MODE SK A BE R
ANNE NØRKJÆR BANG
MARGIT BRANDT
MODESK A BE R
Indhold Intro Drømmestof 7 1 Den Uartige Caroline 17 Efternøler 20 Strik og Sven 26 »Som en kamæleon« 31 Langt fra Paris 36
2 Mønsterelever 43
En snobbet skole 46 »Tøj man kan være dus med« 57 Erik for altid 64
3 Et år i Paris 73
»Je m’appelle Margit Bjørløw« 76 De unges modehus 81 En chance 86
4 Hype! 89
Et modekup 94 »Bare man er typen« 100 En seriøs fest 106 Verden til forskel 114 Alle elsker København 124
5 Detaljer 137 6 Jetset 163
»Danmarks forgyldte par« 167 I de højere luftlag 176 Show it! 183 Sjæleven 192 Farvel, lille Danmark 199
7 I eventyrland 209 »Margito Brando« 213 Brandt’s America 218 Ikke mere hverdag 224 »Det gik bare ikke« 230
8 Det stræbsomme Danmark 235 Far, mor og børn 238 »Pakhussmart« 246 »Noget andet end tøj« 250 En ny modegeneration 257
9 Mit navn er Brandt 263 »The ‘Re’ Decade« 268 Familieforetagende 272 Et levet liv 280
Outro Sporene efter Margit Brandt 287 Tidslinje 295 Tak 301 Kilde- og litteraturliste 305
Intro
Drømmestof
»Margit would like nothing better than to be left alone, like a Garbo of the garment world, to design in her attic atelier.« Fra forordet i kataloget »Margit Brandt Design«, 1970
8
A
t det at sælge tøj i virkeligheden handler om at sælge drømme, er en gammel sandhed i modebranchen. Vi køber ikke tøj, fordi vi mangler tøj, vi køber det, fordi det må vi gøre, hvis vi vil leve det liv, have de venner, have det job, den kæreste – fortsæt selv. Det lyder enkelt, men det er svært, rigtig svært, at skabe et troværdigt univers, som appellerer så meget til så mange, at man kan bygge en lukrativ forretning op omkring det. Det handler om, hvor god man er til at fange den der frygteligt flyvske »tidsånd«, fornemme stemningen, aflæse menneskene, som passerer forbi på gaden: Hvor er de på vej hen? Hvad taler de om? Og måske vigtigst af alt: Hvad drømmer de om? Det kunne Margit Brandt, den anerkendte danske modedesigner, der sammen med sin mand og sit livs kærlighed, Erik Brandt, lagde 1970’ernes københavnske modescene ned med masseproduceret designertøj med en i dansk sammenhæng hidtil uset grad af internationalt schwung. Og det var den evne, der på få år tog hende fra klasseværelset på Margrethe-Skolen til 1960’ernes livlige parisiske modescene, hvor hun arbejdede hos klassiske Balmain og nyskabende Louis Féraud, og videre op på den internationale modes funklende, fristende og af og til farlige stjernehimmel. Hun mærkede instinktivt, hvad der ulmede i tiden, og hun formåede lige så instinktivt at give det 9
et visuelt udtryk, der var unikt, ofte modigt og samtidig så appellerende, at hun fik status som sin generations vigtigste danske designer. Erik Brandt skriver det i sin erindringsbog »Brandt«, og mange af de mennesker, som har kendt Margit Brandt professio nelt eller privat, nævner det i deres beskrivelser hende: Margit var ikke intellektuel eller belæst, men hun forstod sig på mennesker. Hun forstod at afkode dem, og hun forstod, med Erik ved sin side, at skabe et univers, man havde lyst til at være en del af. Og hvilket univers var det så, de skabte sammen, Margit og Erik Brandt – eller »The Brandts«, som de bliver kaldt i bogen »Fashion Genius of the World« fra 1979, hvor de bliver portrætteret blandt designere som Yves Saint Laurent og Mary Quant? Deres gode ven gennem mange år, Nils Wengler, beskriver det meget præcist, når han siger: »Margit og Erik gjorde alle de ting, vi andre også gjorde: De stod op om morgenen, børstede tænder, tog tøj på, spiste morgenmad. Men de gjorde det hele på en anderledes måde. Og det var det, der var så fantastisk ved dem.« Margit og Erik bragte noget international grandeur ind i den lille danske modeverden, både med deres stil og deres livsstil. De skabte kollektioner med inspiration fra Barbados og SaintTropez, hvor de sippede cocktails med ferierende stjerner fra hele verden. De lavede store modeopvisninger med importeret bongo-band og sand på gulvet, mens resten af den danske modebranche stadig øvede sig på at udtale ordet show med overbevisning. De slog sig stort op i medierne: »Vi er verdensberømte om fem år!« proklamerede Erik Brandt for eksempel i 1965 efter
24-årige Margit Brandt på klatretur i et bøjlestativ i 1969, foreviget af hendes ven og faste fotograf Vagn-Ebbe Kier. Hendes afslappede antræk med det løse hår, de bare fødder og de korte denimshorts var anderledes og moderne i Danmark på det tidspunkt, fortæller Vagn-Ebbe Kier.
