Issuu

“EN SMUK OG HJERTEGRIBENDE LÆSEOPLEVELSE.” – Cora Carmack, forfatter til Losing It-trilogien

K ACE YS LIV LIGGER I RUINER. Hendes forældre, kæreste og bedste ven er fire år tidligere blevet dræbt i et biluheld, og i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey fra Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper hun for at få tingene til at hænge sammen, men hun kan klare alt – bortset fra Trent, hendes mystiske nabo i nr. 1D. Siden ulykken har Kacey holdt kærligheden på afstand, men den kemi, hun oplever med den sexede Trent, er ikke til at

K . A . TUCKER

komme udenom. Og Trent er opsat på at finde en vej til hen-

er en canadisk forfatter, der skriver

des forskansede hjerte. Selv hvis det indebærer, at han må

medrivende kærlighedshistorier med

afsløre en hemmelighed, som risikerer at knuse dem begge.

kant. Hun har udgivet 14 bøger og bor uden for Toronto med sin mand og sine to døtre. TI SMÅ ÅNDEDRAG er hendes første bog på dansk.

TI SMÅ ÅNDEDR AG er en roman om kærlighed og tilgivelse, og om at lære at leve, selv når livet er svært.

MØD K . A . TUCKER PÅ www.katuckerbooks.com www.facebook.com/K.A.Tucker.Author

TI SM Å Å NDEDR AG

K.A. TUCKER ”En smuk og uforglemmelig fortælling om at miste alt og samle stumperne igen bagefter.”

– GOODRE ADS

”Tucker hæver standarden

TI SMÅ

ÅNDEDR AG K . A . TUCK ER

Kacey og Trent.”

– KIRK US

”En af de bedste kærlighedsromaner i år og et must read for alle, der elsker en realistisk hovedperson.”

– HYPABLE .COM

Instagram: @katucker_ 9 788711 566985

LOVEBOOKS.DK

ved hvert møde mellem

fortælling med en stærk kvindelig

Twitter: @kathleenatucker

#tismååndedrag

inden for erotisk romance

LOVEBOOKS

K.A. TUCKER

TI SMÅ ÅNDEDRAG På dansk ved Natasja Ejersbo Frederiksen

Ti smaa aandedrag.indd 3

06/01/17 10:34 am

Ti små åndedrag er oversat fra amerikansk efter Ten Tiny Breaths Copyright © 2012 K.A. Tucker Originally published by Atria Books, a Division of Simon & Schuster, Inc. Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB. Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag All rights reserved Bogen er sat med Palatino og trykt hos Scandbook UAB 2017 Omslag: Carina Krusaa, Farmhouse Design Omslagsfoto: Elena Kalis ISBN: 978-87-11-56698-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Ti smaa aandedrag.indd 4

06/01/17 10:34 am

PROLOG

”Bare træk vejret,” plejede min mor at sige. ”Ti små åndedrag … Grib dem. Mærk dem. Elsk dem.” Hver gang jeg skreg og stampede med fødderne i vrede eller græd af frustration eller blev hvid som et lagen af angst, gentog hun roligt de samme ord. Hver eneste gang. Præcis de samme. Hun burde have fået det forpulede mantra tatoveret i panden. ”Det giver ingen mening!” plejede jeg at råbe. Jeg forstod det aldrig. Hvad fanden skal et lille åndedrag gøre godt for? Hvorfor ikke et dybt åndedrag? Hvorfor ti? Hvorfor ikke tre eller fem eller tyve? Jeg skreg, og hun smilede bare sit lille smil. Jeg forstod det ikke dengang. Det gør jeg nu.

Ti smaa aandedrag.indd 5

06/01/17 10:34 am

Ti smaa aandedrag.indd 6

06/01/17 10:34 am

FØRSTE STADIE ~ BEHAGELIG FØLELSESLØSHED

Ti smaa aandedrag.indd 7

06/01/17 10:34 am

Ti smaa aandedrag.indd 8

06/01/17 10:34 am

KAPITEL 1

En stille hvæsen … mit hjerte dunker i mine ører. Jeg hører ikke andet. Jeg er sikker på, at min mund bevæger sig, kalder deres navne … Mor? … Far? … men jeg kan ikke høre min stemme. Endnu værre, jeg kan ikke høre deres. Jeg drejer hovedet til højre mod silhuetten af Jenny, men hendes lemmer ser akavede og unaturlige ud, og hun ligger trykket op mod mig. Bildøren i hendes side er tættere på, end den burde være. Jenny? er jeg sikker på, jeg siger. Hun svarer ikke. Jeg drejer hovedet mod venstre og ser ikke andet end sort. For mørkt til at se Billy, men jeg ved, at han er der, for jeg kan mærke hans hånd. Den er stor og stærk, og den lukker sig om mine fingre. Men den bevæger sig ikke … jeg forsøger at klemme den, men jeg kan ikke få mine muskler til at bevæge sig. Jeg kan ikke gøre noget andet end at dreje hovedet og lytte til mit hjerte, der banker som en mukkert mod mit bryst, i hvad der føles som en evighed. Svage lys … stemmer. Jeg ser dem. Jeg hører dem. De er overalt, kommer tættere på. Jeg åbner munden for at skrige, men jeg kan ikke finde kræfterne. Stemmerne bliver højere, lyset skarpere. Et piben9

