CITAT N°31 • 01
REDAKTIONEN
Emma Gelbjerg-Hansen (ansvarshavende)
Ivan Riordan Boll (foto) LEDER Hvornår har du sidst gjort noget, du var bange for? Nogle af os vil gerne tage springet. Udfordre os selv, overvinde noget inden i os. Men vi tør ikke. Måske vil du overkomme dine forbier, fortælle dig selv, at frygten kun findes i dit hoved. Eller tage ud på dit livs prøvelse og efterlade dine elskede derhjemme. Måske vil du bare gerne have lov til at være dig selv, uanset hvad alle andre mener.
Kenneth Lysbjerg Koustrup (foto)
Chjanna Cæcilija Delaingzes (tekst)
Hvis vi er heldige, har vi nogen, der elsker os betingelsesløst. Som forældre elsker deres børn. Det er dem, der skal gribe os, hvis springet fejler. Hvis vi træder forkert eller bliver bange. Det er dem, der vil stå med åbne arme, når vi, som et barn der løber ind i sin mors favn, søger tilbage til det kendte. Det er dem, der skal give os modet til at tage det første skridt. ‘O, at jeg tør favne dig, skære dig,’ synger de i Jakob Knudsens gamle samle. Og måske er det alt, man behøver for at udfordre sig selv. At favne dagen, tage livet mellem hænderne og se det i øjnene. Vi skal starte et sted. God fornøjelse
Anne Jensen Sand (tekst)
Amalie Thieden (tekst)
CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk
CITAT N°31 • 01
Nanna Navntoft (foto)
Magnus Fisker (foto)
Redaktionen. efterår 2015
SKRIBENTER Alessia Cosshignano Anders Funder Emma Gelbjerg-Hansen Kenneth Lysbjerg Koustrup Nikolaj Kennov Rasmussen
FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR
FOTOGRAFER Ida Marie Odgaard Kenneth Lysbjerg Koustrup Magnus Fisker Tróndur Dalsgarð
KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk
ILLUSTRATOR Isabella Strange FORSIDE Tróndur Dalsgarð
TRYK Clemenstrykkeriet A/S
OPLAG 3000 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION Kanon Distribution
3 • SWEAT, BABY, SWEAT Sved er klamt. Pinligt. Det pibler frem under sex, løb og jobsamtalen. Sved skal ikke vises frem, men nærmere gemmes væk. Det fungerer som kroppens udluftning, men er stadig helt uacceptabelt.
7 • ØNSKEØEN LIGGER I EN KÆLDER Nede i en kælder leger voksne mænd med modeltog, skinner og roulade. Her bruger de timer på at bygge togbaner og komme hinanden ved. Det er en ønskeø omgivet af rod og venskab.
17 • BREVET DER ALDRIG BLEV SENDT Et brev kan gemmes, sendes, glemmes og brænde sig fast. Det kommer an på, om du får det sendt. Soldater skriver breve til deres nærmeste, inden de skal udsendes. I tilfælde af, at de ikke kommer hjem igen.
21 • YOUNG LOVE Tróndur fotograferede, hvad han så. Situationer med tandbørstning, leg og kig bag gardinet. Hverdagen igennem hans linse. Det blev til ”Young Love”, en serie om kærlighed han ikke engang vidste, han var ved at skyde.
37 • I MØRKET Natten kommer k rybende, og enhver lyd og silhouet bliver forvrænget og farlig. Frygt kan b earbejdes, og de efterfølgende tanker kan være første skridt på vejen mod en frygtløs tur i skoven.
45 • EN HALV TIME MED JOHN John glæder damerne og kalder sig for en glædesfyr. Han kan findes på de grå sider i Ekstrabladet, og ringer du, kan du komme med hjem i privaten, hvor musikken dundrer derudaf.
CITAT N°31 • 02
CITAT N°31 • 03
By Alessia Coschignano (text) and Isabella Strange (illustration)
The jumpy run to the restroom, the secret glance to see if somebody is behind one of the doors. You stand in front of the mirror and slowly raise your arm. Fear has become r eality. A remarkable sweat stain is appearing below your a rmpit. You can feel that it’s not going to stop. There is n othing you can do. You surrender to your own body. What now?
