Jeffrey Lockharts far, Ross, er mangemilliardær og gift med den yngre kvinde, Artis, som er uhelbredeligt syg. Ross er hovedinvestor i et afsides liggende og hemmeligt kompleks, hvor alvorligt syge mennesker fryses ned i håbet om, at de
DON DELILLO
Forfatterfoto: © Joyce Ravid
”VI FØDES UDEN AT VI SELV VÆ LGER DET. B ØR VI DØ PÅ DEN SAMME MÅDE?”
kan vende tilbage til livet den dag, hvor medicinske fremskridt ville kunne kurere dem.
til sin stedmor, inden hun fryses ned, da Ross fortæller, at han har i sinde at følge med hende og lade sig fryse ned.
Z e r o K er Don DeLillos første roman i ti år og er en
Don DeLillo (f. 1936) er forfatter
mesterlig skildring af livet og kampen mod døden.
til seksten romaner, en novellesamling og tre teaterstykker. Blandt hans hovedværker er romanerne: Hvid støj, Vægten, Underverden og
„Et af DeLillos bedste værker … DeLillo lister en hjerteskærende historie om en søn, der forsøger at genskabe
tildelt National Book Foundation’s Medal for
forholdet til sin far, ind i en tankevækkende roman.“
Distinguished Contribution to American Letters.
– P U B L I S H E R S W E E K LY
Prisen tildeles en person, som har beriget USA’s litterære arv, og er en af de mest prestigefyldte litterære anerkendelser, man kan opnå i USA.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
„1990’ernes konge af amerikansk litteratur ... hans nye roman genindsætter ham på tronen.“ – W E E K E N D AV I S E N
ZE RO ROMAN
K
Den faldende mand. I efteråret 2015 blev han
zero k
Jeffrey slutter sig til Ross på komplekset for at sige farvel
„En af de mest markante amerikanske forfattere.“ – K R I S T E L I G T D A G B L A D
„DeLillos mest overbevisende værk siden hans forbløffende mesterværk Underverden fra 1997.“
– NEW YORK TIMES
„Dristig … udfordrende … fortræffelig … fanger vor tids voksende angst.“
– WASHINGTON POST
„En af de mystiskske og mest bevægende og berigende bøger i DeLillos lange karriere … Forbavsende bevægende … Da jeg var færdig med at læse, var jeg både lamslået og taknemmelig.“
– NEW YORK TIMES BOOK REVIEW
„Smuk og dybsindig.“
– THE GUARDIAN
DON DELILLO
LINDHARDT OG RINGHOF
Omslag: Simon Lilholt / imperiet .dk
Zero K er oversat fra amerikansk efter Zero K Copyright © Don DeLillo 2016 Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof 2016 Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Forfatterfoto: Joyce Ravid Bogen er sat med Adobe Caslon Pro hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-54823-3 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Zero K.indd 4
04/07/16 13.49
Don DeLillo
Zero K PĂĽ dansk ved Mich Vraa
Lindhardt og Ringhof
Zero K.indd 3
04/07/16 13.49
Til Barbara
Zero K.indd 5
04/07/16 13.49
Zero K.indd 6
04/07/16 13.49
FØRSTE DEL I Tjeljabinsks tid
Zero K.indd 7
04/07/16 13.49
Zero K.indd 8
04/07/16 13.49
1 Alle vil have monopol på verdens undergang. Sådan sagde min far da han stod ved de buede vinduer i sit kontor i New York – privat formuestyring, familiefonde, nye markeder. Vi havde en sjælden stund af eftertænksomhed, og øjeblikket blev gjort fuldendt af hans vintage-solbriller der hentede natten indenfor. Jeg studerede kunstværkerne i rummet, varierende abstrakte, og begyndte at forstå at den lange tavshed der fulgte hans bemærkning, ikke tilhørte nogen af os. Jeg tænkte på hans kone, nummer to, arkæologen, hvis hjerne og svigtende krop snart ville begynde sin helt planmæssige rejse ned i intetheden. Den dag, det øjeblik, vendte tilbage til mig nogle måneder senere og en halv verden væk. Jeg sad fastspændt på bagsædet af en pansret hatchback med tonede sideruder, blændet både inde- og udefra. Føreren, som befandt sig bag en glasrude, var iført en fodboldtrøje og joggingbukser med en bule ved hoften der røbede at han var bevæbnet. Efter en times kørsel ad primitive veje standsede han bilen og sagde et eller andet i en mikrofon ved sin skulder. Så drejede han hovedet femogfyrre grader i ret9
