Minder om fremtiden læseprøve

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 1

11/03/19 5:26 PM

Af samme forfatter Romaner: Med bind for øjnene Lily Dahls fortryllelse Det jeg elskede En amerikaners lidelser Sommeren uden mænd Den flammende verden Essays: En bøn for Eros Kvinden der rystede eller Historien om mine nerver At leve / At tænke / At se En kvinde ser på mænd der ser på kvinder

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 2

11/03/19 5:26 PM

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 1

11/03/19 5:26 PM

S I RI HUSTVED T

MINDER OM FREMTIDEN Roman PÃ¥ dansk ved Rasmus Hastrup Tegninger af forfatteren

Lindhardt og Ringhof

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 3

11/03/19 5:26 PM

Minder om fremtiden er oversat fra amerikansk efter Memories of the Future Copyright © 2019 by Siri Hustvedt All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Demuth Grafisk efter originalomslag Illustrationer: Siri Hustvedt Layout: Carly Loman Illustration side 167 af Fonds Marc Vaux © Bibliotèque Kandinsky Bogen er sat med Garamond og trykt hos Scandbook AB 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden ISBN: 978-87-1190287-5

Oversættelsen har modtaget støtte fra

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 4

11/03/19 5:26 PM

Kapitel et

F

siden forlod jeg Minnesotas store, landlige vidder og rejste til øen Manhattan for at finde helten i min første roman. Da jeg ankom i august 1978, var han ikke så meget en figur som en rytmisk mulighed, et fantasifoster, som jeg mærkede som en række metriske slag, der satte farten op eller ned i takt med mine skridt, når jeg bevægede mig rundt i byens gader. Jeg tror, at jeg håbede på at finde mig selv i ham, bevise, at han og jeg var værdige til at deltage i de historier, der opstod på vores vej. Jeg var ikke på jagt efter lykke eller komfort i New York City. Jeg var på jagt efter eventyr, og jeg vidste, at eventyreren må lide, før han vender hjem efter utallige prøvelser på land og til vands eller bliver ombragt af guderne. Dengang vidste jeg ikke, hvad jeg ved nu: Mens jeg skrev, blev jeg også skrevet. Bogen var påbegyndt længe inden, jeg forlod vidderne. Adskillige udkast til et mysterium var allerede indridset i min hjerne, men det betød ikke, at jeg vidste, hvordan det ville ende. Min ufærdige helt og jeg var på vej mod et sted, der ikke var stort andet end en glitrende fiktion: fremtiden. Jeg havde givet mig selv præcis et år til at skrive romanen. Hvis min helt, når vi nåede frem til den følgende sommer, viste sig at være dødfødt eller afgået ved døden som barn eller endt som sådan et fjog, at hans liv ikke fortjente nogen kommentarer, hvis han med andre ord slet ikke var en helt, ville jeg vende ham og hans roman ryggen og kaste mig over studierne af min døde (eller fejlslagne) drengs forfædre, indbyggerne i de spøgelsesbyer, vi kalder biblioteker. Jeg havde accepteret en stilling på institut for litteraturvidenskab på Columbia or mange år

