Issuu

vicepræsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd. Carl Henrik Koch har bidraget til en række filosofihistoriske værker, herunder hovedværket Den danske filosofis historie (med bl.a. Francis Bacon, Kierkegaard og Newton samt senest Spinoza –

Kætter og ﬁlosof fra 2015.

L I N D H A R D T OG RINGHOF

Steen Ebbesen). Han har desuden skrevet en lang række bøger om

Sådan beskrev Chateaubriand i 1802 Blaise Pascal, en af filosofihistoriens mest bemærkelsesværdige hjerner, som blandt andet opfandt regnemaskinen, opdagede eksistensen af vakuum og opfandt sandsynlighedsregningen. Pascal har i dag givet navn til et programmeringssprog – men hvem var manden, dette „skræmmende geni“, der døde så ung og alligevel nåede at bidrage til verdenshistorien med opfindelser og opdagelser, der har formet verden, som vi kender den i dag?

CARL HENRIK KOCH

Københavns Universitet, ﬁlosof og videnskabshistoriker, tidligere

PASCAL

FOTO: RIGMOR MYDTSKOV

CARL HENRIK KOCH (f. 1938) er dr.phil. og fhv. docent ved

„Der har levet et menneske, som tolv år gammel skabte matematikken … som i sekstenårsalderen skrev den mest lærde afhandling om keglesnit, som man har set siden oldtiden … som treogtyve år gammel påviste luftens tyngde og tilbageviste en af den gamle fysiks mest graverende fejltagelser, og for hvem det var lykkedes i den alder, hvor andre mennesker næppe er blevet voksne, at gennemstrejfe alle menneskelige videnskaber og gennemskue deres tomhed, og som derefter rettede sine tanker mod religionen … som endelig i de korte mellemrum mellem sine sygdomsanfald gav en almen løsning på et af geometriens vanskeligste problemer samtidig med, at han nedskrev sine tanker om Gud og mennesker. Dette skræmmende geni hed Blaise Pascal.“

Carl Henrik Koch

PASCAL Matematik og mirakler

Blaise Pascal (1623-1662) er en af verdenshistoriens store tænkere. Han gik hverken i skole eller studerede på et universitet, men blev undervist af sin far. Allerede som ung færdedes han blandt tidens førende matematikere, og knap 20 år gammel opfandt han en mekanisk regnemaskine, en forløber for den moderne computer. Før han fyldte 30, opnåede han selv anerkendelse som en fremragende videnskabsmand. Men matematik og naturvidenskab blev ikke hans hovedanliggende. I november 1654 oplevede han en religiøs vækkelse. Hans religiøse overvejelser, samlet under titlen Tanker, er en af den franske litteraturs klassikere og er oversat til alverdens sprog.

LINDHARDT OG RINGHOF

Carl Henrik Koch

Pascal Matematik og mirakler

Lindhardt og Ringhof

Pascal.indd 3

18/07/17 3:23 pm

Carl Henrik Koch Pascal – Matematik og mirakler © 2017 Carl Henrik Koch og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Peter Stoltze/Stoltzedesign med beskåret kopi af Philippe de Champaignes portræt af Pascal fra 1656. Trykt hos Livonia Print. ISBN 9788711569177 1. udgave, 1. oplag 2017 Printed in Latvia 2017. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof er et selskab i Egmont. Bogens illustrationer er så vidt muligt clearet med rettighedshaverne. Skulle nogle være overset, er det sket utilsigtet, og retmæssige krav vil ved henvendelse til forlaget blive honoreret, som var retten indhentet i forvejen. For- og bagsats gengiver sidste side af Pascals testamente fra 1662 © Archives Nationales France. Denne udgivelse er støttet af Statens Kunstfond

Pascal.indd 4

18/07/17 3:23 pm

Indhold

Forord 9 Forkortelser 13 Indledning 15 Kapitel 1: Det forheksede barn 33 Kapitel 2: Den begavede dreng 45 Kapitel 3: Jacqueline 59 Kapitel 4: Regnemaskinen 67 Kapitel 5: Luftens tryk og det tomme rum 81 Kapitel 6: Jansenismen 105 Kapitel 7: Verdslighed og matematik

Pascal.indd 5

127

18/07/17 3:23 pm

Kapitel 8: Rystelsen 156 Kapitel 9: Jesuiterordenen 189 Kapitel 10: Provinsialbrevene: Indledning 217 Kapitel 11: Provinsialbrevene: Om den guddommelige nåde

235

Kapitel 12: Provinsialbrevene: Probabilismen. Regler for gejstlige, adelige og borgerskab 251 Kapitel 13: Den hellige torns mirakel. Tanker om mirakler 264 Kapitel 14: Provinsialbrevene: Om hvor let alle kan opnå tilgivelse og frelse 278 Kapitel 15: Provinsialbrevene: Forsvar og angreb 288 Kapitel 16: Om den geometriske tænkemåde og kunsten at overbevise 303 Kapitel 17: Om storhed og position 324 Kapitel 18: Religion og matematik 331 Kapitel 19: Tanker: Indledning 343 Kapitel 20: Tanker: Baggrund og planen om et forsvar for kristendommen 357

Pascal.indd 6

18/07/17 3:23 pm

Kapitel 21: Tanker: Menneskelivets vilkår 376 Kapitel 22: Tanker: Teologi 395 Kapitel 23: Praktikeren 409 Kapitel 24: Sygdom, død og efterspil 420 Efterskrift 433 Appendiks: Udvalgt litteratur af og om Pascal 439 Tidstavle 444 Billedfortegnelse 449 Noter 451 Navneregister 468

Pascal.indd 7

18/07/17 3:23 pm

Pascal.indd 8

18/07/17 3:23 pm

Indledning

I revolutionstidens Frankrig stod katolicismen i vejen for for virkeliggørelsen af de revolutionære kræfters program. Man forsøgte derfor at afkristne landet, men indså hurtigt, at en national kultus var nødvendig for at holde sammen på det franske samfund. En ny, revolutionær religion blev etableret og tog hurtigt form af en fornuftskult. Gudstjenester og præsteskab var blevet afskaffet, kirkerne var blevet statsejendom, og de ydre tegn på kristendom såsom kors, vejsidekrucifikser og helgenstatuer var blevet vandaliseret. I stedet skulle fornuften – personificeret i skikkelse af en ung, nøgen kvinde – dyrkes for at udfylde den plads, som katolicismen hidtil havde indtaget. Efter mordet på revolutionspolitikeren JeanPaul Marat d. 13. juli 1793 blev revolutionstidens fornuftskult suppleret med en Maratkult. Den myrdedes blod blev æret, som man tidligere havde æret Jesu blod, og hans efterladenskaber blev tilbedt som relikvier. En egentlig national kult begyndte så småt at tage form. Men både fornuftskulten og Maratkulten blev hurtigt afløst af en ny kultus: Dyrkelsen af ”det højeste væsen”, som først og fremmest skyldtes 15

