Pasfotos
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 1
02/03/18 5:34 pm
Af samme forfatter: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 2
02/03/18 5:34 pm
EINAR MÁR GUÐMUNDSSON
Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen
Roman
Lindhardt og Ringhof
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 3
02/03/18 5:34 pm
Pasfotos Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen efter: Passamyndir Copyright © 2017 Einar Már Guðmundsson og Forlagið Dansk udgave © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rettigheder forhandlet via: Copenhagen Literary Agency Omslag: Alexandra Buhl Trykt hos: Scandbook UAB, Litauen ISBN: 978-87-11-90045-1 1. udgave, 1. oplag 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlaget ønsker at takke Gísli Magnússon, Forlagið, Islands Ambassade og Det Islandske Litteraturcenter, Miðstöð Íslenskra Bókmennta. Denne bog er udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S er et selskab i Egmont.
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 4
02/03/18 5:34 pm
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 5
02/03/18 5:34 pm
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 6
02/03/18 5:34 pm
Første del
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 7
02/03/18 5:34 pm
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 8
02/03/18 5:34 pm
I
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 9
02/03/18 5:34 pm
1
De seneste dage har fjeldet hjemsøgt mig, eller snarere sommeren på fjeldet. Den norske sommer, har jeg tilladt mig at kalde den. Jeg kommer med det samme til at tænke på Knut Hamsuns roman Pan, når jeg tænker tilbage på fjeldet og sommeren, og så kommer jeg også til at tænke på kærligheden. Hvis du har læst Pan, ved du, hvad jeg mener. Hvis du ikke har læst Pan, ved du også, hvad jeg mener. Det betyder ingenting. De fleste tænker på kærligheden uden at læse Pan eller bøger i det hele taget. Kærligheden findes ikke i bøger, siger de vise, men skriver så store bøger om netop samme kærlighed. Alting drejer sig om kærlighed. Det ville heller ikke være spor morsomt, hvis alting var, som det skulle være, hvis alle var i overensstemmelse med sig selv og der ingen modsigelser var i det, som vi gør og siger. Det virker indlysende. Selv Pan ender dårligt, og alle ved, hvordan det gik Knut Hamsun selv. Alt dette kunne jeg skrive en lang historie om, men ikke i denne fortælling. Jeg skrev engang en universitetsopgave om Knut Hamsun, men den har jeg mistet for længe siden. Hvad jeg forsøger at sige, er bare, at denne sommer svævede kærligheden over det hele. Den var en hvid sky på en klar himmel, fugle i flugten, et susende tog, alt hvad mine øjne så.
10
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 10
02/03/18 5:34 pm
Jeg ser kærligheden i øjnene, holder den i hånden og mærker læberne. Den læner sig ind mod mig. Jeg mærker håret stryge mod min hage og lukker atter øjnene, mens solen skinner på havet og vi sejler i retning af øen, kærlighedens ø. Jeg kommer til at tænke på alle de tilfældigheder, som fører mennesker sammen, men som måske slet ikke er tilfældigheder; de stiller sig op på række i mønstre og danner sammenhænge, ja, endda lovmæssigheder, som om alt er bestemt på forhånd. Sådan er det i erindringen; og jeg har ingenting glemt. Nej, jeg har intet glemt bortset fra det, jeg har glemt; det kan jeg ikke huske. Jeg kan ikke huske, hvem det var, der sagde sådan, en kone fra Østlandet eller en berømt vismand. Hvad forskel gør det? Jeg havde under alle omstændigheder ikke forventet noget. Det hele kom fuldstændig bag på mig, og hvis jeg forstod noget af det, forstod jeg det først bagefter. Sådan opfører minderne sig. De bader alt i dagslys og sol, og så gør det ingen forskel, om det regner. Det begyndte at regne hen på sommeren og havde aldrig regnet mere i et århundrede og mere til. Et hundrede fyrre år, sagde meteorologerne. Måske kunne de ikke huske længere tilbage i tiden. Det havde dog ikke gjort nogen forskel. Jeg kan huske, da jeg stod på fortovet i regnen. Jeg stod foran det store vindue i boghandelen på hjørnet, lige ved slotshaven, og ventede med mit hjerte i regnen og regnen i hjertet. Det regnede, som om jeg stod i et styrtebad, bortset
11
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 11
02/03/18 5:34 pm
fra at dråberne var større og koldere, og at ventetiden gjorde det hele så trist. På det tidspunkt befandt jeg mig ikke længere på fjeldet, stod ikke med hakken hævet i færd med at grave grøfter. På det tidspunkt var jeg kommet til byen, til Oslo, ”som ingen forlader, før han har fået mærker af den”, som Knut Hamsun siger i en anden bog, Sult. ”Det var i den tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den …” Sådan begynder Sult, for dengang hed Oslo Kristiania. Jeg ved ikke, hvilke mærker jeg havde fået, da jeg gik om bord på færgen, Oslobåden, som sejlede med os mod København. På det tidspunkt var det ved at blive efterår. Jeg siger os, for kærligheden var sammen med mig. Jeg havde fundet min pige. Hun kunne ses. Måske kunne kærligheden også ses.
