Katolsk Orientering nr. 10, 2018

Katolsk Orientering Nr. 10 • 31. august 2018 • 44. årgang

Argentina siger ’nej’ til abort Senatet har efter maratondebat afvist lovforslag om at legalisere abort. AFSTEMNING Efter en femten timer lang og ophedet debat i det argentinske senat blev et lovforslag om at legalisere abort nedstemt, da 38 senatorer stemte imod, 31 stemte for og to afstod fra at stemme. I juni vedtog landets underhus, deputeretkammeret, med snævert flertal et lovforslag om at tillade abort frem til og med graviditetens 14. uge. Også dengang skete det efter en langvarig debat, som strakte sig til langt ud på de lyse timer. Præsident Mauricio Macri havde på forhånd meddelt, at han ville underskrive forslaget, hvis det blev vedtaget i senatet. I Argentina har abort været ulovligt siden 1921 undtagen ved voldtægt eller i tilfælde, hvor moderens liv var i fare.

gjort mere for at hjælpe kvinder, sagde kardinal Poli, at ”vi har gjort alt lidt for at ledsage de kvinder, der befinder sig i vanskelige situationer, især når det [graviditeten] skyldes en voldtægt eller er resultatet af ekstrem fattigdom”. Landets katolske bispekonference siger i en erklæring efter afstemningen, at det nu er på tide at adressere de ”nye skel, som opstår mellem os […] gennem en fornyet dialog”. ”Vi står overfor store pastorale udfordringer om at tale mere tydeligt om livets værdi”, sagde kardinalen.

Behov for en fornyet dialog

”Alle har haft mulighed for at udtrykke deres holdning og blive hørt af lovgiverne i en sund demokratisk proces. De eneste, som ikke har haft mulighed for at blive hørt, er de menneskeliv, der kæmper for at blive født”, sagde kardinal Mario Poli – pave Frans’ efterfølger som ærkebiskop af Buenos Aires – i en prædiken 8. august til, hvad arrangørerne kaldte for en ’messe for livet’. I erkendelsen af, at Kirken kunne have

Abortmodstandere fejrer, at et lovforslag om at legalisere abort er blevet nedstemt i det argentinske senat. Foto: Luisa Balaguer/AP.

Præster begik overgreb på over tusind børn Rapport afslører massive overgreb og ledelsessvigt i seks bispedømmer i Pennsylvania, USA. Tekst: Niels Messerschmidt

TILLIDSKRISE En 900 sider lang

rapport, som Pennsylvanias justitsminister Josh Shapiro offentliggjorde den 14. august, afslører, at mere end tusind børn og unge har været udsat for overgreb begået af katolske præster. Desuden anklages flere biskopper for at have forsøgt at mørklægge sagerne. Efterforskningen har stået på i to år og i rapporten omtales 301 tilfælde, hvor lige så mange præster over en 70-årig periode har begået seksuelle overgreb på over tusind børn. Det reelle antal er formentlig langt højere, vurderer storjuryen, som har udarbejdet rapporten. Nogle dokumenter er nemlig gået tabt i tidens løb, og mens nogle ofre fortsat er bange for at stå frem og fortælle om overgrebene, er andre i dag døde. Overgrebene er blevet begået i seks bispe­ dømmer i Pennsylvania, som tilsammen har mere end halvdelen af delstatens over 3,2 millioner katolikker. Rapporten fastslår også, at højt placerede kirkelige medarbejdere, både i Pennsylvania og i Vatikanet, har forsøgt at mørklægge de mange overgreb, oplyste justitsminister Josh Shapiro på pressemødet. ”Mørklægningen var sofistikeret. Og hele

tiden førte Kirkens ledelse, chokerende nok, regnskab med overgrebene og mørklægningen”, siger han: ”Disse dokumenter, som stammer fra bispedømmernes egne hemmelige arkiver, udgjorde rygraden i vores efterforskning”. En af dem, rapporten kritiserer for ikke at have gjort nok for at komme overgrebene til livs, er kardinal Donald Wuerl, der i årene 1988-2006 var ærkebiskop af Pittsburgh. Kardinalen har siden forsvaret sig i en pressemeddelelse, hvor han skriver, at han ”handlede med omhu, med bekymring

Pennsylvanias justitsminister Josh Shapiro gennemgår hovedkonklusionerne i den omfattende rapport under overværelse af nogle af overgrebsofrene. Foto: Statsanklagernes kontor.

Katolske nyheder fra ind- & udland

Kirken reagerede sent

Mere end 75 procent af argentinerne anser sig fortsat for at være katolikker, men modstanden mod abortforslaget kom også fra de protestantiske og evangeliske kirkesamfund. Det fik den katolske bispekonference til at udtale, ”den økumeniske og interreligiøse dialog i dag er styrket gennem [kampen for] beskyttelse af livet”. Iagttagere i Argentina oplyser, at den kirkelige modstand mod abortforslaget i starten var forholdsvis lavmælt, fordi man ikke regnede med at forslaget ville blive vedtaget i underhuset. Også pave Frans har stort set også holdt sig på sidelinjen bortset fra en enkelt stærk fordømmelse af abort: i juni – altså samme måned som lovforslaget skulle behandles i deputeretkammeret – udtalte han, at ”i sidste århundrede var hele verden chokeret over nazisternes racehygiejne. I dag oplever vi de samme ting, men nu udført med hvide handsker” – med henvisning til lægers medvirken til abort. ”Først da resultatet af afstemningen i underhusets forelå, begyndte Kirkens ledelse at indse, at noget tilsvarende kunne ske med senatorerne. Og først da indledte den lokale kirke og forskellige bevægelser og foreninger frontalangreb mod lovforslaget”, fortæller Jose Maria Poirier, udgiver af det katolske magasin Criterio. ”Det skabte også en vis spænding” inden for den lokale kirke, ”at paven ikke intervenerede direkte”, tilføjer Poirier. NM for ofrene og for at forsøge at forhindre fremtidigt misbrug”. I en kommentar til offentliggørelsen af rapporten udtaler Angela Liddle, talskvinde for Pennsylvania Family Support Alliance: ”Storjuryens oplysninger bekræfter det dybt foruroligende adfærdsmønster både hos gerningsmændene og i Den katolske Kirkes hierarki. De mange seksuelle overgreb blev begået i et miljø, der både tillod gerningsmændene at handle således og at beskytte dem. Og når deres forbrydelse blev afsløret, prioriterede institutionen til og med gerningsmændene højere end de uskyldige børns behov”.

Kirken har bagatelliseret overgreb

Vor egen biskop Czeslaw Kozon udtaler til Ritzaus i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, at ”det er smerteligt, men desværre ikke ny viden, når en ny rapport slår fast, at flere end tusind børn over en periode på flere årtier er blevet ofre for over 300 katolske præsters overgreb i Pennsylvania i USA”. ”Man har længe vidst, at der er foregået noget, som der ikke skulle. Men det er klart, at når der kommer en rapport, der detaljeret beskriver, hvad der er sket, og hvad der er undladt, så er det noget, der gør indtryk”, siger biskop Czeslaw, og tilføjer: ”Det er en kultur, der har været. Man har forsøgt at værne om sit omdømme. Man har ikke været klar over, hvad det betyder for et offer. Man har bagatelliseret, hvad et overgreb betyder”.

AC åbner døren

Hvad sker der i år? Læs mere på side

7

Valfarter

Indtryk fra Gásadal og Lourdes. Læs mere på side

8-9

Dødsfald

Sr. Emma Martensen er død. Læs mere på side.

12

Hyrdebrev

Relikvierne af Thérèse af Lisieux og hendes forældre kommer til Norden. Læs mere på side 16

2

KO mener

“Vi viste ingen omsorg for de små”

Den 20. august kom det, mange katolikker har ventet på – pavens kommentar til de rystende afsløringer om gejstliges overgreb i USA og Chile. I et tre sider langt brev fordømmes disse ”forbrydelser” og biskoppers forsøg på at fortie og skjule dem. Paven beder om tilgivelse for den smerte, man har forvoldt ofrene, og han beder alle katolikker engagere sig i kampen mod overgrebskulturen og fortielsen i Kirken. En selvrefererende klerikalisme har betydet, at Kirkens ledere har været mere optaget af at beskytte deres omdømme end barnets sikkerhed, skriver paven. ”Med skam og beklagelser erkender vi som et kirkeligt fællesskab, at vi ikke var dér, hvor vi burde have været; at vi ikke har handlet rettidigt; at vi ikke har indset omfanget og alvoren af den skade, der har ramt så manges liv. Vi viste ingen omsorg for de små; vi svigtede dem”. Vatikanet offentliggjorde brevet kort før pavens rejse til Irland, det tidligere så katolske land, hvor års afsløringer af kirkelige medarbejderes overgreb og deres overordnedes mørklægning af disse har skadet Kirkens troværdighed alvorligt. Det var forventeligt, at overgrebssagerne ville blive berørt under pavens deltagelse på World Meeting of Families, men emnet fik fornyet aktualitet efter afsløringerne af, at en af Frans’ betroede kardinaler, ærkebiskop emeritus af Washington, Theodore McCarrick, er anklaget for seksuelle overgreb og forulempelse af seminarister. Anklagemyndigheden i Pennsylvania offentliggjorde medio august en rapport, der omtaler 300 præsters overgreb på mindst tusind børn over en 70-årig periode, og hvordan generationer af biskopper hverken har grebet ind eller har straffet præsterne. I brevet henviser paven til rapporten og erkender, at det ikke nok at bede om tilgivelse. Alle troende er nødt til at engagere sig i denne kamp. Fremadrettet, fortsætter paven, ”kan der ikke gøres nok for at skabe en kultur, der forhindrer sådanne situationer i at gentage sig og at de forbliver skjulte”. Beklageligvis oplyser paven ikke, hvilke sanktioner han stiller anklagede biskopper i udsigt. For nogle år siden fremsatte han et forslag om etablering af en domstol i Vatikanet til at retsforfølge disse biskopper, men længe nægtede han at lytte til rapporter fra hele verden om biskopper, der havde undladt at indberette overgrebene til politiet eller havde forhalet opklaringen. Pave Frans har nu adresseret overgrebskrisen i et brev fuld af velmenende ord. Uden at være konkret om mulige sanktioner mod biskopperne er han tydelig i mælet på lægfolkets vegne: de skal engagere sig i kampen gennem bøn og anger. Mange katolikker har ikke mistet troen på Gud og Kirkens grundlæggende lære, men har mistet tilliden til den institutionelle, hierarkiske Kirke. Kirkens ledelse er nødt til erkende, at biskoppers misrøgt af deres embede ene og alene kan tilskrives en ledelseskrise, ikke en troskrise blandt lægfolket. Hvordan førstnævnte konkret skal løses og hvordan Kirkens ledelse kan genvinde sin troværdighed står efter offentliggørelsen af pave Frans’ brev til ‘Guds folk’ fortsat hen i det uvisse. NM

Internationale nyheder

Den katolske Kirke afviser brugen af dødsstraf Pave Frans ændrer formulering i katekismen. MENNESKEVÆRD Har der tidligere hersket tvivl om Den katolske Kirkes holdning til dødsstraf, så har pave Frans med en omskrivning af en artikel i katekismen nu fjernet dennes legitimitet. Dødsstraf er nu ”utilladelig” fordi den ”strider mod ethver individs ukrænkelighed og værdighed”. Videre står der nu i den centrale artikel i katekismen [2267], at Kirken arbejder ”målrettet på, at den bliver afskaffet over hele verden”. Det fremgik tidligere af artikel 2267, at Kirken ikke udelukker brugen af dødsstraf, ”hvis det er den eneste mulige måde til effektivt at beskytte andre menneskers liv mod den uretfærdige angriber”. Holdningen før og nu

Den katolske Kirke har altså indtil nu ikke kategorisk afvist brugen af dødsstraf som en sidste udvej. Gennem århundreder havde paverne som kirkestatens overhoved haft en holdning til dødsstraf, der var farvet af deres samtid. Frem til begyndelsen af 1800-tallet var der ansat bødler, og den sidste henrettelse skete så sent som i 1868, skriver det svenske katolske signum.se. En tydelig afstandtagen til dødsstraffen kom først efter Det andet Vatikankoncil, hvor Paul VI i 1969 afskaffede brugen af dødsstraf i Vatikanstaten. I 1975 henvendte han sig forgæves til diktator Francisco Franco for at få ham til at omstøde

dødsdommene på fem politiske terrorister. Paverne Johannes Paul II og Benedikt XVI anså det principielt for unødvendigt at ændre i katekismens ordlyd om dødsstraf og det generelle arbejde for dens afskaffelse. Udviklingen i Den katolske Kirkes holdning til dødsstraf kan ses fra den første udgave af katekismen i 1992 til den reviderede udgave i 1997. I førstnævnte erkendte Kirken statsmagtens ret og pligt til at ”udmåle en straf, som er proportionel med forbrydelsens alvor uden i yderst alvorlige tilfælde at udelukke dødsstraf” [2266]. En revision af katekismen begyndte i 1994 og i udgaven fra 1997 betones gerningsmandens resocialisering ligesom den i en vis udstrækning anbefaler en begrænsning i brugen af dødsstraf. Nu hed det, at ”man fuldt og helt har

I Den katolske Kirkes Katekismus står der nu, at brugen af dødsstraf er ”utilladelig”. Billedet viser et henrettelsesværelse i den amerikanske delstat Californien.

Katolsk ordenskommunitet for kvinder med Downs syndrom To positive historier i relation til det ekstra kromosom 21. ORDENSKALD Det katolske web-

site uCatholic bragte i starten af august en historie om et fransk, katolsk ordenskommunitet – Les petites soeurs disciples de l’Agneau (De små søstre, Lammets disciple) – for kvinder med Downs syndrom og deres vejledere. Fællesskabet lever efter den hellige Thérèse af Lisieux’ ’lille vej’ med dens principper om at vise kærlighed til Gud i de små og hverdagsagtige ting. Under vejledning af søstre med Downs syndrom lærer medsøstrene at arbejde og bede efter den benediktinske tradition med de begrænsninger, deres handicap eventuelt måtte give dem. Idéen til kommunitetet udsprang af et møde mellem to unge kvinder – priorinde moder Line og Veronique, en ung kvinde med Downs syndrom – i 1980’erne. Moder Line mente, at Veronique havde et ægte ordenskald, men indså samtidig, at de daværende ordenssamfund hverken havde ressourcer og mulighed for at tage Veronique i noviciat. I 1985 grundlagdes kommunitetet i byen Buxeuil i det centrale Frankrig, blandt andet under tilskyndelse af den franske genetiker Jérôme Lejeune, der i 1950’erne opdagede det ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom. Det opnåede i 1990 kirkeretslig status og blev ni år senere godkendt som et religiøst institut for kontemplativt liv. Priorinde Moder Line udtaler til

uCatholic, at man ønsker at give unge kvinder med Downs syndrom mulighed for at leve et ordenskald gennem støtte fra vejledere, der på deres side føler sig kaldede til et ordensliv sammen med deres handicappede medsøstre. ”Vi lever i kommunitetet som én familie med fælles rytme. Vi deles om faciliteterne og udfører de samme arbejdsopgaver, hvor det manuelle arbejde er tilpasset den enkeltes evner”.

Nuancering og bedre information

I Danmark viser nye tal fra Dansk Cytogenetisk Center, at stadig flere danske kvinder, som får at vide, at de venter et

Det franske ordenskommunitet Les petites soeurs disciples de l’Agneau består af kvinder med Downs syndrom og deres vejledere.

identificeret den skyldige og fastslået hans ansvar”, og videre, at ”Kirkens traditionelle lære udelukker ikke, at man griber til dødsstraf […] såfremt dette er den eneste mulige måde at forsvare menneskeligt liv mod en uretmæssig angriber” [2267].

