I samme serie Legend Prodigy Champion (under forberedelse)
Prodigy – den udvalgte Oversat fra engelsk af Jan Pock-Steen efter Prodigy First published by The Penguin Group Copyright © Xiwei Lu, 2013 All rights reserved Cover art and design: Lori Thorn Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2015 Sat med Adobe Caslon hos Kat·Art Og trykt hos Livonia Print, 2015 ISBN 9788711336847 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
prodigy ombr.indd 4
19/03/15 09.42
prodigy den udva l g t e
marie lu
P책 dansk ved Jan Pock-Steen
prodigy ombr.indd 3
19/03/15 09.42
prodigy ombr.indd 6
19/03/15 09.42
prodigy ombr.indd 7
19/03/15 09.42
prodigy ombr.indd 8
19/03/15 09.42
L A S V E G A S , NE VA D A R e pub l i k k en A M ER IK A I N DBYG GERTA L: 7.427.431
prodigy ombr.indd 9
19/03/15 09.42
prodigy ombr.indd 10
19/03/15 09.42
JUNE 4. januar, kl. 19:32 Stillehavstid 35 dage efter Metias’ død
Day vågner med et sæt ved siden af mig. Hans pande er dækket af sved, og hans kinder er våde af tårer. Han trækker vejret tungt. Jeg læner mig ind over ham og stryger en våd hårlok væk fra hans ansigt. Der er allerede kommet sårskorpe på hudafskrabningen på min skulder, men mine bevægelser får det til at dunke i den igen. Day sætter sig op, gnider sig træt i øjnene med én hånd og ser sig om i den vuggende godsvogn, som om han leder efter noget. Han kigger først på stablerne af pakkasser i en mørk krog, så på hessianen, der dækker gulvet, og den lille sæk med mad og vand, der står mellem os. Det varer et øjeblik, før han genvinder fatningen og kommer i tanke om, at vi har sneget os om bord på et tog med kurs mod Las Vegas. Der går et øjeblik, før han slapper af i den stive krop og lader sig falde tilbage mod væggen igen. Jeg klapper ham forsigtigt på hånden. ”Er du okay?” Det spørger jeg ham om hele tiden. Day trækker på skuldrene. ”Ja,” mumler han. ”Mareridt.” Der er gået ni dage, siden vi brød ud fra Batalla Hall og slap ud af Los Angeles. Siden da har Day haft mareridt, hver 11
prodigy ombr.indd 11
19/03/15 09.42
PRODIGY
eneste gang han lukker øjnene. Da vi lige var sluppet ud, og fik os et par timers hvil på en øde rangerbanegård, vågnede Day pludselig med et skrig. Det var heldigt, at hverken soldater eller politipatruljer hørte ham. Siden har jeg gjort det til en vane at ae ham over håret, så snart han falder i søvn, og kysse ham på kinderne, panden og øjenlågene. Han vågner stadig gispende og grædende, mens hans blik desperat jager alt det, han har mistet. Men han gør det i det mindste stille. Når Day er tavs som nu, spekulerer jeg indimellem over, hvor tæt han er på at miste forstanden. Tanken skræmmer mig. Jeg må simpelthen ikke miste ham. Jeg siger hele tiden til mig selv, at det er af praktiske årsager: På nuværende tidspunkt har vi ikke store chancer for at overleve alene, og hans talenter supplerer mine. Og desuden … så har jeg ingen andre tilbage at beskytte. Jeg har også grædt min del af tårer, selv om jeg altid venter med at græde, indtil han er faldet i søvn. Jeg græd over Ollie i går aftes. Det føles lidt fjollet at græde over sin hund, når Republik ken har slået vores familier ihjel, men jeg kan ikke lade være. Det var Metias, som havde haft ham med hjem, en hvid klump med enorme poter, slaskede ører og varme, brune øjne. Han var det sødeste og mest klodsede væsen, jeg nogensinde havde set. Ollie var min dreng, og jeg havde ladet ham blive tilbage. ”Hvad drømte du om?” hvisker jeg til Day. ”Ikke noget jeg kan huske.” Day skifter stilling og skærer så en grimasse, da han ved et uheld skraber sit sårede ben mod gulvet. Han bliver stiv i kroppen af smerte, og jeg kan se, hvor spændte hans arme er under skjorten – det er stærke, velformede muskler, han har erhvervet gennem livet på gaden. Han stønner anstrengt. Måden han maste mig op mod muren i 12