Pascal.indd 15

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

Maximilien Robespierre, der hævdede, at med institueringen af en ny statsreligion afsluttedes revolutionen. Selv blev han ved en enkelt lejlighed kaldt ”Paven”. Efter Robespierres fald i 1794 blev kulten nedlagt. Med Napoleons greb om magten i 1799 ændrede situationen sig efterhånden. Det anerkendtes, at katolicismen var de fleste franskmænds religion, præsterne blev lønnet, men det beslaglagte kirkegods blev ikke tilbagegivet. Napoleon var langtfra religiøs, men anerkendte religionens betydning for den brede befolkning. Det er karakteristisk for ham, at da han d. 2. december 1804 lod sig krone til kejser ”af Guds nåde og folkets vilje”, var Paven blevet hentet fra Rom til Paris for at krone og salve ham i Notre Dame-kirken, men Napoleon tog kronen ud af Pavens hænder og placerede den på sit hoved for at understrege, at den franske kirke var underkastet ham og ikke Rom, og at det ikke var Paven, der gjorde ham til kejser, men ham selv. I 1802 udgav den senere så kendte franske romantiker François-René de Chateaubriand et stort værk med titlen Kristendommens ånd eller den kristne religions ophøjethed.1 Værket indvarslede det 19. århundredes nykatolicisme, der var langt mere følelsesstemt end det 18. århundredes katolicisme. Både Napoleon og hans modstandere kunne acceptere værket, og det blev – ikke mindst på grund af de to indlagte romanfragmenter – overmåde populært i første halvdel af århundredet. Chateaubriand ønsker med bogen at påvise kristendommens fortræffelighed, idet han anså denne for at være årsag til alt stort, som er frembragt af den vestlige civilisation. Man skal ikke, skriver han i introduktionen, forsøge at bevise, at kristendommen er den fuldkomne religion, fordi den stammer fra Gud, men at den stammer fra Gud, fordi den er fuldkommen. 16

Pascal.indd 16

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

Oplysningstidens kritikere af kristendommen havde hævdet, at den var et barn af barbariet, at dens dogmer var absurde, dens ceremonier og liturgi grinagtig, at den var en fjende af kunst, videnskab, fornuft og skønhed, og at den havde trælbundet menneskene samt havde lagt hindringer i vejen for den menneskelige slægts lykke og oplysning. Derfor bør man søge at bevise, fortsatte Chateaubriand, at af alle religioner, som nogensinde har eksisteret, er den kristne religion den mest poetiske, den mest menneskelige, den gunstigste for friheden, for kunstarterne og for litteraturen; derfor skylder den moderne verden den alt lige fra landbruget til de abstrakte videnskaber, lige fra stiftelser for de ulykkelige til templer bygget af Michelangelo og udsmykket af Raphael. Man bør vise, af der intet findes, der er mere guddommeligt end dens moral, intet, der er mere storslået end dens dogmer, dens lære og dens gudsdyrkelse, og man bør tilkendegive, at den fremelsker geniet, renser smagen, giver tanken kraft, tilbyder forfatteren en ædlere stil og kunstneren et fuldkomment forbillede. […] Et afgørende bevis for dens himmelske oprindelse er, at den tåler fornuftens strengeste og mest indgående undersøgelser.2

Værket består af 4 dele, hvoraf 1. del beskæftiger sig med kristendommens dogmer og lære, 2. del og 3. del dens poetik eller dens forhold til digtning, litteratur og de skønne kunster, og 4. del den religiøse kultus, det vil sige kirkens ceremonier og alt, hvad der angår gejstligheden. Der kan således, mente Chateaubriand, gives historiske belæg for kristendommens fortræffelighed. Hvor oplysningstænkere som Antoine Condorcet tilskrev den kritiske oplysning en kraft til at fremme menneskehedens grænseløse 17

Pascal.indd 17

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

udvikling i retning af stadig større fuldkommenhed, var for Chateaubriand kristendommen den kraft, der til stadighed drev udviklingen fremad. Og hvor Condorcet i sit efterladte skrift Udkast til en historisk skildring af den menneskelige ånds fremdrift3 havde skrevet, at: Der gives intet Religionssystem, intet overnaturligt Hjerne foster, der jo har sin Oprindelse fra Uvidenhed om Naturens Love. Disse Galskabers Opfindere og Forfægtere kunde ikke forudsee den menneskelige Aands stigende Fuldkommelse.4

For Chateaubriand var kristendommen ikke en hæmsko for menneskehedens udvikling, men derimod dens forudsætning. Senere i bogen skrev han: Der har levet et menneske, som tolv år gammel skabte matematikken ved hjælp af nogle ”stave” og nogle ”ringe”; som i sekstenårsalderen skrev den mest lærde afhandling om kegle snit, som man har set siden oldtiden; som nitten år gammel har reduceret en videnskab, der kun fuldt ud eksisterede i forstanden, til en maskine; som treogtyve år gammel påviste luftens tyngde og tilbageviste en af den gamle fysiks mest graverende fejltagelser, og for hvem det var lykkedes i den alder, hvor andre mennesker næppe er blevet voksne, at gennemstrejfe alle menneskelige videnskaber og gennemskue deres tomhed, og som derefter rettede sine tanker mod religionen; som fra dette øjeblik og indtil sin død niogtredive år gammel lagde grunden til det sprog, som Bossuet5 og Racine talte, og gav forbilledlige prøver på såvel de mest fuldkomne spøgefuldheder som de stærkeste argumenter, og som endelig i de korte mellemrum mellem sine sygdomsanfald gav en almen løsning på et af geometriens vanskeligste problemer, samtidig med at 18

Pascal.indd 18

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

han nedskrev sine tanker om Gud og mennesker. Dette skræmmende geni hed Blaise Pascal.6

Denne lidt højstemte, men noget forkortede, beskrivelse af Pascals liv og virke indeholder nok alle de væsentlige elementer i hans biografi, men viser ikke, hvorfor det var væsentligt for Chateaubriand at drage ham ud af glemslen. Svaret skal måske findes i Pascals forestilling om kristendommens gud og om selve den kristne religion. Pascal døde d. 19. august 1662, 39 år gammel. Få dage efter hans død blev det bemærket, at der var indsyet noget hårdt i den afdødes vams. Da man tog det ud, viste det sig at være et stykke sammenfoldet pergament, hvorpå Pascal havde skrevet: Det Herrens år 1654. Mandag den 23de november, pave og martyr St. Klements og andre i martyrbogen indskrevne martyrers dag.7 Dagen før St. Chrysogonos’ og andre martyrers dag.8 Fra omkring klokken halvelleve om aftenen til omkring klokken halvet. Ild. Abrahams Gud, Isaks Gud, Jacobs Gud, ikke filosoffernes og de lærdes Gud. Vished, vished, fornemmelse, fryd, fred. Jesu Kristi Gud. Deum meum et Deum vestrum.9 Din Gud skal være min Gud.10 Glem Verden og alt undtagen Gud. Han kan kun findes ad de veje, som evangeliet foreskriver. Menneskesjælens storhed. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig.11 19

Pascal.indd 19

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

Fryd, fryd, fryd, tårer af fryd. Jeg har adskilt mig fra Ham. Dereliquerunt me fontem aquae vivae.12 Min Gud, vil du forlade mig?13 Lad mig ikke være skilt fra dig i evighed. Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.14 Jesus Kristus. Jesus Kristus. Jeg har adskilt mig fra ham, undflyet ham, fornægtet ham, korsfæstet ham. Lad mig aldrig mere være adskilt fra ham. Han kan kun bevares ad den vej, Evangeliet foreskriver. Den fuldstændige, frydefulde forsagelse. Jeg underkaster mig ganske Jesus Kristus og min skriftefader. Evig fryd for én bodfærdig dag på jorden. Non obliviscar sermones tuos.15 Amen.16

