Katolsk Orientering nr. 10, 2020

Katolsk Orientering Nr. 10 • 7. august 2020 • 46. årgang

Katolske nyheder fra ind- & udland

Kommunion

Modtagelse af den hellige kommunion i en corona-tid. Læs mere på side 4

Bernard af Clairvaux

Hagia Sophia er én af de mest besøgte turistattraktioner i Istanbul. Foto: Wikipedia.org.

Hagia Sophia taget i brug som moské Beslutningen mødes med voldsomme protester fra kristne kirker, men også fra sekulære muslimer. Tekst: Lisbeth Rütz

ISTANBUL Mens præsident Recep Tayyip Erdogan sammen med hundreder af troende bad den første middagsbøn i 86 år i Hagia Sophia, ringede kirkeklokkerne over hele Grækenland som udtryk for sorg over, at Hagia Sophia, der i 916 år var kristen kirke, nu er taget i brug som moské. Præsident Erdogan citerede ved åbningen af ceremonien Koranens åbningssura. De troende både i og uden for moskeen reagerede med råbene Allahu Akbar (Gud er stor). Ali Erbas, chef for de tyrkiske religionsmyndigheder, talte i sin prædiken om, at dette var ”en velsignet dag” for Tyrkiet og for islam. Han opfordrede muslimer over hele verden til at arbejde for fred, tolerance og retfærdighed, som ifølge ham er kernen i islams budskab. En dom i Tyrkiets højesteret ophævede den 10. juli Hagia Sophias status som statsmuseum. Hermed var vejen åben for, at der igen kunne holdes religiøse ceremonier i den kendte turistattraktion i Istanbul. Recep Erdogan var hurtigt ude med et dekret, der sagde, at Hagia Sophia nu kan benyttes som moské. I en fjernsynstale sagde han, at den første fredagsbøn i Hagia Sophia ville finde sted den 24. juli. Hürriyet – den største uafhængige avis i Tyrkiet skriver i sin netudgave, at højtideligheden fandt sted på en dato med symbolsk betydning. Den 24. juli 1923 blev en fredsaftale indgået mellem Ententemagterne og Tyrkiet underskrevet i Lausanne. Hermed blev Tyrkiets grænser anerkendt som

de så ud efter den græsk-tyrkiske krig 191922. Traktaten blev betragtet som en sejr for Kemal Atatürk, det moderne, sekulære Tyrkiets grundlægger. Beslutningen om at tage Hagia Sophia i brug som moské afspejler i høj grad kontrasterne og splittelsen i dagens Tyrkiet, hvor nationalt-konservative kræfter står over for den prodemokratiske, sekulære tradition, der blev grundlagt med Kemal Atatürk.

Stærk kritik

Ærkebiskop Hieronymos, der er overhoved for den ortodokse kirke i Grækenland, havde erklæret fredag den 24. for en sørgedag for kristendommen og for alle grækere. Som reaktion på den tyrkiske regerings skridt havde han bestemt, at Akathistoshymnen – en Mariabøn der stammer fra Konstantinopel (det nuværende Istanbul) – skulle bedes i de græske kirker. I sin tid blev hymnen bedt som bøn om hjælp mod angreb fra fjender. Bønnen bedes ellers kun langfredag. Beslutningen om at omdanne den tidligere kristne kirke til moské har mødt stærk kritik fra flere sider. Den har skabt stor splittelse mellem sekulære, kristne og islamiske grupper i Tyrkiet, og ortodokse kristne i nabolandene Grækenland, Cypern og Rusland har også reageret stærkt på afgørelsen. Men også liberale muslimske teologer har udtrykt sig offentligt mod forvandlingen af Hagia Sophia til en moské. I en erklæring,

der blev bragt onsdag den 22. juli i onlineudgaven af Hürriyet, skriver Mehmet Ali Öz og Yusuf Dülger, der betegnes som ”kemalistiske” teologer, at det er en svær fejltagelse, der ikke står til at genoprette. Videre skriver de to, at denne handling er med til at fornærme ikke-muslimer og opmuntre islamister. Den græske regering tager skarpt afstand fra Erdogans beslutning: ”Hagia Sophia er en del af verdensarven og kan ikke omskabes i en neo-osmannisk retning”, sagde viceudenrigsminister Miltiadis Varvitsiotis. Grækenlands præsident, Katerina Sakellaropoulou, har indtrængende opfordret pave Frans til at gøre sin internationale indflydelse gældende i håbet om, at den tyrkiske regering vil revidere sin afgørelse. Pave Frans tog ved søndagens Angelus den 12. juli udgangspunkt i, at dagen kaldes ’Havets søndag’, men rettede herefter sine tanker på Istanbul: ”Havet fører mig i tankerne lidt langt væk – til Istanbul. Mine tanker går til Istanbul. Jeg tænker på Hagia Sophia, og det smerter mig meget”, sagde paven om Erdogans beslutning at omdanne den oprindeligt kristne kirke til moské. Aykan Erdemir, et tidligere tyrkisk parlamentsmedlem og nu leder af NGOorganisationen Foundation for Defense of Democracies i Washington, USA, ser beslutningen om at gøre Hagia Sophia til moské som en del af Erdogans islamiseringsprojekt. ”Præsidentens afgørelse er ikke blot foruroligende for den tyrkiske befolkning, men også for Mellemøsten, og signalerer en farlig kurs”, udtaler han til den norske avis Vårt Land. Ærkepræst Constantin Miron fra den græsk-ortodokse kirke i Tyskland kalder beslutningen ren symbolpolitik. Moskva taler med to tunger, siger han til nyhedsbureauet KNA. På den ene side er Hagia Fortsættes på side 5 nederst ▶

Brian Patrick McGuire fortæller om sin nye bernhardbiografi. Læs mere på side 7-8

Bøger

Udgivelser om bibel og kultur, tidlig kristen kunst og teodicéproblemet. Læs mere på side 8-9

Kirken i Danmark

Kirken i Lemvig er solgt, årets studenter fra NSG, Nis Schmidt og meget mere. Læs mere på side 11-12

2

Internationale nyheder

KO mener Bispevielse i Trondheim

Kirke hvor går du hen?

I et sekulært samfund skal sognene arbejde mere missionærisk og evangeliserende og ikke bare henvende sig til den lille gruppe, der allerede er aktiv i menighederne. Menighederne er der for at give det glade budskab videre, og dette er mere en åndelig end en organisatorisk proces. Derfor ligger der ikke det store problem i, at lægfolk ikke kan overtage nogen ledelsesfunktion i Den katolske Kirke. I Sverige er der ikke den store modsætning mellem præster og lægfolk, sagde kardinal Anders Arborelius i et interview med domradio.de i Köln den 28. juli. Kardinalen, der er medlem af kleruskongregationen, udtaler sig i anledning af kongregationens nye instruks fra den 20. juli - kaldet ”Den pastorale omvendelse af menigheden i tjeneste for Kirkens missionæriske sendelse”. Det lyder umiddelbart ikke som nogen kioskbasker; men dokumentet har fyret op under en i forvejen hed debat i Den katolske Kirke i Tyskland, hvor man er dybt engageret i den synodale vej. Her arbejder biskopperne og repræsentanter for Zdk (Zentralkomitee der deutschen Katholiken) sammen i grupper, hvis anbefalinger skal munde ud i en ændret praksis for lokalkirkerne i Tyskland. Den synodale vej søger svar på de udfordringer, Kirken i Tyskland i disse år møder i form af dalende engagement i Kirken, udmeldelser, præstemangel og faldende indtægter. Det nye dokument understreger præstens helt centrale ledelsesrolle og siger blandt andet, at lægfolk er udelukkede fra at lede menigheder. Der lukkes også for ledelse gennem teams af viede og uviede personer. Reaktionerne i Tyskland er gået fra skarp kritik til uforbeholden tilslutning. Bispekonferencen vil studere dokumentet omhyggeligt og drøfte det ved biskoppernes næste møde, meddeler bispekonferencens talsmand Matthias Kopp lakonisk. Kirkeretseksperten Thomas Schüller fra Münster, kritiserer dokumentet skarpt. ”Papiret besvarer dagens spørgsmål med svar fra i går”, siger han i følge KNA. Han kalder dokumentet for et ”helt igennem klerikalt papir”. Kardinal Woelki i Köln tilslutter sig dokumentet uden forbehold. ”Jeg er taknemmelig for, at pave Frans viser os vejen med denne håndsrækning”, siger Woelki, mens stedfortrædende leder af den tyske bispekonference Franz-Josef Bode, biskop af Osnabrück, udtaler, at instruksen er en stærk bremse for motivation af lægfolk og efterlyser en bedre forståelse for, hvad synodalitet betyder i en tysk sammenhæng. Kardinal Marx fra München siger: ”det er noget mærkværdigt, når der kommer et dokument fra Rom uden at nogen har talt med os om det – er det et samspil mellem hele den universelle og den lokale kirke som man ønsker sig det”? Kardinalen mener, den nye instruks har sået mistro og sørget for at grave grøfter. Ærkebiskop Stefan Heße fra Hamburg udtrykker sin overbevisning om, at reformprocessen skal fortsætte. Ærkebispedømmet udvikler og afprøver for tiden forskellige ledelsesformer. Meget tyder på, at det nye dokument vil virke kontraproduktivt og øge spændingerne mellem Rom og den tyske lokalkirke. Vi går urolige tider i møde. Lisbeth Rütz

3. oktober

Efter en rekonvalescensperiode er cistercienserabbed Erik Varden klar til at indtage det vakante bispesæde. NORGE Efter i elleve år ikke at have haft sin egen biskop får det midtnorske prælatur Trondheim den 3. oktober igen en biskop, når abbed Erik Varden bispevies. Allerede i november forrige år udnævnte pave Frans den 46-årige norskfødte Varden til ny biskop; men bispevielsen blev udskudt på ubestemt tid på grund af Vardens helbredstilstand. Nu meddeler den mangeårige apostoliske administrator af bispedømmet Trondheim, biskop Bernt Ivar Eidsvig af Oslo, at Vardens bispevielse finder sted den 3. oktober. Erik Varden, som blev født 13. maj 1974 i Degernes i Østfold syd for Oslo, blev optaget i Den katolske Kirkes fællesskab af biskop Bernt Eidsvig i Klosterneuburg i juni 1993. Han indtrådte i april 2002 i Mount Saint Bernard Abbey i Leicestershire i Midtengland og blev iklædt 15. oktober samme år. Den 1. oktober 2004 aflagde han foreløbige løfter og tre år senere de evige løfter. Erik Varden begyndte sine studier ved Det pavelige orientalske Institut i Rom i oktober 2009 og blev licentiat i 2011. Han har siden erhvervet en doktorgrad i kirkehistorie fra

St. John’s College, Cambridge. Han blev diakonviet i 2010 og blev året efter præsteviet i Mount Saint Bernard Abbey. Erik Varden blev udnævnt til klostrets superior i 2013 og blev den 16. april 2015 udnævnt til Mount Saint Bernard Abbeys 11.

Abbed Erik Varden bliver indsat i prælaturet Trondheims bispesæde lørdag den 3. oktober. Foto: Den nordiske Bispekonference.

Ny, generel kateketisk vejledning offentliggjort Vatikanet har offentliggjort de nyeste retningslinjer for Kirkens forkyndelse gennem katekese og evangelisering. Tekst: Niels Messerschmidt RETTESNOR Vatikanet præsenterede

den 24. juni en opdateret udgave af den generelle kateketiske vejledning, udarbejdet af det pavelige råd for Fremme af Nyevangelisering. Den 300-sider store bog med universelle retningslinjer for præster og kateketer verden over er skrevet som en opfølgning på Kirkens kateketiske retningslinjer fra hhv. 1971 (General Catechetical Directory) og 1997 (General Directory for). Bioetik, køn og biologisk seksualitet er blandt de nye spørgsmål, der behandles i den nye version. Vejledningen fremhæver det tætte bånd mellem evangelisering og katekese, og understreger, at alle døbte er kaldede til at finde nye måder at formidle troens budskab med engagement og ansvarlighed. ”De nye generelle kateketiske retningslinjer udstikker de grundlæggende teologiske og pastorale principper og kommer med nogle generelle udtalelser om, hvad der er relevant for katekesen i dag”, skriver ærkebiskop Rino Fisichella i forordet til vejledningen. ”Den kateketiske vejledning indgår i en dynamisk kontinuitet med de to tidligere vejledninger”, fortsætter Fisichella, der er præsident for det pavelige råd for Fremme af Nyevangelisering. I kontinuitet med Kirkens undervisning På et pressemøde den 25. juni sagde Fisichella, at katekesen ”må iklæde sig evangeliseringens egenskaber”, men ikke erstatte

abbed som den første abbed født uden for Storbritannien og Irland. I 2018 udgav han den meget roste bog ‘The Shattering of Loneliness – On Christian Remembrance’, hvori han beskriver ensomhedens betydning og hvordan det at være kristen er at træde ind i en historie, hvor man forpligtes til at tage ansvar for andre. Prælaturet Trondheim omfatter fem menigheder med ca. 15.000 katolikker fra mere end 100 nationer. I den seneste tid er medlemstallet vokset med én procent hver måned, primært på grund af arbejdskraftindvandring og flygtninge. NM

den. Og i den sammenhæng har evangeliseringen, og ikke katekesen, forrang”. I indledningen fastslås det, at alle vejledninger er i kontinuitet med Kirkens læreembede, især med 2. Vatikankoncils dokumenter, Kirkens katekismus, de pavelige rundskrivelser og bispesynoderne. Som nævnt behandler 2020-vejledningen spørgsmål i relation til bioetik, seksualitet og køn, omsorg for skaberværket og brugen af dødsstraf. Mht. bioetik understreger den opdaterede vejledning forskellen mellem ”terapeutisk indgriben og manipulation”, især når det øger risikoen for at udøve eugenik, dvs. arve- eller racehygiejne. Dokumentet bekræfter, at Gud har skabt den menneskelige person som ”mand og kvinde”, men tilføjer, at selv om Kirken er

Den italienske version af den opdaterede generelle kateketiske vejledning, som blev offentliggjort i Vatikanet den 25. juni. Foto: Daniel Ibáñez/CNA.

opmærksom på den personlige kompleksitet, som visse mennesker oplever mht. køn og seksualitet, ”er den [Kirken] imidlertid også opmærksom på – i troens perspektiv, at seksualitet ikke kun er et fysisk faktum, men også en personlig virkelighed og en værdi, som er overdraget til personens ansvar”.

Fire grundlæggende elementer

I lyset af nutidens udfordringer på det bioetiske og kønslige områder siger vejledningen, at kateketerne bør fremme en undervisning, der er forankret i fire grundlæggende elementer, nemlig: • Gud er livets første og ultimative reference, lige fra undfangelse til naturlig død • At en person altid er en enhed af ånd og krop • At videnskab skal tjene mennesket, og • At acceptere livet i alle dets former, forløst af Jesu Kristi påskemysterium. Om brugen af dødsstraf understreges det, at ethvert menneske har en ”iboende og umistelig værdighed”, og vejledningen henviser til de senere pavers undervisning, navnlig pave Frans’ ændring af Den katolske Kirkes katekismus i 2018, som herefter omtalte dødsstraf som ”ikke tilladeligt”. Om omsorgen for vort fælles hjem påpeger vejledningen behovet for en ”økologisk omvendelse” i lyset af nutidens accelererende og komplekse økologiske problemer. Den efterlyser en katekese, der er ”følsom overfor beskyttelsen af skabelsen, og kan fremme en kultur af årvågenhed mod både miljøet og de mennesker, som bor der”. Endelig adresserer den opdaterede vejledning også de udfordringer, som den digitale kultur og globaliseringen rejser, og slår til lyd for undervisning af disse områder, fordi begge emner ”er så sammenkoblede, at de betinger hinanden og frembringer fænomener, som skaber en radikal forandring i menneskers eksistens”.

3

Internationale nyheder

Det går den forkerte vej i Irak Iraks kristne står over for ‘udryddelse’, advarer rapport. Tekst: Niels Messerschmidt

MELLEMØSTEN Uden en øjeblikkelig

indsats fra det internationale samfunds side risikerer de kristne i Nordirak at blive ’udryddet’. Det advarer den pavelige bistandsorganisation Aid to the Church in Need om i en ny rapport. Organisationen har interviewet kristne fra den nyligt befriede Nineveh-slette. Med en forventet immigration siger ACN, at regionens kristne befolkning kan falde til blot at udgøre 23.000 i løbet af de næste fire år. Holder det stik, vil der være tale om et fald på 80 % fra månederne op

til at Islamisk Stat invaderede området i 2014. I så fald vil det kristne samfund i Irak går fra kategorien ’udsatte’ til den kritiske kategori ’truet af udryddelse’, hedder det i rapporten. “Det internationale samfund må tage øjeblikkelige og resolutte skridt til at tackle problemerne, der truer den fortsatte kristne tilstedeværelse i Irak”, forklarer ACN’s indsatschef Edward Clancy: ”Derfor er det vigtigere end nogensinde, at verdens ledere samarbejder for at forhindre, at de kristnes antal falder yderligere i Irak”.