CITAT N°31 • 04
THE HUMAN BODY is a miracle. Through millions of physical processes it keeps us alive – and we don’t even need to be conscious about what’s going on in there. It is a machine which allows us to concentrate on abilities like talking, feeling, and thinking. Still, sometimes we don’t really appreciate this natural given advantage. Especially when it comes to sweating. Perspiration is just a tiny spark of the miraculous mechanism that prevents us from overheating. By sweating our body cools down and keeps the blood temperature on a moderate and healthy level. Hence, we should assume: sweating is great! A SHINY FOREHEAD One glance at the people around us is enough to notice that it ’s not always acceptable to sweat. Mostly, people feel embarrassed about sweating in daily
CITAT N°31 • 05
situations. Stephan Søndergaard Sieland, Ph.D. fellow working with psychology and social practice at Roskilde University, traces the feeling of embarrassment back to theories about the development of specifically Western societies into late modern societies. As the individual grew more independent it had a greater responsibility of mastering its own life. Within this process, humans started to observe themselves and compare their bodies to current ideals. If these ideals didn’t match their self-perceptions feelings like blame, shame and even embarrassment were generated. Sweating in public definitely doesn’t fit into to our present ideals about the human body. It is proven by the existence and sale of sweat absorbent armpit-pads. Or by the kind photographer who hands us a refreshing tissue before taking your passport picture in order to avoid a shiny face. It seems like society is trying to hide the fact that every single one of us is naturally sweating. SWEATING FOR A JOB What happens, if you can’t hide it any l onger? Alexander knows the devastating c onsequences that sweating can have on your life. When the sun woke him up he had a good feeling about the task at hand: a job i nterview at a big media company; a ppointment at 2 PM; arrival at the reception at 1:40 PM. He felt confident, well prepared. He was on time and optimistic. But then his schedule broke down. They were sending him from one office to another and he couldn’t find the manager. He was late. Outdoor temperature: 29 degrees Celsius – body temperature: 59 degrees Celsius. When he finally made his way to the right office a voice in his head was telling him ‘don’t sweat, don’t sweat, don’t sweat’. His face felt like a rock beneath the Niagara Falls. Sweat burst from his pores and he knew he couldn’t prevent it.
“I surrendered as I knew it wouldn’t stop. And then I was no longer myself.” This got in the way of a new, promising job. BODY VERSUS MIND Not only does it hinder our professional performance but it is also associated with mental weakness, nervousness and excitement. And when we sweat in daily situations we are, in fact, weak. Our body knows what we need and wants to cool us down - we don’t want that. And guess who loses this match? Our uncontrollable will to survive doesn’t really care if we feel uncomfortable. Our body just tries to keep our system going. Regardless of how many drops of sweat it may cost. Captured in an evil - though well-meaning circle - we can’t have it our way. We feel defeated. On the other hand we shouldn’t forget about the pretty face of perspiration. ‘I just wanna make you sweat’. People sing along to David Guetta’s lyrics - drops of sweat run down their faces as they move around on the dance floor. Some might end up in bed with their chosen one for the night. While having rough sex they will – again – sweat. What do we think about them? Passionate people? Strong people? Those who have enough endurance and control to use their bodies as a method to turn their wishes into intense reality. The same counts for athletes. Sweating is a sign of overcoming laziness and competing with their own bodies. They’re self-determined winners who have given a lot to reach their goals.