prodigy ombr.indd 12
19/03/15 09.42
JUNE
baggården, begæret, i hans første kys. Jeg flytter mit stirrende blik fra hans mund og ryster forlegen erindringen af mig. Han nikker mod godsvognens dør. ”Hvor er vi henne? Vi må snart være der, ikke?” Jeg rejser mig. Jeg er glad for at få noget andet at tænke på og støtter mig mod den rokkende væg, mens jeg stirrer ud ad godsvognens lille vindue. Landskabet har ikke forandret sig særlig meget – endeløse rækker af tårnhøje etageejendomme og fabrikker, skorstene og gamle motorvejsbroer, som alle var farvet blå og gråviolet af eftermiddagsregnen. Vi er stadig på vej gennem slumsektorerne. De ligner næsten til forveksling slumkvartererne i Los Angeles. I det fjerne strækker en enorm dæmning sig halvvejs gennem mit synsfelt. Jeg venter, til en storskærm stryger forbi, og kniber så øjnene sammen for at læse de små bogstaver i det nederste hjørne på skærmen. ”Boulder City, Nevada,” siger jeg. ”Vi er meget tæt på nu. Toget standser sikkert her et stykke tid, men derefter bør det ikke tage mere end femogtredive minutter, før vi ankommer til Vegas.” Day nikker. Han læner sig frem, binder madsækken op og leder efter noget at spise. ”Godt. Jo hurtigere vi når frem, jo hurtigere kan vi finde Patrioterne.” Han virker fjern. Indimellem fortæller Day mig, hvad hans mareridt handler om – at dumpe til Prøven, at blive væk fra Tess i gaderne eller at flygte fra pestpatruljerne. Mareridt om at være Republikkens mest eftersøgte forbryder. Andre gange, når han har det som nu og holder drømmene for sig selv, ved jeg, at de handlede om hans familie – om hans mors eller Johns død. Måske er det bedst, hvis han ikke fortæller mig om de drømme. Det er nok, at jeg plages af mine egne, og jeg er ikke sikker på, jeg har modet til at høre om hans. 13
prodigy ombr.indd 13
19/03/15 09.42
PRODIGY
”Du er virkelig opsat på at finde Patrioterne,” siger jeg, mens Day hiver en hengemt humpel friteret brød op af madsækken. Det er ikke første gang, jeg har sat spørgsmålstegn ved hans insisteren på at tage til Las Vegas, og jeg er varsom, når jeg nærmer mig det emne. Day skal for alt i verden ikke tro, at jeg er ligeglad med Tess, eller at jeg er bange for at mødes med Republikkens berygtede gruppe af rebeller. ”Tess tog frivilligt med dem. Kan det blive farligt for hende, hvis vi forsøger at få hende tilbage?” Day svarer ikke lige med det samme. Han flår brødet i to dele og rækker mig et stykke. ”Kom, tag nu noget. Det er længe siden, du sidst har spist.” Jeg holder høfligt hånden op. ”Ellers tak,” svarer jeg. ”Jeg bryder mig ikke om friteret brød.” Jeg ønsker straks, jeg kunne tage mine ord i mig igen. Day sænker blikket og lægger den anden halvdel tilbage i sækken, hvorpå han tavst begynder at spise sin portion. Hvor var det dog ualmindeligt dumt sagt. Jeg bryder mig ikke om friteret brød. Jeg kan nærmest høre de tanker, der løber gennem hans hoved. Stakkels lille rige tøs med hendes fine manerer. Hun har råd til ikke at bryde sig om mad. Jeg irettesætter tavst mig selv og skriver mig så bag øret, at jeg må være mere forsigtig næste gang. Efter et par mundfulde svarer Day omsider. ”Jeg efterlader ikke bare Tess der uden at vide, om hun er okay.” Selvfølgelig gør han ikke det. Day ville aldrig svigte nogen, han holder af, og slet ikke den forældreløse pige, han voksede op sammen med på gaden. Jeg forstår også den potentielle værdi i at møde Patrioterne –rebellerne havde trods alt hjulpet mig og Day med at slippe ud af Los Angeles. Det er en stor gruppe, 14
prodigy ombr.indd 14
19/03/15 09.42
JUNE