Det beskrevne pergamentark kaldes mindeskriftet eller minde bladet (Le Mémorial). Det blev først offentliggjort på tryk i 1740. Siden er det indsyede eksemplar forsvundet, men der eksisterer stadig en kladde til det. Der er ingen tvivl om, at Pascal har haft en voldsom følelses stemt oplevelse af ekstatisk karakter, som har efterladt ham i en tilstand af glæde og fred. Den synes også at have været forbundet med hallucinationer, men der er næppe tale om en oplevelse af samme karakter som de religiøse mystikeres, der mener direkte at have oplevet noget guddommeligt – ja, ligefrem oplevet en sammensmeltning med deres guddom og ofte mistet bevidstheden om tid. Det interessante er Pascals forståelse eller tydning af denne oplevelse. Det er klart, at bibelske forestillinger udgør hans forståelsesramme, og uvilkårligt er 20

Pascal.indd 20

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

skriftsteder faldet ham i pennen. Denne forståelsesramme var naturlig og umiddelbar for Pascal og hans samtid. En nutidig psykiater ville nok hjælpe sin patient til en anden forståelse af en lignende oplevelse. Vi ved ikke, hvornår Pascal har nedskrevet denne tolkning af sin oplevelse, om det er sket umiddelbart efter eller på et senere tidspunkt. En vis mental distance lader sig vel konstatere, for eksempel i forbindelse med den relativt præcise tidsangivelse for oplevelsens varighed. Dertil kommer, at Pascal som nævnt først skrev i hvert fald én kladde til sit mindeblad. Pascal kaldes ofte filosof, og der tales om Pascals filosofi. Måske burde han snarere kaldes antifilosof. Tidens store filosof var landsmanden René Descartes, og han appellerede til stadighed til den menneskelige fornuft. For Descartes, som for så mange andre af Pascals samtidige, var endog en guddoms eksistens og troen et fornuftsanliggende. I århundredet før havde især Michel Montaigne i sine essays understreget den menneskelige fornufts magtesløshed, og Pascal var enig med ham. Den gud, han med hele sit væsen måtte forholde sig til, var ikke filosoffernes gud, men Bibelens guddom. For at forstå Chateaubriands interesse for Pascal er det væsentligt at være opmærksom på, at der for Pascals vedkommende netop er tale om Bibelens gud og ikke, hvad der i mindebladet bliver kaldt ”filosoffernes og de lærdes Gud”. Ved ”filosoffernes Gud” forstod Pascal først og fremmest den guddom, som Descartes opererer med i sine skrifter, en gud, der dels skal sikre erkendelsens gyldighed og dels skal sætte verdensmaskineriet i gang. For eksempel har en af Pascals slægtninge fortalt, at Pascal skulle have sagt, at Descartes kun har haft brug for guddommen til at igangsætte maskineriet. Derefter havde han ikke mere at gøre. ”Jeg kan,” skulle Pascal have sagt, 21

Pascal.indd 21

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

ikke tilgive Descartes. I hele sin filosofi ønsker han at undvære Gud. Men han kunne ikke undgå at indrømme ham et finger knips, med hvilket han satte Verden i bevægelse. Derefter havde han ikke mere brug for Gud.17

Med udtrykket ”de lærdes Gud” forbandt Pascal teologernes ofte spidsfindige og særdeles intellektuelle spekulationer over det guddommelige. Den Gud, som Pascal taler om, er ikke fornuftens gud, men den guddom, hvis eksistens og stadige indgriben i verdensforløbet mennesket stedse føler, som det føler sig skyldig over for, og som opvækker en følelse af dyb ærefrygt og kærlighed. I slutningen af 1650’erne, og før sygdom gjorde det umuligt for ham at arbejde, nedskrev Pascal en række overvejelser eller tanker, som skulle indgå i et planlagt forsvarsskrift for kristendommen. Disse mange løse sedler med overvejelser blev efter hans død udgivet under betegnelsen Tanker. Blandt disse er der to, som det i denne sammenhæng er relevant at drage frem. I den første siger Pascal: Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender; man ved det fra tusinde ting. Jeg siger, at hjertet af naturen elsker det almægtige væsen og naturligt elsker sig selv, alt efter hvad det beskæftiger sig med, og at det efter eget valg gør sig hård over for det ene eller det andet Du har afvist det ene [nemlig Gud] og fastholdt det andet [nemlig selvet]: Er det i kraft af fornuften, at du elsker dig selv?

Og i den anden: Det er hjertet, som fornemmer Gud, og ikke fornuften. Dette er tro. Gud kan mærkes med hjertet og ikke med forstanden.18

Pascal.indd 22

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

Ved hjertet forstår Pascal her følelserne. Ligesom fornuften er organ for den rationelle tænkning, som den for eksempel kommer til udtryk i matematikken, er følelserne organet for menneskets religiøse bevidsthed. Samme anskuelse findes i den nykatolicisme, som slog rod i Frankrig i første halvdel af det 19. århundrede, og som Chateaubriand indvarslede med sin opfattelse af, at kristendommen er følelsens og fantasiens religion. Chateaubriands udtalelse om, at Pascal var ”et skræmmende geni”, er gentaget mange gange senere. Også andre har betragtet genier som skræmmende, foruroligende og forfærdende, fordi de går imod strømmen, imod de rodfæstede meninger og imod traditionen. ”Genier ere som Tordenveir, de gaae mod vinden, forfærde Menneskene, rense Luften,” skrev Søren Kierkegaard i 1855.19 Genier gør os usikre på det tilvante, får os til at se på virkeligheden på en anden måde end tidligere og tvinger os til at tage stilling. Hvad er et geni? Inden for såvel kunst som videnskab bryder genier nye veje. For eksempel betragtes inden for den dramatiske litteratur Shakespeare som et geni, fordi han brød med de regler, som siden Aristoteles’ dage havde været gældende for skuespilforfattere. Ifølge disse regler skulle et skuespil omhandle et begrænset og sammenhængende tidsforløb, det skulle foregå på et bestemt sted og have et overordnet handlingsforløb. De shakespearske skuespil opfylder ikke disse krav. Geniet skaber regler, sagde den tyske filosof Immanuel Kant, og følger ikke forudgivne regler. Forfatteren James Joyce anses også for at være et geni, fordi han i romanen Ulysses brød med den traditionelle romangenre og benyttede sig af en mangfoldighed af genrer i sin beskrivelse af et kortvarigt handlingsforløb. Også Beethoven hører til blandt genierne, fordi der med ham skabtes en ny musikstil. Efter de nævnte 23

Pascal.indd 23

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

blev kunsten en anden, idet nye mønstre, nye forbilleder, nye måder at skrive skuespil, romaner og musik på var kommet til verden. Filosofihistorikeren Victor Cousin, som spillede en afgørende rolle i fransk filosofi i første halvdel af det 19. århundrede, foretog et omfattende studie i Pascals liv og virke. Han fremskaffede et indtil da ukendt materiale fra arkiverne og hævdede på det grundlag, at Pascals genialitet især bestod i at bidrage til en fornyelse af det franske sprog, som han gjorde mere enkelt og gennemskueligt, end det tidligere havde været. Det 17. århundredes Frankrig var klassicismens århundrede, hvor skuespilforfattere som Molière, Corneille og Racine, filosoffer som Descartes og Pascal og digtere som Boileau med forbillede i den klassiske latinske litteratur omformede det franske sprog til et lysende klart medium, anvendeligt til såvel kunstneriske som videnskabelige formål. Inden for naturvidenskaben opfattes genier ofte som mennesker, der så at sige vender vores verdensbillede på hovedet, finder sammenhænge, der tidligere var ukendte, og herved skaber en enhed, hvor der tidligere kun var brudstykker. For eksempel betegnes Isaac Newton, Albert Einstein og Niels Bohr ofte som naturvidenskabelige genier. Ud fra begrebet om en universel kraft, massetiltrækningskraften, lykkedes det Newton hen imod slutningen af det 17. århundrede at formulere en matematisk fysik for den fysiske verden. Denne betragtes den dag i dag som gyldig, når det drejer sig om fysiske legemer, der bevæger sig med moderat hastighed. Med sine to relativitetsteorier, hvori rum og tid så at sige blev smeltet sammen, brød Einstein i begyndelsen af det 20. århundrede med det newtonske verdensbillede, og umiddelbart derefter ændrede Niels Bohr radikalt den traditionelle naturopfattelse ved at antage, at princippet om, at enhver ændring i den 24