Zero K.indd 9
04/07/16 13.49
ning af det højre bagsæde. Jeg gik ud fra at det betød at tiden var inde til at klikke sikkerhedsselen op og stige ud. Køreturen var sidste etape af en maratonrejse, og jeg gik væk fra køretøjet og stod et øjeblik, overvældet af varmen, med min weekendtaske i hånden og mærkede kroppen slappe af. Jeg hørte motoren blive startet og vendte mig og kiggede. Bilen var på vej tilbage til den private landingsbane, og den var det eneste der bevægede sig derude, og snart ville den forsvinde i terrænet eller det svindende lys eller slet og ret bag horisonten. Jeg fortsatte med at rotere, en langsom radarscanning af saltslette og sten, tom på nær en hel del lave bygninger der muligvis var indbyrdes forbundne og knap skilte sig ud fra det afblegede landskab. Der var intet andet at se. Jeg havde ikke kendt min destinations præcise karakter, kun vidst at den var øde. Jeg havde ingen vanskeligheder ved at forestille mig at min far, da han stod ved vinduet i sit kontor, havde manet sine ord frem af dette golde landskab og de geometriske strukturer der smeltede sammen med det. Han var her nu, det var de begge to, far og stedmor, og jeg var kommet for at aflægge et ganske kort besøg og sige et usikkert farvel. Antallet af bygninger var svært at fastslå fra det sted hvor jeg stod, ganske tæt på dem. To, fire, syv, ni. Eller blot en enkelt, en central bygning, forbundet med andre der strålede ud fra den. Jeg tænkte på komplekset som en by der ville blive fundet i en fjern fremtid, selvforsynende på alle måder, velbevaret, navnløs, forladt af en ukendt nomadekultur. Varmen gav mig en følelse af at skrumpe, men jeg ville gerne blive stående et øjeblik og betragte bygningerne. Det var bygninger i skjul, agorafobisk forseglede. De var 10
Zero K.indd 10
04/07/16 13.49
blinde huse, tyste og alvorlige, med usynlige vinduer, designet til at folde sig ind i sig selv, tænkte jeg, når spillefilmen når til et punkt af digitalt kollaps. Jeg fulgte en stenbelagt sti hen til en bred portal hvor to mænd stod og betragtede mig. Andre fodboldtrøjer, samme bule ved hoften. De stod bag nogle hellefyr der havde til formål at holde køretøjer væk fra området tæt på bygningen. Ude til siden, ved den fjerneste ende af adgangsvejen, stod, ganske ejendommeligt, endnu to skikkelser i chador, tilslørede kvinder, ubevægelige.
Zero K.indd 11
04/07/16 13.49
2 Min far havde fået skæg. Dette kom bag på mig. Det var lidt mere gråt end håret på hans hoved og havde en virkning som fremhævede øjnene og gjorde hans blik mere intenst. Er det sådan et skæg en mand anlægger, når han er ivrig efter at træde ind i en ny dimension af tro? Jeg sagde: “Hvornår sker det?” “Vi arbejder på dagen, timen, minuttet. Snart,” sagde han. Han var midt i eller sidst i tresserne, Ross Lockhart, bredskuldret og adræt. Hans mørke briller lå på skrivebordet foran ham. Jeg var vant til at møde ham på kontorer, det ene eller det andet sted. Dette var improviseret, adskillige skærme, keyboards og andre apparater rundt om i lokalet. Jeg vidste at han havde skudt store summer i hele dette foretagende, dette vovestykke, kaldet Konvergens, og kontoret var et udtryk for høflighed der belejligt satte ham i stand til at holde kontakt med sit netværk af selskaber, agenturer, fonde, bestyrelser, stiftelser, syndikater, kollektiver og klaner. “Og Artis.” “Hun er fuldstændig klar. Der er ikke antydningen af tøven eller betænkeligheder.” 12
Zero K.indd 12
04/07/16 13.49
