Udyret – læseprøve

Men hvem er Alys? Er hun et godt menneske? Eller en ond skabning?

Udyret COVER_TRYK.indd 1

Peternelle van Arsdale

Alys forsøger at skjule sine evner, men hun ved, at Udyret aldrig giver op. Det gør sjæleæderne heller ikke. Hvad vil de med hende?

udyret

A

lys er ikke almindelig. Hun kan mærke en sælsom forbindelse til Udyret, der lurer i skovene. Hun kan mærke en endnu stærkere samhørighed med de to smukke søstre, der hjemsøger landsbyerne og æder folks sjæle.

Peternelle van Arsdale

23/11/16 13.47

Udyret_TRYK.indd 2

17/11/16 15.06

Udyret_TRYK.indd 3

17/11/16 15.06

Udyret_TRYK.indd 4

17/11/16 15.06

Peternelle van Arsdale

UDYRET -+-

oversat af charlotte a.e. glahn

Udyret_TRYK.indd 5

17/11/16 15.06

UDYRET Er oversat fra amerikansk efter The Beast is an Animal af Charlotte A.E. Glahn Dansk udgave: © 2017 by Forlaget Carlsen Original English language copyright © 2017 by Peternelle van Arsdale Published by arrangement with Margaret K. McElderry Books, An imprint of Simon & Schuster Children’s Publishing Division. All rights reserved. No part of this book may be reproduced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording or by any information storage and retrieval system, without permission in writing from the Publisher. Omslag: Dansk version Birgitte Herkild Bogen er sat med minion af BogGrafisk ISBN: 9788711563724 1. udgave, 1. oplag, 2017 Trykt hos Livonia Print 2017 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Udyret_TRYK.indd 6

17/11/16 15.06

Udyret lurer derude Grimt, uhyggeligt og gement Husk at lukke porten om natten Ellers vil det være for sent Udyret lurer herinde Hør, hvordan Det lister rundt Det sluger din sjæl, æder dig op Vil dig intet godt, kun ondt Udyret lurer overalt Det har en spids og lodden tud Det æder dig, mens du sover Lader intet tilbage end din hud Gammelt børnerim fra Byd

Udyret_TRYK.indd 7

17/11/16 15.06

Her

begynder historien

I begyndelsen var der to søstre. De blev født med få minutters mellemrum, hver med en fløjlsblød manke af sort hår øverst på det perfekte hoved. Moren havde været i fødsel i to lange dage, og det var et mirakel, at hun overlevede. Mindst en gang i timen frygtede jordemoderen, at hun ville miste moren og med hende de to små børn. Men pigerne kom til verden med kraftfulde skrig, og moren græd af lettelse. Jordemoderen lagde en pige i hver af morens udmattede arme. Da en af pigerne trillede ud af morens arm, greb jordemoderen hende, et sekund før hun ramte gulvet. Dengang sendte jordemoderen en venlig tanke til forsynet. Før der var gået mange måneder, ønskede hun, at hun havde ladet den ondskabsfulde skabning falde. Men det var først senere. I mellemtiden var der andre grunde til at forfærdes ved tanken om de to nyfødte. To sunde børn lyder som en velsignelse, men i en landsby med halvtomme spisekamre og udtørrede marker var fødslen af to piger nærmere årsag til begrædelse end lykønskninger. Landsbyboerne rystede på hovedet og håbede, at en så ond skæbne ikke var smitsom. Man havde ondt af faren. Han havde utvivlsomt ønsket sig en søn – endnu et par stærke hænder til at plante og høste. En land­ mand havde brug for en rask dreng til at reparere hegnene og sørge for, at fårene og gederne ikke endte som ulvenes bytte.