Pascal.indd 24

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

fysiske verden har en forklarende årsag, ikke var gyldigt inden for atomfysikken. Også matematikken har sine genier. Newton og Leibniz fornyede matematikken og gav stødet til en frugtbar udvikling ved opfindelsen af to nye regningsarter, differential- og integralregningen, som viste sig at være to overmåde nyttige redskaber for den matematiske fysik. Andre udvidede talbegrebet til for eksempel også at omfatte negative tal, imaginære tal og uendelig store tal, hvilket skabte større sammenhæng inden for matematikken, og atter andre opstillede geometrier, der på mange måder stred imod vores sædvanlige måde at anskue verden på, men som viste sig at være nyttige redskaber for den teoretiske fysik. Matematisk genialitet kan også vise sig ved evnen til umiddelbart at se, hvornår problemstillinger og matematiske forhold er specialtilfælde af mere almene problemstillinger og mere almene forhold. For eksempel kunne Pascal som ganske ung vise, at de egenskaber, der kan tillægges samtlige såkaldte keglesnit (cirkler, ellipser, parabler og hyperbler), kan udledes af en geometrisk bevisbar læresætning. Pascals genialitet var af en ganske særlig natur. Han var ikke en kreativ videnskabsmand i moderne forstand, der arbejdede inden for rammerne af en enkelt disciplin og fornyede den. Pascal var hverken matematiker eller fysiker, som vi kender dem fra vore dages universitetsverdener. Beskæftigelsen med fysik og matematik var for ham hverken en livsopgave eller et erhverv. Derfor findes der i Pascals tankeverden ikke noget, der svarer til den newtonske mekanik, de einsteinske relativitetsteorier eller den bohrske kvantemekanik. Pascal beskæftigede sig med problemstillinger, der ofte var formuleret af andre, og som han løste på skarpsindig og ofte overraskende måde. Efter at have beskæftiget sig med et specielt matematisk emne kunne han kaste sig over et fysisk emne 25

Pascal.indd 25

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

eller en teknisk og praktisk opgave, som for eksempel at konstruere en mekanisk regnemaskine eller iværksætte den første hestetrukne omnibuslinje i Paris. Og meget af sin tid brugte han på religiøse spekulationer og på refleksioner over menneskets eksistentielle situation. Ingen enkelt videnskab kan gøre krav på ham. Han huskes stadig inden for matematikken og fysikken, i datalogien er et programmeringssprog opkaldt efter ham, og i fransk kultur og sprog har han sat sine spor. Religiøse mennesker betragter ham som et religiøst geni på linje med Kierkegaard, og ligesom denne har han som polemiker og debattør præget senere tids journalistik. Og skønt Pascal også indtager en plads i filosofiens historie, kan denne udmærket skrives, uden at hans navn nævnes. Som tænker repræsenterer Pascal ikke nogen filosofisk disciplin, der har inspireret senere filosoffer. Ingen filosofisk retning bærer hans navn. Han er på mange måder en isoleret skikkelse i europæisk åndsliv. Hvis man på baggrund af Pascals mange og forskelligartede aktiviteter skal rubricere ham, er det nærliggende at kalde ham dilettant, dog ikke i den moderne betydning af ordet, hvor det nærmest anvendes nedsættende om mennesker, som på overfladisk måde fusker i en eller anden videnskab eller kunstart. Ordet, som stammer fra italiensk, kommer af det latinske ord ”delectare”, der betyder at interessere sig for noget eller at fornøje sig med eller more sig med noget, der ikke er en livsopgave. Renæssancen opviser mange eksempler på lærde dilettanter. En af dem var den italienske læge Geronimo Cardano, som levede i det 16. århundrede. Han var professor i lægevidenskab først i Pavia, senere i Bologna, men var også en yderst habil matematiker, der – som en af de første – angav løsningen på tredjegradsligninger og fjerdegradsligninger og som den første beskæftigede sig med det matematiske begreb om sandsynlighed. Selv den store billedhugger Michelangelo 26

Pascal.indd 26

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

kunne kaldes for en dilettant, idet det var ham, der planlagde forsvarsværkerne omkring bystaten Firenze for den regerende Medici-fyrste. Også selveste Leonardo da Vinci kan kaldes dilettant, hvis man da ikke hellere vil anvende den mere positivt værdiladede betegnelse ”universalgeni”. Som nævnt er Pascal blevet kaldt et religiøst geni på grund af sin indsigt i de mest grundlæggende forhold vedrørende det menneskelige sjæleliv. Alle er vi kastet ind i en verden, hvori fysikkens love hersker suverænt, og hvor det guddommelige synes skjult. For at forstå det vilkår kunne Pascal henvise til Bibelens autoritet. Hvor fornuft og erfaring er autoriter i videnskabelige anliggender, var Bibelens ord for ham autoriteten i religiøse anliggender. For eksempel lyder en af de tanker, som Pascal efterlod sig ved sin død, og som muligvis skulle indgå i den aforismesamling, som kaldes hans Tanker, at: Gud er skjult. Men han lader sig finde af dem, der søger efter ham. Der har til alle tider været synlige tegn på ham. I vor tid er det profetierne. På andre tidspunkter har der været andre. Alle disse beviser underbygger hinanden. Hvis et er sandt, er de andre det også. Således har enhver tid haft sådanne, der passede til den, og har ved dem kendt de andre. De, der har oplevet Syndfloden, har troet på Skabelsen og har troet, at Messias kommer. De, der har oplevet Moses, har troet på Syndfloden og på opfyldelsen af profetierne. Og vi, som har oplevet profetiernes opfyldelse, bør tro på Syndfloden og på Skabelsen.20

Pascal ville formentlig vredt have afvist at være et religiøst geni. Geniet har en original tankegang, men i religiøse anliggender spiller originalitet snarere en negativ rolle, eftersom den per definition bryder med tradition og autoritet. Den kristne indser med sin fornuft, at religionen kræver underkastelse og 27

Pascal.indd 27

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

ikke nytænkning. ”Den sande kristendom,” lyder en af hans aforismer, ”består i underkastelse og brug af fornuften.”21 På dette punkt kunne Pascal og Kierkegaard mødes. Næsten 200 år efter Pascals død skrev Kierkegaard, at den troende Christen baade har og bruger sin Forstand, respekterer det Almeen-Menneskelige, forklarer det ikke af Mangel paa Forstand om Nogen ikke bliver Christen, men i Forhold til Christendommen troer han mod Forstand og bruger ogsaa her Forstanden – for at passe paa, at han troer mod Forstanden.22