“Vi taler ikke om evigt åndeligt liv. Det her er kroppen.” “Kroppen bliver frosset ned. Kryonisk suspension,” sagde han. “Og så engang i fremtiden.” “Ja. Der vil komme en tid hvor der findes metoder til at modvirke de omstændigheder der førte til afslutningen. Hjerne og krop bliver genskabt og ført tilbage til livet.” “Det er ikke nogen ny idé. Har jeg ret?” “Det er ikke nogen ny idé. Det er en idé,” sagde han, “som nu nærmer sig fuld virkeliggørelse.” Jeg var desorienteret. Dette var morgenen der skulle blive min første hele dag på stedet, og det var min far der sad på den anden side af skrivebordet, og intet af det var velkendt, hverken situationen eller de fysiske omgivelser eller den skæggede mand selv. Jeg ville ikke være i stand til at bearbejde noget af det før på hjemvejen. “Og du har fuld tillid til projektet.” “Et hundrede procent. Medicinsk, teknologisk, filosofisk.” “Folk indrullerer deres kæledyr,” sagde jeg. “Ikke her. Intet her er spekulativt. Intet er ønsketænkning eller perifert. Mænd, kvinder. Død, liv.” Hans stemme havde en monoton, udfordrende klang. “Er der mulighed for at jeg kan komme til at se det sted hvor det sker?” “Yderst tvivlsomt,” sagde han. Artis, hans kone, led af en hel række invaliderende sygdomme. Jeg vidste at multipel sklerose havde den største del af skylden for hendes forfald. Min far var her som hengivent vidne til hendes overgang og derefter som kvalificeret observatør af hvilke indledende metoder der ville gøre det muligt at bevare kroppen indtil det år, det 13
Zero K.indd 13
04/07/16 13.49
årti, den dag hvor den muligvis kunne kaldes trygt tilbage til livet. “Da jeg kom, blev jeg modtaget af to bevæbnede mænd. De førte mig gennem sikkerhedskontrollen, førte mig herind, sagde så godt som ingenting. Det er det eneste jeg ved. Og så navnet, som lyder religiøst.” “Trosbaseret teknologi. Det er den rigtige beskrivelse. En gud mere. Ikke så forskellig, viser det sig, fra nogle af de tidligere. Bortset fra at det her er virkelighed, det er sandt, det fungerer.” “Liv efter døden.” “Med tiden, ja.” “Konvergensen.” “Ja.” “Der er mening i matematikken.” “Der er mening i biologien. Der er mening i fysiologien. Lad det hvile,” sagde han. Da min mor døde, derhjemme, sad jeg ved siden af hendes seng, og en af hendes veninder, en kvinde med en stok, stod i døråbningen. Sådan ville jeg se øjeblikket for mig, snævret ind, nu og altid, til kvinden i sengen, kvinden i døråbningen, selve sengen, metalstokken. Ross sagde: “Nede i det område der fungerer som hospice, er jeg somme tider sammen med mennesker der er ved at blive gjort klar til at træde ind i processen. En blanding af forventning og ærefrygt. Langt mere håndgribelig end frygt og uvished. Der hersker en ærbødighed, en tilstand af forbavselse. De er sammen om det der sker. Det er noget langt større end de nogensinde har forestillet sig. De føler en fælles mission, en destination. Og jeg tager mig selv i at prøve at forestille mig sådan et sted for flere århundreder siden. Et logi, et tilflugtssted for rejsende. For pilgrimme.” 14
Zero K.indd 14
04/07/16 13.49
“Okay, pilgrimme. Vi er tilbage ved gamle dages religion. Er det muligt for mig at besøge hospicet?” “Næppe,” sagde han. Han gav mig en lille rund skive der var sat fast på et armbånd. Han sagde den var magen til den ankel-monitorer som holdt ordensmagten informeret om en mistænkt persons bevægelser forud for en retssag. Jeg ville få adgang til bestemte områder på denne etage og den oven over os, ikke til andre. Jeg kunne ikke tage armbåndet af uden at alarmere sikkerhedsafdelingen. “Du må ikke være for hurtig med at drage konklusio ner om hvad du ser og hører. Det her sted er skabt af seriøse mennesker. Respekter idéen. Respekter rammerne. Artis siger