12
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 12
02/03/18 5:34 pm
2
Nej, nu foregriber jeg tingene, men det er næsten, som om der over disse erindringer hviler et vemod, ja, tilmed et savn, som om nogen siger til mig: Du må da søge efter et eller andet, en ren tone, en skyfri himmel, eller dagslys. Det er Pan, der peger på dette, på sommerens evige dag, der alligevel ender i mørke, men det er også længe siden, alt dette skete, og længe siden, jeg skrev denne historie eller udkastene til den. Denne historie, den har formet sig i sindet og kæmpet sig vej ud af hovedet så længe, at meget af det, jeg fortæller her, har jeg fundet på gamle, håndskrevne ark, og nogle af dem er blevet så lasede, at det knap er muligt at tyde dem. Historier er længe undervejs, ad lange strækninger, og når de kommer tilbage, er de ikke, som de var. Undertiden er livet bare What a Wonderful World, og Louis Armstrong er solen. Han blæser i trompet, og lysstrålerne strømmer. Jeg kigger ud over cafeerne på torvet, ser pigerne svinge håret. Solen glimter i glas. Det damper fra kopper. En eller anden spiller på guitar. Som det fremgår, er jeg ung i denne historie, lige omkring de tyve plus to, tre, fire eller fem. Ja, der er gået mange år, lang tid. Ikke desto mindre føler jeg det, som om det hele var i går. Tiden giver mig konstant
13
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 13
02/03/18 5:34 pm
forkerte informationer, eller også de rigtige. Den udmåler sin afstand i år, men siden er øjeblikkene evige. Der er kun ganske kort tilbage i fortiden, og snart er alt forbi. Hvad er tid? spørger jeg ud i luften og ryster samtidig på hovedet ad spørgsmålet. I Pan er der evig dag. ”I de sidste dage har jeg tænkt og tænkt på Nordlandssommerens evige dag.” Sådan begynder romanen Pan, og jeg må sige, at uanset hvordan Knut Hamsuns livsbane kom til at forme sig, uanset hvor tungt et ansvar han bar som politisk menneske, og hvor tåbeligt han bar sig ad som nyttig idiot for de forkerte i sin samtid, så står hans romaner på begge ben i evigheden og nægter at røre sig ud af pletten, hvilket jeg mærker nu, hvor jeg læser nogle af dem igen.
14
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 14
02/03/18 5:34 pm
3
Det kan også være, at jeg tænker på skoven, den norske skov, Norwegian Wood, som jeg troede The Beatles sang om på Rubber Soul, pladen, jeg husker så godt fra den oplyste stue hjemme i Dvergheimar. På dette tidspunkt er jeg elleve år, og Palli, min bror, er endnu ikke blevet syg i sindet. Vi skriver 1965, og der udkommer mange ufattelige plader, eksempelvis Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited med Bob Dylan, som har sat strøm til guitaren og åbnet for al den ståhej, der kom ud af det. På dette tidspunkt er min ven Gunni stadig i live, og ligeledes Palli, en anden af mine venner. Palli døde omkring de tredive, længe inden Gunni. Gunni var netop fyldt halvtreds, da han døde. Jeg kan stadig huske, da jeg sagde farvel til Gunni, både dengang jeg skulle rejse til Norge, som var sommeren 1978, og dengang mange år efter, da han døde, i 2005. Jeg er altid på vej til at fortælle om dem, både Gunni og Palli, men viger alligevel uden om det. Det er den historie, som jeg bliver nødt til at fortælle, selv om jeg ikke gør det nu. Ingen af dem rejste med mig til Norge, i stedet var det Jonni, og han er sprællevende, for der kan ikke være tale om andet, når det drejer sig om ham, så livsglad som han er. Jonni er for længst hørt op med at rode rundt og er nærmest
15
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 15
02/03/18 5:34 pm