Ti smaa aandedrag.indd 9

06/01/17 10:34 am

de gisp får hårene til at rejse sig på mine arme. Som et menneske, der kæmper for at trække sit sidste åndedrag. Jeg hører et højlydt knald, knald, knald, som om nogen trækker i håndtagene til scenebelysningen; lys strømmer pludselig ind fra alle vinkler og oplyser bilen med blændende styrke. Den smadrede forrude. Det forvredne metal. Mørke plamager. Flydende pytter. Blod. Overalt. Pludselig forsvinder det hele, og jeg falder baglæns, styrter ned i koldt vand, synker længere ned i mørket, hurtigere og hurtigere, mens vægten af et helt hav sluger mig i ét stykke. Jeg åbner munden for at få luft. En lungefuld koldt vand strømmer mig i møde, fylder mit indre. Presset i mit bryst er ubærligt. Det er klar til at eksplodere. Jeg kan ikke få vejret … jeg kan ikke få vejret. Små åndedrag, hører jeg min mor formane, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke klare et eneste. Min krop ryster … ryster … ryster … ”Vågn op, søde.” Mine øjne flyver op og finder en falmet nakkestøtte foran mig. Det tager mig et øjeblik at samle mig, at berolige mit bankende hjerte. ”Du gispede noget så gevaldigt efter vejret,” siger stemmen. Jeg drejer hovedet og ser en dame bøje sig frem over mellemgangen med et bekymret udtryk i sit rynkede ansigt. Hendes krogede, gamle fingre hviler på min skulder. Min 10

Ti smaa aandedrag.indd 10

06/01/17 10:34 am

krop krummer sig sammen, før jeg kan nå at standse den instinktive reaktion på hendes berøring. Hun fjerner hånden med et blidt smil. ”Beklager, søde. Tænkte bare, at det var bedst at vække dig.” Jeg synker og formår at kvække et ”tak.” Hun nikker og læner sig tilbage for at indtage sin plads i bussen. ”Må have været et mareridt af en slags.” ”Ja,” svarer jeg. Jeg har genfundet min sædvanlige rolige, fraværende stemme. ”Jeg glæder mig til at vågne op.” 

”Så er vi her.” Jeg rusker Livies arm blidt. Hun brummer og trykker sit hoved op mod vinduet. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan sove på den måde, men det er åbenbart lykkedes hende, for hun har snorket blidt de sidste seks timer. Et spor af flaget, indtørret spyt bugter sig ned over hendes hage. Vildt tiltrækkende. ”Livie,” kalder jeg igen med en utålmodig snert i stemmen. Jeg har brug for at komme ud af den her metaldåse. Nu. Jeg svares med et klodset vink og en surmulende ”lad være med at forstyrre mig, jeg sover”-læbe. ”Olivia Cleary!” bjæffer jeg, mens passagerer gennemroder hattehylderne og samler deres ejendele sammen. ”Kom så. Jeg er nødt til at komme ud herfra, før jeg flipper ud!” Det er ikke min mening at lyde skrap, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg har det ikke godt med små, lukkede rum. Efter 22 timer i den her forbandede bus er det en fristende tanke at gribe nødhammeren og springe ud ad vinduet. 11

Ti smaa aandedrag.indd 11

06/01/17 10:34 am

Endelig synker mine ord ind. Livies øjenlåg glider op, og omtågede blå irisser stirrer ud på Miamis busterminal et øjeblik. ”Er vi der?” spørger hun gennem et gab og sætter sig op for at strække sig og undersøge omgivelserne. ”Se! Et palmetræ!” Jeg står allerede i midtergangen og gør vores rygsække klar. ”Juhuu, palmetræer! Kom nu, lad os gå. Medmindre du vil bruge endnu en dag på at køre tilbage til Michigan.” Dén tanke får gang i hende. Da vi stiger ud af bussen, har chaufføren allerede læsset al bagagen ud af lastrummet. Jeg får hurtigt øje på vores pink kufferter. Vores liv, alle vores ejendele, er blevet reduceret til en kuffert hver. Det var alt, hvad det lykkedes os at skrabe sammen i vores hovedkulds flugt fra onkel Raymond og tante Darlas hus. Det er lige meget, siger jeg til mig selv, mens jeg lægger armen om min søsters skulder i et sidelæns kram. Vi har hinanden. Det er alt, hvad der betyder noget. ”Det er sygt varmt,” udbryder Livie, i samme øjeblik som jeg mærker en dråbe sved glide ned over min ryg. Det er formiddag, og solen bager allerede ned på os som en ildkugle på himlen. Så forskellig fra den efterårskulde, vi efterlod i Grand Rapids. Hun trækker sin røde hættetrøje af og belønnes med en række tilråb fra en gruppe fyre på skateboards, der ikke har ladet sig mærke med ”ingen adgang”-skiltet i den anden ende af den overdækkede parkeringsplads. ”Allerede i gang med at score, Livie?” driller jeg. Den lyserøde farve blusser op i hendes kinder, idet hun lusker over for at gemme sig bag en betonsøjle, hvor de ikke kan se hende. 12