9

Udyret_TRYK.indd 9

17/11/16 15.06

Moren blev betragtet som værre end ynkværdig. Det ville have været bedre slet ikke at få børn end at føde to piger. Der var endda dem, der mente, at hele ulykken kunne tilskrives morens trods. Kun en virkelig ulydig kvinde kunne finde på sådan noget. Moren havde altid været den tavse type, der holdt sig for sig selv i sin køkkenhave. Gården, hvor hun og hendes mand boede, lå længst væk fra byens centrum. Ingen passerede deres dør på deres vej. Ingen stak hovedet ind for at få en sludder. Hvis man kom på besøg, havde besøget et formål. Og ingen kom. Moren bemærkede meget hurtigt, at der var noget særligt ved hendes piger. Men hun sagde ikke noget om det, ikke engang til sin mand. Pigerne lignede hinanden til forveksling – de havde samme sorte hår, samme runde, grå øjne. De havde tilmed samme modermærke, et svagt, stjerneformet skjold på bagsiden af læggen. Men der var én markant forskel på de to tvillinger. Den to minutter ældre pige rakte altid ud efter ting med sin venstre hånd, mens den to minutter yngre pige brugte sin højre. Den ældste havde moder­ mærket på sin venstre læg, den yngre på sin højre. Deres sorte hår krøllede på nøjagtig samme måde, men i hver sin retning. Pigerne var hinandens spejlbillede – identiske, men ikke identiske. Den slags ville nok ikke bekymre en mor, når tiderne er gunstige, når afgrøderne blomstrer, og der er mad nok. Men når regnen stæ­ digt udebliver, og barske vintre følges af tørre somre, kan enhver lille afvigelse danne grobund for frygten. Og der var altså noget ved de to tvillingesøstre, der lige præcis var underligt nok til, at moren mærkede en lille usikkerhed flakse i sit bryst. Pigerne voksede, og regnen kom stadig ikke. Der kom skyer på himlen og med dem håb i byen, men der faldt ikke en dråbe regn. Da sommeren var ved at være forbi, og udsigten til endnu en lang, sulten vinter indfandt sig hos landsbyboerne, blev deres bekymring

10

Udyret_TRYK.indd 10

17/11/16 15.06

til frygt og derefter til mistænksomhed. Hvad var forandret, hvad var der sket, spurgte de sig selv, siden før tørken, hvor de alle havde haft nok at spise? En sund selvopholdelsesdrift gjorde, at moren instinktivt holdt sine piger væk fra landsbyboernes skeptiske blikke. Og i et godt stykke tid var de i sikkerhed. Men en dag kom en nabo forbi med en kurv fuld af æg, som hun ikke havde fået solgt i byen. Morens høns lagde sjældent æg nok, og hendes mand var meget glad for æg, så hun inviterede kvinden ind i sit køkken, for at de kunne blive enige om en pris. Naboen satte sig ved morens bord, så sig omkring med et nysger­ rigt blik. Hun noterede sig med en vis misundelse de rene gulve, morens kridhvide forklæde og de små pigers runde kinder. Bør­ nene var knap et år gamle, men gik allerede omkring og pludrede. Naboen så, hvordan den ældste pige rakte ud med sin venstre hånd, og hvordan den yngste rakte ud med sin højre. Så bemærkede hun det sære, stjerneformede modermærke på deres glatte, runde lægge. En kriblende genkendelse steg op fra nabokonens nakke og bevægede sig op mod hendes pande. Det her var noget nyt og anderledes – meget anderledes endda. Nabokonen gik ikke direkte hjem. I stedet gik hun hen til sme­ den, som stod og sludrede hen over havelågen med kroejeren. Den Ærede Ældstes kone gik forbi et par minutter senere, og hun kunne ikke undgå at høre, hvad de talte om. Normalt var hun ikke meget for sladder, men her var der tale om vigtige informationer: En af hendes naboer havde fundet ud af, hvad der var sket i landsbyen siden sidste år. To spejlvendte børn, der var født med et stjerne­ formet modermærke. Udyrets mærke. Den Onde. Den Der Holdt Regnen Væk. Faren var netop vendt hjem fra dagens arbejde i marken og