blevet en hellig mand, ja, vel ligefrem buddhist, som tager på fjeldture og maler billeder og skriver musik, sådan en slags afslapningsmusik, som nogle synes er glimrende, men andre kalder letbenet. Jeg husker altid den aften, da vi bestemte os for at rejse til Norge. Vi mødtes i Teaterkælderen, som dengang var selveste stedet. Den slags steder kom og gik og gør det selvfølgelig stadig. Teaterkælderen var en slags blanding af et sted for de unge og en distingveret klub for kulturfolk og kunstnere. Dér mødtes de store begavelser, men ikke alle kan være lige begavede og bliver det ikke på forlystelsesetablissementer. Jeg kan huske, at jeg stod lænet op ad en søjle og fulgte Jonni på afstand. Bag ham var der et rødligt tapet, og foran ham stod der et glas. Et glas med rødvin. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Er det ikke bare sært? Se, hvordan det lykkes ham at skabe denne atmosfære, hvordan alt vågner til live omkring ham, hvordan han suger opmærksomheden til sig. Det var aldeles ufatteligt. Folk taber simpelt hen både næse og mund. De stimler sammen om ham. Nogle ville kalde det udstråling, andre aura. Det var, som om Jonni udgjorde specielt attraktivt selskab. Som om alle ville lære ham at kende. Jeg ved ikke, hvordan han bar sig ad med det. Eller jo, jeg ved det godt. Nogle mennesker er bare sådan. Andre skal gøre sig store anstrengelser og lave alle mulige gebærder. Ingen af delene gjaldt for Jonni. Alle lagde mærke til ham, og hvis han mistede folks opmærksomhed, var han hurtig til at vinde den tilbage.
16
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 16
02/03/18 5:34 pm
Der foregik ligesom et eller andet med ham, som han sad dér ved bordet med den hvide dug og med rødvinsglasset foran sig, i flot jakke med et eller andet løjerligt slips. Gad vide, om der ikke også stak en tandbørste op af brystlommen på ham og hang en eller anden grotesk orden på jakken, et billede af en hjulkapsel eller et mærke af en art. Jonni snoede folk om sin lillefinger, fascinerede alle, både kvinder og mænd. Al opmærksomheden rettedes mod ham. Det var såmænd ikke så sært. Jonni var i gevaldig topform med alle sine eventyrlige historier, havde flakket mellem fiskerbyer, været til søs og arbejdet. ”I skummer fløden, mens vi bager kagen,” sagde han, og kulturpingerne og folkene fra universitetet lyttede med åben mund og polypper til hans visdom og vittigheder. De fleste af dem var sådan nogle, der lige havde taget eksamen og drømte om at rykke fra elevens stol op i lærerens sæde, og for nogle lykkedes det. Jonni og jeg er jævnaldrende, men disse mennesker var ældre, måske fem år, måske ti år, mændene skæggede og en smule mosgroede, på nippet til at ende i strikkede veste hjemme i en lænestol, mens kvinderne var i færd med at opdage sig selv, venstreorienterede og oprørske. Jonni var en slags ædel vildmand, en kunstnerisk begavet fyr midt i driveriet, og naturligvis forsvandt han med en af damerne, fuldkommen ligesom sigøjneren i Bob Dylans sang. Er det ikke Went to See the Gypsy fra pladen New Morning? Der er dem, der påstår, at Bob Dylan synger om Elvis
17
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 17
02/03/18 5:34 pm
Presley, andre hævder, at det er Jimi Hendrix. Desuden omtaler man en sigøjner, som Bob Dylan efter sigende skal have kendt. En roma, skal man vistnok sige i dag. Men inden Jonni trak af med damen – historien melder ikke noget om, hvorvidt hun var gift, og det gør heller ikke den store forskel, for dengang var det på mode at være utro, ingen ejede nogen, og alle var så frie – inden de gik, talte vi sammen og bestemte os for at rejse til Norge, når solen steg på himlen og sommeren kom, få os et arbejde og siden hen flakke omkring på verdens vide, brede veje ”med mund harmonika, ord og pen”, som Jonni formulerede det.