Ti smaa aandedrag.indd 12

06/01/17 10:34 am

”Du ved godt, du ikke er en kamæleon, ikke? … Åh! Ham i den røde trøje er på vej herover lige nu.” Jeg strækker forventningsfuldt hals mod gruppen. Livies øjne bliver store af frygt et øjeblik, før det går op for hende, at jeg bare laver sjov. ”Hold op, Kacey!” hvæser hun og slår mig på skulderen. Livie kan ikke klare at være målet for fyres opmærksomhed. At hun har udviklet sig til en superlækker pige med ravnsort hår over det sidste år, har ikke ligefrem hjulpet hende med at undgå det. Jeg smiler skævt, mens jeg ser på, at hun fumler med sin trøje. Hun har ingen idé om, hvor uimodståelig hun er, og det har jeg det fint med, hvis jeg skal være hendes værge. ”Bliv ved med at være så blåøjet, Livie. Mit liv bliver så meget nemmere, hvis du er fuldstændig ligeglad de næste, lad os sige, fem år.” Hun ruller med øjnene. ”Okay, frøken Sports Illustrated.” ”Ha!” I virkeligheden er en del af de klaphattes opmærksomhed sikkert rettet mod mig. To års intens kickboksning har givet mig en krop, der er som hugget i sten. Det, kombineret med mit kastanjebrune hår og mine vandblå øjne, indhøster masser af uønsket opmærksomhed. Livie er en 15-årig udgave af mig. Samme lyseblå øjne, samme smalle næse, samme mælkehvide hud. Der er kun én stor forskel, og det er farven på vores hår. Hvis man dækkede vores hår med håndklæder, ville man tro, at vi var tvillinger. Hun har sit blanke, sorte hår fra vores mor. Hun er også fem centimeter højere end mig, selvom jeg er fem år ældre. Jep, enhver idiot ville kunne se, at vi er søstre, bare ved at kigge på os. Men der stopper lighederne også. Livie er en 13

Ti smaa aandedrag.indd 13

06/01/17 10:34 am

engel. Hun får tårer i øjnene, når børn græder; hun siger undskyld, når nogen støder ind i hende; hun melder sig som frivillig i suppekøkkener og på biblioteker. Hun bortforklarer det, når folk gør dumme ting. Hvis hun var gammel nok til at køre, ville hun hugge bremserne i for fårekyllinger. Jeg er … jeg er ikke Livie. Før var jeg måske mere ligesom hende. Men ikke nu. Hvor jeg er en truende tordensky, er hun solstrålerne, der bryder igennem. ”Kacey!” Jeg vender mig mod Livie, som holder en taxadør åben med løftede øjenbryn. ”Jeg hører, at det ikke er lige så sjovt at skralde efter mad, som de påstår.” Hun smækker bildøren og skærer ansigt. ”Så det bliver altså endnu en bus.” Med et irriteret ryk hiver hun sin kuffert op over kantstenen. ”Seriøst? Fem minutter i Miami, og du har allerede skruet op for attituden? Vil du gerne spise skrald, Livie? Jeg har ikke en skid tilbage i min pung til at hjælpe os forbi søndag.” Jeg holder min pung frem, så hun kan inspicere den. Hun rødmer. ”Undskyld, Kace. Du har ret. Jeg er bare lidt ude af den.” Jeg sukker og får øjeblikkeligt dårlig samvittighed over at skælde ud. Livie har ikke så meget som et gram attitude i sin krop. Ja, vi småskændes, men det er altid min skyld, og jeg ved det godt. Livie er en god pige. Hun har altid været en god pige. Rolig og fornuftig. Mor og far var aldrig nødt til at sige noget til hende to gange. Da de døde, og mors søster tog os ind, gjorde Livie alt, hvad hun kunne, for at være en endnu bedre pige. Jeg gik i den modsatte retning. For fulde gardiner. 14

Ti smaa aandedrag.indd 14

06/01/17 10:34 am

”Kom, vi skal den her vej.” Jeg stikker min arm under hendes og giver hende et klem, mens jeg folder papiret med adressen ud. Efter en lang og besværlig samtale med manden bag ved skillevæggen af glas – komplet med en gang gæt og grimasser og et blyantsdiagram på et bykort, der viser tre skift – befinder vi os på en bus, og jeg håber på, at vi ikke er på vej mod Alaska. Jeg er glad for at sidde ned, for jeg er udmattet. Bortset fra min 20 minutter lange lur i bussen har jeg ikke sovet de sidste 36 timer. Jeg er træt og bekymret, og jeg vil meget hellere køre i tavshed, men Livies rastløse hænder i hendes skød spolerer hurtigt den plan. ”Hvad er der, Livie?” Hun tøver med rynket pande. ”Livie …” ”Tror du, at tante Darla har ringet til politiet?” Jeg rækker ned og giver hendes knæ et klem. ”Det skal du ikke bekymre dig om. Vi skal nok klare den. De finder os ikke, og hvis de gør, så får politiet at vide, hvad der skete.” ”Men han gjorde ikke noget, Kace. Han var sikkert for fuld til at vide, hvilket værelse der var hans.” Jeg ser skulende på hende. ”Gjorde ikke noget? Har du glemt den klamme gammelmandsstivert, der pressede sig mod dit lår?” Livies mund rimper sig sammen, som om hun skal til at kaste op. ”Han gjorde ikke noget, fordi du løb ud derfra og ind på mit værelse. Du skal ikke forsvare det røvhul.” Jeg havde set de blikke, onkel Raymond sendte den mere og mere kvindelige Livie over det sidste års tid. Søde, uskyldige Livie. Jeg ville 15