og de er godt organiseret. Måske ved de noget om, hvad Republik ken gør ved Days lillebror, Eden. Måske kan de endda behandle Days betændte sår på benet. Siden kommandør Jameson skød ham i benet og anholdt ham, er det gået op og ned med hans sår, og det er først blevet bedre for så igen at blive værre. Nu er hans venstre ben en klump smadret, blødende kød. Han har brug for lægehjælp. Men vi har stadigt ét problem. ”Patrioterne vil ikke hjælpe os uden en eller anden form for betaling,” siger jeg. ”Hvad kan vi give dem?” For at understrege mine ord, stikker jeg hånden i lommen og trækker vores magre kontantbeholdning frem. Fire tusind sedler. Jeg havde ikke mere på mig, da vi stak af. Jeg savner mit gamle luksusliv helt afsindigt meget. Der står millioner af sedler i mit efternavn. Det er sedler, jeg aldrig mere vil kunne få adgang til. Day sætter det sidste stykke brød til livs og overvejer mine ord med sammenpressede læber. ”Det ved jeg godt,” siger han og kører en hånd gennem det sammenfiltrede hår. ”Men hvad vil du foreslå, vi gør? Hvem kan vi ellers henvende os til?” Jeg ryster hjælpeløst på hovedet. Day har ret – vores valgmuligheder er temmelig begrænsede, uanset hvor lidt jeg har lyst til at mødes med Patrioterne igen. Dengang, da de hjalp os med at slippe ud fra Batalla Hall, dengang Day stadig var bevidstløs, og jeg var såret i skulderen, spurgte jeg Patrioterne, om vi måtte tage med dem til Las Vegas. Jeg havde håbet, de ville blive ved med at hjælpe os. Det afslog de. ”Du har betalt os for at redde Day fra at blive henrettet. Du har ikke betalt os for at slæbe jeres sølle skrog hele vejen til Vegas,” havde Kaede sagt til mig. ”Republikkens soldater 15
prodigy ombr.indd 15
19/03/15 09.42
PRODIGY
er jo for helvede lige i hælene på jer. Vi er ikke et tagselvbord for fattigrøve. Jeg sætter ikke livet på spil for jer to igen, medmindre der kommer penge på bordet.” Indtil det tidspunkt havde jeg næsten bildt mig ind, at Patrioterne var interesserede i os. Men Kaedes ord fik mig igen til at se virkeligheden i øjnene. De havde hjulpet os, fordi jeg havde betalt Kaede 200.000 republikanske sedler af den sum penge, jeg fik i dusør for at tage Day til fange. Selv efter det havde det krævet nogen overtalelse, før hun sendte sine kammerater i Patrioterne ind for at hjælpe os. Lade Day mødes med Tess. Hjælpe med at behandle Days syge ben. Give os oplysninger om, hvor Days bror befandt sig. Alt det ville kræve bestikkelse. Havde jeg bare haft mulighed for at hente nogle flere penge, før vi tog af sted. ”Vegas er den værst tænkelige by, vi to kan spankulere ind i alene,” siger jeg til Day, mens jeg forsigtigt gnider det næsten helede sår på min skulder. ”Og Patrioterne vil måske slet ikke tale med os. Jeg vil bare sikre mig, at vi har tænkt det her igennem.” ”Jeg ved godt, du ikke er vant til at opfatte Patrioterne som allierede, June,” svarer Day. ”Du har lært at hade dem. Men de er en mulig allieret. Jeg stoler mere på dem, end jeg stoler på Republik ken. Gør du ikke?” Jeg ved ikke, om det er med vilje, at hans ord lyder nedsættende. Day har ikke fanget min pointe – at Patrioterne sikkert ikke vil hjælpe os, og at vi derefter er fanget i en by fuld af militær. Men Day tror, mine forbehold skyldes, at jeg ikke stoler på Patrioterne. At jeg stadigvæk, inderst inde, er June Iparis, Republikkens mest feterede vidunderbarn … at jeg stadig er loyal over for mit land. Hmm, er det sandt? Jeg er kriminel nu, 16
prodigy ombr.indd 16
19/03/15 09.42
JUNE