18
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 18
02/03/18 5:34 pm
4
Men hvad var det, Jonni sagde ved bordet i Teaterkælderen? Han havde været i Norge før. Det bed jeg mærke i. Derfor vågnede ideen om at få ham med mig. Men historien, han fortalte, var temmelig forvirret, eller måske var jeg for fuld eller fik ikke fat i sammenhængen, fordi jeg tænkte på noget andet. Det var et eller andet med Runa og Federico, med Rom og Reydarfjord. Historien kom også omkring Tangavik, landing og pakning af fisk. Runa og Federico, de er begge to døde, men det forekom mig, at han talte om dem, om dem og blomstertorvet i Rom. ”Campo de’ Fiori,” sagde han, verdensmandsagtig, berejst. Jonni kaldte Christiania, hippiestaden i København, for Stina, og København hed hos ham bare Køben’. Jonni var altid på hjemmebane. Runa var med, og så Federico. Jeg så ham for mig, som han slentrede beruset hen ad den flisebelagte gade. Det var nu ellers først senere, at jeg så ham i den tilstand i virkeligheden, da jeg selv kom til Rom. Det er uden betydning, for i historien var der også en båd, der sejlede i mørket. Det var en fiskekutter fra Reydarfjord. Da månen spejlede sig i havoverfladen, kom stjernerne stormende, havstrømme mødtes og bølgerne rejste sig som bjerge. Det hele fyldtes med fisk, som blev sorteret ud i båse,
19
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 19
02/03/18 5:34 pm
så nydeligt, at lasten var som en fornem vinkælder nede sydpå i Rom. Sådan sagde Jonni og sammenlignede skipperen med en abbed, der studerede årgange. Alt var anderledes i Tangavik. Dér blev fisken bare slynget ned i renden, og det var tilfældigheder, der afgjorde, hvad for en bås den havnede i. Ved landingen brugte man albuerne ligesom i fodbold, og der blev sparket med knæene ligesom i en boksekamp, og med den nederste del af brystet skubbede man på for at få hele dyngen ned i åbningen, som ventede med sit gab under båsene. Fangsten blev hevet op på ladet af en lastbil og i løbet af nul komma niks kørt over til fiskefabrikkens modtagelse, hvor fisken blev hældt op på et transportbånd til flåning og filetering, derpå trillet til rensning for ben og rengøring for orm hos kvinder med bløde hænder og lagt i farvestrålende kasser til USA-markedet eller mast ud af form og bøjet, nu i dybfrossen tilstand, ned i papkasser til det russiske marked. Sådan var fiskesæsonen. Reydarfjord vs. Tangavik. Den kolde krig i en nøddeskal. Så kom historien om Norge. Fiske sæsonen sluttede i begyndelsen af maj. Fra Reydarfjord kørte man med bæltebil gennem sneen til Herredet på vej til Egilsstadir, hvorefter man landede i blæsende frost og solskin i Reykjavik. Og hvor gik turen så hen? Jo, til skovarbejde i Norge. Jeg stod op ad søjlen og tænkte på, hvor verdensvant Jonni dog var.
20
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 20
02/03/18 5:34 pm
”Jeg fløj til Oslo sekstende maj og landede i Fornebu Lufthavn i stegende sol og varme,” sagde han. ”Maggi var sammen med mig, Maggi Klik, min ven fra Reykjaviks underverden.” De havde rejst sammen med en ung pige fra Husavik. ”En ung dejlighed,” sagde Jonni. Hun havde været på vej til et lavtlønsjob på et hotel. Hvad hun hed, fremgik ikke, kun at de havde rejst med samme flyver. ”Den nat morede vi os i Oslo,” fortsatte han, ”men var ikke særlig imponerede af den, efter at vi havde taget kandidatuddannelse i indtagelse af euforiserende stoffer i fristaden Christiania året forinden. Stina var vores. Da vi vågnede dagen efter, kom titusinder af nordmænd i gåsegang ind i midten af byen til trommeslag og orkestermusik. Studenter dirigerede forsamlingen med råb, øldrikning og opkastning, efterhånden som festen skred frem. Mest farverige af alle var for os at se samerne, som var få, men flotte og iøjnefaldende. Det var simpelt hen nationaldagen, syttende maj.” Om aftenen tog de nattoget. Vinterens fiskesæson ovre østpå i Reydarfjord var så sandelig langt borte. Men lykken havde en helt anden klang, efterhånden som næste dag gik. Jonni syntes, tilværelsen var ét stort kæmpemæssigt bluff nummer. ”Pludselig mødte jeg silende regn, yderste næs, spredte snedriver og forsvindende eksotisme. Det var fuldstændig som at være kommet tilbage til Island.” Jonni tog sig en slurk af rødvinsglasset, kiggede på de tavse ansigter og fortsatte så: ”Da vi kom til Bodø i silende regn,
