Issuu

Verdens smukkeste mand er en hjertevarm, rørende og morsom beretning om kærlighed og håb.

smukkeste MAND

mest anerkendte satirikere. Hun har i en årrække leveret morsom og træfsikker satire til mange af de svenske medier. Derudover er hun også tegner og prisbelønnet billedkunstner. Verdens smukkeste mand er hendes første roman.

LENA ACKEBO VERDENS

LENA ACKEBO er en af Sveriges

Verdens smukkeste mand er en varm historie om, hvordan kærligheden kan ramme med fuld kraft, når man mindst venter det. Mona og Barbro er søstre og har intet til fælles andet end en dårlig barndom. Mona følger modvilligt med, da Barbro foreslår, at de rejser på charterferie til Mallorca. Rejsen udvikler sig på en måde, ingen af dem havde drømt om. For i syden møder de nemlig Verdens Smukkeste Mand, den charmerende restaurantejer, englænderen Albert. Han vender op og ned på alting, og efter en uge på Mallorca er alt forandret i søstrenes liv.

O B E K C A A LEN

e t s e k k u sm S N E D R VE D N MA

LINDHARDT OG RINGHOF

LINDHARDT_OG_RINGHOF_ACKEBO_VERDENS_SMUKKESTE_MAND_cover.indd Alla sidor

”Romanen er en fuldtræffer. Og en smuk historie om, at livet kan forandres. Hvilken debut!” Marie Eriksdotter, BTJ ”Verdens smukkeste mand er en relationsroman, som er varm, vedkommende og helt vildt skøn.” Jenny Lindh, M Magasin ”Ackebo skriver skarpt og engageret, med en fin fornemmelse for både dialog og dramaturgi … Hvis jeg må komme med at gæt, kan den blive årets sommerlæsning i hængekøjen for dem, der er trætte af at læse om finurlige, gamle mænd i pensionsalderen.” Oline Stig, Tidningen Vi

omslag: niklas lindblad, mgd.nu omslagsfoto: shutterstock FORFATTERPORTRÆT: Claudio Bresciani

2017-03-15 09:38

LENA ACKEBO

VERDENS SMUKKESTE MAND

PÃ¥ dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

Lindhardt og Ringhof

Verdens smukkeste mand.indd 3

09/03/17 6:25 pm

Verdens smukkeste mand er oversat fra svensk efter Världens vackraste man Copyright © Lena Ackebo 2016 Published by arrangement with Partners in Stories Stockholm AB, Sweden Copyright © Lindhardt og Ringhof A/S, København 2017 All rights reserved Bogen er sat med MinionPro og trykt hos Livonia Print 2017 Omslag: Niklas Lindblad 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-1156417-2 Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Verdens smukkeste mand.indd 4

09/03/17 6:25 pm

1 Mona

LØRDAG

Toget mod Malmø forlod Stockholms hovedbanegård klokken 9.25, fire minutter for sent. Nu stod det stille lige uden for Lund og afventede et modkørende tog. Efter ti lange minutter stod toget stadig stille. Mona prøvede at tage det roligt og koncentrere sig om sin bog, men hun havde mest af alt lyst til bare at rejse sig op og hyle og skrige af frustration. At være for sent på den, at stresse og have travlt, var noget af det værste, hun vidste. Der gik yderligere fem minutter. Hun lagde bogen i skødet og kiggede på sit spejlbillede i det regnvåde vindue: en spinkel, ældre kvinde med grå polotrøje, læsebriller og halvlangt gråt hår med nylavede lyse striber. Hun så kedelig ud. Varm og svedig af stress var hun også, men det kunne man ikke se. Uden for vinduet stod – hun talte efter – syv køer og græssede under den mørke himmel. Hun kvalte et stort suk, som ville ud, og det blev en genert lille rømmen, som man næsten ikke kunne høre. Og slet ikke noget, som den overparfumerede mand på sædet over for hende kunne blive forstyrret af. At han var et ubehageligt menneske, en arrogant snob, det så hun allerede, da han steg på i Linköping og besvarede hendes venlige smil med et koldt og meget afvisende blik. Siden da havde han

