Issuu

FOTO: © MEGAN BROWN

og berigende.“ „Kraftfuld, lyriskER TIL KVINDEN I TOGET PAULA HAWKIN S, FORFATT

Skæbne og hævn er historien om Lotto og Mathilde, der bliver stormende forelskede på college og gifter sig kort efter. Som 22-årige er de smukke, succesrige og har storslåede fremtidsudsigter.

„Noget af det bedste ved at læse Groff er hendes rene og skære uforudsigelighed: Hun kan give sin fortællers stemme en indsprøjtning når som helst og forvandle en sætning til en lille orkan.“ NEW YORK TIMES

Skæbne og hævn er en roman om, hvordan kærligheden velsigner,

Lauren Groff

er født i 1978 i Cooperstown, New York og bor i Gainesville, Florida med sin mand og deres to børn. Hun er forfatter til tre New York Times-bestsellerromaner, hvoraf Skæbne og hævn er den første på dansk og udkommer i 20 lande. Skæbne og hævn udkom i USA i 2015 og er blevet udråbt til en af årets bedste bøger af bl.a. New York Times, The Guardian, Washington Post, Huffington Post, Library Journal, Goodreads.com, Barnes & Noble og Amazon.com. Præsident Obama udnævnte den til sin yndlingsbog i 2015.

transformerer og bedrager os. Alle historier har nemlig to sider, og nogle gange viser det sig, at nøglen til et lykkeligt ægteskab ikke er dets sandheder men dets hemmeligheder.

„En banebrydende triumf ... Selv fra hendes utroligt høje udgangspunkt bliver Lauren Groff bedre og bedre ... Skæbne og hævn er den dristige roman, der ser ud, som om den forsøger at nå det umulige – og så formår den på mirakuløs vis på en eller anden måde at overgå sine egne ambitioner.“ WASHINGTON POST

„Lauren Groff er en forfatter med et sjældent talent, og Skæbne og hævn er en skamløst ambitiøs roman, der leverer – med komedie, tragedie klogskab og et umiskendeligt skær af talent hele vejen igennem.“ NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

„En fantastisk præstation. Handlingen er elegant, indviklet og sikker. Groff skriver med en opfindsom medfølelse og intellektuel force, der giver hendes ægteskabsberetning filosofisk vægt ...“ En stor nydelse.“ INDEPENDENT

„En legesyg og fængslende læseoplevelse, der stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt kærligheden kan være sand, når den er indhyllet i usandheder.“ PEOPLE MAGAZINE

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

OMSLAGSVERSIONERING: MARLENE DIEMAR / IMPERIET EFTER ORIGINALOMSLAG AF RODRIGO CORRAL OG ADALIS MARTINEZ

Skæbne og hævn er oversat fra amerikansk efter Fates and Furies Copyright © 2015 by Lauren Groff All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Marlene Diemar/Imperiet efter originalomslag af Rodrigo Corral og Adalis Martinez. Bearbejdet efter et kunstværk af Nathaniel Currier Bogen er sat med Adobe Caslon Pro hos Lymi DTP-Service og trykt hos Scandbook, 2016 ISBN 978-87-11-48392-3 1. udgave, 1. oplag Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond Der er i denne bog citeret følgende værker: T.S. Elliot: Ødemarken i Kai Friis Møllers oversættelse, Lindhardt og Ringhof 1998 Homer: Homers Iliade i Otto Steen Dues oversættelse, Gyldendal 2002 Antoine de Saint-Exupéry: Blæsten, Sandet, Stjernerne i Tage Brüels oversættelse, Lindhardt og Ringhof 1995 Den lille Prins i Asta Hoff-Jørgensens oversættelse, Lindhardt og Ringhof 2000 William Shakespeare: Coriolanus og Timon af Athen i Erik H. Madsens oversættelse, Haase 2007 En skærsommernats drøm, Hamlet, Kong Lear, Som man behager, Stormen, Tvillingerne, i Niels Brunses oversættelse Gyldendal 1997, 2012 og 2013 Stor ståhej for ingenting i Anne Chaplin Hansens oversættelse, Haase 2007 Mary Shelley: Frankenstein, eller den moderne Prometheus i Jakob Levinsens oversættelse, Rosinante 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Skæbne og hævn.indd 4

12/02/16 10.47

SKÆbNE og

HÆVN LAUREN GROFF

På dansk ved Merete Ries

Lindhardt og Ringhof

Skæbne og hævn.indd 3

12/02/16 10.47

Skæbne og hævn.indd 6

12/02/16 10.47

Til Clay [Selvfølgelig]