vi skal betragte det som et værk under udvikling, et jordarbejde, en slags jordkunst, landskabskunst. Bygget op af terrænet og samtidig sunket ned i det. Begrænset adgang. Defineret af stilhed, både hvad angår mennesker og miljø. Også på en måde et gravmæle. Jorden er det ledende princip,” sagde han. “Til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.” Jeg brugte tid på at vandre omkring i gangene. Gangene var næsten tomme, tre mennesker, med mellemrum, og jeg nikkede til hver af dem men fik kun et enkelt modvilligt blik retur. Væggene var holdt i grønne nuancer. Ned ad en bred gang, dreje ned ad en anden. Tomme vægge, ingen vinduer, døre med stor afstand imellem, alle døre lukkede. Det var døre i beslægtede farver, alle dæmpede, og jeg tænkte på om der var nogen mening at finde i disse varianter af spektret. Dette er hvad jeg har gjort i ethvert nyt miljø. Jeg prøvede at tilføre det mening, få stedet til at hænge sammen eller i det mindste lokalisere mig selv inden for stedets rammer, bekræfte min beklemte tilstedeværelse. 15
Zero K.indd 15
04/07/16 13.49
For enden af den sidste gang ragede en skærm ud af en fordybning i loftet. Den begyndte at bevæge sig nedad, strakte sig fra væg til væg og nåede næsten ned til gulvet. Jeg gik langsomt hen mod den. I begyndelsen var alle billederne vand. Vand der fossede gennem skove og brusede over flodbredder. Der var scenerier med regn der hamrede ned på terrassemarker, lange øjeblikke med kun regn og så mennesker alle vegne der løb mens andre sad i små både, hjælpeløse over for de voldsomme strømhvirvler. Der var oversvømmede templer, huse der kurede ned ad bjergsider. Jeg så til mens vandet blev ved med at stige i storbygader, så biler og chauffører der røg under. Skærmens størrelse løftede effekten ud af tv-nyhedernes kategori. Alting var stort, tårnede sig op, scenerne varede meget længere end den sædvanlige længde på tv-indslag. Det skete lige for øjnene af mig, på mit niveau, umiddelbart og virkeligt, en kvinde i fuld størrelse der sad i en skæv stol i et hus der var kollapset i et mudderskred. En mand, et ansigt, under vandet, der stirrede ud på mig. Jeg var nødt til at træde bagud, men var også nødt til at blive ved med at kigge. Det var svært ikke at kigge. Endelig kastede jeg et blik ned ad gangen i forventning om at nogen ville komme, et andet vidne, en person som måske ville stå ved siden af mig mens billederne voksede og bed sig fast. Der var ingen lydside.
Zero K.indd 16
04/07/16 13.49
3 Artis var alene i suiten hvor hun og Ross boede. Hun sad i en lænestol i morgenkåbe og hjemmesko og så ud til at sove. Hvad skal jeg sige? Hvordan skal jeg begynde? Du er smuk, tænkte jeg, og det var hun, på en trist måde, svækket af sygdommen, magert ansigt og askeblondt hår, ukæmmet, blege hænder foldet i skødet. Tidligere havde jeg tænkt på hende som Kone Nummer To og så som Stedmoderen og så igen som Antropologen. Den sidste etiket var ikke så reduktiv, mest fordi jeg endelig var begyndt at lære hende at kende. Jeg holdt af at forestille mig at hun var videnskabskvinden som asket; et menneske der i perioder boede i primitive lejre og som havde nemt ved at tilpasse sig strenge vilkår af en anden slags. Hvorfor havde min far bedt mig om at komme? Han ville gerne have at jeg var hos ham når Artis døde. Jeg sad på en polstret bænk og ventede og kiggede, og snart gled mine tanker væk fra den ubevægelige skikkelse i stolen, og så var vi han der, så var vi der, Ross og jeg, i et tankerum i miniaturestørrelse. 17
Zero K.indd 17
04/07/16 13.49