Verdens smukkeste mand.indd 5

09/03/17 6:25 pm

ikke kigget på hende så meget som én gang. Han var sikkert dødsensangst for, at hun ville begynde at snakke med ham, det virkede, som om han uden videre tog for givet, at hun var en af de der snakkesalige gamle damer, der ikke fattede, at folk gerne ville være i fred. Men det lod ikke til at bekymre ham, at han selv forstyrrede med sin uendelige snak i telefonen. I over to timer var hun blevet tvunget til at høre på hans højlydte braldren om markedsføringsstrategier, organisationsplaner og kommende møder. På svensk eller på dårligt engelsk. Indtil videre havde han drukket næsten to flasker vin. Den første, som han bestilte, da han steg på toget i Linköping, havde han drukket, allerede inden de var kommet til Nässjö. Og den anden var næsten tom. De flasker, der blev solgt på toget, indeholdt 37 centiliter, så han havde altså drukket næsten en hel flaske vin og burde være rimelig beruset nu. Men det kunne man ikke mærke på ham, selv ikke de to gange, hvor han gik gennem det hældende tog for at gå på toilettet. Lige inden toget stoppede, holdt han endelig op med at snakke, og nu sad han i stedet for og skrev på sin computer, som han havde slået op på bordet mellem dem. Han slog så hårdt i tasterne, at computeren rystede, og han kiggede nærsynet på computerskærmen gennem sine kraftige, sorte briller. De var forfærdeligt grimme. For længe siden havde hun selv haft sådan et grimt stel. Hendes forældre købte dem til hende, da hun begyndte i femte klasse, i 1961. Hun hadede dem, hun var flov over dem og sad med hænderne foran ansigtet, så klassekammeraterne ikke kunne se, hvor grim hun var med dem på. Ham Vigtigpeter på den anden side af bordet passede heller ikke særlig godt til dem, men han syntes måske, at de fik ham til at se interessant ud. Men han så overhovedet ikke interessant ud i sit fantasiløse forretningstøj: en lyseblå skjorte med hvid krave, et smalt slips med røde og blå striber, lysegrå habitbukser med pressefolder, golfternede strømper og blanke vinrøde hyttesko. En lysegrå habitjakke,

Verdens smukkeste mand.indd 6

09/03/17 6:25 pm

som passede til bukserne, hang på en krog ved vinduet. Den søde, kvælende duft af herreparfume, der omgav ham, da han steg på, var dampet lidt af, men den var stadig tydelig. Han var helt igennem nydelig, pudset og poleret, hans hænder og negle var velplejede, hans ansigt glatbarberet og blankt med rødmossede kinder. Han så ikke ud til at være mere end højst femogtredive, men en lille top stak allerede frem under den nystrøgne skjorte. Og han havde barberet alt sit hår af, sådan som så mange mænd med begyndende måne gjorde for tiden. Det var heller ikke synderligt originalt. Men det var i hvert fald bedre end hentehår. Hendes biologilærer på gymnasiet, Harald Carlander, forsøgte at skjule sin måne ved at frisere nogle fedtede hårstrå fra den ene tinding til den anden. Han gik under øgenavnet Harald Hårfager og var en mager, frastødende mand med store, behårede hænder og beskidte negle, dårlig ånde og hvide spytrester i mundvigene. Det sidste skoleår underviste han i seksualundervisning, og hun kunne stadig huske, hvor ulækkert, hun syntes, det var at se ham sidde der ved katederet, højrød i ansigtet, og fortælle om samleje, prævention og graviditet, mens eleverne fnisede og kom med sjove kommentarer. Alle, inklusive hun selv, tog for givet, at han var jomfru. Hun syntes, det var enormt synd for ham, men det turde hun ikke fortælle til nogen. I stedet for gjorde hun som alle andre – grinede ad ham. Hun blev flov, når hun tænkte på det. Den Ubehagelige smilede selvtilfreds, mens han skrev, og hun sad stille med hænderne i skødet og spekulerede på, hvordan han ville reagere, hvis hun trak sin Dagens Nyheter, som han havde sat sin computer på, til sig. Eller tog hans halvfulde vinglas og hældte det ud over tastaturet. Eller hvis hun pludselig lænede sig ind over bordet, smækkede låget til computeren ned over hans fingre og begyndte at snakke med ham. ”Undskyld,” ville hun sige, ”men du undrer dig sikkert over, hvad det er for en spændende gammel dame, der sidder her lige