Skæbne og hævn.indd 5

12/02/16 10.47

Skæbne og hævn.indd 8

12/02/16 10.47

SKÆBNE

Skæbne og hævn.indd 7

12/02/16 10.47

1 En tæt regn fra himlen, som et gardin, der pludselig blev trukket for. Mågerne holdt op med at skrige, havet blev stille. Lyset fra husene på den anden side af vandet blegnede til gråt. Der kom to mennesker gående langs stranden. Hun var lys og tydelig i en grøn bikini, selv om det var i maj måned i Maine og koldt. Han var høj, livlig; der brændte et lys i ham, som fangede blikket og holdt det fast. De hed Lotto og Mathilde. I et minuts tid iagttog de en pyt tidevand fyldt med piggede skabninger, som sendte snirkler af sand op, idet de forsvandt. Dernæst tog han hendes ansigt i sine hænder og kyssede hendes blege læber. Han var ved at dø af lykke. Han fik et syn, han så havet stige og suge dem ned, slikke kødet af dem og rulle deres knogler mellem sine koralrøde kindtænder i dybet. Hvis hun var hos ham, tænkte han, ville han flyde væk med sang. Han var jo ung, toogtyve, og de var blevet gift samme morgen i al hemmelighed. Overdrivelse kunne under de omstændigheder tilgives. Hendes fingre langs hans endeballer i badebukserne brændte i hans hud. Hun skubbede ham baglæns over en klit bevokset med strandfladbælg og dernæst ned i læ af en sandvold, hvor der var varmere. Under bikinitoppen havde hun gåsehud, der havde antaget en måneblå farve, og hendes brystvorter havde trukket sig sammen af kulde. Nu gjorde det grove sand ondt på deres knæ. Det betød ikke noget. De var kun munde og hænder. Han samlede hendes ben op om sine hofter, trykkede hende ned, lagde sin varme

Skæbne og hævn.indd 9

12/02/16 10.47

over hende, til hun holdt op med at skælve, gjorde sin ryg til en klit. Hendes skrabede knæ var hævet op mod himlen. Han længtes efter noget ordløst og potent: Hvad? At iføre sig hende. Han forestillede sig at leve i hendes varme for evigt. Mennesker var hele hans liv faldet fra ham en efter en som dominobrikker; hver eneste bevægelse holdt hende fast, så hun ikke kunne forlade ham. Han forestillede sig livslang kopulering på stranden, til de var som de urgamle par, som dyrkede kapgang på stranden om morgenen med hud som lakeret valnøddekød. Selv som gammel ville han valse med hende ind i klitterne og tage hende med hendes sexede, svagelige fugleknogler, plastichofter og kunstige knæ. Redningsdroner ville svæve rundt på himlen med blinkende lygter og råbe Hor! Hor! for at drive dem frem. Dette i al evighed. Han lukkede øjnene og ønskede. Hendes øjenvipper mod hans kinder, hendes lår om hans liv, den første opfyldelse af denne skræmmende ting, de havde gjort. Ægteskab betyder for altid. [Han havde planlagt en rigtig seng, en højtidelig følelse: Han havde stjålet sin bofælle Samuels strandhus, hvor han havde tilbragt de fleste somre, siden han var femten, og vidste, at de gemte nøglen under rygskjoldet af en skildpadde i haven. Et hus med skotskternet og Liberty-trykt bomuldsstof og multifarvet service i keramik, helt tilstøvet; gæsteværelset med fyrets tredobbelte blink om natten, med den forrevne klippekyst nedenunder. Det var, hvad Lotto havde forestillet sig om første gang med den pragtfulde pige, han havde tryllet om til sin hustru. Men Mathilde havde ret i at stemme for en fuldbyrdelse under åben himmel. Hun havde altid ret. Det ville han snart erfare]. Det var overstået alt for hurtigt. Da hun kom med sit udråb, var mågerne gemt bag klittens lavthængende skyer. Senere viste hun ham hudafskrabningen fra en muslingeskal på sin ottende ryghvirvel, da han skubbede hende ned og ned. De var presset så tæt sammen, at de lo, hans latter steg op fra hendes mave, hendes fra hans strube. Han kyssede hendes kindben, hendes kraveben, hendes ble-

