Issuu

Katolsk Orientering Nr. 13 • 9. oktober 2020 • 46. årgang

Aktiv dødshjælp er ”en ond handling” Troslærekongregationen fordømmer i et brev alle former for dødshjælp og assisteret selvmord og efterlyser støtte til familier og plejepersonale i stedet. Tekst: Niels Messerschmidt og Vatikanets medier

LIVETS SIDSTE FASE Troslærekongregationen bekræfter i et nyt brev Samaritanus bonus (Den gode Samaritaner) Kirkens modstand mod brugen af dødshjælp og assisteret selvmord og minder katolikkerne om deres pligt til at ledsage den syge og døende med bøn, fysisk nærvær og sakramenterne. “Uhelbredelig kan ikke betyde at omsorgen skal stoppe” – de uhelbredeligt syge har fortsat ret til omsorg. Det bekræfter Samaritanus bonus med en konkret henvisning til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der lærer os, at ”selv når en kur er usandsynlig eller umulig” bør man aldrig opgive den medicinske, psykologiske og åndelige pleje og omsorg”. Uhelbredelig vil aldrig sige ikke at yde omsorg

“At helbrede, hvis det er muligt, men altid omsorg” [1]. Johannes Paul II’s ord forklarer, at ’uhelbredelig’ aldrig er synonymt med, at man ikke skal drage omsorg. At yde omsorg indtil livets afslutning, at være sammen

med den syge, at ledsage, lytte til og at få vedkommende til at føle sig elsket; for at undgå ensomhed og isolation, frygt for lidelse og død, fremhæves det i brevet, der anskuer meningen med smerten og lidelsen i lyset af evangeliet og Jesu offer. ”Livets ukrænkelige værdighed er et grundlæggende princip i den naturlige morallov og et væsentligt element i den retslige orden”, fastslås det. ”Vi må ikke tage et andet menneskes liv, selv hvis det beder om det”. Med henvisning til 2. Vatikanerkoncils pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden, Gaudium et spes, opremser brevet, at ”fosterdrab, medlidenhedsdrab eller selvmord […] forgifter den menneskelige civilisation” og ” i allerhøjeste grad krænker Skaberens ære” (nr. 27). Samaritanus bonus opremser flere faktorer, der begrænser evnen til at opfatte livets værdi, fx når livet kun anses for ”værdifuldt” under visse psykiske og fysiske forhold. En anden hindring er en falsk opfattelse af ”medfølelse”. Sand medfølelse, forklarer brevet, ”består ikke i at forårsage

Katolske nyheder fra ind- & udland

døden”, men i at støtte den syge på en kærlig måde og lindre hans eller hendes lidelse. En anden hindring, som nævnes, er den voksende individualisme, som fremkalder ensomhed.

Kirkens troslære

Det er Kirkens troslære, at dødshjælp repræsenterer ”en forbrydelse mod menneskeligt liv” og derfor er ondt under alle omstændigheder. Ethvert ”formelt eller umiddelbart materielt samarbejde” udgør en alvorlig synd mod menneskelivet, og ingen myndighed har ret til at ”anbefale eller tillade det”. De, der godkender love til fordel for dødshjælp ”bliver medskyldige” og gør sig ”skyldig i skandale”, fordi disse love bidrager til at misinformere samvittigheden. Dødshjælp må altid afvises. Men brevet erkender, at desperationen eller angsten hos den, som begår det, kan minimeres eller til og med gøre vedkommendes ansvar ”ikke-eksisterende”. Samaritanus bonus forklarer også vigtigheden af at beskytte den døendes værdighed, hvilket indebærer at undgå aggressive medicinske behandlinger. Derfor er det lovligt, når døden er nært forestående og uundgåelig, at ”afstå fra behandlinger, der kun giver en usikker og smertefuld forlængelse af livet” uden dog at afbryde de nødvendige almindelige behandlinger, som patienten har brug for, fx mad og væske ”så længe kroppen kan drage nytte af dem”. Palliativ pleje er et ”værdifuldt og afgørende redskab” i omsorgen af patienten. Palliativ pleje må aldrig inkludere adgangen til dødshjælp, understreges det, men bør inkludere åndelig omsorg til både den syge person og dennes slægtninge. I omsorgen af en syg person er det vigtigt, at han eller hun ikke føler sig som en byrde, men at de ”oplever deres slægtninges nærhed og støtte”. Familien har dog brug for hjælp og tilstrækkelige ressourcer for at kunne løse denne opgave. Offentlige myndigheder må derfor ”anerkende familiens primære, grundlæggende og uerstattelige sociale funktion […] og bør påtage sig at sørge for de nødvendige ressourcer og strukturer til at støtte familien”.

Omsorg i den prænatale og pædiatriske fase I et brev tager Troslærekongregationen skarpt afstand fra lægelige og medicinske praksisser, der har til formål at afkorte patienters liv gennem brugen af aktiv dødshjælp. Foto: truthseeker08 / Pixabay.com.

Rektor for NSG fratræder Det katolske gymnasium skal have ny rektor. GYMNASIUM I en kortfattet meddelelse skriver Niels Steensens Gymnasium, at ”efter fælles aftale er bestyrelsen for Niels Steensens Gymnasium og rektor Lise Baadsgaard Jepsen blevet enige om, at Lise Baadsgaard Jepsen den 22. september fratrådte sin stilling ved skolen.

Lise Baadsgaard Jepsen har været ansat som rektor siden 2011 og har blandt andet medvirket til at øge skolens elevtal. Bestyrelsen takker i en meddelelse Lise Baadsgaard Jepsen for ”hendes gode og dedikerede fokus på skolen og dens udvikling i de år, der er gået”. Baggrunden for Lise Baadsgaard Jepsens afskedigelse oplyses ikke i meddelelsen. I skrivende stund, en uge efter meddelelsen, er der fortsat ingen oplysning om hvem der bliver konstitueret rektor. NM

Prædiken

Lige fra befrugtningstidspunktet skal børn, der rammes af misdannelse eller andre kronisk sygdomme, ledsages på en ”måde som respekterer livet”. I tilfælde af ”prænatale sygdomme […] som med sikkerhed ender med, at barnet dør efter kort tid”, og når der ikke findes nogen behandling til at forbedre barnets tilstand, bør barnet ”ikke efterlades uden nogen hjælp, men må plejes som alle andre patienter indtil det dør en naturlig død”, uden at man stopper nærings- og væsketilførslen. Brevet bemærker, at brugen af fosterdiagnostik er blevet tvangsmæssig i nutidens samfund og konstaterer, at det nogle gange resulterer i abort eller andre ”selektive valg”. Både abort og brugen af ”prænatal diagnostik for selektive formål” er ”ulovlige”. For at lindre smerte anvendes medicin, som kan ”fremkalde bevidstløshed”. Brevet bekræfter, at det er moralsk tilladt at Fortsættes side 2 nederst ▶

Vi er alle sammen indbudt til en stor fest. Læs mere på side 5

Pindstrup

Polsk historie på Djursland. Læs mere på side

Napoli

Boksning i kirken holder drengene væk fra gaden. Læs mere på side 9

Kirkemusik

Hvad er det egentlig, spørger organist Rolf Tönshoff. Læs mere på side 16

Internationale nyheder

KO mener “Vi må vende tilbage til

Projekt skal gøre os klogere på os selv

Selv om der lever mange katolikker i Danmark og der fortsat også kommer flere af dem til Danmark, er deres sammensætning overraskende underbelyst herhjemme. Sådan lyder det fra forskere, der netop har fået penge til at undersøge de katolske befolkningsgrupper i landet, som senest er opgjort til ca. 51.000 medlemmer. Velux Fonden har bevilliget 6 mio. kroner til projektet, der skal undersøge de katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres religiøse praksis. Over de næste år skal Bjørn Thomassen, professor (MSO) i socialvidenskab på Roskilde Universitet (og katolik) og fire forskerkollegaer afdække, hvordan katolicismen udleves i bevægelsen ud og ind af Danmark og analysere, hvordan katolsk tro og praksis hænger sammen med katolsk-inspireret etik, der påvirker holdninger til moral, arbejde, krop og identitet. Projektet er den første komparative, dybdegående undersøgelse af de voksende katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres bånd til den bredere verden. Immigration og kulturel integration har i årtier været øverst på den politiske dagsorden med næsten automatisk reference til Islam og muslimer. Men i dagens Danmark er der mindst lige så mange indvandrere med en kristen som en muslimsk baggrund. Studiet vil tage udgangspunkt i fem case studier. Teoretisk vil studiet diskutere globalisering som en dialog mellem ’mange moderniteter’, hvor kulturelle og religiøse forestillinger spiller en væsentlig rolle for fortolkninger af det moderne projekt. ”Katolske befolkningsgrupper udgør ikke noget problem i det danske samfund. De skaber ikke overskrifter i medierne og bliver ikke inddraget i debatter om ghettopakker eller terror. Katolicismen adskiller sig mere fra den danske gennemsnitsbefolkning i moralske spørgsmål om abort og kvindelige præster. Men det er ikke de debatter, der får størst politisk bevågenhed i dag”, siger Bjørn Thomassen. I disse år tales der meget om sammenhængskraft i samfundet. I dag udgør de udenlandske katolikker mere end halvdelen af de officielt registrerede katolikker i vort bispedømme, og projektet vil derfor kunne være en tiltrængt belysning af de konsekvenser, det har – og vil få – for sammenhængskraften i bispedømmet. Op gennem det sidste århundrede har vi set, hvordan udenlandske katolikker har været med til at revitalisere ellers hensygnende menigheder og været en værdifuld ressource med deres levende tro og kulturelle traditioner. I andre menigheder er integrationen ikke altid forløbet så gnidningsfrit og har i stedet skabt ’hjemstavnsforeninger’, hvor de lokale menigheder til tider oplever isolation og mangel på engagement fra de udenlandske katolikkers side, hvad angår overtagelse af opgaver og tjenester. Som Kirke er vi ikke kun udfordret af det omgivende sekulære samfund og af at være en mindretalskirke. For kontrasterne mellem danskhed og Kirkens universalitet er nemlig ikke blevet mindre for vort bispedømme med årene. Velux-projektet vil måske kunne anvise os en farbar vej frem. NM

eukaristien”

Den ‘virtuelle’ messe kan aldrig erstatte den personlige deltagelse i messen, skriver liturgisk præfekt. Tekst: Niels Messerschmidt

KIRKENS LIV I et brev til de lokale bi-

spekonferencers formænd skriver præfekten for Liturgikongregationen, kardinal Robert Sarah, at de katolske menigheder bør vende tilbage til at fejre messen på normal vis lige så snart det kan ske sikkert, og at det kristne liv ikke kan opretholdes uden adgang til eukaristien og det kristne fællesskab. Kardinal skriver i brevet, der blev sendt til biskopperne medio september, at Kirken bør samarbejde med de civile myndigheder og være opmærksom på procedurerne som følge af pandemien og fastslår, at biskopper kan lave midlertidige ændringer i den liturgiske praksis for at imødekomme folks sundhedsbekymringer, og han opfordrer til, at man lydigt efterlever disse midlertidige ændringer. “I deres lytten til og samarbejde med de civile myndigheder og eksperter” var biskopperne ”hurtige til at træffe vanskelige og smertelige beslutninger, og endda at suspendere de troendes deltagelse i messen i en længere periode. Kongregationen er dybt taknemmelig over biskoppernes pligtfølelse og engagement i deres forsøg på at reagere på denne uforudsete og komplekse situation”, skriver kardinal Robert Sarah i brevet, der er dateret den 15. august og godkendt af pave Frans den 3. september.

En tilbagevenden til normaltilstanden

”Så snart situationen tillader det […] er det bydende nødvendigt at vende tilbage til det kristne livs normaltilstand, der har kirkerummet som sit hjem og fejringen af liturgien, særligt eukaristien, som ”det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra” (Sacrosanctum Concilium, 10). Sarah bemærker, at ”vi må vi vende tilbage til eukaristien med et renset hjerte, en ny forundring og et større ønske om at møde Herren, at være sammen med Ham, at modtage Ham og at bringe ham til vore brødre og søstre med et vidnesbyrd om et liv fuld at tro, kærlighed og håb”. ”Vi kan ikke undvære det eukaristiske måltid, Herrens bord, til hvilket vi er inviteret […] for at modtage Den opstandne Kristus. Han er selv til stede i kød og blod, ånd og guddommelighed i det himmelske Brød, der nærer os i glæde og arbejde på vor jordiske pilgrimsfærd”, skriver han.

ved at transmittere den hellige messe på et tidspunkt, hvor der ikke var mulighed for en fælles fejring, kan ingen transmission sammenlignes med den personlige deltagelse i messen eller erstatte den”. Tværtimod, skriver Sarah, er liturgier, hvor de troende kun kan deltage virtuelt, ”i fare for at distance os fra det personlige og intime møde med den inkarnerede Gud”, om hvis virkelige tilstedeværelse blandt folk han selv sagde: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6,56). Kardinal Sarah insisterer på, at ”den fysiske kontakt med Herren er af vital, uundværlig og uerstattelig betydning. […] Når de konkrete foranstaltninger om at nedbringe spredningen af virussen til et minimum er besluttet og gennemført, er det nødvendigt, at alle igen indtager deres plads i forsamlingen af brødre og søstre”, og ” igen at invitere og tilskynde de af vore brødre og søstre, som har været modløse, bange, fraværende eller ikke har involveret sig i længere tid”. Brevet beskriver flere ”indsatsområder for at fremme en hurtig og sikker tilbagevenden til fejringen af eukaristien”. I samme moment skriver Sarah, at ”en behørig opmærksomhed på hygiejneog afstandsregler ikke må føre til en afsvækkelse af handlinger og riter ved at indgyde, selv ubevidst, en frygt og usikkerhed hos de troende”. I stedet ”er det op til biskoppernes forsigtige, men også bestemte handling at sikre, at de troendes deltagelse i messen ikke reduceres af de offentlige myndigheder

til blot at være en form for ’fremmøde’, ligesom det heller ikke kan sammenlignes med eller endog underordnes en form for fritidsaktivitet”. Kardinal Sarah understreger i sit brev, at de civile myndigheder ikke kan lovgive om liturgiske normer: det kan kun ”de kompetente kirkelige autoriteter”.

Minder os om Kirkens tro

I lyset af pandemiens restriktioner skriver Sarah videre: ”De troendes adgang til deltagelse i den liturgiske fejring bør lempes, men det må ske uden improviserede rituelle eksperimenter og i fuld respekt for normerne indeholdt i og reguleret af missalet og de liturgiske bøger”. Vi må anerkende de troendes ret ”til at modtage Kristi legeme og tilbede Herren, som er tilstede i eukaristien, på den fastsatte måde og uden begrænsninger […]”. Uden at kardinal Sarah skriver det eksplicit, udlægger flere iagttagere det som, at han ønsker forbuddet hævet mod ikke at modtage kommunionen på tungen, sådan som især traditionalistiske katolikker har efterspurgt det. Kirken, minder kardinal Sarah om, ”vidner om håb og opfordrer os til at stole på Gud. Den minder os om, at vor jordiske eksistens er vigtig, men at det evige liv er endnu vigtigere: at vores endemål og kald er at dele det samme liv med Gud i al evighed. Det er Kirkens tro, og den er bevidnet gennem århundreder af martyrernes og helgeners skare”. Liturgipræfekten slutter sig brev med at opfordre katolikkerne til at betro sig og dem, som er ramt af pandemien, til Guds barmhjertighed gennem jomfru Marias forbøn, og han opfordrer biskopperne til at ”forny deres ønske om at vidne om den Opstandne og være budbringere af et sikkert håb, der overskrider denne verdens grænser”.

Det personlige Gudsmøde

Kardinalen forklarer, at selv om streamede eller tv-transmitterede messer har ”været en værdsat tjeneste for de syge og dem, som ikke havde mulighed for at komme i kirke, og har ydet en værdifuld tjeneste ▶ Fortsat fra forside bedøve patienter ”for at sikre, at livets afslutning kommer med størst mulige fred og i den bedste indre tilstand”. Det gælder også visse former for bedøvelse, der fremskynder ”dødsøjeblikket (dyb palliativ bedøvelse i den terminale fase)”. Men det er

Liturgikongregationens præfekt har sendt et brev til de lokale bispekonferencer, hvori han opfordrer til hurtigst muligt at vende tilbage til det kristne livs normaltilstand, så snart som det er forsvarligt i lyset af coronapandemien. Foto: Christine Limmer, Pfarrbriefservice.de. uacceptabelt, at bedøvelse administreres med henblik på, at det ”direkte og med overlæg forårsager død”, hvilket brevet definerer som ”eutanasipraksis”, med andre ord dødshjælp.