5

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 5

11/03/19 5:26 PM

University, og da jeg spurgte, om jeg måtte udsætte min tiltrædelse til året efter, sendte de usynlige autoriteter mig et vidtløftigt brev, hvori min anmodning blev imødekommet. Et mørkt rum med tekøkken, et endnu mørkere soveværelse, et lillebitte badeværelse med sorte og hvide fliser og et skab med bulet loft på West 109th Street nr. 309 kostede mig to hundrede ti dollars om måneden. Det var en dyster lejlighed i en skrammet, hærget, smadret bygning, og havde jeg været blot en smule anderledes, en anelse mere verdslig og lidt mindre belæst, ville lejlighedens syrligt-grønne maling og udsigt til to snavsede murstensmure i den stinkende sommerhede have taget modet fra mig, men den påkrævede grad af anderledeshed var ikke til stede. Grimt var smukt. Jeg udsmykkede de lejede rum med fortryllede sætninger og afsnit fra de mange bogværker, jeg bar rundt på i hovedet. Hans fantasi blev ganske fyldt af alt det, han læste i disse bøger, såvel om fortryllelser som alle mulige trætter, feltslag, udfordringer, sår, kærlighed, smigrende ord, ømme klager, storme på havet og umulige tåbeligheder, og de prentede sig så stærkt i hans sind, at han holdt de urimeligste opdigtelser, han læste, for sande, og der efter hans anskuelse ikke fandtes mere troværdige historier i verden. Mine første øjeblikke i min første lejlighed er i min erindring præget af et strålende skær, som intet har med sollys at gøre. De er oplyst af en idé. Jeg havde betalt depositum, afleveret første måneds husleje, lukket døren efter min undersætsige, grinende vicevært mr. Rosales, og mens sved gennemvædede min T-shirt under armene, hoppede jeg rundt på gulvbrædderne i noget, jeg selv mente var formfuldendt folkedans, med armene over hovedet i triumf. Jeg var treogtyve år gammel og havde en B.A. i filosofi og engelsk fra St. Magnus College (en lille læreanstalt i Minnesota grundlagt af norske indvandrere), fem tusind dollars i banken (et beløb, jeg havde

6

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 6

11/03/19 5:26 PM

sparet sammen ved at arbejde et år som bartender i min hjemby, Webster, efter jeg var blevet færdig på college og stadig boede gratis hjemme), en Smith Corona-skrivemaskine, et værktøjssæt, lidt køkkenudstyr doneret af min mor, og seks kasser med bøger. Jeg byggede et skrivebord af brædder og et stykke krydsfiner. Jeg købte to tallerkener, to kopper, to glas, to gafler, to knive og to skeer i forventning om den fremtidige elsker (eller række af elskere) sammen med hvem jeg, efter en nats hed elskov, planlagde at spise æg og ristet brød til morgenmad på gulvet, idet jeg hverken havde bord eller stole. Jeg kan huske, at døren blev lukket, da mr. Rosales gik, og jeg kan huske min jubel. Jeg kan huske de to rum i den gamle lejlighed, og jeg kan gå frem og tilbage mellem dem i mit hoved. Jeg kan stadig se det for mig, men hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke beskrive den nøjagtige konfiguration af revnerne i loftet i soveværelset, de ujævne linjer og fintformede blomstringer, som jeg ved var der, fordi jeg studerede dem indgående, og jeg er heller ikke helt sikkert på køleskabets dimensioner, for eksempel, selv om jeg tror, at det var ret lille. Jeg er temmelig sikker på, at det var hvidt, og det har muligvis haft afrundede hjørner og ikke kantede. Jo mere jeg koncentrerer mig om at huske, desto flere detaljer vil jeg sandsynligvis kunne fremlægge, men disse detaljer kan være fiktive. Og derfor vil jeg ikke redegøre for udseendet, for eksempel, af de kartofler, der lå på tallerkenerne foran mig for otteogtredive år siden. Jeg vil ikke sige, om de var lyse og kogte eller sauterede eller au gratin eller stegte, for det kan jeg ikke huske. Hvis du er en af de læsere, som holder af erindringer fyldt med usandsynligt specifikke minder, må jeg bare sige: Forfattere, som hævder at kunne huske deres kartofler i alle detaljer flere årtier senere, er ikke troværdige. Og således ankommer jeg til den by, jeg har drømt om, siden jeg var otte, men intet kender til (på engelsk siger man: ”do not know from Adam”, og som barn troede jeg, at udtrykket var ”from atom” og havde noget at gøre med atombombernes frygtindgydende fysik).

