Issuu

22 mm

KRISTIAN MØRK & OLIVER ZAHLE

”Jeg er vred på klovnen.” Josephine vendte sig mod ham. De vandblå øjne stirrede intenst på Arthur. Havde hun gennemskuet ham? Vidste hun, at han var den superklovn, der havde reddet hende fra en brændende bygning, men samtidig også den klovn, der havde fået hendes far i fængsel? ”Øh . . . klovnen?” ”Ja, det er hans skyld, det hele. Uden ham ville far aldrig være kommet i fængsel.”

K RI ST I A N M Ø RK & OLI V ER Z A HLE

MED SKURKE PÅ SKATTEJAGT

Andet bind i den hæsblæsende børnekrimiserie om Arthur og hans multiallergiske søster Fie, som sammen går på jagt efter en gammel skat fra Anden Verdenskrig.

Spiloppo 2 omslag.indd 1

carlsen

9 788711 540985

MED SKURKE PÅ SKATTEJAGT

Kan Arthur blive ved med at holde det hemmeligt for Josephine, at han er superklovnen Spiloppo? Og hvordan finder han guldskatten inden skurkene, så hans far kan komme ud af sine alvorlige pengeproblemer?

carlsen

28/04/2017 10.04

Spiloppo 2.indd 2

28/04/2017 10.06

Spiloppo 2.indd 3

28/04/2017 10.06

Spiloppo 2.indd 4

28/04/2017 10.06

Kristian MĂ¸rk & Oliver Zahle

Spiloppo 2.indd 5

28/04/2017 10.06

Spiloppo 2.indd 6

28/04/2017 10.06

KAPITEL 1

”Nej!” ”Hvad mener du?” ”Du spurgte, om jeg var klar,” svarede Arthur og stirrede ud på regnen, der løb ned ad forruden. ”Og det er jeg altså ikke.” ”Er der noget i vejen?” Far lød bekymret. ”Ja, jeg har ikke lyst.” ”Det har vi jo talt om,” begyndte far. ”Vi har brug for pengene. Du så selv, hvor utæt taget er blevet. Gulvtæppet i stuen er helt gennemblødt.” ”Så lad os købe nogle flere spande.” Arthur skævede til sin far. De var begge klædt i klovnekostume, men i modsætning til Arthur var far i højt humør. ”Flere spande? Så tror jeg ikke, der er plads til os mere,” grinede han, men blev så mere alvorlig. ”Nej, vi bliver simpelthen nødt til at få taget repareret, inden det bliver vinter.” Arthur sukkede. Far havde ret. Taget havde været utæt i flere år, men i løbet af sommeren var det blevet rigtig slemt.

Spiloppo 2.indd 7

28/04/2017 10.06

Når det regnede, dryppede det ind overalt, så alle gryder, skåle, spande og baljer i huset måtte i brug. Men som sædvanligt havde far ingen penge. Derfor var jobbet så vigtigt. ”Jamen jeg har ikke tid. Jeg skal jo aflevere stil om Anden Verdenskrig,” svarede Arthur og kunne godt høre, at det lød dumt. ”Kom nu!” Far puffede Arthur i siden med albuen. ”Det bliver sjovt, når vi først kommer i gang.” De plejede kun at turnere rundt på landets markedspladser med Torbens Tivoli som klovnene BumBum og Spiloppo om sommeren. Og det var sådan set slemt nok, syntes Arthur, men nu skulle de optræde på hospitalets børneafdeling de næste fire onsdage. Fire forestillinger betød penge. Og penge betød nyt tag. Det hele gav mening. Der var bare lige det ved det, at A rthur hadede at optræde som klovn. Han følte sig i forvejen totalt til grin halvdelen af tiden. Først havde Arthur sagt nej og forklaret, at han skulle passe sin skole. Det var ikke engang løgn. Arthur var bagud med både matematik og fysik. Og i overmorgen skulle han aflevere stil om byens rolle under Anden Verdenskrig. Han var selvfølgelig slet ikke gået i gang endnu. Det var først, da far havde rottet sig sammen med Arthurs multiallergiske lillesøster Fie, at de i fællesskab havde fået ham overtalt. Det fortrød han nu.