Skæbne og hævn.indd 10

12/02/16 10.47

ge håndled med dets rodagtige net af blå årer. Hans frygtelige sult, han havde tænkt ville blive mættet, blev det ikke. Afslutningen var åbenbar i begyndelsen. “Min hustru,” sagde han. “Min.” Måske kunne han i stedet for at iføre sig hende sluge hende helt. “Jaså?” sagde hun. “Fordi du har hals- og håndsret over mig. Fordi min kongelige familie solgte mig for tre muldyr og en bøtte smør.” “Jeg elsker din bøtte smør,” sagde han. “Min smørbøtte nu. Så salt. Så sød.” “Hold op,” sagde hun. Hun havde mistet smilet, så genert og trofast, at han blev forbløffet over at se hende helt tæt på uden det. “Ingen tilhører nogen anden. Vi har skabt noget større. Dette er nyt.” Han så tankefuldt på hende og bed hende forsigtigt i næsen. Han havde elsket hende af al kraft disse to uger, og sådan som han elskede hende, havde han betragtet hende som gennemsigtig, som en glasplade. Han kunne se helt ind i hendes iboende godhed. Men glas er skrøbeligt, man var nødt til at være forsigtig. “Du har ret,” sagde han og tænkte: Nej, tænkte, hvor dybt de hørte sammen. Hvor sikkert. Mellem hans og hendes hud var der det smalleste mellemrum, næppe nok til luften, til denne hinde af sved, som nu kølede af. Og der var også en tredje person, deres ægteskab, som var smuttet derind.

Skæbne og hævn.indd 11

12/02/16 10.47

2 De kravlede over klipperne i retning af huset, som de havde forladt oplyst i skumringen. En forening, et ægteskab af adskilte dele. Lotto var højlydt og fuld af lys; Mathilde stille og iagttagende. Let at tro, at han var den bedre halvdel, den der slog tonen an. Det er sandt, at alt, hvad han havde været igennem indtil da, støt og roligt havde ledt op til Mathilde. At hvis hans liv ikke havde forberedt ham på det øjeblik, hun trådte ind ad døren, så ville der ikke have været noget dem. Støvregnen fortættede sig til dråber. De skyndte sig tværs over den sidste strækning af stranden. [Efterlad dem der i bevidstheden: magre, unge, på vej gennem mørket mod varmen, flyvende over det kolde sand og stenene. Vi vil vende tilbage til dem. Indtil videre er han den, vi ikke kan få blikket fra. Han er den, der stråler]. Lotto elskede fortællingen. Han var blevet født, fortalte han altid, i det rolige centrum af en orkan. [Fra første færd en slet fornemmelse for timing]. Hans mor var smuk dengang, og hans far var stadig i live. Sommer, sidst i tresserne. Hamlin, Florida. Plantagehuset så nyt, at der stadig var prismærker på møblerne. Skodderne var ikke blevet skruet fast og lavede en frygtelig støj i de vilde, første stød af uvejret. Nu brød solen kort igennem. Regnen dryppede fra pomerans- træerne. I pausen brølede tapperiet tværs over hans families to

Skæbne og hævn.indd 12

12/02/16 10.47

hektar kratbevoksning. I entreen stod to stuepiger, kokkepige, en anlægsgartner og fabrikkens værkfører og trykkede ørerne mod trædøren. Inde i værelset lå Antoinette midt i de hvide lagner, og en kolossal Gawain holdt om sin hustrus ophedede hoved. Lottos tante Sallie lå på knæ for at modtage barnet. Lotto gjorde sin entré; som en gnom med lange lemmer, enorme hænder og fødder og overvældende stærke lunger. Gawain holdt ham frem i lyset ved vinduet. Vinden tog til igen, egetræer førte stormen frem med mosbegroede arme. Gawain græd. Han havde nået sit højdepunkt. “Gawain junior,” sagde han. Men det var jo Antoinette, som trods alt havde gjort alt arbejdet, og allerede var den varme, hun have følt for sin mand, halvvejs afledt mod hendes søn. “Nej,” sagde hun. Hun tænkte på et stævnemøde med Gawain, det mørkerøde fløjl i biografen og Camelot på lærredet. “Lancelot,” sagde hun. Hendes mænd ville få et ridder-tema. Hun manglede ikke humor. Før stormen igen ramte dem, kom lægen for at sy Antoinette sammen. Sallie smurte barnets hud ind i olivenolie. Hun følte det, som om hun holdt sit eget pulserende hjerte i sine hænder. “Lancelot,” hviskede hun. “Hvilket navn. Du kommer sandelig til at få klø. Men du skal ikke være bange. Jeg skal nok sørge for, at du kommer til at hedde Lotto.” Og fordi hun kunne bevæge sig bag tapetet, som den mus, hun lignede, så kaldte de ham Lotto. Babyen var krævende. Antoinettes krop var ødelagt, brysterne forbidt. Amningen var ikke vellykket. Men så snart Lotto begyndte at smile, og hun så, at han var et lille billede af hende selv med smilehuller og charme, tilgav hun ham. Det var en lettelse at finde sin egen skønhed i ham. Hendes mands familie var ikke smukke, nedstammende som de gjorde fra alle former for Floridaindbyg gere fra de oprindelige Timucua-folk og spaniere og skotter og bortløbne slaver og Seminole og carpetbaggers; mest af alt lignede de en overbagt Cracker. Sallie havde skarpe, benede ansigtstræk.