Ubetinget fordømmelse

Den 20. marts 2015 skrev pave Frans til Den internationale Kommission mod Dødsstraf. I brevet afviser han principielt brugen af dødsstraf og han fremhæver, at man generelt ikke kan bestemme over andres liv, og at selv en morder ikke mister sit menneskeværd. At tage livet af et menneske kan kun retfærdiggøres, hvis det sker som følge af et retfærdigt forsvar mod en angriber – og dette vil aldrig være tilfældet ved henrettelsen af en fange, skrev paven. Som konsekvens heraf argumenterede pave Frans, på 25-årsdagen for 97-katekismens udgivelse i oktober 2017, for en ubetinget fordømmelse af dødsstraf. Dette er nu virkeliggjort med omskrivning af artikel 2267 i Den katolske Kirkes Katekismus, skriver den tyske katolske nyhedstjeneste Kathpress. I dag har 58 af verdens 197 lande fortsat dødsstraf. I ni lande anvendes denne straf kun i forbindelse med særligt alvorlige forbrydelser som fx brud på den militære straffelov. 34 lande afstår fra at bruge dødsstraf selv om deres lovgivning tillader det. I 96 lande er dødsstraffen helt afskaffet for alle typer af forbrydelser. I Europa er Hviderusland det eneste land, som for nylig har eksekveret en dødsdom. Det skete i 2010, hvor to personer blev henrettet. NM barn med Downs syndrom, vælger at føde barnet. I 2017 valgte 13 kvinder at fortsætte graviditeten, selv om deres barn fik stillet diagnosen Downs syndrom, hvilket er det højeste antal siden 2004, hvor screening for Downs syndrom blev et fast tilbud til alle gravide. I 2014 og 2015 var der således blot to kvinder, der fødte barnet, mens tallet steg til ni i 2016. Olav Bjørn Petersen, overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, ved ikke med sikkerhed, hvad stigningen skyldes. Måske er bedre information til de gravide én af årsagerne: ”Det er jo svært at sige noget sikkert uden at have talt med de pågældende gravide. Men uanset årsagen har vi gennem de sidste fire år haft et godt og tættere samarbejde med Landsforeningen Downs syndrom. Fx kan kvinder og deres partner, der står i den situation at skulle vælge til eller fra, komme ud og besøge familier med Downs-børn, inden de træffer et valg”, siger han. En undersøgelse fra 2015 foretaget af Epinion for DR viste, at knap 7 ud af 10 ville fravælge et barn med Downs syndrom, fordi de ikke mente, at barnet ville få et værdigt liv. Meget er dog sket siden da, påpeger næstformanden i Landsforeningen Downs Syndrom, Grete Fält-Hansen. ”Tidligere så vi et meget ensidigt fokus på, hvad børnene kunne risikere at fejle, fx hjertefejl. Men i dag er der sket en nuancering og ikke mindst en opdatering af den information, der gives til gravide par. Fx at man kan leve et uafhængigt liv med høj livskvalitet, selv om man har Downs syndrom”, siger hun. NM

3

Internationale nyheder

Chilenske biskopper indrømmer at have begået fejl Som følge af de mange overgrebssager har biskopperne udsendt nye nationale retningslinjer til forebyggelse af fremtidige overgreb. Tekst: Niels Messerschmidt

OVERGREB De chilenske biskopper har

nu travlt ved håndvasken efter at landets medier opruller den ene overgrebssag efter den anden, og en del biskoppers mindre flatterende rolle i at have dækket over overgrebspræster. Efter afslutningen på bispekonferencens ekstraordinære, fem dage lange plenarmøde i Punta de Tralca, udsendte biskopperne den 3. august en erklæring, hvori de blankt indrømmer at have ”svigtet vores pligt som hyrder”. ”Vi hverken lyttede, troede, tog imod eller ledsagede ofrene for de alvorlige synder og uretfærdigheder, der blev begået af præster og andre i Kirken”, skriver biskopperne i deres Mea culpa. ”Vi beder derfor ofrene og de overlevende om tilgivelse”, skriver biskopperne og insisterer på deres ”oprigtige anger” som Kirkens ledere. ”Vore fejltagelser og undladelser har skabt smerte og rådvillighed […], og har skadet det kirkelige fællesskab”.

Efter plenarmødet offentliggjorde bispe­ konferencen dokumentet ”Declaration, Decisions and Commitments of the Bishops Conference of Chile”, et sæt nationale retningslinjer, som udstikker en ny kurs for at forhindre sager om gejstliges overgreb og magtmisbrug. . Heri står blandt andet, at biskopperne fremover vil samarbejde med de offentlige myndigheder i offentliggørelse af informationer om præsters overgreb på mindreårige og sårbare voksne. Kirken i Chile er således blevet anklaget for tidligere at have dækket over eller helt at have tilbageholdt sådanne oplysninger. Biskopperne bekræfter også, at alle tidligere undersøgelser om overgreb på mindreårige, som er blevet gennemført i kirkeligt regi, vil blive offentliggjort, ligesom de lover fremover at være mere tilgængelige, når ofre for påståede overgreb henvender sig.

Undersøgelser afdækker omfang

I de seneste uger har den chilenske statsanklagers kontor foretaget ransagelse af en række sognekontorer over hele landet og har indledt en undersøgelse af anklager om påståede seksuelle overgreb, som involverer næsten 200 kirkelige medarbejdere. I slutningen af sidste måned offentliggjorde chilenske anklagere overgrebsstatistikker, der viser, at der siden 1960 har været indrapporteret gejstlige overgreb på 266 personer, og at 158 biskopper, præster og lægfolk er blevet undersøgt eller er i færd med at få undersøgt deres rolle heri. Den chilenske Bispekonference har oplyst, at 14 kirkeledere for nyligt er blevet suspenderet. Indtil videre er desuden 43 ordensfolk og én diakon blevet suspenderet som resultatet af 18 civile retssager og 25 kanoniske retssager omhandlende seksuelle overgreb eller mørklægning af disse.

Realistiske og konkrete

Nationale retningslinjer

De chilenske biskopper havde indkaldt til det ekstraordinære plenarmøde for ”dybtgående at reflektere” over baggrunden for overgrebsskandalen, som i månederne efter pave Frans’ besøg i Chile i januar i år har rystet Kirken og det kirkelige hierarki i landet. Efter paven nogle måneder senere havde indkaldt bispekonferencen til møde i Rom, indgav biskopperne den 18. maj en kollektiv afskedsansøgning til pave Frans, som på mødet havde kritiseret deres kollektive svigt i de mange overgrebssager. Paven har siden accepteret afskedsansøgningen fra fem biskopper.

Andre nye tiltag, som fremgår af de nye retningslinjer, involverer en større deltagelse af lægfolk, navnlig kvinder, i besluttende kirkelige organer i Chile. Således er advokaten Ana Maria Celis Brunet blevet udnævnt til at lede det nationale råd til forebyggelse af overgreb og omsorg for ofrene – en position, som tidligere blev indtaget af en biskop.

Formand for Den chilenske Bispekonference, biskop Santiago Silva Retamales (th.) og hjælpebiskop Fernando Ramos, apostolisk administrator for bispedømmet Rancagua under pressekonferencen efter biskoppernes ekstraordinære plenarmøde i Punta de Tralca, Chile, den 3. august. Foto: Elvis Gonzalez, EPA.

Lyt til paven på fem sprog med ‘Vatican Audio’ Den nye app kan downloades gratis fra App Store og Google Play. HJÆLPEMIDDEL En audio-app til mobiltelefonen hjælper nu lyttere, der ikke forstår italiensk, til at følge med i pavens taler, prædikener m.m. på fem forskellige hovedsprog. Vatikanets kommunikationsafdeling er ophavsmand til den nye app’en med navnet Vatican Audio. Med Vatican Audio bliver pave Frans, når han taler på italiensk, simultantolket til hhv. spansk, engelsk, fransk, tysk og portugisisk. Og når han taler på sit modersmål spansk tilbyder app’en desuden simultantolkning på italiensk. Pilgrimme og andre, som deltager i pavelige begivenheder på Peterspladsen, vil også med fordel kunne benytte app’en. Det nye tilbud er en supplement til de allerede tilgængelige livetransmissioner fra Vatikanet på flere forskellige sprog samt Vatikanradioens transmissioner på en række sprog, herunder svensk. NM

Efter de chilenske biskoppers havde udsendt en formel undskyldning over ikke have lyttet til ofrene for præsters overgreb og efter at have offentliggjort nationale retningslinjer som svar på overgrebskrisen, sendte pave Frans dem et håndskrevet brev som tak. ”Jeg er imponeret over omfanget af jeres refleksioner, dømmekraft[] og beslutninger”, skrev paven i brevet dateret den 3. august og offentliggjort på Den chilenske Bispekonferences hjemmeside. I brevet, der er stilet til bispekonferencens formand, biskop Santiago Silva Retamales, roser pave Frans biskoppernes beslutninger som værende ”realistiske og konkrete”.

Vidste du at du let kan støtte udgivelsen af Katolsk Orientering? Se annoncen om MobilePay og KO på side 15.

Kort nyt

Advarer om præstemangel

POLEN Ærkebiskop emeritus Stanislaw Nowak advarer om, at Polen står over for en ”drastisk mangel” på nye kald og han opfordrer derfor landets katolikker til at ”bede til Gud om flere præster”. Udviklingen skyldes sekulariseringen og ”den åndelige vinter” i landet, siger han. “Jeg har aldrig i mine mange år som biskop oplevet noget lignende […] Landets 83 præsteseminarer har de seneste to år oplevet et fald på 25% i tilgangen, og Den polske Bispekonference erkender nu, at man ikke længere råder over nok præster til fremover at kunne betjene alle polakker i udlandet.

Afslutter sit arbejde

ØKUMENI På sit møde 18.-24. juli afsluttede studiekommissionen under Den lutherske-katolske Enhedskommission sit ni år lange arbejde om dåben, og den vil primo 2019 offentliggøre rapporten ’Baptism and Growth in Communion’. Tilbage i 1967 besluttede Det lutherske Verdensforbund og Det pavelige Råd for fremme af kristen Enhed i at nedsætte en fælles studiekommission til at undersøge de to kirkesamfunds syn på dåb, nadver og embedet. Den udsendte i 1999 rapporten ’Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren’ og i 2013 udkom ’Fra konflikt til fællesskab: Den lutherske-katolske fælles ihukommelse af reformationen’.

Nej til sociale medier

FORBUD Koptiske munke og nonner

skal ultimo august have lukket deres blogs og Twitter- og Facebook-konti. Det fremgår af direktiverne i et nyt reformprogram fra den koptiske-ortodokse patriark Tawandros II. Det bliver også forbudt for munke og nonner at modtage personlige gaver, at foretage egne finansielle transaktioner samt visse former for rejser. Forbuddet mod de sociale medier sker for at undgå udbredelsen af ”forvrængede idéer og ufrugtbare debatter”, for at skærme ordensfolkene mod det verdslige liv og for at styrke deres klosterliv i bøn, arbejde og stilhed.

Vær med til at sprede

Verdens Bedste Nyheder! Caritas Danmark og mere end 100 andre organisationer går sammen om sætte fokus på FN´s 17 Verdensmål. Det sker ved en landsdækkende morgenevent, hvor frivillige deler aviser ud til forbipasserende.

Foto: Stockfoto.

Eventen finder sted fredag den 7. september fra kl. 07.00 - 09.00. Meld dig som frivillig til Josefine Sochacka-Ebbesen på jse@caritas.dk.

4

Ungdomstræf

Danmarks Unge Katolikkers 70 års jubilæum nærmer sig! Børn og unge såvel som ældre inviteres til to dages festligheder i Fredericia. Tekst: Christopher Bonde, formand for DUK’s hovedbestyrelse

ARRANGEMENT Om få uger tid slår Erritsø Fællesskole dørene op for DUK’s 70 års jubilæum, og såvel børn og unge som voksne, nuværende og tidligere DUK’ere, vil komme fra hele landet for at mødes i Fredericia til fejringen af ungdomsforeningens jubilæum og trosfællesskabet. I snart ét år har frivillige fra DUK og de ansatte på foreningens sekretariat på Østerbro i København planlagt og forberedt sig på den store dag, og i midten af september – nærmere bestemt den 15. og 16. september – vil dette arbejde munde ud i en weekend fuld af samvær, fest og tro. Præget for livet

Alle i vort bispedømme er med andre ord inviteret til at deltage i fejringen af ungdomsforeningens mangeårige virke, dens historie og de mange aktiviteter, som DUK har udbudt gennem sine halvfjerds leveår. Vi vil fejre dem, som i sin tid oprettede DUK; dem, som videreførte og videreudviklede DUK, og alle dem, som i tidens løb har deltaget i ét eller flere af DUK’s forskellige arrangementer. Siden januar i år har der i hvert eneste nummer af Katolsk Orientering været en artikel af et tidligere eller et nuværende medlem af DUK. Her har vi kunne læse deres oplevelser i DUK, lige fra generalvikar Niels Engelbrecht til Ole Lefèvre, den mangeårige bestyrer af Ømborgen, som har og fortsat spiller en central rolle i foreningens mange aktiviteter og diverse lejre. Andre skribenter har fortalt om det katolske børne- og ungdomsarbejde i lokalforeningerne og andre har beskrevet arbejdet i foreningens sekretariat. Fællesnævnerne i disse artikler har været de glade minder, som tiden i DUK har givet dem.

Et trosfællesskab

Også i dag har DUK stor betydning for troen blandt bispedømmets børn og unge og blandt de mange frivillige, som foreningen og dens mange aktiviteter altid har nydt godt af. I DUK’s formålsparagraf står der, at foreningen aktivt skal ”formidle det glade budskab på en sådan måde, at børnene og de unge gennem mødet med Kirken som et levende og inspirerende fællesskab”. Det sker ved at de: • støttes på deres vej til en personlig og levende tro. • ud fra troen motiveres til personlig stillingtagen og næstekærlighed. • føler sig som en del af det kirkelige fællesskab. • engagerer sig levende og ansvarsfuldt i de troendes fællesskab og det omgivende samfund. Men kan man så holde foreningens formålsparagraf og den røde tråd i jubilæumsartikelserien i Katolsk Orientering op mod hinanden? Og hvornår kan man sige, at DUK har opfyldt sin formålsparagraf? Personligt tror jeg ikke, at DUK nogensinde vil opfylde sin formålsparagraf fuldt ud – ligesom den heller ikke har gjort det tidligere. Dermed ikke sagt, at DUK fejler eller har fejlet. Når noget har eksisteret i halvfjerds år, vil der – som med alt muligt andet – være både op- og nedture; men sådan er det nu engang med den personlige tro, at den altid kan blive større og mere dyb. Netop dette arbejder DUK med, at styrke troen hos hvert enkelt af vores medlemmer, og at de må føle og opleve det i et nærværende fællesskab.

Ikke alene om opgaven

DUK har i 70 år arbejdet for at være et meningsfuldt katolsk børne- og ungdomsfællesskab, og mit håb er, at det også vil være

70 års jubilæumskorset, som DUK har fået lavet i anledningen af jubilæet – en model af korset fra kirken på Ømborgen. Det vil kunne købes for 50 kroner på jubilæet.

Billede fra arrangementet Den største Dag i 2009, der blev afholdt i Odense. Foto: DUK. det de næste 70 år – ja, også længere ud i fremtiden. Heldigvis er DUK ikke alene om denne store og vigtige opgave. Det er hele Kirkens opgave at støtte vores børn og unge på deres pilgrimsvandring gennem troen. Det er også menigheders, kateketernes, præsternes, de katolske skolers, ja alle i vort katolske bispedømmes ansvar. Så i bund og grund gælder DUK’s formålsparagraf for alle katolikker, når talen falder på børn og unge. Som formand for DUK’s hovedbestyrelse vil jeg gerne sige tak til alle, som støtter og hjælper børn og unge på deres trosvandring, og som støtter eller har støttet DUK i dens arbejde – i dag, tidligere eller fremover. Det er dette, vi om nogle uger skal fejre på Danmarks Unge Katolikkers 70 års

fødselsdag, og alle i DUK håber, at I vil hjælpe os med at fejre dette i weekenden 15.-16. september!

Praktisk information

Transport: Menigheder/lokalforeninger har ansvaret for transport. DUK stiller busser til rådighed fra Fredericia station til skolen, hvor vi skal være Pris: 150 kr. pr person Hvor: Erritsø fællesskole, Fredericia Yderligere info: Har du spørgsmål da kontakt venligst DUK’s sekretariat på tlf. 39 20 20 79 eller e-mail duk@duk.dk.

5

Søndagens tekst

Brobygger uden berøringsangst Refleksioner over evangelieteksten til 22. alm. søndag den 2. september, Mark 7,1-8.14-15.21-23. Tekst: Eva Maria Nielsen, teologisk konsulent ved Pastoral-Centret

PRÆDIKEN Så er farisæerne igen på inspektionsrejse for at føle Jesus på tænderne. ”Hvorfor”, spørger de ham, ”overtræder dine disciple de gamles overlevering?” Det ville være så nemt og ubelejligt at kritisere farisæerne. Men de var ikke Jesu onde modstandere, som mange tror. Faktisk var de værdige samtalepartnere, som Jesus kunne drøfte teologiske spørgsmål med, ligesom man drøfter ting og sager med en dygtig kollega. Farisæerne og Jesus havde meget til fælles. Men alligevel var de ikke enige om alt. Farisæerne trak en skillelinje. De delte verden ind i dem og os, i sort og hvidt, i de rene og de urene, i jøder og ikkejøder. Lyder det bekendt? Kender vi det ikke fra vort eget liv? Fra vore egne familier? Fra vort eget land? Vore egne menigheder? Hvem må vi lege med? Hvem hører til vores gruppe? Dengang spurgte man om det samme: Hvad gør et menneske rent? Hvad gør det urent?

var en stor troskrise for dem, der levede i eksilet. Jøderne fandt et svar og skrev det ned i mange af de bibelske skrifter. Det var ikke Guds fejl, men folkets fejl. Det jødiske folk havde ikke levet helligt nok. Da de så endelig kom tilbage til deres eget land omkring 537 f.Kr., måtte samaritanerne ikke være med til at opbygge det andet tempel. Samaritanerne ville gerne; men de var ikke rene nok, ikke hellige nok, ikke jødiske nok (Es 4,1-3). Det førte til bruddet mellem samaritanerne og jøderne. Senere, ca. 200 f. Kr., dukkede en ny bevægelse op, farisæerne, og de ville gøre alt såre godt. De ville overholde bestemmelserne fra den mundtlige overlevering (den såkaldte Halaka) og de præstelige renhedsforskrifter. De var ildsjæle, opsatte på at gøre alt rigtigt og korrekt. Hvis der f.eks. blev sagt: Du må kun uddele 40 slag med stok, så talte de kun op til 39. Så var de sikre på, at de ikke kom til at tælle for mange.