Spiloppo 2.indd 8

28/04/2017 10.06

”Okay, lad os få det overstået,” mumlede Arthur til sidst og steg ud i regnen. Da elevatoren åbnede til børneafdelingen på femte sal kunne Arthur se en kvinde i hvid kittel stå og diskutere med en ældre mand i jakkesæt. ”Ro, regelmæssighed og renlighed! Det er, hvad mine patienter har brug for. Hverken mere eller mindre,” sagde kvinden. Hun var på alder med far, men 20 centimeter lavere og lige så mange kilo tungere. Den snehvide kittel gabte fælt mellem knapperne og fik hende til at ligne en enorm rullepølse. ”Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt.” Manden i jakkesættet så træt ud. ”Godt?” gentog rullepølsen. ”Klovne på min afdeling? Må jeg minde direktøren om, at det her er et hospital?!” ”Alle undersøgelser viser, at det er sundt at grine, Mette- Marie. Få det nu til at fungere,” afsluttede hospitalsdirektøren samtalen, inden han bakkede ind i elevatoren. ”De herrer,” hilste han, da han passerede far og Arthur. ”Held og lykke.” Kvinden stod med hænderne i siden og stirrede uden et ord på de to klovne, mens elevatordørene langsomt gled i bag dem. Hendes ansigtsudtryk mindede mest af alt

Spiloppo 2.indd 9

28/04/2017 10.06

om en, der netop opdagede, at hun havde trådt i en stor hundelort. ”God eftermiddag,” sagde far og prøvede at se tillidsvækkende ud. Ikke nogen nem opgave, når man er iklædt blå paryk og grøn bowlerhat størrelse ekstra-ekstra small. ”Jeg har svært ved at se, hvad godt der skulle være godt ved den,” svarede rullepølsen. Stod det til mig, ville den her såkaldte forestilling blive aflyst lige med det samme!” Arthur gav hende ret, men han sagde ikke noget. ”Men desværre er det ikke op til mig,” fortsatte rullepølsen. ”Hospitalets øverste ledelse har tilsidesat min faglige vurdering og hyret et par hospitalsklovne til at opmuntre mine patienter. Som om opmuntring er, hvad de har brug for. Ha!” ”Børn,” mumlede far. ”Undskyld mig?” ”Ja, altså de er vel først og fremmest børn. Dine patienter, mener jeg. Og børn har da brug for at have det sjovt. Også selvom de er på hospitalet.” ”Patienter. Børn. Det kommer vel ud på et. Patienterne er syge, og der er ikke tid til pjat. Her er ikke noget at grine af. Det, de har brug for, er …” ”Ro og renlighed?” foreslog Arthur, inden kvinden kunne nå at gøre sætningen færdig.

Spiloppo 2.indd 10

28/04/2017 10.06

”Ja, præcis, unge mand. Ro! Regelmæssighed! Og renlighed!” I den pinlige tavshed, der opstod, fik Arthur øje på lægens navneskilt. Overlæge Mette-Marie Toft stod der. Toft? tænkte Arthur. Hvor var det, han havde hørt det før? ”Jamen godt at vide. God snak. Tror jeg,” sagde far, efter hvad der virkede som en evighed. ”Men vi har jo en forestilling så …” ”Lad endelig ikke mig holde Dem tilbage,” fnøs Mette- Marie Toft og slog ud med en kødfuld hånd mod døren til hospitalsgangen bag hende. ”Men I skal vide, at jeg holder øje med jer.” ”Er I klar?” ”Jaaa!” skrålede omkring 10 små børn. Den ældste så ud til at være omkring syv år. Den yngste kunne ikke være meget ældre end fire. De fleste af børnene sad på gulvet, men en enkelt sad i kørestol, og en lille pige havde fået rullet sin seng ind. ”Jeg kan ikke høre jer. Jeg spurgte, om I var klar?” gentog far, selvom det første svar kunne have vækket en død. ”Jaaaaaaa!” Børneafdelingens legerum havde gule og røde vægge og møbler i forskellige blå nuancer. På gulvet lå bunker

Spiloppo 2.indd 11

28/04/2017 10.06

af legetøj. Den farvestrålende indretning passede perfekt til BumBum og Spiloppos klovnekostumer, der i dagens anledning havde fået tilføjet både pandespejl og stetoskop. Arthur kunne ikke bestemme sig for, om de lidt snuskede kitler fik dem til at se sjove eller uhyggelige ud. Børnene havde helt klart bestemt sig for det første. ”Og hvad med dig, Spiloppo? Er du klar?” spurgte far. ”Ja, BumBum,” svarede Arthur. ”Er du også klar?” ”Jaa!” Far nikkede ud mod de små børn. ”Jeg er klar.” ”Er du sikker?” ”Ja.” ”Helt sikker?” gentog Arthur som aftalt. ”Ja, helt sikker,” bekræftede BumBum. Under den korte samtale havde Arthur stået med en flødeskumslagkage bag ryggen, som han nu uden varsel kastede lige i synet på far. Flødeskum sprøjtede til alle sider og efterlod store hvide klatter på både gulv og børn. Da de øvede scenen, syntes Arthur ikke, det var særlig sjovt fundet på. Og nu virkede det hele endnu mere pinligt. Den sidste klat flødeskum landede i panden på en lille pige med rottehaler. Nogle sekunder var der dødstille, så brød hele rummet ud i total jubel. ”Hvad laver du, Spiloppo?” Far spillede forundret, mens han tørrede det værste flødeskum af ansigtet.