Verdens smukkeste mand.indd 7

09/03/17 6:25 pm

over for dig. Jeg hedder Mona Hedman, jeg er fireogtres år gammel, har arbejdet som engelsklærer i næsten fyrre år og blev pensioneret sidste år. Det var måske ikke mit livs bedste beslutning, men som tiden gik, blev det for sørgeligt at begynde hver sommer med at sige farvel til alle de fine studenter for måske aldrig at se dem igen. Men nok om det. Nu er jeg på vej til Kastrup, jeg skal til Mallorca med min søster Barbro. Hun og jeg har ikke haft så meget kontakt gennem årene, vi er meget forskellige, og vi kommer tit op at skændes, når vi ses. Det var hendes idé, at vi skulle tage på den her tur sammen for at lære hinanden lidt bedre at kende. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg slet ikke lyst til at tage til Mallorca, og slet ikke med hende. Hun kan være ret bestemt og stædig. Og kritisk. Og arrogant, ville man nok godt kunne sige, hun ser gerne ned på andre mennesker, men har meget høje tanker om sig selv og sin egen familie. Hun er gift med en læge, som hedder Gustaf Walter, han kommer fra en meget fin familie, det skal du vide, der er ikke andet end professorer og overlæger, så langt øjet rækker. Og hun har fire helt fantastiske børn: Sigge, han er også læge og gift med en italiener, der har et galleri i Malmø. De har to helt forfærdelig søde børn. Så er der Lisa, som er udbrændt psykolog, og William, der lod, som om han læste kunsthistorie. Og så lille Sladdis. Han hedder egentlig Jonas, men de kalder ham stadig Sladdis, selv om han snart er femten år. Barbro og Gustaf har et fantastisk hus på Österlen, i Nybrostrand, og hun elsker at fortælle om det her fantastiske hus. Og om sin fantastiske familie. Nej, desværre, min mand og jeg har ingen børn. Det er bare ham og mig. Han hedder Torbjörn og har arbejdet som historielærer i næsten femogtredive år. Han gik på pension, allerede da han fyldte tres, og de sidste fem år har han brugt på at bygge en modeljernbane i sit gamle arbejdsværelse. Vi har en fireværelses i Nacka, højst oppe med udsigt over Sickla Indkøbscenter. Jeg har aldrig trivedes der. Hvis sandheden skal frem, så hader jeg den lejlighed. Er mit

Verdens smukkeste mand.indd 8

09/03/17 6:25 pm

ægteskab fantastisk? Nej, det vil jeg ikke påstå … Og nu undrer du dig nok over, hvorfor jeg tager til Mallorca med min søster, når jeg ikke bryder mig om hende? Jo, forstår du, hun har plaget om, at vi skal rejse væk sammen i flere år nu, og jeg har fundet på en masse undskyldninger, jeg har endda løjet for at slippe for det. Men så fik hun den idé at give mig turen i julegave, i en lyserød kuvert med sølvrosetter på. Jeg plejer ikke at fejre jul sammen med hende, men netop den her jul gjorde jeg det af forskellige årsager. Jeg vil gerne fortælle mere om det senere, hvis du er interesseret. Nå, men hvorom alting er, så overrakte hun mig den der kuvert, mens alle kiggede på, hele hendes familie og en masse venner, vi var vel over tyve mennesker til juleaften. Alle syntes, at det var en helt fantastisk gave, at jeg skulle til Mallorca sammen med Barbro! Nej, hvor er det generøst og betænksomt af hende! Hvad skulle jeg gøre? Der var ikke andet for end at sige tak og prøve at se glad ud, som du nok kan forstå. Og nu er det så nu. Hvis vi kommer til Kastrup i tide …” Tanken om, hvordan han ville reagere, fik hende til at få det lidt bedre. Han hamrede løs på sit tastatur, fra tid til anden holdt han en kort pause, stirrede ud gennem vinduet og prøvede at se ud, som om han tænkte på noget vigtigt. Så fortsatte ham med at hamre løs, tilsyneladende helt uberørt af, at toget stod stille blandt græssende køer. Han burde vel også være stresset, eller i det mindste lidt urolig, han skulle også med et fly fra Kastrup. Det vidste hun, fordi han havde sagt det i telefonen. Mange gange. Han skulle til Los Angeles, LA, som han sagde. Via London. Hun havde også lagt mærke til, at han talte dårligt engelsk, han prøvede at lyde som en amerikaner med brede, gutturale vokaler og tykke, grødede lyde, men hans intonation var svensk. Han lavede også grammatiske fejl, han blandede would og should og could sammen, will og shall, that og this, og brugte svensk syntaks. De fleste af hendes elever i 1.g talte bedre engelsk, end han gjorde.

