CITAT N°32 • 01
LEDER Ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens har vi som mennesker et livsnødvendigt behov for at definere os selv. Vores identitet er et slags sikkerhedsnet, der skal hjælpe os til at træffe de rigtige valg i en ellers evig foranderlig tilværelse. Men hvem er du egentlig? Det kan være svært at finde sig selv i en verden, hvor der bliver født flere børn i minuttet, end vi kan nå at tælle. At sætte en finger på, hvad der definerer os som mennesker. Skaber du dig selv i lyset af din gud eller mangel derpå? Eller er det din seksualitet og dit køn, der bestemmer, hvem du er?
SKRIBENTER Cille Lewinsky Ida Guldbæk Arentsen Kate Gregan Kristine Nødgaard-Nielsen Martin Fält FOTOGRAFER Ida Guldbæk Arentsen Ivan Riordan Boll Kenneth Lysbjerg Koustrup Kiên Hoàng Lê Martin Fält Mikkel Hørlyck ILLUSTRATOR Amalie Thieden Sofie Mathiassen FORSIDE Kiên Hoàng Lê
Vi putter konstant hinanden i kasser for bedre at håndtere verden. Men passer du ned i én kasse? Som mennesker er
FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR TRYK Clemenstrykkeriet A/S KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk OPLAG 2500 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION Kanon Distribution CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk
vi defineret af mere, end hvad man umiddelbart kan se. Vi fremhæver nogle ting, mens vi gemmer andre væk af frygt for at blive stemplet som noget, vi ikke er.
REDAKTIONEN
”Det store er ikke at være enten det ene eller det andet, men at være sig selv, og det formår hvert eneste menneske – hvis det vil,” skrev Søren Kierkegaard.
32
Men det er måske lettere sagt end gjort. At være den man er, altså. Men vi forsøger. Uafhængigt af hvilke kasser a ndre forsøger at putte os i. Redaktionen, vinter 2015/2016
Emma Gelbjerg-Hansen (ansvarshavende)
Kenneth Lysbjerg Koustrup (foto)
Nanna Navntoft (foto) 02 • CITAT N°32
Chjanna Delaingzes (tekst)
Mikkel Hørlyck (foto)
Ivan Riordan Boll (foto)
Emma Hargraves (tekst)
Amalie Thieden (tekst)
Sofie Mathiassen (foto)
Anne Jensen Sand (tekst)
Mads Bager Ganderup (tekst)
04
•
I skyggen af Bisjkek
En mor og hendes fem børn l ever på en u synlig adresse i et ufærdigt hus. Hendes lipgloss ser underligt træt ud, mens hun sidder i b usvinduets skær på vej fra det ene job til det andet for at kunne forsørge f amilien.
14
•
Helvede er andre mennesker
Mennesker er alle vegne, og vi kan snart ikke være her. Lande b uldrer afsted med spritnye biler og udskiftelige T-shirts. Vi er ved at o verhale verden, og hun kan ikke længere følge med.
18
•
Plus minus Gud
Jøde, kristen eller muslim. Hver r eligion har sin gud og regler, men at være religiøs er et net af facetter og perspektiver. Lige så nuanceret som en a lmindelig dansk jødisk pige, der s ynger højt fra træets grønne top og holder Chanukah.
22
•
Suna No Shiro
Der er impulser alle vegne. Du kan vælge at reagere på dem, vågne op en tidlig morgen i et lille rum med en følelse af post-eufori og træthed. Lysglimt i natten og mennesker med halvlukkede øjne.
38
•
Kinky Cotton
For nogle giver bomuld o rgasme. Og i nternettet f aciliterer det at have en fetisch. En fetisch, der ellers kunne vokse sig til frustration og noget skamfuldt, får afløb og frirum på Craigslist.
46
•
Dødsindustri
I en skjult verden arbejder en gruppe m ennesker med at sende os videre i efterlivet. Det er et univers uden tabuer og fine følelser. En industri, der aldrig uddør, og altid vil have sin berettigelse.