7

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 7

11/03/19 5:26 PM

Og således ankommer jeg til den by, jeg har set i film og læst om i bøger, som er New York City, men også andre byer, Paris og London og Skt. Petersborg, byen, hvor heltens op- og nedture finder sted, en virkelig by, som også er en imaginær by. Jeg kan huske det sære lys, der faldt ind gennem de knækkede persienner, den første nat jeg sov i lejlighed 2B den femogtyvende august. Jeg sagde til mig selv, at jeg måtte have et nyt rullegardin, ellers ville det aldrig blive ægte mørkt i værelset. Den varme luft bevægede sig ikke. Lagenerne blev fugtige af sved, og mine drømme var voldsomme og livagtige, men når jeg havde lavet kaffe næste morgen og taget den første kop med ind på madrassen, havde jeg glemt, hvad jeg havde drømt. Den første uge i New York skrev jeg om formiddagen og kørte i subway om eftermiddagen. Jeg havde aldrig nogen bestemt destination i tankerne, men jeg ved, at mit hjerte slog hurtigere, mens toget skrumplede gennem byens indre, og min nyfundne frihed virkede nærmest umulig. En billet kostede halvtreds cents, og så længe jeg ikke forlod stationen og tog trappen op til gaden, kunne jeg skifte tog uden at skulle købe en ny. Jeg kørte op og ned med IRT, i ekspresfart med linje A, fra West Side til East Side med Shuttle-toget, udforskede L-linjens underlige rute, og da linje F kom op i dagslyset ved Smith og Ninth Street, og jeg pludselig fik udsigt ud over det dampende Brooklyn med de jazzet fremstikkende cementblokke, lagerbygninger og reklameskilte, sad jeg og smilede ud ad vinduet. Når jeg stod eller sad i togvognene, rusket og rystet af accelerationer og nedbremsninger, hyldede jeg den allestedsnærværende graffiti, ikke for dens skønhed, men for dens oprørske ånd, som jeg håbede at kunne opsuge og eftergøre i mine egne kunstneriske bestræbelser. Jeg frydede mig ved de skrigende tog og mandsstemmen, hvis meddelelser blev til en uforståelig, men klangfuld knasen i højtalerne. Jeg fejrede menneskemængdens tryk, når jeg blev skubbet ud ad døren af en kollektiv bølge, og jeg reciterede Whitmans vers ”jeg selv opløst, alle andre opløst, og dog en del af

8

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 8

11/03/19 5:26 PM

planen.” Jeg ville også være en del af planen. Jeg ville være alle. Jeg lyttede til alle de talte sprog, nogle genkendelige – spansk, mandarin, tysk, russisk, polsk, fransk, portugisisk – og nogle, som jeg aldrig havde hørt før. Jeg nød i fulde drag de mange nuancer af hudfarver i min nærhed, da jeg i Webster, Minnesota var blevet mættet for livstid af den lutheranske gustenhed og dens betændte toner af lyserød til rød til brændt bondebrun. Jeg studerede bumserne og gadesælgerne og posedamerne på deres forskellige stadier af fald mod gadens uværdigheder. Nogle år før min ankomst til New York havde myndighederne slået dørene til de psykiatriske hospitaler op og sluppet patienterne ud i en tvivlsom frihed. Vanvittige mennesker luskede rundt på perronerne og pillede i deres sår. Nogle udskreg digtstrofer. Nogle sang eller klynkede og prædikede om Jesu komme eller Jehovas vrede, og nogle sad tavse i sorte hjørner, reduceret til tomme skaller af fortvivlelse. Jeg inhalerede stanken af deres uvaskede kroppe, en dunst, der var ganske ny for mig, og holdt vejret. Manhattans gaders fornuftsbaserede orden måtte vente. Kvarterernes indbyrdes relationer kunne spores ved hjælp af det kort, jeg altid havde på mig, men der var stadig ikke nogen sanselig logik i det. Når jeg sprang op ad trappen og ud i solskinnet og menneskestrømmene, når mine sko ramte den bagte asfalt og smeltende tjære, og jeg hørte gennem samtalerne og trafikken og de allestedsnærværende brøl af kakofonisk musik fra ghettoblastere båret på skuldre eller svingende i lårhøjde som kufferter, rejste hårene sig på mine arme og mit hoved svimlede, mens jeg forberedte mig på det kommende sansebombardement. Jeg kan huske min første gåtur ad den hvileløse, harske Canal Street, de glaserede ænder, der hang i fødderne bag fedtede ruder, karrene med hele skinnende fisk, kurvene og kasserne med korn og grøntsager og frugt, som jeg først senere lærte navnene på: stjernefrugt, mangostan, brødfrugt og longang. Der var de uanstændige glæder ved ture hen over Times Square – skiltene, som lokkede potentielle kunder med X og XX og XXX og