Verdens smukkeste mand.indd 9

09/03/17 6:25 pm

Toget stod stadig stille, nu var de næsten tyve minutter forsinkede. Hun kunne ikke nå Øresundstoget, som kørte klokken 14.13, og sikkert heller ikke det næste tog. Hvis hun nåede toget 14.53, ville hun være i København omkring kvart over tre. Så ville hun kun have halvanden time til at tjekke ind og komme gennem sikkerhedskontrollen. Hun havde prøvet at ringe til Barbro, allerede da toget standsede uden for Lund, men uden held. Nu prøvede hun igen, og der var stadig ingen, der svarede. Barbro sad sikkert på Øresundstoget, der kørte klokken 14.13, det var det tog, som de skulle have taget sammen. Hun drak lidt vand og talte køerne igen. Der var stadig syv. Hvad ville der ske, hvis de blev endnu mere forsinkede? Og hun ikke nåede flyet? Ville Barbro så tage alene af sted? Næppe. Men hun ville være rasende, hun havde jo foreslået, at Mona skulle komme ned fra Stockholm allerede dagen før og overnatte i huset i Nybrostrand, det ville være ”nemmest for alle parter”. Men det ville Mona bestemt ikke, hun vidste præcis, hvordan det ville blive: Barbro ville hente hende ved stationen i Ystad, på vej ud til Nybrostrand ville de standse for at købe ind til middagen eller for at ordne et eller andet ærinde. Eller begge dele. Efter næsten seks timers rejse ville hun blive tvunget til at følge med ind i butikker og hjælpe Barbro med at vælge ingredienser til middagen eller være smagsdommer i forhold til et eller andet til huset, måske en dug eller et sengetæppe. Og det ville være en smagsdom, som Barbro alligevel ikke ville bryde sig om. Når de endelig kom frem, ville hun blive hevet rundt for at se alt det nye, der var sket siden sidste besøg: Her har vi endelig fået tapetseret, vi overvejer at lægge tæppe på trappen, her har vi lagt klinker, her skal vi hænge et forhæng, jeg har fået nogle stofprøver hjem, måske vil du hjælpe med at vælge? Og så videre. Så ville middagen skulle tilberedes, hun ville blive tvunget til at hjælpe til, mens Barbro flagrede rundt i køkkenet og bestemte, og Gustaf serverede drinks og lavede sjov. Og under middagen ville hun blive tvunget til at høre forelæsninger

Verdens smukkeste mand.indd 10

09/03/17 6:25 pm

om huset, børnene og børnebørnene. Eller om Gustaf og Barbros venner og bekendte på Österlen, fuldstændig ukendte mennesker, som de forventede, at hun udviste interesse for. Derefter skulle hun forsøge at sove i den ubekvemme seng i gæsteværelset, og dagen efter, under morgenmaden, ville forelæsningerne fortsætte. Hun kunne ikke engang nå at gå en morgentur alene, før Gustaf skulle køre dem til Malmø, han og Barbro på forsæderne, hun selv på bagsædet, firs lange kilometer, halvanden time, måske mere, mens Gustaf grinede larmende og fortalte vittigheder for at holde stemningen oppe. Og bagefter: syv dage med Barbro, døgnet rundt. På den anden side af midtergangen sad en ung fyr og sov, han havde sovet ganske længe, med fødderne strakt ud på sædet foran sig. Mona kendte godt typen: en Östermalm-dreng, måske toogtyve eller treogtyve med et blødt ansigt uden skæg, mørke øjenbryn og det halvlange lyse hår redt bagud. Hans tøj, en lyserød polo T-shirt, en hvid trøje med V-udskæring og smalle lyseblå bomuldsbukser med et smalt læderbælte, der sad nede på hoften, var helt sikkert ikke købt hos Dressmann. Skoene, et par slidte sorte Converse, stak lidt ud fra hans dyre look, men skuldertasken i skind, som stod på gulvet ved siden af hans sæde, havde sikkert kostet en formue. Han havde lagt en del af Dagens Industri på sædet, inden han lagde fødderne derop, men nu var den gledet ned på gulvet. Hans telefon ringede, det gav et sæt i ham, og han svarede: ”Ja, det er Alex …” Han så sig halvvågen omkring. ”Jeg ved det ikke, vi holder stille. Jeg ringer dig lige op.” Han vendte sig om mod Mona. ”Hvor fanden er vi? Er der sket noget?” ”Vi er lige uden for Lund.” Hun prøvede at smile, men hun var helt stiv i ansigtet, som om huden var lavet af træ. ”Vi skulle bare vente på et modkørende tog, men nu har vi holdt her i næsten en halv time …”

Verdens smukkeste mand.indd 11

09/03/17 6:25 pm

”Er det rigtigt?” Han kiggede på sit armbåndsur. ”Jeg skal være i Kastrup om sådan cirka tre kvarter. Har de ikke sagt noget om, hvor længe vi skal holde her?” ”Næ, de sagde ikke mere, da vi standsede. De sagde bare, at vi skulle holde her nogle minutter. Men nu begynder jeg faktisk at blive lidt stresset, jeg har også et fly, jeg skal nå …” ”Der må da være nogen, man kan spørge …” Han rejste sig irriteret og begyndte at gå hen mod den næste vogn. Den Ubehagelige lukkede sin computer, bøjede sig ned, tog Dagens Industri op fra gulvet og begyndte at læse. Han stirrede så intenst ned i avisen, at hun havde en mistanke om, at han bare lod, som om han læste for at vise, at han var fuldstændig ligeglad med, om hun kom for sent til sit fly. Det var velsagtens bare en eller anden billig charterrejse til et eller andet uinteressant sted, som helt sikkert ikke var LA. Han kiggede ikke engang op, da hun begyndte at lirke Dagens Nyheter ud. Og da hendes brilleetui faldt ned på gulvet og landede ved siden af hans velpudsede hyttesko, kastede han bare et hurtigt blik ud gennem vinduet, vendte en side i avisen og fortsatte med at læse. Hun blev nødt til at rejse sig op for at samle det op. Hun blev helt varm inden i kroppen, og varmen spredte sig langsomt ud gennem huden, som blev varm og fugtig, præcis som da hun fik hedeture i overgangsalderen. Sveden begyndte at løbe ned under brysterne, og varme strømme løb ned over hendes mave. Hun ville sige noget spydigt, men lod være, måske ville hun bare begynde at græde, og den fornøjelse havde hun ikke tænkt sig at unde den der skiderik. Hun havde let til tårer, det var hendes forbandelse. En af hendes forbandelser. Brilleetuiet måtte blive liggende på gulvet, hun kunne samle det op senere. Alex kom tilbage og kiggede venligt på hende, da han satte sig ned. ”Det var en eller anden fejl med et sporskifte, men det er tilsyneladende ordnet nu, vi kører videre om et par minutter,” fortalte han. ”Du ved ikke tilfældigvis, hvad nummeret på taxi i Malmø er, vel?”