Hvor kommer den tanke fra?

Kategorier gør livet lettere, men er også farlige

Vi bliver nødt til at hoppe lidt tilbage i den jødiske historie for at forstå farisæerne. Tanken om renhed/urenhed blev født i det babyloniske eksil. Det jødiske folk havde mistet alt: deres tempel, deres land og med det også deres tro på Gud. Hvordan kunne det ske? Hvad gik der egentlig galt? Ville JHV ikke beskytte os i al evighed? Det

Spørgsmålet om rent og urent Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samledes sig omkring Jesus. Og de så, at nogle af hans disciple spiste med urene hænder, det vil sige uden at vaske dem. Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles

Farisæere blev også kaldt de afsondrede. De ville undgå alt, hvad der var urent: prostituerede, spedalske, toldere og også ikke-jøder. Jesus gjorde lige det modsatte. Han afsondrede sig ikke fra de urene. Han var sammen med alle, også de mennesker, som

overlevering; og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke. Farisæerne og de skriftkloge spurgte ham så: ”Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?” Men han sagde til dem: ”Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

”Det er noget vi skal løfte sammen” Børne- og ungdomsarbejdet er noget, som angår os alle i bispedømmet. Tekst & foto: Niels Messerschmidt

INTERVIEW Som man kan læse på siden overfor fejrer Danmarks Unge Katolikker (DUK) sit 70 års jubilæum med et stort arrangement i Fredericia i weekenden 15.-16. september. Selv om det bliver en naturlig anledning til at stoppe op og kigge på, hvad man hidtil har udrettet og opnået, må bispedømmets ungdomsforening på ingen måde hvile på laurbærrene. Ja, faktisk er ambitionerne større end de har været i mange år. Det siger den nyudnævnte børneog ungdomspræst Kasper BaadsgaardJensen. ”Vores mål er at sætte troen i centrum og

børne- og ungdomsarbejdet på det katolske danmarkskort. Drømmen er, at hver gang der holdes et møde i et af bispedømmets råd og organer, er børne- og ungdomsarbejdet på dagsordenen – fordi det er noget, vi skal løfte sammen og ikke bare være noget, DUK gør alene”, siger Kasper og tilføjer, at ”det vil være fantastisk, hvis vi kunne tale sammen på tværs af alderskel og grupperinger. For vi i DUK har ikke alle svarene og kommer ikke til at have det. Men måske kommer vi tættere på svarene, hvis vi bruger hinanden meget mere”. DUK har det seneste år arbejdet med en

man så ned på, som man ikke måtte lege med, som var syndere. Jesus spiste med Mattæus, tolderen og bedrageren. Han fordømte ikke kvinden, som var blevet grebet i hor. Han rørte ved de spedalske for at helbrede dem. Jesus var anderledes. Han tænkte ikke i kategorier som vi og dem. Det er alt for farligt at bygge mure. Jesus viste det med sit liv som indsats. Og sådan skabte han fred – som brobygger.

Jesus – Guds brobygger uden berøringsangst

Når nogen taler om en ren lære – uanset hvor og hvem de er – er der noget galt. Livet er ikke så nemt, at alt og alle kan deles ind i sort og hvidt, i os og dem. Det kræver ingen indsats at trække en skillelinje i stedet for at lade sig berøre. Men dermed bygger vi mure mellem mennesker, mure, som Jesus selv har revet ned. (Sml. Ef 2,14). Jesus gjorde mennesker rene med sit liv

Dette folk ærer mig med læberne, Med deres hjerter er langt borte fra mig, Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. ”I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering” […] Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: ”Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske

visionsproces for organisationen. Hvor vil vi gerne hen? Hvad skal vi gøre? Disse spørgsmål har været oppe at vende på hovedbestyrelsesmøderne, og man har arbejdet intensivt på at afstikke en ny kurs. Men visionerne gør det ikke alene. Man har også gjort sig tanker om, hvordan man rent praktisk kan styrke arbejdet ude i lokalforeningerne. For efter nogle magre år, økonomisk som personalemæssigt set, kører økonomien atter på skinner ved hjælp af tilskud fra Tips- og Lottomidlerne, og sekretariatet på Østerbro i København råder atter over tre fastansatte medarbejdere, hvis primære opgave er at rådgive og hjælpe lokalforeningerne. Og ansættelsen af Kasper Baadsgaard-Jensen har givet organisationen yderligere momentum. ”Det, at jeg de næste fem år kan dedikere mig arbejdet med DUK, er en fantastisk mulighed for mig til også at komme ud og tale med menighederne, for det er dér, de unge er”.

som indsats. Han blev berørt af dem og lod sig røre af dem. Han ønskede fællesskab med dem. Berøringsangst er et ord, som ikke findes i Jesu ordbog. Jeg ved, at jeg ikke er perfekt, og jeg er heller ikke ”stueren” i alle sammenhænge. Ikke alle vil lege med mig. Og jeg tror, at sådan har de fleste af os det. Og nogle gange ønsker vi heller ikke at lege med de andre, af angst, af usikkerhed, af ondskab. Men Jesus kunne rumme alt dette. Det, som ikke er perfekt, det ufuldkomne, det ufærdige, alt det, der er bristet i vore liv, og som får os til at gå i stykker som mennesker, alt det, der har slået revner i vore hjerter, og som trænger til at blive helet. Det er ikke en nem vej. Men der er ingen vej udenom. Ikke, hvis vi vil tage Jesus alvorligt. Kristne er brobyggere, som river mure ned og baner veje for hinanden, ligesom Jesus gjorde.

udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent” […] ”For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent”.

Fokus på det lokale

Mange af os ældre forbinder nok mest DUK med diverse arrangementer og sommerlejre på Ømborgen. Men arbejdet for lokalforeningerne er gennem mange år blevet intensiveret, og i dag er det et vigtigt arbejdsområde på lige fod med lejre på Ømborgen. For det er her, at DUK kommer i direkte og jævnlig kontakt med sognets unge. ”Vi ser flere og flere børn og unge være aktive i en af vores lokalforeninger uden nogensinde at have været på Øm. Hvis man fx er vokset op i Sct. Albanis lokale DUK-afdeling, så er det dét, det handler om for vedkommende – hvilket er lidt af en udfordring for os”, indrømmer Kasper Baadsgaard-Jensen, ”for uanset hvor mange flyers og lignende, vi sender ud, bliver det ikke til noget, hvis ikke nogle i lokalforeningerne griber idéerne og fører dem ud i livet”. Heldigvis kan DUK bryste sig af at have Fortsættes side 6▶

6

Bispedømmet

”En meget lykkelig katolik” En håndfuld spørgsmål til Pastoralrådets nye formand Lilian Kristensen. Tekst & foto: Niels Messerschmidt

INTERVIEW Der var ’store skiftedag’ på juni måneds pastoralrådsmøde, hvor det nyvalgte pastoralråd konstituerede sig og den afgående formand Maria Truelsen rakte stafetten videre til 61-årige Lilian Kristensen, der selv har siddet i rådet i flere perioder. ”Jeg er uddannet lærer fra Th. Langs Seminarium og teolog fra Århus Universitet. I katolsk sammenhæng har jeg arbejdet som frivillig med flere forskellige ting; men mest holder jeg af voksenkatekese, og jeg har efterhånden i en del vintre haft den fornøjelse at stå for ’studiekreds’/ undervisning i Aalborg og senest også i Thisted. Jeg har også på et tidspunkt haft 1. kommunionsundervisning og var i en periode gudstjenesteleder i Aalborg”, siger Lilian Kristensen, da undertegnede beder hende give et kort beskrivelse af sig selv og sine katolske ’meritter’. Jeg har især bidt mærke i din uddannelse som teolog. På hvilken måde kan den komme i spil i dit virke som formand? ”Som akademiker er man jo generelt trænet i at strukturere emner og se sammenhænge og uddrage det væsentlige. Disse egenskaber håber jeg kan være nyttige i mit arbejde i Pastoralrådet og Forretningsudvalget, og da det sker i kirkeligt regi, håber jeg naturligvis også, at jeg med min teologiske baggrund kan være med til at italesætte denne vinkel i mit formandskab”. Har du gjort dig overvejelser om hvilke mærkesager du gerne ser opprioriteret i rådets drøftelser? ”Nu har Pastoralrådet jo på sit sidste møde jo udtrykt, hvad de gerne vil arbejde med. Disse emner vil naturligvis blive drøftet – men måske er vi nødt til at prioritere hvilke,

vi vil gå i dybden med, da vi sikkert ikke kan nå at komme rundt om alle emner i løbet af de næste fire år. Personligt vil jeg gerne styrke samarbejdet mellem lægfolket og de gejstlige, så vi alle mærker, at vi arbejder for det samme: nemlig Kirken og dermed Kristus/Gud. Jeg ser også gerne, at dette spreder sig til de lokale menighedsråd. Det er jo kun det, der giver arbejdet mening!” Du har som bispedømmets repræsentant deltaget på flere af møderne i Europæisk Lægmandsforum (ELF). Hvad er dine erfaringer fra disse møder og står lægfolket i andre europæiske lande overfor de samme problemstillinger som vores bispedømme? ”Det er berigende for mig at deltage i ELF-samarbejdet. Da vi jo er en minoritetskirke i Danmark, er det godt at få et større, bredere vinkel på, hvad det vil sige at tilhøre en verdenskirke – også selv om ELF-samarbejdet kun omfatter Europa. Mange af udfordringer er de samme som dem i vort bispedømme; men der er lande, hvor udfordringerne synes større end i andre. Fx er de østeuropæiske lande voldsomt udfordret på økonomien – endda mere end vi er det i bispedømmet. Arbejdet i ELF gør, at jeg føler mig – og Danmark – som en del af et meget større fællesskab”. Hvad ser du som de største udfordringer for bispedømmet i det kommende årti og har du et bud på hvordan vi kan italesætte og tackle dem? ”Økonomien er naturligvis en stor udfordring og det inkluderer selvfølgelig problematikken med kirkeskat. Det er Pastoralrådets ønske, at vi drøfter spørgsmålet om, hvordan vi får flere til at tilslutte sig ordningen. Selv om emnet har været oppe at vende før, vil vi i Forretningsudvalget forsøge at italesætte det på en ny måde. En anden ud-

▶ Fortsat fra side 5 mange store og velfungerende lokalforeninger. De mest aktive ligger fortrinsvis i Jylland, og flere af dem er kendetegnet ved at have mange unge med udenlandske aner, og af DUKs ca. 1.500 medlemmer har næsten en tredjedel alene vietnamesiske aner. ”Et godt eksempel er lokalforeningen i Hjørring med mange medlemmer og masser af arrangementer, hvor næsten alle har vietnamesiske aner. Det samme gør sig gældende for lokalforeningen i Horsens, som også har mange udenlandske katolikker ligesom i Esbjerg”,

kateketdag for unge, der arbejder med katekese, i samarbejde med Pastoral-Centret, en anden af bispedømmets institutioner. Senest har man deltaget i Den nordiske Valfart til Lourdes, hvor 26 unge deltog (og flere gerne ville med), og i begyndelsen af næste år sender man forhåbentlig 75 unge til Verdensungdomsdagene i Panama. Når Danmarks Unge Katolikker om to uger fejrer sit 70-års jubilæum, så sker det på den bedst tænkelige baggrund med et momentum og ny energi i organisationen. Så fejringen bliver langt fra tilbageskuende, men også fremadrettet fordi ”vi tør drømme stort”. Derfor håber Kasper Baadsgaard-Jensen, at ”ikke kun børn og unge kommer og fejrer jubilæet med os, men også deres forældre og alle bispedømmets præster. For så bliver det en markering af, at bispedømmets børne og ungdomsarbejde er noget, der angår os alle og at det ikke er noget, man bliver for gammel at huske på”.

Væk med de skarpe skel

DUK har også gjort sig overvejelser om at udfase de engang så populære Katolsk Leder Uddannelse (KLU) og fremover bruge ressourcerne anderledes. ”Vi skal turde spørge os selv, om vi forsat skal uddanne ledere til lejrene på Øm eller om vi i stedet vil uddanne frivillige generelt? Og skal vi i det hele taget uddanne unge, eller skal vi hellere danne dem omkring vores tro. Og er vi gode nok til at høre, hvad de unge efterspørger?” Det er nogle af de spørgsmål, Kasper Baadsgaard-Jensen håber at kunne arbejde mere med, så der ikke er så skarpe skel i vort bispedømme mellem hvad som hører til hvad, ”fordi vi jo overlapper hinanden”. DUK er således begyndt at afholde en årlig

fordring er præstesituationen i bispedømmet; men ligesom med økonomien er det ikke umiddelbart noget, som der findes en enkel og nem løsning på”. ”Et indsatsområde, som ligger mig nært, er ’kendskab til troen’ – eller måske rettere ’kundskab om troen’. Det vil klart blive et tema på et pastoralrådsmøde på et tidspunkt. Måske fordi jeg er teolog, synes jeg det er vigtigt, men også nødvendigt, at man kender lidt til det man tror på, altså den katolske lære. Det er nok derfor jeg er så glad for voksenkatekesen/undervisningen i Aalborg. I de timer bliver vi ikke alene klogere på vores tro, men også på os selv som troende”. I det korte interview til KO siger Lilian,

at da hun ”med frygt og bæven blev katolik i 2005” drømte hun ikke om, at hun en dag skulle blive formand for Pastoralrådet. Hun havde heller ikke forestillet sig, at hun en dag skulle gøre brug af sin teologiske eksamen i katolsk sammenhæng. ”Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, som Pastoralrådet nu har vist mig, og jeg vil gennem mit formandsarbejde gøre mit allerbedste for at styrke samarbejdet mellem bispedømmets ledelse og de troende. Jeg vil betegne mig selv som ’en meget lykkelig katolik’ og måske er mit arbejde som formand for Pastoralrådet en måde at sige tak på? For der er nok at tage fat på”, slutter Lilian Kristensen.

Lilian Kristensen fra Sct. Mariæ menighed i Aalborg, der ”med frygt og bæven blev katolik i 2005” drømte ikke om, at hun en dag skulle blive formand for Pastoralrådet.

Kasper Baadsgaard-Jensen, bispedømmets nye børne- og ungdomspræst, ses her sammen med Teresa Truc Le, ungdomskonsulent i Danmarks Unge Katolikker.

AC

Tekst: Lisbeth Rütz. Foto: Pawel Rakowski, S.J.

bør bestemt ikke forveksles med assimilere! Og opgaven er nok vanskelig, men må ikke opgives som umulig. Hverken i de enkelte sogne eller i en forening som AC, hvor vi nok skal have internationalt udsyn, men også stå vagt om den dansk-katolske identitet. Det er just det, der altid har kendetegnet jesuitterne her i landet. Jeg kan for øvrigt røbe, at i vores bestyrelse har flertallet udenlandske rødder. Og vi overvejer at anvende andre sprog end dansk til

FORENINGSARBEJDE Mange af de katolske institutioner lukker og slukker i vores danske sammenhæng. I sidste nummer af Katolsk Orientering skrev vi, at Katolsk Kvindeforbund har vedtaget at lukke foreningen, og at Magleås skal sættes til salg. Er der overhovedet brug for en forening som AC i den danske katolske virkelighed anno 2018? Niels Henrik Assing (AC’s formand): Dit spørgsmål rammer plet. Men først kan vi jo undre os over, at AC, der trods alt har eksisteret siden Johannes Jørgensens, Mogens Ballins og Halfdan Kejsers glade 1890’ere, i lange perioder endda med stor tilslutning til foredrag, studiekredse, sommerlejre og dannelsesrejser, fik lov til at sygne hen indtil for få år siden… Næsten da, for nu ser det jo ud som om, der er kommet lidt blus på igen – eller hvad mener du? I bestyrelsen ser vi på fremtiden med en vis optimisme, selvom vi - på trods af en tilslutnig på omtrent 300 deltagere i vores arrangementer i sæsonen 2017-18 – ikke vil være jubeloptimister. Men tilbage til dit åbningsspørgsmål: Der har nok aldrig været mere behov for AC end netop nu. Og det er der flere årsager til. Her vil jeg bare nævne et par blandt mange. For det første er de udfordringer, der kommer fra “samfundet” i bred forstand nok mindst lige så alvorlige som dengang AC blev stiftet, i øvrigt i en atmosfære, der på mange måder var lige så religionskritisk, ikke mindst i forhold til katolicismen, som den vi har i dag. Dernæst er det vel ikke nogen hemmelighed, at Den katolske Kirke i dagens Danmark skranter på trods af en pæn medlemsfremgang. Jeg vil ikke tale om Kirkens sløje finanser for eksempel, selvom det skam er alvorligt nok, men om nogle dybereliggende forhold. Men lad mig pege på den befolkningsudskiftning, der præger en række vesteuropæiske lande, også Danmark. Her skal ikke siges noget negativt – og da absolut ikke i et katolsk perspektiv – om den tendens. For den medfører jo også, at vi med en indvandring, der ikke er set før i historisk tid, får inspirationer og impulser, som er anderledes konkrete: vi kommer til at føle os som en del af Verdenskirken på en måde, som både er forfriskende og omvæltende. Men det rummer også udfordringer for dansk, katolsk identitet, som vi må forsøge at tackle. Vi må ikke glemme det enorme arbejde,

der blev gjort ikke mindst i biskop Suhrs tid, men også videreført af Martensen på at skabe en dansk katolicisme. Hvad betyder det for AC-arbejdet, og vil det ikke være en umulig opgave at “tackle” denne situation? Kirken mener vel, det må være både en kirkelig og en samfundsmæssig opgave at integrere vores nye medlemmer og trosfæller i en dansk virkelighed. Integrere

arrangementerne. Øget internationalisering ser jeg som en absolut styrke. Alligevel: Bevidstheden om identiteten som både katolik og dansk er ikke uvæsentlig. Derfor er en bog som Helge Clausens nyudgivelse, ”393 danske katolikker” relevant: den er i høj grad med til at skabe identitetsbevidsthed, selvom den gudskelov ikke indsnævrer synsfeltet til katolikker af dansk oprindelse. Vi glæder os i AC til, at Helge kommer

ramme for medlemmernes fordybelse og vækst i troen, spirituelt såvel som intellektuelt. Emnerne for møderne kan være teologiske, etiske og filosofiske, eller de kan handle om kunstens verden. Udover foredrag kan der være gudstjenester, studiekredse, retræter/exercitier og rejser/ekskursioner. Foredrag og møder i AC er offentlige og normalt gratis. Alle er velkomne. Betalende medlemmer vælger bestyrel-

sen på den årlige generalforsamling, der normalt finder sted hvert år i maj/juni måned. Det årlige kontingent er p.t. 150 kr. for medlemmer i Storkøbenhavn. Bor man uden for Storkøbenhavn, koster det 100 kroner. Studerende betaler 100 kroner om året, ægtepar betaler 225 kroner. Kilde: www.academicumcatholicum.dk.