11

Udyret_TRYK.indd 11

17/11/16 15.06

havde sat sig ved bordet for at spise aftensmad med moren, da deres måltid blev afbrudt af, at der blev banket bestemt på døren. Når sandheden skal frem, havde moren og faren hørt de mange landsbyboere nærme sig gården, længe før der blev banket på døren. Faren havde kigget sigende på sin kone og derefter ud ad vinduet, ud i tusmørket. En lav mumlen af mange stemmer skar gennem græshoppernes sang. Moren gik hen mod døren, men faren lagde hånden på hendes skulder og holdt hende tilbage. Sammen ventede de på, at der blev banket på døren. Moren og faren hørte den slæbende lyd af fødder på stien op til døren. Så udskilte et sæt fødder sig fra de andre, efterfulgt af lyden af knoer mod træ. Faren åbnede døren og lyttede til, hvad landsbyboerne havde at sige. Landsbyboerne var ikke urimelige. De bebrejdede ikke ham, sagde de. Det var tydeligvis en heks, der stod bag tørken, og man var villige til at tro, at han blot var et uskyldigt offer. Man var jo klar over, at det ikke kunne have været hans valg at få en datter, endnu mindre to døtre, og da slet ikke to døtre med Udyrets mærke. Det stod klart, sagde de, at hans kone var en heks, og at de to spejlvendte tvillinger var hendes afkom efter at have haft kødelig omgang med Det – med Udyret. Faren fik to valgmuligheder: Han kunne forlade heksen og hendes børn, eller han kunne selv forsvinde sammen med dem. Landsbyboerne sagde, at de ville komme tilbage ved daggry for at høre farens beslutning. Faren var midlertidigt lettet. Landsbyboerne havde ikke sagt noget om at brænde hans kone og døtre, eller at banke dem ihjel eller drukne dem. Hans næste tanke var en noget mere skæbne­ svanger beregning. Hvis han og hans kone og børn blev bortvist fra landsbyen, ville de alle sulte. Ingen anden landsby ville tage imod dem, og faren ville ikke have mulighed for at skaffe føde nok til

12

Udyret_TRYK.indd 12

17/11/16 15.06

dem alle i løbet af vinteren – ikke uden gården. Det ville være en langsommere død end at blive brændt, men desto mere smertefuld på sin egen måde. Da landsbyboerne var gået, fortalte faren sin kone, at der kun var én ting at gøre. Hun og børnene måtte forlade landsbyen. De skulle gå ind i sskoven, som man sagde, var hjemsøgt af ældgamle, uhyggelige væsner. Faren troede ikke på den slags vrøvl, men det gjorde naboerne. Hvilket betød, at ingen vrede landsbyboere ville sætte efter hans kone og børn. Faren forsikrede moren om, at han om få dage ville komme og finde dem. Så ville han bygge en hytte til dem, og han ville besøge dem jævnligt og komme med mad og brænde til dem, indtil det var sikkert for dem at vende tilbage. Med lidt held, sagde han, ville regnen komme længe før den første frost. Landsbyboerne ville erkende deres fejltagelse, og alt ville være glemt. Ved daggry den næste morgen så landsbyboerne, hvordan faren fulgte sin kone og sine børn hen til udkanten af vildnisset. Morens skuldre hang, trukket ned af så meget mad og tøj, hun kunne bære, foruden en skarp kniv og en økse. Hun måtte efterlade alle sine høns, men hun trak en hunged efter sig i et langt reb. Faren turde ikke kysse sin kone eller omfavne sine børn. Han vendte ryggen til, da moren og pigerne trådte ind i sskoven. En af landsbyboerne gispede og ville efterfølgende sværge på, at moren, tvillingerne og geden var forsvundet for øjnene af hende. Sskoven var meget mørk.

