YES MAN
JESPER NØDDESBO
YES MAN MIN JAGT PÅ SUCCES I TOPHÅNDBOLD
I samarbejde med Ole Sønnichsen
4
Indhold
Prolog
Fyret over telefonen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Kapitel 1
Hovedet mod glasloftet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
Kapitel 2
Et trin op ad stigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45
Kapitel 3
Ind i landsholdsvarmen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71
Kapitel 4
På allerøverste hylde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87
Kapitel 5
Bænket i EM-triumfen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
Kapitel 6
Kampen for comeback . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137
Kapitel 7
Opgør med offerrollen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163
Kapitel 8
Ydmyget i finalerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197
Kapitel 9
OL-guld med bismag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223
Kapitel 10 På jagt efter mere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251 Epilog
Hva’ så nu, Yes Man? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267
Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279
5
6
PROLOG
FYRET OVER TELEFONEN En sommerdag i 2009, mens jeg gik rundt i vores sommerhus i Sunds i Midtjylland, ringede telefonen. Det var min agent. »Jeg har snakket med folkene i Barcelona,« sagde han. »De ønsker ikke, at du kommer tilbage efter sommerferien. Du skal bare finde en anden klub, hvis du kan.« Det var det. To års eventyr i FC Barcelona var slut med et telefonopkald fra min agent. Ikke noget med at sige det direkte til mig eller indkalde mig til et møde, så vi kunne tale tingene igennem, når jeg var tilbage i Spanien. Ikke noget med en uddybende forklaring om, hvorfor jeg ikke længere var god nok til holdet. Min store drøm om at spille for Barcelona virkede som en bagatel i deres verden, som noget der kunne fjernes med et fingerknips og helt uden personlig kontakt. Fyringen kom som en stor overraskelse for mig. Godt nok havde min anden sæson i klubben ikke været uden sportslige udfordringer, bl.a. fordi vi i vinterpausen skiftede træner til Xavier Pascual Fuertes, i daglig tale Pasqui, der tog en ny stregspiller med ind i truppen. Det var chileneren Marco Oneto, som pludselig en dag stod i omklædningsrummet, uden at hverken Rubén Garabaya, min stregkollega, eller jeg 7
var blevet informeret på forhånd. Det undrede vi os meget over, og det gav naturligvis noget uro og også mindre spilletid, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det skulle koste mig jobbet. Jeg havde endda et år tilbage af min kontrakt med klubben, men det så de stort på. Faktisk havde jeg flere gange i foråret drøftet min fremtid med den svenske målmand Fredrik Ohlander, som jeg var holdkammerat med i tiden i Kolding, og som selv havde spillet i Barcelona. Fredrik mente, at Barcelona nok snart ville forlænge med mig, fordi de var tilfredse med mine præstationer. Beskeden fra Barcelona gjorde selvfølgelig nas, for jeg var glad for at være i klubben, selv om det havde været nogle hårde år, og min kone Rikke og jeg var glade for at bo i byen. Det var som om at få fjernet noget af min identitet – og naturligvis den prestige, der fulgte med at være en del af holdet i en af verdens største håndboldklubber. Jeg brød ikke hulkende sammen på sommerhusgulvet, men jeg var trist og uforstående i dagene derefter. »Hvis de ikke vil have mig, vil jeg heller ikke være der,« tænkte jeg – og så gik jeg i gang med at lede efter en anden klub, selv om det ikke var nemt midt i sommerferien, hvor de fleste havde truppen på plads og ikke nødvendigvis kunne åbne lønbudgettet uden videre. På grund af kontrakten var jeg sikret endnu et års løn fra Barcelona, men jeg ville selvfølgelig gerne spille og ikke bare sidde og glo ud i luften og hæve mine penge uden at arbejde Selv om jeg havde måttet kæmpe for spilletiden, havde jeg på ingen måde forventet en fyring i FC Barcelona i sommeren 2009.