Den vegetative tilstand

Selv i de situationer, hvor patienten er bevidstløs, må man erkende hans eller hendes ”iboende værdighed og give en passende pleje”, der inkluderer deres ret til mad og væske. Der kan dog være tilfælde, hvor ”sådanne foranstalt- Fortsættes side 13 ▶

Internationale nyheder

Vatikanet forventes at forny aftalen med Kina Topembedsmænd optimistiske om fornyelsen af omstridt aftale. DIPLOMATI Både Vatikanet og Kina

forventes at ville forny den nuværende midlertidige aftale om biskoppers udnævnelse. Det sagde Vatikanets statssekretær Pietro Parolin under en pressekonference 14. september med Italiens premierminister Giuseppe Conte i Rom. Parolin bekræftede også, at den oprindelige aftale, der blev underskrevet 22. september 2018, udløber i begyndelsen af oktober måned. Det er første gang, at Vatikanet officielt udtaler sig om en forlængelse af den nuværende og omstridte aftale. I starten

af september besvarede en talsmand fra det kinesiske udenrigsministerium et spørgsmål fra en journalist på følgende måde: ”Takket være en koncentreret indsats fra begge sider har den midlertidige aftale om bispeudnævnelser, der blev indgået mellem Kina og Vatikanet for to år siden, kunnet føres ud i livet med succes”. Med andre ord ønsker de kinesiske myndigheder at forlænge aftalen. I aftalen, hvis ordlyd ikke er offentliggjort, er Den hellige Stol og Folkerepublikken Kina blevet enige om en måde at

Solidaritet på tværs af religionerne i en coronatid Det er tid til nytænkning for at finde nye former for solidaritet og interreligiøst samarbejde. DIAKONI Hvad vil det sige at elske og

tjene sin næste i en verden præget af coronapandemien? Det forsøger et nyt dokument fra det Pavelige råd for interreligiøs Dialog og Kirkenes Verdensråd at besvare. De har netop udsendt et fælles dokument om interreligiøs solidaritet i coronatiden. At de to aktører nu går sammen og opfordrer til global solidaritet ses som et tydelig tegn på, at denne krise angår os alle. Vi er nemlig én menneskehed, skabt af Gud, til at holde sammen og tage vare om hinanden. Coronapandemien er ikke kun en verdensomspændende sundhedsudfordring, men synliggør også en splittet verden, hvor ressourcerne og magten er uretfærdigt fordelt. Derfor står vi også over for en social og moralsk krise, som må løses, hvis ikke følgevirkningerne af pandemien skal blive katastrofale for de mest udsatte grupper. Dokumentet Serving a Wounded World kommer med en kristen begrundelse for interreligiøs solidaritet i mødet med coronapandemien. I de forskellige religiøse traditioner findes en række fælles moralske værdier og erfaringer med humanitært arbejde.

Tiden er nu inde til nytænkning, skriver forfatterne, til at finde nye former for solidaritet og interreligiøst samarbejde. Her udgør håbet noget essentielt i alle religioner, idet vi deler troen på en bedre fremtid, og her ligger der et potentiale til forandringer.

Udgangspunkt i Den treenige Gud

Dokumentet tager sit udgangspunkt i troen på Den treenige Gud: Alle mennesker er skabt i Guds billede. Menneskenes tillid og håb knyttes til Jesus Kristus, der selv har erfaret lidelsen på egen krop og som lider sammen med alle de lidende. Gennem Jesu opstandelse vandt livets kræfter og med denne kraft kan vi læge verdens sår, siges det, og at Helligånden forener os i solidaritet med hinanden og giver os kraft til at vende os både mod Gud og vor næste. Serving a Wounded World beskriver også principperne for en god diakonal handling, hvor vi i ydmyghed erkender vor egen sårbarhed. Hermed evner vi at lytte med respekt idet vor næste ejer historien om sit eget liv. Dokumentet guider læseren til at udvise medfølelse, gensidighed og indgå i dialog. Syndserkendelse, fornyelse, generøsitet, og ikke mindst kærlighed, beskrives som nøglebegreber til at skabe en sådan forandring. Vi opfordres til, sammen med de unge og mennesker med en anden tro, at iføre os en ånd af solidaritet og kreativitet, så vi sammen kan tilbyde verden et moralsk kompas til at løse de udfordringer, vi nu står i – og ikke mindst at synliggøre håbet. Sammen kan vi faktisk ændre verden til et bedre sted for alle. Serving a Wounded World, som er på godt 20 sider, er nyttig læsning for diakoner, præster og kateketer samt alle, som er engageret i religionsdialog, idet det kommer med en række konkrete råd og retning for handling. NM

Det Pavelige råd for interreligiøs Dialog og Kirkenes Verdensråd har udgivet et fælles dokument om hvad vil det sige at elske og tjene sin næste i en verden præget af coronapandemien.

udnævne biskopper og oprette nye bispedømmer på. Ifølge aftalen vil kandidaterne blive udvalgt af de kinesiske religiøse myndigheder og siden blive officielt udnævnt af paven. Pavens udnævnelse af biskopper er et af de vigtigste kendetegn ved Den katolske Kirkes struktur. Regimet i Kina ser derimod sådanne beslutninger som et rent internt kinesiske anliggende og frabeder sig enhver form for udenlandsk indblanding. Mens den tidligere ærkebiskop af Hong Kong, kardinal Joseph Zen, gentagne gange har kaldt aftalen for et forræderi mod katolikkerne i Kina, har andre eksperter anlagt andre og mildere vurderinger. I den nuværende situation i Kina har Vatikanet næppe haft nogen anden mulighed. Kilde: signum.se

Lov om at bryde skrifteseglet AUSTRALIEN Delstaten Queensland

godkendte 8. september et lovforslag, der pålægger katolske præster at bryde skrifteseglet for at indrapportere kendskab til eller formodning om seksuelle overgreb på mindreårige. Undlader en præst at gøre det, kan han straffes med op til tre års fængsel. Ærkebiskop Mark Coleridge af Brisbane siger, er rapporteringskravet ”ikke gør nogen forskel for unge menneskers sikkerhed”, og at loven bygger på ”ringe kendskab til hvordan sakramentet faktisk fungerer i praksis”. Ugen forinden havde Den australske Bispekonference til delstatsregeringen indsendt Vatikanets anmærkninger til de tolv anbefalinger, som den kongelige overgrebskommission havde anbefalet i deres rapport fra 2017 om omfanget af seksuelle overgreb på børn i landets institutioner. Den australske kongelige overgrebskommission havde nemlig anbefalet, at ”når en person under skriftemålet indrømmer at have forgrebet sig på et barn, kan absolution først gives, når vedkommende har kontaktet myndighederne”. Kommissionen anbefalede desuden, at skriftemål ”kun sker i åbne omgivelser og inden for en anden voksen persons synsvidde”. Den australske bispekonference har siden etableret Catholic Professional Standards Limited til at implementere mange af rapportens anbefalinger. NM

Kort nyt

Takker for kondolencebreve VATIKANET Pave emeritus har skrevet et fællesbrev til alle som har udtrykt sorg over hans storebror Georgs død i juli. ”Kære venner! Efter mit besøg i Regensburg og min kære bror Georgs død, modtog jeg kort efter så mange personlige breve, som jeg aldrig havde forestillet mig og det berørte mig dybt. Vi opgjorde det til næsten tusind! Samtidigt forhindrede den helvedesild, der begyndte dagen inden jeg forlod Regensburg mig i at svare personligt. Jeg beder jer af hele mit hjerte om at forstå, at jeg kun sender dette fællesbrev som udtryk for min oprigtige taknemmelighed”. Benedikt XVI er med sine 93 år og godt fem måneder den ældste pave nogensinde.

Ny bog af Arborelius

UDGIVELSE Eternal Word Television

Network har fornyelig udgivet bogen ’Carmelite Spirituality: The Way of Carmelite Prayer and Contemplation’ skrevet af kardinal Anders Arborelius OCD. Bogen bygger på en dvd-serie som kardinalen udarbejdede om karmelitisk spiritualitet for ti år siden, men budskabet er fortsat aktuelt, især i disse coronatider.

Ordensjubilæum

MISSION 8. september 1885, for 135 år

siden, blev Missionssøstre af det dyrebare Blod grundlagt. Deres historie begyndte i Sydafrika. Den østrigske trappistmunk Franz Pfanner, der boede i et tysk kloster i Eifel, grundlagde et kloster i Banja Luka, og meningen var, at han skulle være dets abbed. Men skæbnen ville, at han endte i Sydafrika med nogle munke for at opføre et trappistkloster på anmodning af stedets biskop. I 1882 grundlagde Pfanner missionsstationen Mariannhill. Han havde blik for de lokales behov og indså, at der er brug for kvinder til velgørende og socialt arbejde. I 1885 kaldte han kvinder, oprindeligt som missionsmedhjælpere, fra Tyskland til Afrika. Det blev begyndelsen på ordenen, der blev formet af Moder Paula Emunds.

Åben rådgivning Har du: – bekymringer for dit barns trivsel? – brug for støtte i kontakten med myndigheder? – brug for rådgivning omkring din økonomi? GRATIS OG ANONYM RÅDGIVNING Åbent onsdage 17:00-19.30 Stenosgade 4A, København V Tlf: 22 99 38 18 (i åbningstiden) Rådgivning på dansk, engelsk, polsk, fransk, italiensk og serbokroatisk

Caritas

CENTER STENOSGADE

Internationale nyheder

Kardinal frygter skisma som “det værste resultat” af reformer Den synodale vej i Tyskland kan ende i ’en tysk nationalkirke’, advarer Kølns ærkebiskop. REFORMPROCES Ærkebiskoppen af Køln, kardinal Rainer Woelki, advarer om, at den synodale vej til fornyelse af Den katolske Kirke i Tyskland i værste fald kan ende med en ”tysk nationalkirke”. ”Det værste, der kunne ske, ville være, hvis den synodale vej fører til et skisma […] med Den universelle Kirke”, siger kardinalen i et interview til KNA, Katolische Nachrichten-Agentur. Kardinal Woelki har ved flere lejligheder udtrykt kritik over processen og visse katolske gruppers og mediernes forventninger til dens resultater. Kardinal Woelki roser dog samtidig de seneste synodale drøftelser, der var henlagt til fem regionale konferencer på grund af coronapandemien. Ifølge ham tillod de mindre grupper en bedre meningsudveksling end det ville have været muligt på det oprindeligt planlagte synodale stormøde. Skab ikke ”uopnåelige forventninger”

Den katolske Kirke i Tyskland begyndte den synodale vej sidste år. Processen, der løber over to år, vil adressere en række spørgsmål som magthierarkiet, seksualmoralen samt præstens og kvinders rolle i Kirken. Målet

er at genskabe tilliden til den lokale kirke og dens hierarki i kølvandet på de seneste års afsløringer af de mange præstelige overgrebssager. Kardinal Woelki opfordrer deltagerne i den synodale vej til at undgå at skabe ”uopnåelige forventninger” som et resultat af drøftelserne, fx ønsket om kvindelige præster. ”Det vil alt andet lige skabe frustration, fordi spørgsmålet allerede er blevet afgjort af pave Johannes Paul II, da han i 1994 erklærede, at Kirken ikke har nogen myndighed til at ordinere kvinder til præster”. Woelki kritiserer i interviewet også det teologiske niveau i visse af den synodale vejs arbejdspapirer og siger: ”Hele verdens blik er rettet mod Kirken i Tyskland og den synodale vej netop nu, så vi kan ikke tillade os at udstille vor manglende teologiske kompetence”. Derfor opfordrer Woelki teologer, som deltager i drøftelserne på den synodale vej eller følger den udefra, til at engagere sig mere i debatten, og han udtrykker håbet om, at processen vil lykkes med at ”igangsætte en ægte reform, som bestemt er tiltrængt i Kirken”.

To prominente skikkelser i kardinalkollegiet døde Kardinalerne Marian Jaworski og Adrianus Simonis blev hhv. 94 og 88 år. GEJSTLIGE Kardinal Marian Jaworski, en nær ven af Johannes Paul II og ærkebiskop emeritus af Lviv, Ukraine, døde 5. september 94 år gammel. Hans venskab med Karol Józef Wojtyła begyndte i 1950’erne og varede frem til den polske paves død i 2005. Jaworski var en af meget få gæster, der regelmæssigt opholdt sig i de pavelige lejligheder, når han besøgte Rom. Jaworski var ”hemmelig kardinal” i tre år: i 1998 kreerede Johannes Paul II ham og ærkebiskop Janis Pujats af Riga, Letland, til kardinaler in pectore – dvs. ’i hjertet’ eller i al hemmelighed, og de to kunne først indtræde i kardinalkollegiet i 2001, hvor deres navne blev offentliggjort. Den polske pave sagde aldrig hvorfor han havde udnævnt dem i al hemmelighed, men efter at have offentliggjort deres navne sammen med ærkebiskop Lubomyr Husars (overhovedet for den østlige ritus i Den ukrainske-katolske Kirke), sagde paven, da han tildelte dem den røde biretta at ”min intention var at ære deres kirker, som især i det 20. århundrede har været hårdt prøvet” under sovjetkommunismen. Jaworski og Karol Wojtyła delte interessen for filosofi, og kardinalen stod i spidsen for den kirkelige kommission, som fik ansvaret for at udgive Karol Wojtyłas tekster fra tiden før han blev paven

Jaworski fødtes i en polsk familie 21. august 1926 i Lviv, da det vestlige Ukraine var under polsk styre. Han færdiggjorde sin præsteuddannelse i Polen efter at være blevet udvist fra Ukraine i 1945 som led i det sovjetiske ledet ’repatrieringsprogram’. Efter sin præstevielse i 1950 tjente han i et sogn ved den ukrainske grænse inden han vendte tilbage til Krakow for at tage en doktorgrad i teologi ved Jagiellonian universitetet. I 1974 blev han udnævnt til dekan ved Krakows pavelige teologiske afdeling (senere omdøbt til det pavelige teologiske akademi) og var dets rektor fra 1981 til 1987. På trods af udvisningen fra Ukraine bevarede Jaworski båndene til landet. I 1984 – da han ikke var i stand til at udpege en ny ærkebiskop af Lviv på grund af sovjetisk

Hvad er en ægte reform?

En sådan reform, tilføjer kardinal Woelki, må ”korrigere alle de udtryk og situationer, som leder én væk fra Kirkens sande natur”. Det handler, ifølge Woelki, om at forstå Kirken ”som Guds værk”. Derfor må målet for enhver ægte reform af Kirken være at bevæge sig hen mod Kristus og hans budskab, tilføjer han. Mange tyske katolikker ved ikke længere, ”hvem Kristus er og hvad Kirken er. De ved ikke længere, hvad et sakramente eller Kirkens sakramentale struktur er”, tilføjede kardinalen. Den katolske ugeavis Die Tagespost skrev

den 17. september, at 53% af de adspurgte tyske katolikker i en undersøgelse har svaret, at de ikke interesserede sig for den synodale vej. Blandt tyskerne generelt set svarede 63%, at de var ligeglade med den synodale vej, 11% svarede, at de var interesseret, mens 17% ikke havde taget stilling. Mere end 2.000 voksne deltog i undersøgelsen. NM

Kardinal Rainer Woelki, ærkebiskop af Køln, under forrige måneds synodale drøftelser som foregik på fem regionale konference. Han deltog selv i konferencen i Frankfurt. Foto: Jochen Reichwein, Synodaler Weg. pres – bad paven ham om at administrere ærkebispedømmet fra sit midlertidige hovedkvarter i Lubaczow, Polen. Efter sovjetstyrets sammenbrud i januar 1991, og året før Ukraine opnåede fuld selvstændighed, udpegede paven ham til ærkebiskop og gav ham til opgave et genopbygge Kirken i Ukraine, som kommunismen havde efterladt vingeskudt. I 1992 blev Jaworski udpeget til formand for den genetablerede ukrainske bispekonference. Han trak sig tilbage i 2008.

Simonis genoprettede Kirken i Holland

Tre dage før Jaworskis død døde den hollandske kardinal og ærkebiskop emeritus af Utrecht, Adrianus Simonis, 88 år gammel. Simonis ledte ærkebispedømmet fra 1983 til 2007 og var i denne periode bispekonferencens formand i mere end tyve år. Simonis var den ældste af elleve børn i en tandlægefamilie og voksede op i byen Lisse. Han uddannede sig på seminaret i Hageveld og præsteseminaret i Warmond, blev præsteviet i 1957 og arbejdede herefter to år som kapellan i bispedømmet

De to prominente kardinaler, polakken Marian Jaworski og hollænderen Adrianus Simonis, døde med tre dages mellemrum.

Rotterdam. I 1959 videreuddannede han sig i bibeleksegese ved det pavelige institut St. Thomas (Angelicum) i Rom og det pavelige bibelinstitut, og erhvervede en doktorgrad i bibelstudier i 1966. Efter syv år i Rom vendte han tilbage til Holland og virkede som sognepræst i den Haag og hospitalskapellan, og som kannik ved katedralen i Rotterdam. I 1970 udnævnte Paul VI Simonis til biskop af Rotterdam. Han blev bispeviet i 1971 og i 1983 udnævnt til hjælpeærkebiskop af Utrecht af Johannes Paul II. Da ærkebiskoppen, kardinal Johannes Willebrands, fratrådte for at koncentrere sig om sit hverv som præsident for det pavelige råd for fremme af kristen enhed, overtog Simonis ledelsen af ærkebispedømmet Utrecht (1983-2007). Efter 2. Vatikanerkoncil var Kirken i Holland ofte på kollisionskurs med Rom, og da Johannes Paul II besøgte landet i maj 1985, hvor han kreerede ham til kardinal, fik Simonis til opgave at føre Kirken i landet tilbage til en Rom-tro kurs. Simoni var modstander af den liberale udvikling i landet, fx legalisering af aktiv dødshjælp, liberalisering af abortloven og indførelsen af kønsneutrale ægteskaber. I 2007 trådte Simonis tilbage som ærkebiskop af Utrecht og blev efterfulgt af kardinal Wilem Jacobus Eijk. Med de to kardinalers død har kardinalkollegiet nu 219 medlemmer, hvor de 122 er under 80 år og dermed stemmeberettigede ved et konklave. NM

Søndagens tekst

Gud indbyder os til fest i sit rige Prædiken til søndag den 11. oktober 2020, evangelium Matt 22,1-10. Tekst: Diakon David Noval

PRÆDIKEN ”Ude på landet var der en

gammel gård, og i den var der en gammel herremand, som havde to sønner, der var så vittige, at det halve var nok; de ville fri til kongens datter og det turde de, for hun havde ladet kundgøre at hun ville tage til mand, den, hun fandt bedst kunne tale for sig. De to forberedte sig nu i otte dage, det var den længste tid de havde til det, men det var også nok, for de havde forkundskaber og de er nyttige. Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle lavsartiklerne og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om staten, mente han, dernæst forstod han også at brodere seler, for han var fin og fingernem”. Sådan starter det velkendte eventyr Klods Hans. Man kan spørge, hvad det har med dagens evangelium at gøre. I evangeliet inviteres vi til fest – bryllupsfest. Gennem livet er vi til mange fester, men bryllupsfesterne står som noget helt særligt. Jeg husker ganske tydeligt Dortes og mit bryllup for mere end et kvart århundrede siden. Forberedelserne varede længe, vi måtte spare penge sammen, kjolen skulle sys (ikke af mig), indbydelserne laves, vinen findes og så videre. Det er en fest, man ser frem til og lægger mange kræfter i for at gøre det til noget helt særligt. Et bryllup er noget helt særligt – ikke blot i Klods Hans, hvor ungersvende kommer tilrejsende fra hele landet for at fri til prinsessen. I biblen spiller bryllupper en central rolle. Biblen starter med Adam og Evas bryllup og slutter med lammets

bryllup. Jesus startede sin karriere ved brylluppet i Kana, hvor han forvandlede vand til vin som sit første mirakel. Når vi i evangeliet hører Jesus sige, at ”himmeriget ligner en konge der holdt sin søns bryllup”, så er det kongen der er i fokus og det er netop hans handling der gør forskellen. Når en konge holder bryllup, så er det toppen af poppen der indbydes. Vi kan sammenligne med kronprinseparrets bryllup i 2004, her bestod gæstelisten ved festen på Fredensborg Slot ud over familie og derved mange royale også af toppolitikere, en biskop, fremtrædende erhvervsledere og andre med betydning for landet. Vigtige personer, personer der på en eller anden måde har gjort sig fortjent til at blive indbudt på grund af deres status. På samme måde havde kongen også en prominent gæsteliste til sin søns bryllup. I eventyret var det Klods Hans´ to veluddannede, belæste og dygtige brødre, der var sat til at ægte prinsessen. Den ene kunne det latinske leksikon både forfra og bagfra og den anden vidste alt der var værd at vide om politik. Vi kender godt slutningen af eventyret, at det ikke var dem der fik prinsessens gunst, men derimod den aparte Klods Hans, der i bogstavelig forstand vadede lige ind i hoffet præcis som han er. Gæsterne til brylluppet i evangeliet havde for travlt med deres egne sager til at komme til brylluppet og det gik dem som de to kloge brødre i Klods Hans – ”Duer ikke væk – næste!” Vi må spørge os selv – er vi klar til at være med til Herrens fest – er vi en del af

Paven er “bekymret” over Kirkens situation i Tyskland Troslærekongregationen kritiserer et forslag om, at tyske katolikker og protestanter kan modtage nadveren sammen.