21
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 21
02/03/18 5:34 pm
gik det op for mig ud fra samtaler med de indfødte, at der ikke var meget arbejde at få i Nordnorge.” På det tidspunkt var rejsekammeraten vendt om. Maggi Klik havde fået kolde fødder og var parat til at kaste sig ned i underverdenen igen. ”Så fandt jeg ham på Stina på vejen hjem fra Rom,” sagde Jonni. ”For mit eget vedkommende blev det derimod til en lang rejse over tundraen. Da jeg kom til Harstad, kunne jeg se, at Sugandafjord var en metropol,” sagde han og hamrede glasset i bordet. Det syntes alle, der sad ved bordet, var slående vittigt, at kalde Sugandafjord, en af de mest gudsforladte afkroge på Vestfjordene, for en metropol. ”Jeg fik arbejde ved forstvæsenet,” fortsatte Jonni, ”men havde ikke arbejdet der længe, før det stod mig klart, at lønnen knap nok rakte til en enkelt øl. Arbejdsformanden gik med cowboyhat hver dag. Han spillede på guitar og sang Bellman. Det var sønner af skovbønder, ægte naturbørn, fyre med kolossale armkræfter.” Og Jonni fortsatte: ”Jeg sang Richie Havens og Bob Dylan for dem, og det syntes de virkelig godt om. Vi fældede træer for en norsk spåntræsfabrik, der eksporterede til det engelske marked, og gik så på Vikingebaren og lagde arm med soldater og fik gratis drinks. Jeg fortalte dem islandske drankerhistorier. De serverede hjemmebryg for mig. Jeg var døddrukken inden midnat, men de blev ved til ud på morgenen. Da jeg vågnede, kogte de laks, som de havde fanget med de bare næver.
22
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 22
02/03/18 5:34 pm
Nu havde jeg så valget mellem at lade mig ansætte i kulminerne på Svalbard eller tage hyre på en trawler fra Hammerfest, men det endte med, at jeg tog på tommelfingeren til Rom for at besøge Runa og Federico.” ”Og mødte du dem så?” spørger en af damerne ved bordet. ”Nej,” siger Jonni. ”De var ikke hjemme.” ”Og hvad gjorde du så?” ”Jeg tog bare hjem.”
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 23
02/03/18 5:34 pm
5
Det var, som jeg sagde. Jeg fik talt på tomandshånd med Jonni i Teaterkælderen, og så var det, vi besluttede at tage til Norge. Han sagde, at det kunne være sjovt, og at han så let som ingenting kunne skaffe os arbejde. Han havde arbejdet i både Bergen og Oslo, og desuden oppe nordpå, men vi havde tænkt os at blive i Oslo. Jonni mente ikke, at det ville være noget problem at få arbejde i byggeriet dér. Senere mødtes vi nogle gange på Stokken på hjørnet af Ingolfsstræde og Bankstræde. Der sad man ved lange borde og med store spejle på væggene. To kvinder serverede kaffe for os, og hældte så på i én uendelighed, desuden fik vi ristet brød med ost eller rundstykker med birkes. Vi kunne lige så godt have mødtes på Forfriskningshuset eller Mokka, men Stokken var udmærket. Stedet har beholdt sit navn og udseende og har været på mode blandt unge. Eller også er det gået af mode. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg gik også nogle gange derhen med dr. Robert, økonomen, når jeg sad på Landsbiblioteket og læste. Dr. Robert havde engang haft et højtstående embede i systemet, men havde det ikke længere. Nogle fandt, han var mærkelig, men han fulgte med i, hvad jeg lavede, og lærte mig mangt og meget, især økonomi, men også historie og litteratur. Han mente,
24
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 24
02/03/18 5:34 pm