8
for dem. Jeg tænkte ganske enkelt, at jeg skulle have gang i karrieren igen hurtigt ved at finde en ny klub. Jeg prøvede ikke selv at få fat i folkene i Barcelona for at tale min sag eller få dem til at overveje deres beslutning – og sendte heller ikke min agent ud for at tale min sag. På den måde er jeg en pleaser, der helst bare vil holde mig på god fod med folk og sige ja tak, selv om det dræner noget af min egen energi. Jeg er én, som vil folk det bedste og vil gå langt for, at andre har det godt. Jeg vil derfor også hellere glatte ud end at søge konflikten, og så kommer jeg nogle gange selv til at give afkald på ting, fordi jeg ikke vil være uvenner med nogen og dermed glemmer at lytte til mig selv. Man kan sige, at jeg lægger en vis distance til mig selv og skubber mig selv i baggrunden. Jeg har i mange år kæmpet med, om jeg er god nok, og når jeg pleaser, overgør jeg det nærmest for at bevise over for mig selv og andre, at jeg er god nok. Det kan lyde som en underlig logik, men jeg har i mange tilfælde sat en facade op og sørget for at ligne én, der altid har overskud. Det er en hårfin balancegang mellem at være noget godt for andre og miste sig selv eller glemme sig selv i det. Min gode ven Bo Spellerberg har derfor døbt mig Yes Man, inspireret af Jim Carrey-filmen, hvor hovedpersonen kun må svare ja hele tiden. Bo joker med, at der burde rulle et nej-skilt ned fra min pande, når jeg nikker. Det er kærligt ment, men også sagt med et gran af sandhed og en påmindelse om at huske mig selv, så jeg ikke bøjer af og accepterer alt, hvad folk vil have mig til – eller bare gøre det, jeg tror, andre folk vil have eller blive glade for. Men netop det gjorde jeg i forhold til Barcelona, også fordi jeg flere gange havde slået mig på kulturen i klubben og må10
den at behandle folk på – og ikke havde lyst til mere af samme skuffe. Da jeg kom til Barcelona, var Manolo Cadenas træner. Han var fantastisk sød uden for banen og et virkelig rart menneske, der spurgte til ens familie og gav krammere til kone og børn, men når det handlede om håndbold, skiftede han nærmest personlighed. Jeg kom direkte fra dansk håndbold med en naiv forestilling om, at vi behandlede hinanden ordentligt og snakkede pænt til hinanden, og så løb jeg ind i Cadenas, der optrådte stik modsat. Hvis jeg fx ikke var en del af en øvelse til træning og lå ude på sidelinjen og lavede stabilitetsøvelser for min ryg, så kunne han pludselig finde på at skrige af mig. »Jesper, kom herind,« råbte han. »Du kan tage dine fucking balanceøvelser og køre dem helt op i nosserne, mand. Jeg er så fucking ligeglad med dem.« Vredesudbruddene kom helt ud af ingenting, og de gjorde mig usikker og nervøs. Andre gange var han ekstremt uklar, når han skulle sætte nye øvelser i gang. Han forklarede fx en koordina tionsøvelse, hvor vi skulle tage nogle skridt frem og tilbage med benene, og bagefter ville han vise det for at gøre det endnu tyde ligere. Men han viste noget andet, end det han selv havde forklaret, og da jeg så gjorde, som han havde vist, flippede han helt ud. »Nej, for helvede,« råbte han og lod mig gøre øvelsen igen og igen foran de andre. »Du er kraftedeme så fucking hjernedød,« skreg han. Jeg blev kørt helt over af ham igen og igen. Det samme gjorde en håndfuld andre spillere i truppen, som heller ikke fik sagt fra, men ligesom mig bare bøjede hovedet og knoklede løs. Cadenas var fuldstændig utilregnelig, og vi fandt os i det gang på gang. 11