CITAT N°32 • 03
I SKYGGEN 04 • CITAT N°32
AF BISJKEK Af Ida Guldbæk Arentsen (tekst og foto)
CITAT N°32 • 05
E fter Sovjetunionens fald fulgte Nuria Suyunbaeva og hendes fem børn menneskestrømmen og flyttede fra land til by for at finde arbejde. Nu bor de i et ulovligt b osættelsesområde og lever et liv i skyggen af hovedstaden Bisjkek
TRE BØRN LIGGER og venter på deres mor uden for den gamle Sovjetiske by Bisjkek. De er pakket ind i tæpper, da en kold aftenbrise siver ind m ellem sprækkerne ved vinduet. Lyden af hunde, der gør udenfor i mørket, blander sig med russiske stemmer fra det lille tv i hjørnet af huset. Nurisa på 12 år rejser sig og tager sin røde striktrøje på, mens hun kaster et blik på sine yngre brødre. Kubanych er faldet i søvn, men den yngste Kumanbek ruller uroligt rundt. Nurisa lægger sig hos ham og tager ham ind til sig.
06 • CITAT N°32
Om nogle timer kommer deres mor Nuria Suynbaeva hjem fra arbejde. Hun skal gå langs den støvede vej fra bussen ned mod bosættelsen til huset, som hun ikke har råd til at gøre færdigt. Et hjem for hende og hendes fem børn. Usynligt, på en adresse, som ikke findes. ADRESSELØSE HUSE Det er kun 24 år siden, at Kirgisistan blev selvstændigt fra Sovjetunion. Men overgangen fra sovjetisk planøkonomi til den frie konkurrence
på verdensmarkedet har givet landet en lang række sociale, p olitiske og økonomiske udfordringer. Kirgisistan kæmper i dag med stor fattigdom og arbejdsløshed, hvilket har fået omkring
og blæser i retning af b osættelsen. Den kommer fra Bisjkeks losseplads, hvor der dagligt brændes affald af. 45-årige Nuria og hendes børn er nogle af de over 2000 interne migranter, der har
en halv million k irgisere til at flytte fra små landsbyer til hovedstaden, Bisjkek, hvor de søger efter arbejde og en vej ud af fattigdommen. Men i Bisjkek er der hverken boliger eller arbejde til de mange interne migranter, og derfor har mange selv bygget huse udenfor byen. I dag findes der 47 bosættelser, hvoraf tre af dem stadig er ulovlige med huse uden adresser. Her lever menneskerne et usynligt liv med få rettigheder. Lersten stablet ovenpå hinanden danner de firkantede små huse i den ulovlige bosættelse Altyn-Kazyk. Store hvide tal på de fleste af husenes facader hjælper folk med at finde rundt i området. En tung, sort røg stiger op fra horisonten
bygget hus i Altyn-Kazyk-bosættelsen. Før boede Nuria sammen med sin mand i Jalabad i det sydlige Kirgisistan, men da de fik deres første barn, blev de enige om, at de ville forsøge at skabe sig et bedre liv i Bisjkek. De første år flyttede de fra lejlighed til lejlighed, inden de kom til det golde område udenfor Bisjkek. ”Der var helt tomt dengang, næsten som en ørken,” siger Nuria. I dag er det ni år siden, at de lagde de første sten på deres hus. Men huset står stadig ufærdigt hen. ALENEMOR Nuria ømmer sig og tager sig til ryggen, mens hun sætter sig på hug over spanden med sæbevand. Hun >
CITAT N°32 • 07
08 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 09
vrider kluden hårdt op og rejser sig med besvær. Kluden breder hun ud på det brune linoleumsgulv, der pryder b adeanstalten bygget under Sovjettiden. Det er her, hun arbejder fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Hun har haft jobbet i tre måneder, og før det tog hun de jobs, hun kunne få forskellige steder. Når hun er færdig på badeanstalten, tager hun de fleste dage videre til sit andet rengøringsjob i centrum af Bisjkek, hvor hun gør rent på en skole til sen aften. ”Det er hårdt. Hvis jeg eller et af mine børn bliver syge, så mister jeg mit arbejde,” siger Nuria. Ofte tager hun afsted, før børnene vågner, og finder dem sovende, når hun kommer udmattet hjem. Hun knokler for at få råd til måltider, skoleuniformer og skolebøger til sine børn. Hun har ikke set sin mand i