dominant power in order to keep us in a healthy condition we (used to being independent and selfdetermined individuals) suddenly feel powerless. And that feels embarrassing. Under the cover of anonymity, which the World Wide Web provides us, Anita talks about her experiences with sweating: “I enjoy it. I love it when pearls of sweat tickle down my back and my face”. She sees her perspiration as a natural air conditioning. Anita is aware of her limited influence on this vital sweat-process and she hides the uinevitable by simply enjoying the feeling. Seeing perspiration as a wonderful natural gift could not just eliminate embarrassment. It could also calm us down in order to prevent mental blockages. So why don’t we start by talking about it? Enlightened people, living in a modern age, let’s break the unjustified and outdated taboo of sweating - and simply accept the gift
•
EMBRACE THE SWEAT Many causes for sweating; two completely different social connotations and one attempted explanation. As long as it’s one’s own decision to set the body in motion and to overcome your weaker self, modern society appreciates this effort and rewards it with social legitimacy. But if it is the body itself which shows this
CITAT N°31 • 06
CITAT N°31 • 07
CITAT N°31 • 08
ØNSKEØEN LIGGER I EN KÆLDER Af Nikolaj Kennov Rasmussen (tekst) og Ida Marie Odgaard (foto)
I en kælder under en gammel jernbanefabrik leger de. Nogle er i tyverne, men de fleste er oppe i årene. Fælles for dem alle er, at de er mænd. Store drenge der stadig mindes en juleaften, hvor de pakkede deres første m odeltog ud. I klubben kan de tage t ilbage i tiden og sammen agere guder over miniaturelandskabet. Her skiftes spor mellem interessen for modeltog og hinanden
CITAT N°31 • 09
CITAT N°31 • 10
GA-DUNG! GA-DUNG! WUSH WUSH! Stålgrå bjerge bryder himlen over et landskab af k antede kløfter og mørkegrønne krat og tuer. I bittesmå byer poserer nøgne kvinder i husenes vinduer. De er det eneste, der ikke kunne være med på et postkort fra Tyrol. Et tog dundrer derudaf med flimrende diskolys og smyger sig ind og ud af tunneller, inden det standser under skyggen fra en femfingret sky. Skyen henlægger landskabet i total mørke, men viser sig at være en hånd. De fremskudte blodvener matcher landskabets flodforgreninger. Hånden snupper lokomotivet, vender og drejer det. En stemme tordner i det fjerne. ”Hvem skal ha’ hindbærroulade og kaffe?” DET GENOPSTANDNE BØRNEVÆRELSE Der lever åbenbart kæmper i dette land. Men kun fordi landet er så lille, at alle velvoksne mænd kan vandre fra den ene ende til den a nden på et sekund. Carsten, John, Ivan, Thomas, Kim, Per og Rasmus. De tårner sig som levende kopier af Mont Blanc og sniksnakker om livet uden for
CITAT N°31 • 11
grænserne af dette s agnomspundne land, hvor føden er hindbærroulade og kaffe. I hvert fald denne sommeraften. ”Kaffe holder hjulene kørende,” konstaterer en af kæmperne, inden han sætter endnu et togsæt på banen og pifter til afgang. Der er ved at komme flere til i Frichs Modeltogsklub. Mest seniorer, men også helt unge mænd, der for en stund skruer tiden t ilbage til barndommens ublu begejstring for modeltog og sammen med fælles fjender leger sig igennem en onsdag aften i deres helt eget helle. Her er tid og alder ubetydelige størrelser. Børneværelset er genopstået i klublokalet, hvor modeltogsbanerne stikker ud i fire smalle længer. I herreklubben kan interessen for modeltog synes langt fra voksenliv og virkelighed, men: ”Det er bare for sjov,” siger John, en to-meter høj herre iført knickers til knæene og et s nakkesaligt mundtøj, der ivrigt beretter om de mange forskellige størrelser og typer, modeltog og skinner fås i. John må dog pludselig afbryde sin prædiken,