Hans behandling ramte mig hårdt på retfærdighedssansen. Jeg følte ikke, at jeg kunne give mere til ham, og vidste, at jeg knoklede røven ud af buskerne. Omvendt følte han formentlig, at han kunne presse endnu mere ud af mig og forbedre min præstation, hvis han råbte og skreg af mig. Det var hans stil at være sådan, og han blev hyret ind netop af den grund, fordi Barcelona ville have en træner, der kom med bulder og brag. Men det var ikke et præstationsfremmende miljø for mig, og jeg blev slået ud af tonen og tilgangen. Så da fyringen kom, bøjede Yes Man endnu en gang bare nakken og accepterede nederlaget. Barcelona var et afsluttet kapitel, en drøm der blev slukket, før den rigtig kom i gang, og jeg skulle hurtigst muligt finde et andet sted at spille, også for at bevare min plads på det danske landshold. Det var ikke sådan, at jeg delte min frustration med nogen, i stedet gik jeg med grublerierne selv og fik malet et mørkt verdensbillede op. Jeg blev bange for ikke at slå til, ikke at være god nok, og var ramt af en usikkerhed, der også tidligere havde drillet mig og gjort mig nervøs for mine evner både på og uden for banen. Nogle dage senere fik Rikke og jeg besøg af Louise Svalastog og Bo Spellerberg i sommerhuset. Vi havde fået en del rødvin og var blevet noget beduggede, da snakken faldt på min fyring i Barcelona. »Hvorfor er det altid dig, det skal gå ud over,« sagde Rikke. »Hvorfor siger du ikke fra?« spurgte hun. Hun havde flere gange set mig med tårer i øjnene, når jeg havde fået en tur af Cadenas, og var selvfølgelig både ked af 12
det på mine vegne og frustreret over vores nye situation, hvor jeg var jobløs. Rikkes ord gjorde virkelig ondt, og de faldt måske også lidt hårdere end beregnet pga. rødvinen. Hun gjorde mig til et offer for både Barcelona og mig selv, og det sved, fordi pleaseren i mig af og til kæmpede med netop at føle mig som et offer, som om det var andres skyld, når jeg ikke fik spilletid eller lavede fejl til træning eller i kamp. Jeg svarede ikke tilbage i situationen, men gik frustreret i seng. Næste morgen kunne hun godt se, at jeg stadigvæk var ramt. »Sagde jeg noget i går, der var dumt?« spurgte hun. »Ja, det gjorde faktisk rigtig ondt,« svarede jeg surt, for jeg synes jo ikke, at hun havde ret i sin kritik. Inderst inde kunne jeg selvfølgelig godt se, at hun havde fat i noget rigtigt, men det er aldrig sjovt at høre sandheden fra én, man elsker. Derfor følte jeg mig selvfølgelig også gennemskuet og trængt op i en krog. Det totale nederlag for Yes Man. På den anden side havde jeg nok brug for at føle mig ramt, fordi det tvang mig til at stoppe op og tænke mig om. Og derfor blev den aften i sommerhuset skelsættende for min karriere. For jeg var jo også selv træt af at bøje af og acceptere min skæbne uden kamp. Jeg vidste, at jeg var på niveau med de to andre stregspillere i klubben, og jeg mente sagtens, at jeg ville kunne slå den ene af dem af. Derfor tog jeg en beslutning den sommer. Det skulle være løgn. Jeg ville tilbage til Barcelona og kæmpe som en gal for en plads på holdet. Jeg sendte en kort besked til min agent. »Sig til dem, at jeg kommer tilbage og kæmper.«
13
Frem i verden. Jeg voksede op pĂĽ et nedlagt landbrug uden for Herning, hvor der var god plads til at lege og frĂŚse rundt pĂĽ cykel.