Kristne har været i Irak i mere end tusind år; men landets kristne kultur og tro står ifølge den pavelige bistandsorganisation Aid to the Church in Need står overfor ’udryddelse’, idet landets kristne fortsat er udsat for trusler, afpresning og intimidering, også selv om Islamisk Stat er blevet fordrevet fra den nordlige del af landet. Foto: Ærkebispedømmet Erbil.

Kampagne for at få ny kommissær for religiøse anliggender EU-politikere og religiøse ledere arbejder for at få stillingen genoprettet. POLITIK Der er voksende pres i EU for at

få genoprettet stillingen som EU’s særlige udsending for tros- og religionsfrihed, efter at stillingen blev nedlagt af den nye EUkommission under ledelse af Ursula von der Leyen. “I nogle lande har den religiøse undertrykkelse nået et niveau af folkedrab”, siger kardinal Jean-Claude Hollerich af Luxembourg, formand for COMECE, som repræsenterer de katolske bispekonferencer i EU. ”Sårbare religiøse mindretal og grupper er i fare, og EU må fortsætte sin kampagne for religionsfrihed, herunder ved at have sin egen repræsentant på området”. Det sagde Hollerich til nyhedsbureauet Deutsche Welle 5. juli i forbindelse med, at 135 tyske politikere fra flere partier opfordrede deres land til at bruge deres formandsperiode til at presse på for at få genoprettet stillingen. Et lignende krav har en gruppe konservative EU-parlamentsmedlemmer fremført for kommissionsformanden. Østrigske politikere opfordrer ligeledes i en fælleserklæring deres regering at arbejde for, at EU-kommissionens beslutning bliver omstødt. Beslutningen om at nedlægge stillingen er også blevet kritiseret af ortodokse og muslimske ledere, og præsidenten for konferencen af europæiske rabbinere, Pinchas Goldschmidt, sagde til Deutsche Welle, at beslutningen havde ”sendt et forkert

signal”, idet religiøse mindretal ”i stigende grad er mål for ekstremister, og fordi den frie religionsudøvelse er under pres”. Slovakken Jan Figel blev i 2016 udnævnt til EU’s særlige udsending for tros- og religionsfrihed, og han siges at have haft stor indflydelse på, at Danmark, Tyskland og Storbritannien efterfølgende oprettede regeringskontorer for tros- og religionsfrihed. Han var desuden i 2019 med til at sikre, at den pakistanske kristne kvinde, Asia Bibi, som havde en dødsdom for påstået blasfemi, blev løsladt. Figels støtter kritiserede imidlertid, at han blev nægtet kontorlokaler og økonomiske midler i Bruxelles, og da han kun nåede at bestride sit hverv i ét år, nåede Figel heller ikke at formulere en langsigtet indsatsplan. I et brev til International Religious Freedom Roundtable (et samtaleforum for ngo’ere og enkeltpersoner som arbejder for at fremme religions- og samvittighedsfrihed) skrev EU-kommissionen, at den i henhold til 2013-retningslinjerne var forpligtet til at fremme religionsfriheden, men tilføjede i brevet, at disse overtrædelser fremover vil blive ”overvåget og regelmæssigt fremsat af EU-delegationer” samt af Eamon Gilmore, EU’s særlig repræsentant for menneskerettigheder. I deres appel siger de tyske politikere, at de ”i høj grad beklager” Jan Figels afskedi-

ACN’s undersøgelse viser, at sikkerhedssituationen og det politiske system er hovedårsagerne til at kristne immigrerer. Desuden lider regionen under dårlig økonomi som følge af mange års interne stridigheder, udenlandske sanktioner, dårlig intern sikkerhed, udbredt korruption og et uforudsigeligt politisk system.

En moderne ’Marshall-plan’

I sommeren 2014 blev mere end 100.000 kristne fordrevet fra deres hjem i Nordirak af Islamisk Stat og måtte flygte til Kurdistanregionen i det nordlige Irak. Efter at Nineveh-sletten blev befriet i starten af 2017, har Aid to the Church in Need lanceret det, de kalder en ’moderne Marshall-plan’ for at tackle den ”enorme opgave” med at genopbygge kristne hjem. ACN har siden medvirket til at genopbygge 2.860 beskadigede eller ødelagte kristne hjem i seks byer og landsbyer på Ninevehsletten. Organisationen vil nu fokusere på at genopbygge infrastrukturen i kirkeligt ledet faciliteter. I 2019 var 36.000 af de fordrevne kristne vendt tilbage til deres byer, skriver ACN, men påpeger samtidig, at selv om Islamisk Stat er blevet besejret, er ”kristne fortsat udsat for trusler, afpresning og intimidering […] Disse omfatter trusler fra Islamisk Stat, iranskstøttede militser og den øgede risiko for en regional krig mellem USA og Iran, som kunne udspille sig på irakisk jord”. Et lyspunkt i Aid to the Church in Need’s rapport er, at ”Iraks kristne udviser modstandskraft ikke kun til at overleve, men – under mere gunstige omstændigheder – til at komme ud af deres indelukke og bidrage som et vigtigt redskab i genopbygningen af et fredeligt og mangfoldigt samfund”.

gelse og de opfordrer deres land til at bruge formandsperioden, der begyndte 1. juli, til at sikre, at hans ”tidligere succesrige arbejde” kan fortsætte. ”Kommissionen må ikke glemme, at EU – som en pionér inden for universelle menneskerettigheder – har forpligtet sig på globalt plan”, skriver de: ”På et tidspunkt, hvor forfølgelsen af religiøse mindretal af alle trosretninger øges, har vi brug for en stærk europæisk stemme på området”. NM

Kort nyt

Skolelukninger

UDDANNELSE Libanons økonomiske krise rammer landets velansete private uddannelsessektor særligt hårdt. Således risikerer op imod 80 % af landets katolske skoler, der underviser ca. 2/3 af samtlige elever (i alt 710.000) i den private skolesektor, at måtte lukke på grund af manglende offentlige tilskud. Til sammenligning går der tilsammen 260.000 elever i landets offentlige skoler. Pater Boutros Azar, leder af Libanons katolske skolesekretariat, advarer i et åbent brev landets præsident Michel Aoun om problemet, som skyldes ”statens negligering” af landets vigtige private uddannelsessektor, hvorunder de katolske skoler hører. Azar kalder de mulige skolelukningerne for ”et større nationalt tab”, som er med til forværre landets i forvejen smertelige situation.

Georg Ratzinger død

TYSKLAND Georg Ratzinger, storebror

til pave emeritus Benedikt XVI, døde 1. juli i Regensburg, 96 år gammel. Efter endt præsteuddannelse begyndte han i 1951 at studere kirkemusik, og blev senere verdenskendt som leder af Regensburger Domspatzen (1964-1994) – et drengekor, som han rejste verden rundt med. Koret deltog i mange pladeoptagelser med værker af blandt andet Bach, Mozart og Mendelssohn. Regenburgs biskop, Rudolf Voderholzer, sagde i forbindelse med Georg Ratzingers død: ”Deres musik var både bønsskole, trosundervisning og prædiken. Utallige eukaristifejringer i domkirken i Regensburg og i andre kirker kan takke Dem som dirigent for skønhed, hjertevarme og ophøjethed. De kunne forvandle koncertsale til bedehuse”. De to brødres planer om at tilbringe alderdommen sammen fik en brat afslutning, da Joseph Ratzinger i 2005 blev valgt til pave; men trods tiltagende problemer med benene og synet fortsatte Georg Ratzinger med at rejse fra Regensburg til Rom, hvor han i længere perioder var sammen med sin bror i klostret Mater Ecclesiae.

Åben Rådgivning på seks sprog Dansk, engelsk, polsk, fransk, italiensk og serbokroatisk Se mere på www.caritas.dk/aaben-raadgivning Vi rådgiver bl.a. om: Trivsel, børn og familie Økonomi og økonomiske rettigheder Vi tager udgangspunkt i din situation GRATIS OG ANONYM RÅDGIVNING Åben onsdage kl. 17 – 19.30 Stenosgade 4A, Kbh V Tlf: 22 99 38 18 (i åbningstiden)

4

Valfart

Vedrørende bispedømmets retningslinjer for uddeling og modtagelse af kommunionen Kære trosfæller, Vor dagligdag, også den kirkelige, er stadig præget af coronapandemiens virkninger. Vi glæder os dog over, at vi siden Kristi Himmelfart igen kan samles til offentlige messer og andre aktiviteter i vore menigheder. For at begrænse og mest muligt undgå smittefare er der alligevel stadig en hel del restriktioner, såsom begrænset deltagerantal og krav om overholdelse af regler om afstand mellem personer, rengøring, afspritning mm. Fra bispedømmets side er der allerede udsendt retningslinjer vedrørende fejring af offentlige messer. Også som Kirke føler vi os forpligtede til at medvirke til at mindske faren for udbredelse af corona. Dog må de udsendte retningslinje ikke betragtes som en rent kirkelig forordning, men som retningslinjer, der er underlagt de betingelser, de civile myndigheder har opstillet. Uddelingen af kommunionen er underlagt en række særlige begrænsninger. For tiden uddeles kommunionen ikke under vinens skikkelse, og modtagelsen af Kristi Legeme skal ske i hånden, og kommunionionsuddeleren skal bruge handsker. Disse påbud går tæt på, da Eukaristien er noget af det helligste, vi kan omgås. Det betyder også, at stærke følelser bliver vakt både hos dem, der uddeler og modtager kommunionen. Der er noget yderst unaturligt ved at skulle

bruge handsker, og for mange er det stadig grænseoverskridende at modtage kommunionen i hånden. Disse ubehag er langt henad vejen forståelige, og i hvert fald lader de sig ikke ignorere. Ikke desto mindre kræver den aktuelle situation, at der må ses bort fra disse ubehag og nogle af de traditioner, vi er vant til. Det er først og fremmest nødvendigt for at undgå smittefare. Dertil kommer, at manglende overholdelse af reglerne kan vække ængstelse hos nogle, en ængstelse, som ikke kan ignoreres. For mange er det en stor udfordring at indse nødvendigheden af at modtage kommunionen i hånden. Det skal understreges, at det under normale omstændigheder er det 0enhver troendes ret at modtage kommunionen i munden. Når smittefaren engang er overstået, vil denne form for modtagelsen af kommunionen kunne genoptages, men på grund af den nuværende risiko for smitte kan man for tiden ikke påberåbe sig denne ret. Uanset hvilken form for modtagelse af kommunionen man normalt foretrækker, må det accepteres, at kommunion i hånden og kun under brødets skikkelse er det eneste tilladte i den nuværende situation. Mange savner nemlig også at modtage Kristi blod, men dette afkald må der ligeledes indtil videre leves med. Selv om det for mange er uvant, er det

Tag med på valfart til Haraldsted den 9. august I år for 850 år siden blev Knud Lavard helgenkåret i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. VALFART Danske katolikker blev i år

”snydt” for de traditionelle valfarter til Åsebakken og Øm. Valfarterne måtte som bekendt aflyses på grund af restriktioner, der var indført for at forebygge smitte fra coronapandemien. Nu er forsamlingsforbuddet dog lempet så meget, at den traditionsrige valfart til Haraldsted til ære for Sankt Knud Lavard, bispedømmets værnehelgen, gennemføres.

Hvem var Knud Lavard?

Knud Lavard (ca 1096-7.1. 1131) var søn af Erik 1. Ejegod og dronning Bodil. Hans forældre døde på en pilgrimsrejse til Det hellige Land i 1103, og han blev derfor opfostret først hos høvdingen Skjalm Hvide på Sjælland, senere hos hertug Lothar 3. af Sachsen, tysk konge 1125 og tysk-romersk konge 1133 under navnet Lothar 2. Som 20-årig blev han jarl af Slesvig og var lensmand både under den danske kong Niels og den tyske konge. På grund af sit nære forhold til den tyske konge fik han en stærk position først og fremmest i forhold til kong Niels´søn Magnus Nielssøn, men også til andre fætre og halvbrødre. Den 7. januar 1131 dræbte Magnus Knud i Haraldsted. Efter længere strid mellem rivaliseren-

Grib derfor muligheden for at komme med på bispedømmets mindste, ældste og smukkeste valfart, der i år afholdes søndag den 9. august, og ledes af biskop Czeslaw Kozon og sognepræsten for Sct. Knuds Kirke i Ringsted. Valfarten begynder med andagt i Haraldsted Kirke kl. 14. Her blev liget af den myrdede Knud Lavard bragt til, efter at han var blevet lokket i baghold og myrdet i skoven

på ingen måde respektløst at modtage kommunionen i hånden, når man ellers er rigtigt disponeret, dvs. tror på Kristi virkelige nærvær og er i nådens stand. Derfor må måden at modtage kommunionen på ikke blive et alvorligt samvittighedsspørgsmål. Ydermere var modtagelse af kommunionen i hånden gængs praksis i det meste af det første årtusind. Fra Pavestolens side blev muligheden for håndkommunion indført i 1969 som en tilladelse, de enkelte biskopper kunne benytte sig af. Denne tilladelse udnyttes nu i store dele af Kirken, og derfor skal modtagelse af kommunion i hånden betragtes som en ret og en mulighed,

Biskop Czeslaw Kozon. ved Haraldsted. Legenden fortæller, at en kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. I middelalderen opstod der et stort valfartssted her, og der blev bygget et kapel på det sted, hvor helligkilden sprang frem. Bortset fra afbrydelser på grund af verdenskrigene har Knud Lavardvalfarten været fejret hvert år siden 1914. Den er den ældste efterreformatoriske valfart i Danmark og har betydet meget i arbejdet for at udvikle en katolsk kirke i Danmark med rødder i dansk, katolsk historie. Efter andagten i Haraldsted Kirke går man i procession ud til kapelruinen, hvor biskop Czeslaw fejrer messe ca. kl. 15. Valfarten slutter med sakramental velsignelse foran Sankt Knud Lavards Hus. Efter valfartsprogrammet er der traditionen tro hyggeligt samvær i haven med mulighed

der ikke kan anfægtes eller betragtes som mindre værdig. For mange betyder forbuddet mod mundkommunion, at de i denne tid afholder sig fra at modtage Kristi Legeme og nøjes med den åndelige kommunion. Dette står naturligvis de pågældende frit for; men bør samtidig også give anledning til overvejelser, om det er rimeligt at give afkald på modtagelsen af Kristus blot fordi, det ikke kan ske under en bestemt form. Trods de udfordringer, det giver, gælder de tidligere udsendte retningslinjer således stadig, indtil andet meddeles, hvilket betyder at Kommunionen kan kun modtages under brødets skikkelse og i hånden. Uddeling af kommunionen i munden må heller ikke finde sted efter messen. og at Præster og andre kommunionsuddelere skal bære handsker. Brugen af handsker kan ikke erstattes af afspritning af hænderne. Det er en vanskelig tid også for Kirken. Vi har måttet opgive og ændre på mange vante ting. Det væsentlige forbliver dog uændret. Vort personlige forhold til Gud i tro og bøn kan ingen tage fra os, og vi kan også glæde os over igen at kunne mødes til fejring af Eukaristien. Selv om vi kan opleve de nuværende restriktioner fra de civile myndigheders side som en begrænsning, er de ikke i grundlæggende modstrid med nogen kirkelig forordning og slet ikke i denne tid. Jeg beder derfor alle medvirke til, at de givne retningslinjer overholdes. København, den 20. juli 2020 +Czeslaw

for at købe forfriskninger. Alle er hjerteligt velkomne til valfarten. Se www.rejseplanen. dk med henblik på evt. at bestille plustur. Har du spørgsmål vedrørende valfarten så kontakt Ruth Simonsen på tlf.: 24 26 25 49. LR

de fraktioner i kampen om kongeværdigheden blev Knud Lavards halvbror konge under navnet Erik 2. Emune. Under ham begyndte bestræbelserne på at få kanoniseret Knud. Det lykkedes for Knuds søn, Valdemar 1. Knud blev kanoniseret 8.11. 1169 ved en pavelig bulle. Saxo skriver i Gesta Danorum (Danernes bedrifter) udførligt om mordet på Knud Lavard og striden om Danmarks trone med udelt sympati for Hvideslægten og Knud Lavard. Knud Lavard portrætteres med en blomsterkrans eller en hertugkrone. Han kan ses på kalkmalerier i Sankt Bendts Kirke i Ringsted (begyndelsen af 1300-tallet) og i Vigersted Kirke ved Ringsted (ca. 1450) Kilde: Den danske Danmarkshistorien.dk

Encyclopædi.