idet Ivan, der er hen ved 80 år og dermed klubbens ældste, lægger op til benhård konkurrence. ”Den der japaner, det varer ikke længe, før min damper kører den ned,” råber Ivan og peger på Johns japanske modeltog, imens han humper hen og skifter banespor. ”Du har bare ikke at køre det ned. Det tog har kostet mig 3500 kroner,” dundrer John. INVESTERING I MODELTOG OG MENNESKER At der er lagt både man-power og penge i projektet, ses tydeligt i miniaturelandskabet. Pyntet papmaché, plastik og pap sender tilskueren tilbage til Sommer i Tyrol. Alpebyer stikker op blandt grønne dale og grå bjerge, hvor vandingshuller i form af bierstuber og idylliske bondegårde byder ind med biedermeiersk romantik. ”Det er nok, fordi meget af det produceres i Sydtyskland,” siger formand Carsten, imens han koncentreret maler et hegn på størrelse med en lillefinger. Grå som hans hårfarve. Omkring det nærtstående langbord går
snakken om nogle af medlemmernes nye lokomotiver og togsæt. Stedvis drøftes udvidelser af de allerede imponerende landskaber, der fylder kælderlokalet op som et omhyggeligt opbygget kort over mændenes interesse for ikke bare modeltog, men også hinanden. ”Ingen kommer her uden lige at spørge ind til, hvordan det går. Vi kender hinanden så godt, at det er ligesom at have en ekstra familie,” fortæller Kim, der igennem mange år har drevet en modeltogsbutik i Aarhus. Det mærkes, at man bekymrer sig om hinanden. Der spørges ind til skavanker - ”hvorn’ går det så med knæet, John?” - og problemer ”hva’ med jobbet? Har de nu skåret ned i posten igen?”, men monologer om modeltog fylder stadig det meste. BRYLLUPSBILLEDER OG LIGNINGER Mange mødes et par timer og går så igen med et pludseligt ”farvel” eller ”tak for i aften”. Hvert medlem har egen nøgle til klubben, så de kan
komme, når de vil. Men selvom de er 15-20 medlemmer, så er heraldrig myldretid. ”Nogle k an være her en nat og bygge helt alene,” siger Kim. Der bliver røget udenfor, c igaretter lyser op som toglygter i den sarte s ensommeraften. I klublokalet indtages sort kaffe, og k agen er hurtigt blevet en krumme. På en tavle d anner matematiske ligninger og b ryllupsfotoer b aggrund for klubbens sjæl. Her danser m odeltog og mændenes privatliv kind om kind. Da klokken nærmer sig halv ti, er der kun få tilbage i klublokalet. Aftenen har eftersigende forløbet sig som alle andre onsdage, men ”dog uden almindelige drillerier, for det vil vi ikke have med i avisen,” fastslår Carsten. Pludselig sker der noget. IKKE FOR BØRN Dunsten af smeltet plastik begynder at fylde rummet, men de tilbageværende
klubmedlemmer kan ikke helt få færten. En større eftersøgning går i gang. Rasmus s idder på hug med hovedet oppe under en stor banegård. Han tjekker grundigt virvaret af l edninger. ”Hvad er det for noget røg derovre?” u dbryder en anden så. En vogn er kørt mod en hindring på sporet og har i sit desperate forsøg på at køre videre smeltet et stykke af skinnerne. Det er nu på vej til at brænde helt sammen. Vognen bliver i s idste øjeblik reddet, men sporet er ødelagt. Klubmedlemmerne tager det med sindsro. ”Så er der bare et nyt projekt at gå i gang med,” siger Carsten. John trækker på smilebåndet: ”Det er da også for groft at få en voksen til at styre modeltog, ikke?” Jo, jo. Men med togenes kostelighed, l andskabets detaljerigdom og spaghettien af ledninger, er det heller ikke for børn. Kun store drenge. Dem der har lavet deres helt egen ønskeø i en kælder.