snart to år, fordi han tog til en afkrog af Rusland for at finde arbejde, ligesom så mange andre kirgisiske mænd. Hver anden måned sender han penge hjem til hende og børnene. Men Nuria savner ham ikke, og hun føler sig lettet over, at han er i Rusland. Da de boede sammen, var han ofte fuld, og de kom ofte op at skændes. ”Nu er der fred i huset, og han slår mig ikke,” siger Nuria. MELLEM FIRE VÆGGE Kumanbek vakler på sine små ben hen over grus og sten foran huset. Han har lige lært at gå for et par måneder siden. I november fylder han fem år, men han taler stadig ikke. Han er født mentalt handicappet og kræver meget opsyn. Han samler en sten op og putter den >
10 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 11
i munden, men Nurisa ser det og piller den ud mellem hans tænder. Hun og hendes to ældre søstre Anara og Aitbu er gode til at passe ham, når Nuria er væk på arbejde og ikke kan holde øje med ham. I dag vasker de husets g ulvtæpper. Anara skrubber dem grundigt med
ikke længere har ret til lægehjælp og skolegang, da det er umuligt at flytte sin probiska til et adresseløst område. For Nuria og hendes børn var det i mange år et stort problem i bosættelsen, fordi deres probiska var knyttet til byen Jalabad. For nogle år siden fik Nuria mulighed for at flytte
et stykke sæbe, og Nurisa skyller efter med vand. Pigerne starter først i skole om en måned, men den syvårige lillebror Kubanych er allerede i gang. Børnene kommer til at gå i skole på forskellige tidspunkter, så der altid er nogen hjemme til at se efter Kumanbek. Efter tæpperne er vasket, kaster pigerne dem over elledningerne, der hænger lige så lavt som tørresnore. Tre store tæpper er nok til at dække pladsen mellem de fire vægge i huset. De fire vægge, der omkranser både børnenes og Nurias liv.
sin og b ørnenes probiska til sin tantes lejlighed i Bisjkek, og de fik igen ret til lægehjælp og børnenes skolegang. Men Nuria husker stadig tiden i bosættelsen uden probiska. ”Jeg var bange, da jeg skulle føde mine børn og ikke havde adgang til hospitalet i Bisjkek,” siger hun.
ET INTERNT PAS Da Kirgisistan gennem 55 år var en del af Sovjetunionen, var landet underlagt alle styrets systemer. Probiska er et lille kort, der stadig fungerer som internt pas i Kirgisistan i dag. Det definerer, hvilken by folk er knyttet til, og det hjælper staten til at vide, hvor mange penge der skal bruges på medicin, skole og andre sociale faciliteter i det enkelte område. Probiskaen b estemmer på den måde også, hvor folk har ret til sociale ydelser som lægehjælp og skolegang. Probiskasystemet har derfor store konsekvenser for mange af migrantfamilierne. De lever et sårbart liv i de ulovlige bosættelsesområder, hvor de
12 • CITAT N°32
BYEN DER PISKER FORBI Farvede lys rammer Nurias hud og får lipglossen på læberne til at skinne. Hun ser ud af vinduet i bussen på vej til sit andet job, mens Bisjkeks gader pisker forbi udenfor. Hendes blik er fast, som om tusind tanker farer forbi bag h endes brune øjne. Der er stadig fire timer til, at hun er hjemme hos sine børn og finder dem sovende i bosættelsen. Et hus, som vil blive ved med at være usynligt, hvis ikke regeringen begynder at godkende de ulovlige bosættelsesområder. Hun vil drikke en kop te og se på sine børn, før hun lægger sig ved siden af dem og får lidt søvn inden næste arbejdsdag. Håbet om et færdigt hus og en f remtid uden fattigdom er det, der driver h ende. ”Jeg drømmer om at blive en gammel dame og vide, at mine børn fik en god fremtid,” siger Nuria. ”Så behøver jeg ikke mere.”
•
CITAT N°32 • 13
HELVEDE ER ANDRE
MENNESKER Jordens befolkningstal galoperer af sted. Om tre dage er der en million flere m ennesker end i dag. Jorden skal nok klare sig, men hvordan bliver kvaliteten af livet for de mange andre mennesker, der skal bo her?