10
12
en veloverstået introduktion af parrets første modebrand B-age på en modemesse i Falkoner Centret. De gjorde rent ud sagt, hvad der passede dem, og det var både forfriskende og provokerende i en tid med »dødsyge, hjemmestrikkede sokker, afsyrede møbler og lange lammeskindsfrakker fra Finland,« sådan som deres faste fotograf og ven Vagn-Ebbe Kier beskriver det øvrige 1970’er-Danmark. At en væsentlig del af den pressevirak, der var omkring Margit Brandt Design, var Erik Brandts fulde fortjeneste, er der ingen tvivl om. Erik Brandt er dansk modes vel nok første og største spindoktor, og som Hans Edvard Teglers sarkastisk konstaterer i sin spydige magtanalyse »Penge og positioner« fra 1973: »Det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt at citere Erik Brandt for at dokumentere, hvad Margit Brandt mener.« Erik Brandt var manden med de store armbevægelser, velturnerede punchlines og iværksætterens driftighed, men Margit leverede imidlertid også design, der, hvis ikke det kunne tale for sig selv, i hvert fald ikke havde problemer med at leve op til de flotte salgstaler. Hun var en grundig og dedikeret håndværker, og det skabte respekt om parret, at det ikke bare var luftkasteller, de solgte – selvom Erik Brandt formentlig også kunne sælge sådan nogle. Man kunne begå den fejl at tro, at Margit Brandt var kedelig, fordi hun var tilbageholdende og helt af egen fri vilje stod der, petit, blond, velklædt og stille, i skyggen af sin store, udpræget ekstroverte mand, men intet kunne være mere forkert. Det selskabelige, farverige liv, man kunne bevidne i pressen, var lige så meget Margits drøm, som det var Eriks.
Margit og Erik Brandt var unge og kreative, og de iscenesatte også sig selv som sådan i deres imagekampagner. Her et portræt af parret med nogle af Margits mange stregtegninger.