Han var en mand der var formet af penge. Han havde tidligt skabt sig et ry ved at analysere naturkatastrofers indvirkning på profit. Han kunne lide at tale til mig om penge. Min mor sagde: Hvad med sex, det har han brug for at vide noget om. Pengenes sprog var kompliceret. Han definerede vilkår, tegnede diagrammer, levede øjensynligt i en konstant nødsituation, de fleste dage fastgroet i sit kontor i ti eller tolv timer eller hastende af sted til lufthavne eller i gang med at forberede konferencer. Derhjemme stod han foran et højt spejl og reciterede fra hukommelsen fra taler han arbejdede på, om risikovillighed og offshore-jurisdiktion, finpudsede sin gestikulation og ansigtsudtryk. Han havde en affære med en praktikant på kontoret. Han deltog i Boston Marathon. Hvad gjorde jeg? Jeg mumlede, jeg slæbte på fødderne, jeg barberede en stribe hår af midt på hovedet, fra panden til nakken – jeg var hans personlige Antikrist. Han flyttede da jeg var tretten. Jeg var ved at lave lektier, trigonometri, da han fortalte mig det. Han sad over for mig ved det lille skrivebord hvor de altid skarpe blyanter stak op ad et syltetøjsglas. Jeg arbejdede videre mens han talte. Jeg undersøgte sidens formularer og skrev i min notesbog, om og om igen: sinus cosinus tangent. Hvorfor forlod min far min mor? Ingen af dem sagde nogensinde noget om det. Flere år senere boede jeg i en halvanden-værelses lejlighed på Upper Manhattan. En aften var min far i tv, en obskur kanal, dårligt signal, Ross i Genève, dobbeltbillede, talte fransk. Vidste jeg at min far talte fransk? Var jeg sikker på at denne mand var min far? Han sagde ifølge underteksterne noget om ledighedens økologi. Jeg så det stående foran tv’et. Og nu Artis på dette nærmest utrolige sted, denne 18
Zero K.indd 18
04/07/16 13.49
luftspejling i ørkenen, for snart at blive præserveret, en dybfrossen krop i et vældigt mausoleum. Og derefter en fremtid som man ikke kan forestille sig. Bare ordene. Tid, skæbne, tilfælde, udødelighed. Og her er min enfoldige fortid, min barnlige historie, de øjeblikke jeg ikke kan lade være med at fremmane fordi de er mine, umulige ikke at se og føle; kravlende ud af hver en mur omkring mig. En Askeonsdag gik jeg engang i kirke og stod i kø. Jeg så mig om blandt statuer, mindetavler og søjler, glasmosaikvinduerne, og så gik jeg op til alteret og knælede. Præsten kom og satte sit mærke, en klat hellig aske stemplet på min pande med en tommelfinger. Af jord er du kommet. Jeg var ikke katolik, mine forældre var ikke katolikker. Jeg vidste ikke hvad vi var. Vi var Spis og Sov. Vi var Gå hen til Renseriet med Fars Jakkesæt. Da han flyttede, besluttede jeg at favne tanken om at være forladt eller halvt-forladt. Min mor og jeg forstod og havde tillid til hinanden. Vi flyttede til Queens i en havelejlighed uden have. Det passede os begge to. Jeg lod håret vokse ud på mit barberede aboriginal-hoved. Vi gik ture sammen. Hvem andre gør det, mor og teenagesøn sammen, i Amerikas Forenede Stater? Hun prædikede ikke for mig, eller gjorde det sjældent, når jeg lavede mine afstikkere ud af den observerbare normalitet. Vi spiste kedelig mad og slog en tennisbold frem og tilbage over nettet på en offentlig bane. Men den ornatklædte præst og det lille vrid af hans tommelfingers pude stemplede asken på min pande. Og til jord skal du blive. Jeg gik ad byens gader og kiggede efter mennesker der måske så på mig. Jeg stod stille foran butiksruder og studerede mit spejlbillede. Jeg vidste ikke hvad det her var. Var det et småtosset tegn på 19
Zero K.indd 19
04/07/16 13.49