*** Moren tilbragte de første dage og nætter i en tavs tilstand af panik. Pigerne var bemærkelsesværdigt stille og føjelige af så små børn at være og lod til at fornemme, at det ikke var det rigtige tidspunkt at

13

Udyret_TRYK.indd 13

17/11/16 15.06

græde eller tigge. Moren fandt en tør hule, og hun tændte et bål, og hun lukkede ikke et øje, efter at solen var gået ned. Pigerne sov på trods af ulvene, der hylede udenfor. Det gjorde geden ikke. På den femte dag kom faren, netop som moren havde opgivet håbet. Han fandt dem på grund af røgen fra deres bål. Han kom slæbende med værktøj og søm og byggede dem en nødtørftig hytte ved hulens åbning. Derefter fortalte han sin kone, at han var nødt til at tage tilbage til gården. Moren lod geden være inde i den lille hytte sammen med hende og døtrene af frygt for, at ulvene ellers ville tage den. Geden gav dem mælk og holdt pigerne varme om natten, mens deres mor stirrede på døren i håb om, at hendes mand ville komme og hente dem hjem. I begyndelsen kom faren en gang om ugen. Så kom han en gang om måneden. Hver gang han kom på besøg, spurgte moren: “Hvor­ når kan vi komme hjem?” Men selv efter at den første regn var kom­ met, og tørken var forbi, sagde faren, at det ikke var sikkert for dem, at landsbyboerne ikke havde glemt det hele, at han havde hørt om en heks, der var blevet brændt i nabolandsbyen. Da moren sagde: “Men jeg er ikke en heks,” nikkede faren og vendte blikket bort. Pigerne havde oplevet deres femte vinter, da deres far helt holdt op med at komme. De levede af det senede kød fra smådyr og af gedemælk, og deres mor mumlede for sig selv, at hun frygtede, hvad der ville ske med dem, hvis ikke de havde mad nok til geden. Hun havde et beregnende udtryk i ansigtet, da hun sagde det. Pigerne holdt fast om geden. De ville hellere sulte end at spise deres ged, sagde de. Moren var for længe siden holdt op med at stirre på døren i håb om, at hendes mand kom. I et stykke tid var han kun kommet for at aflevere forsyninger. Han rørte hverken ved sin kone eller så på børnene. Da han helt holdt op med at komme, spekulerede moren på, om han kunne være død. Men hun troede det ikke.

14

Udyret_TRYK.indd 14

17/11/16 15.06

En kold morgen, under en stålgrå himmel, lukkede moren geden inde i hytten og førte sine døtre gennem sskoven uden et ord. Ingen af dem havde gået denne vej i årevis, men de kendte vejen alligevel. Det var sen eftermiddag, himlen var allerede ved at blive mørk, da de nåede frem til bagdøren på den gård, der engang havde været deres hjem. Moren bankede på, og en kraftig, rødmosset kvinde åbnede døren og gispede forskrækket. Så dukkede faren op i døren. Først var hans udtryk forbavset, derefter skamfuldt. Han lagde hånden på den rødmossede kvindes skulder. Det fortalte moren alt det, hun havde frygtet. Hun var ikke længere en hustru, og hendes mand var ikke længere hendes mand. Pigerne var blevet mere eller mindre vilde med årene, og de følte ikke andet end nysgerrighed, da de stod i døråbningen til deres fars hus og mærkede varmen fra ildstedet. Så ramte duften af kød­ stuvning deres næsebor, og deres tænder løb i vand. Erindringen om den duft fulgte dem hele vejen tilbage til deres kolde hytte, og maden smagte dem aldrig rigtig igen. Den varme gedemælk, den ørred, de fangede i en kold bæk, det trævlede kaninkød, de stegte over åben ild, indtil det var sprødt og sort enkelte steder og blod­ rødt andre – intet af det fyldte deres maver. En gnavende følelse af utilfredshed vred og vendte sig i deres maver, selv når de var mætte, selv da erindringen om stuvningen var falmet, og de ikke længere var i stand til at genkalde sig duften af mad tilberedt i et rigtigt køkken. I takt med at pigerne voksede sig store og stærke og rastløse, skrumpede deres mor ind. Hvert år i sskoven tyngede hendes skuldre ned og lagde skygger under hendes øjne. Mens pigerne lod sig glide ned ad bjergskråninger, klatrede i træer og fangede fisk med hænderne, sad deres mor i den mørke, fugtige hytte. En dag begyndte hun at hoste. En dag kunne hun ikke længere sidde