Af Kristine Nødgaard-Nielsen (tekst), Sofie Mathiassen og Amalie Thieden (illustration)
14 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 15
16 • CITAT N°32
I BANGKOK NÆGTER taxachaufførerne at samle passagerer op i myldretiden, hvis de ikke skal meget længere end til det næste gadehjørne. At krydse byen i bil i myldretiden tager flere timer, og for taxachaufførerne kan det ikke
den franske forfatter Albert Camus, og i en situation som denne kunne man være tilbøjelig til at give ham ret. Camus døde i 1960, og det var måske for det bedste, for Jordens befolkning er siden mere end fordoblet. Havde
etale sig. Har man ikke bil, må man b mase sig op ad trapperne til byens skytrain, hvis betonkonstruktion er hævet over de overfyldte veje, hvor dyttende biler, knallerter og tuktuks alle prøver at komme hurtigst frem. Resultatet af den konkurrence kan nydes, hvis man er heldig nok til at komme om bord på et skytrain. Mere sandsynligt er det, at man ender på platformen, klemt inde mellem børn i skoleuniformer og mænd i skjorter, mens man håber at komme med det næste tog. Eller det næste igen. ”Helvede er andre mennesker,” skrev
han levet i dag, ville han være druknet i mennesker. HAR JORDEN PLADS OG RESURSER? Især Indien og Kina buldrer af sted. Af de 7,3 milliarder mennesker, der har sin gang på Jorden for tiden, udgør indere og kinesere 36 procent. Samtidig forhindrer Europas faldende fødselsrate ikke, at menneskepresset kan mærkes, da alle drager mod byerne. ”The world has enough for everyone’s need, but not enough for everyone’s greed,” sagde G andhi,
men han døde i 1948 og oplevede således ikke sin hjemstavn, Indien, indgå i tæt kamp med Kina om at producere flest mennesker. I 2050 forventes Jordens befolkning at ramme ni milliarder, men det er ikke
en del andre onder. I 1979 forsøgte Kina at kontrollere overbefolkning med etbarnspolitikken, som netop er a fskaffet. Befolkningsvæksten stilner måske af engang, for jo mere udviklet et
motorvej i nærheden af en storby, find en studiebolig, der er til at betale, eller kig efter plasticaffald i grøftekanterne, og du vil få en o pfattelse af mennesker, der ikke er fjern fra Camus’.
nødvendigvis vores største problem. Når kød og elektronik konsumeres, som kom det fra en uudtømmelig, energiren kilde, bliver vores vaner og kultur også en udfordring for Jordens indbyggere. De fleste tænker på k limaudfordringer i forhold til energi og transport, men selv de T-shirts, vi bærer, er med til at belaste klimaet. Især hvis de udskiftes tit.
land bliver, jo flere kondomer og p-piller sælges der. Børn bliver en omkostning, når de ikke skal b ruges som arbejdskraft i m arkerne. Men hvad med indtil da? Betyder flere mennesker ikke, at der vil blive pumpet mere kuldioxid ud i atmosfæren, hældt mere p lastic i verdenshavene og fældet mere r egnskov? Vi kan overleve med ni m illiarder mennesker på Jorden, men selv i Danmark, hvor myndighederne ønsker en højere fødselsrate, kan presset af mennesker mærkes. Tilbring en fredag eftermiddag på en
ER DU BEKYMRET? Jordboernes forbrugsmønstre og fordeling på kloden er en alvorlig udfordring. Hvis store dele af befolkningen bliver bøfspisende, bilkørende, byelskende forbrugere, der vil have en ny iPhone hvert år og hellere vil købe et nyt tv end at r eparere det gamle, vil Jorden halte efter. I skrivende stund meldes der om 7.379.563.451 beboere på den tredje planet fra Solen. Prøv at tjekke tallet. Bliver du bekymret?
SÆLG FATTIGE BØRN TIL DE RIGE Den irske satiriker Jonathan Swift foreslog, at man fodrede de rige med de fattiges børn. På den måde u ndgik man både sult, overbefolkning og
•
CITAT N°32 • 17
PLUS MINUS GUD Mange sætter lighedstegn mellem religion og religiøsitet. Men religion er mere end at tro på Gud. Det handler om, hvad man føler Af Cille Lewinsky (tekst) og Ivan Riordan Boll (foto)
18 • CITAT N°32
JEG ER JØDE, og det er jeg glad for. Jeg er glad for at være en del af noget, som
bøn. Bøn er centralt for mig, for det er min samtale med Gud. Som kristen tror
man skulle være en ’rigtig’ muslim. Det er først senere, jeg har fundet ud af, at islam
går flere tusinde år tilbage. At være en del af et folk og en religion med mange traditioner er med til at give mig en stærk følelse af samhørighed. Men problemet er, at mange ikke forstår, hvad det vil sige at være jøde. Folk spørger mig ofte: ’hvor kommer du fra?’ og ’er du religiøs?’ For det meste smiler jeg bare og siger: ’Danmark. Jødedom er ikke en nationalitet, men en religion’ og ’Nej, jeg er ikke religiøs. Jeg holder Chanukah, ligesom du holder jul.’ Svarene har jeg altid klar. Udadtil virker jeg ligeglad, men indeni er frustrationen stor. Jeg er frustreret over den manglende viden om religion, der er i Danmark. For man behøver ikke at tro på Gud for at tilhøre en religion. Det er langt mere individuelt og n uanceret. Netop derfor har jeg snakket med en kristen og en muslim for at vise, at religion er mere end bare at tro på en Gud.