Verdens smukkeste mand.indd 12

09/03/17 6:25 pm

”Nej, desværre ikke,” sagde hun. ”Men det ved konduktøren måske.” ”Nej, jeg googler.” Han lænede sig hen over gangen og samlede brilleetuiet op. ”Er det dit?” Han kiggede op på Den Ubehagelige, der rystede på hovedet uden at kigge op fra avisen. ”Nej, det er mit. Tak!” Mona smilede, det gik lidt nemmere, nu hvor hun vidste, at toget snart ville sætte sig i bevægelse igen. ”Hvor var det dejligt, at du …” ”Jeg hørte tilfældigvis, at du havde tænkt dig at bestille en taxi,” afbrød Den Ubehagelige og kiggede interesseret på Alex. ”Vi kunne dele, jeg har heller ikke særlig god tid. Hvilket fly skal du med?” ”Jeg skal ikke med noget fly, jeg skal mødes med min mor.” Alex gled ned i sædet og begyndte at skrive noget på sin telefon. ”Men vi skal nå et tog, det kommer til at være meget tight …” ”Jeg skal til Los Angeles,” sagde Den Ubehagelige. ”Det er ikke godt, hvis jeg ikke når flyet, så skal jeg vente … hvad bliver det … elleve-tolv timer i London.” ”Jeg ved, hvordan det er.” Alex begyndte at grine. ”Jeg sad atten timer i O’Hare, da vi skulle til Aspen sidste år.” ”Aspen, de bedste løjper i verden, hvis du spørger mig.” Den Ubehagelige smilede og afslørede godt med tandkød og en række små, korte tænder, der næsten lignede mælketænder. ”Altid kanonvejr og kanonsne. Og flinke og ordentlige mennesker, nemme at snakke med. Det er amerikanere jo. Men det er jo en pokkers lang rejse, så … De seneste år er jeg taget til Tignes, der er jo også meget skønt. Og tættere på.” Den Ubehagelige grinede højt, som om han havde sagt noget, der var særlig morsomt. ”Men franskmænd … De kan jo være lidt besværlige. Og arrogante. Og det er lidt svært at snakke med dem, de kan jo ikke engelsk …” Det kan du heller ikke, tænkte Mona. Alex satte telefonen ind mod øret. ”Der er kø,” sagde han efter et øjeblik. ”Der er nok flere end os, der er forsinkede.”

Verdens smukkeste mand.indd 13

09/03/17 6:25 pm

Det lykkedes Mona at finde endnu et smil frem, mens hun spekulerede på, hvordan hun skulle spørge, om hun også måtte køre med i taxien, uden at det lød påtrængende. Eller nervøst. Eller noget andet som ville kunne irritere Den Ubehagelige. ”Jeg ved ikke, om man tør vove chancen med at tage Øresundstoget,” kom hun til at sige. ”Måske er der også forsinkelser.” ”Du kan da køre med os, hvis du har travlt,” sagde Alex. ”Det er ikke noget problem.” ”Ja, det vil jeg gerne! Hvor er det sødt af dig, jeg har …” ”Har du været meget i Aspen?” Den Ubehagelige afbrød hende igen. ”Du har måske nogle tips, vi tænker på …” Alex vinkede afværgende med hånden. ”Kan vi få en taxi til Malmø hovedbanegård klokken halv tre?” ”Kastrup. Udenrigsterminalen …” ”Palmstjärna.” Han ringede af. ”Vi fik en bil til klokken halv tre,” sagde han og begyndte at skrive noget på telefonen igen. ”Fint!” Den Ubehagelige spidsede læberne og nikkede billigende. ”Der er nok mange, der skal …” ”Du må undskylde …” Alex satte telefonen op mod øret igen. Den Ubehagelige smilede og viste sine mælketænder igen. Lidt mere rød i kinderne end tidligere. Han var blevet afbrudt, kappet af, to gange i træk. Krænket for øjnene af hende. Han kastede et hurtigt blik ud gennem vinduet, inden han rejste sig og gik hen mod toilettet. Et godstog passerede langsomt forbi uden for vinduet, så satte deres tog i gang med et ryk. Hun prøvede at ringe til Barbro igen, der var intet svar. Men hun skulle nok nå til Kastrup til tiden, og den stress og uro, som hun havde følt siden i morges, forsvandt, hun følte sig helt rolig. Eller nogenlunde rolig, hun havde stadig syv dage med Barbro foran sig. Toget krængede lidt, da det kørte over sporene ind mod Malmø hovedbanegård. Den Ubehagelige, som var på vej tilbage fra to-