Ti smaa aandedrag.indd 15

06/01/17 10:34 am

knuse hans nødder, hvis han satte fod på mit værelse, og det vidste han godt. Men Livie … ”Jeg håber bare, at de ikke kommer efter os og tager os med tilbage.” Jeg ryster på hovedet. ”Det kommer ikke til at ske. Jeg er din værge nu, og jeg er ligeglad med åndssvage juridiske papirer. Du kommer ikke til at forlade min side. Desuden hader tante Darla Miami, ikke?” Hader er en underdrivelse. Tante Darla er en nykristen kvinde, som bruger al sin fritid på at bede og sørge for, at alle andre beder eller ved, at de burde bede for at undgå Helvede, syfilis og uønskede graviditeter. Hun er overbevist om, at storbyer er arnestedet for al verdens ondskab. At sige, at hun er fanatiker, ville være en underdrivelse. Hun kommer ikke til Miami, medmindre selveste Jesus Kristus holder en konference. Livie nikker. Hun sænker stemmen til en hvisken. ”Tror du, at onkel Raymond har regnet ud, hvad der skete? Vi kunne virkelig komme i problemer for det.” Jeg trækker på skuldrene. ”Rager det dig, om han gør?” En del af mig ville ønske, at jeg havde ignoreret Livies bønfaldelser og ringet til politiet efter onkel Raymonds lille ”visit” på hendes værelse. Men Livie havde ikke lyst til at skulle tage sig af politirapporter og advokater og børneværnet, og vi ville helt sikkert være blevet udsat for hele arsenalet. Måske endda de lokale nyheder. Det ønskede ingen af os. Vi havde fået nok af den slags efter ulykken. Hvem ved, hvad de ville gøre med Livie, eftersom hun er mindreårig? Sikkert sende hende i familiepleje. De ville ikke give hende til mig. Jeg er

Ti smaa aandedrag.indd 16

06/01/17 10:34 am

blevet klassificeret som ”ustabil” af for mange professionelle rapporter til at få ansvaret for nogens liv. Så Livie og jeg slog en handel af. Jeg ville lade være med at rapportere ham, hvis hun rejste bort sammen med mig. I går aftes viste sig at være det perfekte tidspunkt at stikke af. Tante Darla var væk til en helaftensandagt, så jeg knuste tre sovepiller og smed dem i onkel Raymonds øl efter aftensmaden. Jeg kan næsten ikke fatte, at idioten tog imod det glas, jeg hældte op og rakte så sødt til ham. Jeg har ikke sagt ti ord til ham de sidste to år, siden jeg fandt ud af, at han havde formøblet vores arv på et kasino. Men alligevel fattede han ikke mistanke. Da klokken blev syv, lå han udstrakt og snorkende på sofaen, hvilket gav os nok tid til at gribe vores kufferter, tømme hans pung og tante Darlas hemmelige pengekasse under vasken og fange bussen mod Miami samme aften. Måske var det lidt overdrevet at hælde piller i ham og stjæle deres penge. Men så igen – måske skulle onkel Raymond ikke have vist sig at være en klam pædofil. 

”124.” Jeg læser tallet på bygningen højt. ”Det er her.” Det her sker virkelig. Vi står side om side på fortovet uden for vores nye hjem – en treetagers lejlighedsbygning på Jackson Drive med pudsede, hvide mure og små vinduer. Det er et pænt sted, der har lidt en feriestemning over sig, selvom vi er en halv time fra stranden. Hvis jeg trækker vejret dybt ind, kan jeg næsten fornemme solcremen og tangen.

Ti smaa aandedrag.indd 17

06/01/17 10:34 am

Livie kører en hånd gennem sin vilde, mørke manke. ”Hvor sagde du, at du fandt det her sted?” ”Www.desperatefterenlejlighed.com,” joker jeg. Efter at Livie stormede grædende ind på mit værelse den nat, vidste jeg, at vi var nødt til at komme væk fra Grand Rapids. Én internetsøgning førte til den næste, og før jeg vidste af det, var jeg i gang med at e-maile udlejeren for at tilbyde ham seks måneders husleje i kontanter. To års ophældning af alt for dyr Starbucks-kaffe, væk. Og det er hver eneste dråbe værd. Vi går op ad trinnene og hen til en hvælvet port. ”Billedet i annoncen så godt ud,” siger jeg, idet jeg griber håndtaget til porten og hiver i det, kun for at opdage, at døren er låst. ”God sikkerhed.” ”Her.” Livie trykker på en revnet, rund dørklokke til højre. Der kommer ikke nogen lyd, og jeg er sikker på, at den er gået i stykker. Jeg undertrykker et gab og venter på, at nogen går ind eller ud. Tre minutter senere har jeg formet en tragt om munden med mine hænder og skal til at råbe udlejerens navn, da jeg hører sko slæbe over beton. En midaldrende mand med krøllet tøj og et usoigneret ansigt kommer til syne. Hans øjne sidder skævt, han er næsten skaldet i toppen, og jeg sværger, det ene øre er større end det andet. Han minder mig om Sloth fra den der gamle firserfilm, min far altid tvang os til at se, Goonierne. En klassiker, plejede min far at sige. Sloth klør sin fremskudte mave og siger ikke noget. Jeg vil vædde med, at han er lige så intelligent som sin filmtvilling. 18

Ti smaa aandedrag.indd 18

06/01/17 10:34 am

”Hej, jeg hedder Kacey Cleary,” introducerer jeg mig selv. ”Vi leder efter hr. Tanner. Vi er de nye lejere fra Michigan.” Hans drevne blik hviler på mig et øjeblik, tager bestik af mig. Jeg roser tavst mig selv for at have taget jeans på, der dækker den store tatovering på mit lår, i tilfælde af at han vover på at dømme mig på mit udseende. Så flytter han sit fokus over på Livie, hvor det dvæler lidt længere, end jeg bryder mig om. ”Er I to piger søstre?” ”Er det de identiske kufferter, der afslører os?” svarer jeg, før jeg kan nå at stoppe mig selv. Kom inden for porten, før du lader dem se, hvor flabet du kan være, Kace. Heldigvis trækker det i Sloths mundvige. ”Kald mig Tanner. Denne vej.” Livie og jeg udveksler et chokeret blik. Sloth er vores nye udlejer? Med et højt klank og en knirken vinker han os gennem porten. Næsten som en eftertanke vender han sig mod mig og rækker hånden frem. Jeg fryser på stedet. Stirrer på de kødfulde fingre, men gør ikke mine til at tage fat om dem. Hvorfor er jeg ikke forberedt på det her? Livie springer behændigt ind og griber fat om den med et smil, og jeg træder et par skridt tilbage, så der ikke opstår nogen illusion om, at jeg skal have noget som helst med den her fyrs hånd at gøre. Eller nogen andens hånd. Livie er god til at redde mig. Hvis Tanner bemærker manøvren, så siger han ikke noget, da han leder os gennem en gårdhave med sølle buske og dehydrerede planter rundt om en rusten trækulsgrill. ”Det her er fællesgården.” Han vifter affærdigende med hånden. 19