og jeg vil aldrig kunne vende tilbage til mit behagelige gamle liv. Tanken efterlader en tom og kvalmende fornemmelse i min mave, som om jeg savner at være Republikkens yndling. Måske gør jeg. Hvis jeg ikke længere er Republikkens yndling, hvem er jeg så? ”Okay, lad os forsøge at finde Patrioterne,” siger jeg. Det er tydeligt, at jeg ikke kan lokke ham til at gøre noget andet. Day nikker. ”Tak,” hvisker han. Der viser sig antydningen af et smil i hans smukke ansigt, der lokker mig til sig med en uimodståelige varme, men han forsøger ikke at give mig et knus. Han rækker ikke ud efter min hånd. Han rykker ikke nærmere, så vores skuldre kan røre hinanden, han kærtegner ikke mit hår, han hvisker ikke beroligende i mit øre eller hviler hovedet mod mit. Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg var kommet til at længes efter de små ting. I dette øjeblik føler vi os af en eller anden grund meget fjernt fra hinanden. Måske handlede hans mareridt om mig. Den lød lige efter, vi nåede frem til hovedstrøget i Las Vegas. Bekendtgørelsen. Hvis der er ét sted i Vegas, hvor vi ikke burde være, så er det på hovedstrøget. Der er storskærme (seks styk klemt ind fra gadehjørne til gadehjørne) på begge sider af byens travleste vej. De viser en endeløs strøm af nyheder. Blændende lys fra grupper af projektører fejer med regelmæssige mellemrum over murene. Bygningerne her må være dobbelt så høje som dem i Los Angeles. Bymidten er domineret af tårnhøje skyskrabere og enorme pyramideformede landingsplatforme (otte i alt, firkantede grundflader og sider som ligebenede trekanter) fra hvis toppe, der stråler et klart lys. Ørkenluften stinker af røg 17
prodigy ombr.indd 17
19/03/15 09.42
PRODIGY
og føles smertelig tør; her er ingen tørstslukkende skybrud, ingen havnefront eller søer. Militære enheder bevæger sig op og ned ad vejen (i rektangulære formationer, som det er typisk i Vegas). De er klædt i sorte soldateruniformer med blå-hvide striber og på vej til eller hjem fra fronten. Længere ude, på den anden side af hovedstrøgets skyskrabere, er rækker af jetkampfly ved at rulle i stilling på en bred startbane. Luftskibe glider af sted over os. Det her er en garnisonsby, en verden fuld af soldater. Solen er netop gået ned, da Day og jeg når frem til hovedstrøget og begiver os over på den anden side. Day læner sig tungt mod min skulder, mens vi forsøger at blande os med mængden. Han snapper efter vejret, og hans ansigt er fortrukket i smerte. Jeg gør mit bedste for at støtte ham, uden at det virker iøjefaldende, men hans vægt får mig til at gå, som om jeg har fået for meget at drikke og ikke rigtig kan holde balancen. ”Hvordan klarer vi den?” mumler han i mit øre. Hans læber er skoldhede mod min hud. Jeg ved ikke, om han er småforstyrret oveni af smerten, eller om det skyldes min påklædning, men jeg vil ikke påstå, at jeg har noget imod hans skamløse flirt i aften. Det er en rar afveksling fra den trykkede stemning under togturen. Han holder omhyggeligt hovedet nede, hans øjne er skjult under de lange vipper og vendt væk fra soldaterne, der skynder sig frem og tilbage på fortovet. Han bevæger sig akavet i uniformsjakken og de tilhørende bukser. En sort uniformskasket skjuler hans lysblonde hår og dækker en god del af ansigtet. ”Det går fint,” svarer jeg. ”Husk, at du er fuld. Og glad. Det er tanken, at du skal savle over din escort. Prøv at smile lidt mere.” 18
prodigy ombr.indd 18
19/03/15 09.42
JUNE
