Perlen - læseprøve

Af samme forfatter: Månens gyldne bæger De himmelske græsgange Den røde pony Til en ukendt gud Dagdriverbanden Det ukuelige sind Mus og mænd Den lange dal Vredens druer Månen er skjult Et mægtigt gilde Rutebil på afveje Russisk dagbog Livsflammen Øst for paradis En dejlig torsdag Pippin den Fjerdes korte regeringstid Vort mismods vinter På rejse med Charley Kong Arthur og hans ædle riddere

Perlen.indd 2

23/04/15 13.43

John Steinbeck

PERLEN P책 dansk ved Mogens Knudsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Perlen.indd 3

23/04/15 13.43

»Byens folk fortæller historien om den store perle – om hvordan den blev fundet, og om hvordan den blev mistet igen. De fortæller om fiskeren Kino og hans kone, Juana, og om deres barn, Coyotito. Og historien er blevet fortalt så ofte, at den har slået rod i hvert menneskes sind. Og som det går med de historier, der er fortalt atter og atter, og som lever i hjerterne, så handler den kun om lykke og ulykke, om sort og hvidt og om godt og ondt og ikke om noget af alt det, der ligger midt imellem. Og eftersom denne fortælling kan opfattes som en lignelse, har enhver lov til at lægge i den, hvad han vil, og læse sit eget liv ud af den. Hvorom alting er, så fortæller folk i byen, at ...«

Perlen.indd 5

23/04/15 13.43

Perlen.indd 6

23/04/15 13.43

1

Kino vågnede, mens det endnu var mørkt. Stjernerne stod stadig på himlen, og dagen havde kun tegnet en bleg stribe af lys over de lave skyer i øst. Hanerne havde galet et stykke tid, og de første svin havde allerede begyndt deres rastløse snusen blandt kviste og træstykker efter et eller andet spiseligt, der muligvis var blevet overset. I tuna-buskene uden for hytten kvidrede småfuglene og baskede med vingerne. Kino slog øjnene op, og han kiggede først på den lyse firkant, som var døren, og så kiggede han hen mod hængevuggen, hvor Coyotito sov. Til sidst vendte han hovedet om mod Juana, hans kone, som lå ved hans side på måtten med sit blå hovedtørklæde over underansigt og bryster og skuldre. Juana havde også slået øjnene op. 7

Perlen.indd 7

23/04/15 13.43

Kino kunne ikke huske, at han nogen sinde var vågnet, uden at hun havde ligget med åbne øjne. Hendes mørke øjne skinnede som små stjerner. Hun så på ham, som hun altid så på ham, når han vågnede. Kino hørte den svage skvulpen af morgenbølgerne mod kysten. Det var godt at høre – Kino lukkede øjnene igen for at lytte til strandens musik. Måske var han den eneste, der lå og lyttede, og måske gjorde de det i alle de andre hytter. Hans folk havde engang været berømt for deres sange. Alt, hvad de så eller gjorde eller tænkte eller hørte, blev til en sang. Men det var længe siden. Sangene levede stadig, og Kino kendte dem, men der kom ikke nye sange til. Det betød dog ikke, at hvert menneske ikke havde sin egen sang. I Kinos hoved lød der netop nu en klar og blid sang, og hvis han havde kunnet give den navn, ville han have kaldt den Sangen om familien. Han lå med tæppet oppe over næsen for at skærme sig mod den klamme luft. Han vendte blikket, da han hørte noget rasle ved siden af sig. Det var Juana, der næsten lydløst rejste sig. På sine hårde, bare fødder gik hun hen til hængevuggen, hvor Coyotito sov, og hun lænede sig ind over den og sagde små beroligende ord. Coyotito kiggede op et øjeblik, så lukkede han øjnene og sov videre. 8