Glimt fra Haraldstedvalfarten 2010 med procession ud mod kapelruinen og messe i det frie. Foto: Lisbeth Rütz.

5

Refleksion

Om åndelig stivhed Lille refleksion over pave Frans’ begreb ’rigidità’. Tekst: Pastor Stefano Tarquini

REFLEKSION Brevet til Diognetus er en

tidlig kristen skrivelse fra det 2. århundrede, som kan være samtidig med nogle af Det nye Testamentes bøger. Nogle små citater af denne vigtige skrivelse er citeret i Den katolske Kirkes Katekismus, hvor det omhandler kristen moral. Den mest kendte passage er følgende: ”For kristne er, hverken hvad angår sted, tale, eller fremtoning, forskellige fra alle andre mennesker. De bor nemlig ikke i særlige byer, ej heller taler de nogen særlig dialekt eller lever noget bemærkelsesværdigt liv”. De kristne ligner altså alle de andre mennesker, i den måde de lever på, den måde de klæder sig på, og også i den måde de taler på: ”Mens de bor i græske byer, såvel som i barbariske, alt efter hvor den enkeltes lod er faldet, og alt imens de følger landets sædvanlige traditioner i fremtoning, livsform og i det øvrige liv, viser de sig samtidig at stemme overens med deres egen bys forunderlige og paradoksale forfatning”. Men der er noget, der selvfølgelig adskiller dem fra andre, det er netop det moralske liv. Dette udgør uden tvivl en forskel: ”De gifter sig som alle andre, og de får børn, men de skiller sig ikke af med deres afkom. De sætter sig ved et fælles bord, men ikke ved en fælles seng”. Dette skrift, som nemlig bliver citeret i katekismen, er vigtig for den måde, som vi forstår vores kristendom på, og den måde vi skal leve den på. At være kristen betyder ikke at være anderledes eller opføre sig specielt. Det er ikke den måde, jeg er klædt på, eller det sprog jeg taler, som kendetegner min kristentro. Ikke det ydre, men det indre. Det indre kommer dog til udtryk, i den måde hvorpå jeg lever i mine vigtigste relationer: ”de skiller sig ikke af med deres afkom og de deler ikke sengen”.

Andre skal lægge mærke til dem

Vi lever i en verden, hvor mange søger autenticitet og ægthed, men samtidig vil de fleste prøve at være noget helt specielt, at være enestående, at adskille sig fra den store mængde og gøre noget, for at andre skal lægge mærke til dem. Nogen får en ▶ Fortsat fra forside. Sophia hellig for den russisk-ortodokse kirke- på den anden side søger Putin at nå til enighed med Erdogan om Syrien. Hertil kommer så også, at Bartholomeos I, patriarken af Istanbul, i 2018 anerkendte den nye ukrainsk ortodokse kirke imod Moskvapatriarkatets ønske. Den tyske Bispekonference har reageret med sorg, og den frygter, at beslutningen kan føre til splittelse mellem kristne og muslimer. Præsidenten for De tyske katolikkers Centralkomité (ZdK), Thomas Sternberg, opfordrer til, at såvel kristne som muslimer kan gøre brug af Hagia Sophia.

Et kendt vartegn

Istanbuls mest kendte vartegn blev indviet i år 537 under kejser Justian I. Her blev de byzantinske kejsere indsat. Hagia Sophia var længe kristenhedens største kirke. Da de osmanniske styrker erobrede Konstantinopel i 1453, skiftede byen navn til Istanbul, og i den forbindelse blev Hagia Sophia – hvis navn betyder ’Den hellige

stor tatovering på armen eller benet, andre farver deres hår på de mærkeligste måder, nogen køber sig en Ferrari, andre kaster sig ud i at læse filosofi eller lignende eksotiske emner for det moderne tekniske menneske. Nogen søger ly i fremmede religioner som islam, med dens strenghed, når det gælder familieliv og forholdet til den intime verden. Alt dette er kun nogle eksempler på det, som folk kan finde på. Vi katolikker er ikke skånet for disse tendenser og fristelser i den måde, vi lever troen på. Pave Frans har, flere gange efter han er blevet valgt til pave, talt om en åndelig stivhed (rigidità på italiensk), en holdning til det religiøse, som gør den enkelte stiv og hård, når det gælder de ydre religiøse former, især i det liturgiske. Denne mangel på elasticitet eller fleksibilitet, som gør det svært for den enkelte at have de forskellige trossandheder i deres rigtige rangorden og hierarki, (”I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab”, Matt 23,23) gør sig gældende især blandt præster, men ikke kun hos dem. Hos præster kan denne stivhed ofte modsvare et behov for ydre sikkerhed, som man ikke kan finde i sig selv, måske pga. karaktersvagheder, traumer i opvæksten eller mangel på en dyb erfaring af Gud og et sundt forhold til Kristus. Det kan dog også inficere lægfolk, især folk som er søgende og tørstende efter ægthed. Denne form for stivhed kan komme til udtryk i ydre attituder og klæder, som skulle være tegn på dyb fromhed og derfor tillægges alt for meget vægt i forhold til andre aspekter af troen, som opfattes som mindre vigtige.

Stefano Tarquini er konstitueret sognepræst ved Jesu Hjerte Kirke i Randers. Arkivfoto. andre ekstremer, som ender i en form for religiøst liv, der til tider er baseret på love og regler, som kommer til at overskygge kristendommens centrum: Kærlighed. Denne form for stivhed kan faktisk ofte havne i fordømmelse af næsten eller åndelig stolthed, som i sidste ende er mangel på caritas, den kristne kærlighed til vores næste. Paulus siger det samme, bare med andre ord: ”Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse” (Kol 2,23). For at vores tro ikke skal blive ”stiv”, som er det samme som farisæisk, altså

hyklerisk og dobbeltmoralsk, er der brug for en indføring i tro, som er langvarig (det gamle menneske skal dø, man må ikke risikere at klæde det gamle med nyt tøj, men ”nye vin i nye sække”), pædagogisk (Kirken er den mor, som undfanger os, man kan ikke være autodidakt i tro), og som kan balancere de forskellige trossandheder: ikke på en selvskabt måde (jeg henter kun det, jeg godt kan lide af kristendommen og kasserer resten), men med en syntese af tro, liv og liturgi, som kun Helligånden i troskab mod kirken kan gøre: ”Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden” (Sl 85,11).

Den åndelige stivheds former

Denne stivhed kan til tider være en modreaktion på en afslappethed og udskejelser i det moralske liv, som man tidligere kan have levet i, men også en modreaktion på en afslappethed i den form for tro, som man selv eller ens forældre havde, og som nu bliver vurderet som værende alt for svag eller uægte eller ikke autentisk. Reaktionen kan føre til visdom’ – omdannet til moské under sultan Mehmet II. I 1935 besluttede præsident Mustafa Kemal Atatürk, det moderne sekulære Tyrkiets grundlægger, at Hagia Sophia skulle have status som museum. Mere end tre millioner mennesker besøgte sidste år Hagia Sophia. For mange ortodokse kristne har den tidligere kirke en tilsvarende historisk betydning som Peterskirken i Rom har det for katolikker. Hagia Sophia har – ligesom andre historiske mindesmærker i Istanbul – stået på Unescos verdensarvsliste siden 1985. Unescos generaldirektør Audrey Azoulay har sine ”alvorlige betænkeligheder” ved Erdogans beslutning, idet den rejser spørgsmål om Hagia Sophias ”universelle værdi”. Den tyrkiske præsident har påpeget, at den næsten 1.500 år gamle kirke fortsat skal være åben for muslimer, kristne og udlændinge. Når den bruges til bøn fem gange om dagen, vil de berømte mosaikker dog være tilhyllede.

VIL DU TILGODESE KIRKEN I DIT TESTAMENTE? Vi dækker udgifterne til advokaten

Kontakt Thomas Jacob Larsen for flere informationer 33 55 60 80 eller tjl@katolsk.dk

6

Kirkens fornyelse

Kirken i morgen Den nye verden efter coronapandemien må grundlæggende besinde sig på, hvad det vil sige at være sandt menneske. Tekst: Pastor Lars Messerschmidt

REFLEKSION

Efter den østrigskejødiske forfatter Stefan Zweigs død i Brasilien i 1942 udkom hans selvbiografi Verden af i går. I den så han tilbage på det hedengangne Europa – han var om nogen europæer) – fra tiden før 1. Verdenskrig, altså verden af i går. I KO nr. 8 (12. juni 2020) bringes en artikel af den tjekkiske teolog Tomas Halik med titlen ’Det bliver ikke som før’. Halik skriver i indledningen, at ”verden er syg”, og her refererer han ikke til coronapandemien, men til den tilstand som vores globale civilisation befinder sig i. Jeg kan godt følge hans interessante overvejelser. Hans hovedanliggende er at finde ud af, hvor Kirken befinder sig i denne globale situation og han citerer pave Frans for at sige: ”Kirken skal være et felthospital”. Tomas Halik anlægger en teologisk indfaldsvinkel og karakteriserer Kirkens tilstand i vor tid. Her vil jeg i forlængelse af disse tanker, som desværre ikke rigtig kommer til udtryk i vor danske katolske Kirke (eller i Folkekirken og andre kirkesamfund), komme med diverse overvejelser. 1. Det er Kristus, der ved sin Kirke skal frelse verden. Vi skal her forstå, at frelse ikke alene handler om det enkelte menneskes evige frelse. Det er også verden, der skal frelses. 2. Vatikankoncil taler udtrykkeligt om dette aspekt i den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden. Sagt enkelt: Gud har skabt verden for menneskenes skyld som en forberedelse til den kommende verden: derfor skal verden være menneskeværdig. Hvor mange genkender i FNs menneskerettigheder Bibelens menneskesyn, som allerede i Det gamle Testamente blev formuleret i det såkaldte bud om næstekærlighed, og som Jesus også citerer: ”Du skal elske din næste som dig selv”? Det vil jeg omskrive med: Dit medmenneske har (menneske)ret til at blive behandlet med respekt, omsorg og solidaritet (det er det, ordet kærlighed betyder i Bibelen). Et samfund har dette næstekærlighedsbud som grundlov ifølge Skaberen. Det går igen og igen i Moseloven. Hvis altså ikke der ef-

Foto: Christine Limmer, Pfarrbriefservice.de.

ter denne coronakrise opstår et nyt verdenssamfund bygget på menneskerettighederne, dvs. på næstekærlighedsbuddet, bliver verden atter et helvede. Ingen vil benægte, at det er den indtil nu. Meget interessant er det, at der skete noget godt under pandemien: Familierne kom igen i centrum. For et af de væsentligste onder i det moderne samfund er, at familien – og dermed også børnene – i praksis er sekundære i forhold til økonomien og kæmpeorganisationer og firmaer. Det er markedsøkonomien (bortset fra i Kina), som er magtprincippet og det sker på bekostning af mennesket! Her kunne Kirken bidrage med et humant indslag. Den har nemlig et samfundssyn, som ikke hersker i den politiske verden, men som er basalt og vitalt for at bygge et samfund op, også et verdenssamfund. Dette samfundssyn er baseret på to basale principper, som hele tiden skal afbalanceres: nærhedsprincippet (subsidiaritetsprincippet) og solidaritetsprincippet. Det hele begynder med den enkelte person, som er unik. Men denne person er ikke et personnummer i et system. En person er skabt til sammen med en anden person af det andet køn at danne en organisme, som er frugtbar, nemlig familien. Det ligger dybt i menneskets gener. Nærhedsprincippet betyder, at denne organisme skal respekteres og selv løse sin væsentligste opgave: at skabe nyt liv og opdrage det til et ægte medmenneske. Familien er og bliver det menneskelige samfunds grundcelle. Disse grundceller vokser sammen til større enheder for til sidste at blive et verdenssamfund. Solidaritetsprincippet betyder, at helheden skal respektere og støtte familierne, men også at familierne aldrig må lukke sig om sig selv, for så går de til grunde og børnene udvikler sig ikke til voksne, ansvarsfulde mennesker i stand til at skabe nyt liv. Vi er med rette (også ungdommen) optaget af at bevare naturen på dens egne præmisser og biodiversitet. Men ærlig talt, den eneste del af naturen, der ikke respekteres på dets egne præmisser, er mennesket selv. Al den destruktive aktivitet, vi har udøvet,

og stadig udøver overfor naturen, udøves i endnu voldsommere grad mod mennesket. Det er langtfra menneskerettighederne, der er grundloven for verdenssamfundet, ligegyldig hvor meget vi end påstår det. Tænk blot på terrorismen, borgerkrige, flygtninge – og abort (mere end 40 millioner om året). Ingen kan med nogen logik definere, hvornår et menneske bliver et menneske, der har retten til livet: efter 4 uger, 6 uger osv.? Den eneste objektive begyndelse er undfangelsen. Resten er gæt. Skal vi ende med at udrydde os selv, mens vi kæmper en sej kamp for at redde naturen? Er det ikke problemet over alle problemer? Tænker de unge på det? Her kan naturligvis også nævnes tobak og stoffer m.m. Denne problematik er tidens problematik over alle, og der er ikke mange politikere eller demonstranter, der gennemskuer den. Den nye verden efter coronapandemien må altså grundlæggende besinde sig på, hvad det vil sige at være sandt menneske, ellers går det ad helvede til. Vi som Kirke må altså også spørge os selv, hvordan vi tager kampen op på dette punkt for at skabe en human verden. Der er heldigvis mange tiltag rundt omkring i den retning, tænk blot på Caritas eller andre kristne organisationer og de (endnu) mange ordenssamfund, som arbejder i marken. Jo, men hvad med resten af Kirken også herhjemme? Og, hvor mange kristne engagerer sig som kristne i politik og gør det kristne menneskesyn gældende? I denne forbindelse er det uhyre interessant at studere, hvordan det Europa, vi kender i dag, blev opbygget i Middelalderen. På så mange planer var det de kristne, der grundlagde og formede de nye samfund fra at være barbariske til at være ”civiliserede” (naturligvis må vi ydmygt erkende alle de fejl, der også blev begået). 2. Men Kirkens opgave overfor menneskeheden stopper ikke her. Der venter os en ny himmel og jord, som vi får adgang til gennem personlig tro. Derfor gav Kristus sin Kirke som hovedopgave at gøre alle folkeslag til hans disciple. Hvor langt er vi kommet for eksempel i Danmark (ja resten af den vestlige verden)? Vi er aldrig kommet til vejs ende (hvis man kan komme det). Hvor mange af danskerne (og de fremmede iblandt os) har en virkelig personlig tro? Måske et par procent? Efter 1.000 år! Hvad er galt? Ganske enkelt, de kristne er blevet splittet op i, jeg ved ikke, hvor mange grupper, der alle mener, at de repræsenterer den sande kristendom. Jesus har udtrykkeligt sagt (Joh kap. 17), at det er enheden iblandt os, der tror, der er det bedste, ja det eneste vidnesbyrd om kristendommens sandhed. Voila, så enkel en forklaring på den mislykkede evangelisering. 3. Jeg savner i den nutidige debat i Kirken, at man alvorligt drøfter, hvad ”den nye pinse” (pave Johannes XXIII) og ”nyevangelisering” (pave Johannes Paul II) betyder. Når man fordyber sig i disse pavers overvejelser, bliver det helt klart: Kirken, som den

har været lige til nu, har brug for, at Helligånden fornyer og levendegøre den, som på pinsedag, og forudsætningen er, at man begynder forfra med at evangelisere, også den gamle kristenhed, altså at føre folk til Gud. Det er nemlig Helligåndens og Kirkens opgave. Det er ikke sket i det rigtige omfang! De fleste, også præster og kateketer, tror, at det handler om nogle mere pædagogiske undervisningsprogrammer for børn, unge og voksne. Hvor værdifulde de end kan være, så kan de ikke skabe tro. Kirken har helt klart udtrykt det i det nye ritual for dåb af voksne og børn i skolealderen. Der må gå en evangeliseringsfase forud for katekesen. Denne første fase, evangeliseringsfasen, kan ikke programmeres eller tidsfæstes. Det er primært Helligånden selv, ofte med mennesker som hjælp, der fører mennesker til den sande tro på en helt individuel måde. Ritualet understreger endda, at ingen må optages i katekumenatet, som ikke er nået frem til personlig tro. Det princip respek-

”

Vi er med rette (også ungdommen) optaget af at bevare naturen på dens egne præmisser og biodiversitet. Men ærlig talt, den eneste del af naturen, der ikke respekteres på dets egne præmisser, er mennesket selv.

teres ikke i praksis, bl.a. fordi man ikke ser forskellen på evangelisering og katekese. En katekese, hvor pædagogisk den end er, får ingen virkning, hvis ikke der er gået en evangelisering forud af det enkelte menneske. 4. Den måde, Kirken de sidste 1.000 år har udviklet sig, trænger til en ydmyg og ærlig revision på baggrund af Bibelens forståelse af det at være Kirke. Her genfinder vi de samme principper: nærhedsprincippet og solidaritetsprincippet. Også her er det (den kristne) familien, der er Kirkens grundcelle. Hvis den ikke er overnaturligt udviklet eller syg, er hele Kirken svækket og måske døende. Et karakteristisk træk ved det bibelske kirkesyn er, at hele den universelle (katolske) Kirke er substantielt nærværende i den lokale Kirke, som er en levende organisme, Kristi legeme. Her støder vi på problemet: Er den kirkelige (kirkeretlige) organisation trofast overfor det oldkirkelige kirkesyn? Det kunne man virkelig spørge sig selv om. Opfatter vi ikke Kirken som en verdensomfattende organisation med et administrativt centrum i Rom? Opfatter de enkelte medlemmer sig selv som Kristi Kirke på stedet samlet omkring hyrden, biskoppen, og ikke sognepræsten? Føler de helt konkret, at de er lemmer på Kristi legeme udrustet med Helligåndens nådegaver, som blandt andet skænkes i firmelsens sakramente? Der er nok at tage fat på, så Kirken i morgen kommer måske slet ikke til at ligne den Kirke, vi er vant til. Men det var pave Johannes Paul II, der henviste til 2. Vatikankoncil som det koncil, der skulle få os til at nytænke det af være Kirke i 3. årtusind. Vi er langtfra kommet dertil.