Day sætter i et kæmpestort kunstigt smil. Den evige charmetrold. ”Åhr, helt ærlig, skattepige. Jeg troede faktisk, at jeg klarede det ret godt. Jeg holder om kvarterets smukkeste escort – hvordan kan jeg undgå at være helt opslugt af dig? Ligner jeg måske ikke en, der er helt opslugt? Sådan ser jeg ud, når jeg er opslugt.” Hans øjenvipper flakser. Han ser så latterlig ud, at jeg ikke kan lade være med at grine. Endnu en forbipasserende skæver til mig. ”Det er meget bedre.” Jeg gyser, da han lirker ansigtet ned i hulningen ved min hals. Bliv i rollen. Koncentrer dig. Det ringler fra de gyldne smykker, jeg bærer om livet og anklerne. ”Hvordan går det med dit ben?” Day skubber sig lidt væk. ”Det gik fint, indtil du nævnte det,” hvisker han og skærer så en grimasse, da han snubler over en revne i fortovet. Jeg griber hårdere om ham. Jeg skal nok klare det hen til næste sted, hvor vi kan standse.” ”Husk: To fingre mod panden, hvis du har brug for en pause.” ”Ja, ja. Jeg skal nok sige til, hvis det er ved at gå galt.” Endnu et par soldater stryger forbi os med deres egne ledsagere. Det er grinende piger mejet ud med glinsende øjenskygge og elegante påmalede ansigtstatoveringer. Deres kroppe er sparsomt dækket af dansekostumer og kunstige, røde fjer. En af soldaterne får øje på mig, griner og stirrer på mig med et glasagtigt blik i de store øjne. ”Hvilken klub kommer du fra, smukke?” siger han med sløret stemme. ”Jeg synes ikke, jeg har set dit ansigt før.” Han rækker ud efter min blottede mave, begærlig efter nøgen hud. Før han kan nå mig, skyder Days arm ud, og han giver soldaten et hårdt puf. ”Fingrene væk.” Day griner bredt og blinker til soldaten. Han virker stadig til at være i muntert humør, men truslen 19
prodigy ombr.indd 19
19/03/15 09.42
PRODIGY
i hans blik og stemme får manden til at trække sig væk. Han blinker til os begge to, mumler et eller andet lavmælt og vakler bort sammen med sine venner. Jeg forsøger at efterligne den måde, som escorterne fniser på, og så kaster jeg med håret. ”Næste gang skal du bare lade det ske,” hvæser jeg i Days øre, mens jeg kysser ham på kinden, som om han var min bedste kunde nogensinde. ”Vi har virkelig ikke brug for et slagsmål.” ”Hvad?” Day trækker på skuldrene og genoptager sin pinefulde gang. ”Det ville være et ret ynkeligt slagsmål. Han kunne jo knap stå på benene.” Jeg ryster på hovedet og beslutter ikke at påpege ironien i de ord. En tredje gruppe højrøstede og stangberusede soldater går forbi os med snublende skridt. (Syv kadetter, to løjtnanter. De bærer forgyldte armbånd med Dakota-mærker, hvilket betyder, at de lige er ankommet nordfra og endnu ikke har fået udleveret armbånd fra deres frontbataljoner.) De har armene rundt om escorter fra Bellagio-klubberne – smukke piger med brede, skarlagensrøde bånd om halsen og et B tatoveret på armene. Soldaterne her er sikkert indkvarteret i kasernen over klubberne. Jeg tjekker min egen påklædning igen. Jeg stjal tøjet fra omklædningsrummet på Sun Palace. Umiddelbart ligner jeg enhver anden escort. Guldkæder og smykker rundt om livet og anklerne. Fjer og gyldne bånd fastgjort til mit røde (spraymalede), flettede hår. Smokey eyes med masser af glimmer. Der er tegnet en glubsk føniks på det øverste af mine kindben og øjenlåg. Rød silke blotter mine arme og lader maven bar, og jeg har sorte blonder øverst på støvlerne. 20
prodigy ombr.indd 20
19/03/15 09.42
JUNE
Men der er én ting ved min påklædning, som de andre piger ikke har. En kæde med tretten små, funklende spejle. Den er delvist skjult af det andet nips, der er viklet om min ankel, og på afstand ligner den bare endnu et stykke pynt. Man lægger næsten ikke mærke til den. Men når den indimellem fanger gadelyset, bliver den til en række strålende, funklende lys. Tretten er Patrioternes uofficielle tal. Det er vores signal til dem. De holder sikkert konstant øje med hovedstrøget her, så jeg ved, at de i det mindste vil bemærke den blinkende række af lys på min ankel. Og når de gør det, vil de genkende det par, de hjalp med at flygte fra Los Angeles. Storskærmene langs med vejen knitrer et øjeblik. Troskabseden vil blive afspillet om få sekunder. I modsætning til Los Angeles afspiller man her i Las Vegas den nationale