Skæbne og hævn.indd 13

12/02/16 10.47

Gawain var behåret og stor og tavs; der gik en vittighed i Hamlin, at han kun var halvt menneske, nedstammede fra en bjørn, der havde ledt hans mor på afveje på vejen til udhuset. Antoinette havde oprindelig gået efter de glatte og pomadiserede og påfaldende velstående, men efter et års ægteskab var hun stadig så betaget af sin ægtemand, at hun, når han kom ind om aftenen, fulgte ham fuldt påklædt ud i brusebadet som i trance. Antoinette var vokset op i et hus på stranden ved New Hamp shires kyst: fem yngre søstre, en træk så grusom om vinteren, at hun troede, hun skulle dø, inden hun fik tøjet på om morgenen. Skuffer fyldt med gamle gemte knapper og brugte batterier. Bagte kartofler til middagen seks gange om ugen. Hun havde haft gyldig billet til Smith, men kunne ikke stige af toget. Et blad på sædet ved siden af hende lå åbent på Florida, træer tynget af gyldne frugter, sol og luksus. Varme. Kvinder med fiskehalen svajende i skjoldet grønt. Det stod skrevet. Hun gik linen ud, så langt pengene rakte, og kørte til Weeki Wachee. Da hun trådte ind i chefens kontor, omfattede han hendes lange rødgyldne hår, hendes svungne kurver med et blik og mumlede: Ja. Dette paradoks at være havfrue: Jo mere doven, hun ser ud, jo hårdere arbejder havfruen. Antoinette smilede smægtende og fortryllet. Manater strejfede hende; blågællede solaborrer nappede til hendes hår. Men vandet var kun 23 grader varmt, strømmen var stærk, og luften i lungerne var nøje afmålt for at regulere opdrift og nedsynkning. Den tunnel, havfruerne svømmede ned igennem for at nå teatret, var sort og lang og tog undertiden fat i deres hår og holdt dem fast ved hovedbunden. Hun kunne ikke se publikum, men mærkede vægten af deres blikke gennem glasset. Hun skruede op for varmen for de usynlige iagttagere; hun fik dem til at tro. Men undertiden, når hun lo, tænkte hun på sirener, som hun kendte dem; ikke denne fjogede Lille havfrue, hun udgav sig for at være, men den, der opgav sin tunge og sang og hale og sit hjem for at blive udødelig. Den, der kunne synge et helt skib fuldt

Skæbne og hævn.indd 14

12/02/16 10.47

af sømænd ind på klipperne og blodtørstigt iagttage dem synke slappe i dybet. Naturligvis kom hun til bungalowerne, når der blev kaldt på hende. Hun mødte TV-skuespillere og komikere og baseballspillere, og sågar den sanger med kuglelejer i hofterne en enkelt gang, i de år han overgav sig til at blive filmstjerne. De afgav løfter, men ingen af dem gik i opfyldelse. Der blev ikke sendt noget jetfly for at hente hende. Ingen stævnemøder med instruktører. Hun blev ikke installeret i et hus i Beverly Hills. Hun gik ind i trediverne. Toogtredive. Femogtredive. Hun kunne ikke blive stjerne, forstod hun og blæste lysene ud. Det eneste, hun havde foran sig, var det kolde vand, den langsomme ballet. Så kom Sallie ind i undervandsteatret. Hun var sytten, forbrændt af solen. Hun var løbet hjemmefra, hun ønskede sig livet! Noget mere end hendes tavse bror, som tilbragte atten timer om dagen på sit tapperi og vendte hjem for at sove. Men havfruernes manager lo blot ad hende. Så mager, at hun var mere ål end nøkke. Hun lagde armene over kors og satte sig på hans gulv. Han tilbød hende en gratis hotdog for at få hende op at stå. Og så kom hun ind i det mørklagte amfiteater og stod lamslået ved det glimtende glas, hvor Antoinette var midt i sin optræden i rød bikinitop og hale. Hun indsugede alt lyset. Sallies glødende opmærksomhed gled videre til kvinden i vinduet, og der blev den, fikseret for altid. Hun gjorde sig selv uundværlig. Hun syede pailletter på halen, lærte at bruge en respirator til at skrabe alger fra den våde side at glasset. En dag et år senere, da Antoinette sad og krøb sammen i tunnelrummet og rullede sin drivvåde hale af benene, sneg Sallie sig nærmere. Hun rakte Antoinette en brochure fra Disneys nye park i Orlando. “Du er Askepot,” hviskede hun. Antoinette havde aldrig i sit liv følt sig så forstået. “Ja, det er jeg,” sagde hun. Og det blev hun. Hun blev iført satinkostumet med underskør-