jeg på en personlig Gud, som kender mig bedre end nogen anden. Han har kraften til at helbrede mig.” For mig har Gud aldrig haft betydning for min religion, men det harf ællesskabet. Jeg er vokset op med en jødisk far og en kristen mor. Allerede inden jeg fyldte et år, startede jeg i den jødiske vuggestue, Carolineskolen. Her gik jeg også i b ørnehave og folkeskole og endte med at tilbringe 15 år af mit liv bag et tre meter højt pigtrådshegn og en jernlåge, der først gik op, når vagten bippede én ind. Vagten kendte alle, og dem, han ikke kendte, skulle fortælle, hvorfor de skulle ind på skolen. Det var et lukket, men trygt liv. Det var skolen, hvor min farfar, farmor, far, fastre og mine fars venner havde gået. Alle kendte hinanden. Alle passede på hinanden. 22-årige Riam Mirah har ikke haft samme forhold til sin religion islam. Hun er opvokset i en moderne, m uslimsk familie med forældre, som kommer fra Syrien og Irak. Som barn tog Riam afstand fra islam, men med alderen er hun begyndt at finde sig selv i religionen. ”Da jeg var lille, var jeg skræmt af islam. Flere familiemedlemmer sagde, at min familie og jeg ville komme i helvede, hvis vi ikke troede på Allah. De gik op i, at
er meget mere end det. Mange af mine værdier, holdninger og valg læner sig faktisk op ad islam,” siger hun. Jeg har aldrig taget afstand til jødedommen. Jeg har altid følt mig jødisk, og det skyldes Carolineskolen. Den har dannet rammen for min barndom og gjort mig 20 familiemedlemmer rigere. Min klasse var yndlingsklassen blandt lærerne. Vores klasselærer Pia, som vi havde gennem ti år, elskede os og fik alle andre til det. Hun lærte os, at selvom vi kom fra forskellige baggrunde med forskellige traditioner og syn på jødedommen, så var der ikke én rigtig måde at være jøde på. Nogle overholdt de jødiske spiseregler, kosher, hjemme, men ikke ude. Andre overholdte ikke kosher, men spiste alligevel ikke svinekød. Alle familier havde deres egne regler, og sådan har det altid været. Min far lærte mig engang et gammelt, jødisk ordsprog, som siger, at ’diskuterer to jøder, er der tre meninger’, og det er i høj grad stadig gældende.
IKKE ÉN RIGTIG MÅDE Iben Thranholm er 46 år og katolik. Hun konverterede til katolicismen i 2003, men har altid betragtet sig selv som religiøs. Gud har altid været der for hende, også når hun har haft det svært. ”Gud er nærværende og lytter til min
GUD ELLER FÆLLESSKAB For Iben, som er katolik, er det ikke traditioner, men Gud som har >
CITAT N°32 • 19
20 • CITAT N°32
etydning for hendes religion. b ”Jeg har båret på en usikkerhed,
del af islam, som er mig, og som jeg kan stå inde for,” siger Riam.
da. Svin kommer stadig ikke i nden for husets døre.