7

Bernhard af Claitvaux

Bernhard af Clairvaux – den vanskelige helgen Til efteråret kommer der en ny biografi om den hellige Bernhard af Clairvaux. Bogens forfatter – middelalderhistorikeren Brian Patrick McGuire fortæller her om, hvordan han med årene har ændret syn på Bernhard. Tekst: Brian Patrick McGuire

KIRKEHISTORIE Den 20. august fejrer kirken den store cistercienserabbed Bernhard af Clairvaux. Som med alle hos andre helgener er hans fødselsdag den dag, han døde og blev ”født i himlen”. 20. august 1153 var en uforglemmelig dag i klostret Clairvaux i Bourgogne. Bernhard havde været stedets abbed siden 1115, og Clairvaux var blevet et af de største og vigtigste klostre i Europa. Nyheden om hans sidste sygdom var nået langt omkring. Hundreder, måske tusinder, af lægfolk var nået til klosterporten for at være i nærheden af den døende mand. Bernhards klosterorden, cistercienserne, var kendt for at overholde en streng klausur, og normalt fik ingen lægfolk adgang til klostret. Men ved nyheden om Bernhards død overgav munkene sig og tillod lægmænd—men ikke lægkvinder—at komme i klosterkirken og bede ved den store abbeds lig. Der begyndte at ske mirakler, specielt helbredelser, og Clairvauxs munke blev bange for, at deres kloster ville blive et valfartssted. Selveste faderabbeden for cistercienserordenen, Cîteauxs abbed, ankom til Clairvaux efter Bernhards død og beordrede ham til at ophøre med at lave mirakler. Ellers ville Clairvauxs levevis blive forstyrret. Bernhard adlød fra efterlivet sin faderabbed. Miraklerne for lægfolk ophørte; men ifølge beretningen fra omkring 1200, Exordium magnum cisterciense (Den store cistercienserbegyndelse) fortsatte mirakler for gode cisterciensermunke. Hvem var Bernhard?

Hvem var denne mand, der tiltrak så mange mennesker og blev husket som en helgen? Jeg har brugt en del af mit liv på at læse hans værker og granske de mange biografier, som er blevet skrevet om ham siden 1100-tallet. I min første bog om Bernhard, fra 1991, kaldte jeg ham ”den vanskelige helgen” (The Difficult Saint,

Bernard i en samling af helgenlegender, ”Legenda Aurea” lavet til dominikanernonner i 1260erne.

Cistercian Publications, Kalamazoo, Michigan). Her forklarede jeg, at jeg ikke var interesseret i at skrive en rigtig biografi, men ville begrænse mig til, hvordan Bernhard blev opfattet og tolket efter sin død. Jeg fortalte om et møde, jeg havde i 1975 med min vejleder i Oxford, hvorunder han opfordrede mig til at lave en biografi om Bernhard. ”Den sidste gode af slagsen er fra 1895, så der er et stort behov for noget nyt,” sagde vejlederen, en af det tyvende århundredes største middelalderhistorikere, Sir Richard Southern. ”Den kan jeg ikke,” svarede jeg straks, ”Jeg hader manden”. Bernhard var for mig vederstyggelig. Han var en fanatiker, der opildnede ridderstanden til korstog mod muslimer. Han forfulgte den største intellektuelle begavelse i 1100-tallet, Pierre Abélard. Han viste ingen nåde over for sine fjender og kunne ligefrem blive anklaget for at have bidraget til, hvad der er blevet kaldt ”the persecuting society” (det forfølgende samfund).

Den vigtige arv efter Bernhard

Det er mærkeligt, hvordan forældre og lærere kan plante frø i os, der tager tid til at vokse frem; men sådan blev det med min vejleders opfordring. Ved at få mere livserfaring fik jeg et mere positivt syn på Bernhard. Jeg kom til at arbejde i mange år med cistercienserne, først med kilder fra Danmark, senere med deres fortællinger fra klostret Clairvaux, og på denne måde mødte jeg gang på gang Bernhard. Jeg indså, at hans ord og handlinger efterlod en vigtig arv, specielt takket være hans overbevisning om, at han accepterede ansvaret for deres liv og frelsen. Bernhard blev husket for at sige til en munk, der var i tvivl om nadverens indhold, at han skulle overlade sine forbehold til Bernhard og indtage hostien. Bernhard tog mandens angst og utilstrækkelighed på sig og supplerede hans manglende tro. Bernhard blev født i 1090 i nærheden af Dijon, Bourgognes hovedstad. Hans far tilhørte aristokratiet og det var nok meningen, at flere af Bernhards brødre skulle blive riddere. Men Bernhards mor, Aleth, vidste fra første færd, at sønnen Bernhard skulle komme til at læse og finde en plads i kirken. Den unge Bernhard inspirerede sine brødre og venner til at søge optagelse i Cîteaux, dengang et fattigt kloster der i 1098 blev etableret som en protest mod traditionelt munkeliv. Cîteauxs abbed, Stefan Harding, så i Bernhard en dygtig leder, som han i 1115 sendte sammen med andre munke til at etablere klostret Clairvaux. Kort tid efter begyndte Bernhard at skrive breve og traktater, der beskæftigede sig med tidens kirkelige spørgsmål. Hans smukke latinske stil, klare tankegang og spydige bemærkninger gjorde Bernhard berømt og efterspurgt i tidens kontroverser. I 1130erne var det Bernhard mere end nogen anden gejstlig person, der sikrede pavedømmet for Innocens II, på trods af udbredt støtte for rivalen, Anaklet.

Kristus bøjer sig ned fra korset for at omfavne Bernard. Skulptur fra Esrum Kloster dateret 1494. Cistercienserne blev kendt som en meget succesrig bevægelse, og Bernhard inspirerede etableringen af dusinvis af klostre. Men det var ikke ordenens ekspansion under Bernhard, der fascinerende mig: det var hans evne og vilje til at sige undskyld, da han gik for vidt i klosterdisciplinen. Som den gang han sparkede en ulydig broder ud af Clairvaux; men manden gemte sig på en nærliggende ladegård, der tilhørte klosteret. I mellemtiden klagede brødrene til Bernhard og fortalte ham, at han var gået for vidt. Bernhard erkendte, at hans reaktion havde været overilet, og broderen fik lov til at vende tilbage til Clairvaux. Bernhard fik kontakt med konger og kejsere og blev en af de centrale deltagere i tidens kirkepolitik. Men så vidt jeg kan se fra Bernhards breve, hans øvrige skrifter, og samtidens omtale af ham, betragtede han altid Clairvaux som sit hjem. Han kunne være blevet valgt til biskop eller ærkebiskop eller måske pave; men han foretrak at være faderskikkelse for de munke der kom til Clairvaux og som han sendte overalt i Europa, også til Danmark og Sverige.

Bernhard har ikke forandret sig

Hvad er der sket med den mand jeg hadede? Bernhard har ikke forandret sig; men det har jeg. I løbet af mit liv har jeg oplevet, hvor vanskeligt det er at påvirke mine omgivelser og ændre noget. Jeg er kommet til en erkendelse af, at Bernhard nåede meget. Samtidig må jeg indrømme,

at Bernhard ikke var så slem endda, når det drejede sig om at forfølge dem, som han mente var en fare for kirken og for troen. Da jeg først kom til Danmark i 1970erne, fandtes der en dansksproget biografi om Pierre Abelard skrevet af kirkehistorikeren Leif Grane. Her optræder Bernhard som en skurk, og jeg fik at vide, at Grane undervejs med bogen havde erklæret, at Bernhards behandling af Abelard var utålelig. Granes biografi ligner meget andet skrevet i det sidste århundrede om Abelard og Bernhard: cistercienserabbeden er den mørke middelalder, mens Abelard viser vejen frem til nutiden og kritisk sans. I dag ved jeg, at dette modsætningsforhold var overdrevet. Bernhard som Abelard tog det for givet, at troen kan forstås. Bernhards indvending mod Abelard var, at han gik for langt og opfandt begreber, som underminerede trosbekendelsen. Samtidig indvendte Bernhard, at Abelards tolkning af forløsningen var for enfoldig. Abelard mente, at Jesu død skyldes Guds ønske om at vise os sin ubegrænsede kærlighed. Bernhard mente, at denne forklaring udelod behovet for at gøre gengæld for menneskehedens synder. I vor tid er Abelards forståelse af forløsningen som en kærlighedsgerning langt mere udbredt end den traditionelle opfattelse, at mennesket må tilbagebetale Gud for synden, og at dette kun kan gøres, når Gud bliver menneske. Men selve Fortsættes på side 8 ▶

8

katolsk Tag orientering og læs

Du er ikke alene Erindringen er en bro til fællesskab med Gud og medmennesker, siger Erik Varden i ny bog. Tekst: Lisbeth Rütz

MEDITATIONER Den 3. oktober bliver

en glædens dag for vores norske medkatolikker. Den dag bliver cisterciensermunken Erik Varden biskop af Trondheim, efter at embedet har været vakant i mere end 10 år. Det er en spændende og intellektuelt velfunderet profil, der bliver biskop. Med sig i bagagen har Varden erfaring som forsker og underviser ved Sant´Anselmo – det pavelige universitet i Rom – og ledelseserfaring som abbed på Mount Saint Bernard Abbey i Leicestershire i England. Mange kender allerede Varden og hans klosterfællesskab gennem den britiske filminstruktør Nick Hamers film Outside the city (2019). Filmen følger de cirka 25 munkes hverdag i et liv, som er vendt væk fra den hektiske verden omkring dem, men alligevel er tæt på de medmennesker, som de følger i bøn. Vi hører deres tanker om, hvorfor de gik i kloster og følger en gammel munks sidste tid helt frem til hans død og begravelse som 84-årig. Men Varden er også internationalt kendt for sin bog The Shattering of Loneliness - On Christian Remembrance (2018 - norsk: Lengsel er mitt vesen –om ensomhet og kristen erindring. 2020)

Husk du er støv!

Lengsel er mitt vesen er svær at placere rent genremæssigt. Den er en kombination af bibeleksegese, litterære analyser og personlige erindringsindslag. Bogen er delt op i seks todelte essays eller meditationer. Første del udlægger en passus fra Bibelen om at erindre, anden del kommenter en

▶ Fortsat fra side 7. debatten mellem Abelard og Bernhard er ikke udtryk for en mørk middelaldermunk over for et oplyst moderne menneske. Opgøret er i sig selv repræsentativt for middelalderens enestående møde mellem tro og forståelse, og her er Bernhard og Abelard brødre og ikke fjender.

Han var mere end et magtmenneske

Gennem cisterciensernes fortællinger om deres liv og holdninger har jeg lært Bernhard at kende som mere end et magtmenneske. Jeg har været overvældet af fortællingen om, hvordan en munk en dag så Bernhard i bøn foran den korsfæstede. Jesus bøjede sig ned over for Bernhard og omfavnede ham. Dette motiv, kendt som ”Amplexus”,

litterær tekst, der har noget tilfælles med bibelteksten. Første afsnit indledes med ”Husk, du er støv” (1. Mos. 3,19). Det lyder umiddelbart temmelig nedslående; men det kan hjælpe os til en realistisk og velgørende selvindsigt. Det er denne realisme der bliver tydelig, når vi modtager askeonsdags kors. Så forstår vi, at Gud er das ganz andere, og at en afgrund skiller os fra Ham. Ved at modtage askekorset anerkender vi både, at vi selv er støv, og at vi er bestemt til at være noget mere. Men det ydmyger os ikke - det er tværtimod Gud, der ydmyger sig selv ved at blive ved med at bøje sig ned over os og omforme os i sit billede ifølge Varden. Betragtningen sammenstilles med en passus af den svenske digter Stig Dagerman (1923-1954), der skriver, at menneskets behov for trøst er umætteligt. Erik Varden føler sig beslægtet med Dagerman, der tog sit eget liv som 31-årig. De stirrer begge ud over den afgrund, der skiller dem fra Gud; men der hvor Dagerman tager det for givet, at vi kun er støv og intet andet, oplever Varden, at han med troen kan kaste en bro over afgrunden. Tredje afsnit indledes med ”Husk på Lots hustru!”, der i nærkonteksten efterfølges af ” Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det” (Lukas 17,32.) Varden forklarer Kristi påbud ud fra dets placering mellem de store domslignelser i kapitel 15 og 16. og kapitel 17, der insisterer på troens omsætning til handling. Varden støtter sig til Origenes´ udlægning og ser Lot som den inkarnerede middelmådighed, der nok var troende, men

opsummerer for mig Bernhards betydning ikke kun i middelalderen men til alle tider: hans indre liv åbner for Guds ubegrænsede kærlighed der udtrykkes helt fysisk. Det er glædeligt, at vi på Nationalmuseets middelaldersamling har et alter fra Esrum kloster, i hvis hjørne Bernhard ses modtage Kristi omfavnelse fra korset. En af de sidste abbeder i Esrum, Peder Andersen, gav dette alter til sit kloster i 1490erne, og han placerede sit eget billede forrest i den korsfæstelsesscene, der er i scenens centrum. Efter reformationen blev altret flyttet til en sognekirke, og her fik det lov til at overleve, bortset for en omdannelse af cistercienserabbedens figur. Han blev iklædt luthersk præsteornat; men hans dyrkelse af korsfæstelsesscenen blev ikke berørt.

fremstod som en utroværdig person. Lots hustru blev en saltstøtte, fordi hun vendte sig om og blev fristet til at gå tilbage til det kendte. Hun gik til grunde, fordi hun ikke vovede at begive sig ud i det ukendte, og fordi Lot ikke formåede at give det troværdige vidnesbyrd, som det til alle tider er de troendes opgave at aflægge, skriver Varden. Varden sammenstiller skriftstedet med digtet ”Lots hustru” – skrevet af den store, russiske digter Anna Akhmatovas digt om Lots hustru, der er for bundet af sin fortid til at kunne vælge en uvis fremtid.