15

Udyret_TRYK.indd 15

17/11/16 15.06

oprejst, men lå på siden. Hendes vejrtrækning rallede i halsen, og hendes hud blev stadig mere gennemsigtig. Gennem årene havde pigerne mindre og mindre med deres mor at gøre og mere og mere med hinanden og sskoven at gøre, men det kom alligevel som et chok for dem, da de en aften vendte hjem til hytten og fandt deres mor død. Geden lå ved siden af hende, og den så op, da pigerne trådte ind med deres sorte hår brunt af mudder. Pigerne så usikkert på hinanden, og en svag erindring om civilisationen fortalte dem, at de måtte begrave deres mor. De brugte det meste af natten på at grave et dybt hul. Ulvene hylede, og søstrene hørte det rasle i buskene. Den ældste søster udstødte en hvæsende lyd, og de hørte begge en lav knurren som svar. Men ulvene kom ikke nærmere. Pigerne boede nu alene. Geden rullede sig sammen ved siden af dem om natten som altid, og når den indimellem puffede til deres ansigter om morgenen, huskede de deres mor, og hvordan hun havde strøget hånden over deres hår og kysset dem. Det svage mishag i deres maver blev med tiden til bitterhed. En dag gik det op for pigerne, at de var på vej mod landsbyen. De havde ikke længere behov for at tale sammen. Da den ældste søster bevægede sig i retning af farens gård, fulgte den yngste søster efter uden at stille spørgsmål. De ventede, til det var blevet mørkt, ventede, til længe efter at deres far havde set til dyrene for sidste gang og lå trygt ved siden af sin kone og sov i deres varme hus. Pigerne listede ind, lod lågerne stå vidt åbne og lukkede hønsene ud af hønsehuset. De lod ulvene gøre resten. Inden længe var der intet tilbage af deres fars husdyr, kun fjer og knogler. Men det var ikke nok til at tilfredsstille pigernes bitterhed. Så de fortsatte med de øvrige landsbyboeres gårde, og på en enkelt nat kravlede og listede de rundt i landsbyen, åbnede alle låger og led

16

Udyret_TRYK.indd 16

17/11/16 15.06

og lukkede alle bure og båse op. Pigerne klatrede op i træerne og lyttede til ulvenes ædegilde. Da landsbyen igen blev stille, trak pigerne sig tilbage til deres hjem i sskoven. I timerne før daggry lå de vågne, ude af stand til at lukke et øje. Der skete noget med pigerne i løbet af de timer. Noget blev åbnet, noget andet blev lukket. Næste morgen fornemmede pigerne en svag lugt af frygt i luften. Den fyldte deres maver og skabte en varme i dem, som de ikke havde oplevet siden den for længst glemte og uvirkelige tid, hvor de som små børn havde sovet trygt i en seng. De besluttede, at tiden var inde til at aflægge deres far et besøg. Solen var netop ved at gå ned i horisonten, da de gik gennem farens jorder for at lede efter ham. Snavs og blade var blevet en del af deres krop som hud og hår, og de var kommet tæt nok på til at kunne røre deres far, da hans øjne blev store af rædsel ved synet af de to kvinder lavet af jord. I det øjeblik, hvor han gispede, med åben mund, indåndede den ældste søster hans angst, og hårene på hendes arme rejste sig af velbehag. Farens hånd famlede over hans bryst, som om han hastigt ledte efter noget, han havde mistet, og så faldt han bagover, død, på sin egen mark. Den yngste af pigerne løftede sin højre hånd op til søsterens ansigt. Den ældste søsters øjne var blevet sorte i et kort øjeblik. Derefter blegnede de til deres sædvanlige grå farve igen. Den ældste søster rakte ud efter den yngste søsters hånd, og sam­ men gik de hen for at opsøge den rødmossede kvinde. Den yngste søster bankede på, og den rødmossede kvinde åbnede døren. Hen­ des frygt afgav en skarp lugt, som sur mælk. Den yngste søster så kvindens enfoldighed og hendes simple sjæl spredt ud foran sig som på et bord, som en invitation til at spise. Og det gjorde den yngste søster. Hun indåndede kvindens frygtsomme sjæl, som var den et