Perlen.indd 8

23/04/15 13.43

Juana gik hen til ildstedet og ragede asken til side for nogle kulgløder og pustede liv i dem, mens hun brækkede små grene i stykker. Nu stod også Kino op. Han svøbte tæppet om hoved og næse og skuldre og gik udenfor for at se morgenen bryde frem. Uden for døren satte han sig på hug og samlede tæppet om knæene. Ude over Golfen drev flammerøde skyer. Og en ged kom hen til ham og snusede og så på ham med sine kolde, gule øjne. Bag ham var Juanas bål blusset op og sendte spyd af lys ud gennem revnerne i hyttens vægge og kastede en bølgende, lys firkant ud gennem døren. Det var derindefra, at Sangen om familien nu kom. Og rytmen i sangen var kværnstenen, hvormed Juana malede majs til deres morgenmad. Nu brød morgenen hastigt frem, en styrtsø af lys, horisonten blev glødende, og himlen eksploderede, da solen steg op af Golfen. Kino så ned i jorden for at skærme sine øjne mod ildskæret. Han kunne høre majskagerne blive klasket sammen inde i hytten og lugte dem, da de blev lagt på panden. På jorden fór myrerne omkring, store myrer med skinnende kroppe og små støvede, vimsemyrer. Kino så med en guds ophøjethed en af de støvede myrer arbejde som en rasende for at undgå den tragt i sandet, som en myreløve havde gravet til den. En tynd 9

Perlen.indd 9

23/04/15 13.43

og frygtsom hund nærmede sig, og på et venligt ord fra Kino rullede den sig sammen, lagde pænt halen over fødderne og hovedet ovenpå. Det var en sort hund med gyldne gule pletter, hvor øjenbrynene skulle have været. Det var en morgen som andre morgener og dog en fuldkommen morgen. Kino hørte rebet knage, da Juana løftede Coyotito ud af hængevuggen og vaskede ham og anbragte ham i en løkke i sit sjal, så han lå lige op ad hendes bryst. Kino kunne se det, uden at han behøvede at vende sig om. Juana sang stille en gammel sang, der kun havde tre toner, men talløse varierede intervaller. Også den var en del af familiens sang. Alting var en del af den. Somme tider steg den til en smertelig akkord, der greb én i struben og sagde: Dette er tryghed, dette er varme, dette er Det hele. Uden for hegnet lå der andre hytter, og også fra dem så man røg stige op og hørte forbered­ elserne til morgenmåltidet, men det var andre sange, deres svin var andre svin, deres koner var ikke Juana. Kino var ung og stærk, og hans sorte hår hang ned over hans brune pande. Hans øjne var varme og stærke, hans overskæg tyndt og stridt. Han skød tæppet bort fra ansigtet, for luften var ikke længere mørk og giftig, og det gule sollys faldt lige på hytten. Henne ved hegnet hoppede 10

Perlen.indd 10

23/04/15 13.43

to haner rundt om hinanden med strittende nakkefjer og baskende vinger. Men det blev kun til et klodset slagsmål; det var ikke kamphaner. Kino så lidt på dem, så gled hans blik op mod en flok vilde duer, der var på vej ind i landet, op mod bjergene. Verden var nu vågen, og Kino rejste sig og gik ind i sin hytte. Da han kom ind ad døren, rettede Juana sig op fra ildstedet. Hun lagde Coyotito tilbage i hans hængevugge, og så redte hun sit sorte hår og flettede det i to fletninger og bandt tynde grønne bånd omkring spidserne. Kino satte sig på hug ved ilden og rullede en varm majskage i hænderne og dyppede den i sovs og spiste den. Og han drak lidt pulque, og det var hans morgenmåltid. Det var den eneste form for morgenmad, han kendte til, bortset fra festdagene og en utrolig fiesta med store, søde, fyldte kager, som nær havde slået ham ihjel. Da Kino var færdig, kom Juana tilbage til ilden og spiste. De havde talt sammen én gang, men der er ingen grund til at sige noget, hvis det alligevel kun er af vane. Kino sukkede af tilfredshed – og det gjorde det ud for samtale. Solen varmede hytten og brød gennem væggenes sprækker i lange striber. Og en af striberne faldt på hængevuggen, hvor Coyotito lå, og på de to reb, der bar den. Det var kun en ganske lille bevægelse, der 11