Der har aldrig været mere brug for AC end nu Academicum Catholicum (i daglig tale AC) har ligget i dvale i flere år. Men den hæderkronede gamle foreningen gik for et års tid siden ind i kampen med ny bestyrelse og mange ideer på beddingen.

Foreningen Academicum Catholicum blev stiftet i København den 27. maj 1896. Digteren Johannes Jørgensen blev valgt af de 16 fremmødte herrer til foreningens første formand. Kvinder fik først adgang til foreningen i 1912. Foreningen vil gerne skabe et levende, katolsk miljø, hvor medlemmerne kan mødes om emner, der optager dem og derigennem skaber værdifulde, menneskelige relationer. Det er AC’s formål at skabe en

Ligesom i 1896, hvor foreningen blev dannet, er det A.C.´s opgave at have fokus på forholdet mellem katolsk tro og kultur og videnskab.

7 forbi, formentlig primo november i forbindelse med vores årlige fejring af Alle sjæle for at causere over bogen. Men det er som sagt også afgørende, at man forstår at indstille antennerne til den nye virkelighed. Hvordan skal det forstås? Lad mig illustrere det ved en udvikling, vi i bestyrelsen er rigtig taknemmelige for. Igennem de sidste få år har de unge jesuitter på henholdsvis 32 og 33 år, der nu huserer i NSK, opbygget en slags væksthus for over ti kristne sammenslutninger – heriblandt AC – som kan benytte huset. AC nyder godt af denne gæstfrihed og af den fysiske nærhed til de andre. Lad mig nævne et par eksempler: Manresa er en meditationsgruppe, som har navn efter den lokalitet i Nordspanien, hvor Skt. Ignatius opholdt sig i 1522-23 og nedskrev sin exercitiebog. I fastetiden holdt AC retræte med Manresa. Dernæst to “etniske” menigheder: den etiopiske og den tysksprogede – i forhold til dem begge ligger der oplagte samarbejdsmuligheder. Er der nogle arrangementer i den forestående sæson, I særligt vil fremhæve? Allerede 10. september kommer der et dobbeltforedrag med père Robert Culat, præst for både den franske og den italienske menighed i København, og chilenskfødte Pablo Cristoffanini, antropolog og lektor på Aalborg Universitet, om pave Frans’ natursyn ifølge Laudato si’-Lovet være Du. De har analyseret grundtanken i Laudato si’: at vi skal bort fra den antropocentriske måde at betragte naturen på, fra forskellige synsvinkler. Iøvrigt planlægger AC i denne sæson at satse på på et katekeseog studiekredsarbejde med focus på pave Frans’ rundskrivelser, for der er virkelig behov for at grave dybere i den teologi, der kommer til orde i dem. Hvad har I ellers på programmet? Ja, vi arbejder for tiden med emnet seksualitet og køn, både ud fra en medicinsk og en antropologisk synsvinkel. Et af vores medlemmer, dr. med. John-Erik Stig Hansen, vil være med til at søsætte et sådant arrangement, måske allerede til efteråret. Et andet vigtigt emne er forholdet mellem tro og viden/videnskab. Det vil Ivar Hoel, der vist ikke behøver nærmere præsentation, stå for med afsæt i nye forskningsresultater vedrørende Galileo Galilei processen.

AC´s møder foregår på Niels Steensens Gymnasium på Jagtvejen.

Læs mere på AC’s hjemmeside: www. academicumcatholicum.dk, hvor man blandt andet finder nyhedsbreve og arrangementer. Læs mere om Broer – Jesuit Cultural Center - på www.augustins.jesuitterne. org.

8

Valfart

Lovprisning og taksigelse Indtryk og betragtninger fra Den nordiske Valfart til Lourdes 23.-30. juli 2018, 160-året for den hellige Bernadettes åbenbaringer. Tekst: Hans Jensen Foto: Veronica Snerle Holsting

VALFART Salmesangen stiger til himlen

i lovprisning og tak denne fugtigt varme sommeraften i Lourdes, hvor vi med tusindvis af pilgrimme går i procession til sakramentstilbedelsen i Pius X’s Basilika, en underjordisk kirke med plads til 25.000, under ledelse af Anders Arborelius, Nordens første kardinal. Vi er 110 deltagere, heriblandt en halv snes fra Sverige samt fire gejstlige: biskop Czeslaw, DUK’s kommende ungdomspræst Kasper Baadsgaard, Michal Bienkowski og ikke at forglemme Herbert Krawczyk, som efter 26 års trofast indsats som valfartspræst nu giver faklen videre til pastor Bienkowski. Under valfartstemaet ”Gør, hvad som helst han siger til jer” (Joh 2,5) er vi taget på pilgrimsfærd til Lourdes, hvor vi er fordelt på Accueil de Notre-Dame, som især huser pilgrimme med plejebehov og hjælpere, og som ligger inden for sanctuariet med grotten; samt på Hotel Paradis, der ligger uden for helligdommen. Programmet er stramt, ikke for svæklinge, men for hårdføre handicappede og udholdende gamle! Blandt pilgrimmene er også en stor gruppe unge fra DUK, der er med som hjælpere, og som – suppleret af medlemmer af valfartsbestyrelsen – slider og slæber, dragende af sted med vore dårligt gående og skrøbelige pilgrimme i trækvogne fra stumfilmens tid. Frem og tilbage på etaper uden for kategori mellem Accueil og Paradis til bodsandagt, lys- og sakramentsprocessioner, den store og lille korsvej, rosenkransbønnen og den daglige messe, herunder pontifikalmessen med kardinal Anders som hovedcelebrant. Men også til fredagens sportslige clou: starten på tredjesidste etape i Tour de France, valfartens verdslige klimaks! Og inden for alt dette: stunder til personlig bøn og fordybelse i tilbagetrukkethed. Samt et glas kølende øl eller vin på Café Jeanne d’Arc, valfartens vederkvægende stamcafé, hvor vi samles med opløftet sind og nedsmeltede fødder, mens mørket falder på, og humoren stiger til umålelige højder i pagt med et lettere og

ubesværet alkoholisk velvære.

Som at komme hjem

Det er første gang, jeg er i Lourdes. Da jeg for fire år siden rundede støvets år og sagde til en god ven, at jeg gerne ville til Lourdes, inden jeg døde, fik jeg som svar: ”Så synes jeg, du skal vente lidt endnu.” Og nu er jeg her. Det er som at komme hjem. Min fromme og ukuelige polske mormor, analfabet og gudhengiven katolik, drog sammen med min mor og nogle af hendes søskende til Lourdes i 1960’erne. Hun kom til Danmark som roepige i begyndelsen af forrige århundrede og bragte den katolske tro ind i familien. Den katolske Kirke i Danmark blev af fuldstændig afgørende værdi for de polske landarbejdere eller roepolakker, som de blev kaldt, i deres kamp for en tålelig tilværelse og et værdigt liv. Vi er dem og Kirken evig tak skyldig. Under valfartens første messe, som finder sted ved grotten, hvor jomfru Maria viste sig for Bernadette, og hvor kilden sprang, mindes jeg med taknemmelighed min polske baggrund. Det er en skøn morgen. Luften er sval, stemningen fredfyldt, vi beder og synger fælles forbundne og inderligt forankrede i den overnaturlige virkelighed, som fejringen af den hellige eukaristi udgør: Jesus Kristus, der giver sig selv til os under brødets og vinens skikkelse. Ordet, som tager bolig iblandt os. Det hellige, som verden hader og ikke vil tage imod.

I kirkeligt forhør

Heller ikke på Bernadettes tid – i 1858, da hun er 14 år. En fattig møllers ældste barn. Lille af vækst. Med skrantende helbred. Analfabet. Kan ikke sin katekismus. Er uvidende om den hellige Treenighed. Fra den 11. februar til den 16. juni har hun 18 visioner i grotten ved floden Gave, hvor Guds Moder viser sig for hende. Med hjertets renhed, overvældet af glæde, i henrykkelsens ekstase, møder hun Damen, som først i den 16. vision giver sig til kende, efter at Bernadette for fjerde gang spørger, hvem hun er, og får svaret: Que soy èra Immaculado

Mere end 6. mio. mennesker valfarter årligt til pilgrimsbyen Lourdes. Councepciou – ”Jeg er den ubesmittede undfangelse.” Sognepræsten Peyramale har indtil da ikke troet på visionernes ægthed. Han kender alt for godt Bernadettes manglende viden om kristne trossandheder og orker ikke at blive involveret i denne tåbelige sag! Men da han chokeret hører ordene Que soy èra Immaculado Councepciou fra Bernadettes mund – ord, hun ikke selv forstår – må han opgive al modstand. I 1862, efter fire år med kirkelige forhør ledet af biskoppen af Tarbes, bekræfter den kirkelige myndighed visionernes ægthed. Da Bernadette af en præst bliver spurgt, hvad hun ville have sagt, hvis biskoppen havde bedømt, at hun var blevet vildledt, giver hun følgende nøgterne, ja suveræne svar: ”Jeg ville aldrig kunne sige, at jeg ikke så og hørte det, som jeg virkelig så og hørte.” Svaret vidner om storheden og enkelheden i Bernadettes tro og liv. Det er ikke visionerne som sådan, der fører til, at hun bliver kanoniseret, men hendes tillidsfulde tro og selvudslettende ydmyghed – hendes hellighed, som består i en inderlig forening af hendes vilje med Guds vilje i kærlighedens fællesskab.

En velsignelsesrig gaveflod

Og er det ikke kærlighedsfællesskabet i den treenige Gud, vi dybest set søger som pilgrimme? Når vi er til messe i Pius X’s Basilika, og lovsangen fylder kirkerummet? Når stilheden sænker sig, og hjertet fyldes med taksigelse og fred som en forsmag på den himmelske herlighed? Når vi er til

Stemningsbilleder fra dette års nordiske valfart til Lourdes med mere end hundrede deltagere, unge som gamle, anført af biskopperne Anders Arborelius og Czeslaw Kozon, bispedømmets ungdomspræst Kasper Baadsgaard-Jensen, pastor Michal Bienkowski og pater Herbert Krawczyk SJ, der efter en lille menneskealder som valfartspræst nu rækker stafetten videre til pastor Bienkowski.

Lysende krucifiks – en hjælp ved aftenstide. bodsandagt i kapellet Mater Dolorosa og modtager tilgivelsens uforskyldte grænseløshed i bodens sakramente? Når vi går den store korsvej og i øsende regn mediterer over Jesu lidelse? Når vi i bønnens afsondrethed overgiver os til Guds barmhjertighed? Når vi med nænsomhed, i andagt og bøn, nedsænkes i den undergørende kildes vand og oplever renselsens bad? Når vi i rosenkransbønnen beder om Guds Moders forbøn nu og i vor dødstime? Hvilken velsignelsesrig gaveflod! I forordet til Lissie Lundhs bog ’Bernadette af Lourdes’, som hermed anbefales varmt, fremhæver Georg Høhling, formand for Den nordiske Valfart til Lourdes, Bernadettes holdning til sit livs fysiske og åndelige lidelser med bogens valg af følgende citat af Bernadette: ”O, min Gud, jeg beder dig ikke om at tage lidelsen fra mig, men at være med mig i min lidelse.” Må den hellige Bernadettes bøn om delagtighed i Kristi lidelse også være vores bøn på troens vandring. Pilgrimme – som vi er – på barmhjertighedens vej.

Valfart

9

Førreformatorisk skik genoptaget på Færøerne Færøske katolikker markerer den hellige Torlaks festdag. Tekst: Paul Marx, OMI

GÁSADAL For forholdsvis kort tid siden, nemlig den 20. juli, fejrede Kirken i Norden den hellige Torlaks festdag. Dette giver mig anledning til at fortælle lidt om den valfart, menigheden på Færøerne vandrede på søndag den 27. maj, den samme søndag bispedømmet holdt sin valfart til Aasebakken. Menigheden havde faktisk genoplivet en gammel og populær valfart fra før reformationen. Den gang valfartede folk til det hellige Torlaks kapel, et helligt sted, som husede en ikon af den hellige Torlak, biskop af Skálholt i det 12. århundrede, og Islands værnehelgen, for at bede om den hellige mands forbøn. Kapellet eller bønhuset, som det kaldtes den gang, er efter refomationens indførelse blevet revet ned; men ruinerne af dets fundament ligger usynligt ca. 1 meter under jorden. Den veltildækkede ruin af kapellet findes i Gásadal i den vestlige del af øen Vágar (øen hvor lufthavnen ligger). Valfarten var på ca. 7 km, temmelig forkortet fra den oprindelige valfart. Den fandt sted i strålende solskinsvejr, som menigheden gennem flere uger havde bedt den himmelske Far om at skænke. Ca. 70 fra småbørn til ældre mennesker plus en lille hund deltog i begivenheden. En karakteristisk skik ved valfarterne den gang var at standse ved en Kyriarheyggjur (Kyriebakke). Disse bakker ligger typisk ved gamle stiger, et stykke fra bygden, ude i den færøske udmark. Når pilgrimmene kom gående ad stien, standsede de, når de kom til én af disse bakker, faldt de på knæ, gjorde korsets tegn og bad eller sang bønnen Kyrie eleison. Nogle steder smed de

en sten eller tre på bakken som udtryk for deres anger, som nedkaldte Guds tilgivende barmhjertighed, der lettede deres sjæle for syndens byrde. Denne skik fulgte alle valfartens deltagere efter ca. 5 km vandring. Målet var som anført foroven den hellige Torlaks kapel ruin, hvor den hellige messe blev fejret i strålende solskin, men dog blæsende vejr. Man kunne sige, at det var Helligånden, der blæste over stedet. Efter messen fulgte en festlig sammenkomst med spisning af medbragt mad og en grillstegt gris. Jordejeren, på hvis jord valfarten fandt sted, var meget positiv. Han gik faktisk foran for at vise os vejen og var dermed var også en aktiv deltager i valfarten. Det, som er bemærkelsesværdigt ved denne valfart, er at nutiden blev forbundet med den gamle katolske tid. Den rute, menigheden vandrede på, var den samme rute fra den gang, og den bøn, der blev sunget på Kyiarheyggur sang de på samme melodi dengang. Man kan sige, at klipperne og de grønne fjelde blev fyldt af glæde over genkendelsen, da Kyrie eleisons sang blev båret af vinden over hele dalen. Det er gået 500 år, siden lovprisningen og påkaldelsen af Guds barmhjertighed lød på disse grønne og smukke steder. Forhåbentlig vil der ikke gå så lang tid til den næste gang. Det var en glæde for menigheden at kunne genoptage en gammel katolsk skik og derved bevidstgøre det færøske folk om dets katolske historie og sjæl.

Pater Paul Marx og diakon Christian Gabrielsen fejrede den hellige messe sammen med pilgrimmene.