Kristen erindring

At være kristen er først og fremmest at erindre, har Erik Varden sagt i et interview med det norske dagblad Vårt Land. Her beskriver han kristendommen som en historisk religion, der baserer sig på noget der faktisk skete.”Troen blev for mig en stadig tiltagende erindring og at tage del i en kollektiv erindring. Den indbefatter så meget, både af lys og mørke, af nåde og synd, stræben, triumf og nederlag, at der ligesom også var plads til mig” (min oversættelse), siger han i interviewet. Varden betegner gudstjenesten som en

Ironisk nok er scenen med omfavnelsen den dag i dag misforstået. I teksten på museet står der, at Bernhard trækker Kristus ned fra korset. Det gør han aldeles ikke. Bernhard bliver omfavnet af Jesus, men det verdslige Nationalmuseum er ligeglad med middelalderens spiritualitet. Da jeg for et par år siden gjorde opmærksom på misforståelsen, fik jeg at vide at teksten måske ændres næste gang, middelalderudstillingen fornys. Jeg venter fortsat. Bernhards liv og spiritualitet er ikke nem at forstå. Han er ikke umiddelbart tilgængelig som en Frans af Assisi. Men Bernhard er en del af vores kristne kultur, en inspiration til at dyrke åndelige venskaber og til at sætte pris på forskellige

generindring af Guds inkarnation som menneske; men også af alt det, der gik forud og kom derefter. En erindring i banal forstand er der altså ikke tale om – snarere en erkendelsesproces, hvor vi gradvist opdager, hvem vi er og hvad vores rolle er i forhold til Gud og medmennesket. Klostret er for Varden det sted, hvor man kan møde tilværelsens dybder. ”Klostret står der i sin blotte eksistens som en udstrakt venskabets hånd til alle som har set ned i disse dybder og oplevet dem som frygtindgydende. Munke og nonner håber på gennem deres liv, gennem deres bønner at invitere medsøgende til at løfte blikket og opleve, at hjertet berøres af en dyb erindring om Guds oprindelige kærtegn. At erindre det er at blive vakt til håb. Og finde trøst som ikke bedrager”(min oversættelse). Bogens seks kapitler formidler dybe indsigter i, hvad det betyder at være menneske og kristen. Vi møder her noget så sjældent som en forfatter, der tydeligvis kan sine kirkefædre, men også er belæst i moderne litteratur og formår at skabe et samspil mellem Bibelen og den moderne verden. Bogen er tydeligt præget af idéen med Benedikts regel – at klostret er ”en skole i Herrens tjeneste” og kan være vejviser gennem livet, hvad enten man er munk eller ej. Som mange af bøgerne fra St. Olav Forlag, er Lengsel er mitt vesen gennemtænkt rent grafisk i et lækkert, håndvenligt format med god papirkvalitet, der matches af spændende fotos. Det er en bog til langsom nydelse og genlæsning. Her i Danmark glæder vi os over, at Trondheim snart får en biskop. Men vi er så egoistiske, så vi håber på, at Varden snart bliver bogaktuel igen. For der er mange bøger endnu i den mand. Lengsel er mitt vesen. St. Olav Forlag 2020. Indbundet, 201 sider. Pris:329 norske kroner.

former for kristne fællesskaber. Bernhard elskede sine munke og sendte dem overalt. Han modtog i Clairvaux nogle af Europas førende gejstlige, ærkebisper som Malachy af Irland og Eskil af Lund. Eskil blev så betaget af Bernhard, at han vendte tilbage til Clairvaux længe efter Bernhards død og blev en almindelig munk. Han døde i Clairvaux og blev begravet ved siden af sin ven. Den store og vanskelige ærkebiskop fandt trøst og inspiration hos den store og vanskelige abbed. Bernhard lever videre hos de munke og nonner, der udgør vor tids to cistercienserordener: trappisterne og de almindelige cisterciensere. Disse mænd og kvinder har beriget mit liv, som Bernhard også gør.

9

katolsk Tag orientering og læs

Øjenåbner og guide til de tidlige kristnes billedverden Ny udgivelse lægger en bred og spændende vinkel på krydsfeltet mellem dogmatik, kirke- og kunsthistorie. Tekst: Signe Engelhardt Lykkegaard

KUNST OG KIRKE I Sandra Kastfelts bog ”Den tidlige kristne billedverden” præsenteres de første kristnes billedverden, hvor dekorationer på hverdagsting og grave udgør et overset billedmateriale fra kristendommens afgørende, formative periode. Frem af middelhavskulturernes antikke arv i det multikulturelle Romerrige udsprang et rigt billedsprog, som bogen henter frem fra det vidtstrakte geografiske område, der rækker fra Eufratfloden i øst til det romerske Britannien i vest, men med fokus på Italien i 200–400-tallet. Bogen er den første samlede fremstilling af emnet på dansk, hvor billedstoffet sammenstilles kalejdoskopisk med et mangfoldigt tekstunivers, der inddrager samtidens kirkefædre, teologer og apokryfe traditioner ud over de bibelske tekster i en dialog, der gør bogen til et nybrud. Den kan læses som en guide til de ældste kristne seværdigheder, såsom gravpladser og kirker i Rom. Eller som øjenåbner for den, der vil vide mere om oprindelsen til århundreders kirkekunst. Introduktionen fra bogens bagside fortæller: ”Sandra Kastfelt er cand. theol. fra Københavns Universitet 1995 og har siden 1999 været sognepræst i Mariendal kirke, Frederiksberg. Hun har en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet 2000 og har været billedredaktør på

Tidsskriftet Bibliana fra 2000-2013. Sandra Kastfelt har skrevet om nyere dansk billedkunst. Hun har stor erfaring som underviser på Folkeuniversitetet og som foredragsholder i sognegårde og kirkehøjskoler om emner som Antikken, kirke-, kunst- og kulturhistoriske emner”. Bogen skulle have været lanceret den 14. april i Mariendal kirken; men lanceringen blev aflyst grundet den krise, som præger samfundet aktuelt.

Komprimeret men letlæst

Selve layoutet er flot. Det er en dejlig bog med smukke billeder og fine beskrivelser. Indholdet er komprimeret og mættet. Bogen er meget personlig og kan læses flere gange. Der er fine referencer til Biblen, kirkefædre og apokryfe tekster samt Homer og Ovid. Sproget er levende og flydende; man glider hen over siderne, selvom indholdet er komprimeret og meget mættet, så den kan læses flere gange og ligeledes benyttes som en opslagsbog. Den er spændende i sin beskrivelse af, hvordan billederne er opstået, og hvordan de kristne fik et billedsprog også i den periode, hvor de var forfulgte, hvilke motiver der blev valgt i starten, og hvordan de udvikledes. Samtidig fortælles der om optakten til mødet i Nikæa i 325 og om nogle af de forskellige strømninger, der var inden dette møde og de stridigheder, der var blandt andet. omkring Jesu to naturer. Vi følger ligeledes, hvordan billederne udviklede sig og blev til mosaikker på vægge og gulve - først i velhavende hjem og sidenhen, hvordan smukke kirker skød op gennem 300-tallet og udviklede kunsten. Bogen som sådan kan ikke kategoriseres under et emne, da den både er dogmatisk, kirkehistorisk og kunsthistorisk. Dette giver bogen en bred og spændende vinkel. Hvordan symboler blev til kristne symboler,

som beskrev håb og opstandelses billeder, billeder som vi ser den dag i dag bl.a. i ikonografien. Bogen er værd at læse og giver indsigt i de kristne billeder, vi ser omkring os. Det er den første af sin art på dansk. En ting som virkelig savnes er et stikordsregister. Der er lavet henvisninger i kapitlerne til tidligere omtalte referencer, hvilket er godt. Bogen kan klart anbefales.

Sandra Kastfelt. Den tidlige kristne billedverden, bog af Sandra Kastfelt. Udkom på forlaget Orbis marts 2020. Omslagsgrafik: Thomas Bo Nielsen. Fagredaktør: Pernille Carstens. Indbundet. Illustreret. 263 sider. Pris i flg. forlagets hjemmeside: 250,00 kr.

Lidelsen og det onde Det lykkes Caspar Wenzel Tornøe at finde nye vinkler på et gennemanalyseret problem. Tekst: Kirsten Krog

TEODICEPROBLEMET Det synes som om interessen for spørgsmålet om lidelsen og det ondes problem er blevet forøget på dansk grund i de sidste år. Med indtil flere udgivelser om emnet, bl.a. Sørine Gottfredsens ”Fri os fra det onde” og Leif Andersens hele to nyere bøger ”Når Gud er tavs” og ”Gud og det onde”, er emnet allerede vendt fra flere sider, teoretisk, teologisk som praktisk og personligt. Nu foreligger der så igen en ny bog om lidelsens problem: Caspar Wenzel Tornøes ”Hvorfor lider vi?” med undertitlen ”Det ondes problem i kulturhistorisk perspektiv”, og det viser sig med den, at der stadig er nye vinkler at sætte på det gennemanalyserede teodicéproblem. Lidelsen i et nutidigt perspektiv.

Én af bogen helt store kvaliteter er dens analyse af det moderne samfunds tilgang til lidelsens problem. Her kommer forfatteren med flere eksempler på, hvordan vores moderne vestlige kultur med dens manglende accept af lidelsen som en ufravigelig del af tilværelsen, så at sige har forøget lidelsen, fordi vi tilføjer den nøgne lidelse, den lidelse, det er at kæmpe imod lidelsen og dertil spørge ”hvorfor?”, i stedet for at tage den som en naturlig del af livet og indrette sig derefter. Vi har med andre ord gjort det lykkelige liv til det normale, mens lidelsen er et fremmedelement, der skal bekæmpes: ”Teodicéproblemet opstår under et kunstigt, selvskabt forventningspres til livet” (s. 129).

Det er dermed Caspar Wenzel Tornøes påstand, at teodicéproblemet er en nyere opfindelse og ikke fandtes, så længe man forstod lidelsen som en del af livets betingelser.

Lidelse kontra det onde.

For at kunne det, må man imidlertid skelne mellem lidelsen og det onde, eller, som forfatteren skriver, mellem det naturligt onde, som er ”et onde, der forårsager det organiske livs lidelse” (s. 122), som f.eks. sygdom og naturkatastrofer og det moralsk onde, der ”kræver selvbevidst frihed til at gøre det onde som alternativ til det gode” (s. 122). På samme måde må man skelne mellem en produktiv og en uproduktiv lidelse. Noget af det, man kan kalde produktivt ved lidelsen, er dens funktion som modstand. Der, hvor et menneske ikke længere har noget at kæmpe for og imod, hvor der ikke længere er ”en tilværelseskamp” (s. 61) bliver det overflødigt: ”Uden modstand falder et menneske sammen, over sine egne ben og styrter i afgrunden” (s. 73). Lidelsen kan altså på ét plan skabe mening. Men over for dette står det, som Kant kalder ”det radikalt onde”. Konklusionen – selvom den står først i bogen – bliver dermed, at ”Alt, hvad der er ondt, gør ondt, men ikke alt, hvad der gør ondt, er ondt” (s. 24).

Hvad er almagt?

Hvis man overhovedet skal kunne tale om lidelsen og det onde som et problem - ikke bare som den smerte, den påfører

mennesket - men som noget ”naturstridigt” og ”forkert”, må man imidlertid have en forestilling om en almægtig og god Gud, der både kan og bør fjerne lidelsen: ”Ingen kommer i ulykken i tvivl om en gud, som ikke er god […]. Det er fordi Gud er god, at hans eksistens betvivles” (s. 73). Men så står og falder alt jo med Guds almagt. Ifølge forfatteren er Guds almagt ikke ”viljen til magt” men ”den egentlige guddommelige almagt”, for ”Guds magt er ikke noget, Gud stræber efter, men blot noget, han har” (s. 40). Om det løser dilemmaet, kan så diskuteres.

Tankevækkende men svær tilgængelig.

”Hvorfor lider vi?” er på mange måder en fin lille bog, med mange tankevækkende perspektiver, men også med rigtig meget teoretisk viden, som er presset ind på ganske lidt plads, hvilket gør bogen lidt ”gumpetung”. Da den derudover er fyldt med filosofiske fagtermer og fremmedord, er den ikke videre tilgængelig for en bredere læsekreds. Dertil kommer, at den tankemæssigt stikker i mange retninger, så den taber en klar rød tråd. Kan man imidlertid overkomme alt dette, findes der mange gode nedslag til videreovervejelser over emnet. Er man til gengæld personlig ramt af lidelsen, er det nok ikke lige her, man skal søge efter lindring eller forståelse, for selvom forfatteren taler om det ørkesløse i den uberørtes filosoferen over lidelsens problem, synes han selv at falde i denne grøft, uagtet at man selvfølgelig ikke kan dømme i hans personlige erfaring med lidelsen – eller mangel på samme. Dette ”uvedkommende” i tilgangen kan imidlertid forklares med, at han har valgt en kulturfilosofisk vinkel på problemet. Det er i sig selv interessant; men søger man trøst midt i lidelsen, er der ind til flere bøger, jeg vil anbefale før denne. Caspar Wenzel Tornøe. ”Hvorfor lider vi?” Eksistensen 2020, 134 s., 160,- kr.

10

Mindeord

En aften i det kristne fællesskabs tegn Inge Norling blev mindet på Christiania. Tekst: Malene Fenger-Grøndahl.

MINDEFEST Søndag den 28. juni blev stifter og leder af det kristne bosted Fred og Forsoning, Inge Norling, mindet i Christiania Kirken. Inge Norling døde 15. maj; men på grund af corona-restriktioner var kun den nærmeste familie til stede ved begravelsen. Inge Norling har imidlertid

Søstrene hyggede sig efter andagten med tidligere beboere på Fred og Forsoning og Inge Norlings mange venner.

betydet meget for mange mennesker, ikke mindst de hundredvis af narkomaner, hjemløse og alkoholikere, som i kortere og længere perioder var en del af fællesskabet på Fred og Forsoning. En tidligere misbruger, der lærte Inge Norling at kende via et kristent behandlingshjem på Fyn, som hun var inspireret af, og som nu bor i kirken på Christiania, tog derfor initiativ til et arrangement i Christiana Kirken. Ved arrangementet deltog både katolikker og protestanter, og der var venner og bekendte fra forskellige perioder af Inge Norlings liv. Mange af deltagerne i mindesamværet havde boet på Fred og Forsoning og kunne fortælle, hvordan det rummelige fællesskab og hverdagen med tidebønner og andagter havde hjulpet dem til at komme ud af misbrug og få et nyt indhold i deres liv. Også søstre fra Kærlighedens Missionærer i København deltog – som et billede på den betydning som Mother Teresa og hendes orden havde for Inge Norling, da det var et møde med Kærlighedens Missionærer i Skotland, der blev afgørende for, at Inge Norling gav de sidste mange år af sit liv til arbejdet med og for de mest udsatte i samfundet. Marie-Leonore Christensen, der har kendt Inge Norling i mange år, fortæller

Vi er taknemmelige for at have kendt hende Birthe Lejeune født Bringsted in memoriam. TILBAGEBLIK Den 6. maj døde Birthe Lejeune 92 år gammel i sit hjem i Paris, meget tæt på katedralen Notre Dame. Hun efterlader sig 5 børn, hele 28 børnebørn og en hele tiden voksende skare af oldebørn. Birthe var en helt enestående personlighed. Hun var en fantastisk vidende, storsindet og fintfølende kvinde, som jeg er meget glad og taknemlig for, at jeg for ca. 10 til 15 år siden fik lov til at lære at kende. Vi, en håndfuld af hendes naboer på Sydstranden i Kerteminde, havde planlagt at besøge Birthe i Paris her sidst i april. Det forhindrede Coronavirussen, og Birthe ville formodentlig heller ikke længere have været i stand til at modtage os. Birthe var vokset op med en enlig mor blandt fiskerne i 30`ernes Kerteminde. Efter realeksamen tog hun til Paris for at studere og passe børn. På biblioteket mødte hun Jerome Lejeune, en fattig medicinstuderende, som hun i 1952 blev gift med. Han blev senere professor og hjerneforsker med speciale i Downs Syndrom. Det var Jerome Lejeune, der bl.a. fandt ud af, at et ekstra kromosom er skyld i Downs Syndrom eller populært sagt ”mongolbørn”, Man han blev chokeret over, at man nu i mange lande inden fødslen kunne vælge abort, hvis det viste sig, at man ville få et barn med dette ekstra kromosom. Han fortsatte med forskningen, men viede en stor del af sit liv til kampen for mongolbørnenes livsbetingelser og de ufødte børns rettigheder. Da Jerome Lejeune døde alt for tidligt påskedag 1994,

havde Birthe lovet ham at fortsætte arbejdet for disse børn, som stod hans forskerhjerte så nær. Allerede inden begravelsen ringede Pave Paul Johannes II, som ægteparret Lejeune havde lært at kende, da han ”kun” var kardinal i Polen. Han sagde, at det var ganske forfærdeligt, men også, at Jerome skulle have holdt foredrag for 1000 mennesker hos dem, kun 10 dage senere. ”Så De må komme i stedet fru Lejeune”, sagde han. Man havde fundet en video af et tidligere fordrag, som man ville vise, og hun skulle præsentere. På opfordring af sine børn tog hun afsted, og det blev en dag Birthe senere flere gange har fortalt om, især fordi det var samme dag, hendes datter fødte en lille pige, som blev døbt Faustine efter en polsk helgeninde. Efter hendes mands død oprettede familien først en lille forening og senere en fond i Jerome Lejeunes navn og med hans billede i logoet: Fonden skulle tilgodese forskning i Downs Syndrom og bygge et hjem til disse børn. Birthes svigersøn blev præsident og Birthe vicepræsident for fonden, som voksede hurtigt. I dag støtter fonden ca. 400 projekter med ca. 10 mil. euro om året. Fonden driver også et hospital og har ud over nogle læger en hel del ansatte. Indtil for to år siden cyklede Birthe hver dag på arbejde på fondens kontor. Fire – fem gange om året rejste hun enten til Rom eller andre steder i verden for at samle penge ind eller besøge de projekter, man støttede. Birthe betegnede Johannes Paul II som en god

Søstre fra Kærlighedens Missionærer ledte andagten i Christianias kirke. om sin oplevelse af mindesamværet: ”Flere gange måtte jeg holde tårerne tilbage, så rørt var jeg ved at høre og se de mange deltagere, der helt i Inges ånd skabte den atmosfære, som jeg havde oplevet i Fred og Forsoning. Da vi kom kl. 14, var der fuld gang i køkkenet, hvor der blev formet vegan- og hakkebøffer til aftenens grillfest. Der skulle serveres burgere og pølser, salater m.m. Festpavilloner var stillet op, men et kæmpe skybrud var lige ved at ødelægge det hele. Regnen væltede ned, og pavillonerne brasede sammen. Men alle tog fat og fik genrejst teltene og flyttede stolene indendørs, og inden længe kunne man sætte sig ned og nyde en kop kaffe og

kage i tørvejr. Der blev vist en film med Inge Norling, og under den efterfølgende gudstjeneste blev der sunget salmer ledsaget af trommer og keyboard, og Kærlighedens Missionærer delte små andagtskort ud med Mother Theresas billede og en bøn på bagsiden, som alle læst højt i fællesskab. Gudstjenesten sluttede med mulighed for personlig forbøn, som gik over i dybere samtaler inde og udenfor kirken, mens der var gang i grillpølserne og bøfferne.”

ven, som de besøgte flere gange, og også deres ældste datter var på besøg på sommerresidensen. Hver sommer uden undtagelse har Birthe været tilbage i Kerteminde i juli og august og hun var et kendt ansigt i bybilledet lige som hendes store familie, der på skift har været med. Birthe var et yderst beskedent menneske, som på ingen måde gjorde væsen af sig selv. Hun ejede på Sydstranden et af de små badehuse uden toilet, el eller rindende vand. Der boede hun hele sommeren, selv om familien de sidste år også ejede en noget mere moderne lejlighed lige ved si-

den af. Da vi engang inviterede hende til at møde nogle venner, insisterede hun på kun at deltage, hvis hun ikke skulle klæde om. To af hendes døtre fik ni og den tredje syv børn, mens de passede deres erhvervskarriere i toppen af det franske samfund. Samtidig var der plads til to adoptivbørn også. Hendes søn Damien Lejeune er permanent diakon på Saint Martin i Lourdes. Alle hendes børn taler det flotteste dansk. Birthe var medlem af Academy of Life, Pontifical Council of Health og Ridder af Æreslegionen. Ludwig Brechmann.