Perlen.indd 11

23/04/15 13.43

fik dem til at vende blikket mod hængevuggen. Kino og Juana stivnede. Ned ad rebet, der fastgjorde vuggen til loftet, krøb en skorpion med langsomme bevægelser. Dens giftbrod strittede bagud, men skorpionen kunne rejse den på et sekund. Kino trak vejret pibende gennem næsen, og han åbnede munden for at bringe lyden til ophør. Og så forsvandt det skrækslagne blik, og lammelsen forlod hans krop. I hans sind lød en ny sang, Sangen om det onde, musikken der betegnede fjenden, enhver trussel mod hans familie, en vild, hemmelig og farlig melodi, og bag den lød svagt og vemodigt Sangen om familien. Skorpionen krøb smidigt ned ad rebet mod vuggen. Juana holdt vejret og gentog for sig selv en gammel formular til værn mod onde væsener, og mellem de sammenbidte tænder mumlede hun et Ave Maria. Men Kino havde sat sig i bevægelse. Hans legeme gled lydløst og smidigt frem mod vuggen. Han holdt hænderne fremstrakt med håndfladerne nedad, og hans øjne var på skorpionen. Coyotito lå nede i sin vugge og lo og rakte hænderne op mod skorpionen. Da Kino var næsten inden for rækkevidde af den, sansede den fare. Den standsede, og halen sving­ ede i små ryk op over ryggen, og den krumme brod på halespidsen skinnede. Kino stod fuldstændig stille. Han kunne høre 12

Perlen.indd 12

23/04/15 13.43

Juana hviske den gamle trylleformular igen, og han kunne høre fjendens onde musik. Han kunne ikke bevæge sig, før skorpionen bevægede sig, og den stod stille og søgte at gætte, hvorfra døden, der ventede den, skulle komme. Meget langsomt, meget forsigtigt strakte Kino sin hånd frem. Dyrets hale med giftbrodden fór med et nyt ryk i vejret. Og det var i det øjeblik, at den leende Coyotito rystede rebet, så skorpionen faldt. Kinos hånd jog frem for at gribe den, men den faldt forbi hans fingre, faldt ned på barnets skulder, kom på benene og stak. Så fik Kino med en højlydt snerren fat i den med fingrene og maste den mellem sine hænder. Han smed den fra sig og hamrede den med sin knyttede næve flad på jordgulvet, og Coyotito skreg af smerte i sin vugge. Men Kino slog og trampede på fjenden, til der kun var stumper og en fugtig plet på jorden tilbage. Hans tænder var blottede, og raseriet funklede i hans øjne, og Sangen om fjenden tordnede for hans øren. Men nu holdt Juana barnet i sine arme. Hun fandt stikket, hvorfra hævelsen allerede var begyndt at brede sig. Hun samlede læberne om stikket og sugede hårdt til og spyttede og sugede igen, mens Coyotito skreg. Kino kredsede om dem; han var hjælpeløs og stod bare i vejen. 13

Perlen.indd 13

23/04/15 13.43

Barnets skrig kaldte naboerne til. De strømmede ud af deres hytter – Kinos bror Juan Tomás og hans fede kone Apolonia og deres fire børn fyldte døråbningen og spærrede indgangen, mens andre bag dem forsøgte at kigge ind, og en lille dreng kravlede frem mellem deres ben for at se med. Og de, der stod foran, bragte det skete til de bagved ståendes kundskab – »Skorpion. Barnet er blevet stukket.« Juana holdt et øjeblik op med at suge. Det lille hul var blevet en smule større, og kanterne var helt hvide af sugningen, men hævelsen strakte sig til alle sider som en stor, rød vold. Og alle de, der stod her, vidste, hvad et skorpionbid betød. En voksen kunne blive meget syg af det, men et barn kunne dø af giften. De vidste, at der først ville komme hævelse og feber, så ville struben snøre sig sammen. Derefter fulgte mavekramper, og så kunne Coyotito risikere at dø, hvis han havde fået tilstrækkeligt af giften i kroppen. Men den stikkende smerte efter biddet var ved at forsvinde. Coyotitos skrig afløstes af en klynken. Kino havde ofte måttet undre sig over den styrke, der var gemt i hans tålmodige og spinkle hustru. Hun, som var så lydig og ærbødig og munter og tålmodig, hun kunne udstå fysiske smerter næsten uden at give en lyd fra sig. Hun var næsten bedre i stand til at døje træthed og 14