han havde en datter i England, og skrev en hel pamflet om det. Ingen tog ham alvorligt. Senere dukkede datteren op, men på det tidspunkt havde alle glemt pamfletten og glemt alt om, hvor sær de syntes han var. Dr. Robert blev tilmed sær af at blive anset for sær. På Stokken sad både stamgæster og excentrikere, og mange af stamkunderne var excentrikere, eksempelvis Geiri, som altid sad på den samme plads og repeterede vejrudsigten, og Gummi, den lille fyr, der udsendte bøger med vejledning i det ene og det andet, nogle gange også noveller og digte. Gummi kom undertiden hjemme i gaden, Dvergheimar, da vi var børn, og hvis han var fuld, tog han pikken frem og sagde, at han ville kneppe alle kvinderne i gaden. Det syntes vi drenge var vældig morsomt, så vi skød på ham med slangebøsser og forsøgte at ramme pikken. Men nok om det, for Jonni var på jagt efter et sted at bo, da vi mødtes dér på Stokken. Han lurede på at flytte ind i et eller andet kollektiv hos nogle universitetsstuderende og sagde, at han havde kig på en af pigerne dér. Sæunn hed hun. Hendes far var i udenrigstjenesten, ja, vistnok ligefrem ambassadør i Paris. Jonni vidste ikke nøjagtig, hvor hun skulle arbejde til sommer, måske på et hotel i Sydfrankrig, på Rivieraen, eller også i Spanien. Det kunne være det samme. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle opfatte det, men Jonni var i hvert fald ikke flyttet ind, og Sæunn var nok kun en hallucination, en drøm, som ikke var blevet til virkelighed, og sandsynligvis en alt for stor mundfuld for ham. Jeg ryste-
25
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 25
02/03/18 5:34 pm
de bare på hovedet og lod det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, og så gav vi os til at tale om vores rejse. Måske vi ville tage til Indien eller på farten rundt i Europa, til druehøsten i Frankrig, sådan som jeg havde gjort sommeren forinden, eller til Grækenland, ud på øerne, som José Arcadio Buendía i Hundrede års ensomhed af Gabriel García Márquez, der fortalte sine sønner, at man kunne hoppe imellem, da han viste dem atlasset. Efter sigende mødte man alle mulige mennesker ude på de dér øer, såsom Leonard Cohen og fyrene fra Pink Floyd. ”Kunne være OK at hilse på dem,” sagde Jonni og grinede. ”Det er lige vores folk. Er Palli, din bror, ikke lidt ligesom Syd Barrett?” ”Måske,” sagde jeg. ”Jeg mener, de behøver jo ikke at være skøre, selv om de er tossede. Tværtimod er det tit de mest begavede fyre, der mister forstanden. Den, der mister forstanden, har i det mindste noget at miste.” ”Fuldstændig rigtigt,” sagde jeg. ”For øvrigt mødte jeg Palli forleden,” sagde Jonni. ”Han sagde, at han ville udgive en digtsamling.” ”Det kan man aldrig vide,” sagde jeg. ”Han maler og skriver og spiller på trommer. Han er intelligent, men han er tit svær at have med at gøre.” ”Men vi holder os på den rigtige side af stregen,” sagde Jonni, ”og tager til Norge og arbejder. Så ser vi, hvad der sker.” Og i det samme følte jeg, at der var kommet en lille tvivl i
26
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 26
02/03/18 5:34 pm
hans stemme, selv om jeg inde i mig selv fejede det bort. Jeg kunne ikke for alvor tro på, at han bare ville rejse ud og møde Sæunn i en eller anden idyllisk turistby og ikke kunne tænke på andet end hende. Den sidste gang vi mødtes på Stokken inden rejsen, havde jeg skaffet mig penge til flybilletten. Jeg havde slået far for penge, et lån, der sandsynligvis aldrig ville blive betalt tilbage, og mor ville også støtte mig, nu hvor hun havde fået arbejde i Skolevarebutikken, det, som senere blev til Læremiddel centralen. Jonni derimod var fuldkommen flad, for han var flyttet ind i kollektivet og var begyndt at betale husleje til studenterne fra universitetet. Han sagde, at han ville tage med et internationalt fragtskib. Det kunne hans far ordne. Han var styrmand på et skib, hvis navn endte på enten -foss eller -bakki, jeg husker ikke hvad, men det betød, at han ville være en smule længere undervejs end jeg. ”Du tjekker bare Oslo ud så længe,” sagde Jonni, og jeg gav ham adressen, hvor vi skulle mødes, når han kom. Storgate 55, Yrkeskolens Hybelhus. Dér boede Bjarne, faktisk lige i midten af byen. Jeg havde skrevet til ham, og det var helt OK at være hos ham i nogle dage. Jeg vidste, at Jonni kendte systemet indefra, og at vi ville gennemgå dets forskellige sektioner, og det kom vi så sandelig også til.
27
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 27
02/03/18 5:34 pm
Pasfotos_indhold_trykklar.indd 28
02/03/18 5:34 pm