som jeg fik som barn. Men jeg har g ennem et personligt forhold til Gud oplevet, at jeg voksede og u dviklede mig til at være et mere sikkert menneske. Gud er en usigelig støtte, for han er større end mig,” siger hun. For mig er det ikke Gud, men f ællesskabet der har betydning. Når jeg sammen med min familie og 20 andre jøder i alderen 11 til 80 år er samlet og synger jødiske h øjtidssange, beder bordbørn, s piser Gefilte fish, synger flere jødiske sange og spiser steg og k artofler efterfulgt af den sædvanlige æbledessert, føler jeg mig allermest jødisk. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor jeg hørte til. Med mange års s kolegang blandt andre jøder er mit forhold til jødedommen blevet styrket. Det er blevet en del af mig. For Riam har det ikke været så naturligt at være en del af et m uslimsk fællesskab. Men med a lderen har hun fundet sin egen måde at være muslim på. ”Jeg har først senere fundet ud af, hvor smuk en religion islam egentlig er. Jeg er begyndt at i nteressere mig for a rabisk musik og poesi. Nu har jeg fundet en
Det kan måske undre nogle, at jeg ikke føler mig kristen, når den ene halvdel af min familie tilhører k ristendommen, men for mig har det aldrig været et spørgsmål om, hvor jeg hører til. Jeg hører til blandt jøderne. Det er til trods for, at jeg a ltid har blandet traditionerne. Jeg har tændt Menorahen til C hanukah og to uger senere sunget ’Højt fra træets grønne top’ til jul. Som lille tænkte jeg ikke over, at jeg som jøde dansede rundt om et juletræ, men med alderen har jeg forstået p aradokset. Det kan føles ’ forkert’, for mine følelser tilhører ikke k ristendommen.
På samme måde føler Riam, at hun må forklare sig, når hun møder nye mennesker. ”Når jeg starter på en ny a rbejdsplads, siger jeg, at jeg er muslim. Men jeg drikker jo. Jeg går i byen og er lige så meget dansker som andre, men jeg har også mine grænser. Jeg er meget privat og blufærdig.” For Iben er kristendommen en evig proces, som hun stadig a rbejder på. ”Jeg vil aldrig nogensinde kunne læne mig tilbage og sige, nu tror jeg på Gud. Idealet i k ristendommen er at blive som Jesus selv, og det er jeg langt fra. Men idealet er højt, for du skal være i stand til at give dit liv til andre. Men jeg har svage sider i min person, for dybest set er jeg e goistisk ligesom alle andre. Mit forhold til Gud hjælper mig derfor med at ændre det,” siger hun. Riam, Iben og jeg har alle et f orskelligt forhold til vores r eligion. For mig handler religion om, hvad man føler. Og jeg føler mig bare som en helt a lmindelig dansk jødisk pige. Hvis du har spørgsmål, så spørg, men helst ikke om det, som alle a ndre spørger om.
EN ALMINDELIG DANSK JØDISK PIGE Jeg husker dengang mine forældre fortalte mig, at vi ikke længere skulle spise kosher. Det var en følelse af glæde over endelig at måtte spise tzatziki til lammekød, men også lidt en følelse af at gøre noget forkert. For det måtte man jo ikke. Førhen glædede jeg mig allermest til at besøge mine mostre, fordi der måtte jeg spise alt. Jeg måtte blande mælk og kød og spise alt det svin, jeg ville. Men nu må jeg det samme derhjemme. Næsten
•
CITAT N°32 • 21
SUNA NO SHIRO af Kiên Hoàng Lê
22 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 23
24 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 25
26 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 27
28 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 29
30 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 31
32 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 33
34 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 35
36 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 37
38 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 39
40 • CITAT N°32
Kinky Cotton By Kate Gregan (text) and Mikkel Hørlyck (photo)
Some like feet, others enjoy pain, but for Natasha it’s all about the touch of material. Using cotton for pleasure, her fetish for delicate fabrics helps her reach orgasm
CITAT N°32 • 41
AS SHE LIES in bed at night, her hand slowly strokes the soft cotton, her eyes roll back and her back arches, while her breath shallows and q uickens. She grabs what she can and pulls the sheet closer. As she makes contact with the material, she becomes increasingly horny. Natasha began masturbating when she was eight years old. She used a soft toy to pleasure herself. Not w anting to use her hand she began using m aterial to help herself reach orgasm. When she was 14, she realised that she was aroused by particular materials. Now she struggles to reach orgasm without the involvement of material during both masturbation and sex. “I sometimes have to leave my underwear on. It’s definitely much easier with material there.” FABRIC FETISH Sexual fetishism involves a person focusing sexually on a nonliving object or a body part other than one’s g enitals. Natasha’s sexual object of interest is fabric, specifically soft c otton. It’s the feeling of touching cotton briefs or stroking a man’s cotton T-shirt during foreplay that gets her aroused. This is why she calls it a Fabric Fetish. Now 25, a personal assistant and a caregiver, Natasha is beginning to learn how to deal with her guilty pleasure. “There are so many well known fetishes. People know of foot fetishes and BDSM, but mine is different. I like materials. People are more open when it comes to actually sexualizing things on our bodies.” Having a fetish can be difficult. Just by laying a hand on soft cotton sheets gets her in the mood. In a non-sexual
42 • CITAT N°32
context it’s annoying not to be able to touch cotton without feeling the tickling sensation the fabric gives her. Previously too shy to speak of her fetish, Natasha has only just b egun opening up about it in the past year, after she began going to meetings with her local Sex Addicts Anonymous group. However, she still cannot openly speak about what she enjoys in the >
CITAT N°32 • 43
44 • CITAT N°32
bedroom with those c losest to her. “I don’t even mention it, I just let it be. In the past year I’ve been saying things like ‘leave your shirt on’, but most of the time I say something like ‘I love the feeling of this’. I’m not afraid of their reaction, I just don’t think people
Natasha was specific in her post and noted exactly what she wanted. She hopes to find someone on the site that she is attracted to. “It would be really nice to connect with someone with the same sexual fascination, someone who would be
would understand what I meant by it.”