Den eneste forskel er, at hvor Pascal brugte ordet ”fornuft”, talte Kierkegaard om ”forstand”. I sine matematiske og fysiske studier udviste Pascal en yderst kritisk praksis, som undertiden kammede over i en ligefrem selvhævdende holdning. Han polemiserede mod enhver, der holdt fast i traditionelle synspunkter, og det var kun under et skin af respekt og ærbødighed, at han lagde øre til argumenter baseret på teoretiske forestillinger nedarvet fra antikken. Inden for naturvidenskaben udgjorde kun erfaring og rationel argumentation autoriteter for Pascal. Det er ikke kun i religiøse anliggender, at autoritetstroen hersker. Det er også tilfældet, mente Pascal, inden for eksempelvis historie, hvor vi udelukkende er henvist til de skriftlige kilder. Dette blev sagt på et tidspunkt, da historievidenskaben var i sin vorden, og hvor historikerne endnu ikke havde opdaget de ikke-skriftlige kilders betydning. Denne umiddelbare forening af videnskabelig og kritisk, det vil sige skarp og analytisk, tænkemåde inden for nogle områder, men autoritetstro inden for andre, som fandtes hos Pascal, kendes fra andre videnskabelige og intellektuelle miljøer. For eksempel var der i det 20. århundrede mange videnskabsfolk, 28

Pascal.indd 28

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

intellektuelle og kunstnere, der faldt for politiske idealer, men overså denne politiks realiteter, samtidig med at de bevarede den sunde kritiske sans, som i øvrigt prægede deres aktiviteter. Den dag i dag siger man, at videnskabelig tænkning og oprigtig religiøsitet er fuldt foreneligt hos et og samme individ, da det ene er en fornuftssag og det andet en følelsessag. Det, den religiøse opfattelse angår – for eksempel en mulig udødelighed – er af langt større betydning for individet end erkendelsen af en eller anden videnskabelig sandhed. Det er dog mærkeligt, at det mindre vigtige kun accepteres efter en grundig efterprøvelse og ikke blot hævdes, fordi man føler, at det er sandt, mens det mere vigtige overlades til følelsernes noget mere kaotiske afgørelse. Umiddelbart skulle man tro, at en sådan holdning ville medføre en splittelse i personligheden, og det hænder også; men der findes også stærke og stabile personligheder, som for eksempel Pascal, hvor det ikke er tilfældet. At kunne forene en moderne videnskabelig tænkemåde med religiøsitet havde Pascal ikke fra en fremmed. Hans far, Étienne Pascal, havde det på samme måde. Pascals ældre søster, Gilberte Périer, skrev året efter broderens død i 1662 en kort biografi over ham. I forbindelse med en urigtig påstand om, at Pascal allerede i en alder af 23 år havde opgivet videnskaben til fordel for religionen, skrev hun blandt andet: Ved forsynets særlige beskyttelse havde han indtil dette tidspunkt været forskånet for ungdommens laster, og, hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt hos et menneske af hans beskaffenhed og med hans karakter, aldrig havde hengivet sig til fritænkeri i religiøse anliggender, men altid havde begrænset sin videbegærlighed til naturens område. Adskillige gange har han sagt til mig, at han agtede denne forholdsregel, som 29

Pascal.indd 29

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

min far havde pålagt ham og præget ham med siden barndommen ved at indprente ham den grundsætning, at alt det, som er troens genstand, ikke også kan angå fornuftens.23

Gennem størstedelen af sit liv var Pascal plaget af en sygdom, som endte med at tage livet af ham i en alder af 39 år, og som i perioder på grund af smerter og ekstrem træthed forhindrede ham i intellektuelt arbejde. Hvad han led af, ved man ikke, men måske var der tale om, at flere sygdomme rasede i hans forpinte legeme. Undertiden fandt han lindring for sine plager ved praktiske gøremål, som da han sine sidste år fik oprettet en omnibuslinje i Paris. Andre gange kunne smerterne trænges tilbage ved intenst tankearbejde for eksempel i forbindelse med aktuelle matematiske problemer, hvilket tyder på en koncentrationsevne ud over det sædvanlige. Der er således ingen tvivl om, at der boede en stærk karakter i hans svage krop. Gilbertes biografi fra 1663 blev først brugt som indledning til den 3. hollandske udgave af hans Tanker fra 1684. To år senere blev den bragt i den 7. franske udgave. Derefter har den været fast inventar i næsten alle udgaver af Pascals værker og i særudgave af tankerne både på fransk og i oversættelse. Gilberte, som var blevet døbt d. 3. januar 1620, og som i 1641 blev gift med sin fætter Florin Périer, der var rådmand ved skatteretten i Clermont, benævnes ofte blot som ”fru Périer”, og titlen på hendes biografi over broderen anføres sædvanligvis som ”Hr. Pascals levned, skrevet af fru Périer, hans søster, gift med hr. Périer, rådmand ved skatteretten i Clermont.” På dette tidspunkt var kvinder enten deres fædres døtre eller deres mænds hustruer. Kun de af den højere adels kvinder, der holdt saloner, som blev besøgt af intellektuelle og kunstnere, synes at have haft selvstændig eksistens. 30

Pascal.indd 30

18/07/17 3:23 pm

INDLEDNING

Biografien har klare litterære kvaliteter, men dens pålidelighed er omstridt blandt Pascal-forskere. Søsteren har først og fremmest været interesseret i at fremstille broderen som et dybt religiøst menneske, der for sin frelses skyld opgav ethvert verdsligt anliggende og derfor som ganske ung ophørte med sine videnskabelige sysler for udelukkende at beskæftige sig med guddommen, hvilket påviseligt er forkert. Biografien er snarere en levnedsbeskrivelse af en helgen end af en skarpsindig mand, der var trængt langt ind i naturens og tallenes hemmeligheder. Gilberte fremstår derfor mere som initiativtageren til en helgenlegende end som en nøgtern beskriver af broderens levnedsløb. Så sent som i 1658 beskæftigede han sig imidlertid med at løse et matematisk problem, som var fremme i tiden, nemlig problemet om, hvilken kurve et punkt på et hjul beskriver, når hjulet bevæger sig fremad i en ret linje. Og i månederne før sin død i 1662 planlagde og iværksatte han den tidligere omtalte omnibusrute i Paris. På intet tidspunkt i sit korte liv – undtaget et par år før sin død, hvor han var ude af stand til at arbejde intellektuelt – var han ophørt med at beskæftige sig med matematiske og fysiske spørgsmål. Også Gilbertes datter Marguerite Périer, som var født i 1646, forsøgte sig inden for den biografiske genre. Hendes Erindringer om hr. Pascal og hans familie er nok blevet skrevet ret sent i hendes liv – hun døde først i 1733 – og bygger mindre på hendes egne erindringer om onklen end på familielegenden om ham. Også Marguerites beretninger er blevet draget i tvivl. For eksempel er hun den eneste kilde til en historie om, at Pascal skulle have været forhekset i sit første leveår, og at faderen aktivt havde bidraget til, at dette hekseri blev afsløret og afværget, idet det lykkedes ham at overføre trolddommen til et andet levende væsen. Den franske Pascal-forsker Jean Mesnard undlod i sin bog om Pascal at bruge historien ud fra 31

Pascal.indd 31

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

den anakronistiske opfattelse, at så begavet og en på så mange måder moderne ånd som Pascals far ikke også som flertallet af sine overtroiske samtidige kunne leve i den ”forheksede verden”, hvori hekse, trolde og andre underjordiske og overjordiske væsner oplevedes som realiteter.24 Historien vil blive fortalt i det følgende kapitel.