9

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 9

11/03/19 5:26 PM

burlesker, somme tider stavet burlesque eller bur_esk (på grund af et nedfaldent l), peepshows og Paradise Playhouse og Filthy’s og Circus Circus med piger på scenen for kun en kvartdollar og ”$10 alt inkl.” og silhuetter af nøgne kvinder med struttende bryster og lange ben over markiserne og udsigt til pizzeriaer og spillebuler og triste små vaskerier med brune papirpakker bundet med snor i store stakke og affald, som hoppede og dansede i vinden, og fupmagere med tre kort på et klapbord eller et stykke pap på fortovet og intentioner om at hjælpe de godtroende af med deres penge og mænd med opsmøgede skjorteærmer i varmen, som standsede op på fortovet, kortvarigt indfanget af løfter om dirrende kød og hurtig lettelse, før de enten gik ind for at opsøge denne form for tilfredsstillelse eller drejede til venstre eller højre og gik videre med dagen. Jeg vandrede til Greenwich Village, fristet af dens bohememytologi, på jagt efter dadaismens fortryllende selskab. Jeg ledte efter Djuna Barnes og Marchel Duchamp, efter Berenice Abbott, Edna St. Vincent Millay og Claude McKay, efter Emmanuel Radnitzky alias Man Ray. Jeg ledte efter William Carlos Williams og Jane Heap, efter Francis Picabia og Arthur Craven og den utrolige skikkelse, som var dukket op i mine dadaisme-studier, en kvinde jeg havde jagtet i arkiverne på University of Maryland, hvor jeg havde brugt tre dage på omhyggeligt at afskrive hendes mestendels uudgivne digte med blyant: baronesse Elsa von Freytag-Loringhoven, født Elsa Hildegard Plötz, kunstneren som proto-punk skråt-op-ballademager, som poserede med fuglebure på hovedet og billygter på hofterne og skrev digte som hyl og bøvser fra et sted dybt inde i mellemgulvet. ”Der er ingen, der spørger efter de her dokumenter,” sagde arkivaren, før hun fandt kasserne frem. Så er jeg Ingen, tænkte jeg. Baronessens papirer kom til Maryland i 1970, fordi Djuna Barnes, forfatter til den berusende roman Nattens skove, havde reddet sin afdøde venindes papirer og manuskripter og tegninger og opbevaret dem i sin lejlighed i New York. Da universitetet fik Barnes’ papirer, fulgte baronessen

10

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 10

11/03/19 5:26 PM

med. Time efter time sad jeg med Elsas gulnede papirer, linjerede og ulinjerede, studerede først den ene, så den anden version af et digt, indtil jeg blev forvirret og mine øjne sved. Når dagen gik på hæld, sad jeg på min seng på værelset på Holiday Inn for at læse mine notater og for at mærke baronessens stød og ryk i kroppen. Hun levede på de sider, jeg tog med mig til New York, men der var ingen spor efter hende i byen. Hun var ikke engang et spøgelse. Der var intet tilbage af hende i de smalle, rodede gyder i Greenwich Village. Christopher Street var levende dengang, et udendørs teater, hvor jeg holdt af at færdes i ubemærkethed og se på udstillingsvinduer med erotiske remedier og kostumer af en art, som jeg måske nok havde vidst fandtes på en vag og uklar måde, men aldrig havde set i virkeligheden, mens jeg spekulerede på, hvad min gamle ven pastor Weeks ville have ment om det hele, og hvad han ville have sagt, hvis han gik der sammen med mig, og jeg svarede med de ord, han ville have valgt: ”Vi er alle brødre og søstre for Herren.” Jeg beundrede stolte par, der lignede tvillinger, slanke og tonede i matchende jeans og stramme T-shirts og perfekte holdninger med en smule svaj i hofterne og måske en hund i snor mellem sig, mens de spankulerede rundt for at udstille deres perfekte skønhed, og jeg kunne godt lide de høje piger med fjer og hæle, og jeg prøvede at lade være med at glo på de mænd, jeg for mig selv betegnede ’lædertruslerne’, de store muskeldrenge i sort beklædning med sølvøreringe og nitter og intense udtryk, der fik mig til at slå blikket ned. Jeg daskede rundt i boghandlere, i Coliseum og Gotham Book Mart og Books and Company og The Strand. I Eighth Street Bookshop købte jeg Some Trees af John Ashbery, som jeg læste i toget og igen højt for mig selv derhjemme, igen og igen. Og jeg opdagede National Bookstore på Astor Place, proppet med pirrende faglitteratur indpakket i plastfolie for at undgå fedtede fingerinvasioner fra folk som mig, styret af en hvidhåret tyran, som holdt takten med sin bankende blyant og bjæffede, hvis man stod for længe med en bog, og jeg var nødt til at