Skæbne og hævn.indd 15

12/02/16 10.47

tet med ringe under, zirkonium-diademet. Hun fik en lejlighed i en appelsinlund, en ny bofælle, Sallie. Antoinette lå i solen på altanen i en sort bikini og et strejf af rød læbestift, da Gawain kom op ad trappen bærende på familiens gyngestol. Han udfyldte døråbningen: to meter og tre høj, så behåret, at hans skæg bredte sig helt op i håret, så ensom, at en kvinde kunne smage det i hans kølvand, når han gik forbi. Man havde anset ham for at være tungnem, men da hans forældre døde i en bilulykke, dengang han var tyve, og efterlod ham med en syv år gammel søster, var han den eneste, der forstod værdien af familiens jord. Han brugte deres opsparing som udbetaling til at bygge en virksomhed til at fylde det rene, kolde vand fra familiens kilde på flasker. At sælge Floridas fødselsret tilbage til dets ejerne var måske lige på kanten af det umoralske, men det var den amerikanske måde at tjene penge på. Han ophobede rigdom og brugte ingenting. Da hans sult efter en hustru var blevet for intens, byggede han plantage huset med enorme hvide korintiske søjler hele vejen rundt. Hustruer elskede store søjler, havde han hørt. Han ventede. Der kom ingen hustru. Så ringede hans søster til ham for at få ham til at bære familiens løsøre op til hendes nye lejlighed, og her stod han så, og glemte at trække vejret, da han fik øje på Antoinette, velformet og bleg. Hun kunne tilgives, at hun ikke forstod, hvad det var, hun så. Stakkels behårede Gawain i sit snavsede arbejdstøj. Hun smilede og lagde sig igen ned for at blive beundret af solen. Sallie så på sin veninde, sin bror; mærkede brikkerne falde på plads. Hun sagde: “Gawain, det er Antoinette. Antoinette, det er min bror. Han har nogle millioner i banken.” Antoinette rejste sig, svævede gennem lokalet, satte solbrillerne op i håret. Gawain var så tæt på, at han kunne se hendes pupil opsluge hendes regnbuehinde, og dernæst sig selv reflekteret i det sorte. Brylluppet var hastigt. Antoinettes havfruer sad med glimtende haler på trappen op til kirken og kastede håndfulde af fiskemad

Skæbne og hævn.indd 16

12/02/16 10.47

efter de nygifte. Sure yankee'er udholdt heden. Sallie havde udformet en kageudsmykning i marcipan af sin bror løftende en udstrakt Antoinette op på sin ene arm, adagioen, den store finale på havfrueforestillingen. Inden ugen var gået, var der bestilt møbler til huset, hjælp hyret, bulldozere skovlede jord væk til poolen. Da Antoinettes behov var opfyldt, havde hun ikke flere ideer til, hvordan hun ville bruge pengene; alt andet blev postordrekvalitet, godt nok til hende. Antoinette anså komforten som sin gode ret; hun havde ikke forventet kærligheden. Gawain overraskede hende med sin klarhed og sin blidhed. Hun tog hånd om ham. Da hun barberede alt det hår af, fandt hun et følsomt ansigt, en mild mund. Med de hornbriller, hun havde købt til ham, i det skræddersyede sæt tøj, var han elegant om ikke smuk. Han smilede til hende hen over stuen, transformeret. I samme øjeblik blev gnisten i hende til en flamme. Ti måneder efter kom orkanen, babyen. Det blev taget for givet af denne trio af voksne, at Lotto var noget særligt. Gylden. Gawain overøste ham med al den kærlighed, han havde bidt i sig i så lang tid. Babyen var en klump kød, der var formet af håb. Gawain, som var blevet kaldt for dum hele sit liv, bar sin søn og følte vægten af et geni i sine arme. Sallie på sin side holdt husholdningen på fode. Hun ansatte barnepigerne og fyrede dem, fordi de ikke var hende. Hun tyggede bananer og avokadoer, da babyen begyndte at spise fast føde, og puttede dem i munden på ham, som om han var en kylling. Og så snart Antoinette fik gengældt sit smil, rettede hun sine kræfter mod Lotto. Hun spillede Beethoven på hi-fi-anlægget så højt, som det kunne, og råbte musikudtryk højt, hun havde læst om. Hun tog korrespondancekurser om tidlig amerikansk møbelkultur, græske myter, lingvistik og læste sine opgavebesvarelser op for ham i deres fulde længde. Måske opfangede dette barn indsmurt i ærte-