Pascal.indd 32

18/07/17 3:23 pm

Kapitel 1

R Det forheksede barn

Blaise Pascal kom til verden d. 19. juni 1623 i det midtfranske landskab Auvergnes hovedby, Clermont, som ligger cirka 300 kilometer syd for Paris. Siden Pascals fødsel er byen smeltet sammen med nabobyen Montferrand og kaldes nu ClermontFerrand. Hans far, Étienne Pascal, var kongeligt udpeget rådmand ved skatteretten i Auvergne, som havde til huse i nabobyen. Tre år efter Pascals fødsel købte faderen embedet som vicepræsident ved skatteretten. Salg af embeder var en af de måder, hvorpå enevældige fyrster i hele Europa skaffede sig indtægter. Som højtstående embedsmand tilhørte Étienne Pascal lavadelen eller embedsadelen. Moderen var Antoinette Begon, som var datter af en lokal købmand. Hun døde allerede i 1626, da Pascal var tre år gammel, og efterlod sig sin ægtemand med tre mindreårige børn, den tidligere omtalte Gilberte, der var født i 1620, Blaise og lillesøsteren Jacqueline, der var født i 1625. Ægteparrets første barn, Antoinette, som blev født i 1617, døde kort efter fødslen. Modsat skik og brug giftede Étienne sig ikke igen, men beholdt børnene hos sig med den intention selv at opdrage dem. 33

Pascal.indd 33

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

Auvergne er en højslette med spor af vulkanske aktiviteter. Klimaet er køligt og fugtigt og egner sig dårligt til agerbrug. Meget henligger som hede, men er velegnet til kvægavl. På Pascals tid var fåreavl almindeligt. Clermont var en mindre provinsby og havde på det tidspunkt cirka 9.000 indbyggere. Den havde stadig et vist middelalderligt præg. Gaderne var smalle og mørke, og som det var tilfældet i andre europæiske byer, før kloakeringen holdt sit indtog i det 19. århundrede, blev affald hældt ud på gaden, og potterne blev tømt i rendestenen. Samtidige rejsende fandt byen dyster og snavset. Byens elite bestående af det højere borgerskab og embeds adelen dyrkede, som i andre franske provinsbyer, både intellektuelle og kunstneriske interesser, og den mondæne verdens salonliv havde også udløbere i Clermont. Det er også muligt, at mænd, som var særligt interesserede i matematik, fysik og teknik, mødtes i små, uofficielle cirkler, de såkaldte akademier. Étienne Pascal havde disse interesser og udvekslede synspunkter og oplysninger med ligesindede. Også selskabslivet blomstrede. Man må ikke forestille sig, at distriktets hovedby var en ravnekrog. Skønt den gryende oplysning også var begyndt at sætte sine spor i Clermont, havde overtroen såvel her som i det øvrige Europa stadig sit tag i hele befolkningen og ikke kun hos almuen. For eksempel skrev den franske jurist Pierre Le Loyer i sin bog Fire bøger om spøgelser fra 1586, som i 1605 blev genudgivet med titlen Afhandling og beretninger om spøgelser, synsindtryk og fremtoning af ånder, engle, dæmoner og sjæle, som fremtræder synlige for mennesker, at af alle almindelige og velkendte samtaleemner, som også angår ting, der ikke er en del af naturen, og som ikke foreligger for sanserne, er der intet, der ligger mere ligefor, intet så 34

Pascal.indd 34

18/07/17 3:23 pm

DET FORHEKSEDE BARN

a lmindeligt som oplevelsen af spøgelser, og om alt det, som man siger om dem, er sandt. Fordi det er et godt emne og samtalen om det er den mindst trættende, findes der nok om det, som folk er yderst parate til at tale om, og om hvilket de dvæler længe på grund af mængden af eksempler.1

Og to år tidligere havde englænderen Reginald Scot i sin bog Afsløringen af heksekunst skrevet tilsvarende: Fortællinger om heksekunst har fået så sikkert fat og slået så dybe rødder i menneskenes hjerter, at kun få eller ingen i vore dage med tålmod vil underkaste sig Guds hånd og irettesættelse. Thi hvis nogen modgang, ulykke, sygdom, tab af børn, af korn, kvæg og af muligheder rammer dem, så vil de anklage hekse for det ene efter det andet. Som om der ingen Gud er i Israel, som forordner alt efter sin vilje, som straffer både retfærdige og uretfærdige med ulykker, sygdom og hjemsøgelser på de måder og under de former, som han mener er gode. Som om de selv var uskyldige og ikke fortjente sådanne straffe, må udpegede ældre kvinder på denne jord, kaldet hekse, nødvendigvis have planlagt alle de ulykker, der rammer menneskene.2

Efter Reformationen flammede kætter- og heksebålene op over hele Europa, og byernes galger blev også flittigt benyttet. Især gamle, fattige, ensomme og mentalt forstyrrede kvinder blev anset for at være hekse. De tillagdes evnen til for eksempel at ”kaste onde øjne”, som kunne forårsage, at kornet visnede, kalven døde i kviens bug og barnet i moderens liv, og de blev ofte beskyldt for at pleje seksuel omgang med djævelen. Bag disse populære opfattelser lå forestillingen om, at visse personer ved hjælp af deres fantasi på magisk vis kunne påvirke deres omgivelser og for eksempel forhindre regn eller fremkalde torden, 35

Pascal.indd 35

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

lynild og storm, som ødelagde markens afgrøder. Andre blev beskyldt for at kunne fremkalde dæmoner, som kunne virkeliggøre deres onde ønsker, den såkaldte sorte magi. Man regner med, at cirka 100.000 mennesker blev brændt som hekse i perioden fra 1450 til 1700, hvor en egentlig heksegalskab herskede i Europa. I denne periode fandtes angiveligt ikke blot kvindelige hekse, men også mandlige og endog børnehekse. I isolerede og overtroiske områder kunne heksegalskaben næsten udbrede sig epidemisk. Mange af de implicerede tilstod under omgivelsernes pres, at de var hekse, og at de havde deltaget i heksesabbatter, men lige så ofte blev tilståelserne trukket tilbage, når øvrigheden forhørte dem. Når udstødte landsbybeboere blev beskyldt for at være hekse, lagde deres landsbyfæller ofte pres på dem for at bekende – et pres, som kunne munde ud i trusler om at ramme de anklagede på deres liv og førlighed. Både den verdslige og den kirkelige øvrighed kunne lokke de anklagede til at tilstå og til at angive andre ved at love tilgivelse og mildere straf. I enkelte tilfælde blev en anklaget underkastet ”pinligt forhør”, det vil sige tortur, men der er mange eksempler på, at efter at en bekendelse var fremtvunget, blev den trukket tilbage som falsk. Ofte forklarede myndighederne tilbagekaldelser med, at Djævelen havde tilskyndet den anklagede til at fortælle, at der var tale om en falsk bekendelse, hvilket kunne forårsage yderligere tortur for at fremkalde en ”rigtig” og ”sand” bekendelse. Til skræk og advarsel offentliggjorde myndighederne undertiden den del af forhørsprotokollen, hvor en anklaget gjorde rede for sin indførelse i kredsen af hekse, sine oplevelser som heks, og hvilke ugerninger der var blevet udført. Mod myndighedernes forventning fremmede det snarere hysteriet end hæmmede dets forplantning fra landsby til landsby. I en enkelt stor sag, som udspillede sig omkring 36