Menneskerettigheder og katolsk sociallære Rapport fra Europæisk Lægmandsforum 14.-17. juni 2018 i Portugal. Tekst: Lilian Kristensen

LÆGFOLK ’Menneskerettigheder og

katolsk sociallære’ var emnet for dette års studiemøde i Europæisk Lægmandsforum (ELF), hvor repræsentanter fra de forskellige nationale lægmandsfora mødes hvert andet år omkring et emne. Emnet var valgt i anledning af, at det i år er 70 år siden, at Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget af FN. På mødet deltog flere oplægsholdere emnet, bl.a. professor dr. Erik Borgman, lægdominikaner fra Belgien, og dr. Maria Isabel Jonet, direktør for Foodbank i Portugal. Efter mødet udsendte en erklæring med følgende ordlyd: ”I anledning af 70-års jubilæet for ’Verdenserklæringen om Menneskerettighederne’ mødtes repræsentanter fra Europæisk Lægmandsforum fra 18 lande i Lissabon, Portugal, til emnet: Menneskerettigheder, kristne værdier og katolsk sociallære. Gennem inspirerende oplæg om fødevarebanken, flygtninge, medier og fred, blev

Pilgrimmene på vej til Gásadal.

vi bestyrket i, at en livsstil og handlinger, der er inspireret af Evangeliet og den katolske sociallære, virker befordrende for

menneskerettighederne. Det er de kristnes bidrag til omverdenen. Som individer og organisationer erkender vi vort ansvar for at forsvare menneskerettigheder i alle situationer og for alle mennesker. Vi værner om religionsfriheden i vore egne lande og i hele verden. Alle religioner har et fredspotentiale og de bør ikke være en del af problemet, men en del af løsningen. Religion bør ikke være afgrænset til privatsfæren, men som kristne bør vi frem-

Europæisk Lægmandsforums nye forretningsudvalg.

føre vore synspunkter og overbevisninger i offentligheden. Dialog, i gensidig respekt, er afgørende for at hjælpe hinanden i stræben efter sandhed. Som enkeltindivider og kristne organisationer skal vi reagere på den manglende gæstfrihed og solidaritet med alle i nød og de marginaliserede i samfundet. Vi må øge bevidstheden i vore samfund og kritisere den subtile og åbne forfølgelse af kristne i mange lande, og opfordre vore regeringer til at handle og at garantere alle menneskers værdighed. Ytringsfrihed betyder også, at vi skal give plads til at enhver kan komme til orde. Dette gælder også adgang til medierne og inkluderer gensidig respekt gennem dialog. Bekymring over menneskerettighederne fordrer ikke kun dialog med andre kirkesamfund og religioner, men at vi lærer af verden, idet Gud allerede er i verden. I denne dialog må vi være bevidste om, hvad vi står for og være opmærksomme på risikoen ved at være anderledes. Lægfolk skal arbejde ’som mennesker af Kirken midt i verden og som mennesker af verden midt i Kirken’”. På studiemødet i Lissabon blev der valgt ny formand og forretningsudvalg. Josian Caproens fra Belgien er ny formand og i forretningsudvalget sidder repræsentanter fra England, Portugal, Sverige, Spanien og undertegnede fra Danmark.

10

Liturgi

Resonans – en metafor for troens kerne i et sekulariseret samfund Søndagsmessen er det regelmæssige møde med det hellige. Det gode liv er erfaringen af mødet i messen med Gud, der har skabt os i Hans billede. Men messen må i dag kæmpe med oplevelseskulturens mange tilbud i en tid, hvor mange føler sig fremmedgjorte over for den åndelige dimension. Tekst: Ann- Lise Aasesdatter

troens indre og forpligtende liv. I nutidens kulturelle kontekst er det ikke længere det normale at deltage i hver søndags messe. Messens liturgi byder sig ikke naturligt til som en medspiller i oplevelseskulturens mange tilbud om søndagen og er heller ikke ubetinget populær. Blandt andet erfarer mange unge mennesker, at det er nærmest anormalt i en almindelig kulturel kontekst, hvis messen vælges til frem for andre tilbud eller sociale forpligtelser i mere verdslig sammenhæng. Med pave Frans i Evangeliets Glæde kan man sige, at i dag har kulturen forrang frem for messens liturgi og bøn. Det har den konsekvens, at liturgien i dag må kæmpe på markedsvilkår på oplevelseskulturens arena og ikke har en forrang båret af pligt, som Skt. Benedikts regel foreskriver det.

STUDIEUGE På sommerens Studienwoche i Haus Ohrbeck blev et meget tankevækkende oplæg holdt af dr. Martin Rohner med titlen “Liturgisches Beten Als Resonanzraum der Gottsuche im säkularen Kontext” (liturgisk bøn som resonansrum for at søge Gud i den sekulære kontekst). Jeg har i nedenstående ladet mig inspirere både af Rohner og andre teoretikere bl.a. Ove Korsgaard samt af drøftelser med andre troende, både katolikker og protestanter, efter studieugen. Rohner anvendte i sit oplæg begrebet resonans som et forestillingsbillede om rummet for mødet mellem det søgende menneske og den liturgiske bøn. Resonansbegrebet brugte han som model til overvejelse af, hvad der faktisk og potentielt kan erfares, når et menneske, sekulariseret, bevidst åndeligt søgende eller ej, møder rumklangen i og fra den liturgiske bøn. Inden vi bevæger os dybere ind i Rohners tanker, vil det være frugtbart at præcisere hans brug af begrebet resonans. Resonans kan fx i en musikalsk kontekst forstås som et felt af lyd, af klang, som opstår i mødet mellem forskellige materialer, der gensidigt påvirkes og påvirker hinanden. Violinisten stryger buen over strengen, og der opstår svingninger, der finder resonans i violinens trækasse og finder fylde som lydklang afhængig af kassens form og materiale. Mesterligt byggede violiner giver mesterlig lyd, når musikeren er virtuos nok til at sætte buen og strengen gensidigt og præcist nok an og resonansrummet i violinen udfolder sin storhed i den klang, der både sanses med hørelsen og kan erfares som en næsten fysisk påvirkning andre steder i kroppen af den, der opfanger og fortolker lyden. En vis grad af berørthed af lyden erfares også ofte som en følelse, der sætter mentale processer i gang i form af indre stemninger

I messens liturgi kommer vi ind i et kraftfelt, der åbner mulighed for at skabe resonans for troserfaring. Illustration: Ann-Lise Aasesdatter.

Dr. phil, Lic. theol. Martin Rohner. Foto: Universität Osnabrück.

rumme kirken og det omgivende samfunds mange tilbud. Rohner pegede på det faktum, at der er for meget andet, der frister uden for kirken og messens liturgi. Når man forsømmer messen med dens liturgi og bøn, mister man, ifølge Rohner, muligheden for sjælelig resonans, fordi det åndelige aspekt ikke bliver givet en anledning til at sætte an til en fornyet tone og indre klangbund. Heller ikke alle katolikker føler sig i virkeligheden forpligtet til at deltage i søndagens højmesse. Det har den konsekvens, at det hellige og det regelmæssige møde med det hellige for mange slet ikke finder sted. I stedet er der en massiv påvirkning fra sekulære aktiviteter af meget forskellig karakter. For mange er det hellige i dag blevet et begreb uden erfaring og dermed uden resonans. Uden erfaringsgrundlagets subjektive optik oplever mange, ifølge Rohner, at føle sig fremmedgjorte overfor messens bøn og liturgi, fordi de mangler erfaringens klangbund i forhold til det åndelige aspekt i

og forestillinger. Således resonans defineret som både hændelse og oplevelse.

Søndagspligten

Dr. Martin Rohner indledte sit oplæg med henvisning til katolikkers pligt til at deltage i søndagens højmesse og dermed forpligtelsen til at være aktivt deltagende i messens liturgiske bøn, som naturligt led i hverdagslivet som troende. I pligtbegrebet ligger inkluderet messens og liturgiens forrang frem for noget andet om søndagen. Katolikken skal deltage i messen, jævnfør kirkens leveregler inspireret af Skt. Benedikts regel om, at man ikke bør forsømme messen. I en sekulariseret livsverden virker reglen for mange anakronistisk og umulig at leve op til i et liv, der som udgangspunkt både skal

Hvad er det gode liv?

Således indledningsvist scenen for Dr. Martin Rohner oplæg. Herefter stillede han det retoriske spørgsmål: “Hvad er det gode liv?” Han besvarede det med at det er, når vi er mennesker og er sammen med andre mennesker, i en livsverden der er vedkommende og imødekommende, hvor vi erfarer, vi er sammen i et fælles liv og hvor vi ser hverandre, som dem vi hver især faktisk er. Dvs. det gode liv er der, hvor der er resonans mellem os, vores medmennesker og omverden. Med andre ord er det gode liv den positive erfaring

af resonans i form af næstekærlighed og gensidig anerkendelse. Når det modsatte er tilfældet, er erfaringen negativ og jeg føler mig ikke elsket og anerkendt, ikke velkommen, men fremmedgjort af og i erfaringen af ikke at finde og ikke erfare resonans i mit indre. Rohners svar er, at det gode liv nødvendigvis også indeholder mødet med og erfaringen af Gud, den Gud der ser os og er med os, som den vi er, skabt i Hans eget billede. Med det svar peger Rohner på det essentielle i det, som gør hans tanker teologiske frem for religionsfilosofiske eller sociologiske, nemlig at den resonans, han taler om, som udgør det gode liv, er noget indre, noget sjæleligt og noget, der har med Gudsmødet og Gudserfaringen at gøre. I den sekulariserede kultur er der oftest fokus på det ydre, det mere, det hurtigere, det bedre – men det giver bare ikke, ifølge Rohner, resonans i det indre, i det sjælelige. Erfaringen bliver derfor for mange, at verden ikke kan give mig det, jeg

”

For mange er det hellige i dag blevet et begreb uden erfaring og dermed uden resonans...

søger, nemlig en indre resonans, og pointen for Rohner er, at der følgelig udvikles en slags kronisk sult, en slags umættelighed, fordi der opstår en indre tomhed, en sjælelig tomhed, fordi vi hverken møder Gud eller os selv, men spejles i ydre hændelser uden klangbund. Den tomhed bevirker en stadig sulten søgen efter andet og mere.

Messen som resonansrum

Rohner beskriver resonans som i sig selv værende en slags anråb /anruf fra verden, en slags svar til buen, når den sættes til strengen og omverden svarer med resonans, lyd der vender tilbage alias erfaringen af at leve og være i dialog med tiden, berørt af omgivelsernes væsen og dermed engageret som med og modspiller i en gensidig eksistentiel dialog, der i sig selv skaber resonans situeret i temaer, der taler til os qua situationens indre væsen. I dette resonansrum kan religionen alias Gud, den levende Gud, tale til os, bevæge os og engagere os i en levende, vedkommende og nærværende dialog. Religionen, mener Rohner, virker i det konkrete liv og sætter resonans i det enkelte individ – og det mere eftertrykkeligt end nok så meget sekulariseret oplevelseskultur kan opbyde. I messens liturgi træffes vi nemlig i krydsfeltet af resonans fra flere niveauer, der eksistentielt er vedkommende. Vi træffes vertikalt, når Gud taler fra oven og diagonalt, når traditionen, liturgi, præstens prædiken eller læsningerne fra Biblen, fra forskellige retninger rammer os. Vi træffes horisontalt i det sociale rum mellem vores brødre og søstre i det kristne fællesskab og den fælles bøn. Rohner argumenterede dermed overbevisende for, at træfningen af messens liturgi og bøn, for både søgende og troende, har potentialet til at skabe resonans til troserfaring og Gudsmøde og dermed et svar på hvad det gode liv er, hvilket ellers er en arena, der har meget vanskelige kår i en gennemsekulariseret livsverden. Den logiske konsekvens af Rohners tanker er bl.a., at qua katolikkens pligt til deltagelse i højmessen, skulle der alt andet lige være større træfsikkerhed for Gudserfaring blandt katolikker end blandt andre trosretninger. Om det helt forholder sig sådan, skal jeg ikke gøre mig klog på; men Rohners oplæg satte mange tanker og samtaler i gang og det har i sig selv været frugtbart og givet konkret erfaring af troens facetterede resonans på tværs af kirkeretninger.

11

Portræt

”Jeg siger ja til Guds kærlighed hver eneste dag” Niels Tiedemann voksede op i en familie, der var dybt engageret i Den katolske Kirke, men valgte som stort barn troen og Kirken fra og fandt først for alvor tilbage til Kirken for fem år siden midt i en livskrise. Nu glæder han sig dagligt over at opleve Guds nærvær – og er for nylig blevet novice i en benediktinsk lægorden. Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl

OBLATER ”Jeg styrter ikke rundt som en

Duracell-kanin for at forsøge at afhjælpe al nød i verden. For det første er det umuligt, og for det andet ender det bare med, at jeg ikke bruger mine kræfter på den bedst mulige måde. I stedet prøver jeg at stille mig til rådighed for Gud hver dag og gøre det, jeg bliver kaldet til. Det kan være alt fra at hjælpe med papirarbejde til at lave brunch ved et arrangement hos benediktinerinderne på Åsebakken.” 58-årige Niels Tiedemann ligner bestemt ikke en Duracell-kanin. Han sidder roligt på en bænk i haven ved Plumcarden Abbey, et benediktinsk munkekloster i det nordlige Skotland. Her er han på knap to ugers retræte og har mulighed for at deltage i munkenes tidebønner, der strækker sig fra kl. 4.30 om morgenen til kl. 20 om aftenen. Derefter sænker stilheden sig over klostret, og der er ro indtil næsten morgen. ”Jeg har ikke bestemte forventninger til mit ophold. Det vil vise sig, hvad Gud vil give mig. Jeg har efterhånden lært, at ting tager tid, og mit livsforløb viser, at alting ikke går efter en snor, når det handler om troen og forholdet til Kirken,” siger han. Niels Tiedemann voksede op i en engageret katolsk familie med far, mor og tre børn. Hans far, Erling Tiedemann, der i den brede offentlighed især var kendt for sit politiske virke som amtsborgmester for Venstre og sit medlemskab og formandskab i Etisk Råd, var involveret i stort set alle forsamlinger i Kirken, hvor ikkegejstlige kunne sidde. Han engagerede sig også i økumenisk og interreligiøst arbejde og var desuden redaktør af Katolsk Orientering 2003-2004. Niels Tiedemanns mor, Vivian, var også aktiv i en række kirkelige sammenhænge, bl.a. som en af de ledende kræfter i Danmarks Katolske Kvindeforening (DKKF).

Jeg valgte kirkegangen fra

”Mine søskende og jeg var med i kirke, fra vi var små, og vi gik i katolsk skole. Vi var også med på Øm, som familien havde et helt særligt forhold til, fordi min oldefar forærede grunden til kirken, og mine forældre mødte hinanden der. Jeg har mange gode minder fra børne- og ungdomslejre på Øm, men det var nok mest det sociale, der betød noget. Rent trosmæssigt gjorde det ikke stort indtryk på mig,” siger Niels Tiedemann. Han tilføjer, at hans forældre ikke kunne bebrejde sig selv noget i forhold til at forsøge at formidle troen til deres børn. ”Men Kirken og troen er ikke nemme størrelser at formidle, og som store børn valgte både jeg og mine søskende kirkegangen fra,” fortæller Niels Tiedemann. Han husker, at han som dreng syntes, at det var svært at forstå, hvad Kirkens påskeritualer gik ud på. ”Lidelseshistorien virkede voldsom og egentlig ret forfærdelig på mig. Jeg blev skræmt over Jesu død på korset, og blodet og vandet, der vældede fra hans side. I dag er nadveren noget af det vigtigste for mig, men det er vokset frem af en lang omvej.” Hans forældre døde med et halvt års mellemrum for to-tre år siden, og hans bror

tidebønnerne i min hverdag. Men klostrenes spiritualitet er en vigtig kilde til kirkens liv og inspirerer mig,” siger han. Niels Tiedemann har ligesom andre mandlige retrætegæster på Pluscarden Abbey mulighed for at spise sammen med munkene til frokost og aften. Under måltiderne læses der højt af bibelske og andre kristne tekster, og om aftenen holder klostrets prior en kort lektion, hvor han typisk gennemgår en af Benedikts regler for klosterlivet.

Benediktinsk oblat

”Da jeg oplevede flere svære ting i mit liv på samme tid og erkendte min egen utilstrækkelighed, åbnede der sig en gylden mulighed for at åbne en dør på klem til Gud. Samtidig mærkede jeg – især efter at pave Frans var kommet til – en tilskyndelse til at søge tilbage til Kirken,” siger 58-årige Niels Tiedemann, der i juni blev optaget som novice hos benediktineroblaterne. døde kort efter. Hans søster er katolsk gift og praktiserende katolik, og i løbet af de seneste fem år har Niels Tiedemann fundet vej tilbage til Kirken. Hans engagement i Kirken og troen er endda blevet så dybt og essentielt for ham, at han i juni i år blev optaget som novice i den benediktinske lægorden. I den forbindelse aflagde han midlertidige løfter om troskab, omvendelse og lydighed. Tre løfter, som svarer til dem, som nonnerne på Åsebakken, hvor Niels Tiedemann er tilknyttet som såkaldt oblat, har aflagt som evige løfter, og som munkene i Pluscarden Abbey i Skotland har aflagt. Niels Tiedemanns retræte i Skotland kommer i forlængelse af hans løfteaflæggelse som novice. Han ville gerne fordybe sig i benediktinsk spiritualitet og få fornemmelse af det klosterliv, som lægordenen tager afsæt i.