Perlen.indd 14

23/04/15 13.43

sult end Kino. I kanoen udrettede hun en kraftig mands arbejde. Og nu gjorde hun noget uventet. »Doktoren,« sagde hun. »Hent doktoren.« Ordet gik fra mund til mund mellem naboerne, der stod tæt sammenpakkede på den lille gårdsplads. Og de gentog for sig selv: »Juana vil sende bud efter doktoren.« Det var noget uhørt, noget der ville blive husket at sende bud efter doktoren. Og hvis de fik ham til at komme, var der ingen, der ville glemme det. Doktoren kom aldrig ud til hytterne. Hvorfor skulle han det, når han havde mere end nok at bestille med at sørge for de rige mennesker inde i byen, i husene af sten og kalk. »Han ville aldrig komme,« sagde de, der stod ude i gården. »Han ville aldrig komme,« sagde de i døren, og ordene nåede ind til Kino. »Vi får aldrig doktoren til at komme herud,« sagde Kino til Juana. Hun så op på ham, og hendes øjne var kolde som en løvindes øjne. Dette var Juanas første barn – dette var næsten alt, hvad der var i Juanas verden. Og Kino så, hvor fast besluttet hun var, og familiens musik lød i hans øren med en tone, der var hård som stål. »Så må vi komme til ham,« sagde Juana, og med sin frie hånd tog hun sit mørkeblå sjal om hovedet, og af dets ene ende lavede hun en 15

Perlen.indd 15

23/04/15 13.43

slynge, som det klynkende barn kunne hvile i, og den anden ende lod hun skærme hans øjne mod solen. Folkene i døren skubbede på dem bagved for at give plads for hende. Kino fulgte efter. De gik over gårdspladsen og ud på den opkørte sti, og naboerne fulgte efter dem. Det var blevet noget, der angik dem alle. Med lette og hurtige skridt drog processionen ind mod byens centrum, først Juana og Kino og bag dem Juan Tomás og Apolonia, hvis tykke mave gyngede op og ned i takt med den ilsomme gang, og så alle naboerne med deres børn travende ved siden af dem. Og den gule sol kastede deres sorte skygger foran dem, så de trådte på deres egne skygger. De kom til det sted, hvor deres stråhytter hørte op, og byen af sten og kalk begyndte, byen med de fjendtlige ydermure og de kølige haver inde bagved, hvor et vandløb legede, og bougainvilleaen krøb op ad murene med sine purpurfarvede og teglrøde og hvide blomster. Inde fra de skjulte haver kunne de høre fugle i bur synge og koldt vand plaske på de hede fliser. Processionen skråede over den blændende plaza og passerede forbi kirkens hovedindgang. Flokken var efterhånden blevet større, og yderst i rækkerne blev de nytilkomne lavmælt underrettet om, at barnet var blevet stukket af en skorpion, og at dets far og mor nu bar det til doktoren. 16

Perlen.indd 16

23/04/15 13.43

perle af stor værdi.“ – Litteratursiden.dk

„PERLEN har den udmærkelse og

Da nyheden om Kinos fund spreder sig i den lille by, blusser grådigheden op, der tyer til alle midler for at få fat i Kinos perle. PERLEN er en enkel og klassisk fortælling om den ondsindethed, rigdom vækker i selv de mest gavmilde menneskers hjerter.

Perlen

– The New Yorker

John

Steinbeck

Den fattige fisker Kino forsørger sin kone og sin lille dreng ved at dykke efter perler på bunden af Den Mexicanske Golf. En dag finder Kino en perle på størrelse med et havmågeæg, og fundet vækker et håb om økonomisk sikkerhed og er et løfte om et bedre liv for familien.

oprigtighed, der er til stede i alt det, Steinbeck skriver.“

John

„Denne bog er en litterær

Steinbeck

„En by er et levende væsen. En by har sit nervesystem og sit hoved og sine skuldre og sine fødder. Enhver by er forskellig fra alle andre byer. Og en by er en følsom organisme.“

JOHN STEINBECK (1902-68) er en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere. PERLEN udkom oprindeligt i 1945 og er en enkelt historie om simple mennesker, fortalt med varme og oprigtighed. Steinbeck blev i 1962 tildelt Nobelprisen i litteratur „for sin realistiske og fantasifulde fortællekunst, som kombinerer medfølende humor og socialt skarpsyn.“

www.lindhardtogringhof.dk

Coverdesign: Harvey Macaulay/Imperiet