Birthe Lejeune. Privatfoto.

11

katolsk Kirken iorientering Danmark

Hellig Kors kirke i Lemvig er solgt Struer bliver fremover det geografiske samlingspunkt for de lokale katolikker. FRASALG Hellig Kors Kirke i Lemvig

har skiftet ejere. Efter kun at have været til salg i kort tid, er kirkebygningen på Østergade 33 nu blevet solgt til en privat køber for 695.000 kroner. Køberen overtager bygningen den 1. december i år. ”Vi er meget tilfredse med salgsprisen”, oplyser generalvikar Niels Engelbrecht. Da man for nogle år siden fik foretaget en uvildig vurdering af kirken med henblik på salg, blev prisen anslået til ca. 300.000 kroner. Frasalget af kirken i Lemvig sker som led i det nye katolske danmarkskort og følger som naturlig udvikling af, at bispedømmet sidste efterår købte missionshuset i Struer, som fremover skal fungere som det geografiske samlingspunkt for områdets katolikker. ”Vi forventer at kunne tage de nye lokaler i Struer i brug den 1. søndag i advent i år”,

tilføjer Niels Engelbrecht. Det er 42 år siden, at katolikkerne rykkede ind i Hellig Kors Kirke i Lemvig. Dengang overtog man bygningen efter Metodistkirken, der opførte den røde murstenskirke i 1905.

Nødvendigt at lukke

I Lemvig er menigheden kede af at skulle sige farvel til kirken. ”Men det er også en nødvendighed. Der er mange, der ønsker at komme i kirken, og især ved højtiderne er der ikke for meget plads”, siger Bodil Jensen, den lokale kontaktperson for Hellig Kors Kirke til Folkebladet Lemvig. Bodil Jensen vurderer, at der inden coronakrisen kom et sted mellem 40 og 50 deltagere til messerne i kirken i Lemvig, og hovedparten af dem kom blandt andet fra Vinderup, Struer og Holstebro.

I 42 år har Hellig Kors Kirke på Østergade 33 i Lemvig været på katolske hænder. Salget af kirken sker som led i det nye katolske danmarkskort, hvor Struer fremover bliver samlingspunkt for områdets primært polske katolikker. Arkivfoto. Pastor Winek Barwinski, sognepræst for menighederne i Herning og Lemvig – nu Struer, forklarer, at menigheden i Lemvig havde mellem 120 og 140 medlemmer, men at langt de fleste enten bor i Struer eller Holstebro. Derfor giver det god mening at rykke til Struer, siger han.

Langt de fleste kommer ligesom pastor Winek selv fra Polen: ”Desuden er der kommet flere og flere fra Polen, som har fået arbejde omkring Struer og Holstebro, og det har været medvirkende i beslutningen om at sælge kirken i Lemvig til fordel for den nye kirke i Struer”. NM

Så blev corona-årgang 2020 også studenter Indtryk fra Niels Steensens Gymnasium. Tekst og foto: NSG

SKOLELIV Vel nok det mærkeligste for-

årssemester i dansk skolehistorie fik sin festlige afslutning på Niels Steensen Gymnasium lørdag den 27. juni, da 80 studenter fik overrakt deres eksamensbeviser af rektor Lise Baadsgaard Jepsen. For 3.g’erne havde de foregående måneder budt på hjemmekarantæne med virtuel undervisning. Siden fulgte almindelig undervisning på skolen, hvor lærerne var i stadig bevægelse mellem de forskellige lokaler, som klasserne var opdelt på, for at mindske smittefaren. Ikke lige den ideelle optakt til studentereksamen skulle man tro, men alligevel kom årgangen ud med et fornemt gennemsnit. Flokken af studenter med 12 i sidste eksamen, der traditionen tro skal løbe efter studentervognene det første stykke vej, var også usædvanligt stor. Inden vognene kørte ud af skolegården, havde de fire afgangsklasser i fællesskab lyttet til taler og sunget sommerens sange – skønt hver for sig. For helt i overensstemmelse med Undervisningsministeriets krav til dimissionen fandt den sted klassevis og fordelt på gymnastiksal, kantine, Engle-

En glad Clara Maria Kreisberg omgivet af sin familie.

12-tals elever løber efter studentervognen.

sal og lærerværelse. Livestreaming gjorde det dog muligt ad elektronisk vej at samle studenterne og deres forældre om den store begivenhed, ligesom alle kunne følge med,

når rektor på skift uddelte eksamensbeviser i de forskellige lokaler. På den måde var dagen fuld af paradokser. For alting var anderledes, samtidigt med at alt gik præcis som

det skulle. Der var smil på læberne, tårer i øjnene, vajende Dannebrog og høj sol over skolegården. Et usædvanligt forår fik den flotteste finale.

fransktalende for en periode af tre år. Pr. 1. juli 2020 udnævnes pastor Michael Hornbech-Madsen til præst for italienere i Storkøbenhavn for en periode af fire år. Pr. 1. august forlænges udnævnelsen af pater Julian Bodnar CssR som sognepræst ved Vor Frue kirke i Næstved til den 31. juli 2021. Pr. 1. august forlænges udnævnelsen af pastor Hans Esmark som sognepræst ved Sct. Vilhelms kirke i Hillerød til den 31. juli 2021. Pr. 1. august forlænges udnævnelsen af pastor Jan Ophoff O.Præm. som sognepræst ved Sct. Norberts kirke i Vejle til den 31. juli 2021. Fra den 20. juli 2020 indgår pater

Martin Chase SJ i kommunitetet ved Niels Steensens Kollegium. Pater Chase SJ kommer fra en stilling som professor ved Fordham University, New York og har tidligere fungeret i bispedømmet i en årrække frem til 1999.

Meddelelser fra bispekontoret Om præsters udnævnelser og forflyttelser. GEJSTLIGE Efter udløbet af sin embeds-

periode fratræder pater Alren Soosaipillai OMI pr. 31. juli 2020 som sognepræst ved Sct. Knud Lavards kirke i Lyngby og flytter til sine medbrødre i Herlev. Pr. 1. august 2020 udnævnes pastor Samuele Lando til sognepræst ved Sct. Knud Lavards kirke i Lyngby for en periode af fem år. Pr. 1. august 2020 konstitueres pastor Mate Rada som sognepræst ved Sct. Knuds kirke i Ringsted. Pastor Rada fortsætter som konstitueret sognepræst i Roskilde og Køge.

Pr. 1. august 2020 udnævnes pastor Vito Gilberto Vinciguerra til andenpræst ved Sct. Laurentii kirke i Roskilde. Pastor Vinciguerra har netop færdiggjort sit licentiat i kirkeret og vil også varetage opgaver i den kirkelige domstol. Efter ti års tjeneste i bispedømmet som præst for fransktalende og italienere vender pastor Robert Culat tilbage til sit bispedømme Avignon. Pr. 1. september 2020 udnævnes pastor Jerome Dejean de la Batie, præst i ærkebispedømmet Avignon til præst for

Diakonvielser

Søndag den 16. august 2020 kl. 10.00 diakonvies David Noval i domkirken Lørdag den 19. september 2020 kl. 11.00 diakonvies Filip Mikic i domkirken Lørdag den 13. juni blev Przemyslaw (Premo) Gwadera SJ diakonviet i Sct. Andreas Bobola-kirken i Warszawa. Premo har været skolastiker i Danmark 2015-2017.

12

Kirken i Danmark

Den envingede er landet i Averbode Skulptur af Nis Schmidt indviet. Tekst: Lisbeth Rütz

KIRKEKUNST Det er dejligt at tjene

Kirken, siger kunstneren Nis Schmidt glad. Trods sine 88 år maler han stadig hver eneste dag og har endnu en gang oplevet at se et af sine kunstværker træde ind i det offentlige rum. I Belgien på det store abbedi Averbode ved Leuwen blev hans skulptur afsløret den 5. juli. På grund af corona-restriktionerne var der ikke muligheder for den helt store festivitas; men dagen blev behørigt markeret med højtidelig vesper, afsløringen af skulptur og festmiddag. Mange af de præster, der er tilknyttede abbediet, var til stede sammen med præmonstratenserne fra Vejle, Nis Schmidt, hans kone Else, bronzestøber Jørgen Svendsen fra Svendborg og hans kæreste.

Nis Schmidt i et stort interview, som det belgiske kirkeblad Tertio bragte i juli. Det er hovedløst at ville flyve med kun en vinge. Derfor er engelskulpturen også hovedløs. Ligegyldigt hvor hårdt englen

arbejder med denne ene vinge, vil den aldrig få vingefang, men kun rotere rundt om sig selv. Bruger man derimod begge de to gudgivne vinger, vil man kunne løfte sig og få et evighedsperspektiv med dybde og substans på livet, siger Nis Schmidt i interviewet.

i Vejle, og han har tidligere undervist på Sankt Norberts Skole. Præmonstratenserne i Danmark har gennem årene givet ham en del opgaver. Blandt andet har Nis Schmidt tidligere lavet en Sankt Norbert statue til Vejle, til Averbode Kloster og til abbediet i Frigolet.

Præmonstratenserne fylder rundt

Katolsk tro er den røde tråd

Skulpturen er bestilt af abbediet Averbode i anledning af, at præmonstratenserne i år kan fejre 900-året for ordenens grundlæggelse. Ordenen blev grundlagt af den hellige Norbert af Xanten, der juleaften 1119 aflagde

Vi har tabt den ene vinge

Nis Schmidt kalder sin skulptur for troens vinge - eller den envingede. Inspirationen til navnet kommer fra Benedikt XVI. Under et ophold på Averbode, hvor han skulle male et portræt af abbeden, havde Nis Schmidt medbragt Peter Seewalds interviewbog Gott und die Welt, hvor Seewald taler med daværende kardinal Ratzinger om tro og eksistens. I bogens forord bringes dette citat af pave Johannes Paul II: ”Tro og fornuft er de to vinger, hvormed mennesket hæver sig i betragtning af sandheden”. Ratzinger kommenterer: ”Måske er grunden til, at det ikke længere lykkes mennesket at hæve sig lige netop, at man har brækket den ene vinge – troen – af. Den anden vinge, fornuften, kan ganske vist klare meget, men formår alligevel ikke alene at svinge os op til de bærende erkendelser om det at være menneske.” Skulpturen er i sig selv en slags lignelse, der skal hjælpe det moderne sekulariserede menneske med at tænke på den dybe sammenhæng i vores liv. Især over hvad man mister ved at tabe troens vinge, siger

Nis Schmidts skulptur af den envingede engel har fået den smukkest tænkelige placering med den gyldne sandsten som baggrund. Foto: Holahageland.net.

Averbodes abbed, Marc Fierens, til vesper i kirken. Foto: Holahageland.net.

sine ordensløfter. I midddelalderen var der i Danmark flere præmonstratenserklostre i Skåne og et enkelt – Børglum Kloster – i Vendsyssel Efter indførelsen af trosfriheden med grundloven i 1849 kom den senere biskop Ludvig Josef Brems og Simon Eykens som de første præmonstratensere til Danmark i 1903, hvor de overtog den præstelige betjening af Vejle i 1904. Senere kom Næstved, Esbjerg og Nyborg til. Nis Schmidt og hans familie har i mange år været tilknyttet Sankt Norberts menighed

Sankt Josef stråler igen Kirkerummet i Stenosgade kommer tættere på det oprindelige udtryk. Tekst og foto: Lisbeth Rütz

KIRKEKUNST Besøgende i Jesu Hjerte kirke i Stenosgade kan glæde sig til at møde Sankt Josef, når de går ind ad venstre sidedør. Pastor Michael Hornbech-Madsen, der er præst for den italienske menighed, har restaureret skulpturen og fornyet guldbelægningen. Skulpturen er den vigtigste del af det nedlagte Josefsalter. Her ser man den hellige Josef af Nazaret, der ifølge traditionen var brudgom til Jesu mor, Maria. Både Matthæus og Lukas skriver i deres evangelier, at Josef var efterkommer af kong David. Desuden nævnes han kortfattet i Johannesevangeliet 1:45 og 6:42. Ifølge den apokryfe tradition i Historia Josephi var han allerede 80 år gammel, da Jesus blev født. Det er af Josef, Jesus bliver uddannet som tømrer.

Evangelierne beretter intet om hans senere liv, og deraf har man traditionelt sluttet, at Josef døde, før Jesus trådte offentligt frem. Josef af Nazaret afbildes i ikonografien ofte som den døende Josef, der ligger med hovedet i Marias skød, mens Jesus holder hans hånd. Ifølge traditionen var han en ældre mand, der døde efter Jesu besøg i templet i 12-års alderen. Det er sidste gang, han omtales i evangelierne. Josef blev tidligt dyrket i østkirken og først senere i vest. Han kom ind i det romerske kalendarium i 1621. Af pave Pius IX blev han i 1870 ophøjet til skytshelgen for Den katolske Kirke. Den hellige Josef er en ret alsidig helgen. Han er værnehelgen for alle familier og ægtepar, børn, unge og håndværkere. Han påkaldes også, når man er husvild

Den hellige Josef mellem Maria og Jesus.