17

Udyret_TRYK.indd 17

17/11/16 15.06

varmt måltid. Kvinden gjorde, som hendes mand havde gjort – hun knugede hånden mod brystet, som om noget værdifuldt blev trukket ud af hende, og så faldt hun død om på køkkengulvet. Pigen stir­ rede ned på den rødmossede kvindes krop, og hun mærkede en kun knap tilfredsstillet sult. Søstrene vendte hjem, og deres sult voksede. Næste dag ventede søstrene, indtil natten var faldet på, hvorefter de vendte tilbage. Idet de nærmede sig landsbyen, blev søstrene overraskede over at se en anden pige – kun et barn, faktisk – stå i mørket, som om hun ventede på dem. Pigen var ikke som deres far eller den rødmos­ sede kvinde. Der var ingen angst at spore i barnet, da hun så op på søstrene. Hun betragtede dem blot med interesse. Nysgerrighed. Pigen vækkede en erindring i søstrene, et minde om at have været et barn i denne landsby engang. Og derfor besluttede søstrene at undlade at gøre krav på barnet – at lade alle børnene være. Det var de forskræmte voksne – dem, der anklagede, dem, der fordrev, alle, der var ældre end søstrene selv – som søstrene ville udse sig. Det var deres frygt, søstrene kunne lugte som røg i luften. På sin vis ville søstrene lette dem for angsten. De ville fjerne den. Søstrene fortsatte, de besøgte alle husene i landsbyen. De efter­ lod børnene sovende i deres senge, og de voksne døde, tomme og alene. Derved stjal søstrene noget, der ikke burde have været stjålet, og efterlod kun et hul, et fravær, som erstatning for det, der blev flået så voldsomt væk. Først var det et lille, mørkt hul, der med årene voksede sig større. Sjæl efter sjæl voksede det. Men det vidste søstrene ikke noget om. Langt om længe var de tilfredse. Månen hang lavt på himlen, svage stjerner lyste over dem, og de gik hjem til deres hytte i vild­ marken gennem sølvblade, og deres fødder strejfede sskovens gulv, som om de svævede hen over det.

18

Udyret_TRYK.indd 18

17/11/16 15.06

Da de nærmede sig hytten, kunne søstrene lugte blod såvel som frygt og smerte, men denne gang var det ikke en behagelig lugt, og de satte farten op. Døren til hytten stod på vid gab. Måske havde den gamle ged skubbet den op i løbet af natten. Gedens blod lå i en stor pøl netop på det sted, hvor hun ofte lå på solrige dage. Ulvene havde trukket resten af hende væk. Den ældste søster følte ingenting. Den yngste søster mærkede et glimt af en erindring om noget, der hed sorg, men det flød ud fra hendes rækkevidde. De var ikke længere små piger, men heller ikke kvinder. De var blevet noget andet. De opdagede, at de ikke havde brug for mad og drikke længere. Der var så mange forskræmte, usikre sjæle i verden, der ventede på at blive fortæret. Og alt, hvad pigerne behøvede at gøre, var at indånde dem. Deres navne var Angelica og Benedicta. Og de var sjæleædere.

Udyret_TRYK.indd 19

17/11/16 15.06

Udyret_TRYK.indd 20

17/11/16 15.06

Men hvem er Alys? Er hun et godt menneske? Eller en ond skabning?

Udyret COVER_TRYK.indd 1

Peternelle van Arsdale

Alys forsøger at skjule sine evner, men hun ved, at Udyret aldrig giver op. Det gør sjæleæderne heller ikke. Hvad vil de med hende?

udyret

A

lys er ikke almindelig. Hun kan mærke en sælsom forbindelse til Udyret, der lurer i skovene. Hun kan mærke en endnu stærkere samhørighed med de to smukke søstre, der hjemsøger landsbyerne og æder folks sjæle.

Peternelle van Arsdale

23/11/16 13.47