KAPITEL 1
HOVEDET MOD GLASLOFTET Jeg trådte ind på højt niveau som stregspiller, da jeg rykkede op til seniorerne og blev en del af ligatruppen i Tvis KFUM i sommeren 1999. Jeg var 18 år gammel og kom fra et succesfuldt ynglingehold, hvor vi sluttede sæsonen af med at vinde danmarks mesterskabet. Jeg gik stadig i gymnasiet, da jeg skrev den første kontrakt, og selv om der på ingen måde var mange penge i at sætte min underskrift på et stykke papir, var jeg alligevel helt vildt glad og stolt – ikke mindst fordi der fulgte en bil med i aftalen. Min egen bil! Det var en brugt Toyota Carina med kassettebånd og det hele, og jeg følte mig som en fandens karl, når jeg ankom til gymnasiet. Lige så meget succes var der ikke på banen. Jeg havde spillet på flere af ungdomslandsholdene og været en del af et virkelig stærkt ynglingehold i Tvis KFUM – og derfor troede jeg, at jeg var en dygtig håndboldspiller, der kunne træde direkte ind i ligaen og gøre en forskel. Men jeg lærte noget andet og ramte et glasloft, som jeg ikke følte, at jeg kunne bryde igennem. Ingen havde forberedt mig på, hvad det rent fysisk og mentalt vil sige at være seniorspiller og møde granvoksne mænd, der 15
var langt større og stærkere end mig og også kunne en masse tricks, jeg ikke kendte til. I min første ligakamp endte jeg med at få rødt kort for tre udvisninger. Det var i et lokalopgør mod Skjern, og jeg blev moslet totalt af deres erfarne stregspiller Henrik Bergholt. Jeg havde hverken erfaringen eller fysikken til at styre ham, og så fik jeg to gange to minutters udvisning mod ham. Senere gik Claus Møller Jakobsen rutineret ind og låste min arm, så jeg fik to minutter på ham – og så var det ud. Velkommen til ligaen, Jesper. Jeg kom vitterlig med en forestilling om at kunne være en bærende del af holdet fra begyndelsen og blev meget skuffet over mine egne præstationer på banen. Jeg følte slet ikke, at jeg hørte til på det niveau, og blev ramt af en vild usikkerhed, der gik på, om jeg i virkeligheden bare havde drømt for stort og slet ikke havde evnerne til at kunne realisere de forestillinger. Derfor kom jeg til at synes, at verden både var hård og uretfærdig, og jeg sovsede mig ind selvmedlidenhed. På ynglingeholdet havde jeg delt spilletiden med Jesper Ahle, og jeg var vant til at score mange mål. Nu stod jeg i kø efter rutinerede stregspillere som Bent Damgaard, der var 11 år ældre end mig og havde spillet over 250 førsteholdskampe, og Niels Wittus, der var en rigtig arbejdsmand, som bare knoklede løs og kom med alt, hvad han havde. Selv om holdet lige var rykket op i ligaen, spillede det alligevel med om DM-guldet og endte i semifinalerne, men det var ikke med mig som afgørende spiller. Jeg var flere gange nede og vende på andetholdet for overhovedet at få spilletid, og da vi på et tidspunkt skulle snakke om at forlænge kontrakten, 16
Der gik noget tid, før jeg følte mig hjemme i den bedste danske håndboldrække og kunne gøre en forskel på Tvis-holdet.
forlangte jeg at få skrevet ind, at jeg kunne ophæve den igen, hvis jeg ikke følte, at jeg lykkedes på holdet. Så ville jeg ganske enkelt stoppe med håndbold og finde noget andet at lave. Jeg havde brugt enormt meget tid på sporten og følte slet ikke, at jeg slog til. Den udmelding tog de nu meget roligt i Tvis og understregede, at de slet ikke havde nogen forventninger om, at jeg skulle score fem-seks mål pr. kamp. Den besked var lidt af en 17
