byde Anders Storm Runge velkommen.


STORT TILLYKKE

ADVOKATEKSAMEN BESTÅET Både Marie Steen Mikkelsen og Guðrún Olsen bestod den skriftlige advokateksamen, der blev afholdt i juni. Begge ser nu frem til deres advokatbeskikkelse til september 2020.

MARIE STEEN MIKKELSEN Advokatfuldmægtig, NJORD Law Firm. msm@njordlaw.com

Marie har været advokatfuldmægtig i NJORD Law Firms sø- og transportretsteam siden 2017. Marie beskæftiger sig primært med sø- og transportret og blev tidligere på året valgt ind i The Women’s International Shipping and Trading Associations bestyrelse.

Marie ser frem til at påtage sig mere ansvar hos NJORD, hvor mange retssager venter. Hun brænder for at gå i retten og ser derfor frem til, at hendes hverdag kommer til at bestå af flere retssager.

GUÐRÚN OLSEN Advokatfuldmægtig, NJORD Law Firm. gol@njordlaw.com

Guðrún har været stud.jur. og senere advokatfuldmægtig i NJORD siden 2015. Guðrún er allerede islandsk advokat og glæder sig over, at hun snart også kan kalde sig for dansk advokat. Siden Guðrún var 15 år gammel, har hun drømt om at blive advokat. Hun brænder for at argumentere for sin sag og få ret. Et stort mål i karrieren for Guðrún er at komme til at procedere for EU-Domstolen. I NJORD arbejder Guðrún tæt sammen med Thomas Ryhl, en af Danmarks førende advokater, der har ført og vundet flere sager ved EUDomstolen.

”Jeg føler mig heldig over at få lov til at arbejde sammen med både Thomas Ryhl og Ulla Fabricius. De er gode til sparre, de støtter

mig i mine mål og så er de bare skønne, behagelige mennesker, der er gode til at lære fra sig.” - Guðrún Olsen Da Guðrún tog fra Island til Danmark, kendte hun ikke til nogen danske advokatkontorer, men hun er glad for, at hun fandt stillingen hos NJORD.

”Jeg er blevet taget virkelig godt i mod. Alle er meget passionerede og fra start har jeg fået meget ansvar og spændende opgaver. NJORD er et internationalt advokatkontor med rigtig mange nationaliteter, så jeg føler, at jeg passer perfekt ind.” - Guðrún Olsen


ANDERS WORSØE

PARTNER BL.A. MED SPECIALE I FLYTRANSPORT I marts bød vi velkommen til Anders Worsøe, der indtrådte i NJORDs partnerkreds og flyttede ind på kontoret i København.

Anders har mere end 30 års erfaring med at rådgive flytransportbranchen. Han har blandt andet arbejdet med flyselskaber, flyfinansiering, flycatering og andre forhold, der relaterer sig til lufthavnshåndtering.

JURA, INDKØB OG LOGISTIK Anders Worsøe startede sin karriere inden for erhvervslivet hos SAS Service Partner i Saudi Arabien og senere i Danmark, hvor han var ansvarlig for indkøb og logistik. Han har derfor et indgående kendskab til flybranchen og fungerer som en effektiv sparringspartner.

Sammen med Anders startede advokatfuldmægtig Johanne Hansted i NJORDs afdeling for flytransport. Inden da arbejdede Johanne som advokatfuldmægtig for Anders hos Magnusson Law Firm, hvor hun primært arbejdede med flytransport. Derudover beskæftiger Johanne sig med arbejds- og ansættelsesret og selskabsret. Johanne har baggrund i Krifa, hvor hun arbejdede med arbejds- og ansættelsesret og hos ATP, hvor hun beskæftigede sig med forsikring og pension. Det er med stor glæde, at vi byder Anders og Johanne velkommen og dermed udvider og styrker NJORDs ekspertise inden for transportret.


NY SEKRETÆR I TEAMET LISELOTTE RIGTRUP Sekretær, NJORD Law Firm. lri@njordlaw.com I juli bød NJORD velkommen til Liselotte Rigtrup. Da Liselotte så den ledige sekretærstilling hos NJORD, blev hun nødt til at søge den.

”NJORD har et godt ry, og jeg har også kun hørt godt om NJORD som arbejdsplads.” - Liselotte Rigstrup Samtidig så Liselotte det som en spændende mulighed at blive en del af et advokatkontor,

hvor diversiteten er stor, fordi kollegaerne kommer fra mange forskellige lande.

”Nu er det ikke kun klienterne, der er internationale, men også mine kollegaer. Det er spændende at være en del af.” - Liselotte Rigstrup Det er med stor glæde, at vi byder velkommen til Liselotte.

MODTAGET ADVOKATBESKIKKELSE CHRISTIAN SCHAAP Advokat, NJORD Law Firm. csc@njordlaw.com Christian Schaap kunne i september fejre sin nye titel som advokat, da han modtog sin advokatbeskikkelse. Han bestod i marts måned sin retssagsprøve ved Sø- og Handelsretten.

HVAD BRINGER FREMTIDEN NU? Christian fortsætter hos NJORD Law Firm som advokat i sø- og transportretsteamet, hvor han fortsat vil arbejde på de samme typer sager han hidtil har siddet med.

”Mit karrieremål er fortsat det samme, nemlig at blive en så god som muligt rådgiver inden for sø- og transportret.” - Christian Schaap

Næste step for Christian er en QLTS-test (Qualified Lawyer Transferring Scheme). Med denne test bliver Christian engelsk solicitor.

“At blive engelsk solicitor vil udvide mine rådgivningsmuligheder inden for søret, hvor et stort antal aftaler er underlagt engelsk ret.” - Christian Schaap Dermed kan drømmen om en udstationering i England, hvor Christian også læste sin kandidatgrad i søret, blive en realitet. Vi ønsker Christian stort tillykke med sin nye titel!


NJORD Law Firm

Sø- og transportretsteam

KONTAKT

ULLA FABRICIUS

THOMAS RYHL

Advokat (H), Partner (+45) 77 40 10 12 uf@njordlaw.com

Advokat (H), Partner (+45) 77 40 11 58 thr@njordlaw.com


ANDERS WORSØE

JOSÉ MARIA BARNILS

Advokat (H), Partner (+45) 77 40 11 45 awo@njordlaw.com

Spanish abogado og dansk advokat (+45) 77 40 11 33 jmb@njordlaw.com

STEFFEN HEBSGAARD MUFF

CHRISTIAN SCHAAP

Advokat (L) (+45) 77 40 10 17 shm@njordlaw.com

Advokat (+45) 77 40 10 41 csc@njordlaw.com


GUÐRÚN OLSEN

MARIE STEEN MIKKELSEN

Advokatfuldmægtig (+45) 77 40 10 42 gol@njordlaw.com

Advokatfuldmægtig (+45) 77 40 11 72 msm@njordlaw.com

SIMON PETERSEN

JOHANNE HANSTED

Advokatfuldmægtig (+45) 77 40 11 41 sip@njordlaw.com

Advokatfuldmægtig (+45) 77 40 10 16 jha@njordlaw.com


njordlaw.com/da/transportret


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Sø- og transportret kvartalsopdatering okt.19 by njordlaw.com - Issuu