•
CITAT N°31 • 12
CITAT N°31 • 13
CITAT N°31 • 14
CITAT N°31 • 15
CITAT N°31 • 16
Brevet der aldrig BLEV SENDT CITAT N°31 • 17
Det sværeste brev at skrive er det til de efterladte. Dem derhjemme. Som udsendt i Forsvaret skulle Konstablen, ligesom ALLE hans soldaterkammerater, skrive et sidste brev, inden han tog afsted Af Anders Funder (tekst)
CITAT N°31 • 18
CITAT N°31 • 19
DET GAMLE VÆRELSE er næsten tomt. Tømt for alle hans personlige ejendele. De er nemlig flyttet til Skive Kaserne. Et sted som har været hans hjem det sidste halvandet år. Der er stille. Cursoren blinker insisterende på et blankt word-dokument. Han begynder at skrive. Times New Roman str. 12. Sort på hvidt. Men den 21-årige Konstabel ved ikke, hvordan han skal forfatte sin egen afsked.
Han griber ud efter den camouflagefarvede kuglepen, som han har modtaget fra Forsvaret og begynder forfra. Nu med skråskrift. ”Det føltes næsten som en gentagelse af min konfirmationstale. Jeg tænkte på, hvor meget min familie havde betydet for mig, og hvor meget jeg holdt af dem, men denne gang blev indholdet bare for alvor virkeligt,” fortæller Konstablen om afskedsbrevene.
KÆRLIGHED PÅ PAPIR Familien er samlet i forældrenes gamle p arcelhus i Slagelse. Kæresten er også tilstede. Der er få uger til afrejsen. Målet er Afghanistan. De befinder sig alle nede i stuen, imens han skriver til dem. Breve der kun skal sendes, hvis det værst tænkelige skulle ske. At forfatte de breve er måske i virkeligheden den allerførste prøvelse, han skal overkomme. Konstablen printer en kladde ud for at læse den højt for sig selv. Det føles ikke oprigtigt. De trykte bogstaver på det kolde A4-ark d istancerer sig fra den kærlighed, som han ihærdigt forsøger at udtrykke til sin familie. P apiret bliver krøllet sammen og smidt på gulvet.
EN FJERN VERDEN Alt er splittet ad. En soldat fra kompagniet har raseret deres lejr i Helmandprovinsen. I ren og skær afmagt og frustration. Soldaten bemærkede et par dansedrenge under en rutinemæssig patrulje, og da de endelig var vendt hjem, havde det slået klik for ham. Dansedrenge er børn, som dulles op med kjole og makeup. Tvunget til at opstemme afghanske mænd, der endnu ikke har giftet sig og derfor ikke må have kontakt til kvinder. Drenge der er tvunget til dans, men også prostitution. Ofre for en ukontrolleret lyst. ”Det er så fjernt fra den verden, vi kender i Danmark, og det, tror jeg også, var grunden til,
at det endte galt for min kammerat,” fortæller Konstablen. At oprette orden i kaos kan være en utaknemmelig opgave, især når destinationen er Afghanistan, og fjenden hedder Taliban. For ikke selv at miste forbindelsen til h verdagen hjemme i Danmark fik Konstablen hver uge tilsendt en lyserød kuvert med et håndskrevet brev fra sin kæreste. En smule usædvanligt for en ellers hårdfør soldat. Og han var en af de eneste, der kunne prale af sådan en ordning. Hun skrev om stort og småt, dagligdagens strabadser, indkøb i Netto, bunken af lektier og byturene på diskoteket. Det hjalp ham til at holde sig mentalt stabil, så de grimme oplevelser fra Helmandprovinsen kunne holdes på afstand. “Når jeg befandt mig i tilspidsede situationer, fløj det gennem hovedet på mig, hvor glad jeg var for, at der lå afskedsbreve derhjemme. Jeg v ærdsatte hvert et ord, jeg havde skrevet. Ord som burde være blevet sagt. Tænk, hvis jeg ikke havde fået skrevet noget ned,” fortæller Konstablen. ET AFSLUTTET KAPITEL Konstablen fik mulighed for at færdiggøre sin
udsendelse før tid, men ingen af hans n ærmeste blev underrettet. En barndomsven hentede derimod Konstablen i lufthavnen og kørte ham i al hemmelighed ud til kæresten: ”Jeg blev sat af om morgenen, og der stod jeg så med en buket blomster foran hendes hoveddør og bankede på. Det var sgu’ guld værd, da hun åbnede døren,” fortæller han. Han gemte afskedsbrevene i to år, efter han var kommet hjem. Flere gange overvejede han at lade sine forældre læse deres. Kæresten ville gerne læse sit. ”Det var jo kun, hvis det var slut, at de p årørende skulle have brevene. Jeg var i tvivl, om jeg skulle beholde dem, for tænk nu, hvis der skete mig noget herhjemme i Danmark. Men efter et års tid rev jeg dem i stykker og smed dem i skraldespanden. Jeg ville ikke se på dem længere,” fortæller han. For Konstablen var brevene forbundet med hans tid i Afghanistan, der nu er et afsluttet kapitel: ”At skrive de breve løftede en sten fra mit hjerte. Jeg fik sat ord på de oplevelser, jeg var taknemmelig for.”