11

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 11

11/03/19 5:26 PM

holde hus med pengene, så jeg forlod som regel butikken tomhændet, men gamle Salter, som heller ikke var specielt venlig, lod mig sidde på gulvet i sin boghandel i mit kvarter lige over for Columbia, og jeg lænede mig ind mod hylden og læste, indtil jeg vidste, at jeg virkelig ville have den ene eller den anden bog, for det meste digtere, jeg ikke havde læst før, men før året var omme, havde jeg indkøbt hele udvalget fra New York School og mere til, mere Ashbery og Kenneth Koch og Ron Padgett og James Schuyler og Barbara Guest og Frank O’Hara, som døde i en beach buggy-ulykke på Fire Island tolv år før, jeg kom. Og jeg husker stadig Guests ord, der fik mig til at købe hendes bog: ”At forstå afstanden mellem karakterer.” Det prøver jeg stadig at forstå. Og når jeg ville have byen til at stoppe, løb jeg op ad trappen mellem stenløverne og ind ad døren til New York Public Library og gik i hastigt tempo hen til læsesalen, et kongeligt rum, og satte mig ved et af de lange træborde under det højt hvælvede loft med en lysekrone hængende over hovedet, og jeg bestilte en bog, mens det tavse dagslys faldt ind på mig gennem de store vinduer, og jeg læste i timevis og havde det, som om jeg var blevet til et væsen af rent potentiale, en krop forvandlet til et fortryllet rum, der kunne udvides i det uendelige, og mens jeg sad der og læste, akkompagneret af den dæmpede raslen af sider, der blev vendt, og hosten og snøften og fodtrin, der gav genlyd i det enorme lokale, og lejlighedsvis uhøflig hvisken, søgte jeg tilflugt i de tanker, jeg lånte, opslugt af og nedsænket i sætninger, jeg ikke kunne have skrevet eller udtænkt, og selv når teksterne var utilgængelige eller knudrede eller hinsides min fatteevne, og dem var der mange af, holdt jeg ved og tog notater og forstod, at min mission ville tage år at fuldføre, ikke måneder. Hvis jeg kunne fylde hovedet med forgangne aldres visdom og kunst, ville jeg efterhånden forbedre mig selv, et bind ad gangen, og blive til den kæmpe, jeg gerne ville være. Selv om læsning krævede koncentration, var det ikke de samme krav som gadernes, og jeg kunne slappe af i læsesalen. Jeg trak vejret roligt. Mine skuldre sænkede sig, og ofte tillod jeg mine tanker at henfalde i