Margit Brandt var indbegrebet af et sammensat menneske. Hun var noget så sjældent som en reserveret ekshibitionist, en genert selskabspapegøje, en magelig arbejdsbi, en velopdragen ballademager, en nærværende drømmer, en empatisk egoist, en stille og rolig vildbasse. Hun var beskeden og drømte om at lave tøj helt uden sit navn i, men hun var samtidig ikke bleg for at sende striptease-danserinden på New York-kultklubben Studio 54 af scenen og indtage pladsen selv, hvis hun ikke syntes, at showet var godt nok. »På den ene side var min mor ekstremt stærk, havde en vilje, en mening, en integritet. På den anden side var hun meget skrøbelig, sensitiv og beskyttet. Hun er nok til dato det mest kontrastfyldte menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun havde nogle ekstreme modpoler,« fortæller Margits yngste datter, JulieBrandt, for eksempel om sin mor. Der var uden tvivl oprør i Margit Brandt. Men det var ikke et tidstypisk antiautoritært 1968’er-oprør og havde ikke meget at gøre med hverken hippier, fredsbevægelse eller rødstrømper. Som Julie Brandt smilende udtrykker det: »Min mor var bedøvende ligeglad med kvindebevægelsen. Jeg tror faktisk slet ikke, at hun opdagede, at den var der.« Margits oprør var snarere rettet mod det danske snæversyn og jantelovsmentaliteten, som vil diktere, hvad man må og bør, hvis man vil tilhøre fællesskabet. Den kunne hun ikke holde ud, og derfor brugte hun også meget af sit liv på at rejse ud i verden for at arbejde, finde inspiration og leve et mere frit liv. Margit Brandt var drevet af et udtalt behov for at forskønne tilværelsen. Helt konkret: Hvis hun så en gryde, fyldtes hendes hoved med idéer til, hvordan man kunne lave den, så den blev smukkere, smartere. Og mere abstrakt: Hun ønskede at leve et smukt liv. Et liv, hvor hele farvepaletten blev taget i brug, hvor alle kreative indfald blev undersøgt, hvor de store linjer, der løb gennem det hele, svingede sig, bugtede sig, op og ned i drama14
tiske mønstre. Det var ikke en måde at leve på, som var særlig forenelig med det at blive gammel, og det blev hun heller ikke. Hun døde som 66-årig i 2011. Som hendes ældste datter, Emilie Brandt, tørt, men også kærligt konstaterer: »Hun var enormt god til at være ung. Hun var fantastisk og helt på toppen, fra hun var 17 til 50 år. Resten var ikke lige hende.« Margit og Erik Brandt symboliserede sammen drømmen om ungdommeligheden (i og for alle aldre) og friheden til at få lov at fyre den af i lige præcis den grad, man ønsker det. Og deres største succes? Den skal hverken tælles i millioner eller spalteplads. Den hænger rundt omkring i landets klædeskabe, bor i alle de kjoler og frakker, som har overlevet årtiers skiftende modeluner på grund af det lille mærke i nakken og den historie, det fortæller. Vi drømmer om dem endnu.
15
1
Den Uartige Caroline
Det tøj, jeg designede, var altid til mig selv. Margit Brandt i Jyllands-Posten, 2011
18
L
ille frøken Margit Bjørløw var ikke den, der nøjedes. Især ikke, når det handlede om tøj. Som en H.C. Andersensk kongedatter spankulerede hun nonchalant gennem Magasin du Nords kjoleafdeling fra det ene dyre skrud til det andet og kasserede alt på sin vej: Duer ikke, væk! Duer ikke, væk! Hun havde allerede hjemmefra bestemt sig for stil, snit og stof, og kompromisser var ikke en del af planen. »Når vi skulle have nyt tøj, bestemte mor altid for min søster Anne og jeg, og det var vi ganske tilfredse med. Men så nemt gik det aldrig med Margit,« husker Bitter Walbom, som er Margits 12 år ældre søster. »Da hun skulle konfirmeres og var med mor i Magasin, var hun så opsigtsvækkende, at selv kjolecheferne derinde løftede øjenbrynene. Hun var fra en tidlig alder meget, meget præcis omkring tøj.« Nok var unge Margit Bjørløw bemærkelsesværdigt stilbevidst. Men havde nogen fortalt de forbavsede Magasin-medarbejdere, at hun blot få år senere ville være Danmarks vigtigste modedesigner, god for millioner og omtrent lige så eksponeret i medierne som selveste Kongehuset, var øjenbrynene nok fortsat deres himmelflugt helt ud af hovederne på dem. Men Lille Margit havde sin egen stil. Den sad i fingerspidserne på hende og kriblede for at udtrykke sig i alt, hvad der 19
gled gennem hendes hænder. I skolen tegnede hun stilehæfterne til med »damer i smart tøj«, som hun selv beskrev det i Vejle Amts Folkeblad i 1988, og hun syede alt fra spadseredragter til selskabskjoler – endda, fortalte hendes mand og forretningspartner Erik Brandt i sin erindringsbog »Brandt« fra 2005, en »stram, sort lædersag,« som måske nok var passende for en datter af en garver, men næppe for en 13-årig. Tøjet var centrum for barndommens dukkelege, og da hun blev ældre, fungerede det som både skjold og skjulested for andre menneskers til tider dømmende blikke. Hun elskede at klæde sig ud, og i familiens fotoalbum poserer unge Margit billede efter billede i de smarteste looks med tydelig inspiration fra tidens modemagasiner og et selvsikkert blik mod kameraet. Her var den ellers reserverede unge pige i sit rette element. Her var hun fri.