Verdens smukkeste mand.indd 14

09/03/17 6:25 pm

ilettet, tog godt fat i rygstøtten for ikke at snuble og tabe endnu mere prestige. Han tog sin habitjakke på, hængte computertasken over skulderen, tog sin kabinekuffert og gik hen mod udgangen, uden et ord. Alex hjalp Mona med at tage hendes tunge kuffert ned fra bagagehylden. Hun syntes, det var lidt pinligt, den vejede næsten elleve kilo, og alligevel havde hun kun pakket det allermest nødvendige: undertøj, strømper og nattøj, badetøj og badelagen, tre toppe, to kortærmede trøjer og to par shorts, en comboykjole, en nederdel, to kjoler, et par bløde træningsbukser, to striktrøjer og en varm trøje, sandaler, gummistøvler og den nye regnfrakke, hårtørrer og toiletsager. Og en masse bøger; syv romaner og en spansk-svensk ordbog, hun havde tænkt sig at lære lidt spansk i løbet af ugen. Hun ville få masser af tid til at læse, samtaleemnerne ville formentlig være opbrugt allerede efter den første dag. Togvinduerne var stribede af regndråber, hun overvejede at tage den nye regnfrakke på, den var orange med brede reflekser forneden og på armene. Hun havde købt den på udsalg, den var rimelig grim, men billig, mindre end halv pris, og tynd og rar. Og der var alligevel ikke længere nogen, der lagde mærke til hende. Hun havde forestillet sig, at hun ville vænne sig til farven, men hun havde kun brugt den nogle få gange, fordi hun syntes, at hun lignede en vejarbejder i den. Eller en billetkontrollør fra Stockholms Lokaltrafik. Hun lod den blive liggende i tasken. Toget bremsede op og standsede. Uden for vinduet gled billeder af palmer og strande forbi på betonvæggene. De befandt sig nu på Malmø hovedbanegård, klokken var 14.23, og temperaturen var plus seksten grader ifølge teksten, der rullede på displayet i den anden ende af vognen. Den Ubehagelige forsvandt hurtigt ud gennem dørene. Alex hjalp hende med at få kufferten ned ad de to trappetrin mod perronen og begyndte at småløbe hen mod rulletrapperne. Hun prøvede at følge med, så godt hun kunne, med

Verdens smukkeste mand.indd 15

09/03/17 6:25 pm

den tunge rygsæk på ryggen og med den endnu tungere kuffert på slæb. Der var mange mennesker på perronen, de bevægede sig i et tempo, som om de havde hele livet foran sig. Den Ubehagelige var ikke at se, han var velsagtens løbet af sted for at finde sin egen taxi. Pludselig kunne hun heller ikke se Alex, han var forsvundet mellem alle de andre mennesker. Hun standsede og stirrede ned i gulvet. Hvad ville der ske, hvis hun bare blæste på det hele og gik hen på en restaurant på stationen, drak et glas vin og så tog tilbage til Stockholm igen? En katastrofe? Barbro og hun ville være uvenner resten af livet. Hun fortsatte hen mod rulletrapperne. Alex ventede på hende, da hun kom op. Han trak hendes kuffert til sig, uden et ord, og begyndte at gå hen mod udgangen og den ventende taxi. Heroppe i stationshallen var der endnu flere mennesker end nede på perronen, tusindvis, millionvis, hele jordens befolkning havde samlet sig på Malmø hovedbanegård denne eftermiddag. Og alle var højere end hun: store, brede, hensynsløse mennesker med kæmpekufferter og barnevogne skubbede og forsøgte at trænge sig forbi for at komme først hen til udgangen. Som blev spærret af en masse andre mennesker, som standsede midt i døråbningen for at slå deres paraplyer op, inden de gik ud i regnen. Køen til taxierne var lang, den virkede uendelig. En meget lille og meget stresset mand forsøgte at holde styr på alle de irriterede mennesker, som prøvede at trænge sig foran eller sætte sig ind i bilerne længere nede bag i køen. ”Tag det roligt! Tag det roligt!” råbte han. ”Der er ingen, der springer over! Der er biler til alle!” ”Vi havde bestilt.” Alex bankede ham på skulderen. ”Palmstjärna, halv tre.” ”Den er fem over halv nu.” Den stressede pegede på stationsuret. ”Jeg kan ikke holde på bilerne i flere timer!” ”Toget var forsinket,” forsøgte Alex sig venligt. ”Hun skal med et fly om …”