into touching materials. Maybe even pillow humping. I get really turned on thinking about it.”
LET’S PILLOW HUMP To meet with like-minded people, she turns to Craigslist; a site consisting of users’ classified advertisements. These adverts vary from jobs and services, to a woman looking to find willing participants for a threesome, to a man wanting to be tied to a bed with a butt plug inserted into his arse. Natasha believes it’s easier to post exactly what she’s looking for, so that she doesn’t have to go through a ‘coming out’ stage about her fetish later on. “It’s fairly impossible to meet s omebody with the same fetish as me. I thought, if I post it on the site I can at least put it out there, and say ‘this is what I like’, and hope that somebody would feel the same way or be open to talk about it.” Despite having received over 50 responses to her post in three days, she only found a handful who understood what she wanted and needed. “A lot of guys don’t really understand my posts. There were probably only ten people who actually responded the way I hoped. A lot of them were into pillow humping and that actually related to what I had asked of them. I just want to be in physical contact with cotton while having sex.”
KINKSTERS LIKE YOU AND ME However, while you can scroll through endless fetish posts on Craigslist or look at thousands of people’s profiles on fetish websites such as Fetlife, it’s still taboo to speak of different sexual fetishes with many people. Fetlife is a site dedicated to creating an online platform for the BDSM and fetish community, boasting the tagline “Similar to Facebook and MySpace, but run by kinksters like you and me. We think it is more fun that way. Don’t you?” As of today, Fetlife has over 4.2 m illion users from all over the world. These sites prove that there’s a large number of people who take part or are interested in fetishism – so why do we not speak openly about it? Asgerbo Holm, a sexologist based in Copenhagen, believes that a key way to make fetishes less taboo is through education and dialogue with like-minded people. “If you have a fetish, speak to others who feel the same way and ask, how does it feel? Why do you need it? It helps to create a better understanding of why we like the things we do.” >
CITAT N°32 • 45
Holm also believes that if fetishism is the only way for you to achieve o rgasm, then it may be beneficial to talk to a professional. “If a fetish interferes with things, then it is anissue. You need to learn how to deal with it. Some fetishes need that s pecial object to achieve orgasm. But it’s a boundary, a limitation. You need to either find a way to deal with it yourself, or consult a sexologist to explore other methods to figure out what possibilities there may be, so that you don’t need to rely on your fetish to have that s atisfaction.” Having to wear underwear to cum, touching sheets to orgasm, or having your partner wear a shirt just a little bit longer so you can reach climax may be a hassle or seem a little weird, but there are so many other fetishes out there to make you feel like you’re not alone. You may enjoy using your girlfriend as a footstool as part of a human furniture fetish, put garlic in your anus to fulfill your Figging kink, or enjoy forcing another person to eat mashed banana and drink cola to then be vomited on as a way of creating intimacy. F etishes and kinks are unique, sometimes arousing and sometimes scary as hell. To all the kinksters out there, embrace it. Having an orgasm purely because you stroke cotton can’t be the worst thing in the world.
•
46 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 47
DØDSINDUSTRI Af Martin Fält (tekst og foto)
48 • CITAT N°32
CITAT N°32 • 49
50 • CITAT N°32
Som det pureste aske, i en kiste i seks fods dybde eller på helt uforklarlig vis. Der er intet mere sikkert i verden, end at vi skal forlade den. Dødsindustrien vil altid være her til at tage sig af os og forberede vores sidste rejse. Den kan ikke tages om.