Efternøler Margit Brandt var ikke belæst. Men der var et par børnebøger, som hun holdt meget af og bragte med sig gennem hele livet. En af dem var Suzanne Lassens »Den Uartige Caroline« – en opbyggelig historie på vers fra 1929 med elegante illustrationer om lille Caroline, som keder sig i forældrenes smukke, endeløse villa og i mangel på jævnaldrende legekammerater bruger tiden på at genere de voksne med en håbløs blanding af klodsethed og overlagt drilleri. Caroline er uartig, lad og forkælet. Men da hendes fars uforsigtigt forvaltede cigaret en dag tænder ild til lillebroderens vugge, viser hun, hvad hun også er gjort af. Hun redder hurtigt den lille dreng op af det brændende leje, skønt både hendes porcelænshvide hænder og bløde sorte lokker bliver svedet slemt undervejs. Når det virkelig gælder, besidder Caroline nemlig også mod, viljestyrke og kærlig omsorg for sine omgivelser. 20
Mon ikke Margit har kunnet se lidt af sig selv i den forlystelsessyge, kvikke Caroline, som med sin insisteren på at gøre tingene på sin egen måde giver sit ophav grå hår i hovedet, men som også i sidste ende gør dem stolte, da hun udviser selvstændighed, initiativ og mod? Man skal i hvert fald gøre en ihærdig indsats, hvis man vil overse parallellerne til Margits egen barndom som efternøler i et overklassehjem nord for København. Historien om den berømte danske modedesigner begynder som så mange andre: Med to mennesker som elsker hinanden. Strik og Sven Bjørløws kærlighed havde allerede resulteret i to døtre, Anne og Bitter, henholdsvis otte og 12 år tidligere, og i 1944 besluttede de altså, at de skulle have endnu et barn. Margit Bjørløw blev født 27. januar 1945. Det havde sneet tæt hen over natten, og om morgenen var Henningsens Alle i Hellerup, hvor familien Bjørløw boede, dækket af et tykt, hvidt lag. Bitter og Anne var skuffede, da der blev ringet fra privatklinikken på Tranegårdsvej, og de fik fortalt, at deres mor netop havde født en pige. De ville hellere have haft en lillebror. Sven Bjørløw havde også håbet på en søn til at overtage ledelsen i det garveri, som han drev med sin storebror i Valby. Garveriet var på det tidspunkt en lille, men velsmurt familievirksomhed, som broren allerede havde leveret to sønner til, så der lå et vist pres på Sven. Som Margit selv mange år senere lakonisk konstaterer i et interview i Berlingske Tidende: »Jeg skulle have været en søn eller en plet på lagnet.« Men en pige blev det. Skuffelsen var dog kun kortvarig, og snart stavrede Sven og hans to store piger i samlet flok afsted på ski for at se det lille nye familiemedlem. »Vi var selvfølgelig allesammen henrykte for hende, da det kom til stykket,« husker Bitter Walbom. »Det var som at få en lille dukke!« 21
Margits far, Sven Bjørløw, havde egentlig håbet på en dreng. Men han fik Margit, og det var han nu også ganske godt tilfreds med.