Skæbne og hævn.indd 17

12/02/16 10.47

mos og siddende i sin høje stol kun en tolvtedel af hendes tanker, tænkte hun, men ingen kunne vide, hvor meget der blev hængende i et barns hjerne. Hvis han skulle blive en stor mand, og det ville han, var hun sikker på, så ville hun begynde hans storhed nu. Lottos enestående hukommelse afslørede sig, da han var to år gammel, og Antoinette var behageligt overrasket. [En mørk gave; den ville gøre, at han fik let ved alting, men også blev doven]. En aften læste Sallie et børnerim for ham før sengetid, og om morgenen kom han ned til morgenbordet og stillede sig på en stol og brølede det ud. Gawain klappede forbløffet, og Sallie tørrede sine øjne i et gardin. “Bravo,” sagde Antoinette køligt og holdt sin kop op for at få noget mere kaffe, idet hun skjulte sin hånds skælven. Sallie læste længere digte op om aftenen; drengen gengav dem næste morgen. En sikkerhed voksede frem i ham med hver eneste succes, en fornemmelse af en usynlig trappe, der var blevet besteget. Når vandmænd kom til plantagen med deres hustruer for at tilbringe en lang weekend, sneg Lotto sig nedenunder, krøb i mørket ind under spisebordet. I hulen derinde så han fødderne bulne ud over toppen af mændenes mokkasiner, de fugtige pastelfarvede muslingeskaller af hustruernes trusser. Han dukkede op og reciterede Kiplings “Hvis” til brølende ovationer. Fornøjelsen over disse fremmedes klapsalver blev punkteret af Antoinettes smalle smil, hendes lavmælte “Gå i seng, Lancelot” i stedet for ros. Han holdt op med at anstrenge sig, når hun roste ham, havde hun bemærket. Puritanere forstår værdien af forsinket tilfredsstillelse. I den fugtige stank i det centrale Florida, med vilde, langbenede fugle og frugt plukket fra træerne, voksede Lotto op. Fra han kunne gå, tilbragte han formiddagene med Antoinette, sine eftermiddage med at vandre i de sandede bevoksninger, hvor de kolde kilder gurglede op fra undergrunden, sumpene med alligatorerne, der overvågede ham fra sivene. Lotto var en lille voksen, velartikuleret, munter. Hans mor holdt ham ude af skolen et ekstra år, og indtil

Skæbne og hævn.indd 18

12/02/16 10.47

første klasse kendte han ikke andre børn, idet Antoinette var for god til den lille by; værkførerens døtre var upolerede og vilde, og hun vidste godt, hvad det ville føre med sig, tak. Der var folk i huset, som vartede ham op i al stilfærdighed; hvis han smed et håndklæde på gulvet, var der nogen, der samlede det op; hvis han gerne ville have mad klokken to om natten, så ville det dukke op som ved et trylleslag. Alle arbejdede for at behage, og Lotto, som ikke havde andre forbilleder, behagede også. Han børstede Antoinettes hår, lod Sallie bære ham, selv da han næsten var lige så stor som hende, sad stille ved siden af Gawain i hans kontor hele eftermiddagen, mildnet af sin fars rolige godhed, og den måde han nu og da lod sit gode humør blusse op som et solglimt og fik dem alle til at blinke med øjnene. Hans far blev lykkelig blot ved at huske, at Lotto fandtes. En nat, da han var fire, hentede Antoinette ham i hans seng. Nede i køkkenet kom hun kakaopulver i en kop, men glemte at tilføje væske. Han spiste pulveret med en gaffel, som han slikkede og dyppede. De sad i mørket. I et helt år havde Antoinette forsømt sine korrespondancekurser til fordel for en lægprædikant på TV, som så ud, som var han skåret ud i flamingo, som et barn havde udskåret til en buste og malet med vandfarve. Prædikantens hustru bar permanent eyeliner og håret opsat som indviklede katedraler, som Antoinette kopierede. Antoinette sendte bud efter missionerende lydbånd og lyttede til dem med enorme høretelefoner på og en båndafspiller ved siden af sig ved poolen. Bagefter udskrev hun store checks, som Sallie efterfølgende brændte i vasken. “Skat,” hviskede Antoinette til Lotto om natten. “Vi er sat på Jorden for at frelse din sjæl. Er du klar over, hvad der vil ske for dem, der ikke tror, som din far eller din tante, når Dommedag kommer?” Hun ventede ikke på svaret. Åh, hun havde jo prøvet at få Gawain og Sallie til at se lyset. Hun var desperat efter at dele himmerige med dem, men de smilede blot genert og trak sig tilbage. Hun og hendes søn ville komme til at se til i sorg fra deres plads i skyerne, mens de andre to brændte dernede i evighed. Lotto var den,