troskabsed fem gange om dagen – på alle skærme stopper de reklamer eller nyheder, de nu var ved at vise, og erstatter dem med enorme billeder at Elector Primo, hvorpå følgende afspilles på byens store højtalersystem: Jeg sværger troskab mod Republikken Amerikas flag, vor glorværdige Elector Primo, vore prægtige stater, vort sammenhold mod Kolonierne og vor snarlige sejr! For ikke så længe siden afsagde jeg troskabseden hver morgen og eftermiddag med samme entusiasme, som enhver anden, der var fast besluttet på at forhindre Kolonierne på østkysten i at få magten i vores elskede land på vestkysten. Det var før, jeg kendte til statens rolle i min families død. Jeg ved ikke helt, hvad jeg mener nu. At Kolonierne skal vinde? Storskærmene begynder at sende et nyhedsprogram. Den ugentlige gentagelse. Day og jeg læser overskrifterne, der farer hen over skærmene: 21
prodigy ombr.indd 21
19/03/15 09.42
PRODIGY REPUB LIKKEN EROBRER I TRIUMF FLERE KILOMETER AF KOLONIERNES LAND I SLAGET OM AMARILLO I ØSTTEXAS. STORMFLODSVARSEL AFBLÆST FOR SACRAMENTO I CALIFORNIEN. ELECTOR PRIMO HØJNER MORALEN UNDER ET BESØG HOS SOLDATER PÅ DEN NORDLIGE FRONT
Det meste er ret uinteressant – de sædvanlige nyhedsoverskrifter fra fronten, nyt om vejr og lovgivning, karantænebekendtgørelser for Las Vegas. Så prikker Day mig på skulderen og peger på en af skærmene. KARANTÆNEN I LOS ANGELES ER UDVIDET TIL SEKTORERNE EMERALD OG OPAL.
”Ædelstenssektorerne?” hvisker Day. Jeg stirrer stadig stift på skærmen, selv om overskriften er forsvundet. ”Er det ikke der, de rige folk bor?” Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare ham, for jeg er stadig i færd med fordøje oplysningerne. Sektorerne Emerald og Opal … er det en fejl? Eller er pesten i Los Angeles nu blevet så alvorlig, at den omtales på storskærme i Las Vegas. Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at karantæneområdet er blevet udvidet til overklassens sektorer. Emerald-sektoren ligger klods op ad Ruby – betyder det, at min hjemmesektor også snart kommer i karantæne? Hvad med vores vaccinationer? Var det ikke 22
prodigy ombr.indd 22
19/03/15 09.42
JUNE
meningen, at de skulle forhindre den slags? Jeg husker det, Metias skrev i sin dagbog. En skønne dag, skrev han, slippes der en virus løs, som ingen af os vil være i stand til at standse. Jeg tænker på de ting, Metias havde afsløret – de underjordiske fabrikker, de vidt spredte sygdomme … de systematiske pestepidemier. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Los Angeles skal nok standse den, siger jeg til mig selv. Epidemien vil dø ud, som den altid gør. Flere overskrifter suser over skærmen. En velkendt nyhed drejer sig om henrettelsen af Day. De afspiller klippet, hvor Days bror, John, bliver ramt af de kugler, der var tiltænkt Day, for derpå at falde om på maven i henrettelsesgården. Day retter blikket mod fortovet. En anden overskrift er nyere. Der står: FORSVUNDET SS-NR:
2001963034
……………………. JUNE IPARIS AGENT, LOS ANGELES BYPATRULJE ALDER/KØN: HØJDE:
15, KVINDE
163 CM
HÅRFARVE:
BRUN
SIDST SET I NÆRHEDEN AF BATALLA HALL I LOS ANGELES, CALIFORNIEN 350.000 SEDLER I DUSØR. RAPPORTER STRAKS OBSERVATIONER TIL DIN LOKALE EMBEDSMAND
23
prodigy ombr.indd 23
19/03/15 09.42
PRODIGY