Pascal.indd 36

18/07/17 3:23 pm

DET FORHEKSEDE BARN

1610 i de vestlige Pyrenæer, i Baskerlandet, hvor op imod 2.000 mennesker var blevet anklaget for at være hekse, fik en indsigtsfuld kirkelig embedsmand standset galskaben ved simpelthen at forordne, at der ikke måtte udbredes flere rygter om angiveligt eksisterende hekse, deres indvielse, oplevelser og adfærd.3 Det fik den lokale heksefeber til at stilne af for til slut at dø ud. Der var også enkelte både inden for den verdslige og den kirkelige øvrighed, der forholdt sig skeptisk til, om der var tale om hekse – eller om de i det hele taget fandtes – og om det, der fortaltes om disse angivelige hekse, kun var baseret på fantasi- og vrangforestillinger. Nogle beskrev disse fortællinger, nærmest som man i dag ville beskrive oplevelser, der fremkommer under påvirkning af euforiserende stoffer, andre som hvad der i dag beskrives som sociale vrangforestillinger eller som en kulturelt betinget social psykose. Reginald Scot anså dem, der angiveligt blev betragtet som hekse, for mentalt syge mennesker, der levede på kanten af samfundet og var grebet af, hvad man i tiden kaldte melankoli – en fællesbetegnelse for, hvad vi i dag kalder psykisk sygdom. Reginald Scot hørte således til blandt dem, der afviste forudsætningen for samtidens heksegalskab, idet han benægtede, at der skulle findes hekse. Forskellen imellem heksenes trolddomskunster og den mirakuløse omdannelse af nadverens brød og vin til Kristi kød og blod var blot den, at det ene foregik på mørke steder blandt fattige og uoplyste mennesker, det andet i en kirke, hvor i det mindste præsterne havde en vis form for uddannelse. Hekseforfølgelserne måtte således delvist forstås som et forsøg fra Kirkens side på at håndhæve sit monopol på magi. Det er slående, at de tilståelser, der findes fra angivelige hekse, stort set er overensstemmende, uanset hvor de kommer 37

Pascal.indd 37

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

fra i Europa. Den franske retskyndige og politiske tænker Jean Bodin argumenterede i sin politiske filosofi for, at der fandtes principper for lovgivning og samfundets indretning, der var anvendelige under varierende geografiske og klimatiske forhold og var forenelige med forskelligartede sæder og skikke. Det var således muligt at skabe en fælles lovgivning for et stort land som Frankrig, der var splittet op i regioner med højst forskellig lovgivning. Hermed var der skabt en forudsætning for det enevældige monarki, der kom til at præge Frankrig i de næste århundreder. Bodin havde oprindelig hørt til blandt skeptikerne og havde afvist eksistensen af hekse, men var blevet overbevist netop på grund af de mange overensstemmende tilståelser fra forskellige egne i Europa. I 1580 udgav han bogen Om heksemestrenes dæmongalskab,4 hvori han gav talrige eksempler på, hvordan hekse anvendte dæmoner til at virkeliggøre deres onde anslag mod andre mennesker, som havde været dem i vejen. Bogen blev brugt som en slags håndbog i forbindelse med opsporing og afhøring af hekse. Den blev genudgivet gang på gang gennem mere end hundrede år og oversat til flere sprog. At Bodin kunne konstatere en overensstemmelse mellem tilståelserne, er imidlertid ikke overraskende, eftersom forhørsdommernes spørgsmål til de angivelige hekse næsten var identiske. Netop fordi man antog, at hekse og trolddomskunster var en realitet, fortolkede man kvindernes forestillinger i lyset heraf. Præsenterede man lignende vrangforestillinger for en psykiater i dag, ville vedkommende nok fortolke dem på en helt anden måde, da man ikke længere anskuer trolddom som en realitet. Langt de fleste af det 16. og 17. århundredes mennesker levede i en verden, hvor overnaturlige kræfter, som ofte blev anset for at udgå fra enkeltpersoner, men også kunne skyldes 38

Pascal.indd 38

18/07/17 3:23 pm

DET FORHEKSEDE BARN

åndelige væsner, drev deres spil. Den nederlandske teolog Balthasar Bekker udgav fra 1691 til 1693 en stor bog, som han kaldte for Den forheksede verden. I bogen underkendte Bekker ikke eksistensen af gode og onde ånder. Den franske filosof René Descartes havde holdt det mentale og dermed det åndelige skarpt adskilt fra det fysiske og materielle, hvilket indebar, at de to væsensforskellige eksistenssfærer ikke kunne påvirke hinanden. På denne baggrund påstod Bekker, at overnaturlige åndelige kræfter ikke kunne påvirke den menneskelige tilværelse. Den forheksede verden vakte stor opstandelse og blev fordømt af Nederlandenes reformerte kirke. For hvis Bekker havde ret, kunne guddommens overnaturlige kræfter jo heller ikke øve indflydelse på et menneskes liv. Hvis man skulle tro Marguerite Périer, Pascals niece, levede Pascals far, Étienne Pascal, også i en forhekset verden. Hendes historie er yderst utroværdig, men vi kan ikke udelukke, at den kan have haft et afsæt i nogle faktiske forhold. Historien har karakter af at være en familiekrønike, som er blevet udbygget ved at blive genfortalt. Marguerite Périer fortæller, at Pascals mor, Antoinette, som ved hans fødsel var omkring 27 år, var en meget from og meget barmhjertig ung kvinde, som hjalp de fattige i sin familie med små, månedlige almisser. Blandt almissemodtagerne var en ældre kvinde, der havde ry for at være heks, hvilket Antoinette leende havde afvist. Men så skete det, at hendes etårige barn, den lille Blaise, blev ramt af en uforklarlig mathed, der resulterede i, at han på kort tid blev til det rene skind og ben. Til denne mathed var knyttet to meget usædvanlige omstændigheder. For det første kunne barnet ikke tåle synet af vand uden tydeligvis at blive yderst ophidset, og for det andet kunne han ikke tåle synet af faderen og moderen sammen, skønt de hver for sig kunne kærtegne ham til hans store tilfredshed. Men når så 39

Pascal.indd 39

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

den anden nærmede sig, skreg han og trak sig tilbage i en voldsom ophidselse. Denne tilstand blev mere og mere ekstrem gennem mere end et helt år, og man mente, at han var døden nær. Mange havde fortalt ægteparret, at det med stor sikkerhed skyldtes, at den angivelige heks havde forhekset barnet. Dette morede de sig over og anså for at være ren fantasi, og tillod stadig den samme ældre kvinde fri adgang til hjemmet, for at hun kunne modtage sin almisse. Men Étienne fandt efterhånden det, der stedse blev sagt om hende, plagsomt og kaldte hende en dag ind til sig og talte med hende for at sætte en stopper for al den snak. På hans direkte spørgsmål til hende svarede hun blidt, at sladderen skyldtes misundelse over den almisse, hun modtog. Imidlertid holdt Étienne på sit med henblik på at skræmme hende til at sige sandheden. Han ville lade hende hænge som heks, hvis hun ikke fortalte ham, hvordan det hang sammen med sønnens tilstand. Hun blev grebet af frygt og faldt på knæ foran ham og lovede at fortælle ham alt, hvis blot han ville skåne hendes liv. Meget overrasket forlangte Étienne at få at vide, hvad hun havde gjort, og hvad han skulle gøre for at afværge hendes heksekunstner. Hun svarede ham, at hun var blevet vred på ham over, at han som embedsmand ved skatteretten havde afvist en anmodning fra hende, fordi han anså den for at være ubegrundet, og for at hævne sig på ham havde hun forhekset det barn, som han elskede så højt. Hun var meget ked af at måtte fortælle ham, at barnet skulle dø. Og nu kommer i Marguerites beretning en kort dialog mellem Étienne og den angivelige heks: Min bedstefar sagde sorgbetynget til hende: ”Er det nødvendigt, at min søn må dø?” Hun svarede ham, at en eller anden i stedet måtte dø for ham ved at få overført trolddommen på sig. Min bedstefar sagde: ”O, jeg vil hellere have, at min søn 40