øjenåbner for mig, fordi det dæmpede mine forventninger til mig selv og gav noget ro. Da vi nåede til semifinalerne mod GOG, begyndte jeg endda at fornemme, at jeg godt kunne være med. Vi tabte godt nok samlet til fynboerne, der endte med at vinde DM det år, og vi missede også bronzemedaljerne i kampene mod Viborg HK efterfølgende. Men jeg nåede at være med i 16 ligakampe og stod til endnu mere spilletid i min anden sæson på holdet, der skiftede navn til Team Tvis Holstebro og var blevet til det TTH-hold, som folk kender fra ligaen i dag. Det første seniorår i Holstebro prikkede til en dobbelthed, der har fulgt mig gennem min karriere. På den ene side har jeg altid været ambitiøs og har drømt stort, fx om landsholdet og en kontrakt i en storklub som Barcelona. På den anden side har jeg i perioder på daglig basis kæmpet med en frygt for ikke at være god nok, en usikkerhed der ikke bare kunne viskes ud med spilletid, landskampe, store mesterskaber eller endda Champions League-trofæet. Det er en dualitet, der på den ene side har holdt mig skarp og fokuseret på træning og kamp for hele tiden at blive bedre. På den anden side har jeg været plaget af negative tanker, så perioder, der skulle være sjove, i stedet har været angstfyldte, fulde af sårbarhed og endda truet med at ødelægge drømmen. Alligevel må jeg erkende, at usikkerheden og tvivlen på mig selv på mange måder har været nødvendig, fordi jeg er også er mageligt anlagt og godt kan lide bare at kede mig og slappe af. En gang imellem har jeg brug for usikkerheden som pisk til at holde mig i gang. På den måde har usikkerheden også 18
være en god følgesvend i kampen for at holde mig på toppen af håndboldverdenen i rigtig mange år. Jeg har slået mig på forventningerne og reaktionerne, når jeg blev for magelig, og modreaktionen fra trænerne var hård og bestemt. Men jeg ved samtidig, at jeg ikke kunne have toppræsteret, som jeg har gjort, hvis ikke også usikkerheden havde været der til hele tiden at udfordre mageligheden og den overlegenhed, der følger med, når man føler sig godt tilpas og tænker, at man har styr på det. Det burde selvfølgelig være en menneskeret med sikkerhed og ro til at passe ens arbejde, men i sportens verden lader det sig ikke gøre. I stedet er der en evig pendulsvingning mellem sikkerhed og usikkerhed hos mig, mellem ro og uro. Roen giver et pusterum, men hvis jeg bliver alt for rolig og føler mig alt for sikker på spilletid, mister jeg måske også den sidste skarphed, begynder at lave fejl, oplever at folk reagerer på mit spil, reagerer måske endda selv på mit spil – og så svinger pendulet over mod den usikkerhed og uro, der igen kan gøre mig skarp og fokuseret. Men det er en fin balance, hvor usikkerheden også kan ende med at gøre mig handlingslammet, så spillet slet ikke fungerer. I dag kan jeg se, at jeg i mange år har levet med evige pendulsvingninger. Usikkerheden har fået mig til at knokle, hvilket har dulmet tvivlen på mig selv, og den ro har fået mig til at puste ud, og det har igen skabt et pres om en ny præstation, som sendte mig tilbage i usikkerheden for at jagte en ny forbedring. Det betyder ikke, at usikkerheden er det sundeste brændstof, og der har bestemt være gange, hvor mine brændere – 19
dem, der skal bringe mig fremad og videre – har været tændt på en uhensigtsmæssig måde, fordi usikkerheden og følelsen af ikke at gøre det godt nok drev mig fremad på en måde, der kostede mange kræfter og spekulationer. Samtidig er faren ved at bruge usikkerheden som brændstof, at den samme usikkerhed kan få mere liv. Jeg bruger usikkerheden for at kunne yde, men jo mere jeg bruger den, desto mere virkelig bliver den. Usikkerheden vil altid være en del af mig. Den kan holde mig skarp og få mig til at gøre mig umage, men den kan også tage helt over og gøre mig handlingslammet. Deri ligger dobbeltheden og den evige balance mellem ambitioner, passion, energi, bekymringer og usikkerhed. Hvor min usikkerhed i forhold til mine egne præstationer stammer fra, kan jeg ikke sætte en finger på. Jeg kan ikke pege på en bestemt situation eller en skelsættende oplevelse, der gjorde mig nervøs, men jeg var en stille og genert dreng, der i perioder sloges med en følelse af mindreværd. Samtidig havde jeg stor hang til retfærdighed, så jeg var både ham, der forsøgte at komme imellem, når der var optræk til slåskamp eller andet i skolegården, og ham, der forsøgte at gøre, hvad der blev forventet af ham, at være en der pleasede folk, så alle var glade. Jeg føler, jeg er god til at læse og mærke andre mennesker, men når jeg bliver usikker på, hvad de vil mig, eller der er noget særligt på spil, så bliver jeg over-pleasende og kan slet ikke finde ud af alt det gode, jeg skal gøre for folk. Mit selvbillede stemte slet ikke overens med det, andre så i mig, og derfor satte jeg en facade op, så jeg ikke behøvede at lukke folk helt derind, hvor de faktisk kunne mærke mig. 20