Der er dækket op til os i Guds rige, men er vi klar? Foto: Anton Eilmannsberger Pfarrbriefservice. Guds rige. Det rige der er inde i os og som vi er en del af – lige her – lige nu hvor vi er. Eller – har vi for travlt med at realisere os selv, vores familie, karriere – så vi ikke har plads til Gud i vores hverdag og de ting, vi gør. Gud indbyder os at tage del i hans rige, præcis som vi er – det er sådan han har skabt os og det er sådan, han elsker os. Naturligvis er der plads til forbedring – vi kan gøre mere for de svage, blive stærkere i troen, elske vores næste mere. Det er præcis derfor, vi klæder os særligt, når vi skal til bryllup – uanset om det er vores eget eller andres, så forbereder vi os og viser den

Lignelsen om kongesønnens bryllup. Matt 22, 1-10

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: ”Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til

kommunion: ”Ikke alene det, men også om Kirkens situation i Tyskland generelt”, og bemærkede, at pave Frans i juni 2019 skrev et langt brev til de tyske katolikker. Den schweiziske kardinal fremhævede Troslærekongregationens kritik af dokumentet ’Sammen om Herrens bord’, som den økumeniske studiegruppe af protestan-

TYSKLAND Kardinal Kurt Koch, præ-

sident for det pavelige råd for fremme af kristen enhed, siger til det katolske magasin Herder Korrespondenz, at han tror ,pave Frans bakker op om Troslærekongregationens kritik af tyske teologers opfordring til, at katolikker og protestanter kan modtage kommunionen sammen. Kongregationen skrev i sidste måned til biskop Georg Bätzing, den tyske bispekonferences formand, at et sådan forslag vil skade relationerne til de ortodokse kirker. Adspurgt om Frans personligt har godkendt Troslærekongregationens brev sagde kardinal Koch ifølge Catholic Herald: ”Det nævnes ikke i teksten, men trospræfekten, kardinal Ladaria, er en meget ærlig og loyal person. Jeg kan ikke forestille mig, at han vil gøre noget uden at paven har godkendt det. Fra andre kilder har jeg også hørt, at paven har udtrykt sin bekymring under personlige samtaler”. Kardinal Koch præciserede, at han ikke blot refererede til spørgsmålet om inter-

Den økumeniske studiegruppe af protestantiske og katolske teologer (ÖAK), som her er samlet på deres seneste møde i begyndelsen af august i år, offentliggjorde i 2019 et dokument om interkommunion. Foto: theologie-aktuell.uni-erfurt.de.

bedste side af os selv. På samme måde deltager vi i Guds rige ved at iklæde os den bedste klædning. Ved at følge Kristus og holde fokus på at være en del af hans rige, så iklæder vi os Kristi klædning. Som solsikkerne, der står på marken med konstant fokus på solen, så ligner de solen. På samme måde vil vi også ligne Kristus mere og mere, des mere vi har fokus på ham. Kære troende – kære brødre os søstre – hold fokus på Kristus hvor du er og vær en del af festen i Guds rige som du indbydes til at deltage i her og nu, hvor du er i dit liv og virke. sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres ny. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbød, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.”

tiske og katolske teologer (ÖAK) offentliggjorde i september 2019. Det 57-sider lange dokument foreslår bl.a. ”en gensidig eukaristisk gæstfrihed” mellem katolikker og protestanter. ÖAK godkendte dokumentet mens biskop Bätzinger og den nu pensionerede lutherske biskop Martin Heins delte formandskabet. Bätzinger meddelte for nylig, at tekstens anbefalinger ville blive omsat i praksis på den økumeniske kirkekongres i Frankfurt i maj 2021. Kardinal Koch bemærkede, at det pavelige råd for fremme af kristen enhed har været involveret i diskussioner om Troslærekongregationens brev, og at han personligt havde udtrykt bekymring over ÖAK’s dokument overfor Bätzinger. ”Men det synes ikke at have overbevist ham”, sagde Koch. Kardinal Koch sagde til Herder Korrespondenz, at de tyske biskopper ikke kan fortsætte som hidtil efter Troslærekongregationens intervention. ”Hvis de tyske biskopper vægter et sådan brev fra Troslærekongregationen lavere end et dokument fra en økumenisk arbejdsgruppe, så er der noget galt i biskoppernes prioriteringer”, tilføjede han. NM

katolsk orientering Pindstrup

Jubilæumsvalfart til Pindstrup i taknemmelighed over fortidens troende Lørdag den 5. september samledes omkring 50 polske, danske og andre katolikker ved Skt. Mikaels Kirke i Pindstrup og fejrede 90-året for kirkens indvielse. Det er vigtigt at huske den stærke tro, som skabte kirken, siger valfartspræst pater Herbert Krawczyk. Tekst: Malene Fenger-Grøndahl. Foto: Lucyna Pylarz

DJURSLAND Lørdag den 5. september

hen på eftermiddagen blev en stenskulptur af Skt. Michael afsløret foran Skt. Mikaels Kirke i Pindstrup. Skulpturen er skabt af den autodidakte stenhugger Allan Valdemar Karmelarczyk, og han forklarede om sit arbejde med skulpturen, at han havde lagt meget sjæl i den og undervejs var blevet præget af en dyb taknemmelighed over den stærke tro, han er vokset op med, og som er gået i arv i flere generationer af polskkatolske indvandrere til Danmark. Allan Valdemar Karmelarczyk, der i dag bor i landsbyen Pederstrup på Djursland, er vokset op i Pindstrup og kom i Skt. Mikaels Kirke sammen med sine forældre. Dengang boede også Hans Christian Baltzer i Pindstrup, og selv om hans forældre ikke var katolikker, kendte han udmærket til kirken og til de mange polske arbejdere i og omkring landsbyen. Han fandt mange legekammerater blandt de polske børn, bl.a. Allan Valdemar Karmelarczyk, og da han som voksen blev engageret i lokalpolitik først i Midtdjurs Kommune og siden Syddjurs Kommune – både som kommunalbestyrelsesmedlem og borgmester – var han optaget af at bevare egnens kulturhistoriske bygningsværker, herunder Skt. Mikaels Kirke. Derfor var det også oplagt, at Hans Christian Baltzer deltog den 5. september, da skulpturen af Skt. Mikael blev afsløret foran trækirken i Pindstrup. Desuden var der fint besøg fra Den Polske Ambassade i Danmark, idet Jaroslaw Galuba, sekretær for offentligt og kulturelt diplomati, deltog ved afsløringen af skulpturen.

Opført af polske indvandrere

Men vigtigst var det, at alle de almindelige troende, især polakker og dansk-polakker, men også katolikker med andre baggrunde, deltog. Det understreger valfartspræst pater Herbert Krawczyk SJ, der var en drivende kraft i årets valfart og desuden stod for udstilling og tilbedelse af sakramentet og andagt med sakramental velsignelse inde i kirken og festmesse udenfor i et stort lejet telt.

”Det var magtpåliggende for mig, at vi kunne gennemføre valfarten i år, selv om det ikke blev på selve 90 års-dagen for kirkens indvielse, og selv om det ikke kunne blive med det fulde valfartsprogram, som vi ellers plejer at have – med spisning, kaffe og socialt samvær,” siger han. Skt. Mikaels Kirke i Pindstrup blev opført af polske indvandrere, der for manges vedkommende i første omgang var indvandret til Lolland i begyndelsen af 1900-tallet for at arbejde i roemarkerne, men var siden søgt til Jylland for at finde arbejde. I Pindstrup fandt mændene typisk arbejde i moserne, mens kvinder og børn arbejdede på liggepladserne med at rejse og stakke tørv. Nogle købte siden mindre landbrug eller blev selvstændige inden for forskellige håndværk eller andre erhverv. Der voksede et helt polsk samfund frem i og omkring Pindstrup, og de dannede den 1. maj 1929 “Den polske Forening i Danmark omkring Pindstrup”. Foreningen satte sig for at bygge en katolsk kirke, og det lykkedes ret hurtigt at indsamle omkring 7000 kr. blandt foreningens medlemmer. Herefter skænkede ejeren af Pindstrup Mosebrug, Johs. F. la Cour, tømmer til at opføre kirken af, og en lokal polak, Jacob Kot forærede grunden på ca. 1 tønder land. Herefter gik byggeriet i gang – primært forestået af foreningens medlemmer i deres sparsomme fritid, dog med en smule hjælp fra lokale håndværkere, som blev hyret ind til opgaven. Mindre end et år efter foreningens stiftelse, 2. påskedag, den 21. april, 1930, blev kirken indviet med deltagelse af tre præster, heriblandt pater Stäubli fra menigheden i Aarhus, der foretog selve indvielsen. Allerede i løbet af 1930’erne begyndte katolikker fra hele Jylland, primært af polsk afstamning, at mødes i Pindstrup til sociale sammenkomster med overnatning, og efterhånden udviklede der sig en tradition for at samles i Pindstrup til den årlige Kristi Legems- og Blodfest, hvor der kunne være op mod 500 deltagere. Under 2. verdenskrig var der en pause i valfarterne, og efter krigen ebbede det ud.

Pater Herbert Krawczyk fejrer valfartsmesse i teltet.

Valfarten genopstår

I 1973 kom pater Herbert Krawczyk SJ til Aarhus som præst for menigheden der, og som noget af det første sørgede sognepræsten Aarhus, Adolf Meister, for, at hans nye kollega fra Polen kom til Pindstrup. ”Det var den 3. søndag i august, og jeg husker det stadig tydeligt. Det var meget bevægende for mig at opleve det sted, der vidnede om de polske katolikkers stærke tro. De havde meget få midler og næsten ingen fritid, og alligevel skabte de en kirke, som stod der endnu som et levende monument over deres stærke tro,” siger pater Herbert Krawczyk. Da han en del år senere hørte mere om sammenkomsterne, der tidligere havde fundet sted og læste om stedets historie, besluttede han at indkalde til et møde i Pindstrup med det formål at genoplive traditionen for de årlige sammenkomster i form af en egentlig valfart. ”Der kom mange til mødet, og der var endda folk iblandt, som havde været med til indvielsen af kirken. Der kom bl.a. en Felix Mielic, som havde været fanebærer, da man fik lavet en fane for foreningen tilbage i 1937. Han reddede fanen fra at blive konfiskeret af nazisterne under 2. verdenskrig, og siden har han været med til at sikre, at fanen er kommet i sikkerhed på et lokalhistorisk arkiv. Han søn, Steen Mielic, bar den nye fane fra 2018, under årets valfart. Det er en fane, som den polske menighed i Aarhus skænkede til Pindstrup i anledning af 100året for Polens befrielse,” fortæller pater Herbert Krawczyk.

Glem ikke ørkenvandringen

Årets valfart skulle oprindeligt have fundet sted 2. påskedag til minde om 90året for kirkens indvielse, og samtidig var det planen at fejre 100-året for Johannes Paul II´s fødsel den 18. maj 1920. Men coronapandemien satte en stopper for de planer, og man valgte så i stedet at lave en mindre valfart den første lørdag i september, som med tiden er blevet den faste årlige valfartsdag. Programmet blev afkortet i forhold til det traditionelle valfartsprogram, og deltagerantallet var med cirka 50 personer fra Aalborg, Fredericia, Vejle, Randers og Aarhus nede på omkring halvdelen af det vanlige. Desuden kunne biskop Czeslaw Kozon, der med sin opvækst i en polsk familie på Lolland har en særlig relation til Pindstrup og de polske katolikker i Danmark, ikke deltage i år, men sendte i stedet en hilsen. Men pater Herbert Krawczyk var taknemlig for, at valfarten trods alt kunne gennemføres, og han lagde i sin prædiken væk på betydningen af huske – både fortidens troende og deres engagement – men også israelitternes erfaring med ørkenvandringen og vores egne nylige erfaringer med en form for

Skt Mikaels Kirke der efter en stor restaurering, er ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. ørkenoplevelse under coronapandemien og nedlukningen af kirkerne. ”Temaet for valfarten og for min prædiken var ”Eukaristien – menneskets styrke i Kristus”. Det var et tema, som var blevet valgt, længe før coronaen brød ud. Men det slog mig, at det passede godt i den situation, vi står i nu, for mange mennesker har netop oplevet et stærkt afsavn, mens kirkerne har været lukket, ved ikke at kunne deltage i eukaristien og dens fællesskab,” siger pater Herbert Krawczyk. ”Derfor er det også vigtigt, at vi husker den erfaring, ligesom israelitterne huskede Gud under ørkenvandringen. Under messen læste jeg teksterne til Kristi Legems- og blodsfest, og der er netop en læsning fra Femte Mosebog, hvor ordene ”Husk, glem ikke” er centrale. Det skal vi tage til os i dag. Eukaristiens fravær under coronanedlukningen gjorde os opmærksomme på, at uden eukaristien dør vi åndeligt. Den erfaring skal vi huske. Og vi skal også huske den stærke tro, som Skt. Mikaels Kirke er et levende monument over,” siger han. Pater Herbert Krawczyk var blandt de drivende kræfter i et mangeårigt arbejde med at finde penge til at renovere Skt. Mikaels Kirke og føre den tilbage til dens oprindelige udseende. Det lykkedes i løbet af 2017 at få fondsmidler nok, og i 2019 blev den genindviet. Ved valfarten i år kunne deltagerne danne sig overblik over hele kirkens historie på en udstilling med 10 plancher, som er sat op uden for kirken, så også besøgende og forbipasserende uden særligt kendskab til stedet kan læse med – både på dansk og polsk.

Tidligere borgmester Hans Christian Baltzer præsenterer den nye statue af Skt. Mikael foran kirken.