”

I dag er nadveren noget af det vigtigste for mig, men det er vokset frem af en lang omvej...

”Jeg har ikke selv noget kald til klosterlivet; men stilheden og det daglige tilvalg af Gud er blevet en ledetråd i mit liv,” siger han. ”Der er fristelser hver eneste dag, hvor jeg mærker en umiddelbar trang til at gøre noget, som hverken er godt for mig eller mine medmennesker. Men det styrker mig at tænke på, at når jeg undlader at følge mine naturlige tilskyndelser, vælger jeg Gud til. Det er hver gang en lille del af mit liv, jeg giver til Gud i kærlighed,” siger han og tilføjer, at han har fravalgt at leve med en kvinde, fordi han efter sin skilsmisse fortsat er katolsk gift med moren til sine børn på 17, 20 og 23 år.

Vendepunktet

Skilsmissen blev sammen med flere andre begivenheder et vendepunkt for Niels Tiedemann. ”Jeg blev skilt, holdt op med at arbejde som advokat og stoppede – tilskyndet af en læge, der mente, at antidepressiv medicin ingen effekt havde – med at tage den medicin, som jeg har taget i mange år, fordi jeg siden ungdommen har lidt af endogene depressioner. Det gik fint i begyndelsen, men da depotstofferne fra medicinen var brugt op, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg fik en ordentlig tur i gulvet, og det gik op for mig, at jeg er totalt afhængig af relationer – til andre mennesker og til Gud,” siger han. En morgen vågnede Niels Tiedemann og mærkede en glæde og lettelse strømme igennem kroppen, og han var ikke i tvivl om, at det var Guds nærvær. ”Siden har jeg mærket Guds nærvær hver eneste dag med vekslende intensitet. Jeg kan bedst beskrive det som en glæde og ro, der spreder sig i kroppen som en fysisk erfaring, der er lige så virkelig som det træ, jeg kan se derhenne,” siger han og peger ud i haven i Pluscarden Abbey. Niels Tiedemanns stærke Gudserfaring fik ham til at søge tilbage til Den katolske Kirke, som han ellers havde meldt sig ud af, da hans ældste barn skulle konfirmeres, fordi det virkede mest naturligt på ham, at han og børnene blev medlemmer af Folkekirken, så børnene kunne følges med deres skolekammerater til konfirmationsforberedelse. ”Da jeg fortalte mine børn, at nu var jeg blevet troende og ville melde mig ind i Den katolske Kirke igen, kom det som noget af en overraskelse for dem. De er stadig i gang med at finde ud af, hvad det betyder for dem – ligesom jeg selv er ved at finde ud af, hvad det betyder for mig,” siger Niels Tiedemann. Han tilføjer med et smil, at hans yngste datter på 17 år noget bekymret spurgte, om han så ville gå i kloster. ”Mit kald er ikke klosterlivet, og faktisk lever jeg ikke ret struktureret, så jeg kommer nok heller aldrig til at bede alle

Og det var netop en studiekreds om Benedikts regel, der førte til, at Niels Tiedemann blev optaget som novice hos benediktineroblaterne. Han havde i en periode snuset til ignatiansk og karmelitisk spiritualitet, men stødte så på litteratur om benediktinsk klosterliv, og det tiltrak ham. Han meldte sig til en studiekreds på Åsebakken, hvor nogle lægfolk mødtes for at høre om Benedikts regel. En lørdag følte han en stærk tilskyndelse til at gå til messe på Åsebakken, og da der efter messen var et møde om muligheden for at blive optaget som oblat, var det, som om noget faldt på plads. ”Jeg var allerede engageret i menigheden i Bredgade, hvor jeg bl.a. sidder i forvaltningsrådet, fordi jeg der kan gøre brug af min erfaring fra arbejdet som advokat,” siger Niels Tiedemann, der er kommunalt ansat og arbejder med udbud af kontrakter. ”Men Åsebakken er et åndeligt kraftcenter med en ro og spiritualitet, som er meget vigtig.” Han understreger, at han langtfra føler sig i stand til at leve op til sine idealer for et kristent liv. ”Men der hjælper min mor mig som trosmodel. Hun var inspireret af Thérèse af Lisieux og hendes vej, der handler om at gøre de små ting med stor kærlighed. Det forsøger jeg at holde fast i.”

Lægordener

Der findes mindst fem aktive katolske lægordener i Danmark, blandt dem benediktineroblaterne, som har fem medlemmer og fem novicer. Desuden er en række personer, der bor i Danmark, knyttet til benediktinske lægordener i andre lande.

12

En klog, stærk, betydningsfuld og højt elsket søster Sr. Emma Martensen 4.11.1930-7.8.2018. Tekst: Susanne Dietz

NEKROLOG Den 7. august døde sr. Emma Martensen,

CSJ – 87 år gammel. Hun sov stille ind omgivet af sine medsøstre. Hun døde få dage før sit 60-års ordensjubilæum. En klog, stærk, betydningsfuld og højt elsket søster er ikke blandt os mere. Hun vil blive savnet og husket, for sr. Emma satte med sit dybtfølte kald gennem seks årtier på smukkeste vis sit mærke på sine medmennesker, på verden og på sit ordenssamfund. Sr. Emma voksede op i en praktiserende katolsk familie i København i en søskendeflok på 5, blandt dem den senere biskop Hans L. Martensen. Hun fik allerede i barneårene den tanke, at hun ville tjene kirken. Hun var et svageligt barn, og gennem det kom trangen og blikket for at hjælpe samfundets svage og sårbare. Den trang blev yderligere bekræftet, da hun som 14-årig i 1945 oplevede bombardementet på Sankt Joseph Søstrenes franske skole på Frederiksberg. I 1949 blev hun student fra Aurehøj Statsgymnasium, og i 1951 blev hun lærerinde fra Blaagaard Seminarium. Lærergerningen var en åbenbaring for hende: ”Jeg foldede mig ud som en smuk sommerfugl. Jeg ser det stadig, som om Gud rørte ved mig”. Lærerkaldet fandt samhørighed med hendes kald om at blive ordenssøster, og hun søgte om optagelse ved Sankt Joseph Søstrene. I september 1955 indtrådte sr. Emma. Tiden som postulant og det første noviciatsår tilbragte hun på ledelsens opfordring i moderhuset i Chambéry Frankrig. I 1957 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun aflagde første løfter 1958 og evige løfter 1963. I disse formative år arbejdede hun tillige som lærerinde på Institut Sankt Joseph på Østerbro. Sideløbende læste hun psykologi på Københavns Universitet, hvor hun dimitterede i 1964. Hun fik sin drømmestilling som klinisk børnepsykolog på Glostrup Sygehus under forudsætning af, at hun lagde ordensdragten. Man var sikker på, at forældrene ville gå i panik ved synet af en nonne! Det var en svær beslutning. Megen identitet var knyttet til ordensdragten, og man følte sig nøgen uden. Med ledelsens opbakning, takkede sr. Emma alligevel ja til stillingen. Det blev til frugtbare år som psykolog og senere som chefpsykolog. Kald, kompetenceudvikling og virke gik hånd i hånd. Sankt Joseph Søstrenes ledelse så sr. Emmas potentiale. Der var brug for, at hun tog del i ordenssamfundet ledelse, drift og udvikling. Det skyldtes ikke mindst den turbulente tid, Sankt Joseph Søstrene var kastet ud i efter 2. Vatikankoncils (1962-65) dekreter om modernisering, hvor nøgleordene var oprindelse og fornyelse. Ordenssamfundet var

Det sker i bispedømmet SEPTEMBER Lørdag 1. kl. 13-16: Polsk valfart. Skt. Michaels Kirke i Pindstrup er pt. ved at blive renoveret, så den polske valfart vil i år finde sted til Esbjerg, hvor relikvier af den hellige pave Johannes Paul II befinder sig. Program: Kl. 13: Festmesse med biskop Czesław Kozon og de tilstedeværende præster og menigheder. Efter messen er der mulighed for tilbedelsen af Det allerhelligste Sakramente og skriftemål. Kl. 16: Vesper og udsendelse. OBS! Vi spiser medbragt mad. Kaffe og drikkevarer fås på stedet. Onsdag 12. kl. 19.30: Jesu Hjerte Kirke, Stenosgade 4 A: Ikoner og deres historie v/ sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard Fredag 14. kl. 18-19.30: ”Åben Dør”. Personlig forbøn og samtale v/pastor Lars Messerschmidt m.fl. Jesu Hjerte Kirkes menighedslokaler, Stenosgade 4A København V. Information: www.forsoningsoghelbredelsesmesse.dk.

Kirken i Danmark på det tidspunkt internationalt organiseret i en række provinser, som tilsammen talte 4000 søstre. Som forberedelse til fornyelsen blev sr. Emma medlem af den internationale gruppe, som kortlagde ordenssamfundets oprindelse. Efterfølgende fik hun sæde i den internationale kommission, der udarbejdede de nye konstitutioner, som blev godkendt 1984. Det blev til radikale ændringer i form af en redefinering og omorganisering af ordenssamfundets virke og organisation, og det krævede en følsom og lydhør ledelse, såfremt søstre i alle aldre skulle komme helskindet igennem. De kvaliteter besad sr. Emma, som lagde vægt på, at fornyelsen blev gennemført på en afbalanceret måde. I 1960’erne fik hun sæde i provinsrådet, og i 1975 blev hun valgt til provincialpriorinde. Hun stod dermed i spidsen for den danske provins’ 286 søstre, som så en fremtid i møde med afvikling af institutioner, omskoling, omdefinering af virkefelter, nye balancer mellem fællesliv og bønsliv – og en kaldskrise som betød færre og ældre søstre. Det var en ubeskrivelig stor opgave, som sr. Emma løste med stor indføling og forståelse for den enkeltes søsters behov og betydning for fællesskabets fremtid. I 1992 blev sr. Emma valgt ind i ordenssamfundets øverste ledelse som rådgiver i Generalrådet, der har sæde i Rom. Det blev til seks arbejdsomme år med megen rejseaktivitet til ordenens mange provinser verden over og etablering af nye missioner. En særlig hjertesag var grundlæggelsen af en mission i Tjekkiet i 1995, hvortil også danske søstre blev udsendt. Sr. Emma var ansvarlig for missionen frem til 2000. I 1998 vendte sr. Emma tilbage til Danmark og fik stilling som åndelig vejleder på Sankt Joseph Søstrenes Retrætecenter på Stella Matutina, Mikkelborg. Sr. Emmas kompetencer som psykolog og uddannelse som åndelig vejleder fra Loyola University of Chicago 1982, banede vejen for denne sidste arbejdsopgave. Sammen med centerets øvrige søstre var hun med til at konsolidere det i dag velbesøgte center. Mange mennesker har nydt godt af sr. Emmas kloge og empatiske vejledning. Søster Emmas livsværk er svært at fange på få ord. Dybt forankret i sit kald var hun med sin sødmefyldte og empatiske personlighed allestedsnærværende, klog på det store og

Nyt ansigt på KO KONSULENT Fra den 1. september 2017 er Palle

Vinther tilknyttet KO som deltids-annoncekonsulent. Palle mener, at avisens læsere ikke alene er interesseret i tilbud om kurser, seminarer og højskoleophold, men også interesseret i ganske almindelige tilbud som forbrugere. ”Samtidigt er KO et velvalgt sted at udbyde rejser og pilgrimsture både på sogne- som på landsbasis. På det verdslige plan er de ca. 12.500 læsere også en målgruppe for daglighandel og byggemarkeder”, siger Palle Vinter og tilføjer: ”KO’s læsere afspejler det brede udsnit af den danske befolkning, så derfor vil de fleste annoncører have en målgruppe i avisen”. Palle Vinther har en fortid i transportbranchen, hvor han, fra ganske ung, i 15 år ledede et speditionslager. Siden drev han i en årrække, sammen med hustruen Eva, et vinspeditionsfirma og en antikforretning på Åboulevarden samtidig med at han læste historie, hans store interesse, på universitetet om aftenen. Efter at have arbejdet i et engros firma har Palle Vinther som selvstændig tømt dødsboer og udført plejehjemsflytninger. KO’s nye annoncekonsulent håber at kunne øge annonceudbuddet i avisen til gavn for læserne. Har avisens læsere idéer og/ eller emner til annoncer, er de velkomne til at ringe ham på tlf. 50 56 09 49 eller sende en mail til annonce@katolskorientering.dk.

på den helt almindelige lidende og søgende menneskesjæl. Hun var en af tre danske søstre, som internationalt har sat de danske Sankt Joseph Søstre på verdenskortet (de andre var sr. Benedicte Ramsing og sr. Inge Helene Rosenberg). Sr. Emma blev begravet 14. august på en smuk og solrig sensommerdag. Det fyldte kirkerum vidner om de mange facetter i hendes virke, og hvor meget hun betød. På bænkene sad familie og medsøstre, internationale repræsentanter fra Generalråd, den franske provins og missionen i Tjekkiet, en lang række ordenssamfund og en mangfoldighed af venner og bekendte. Lad disse mindeord afsluttes med sr. Emmas egne ord: ”Nadveren og foreningen med Kristus er centrum for mit liv. Jeg står i kirken og siger godnat til Vorherre”.

Sr.Emma Martensen i dialog med medsøster. Foto: Omar Ingerslev. Søndag 16. kl. 11- 16: Katolsk Menighedspleje afholder Mikkelsmarked i Skt Ansgars menighedssal, Bredgade 69A. Loppefund, café, bogmarked og religiøse effekter. Fredag 28. kl. 19-ca. 21: Forsonings- og helbredelsesmesse. Jesu Hjerte Kirke, Stenosgade 4, København V. Ved pastor Lars Messerschmidt m.fl. Skriftemål fra kl. 18. Information: www.forsoningsoghelbredelsesmesse.dk. 2. og 4. torsdag i måneden kl. 20.00-23.00: Natkirke i Sakramentskirken, Nørrebrogade 27, 2200 Kbh. N. Første og tredje torsdag i måneden kl. 20.00-22.00: Mobilkirken på Rådhuspladsen i København. Første og tredje onsdag i måneden kl. 18.00-20.00: Hjælp til misbrugere og pårørende ved den katolske organisation Cenacolo. Rådgivningen finder sted i Bredgade 64, 1. sal, Kbh. K. Tlf. 51 53 41 60. Hver onsdag kl. 17:00-19:30: Åben Rådgivning i Caritas Center Stenosgade. Kom forbi og få en anonym, uforpligtende samtale og hjælp i kontakten med det offentlige. Tlf. 22 99 38 18 (telefontid kun i åbningstiden).

Hver onsdag kl. 13:00-16:30: Caritas Ældre-Café i Caritas Center Stenosgade. Samvær, spisning og håndarbejdsværksted for ældre af alle nationaliteter. Tlf. 91 11 51 84. Hver søndag kl. 21:00-22:30: Stille tilbedelse i Jesu Hjerte Kirke. Mulighed for at deltage hjemmefra via smstjeneste; skriv til 26 43 19 08. Skt. Thomas Fællesskabet inviterer til eukaristi, lovprisning og katekese. Hver onsdag kl. 19.00-21.00, undtagen den første onsdag i måneden. Messe med forbøn for de syge afholdes første onsdag i måneden kl. 19.0021.00. Sted: Oratoriet, Vor Frue kirke, Ryesgade 26, Aarhus C. Info: p. Herbert SJ, tlf. 87 30 70 42 eller 24 27 86 89, Jan Zieleskiewicz, tlf. 50 29 13 57, e-mail johny. zet@gmail.com. Kalenderen afspejler de arrangementer menighederne selv har anmeldt, så den er ikke nødvendigvis dækkende for alle aktiviteter. Arrangementerne er af almen karakter og er åbne for alle. Kontakt KO’s redaktion for optagelse af arrangementer i kalenderen.