Jeg så mig selv som en introvert dreng – selv om sandheden var, at jeg både sagde noget i klassen og var populær i frikvartererne – og havde en fornemmelse af, at jeg ikke skulle nyde noget af at stikke snuden for langt frem, fordi der var risiko for at få et ordentligt dask over den, hvis noget gik galt. Det handlede måske nok om janteloven, men også om frygten for at blive sat op på en piedestal. Hvis jeg beviste noget eller gjorde det godt, skulle jeg jo leve op til noget, og det pres ønskede jeg ikke. Det vidste jeg ikke dengang, men det er tydeligt for mig at se nu. Senere har jeg også lært, at man rent faktisk lærer noget af det dask, men dengang gemte jeg mig bare for at undgå opmærksomheden. Engang blev jeg udtaget til kredsholdet som ungdomsspiller og fik at vide, at klubben ville give mig blomster i forbindelse med næste hjemmekamp, men det kunne jeg slet ikke håndtere, og derfor lod jeg, som om jeg var syg, og blev hjemme i sengen for at undgå blomsterne og opmærksomheden. Jeg var ganske enkelt bange for at blive sat op på en piedestal – og når jeg så sad deroppe, ville det blive afsløret, at jeg rent faktisk ikke kunne leve op til de forventninger, som jeg troede, at folk havde til mig. Vi har faktisk aldrig talt om det, men jeg tror, at min mor regnede den med blomsterne ud. Hun var i hvert fald meget opmærksom på, om jeg gik og brændte inde med en masse ting, som jeg spekulerede på og ikke delte med nogen. I dag kan jeg se, at hun havde ret, og at jeg ville have haft godt af at åbne mig, men dengang var der en stædighed i mig omkring at klare tingene selv; en stædighed jeg stadig har med mig. Det handlede også om, at når jeg fiksede tingene selv, så var der 21
ikke nogen, der kunne sige, at jeg ikke var god nok. Men skulle jeg stoppe op og åbne mig, var det omvendt det samme som at sige, at jeg ikke var god nok. Som barn fik jeg nogle vilde raserianfald, når der var noget, jeg ikke kunne. Jeg prøvede fx at lære at jonglere med tennisbolde. Det kunne min mor, men jeg kunne simpelthen ikke lære det, og til sidst blev jeg så rasende, at jeg stak af ud i skoven. Senere blev min indelukkethed til søvnløse nætter, når jeg fx skulle træffe store valg om, hvor min karriere skulle flytte sig hen. Så skubbede jeg tingene foran mig og spekulerede som en gal. Den insisteren på at stå på egne ben har jeg helt sikkert fra min far. Han er selvstændig vognmand og har altid bare bøjet nakken og knoklet på. På et tidspunkt var firmaet i problemer, fordi han blev snydt for nogle penge af en stor kunde, der gik konkurs, men så knoklede han bare røven ud af bukserne for at komme på fode igen. Det er der en enorm styrke i, som jeg har stor respekt for. Samtidig er min far også en Yes Man, der påtager sig sindssygt meget på andres vegne og sjældent siger nej – og jeg kan sagtens spejle mig i ham. Hvor min far var den udadvendte og lidt brovtende fyr, der vadede ind i folk med træsko på, var min mor omsorgspersonen, beskytteren, der så mine udfordringer og blev frustreret, når jeg ikke reagerede på hendes forsøg på at hjælpe – og så gjorde hun det bare på sin egen måde. Fx læste hun en artikel i Helse med en sportspsykolog, der brugte et mantra over spillere, der var usikre før kamp. Det hed »Jeg kan, jeg vil, Mine forældre har altid fulgt min karriere tæt. Her er jeg med min far efter en af mine første landskampe.