12

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 12

11/03/19 5:26 PM

dagdrømme om en enkelt sætning: ”En tings irrationalitet er ikke et argument mod dens eksistens, men snarere en betingelse for den.” På biblioteket havde jeg vinger. Før jeg forlod bygningen, kiggede jeg altid ind i den slaviske læsesal og så på de gamle mænd, der lignede udskårne elfenbensfigurer, med en hudfarve som grålige æggeskaller og lange skæg i en lidt lysere nuance af samme farve. De var klædt i sort og syntes ved første øjekast at sidde helt ubevægelige over de gamle bøger. Kun deres lange pegefingre bevægede sig sindigt, når de bladrede i bøgerne, en ensartet gestus, der overbeviste mig om, at statuerne var levende. De gamle mænd må være døde for længst, og den slaviske læsesal findes ikke længere, men jeg kiggede ind hver gang og indåndede den særlige duft af gammel klogskab og kostbart papir, som tilsammen syntes at indeholde et strejf af røgelse og Vladimir Solovyovs mystiske, prærevolutionære filosofi. Jeg vovede aldrig at træde ind over dørtærsklen. Biblioteket er et amerikansk palads, bygget for Lenox- og Astor-penge for at vise de hovne europæiske penge, at de ikke var bedre end os. Men ét kan jeg sige: Ingen gloede på mig for at tage mål af mig, ingen underkastede mig en intelligenstest eller tjekkede min bankkonto, da jeg trådte ind ad døren. I Webster, Minnesota, var der ingen virkelig rige mennesker. Vi regnede et par kalkunfarmere og butiksejere for velhavende, og læger, tandlæger, advokater og universitetsundervisere røg op i en højere klasse, uagtet deres økonomiske midler, på grund af de år, de havde brugt på at studere, og blev ofte set skævt til af de fattige bønder og mekanikere og de mange andre i og omkring byen, som ikke havde smarte forkortelser efter deres navn. Men i New York var der penge alle vegne, penge i mængder, jeg aldrig havde set før. De vandrede ned ad Fifth Avenue og Park Avenue, alene eller parvis, og de lo og konverserede bag vinduerne i restauranter ved borde med vinflasker og nystrøgne hvide stofservietter og blidt blafrende stearinlys. De steg ud af taxaer i sko med såler, der så ud til aldrig at have betrådt et fortov, og de sad mageligt henslængt på bagsædet af limousiner med

13

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 13

11/03/19 5:26 PM

chauffører. De glimtede i urskiver og øreringe og tørklæder i butikker, jeg var for genert til at gå ind i. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Jay Gatsbys flotte skjorter i mange farver og dumme, tomme Daisy og det triste grønne lys. Og jeg tænkte også på Balzac, hvordan skulle man kunne lade være, på den snuskede, skinnende menneskelige komedie, og på Proust, der spiste middag på Ritz med de venner, fra hvem han senere stjal karaktertræk med så skræmmende nøjagtighed, på Odettes ’smarte flok’, som ikke er så smart alligevel, snarere vulgær, faktisk, og jeg kæmpede for at føle mig hinsides alt det, for at være min egen karakter, denne ædle, unge, om end fattige person med sofistikeret litterær og filosofisk smag, men der var magt i de penge, jeg så, en rå kraft, der skræmte mig og som jeg misundte, fordi den fik mig til at virke mindre og mere patetisk i mine egne øjne. Jeg er stadig i New York, men den by, jeg boede i dengang er ikke den by, jeg bor i nu. Penge er stadig dominerende, men deres skær har bredt sig over hele bydelen Manhattan. De falmede skilte, lasede markiser, flængede plakater og beskidte mursten, som gav gaderne i mit gamle Upper West Side-kvarter et rodet og nedslidt look, er væk. Når jeg befinder mig på mine gamle tilholdssteder nu, mødes mit blik af opstrammede omrids af borgerlig byfornyelse. Læselig skiltning og rene, klare farver har erstattet det tidligere visuelle mørke. Og gaderne har mistet deres ildevarslende aura, den allestedsnærværende, usynlige trussel om at vold kunne bryde ud når som helst, og at en defensiv holdning og målrettet gangart ikke var en valgmulighed, men noget obligatorisk. I andre dele af byen i 1978 kunne man tillægge sig flanørens luntende gang, men ikke her. I løbet af en uge var mine sanser blevet skærpet til et niveau, jeg aldrig før havde haft brug for. Jeg var konstant årvågen og opmærksom på pludselige knirkelyde og smæld, abrupte bevægelser, usikre skridt eller sjofle blikke hos fremmede, på uidentificerbare lugte af noget, der måske ikke var helt, som det skulle være, og som fik mig til at sætte farten op eller smutte ind i en kiosk eller en koreansk købmand.