Pascal.indd 40

18/07/17 3:23 pm

DET FORHEKSEDE BARN

dør, end at forårsage, at en anden dør.” Hun svarede: ”Man kan overføre trolddommen på et dyr.” Min bedstefar tilbød hende en hest, men der var, svarede hun ham, ikke grund til at betale en så stor pris, en kat ville være tilstrækkelig.5

I overtroen myldrede det med katte. En gnistrende sort kat med uudgrundelige øjne blev i megen folketro anset for at have noget dæmonisk over sig, og ofte antog man, at Fanden, det vil sige Djævelen, kunne optræde i skikkelse af en kat. I en tid, hvor mishandling af dyr var almindelig, og hvor mange vilde katte strejfede rundt i byer og landsbyer, var katte nemme at få fat på og lette ofre, som det blandt andet fremgår af den engelske satiriker William Hogarths kobberstik ”Grusomhedens første stadium” fra det 18. århundrede. Den citerede samtale mellem Pascals far og den angivelige heks mundede ud i, at han fremskaffede en kat, som hun fik. Men idet hun gik ud af huset, mødte hun to munke, der var på vej ind for at trøste Antoinette, og de beskyldte hende for at ville udøve en eller anden trolddom med katten. Hun kastede den da ud ad vinduet, og da den ramte jorden, døde den. Hun forlangte da en anden kat af Étienne, som fik fremskaffet en ny. Fordi han elskede sit barn så højt, havde han ikke, skriver Marguerite, overvejet, at for at redde sønnen måtte Djævelen påkaldes endnu en gang. Om aftenen kom kvinden igen og sagde til Étienne, at hun havde brug for et barn, som ikke var fyldt syv år, og som før solopgang skulle plukke tre blade fra tre forskellige slags urter. Étienne aftalte med sin apoteker, at dennes datter, som havde alderen, skulle plukke bladene næste morgen. Kvinden lavede af disse ni blade et omslag, som hun næste dag klokken syv om morgenen gav Étienne, og han satte omslaget på barnets mave, hvorefter han forlod huset for at varetage sit embede. 41

Pascal.indd 41

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

Pascal.indd 42

18/07/17 3:23 pm

DET FORHEKSEDE BARN

Da han vendte tilbage, fandt han huset i tårer og fik at vide, at sønnen var død. Han fandt sin grådkvalte hustru og et tilsyneladende dødt barn, koldt og uden puls. På trappen ned mødte han kvinden, som havde lavet omslaget, og da han mente, at hun var årsag til dødsfaldet, gav han hende et slag, så hun trimlede ned ad trappen. Da fortalte hun ham, at hun om morgenen havde glemt at fortælle ham, at barnet ville ligge som dødt indtil midnat. Étienne drog da omsorg for, at det ikke blev begravet. Mange gjorde nar ad hans overtro. Om natten et minut over et begyndte sønnen til alles over raskelse at gabe. Man varmede ham og gav ham vin tilsat sukker. Derefter tilbød hans amme sit bryst, som han lagde sig til uden, syntes det, at være ved bevidsthed eller at åbne øjnene. Denne tilstand varede til hen imod klokken seks om morgenen, hvor han så småt begyndte at åbne øjnene og genkende sine omgivelser. Da han så sin far og sin mor sammen, begyndte han som tidligere at skrige. Forældrene så, at han levede, selv om han ikke var helbredt; men omkring en uge senere begyndte han at kunne tåle synet af vand. Da Étienne den dag kom fra messe, fandt han, at sønnen drak af et glas vand, som moderen havde i hånden. Han ville nærme sig, men det tålte drengen stadig ikke. Få dage efter kunne han se forældrene sammen uden at blive ophidset, og tre uger efter var han fuldstændig helbredt og havde igen fået huld på kroppen. Det er vanskeligt at vide, hvad man skal mene om denne historie. Gilberte var fire år, da Blaise var et, og hun kan næppe som voksen have husket noget om lillebroderens sygdom; < I mange af sine malerier og stik angreb den engelske kunster, William Hogarth (1697-1764), sin samtids manglende samfundsmoral. Her er det tidens tendens til dyremishandling, der står for skud under titlen ”Grusomhedens første stadium.”

Pascal.indd 43

18/07/17 3:23 pm

PASCAL

moderen døde allerede i 1626, og da var Marguerite fem år. Faderen døde i 1651. Alt tyder derfor på, at kilden har været Gilberte, som har fået historien fortalt af Étienne, og som har fortalt den videre til datteren. Det er næppe troligt, at det fantastiske i historien stammer fra ham, men mere sandsynligt, at det enten stammer fra Gilberte eller måske snarere fra Marguerite selv. Hvis vi tager Pascals samlede sygdomshistorie gennem livet og samtidens forestillinger i betragtning, er det rimeligt at antage, at Pascal som etårig havde været angrebet af svær sygdom, at forældrene havde frygtet hans død, at rygtet havde gået om, at der var hekseri med i spillet, at Étienne havde grebet ind og afværget, at sønnen døde, og at helbredelsen havde taget nogen tid. Den fantastiske beretning om Pascal som lille barn er næsten det eneste, vi ved om ham, før faderen med sine børn flyttede til Paris i 1631. Da var Blaise otte år gammel. I sin beretning om broderen fortæller Gilberte Périer, at denne som barn var nysgerrig og videbegærlig, og at han spurgte om årsagen til alt, der vakte hans nysgerrighed, og forlangte en udtømmende forklaring: Fra det tidspunkt, hvor min bror var blevet så gammel, at han kunne tale, gav han vidnesbyrd om en usædvanlig åndskraft ikke blot ved de svar, som han gav, men også ved sine spørgsmål, som overraskede alle, om tingenes natur. De store forventninger, som denne begyndelse frembragte, skuffede aldrig; thi i takt med at han voksede til, udviklede hans forstandskraft sig på en måde, så han altid var forud for sin alder.6

At denne karakteristik af broderen havde sin rigtighed, vil fremgå ikke mindst af det næste kapitel.

Pascal.indd 44

18/07/17 3:23 pm

Kætter og ﬁlosof fra 2015.

L I N D H A R D T OG RINGHOF

Steen Ebbesen). Han har desuden skrevet en lang række bøger om

CARL HENRIK KOCH

Københavns Universitet, ﬁlosof og videnskabshistoriker, tidligere

PASCAL

FOTO: RIGMOR MYDTSKOV

CARL HENRIK KOCH (f. 1938) er dr.phil. og fhv. docent ved

Carl Henrik Koch

PASCAL Matematik og mirakler

LINDHARDT OG RINGHOF