22
jeg tør«. Min mor gav artiklen videre til mig, og jeg endte med at bruge mantraet i mange år, før jeg skulle i kamp, også som professionel. Det handlede om at fokusere på, at jeg faktisk godt kunne noget, og at jeg også gerne ville det. Det dulmede usikkerheden og prikkede samtidig til mig i forhold til at gå ind og levere. Jeg førte ganske enkelt en indre monolog med kroppen for at gøre den klar til at komme ind og præstere. Det handlede også om at turde tro på mig selv, og på at jeg rent faktisk lavede det rigtige. Jeg var god til at se mine mangler, men skulle lære at turde tro på, at jeg også havde nogle styrker, at jeg kunne spille for fuld styrke og ikke behøvede at gemme mig bag andre. I dag vil jeg stadig kalde mig selv for introvert, men jeg har lært mig selv at kunne være udadvendt, når det er påkrævet. Jeg har brug for at være alene af og til og henter meget energi i at være det, men render jeg omvendt for meget rundt alene med min usikkerhed og tvivl, har jeg brug for at komme ud blandt andre mennesker og få ny energi og nye indtryk. Jeg voksede op i et utrolig trygt hjem med forældre, der elskede håndbold, men aldrig pacede mig frem mod et liv som elitespiller. Vi var en rigtig håndboldfamilie, begge mine forældre, spillede i Hauge GIF i Hammerum øst for Herning, og mine søskende, en lillebror og en lillesøster, og jeg så Bamse og Kylling og spiste pommes frites i hallens cafeteria, mens vi ventede på, at vores forældre skulle spille. Da vi blev ældre, begyndte vi selv at spille. Jeg var vel omkring fem år, da jeg startede i klubben, og min barndom er fyldt med minder om time efter time i haller, hvor der lugtede lidt surt af gamle 24
håndboldsko, og der var fyldt med lyden af dommerfløjt og sko, der peb på halgulvet. Jeg kan huske, at det var en underlig fornemmelse at sidde ude på tilskuerpladserne og se mine forældre spille, mens folk råbte ad dem eller talte grimt til dem. Det brød jeg mig ikke om. Vi boede på et nedlagt landbrug uden for Gjellerup øst for Herning, og vores forældre dedikerede deres fritid til at køre os rundt til det sport, vi gik til. Der var virkelig opbakning til det, vi gerne ville. Jeg gik også til gymnastik, tennis og fodbold, selv om det er svært at tro på det med fodbolden, når man ser mig spille nu. Men det var håndbolden, jeg var mest vild med. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til det, og så elskede jeg det sammenhold, der er i en holdsport. Derfor tilbragte jeg vildt mange timer i hallen og blev med tiden også selv ungdomstræner. Jeg var en høj dreng, og allerede som mikro-spiller blev jeg rykket en årgang op. Min mor har siden fortalt, at min træner dengang hurtigt meddelte: »Han skal nok ende på landsholdet, ham der.« I begyndelsen var jeg dog mest af alt en social dreng, der gerne ville have alle med. Faktisk så meget, at vores træner henvendte sig til mine forældre i frustration over, at hun ikke kunne få mig til at skyde, fordi jeg bare hele tiden sendte bolden videre til de andre. Da jeg blev ældre spillede jeg primært venstre back – og skød rigtig, rigtig meget. Så jeg kom efter det. Jeg lavede mange mål og fornemmede, at jeg kunne noget, da de andre hold begyndte at mandsopdække mig. Hvor gode vi var i de første mange år, ved jeg ærlig talt ikke, men vi havde det sjovt 25
og gik ikke så meget op i, hvilken række vi spillede i, og om vi gik videre til mesterskaber eller ej. Men da vi blev ældre og som U16-hold kvalificerede os til at spille i divisionen, den bedste række for aldersgruppen, blev det mere alvorligt, og jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var god nok på backen længere. Faktisk forsøgte jeg flere positioner og endte på et tidspunkt ude på højre fløj som højrehåndet, og det var ikke særligt spændende, især fordi det stort set var umuligt at lave mål med den »forkerte« hånd fra den position. Derfor indså jeg, at jeg enten måtte finde mig i en plads på bænken eller forsøge mig inde på stregen – og så valgte jeg det sidste. Det var, som om noget faldt i hak, da jeg stod derinde med ryggen til mål. Det var jo ikke en plads, der havde været meget fokus på op gennem ungdomsårene, hvor bagspillerne og fløjene havde fået mere opmærksomhed, så jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. Men jeg havde med det samme en følelse af, at det kunne fungere for