Spiloppo 2.indd 12

28/04/2017 10.06

”Jamen BumBum …” svarede Arthur og lavede øjne ud mod publikum, der skreg af grin. ”Jeg troede, du sagde, at du var klar?” ”Klar? Jeg skal give dig klar.” Børnene hujede og lo, så taget truede med at lette, da BumBum greb endnu en lagkage og gav sig til at jage Spiloppo rundt i små cirkler på den lille scene. Ude i gangen stod Mette-Marie Toft med åben mund og betragtede flødeskumssvineriet, mens larmen fra de glade børn bølgede omkring hende. Selvom han hadede at være klovn, måtte Arthur indrømme, at det føltes godt at se ned på alle de smilende børn foran sig. To havde armen i gips, en enkelt sad med klap for øjet, og drengen i kørestolen var helt skaldet og meget tynd. Pigen i sengen havde en slags slange i armen, som endte i en lille gennemsigtig pose med klar væske, der hang på et stativ. Hvad resten fejlede, var ikke til at sige, men fælles for dem alle var deres hospitalstøj og et kæmpesmil på læben. Altså når de ikke lige skraldgrinede af BumBum og Spiloppos klovnerier. ”Og nuuu. Stur, stur nummer,” sagde far med sin BumBum-stemme og fandt en skriggul stofkanin frem fra en af kostumets mange lommer.

Spiloppo 2.indd 13

28/04/2017 10.06

I den anden ende af scenen rodede Arthur rundt i en enorm, gammeldags kuffert, indtil han fandt pistolhandsken. Det var en lille boksehandske sat fast på en fjederarm, som endte i et håndtag fra en gammel legetøjspistol. Far havde selv bygget den, og når man trykkede på aftrækkeren og udløste fjederen, fór den røde boksehandske af sted i fuld fart. Rækkevidden var omkring to meter. Far placerede kaninen på hovedet og stillede sig i den anden ende af scenen. Under almindelig jubel forsøgte Arthur to gange at ramme tøjdyret med pistolhandsken, men hver gang var det langt forbi. Præcis som de havde øvet. ”Nej, nej, nej, Spiloppo. Det går jo slet ikke,” sagde far. ”Er der mon en sød pige eller dreng, der kan hjælpe Spiloppo med at ramme kaninen?” 10 arme skød straks i vejret, og far tog sig god tid, inden han pegede på den tynde dreng i kørestolen. ”Hvad med dig, lille ven? Kan du hjælpe Spiloppo?” Drengen nikkede, og en sygeplejerske hjalp ham på benene, inden han med usikre skridt trissede hen til Arthur. Nummeret med pistolhandsken var forestillingens sidste. Arthur kiggede ud over børneflokken. Det var tydeligt, at de alle sammen havde det skidesjovt. Så kan hun lære det, den sure overlæge, tænkte han og skævede over mod dobbeltdøren ud til gangen.

Spiloppo 2.indd 14

28/04/2017 10.06

Hov. Hvem var det, der stod ved siden af rullepølsen? Nej, det kunne ikke passe. Hvor uheldig havde man lov til at være? Det var Sebastian. Skolens værste bisse og Arthurs faste plageånd. I det øjeblik kom Arthur i tanke om Sebastians efternavn. Toft. Mette-Marie Toft måtte være Sebastians mor. Og nu stod han i døren. Hvor længe mon han havde gjort det? Ved Sebastians fødder stod en sportstaske, og i hånden havde han en tennisbold, som han hele tiden kastede op i luften og greb igen, mens han stirrede lige på Arthur med et hånligt smil om læberne. Ingen i skolen kendte noget til Arthurs fritidsjob som Spiloppo, og sådan måtte det meget gerne blive ved med at være. Sebastian var led nok ved Arthur i forvejen. Han turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis Sebastian fandt ud af, at Arthur var noget så utjekket som klovn. Heldigvis gjorde kostumet med den farvestrålende paryk, hvid ansigtssminke og rød næse ham næsten umulig at genkende. Men desværre havde Sebastian også et horn i siden på klovnen Spiloppo efter et par uheldige episoder, der var endt med, at Sebastian var blevet slemt til grin. Det og så Sebastians ondskabsfulde personlighed i almindelighed fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Arthur. Pludselig stod den tynde dreng fra kørestolen lige foran