Skæbne og hævn.indd 19

12/02/16 10.47

hun var nødt til at frelse. Hun tændte en tændstik og gav sig til at læse Johannes’ Åbenbaring med lav og skælvende stemme. Da tændstikken gik ud, strøg hun en ny og fortsatte med at læse op. Lotto iagttog ilden æde de spinkle stikker af træ. Efterhånden som flammen nærmede sig hans mors fingre, mærkede han heden i sine egne, som om han var den, der blev brændt. [Mørke, trompeter, havvæsner, drager, engle, ryttere, uhyrer med mangfoldige øjne; det var, hvad der kom til at fylde hans drømme i årtier]. Han så sin mors smukke læber bevæge sig, mens hendes øjne var fortabt i deres øjenhuler. Han vågnede om morgenen med den overbevisning, at han blev iagttaget, hele tiden bedømt. Det var kirkegang dagen lang. Han anlagde et uskyldigt udtryk, når han tænkte slemme tanker. Selv når han var alene, optrådte han. Lotto ville have været blevet kvik, almindelig, hvis hans liv var fortsat sådan. Endnu et privilegeret barn med sine vante barnlige bekymringer. Men dagen kom, da Gawain tog sin daglige halv fire-pause fra arbejdet og gik op ad den lange, grønne plæne i retning af huset. Hans hustru sov ved den dybe ende af poolen, hendes mund stod åben, og håndfladerne var vendt mod solen. Han lagde forsigtigt et lagen over hendes krop, for at hun ikke skulle blive forbrændt, kyssede hende på håndleddet, hvor pulsen bankede. Ude i køkkenet var Sallie i færd med at tage småkager ud af ovnen. Gawain gik rundt om huset, plukkede en japanmispel og rullede den syrlige frugt i sin mund, satte sig ved pumpen ved de vilde rosellaer og kiggede hen ad grusstien, indtil hans søn omsider dukkede op, en myg, en flue, en knæler på sin cykel. Det var sidste dag i syvende klasse. Sommeren var en bred, langsom flod foran Lotto. Der ville blive genudsendelsesorgier, dem som han var gået glip af på grund af skolegangen: Dukes of Hazzard; Happy Days. Der ville blive frøfangning i søerne ved midnat. Drengens glæde fyldte stien med lys. At det var hans søn, bevægede Gawain, men selve personen var et

Skæbne og hævn.indd 20

12/02/16 10.47

mirakel, stor og morsom og smuk, bedre end de mennesker, som havde skabt ham. Men i det samme fortættedes verden omkring hans dreng. Forbløffende. Det forekom Gawain, at alting blev opfyldt af en sådan blændende klarhed, at han kunne skelne atomerne. Lotto steg af cyklen, da han fik øje på sin far ved den gamle pumpe, han blundede tilsyneladende. Mærkeligt. Gawain sov aldrig om dagen. Drengen standsede. En spætte hakkede i et magnolietræ. Et anole-firben pilede hen over farens fod. Lotto lod cyklen falde og løb hen og holdt om Gawains ansigt og sagde sin fars navn så højt, at han kiggede op og så sin mor løbe, denne kvinde, som aldrig løb, en skrigende, hvid hurtighed som en fugl, der dykkede. Verden viste sit sande ansigt. Truet nedefra af mørket. Lotto havde engang iagttaget et jordfaldshul åbne sig og sluge familiens gamle udhus. Overalt var der jordfaldshuller. Han kunne ile ned ad de sandede stier mellem pekantræerne og samtidig føle angsten for, at jorden ville åbne sig under hans fødder og han ville tumle ned i mørket, og at den ikke ville gøre det. De gamle fornøjelser havde mistet deres farve. Den fem meter lange alligator i sumpen, som han havde stjålet hele frosne kyllinger fra deres fryser for at fodre, var nu blot et firben. Tapperiet var bare endnu en stor maskine. Byen så til, mens enken kastede op i azaleaerne, mens hendes smukke søn klappede hende på ryggen. De samme høje kindben og rødgyldne hår. Skønhed understreger sorgen, rammer hjertet lige midti. Hamlin græd for enken og hendes dreng, ikke for den mægtige Gawain, deres egen søn. Men det var ikke kun sorgen, der fik hende til at kaste op. Antoinette var gravid igen og fik pålagt at blive i sengen. I månedsvis betragtede byen, hvordan bejlere kom i deres fine biler og sorte habitter og mapper, og spekulerede over, hvem hun ville vælge. Hvem ville ikke ønske at gifte sig med en enke, der var så rig og yndig?