Maria

Vores søster og mor Prædiken af broder Clemens fra karmeliterklostret i Norraby om jomfru Marias optagelse i Himlen. PRÆDIKEN

”Marias optagelse i Himlens herlighed med legeme og sjæl er et udgangspunkt for vores åndelige liv i dag” Kirken har netop fejret festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen. Marias optagelse i Himlens herlighed med legeme og sjæl er et udgangspunkt for vores åndelige liv i dag, og vi lever jo selv, så at sige, i vigilien til vort håbs opfyldelse. Den salige Jomfru Maria har store og uovertrufne privilegier blandt menneskenes børn. Men som den hellige Thérèse af Jesusbarnet i sin dybe og kærlighedsfulde tro påpeger, så har vi faktisk et privilegium, som Jomfru Maria ikke har. Hun er jo vores søster og moder. Mens Jomfru Maria vandrede i tro helt uden at se, så har vi jo hende som søster og moder, og vi har hendes overgang til det uforgængelige liv, som er udgangspunkt for vores tro, og som er en del af den tro, som er blevet overleveret til os. Hvis vi vil se, hvad Gud har i beredskab til dem, som elsker ham, så behøver vi bare at fejre denne fest med sjæl og hjerte. Intet i Maria er udenfor frelsen i kraft af optagelsen i Sønnens herlighed. Dette, at Gud skal blive alt i alle, er allerede begyndt at gå i opfyldelse. Den hellige Bonaventura (1217/12211274) nævner bibelverset: ”Hvem er hun, som kommer fra ørkenen, fuldstændig fortryllende og som læner sig mod sin elskede”. Dette bibelvers bruger han på Maria, der ligesom er kommet op fra denne verden, som jo på mange måder er som en ørken. Men hun kommer fuld af fortryllelse. Derfor siger Bonaventura: ”Af dette kan vi se, at hun er til stede legemligt…. Hendes salighed ville ikke være fuldkommen, hvis hun ikke var der som person. Sjælen er ingen person. Men sjælen, forenet med lege-

met, er en person. Det er åbenbart, at hun er der med legeme og sjæl. Ellers ville hun ikke have sin fulde salighed.” (De Assumptione B. Mariae Virginis, Sermo 1). Intet i Maria er udenfor frelsen i kraft af optagelsen i Sønnens herlighed. Mødet med Gud, Kristus, er fuldstændigt. Denne åbenbarede trossandhed viser først og fremmest Guds ære og herlighed, Guds magt, kapacitet og vilje til at skænke evigt liv og glæde til sin skabelse, til de mennesker han har skabt i sit billede. I messens første læsning (1. Krønikebog 15,3-4,15-16, 16:1-2) hørte vi, hvorledes David og hans mænd førte Arken, Pagtens Ark, op til Jerusalem til en særlig plads i det telt, David havde rejst, hvor de placerede den i det allerhelligste. Det er interessant, at de første kristne ofte mødte den kritik, at de var ateister (det kan sammenlignes med det, vi kalder afgudsdyrkelse, med den romerske mytologi). De havde ikke et tempel som andre, ingen tydelige ofre som andre, og de bad til den Gud som er hele Skabelsens Gud. Nu er Maria, som kirkefædrene siger, det nye forbunds ark, Guds ark, over hvilken Guds herlighed hviler. Hun, Maria, prises med rette salig, eftersom hun har båret Guds eneste og definitive Ord, eftersom hun har båret den sande manna, og båret og næret ham som kan og formår at lede mennesker sandt og til dets egentlige mål. I Marias optagelse ser vi den yderste triumf for Guds ære og herlighed, for atter at blive forenet med Kristus. I kraft af Vor Herre Jesus Kristus, hans død og opstandelse, er vor værste fjende, døden, blevet besejret. Dette hørte vi Paulus forkynde for os i messens anden læsning: Gennem Guds værk hører vi, hvorledes vor forgængelige natur kan blive iklædt uforgængelighed,

og hvorledes dødelig natur kan iklædes udødelighed (1 Kor 15,54-57). Billedet af iklædningen er meget sigende. Iklædningen er i dette tilfælde en gave. Vi bliver iklædte. Og vi bliver her iklædt noget som passer os. Det passer mennesket, at det drama det indebærer at være menneske, at få del i nåden, den helliggørende nåde som er Guds eget liv indgydt i os, det etablerede liv som har sin kilde og højdepunkt i eukaristien, de flittige samtaler i ensomhed med Ham som vi ved elsker os, at det er uden ende. Helgenerne er de mest normale af alle mennesker. Selvom de kan gøre små ting, som det kan være svært at forstå sig på i denne verden, så er de samtidig de mest

Vor Frue af Åsebakken. Foto: Lisbeth Rütz.

7 gavnlige også for andre mennesker. På samme måde med den salige Jomfru Maria. Hun har gjort bemærkelsesværdige ting gennem det, hun er, og stadig er. Det er sikkert. Men hun har ikke gjort som de andre helgener, for det er de andre helgener, og alle troende, der er lidt ligesom hende. Maria, der er noget helt særligt, er samtidig en indgang selv til mennesker, som ikke formelt tilhører den Katolske Kirke, og denne indgang har de andre helgener ikke altid. I Maria har Guds harmoni helt og holdent sin plads. Hun er ikke kun den som har født og næret frelseren, men hun er også den, der er helt lydig mod den himmelske faders vilje. Salig er hun som har båret, født og næret Vor Herre Jesus Kristus. I dag er harmonien fuldbyrdet på endnu en måde, for hun er i dag understøttet af Vor Herre Jesus Kristus selv og i kraft af hans værk, og hun er nu fuldstændig født til det uforgængelige liv. Rosenkransens herlighedsfulde mysterier stopper ikke ved Kristi opstandelse, Hans himmelfart og udgydelsen af Helligånden. Bønnen fortsætter – som træet fortsætter i løvet og dets blomster – med Marias optagelse i himlen, og med hendes kroning som Dronning. Og den fortsætter med den bøn, som man i karmelitisk tradition som et sjette herlighedsfuldt mysterium sommetider beder med Marias nu aktive moderskab, hvor Karmel har fået Maria som vor ordens særlige titel. Maria er helt igennem himlens herlighed som person. Hun er i dag understøttet af Vor Herre Jesus Kristus selv og i kraft af hans værk. Hun er nu helt og fuldt født til det uforgængelige liv, og derfor handler hun ikke kun ud fra impulser fra Helligånden – som vor fader Johannes af Korset så rammende sagde om hende, mens han levede på jorden – men hun handler nu fuldstændig grundfæstet i uforgængelighed, hun der er vor moder. Oversættelse ved Lissie Lundh

Vi er under Marias beskyttelse Sr. Teresa Piekos fortæller om evangeliseringsprojektet Ikon Amen, der var med på Verdensungdomsdagen. Tekst: sr. Teresa Piekos

CORONA Kan coronavirus forhindre os

at give et vidnesbyrd om vor tro? Pandemien har fået hele verden i knæ. Alle aktiviteter blev pludselig på en gang aflyst eller begrænset, skolerne blev lukket, og der spredte sig panik og angst blandt folk. Mange syntes, at situationen var håbløs nu, hvor kirkeaktiviteterne blev aflyst og kirkerne blev lukket. I den svære tid, hvor vi oplevede vor magtesløshed, dukkede mange tanker op om den usikre fremtid, og der var mange, der søgte Guds hjælp. Vi blev sat i karantæne, selvom vi var raske. Evangeliseringen med Ikon Amen gik i stå, men ikke alt var tabt. Der kom nyt håb og en ny udfordring. En gruppe på fire unge mennesker fra Polen, som var begejstrede for ikonens budskab, henvendte sig til mig med en bøn om at mødes online i 50 dage. De ønskede at forberede sig gennem en novene til Helligånden fra Påske til Pinse for at meditere over Guds ord og fordybe sig i ikonens budskab. Den lange tid var for os

en stor velsignelses- og berigelsestid, hvor vi blev mere udholdende. Det er næsten ikke at tro, men det er sandt. De unge mennesker fra Poznan overtog Facebooks profil ”Icon Amen Project World Youth Day”, og de tog opgaven seriøst. Denne sommer mødte jeg den gruppe, og vi talte om evangelisering med Ikon Amen. I ferietiden fik jeg også en chance for at fortælle om ikon Amen i en kirke, og menigheden var åben over for ikonens budskab, som er meget aktuelt i den tid, vi lever i. Gennem Ikon Amen lærer Maria os at overgive alt i Guds hænder. Hun tager os under sin beskyttelse og går i forbøn for os hos Gud. Den moderlige omsorg har vi alle brug for særlig i de vanskelige tider. Maria spiller en kæmpestor rolle i Guds frelseplan og hun vil hellere end gerne hjælpe os, hvis vi henvender os til hende. Ikon Amen er overgivelsens ikon, hvor Maria har stillet sig helt til Guds rådighed for at udføre Guds plan. Nu er der begrænsede

Sr. Teresa mødtes i 50 dage dagligt online sammen med fire unge for at meditere og bede over Marias rolle i Guds plan. Foto: Sankt Annæ Kirke. muligheder for at besøge sogne med ikonens budskab i Danmark; men vi kan give et vidnesbyrd om en stærk tro og tillid til Gud og overgive os til Jesus gennem Jomfru Maria. Oktober måned er Marias måned, og den 13. oktober fejrer vi Fatimaåbenbaringen. Det vil være smukt at komme i kirken små og store iført Ikon Amens T-shirt i hele oktober måned og bede til Gud sammen med Maria. Har vi mod til det? Lad os vise Ma-

ria en ære og vise også solidaritet med Den katolske Kirke i hele verden. Vi er en Guds Familie, som har ansvar for hinanden og hinandens frelse. Vil du vide mere? Vedr. T-shirt med Ikon Amen – henvend dig til sr. Teresa tel. 50197534 eller e-mail steresapiekos3@gmail.com

Åsebakken

En glædens dag på Åsebakken Den nye klosterkirke er taget i brug ALTERINDVIELSE Lørdag den 12.

september blev det nye alter i Vor Frue Klosters totalrenoverede klosterkirke indviet af biskop Czeslaw med et af Kirkens mest spektakulære og symbolmættede ritualer. Stilheden i klosterkirken var dyb og koncentreret, da klostrets to klokker begyndte at ringe til messe, og biskop Czeslaw sammen med pastor Lars Messerschmidt, pater Franziskus Berzdorf OSB fra Beuron og pater Caesarius Cavallin OSB fra Åsebakken kom ind i kirken. Mens biskoppen velsignede vievandet og stænkede det på folk i kirken, sang søstrene ”Vidi aquam egredientem de templo” (jeg så vandet strømme ud fra templet) efter Ezekiel 47,1, hvor profeten ser vandet strømme ud af templet som en flod, der strømmer ud gennem verden og renser folket for dets synder. Det velsignede vievand blev stænket af biskoppen på menigheden som tegn på, at man som døbt drages med ind i Jesu lidelse død og opstandelse, og altrets

fire hjørner blev salvede med krisamolie, som det sker ved dåben. Biskoppen lagde røgelse i røgelseskarret og tilrøgede det, så røgelsen kunne stige op til Gud som velduft – som tegn på at de troendes bønner er Gud velbehagelige. En indvielsesbøn markerede, at alteret nu er indviet til Herren, og det blev dækket med en dug som tegn på, at her fejres eukaristien. Derefter blev to lys tændt for at fortælle, at Kristus er verdens lys og at vi skal være et genskin af Ham i verden. Biskop Czeslaw brugte anledningen til en lille ”opsang” til menigheden. ”Vi mennesker står hele tiden i fare for at give efter for svaghed, så vi mister lysten til at gå videre. Men vi må aldrig lade os gribe af mismod. Nogle gange kan vi begræde, at tingene ikke er som før; men alt hvad der går tabt, giver nogle gange plads til noget nyt”. Benediktinerindernes kloster bærer navnet Vor Frue Kloster, og alterindvielsen blev derfor fejret på festen for jomfru

Biskop Czeslaw salver alteret med olie. I baggrunden ses krucifikset, der hang på Hoffmanns Minde indtil 1974. Derefter hang det i Magleås´kapel indtil lukningen den 1. januar 2019. Foto: Lisbeth Rütz. Marias hellige navn. ”Navnet repræsenterer hende, der gjorde sig til redskab for Kristi frelsesgerning. Hun blev uplettet undfanget og optaget i himlen med legeme og sjæl”, sagde biskop Czeslaw. På grund af den alvorlige corona-situation

var kun få mennesker mødt op; men der var stor glæde ved den lille reception i klostergården, hvor Hans Jensen, formand for Sankt Benedikts Stiftelse, udtrykte sin glæde over det vellykkede resultat af restaureringen. LR

”Familiebesøg” fra Tyskland Hvad er en klosterkongregation? Og hvad er Sankt Benedikts Stiftelse? KIRKEJURA Mens søstrene på Åsebakken fejrede deres nye kirke sammen med klostrets mange venner, var der kollegaer på besøg. Sr. Maria Elisabeth Bücker fra prioratet Marienrode ved Hildesheim og pater Franziskus Berzdorf fra ærkeabbediet Beuron i Baden Württemberg havde taget den lange vej fra Tyskland for at besøge Åsebakken. De første mange år var Åsebakken selvforvaltende under tilsyn af biskop Suhr og senere Martensen; men i 1988 blev det medlem af Beuronkongregationen. Det er en sammenslutning af 18 klostre – 9 mands- og 9 kvindeklostre i Tyskland, Østrig, Norditalien og Danmark. P.t. er der 270 nonner og 250 munke i klostrene.. Klostrene er juridisk og økonomisk uafhængige, men har et vist samarbejde – navnlig på områder som et enkeltkloster kan have svært ved at klare selv. Intern kommunikation

Pater Franziskus Berzdorf har i mange år været Beuronkongregationens sekretær. Han er sekretær for abbas præses, kongregationens leder p. Albert Schmidt OSB. Pater Franziskus er uddannet i kanonisk ret og er abbedens højre hånd i den daglige administration. Han er blandt andet ansvarlig for planlægning og gennemførelse af visitats hvert 6. år hos kongregationens klostre. En anden vigtig opgave for ham er også forberedelse og afvikling af kongregationens generalkapitel, der finder sted hvert 6. år. Mange af ordenens anliggender kan kun afgøres i Rom af kongregationen for ordensfolk, og det er også her sekretærens rolle at indhente de nødvendige tilladelser og sørge for regelmæssigt kommunikationsflow i begge retninger. Hvert år får kongregationens klostre besøg, hvor klostrenes daglige liv og mange praktiske ting er til drøftelse. Åsebakken får som regel besøg af Beuronkongregationen til bispedømmets årlige valfart i maj. De årlige

besøg er egentlig lidt som familiebesøg. Det er vigtigt, at vi lærer hinanden at kende og plejer vores relationer, ellers dør de ud, siger pater Albert. Sr. Maria Elisabeth har kendt Åsebakken i mange år og var blandt andet med til at besøge klostret Campos, som de nuværende brasilianske søstre kommer fra. Hun har ugentlige samtaler med Åsebakkens priorinde Ana Maria Cabral. Et vigtigt samtaleemne her er inkulturation – hvordan søstrene fra Brasilien kan leve det daglige klosterliv i Danmark. Benediktinsk spiritualitet leves efter inspiration fra Benedikts regel der er 1.500 år gammel. Den er ikke noget statisk, men skal tilpasses den konkrete dagligdag klostret lever i. En bid af den oplæses hver dag i klostret, så man kommer igennem Benedikts regel tre gange på et år. Under den grundige visitation hvert 6. år tales der med hver enkelt søster om vedkommendes dagligdag og trivsel. Der ses på klostrets dagligdag – herunder økonomiske dispositioner i forbindelse med byggeprojekter, renoveringer etc., der kræver større investeringer.

ring ved fremstilling og salg af religiøse og kirkelige brugsgenstande. Bestyrelsen er selvsupplerende; dog skal medlemmerne godkendes af biskoppen efter samtykke fra præses (p.t. abbed Albert) for Beuronkregationen. Bestyrelsen varetager opgaver i henhold til civilret og offentlig ret, herunder ansvaret for gennemførelsen af diverse projekter (senest kirkerenoveringen) og for den årlige regnskabsaflæggelse samt løbende dispositioner i relation til opretholdelsen af Vor Frue Kloster. LR

Biskop Czeslaw sammen med ældste søster på klostret, 88-årige sr. Gertrud.

Sankt Benedikts Stiftelse

Det daglige administrative arbejde med Åsebakken varetages af ejeren – Sankt Benedikts stiftelse. Stiftelsen ledes af en bestyrelse med tre medlemmer, priorinde Ana Maria Cabral, tidligere sagsbehandler på Bispekontoret Hans Jensen og ingeniør Lars Lorensen, der er akademiingeniør og civiløkonomen med mangeårig erfaring fra ledelsesposter i dansk erhvervsliv. Stiftelsens bestyrelse varetager flg. formål oplyser formand Hans Jensen: Opretholdelse af et kloster med fribolig og ophold for Benediktinerinder. Opretholdelse af en kirke med regelmæssig, offentlig gudstjeneste og sjælesorg for medlemmer af den Katolske Kirke i Danmark. Udøvelse af velgørenhed. Udøvelse af borgerlig næ-

Tyske gæster på besøg i anledning af at den nye klosterkirke er taget i brug. Fra venstre: Søster Maria Elisabeth Bücker OSB fra prioratet Marienrode, sr. Ana Maria Cabral OSB, nuværende priorinde på Åsebakken og pater Franziskus Berzdorf OSB fra ærkeabbediet Beuron.

Napoli katolsk orientering

Kæberaslere i kirken holder de unge fra gadelivet I et belastet kvarter i den syditalienske by, Napoli, har en præst fundet opskriften på at få de unge, socialt udsatte drenge på ret køl. Svaret er boksning. Tekst: Martin Bjørck

DIAKONI Man skal ikke langt ind i

atriumgården under stenbroen, og ind på den anden side af den store jernport, før lyden af den voldsomt larmende trafik fra gaden erstattes af en harmonisk ro, som kun kirkerum kan facilitere. Eller, det er lige indtil, man lægger mærke til en ny lyd, der abrupt bryder stilheden, og som forstærkes, jo tættere man bevæger sig ind i selve kirken, forbi kirkebænkene og alteret og hen til den sideliggende fløj. Det er lyden af slag. Og slagene falder i kaskader mod hårde sandsække, der hænger hejst fra oven i det – på trods af slidte vægge – fine rum, med højt til loftet og udskårne trædøre. I midten af rummet står en boksering: underlaget er en tynd blå skummadras. Tre reb danner en kvadratisk firkant omkring madrassen. To drenge er midt i en intens fight. De cirkler rundt om hinanden. Fødderne gør arbejdet, paraderne er oppe, og hver fighter har blikket stift rettet mod modstanderen, mens sveden pibler fra ansigtet. Uppercuts, kæberaslere og mavepustere er en del af præmissen, og næserne fnyser for hvert modtaget slag, når de dybe stød fra boksehandskerne river gennem luften. For enden af rummet er et klædeskab, hvor præstens kjoler og kåber i hvid, grøn og rød, hænger til syne på fløjsbøjler. På gulvet foran skabet, ligger en boksehjelm og to boksehandsker. Vi er i Santa Maria della Sanita kirke på Piazza Sanita i den fattige bydel, Rione Sanita, lidt nord for Napolis hovedbanegård. Kvarteret er kendt for hård kriminalitet og mafiaaktivitet. Det er mandag formiddag i begyndelsen af september, skolerne er endnu coronalukkede, og fire teenagedrenge har et påskud for at træne for sig selv. ”Jeg har været med fra starten. Jeg elsker at komme her”, siger 17-årige Luca d’Angelo, som netop er trådt ud af ringen og dupper panden med et håndklæde. Han drømmer om at blive professionel bokser en dag.