mig at være i en afventende position og så skabe mig plads mellem forsvarsspillerne. Jeg forsøgte at forudse spillet og kiggede efter, hvor der var plads til mig, så jeg kunne lave mål. Jeg elskede at lave mål. Især i mine unge år. Det gav en ydre anerkendelse, som dulmede den indre uro og usikkerhed for en stund. Endnu bedre blev det, da vi blev gode nok til at spille med systemer, der også inkluderede stregspilleren, så jeg kunne hjælpe mine medspillere ved at sætte screeninger eller gøre mig selv fri foran mål. Mange tænker, at det er en ensom position, fordi du ikke er en naturlig del af spillet, men jeg føler mig i den grad som en del af holdet, især når jeg får lov til at 26
være en del af forsvaret, så jeg er med i begge ender og kan samle op på noget af det, der er sket i angrebet, og give tilbage, når jeg står i forsvaret. Hvis holdet samtidig forstår at spille med en streg og udnytte det taktisk i begge ender, giver pladsen virkelig mening. Man kan sige, at stregspillerens rolle måske i virkeligheden ikke passer så godt til min stille personlighed, fordi den kræver aggressivitet, men det er noget, jeg har vænnet mig til over årene, og jeg kan finde vildskaben frem i mig selv. Til gengæld passer positionen godt til at kunne gøre andre gode og lade én selv glide lidt i baggrunden og lave det arbejde, som mange slet ikke ser. Samtidig skal aggressiviteten være kontrolleret, og lige præcis kontrol har jeg altid være god til. Derfor er det en spændende balance for mig at skulle finde. På den ene side skal jeg give slip på noget i mig selv, når jeg står derinde, men på anden side må det ikke blive så slemt, at jeg bliver rykket ud af balancen og mister selvkontrollen. Så påvirker det i hvert fald mit spil negativt, fordi jeg får fokus på aggressionerne og vreden i stedet for selve spillet. Hvis jeg er i fuldstændig selvkontrol, er jeg oppe i hovedet og ikke nok til stede på banen, men hvis jeg omvendt slipper kontrollen helt, kommer jeg let i følelsernes magt og kan heller ikke spille. Derfor handler det om at finde en balance, hvor jeg slipper kontrollen lidt og finder friheden på banen, uden at det kammer helt over. Men det er en hårfin balance, fordi vi jo som professionelle håndboldsspillere også er en slags moderne gladiatorer, som bliver smidt ind på banen for at underholde og lade sig råbe af. Det er et fascinerede element ved spillet, som bestemt har udfordret min personlighed gennem årene. 27
5
150
22
212
(f. 1980) er en af Danmarks mest vindende håndboldspillere med OL-guld, EM-guld, to gange VM-sølv, EM-sølv, VM-bronze, EM-bronze, to Champions League-sejre og flere end 25 andre titler med FC Barcelona samt to danske mesterskaber og to pokaltitler med KIF Kolding. Jesper Nøddesbo har spillet 223 landskampe for Danmark og scoret 450 mål. I 2017 skiftede han til BSV i den bedste danske liga.
U
dadtil har JESPER NØDDESBO en problemfri karriere som en af Danmarks mest vindende håndboldspillere med et opsigtsvækkende cv af topklubber, store titler og hundredvis af landskampe.
Men hvad sker der, hvis man går bag facaden – bagom de store slutrunder, Champions League-finalerne, mesterskabskampene og den daglige træning? Y E S M A N er Jesper Nøddesbos ærlige og bemærkelsesværdige historie om at skabe plads til sig selv i international tophåndbold, når man samtidig slås med en grundlæggende usikkerhed og angst for ikke at præstere.
EN DEL AF
JESPER NØDDESBO YE S M A N
JESPER NØDDESBO
150
5
100
D
a jeg kom til Barcelona, var Manolo Cadenas træner. Han var fantastisk sød uden for banen og et virkelig rart menneske, der spurgte til ens familie og gav krammere til kone og børn, men når det handlede om håndbold, skiftede han nærmest personlighed. Jeg kom direkte fra dansk håndbold med en naiv forestilling om, at vi behandlede hinanden ordentligt og snakkede pænt til hinanden, og så løb jeg ind i Cadenas, der optrådte stik modsat. Hvis jeg fx ikke var en del af en øvelse til træning og lå ude på sidelinjen og lavede stabilitetsøvelser for min ryg, så kunne han pludselig finde på at skrige af mig. »Jesper, kom herind,« råbte han. »Du kan tage dine fucking balanceøvelser og køre dem helt op i nosserne, mand. Jeg er så fucking ligeglad med dem.«
JESPER
NØDDESBO YE S M A N MIN JAGT PÅ SUCCES I TOPHÅNDBOLD
9 788711 699607 STORYHOUSE.DK
100
5
150
22
150
5
100
212
100