Ifølge sin ældste søster var Margit efternøler efter alle kunstens regler: En forkælet og uartig drømmer, på hvem omverdenen så med lidt ekstra overbærenhed. »Der gjaldt lidt særlige regler for Margit. Selv da vi blev voksne, var det helt i orden, at Margit og Erik kom dryssende en halv time for sent til søndagsmiddagene hjemme hos mine forældre, selvom vi andre stod der og trippede med børn, der skulle puttes og sådan noget. Det var aldrig gået, hvis det havde været os andre,« fortæller hun. Margit ville godt selv vedkende sig sin fortid som forkælet efternøler og notorisk ballademager. »Jeg var altid den der lille, irriterende møgunge, som skulle have min vilje. Nemt har det nok ikke været, selv om jeg selv synes, jeg er ret sød!« udtalte hun i 2003 i et portrætinterview til Berlingske Tidende. 22
På overfladen adskilte lille frøken Bjørløw sig ikke synderligt fra overklassens småpiger med sine hvide strømper, nystrøgne nederdele og sløjfer i det blonde hår. Hun gik til ridning og ballet, spillede klaver for hjemmets gæster, rankede ryggen og nejede pænt, når der var voksne til stede. Men hun havde altså også nogle mindre velfriserede sider, til stor frustration for Sven Bjørløw, som lagde vægt på god opdragelse og passede nidkært på sine pigers omdømme. Bitter Walbom husker med filmisk tydelighed en scene fra et sommerhus i Gilleleje, hvor hele familien var samlet til frokost med hendes svigerfamilie, og 12-årige Margit havde besluttet sig for, at der skulle være underholdning til maden. Hun så rundt på det voksne selskab med et skælmsk smil og pegede så på en dåse sardiner: »Ved I, hvorfor sardinerne ligger så tæt?« De voksne trak på skuldrene. Det vidste de ikke. »Det er for, at de ikke skal klø sig i dåsen!« Selskabets yngre repræsentanter syntes, det var et morsomt indslag, men ikke Sven Bjørløw. »Han stak hende sådan én,« fortæller Bitter Walbom. Nok var hun forkælet, den lille efternøler, men grænser var der, og én af dem gik altså ved sjofle vittigheder. En anden grænse gik ved sminke til unge piger, men den gav Margit heller ikke meget for. Hun har siden fortalt, hvordan »den fik hele kosten med Breining nr. 2,« en i tiden populær, pink læbestift, som hun gemte i garagen sammen med rensecreme og vat. På den måde kunne hun komme i skole med den fineste trutmund og ligne pigerne fra modebladene, for derefter, som den elegantier udi regelbrud hun var, fjerne alle spor efter forbrydelsen, inden hun trådte ind i de pæne stuer til forældrene og blev »Lille Margit« igen. Som hun selv kækt udtrykte det i førnævnte interview i Berlingske Tidende: 23
»Jeg har altid været god til at lyve. Lynhurtigt, ikke?« Margits status som familien Bjørløws primadonna blev forstærket af hjemmets højt værdsatte husfaktotum frøken Jensen, kaldet Jense, som var blevet hyret ind, da Margit kom til verden. Jense, som ikke selv havde børn, elskede Margit betingelsesløst og fungerede som primær omsorgsperson for den lille pige. »Hvis Lille Margit fik bare det mindste skældud ved spisebordet, kom Jense straks og hentede hende op fra den høje stol og hev hende med ud i køkkenet. Ingen skulle sige noget grimt om Margit eller skælde hende ud. Hun var Jenses et og alt,« fortæller Bitter Walbom. Margit, der var en kræsenpind af rang og allerede tidligt i sit liv havde dedikeret sig til en kostplan bestående nærmest udelukkende af skaldyr, havde det glimrende med at hænge i skørterne på Jense ude i køkkenet, hvor hun kunne spise så mange friskpillede fjordrejer, hun havde lyst til, og slippe for skældud, hvis hun rynkede på næsen af maden. »Jense gjorde alt for mig. Hvis jeg ville have kiksekage, så gik der fem minutter, så havde Jense tryllet kiksekage frem. Det var hende, der lærte mig at pille rejer, og en dag, hvor vi skulle have gæster, tog jeg en ordentlig håndfuld af de nypillede rejer og spiste dem, i det øjeblik Jense gik ind for at dække bord. Stakkels Jense skulle så stå til regnskab for, at der ikke var rejer nok til gæsterne,« fortalte Margit i et interview til bogen »Divaer med morgenhår« fra 2008. Det var dog ikke kun Jense, som holdt af Margit. Margit, som ellers ikke knyttede sig til hvem som helst, havde også et »bemærkelsesværdigt og rørende« tæt bånd til Jense gennem hele livet, fortæller Erik Brandt. Selv som voksen inviterede hun trofast Jense med til hver eneste juleaften, der blev afholdt i familien, og da Jense kom på plejehjem, tog Margit ofte ud og besøgte hende. 24
Margit og søsteren Bitter i haven på Henningsens Alle i Hellerup, hvor Margit voksede op. Hun var en efternøler efter alle kunstens regler, fortæller Bitter.