Staten ønsker tilsyneladende, at folk skal tro, jeg er forsvundet, og at man håber at få mig tilbage i god behold. De siger derimod ikke, at man sikkert ønsker mig død. Jeg hjalp landets mest berygtede kriminelle med at undslippe sin henrettelse, jeg hjalp rebelske Patrioter med at iværksætte en opstand mod et militært hovedkvarter, og jeg vendte Republik ken ryggen. Men de oplysninger ønsker man ikke at offentliggøre, og derfor jager man mig i det skjulte. På skærmen vises fotografiet fra mit militære ID-kort – et usmilende billede af mig forfra, usminket på nær en smule lipgloss; det mørke hår er redt tilbage i en højtsiddende hestehale, Republikkens gyldne emblem glimter mod min sorte uniformsfrakke. Jeg er lykkelig over, at fønikstatoveringen dækker halvdelen af mit ansigt lige nu. Vi når ud på midten af hovedstrøget, før højtalerne igen skratter med troskabseden. Day og jeg standser. Day snubler igen og er lige ved at falde, men det lykkedes mig at gribe ham i tide og holde ham på benene. Folk på gaden ser op på storskærmene (bortset fra den håndfuld soldater, der står ved hvert vejkryds for at sørge for, at alle deltager). Skærmene flimrer. Billedet går i sort, og så bliver det erstattet med portrætter af Elector Primo i hd-kvalitet. Jeg sværger troskab … Det er næsten oplivende at gentage disse ord sammen med alle andre på gaden, i det mindste indtil jeg minder mig selv om, at alt det har ændret sig. Jeg tænker tilbage på den aften, da jeg lige havde taget Day til fange, hvor Elector og hans søn kom for personligt at lykønske mig med at sætte en berygtet forbryder bag tremmer. Jeg husker, hvordan vores Elector så ud i virkeligheden. Portrætterne på storskærmene viser de 24
prodigy ombr.indd 24
19/03/15 09.42
JUNE
samme grønne øjne, det markerede kæbeparti og de krøllede lokker af mørkt hår … men de viser ikke den kulde, hans ansigt udtrykker, og hudens sygelige kulør. På portrætterne fremstår han faderlig med sunde, lyserøde kinder. Det er ikke sådan, jeg husker ham. … mod Republikken Amerikas flag Pludselig standser udsendelsen. Der bliver stille på gaden, og så lyder et kor af forvirrede hviskende stemmer. Jeg rynker panden. Det er usædvanligt. Jeg har aldrig oplevet, ikke en eneste gang, at troskabseden blev afbrudt. Og systemet af storskærme er koblet sammen på en måde, så det ikke vil påvirke de øvrige skærme, hvis en af dem går ud. Day ser op på den sorte skærm, mens jeg kaster et blik på de soldater, der står langs med gaden. ”Teknisk uheld?” siger han. Jeg er bekymret over hans anstrengte vejtrækning. Hold ud, bare lidt længere. Vi kan ikke standse her. Jeg ryster på hovedet. ”Nej, se på soldaterne.” Jeg nikker diskret i deres retning. ”De står ikke, som de plejer. De har ikke længere riflerne over skuldrene – de holder dem i hænderne nu. De venter en reaktion fra menneskemængden.” Day ryster langsomt på hovedet. Han ser bekymrende bleg ud. ”Der er sket et eller andet.” Portrættet af Elector Primo forsvinder fra storskærmene og bliver øjeblikkeligt erstattet med en ny række billeder. De viser en mand, der er som snydt ud af næsen på Elector – han er blot meget yngre, knap nok 20 år, med de samme grønne øjne og det mørke, bølgede hår. Jeg genkalder mig i et glimt den begejstring, jeg følte, da jeg første gang mødte ham til banketten. Det her er Anden Stavropoulos, Elector Primos søn. Day har ret. Der er sket noget vigtigt. 25
prodigy ombr.indd 25
19/03/15 09.42
PRODIGY
Republikkens Elector er død. En ny, mere munter stemme tager over i højtalerne. ”Før vi fortsætter med troskabseden, vil vi bede alle soldater og civile om at udskifte portrætterne af vores Elector i deres hjem. Der kan afhentes nye portrætter i det lokale politihovedkvarter. Inspektioner med henblik på at sikre jeres samarbejde vil begynde om to uger.” Stemmen bekendtgør det formodede resultat af det landsdækkende valg. Men Electors død nævnes ikke en eneste gang. Det gør hans søns udnævnelse heller ikke. Republik ken er ganske enkelt gået videre til den næste Elector uden det mindste ophold, som om Anden er den samme person som sin far. Det svimler for mig. Jeg forsøger at huske, hvad jeg lærte i skolen om valget af en ny Elector. Han udpeger