Skæbne og hævn.indd 21

12/02/16 10.47

Lotto var ved at gå til grunde. Han prøvede at skyde skolen i sænk, men lærerne havde vænnet sig til at anse ham for enestående og bøjede sig ikke for det. Han prøvede at sætte sig hos sin mor og lytte til hendes religiøse udsendelser, mens han holdt hendes ophovnede hånd i sin, men Gud havde forladt ham. Han fastholdt blot det grundlæggende: fortællingerne, den moralske retlinethed, den maniske søgen efter renhed. Antoinette kyssede hans håndflade og lod ham gå, så fredelig som en søko liggende der i sengen. Hendes følelser var gået under jorden. Hun iagttog det hele fra en umådelig afstand. Hun blev tyk, og tykkere endnu. Omsider revnede hun som en stor frugt. Baby Rachel, kernen, faldt ud. Når Rachel vågnede om natten, var Lotto den første ved hendes side, slog sig ned i gyngestolen og gav hende modermælkserstatning, mens han gyngede. Det var hende, som fik ham gennem dette første år, hans søster, som var sulten, og som han kunne give mad. Hans ansigt var brudt ud i betændte bumser, som dunkede varmt under huden; han var ikke længere den smukke dreng. Det gjorde ingen forskel. Pigerne faldt over hinanden for at komme til at kysse ham nu, på grund af medfølelse, eller fordi han var rig. I pigernes bløde, salte munde, med vindruetyggegummi og varme tunger, samlede han sig og blev i stand til at opløse den rædsel, der havde grebet ham. Kysse-fester i hobbyrummet og i parkerne om aftenen. Han cyklede hjem i Floridamørket og trådte så hurtigt i pedalerne, han kunne, som for at overhale sin nedtrykthed, men den var altid hurtigst og overvældede ham igen. Et år og en dag efter Gawain døde, kom den fjortenårige Lotto ned i morgenmadsstuen ved daggry. Han ville tage en håndfuld hårdkogte æg med og spise på cykelturen ind til byen, hvor Trixie Dean ventede på ham, for hendes forældre var udenbys i weekenden. Han havde en multifunktionsolie i lommen. Glidecreme var vigtigt, havde drengene i skolen fortalt ham. Fra mørket lød hans mors stemme: “Skat, jeg har noget at for-

Skæbne og hævn.indd 22

12/02/16 10.47

tælle dig.” Han blev forskrækket, tændte lyset og fik øje på hende siddende i en sort dragt for enden af bordet, med håret opsat som en krone af flammer. Stakkels Muvva, tænkte han. Så fortabt. Så fed. Hun troede, at de smertestillende piller, hun ikke stoppede med at tage, efter at Rachel blev født, var en hemmelighed. Det var det ikke. Timer senere stod Lotto på stranden og missede med øjnene. Mændene med mapperne havde ikke været bejlere, men advokater. Det hele var væk. Tjenestefolkene var forsvundet. Hvem skulle tage sig af alt arbejdet? Huset, hans barndom, tapperiet, poolen, Hamlin, hvor hans forfædre altid havde boet, forsvundet. Hans fars ånd, forsvundet. Solgt for en obskøn mængde penge. Området var dejligt, Crescent Beach, men dette hus var ganske lille, lyserødt, anbragt på stylter oven over klitterne, som en Legoklods af beton oven på et pæleværk. Nedenfor var det hele et virvar af små palmer, og pelikaner råbte i den hede, salte vind. Det var en strand, man kunne køre på. Lastbilernes larmende skrotmetal var skjult af klitterne, men i huset kunne de godt høre dem. “Det her?” sagde han. “Du kunne have købt milevis af strand, Muvva. Hvorfor er vi i denne lille bitte æske? Hvorfor her?” “Det er billigt. Det er pantsat. De penge tilhører ikke mig, skat,” sagde hans mor. “Det er dine og din søsters. Det er alt sammen båndlagt til jer.” Og så, en martyrs smil. Men hvad brød han sig om penge? Han hadede dem. [Hele livet havde han undgået at tænke på dem og overladt bekymringerne til andre, han gik ud fra, at han ville have rigeligt]. Penge var ikke hans far, hans fars ejendom. “Forræderi,” sagde Lotto og græd af raseri. Hans mor tog hans ansigt mellem hænderne, idet hun forsøgte ikke at røre ved bumserne. “Nej, min skat,” sagde hun. Hendes smil strålede. “Frihed.”

Skæbne og hævn.indd 23

12/02/16 10.47

og berigende.“ „Kraftfuld, lyriskER TIL KVINDEN I TOGET PAULA HAWKIN S, FORFATT

Skæbne og hævn er historien om Lotto og Mathilde, der bliver stormende forelskede på college og gifter sig kort efter. Som 22-årige er de smukke, succesrige og har storslåede fremtidsudsigter.

Skæbne og hævn er en roman om, hvordan kærligheden velsigner,

Lauren Groff

transformerer og bedrager os. Alle historier har nemlig to sider, og nogle gange viser det sig, at nøglen til et lykkeligt ægteskab ikke er dets sandheder men dets hemmeligheder.

„En legesyg og fængslende læseoplevelse, der stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt kærligheden kan være sand, når den er indhyllet i usandheder.“ PEOPLE MAGAZINE

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

OMSLAGSVERSIONERING: MARLENE DIEMAR / IMPERIET EFTER ORIGINALOMSLAG AF RODRIGO CORRAL OG ADALIS MARTINEZ