De fire boksetalenter, 17-årige Luca d’Angelo…

Politiet underviser de unge

Bokseklubben startede for 2 år siden. Den lokale præst og ildsjæl, Fader Antonio Loffredo vidste, at en gruppe af de unge drenge i Rione Sanita-kvarteret gerne ville lære at bokse, og nogle af dem havde spurgt, om han kunne hjælpe dem med at komme i gang. ”Drengene ved, at Fader Antonio kan få ting til at ske”, fortæller Claudio Menna, 34 år, som er tilknyttet kirken som en mentor for de unge. Og præsten ville hellere end gerne hjælpe de unge drenge, men på en betingelse: træningen skulle foregå i selve kirken – og drengene skulle undervises af politimænd tilknyttet politiets sportsorganisation Fiamme Oro – på dansk ‘Den gyldne flamme’. Bokseklubben er blevet et initiativ, der skal hjælpe med at få de unge væk fra gaden, og for Fader Antonio har det været vigtigt at introducere de unge drenge for positive rollemodeller med en vis autoritet. Noget mange af de unge drenge ikke har haft i deres opvækst. Heldigvis var politiets sportsorganisation straks villige, da Fader Antonio præsenterede ideen for dem. Blandt underviserne fra Fiamme Oro-organisationen er tidligere olympiske boksere og italienske mestre. Idéen med at bruge boksesporten som en bro mellem politiet og de unge – hvoraf en del har været på kant med loven – krævede lidt tilvænning, og i starten var det lidt intimiderende, indrømmer 19-årige Mario Armento, som selv tidligere blandt andet har lavet online-svindel og solgt tøj med falske modemærker. Det gør han ikke mere. ”De er jo fra politiet, og så også fordi, de er tidligere mesterboksere”, fniser han. Fader Antonio, som er kommet forbi træningsrummet for at sige hej til drengene, tilføjer: ”De sociale problemer, der eksisterer i dette kvarter er som et åbent sår. Men jeg vælger at se det åbne sår, som en sprække af lys, der åbner op for muligheder for at forbedre lokalsamfundet”.

…den 19-årige Mario Amento…

Mafiaterritorie

Alle de unge i bokseklubben er fra Rione Sanita-kvarteret, som har cirka 30.000 indbyggere. Det er et kvarter med høj arbejdsløshed – tallet er over 50% for unge mellem 18 og 30 år, ifølge data fra Napoli kommune. Som en del af den onde cirkel er uddannelsesniveauet tilsvarende meget lavt og kun cirka halvdelen fortsætter i videre uddannelse efter folkeskolen. Kvarteret er nærmest blevet synonym med en høj kriminalitetsrate med blandt andet stofhandel, røverier og pengeafpresning. De fire drenge, der er til træning i kirkens bokseklub i dag, har alle familiemedlemmer, som har været eller er indblandet i kriminalitet, fortæller de, da de bliver spurgt. Bevæger man sig rundt i kvarterets gader, fortæller tydelige skudhuller i husmure på vejen Via Miracoli historien om territoriale bandekrige. Og man behøver kun at træde ud på piazzaen foran Santa Maria della Sanita kirke for at blive mødt af en lifesize skulptur af en dreng, der ligger ned ved siden af en bold. Den forestiller drengen Genny Cesarano, som i 2015 blev dræbt af en kugleregn i krydsilden mellem to rivaliserende mafiaklaner, fordi han tilfældigvis legede og spillede fodbold det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Genny Cesarano er siden blevet et symbol på kampen mod organiseret kriminalitet i kvarteret. En kamp som ikke er slut, fordi mange stadig lader sig friste af gadelivet, og fordi, at kriminalitet for nogles vedkommende ses som den eneste reelle karrieremulighed. Men sådan skal det ikke gå for drengene i bokseklubben, hvis det står til Fader Antonio. ”Målet er indlysende. At skabe en bedre fremtid for den nye generation. Jeg har set, hvordan disse drenge ændrer adfærd af at komme her – og jeg mener ikke, at de bliver omvendt til at blive troende kirkegængere, for det er jeg ikke ude på. Men de får nogle rutiner ind og noget selvdisciplin ved at have faste mødetider og ved at der bliver krævet en indsats af dem, og det hjælper dem i deres daglige liv”, lyder det. ”Jeg vil skyde på, at cirka 25% af mine gamle venner har valgt gadelivet, men for mig er dette sted meget bedre. Jeg har fået nye venner og fundet et stærkt sammenhold”, siger 18-årige Roberto Fasano, som selv går på teknisk skole og uddanner sig indenfor servicefaget, fordi han håber på en dag at finde arbejde indenfor turistsektoren. Træningen i bokseklubben kan direkte overføres på, hvordan Mario Armento, 19, tackler sit liv nu. Han har droppet kriminaliteten og fokuserer på at blive uddannet indenfor marketing. Og Marios lillebror, Diego på 13 år, siger:

…18-årige Roberto Fasano, der går på teknisk skole…

Fader Antonio Luffredo omgivet af de fire unge bokseentusiater. ”Boksning giver mig selvtillid. Det er en god følelse at tro mere på sig selv”. Bokseklubben har haft en nærmest magnetisk effekt, siden den blev oprettet. Til at starte med var der 10 unge med. Nu er der 60 unge. Og alderen spænder fra 8 til 22 år. ”I de seneste ti år, siden Fader Antonio kom hertil, er der sket en markant bedring i kvarteret. Og siden bokseklubben startede er der faktisk mindre ballade på gaden. Det skyldes den store sociale indsats, Fader Antonio har ydet”, vurderer mentor for de unge, Claudio Menna, som selv er vokset op i Rione Sanita-kvarteret. Udover bokseklubben har Fader Antonio etableret dramagrupper, teater og sågar et ungdomssymfoniorkester på benene. For et fattigt og socialt belastet kvarter som Rione Sanita, bør disse tilbud have højeste prioritet, mener Fader Antonio. ”Folk her i Syditalien er sansende mennesker. Vi har brug for vitaminer til sjælen. Det er livsnødvendigt for os. Vi har brug for fysisk kontakt og vi har brug for kunst og poesi – det være sig boksning, musik eller teater. Vores sanser skal stimuleres. Det er der, vi skal starte. Vi kan for eksempel ikke løse økonomiske problemer, som vi står overfor, hvis vores sjæl sulter”, siger han. Tilbage i bokseringen bliver der gået til den igen. Et slag i sidebenene fra Luca d’Angelo får Roberto Fasano til at ømme sig. Brødrene Diego og Mario Armento griner på sidelinjen. ”Uuuuuh! Av! ”, kommenterer den ene. Luca d’Angelo løfter for sjov triumferende armene i vejret, klapper Roberto Fasano på skulderen og gør et lille sejrshop.

…og Marios lillebror, 13-årige Diego Amento.

katolsk orientering Tag og læs

Sæt de uretfærdigt anklagede fri og løs de undertrykte fra deres lænker (Esajas 58) Break Every Yoke (Bræk ethvert åg) af Joshua Dubler og Vincent W. Lloyd. Tekst: Nik Bredholt

ANMELDELSE I USA sidder omkring 2,3 millioner mennesker i fængsel. Det svarer til 700 mennesker pr. 100.000 indbygger. Det samme tal i Danmark er 56 fængslede pr. 100.000. Således er der i USA mere end 10 gange så mange mennesker i fængsel i forhold til befolkningstallet som i Danmark. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at man taler om en massefængslingskultur. Bogen Break Every Yoke: Religion, Justice and the Abolition of Prisons beskriver udviklingen i fængselsverdenen i USA med en vinkel på ændringer i religionens rolle i samfundet som en delvis forklarende faktor, men også som en vej ud af moradset. En gennemgående tråd er, at vi har glemt at drømme sammen og kræve retfærdighed i en form, der er holdbar og ikke indebærer, at mennesker spærres inde. Vi bliver inviteret til at tænke retfærdighed på en måde, der ikke kun kan beskrives som lov og orden. Break Every Yoke er et opgør med fængselslogikken, som også er et opgør med et samfund præget af raceforskelle og ulighed. Nok er USA kommet af med slaveriet, men i selvsamme regel som ophævede slaveriet, den 13. forfatningsændring fra 1865, blev det tilladt, at mennesker, der bryder loven, kan sættes til hoveri. Ved at en bestemt adfærd blev kriminaliseret gik mange farvede i Syden reelt fra at være slaver til at blive fanger i fængslerne, hvilket en aktuel film på Netflix illustrerer på brutal vis.

Kriminalisering af storbyernes fattige

Et slag for den sociale retfærdighed fik USA i mellemkrigsperioden med New Deal, men den tankegang mindskes i årene efter 2. Verdenskrig. Bogens forfattere, Doubler og Lloyd, peger på overgangen fra præsident Johnson til Nixon, som det tidspunkt, hvor idéen om en overordnet retfærdighed som et religiøst og teologisk koncept for alvor forsvandt til fordel for et kriminalpolitisk retfærdighedsideal, som beskrives ved lov og orden, og først og fremmest er et forsvar for ejendomsretten og magtstrukturer i samfundet. Fra starten af 70’erne begynder antallet af fanger i fængslerne at vokse. Perioden med Reagan fra starten af 80’erne var samtidig en periode, hvor det amerikanske velfærdssystem begyndte at falde fra hinanden, og hverken præsidenterne Clinton eller Bush ønskede eller var i stand til at vende den trend. Således var der i de sidste to årtier af forrige århundrede en stigning i antallet af fanger i fængslerne på 600 procent! Ifølge Doubler og Lloyd er der reelt tale om en kriminalisering af storbyernes fattige. Tendensen med massefængsling i USA hænger også tidsmæssigt sammen med forandringer i det religiøse landskab i landet. I begyndelsen af 60’erne begyndte amerikansk religion at skifte: dels blev samfundet generelt mere sekulært, dels fik de kirker, der voksede, et udpræget evangelikalt præg. Væk var det kollektive og socialt orienterede, og ind kom den individuelle og personlige tro. I samme ombæring som

Vor Frue af Helsingør Letlæst og informativ nyudgivelse om Nordens bedst bevarede middelalderlige kloster. Tekst: Kaare Rübner Jørgensen KLOSTERVÆSEN Et stenkast fra dom-

kirken i Helsingør ligger Vor Frue kirke og kloster. Det stammer fra 1430, da kong Erik VII Pommern gav karmeliterbrødrene en grund, hvorpå de kunne opføre deres tredje kloster i Danmark efter Landskrona (1410) og Skælskør (1418). Senere kom flere klostre til, og til sidst oprettede ordenen med kongelig støtte et studiehus i København med tilknytning til universitetet. Karmeliterne var tiggerbrødre og adskilte sig ikke i deres hverdag væsentligt fra dominikanerne og franciskanerne, om end de nok havde en stærkere kontemplativ spiritualitet end dem. Efter deres ordensdragt (sort kutte og hvid kappe) blev de kaldt hvidebrødre. Med karmeliternes ankomst i 1430 og dominikanernes i 1441 var der tre tiggerklostre i Helsingør – noget der ikke fandtes i nogen anden dansk by. At de kunne trives side om side, må skyldes

Øresundstoldens indførelse i 1429, der snart gjorde Helsingør til en af landets vigtigste og rigeste havnebyer. Med en befolkning, der ikke kun bestod af danskere, svenskere, nordmænd og tyskere, men også af skotter, englændere, hollændere og franskmænd blev den også den mest kosmopolitiske by i Danmark. I modsætning til de andre Øresundsbyer forblev Helsingør katolsk indtil det sidste. Om det skyldtes karmeliterprovincialen Poul Helgesen og hans Erasmus af Rotterdam-inspirerede reformkatolicisme, er svært at vide, men helt uden betydning har det næppe været. Af de tre klostre i Helsingør var karmeliternes Vor Frue det sidste, der blev nedlagt (efteråret 1537), og er eneste, der er bevaret til vor tid. Det er tilmed også det bedst bevarede middelalderlige klosteranlæg i hele Norden. Så det er absolut et besøg værd. Derfor er det også

megakirkerne vandt frem, kom også massefængslingen. Hvor Gud tidligere regerede fra himlen og regenten var over folket, så bor Gud i dag blandt folket og beslutningerne afgøres af folkets vilje. Religiøs etik er blevet et personligt anliggende på samme måde som frelsen er personlig. De evangelikale er ikke optaget af social retfærdighed, men af at regulere den individuelle moral. Således er religion også en forklarende årsag til stigningen i antallet af fanger, men religion er også ifølge forfatterne et væsentligt element i en kamp for at bryde den tendens. Break Every Yoke beskriver enkeltpersoner og initiativer, som har italesat en religiøst funderet kritik af systemet. Flere religiøse vækkelser har fundet sted i fængslerne. I 60’erne og 70’erne var det fx Nation of Islam med Malcolm X. En generel tendens er, at religion også inden for murene er vendt indad i de sidste 30 år. Det gælder kristendommen, der er blevet evangelikal og det gælder islam, som i dag er salafistisk orienteret.

Religion som drivkræft

Hvad er så alternativet til fængslerne? Forfatterne har ikke et fast sæt af forslag som kan sættes i stedet. Bogen beskriver, hvordan religion var en drivende kraft i ophævelsen af slaveriet og i borgerretsbevægelsen, og hvordan religion igen kunne bruges i en forandring af systemet. Det vil blandt andet kræve, at religiøse idéer og institutioner kan vise og forklare, hvad retfærdighed er for noget. Retfærdighed er ikke et spørgsmål om en aktivitet

glædeligt, at den tidligere gymnasielektor i historie Bente Thomsen og hendes mand Kaj Madsen, der er ingeniør, nu har udgivet en lille, handy bog om klostret. En bog, man kan tage med, hvis man vil besøge kirken og klostret. Det, der kendetegner denne bog i modsætning til så mange andre bøger og artikler om kirker og klostre fra middelalderen, er de mange informative illustrationer, det være sig grundplaner,

eller en lov. Retfærdighed er nærmere det fundament, som samfundet står på. Samfundet har brug for en omfordelende og genoprettende retfærdighed, men også en retfærdighed som beror på en pagt. Når en kriminel handling finder sted, så kommer den skyldige til at stå med en gæld. Hellere end et abstrakt system, der straffer, vil en pagts retfærdighed kræve af den skyldige, at vedkommende finder en måde at rette tingene op i samfundet. Målet skulle være at skabe et system, der genskaber freden i det samfund som er blevet ramt af handlingen. Den genskabende retfærdighed fungerer godt for alle de store trossamfund; jøderne, kristendom og islam. At bryde fængslernes mure ned er ikke en idé, som ligger kristendommen fjernt. I Apostlenes Gerninger er de væsentligste personer i fængsel, blandt andet apostlene Peter og Paulus. Den store protestantiske tyske teolog, Dietrich Bonhoeffer, der sad i fængsel i Hitlertyskland, sagde, at det at være Jesu discipel også er at være klar til at bære væsentlige byrder. I koranen er retfærdighed fx fokuseret på den genskabende retfærdighed mere end den straffende. Tilgivelse og menneskelighed er centrale i islam og antitesen til massefængsling! Den store udfordring i forhold til forandring er, at det sekulariserede sprog om lov og orden har så stort et greb om os. Det er i et kristent teologisk sprog som at dyrke afguder! Det man kan håbe er, at tiden vil arbejde for sagen. Som Martin Luther King sagde i 1967: ”Selvom det moralske univers’ bue er lang, bøjer det altid mod retfærdighed”. Bogen er relevant for læsere, der interesserer sig for sammenhængen mellem religion og retfærdighed, og aktuel i lyset af diskussionen om Black lives matter. Med et nært forestående valg i USA er bogen også en kommentar til hele retorikken om lov og orden, som Trump netop nu fører valgkamp på. Break Every Yoke: Religion, Justice and the Abolition of Prisons, Joshua Dubler og Vincent Lloyd, Oxford University Press, 248 sider. ISBN: 9780190949150. Pris 22,99 dollars. gamle tegninger og billeder og de meget smukke fotografier, taget af Kaj Madsen. Især de sidste gør det til en nydelse at sidde med bogen i hånden. Teksten er letlæst og giver de informationer, man har brug for, når man går rundt i kirken og klostret. Så jeg kan kun anbefale denne bog på det varmeste til enhver, der er interesseret i dansk klostervæsen og har lyst til at aflægge dette vidunderligt smukke og unikke bygningsværk fra middelalderen et besøg. Bente Thomsen og Kaj Madsen har tidligere udgivet ”Esrum Klosters Døtre” (2015) og ”Sveriges Cistercienserklostre” (2019) og Kaj Madsen alene ”Munkenes royale målestok: Måleenheder i cistercienserordenens kirkebyggeri” (2018). Bente Thomsen og Kaj Madsen, Vor Frue Kloster. Karmeliterklostret i Helsingør 1430-1536. 80 sider. Forlaget Ankeret 2020. Pris 134,95 kr.

Kirken i Danmark katolsk orientering

Bøger der åbner døre Spændende nyt litteraturinitiativ fra Caritas Danmark LITTERATUR Hører vi ordet flygtning,

ser vi for os horder af mennesker på flugt fra krig gennem endeløse ørkener eller stuvet sammen i små både på vej over Middelhavet. Medierne konfronterer os med den ene katastrofe efter den anden, og tanken om verdens lidelse og nød får os til at lukke af. Det er som at stirre ind i en lang sort tunnel. Vi magter ikke at forholde os til sultens, flugtens og fattigdommens realitet, når den optræder som tal og statistikker. Men litteratur kan nå os. Den kan i det stille åbne døre og gøre os i stand til at sætte os i andres sted. Den kan engagere os følelsesmæssigt i, hvad det er at være flygtning og fattig og kan fortælle om, hvad der sker, når dagligdagens tryghed forsvinder, når familier skilles og man forlader sine døde. Samtidig fortæller litteraturen om længsel og et nyt liv, et anderledes liv, måske et andet sted i verden. Litteraturen kan gøre os klogere på verden, på at være menneske og på hvert enkelt menneskes umistelige værdi. ”Vi tænker, hvis flere kunne se mennesket og ikke bare flygtningen og den fattige, så ville vi kunne forstå hinanden bedre siger Nya Guldberg, der sammen med Caritas Danmarks generalsekretær Maria Hammershøy har arbejdet med et nyt koncept om at lave læseklubber i Caritas.