»Min mor fortalte mere om Jense, end hun fortalte om sine forældre. Man fornemmede, at de nok havde overladt en stor del af opdragelsen af min mor til Jense og hendes storesøster Bitter, som hun også havde et særligt forhold til,« fortæller Julie Brandt, som er Margits yngste datter. Jense var, som hendes familie beskriver det, »som en mor for Margit.« Lille Margits beskytter.
Strik og Sven Margits biologiske mor, Strik Bjørløw, var et sjovt, kønt og charmerende sludrechatol, som besad en særlig evne til at svæve uden om alt, der lugtede af pligtopgaver og husarbejde – noget Margit ifølge sin nærmeste familie også lærte at mestre til perfektion. Hun var ganske snobbet og vedkendte sig det glædeligt. »Hellere snobbe opad end nedad,« var en af hendes faste vendinger ifølge hendes ældste datter Bitter Walbom. Strik var ofte syg og brugte meget tid i sengen. Hun havde hovedpine, uspecificerede problemer med underlivet, galdesten og dårlige tarme, opremser Bitter Walbom, som ikke lægger skjul på, at familien ofte undrede sig over de mange dage på langs og tænkte, at noget andet, Strik Bjørløw nok fejlede, var hypokondri. »Men så kunne hun også blomstre helt op, når der var selskaber, dække de fineste borde og være meget charmerende og selskabelig. Jeg tror, at både hun og min far var meget populære i vennekredsen, fordi de var et livligt og sjovt par,« fortæller hun. Strik Bjørløw engagerede sig ikke meget i opdragelsen af den lille, senest tilkomne datter, og hun var nok i det hele taget, i Emilie Brandts formulering, »mere en selskabsdame, end hun var mor.« Margit satte selv ord på dette i 2008: 26
»Min mor og jeg havde det bedst, når hun skulle ud til selskaber. Så sad vi inde ved hendes toiletbord, hvor jeg fik lov at klæde hende på og vælge smykker og make-up.« Margit havde nu alligevel meget tilfælles med sin mor. De delte glæden ved en smukt arrangeret blomsterbuket og et festligt, veldækket bord, sansen for nydelse, skønhed og smukt tøj, mageligheden, men også dedikationen, når der var noget, som var vigtigt for dem. Strik Bjørløw var, ligesom Margit blev, dygtig til at sy og interesserede sig for indretning. Faktisk gik hun så meget op i det, at stuerne ofte spontant blev ommøbleret, mens Sven var på arbejde. »Af og til kom vores far hjem fra arbejde, kiggede rundt og sagde: »Er det mit hjem, det her?« Så havde mor inviteret nogle af de nærmeste venner over og rykket rundt på det hele,« fortæller Bitter Walbom. En anden, lidt mere kuriøs ting, Margit tidligt lærte fra sin mor og huskede på hele livet, var, at man aldrig skal gå udenfor en dør uden at være velsoigneret og velklædt til det inderste. Som Erik Brandt med glimt i øjet bemærker om sin svigermors griller i sin erindringsbog »Brandt«: »I sin pertentlighed havde Margits mor lært Margit, at hun aldrig skulle gå ud ad døren uden at være renvasket og iklædt lækkert undertøj, for tænk, hvis hun blev kørt ned og havnede foran et hold læger på operationsbordet. Dette lidt særprægede syn på tilværelsen fik jeg nu glæde af.« Strik Bjørløws mand, Sven, var en stolt og driftig herre »af den gamle skole«, som både Bitter Walbom og Erik Brandt beskriver ham. Strengheden mildnedes dog væsentligt med alkoholprocenterne, der røg indenbords, og Sven Bjørløw var afgjort også en sjov og festlig mand, som kunne lide at gå i byen og slå sig løs. Han var desuden gjort af et særligt stof, der gjorde ham i stand til at ryge 60 cigaretter om dagen lige indtil sin død og 27
28