14

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 14

11/03/19 5:26 PM

Jeg førte dagbog det år. Jeg fandt min helt i den, mine omstrejfende tankers homunculus, og jeg afprøvede passager til hans roman i min notesbog. Jeg krusedullede og tegnede og nedfældede i hvert fald en del af mine beskæftigelser og samtaler med andre og med mig selv, men den sort-hvide Mead-notesbog med beretningen om mit tidligere selv forsvandt kort efter, at jeg havde fyldt dens sidste sider. Men så for tre måneder siden fandt jeg den nedpakket i en kasse med diverse, som min mor havde gemt. Jeg må være begyndt på en ny dagbog og have efterladt den gamle under et besøg hos mine forældre i sommeren 1979. Da jeg fik øje på notesbogen med det let krøllede hjørne og den absurde titel Mit nye liv skrevet i hånden på omslaget under en æske med løse fotografier, tog jeg imod den som en kær slægtning, jeg ellers havde troet var død: Først et gisp af genkendelse, så en varm omfavnelse. Først flere timer senere antog billedet af mig, der sidder med en notesbog trykket ind mod brystet, det latterlige skær, det ganske givet fortjener. Men alligevel har denne bog med sine to hundrede sider været uvurderlig af den simple grund, at den på flere måder og i varierende grad har fået mig til at huske, hvad jeg havde glemt eller husket forkert; den talte til mig med en stemme, som på samme tid var min og ikke længere helt min. Det er underligt. Jeg troede, at jeg havde begyndt hver optegnelse med ”Kære Side”, en tiltale, jeg fandt vittig dengang, men faktisk brugte jeg flere navne til min imaginære samtalepartner, og somme tider slet intet navn. Min søster og jeg gennemgik alle min mors ejendele, fordi hun skulle flytte fra den femværelses lejlighed, som havde været hendes i næsten ti år efter vores far døde. Hendes nye hjem var et enkelt værelse i plejehjemsfløjen af det samme ældreboligkompleks, hvilket betød, at tingene skulle flyttes meter snarere end kilometer, men også, at der skulle skæres kraftigt ned på antallet af ting. Selv om det ikke ligefrem var en glædelig begivenhed, var den dog mindre pinefuld, end den kunne have været, for i en periode mellem de ni et halvt år, vores tooghalvfemsårige mor havde boet alene, og indflytningen på

15

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 15

11/03/19 5:26 PM

pelehjemmet, havde hun været en skrøbelig, ofte liggende beboer i den tredje fløj i samme kompleks, kendt som ’Omsorgsfløjen’. Ti måneder tidligere havde en læge, der havde tilset hende, erklæret hende næsten død, uden at bruge lige de ord, selvfølgelig. Dr. Gabriel havde sagt, at vi skulle forberede os på hendes bortgang, heller ikke med lige de ord. I stedet havde han i begyndelsen af oktober sidste år indtrængende bedt os overveje en ’tidlig jul’ jul i slutningen af oktober eller begyndelsen af november, hvilket med al ønskelig tydelighed understregede, at han ikke mente, at det var sandsynligt, at vores mor ville være hverken her eller der i december, så hvis hun skulle få nogen som helst glæde af højtiden, var vi nok nødt til at fremskynde afholdelsen lidt. Selv om ingen af os svarede direkte, syntes både min søster og jeg, at det ville være urimeligt og meningsløst at snyde med kalenderen for at tilpasse den vores mors mulige død. Månederne følger hinanden i rækkefølge, og hvis hun døde i oktober eller november, ville vi ikke lade, som om halloween eller thanksgiving var juleaften, og selv om vores mor var blevet en smule forvirret med hensyn til tid generelt og havde glemt sine mange sygdomstilfælde og andre fortrædeligheder – den brækkede fod, den brækkede arm, hjerteanfaldet, den pseudo-podagra, der fik hendes tynde ben til at svulme op til dunkende røde kævler, og den infektion, der gik i blodet og fik hende til at hallucinere og se afdøde venner, børnekor og nisser med høje hatte, der vinkede ind gennem vinduerne – ville hun på det bestemteste have modsat sig, at vi pillede ved årets gang. Hun har altid opfattet sig selv som ’filosofisk’. Min mors idiosynkratiske definition på ordet er som følger: Vi lider alle, og vi skal alle dø. ”Du skal aldrig nogensinde sige ’gå bort’ i stedet for ’dø’,” sagde hun til mig, da jeg var elleve. ”Mennesker dør. De fordamper ikke.” Vores mor overlevede halloween og jul og påske, og da sommeren var gået, og bladene på træerne bag Omsorgsfløjen var begyndt at ruste, var hun ikke længere døende, og fordi hun havde trukket sig selv