altid selv sin efterfølger, og det bekræftes ved et landsdækkende valg. Det er ingen overraskelse, at Anden er næste i rækken, men vores Elector har været ved magten i årtier – længe inden jeg blev født. Nu er han borte. Vores verden har ændret sig på nogle få øjeblikke. Alle på gaden ved, ligesom Day og jeg, hvad det sømmer sig at gøre: Som på tælling bukker vi alle for storskærmene og reciterer resten af troskabseden, der nu atter vises. ”… vor glorværdige Elector Primo, vore prægtige stater, vort sammenhold mod Kolonierne og vor snarlige sejr! ” Vi gentager den igen og igen, så længe ordene står skærmen. Ingen tør stoppe. Jeg skæver til soldaterne, der står langs med vejen. De har et fastere tag om riflerne. Efter noget, der virker som timer, forsvinder ordene endelig, og storskærmene genoptager deres normale funktion. Alle fortsætter igen på deres vej, som om intet er sket. Så snubler Day igen. Denne gang kan jeg mærke, at han 26
prodigy ombr.indd 26
19/03/15 09.42
JUNE
skælver, og en kold hånd griber mig om hjertet. ”Hold ud,” hvisker jeg. Til min store forbløffelse er jeg lige ved at sige: Hold ud, Metias. Jeg forøger at holde Day oppe, men han glider fra mig. ”Jeg beklager,” mumler han som svar. Hans ansigt skinner af sved, og hans øjne er klemt hårdt sammen på grund af smerten. Han holder to fingre op mod panden. Stop. Han klarer den ikke. Jeg ser mig vildt omkring. Der er for mange soldater – vi har stadig langt at gå. ”Nej, du bliver nødt til at fortsætte,” siger jeg bestemt. ”Hold ud. Du kan godt klare det.” Men den her gang er det til ingen nytte. Han sætter hænderne mod jorden og falder om, før jeg kan nå at gribe ham.
prodigy ombr.indd 27
19/03/15 09.42
RYD KALENDEREN OG GIV DIG SELV LOV TIL AT
June og Day har undsluppet Republikkens jerngreb om Los Angeles og er flygtet til Vegas, netop som det utænkelige sker: Elektor Primo dør, og han søn, Anden, overtager efter ham. Mens Republikken er på randen af kaos, slutter Day og June sig til en af Patrioternes oprørsgrupper, der gerne vil hjælpe dem med at redde Days lillebror og derefter videre til Kolonierne. Der er bare én betingelse. June og Day skal myrde den nye Elektor.
LÆSE DEN HER BOG I ET HUG ELLER TO. NEW YORK JOURNAL OF BOOKS
Det er en chance for at forandre nationen, så Day og June indvilliger i planen. Men da det går op for June, at den nye Elektor på ingen måde minder om sin far – men derimod viser sig at være foruroligende sympatisk – bliver hendes samvittighed plaget. Hvad nu hvis Anden betyder nye muligheder og et ændret styre? Hvad nu hvis revolutionen må være mere end tab og hævn, vrede og blod? Men som led i planen er Day og June blevet skilt ad. Vil June kunne nå at videregive sin tvivl til Day? Og hvordan vil Day tage imod Junes besked efter at have set hende på særdeles venskabelig fod med den nye Elektor …
”LEVER
★ ”EN VILD OG MEDRIVENDE BLANDING AF ACTION OG SCIENCE FICTION
GAMES-FANS
… LEGEND
HUNGER AT LÆSE.”
IKKE KUN OP TIL HYPEN,
DEN FORTJENER DEN.”
NEW YORK TIMES BESTSELLER
THE NEW YORK TIMES
GIVER
NOGET DE HAR LYST TIL
VOYA, STJERNEANMELDELSE
June er en af Republikken Amerikas unge stjernesoldater og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører. Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for beskidte til at fange Day – og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører. Efterhånden som June zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er dødsensfarlig og dybt begravet viden – og Republikken skyr ingen midler for at holde sandheden skjult …
EN LEGEND-ROMAN
Brug QR-koden og hent en gratis prequel om Day og June – før de mødte hinanden.
9
788711 336830
EN LEGEND-ROMAN
NEW YORK TIMES BESTSELLER
9
788711 336847
DEN UDVALGTE