•
CITAT N°31 • 20
CITAT N°31 • 21
Y OL UO NV GE Af Tróndur Dalsgarð (foto)
CITAT N°31 • 22
CITAT N°31 • 23
CITAT N°31 • 24
CITAT N°31 • 25
CITAT N°31 • 26
CITAT N°31 • 27
CITAT N°31 • 28
CITAT N°31 • 29
CITAT N°31 • 30
CITAT N°31 • 31
CITAT N°31 • 32
CITAT N°31 • 33
CITAT N°31 • 34
CITAT N°31 • 35
CITAT N°31 • 36
I MØRKET Af Emma Gelbjerg-Hansen (tekst) og Magnus Fisker (foto)
Når mørket falder på, skærpes sanserne, og uhyggelige tanker bliver til en ond virkelighed. En skikkelse i natten er en seriemorder, en bevægelse uden for vinduet er en mand, der kigger ind. I hovedet på en mørkeræd er intet rationelt CITAT N°31 • 37
DET FØLES, som om jeg står imellem to endeløse sorte huller. På den ene side af mig skvulper det brusende, mørke hav utrætteligt mod strandbredden. Frem og tilbage i en konstant rytme. På den anden side af mig ligger den tætte skov, et lunefuldt mørke med kviste og buske, der i natten ligner underlige skabninger, der står på spring. Lugten af tang og salt har blandet sig med en svag aroma af brændt træ. Jeg prøver at tage mod til mig. Jeg har ikke lyst til at blive stående. Jeg tør heller ikke gå ind. Det er, som om tusind øjne kigger på mig i natten, men her er ingen mennesker. Tror jeg. I timerne op til min tur i skoven har jeg ikke mærket meget til frygten, men da tusmørket stilfærdigt sniger sig ind på mig, begynder det at krible i maven og snurre i tæerne. Ikke på den gode måde. Halvt for sjov, halvt i alvor skriver jeg til en veninde: ”Husk mig, hvis jeg aldrig kommer tilbage.” Dramatisk, det ved jeg godt, men jeg har det som en pilgrim, der skal ud på en farefuld rejse. En ny sms tikker ind og forskrækker mig en smule. Min krop er anspændt. Den ved, hvad der skal til at ske. ”Hvad mener du?” svarer min veninde, efterfulgt af fire forskellige Emoji-ikoner, der alle udstråler frygt og foragt. Jeg forklarer hende min idé: Jeg skal udfordre min mørkeræd. I et optimistisk øjeblik har jeg vurderet, at det bedst gøres ved at tage ud i skoven i mørket. Måske følte jeg mig lidt for modig. Jeg er bange for mørke. Ikke kun på den der måde, hvor man tjekker for monstre under sengen, når man er lille. Eller er bange for at gå i kælderen, når det er mørkt. Det er jeg også. Min mørkeræd strækker sig dog langt ud over det. Om natten forandrer min virkelighed sig. Mit sind er et kaos af tanker, der advarer mig om alt, hvad jeg ser og hører. Da jeg den aften bevæger mig i retning af skoven, synes mit kendte kvarter pludselig ukendt. Skygger danser for øjnene af mig, lægger mit syn i tåger, og jeg har svært ved at se. En mand er pludselig kun få meter foran mig. Han går med hænderne i lommen og skutter sig lidt. Jeg styrer udenom. Da han går forbi, går det op for mig, at det er en ung fyr, der tydeligvis er fordybet i musikken, der strømmer fra hans høretelefoner. >
CITAT N°31 • 38
Jeg føler Ufuldkom At være mør som om at m CITAT N°31 • 39
mig dum men, endda keræd føles, an har fejlet CITAT N°31 • 40
CITAT N°31 • 41
CITAT N°31 • 42