alligevel blive 90, hvad Margit i flere interviews med slet skjult misundelse pointerede. Svens far, Hans Olaf Bjørløw, var kommet til Danmark fra Sande i Norge, og efter at være blevet udlært som garver købte han i 1914 en ejendom i Trekronergade i Valby, hvori han oprettede garveriet H.O. Bjørløw Chromlæderfabrik. Garveriet voksede sig med årene til en pæn forretning med filialer i England, først og fremmest fordi hans to sønner, Sven og Gunnar, havde været i udlandet og lært nogle særlige forarbejdningsteknikker, som de for en tid var nærmest ene om at udføre i Danmark. Hans Olaf Bjørløw delte i øvrigt en særlig ære med både sine to sønner og senere med barnebarnet Margit: At få tildelt Ridder af Dannebrogordenen. I 1933 blev H.O. Bjørløw Chromlæderfabrik gjort til familieaktieselskab, hvor Sven og Gunnar blev direktører og faren bestyrelsesformand. De to havde et tæt broderskab og samarbejde i mange år, men mod slutningen 1960’erne var de alligevel nødt til at afvikle garverivirksomheden som følge af tidernes og efterspørgslens ubarmhjertige skifte. De sidste år havde været hårde, og Sven Bjørløw var faktisk lettet, da de kunne lukke ned uden ubetalt gæld, også selvom det betød, at han og Strik måtte omlægge deres dyre vaner, sælge huset og flytte i lejlighed på Smakkegårdsvej. »Jeg har altid sagt, at jeg kun ville gifte mig med en rig pige. Så da de var nødt til at lukke garveriet, så Margit på mig og sagde: »Så fik du dén!« fortæller Erik Brandt med et bredt smil om dengang, han modtog nyheden om, at Bjørløw-familiens velhavende overhoveder skulle til at skalere ned. Margit kunne ikke undgå at se flytningen som et skridt ned af den sociale rangstige, og hendes familie mindes stadig, hvorStrik og Sven Bjørløw var et selskabeligt par, som ofte åbnede deres hjem for fester og gæster. Faderen var garver, moderen hjemmegående.
29
dan hun længe fastholdt, at hun »i hvert fald ikke skulle bo i lejlighed,« selvom lægens anbefaling i hendes sidste år ellers var, at hun skulle flytte fra den store villa på Svanevænget i København til noget mindre. Men for Strik og Sven blev det begyndelsen på en fin pensionisttilværelse, hvor de nød godt af, at de økonomiske konjunkturer og den ellers så lunefulde tidsånd var svinget ud til yngstedatterens absolutte fordel. De var på ferie, til modeopvisninger og til fester med Margit og Erik Brandt, og de var i det hele taget godt og grundigt »betagede« af deres måde at leve på, fortæller Bitter Walbom: »Far og mor var jo ret snobbede, og der var intet, der var fint nok til dem. Men de så meget op til Margit og Erik. Det betog dem meget, at de blev så kendte og kom i alle aviserne,« siger hun. Som far var Sven kærlig, men også håndfast, husker Bitter Walbom. »Han kunne godt være despotisk. Vi skulle sidde ordentligt ved bordet og sådan noget. Han kunne godt finde på at stikke os en lussing, hvis vi ikke opførte os ordentligt.« Det gammeldags syn på opdragelse, der herskede i barndomshjemmet på Henningsens Alle, passede bestemt ikke unge Margit. »Jeg måtte ingenting,« udtalte hun i et portrætinterview i 2008: »Når alle andre skulle komme hjem kl. 1, skulle jeg komme hjem kl. 21. Det var frygteligt.« Til gengæld havde Sven Bjørløws strenge formaninger også den effekt, at Margit for livet lærte kunsten at begå sig. Det bemærker flere af hendes venner og bekendte. »Hun var meget velopdragen. Man kunne mærke, at hun kom fra et pænt, borgerligt hjem og havde lært, hvordan man opfører sig ordentligt. Hun havde gode manerer med hjemmefra simpelthen,« siger Lotte Freddie, som er forfatter, journalist, tidligere model og Margits veninde gennem mange år. 30