ærbødighed? Lavede jeg et nummer med Guds Moders Kirke? Eller prøvede jeg blot at mase mig selv frem hvor jeg blev synlig på en meningsfuld måde? Jeg ville have at askepletten skulle holde i dage og uger. Da jeg kom hjem, lænede mig min mor sig væk fra mig som for at se mig i det rette perspektiv. Det var den korteste tænkelige vurdering. Jeg sørgede for ikke at grine – mit grin var en kirkegårdsgravers. Hun sagde et eller andet om onsdages kedelige karakter over hele verden. En smule aske, til en minimal pris, og en onsdag ind imellem, sagde hun, bliver til noget som man husker. Med tiden begyndte min far og jeg at mase os igennem nogle af de spændinger der havde holdt os på afstand af hinanden, og jeg accepterede visse arrangementer han traf med hensyn til min uddannelse, men kom ikke så meget som i nærheden af den forretning der var hans. Og år senere, det føltes som et helt liv senere, begyndte jeg at kende den kvinde der nu sad foran mig og lænede sig ind i lyset fra en lampe på et bord ved siden af hende. Og endnu en livstid senere, hendes, åbnede hun øjnene og så mig sidde der. “Jeffrey.” “Kom sent i aftes.” “Det fortalte Ross mig.” “Og det viser sig at være sandt.” Jeg tog hendes hånd og holdt den i min. Der lod ikke til at være mere at sige, men vi talte i en time. Hendes stemme var næsten en hvisken, og det samme var min, indrettet efter omstændighederne, eller efter selve omgivelserne, de lange tyste gange, følelsen af indelukning og isolation, en ny generation af jordkunst med menneskekroppe i forskellige grader af skindød. 20
Zero K.indd 20
04/07/16 13.49
“Siden jeg ankom her, har jeg registreret at jeg koncentrerer mig om små ting, og de bliver stadig mindre. Min hjerne kobler fra, slapper af. Jeg tænker på detaljer der har været glemt i årevis. Jeg ser øjeblikke som jeg gik glip af tidligere eller fandt for trivielle til at huske. Det er sygdommen, selvfølgelig, eller min medicin. Det er en fornemmelse af at lukke ned, nå til en afslutning.” “Midlertidig.” “Har du svært ved at tro på det her? For jeg har ikke. Jeg har studeret det,” sagde hun. “Det ved jeg du har.” “Skepsis, selvfølgelig. Det kan vi ikke undvære. Men på et tidspunkt begynder vi at forstå at der er noget som er meget større og mere varigt.” “Her er et simpelt spørgsmål. Praktisk, ikke skeptisk. Hvorfor er du ikke på hospicet?” “Ross vil gerne have mig i nærheden. Lægerne kommer jævnligt forbi.” Hun havde problemer med konsonanterne i den sidste sætning og talte langsommere fra det øjeblik. “Eller også bliver jeg rullet hen ad gangene og ind i nogle mørke kabiner som bevæger sig op og ned gennem en skakt eller måske sidelæns eller baglæns. Uanset hvad kommer jeg ind til et undersøgelsesrum hvor de kigger og lytter, alle helt tavse. Der er en sygeplejerske i suiten her, eller flere sygeplejersker. Vi taler mandarin sammen, hun og jeg, eller han og jeg.” “Tænker du på hvad for en verden du vender tilbage til?” “Jeg tænker på vanddråber.” Jeg ventede. Hun sagde: “Jeg tænker på vanddråber. På hvordan jeg plejede at stå under bruseren og se en dråbe vand tril21
Zero K.indd 21
04/07/16 13.49
le ned ad forhænget. Hvordan jeg koncentrerede mig om dråben, den lille dråbe, den lille kugle, og ventede på at den skulle antage nye former mens den gled over folder og ujævnheder, og vandet imens dunkede mod siden af mit hoved. Jeg husker det fra hvor længe siden? Tyve år, tredive, længere? Jeg ved det ikke. Hvad tænkte jeg på det tidspunkt? Jeg ved det ikke. Måske tillagde jeg vanddråben en særlig slags liv. Jeg animerede den, gjorde den til tegnefilm. Jeg ved det ikke. Formentlig var min hjerne mest bare tom. Vandet der klasker mod mit hoved, er forbandet koldt, men jeg gider ikke skrue på det. Jeg har brug for at se dråben, se når den begynder at vokse sig længere og sive ud. Men den er for klar og gennemsigtig til at sive. Jeg står der og bliver klasket i hovedet mens jeg siger til mig selv at der ikke er nogen udsivning. Udsivning er mudder eller slim, det er primitivt liv på