13

Kirken i Danmark

Hun brænder for bøger

Susanne har også arbejdet med inddatering og klassificering af bøger på Ålborg Universitet i Center for design, innovation og bæredygtig omstilling. På DBC (Dansk BiblioteksCenter) har hun blandt andet lavet foldere og forfatterportrætter og læst korrektur. ”Jeg glæder mig meget til at lære den her fantastiske bogsamling nærmere at kende”, siger Susanne, der er meget begejstret for de ni fagreferenter, der fungerer som bibliotekets oplysningstjeneste. På Sankt Andreas Bibliotek skal Susanne overtage ansvaret for bibliotekets daglige drift i teamwork med bibliotekets frivillige. Hun er ansat i femten timer ugentligt til at tage sig af SAB og Katolsk historisk Arkiv. P.t. kan hun ikke sige noget om nye planer eller tiltag, fordi hun først skal lære samlingen at kende. Susanne er eneste lønnede arbejdskraft på Sankt Andreas Bibliotek. I alt 16 forskellige personer arbejder i forskellige funktioner ulønnet for biblioteket – heraf seks i bestyrelsen, otte som fagreferenter og fem som assistenter. LR

Susanne Balslev er ny biblioteksleder på Sankt Andreas Bibliotek fra 1. september. SAB ”Jeg kan næsten ikke vente”, siger 61-årige Susanne Balslev med glød i stemmen. Hun blev den foretrukne af 39 ansøgere og er fra den 1. september ansat som ny biblioteksleder på bispedømmets teologiske bibliotek, Sankt Andreas Bibliotek. Her vil hun til en begyndelse arbejde en måned sammen med nuværende biblioteksleder Kate Toft Madsen, der går på efterløn den 1. oktober. Med Susanne har bispedømmet fået en klassisk all round bibliotekar, der brænder for at vise lånerne vej til de skjulte skatte i bøgernes verden. Susanne arbejdede i 20 år på Københavns Kommunes hovedbibliotek i Krystalgade, hvor hun var ansat i den skønlitterære afdeling. Hendes skattejagter i bibliotekets kældre blev et stort hit. Her viste hun lånerne det skjulte guld i magasinerne – de gemte og glemte bøger. Lånerne var begejstrede og udlånstallet steg. Teologisk litteratur er en del af Susannes alsidige baggrund. Hun startede som bibliotekar i Holbæk Kommune, hvor hun overtog ansvaret for en stor samling af bøger om teologi og religion. Samlingen var opbygget

Om uddannelse og rekruttering af præster Præsteuddannelsen skal være sammenlignelig med andre uddannelser. Ingen særlig grund til præstecølibat i dag. Eftersom ”Pastoralrådet…har under biskoppens myndighed og ledelse medansvar for alle forhold af pastoral karakter, der angår bispedømmet, for at gudsfolkets liv og aktivitet må blive i stadig større samklang med Evangeliet” (Bispedømmets hjemmeside), er det selvfølgeligt, at Pastoralrådet har indseende med uddannelsen af vore præster. Så meget mere som det udtrykkeligt står i ritualet for præstevielse, at biskoppen før selve vielsen spørger regens - dvs. den ansvarlige for kandidatens uddannelse – om kandidaten er værdig? Regens skal svare, at folket og de ansvarlige er blevet spurgt, og at kandidaten er værdig. Da jeg er medlem af pastoralrådet og derfor medansvarlig for gudsfolkets liv, interesserer jeg mig for uddannelsen af vore præster og selvfølgelig også for rekrutteringen af katolske præster i almindelighed. Med hensyn til rekrutteringen af præster har det været et ønske, at præsterne levede i cølibat siden i alt fald synoden i Elvira i 303. Det er dog nok først efter I. Laterankoncil 1123, at kravet for alvor søgtes gennemført. Det var en konsekvens af det velkendte konkordat i Worms i 1122, hvor den tyske konge og paven kom overens med hensyn til kirkens ejendomme og indtægter. Det handlede om bl.a. præsternes eventuelle børn og deres arveret. Kongerne i Tyskland og også her i Danmark gav store gaver til Kirken, og disse gaver ønskede kongerne ikke skulle gå til præsternes eventuelle børn og hustruer. Den løn som Ansgarstiftelsen kan tilbyde præster i Danmark (og i andre lande), kan ikke række til en familie med ægtefælle og børn (se regnskab på www.katolsk.dk). Nu er det sådan, at kvinder i Vesteuropa og Nordamerika har deres eget arbejde og deres egen indtægt – de er ikke afhængige af ægtefællens indtægt. Så det økonomiske argument for cølibat er ikke gyldigt i vor tid. Ægteparret vil i de fleste tilfælde have to indtægter. Og som Paulus skriver i 1 Kor 9, 3ff: ”Her er mit forsvar over for dem, der kritiserer mig: Har vi ikke ret til at spise og drikke? Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?” Der er i vor tid ingen særlig begrundelse for, at vore præster lever i cølibat, vi kan altså også have gifte præster, som det er tilfældet hos vore søstre og brødre hos de lutherske, de ortodokse og de anglikanske kristne. Det andet anliggende for mig er uddannelsen af vore præster. I Europa har vi i en del år haft et fælles system

Nyansat bibliotekar på Sankt Andreas Bibliotek per 1. september – Susanne Balslev. af stadsbibliotekar Jørgen Bavnhøj. Her læste hun blandt andet kirkefædrene og Sankt Ignatius Loyola. Sankt Andreas Bibliotek kender hun i forvejen fra dengang det lå ved Det teologiske Fakultet i Købmagergade

for evaluering af videregående uddannelser – systemet kaldes ECTS point. Systemet betyder, at alle videregående uddannelser ved alle europæiske institutioner for videregående uddannelser tildeles et antal point for hvert uddannelsesmodul. Det kan handle fx om et kursus i latin til et vist niveau afhængigt af antal uddannelseslektioner og forventet hjemmeforberedelse. Og det handler også om alle andre deleksaminer. For at nå den akademiske grad ”bachelor” skal studenten erhverve sig 180 ECTS points. For at opnå højere akademiske grader kræves flere points. ECTS systemet gør det muligt at sammenligne uddannelserne i hele Europa. Det kan vi bruge, når vi vil vurdere indholdet af vore præsters uddannelse. Det gør det også muligt for studenterne at følge uddannelserne på forskellige universiteter i Europa. Den katolske kirkeret har en række krav til præsteuddannelsen. De studerende skal sprogligt kende til latin, og de skal kende sproget og kulturen i det land – de lande – som de skal virke i. De skal have kenskab til Bibelen – GT og NT. De skal vide noget om kirkehistorie, om filosofi, om liturgi, om dogmatik, om moralteologi/ etik og om det pastorale arbejde i menigheden. På Ansgarstiftelsens hjemmeside kan man finde Kirkens regnskab. Det balancerer med ca. kr. 25 mio. Udgiften til præsteuddannelsen var i 2017 knap kr. 1 mio. Det beløb kan reduceres. Indholdet i de teologiske basisfag latin, bibelkundskab, kirkehistorie og filosofi er omtrent det samme i hele Europa, de giver de samme ECTS points. Således kan præstestuderende fra alle EU-lande, der vil arbejde i fx Danmark lade sig indskrive sig ved et dansk universitet. De kan så følge de fag og den undervisning, som biskoppen og Vatikanet kræver/godkender. Når den præstestuderende følger undervisningen ved et dansk universitet, er det lettere for Pastoralrådet at vurdere de præstestuderendes kvalifikationer, og ved selve præstevielsen kan regens med bedre samvittighed bekræfte, at kandidaten er egnet. Ved at studere i Danmark har de studerende ret til dansk SU, derved sparer Ansgarstiftelsen udgifter til studier i udlandet. De afsluttende uddannelser til kandidatgraden kan foregå fx i Rom. Kirkeretten ønsker, at de præstestuderende lever i et klosterlignende fællesskab. Det kan lade sig gøre ved at følge min model. Vi har faciliteter i Vedbæk, på Østerbro, på Vesterbro, på Frederiksberg og i Århus, hvor der kan leves i klosterlignende fællesskaber. Paul Jørgensen, 2300 København S.

Reception Alle er hjerteligt velkomne til reception torsdag den 27. september kl. 15.30 i Sankt Andreas Bibliotek for afgående bestyrelsesformand Helge Clausen og afgående biblioteksleder Kate Toft Madsen. Her vil der også være anledning til at hilse på den nye biblioteksleder Susanne Balslev. Ny bestyrelsesformand er Sebastian OldenJørgensen.

Samtalehjælp søges Man kan ikke dyrke teologi uden samtalepartner. Jeg har gjort det de sidste år, men har brug for hjælp, hvis min lille bog ”På vej mod opstandelsen” skal udkomme. Den er en kommentar til 2. Korintherbrev 5,1. hvor Paulus lover os, at vi vil komme hjem i himlen, så snart vi dør. At et så opmuntrende budskab ikke kendes meget er forbavsende, men desværre korrekt. Selv den katolske katekismus ignorerer det. Heldigvis bygger det nye katolske begravelsesritual på det. Hvad ønsker jeg mig? En katolik, som synes, at det vil vare længe at vente på at komme i himlen til dommedag, Derfor tilbyder jeg min hjælp til at fortolke 2. Korintherbrev 5,1. som lover os, at vi straks kommer i himlen, når vi dør. Selvfølgelig er det en fagbog, men det kræver ikke særlig kompetence at læse teksten med kritiske øjne, og jeg kan love en del overraskelser Jeg har brug for en, som vil se kritisk på min lille bog (ca.100 sider) eller i det mindst de mere afgørende eller mere kontroversielle afsnit. Min kone har lovet at tage sig af det sproglige; men der er nok at tage fat på i indholdet. Jean-Pierre Duclos Tlf. 47 31 32 13; gunhildlindstroem@ gmail.com.

Læserbreve Indsendte indlæg skal forsynes med navn, adresse og telefonnummer. Kun navn og postnr. offentlig­gøres i bladet. Max. grænse for læserbreve: 400 ord (vi forbeholder os ret til at forkorte læserbreve over denne længde). Max. grænse for kommentarer 800 ord. KO bringer en kommentar pr. nummer. Læserbreve kan indsendes som mail: redaktion@katolskorientering.dk eller som brev til: Katolsk Orientering, Redaktionen, Gl. Kongevej 15, 1610 København V. Katolsk Orientering bringer ikke læserbreve eller kommentarer som har været trykt i andre medier.

14

September

1. grøn. Lørdag i 21.alm.uge. (I Ps). Eller hvid. Gudsmoders lørdagsmesse.  Sl 33,12-13.18-19.20-21.  Lykkeligt det folk, Herren udvalgte sig til ejendom. L.: 1 Kor 1,26-31.  Ev.: Matt 25,14-30. 1. Lørdagaften I Domkirken ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (h) 1.vesper til Kirkevielse Bededag for præste- og ordenskald Bededag for Skaberværket 2. hvid. Søndag. I Domkirken: ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (h) ( 22. alm. søndag) X Gl.Cr.Særl.pf. 1.L: 1 Kong 8,22-23.27-30  Sl 84.3.4.5+10.11  Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! 2.L.: 1 Kor 3,9b-11.16-17 Ev.: Joh 2,13-22 eller Joh 4,19-24 2.vesper til Kirkevielse I andre kirker: 2. grøn. 22. ALM. SØNDAG. (II Ps). X  Gl. Cr. Alm.S.pf. 1.L.: 5 Mos 4,1-2.6-8;  Sl 15,2-3a.3bc+4bc.5.  Herre, hvem kan være gæst i dit telt? 2.L.: Jak 1,17-18.21b-22.27. Ev.: Mark 7,1-8.14-15.21-23. 3. hvid. Mandag i 22.alm.uge. (II Ps). Gregor den Store, pave og kirkelærer (†604) (m)  Sl 119,97.98.99.100.101.102.  Hvor jeg elsker din lov, Herre! L.: 1 Kor 2,1-5.  Ev.: Luk 4,16-30. 4. grøn. Tirsdag i 22.alm.uge. (II Ps).  Sl 145,8-9.10-11.12-13ab.13cd-14.  Herren er retfærdig på alle sine veje. L.: 1 Kor 2,10b-16.  Ev.: Luk 4,31-37. 5. grøn. Onsdag i 22.alm.uge. (II Ps).  Sl 33,12-13.14-15.20-21.  Lykkeligt det folk, som Gud har udvalgt sig til ejendom. L.: 1 Kor 3,1-9.  Ev.: Luk 4,38-44. (Teresa af Calcutta, ordenssøster (†1997), kan fejres) 6. grøn. Torsdag i 22.alm.uge. (II Ps).  Sl 24,1-2.3-4ab.5-6.  Jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. L.: 1 Kor 3,18-23.  Ev.: Luk 5,1-11. 7. hvid. Fredag. I andre kirker: ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (f) (Læsninger som 2. september i Domkirken, hvor der vælges enten 1. eller 2. læsning.) I Domkirken: 7. grøn. Fredag i 22.alm.uge. (II Ps).  Sl 37,3-4.5-6.27-28.39-40.  Retfærdiges frelse kommer fra Herren. L.: 1 Kor 4,1-5.  Ev.: Luk 5,33-39. 8. hvid. Lørdag. JOMFRU MARIAS FØDSEL (f) Gl. Jomfru Marias pf. L.: Mika 5,1-4a eller Rom 8,28-30  Sl 13,6ab.6cd  Jeg vil glæde mig højlig i Herren! Ev.: Matt 1,1-16.18-23 eller 1,18-23

Liturgiskorientering Kalender katolsk 9. grøn. 23. ALM. SØNDAG. X  Gl. Cr. Alm.S.pf. 1.L.: Es 35,4-7a;  Sl 146,6c-7.8-9a.9bc-10.  Min sjæl, lovpris Herren! Eller:  Halleluja! 2.L.: Jak 2,1-5. Ev.: Mark 7,31-37. 10. grøn. Mandag i 23.alm.uge. (III Ps).  Sl 5,5-6a.6b-7.12.  Herre, led mig i din retfærdighed. L.: 1 Kor 5,1-8.  Ev.: Luk 6,6-11. 11. grøn. Tirsdag i 23.alm.uge. (III Ps).  Sl 149,1-2.3-4.5-6a+9b.  Herren glæder sig over sit folk. L.: 1 Kor 6,1-11.  Ev.: Luk 6,12-19. 12. grøn. Onsdag i 23.alm.uge. (III Ps). Eller hvid. Jomfru Marias hellige navn  Sl 45,11-12.14-15.16-17.  Hør efter, min datter, lyt opmærksomt! L.: 1 Kor 7,25-31.  Ev.: Luk 6,20-26. 13. hvid. Torsdag i 23.alm.uge. (III Ps). Johannes Chrysostomos, biskop og kirkelærer (†407) (m)  Sl 139,1-3.13-14ab.23-24.  Led mig ad evigheds vej. L.: 1 Kor 8,1b-7.11-13.  Ev.: Luk 6,27-38. 14. rød. Fredag. DET HELLIGE KORS’ OPHØJELSE (f) Gl.Særl.pf. eller Pass.pf. 1.L.: 4 Mos 21,4-9 eller Fil 2,6-11  Sl 78,1-2.34-35.36-37.38  Glem ikke Guds gerninger, men hold hans befalinger. Ev.: Joh 3,3-17 15. hvid. Lørdag i 23.alm.uge. (III Ps). Jomfru Marias Smerter (m) Sekvens ad libitum. Egne læsninger: L.: Hebr 5,7-9  Sl 31,2-3a.3bc-4.5-6.15-16.20  Frels mig, Herre, i din miskundhed! Ev.: Joh 19,25-27 eller Luk 2,33-35 16. grøn. 24. ALM. SØNDAG. (IV Ps). X  Gl. Cr. Alm.S.pf. 1.L.: Es 50,5-9a;  Sl 116,1-2.3-4.5-6.8-9.  Jeg kan vandre for Herrens ansigt i de levendes land. Eller:  Halleluja! 2.L.: Jak 2,14-18. Ev.: Mark 8,27-35. 17. grøn. Mandag i 24.alm.uge. (IV Ps). Eller hvid. Robert Bellarmin, biskop og kirkelærer (†1621)  Sl 40,7-8a.8b-9.10.17.  Vi forkynder Herrens død, indtil han kommer. L.: 1 Kor 11,17-26.33.  Ev.: Luk 7,1-10. (Hildegard af Bingen, abbedisse (†1179), kan fejres) 18. grøn. Tirsdag i 24.alm.uge. (IV Ps).  Sl 100,1b-2.3.4.5.  Vi er hans folk og de får, han vogter. L.: 1 Kor 12,12-14.27-31a.  Ev.: Luk 7,11-17. 19. grøn. Onsdag i 24.alm.uge. (IV Ps). Eller rød. Januarius, biskop og martyr (†305)  Sl 33,2-3.4-5.12+22.  Lykkeligt det folk, Herren udvalgte sig til ejendom. L.: 1 Kor 12,31—13,13.  Ev.: Luk 7,31-35. 20. rød. Torsdag i 24.alm.uge. (IV Ps). Andreas Kim Taegon, præst, og Paulus Chong Hasang og lidelsesfæller, martyrer (†19.årh.) (m)  Sl 118,1-2.16-17.28.  Tak Herren, for han er god

-

Katolsk Orientering Indlæg til Katolsk Orientering nummer 11, som udkommer den 21. september 2018 skal være KO i hænde senest den 3. september 2018. Indlæg til Katolsk Orientering nummer 12, som udkommer den 12. oktober 2018, skal være KO i hænde senest den 24. september 2018.

