-
Så er vi Bauma-klar!
Maskinfolket sætter kursen mod München og verdens største entreprenørmesse
MARTS 2025
Nr. 236 • 2. udgave • 30. årgang
Kø til Have & Landskab på Ledreborg Slot side 2
På langfart med Timan side 4-5
Arkivfoto: Der er noget for store og små på Bauma Så er det nu. Det er Bauma-tid. Verdens største og førende entreprenørmesse lokker igen med store og små maskiner og en hel masse midt imellem. Der fløjtes ind til syv dages et eldorado af maskiner, materiel, grej og dippedutter i alle afskygninger. München er klar. Fra mandag den 7. til søndag den 13. april går det løs i det gigantiske sydtyske messecenter, hvor menuen for en stor del af de forventede omkring 500.000 besøgende vil stå på Bratwurst und Fassbier. Antallet af danske fagog branchefolk, der tager turen til Bauma, synes at vokse gang for gang. Ved seneste Bauma for tre år siden havde messen 495.132 besøgende fra over 200 lande. De 3227 udstillere kom fra 60 forskellige lande. Der bliver også talt dansk på en lang række af standene. Rigtig mange af de mange internationale udstillere, store som små, er også repræsenteret med danske importører, som sender folk af sted til deres respektive leverandører. Og Bauma er ikke blot verdens
vigtigste udstillingsvindue for entreprenørbranchen. Sælgerne fra de danske firmaer tager slutsedler med til München i tilfælde af, at nogle af de danske besøgende skulle være i humør til en handel.
Engcon nemt at finde
Engcon Danmark er naturligvis også på plads på Bauma. Naturligvis, da både firmaet og den danske afdeling er blandt de virkelig stabile udstillere. Ikke alene har Engcon været fast på kæmpemessen i mange år. Men firmaet er også altid nemt at finde for de mange, der vil omkring, enten for en seriøs opdatering på de nyeste produkter, eller bare lige for at kigge. ”Vi svigter ikke Bauma, og vil holder samme placering på messen hver eneste gang. Vi kunne faktisk godt bruge en større stand, men i forhold til Baumaorganisationen giver det mere sikkerhed bare at sige ”det samme som sidst”. Derfor er vi igenigen lige ved Indgang Øst, som rigtig mange gæster kommer ind
ad”, fortæller salgschef Henrik Bolting. Han og andre fra Engcon Danmarks salg og support er klar på standen hele ugen igennem. ”Der er sikkerhed for, at der tales dansk hos Engcon hver dag, hvor der vil være danske medarbejdere tilstede mellem klokken 11 og 14. Ellers er vores tyske og engelske kolleger også klar til en snak. Det er mit klare indtryk, at der for hver gang bliver flere og flere besøgende, der kommer for at blive opdateret. I år bliver det nok især på vores nye DC3-styresystem. Tiltrotatorsystemet ændres simpelthen fra den kendte 2-serie til den nye 3”, siger Henrik Bolting. ”Hele Bauma-ugen bliver der løbende demonstrationer af grejet på standen. Og så er vi jo i øvrigt så heldige, at vi også kan vise vores udstyr på andre stande rundt om på messen. Der kommer til at sidde Engcon på maskiner både hos Volvo, Hydrema, Develon, Kobelco, Komatsu, Hyundai og flere til”, siger den danske Engcon-chef.
10. gang for Jels-direktøren
Direktør Steen Aalling Hansen hos Jels Entreprenør Service pakker kufferten til et Baumajubilæum, når han drager til München til 2025-udgaven af den gigantiske maskinshow. En hastig optælling med hjælp fra 3-tabellen fortæller, at det er hans 10. Bauma. ”Jeg glæder mig da hver gang, for Bauma er jo noget helt specielt for maskinfolk. Og vi har faktisk selv danske agenturer for fire af udstillerne. Så jeg får nok nogle kilometer i benene for at nå og tilbage mellem firmaerne for at mødes med danske besøgende”, siger Steen Aalling Hansen. Jels-chefen er dog ikke ene om udsigten til ømme stænger efter lange messedage i det sydtyske. Også andre folk fra Jels Entreprenør Service tager med til München, så opgaverne kan fordeles ud, og der kan være repræsentation hele ugen igennem. fortsættes side 8
RG Teknik – nu med el-biler side 6
Rikke vil banke de andre CAT-førere side 9
En hel Bauma-håndfuld fra Scantruck side 10-11
Ny overenskomst for maskinhandlere side 11