havbunden, og det består mest af mikroskopiske havvæsener.” Hun talte et slags skyggesprog, holdt pauser, tænkte tilbage, prøvede at huske, og når hun kom tilbage til øjeblikket, til det rum hun var i, var hun nødt til at placere mig, lokalisere mig på ny, Jeffrey, søn af, siddende over for hende. Jeg var Jeff for alle andre end Artis. Den ek stra stavelse i hendes blide stemme gjorde mig bevidst om mig selv eller bevidst om et andet jeg, mere behageligt og pålideligt, en mand der går med ranke skuldre, ren fiktion. “Somme tider når jeg er i et mørkt rum,” sagde jeg, “lukker jeg øjnene. Jeg går ind i rummet og lukker øjnene. Eller i soveværelset, så venter jeg indtil jeg nærmer mig lampen der står på kommoden ved siden af sengen. Så lukker jeg øjnene. Er det overgivelse til mørket? Jeg ved ikke hvad det er. Er det en tilpasning? For at lade mørket diktere situationens vilkår? Hvad er det? Det ly22
Zero K.indd 22
04/07/16 13.49
der som noget et sært barn ville gøre. Det barn jeg var engang. Men jeg gør det endnu. Jeg går ind i et mørkt rum og venter måske et øjeblik og står i døråbningen, og så lukker jeg øjnene. Sætter jeg mig selv på prøve ved at fordoble mørket?” Vi var tavse en tid. “De ting vi gør, som vi så bare glemmer,” sagde hun. “Bortset fra at vi ikke glemmer dem. Folk som os.” Det kunne jeg godt lide at sige. Folk som os. “En af de her små klumper personlighed. Det er det Ross siger. At jeg er et fremmed land. Små ting, og så mindre ting. Sådan er mine eksistensvilkår.” “Jeg går over mod kommoden i det mørke soveværelse og prøver at fornemme lampens placering og rækker så ud for at føle lampeskærmen, og jeg rækker ind under lampeskærmen for at finde tænd-og-sluk-tingesten, den kontakt der tænder lyset.” “Så åbner du øjnene.” “Eller gør jeg? Det sære barn ville måske holde dem lukket.” “Men kun mandage, onsdage og fredage,” sagde hun og klarede kun med nød og næppe den velkendte række af dage. En person kom ud fra det bageste lokale, en kvinde, gråt jumpsuit, mørkt hår, mørkt ansigt, forretningsmæssigt udtryk. Hun havde latex-handsker på og stod i position bag Artis og så på mig. Tid til at gå. Med svag stemme sagde Artis: “Det er kun mig, kroppen under bruseren, et menneske omgivet af plastic, som ser en vanddråbe skøjte ned ad det våde forhæng. Øjeblikket er der for at blive glemt. Dette lader til at være det ultimative punkt. Det er et øjeblik som ingen nogen23
Zero K.indd 23
04/07/16 13.49
sinde ville skænke en tanke igen, undtagen lige mens det sker. Måske er det derfor det ikke virker mærkeligt. Det er kun mig. Jeg tænker ikke på det. Jeg lever simpelt hen i det og lægger det så bag mig. Men ikke for altid. Lægger det bag mig undtagen nu, på dette særlige sted, hvor alt hvad jeg nogensinde har sagt og gjort og tænkt på, er lige ved hånden, lige her, hvor det kan holdes så tæt ind til mig at det ikke er forsvundet når jeg åbner øjnene til det andet liv.” Det hed et spiseafsnit, og det var hvad det var, en komponent, et modul, fire for små borde og en anden person, en mand der var iført noget der så ud til at være en munkekutte. Jeg spiste og iagttog, sendte stjålne blikke. Han skar sin mad ud og tyggede den, kun opslugt af sig selv. Da han rejste sig for at gå, så jeg falmede jeans under kutten og tennissko under jeansene. Maden kunne spises, men ikke altid navngives. Jeg kom ind på mit værelse ved at lægge skiven på mit armbånd mod den magnetiske plade der var indsat i dørens midterste panel. Værelset var lille og anonymt. Blottet for særpræg i en grad så det næsten var en ting med vægge. Loftet var lavt, sengen var sengeagtig, stolen en stol. Der var ingen vinduer. Om fireogtyve timer ville Artis, ud fra de kliniske vurderinger, være afgået ved døden, hvilket betød at jeg ville være på vej hjem, mens Ross blev endnu nogen tid for personligt at kunne konstatere at rækken af procedurer i nedfrysningsprocessen blev gennemført efter planen. Men jeg følte mig allerede fanget. Besøgende måtte ikke forlade bygningen, og selv om der ikke var nogen steder at gå hen derude mellem de prækambriske klipper, følte jeg virkningen af denne restriktion. Værelset var 24