Biskoppens kalender September 2018 1. kl. 13:00 Polsk Valfart til Esbjerg 2. kl. 10:00 Præsteindsættelse i Sankt Pauls Kirke, Taastrup 5.-12. Møde i Den Nordiske Bispekonference i Stettin 13.-16. CCEE i Polen 17.-21. Præstestudieuge, Magleås 25. kl. 14:00 Møde i Økonomisk Råd 26. kl. 10:00 Møde i Biskoppeligt Råd 27. kl. 15:30 Reception i Sankt Andreas Bibliotek 28. kl. 17:00 Løfteaflæggelse hos Liobasøstrene, Frederiksberg 30. Caritas dag i Sankt Knud Lavard, Lyngby

Eller  Halleluja! L.: 1 Kor 15,1-11.  Ev.: Luk 7,36-50. 21. rød. Fredag. MATTÆUS, apostel og evangelist (f) Gl.Ap.pf. L.: Ef 4,1-7.11-13  Sl 19,2-3.4-5ab  Deres tale er nået til jorderigs ende. Ev.: Matt 9,9-13 22. grøn. Lørdag i 24.alm.uge. (IV Ps). Eller hvid. Gudsmoders lørdagsmesse.  Sl 56,10.11-12.13-14.  Jeg kan vandre for Guds ansigt i livets lys. L.: 1 Kor 15,35-37.42-49.  Ev.: Luk 8,4-15. 23. grøn. 25. ALM. SØNDAG. (I Ps). X  Gl. Cr. Alm.S.pf. 1.L.: Visd 2,12.17-20;  Sl 54,3-4.5.6+8.  Gud er min hjælper, Herren styrker mig. 2.L.: Jak 3,16–4,3. Ev.: Mark 9,30-37. Kollekt for Katolsk Menighedspleje. 24. grøn. Mandag i 25.alm.uge. (I Ps).  Sl 15,2.3.4.5.  Den retfærdige skal bo på dit hellige bjerg. L.: Ordsp 3,27-35.  Ev.: Luk 8,16-18. 25. grøn. Tirsdag i 25.alm.uge. (I Ps).  Sl 119,1.27.30.34.35.44.  Før mig ad den sti, du befaler. L.: Ordsp 21,1-6.10-13.  Ev.: Luk 8,19-21. I konsekrerede kirker undtagen Domkirken 1.vesper til Kirkevielsesfest 26. hvid. Onsdag. KIRKEVIELSESFEST (h) Alt som 3. september i Domkirken I andre kirker – også i Domkirken grøn. Onsdag i 25.alm.uge. (I Ps). Eller rød. Cosmas og Damian, martyrer (†3.årh.)  Sl 119,29.72.89.101.104.163.  Dine ord er en lygte for min fod. L.: Ordsp 30,5-9.  Ev.: Luk 9,1-6. 27. hvid. Torsdag i 25.alm.uge. (I Ps). Vincent af Paul, præst (†1660) (m)  Sl 90,3-4.5-6.12-13.14+17.  Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. L.: Præd 1,2-11.  Ev.: Luk 9,7-9. 28. grøn. Fredag i 25.alm.uge. (I Ps). Eller rød. Wenceslaus, martyr (†929) Eller rød. Laurentius Ruiz og lidelsesfæller, martyrer (†omkr.1635)  Sl 144,1a+2abc.3-4.  Lovet være Herren, min klippe. L.: Præd 3,1-11.  Ev.: Luk 9,18-22. 29. hvid. Lørdag. DE HELLIGE ÆRKEENGLE, MICHAEL, GABRIEL OG RAFAEL (f) Gl.Englenes.pf. L.: Dan 7,9-10.13-14 eller Åb 12,7-12a  Sl 138,1-2a.2bc-3.4-5  Herre, jeg vil lovsynge dig for englene. Ev.: Joh 1,47-51 30. grøn. 26. ALM. SØNDAG. X  Gl. Cr. Alm.S.pf. 1.L.: 4 Mos11,25-29;  Sl 19,8.10.12-13.14.  Herrens forordninger er retskafne, de glæder hjertet. 2.L.: Jak 5,1-6. Ev.: Mark 9,38-43.45.47-48.

Bønnens Apostolat

September 2018 I denne måned beder vi for hele verden med særligt fokus på unge mennesker i Afrika – at de unge i Afrika må have adgang til undervisning og arbejde i deres egne lande.

Annoncer katolsk orientering

15

Vanløse Begravelsesforretning Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær -

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte

Du kan trygt ringe og aftale et møde med os. Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

✓ Testamenter ✓ Ægtepagter ✓ Familiesammenføring ✓ Børns Retsforhold ✓ Fast Ejendom ✓ Retshjælp

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

Jyllingevej 8, 2720 Vanløse Tlf.: 38 71 75 01

bedemand@v-lm.dk www.v-lm.dk

Mere synlighed ?

Med en ANNONCE i Katolsk Orientering når dit budskab ud til mere end 12.500 katolske læsere. Kontakt os på annonce@ katolskorientering.dk og hør mere om dine muligheder for at blive set i et medie med mening.

Lensbaron og lensbaronesse

STAMPE CHARISIUS LEGAT yder legatstøtte til katolske kvinder og børnerige katolske familier i meget svære økonomiske kår. Legatportion kan søges ved skriftlig henvendelse med ansøgningsskema tilgængeligt på hjemmesiden www.stampelegat.dk. Skemaet skal være modtaget senest d. 1. oktober 2018 med fyldige oplysninger og påtegning af sognepræst eller anden gejstlig myndighed. Angiv venligst e-mail til korrespondance og bankoplysninger: Reg. og kontonummer til overførsel af evt. legatportion. Alle ansøgere, der opfylder ansøgningskriterierne og ansøger inden tidsfristen, får skriftligt svar inden Jul. Ansøgning sendes til bestyrelsens formand Jens Kaaber Pors, Pernillevej 7, 2400 NV.

Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente. www.advocation.dk

Lundtoftegårdsvej 95, 2800 Kongens Lyngby, Telefon 51 91 73 73

TELEFONLINIE SOS FORBØN Ønsker du forbøn, et lyttende øre, et ord fra Jesus og en velsignelse så ring: 75 18 18 08 Torsdag, fredag og lørdag kl. 20.00-23.00 hele året.

Stiftelsen Mariahjemmet yder støtte til katolikker, der har afsluttet folkeskolen og er under uddannelse. År 2018-skemaet downloades fra stiftelsens hjemmeside www.mariahjemmet.dk. Den udfyldte ansøgning skal indeholde en påtegning fra sognepræst eller anden gejstlig myndighed og sendes med posten til stiftelsens formand: Jens Kaaber Pors, Pernillevej 7, 2400 NV, senest d. 1. oktober 2018. Alle ansøgere, der opfylder ansøgningskriterierne og ansøger inden tidsfristen, får skriftligt svar inden Jul.

Pave Frans’ natur- og samfundssyn Mandag 10. september kl. 19.30 Dobbeltforedrag ved Pablo Rolando Cristoffanini (cand. mag, Ph.d. og lektor på Institut for Kulturog Globaliseringsstudier på Aalborg Universitet) og pastor Robert Culat, præst for den fransk- og italiensksprogede menighed i København.

Sted: Niels Steensens Kollegium – indgang gennem Sct. Augustins Kirke, Jagtvej 183D, 2100 København Ø. Arrangør: Academicum Catholicum

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde. Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon 33 55 60 80

Ubeskåret støtte www.vincentgrupperne.dk

Advokat • Arv og Sandra Moll Dirscherl Testamenter • Ægtepagter Telefon: 31 35 35 60 • Familiesager Fax: 31 73 25 84 • Dødsboer E-mail: sandra@moll.dk • Køb af ejendom i Danmark og www.vincentgrupperne.dk udlandet.

Støtter nødlidende

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen Annoncer: Niels Messerschmidt, annonce@katolskorientering.dk Medarbejdere i dette nr.: Christopher Bonde, Eva Maria Nielsen, Niels Henrik Assing, Hans Jensen, Veronica Snerle Holsting, pater Paul Marx OMI, AnnLise Aasesdatter, Malene Fenger-Grøndahl, Omar Ingerslev og Susanne Dietz. Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V, tlf.: 33 55 60 40 kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@ katolskorientering.dk. Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis. Udgiver Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, DK 1610 København V. Tryk Greentech Rotaprint – distribueret oplag – ca. 12.500 – ISSN 0902-297X.

16

Hyrdebrev katolsk orientering

”Jeg kommer tilbage!” De nordiske biskoppers hyrdebrev i anledning af Den hellige Thérèse af Lisieux og hendes forældres relikviers pilgrimsrejse i de nordiske lande. HYRDEBREV Hele vort liv på denne

jord er en pilgrimsrejse. Vi er som Kirke, som Guds hellige folk, på vandring til den evige herlighed, som Faderen har åbnet for os. Som Israels folk ved sin udgang fra Ægypten lagde det gamle land bag sig, må vi også på vor vej til det forjættede land lægge synden bag os. På denne pilgrimsrejse er Jesus og hans helgener altid med os. Dette vil blive særligt tydeligt for os, når den hellige Thérèse af Jesusbarnets relikvier sammen med relikvierne af hendes helgenkårede forældre –Louis og Zélie Martin – foretager en pilgrimsrejse gennem vore nordiske lande. Allerede i Kirkens første tid begyndte de kristne af fejre eukaristien på martyrernes

grave. Deres relikvier blev til et synligt tegn på frelsen, som gennem Guds menneskevordelse berører alt menneskeligt. Som mennesker er vi altid afhængige af legemlige og materielle ting, der hjælper os til at tage imod Guds forløsende nåde midt i vor livsvirkelighed. Som jeres biskopper håber vi, at denne pilgrimsrejse vil hjælpe mange til en nyopdagelse af Guds tilstedeværelse og hans handlen i vor tid. Thérèse af Jesusbarnet er én af de kvindelige kirkelærere, som har hjulpet utallige mennesker til at tage imod Guds faderlige barmhjertighed i deres liv. Både i sit eget liv og i sine skrifter viser hun tilbage til det centrale budskab i evangeliet: At Faderen har sendt sin enbårne Søn til os for at gøre os til sine elskede børn.

Thérèse, da hun var tæt på sit livs afslutning her på jorden. Det ægte og sande liv venter os i evighedens saliggørende beskuelse. Så vil vi skue Gud, som han er: Så får vi lov til at leve i stadig tilbedelse og lovsang. Samtidig var Thérèse sig bevidst, at engle og helgener i himlen også har en mission for os, som lever her på jorden. Hun har selv sagt: ”Jeg kommer tilbage”. Fra himlen ville hun fortsætte med at gøre godt på jorden. Mange mennesker med forskellig baggrund har fået lov til at erfare hendes hjælp, ofte meget konkrete nådesbevisninger. Hun taler selv om en ”regn af roser”, derfor bliver hun ofte fremstillet med en buket roser i skødet. Hun vil formidle Guds faderlige og gode nåde til os. Midt i vor almindelige hverdag kan vi erfare Guds omsorg, ofte i små, fordringsløse ting, som fylder vor hverdag. Thérèse taler om den ”lille vej”, på hvilken

Relikvierne fra Thérèse af Lisieux har været verden rundt. Her er de udstillet i Tyskland i en kirke i Steinbach i delstaten Saarland.

42512

Men lidelsen manglede aldrig. Tidligt fik hun tuberkulose og gennemgik samtidig en sjælens mørke nat. I den sidste tid af sit liv mistede hun troens følelsesmæssige erfaring. Pludselig var det, som om lyset var blevet slukket og Gud ganske simpelt forsvandt. Dog så hun denne tomhed som en nåde, som forenede hende endnu mere med Jesus i hans fornedrelse og hans lidelse for vor frelses skyld. Hun levede sig ind i gudsfornægternes situation og fik lov at spise deres tørre brød. Hun så bevidst på gudsforladthedens mørke nat som en stedfortrædende solidaritet med dem, der sagde, at de ikke kunne tro på Gud. På denne måde blev hun til hjælp for mange til at opdage troens inderste kerne, som snarere består i viljens hengivelse end i sanselige oplevelser. ”Jeg dør ikke, jeg går ind til livet”, sagde

Afsender: Katolsk Orientering

kærlighed til Jesus. Dér falder alle kald sammen og går op i hinanden. Dér kunne hun virkeliggøre alle kald, som hun ikke egenhændigt formåede at realisere. På denne måde kan hun i dag også hjælpe os til opdagelsen af den indre mystiske side af Kirken. Midt i Kirken kunne hun som Kristi brud leve helt med Kristus, brudgommen. Dér kunne hans hjerte uophørligt tale til hendes hjerte. Thérèse fandt sit kontemplative kald som karmelit i Kirkens hjerte, hvor hun kunne leve i vedvarende bøn for menneskenes frelse. Derfor kunne hun også erklæres som værnehelgen for missionerne ved siden af den hellige Frans Xavier. Selv om hun aldrig forlod sit kloster, kunne Thérèse ved sin bøn og sin overgivelse til Kristus inspirere mange mennesker til at tage imod evangeliet, vende stadigt mere om til Kristus og følge ham efter med stadig større overgivelse. Det er vigtigt i vor tid at forsøge at åbne sig for denne dybe dimension af Kirkens mysterium. For nogle består den fare, at de reducerer Kirken til en institution eller organisation, eller bliver hængende i en mere ideologisk opfattelse af Kirken, hvad enten det er i en liberal eller traditionalistisk ånd. Thérèse hjælper os med at forstå, at Kirken er vor mor; på hendes skød lærer vi at leve i stadig bøn og i hengivelse til vor Fader i Himlen. Thérèse kan inspirere os, at være mere bevidste om, at vi ikke mindst i vore sekulariserede lande, har et stort ansvar for som katolikker at aflægge vidnesbyrd om Kirkens sande væsen som en kærlig mor for alle dem, der ikke føler sig elsket eller set. I løbet af sit korte liv i Karmel i Lisieux levede Thérèse et intensivt åndeligt liv.

Til Post Danmarks stregkode

megen kærlighed og omsorg. Hendes mor døde tidligt, og dette tab var meget svært for den lille pige, også selv om faderen, Louis Martin, var yderst opmærksom over for hende og hendes søstre. I Jomfru Maria fandt hun en ny mor, som hjalp hende med at finde hendes vej i livet. Men det kostede den overfølsomme pige meget at overgive sig helt til Gud og ikke blive hængende i selvmedlidenhed. Hun selv taler om ”Julenåden”, Helligåndens kraft, der pludselig kom over hende og førte hende til at glemme sig selv og sine problemer og i stedet forlade sig på Guds barmhjertighed og stole på ham. Thérèse følte tidligt kaldet til livet som karmelit. Allerede som 15-årig lykkedes det hende at overvinde alle hindringer og indtræde i karmel i Lisieux. I sit hjerte følte hun et dybt kald til at gøre alt for Gud. Hun kunne så at sige ikke kun stille sig tilfreds med eet kald. Så erkendte hun, at hun fik lov til at leve i Kirkens hjerte, som brænder af Fortsættes nedenunder ▶

Katolsk Orientering · nr. 10 31. august 2018 · 44. årgang

Adresselabel, flytning

Opdagelsen af dette barnekår er menneskets store glæde. I vor svaghed og ydmyghed bliver den store nåde og værdighed os til del, som hæver os op til Gud midt i vort hverdagslivs små situationer. Vor skrøbelighed er ingen hindring på vejen. Gud har sendt sin Søn netop til de svage, de skrøbelige og synderne. ”Han har set til sin ringe tjenerinde” (Luk 1,48) siger Jomfru Maria i sin lovsang Magnificat. Thérèses budskab er et ekko af denne lovsang, som bliver gentaget hver aften i Kirkens liturgi i vesperen. Som Maria vil Thérèse lære os at gå ”den lille vej”, saligprisningernes vej i nærheden og i efterfølgelsen af Jesus. Gennem dåbens nåde har vi lov til at dele Jesu inderligste forhold til Faderen. Vi bliver ”sønner i Sønnen”, som kirkefædrene siger. Vi har lov til at slutte os til Jesu bøn og i ham modtage Faderens ømme, ja ægte moderlige kærlighed. Thérèse følte allerede tidligt et stærkt ønske om helt at hengive sig til Gud og gøre alt for ham. I sin familie erfarede hun

vi får lov til at modtage de store nådegaver, som Jesus hele tiden vil give os. Vi har lov til at forstå denne pilgrimrejse med Thérèses og hendes forældres relikvier som et synligt, ja som et legemligt udtryk for Guds uendelige barmhjertighed mod sit folk. Hun minder os også om vort eget kald: at lade os forvandle af Guds nåde i Jesus Christus. Da kan vi give evangeliets budskab videre til alle, som vi møder på vor jordiske vandring. Da Thérèse kommer hertil med sine forældre, bliver vi også mindet om familiens store betydning. Thérèse voksede op i en dybt troende familie og modtog der sin tro og sit kald. Vi beder om, at relikviernes pilgrimsrejse bliver til velsignelse for vore familier. Måtte Thérèse og hendes forældre hjælpe os alle med at åbne os for Faderens kærlighed, således at vi med Helligåndens hjælp kan leve et stadigt meres trofast liv i Jesu efterfølgelse. Så kan vi være troværdige vinder og dele vor tro. Der findes så mange mennesker i vore lande, som bevidst eller ubevidst venter på budskabet om Guds uendelige barmhjertighed og om vor værdighed som hans elskede børn. Den 2. september 2018 +Czeslaw Kozon, biskop af København, formand for Den nordiske Bispekonference +Kardinal Anders Arborelius, biskop af Stockholm +Bernt Eidsvig Can. Reg., biskop af Oslo, Apostolsk administrator for Trondheim +Teemu Sippo SCJ, biskop af Helsinki +David Tencer OFMCap, biskop af Reykjavik +Berislav Grgic, biskop Præst af Tromsø +Pierre Bürcher, biskop emeritus af Reykjavik