Hvorfor kan jeg ikke klare lidt mørke, når fyren med høretelefonerne tydeligvis ikke lader sig mærke af det? Jeg har været her før, men alt er anderledes. Den lille iskiosk, der normalt huser glade, rødkindede børn, ser forladt og deprimeret ud i mørket. En enkelt blinkende lyskæde omkranser det lille hus i et rødt skær. Jeg står ved indgangen til skoven, og det er ligesom at kigge ind i et sort hul. I lang tid står jeg hypnotiseret og betragter den rytmiske oplysning af området, før jeg endelig tager et skridt. Og så et til. Som et dyr spidser jeg ører. Jeg prøver intenst at opfange enhver lyd, enhver lugt, enhver bevægelse i mørket. Blade knaser under mine skridt og overdøver alt andet end mit åndedræt. Det føles, som om jeg er trådt ind i en anden virkelighed. Jeg bør ikke være her, tænker jeg. Men mørket har opslugt mig og lammet min evne til at tænke rationelt. En skikkelse galoperer forbi mig, og hans åndedræt blander sig med mit i den ellers stille skov. Kun mine tanker larmer. Mit hjerte banker højt. Jeg står stille, indtil jeg ikke længere kan se løberens slanke krop eller høre hans skridt og tunge prust. Følelsen af ufuldkommenhed rammer mig igen. Det er svært at sætte ord på, hvorfor mørke skræmmer mig så meget. Det kan bedst beskrives som en paralyse af krop og sind. Mens en del af min hjerne prøver at fortælle mine fødder, at de skal tage det næste skridt, brøler en anden et højt og rungende ‘NEJ’. Det ukendte skræmmer mig. I mørket vil alle mig ondt. En del af mig har lyst til at fortsætte længere ind i skoven. Der er noget tiltrækkende ved at træde ud i intetheden og mærke adrenalinrusen. Men resten af min krop trækker mig mod den blinkende lyskæde ved iskiosken, der ligger ved skovens fod. Så jeg vender om på hælen og går mod lyset. Mod de rationelle tanker og sikkerheden. Skuffet over, at jeg ikke holdt længere
CITAT N°31 • 43
•
CITAT N°31 • 44
En halv time med John Af Kenneth Lysbjerg Koustrup (tekst og foto)
John følte, der skulle ske noget nyt. Han kastede sig derfor ud i erhvervet som mandlig p rostitueret. I dag går han med ryggen rank og trimmer tåneglene til perfektion. Det nye arbejde har givet ham selvtillid
TELEFONEN BIPPER, idet der dukker en sms fra et ukendt nummer frem på skærmen. ‘Har du tid i dag? Jeg kunne godt tænke mig en halv time.’ Inden længe løber vandet fra bruseren, og forberedelserne til dagens gæst er i gang. Tanken om at blive betalt for at have sex med kvinder har altid virket tiltrækkende for 51-årige John Seider, der for fire måneder siden besluttede sig for at kaste sig ud i det. Han har nu i gennemsnit en kunde om ugen. ”Det har givet mig en masse energi og følelsen af at være ung igen,” siger John. En sødlig duft af creme og parfume fylder badeværelset og breder sig i det lille hus. På arbejdsværelset står en nyredt seng klar til at tage imod dagens gæst. ’It takes a lot of balls to play golf the way I do,’ står der på et lille skilt over døren til hans værelse. FRA FRAGT TIL SEX På Johns tidligere arbejdsplads hang et billede af ham på deres ’wall of fame’. Han var en af de hurtigste fragtmænd på afdelingen. Men stress
CITAT N°31 • 45