Zero K.indd 24
04/07/16 13.49
ikke udstyret med nogen digitale forbindelser, og min smartphone var hjernedød herinde. Jeg lavede strækøvelser for at sætte blodet i cirkulation. Jeg lavede mavebøjninger og hop fra hugsiddende stilling. Jeg forsøgte at huske min drøm fra den foregående nat. Værelset gav mig en følelse af at jeg blev absorberet af stedet, blev en del af dets faste indbo. Jeg sad i stolen med lukkede øjne. Jeg så mig selv sidde her. Jeg så selve bygningskomplekset fra et sted ude i stratosfæren; en massiv, sammensvejset masse og skrå tage i forskellige vinkler, solbagte mure. Jeg så vanddråber som Artis havde betragtet, da de én efter én trillede ned ad indersiden af bruseforhænget. Jeg så Artis’ utydelige nøgne skikkelse, med ansigtet ind mod det faldende vand, billedet af hendes lukkede øjne bag mine egne lukkede øjnes realitet. Jeg længtes efter at rejse mig fra stolen, gå ud af værelset, sige farvel til hende og tage af sted. Det lykkedes mig at tale mig selv op i stående stilling og derefter åbne døren. Men det eneste jeg gjorde, var at gå rundt i gangene.
Zero K.indd 25
04/07/16 13.49
Jeffrey Lockharts far, Ross, er mangemilliardær og gift med den yngre kvinde, Artis, som er uhelbredeligt syg. Ross er hovedinvestor i et afsides liggende og hemmeligt kompleks, hvor alvorligt syge mennesker fryses ned i håbet om, at de
DON DELILLO
Forfatterfoto: © Joyce Ravid
”VI FØDES UDEN AT VI SELV VÆ LGER DET. B ØR VI DØ PÅ DEN SAMME MÅDE?”
kan vende tilbage til livet den dag, hvor medicinske fremskridt ville kunne kurere dem.
til sin stedmor, inden hun fryses ned, da Ross fortæller, at han har i sinde at følge med hende og lade sig fryse ned.
Z e r o K er Don DeLillos første roman i ti år og er en
Don DeLillo (f. 1936) er forfatter
mesterlig skildring af livet og kampen mod døden.
til seksten romaner, en novellesamling og tre teaterstykker. Blandt hans hovedværker er romanerne: Hvid støj, Vægten, Underverden og
„Et af DeLillos bedste værker … DeLillo lister en hjerteskærende historie om en søn, der forsøger at genskabe
tildelt National Book Foundation’s Medal for
forholdet til sin far, ind i en tankevækkende roman.“
Distinguished Contribution to American Letters.
– P U B L I S H E R S W E E K LY
Prisen tildeles en person, som har beriget USA’s litterære arv, og er en af de mest prestigefyldte litterære anerkendelser, man kan opnå i USA.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
„1990’ernes konge af amerikansk litteratur ... hans nye roman genindsætter ham på tronen.“ – W E E K E N D AV I S E N
ZE RO ROMAN
K
Den faldende mand. I efteråret 2015 blev han
zero k
Jeffrey slutter sig til Ross på komplekset for at sige farvel
„En af de mest markante amerikanske forfattere.“ – K R I S T E L I G T D A G B L A D
„DeLillos mest overbevisende værk siden hans forbløffende mesterværk Underverden fra 1997.“
– NEW YORK TIMES
„Dristig … udfordrende … fortræffelig … fanger vor tids voksende angst.“
– WASHINGTON POST
„En af de mystiskske og mest bevægende og berigende bøger i DeLillos lange karriere … Forbavsende bevægende … Da jeg var færdig med at læse, var jeg både lamslået og taknemmelig.“
– NEW YORK TIMES BOOK REVIEW
„Smuk og dybsindig.“
– THE GUARDIAN
DON DELILLO
LINDHARDT OG RINGHOF
Omslag: Simon Lilholt / imperiet .dk