Ti smaa aandedrag.indd 19

06/01/17 10:34 am

”Hvis I har lyst til at grille, solbade, slappe af, hvad I nu kan finde på, så er det her, det sker.” Jeg betragter de knæhøje tidsler og udtørrede blomster langs kanterne og spekulerer på, hvor mange mennesker der rent faktisk finder det her sted afslappende. Det kunne sikkert blive hyggeligt, hvis nogen tog sig af det. ”Det må være fuldmåne eller noget,” mumler Tanner, mens vi følger efter ham hen mod en række mørkerøde døre. Hver dør har et lille vindue ved siden af sig, og alle tre etager er identiske. ”Jaså? Hvorfor det?” ”Jeres er den anden lejlighed, jeg har lejet ud over e-mail i den her uge. Samme situation – desperat efter et sted, vil ikke vente, kan betale kontant. Sært. Alle har åbenbart noget at stikke af fra.” Nå da. Der kan man se. Måske er Tanner klogere end sin filmtvilling. ”Ham her ankom i morges.” Han peger med en kort, tyk finger mod lejlighed 1D, før han fører os hen til lejligheden ved siden af med et gyldent ”1C”-skilt på døren. Hans store nøglebundt klirrer, mens han leder efter den rigtige. ”Nå, nu fortæller jeg jer det, jeg fortæller alle mine lejere. Jeg har kun én regel, men den er altafgørende. Hold eders fred! Ikke noget med at holde vilde fester med stoffer og orgier …” ”Undskyld, men kan du lige specificere – hvad kvalificerer som et orgie i staten Florida? Er trekanter okay? Hvad, hvis der er oppustelige dukker involveret, fordi, du ved …” indskyder jeg og svares med tavshed og et olmt blik fra Tanner og et hårdt slag på skulderbladet fra Livie. 20

Ti smaa aandedrag.indd 20

06/01/17 10:34 am

Efter at have rømmet sig fortsætter han, som om jeg ikke sagde noget. ”Ingen fejder, hverken af familieslagsen eller andre. Jeg har ikke tålmodighed til det lort, og jeg smider jer ud, hurtigere end I kan nå at lyve for mig. Er I med?” Jeg nikker og bider mig i tungen for at modstå trangen til at nynne temasangen fra Family Feud, idet Tanner skubber døren op. ”Har selv gjort lejligheden ren og malet den. Den er ikke ny, men den burde give jer det, I bad om.” Lejligheden er lille og nødtørftigt indrettet med et grøn- og hvidfliset tekøkken langs bagvæggen. De hvide vægge fremhæver kun den hæslige orange og rødbrune, blomstrede sofa. Billigt mosgrønt gulvtæppe og den svage lugt af mølkugler fuldender det kiksede 70’er-look. Hvad der er vigtigere, så ligner det overhovedet ikke billedet i annoncen. Sikke en overraskelse. Tanner klør bagsiden af sit grånende hoved. ”Ikke voldsomt imponerende, jeg ved det godt. Der er to soveværelser derovre og et badeværelse mellem dem. Installerede et nyt toilet sidste år, så …” Hans asymmetriske blik falder på mig. ”Hvis det er det hele …” Han vil have sine penge. Med et stramt smil stikker jeg hånden i forlommen på min rygsæk og trækker den tykke konvolut frem. Livie går længere ind i lejligheden, mens jeg betaler ham. Tanner betragter hende og bider sig i læben, som om han gerne vil sige noget. ”Hun virker lidt ung til at være afsted på egen hånd. Ved jeres forældre godt, at I to er her?” ”Vores forældre er døde.” Det lyder lige så barskt, som jeg ønskede, og det virker. Du skal fandeme passe dig selv, Tanner. 21

Ti smaa aandedrag.indd 21

06/01/17 10:34 am

Hans ansigt bliver askegråt. ”Åh, øh, det er jeg ked af at høre.” Vi står akavet over for hinanden i hele tre sekunder. Jeg stikker hænderne ind i armhulerne for at gøre det klart, at jeg ikke har nogen intention om at give hånd. Da han snurrer om på hælen og går ud ad døren, udstøder jeg et lille suk. Han kan heller ikke vente med at komme væk fra mig. Over skulderen råber han: ”Møntvaskeriet er i kælderen. Jeg gør det rent en gang om ugen og forventer, at alle lejerne hjælper med at holde det pænt. Jeg er i 3F, hvis du har brug for noget.” Han forsvinder og efterlader nøglen i låsen. Jeg finder Livie i færd med at undersøge medicinskabet i et badeværelse lavet til hobbitter. Jeg forsøger at træde indenfor, men der er ikke plads til os begge to. ”Nyt toilet. Klam, gammel bruseniche,” mumler jeg og lader foden glide hen over det beskidte, revnede flisegulv. ”Jeg tager det her værelse,” siger Livie og klemmer sig forbi mig for at sætte kurs mod værelset til højre. Det er tomt, bortset fra en kommode og to enkeltsenge, der er dækket af ferskenfarvede, hæklede sengetæpper. Der er sorte tremmer for det enlige vindue med udsigt til gaden. ”Er du sikker? Det er lille.” Jeg ved uden at have kigget på det andet rum, at det her er det mindste af dem. Sådan er Livie. Uselvisk. ”Ja, det er okay. Jeg kan godt lide små rum.” Hun smiler bredt. Jeg kan mærke, at hun forsøger at få det bedste ud af det her. ”Ja, men når vi holder vilde fester til langt ud på natten, har du ikke plads til mere end tre fyre herinde på én gang. Det ved du godt, ikke?” 22