Verdens smukkeste mand.indd 16

09/03/17 6:25 pm

”Alle tog er forsinkede!” Den stressede trak på skuldrene. ”Og alle skal med et fly!” ”Jamen, det er vel ikke alle, der har bestilt,” sagde Alex lige så venligt. ”Vi bestilte en bil til halv tre. Palmstjärna.” ”Ja ja ja. I kan tage den her!” Den stressede hev døren op til en af taxierne. Alex lagde Monas kuffert ind i bagagerummet og satte sig ind på bagsædet. Hun tog plads ved siden af ham og begyndte at tage sikkerhedsselen på. Pludselig gik fordøren op, og Den Ubehagelige stak hovedet ind. ”Jeg er sammen med dem!” Han satte sig ind på forsædet med kabinekufferten mellem benene. ”For fanden, hvor er der mange mennesker,” sagde han indsmigrende. ”Jeg var lige ved at blive væk fra jer.” Hvor var han fej og ubehagelig! Han havde tænkt sig at blæse på dem og køre selv, men han havde nok ikke regnet med, at der ville være så lang kø. Hun fik lyst til at sige noget rigtig ondskabsfuldt. Men om en halv time ville hun aldrig mere se den indbildske nar. Hun sagde ikke noget. Det gjorde Alex heller ikke. Chaufføren drejede ud på vejen, gassede op og kørte frem mod rødt ved det første lyskryds. Der lugtede af benzin og McDonald’s i bilen. En lille figur fra Radiserne med solbriller og en gul T-shirt med teksten Joe Cool dinglede ned fra bakspejlet. Vinduesviskerne fejede langsomt frem og tilbage, bilradioen spillede gammel tressermusik for lav styrke. Hun genkendte sangene: California Dreamin’. Ferry Cross the Mersey. Og Downtown, den var stadig god. Hun lænede hovedet mod nakkestøtten og lukkede øjnene, hun ville sidde her i den varme bil og lytte til gamle sange i timevis, bare glide gennem landskabet, af sted, langt væk fra … Nej, hun skulle ikke tænke på ham nu! Bilradioen spillede Everybody’s Talking. Hun elskede den sang, også filmen, Midnight Cowboy med Dustin Hoffmann og Jon Voight. Hun så den for første gang i Lon-

Verdens smukkeste mand.indd 17

09/03/17 6:25 pm

don i 1970, da hun arbejdede som au pair. Det var en solrig søndag eftermiddag i maj, hun havde fri, og hun gik alene i biografen. Da hun kom ud, regnede det, og der var ingen, der så, at hun græd. I’m going where the sun keeps shining through the pouring rain Going where the weather suits my clothes Banking off the north east winds, sailing on a summer breeze And skipping over the ocean like a stone

Da taxien kørte ned i tunnelen ved Peberholmen, blev modtagelsen dårligere, chaufføren slukkede for radioen. Det var dødsstille i bilen, mens de kørte gennem den mørke tunnel. Hun talte de lysende nødudgangsskilte, som regelmæssigt passerede forbi, ni … ti … elleve, hun mente at kunne huske, at der var fyrre eller toogfyrre skilte. Hun var kørt med tog gennem tunnelen flere gange, hun brød sig ikke om det, det var modbydeligt at være lukket inde så længe nede under jorden, eller vandet, og ikke kunne komme ud på egen hånd, hvis der skulle ske noget. Hun ville være tvunget til at sætte sin lid til andre, og alene den tanke gjorde hende rædselsslagen. Enogtredive … toogtredive … om nogle minutter ville de være oppe igen. Klokken var 15.14, da de standsede ved udenrigsterminalen, taxameteret stod på syvhundredeoghalvtreds kroner. Alex gav Mona tre hundredekronesedler og løb hen mod indgangen. Den Ubehagelige gav chaufføren et betalingskort og bad ham hæve tohundredeoghalvtreds kroner. ”Jeg deler ikke betalinger op,” sagde chaufføren. ”Du forstår vel godt, hvordan det ville være, hvis jeg skulle sidde og køre kort igennem for hver eneste passager …” ”Jamen dog, jeg vidste ikke, at det var en af de gode uger,” sagde Den Ubehagelige. ”Jeg har ingen cash. Så må du jo trække det