Spiloppo 2.indd 15

28/04/2017 10.06

ham. Arthur havde været så optaget af Sebastian, at han næsten havde glemt ham. Far tog igen opstilling med tøjkaninen på hovedet og lod med overdrevne fagter og rystende knæ publikum vide, at han var meget bange. ”The show must go on,” hviskede Arthur, præcis som far altid plejede at sige, når noget ikke gik som planlagt. Lige meget hvad der skete, gennemførte en ægte klovn altid sin forestilling. ”Hvad hedder du?” spurgte Arthur, mens han skottede over mod Sebastian og hans mor. ”Emil,” lød det spage svar. ”Er du klar, Emil?” ”Ja, det tror jeg.” ”Godt, så sigter vi. Og kan I andre måske hjælpe mig og Emil med at tælle ned?” sagde Arthur til de andre børn. ”TRE,” skreg børnene i kor, mens Arthur og Emil sammen greb om pistolhandsken og sigtede på den skriggule kanin på BumBums hoved. ”TO.” Arthur kunne ikke lade være med igen at kigge mod døråbningen, hvor Sebastian stadig stod med sit smørrede, irriterende smil. Vreden steg op i ham. Hvad grinede Sebastian af? Det kunne godt være, at BumBum og Spiloppos fjollerier ikke var sjove for drenge på Sebastians alder. Og det var helt sikkert ikke særlig cool eller normalt

Spiloppo 2.indd 16

28/04/2017 10.06

Spiloppo 2.indd 17

28/04/2017 10.06

at være klovn. Men var det måske ikke dem, der fik de syge børn til at grine? Hvad gjorde Sebastian andet end at stå der og se dum ud, mens han kastede tennisbolden op i luften igen og igen? ”EN.” Arthur krummede fingeren om aftrækkeren på pistolhandsken, mens han bandede Sebastian langt væk. ”NU!” Netop som Arthur ville affyre handsken, fik han øje på noget gult, der kom flyvende lige imod ham. Tennisbolden! Arthur dukkede sig, men kom samtidig til at affyre pistolhandsken. ”Av!” Arthur kiggede op. I stedet for at ramme kaninen var handsken endt lige midt i ansigtet på far, der forbløffet tumlede et par skridt baglæns og trådte i en bunke af legetøjsbiler, som begyndte at rulle og sendte far lige ind i en reol, der stod langs væggen. Det gav et ordentligt brag, da reolen væltede og spredte tøjdyr, klodser og brætspil ud i hele rummet. Far vaklede et par skridt til siden og endte i den tynde drengs kørestol, der med forbavsende fart drønede lige mod Mette-Marie og Sebastian, som stadig stod i døren. Arthur nåede lige at se Sebastians ondskabsfulde ansigtsudtryk ændre sig til ren rædsel, da både mor og søn

Spiloppo 2.indd 18

28/04/2017 10.06

måtte springe for livet. Desværre for Sebastian var han ikke hurtig nok, så han blev ramt og faldt over i et bord med chokoladekage og saftevand. På forunderlig vis gav sammenstødet bare kørestolen endnu mere fart på, og far forsvandt ud af syne ned ad gangen. Et øjeblik stod Arthur som forstenet. Så tog han sig sammen og sprintede mod døråbningen. Længere nede ad gangen kørte far baglæns, mens han virrede med armene ud til hver sin side. ”Hjælp!” råbte far. ”Træk i bremsen!” skreg Arthur, netop som en mand på krykker drejede rundt om hjørnet til en sidegang. Far ramte manden med fuld fart, så krykkerne fløj gennem luften og smadrede en lampe, der hang i loftet. Lampen ramte en stor glasramme med billeder af hundehvalpe. Rammen tordnede i gulvet og splintrede i alle retninger. ”Motorbølle!” råbte manden og truede med hånden efter far, der hamrede videre ned ad gangen. Far forsøgte at stoppe ved at gribe fat i en metalvogn, hvor der stod kopper og kander med kaffe, te og vand. Vognen væltede, og to sygeplejersker, der kom løbende efter kørestolen, faldt over den og endte pladask mellem kaffe og småkager.

Spiloppo 2.indd 19

28/04/2017 10.06

Heldigvis bremsede sammenstødet dog kørestolen, så den sagtnede farten til en langsom trillen. ”Far!” råbte Arthur. ”Jeg er o.k.,” smilede far tilbage og vinkede. ”Far, pas på!” skreg Arthur, men alt for sent. I samme øjeblik rullede kørestolen det sidste stykke ud over øverste trin på trappen ned til fjerde sal. Arthur sprintede ned ad gangen, mens enorme brag og rabalder fortalte, hvordan kaosset bare voksede på etagen nedenunder.

Spiloppo 2.indd 20

28/04/2017 10.06

22 mm

KRISTIAN MØRK & OLIVER ZAHLE

K RI ST I A N M Ø RK & OLI V ER Z A HLE

MED SKURKE PÅ SKATTEJAGT

Andet bind i den hæsblæsende børnekrimiserie om Arthur og hans multiallergiske søster Fie, som sammen går på jagt efter en gammel skat fra Anden Verdenskrig.

Spiloppo 2 omslag.indd 1

carlsen

9 788711 540985

MED SKURKE PÅ SKATTEJAGT

carlsen

28/04/2017 10.04