Ti smaa aandedrag.indd 22

06/01/17 10:34 am

Livie smider en pude efter mig. ”Meget morsomt.” Mit soveværelse ser ligesådan ud, bortset fra at det er en smule større og har en dobbeltseng med et rædselsfuldt grønt, strikket tæppe. Jeg sukker og rynker på næsen af skuffelse. ”Beklager, Livie. Det her sted ser overhovedet ikke ud som i annoncen. Dumme Tanner og hans falske reklame.” Jeg lægger hovedet på skrå. ”Mon vi kan sagsøge ham?” Livie fnyser. ”Så slemt er det heller ikke, Kace.” ”Det siger du nu, men når vi slås med kakerlakkerne om vores brød …” ”Dig? Slås? Chokerende.” Jeg griner. Det er ikke mange ting, der får mig til at grine længere. Men Livie, der forsøger at være sarkastisk, er en af dem. Hun prøver at virke overlegen og nonchalant. Hun ender med at lyde som en af de dér radiooplæsere, der fremfører en dramatisk udgave af et kikset mordmysterium. ”Det her sted stinker, Livie. Indrøm det. Men nu er vi her, og det er det eneste, vi har råd til lige nu. Miami er et sindssygt dyrt sted.” Hendes hånd glider ind i min, og jeg giver den et klem. Det er den eneste, jeg kan holde ud at røre ved. Det er den eneste, der ikke føles død. Nogle gange har jeg svært ved at give slip på den. ”Det er perfekt, Kace. Bare lidt småt og mølkugleagtigt og grønt, men vi er ikke ret langt fra stranden! Det var jo det, vi i virkeligheden ønskede os, ikke?” Livie strækker armene op over hovedet og stønner. ”Hvad så nu?” ”Tjah, for det første skal vi have dig skrevet ind i den lokale high school her til eftermiddag, så den der store hjerne, du går rundt med, ikke skrumper,” siger jeg og åbner min 23

Ti smaa aandedrag.indd 23

06/01/17 10:34 am

kuffert for at tømme den for indhold. ”Altså, når du tjener en trilliard dollars på at kurere kræft, så er du nødt til at sende penge i min retning.” Jeg gennemroder mit tøj. ”Jeg skal meldes ind i et træningscenter. Så tager jeg hen og finder ud af, hvor mange dåser svinebov og baked beans jeg kan købe for en time med min lækre, svedige krop ude på gadehjørnet.” Livie ryster på hovedet. Nogle gange sætter hun ikke pris på min humor. Nogle gange tror jeg, at hun spekulerer på, om jeg mener det alvorligt. Jeg bøjer mig ned for at trække sengetøjet af min seng. ”Og så skal hele hytten have en seriøs omgang hovedrengøring.” 

Bygningens møntvaskeri nede under vores lejlighed er ikke noget at skrive hjem om. Paneler med fluorescerende lys kaster et hårdt skær over falmede akvamarinblå betongulve. En blomsteragtig duft formår dårligt nok at skjule den mugne stank, der hænger i luften. Maskinerne er mindst 15 år gamle, og de vil sikkert gøre mere skade end gavn for vores tøj. Men der er ikke så meget som et edderkoppespind eller en nullermand i sigte. Jeg maser alle vores lagner og dyner ind i to maskiner, mens jeg forbander verden for at tvinge os til at sove i genbrugssengetøj til at begynde med. Jeg køber nyt sengetøj med den første løn, jeg får, lover jeg mig selv. Jeg fylder en blanding af vaske- og blegemiddel i maskinen og vælger den højeste varmeindstilling, som jeg ville ønske hed ”kog alle levende organismer i smadder”. Det ville få mig til at have det marginalt bedre. 24

Ti smaa aandedrag.indd 24

06/01/17 10:34 am

Maskinen skal bruge seks kvartdollars per vask. Jeg hader møntvaskemaskiner. Tidligere i dag gik Livie og jeg rundt i shoppingcenteret og antastede fremmede folk med vores tiog femcentsmønter og spurgte dem, om de ville bytte. Jeg har lige akkurat nok på lager, går det op for mig, idet jeg begynder at skubbe dem igennem de dertil indrettede sprækker. ”Nogen ledige maskiner?” spørger en dyb mandsstemme lige bag mig. Den overrasker mig nok til, at jeg udstøder et lille skrig og smider de sidste tre kvartdollars i vejret. Heldigvis har jeg reflekser som en kat, og jeg griber to af mønterne i luften. Mit blik klæber til den sidste, idet den rammer jorden og ruller hen mod vaskemaskinen. Jeg dykker efter den og kaster mig ned på alle fire. Men jeg er for langsom. ”For helvede!” Siden af mit ansigt rammer det kolde betongulv, da jeg spejder ind under maskinen efter et glimt af sølv. Mine fingre kan lige akkurat nå ind under … ”Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig.” ”Jaså?” Nu er jeg gal. Hvem fanden sniger sig ind på en kvinde i et underjordisk møntvaskeri udover psykopater og voldtægtsforbrydere? Måske er han en af de to ting. Måske burde jeg ryste i shortsene lige nu. Men det gør jeg ikke. Jeg bliver ikke skræmt så let, og, helt ærligt, så er jeg fandeme alt for irriteret lige nu til at være noget andet. Han kan bare prøve at angribe mig. Han kommer til at få sit livs chok. ”Og hvorfor så det?” tvinger jeg ud gennem sammenbidte tænder, mens jeg forsøger at holde mig i ro. Hold eders fred, advarede Tanner os. Han fornemmede uden tvivl noget om mig. 25