Lige siden Nis Schmidt efter mange års overvejelser konverterede som 34-årig, har katolsk tro været vejviser i hans liv som en uadskillelig del af hans dagligdag og hans kunst. Han betegner sig selv som symbolsk maler. I sine malerier udtrykker han de to sider af vores eksistens. I hans malerier mødes den materielle side af det konkrete levede hverdagsliv med den metafysiske side af tilværelsen. Nis Schmidt har en forkærlighed for dagligdagens ydmyge, slidte brugsgenstande som for eksempel gamle krus, bulede emaljegrydelåg, vindueshasper og køkkenredskaber. Han er en anerkendt og meget alsidig kunstner, der har arbejdet både med maleri, skulpturer og glaskunst og har udsmykket de katolske kirker i Vejle, Silkeborg, Sønderborg og Kolding. Men selv om den kristne symbolverden ofte dukker op i hans kunst, tøver Nis Schmidt med at kalde sig katolsk kunstner, selvom han står ved, at kristendommen præger hans værker. En grund kan være de mange eksempler fra det tyvende århundrede, hvor en kunstner lod sig spænde for fascismens eller kommunismens ideologiske vogn og endte som propagandakunstner. Den cirka en meter høje engel står nu på en tre meter høj sokkel og er en tro kopi af den engel af rustfrit stål, der den 18. september for snart fire år siden blev indviet med vievand på kirkepladsen foran Sankt Norberts Kirke i Vejle i 2016. Her er den symbolsk placeret mellem kirken og skolen - to institutioner, der skal hjælpe os til at udfolde vores fulde potentiale som mennesker. Denne gang er statuen støbt i bronze. Det betyder, at den med tiden vil blive smukt patineret og gradvist få en grøn farve. Bronzeengelen står smukt mod kirkemurens gyldne baggrund på Averbodes kirkeplads som et alvorligt memento om troens nødvendighed.

eller beder om hjælp til en god død. Han fejres den 19. marts og den 1. maj på Josef arbejderens dag. Ved ombygningen af Jesu Hjerte Kirke i 70´erne skete der adskillige drastiske ændringer. Den midterste del af højalteret med tabernakel, udstillingstrone og en siddende Jesu Hjerte statue blev fjernet, og tabernaklet blev anbragt på Mariaaltrets plads. Mariastatuen blev derefter placeret isoleret der, hvor josefaltret tidligere stod. Gennem de seneste ti år har man på flere forskellige måder forsøgt at genskabe noget af det oprindelige udtryk i kirkerummet, som det stod før ”billedstormen” i 1970´erne. Højaltret er blevet genetableret med Jesu Hjerte-statuen, og også Mariaalteret er genetableret. Primus motor bag disse ændringer har været pastor Michael Hornbech-Madsen sammen med Quentin Woods, der er uddannet billedskærer. Michael Hornbech-Madsen har tidligere påtaget sig udsmykningsopgaver i de katolske kirker i Køge, Esbjerg og Høje Taastrup.

katolsk Læserne orientering skriver

Lad mig påpege hvad jeg ser som en begyndende farlig humanisering og protestantisering af messens indhold. 1. Jesu offer af sig selv må fremhæves endnu mere. I den moderne messe nævnes dette offer kun nogle få gange, mens den gamle Tridentinermesse omtaler det 7-8 gange. Al sund katolsk tro må altid centreres omkring den ublodige, dramatiske gentagelse af Golgataofret. Der er noget mystiskdynamisk-kontinuerligt omkring dette offer, som må bevares. 2. Messen må være så teocentrisk som muligt.

Det er ikke – som det sker nu – præsten, der skal spille hovedrollen i messen. Han må underlægges ’Døberens lov’, at jeg skal blive mindre, men Han vokse. Derfor oplever jeg håndhilsen, klappen og pludselige råb fra præsten til de tilstedeværende som noget uværdigt og ugudeligt. I den gamle messe vendte præsten det meste af tiden ad orientem, ad Deum. Og kun sjældent versus populum. Herved understreges netop ’Døberloven’ og det teocentriske kan trives bedre. 3. Præstens enestående stilling som gudsordineret tjener må respekteres. Her tænker jeg på det utilladelige i at lade uordinerede lægfolk dele nadveren ud. For den sags skyld også på det forkerte ved kvindelige lektorer eller messepiger. Præsten er en ’alter Christus’. Han repræsenterer Kristus selv, som var og stadig er en mand nu ved Faderens højre hånd! Den Gudvillede Tradition har

altid dekreteret, at kun mandkøn må have officielle funktioner under selve messen. Feminismen har her formasteligt trængt sig ind på selve helligdommens område. 4. Stilhedsperioder helt uundværlige. Den moderne messe kan desværre virke flimrende og urolig, især hvis præsten selv ikke er et bønnens menneske. Er han det, kan meget reddes i messen. Men det, jeg her vil påpege, er vigtigheden af, at der kommer nogle pauser ind imellem i messens forløb. Det er under disse pauser, vi kan samle vore sind lidt om det, vi har hørt og set og det er jo også ofte netop i stilheden, Gud taler til os. For dem, der vil læse mere om disse ting her anbefaler jeg særlig Peter Kwasniewskis bøger om liturgien. Hans bøger vil henvise til mange andre gode bøger om liturgi. Fredshilsen fra Regin Benner, 8800 Viborg.

den gregorianske sang – eller for den sags skyld blot latin bør indtage førstepladsen i de liturgiske handlinger, så er disse ledt på vildspor. Der er især to steder i SC, der berører emnet. SC. 36 §1. ”Linguae latinae usus, […], in Ritibus latinis servetur. Hér sikrer man sig, at det latinske sprog fortsat bevares i den latinske ritus.” Det sagde man for at sikre sig, at latin var det grundsprog, som folkesprogenes oversættelser skulle bygge på – resten af SC.36 handler netop om disse oversættelser. Derefter følger 17 afsnit med underafsnit. De handler om inkulturation, nedsættelse af liturgikommissioner, forenkling af liturgien

for at gøre de væsentlige træk tydeligere og de goder, anvendelsen af folkesprog som ligestillet liturgisk sprog kan kaste af sig. Endelig skal bibelens ord og prædiken mere i centrum. Vi kommer derefter så til: SC. 54,2. ”Dog skal der nok ses til, at de kristtroende også kan fremsige eller synge på latin de dele af messen, der tilkommer dem.” Man kan næppe formulere sig vagere på latin – upersonligt 3.person, passiv, konjunktiv. Man udtrykker en forhåbning om, at den jødisk/græske/latinske kirkesang ikke forsvinder helt. Jeg holder meget af gregoriansk sang. Jeg er opvokset med den. Jeg har sunget,

dirigeret, instrueret stort set alle de faste og løse led til søn- og helligdage og festdage, som den førkonciliære messeliturgi kunne byde på. Men endnu mere glæder jeg mig, når den levende Gud tiltales og tilbedes på mit eget levende, ligeberettiget ritussprog af levende mennesker. Det er svært at forstille sig, at Den treenige Gud foretrækker et dødt sprog frem for et levende, når Hans Ånd skal nå ud til dem, Han henvender sig til. Hans Christensen, læge, cand.theol. 2720 Vanløse.

den retning, han ønsker. Stærke kræfter sætter sig imod, måske for at bevare egne magtpositioner. Det er svært at vide, hvor stærk reformbevægelsen er, for Kirken har ikke tradition for at lade meninger brydes i åbenhed. Det sker ikke så sjældent, at jeg beskæmmes over udtalelser fra fremstående katolske ledere rundt omkring i verden. Så beskæmmet, at jeg får lyst til at kaste mig ud i debatten med et ”not in my name!” (ikke i mit navn). Men fraværet af debatfora er iøjnefaldende. Derfor tier jeg typisk og nøjes med en stille bøn om, at nogen tager til orde dér, hvor indflydelsen er, og der er mulighed for at blive hørt Mandag den 13. juli udtalte biskop Czeslaw Kozon sig om et varmt emne. Biskoppen blev interviewet af Jacob Rosenkrands til DR2 programmet Deadline. Anledningen var, at Andrzej Duda med et snævert flertal (51,2 % af stemmerne) havde sikret sig fem år mere som præsident i Polen. Samtalen fokuserede på den polske valgkamp, hvor præsident Duda med usædvanligt hårde ord var gået til modstand mod det, han betragtede som LBTQ bevægelsens hjernevask af børn og unge

i de polske skoler, ungdomsforeninger og andre steder, hvor børn og unge færdes. Duda gik så vidt som til at sammenligne de seksuelle minoriteters kamp for ligeværd og ligestilling med sovjettidens ensretning af meningsdannelsen og værdierne i samfundet. Interviewet blev indledt med, at biskop Kozon udtrykte glæde over, at Duda var gået af med sejren, selv om han ikke billigede Dudas ”ukærlige retorik”. Det, der vakte glæden, var, at Duda under valgkampen var gået så klart imod at give rettigheder til seksuelle minoriteter. Nok en gang måtte jeg lytte til, hvad jeg betragter som en virkelighedsfjern katolsk holdning til pardannelse, samliv og seksualitet. Dudas støtte til familien, forstået som foreningen af mand og kvinde i et ægteskab, vejede for biskoppen så tungt, at den overtrumfede Dudas udemokratiske og forkastelige politik på andre områder. Biskoppen lagde således ikke med et eneste ord afstand til Dudas alvorlige anslag mod domstolenes og de statslige mediers politiske uafhængighed. Ikke et ord faldt der heller om regeringens forbud mod at udtale sig om betydningen af de antisemitiske strømninger i den polske befolkning under nazitidens jødeforfølgelser og

udryddelseslejre i landet. Jeg tror ikke, det i situationen gik op for biskoppen, hvor énsidigt og konservativt et billede, han fik tegnet af den katolske kirke over for en ikke katolsk offentlighed. Behovet for nuancer blev nævnt, men når man fra starten bakker utvetydigt op om Duda, har man på forhånd sluppet nuancerne. Dudas anslag mod domstolenes uafhængighed, hans sætten sig på de statslige medier og øvrige indgreb mod ytringsfriheden tæller tungt for mig. Samme adfærd har for nylig givet anledning til hed debat i gruppen af europæiske statsledere, hvor mange insisterede på at skabe bedre muligheder for at kunne gribe ind over for Dudas brud på retsstatsprincipperne. Det resulterede i en forligstekst herom. Duda afslører med sin politik den polske regerings dybe rødder i en udemokratisk kommunistisk fortid. Det er disse anslag mod retsstaten, der kan sammenlignes med sovjettiden. Ikke de seksuelle minoriteters demokratiske kamp for ligeværd og ligestilling. Else Marie Kjerkegaard, forfatter og retræteleder, 1306 København K.

Veni, vidi et cogitavi res in ambiguo est! – ‘Jeg kom, jeg så og jeg tænkte: dette er en betænkelig sag!’ Jeg er for nylig blevet optaget i Kirken. Har været præst i Folkekirken og lærer på et luthersk præsteseminarium i Nigeria i over 20 år. Jeg er lykkelig for nu at være katolik. At være kommet ombord på Arken er en stor ære for mig, også selv om denne Ark siden 2. Vatikanerkoncil synes at have været i meget farefulde storme og af og til at have haft forkert kurs. Og her er så mit egentlige anliggende – det med kursen. Og jeg vil udelukkende beskæftige mig med messen her. For messen er nerven i alt katolsk liv. Min sorg går på, at visse vitale bestanddele og principper fra Traditionen er smidt ud.

Liturgi I KO fra den 3. juli 2020 skrev HansChristian Bruus i sit læserbrev ”De unge vil bare gerne have røg, stilhed og kærlighed”: ”Koncilsteksten understreger på fornem vis, hvorledes den gregorianske sang bør indtage førstepladsen i de liturgiske handlinger.” Den konciltekst, der henvises til, hedder ”Sacrosanctum Concilium” (SC) og er Det andet Vatikankoncils konstitution om Kirkens liturgi. Hvis flere og flere tror, at denne konstitution eller andre udtalelser fra Vat. II på fornem vis understreger, hvorledes

Ikke i mit navn KOMMENTAR Den katolske kirke er en verdensomspændende organisering af troende mennesker omkring Kirkens fortolkning af, hvad det vil sige at være kristen. Hvad mange udenforstående ikke ved, er, at vi katolikker ikke er en monolitisk blok af mennesker med samme indbyrdes vægtning af de katolske fokusområder: Fattigdom, social uretfærdighed, familien, overgreb mod børn og unge, missionsbefalingen … osv. Kirken er mangfoldig. Store dele af verden lider under svigtende tilgang af præster og frafald fra den katolske lære. Det gælder ikke mindst i den vestlige verden. På den baggrund gør en reformbevægelse sig mere og mere gældende inden for kirken. Fremtrædende gejstlige og lægfolk tager til orde. Mange forhold er til debat: Kvinders stilling i kirken, præsteuddannelsen og præstecølibatet, kirkens liturgiske og kommunikative svagheder i en coronatid, synet på fraskilte og holdningen til seksuelle minoriteter. Listen er ikke udtømmende. Tager Kirken behovet for reformer tilstrækkelig alvorligt? Jeg synes det ikke. Selv pave Frans har måttet sande, at det er svært at få Kirken til at bevæge sig i

Bliv synlig med en annonce i KO For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt venligst Palle Vinther, tlf. 50 56 09 49 eller annonce@katolskorientering.dk.

13

Hvad jeg savner i den moderne messe

14

Sankt katolsk Vincent orientering Grupperne

Vellykket hjælp til gadebørn i Kenya Sankt Vincent Grupperne hjælper Nairobis gadebørn væk fra misbrug og giver perspektiv for fremtiden. Tekst: Poul Skallerup

UDVIKLINGSARBEJDE Sankt Vin-

cent Grupperne har siden 2016 støttet CHILD-projektet, der hjælper gadebørn i udkanten af Nairobi, hovedstaden i Kenya. CHILD står for ’Children Health Implementation for Life Development’. I Nairobi bor der mere end 250.000 gadebørn. Det er et hårdt liv at bo på gaden. For at få mad er mange af gadebørnene nødt til at tigge eller stjæle. Nogle samler plastik og metal, som de kan sælge. Flere af gadebørnene har stofmisbrug eller sniffer lim for at flygte fra det hårde liv præget af diskrimination og vold. Gadebørnene, der bliver tilknyttet CHILD-projektet, er typisk mellem 6 og 15 år gamle. De kommer hver dag på et værested, hvor de får mad og lærer at læse og skrive. Man fokuserer på at gøre børnene stoffri og hjælper dem, hvis de er kommet til skade eller bliver syge. For tiden er der lidt over 30 børn på værestedet, som egentlig bare er en lille fire-værelses lejlighed. Projektets formål er at få børnene tilbage til deres familier og tilbage i skole. Derfor forsøger man altid at opsøge børnenes forældre eller den voksne, der tager sig af dem, for at forstå hvorfor de endte på gaden. Når børnene er klar til at komme tilbage i skole igen, bliver de ved med at være tilknyttet CHILD-projektet den første tid. CHILD-projektet blev startet for knap 25 år siden af et dansk par, der boede i Kenya og har siden modtaget dansk støtte gennem forskellige kanaler. Projektet ledes af en bestyrelse i Kenya og drives af en lille gruppe medarbejdere. I årsrapporten for 2019 skriver Holidah, som leder projektet bl.a.:

▶ Fortsat fra side 16 med overskrifter som ”Det Glædelige i: at jo svagere Du bliver, desto stærkere bliver Gud i Dig”, ”Det glædelige i: at hvad Du taber timeligt, det vinder Du evigt” og ”Det glædelige i: at Modgang er Medgang”. Med andre ord er det ved at miste sig selv og give sig hen til Gud, at man vinder ham og dermed vinder alt – bliver sig selv. Men dette er netop et paradoks for det naturlige menneske. Derfor taler Kierkegaard også om det specifikt kristelige stadie, som et paradoksets stadie, og Johannes af Korset må benytte mystikkens sprog, når han nærmer sig denne sandhed. Men når det kommer til foreningen med Gud, synes der også at være en forskel på de to. Mens Johannes af Korset især i beskrivelsen af åndens nat lægger vægt på, at menneskets kærlighed skal renses for al selviskhed, så man ikke elsker Gud, for det han giver os, men for den han er, siger Kierkegaard tilsyneladende det modsatte. Han skriver således i ”Christelige taler”: ”Det Simple og Ydmyge er at elske Gud, fordi man trænger til ham. Vel synes det saa naturligt, at man for at elske Gud, maatte see at svinge sig høit op til Himlen, hvor Gud boer: rigtigst og sikkrest er det dog i at elske Gud ydmygt at blive ved Jorden. Vel synes det saa høit at elske Gud, fordi han er

”CHILD har siden sin start rehabiliteret 762 børn i værestedet. 99 % af dem har påbegyndt skolegang, mens 1 % er tilbage i landdistrikterne. Mere end 1800 familier har nydt godt af projektet, ved at deres børn er reddet fra at ende på gaden gennem rådgivning, vejledning og opfølgning. Antallet af gadebørn i vores land Kenya stiger dagligt på grund af fattigdom, sammenbrud af hjem/familier, seksuelt, fysisk og følelsesmæssigt misbrug, forsømmelse fra forældre, forældres død og politisk krise har også resulteret i mange gadebørn. Kangemi slumkvarteret, hvor CHILD-projektet er placeret, har de fleste gadebørn. Definitionen af gadebørn er nu ændret, da det ikke kun omfatter hjemløse børn. Nogle børn forlader deres hjem for at gå ud og tigge om mad, da det er et problem at spise et måltid i hjemmet. CHILD projektets aktiviteter omfatter: Undervisning, rådgivning, feltarbejde, hjemmebesøg, sundhedsundervisning, skolebesøg, medicinsk hjælp, erhvervsuddannelse, videoshow og ture.”