Hvorfor læseklubber i Caritas?

Et af formålene er at styrke det folkelige engagement i udviklings- og nødhjælpsarbejdet i Afrika og Asien. Læseklubberne skal ikke diskutere nødhjælpsprogrammer eller flygtningepolitik, men blot blive konfronteret med nogle erfaringer, få indblik i hvad det er at være menneske og hvad vi har til fælles. Håbet er, at læseklubberne vil få nogle oplevelser, der kan være øjenåbnende og vise, hvor stor verden er og hvor mange slags liv, der findes, siger Nya Guldberg.

Bøgerne

Caritas har derfor udvalgt ti skønlitterære værker, som dækker et bredt udsnit af klassikere og nye titler. og beskriver temaer som fattigdom, udvikling, flugt og forskellige kulturelle og tidsmæssige baggrunde. På listen er der nyudgivne titler og klassikere af mandlige og kvindelige forfattere fra Skandinavien, Afrika og Asien. Første bog bliver Khaled Hosseinis En bøn til havet, som Hosseini skrev inspireret af billedet af den 3- årige kurdiske dreng, der druknede under flugten til Europa og blev skyllet op på en strand ved Middelhavet. Det er ikke så længe siden, mange skandinaver migrerede til Amerika eller måske bare til Danmark for at finde et nyt liv der. Det fortæller Vilhelm Mobergs Udvandrerne

Kom op af stolen Nyt Caritasinitiativ målrettet ældre mænd FÆLLESSKAB Der er masser af tilbud

til ældre i dag. Men det er en kendsgerning, at kvinderne er langt i overtal de fleste steder. Det har Caritas Danmark tænkt sig at gøre noget ved. Gennem længere tid har en initiativgruppe arbejdet med et tilbud for ældre mænd, oplyser aktivitetsleder Bent Stelsberg. Øvrige medlemmer i gruppen er David Stelsberg, Hans Jensen, Danijela Ramcis, Thérèse Silcowitz og Leszek Cegielski. Målet er at skabe et fællesskab for ældre mænd, der gerne vil mødes med ligesindede – primært med tilknytning til Den katolske

Aktivitetsleder Bent Stelsberg er en af initiativtagerne til det nye tilbud til ældre mænd.

og Martin Andersen Nexøs Pelle erobreren om. Siri Ranva Hjelm Jacobsen fortæller i romanen Ø om nedarvet længsel og hjemve. Den svensk- iranske forfatter Golnaz Hashemzadeh Bonde fortæller i Det var os om et liv i Sverige efter flugten fra styret i Iran. Om skuffelser og håb og kærlighed der overvinder det meste. Til hver af de 10 bøger findes en præsentation af romanen og forfatteren og spørgsmål der kan sætte gang i samtaler og refleksioner hos deltagerne.

Kirke; men alle interesserede er velkomne uanset tro. Navnet på det nye initiativ – Mødestedet for old gentlemen – signalerer, hvad det er, man gerne vil med den nye aktivitet. Initiativgruppen vil gerne tilbyde et fællesskab med plads til alle og skabe et socialt netværk med godt samvær og inspirerende aktiviteter. Initiativet skulle have været sat i gang den 22. september med messe og reception bagefter. Ugen efter skulle man være begyndt med fællesmiddag og brainstorming om fællesaktiviteter; men initiativet er desværre blevet udskudt på grund af coronakrisen. Projektet går nu først i luften til foråret. Når det sker, vil der være en aktivitet cirka hver tredje uge – og der er allerede mange ideer. Der er planlagt aftener med fælles madlavning, biografog museumsbesøg, foredrag, fodbold og vinsmagning. LR

Har du spørgsmål, ideer og forslag til det kommende Caritas-fællesskab for ældre mænd – er du velkommen til at kontakte aktivitetsleder Bent Stelsberg på 31 24 72 89

Sådan kommer du med i en læsegruppe

Man kan deltage i læsegrupperne på tre måder fortæller Maria Hammershøy: 1) Caritas frivillige vil starte fysiske læseklubber op, bl.a. i Caritas centeret i København og rundt omkring i landet. Disse læseklubber er åbne for alle og vil primært blive lanceret via sociale medier, nyhedsbreve, e-mails etc. Alt vil naturligvis være underlagt de aktuelle corona-vejledninger fra de danske myndigheder. 2) Derudover vil vi opfordre folk til at starte små læsegrupper selv, så enhver i princippet kan samle tre læseglade venner/ veninder og få adgang til præsentationerne.. 3) Tårnby Hovedbibliotek og Lyngby Bibliotek vil også afholde Caritas Læseklub for deres læsere i henholdsvis efteråret 2020 og foråret 2021. LR

CARITAS Læseklub vil finde sted

hver tredje tirsdag i måneden, med start tirsdag den 20. oktober kl. 18.30 til 20.00 i Caritas Center, Stenosgade 4A, 1616, København V. Læs mere om tilmelding, litteratur og find materiale på www.caritas.dk/laeseklub

Verdens bedste nyheder EVENT For 11. gang i træk bakkede Caritas den 4. september Danmark op om ngokampagnen Verdens bedste nyheder, der fortæller om resultaterne af udviklingsarbejdet og hvordan det mange steder i verden faktisk går bedre end vi tror. En række morgenfriske og superengagerede Caritasfrivillige formidlede dette budskab ved at uddele avisen Verdens bedste nyheder på Hovedbanegården.

Her ses pastor Simon Peter sammen med Caritas´generalsekretær Maria Hammershøy i midten og Theeba, en af Caritas´mange frivillige – klar til at rykke ud med morgensmil og gode nyheder. Foto: Lisbeth Rütz.

Meddelelse fra bispekontoret Ny- og genudnævnelserne i den kirkelige domstol. BISPEKONTORET

Med virkning fra 1. oktober 2020 er følgende ny- og genudnævnelser foretaget i den kirkelige domstol: Pastor Jan Hansen, lic. iur. can., udnævnes til retsvikar (official) for en periode af 5 år. Prælat Lars Messerschmidt udnævnes til vice-official for en periode af 1 år. Følgende genudnævnes som dommere for en periode af 3 år: Pastor Vasyl Tychovich, pastor Fabrizio Milazzo og pater Allen Courteau OMI Følgende genudnævnes til defensores vinculi (forsvarere for ægteskabsbåndet) for en periode af 3 år: Pastor Michal Bienkowski og diakon Kaare Nielsen. Med virkning fra 1. august 2020 er pastor Vito Gilberto Vinciguerra, lic. iur. can., udnævnt til dommer for en periode af 5 år.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til den afgående retsvikar, prælat Lars Messerschmidt for i de sidste år at have ledet domstolen ved siden af mange andre opgaver samt for at fortsætte arbejdet i egenskab af viceofficial. Samtidig byder jeg den nye retsvikar, pastor Jan Hansen, velkommen som leder af domstolen og takker alle øvrige medarbejdere for det store og vigtige pastorale arbejde, de – trods ofte krævende engagementer i menigheder m.m. – udfører i domstolen, og ønsker alle et godt samarbejde. Med taknemmelighed mindes jeg også den store indsats, som nu afdøde Stig Sørensen i mange år udførte i domstolen. København, den 25. september 2020 +Czeslaw Kozon

Kirken i Danmark

Fra bog til app og man kan sætte en kirkeklokke til at ringe, når det er tid til bøn. Man kan også indstille den til med jævne mellemrum at sende skriftsteder til eftertanke. Når man bruger appen, er det smart at sætte den i flightmode, så man ikke bliver forstyrret af opdateringer fra Instagram og WhatsApp.

liturgi blev han tændt. Han investerede i alle tidebønnens tekster og fik ideen til at lave en brugervenlig bønneapp. Nu er der faktisk ingen undskyldninger længere for ikke at deltage i tidebønnen. Med en smartphone og en gratis app har alle mulighed for at være med i det, der er hele Kirkens bøn, men længe var et specialistanliggende. Måske kan Universalis blive starten på en bønsrevolution, er Kochanskis optimistiske konklusion.

Ikke mere et specialistanliggende

Hvad sker der nu?

Pastoralcentret er næsten i mål med den nye tidebønsapp. BØN Det er med åndelige øvelser lidt

som med de fysiske. Du skal ikke være for ambitiøs i begyndelsen, for så går du død i det. Nogle gange vil du opleve, at teksterne ikke siger dig specielt meget – andre gange er det, som de er skabt netop til dig, siger en veloplagt David Noval og flytter rutineret rundt på de mange kulørte bånd i den store røde tidebønnebog. Tålmodigt forklarer han os de mange symboler i bogen. En stjerne betyder en pause, der skal vare så lang tid, at man lige kan nå et Ave Maria inden i sig selv, et kors betyder en lidt kortere pause og en rød trekant betyder, at der ikke fortsættes på næste side. Der er dyb koncentration i menighedslokalerne i Nykøbing Falster, hvor vi skiftes til at læse svarene op i kor og hænger på, så godt vi kan. Men indlæringskurven er stejl. Jeg er slet ikke med – lyder det opgivende fra en af deltagerne, mens David opmuntrende kommer med små fif til, hvordan man lettest holder styr på båndene og bevarer overblikket.

De to største forskelle på bogen og appen er enkelheden, størrelsen og brugervenligheden. Med den nye app er muligheden for at bede tidebøn aldrig længere væk end din smartphone. Bag ideen om bønneappen står englænderen Martin Kochanski, der er uddannet på Oxford i matematik og filosofi og nu arbejder i IT-branchen. Som barn og ung gik han på benediktinernes kostskole Downside Abbey, hvor han blev meget betaget af munkenes latinske tidebøn. Dengang så han tidebønnen som en olympisk bøn – kun for de indviede. Men efter en påskeretræte med fordybelse i den stille uges

Den gamle trykte udgave af tidebogen er næsten udsolgt. Den nye app er ikke bare en digitalisering af den gamle udgave. Biskop Czeslaw ønskede, at man skulle bruge den nye danske bibeloversættelse fra 1992 til appen. ”Det er et stort arbejde at lave en digitalisering; men jeg syntes også det var nødvendigt, da det efterhånden er blevet umuligt at opdrive den trykte udgave. Arbejdet havde ikke kunnet lade sig gøre uden flere frivilliges indsats. Vi har også været så heldige at kunne tilbyde nogle korte ansættelser, som virkelig har resulteret i store skridt

En app med smarte finesser

Vi er til møde om tidebønner i Nykøbing Falster, hvor David Noval viser os, hvordan den gamle tidebog og den nye app fungerer. Bispedømmets store røde tidebønnebog udkom i 1987 og har været udsolgt i lang tid; men nu er der kommet en elektronisk afløser. Tidebogen er blevet flyttet ind i en app, som man kan downloade gratis og læse på sin tablet eller smartphone. Programmet catholic calendar universalis har stillet deres app gratis til rådighed for PastoralCentret. Appen kan sættes op til at bruge på dansk og er gratis; men hvis man også vil have adgang til engelske eller latinske tekster, må man slippe et engangsbeløb på omkring 100 kroner. Så får man til gengæld alle messetekster, forklaringer på helgener etc. på engelsk. Der er mange smarte finesser ved appen. Men kan justere skriftstørrelsen,

Praktisk til rejsen og til en pause på arbejdet

Der arbejdes koncentreret med appen. Foto: Lisbeth Rütz.

Boblen holder ikke Men hvordan laver vi katolsk ungdomsarbejde i en verden, hvor alt er flydende? UNGDOMSARBEJDE A.C. gik i clinch med et brandvarmt emne, da der den 19. september var inviteret til debatarrangement om katolske børn og unge i en sekulariseret kultur. Oplægsholder var en veloplagt Christian Noval. Efter nogle år som bispedømmets ungdomspræst valgte han at gå i dybden med en teologisk tilgang til ungdomsarbejdet og gik i gang med et krævende studium i Bonn, hvor han skrev sin afhandling ”Wired for holiness”(2018), om teologisk antropologi. Han er en af de meget få, der har specialiseret sig i ungdomsteologi og er aktiv i et internationalt netværk af forskere, der arbejder inden for samme interessefelt. I sin tid i DUK var han med til at stifte CUR – et tværkirkeligt center, der undersøger kirkeligt børne- og ungdomsarbejde. Sidste år var han medredaktør på bogen ”Aldrig har jeg følt mig mere velkommen” – en håndbog med artikler af præster og andre om deres erfaringer med kirkeligt ungdomsarbejde. Der er kommet mere og mere fokus på

fremad. I dag mangler vi kun nogle enkelte vekselsange, som ikke fandtes i den gamle tidebog, for at appen er komplet”, fortæller pastor Christian Noval, der har været ansvarlig for projektet. Projektet med tidebønsappen er nu næsten afsluttet. Den vil være komplet, når de tekster, der manglede, er blevet gennemtjekket og overført til appen. Derefter vil to forskellige grupper gå videre med arbejdet. Den ene vil arbejde videre med appen for at få missale og lektionar lagt ind på dansk, forklarer Christian Noval. Den anden vil arbejde videre hen mod en ny, trykt udgave af tidebogen. Men først skal de tekster gennemgås, der er kopieret fra den gamle. Det gælder for eksempel de fleste antifoner og kristologier (en lille refleksion som ofte står i forbindelse med hver salme). Gruppen skal også se på, hvilke hymner, som skal bruges, så det drejer sig om et større finkæmningsarbejde, før den nye tidebog kan udgives på tryk. ”Drømmen er, at vi udgiver både en komplet tidebog i flere bind, som det findes på de fleste andre sprog, og en mindre forkortet udgave, som både fysisk og økonomisk vil fylde lidt mindre. Der er ingen tidshorisont på det arbejde; men beslutter arbejdsgruppen at ændre nogle tekster, så vil de naturligvis også blive opdateret i appen”, siger Christian Noval.

unge i kirken. Johannes Paul II , også kaldet ”ungdommens pave”, indførte Verdensungdomsdagen og ungdomssynoden mundede ud i en post-synodal apostolisk formaning Christus Vivit, som pave Frans selv har skrevet. Nogle af Novals resultater viser, at der findes forskellige ungdomskulturer, men at decideret antireligiøsitet er ret sjælden. Det helt store spørgsmål er egentlig – hvad kan vi tilbyde de unge, sagde Christian Noval. Han kom ikke selv med færdigsyede svar, men kunne pege på nogle problemfelter i ungdomsarbejdet. Vi lever i en verden, hvor alt ændrer sig hele tiden, og vi skal derfor som kirke have modet til entreprenørskab og til at tænke nyt i udtrykket. Tidligere har vi været en kom-kirke - men nu skal vi til at være en gåud kirke. ”De unge skal nok komme igen”, er der blevet sagt beroligende - men det gør de faktisk ikke! Christian Noval mødte ikke op med 10 trin til det succesfulde ungdomsarbejde, for der findes ingen one size fits all, og det er

også uklart, hvad det egentlig er, der skal forme ungdomsarbejdet. Ungdomskulturen? Kirkens lære? Som kirke kan vi skabe rum for troserfaringer ved at tænke økumenisk og mindre konfessionelt. Udfordringerne er blandt andet klerikalisme og at der ikke altid lyttes så meget til de unge. Vi skal have mange forskelige slags initiativer alt efter hvilken gruppe, vi henvender os til – for de unge kan sagtens navigere i pluralitet, sagde

Katolske skoler er et dannelsestilbud til alle, sagde Christa Bonde, der om nogen kender den katolske skoleverden indefra. Foto: Lisbeth Rütz.

En af dem, der har taget appen til sig er Marie Luise Schmidt, der er benediktineroblat i World Community of Christian Meditation – et kloster uden vægge, hvor mennesker over hele verden samles i bønsgrupper - på nettet eller fysisk. ”Den nye app er meget nem at bruge. Den er vældig praktisk til rejsebrug, og har man en pause på sit arbejde i løbet af dagen, er det jo nemt lige at tage sin smartphone frem og bede ”de små tider” – terts, sext og non. Jeg synes, projektet tegner godt – men jeg kunne godt tænke mig, at der kom flere moderne salmer med”, siger Marie Louise Schmidt. LR pastor Christian Noval. I en tid hvor de religiøse skoler er under pres så skoleleder Christa Bonde fra Skt. Lavard Skole de katolske skoler som et dannelsestilbud, der skal give børn og unge mulighed for og lyst til at reflektere over deres eget liv. Det er lige så svært at være katolik i dag som det var for mange år siden. Det er stereotyperne, der styrer den måde, danskerne snakker om Den katolske Kirke på, sagde Maria Livbjerg, der underviser i engelsk og medier på Niels Steensens Gymnasium. Her har hun været med til at starte Stenoklubben- et frirum med tilbud om hygge og fællesskab for katolske unge på skolen. Bøn og tilbedelse er centralt ved DUK lejrene, DUK skal kunne rumme, at der er forskellige måder at tro på. De unge vil gerne have ansvar og lyttes til. De søger autenticitet og nogle gange også mere gammeldags former for trosliv. Bed for de unge og for at deres trosliv kan blomstre, sagde formand for DUK Lea Noval.. Spørgelysten og diskussionsiveren var stor hos dem, der trods diakonvielse og lokkende solskin udenfor var mødt op; men der så ud til at være enighed om en af Christian Novals vigtige konklusioner – at det ikke nytter noget som kirke at isolere sig i en tryg boble. LR

katolsk Kirken iorientering Danmark

Sankt Vincent Grupperne støtter kræftramte børn i Venezuela Rapport fra årets generalforsamling. Tekst: Poul Skallerup

HJÆLPEARBEJDE Lørdag den 19. september kl. 14 afholdt Sankt Vincent Grupperne sin generalforsamling i menighedssalen på Herlevgårdsvej 14 i Herlev. Generalforsamlingen skulle have været afholdt i maj måned, men blev udsat pga. Covid-19. Generalforsamlingen blev indledt med en kort orientering om foreningens nye projekt i Venezuela. Organisationen til hjælp for børn med kræft fra Carabobo (forkortet FUNDANICA) er en velgørende organisation, der blev oprettet i byen Valencia i Venezuela i 1995. FUNDANICA blev dannet på initiativ af lægen Teresa Venegas med speciale i kræftsygdomme hos børn og en gruppe forældre til børn med kræft. Siden sin oprettelse har FUNDANICA arbejdet målrettet for at forbedre livskvaliteten for kræftramte børn og unge. FUNDANICAs formål er at tilbyde målgruppen diagnostiske undersøgelser og økonomisk støtte til at kunne betale for behandling (fx kemoterapi eller stråleterapi).