Ti smaa aandedrag.indd 25

06/01/17 10:34 am

”Fordi vi befinder os i et koldt, fugtigt møntvaskeri i en kælder i Miami. Klamme ottebenede ting og ting, der snor sig og kryber, gemmer sig på steder som det her.” Jeg viger tilbage og undertrykker den skælven, der går gennem min krop, mens jeg forestiller mig min hånd komme til syne fra under maskinen med en kvartdollar og en bonusslange. ”Sjovt. Jeg har hørt, at klamme tobenede ting også lurer på steder som det her. De hedder Stoddere. En pestilens, ville nogen nok sige.” Så langt, som han læner sig ind over mine korte, sorte shorts, må han have en god udsigt til min røv lige nu. Værsgo, perverse svin. Nyd det, for det er alt, hvad du får. Og hvis jeg mærker dig så meget som strejfe min hud, så går jeg efter knæskallerne. Han svarer med en hæs latter. ”Godt ord igen. Hvad med at du holder op med at ligge på knæ?” Hans ord får hårene til at rejse sig i min nakke. Der er noget umiskendeligt seksuelt i hans tone. Jeg hører lyden af metal mod metal, idet han tilføjer: ”Denne stodder har en ekstra kvartdollar.” ”Nå, jamen så er du den bedste slags …” begynder jeg og rækker ud efter toppen af maskinen, idet jeg rejser mig for at møde røvhullet ansigt til ansigt. Selvfølgelig er den åbne flaske vaskemiddel lige dér. Selvfølgelig vælter min hånd den. Selvfølgelig sprøjter det ud over maskinen og gulvet. ”For helvede!” bander jeg og falder på knæ igen, imens jeg ser den klistrede, grønne sæbe sprede sig ud over det hele. ”Tanner smider mig så meget ud.” Stodderens stemme bliver dybere. ”Hvor meget er min tavshed værd for dig?” Fodtrin kommer nærmere. 26

Ti smaa aandedrag.indd 26

06/01/17 10:34 am

Instinktivt justerer jeg min stilling, så jeg kan få hans knæ til at gå af led med et spark og få ham til at bryde sammen i smerte, præcis sådan som jeg har lært det til træning. Det kildrer langs min rygrad, idet et hvidt lagen svæver ned og dækker gulvet foran mig. Jeg trækker vejret hurtigt ind og venter tålmodigt, mens Stodderen bevæger sig forbi min venstre side og sætter sig på hug. Luften forlader mine lunger med et sus, og jeg sidder tilbage og stirrer ind i et par dybe smilehuller og de mest blå øjne, jeg nogensinde har set – koboltfarvede cirkler med lyseblå indeni. Jeg kniber øjnene sammen. Er der turkise flager i dem? Ja! Åh gud! De blå gulve, de rustne gamle maskiner, væggene, alt omkring mig forsvinder, imens hans blik skræller mit beskyttende lag af kælling bort, simpelthen river det af min krop i ét hug og efterlader mig nøgen og sårbar på få sekunder. ”Vi kan tørre det op med det her. Jeg skulle alligevel bruge vaskemiddel,” mumler han med et drenget, fornøjet smil, imens han trækker sit lagen rundt for at gennemvæde det med den spildte væske. ”Vent, du behøver ikke …” Min stemme dør hen, og svagheden i den giver mig kvalme. Pludselig har jeg vildt dårlig samvittighed over at kalde ham klam. Han kan umuligt være en Stodder. Han er for smuk og for sød. Det er mig, der er idioten, som kaster med mønter ud over det hele, og nu er han i gang med at tørre mit vaskemiddel op fra det beskidte gulv med sit lagen for at hjælpe mig! Jeg lader til at være ude af stand til at forme ord. Ikke mens jeg står og glor på Ikke-Stodderens muskuløse overarme og mærker varmen pulsere ned i mit underliv. I sin skjorte med 27

Ti smaa aandedrag.indd 27

06/01/17 10:34 am

opsmøgede ærmer og de øverste knapper knappet op blotter han begyndelsen på en dødlækker overkrop for mig. ”Ser du noget, der kunne have interesse?” spørger han, og hans drilleri får mine øjne til at flyve tilbage til hans ansigt. Et selvtilfredst smil spiller om hans læber, og jeg mærker blodet stige op i mine kinder. Fuck den her fyr. Han lader til at svinge mellem God samaritaner og Ond forfører med hver ny sætning, der kommer ud af hans mund. Hvad værre er, så tog han mig i at beundre hans krop. Mig! Beundre! Jeg omgiver mig med førsteklasses kroppe hver eneste dag i træningscenteret, og de rører mig ikke. Af en eller anden grund er jeg ikke immun over for ham. ”Jeg er lige flyttet ind i 1D. Jeg hedder Trent.” Han ser op på mig fra under usandsynligt lange øjenvipper. Hans rodede, gyldenbrune hår skaber en perfekt ramme om hans ansigt. ”Kacey,” får jeg fremtvunget. Så det er ham her, der er den nye lejer; vores nabo. Han bor på den anden side af væggen i min stue! Gah! ”Kacey,” gentager han. Jeg elsker formen på hans læber, når han siger mit navn. Jeg dvæler ved dem, stirrer på den mund, på hans fuldstændig lige, hvide tænder, indtil jeg mærker mit ansigt eksplodere i en tredje varmebølge. For helvede! Kacey Cleary rødmer aldrig! ”Jeg ville give dig hånden, Kacey, men …” siger Trent med et drillende smil og holder sine vaskemiddelsindsmurte hænder op. Sådan. Det satte en stopper for det. Idéen om at røre ved de hænder rammer mig som en lussing, der fordriver den mid28