Undervisning af gadebørn

Om undervisningen skriver Holidah: ”Undervisning og rådgivning foregår dagligt. Værestedet er åbent fra 8-16. Børnene kommer til værestedet hver dag mandag til fredag ​​8-16, lørdag 8-12 og søndag 8-10 til søndagsskolegudstjeneste. I løbet af denne tid vurderer vi, om barnet ved, hvordan man læser og skriver. I værestedet lærer børnene disciplin og at læse, skrive, tegne, synge og bede. Det skal gøres individuelt, da børnene er på forskelligt uddannelsesniveau. saa fuldkommen, det synes saa selvkjerligt at elske Gud, fordi man trænger til ham: dog er den sidste Maade den eneste, paa hvilket et Menneske i Sandhed kan elske Gud. […] Det Menneske, der dybest erkjender sin Trang til Gud, elsker ham sandest”, ja han har kaldt en af sine opbyggelige taler for: ”At trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed”. Der er ingen tvivl om, at der her virkelig er en forskel, som måske til dels kan forklares med, at den ene er katolik og den anden er lutheraner, men forskellen er nok i virkeligheden ikke så stor, som den først synes. Hele Johannes af Korsets beskrivelse af de rensende nætter, handler jo i dybeste forstand om, at mennesket må blive så færdig med sig selv, at det forstår, at det trænger til Gud, ja at det ikke kan leve på andre måder end i ham – for hvad er foreningen andet end dette?

Hos andre.

Da jeg i første omgang under læsningen af Kierkegaards opbyggelige taler fik associationer til Johannes af Korset, var jeg ikke klar over, om andre havde bemærket denne sammenhæng, og det er da også yderst begrænset, hvad der er skrevet om emnet. Jeg har dog fundet to andre, der har sammenstillet Søren Kierkegaard og Johannes af Korset:

Elever på CHILD-projektets frisøruddannelse. Foto: Sankt Vincent Grupperne. Børnene er meget interesserede i at vide, hvordan de læser, skriver og tegner. Vi underviser i Kenyas pensumplan, der også undervises efter i skolen. Vores børn har gjort det meget godt i skolen uanset deres status, og vi har formået at få elever til at opnå over 300 point i deres sidste år. I værestedet får de morgenmad og frokost og ind imellem spiller de fodbold. Fodbold foregår på en nærliggende offentlig skoleplads en gang om ugen i halvanden time. Når børnene har lært at læse og skrive, tilmelder vi dem til de offentlige skoler for at fortsætte med deres uddannelse, og det betyder, at barnet er fuldt rehabiliteret og klar til at være sammen med andre børn i skolerne. Projektet tager sig af alle udgifter for at sikre, at børnene indskrives i offentlige skoler.”

Erhvervsuddannelse for ældre gadebørn

Om erhvervsuddannelsen skriver Holidah: ”CHILD tilbyder en erhvervsuddannelse Den ene er karmeliternonnen, sr. Bridget Edman, der i tidsskriftet ”Teresianum” fra 2002 i artiklen ”St John of the Cross and Soeren Kierkegaard” foretager denne sammenligning og indleder med at påpege, at sammenstillingen af Søren Kierkegaard og Johannes af Korset, ikke er blevet gjort tidligere trods det, at de to hver især er gennemanalyserede- og fortolkede. Sr. Bridget Edman påpeger også, at Kierkegaard – hende bekendt - ikke hverken implicit eller eksplicit har nævnt Johannes af Korset. Dette er som nævnt ikke rigtigt. Den anden er Grethe Livbjerg, der i indledningen til sin bog om Johannes af Korset beskriver, hvordan netop disse to store ånder har haft stor betydning for hende, og hun prøver her at drage en parallel mellem dem, uden dog at gå i dybden med det. Grethe Livbjerg var imidlertid heller ikke klar over, at Søren Kierkegaard faktisk havde kendskab til Johannes af Korset. Hun skriver således i epilogen til sin bog: ”Søren Kierkegaard havde læst nogle katolske værker om mystik, men intet tyder på at han er stødt på Johannes”. Mens Grethe Livbjerg i sin sammenligning af Søren Kierkegaard og Johannes af Korset bl.a. fokuserer på angstens rolle i deres værker, fokuserer sr. Bridget Edman bl.a. på menneskets intethed. Dermed er det også

for at hjælpe de store drenge og piger med at få praktiske færdigheder. Der er frisør og skrædder kurser. Tilbuddet om erhvervsuddannelse startede igen i februar 2017 og er fortsat indtil nu. 135 studerende har deltaget fordelt på 6 semestre. Der blev udstedt 92 certifikater i 2019. En del af frisørerne har fået job og har herved en fast indkomst. Nogle af skrædderne har anskaffet sig symaskiner og tjener penge ved reparation af tøj.”

Hvad kan du gøre?

Du kan støtte projektet ved at indbetale et beløb på Reg. nr. 3667, Konto nr. 1097164 eller MobilePay 19379. Mærk indbetalingen ’CHILD’

sagt, at foreliggende artikel på ingen måder er udtømmende, når det kommer til at påvise paralleller mellem Søren Kierkegaard og Johannes af Korset.

Søren Kierkegaard ved skrivepulten. Portræt af Luplau Janssen. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

15

Annoncer

Ubeskåret støtte

Vanløse Begravelsesforretning Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær Du kan trygt ringe og aftale et møde med os. Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

www.vincentgrupperne.dk

Katolsk Orientering Indlæg til Katolsk Orientering nummer 11, som udkommer den 28. august 2020, skal være KO i hænde senest den 10. august 2020. Indlæg til Katolsk Orientering nummer 12, som udkommer den 18. september 2020, skal være KO i hænde senest den 31. august 2020.

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

Jyllingevej 8, 2720 Vanløse Tlf.: 38 71 75 01

bedemand@v-lm.dk www.v-lm.dk

EN VÆRDIG OG SMUK AFSKED MED DINE KÆRE

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Døgnvagt: 86 12 28 66

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Aarhus Jægergårdsgade 17 -19

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

www.bedemandmadsen.dk

Katolsk Bispekontor Michael Madsen

Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon 33 55 60 80

Lars Kingo

Academicum Catholicum inviterer Coronapandemien og theodicé-problemet – Katastrofen i teologi- og filosofihistorisk belysning Foredrag af dr.theol. Niels Christian Hvidt Lørdag den 29. august 2020 kl. 15

Erik Skree

Mette Andersen

HOLM BEGRAVELSER.DK

Tlf. 66 17 28 81 · Rugårdsvej 158 Tlf. 65 32 18 81· 5210 Odense NV

Bønnens Apostolat

TELEFONLINIE SOS FORBØN Ønsker du forbøn, et lyttende øre, et ord fra Jesus og en velsignelse så ring: 75 18 18 08 Torsdag, fredag og lørdag kl. 20.00-23.00 hele året.

August 2020 Fokus på den maritime verden: Niels Christian Hvidt, dr.theol. fra Gregoriana Universitetet på en afhandling om kristen profeti i den post-bibelske tradition, arbejder i dag som professor (i åndelig og eksistentiel omsorg) på Syddansk Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet. Han vil dele sine tanker om, hvordan vi som kristne kan forstå det onde, som det manifesterer sig gennem naturkatastrofer, epidemier og andre udefra kommende fænomener. Hvilke tanker har filosoffer og teologer gjort sig om dette fra Jobs Bog og Epikur til oplysningstidens filosoffer (især Leibniz og Voltaire)? Hvordan kan det objektivt onde tydes som et profetisk tegn? – bliver nogle af de spørgsmål, der stilles. Der er lejlighed til efterfølgende meningsudveksling om dette højaktuelle emne. Niels Christian Hvidt har selv skrevet en tekst om teodicéproblemets historiske udvikling, som han vil tage udgangspunkt i. Sted: Katakomberne, med indgang fra gården ved Skt. Augustins Kirke, Jagtvej 183 D. Såfremt fremmødet gør det nødvendigt, vil kirken alternativt danne rammen om arrangementet. Arrangør: Academicum Catholicum, www.academicumcatholicum.dk.

Husk du kan hente liturgisk kalender som pdf til din tablet eller telefon på: http://pastoralcentret.dk/download/liturgi/

- for alle, der lever på og af havet, deriblandt sømænd, fiskere og deres familier.

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk Medarbejdere i dette nr.: Ludwig Brechmann, Malene Fenger-Grøndahl, Kirsten Krog, Signe Engelhardt Lykkegaard, Brian Patrick McGuire, Poul Skallerup og pastor Stefano Tarquini. Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V, tlf.: 33 55 60 40 kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis. Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V. Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag – ca. 12.800 – ISSN 0902-297X.

Det sker i bispedømmet/ biskoppens kalender Se mere på www.katolsk.dk

Annoncer For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt venligst Palle Vinther, tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk.

Palle Vinther KO's annoncekonsulent står klar til at hjælpe dig med dine annoncemuligheder.

16

Eftertanker

Har Søren Kierkegaard og Johannes af Korset noget til fælles? Trods mange kulturelle og religiøse forskelle taler Søren Kierkegaard og Johannes af Korset langt hen ad vejen det samme sprog. Tekst: Kirsten Krog

KRISTENLIVET Under læsningen af to

af Søren Kierkegaards opbyggelige taler fik jeg – med to års mellemrum – spontant associationer til nogle af Johannes af Korsets tanker. Jeg satte mig derfor for at undersøge, om denne association kunne have noget på sig og opdagede, at Søren Kierkegaard faktisk i sine journaler, som er udgivet i Søren Kierkegaards Skrifter,

der udkom fra 2009 til 2013, nævner, at han tænkte på at skrive en bog netop om Johannes af Korset. Henvisningen består kun af forslag til titlen på en sådan bog, men er nok til at kunne gå videre med disse tanker på sikker grund i visheden om, at Kierkegaard ikke blot kendte til Johannes af Korset, men også viste ham så stor interesse, at han legede med tanken om at

Både hos Kierkegaard og hos Johannes af Korset har lidelsen en central placering. Lidelsen er nødvendig, for at mennesket kan blive befriet fra sig selv, så det kan hengive sig til Gud. Kierkegaard bruger netop ordet ”lidelse” om denne renselse, mens Johannes af Korset primært bruger ordet ”mørke”. I hans ”Sjælens dunkle nat” beskriver han, hvordan man må ind i et mørke, hvor glæden ved alt andet end Gud berøves en. I

Stadierne og bjergbestigningen.

Mange, som aldrig har læst noget af Søren Kierkegaard, har måske hørt om hans tre stadier: det æstetiske, det etiske og det Til Post Danmarks stregkode

sansernes og åndens nat befries mennesket fra alt sig eget for at nå til kun at eje Gud. Det samme beskriver Kierkegaard i ”Lidelsens Evangelium” fra ”Opbyggelige Taler i forskjellig Aand”: ”Naar Klogskaben ikke kan see en Haandsbred for sig i Lidelsens mørke Nat, da kan Troen see Gud, Thi Troen seer bedst i Mørke”. I det samme skrift skriver han også: ”Saaledes skal et Menneske, i dybeste Forstand, ved Lidelser vænnes fra, vænnes fra Verden og hvad Verdens er, fra at elske og fra at forbittres paa den, for at lære for Evigheden”. Begge ser lidelsen og mørket som et tegn på, at man – som Johannes af Korset ville sige det – er på vej mod foreningen med Gud. Kierkegaard formulerer det således: ”Paa denne Vei er Lidelsens ”Mærker” de glædelige tegn paa, at man gaar frem ad den rette Vei”. Emanuel Skjoldager, der har skrevet en indføring i Søren Kierkegaards opbyggelige taler, beskriver Kierkegaards forståelse af lidelsen som tegn på Guds nærvær på følgende måde: ”Kun som lidende ejer mennesket fuldt personligt fællesskab med Gud”. Kierkegaard omtaler selv denne kendsgerning således i ”Stadier paa Livets Vei”: ”Glæden i Bevidstheden om, at Lidelsen betyder Forholdet”. Lidelsen og mørket bliver altså på et dybere plan til glæde. Om denne kendsgerning udbryder Johannes af Korset i digtet ”Den dunkle nat”: ”O lykkelige lod!”. I bogen af samme navn, skriver han: ”Det er dér at sjælen midt i sin angstfyldte kval føler sig truffet af en levende, heftig kærlighed til Gud. Samtidig har den en vag følelse af at Gud er dér, uden at den alligevel fatter noget definerbart, for forstanden ligger som sagt i mørke”. Søren Kierkegaard taler i ”Lidelsens Evangelium” næsten endnu stærkere om glæden midt i lidelsen: ”Men en over al

Maade stor, evig Vægt af Herlighed er intet jordisk gode […]. Dersom da Lidelsen forskaffer dette Gode, saa har ganske simpelt og ligefrem Saligheden Overvægt, selv naar Lidelsen tynger mest”, og han forbinder i ”Christelige taler” – ligesom Johannes af Korset – denne glæde med kærligheden til Gud: ”I Fortvivlelsens mørke Nat, naar ethvert Lys gik ud for den Lidende – der er endnu et Sted, hvor Lyset holdes tændt, det er ad den Vei den Fortvivlende skal, der er Udveien: ”naar” Du elsker Gud”.

Hengivelsen og foreningen.

Når man skal tale om kristenlivets endemål, kan man benytte flere forskellige benævnelser. Johannes af Korsets foretrukne ord er ”forening”, Søren Kierkegaards

Find din sommerlæsning på

www.pastoral.dk

42512

Lidelsen og nætterne.

Sammenstillingen af Søren Kierkegaard og Johannes af Korset er ikke umiddelbart indlysende. Udover den kendsgerning, at de er fra to forskellige århundreder og kulturer, er den ene protestant, den anden katolik, den ene filosof, den anden mystiker. Derfor er det sprog og de begreber, de anvender, også forskellige, og det kan synes som om, de taler om noget, der ikke er sammenligneligt. Man må ind til sagens kerne, det der ligger bag de umiddelbare ord, for at opdage, at de dybest set alligevel langt hen ad vejen ”taler det samme sprog”.

Afsender: Katolsk Orientering

især i det specifikt kristelige stadie. Men dette er så meget imod den menneskelige natur, at det netop opleves som et liv i paradokser. Ved at beskrive vejen til Gud ved hjælp af stadier skriver Kierkegaard sig ind i en lang tradition for dette. Vi kender Benedikts trin, Teresa af Avilas boliger og Johannes af Korsets nætter og bestigelse af Karmelsbjerget. Både hos Kierkegaard og Johannes af Korset er der et fokus på, hvordan mennesket går fra en egoistisk, menneskecentret tilstand, styret af sanserne og begæret til en overgivelse til Guds vilje. Men mens Johannes af Korsets fokus, når han taler om nætterne, er på udviklingen hos den kristne, der allerede er begyndt at bestige bjerget, er fokusset i Kierkegaards stadier i højere grad på tiden inden mennesket møder Gud. I den opbyggelige del af hans forfatterskab er fokus imidlertid på tilstanden og udviklingen hos den, der er begyndt sin vandring som kristen. Hos begge forfattere er der tale både om en aktiv og en passiv udvikling, hvor mennesket fra begyndelsen tager en del af initiativet. Men jo mere Gud bliver en virkelighed for og i mennesket, bliver udviklingen også suverænt Guds virke og værk.

Forskelligt sprog, samme sag.

religiøse, som de præsenteres bl.a. i ”EntenEller”. Disse stadier nuanceres og suppleres i ”Afsluttende, uvidenskabelig Efterskrift”, hvor overgangen fra det æstetiske til det etiske er ironien og mellem det etiske og religiøse er humoren. Her opdeles det religiøse stadie derudover i to stadier: det alment religiøse og det specifikt kristeligt religiøse. Æstetikeren er nyderen, der bliver drevet af den umiddelbare tilfredsstillelse og viger udenom valget. For etikeren er livets alvor blevet erkendt og valgt, og han er dermed blevet kæmpende. Ingen af disse to stadier behøver nødvendigvis at have nogen form for religiøs dimension: De er drevet af menneskets egne henholdsvis følelser, tanker og vilje, mens det religiøse stadie overskrider mennesket, og Gud bliver den styrende. Her begynder mennesket at leve i paradokset. Med andre ord er mennesket i centrum og bærer sig selv i de to første stadier, mens Gud tager over i det tredje, Fortsættes nedenunder ▶

Katolsk Orientering · nr. 10 7. august 2020 · 46. årgang

Adresselabel, flytning

skrive en bog om ham. Søren Kierkegaard nåede imidlertid aldrig at skrive denne bog; men sporene af inspirationen er altså at finde i det, han nåede at skrive.

”overgivelse” eller ”hengivelse”. Disse ord refererer alle til den stilling et menneske skal indtage overfor Gud. Det er dér, hvor man har forladt sig selv og sin egen vilje og har overgivet sig til Guds vilje. Det er dér, hvor man selv er blevet et intet, og Gud alt. I ”Bestigningen af bjerget Karmel” har Johannes af Korset tegnet en illustration af Karmelsbjerget, hvorunder han bl.a. har skrevet: ”For at opnå at nyde alt, ønsk ikke at nyde noget. For at opnå at vide alt, ønsk ikke at vide noget. For at opnå at eje alt, ønsk ikke at eje noget. For at blive alt, ønsk at blive intet”. Denne paradoksale modstilling korresponderer med en lignende hos Kierkegaard, der i nogle af sine ”Christelige taler” har benyttet sig af Fortsættes side 14 ▶ det samme kneb

Katolsk Webshop

Få 15% rabat på mange bøger med koden engel