FUNDANICA har gennem tiden hvert år hjulpet ca. 250 børn og unge fra familier med knappe ressourcer. De seneste par år er dette antal faldet betragteligt af flere forskellige grunde, bl.a. fordi udgifterne til kræftbehandling er steget, fordi den økonomiske situation i Venezuela er meget dårlig, og fordi mange familier er rejst væk for at søge lykken andre steder. I skrivende stund støtter FUNDANICA 44 børn og unge. I 2020 har FUNDANICA ydet støtte til kræftbehandling af 66 børn; af disse kunne 13 ikke reddes. Disse triste tal afspejler situationens alvor og nødvendigheden af at indsamle midler, der kan dække udgifter til diagnostiske undersøgelser (fx biopsier, skanninger og laboratorieundersøgelser) og behandling. Selve generalforsamlingen forløb i god ro og orden, med Christian Guldager som dirigent. Formanden gennemgik beretningen fra bestyrelsen og kunne oplyse, at der i 2019 er udbetalt kr. 829.898 til projekterne. Kassereren fremlagde hovedtallene i det

Dette og mange andre kræftsyge børn i Venezuela får støtte til deres behandling af Sankt Vincent Grupperne. Foto: SVG reviderede regnskab, som blev godkendt. Budgettet for 2020 blev gennemgået og godkendt. Bestyrelsens forslag om forhøjelse af kontingentet pga. stigning i de administrative omkostninger (afgift til indsamlingsnævnet og revision) blev trukket tilbage, da Maria-Leonore Christensen tilbød at dække omkostningerne til revision, der hidtil er blevet sponsoreret af KursusLex. Det årlige kontingent er derfor fortsat kr. 50. Stig Gelslev (kasserer), Melissa Loldrup og Bo Johansson blev genvalgt til bestyrelsen. Mette Gade blev genvalgt som suppleant. Flemming Kurdahl blev valgt ind som ny suppleant. Referat og beretning kan læses på hjemmesiden: vincentgrupperne.dk/ generalforsamlinger/

▶ Fortsat fra side 2. ninger ikke passer”, fordi de ikke længere er effektive eller måden, de administreres på, indebærer en alt for stor byrde”. I disse tilfælde skal man give ”tilstrækkelig støtte til de familier, som bærer byrden ved langvarig pleje af personer i vegetativ tilstand”. I brevet opfordres den lokale kirke, de katolske institutioner og menighederne til at ”indtage en klar og samlet holdning for at beskytte retten til samvittighedsnægtelse” i de sammenhænge, hvor loven tillader amoralske metoder. Brevet opfodrer også katolske institutioner og sundhedspersonale til at vidne om Kirkens holdninger til spørgsmål angående livet. Særligt i tilfældet med dødshjælp hedder det, at ”der findes en alvorlig og klar forpligtelse til at modsætte sig dødshjælp gennem samvittighedsnægtelse”. Det er vigtigt, at læger og sundhedspersonale uddannes i at ledsage de døende på en kristen måde. Den åndelige nærhed til en person, der har valgt dødshjælp, er ”en invitation til omvendelse” og må aldrig tillade, at en gestus ”kan tolkes som en godkendelse”, som fx at overvære at dødshjælpen udføres. [1] Johannes Paul II, Tale til deltagerne i den internationale kongres om ’livsopretholdende behandlinger og vegetativ tilstand: videnskabelige fremskridt og etiske dilemmaer’.

Tillykke Filip! Filip Mikić er kommet ét skridt nærmere sin præsteordination. BISPEDØMMET Lørdag den 19. september blev Filip Mikić diakonviet i Sct. Knud Lavards Kirke i Kgs. Lyngby. Filip er født den 12. april 1989 i Reutlingen, Tyskland, som det andet af tre børn af Luka og Milka Mikić. Et par måneder efter hans fødsel flyttede familien tilbage til Zagreb i Kroatien, hvor Filip boede, indtil han kom til Danmark i 2010 for at læse på præstekollegiet Redemptoris Mater i Vedbæk. Efter fire års studier i Vedbæk tog han til Island i tre år, hvor han var i missional praktik. I 2017-2018 var Filip i Rom for at afslutte sine studier på det pavelige universitet Gregoriana. Her tog han en bachelorgrad i teologi. De sidste to år har han været

i praktik i domkirken. Filip, der med sin højde på to meter rager godt op, har været korsbærer i hele sin uddannelsestid – nu bliver det så evangeliebogen, han fremover skal løfte højt ved indgangsprocessionen i kirken. Efter at han var blevet iklædt stola og dalmatika, blandt andet under overværelse af sine forældre og søskende, overrakte biskop Czeslaw Filip evangeliebogen med ordene: Modtag Kristi Evangelium, som du er sat til at forkynde. Se til, at du tror, hvad du læser, at du forkynder, hvad du tror, og at du efterlever, hvad du forkynder. NM

Det sker i bispedømmet OKTOBER Onsdag den 21. kl. 17.00-18.30: Gå-hjem-kateketmøde. Ro og tvivl – opdag de unges verden v/Gertrud Kristine Petersson. Sted: Sct. Andreas Bibliotek, Gl. Kongevej 15, 1610 København V. Arrangør: Pastoral-Centret Fredag den 30, kl. 19.00 – ca. 21.00: Forsonings- og helbredelsesmesse, inkl. de syges salvelse v/pastor Lars Messerschmidt m.fl. Sted: Jesu Hjerte Kirke, Stenosgade 4, København V Mulighed for skriftemål fra kl. 18.00 Information: www.forsoningsoghelbredelsesmesse.dk

En glad Filip Mikić flankeret af sine familie og biskoppen og med et udsnit af bispedømmets præster i baggrunden. Foto: Ulla Elmquist.

Anden og fjerde torsdag i måneden kl. 20.00-23.00: Natkirke i Sakramentskirken, Nørrebrogade 27, 2200 Kbh. N. Første og tredje torsdag i måneden kl. 20.00-22.00: Mobilkirken på Rådhuspladsen i København. Hver onsdag kl. 17:00-19:30: Åben Rådgivning i Caritas Center Stenosgade. Kom forbi og få en anonym, uforpligtende samtale og hjælp i kontakten med det offentlige. Tlf. 22 99 38 18 (telefontid kun i åbningstiden). Hver onsdag kl. 13:00-16:30: Caritas Ældre-Café i Caritas Center Stenosgade. Samvær, spisning og håndarbejdsværksted for ældre af alle nationaliteter. Tlf. 91 11 51 84. Hver søndag kl. 21:00-22:30: Stille tilbedelse i Jesu Hjerte Kirke. Mulighed for at deltage hjemmefra via SMS-tjeneste; skriv til 26 43 19 08.

Skt. Thomas fællesskabet inviterer til eukaristi, lovprisning og katekese. Hver onsdag kl. 17.00 lovprisning, kl. 18:00 messe; katekese efter messen, alt i Niels Steensens kapel, Vor Frue Kirke, Ryesgade 26, Aarhus C, undtagen den første onsdag i måneden. Messe med forbøn for de syge afholdes første onsdag i måneden kl. 19-20.00 i kirken. Inden er der tilbedelse af Det Allerhelligste i Niels Steensens kapel, kl. 18-18.45, som optakt til messen. Info: p. Herbert SJ, tlf. 24 27 86 89, e-mail: herbert@katolsk-aarhus.dk: Aldona Kalek, tlf. 51 53 66 10, e-mail: aldonakalek@gmail.com.

Kalenderen afspejler de arrangementer, menighederne selv har anmeldt, så den er ikke nødvendigvis dækkende for alle aktiviteter. Arrangementerne er af almen karakter og er åbne for alle. Kontakt KO’s redaktion for optagelse af arrangementer i kalenderen.

Pastoralrådsmøde november 2020

Desværre blev pastoralrådsmødet i juni aflyst; men jeg håber, at det planlagte novembermøde d. 21.-22. november 2020 kan gennemføres. På pastoralrådsmødet i november 2019 blev der vedtaget en beklagelig ændring af vedtægternes § 6, som betyder, at forslag fra medlemmerne til mødets dagsorden skal indsendes til formanden 40 dage før mødet; det betyder, at dagsordensforslag til det kommende møde skal indsendes senest d. 12. oktober. Bestemmelsen er mærkelig, fordi det ordinære møde indkaldes med et varsel på 30 dage. Det vil sige, at medlemsforslag skal indsendes 10 dage før selve mødeindkaldelsen! Den endelige dagsorden skal udsendes 14 dage før selve mødet, men altså medlemsforslag 40 dage før mødet. I ”Foreningsdanmark” er praksis, at foreningens bestyrelse indkalder til generalforsamling med en mødedato og en foreløbig dagsorden, så har medlemmerne efterfølgende en rimelig frist til at indsende forslag til den endelige dagsorden. Jeg ved selvfølgelig godt, at pastoralrådet ikke uden videre kan sammenlignes med en grundejerforening eller en frimærkeklub, med da den danske synode i 1969 forberedte reglerne for pastoralrådet, var hensigten helt klart, at pastoralrådets virksomhed skulle være genkendelig for danskere. Det kan også ses på den måde, vedtægterne er sammensat på og på deres indhold. Jeg har i april indsendt følgende 3 forslag til pastoralrådets dagsorden til junimødet, det møde som blev aflyst. Jeg sender dem igen med tilføjelse af et punkt 4 og et punkt 5. Uddannelse af vore præster med særligt henblik på Redemptoris Mater seminariet i Vedbæk. Seminariets rektor bør inviteres. Vedtægtsændringen fra november 2019 skal annulleres og den tidligere formulering skal tilbageføres. Biskoppen og et medlem deltog i det første plenummøde i den tyske proces ”Den synodale vej” tidligere på året. Pastoralrådet bør have en orientering fra biskoppen. Kan Kirken her i Danmark måske lære noget? Hvordan har Kirken i Danmark klaret Covid-19 krisen? På vor hjemmeside www.katolsk.dk bør der på listen over vore præster stå, hvor præsten er uddannet og længden af hans uddannelse. Jeg vil opfordre medlemmerne af pastoralrådet og alle andre katolikker til at overveje, om de har emner, som pastoralrådet bør behandle. Og jo, jeg ved godt, at hvis fristen for forslag til dagsorden skal overholdes – 12. oktober, så er dette indlæg i sidste øjeblik. Paul Jørgensen, medlem af pastoralrådet for Skt. Annæ menighed. 2300 København S

Helligånden er motoren i Kirkens vækst! ”Guddommelige ånd, forny i vor tid dine undere som i en ny pinse…”. Sådan indledes Pave Johs XXIII’s bøn ved åbningen af det 2. vatikankoncil 1960 (bønnen findes på side 721 i den nye katolske bønnebog.) En bøn om at Helligånden vil sende en ny pinse til den på mange måder stivnede katolske Kirke. Med denne bøn indledes en ny tid i Den katolske Kirkes historie. En bøn, der stadig er aktuel at bede i vores sekulariserede verden. Givet er det, at et brud med det gamle altid indebærer både beklagelse og glæde ved det nye. Glæden ved at menigheden nu kunne fejre messen på deres modersmål var stor hos de fleste. Der blev komponeret nye messer på dansk (104, 105 som de kendteste) og salmer blev sunget. Det glæder vi os over hver søndag, når vi fejrer messen i Jesu Hjerte kirke. Når man træder ind i kirken, fornemmer man straks at her tilbedes Gud i ånd og sandhed. ”Her brænder lampen..”, som Johannes Jørgensen har beskrevet i Mit livs legende, bog 4, side 55, ff. og som Alexander Søndergård (AS) også nævner i sin artikel Og er man, som jeg, en del af menigheden, ved man, at her fejres messen aldeles efter Herrens indstiftelse, søndage som hverdage, med den klassiske liturgi på dansk. Her fornemmer man Helligåndens nærvær. Alteret, hvor messens højdepunkt, eukaristien fejres, er rykket frem efter koncilets forskrifter. Således at Jesus

katolsk Læserne orientering skriver Kristus, i præstens skikkelse, ikke står langt borte med ryggen til menigheden, og taler et sprog den ikke forstår. I Jesu Hjerte Kirke står præsten så at sige ”midt i menigheden”. Det glæder vi os over søndag efter søndag og hverdag efter hverdag. Vi har en dejlig sognepræst, p. Tomislaw, der hver søndag indleder messen med et “kære troende”. Det er godt, at blive tiltalt som sådan, for som sådan er vi kommet, forsamlet til lovsang og tilbedelse. Vi lytter til læsningerne og evangeliet på vores modersmål. Her beder vi Helligånden ”sammenknytte os ved troens bånd” (Lovsang nr. 423 ) og fælles med alle troende katolikker kloden rundt, fejres messens højdepunkt, eukaristien. Her stiger vore bønner med røgen fra røgelseskarret op til den Almægtige. Når AS i sin ellers udmærkede artikel skriver: ”I 1970,erne blev der gennemført ”uforståelige” og meget radikale forandringer af kirkerummet” (ja, ganske givet for drastiske i Jesu Hjerte), var det jo ikke uforståeligt for de, der fulgte koncilets ånd. At kalde det ”efter calvinistisk forbillede” udtrykker en manglende forståelse og en nedladende tone overfor de, der fulgte koncilets ånd. I dag kan vi så alle, og sammen, glæde os over, at vor smukke altertavle med de fine udskæringer, og Mariafiguren blev restaureret så smukt i begyndelsen af århundredskiftet. Med biskoppens velsignelse kan de, der begræd koncilets forskrifter, tilhængere af den gamle ritus, nu fejre den latinske messe efter den førkonciliære ritus. Det må de være glade for. Vi, der følger den officielle messe, er glade over, at vi her i København og i mange andre byer kan fejre messen på dansk, engelsk, italiensk, kroatisk, vietnamesisk, fransk etc. Jeg fristes til at spørge: Hvordan kan I, ekstraordinære, dog hver søndag fejre messen i det, der af jer benævnes som en calvinistisk inspireret kirke? Vedr. læserbrevet i samme nr. af K.O. af Hans Christian Bruus, der er medlem af den ektraordinære ritus-gruppe: Her er vi, der fejrer messen efter koncilets bestemmelse, (og absolut ”af stærk sandhedsmæssig betoning”), reduceret til som ”de, der ”kun” deltager i den ordinære form”. Hvorfor denne nedladende tone? Vi er (dog) alle lemmer på Kristi Legeme, (Paulus kap.12, v 27) og skal engang sammen stå for Herrens åsyn. Trods de mange opremsninger af tal og procenter og af størrelse af andægtighed, der fremføres i læserbrevet, tror jeg ikke, at en bestemt messeform bør gøres til motor i kirkens udvikling! Det må være Helligånden! Må Helligånden vejlede jer, som den vil vejlede os alle her inde i det 3. årtusinde, når og hvis vi sammen beder derom. Men lad os leve i fordragelighed og accept af hinanden! Ja, Kirken trænger til at videreføre pave Johs. XXIII’s bøn til Helligånden om en ny pinse. Om det bliver gennem den ekstraordinære ritus, eller ved den af koncilet fremsatte messefejring, eller noget helt andet, ved kun Gud! Birte Mandrup Christensen, pens. lærer og organist, 2000 Frederiksberg, medlem af Jesu Hjerte Kirkes menighedsråd.

messeform indgår i en spørgeskemaundersøgelse. Omkring ¼ af USA’s befolkning er registreret som katolikker. Det betyder, at materialet udgør 0,02 tusindedele af dem, som betegner sig som katolikker i USA. Man kan tvivle på, at nogen dansk statistiker vil konkludere det mindste på et så spinkelt grundlag. Hvad er det så disse 1.300 ”rene” katolikker, der hver søndag overværer den ekstraordinære liturgi, siger: De fordømmer prævention og abort ; de går til messe én gang ugentlig; de fordømmer samliv mellem homoseksuelle, de giver 6% af hustanden indkomst til Kirken; de avler flere børn end gennemsnittet, og de går til skrifte mindst én gang om året. De ”rigtige” skiller sig ekstraordinært ud fra dem, der tror, de er katolikker men lader sig nøje med den ordinære liturgi. Det fremhæves især på spørgsmålet om prævention, hvor blot 2% af de ”ekstraordinære” katolikker går for ind prævention mod 89% af de almindelige katolikker i USA. Da jeg læste Bruus’ redegørelse for de synspunkter, der kom til udtryk i undersøgelsen af de ”ekstraordinære” katolikker, tænkte jeg, hvor er det, jeg er stødt på disse udsagn før? Det førte mig tilbage til min tid, da jeg som yngre var læge for en mindre fiskerbefolkning på Vestkysten. Omkring halvdelen af dem var missionske. De var utrolig gæstfrie, og jeg fik et nært forhold til flere af dem. I denne missionske kreds kom prævention og abort overhovedet ikke på tale. Der var 100% deltagelse i de religiøse arrangementer. Der var med garanti ingen homoseksuelle blandt dem. De gav tiende af alt, hvad de tjente til Indre Mission. De havde rigtig mange børn, og de bekendte deres synder for hinanden. Kvinderne var deres ganske særlige evner og plads meget bevidste – noget man virkelig kunne nyde godt af, når man blev inviteret til kaffebord. Hér kunne man så opleve deres helt egen sangkultur bestående af egne sangbøger ned missionske tekster og ofte ukendte melodier. Sidst alverdens katolske kirkeledere var samlet, gav de os et nyt syn på det at være kirke – et billede, som sprængte alle begrænsninger: Gudsfolket på vandring – ”hele det hellige folk, forenet med deres hyrder” (Dei Verbum, afsnit 10). Den danske oversættelse taler fejlagtig om ”hyrde” i singularis, men i originalen står der ”tota plebs sancta Pastoribus suis adunata” – altså pluralis, så hele det hellige folk er med deres hyrder. Gør det den store forskel? Ja, for som teksten fremstår i den forkerte oversættelse, gav den klart indtryk af, at meningen var, at det kun drejede sig om Gudsfolket forenet under Roms biskop, paven, og ”tota plebs sancta” var et synonym for Den katolske Kirke. Vi er sammen med alle døbte på vandring. Vi skal efter bedste evne bære hinandens byrder, og bliver det for svært, giver Vorherre gerne et nap med. Han går som læge blandt de syge, dem livet har såret på legeme og sjæl. Han genoprejser de faldne. Han gyder vand, vin og olie i vores sår, så arrene bliver til at leve med. ”Han behandler os, som om vi var hans bedste og mest hengivne venner”. (Efter kardinal Newman’s angerbøn). Men vi fremstår nok alle ordinære for Herren. Vorherre vil gerne have vores hjælp, og den yder vi bedst, når vi er kirke for hinanden. Hans Christensen, læge, cand.theol., 2720 Vanløse

Protestantisk/katolsk

Hovedforskellen mellem klassisk protestantisme og klassisk katolicisme er, at protestantismen reducerer troen til kun at være i det private rum, mens katolicismen forbinder troen med både det private rum og det offentlige rum. Men i dag er en væsentlig del af den officielle katolicisme reduceret til kun at være protestantisme + messevaner. Det vil sige at når katolikker i dag forlader messen, så er mange af dem reelt protestanter. Niels Erik Søndergård, 5250 Odense SV

Hvordan er vi kirke?