Ti smaa aandedrag.indd 28

06/01/17 10:34 am

lertidige tåge, den her Trent-person har forvirret mig med, og tvinger mig tilbage til virkeligheden. Jeg kan tænke klart igen. Med en dyb indånding kæmper jeg for at genaktivere mine skjolde, skabe en barrikade mod det her guddommelige væsen, sætte en stopper for alle reaktioner på ham, så jeg bare kan leve mit liv uden at blive viklet ind i hans problemer. Det er så meget lettere. Og det er alt, hvad det her er, Kacey. En reaktion. En sær, ukarakteristisk reaktion på grund af en fyr. En utroligt lækker fyr, men, i sidste ende, ikke noget, du vil blandes ind i. ”Tak for mønten,” siger jeg køligt. Jeg rejser mig op, skubber Trents mønt ind i sprækken og starter vaskemaskinen. ”Det var det mindste, jeg kunne gøre, efter at have skræmt dig fra vid og sans.” Han er på benene og i færd med at smide sine lagner ind i maskinen ved siden af min. ”Hvis Tanner siger noget, så fortæller jeg ham, at jeg gjorde det. Det er alligevel delvist min skyld.” ”Delvist?” Han klukker og ryster på hovedet. Vi står tæt sammen nu, så tæt, at vores skuldre rører ved hinanden. For tæt. Jeg træder et par skridt tilbage for at give mig selv lidt plads. Jeg ender med at stirre på hans ryg og beundre, hvordan den blåternede skjorte strækker sig over hans brede skuldre, hvordan de mørkeblå jeans sidder perfekt om hans røv. Han standser det, han er i gang med, for at se sig over skulderen. Hans brændende, blå øjne rammer mig med et blik, der giver mig lyst til at gøre ting ved ham, for ham, med ham. Hans blik glider ned over min krop, skamløst. Den her fyr er 29

Ti smaa aandedrag.indd 29

06/01/17 10:34 am

én stor modsætning. Sød det ene øjeblik, uforskammet det næste. En ufatteligt lækker modsætning. Alarmklokkerne lyder i mit hoved. Jeg lovede Livie, at de tilfældige engangsknald ville stoppe. Og det er de også. I to år har jeg ikke indladt mig på noget med nogen. Nu står jeg her, dag ét i vores nye liv, og jeg er klar til at sætte mig overskrævs på den her fyr oven på vaskemaskinen. Pludselig bliver jeg utilpas, min hud føles for stram. Træk vejret, Kacey, hører jeg min mors stemme sige i mit hoved. Tæl til ti, Kace. Ti små åndedrag. Som sædvanlig hjælper hendes råd mig ikke, for det giver ingen mening. Det eneste, der giver mening, er at komme væk fra den her tobenede fælde. Omgående. Jeg bevæger mig baglæns hen mod døren. Jeg vil ikke have de her tanker. Jeg har ikke brug for dem. ”Hvor skal du …?” Jeg løber op ad trapperne i sikkerhed, før jeg hører slutningen af Trents sætning. Det er ikke før, at jeg er over jorden igen, at jeg forsøger at trække vejret ind. Jeg læner mig mod muren og lukker øjnene og byder det beskyttende lag velkommen, da det glider tilbage over min hud og overtager kontrollen med min krop.

Ti smaa aandedrag.indd 30

06/01/17 10:34 am

“EN SMUK OG HJERTEGRIBENDE LÆSEOPLEVELSE.” – Cora Carmack, forfatter til Losing It-trilogien

K . A . TUCKER

komme udenom. Og Trent er opsat på at finde en vej til hen-

er en canadisk forfatter, der skriver

des forskansede hjerte. Selv hvis det indebærer, at han må

medrivende kærlighedshistorier med

afsløre en hemmelighed, som risikerer at knuse dem begge.

kant. Hun har udgivet 14 bøger og bor uden for Toronto med sin mand og sine to døtre. TI SMÅ ÅNDEDRAG er hendes første bog på dansk.

TI SMÅ ÅNDEDR AG er en roman om kærlighed og tilgivelse, og om at lære at leve, selv når livet er svært.

MØD K . A . TUCKER PÅ www.katuckerbooks.com www.facebook.com/K.A.Tucker.Author

TI SM Å Å NDEDR AG

K.A. TUCKER ”En smuk og uforglemmelig fortælling om at miste alt og samle stumperne igen bagefter.”

– GOODRE ADS

”Tucker hæver standarden

TI SMÅ

ÅNDEDR AG K . A . TUCK ER

Kacey og Trent.”

– KIRK US

”En af de bedste kærlighedsromaner i år og et must read for alle, der elsker en realistisk hovedperson.”

– HYPABLE .COM

Instagram: @katucker_ 9 788711 566985

LOVEBOOKS.DK

ved hvert møde mellem

fortælling med en stærk kvindelig

Twitter: @kathleenatucker

#tismååndedrag

inden for erotisk romance

LOVEBOOKS