gav ham en hjerneskade, der har påvirket hans hukommelse permanent. I dag kan han ikke have et normalt job. Tanken om at have masser af tid og intet at bruge den på tiltalte ikke John, der altid har været aktiv. På grund af arbejde og familieliv overvejede John aldrig at sælge sex, men da børnene flyttede hjemmefra, og ægteskabet sluttede, var muligheden der. En bekendt med arbejde i sexbranchen tvivlede dog på efterspørgslen for mænd. Det gav John blod på tanden. Så i en blanding af ’jeg skal vise dig’ og et behov for, at der skulle ske noget, sprang han ud i det. ”Hver dag sørger jeg for, at huset er fuldstændig cleanet, og værelset derinde skal bare være perfekt. Det her holder mig i gang,” siger John. SELVTILLID OG MODERNE MUSIK Cremen ligger som et fugtigt silkelag på kroppen, mens tøjet kommer på efter badet. Sommerfuglene basker rundt i maven, mens de forskelligfarvede stearinlys varmer arbejdsværelset op. >
CITAT N°31 • 46
CITAT N°31 • 47
CITAT N°31 • 48
Det giver et sæt i hans krop, da det banker på døren. Med en let knirken går hoveddøren op. En kvinde i midten af 30’erne træder ind i gangen. ’Hej søde,’ lyder det fra John. Deres kroppe mødes i et lettere anspændt knus, hvorefter hun placerer et kys på hans kind. Prisen er 800 kroner for en halv time med John. Det, der begyndte som en fræk drøm, har vist sig at have mere at byde på. For John ligger en stor del af drivkraften som sexarbejder i bekræftelsen. At blive udvalgt og at kunne give et andet menneske en god oplevelse har styrket ham. “Hvis en kvinde vil betale det beløb, man kan købe en hel måneds mad for, så bliver jeg beæret. Og det giver mig selvtillid,” siger John. Højtalerne dunker konstant med moderne musik, noget han ellers ikke var så meget til før
CITAT N°31 • 49
i tiden. Han har lyst til at gøre mere ud af sig selv. Neglene er trimmet, håret klippet, og en ny tatovering er på tegnebrættet. “Jeg håber, at du har nydt det lige så meget, som jeg har,” lyder det fra John ude i entréen. Med et roligt og kærligt knus tager han afsked med kvinden, der lukker døren efter sig. ENE MAND BLANDT KVINDER John støder på folk, der synes, han er billig og ulækker, fordi han sælger sex. Men han har fra starten valgt at være helt åben omkring sit job. Han vil ikke skjule sig. Ifølge ham betyder tabuet omkring købesex, at der sidder mennesker rundt omkring, der har lyst til sex og nærvær, men ikke tør opsøge det. Når han fortæller om sin nye beskæftigelse, bliver det ofte mødt med stor interesse fra andre mænd, og John mødes af kommentarer som; ’Det
må bare være drømmejobbet at blive betalt for at være sammen med dejlige damer’. Men der er ikke mange mænd i branchen. John er oftest den eneste mand på Ekstra Bladets grå sider. Rundt omkring i stuen hænger der flere billeder, og et af dem er af John og hans søn. Livet som sexarbejder er ikke uden konsekvenser. Han har ikke haft meget kontakt med sine tre voksne børn, siden han afslørede sin nye beskæftigelse. ”Jeg holder meget af mine børn, men de skal ikke bestemme, hvad jeg laver. Jeg bestemmer jo heller ikke, hvad de skal bruge deres liv på,” siger John. Mørket lukker sig om Johns lille hus, og i skæret fra fjernsynet gør han sofaen klar til natten. John sover næsten altid i stuen, så arbejdsværelset konstant kan være pænt og rydeligt og stå klar med rent sengetøj. I tilfælde af, at der skulle komme gæster på besøg.
•
CITAT N°31 • 50
CITAT N°31 • 51