Hans Christian Bruus er i sit læserbrev, ”Liturgien er motoren, der driver Kirkens vækst”, i KO af 18. september i år synligt meget begejstret for det ekstraordinære – den ekstraordinære liturgi og ekstraordinære bemærkelsesværdige, kan man forstå, statistiske undersøgelser omfattende ”kun katolikker, som er i fuld kommunion med Rom”! Lad os lige først se på det statistiske grundmateriale: 1.300 troende amerikanere, der frekventerer den ekstraordinære

Husk du kan hente liturgisk kalender som pdf til din tablet eller telefon på: http://pastoralcentret.dk/download/liturgi/

KO korrigerer I artiklen ’Jesu Hjerte Kirke 125 år’, Katolsk Orientering nr. 12, side 4-5, står der: ”… voksede antallet af katolikker i København og biskop Euch tog konsekvensen i 1942 …”. Der skulle have stået biskop Josef Brems OPraem, apostolisk vikar for Danmark 1938-1953. Biskop Johannes v. Euch døde i 1922. Redaktionen beklager fejlen.

Annoncer

Støtter nødlidende

Vanløse Begravelsesforretning Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær Du kan trygt ringe og aftale et møde med os. Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

www.vincentgrupperne.dk

Biskoppens kalender Oktober 2020 2.-4. 6. kl. 10.00 9. kl. 16.00 10. kl. 11.00 11. kl. 10.00 16. kl. 16.00 17. kl. 10.00 kl. 13.00 22. kl. 08.00 kl. 14.00 24. kl. 11.00 25. kl. 18.00 27. kl. 10.00 28.-30.

Bispevielse i Trondheim Møde i præsterådet Firmelse, Sankt Vincent Kirke, Helsingør Klosterjubilæum, Sankt Birgitta kloster, Maribo 25-års kirkejubilæum i Sankt Pauls Kirke, Taastrup Møde i Forretningsudvalget Firmelse, Sankt Nikolaj Kirke, Esbjerg Firmelse, Sankt Nikolaj Kirke, Esbjerg Messe på Karmel Møde i Økonomisk Råd Firmelse Sankt Josef Kirke i Horsens Messe i Jesu Hjerte Kirke, København Møde i Biskoppeligt Råd Møde i COMECE

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

Jyllingevej 8, 2720 Vanløse Tlf.: 38 71 75 01

bedemand@v-lm.dk www.v-lm.dk

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte

Tilmeld dig KO’s nyhedsbrev på: www.katolskorientering.dk/forside/

Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente. Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde. Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

EN VÆRDIG OG SMUK AFSKED MED DINE KÆRE

Katolsk Bispekontor Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon 33 55 60 80

TELEFONLINIE SOS FORBØN Ønsker du forbøn, et lyttende øre, et ord fra Jesus og en velsignelse så ring: 75 18 18 08

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk Medarbejdere i dette nr.: Martin Bjørck, Nik Bredholt, Malene Fenger-Grøndahl, Kaare Rübner Jørgensen,Lissie Lundh, br. Clemens Karlsson OCD, diakon David Noval, sr. Teresa Piekos Immaculatasøstrene, Lucyna Pylarz, Poul Skallerup og Rolf Tönshoff. Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V, tlf.: 33 55 60 40 kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis. Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V. Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag – ca. 12.800 – ISSN 0902-297X.

Torsdag, fredag og lørdag kl. 20.00-23.00 hele året.

Erik Skree

Mette Andersen

HOLM BEGRAVELSER.DK

Tlf. 66 17 28 81 · Rugårdsvej 158 Tlf. 65 32 18 81· 5210 Odense NV

Advokat Sandra Moll Dirscherl Telefon: 60 66 34 35 E-mail: sam@advokathusetbredgade.dk www.sandramoll.dk Fagområder: • Arv/Testamente • Fremtidsfuldmagter • Ægtepagter • Familieretssager • Køb af fast ejendom i Danmark og udlandet

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 14, som udkommer den 30. oktober 2020, skal være KO i hænde senest den 12. oktober 2020. Indlæg til Katolsk Orientering nummer 15, som udkommer den 20. november 2020, skal være KO i hænde senest den 2. november 2020.

Direktør Frederik Wilhelm Krafts Legat yder støtte til den katolske kirkes arbejde i Danmark, blandt andet: • Skoler • Karitative foreninger • Grupper der via andre initiativer vil styrke den katolske tro og identitet

Døgnvagt: 86 12 28 66 Aarhus Jægergårdsgade 17 -19

Bønnens Apostolat

Ansøgninger til Krafts Legat til uddeling i 2020 skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. december 2020. Ansøgningerne skal indeholde projektbeskrivelse, budget samt CVR-nr eller CPR-nr. Da alle tildelinger overføres elektronisk, skal ansøgningen også indeholde bankoplysninger.

Oktober 2020

Fondens adresse er:

Fokus på lægfolkets mission i Kina

Krafts Legat Formand Andreas Rude Rosenvængets Sideallé 3, 3. th. 2100 København Ø.

www.bedemandmadsen.dk

Katolsk Orientering

Direktør Frederik Wilhelm Krafts Legat

- at troende lægfolk, især kvinderne, i kraft af dåbens nådegave må få stadig større ansvar i Kirken

Michael Madsen

Lars Kingo

Eller rudeandreas@gmail.com Ansøgningerne vil blive samlet behandlet på bestyrelsens møde i december 2020, hvorefter ansøgerne får direkte besked.

Notre-Dame

Strøtanker om kirkemusik Meget musik hører ikke til i kirkerummet, uanfægtet dets kvaliteter. Tekst: Rolf Tönshoff, organist i Sct. Ansgars Kirke, København

KOMMENTAR ”Kirkemusik er musik,

der spilles i kirken”, har jeg hørt flere sige og i videre forstand er det vel også rigtigt. Når man efter bisættelsesritualet under udbæringen hører alle synge og organisten spille ’Når jeg ser et rødt flag smælde’, så er det vel i videre forstand kirkemusik, ikke? Eller når brudeparret til udgang gerne vil høre den elektroniske dans af Eddie og Alex van Halens rocknummer ’Jump’, som i øvrigt bruges af fodboldholdet Brøndby IF, når det løber ind på banen – er det så ikke også kirkemusik? I snæver forstand er vores arvesølv i bispedømmet – eller måske skulle vi snarere kalde det arveguld – den musik, der har

knyttet og fortsat knytter sig til liturgien i kirker og klostre: den såkaldte gregorianske, århundredgamle koral (repræsenteret ved otte latinske ordinarier i ’Lovsang’); de metriske salmer – gamle som nye (næsten 400 i ’Lovsang’); de nykomponerede ordinariemesser (syv messer komponeret af fem forskellige katolske komponister i bispedømmet); vekselsange til alle tre tekstrækker, hvoraf Erling Rasmussen også her tegner sig for langt de fleste kompositioner. Der er tidebønner, hymner og litanier, Taizé-sange o.a. Det er kirkemusik: den er beregnet til liturgisk brug og teksten er bibelsk eller bibelsk inspireret; musikken er knyttet til et rum, hvor bøn og andagt er det altaf-

Er kirkemusik ikke den handlingsledsagende musik, der tilpasser sig de bønner og ritualer og hvis tekst på en eller anden måde understreger det aktuelle tema for andagten, messen el. anden kirkelig handling. Eller sagt på en anden måde: kirkemusikken er en nødvendig og integreret bestanddel af den højtidelige liturgi. Denne vekselvirkning er historisk betinget og blev nyformuleret i forbindelse med Vatikan II (1962-65). Musikken skal understrege og støtte den liturgi, der foregår ved alteret og rykke menighedens aktive deltagelse helt frem i forreste række bl.a. ved at pleje den folkelige metriske salmetradition. På det punkt synes jeg, at vi er kommet godt fra start – hvis vi lige ser bort fra coronapåbudene om, at man mange steder kun må synge med lukket mund! Det kan godt være, at musikken skal være til opbyggelse – og måske også lidt til fornøjelse – for menigheden, men jeg

kirken – hører den hjemme der? Det er ikke det mest dybsindige digt, jeg kender om, at her bli’r stille om lidt, fordi det snart er forbi, og så er vi borte, og fik vi mon gjort, hvad vi skulle og set, hvad vi ville? Er det ikke sagt før og tilmed bedre? Billedet af snoren og linedanserinden, der drejer rundt og står stille i et sanseløst sekund, er også hørt før og ikke mindst afslutningen om ”vi ses måske igen”. Er det kirkemusik? Hvad så med Jeremiah Clarkes ’Prince of Denmark’s March’ – den vi kalder prins Jørgens march fra ca. 1699? Den er der så mange, der gerne vil høre til udgang efter vielsen. Er det så kirkemusik? Mange forbinder stadig den musik med BBC, der under 2. Verdenskrig bragte denne march, når udsendelserne blev indledt og var rettet mod Danmark. Ja, det er kirkemusik, fordi marchen blev skrevet af den første organist i den splinternye St Paul’s Cathedral, Jeremiah Clarke, i anledning af formælingen mellem den danske prins Jørgen og den engelske prinsesse – og senere dronning Anne. Spiller man da slet ikke noget på orgel, som ikke er kirkemusik til særlige lejligheder? De brudefolk, som jeg taler med om musikken er delt i to lejre: De, der kan lide Felix Mendelssohn-Bartholdys bryllupsmarch og som ikke kan forestille sig deres ægtevielse uden Mendelssohn og de, der ikke kan udstå den, fordi den efter manges mening er fortærsket og kan opleves i alle bryllupsscener i ikke mindst amerikanske B-film. Når et så overvældende antal brudefolk ønsker denne fanfareagtige og festlige march til udgang, så kan det være svært at stå imod. Men kirkemusik er det altså ikke! I mindre, men dog i nogen grad gælder de to lejre også for Wagners bryllupsmarch. Jeg har ladet mig fortælle,

42512

Kirkemusikken til Guds ære

opfatter stadig kirkemusikken som værende alene til Guds ære. Det er i øvrigt også i den ånd, de fleste komponister har skabt deres store kirkemusikalske værker. Naturligvis kan man slå sig lidt mere løs, når liturgien er forbi, udgangsprocessionen har taget sin begyndelse og orglet sætter ind. Det er en hårfin balance, når man til udgang spiller fx den franske komponist Louis James Alfred Lefébure-Wély, som var stærkt inspireret af Rossini og hvis salonprægede, lirekasseklang på orglet får menigheden til at trække på smilebåndet. Det er ofte munter, ja næsten operetteagtig og alligevel intens orgelmusik fx hans Boléro de concert; men samme komponist har sandelig også komponeret masser af ”seriøs” orgelmusik til messer og vesper. Melodierne er nu ikke alle hele vejen igennem skabt til fremførelse i forbindelse med gudstjenester. I Renæssancen blev der en almindelig trafik med at lægge nye tekster til populære (folke)melodier; det kaldes kontrafaktur og vi har flere eksempler af dem i ’Lovsang’ herunder nr. 472 ’Rind nu op i Jesu navn’, hvor tekst og musik næppe har dannet par hele vejen, for melodien er hentet fra en erotisk Ballet Royale de l’Impatience (1661) komponeret af Solkongens hofkomponist Jean Baptiste Lully. Thomas Kingo har begået teksten til denne ypperlige morgensang. Jeg forholder mig her kun til vores kirke; hvad de andre kirkesamfund tilbyder, er i denne sammenhæng irrelevant. Det hænder ikke sjældent, at de sørgende efterladte vil synge Kim Larsens ’Om lidt bli’r her stille’. Som gymnasielærer i en menneskealder har jeg med glæde spillet den talrige gange i musiktimerne, ikke mindst fordi Kim Larsen har været elev på netop den skole; men også fordi eleverne elskede den. Men i

Afsender: Katolsk Orientering

ler er det bare verdens måske bedste opera? Nu vi berører Verdi: Bruden ville gerne føres ind af sin far under orgelbrus af Triumfmarchen fra operaen Aida. Jeg måtte forklare hende, at Aida ikke er kirkemusik og at operaen handler om hedenske ypperstepræster på faraoernes tid i Ægypten længe før Kristi fødsel – hun slog sig længe i tøjret; men så ville hun, når det nu ikke kunne være Triumfmarchen, i det mindste komme ind på den franske nationalmelodi, sådan! Også den anser jeg for ikke at være kirkemusik. Jeg er dog selv engang faldet for fristelsen til – efter en præstevielse i domkirken – at fabulere over den italienske nationalmelodi til udgangsspil; blot fordi den nyviede præst var italiener – det har jeg i den grad fortrudt!

Til Post Danmarks stregkode

handling? Blev menigheden ikke betaget af den flotte musik og gav den kirkegængeren motivation for bøn eller måske snarere for beruselse? Lytter man mere til koret og solisterne? Og hvad med celebranten, der ganske vist fremmumlede sine bønner under de lange flerstemmige messeled, men som også stod og ventede længe under det lange Sanctus? Så længe at satsen måtte skæres over i to og Benedictus qui venit så måtte vente til efter Forvandlingen. Fik musikken ikke en for fremtrædende plads på bekostning af det, som det egentlig drejer sig om: messeofret? Er Giuseppe Verdis pragtværk ’Requiem’, hvor Dies irae-satsens bulder og brag får nakkehårene til at rejse sig verdslig musik, når det spilles i koncertsalen og kirkemusik, når den klinger i katedralen? Verdi har anvendt teksten fra det latinske Requiem – både ordinarie- og propriumsteksten og hans fremstilling af dommedag er mesterlig – men er det virkelig kirkemusik elFortsættes nedenunder ▶

Katolsk Orientering · nr. 13 9. oktober 2020 · 46. årgang

Adresselabel, flytning

gørende. Også den såkaldte rytmiske musik har en naturlig plads i kirkemusikken, hvis musikken og teksten understreger den liturgiske handling eller teksten kan markere en læsning. Hvis musikken er der for musikkens egen skyld, så er der ikke plads til den i kirkemusikken; så er der sikkert mange spillesteder, som er velegnede til det. Afdøde elskede Debussy: ”Kan du ikke spille Clair de Lune til udbæring”. Jamen hvad har denne musikalske perle med kirkemusik at gøre? Lad mig lidt provokerende spørge: Er Schuberts ’Messe i Es-dur’ kirkemusik? Teksten er taget fra ordinarieleddene Kyrie, Gloria, Sanctus og Agnus Dei – så må det vel være kirkemusik? Eller er det kun rummet, der bestemmer om det er kirkemusik? I en koncertsal nyder vi musikken med solister, kor og orkester; men hvilken rolle spillede alle de flotte messer af de wienerklassiske og romantiske komponister, når de blev opført i kirkerummet som en del af en liturgisk

at disse bryllupsmarcher først vandt indpas i katolske kirker her i bispedømmet engang i 1960’erne; men hvad er det for en slags musik? Richard Wagner: Brudesang fra operaen Lohengrin i begyndelsen af 3. akt, hvor det nygifte par, Elsa von Brabant og Lohengrin, bliver ledsaget til brudehuset af det 5-stemmigt jublende kor. Felix Mendelssohn-Bartholdy: Bryllupsmarch fra slutningen af 4. akt af scenemusikken til Shakespeares komedie En Skærsommernatsdrøm, hvor tre par netop er blevet viet, efter at en elskovstrylledrik er blevet ophævet. Lad os vende tilbage til van Halens ’Jump’: Hvorfor ikke bare spille den til udgang? Så bliver de så glade, når de så at sige foran alteret springer fra ungkarletilværelsen ind i ægteskabet. Er det ikke bare fedt? For det første er Kirken og liturgien af en helt anden karat og dette er ikke kirkemusik. For det andet har parret og deres gæster en bestemt forestilling om, hvordan det rocknummer skal lyde. De kender det fra YouTube og orglet vil aldrig tilnærmelsesvis kunne erstatte originalklangen og det ville være meget bedre, at de hørte den til bryllupsfesten bagefter og så for fuld udblæsning. Jeg synes nogle gange, at det ved samtaler med brudepar, nybagte forældre el. pårørende er svært at undgå at fremstå som en difficultator, når det var nemmere at være simplificator: ”Nå, du kan måske ikke spille Chopins etude i E-dur?” Jo, men det er ikke kirkemusik, selv om det er underskøn klavermusik.