Verdens smukkeste mand.indd 18

09/03/17 6:25 pm

hele fra mig.” Han gik ud af bilen. ”Syvhundredeoghalvtreds. Og en kvittering på det!” Mona tog sin pung frem, hun havde kun nogle mønter, en femhundredekroneseddel og så nogle forskellige euro-sedler. ”Jeg vil betale min del,” sagde hun. ”Men jeg har ingen småpenge …” Den Ubehagelige kiggede ikke engang på hende, han kradsede sin underskrift ned på kvitteringen, tog sin kabinekuffert og gik. Chaufføren åbnede bagagerummet, tog hendes kuffert ud og satte sig ind i bilen igen. Hun stoppede de penge, hun havde fået af Alex, ned i pungen og gik ud. Taxien kørte af sted. Hendes kuffert stod midt på kørebanen, i støvregnen. Da hun tog rygsækken på, ringede hendes telefon. Hun rodede rundt i den propfyldte håndtaske, og da hun endelig fandt den, holdt den op med at ringe. Efter nogle sekunder ringede den igen. ”Hvor er du?” Barbro lød irriteret. ”Hvorfor svarer du ikke, når man ringer?” ”Kan du lige vente lidt, Barbro? Jeg skal have fat i min kuffert.” ”Jamen, hvor er du? Er du stadig på toget? Jeg hørte, at der var forsinkelser.” ”Nej, jeg er lige kommet til Kastrup.” Mona begyndte at skælve af stress. ”Jeg skal bare lige have fat i min kuffert.” ”Tag rulletrapperne op, så møder jeg dig der,” afbrød Barbro hende. ”Ved du, hvor det er?” ”Jeg er udenfor! Jeg er kommet med taxi! Kan du ikke ven…” ”Er du kørt i taxi?” Barbro afbrød igen. ”Du er ikke rigtig klog! Der er jo stadig masser af tid. Hvor er du?” ”Jeg er ved hovedindgangen, jeg skal bare flytte min kuffert, kan jeg ringe til dig?” ”Nej! Lad være med at lægge på! Gå bare ind, så kommer jeg og møder dig.”

Verdens smukkeste mand.indd 19

09/03/17 6:25 pm

Mona holdt sin opslåede telefon i den ene hånd og prøvede at trække håndtaget på kufferten ud med den anden, det sad fast, og hun var nødt til at sætte knæet ind mod kufferten for at hive det ud. Den væltede, og da hun bøjede sig frem for at rejse den op, faldt rygsækken ned over nakken på hende. Paraplyen gled ud af lommen på rygsækken, rullede af sted og endte i en vandpyt. Hun havde lyst til at sætte sig ned på den våde asfalt og skrige. Skidt være med det, tænkte hun, den må bare blive liggende. Men da hun havde bakset kufferten op over fortovskanten, gik hun tilbage og samlede den dryppende paraply op. Hun gik indenfor, kiggede sig omkring i den store hal og satte telefonen op mod øret. ”Hvilket retning skal jeg gå i? Jeg kan ikke se dig,” sagde hun, og der var stille i den anden ende. Det var lykkedes hende at afbryde samtalen. Hun ringede op igen, signalet gik ikke igennem. Hun satte sig ned på en bænk ved indgangen og prøvede at bevare roen. Hun var våd og forfrossen. Og træt og stresset. Hun skulle også tisse, og hun var sulten. Folk gik ind og ud, her var der også masser af mennesker, horder af mennesker med kabinekufferter, kæmpe stofposer, store rygsække, små rygsække, computertasker, taxfree-poser, barnevogne, golftasker. Kold og fugtig luft trak ind gennem de åbne døre. Hun tog sin mørkeblå striktrøje og et stykke chokolade ud af rygsækken, tog trøjen på og spiste chokoladen. Hun havde også vand, men hun ville ikke drikke af det, hun skulle allerede tisse nok. Hun kunne ikke se Barbro. Om godt og vel en time afgik flyet. De ville ikke kunne nå det. Der ville ikke blive nogen rejse til Mallorca. Men hun var kørt gratis med taxi til Kastrup. Og havde desuden tjent trehundrede kroner. Hun vidste ikke, om hun skulle grine eller græde.

Verdens smukkeste mand.indd 20

09/03/17 6:25 pm

Verdens smukkeste mand er en hjertevarm, rørende og morsom beretning om kærlighed og håb.

smukkeste MAND

LENA ACKEBO VERDENS

LENA ACKEBO er en af Sveriges

O B E K C A A LEN

e t s e k k u sm S N E D R VE D N MA

LINDHARDT OG RINGHOF

LINDHARDT_OG_RINGHOF_ACKEBO_VERDENS_SMUKKESTE_MAND_cover.indd Alla sidor

omslag: niklas lindblad, mgd.nu omslagsfoto: shutterstock FORFATTERPORTRÆT: Claudio Bresciani

2017-03-15 09:38