Hun bemærker også, at Margit gennem hele sit voksenliv var tæt knyttet til sine forældre: »Hun var fantastisk sød mod sine forældre. Når man kendte Margit godt, så kendte man også hendes forældre, for hun havde dem, ligesom Eriks mor, altid med til selskaber, selv når det var med Andy Warhol og alle mulige internationale stjerner. Margit var et trofast menneske. Det var ikke alle, der kom tæt på hende, men dem, der gjorde, var hun meget loyal overfor. Det gjaldt også hendes forældre.« Hjemmet på Henningsens Alle var, som Lotte Freddie bemærker, rigtignok både pænt og borgerligt, men det var også et selskabeligt og åbent hjem med liv, masser af gæster og vin og mad i overflod. Og godt nok herskede der god, gammeldags ordnung muss sein på nogle områder, men på andre var der bestemt både højt til loft og vidt til væg, fortæller Bitter Walbom: »Vi havde en dejlig barndom. Det ved jeg også, at Margit syntes. Vi måtte altid have venner på besøg, holde fester i kælderen og være længe oppe og lege med Jense, når mor og far var i byen. Vi var meget forkælede.«
»Som en kamæleon« Margit Brandt havde en evne til at forsvinde ind i sin egen verden, eller »planet«, »boble«, »ø«, alt efter hvilke af hendes nære venner og bekendte, man spørger. Her kunne hun selv bestemme reglerne og beslutte, hvem der fik adgang. Her kunne hun trække sig tilbage, når alting blev for kaotisk og kun lukke det ind, der gjorde hende glad og tryg. Hendes yngste datter, Julie Brandt, beskriver det, som mange af de mennesker, Margit havde omkring sig i løbet af sit liv, også sætter ord på, således: »Min mor levede på en anden planet. Reglerne gjaldt ikke for hende. Hvis der var noget, hun ikke gad, så lukkede hun øjnene. Jeg havde en veninde, hvis farmor var døvstum, og hvis 31
nogen diskuterede med hende, eller noget gik hende på, lukkede hun altid bare øjnene – synet var jo den sidste sans, hun havde tilbage. Vi grinte meget af, at min mor gjorde præcis det samme. Lukkede øjnene, kiggede væk. Så forsvandt problem erne,« siger hun og opsummerer: »Måske lukkede hun nogle ting ude, fordi hun i virkeligheden lukkede alt for meget ind. Hun var, synes jeg, et meget sensitivt menneske.« Margit var allerede tidligt begyndt at øve sig i at bygge parallelle drømmeuniverser op. Aldersforskellen mellem hende og hendes to ældre søstre betød, at hun tidligt fik træning i disciplinen at underholde sig selv. »Vi havde et nært søskendeforhold og legede meget som børn, men der har nok også været en del år, hvor Anne og jeg ikke havde tid til det lille menneske, hun var for os. Så hun har også måttet passe sig selv i en periode,« fortæller Bitter Walbom. Margit var god til at lege, god til at forestille sig. Hun havde en livlig fantasi, og hun digtede ofte historier, som gjorde virkeligheden lidt mere kulørt, fortæller hendes familie. Hun forsøgte at bilde klassekammeraterne i skolen ind, at hendes far var kejser i Kina, og hun fortalte alle, der gad høre på det, at hun en dag ville blive en stor skuespillerinde og komme på forsiden af alle aviserne. Det havde hun nemlig drømt, og drømme var noget, hun huskede, lyttede til og ofte refererede med imponerende detaljegrad for sine nærmeste. »Skuespillet fascinerede mig, for så kunne man være en anden end sig selv,« udtalte hun ærligt i 2008. Det blev dog ved drømmen, for Margit var, når det kom til stykket, alt for genert til et liv på de skrå brædder, og hun brød sig ikke om at høre sig selv tale. Men legen med identitet og forklædning fandtes også et andet sted, som til gengæld, mere end noget andet, fangede hendes interesse: I tøj. I mode. 32