16

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 16

11/03/19 5:26 PM

tilbage fra den ultimative tærskel, og personalet skulle bruge hendes seng til en, der virkelig stod, eller rettere lå for døden (ord, der heller aldrig blev sagt højt), sendte de hende videre til en beskyttet bolig i plejehjemsfløjen. Hun var ikke stærk nok til at komme tilbage til sin egen lejlighed, hvilket var grunden til flytningen, min genopdagelse af den gamle dagbog og skrivningen af denne bog. Min mor er nu faldet godt til på sit nye værelse, og det ville ikke overraske mig, om hun levede ti år mere, men hun glemmer. Hun glemmer det, jeg lige har sagt til hende i telefonen. Hun glemmer, hvem der lige har været inde på værelset med en pille eller et glas vand eller et stykke rosinbrød. Hun glemmer, at hun har taget sin gigtpille, og hun glemmer, om hun har haft gæster og taler i stedet til mig om orkideerne i vindueskarmen. Hun beskriver deres farver og antallet af blomster, der er tilbage på de forskellige stilke, og hvordan lyset rammer dem, ”lidt skyer i dag, så lyset er jævnt.” Hun er veltalende og husker meget fra sit liv, især sit tidlige liv, og hun kan godt lide at finde de gamle historier frem igen. I går fortalte hun mig en af mine yndlings, en historie jeg bad hende fortælle igen og igen, da jeg var lille. Hun og hendes bror havde set Eva Harstads ansigt i et førstesalsvindue for enden af Maple Street i Blooming Field, hvor hun voksede op. ”Oscar og jeg var på vej hjem ved solnedgang. Der var lyserøde striber på himlen og et underligt lys. Vi så hende begge to i vinduet. Umuligt, naturligvis, for hun havde hængt sig året før, den stakkels Eva. Vi kendte hende ikke så godt. Der var et barn på vej, forstår du. Ingen fandt nogensinde ud af, hvem faren var. Hendes død gjorde alle i byen kede af det, alle som ikke var ondskabsfulde, skinhellige eller hykleriske, men der var hun, med det lange lyse hår hængende ned om ansigtet. Jeg har fortalt det her mange gange før, det ved jeg, men der var noget galt med hendes læber. Hun bevægede dem på en skør måde, ligesom nogle sangere gør, når de skal varme munden op, før de begynder at synge, men der kom ikke en lyd. Vi løb ikke, men vores blod frøs til is, hvis du forstår, hvad jeg mener. Vi gik hurtigt.

17

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 17

11/03/19 5:26 PM

Oscar kunne ikke lide at blive mindet om det. Jeg tror, at det skræmte ham mere end mig. Jeg burde spørge ham. Burde jeg ikke? Men hvor er Oscar nu henne?” Onkel Oscar døde i 2009. Nogle gange ved min mor det godt, andre gange gør hun ikke. Fortiden er skrøbelig, lige så skrøbelig som knogler, der bliver porøse med alderen, så skrøbelige som genfærd set i vinduer og de drømme, der går i opløsning, når man vågner og ikke efterlader sig andet end en fornemmelse af uro og ængstelse eller, sjældnere, en slags sælsom tilfredshed. 2. september 1978 Kære Side Jeg har ventet på dette nu, det nu, der forsvinder, hvis jeg ikke tager fat i det, ryster det og dræner det for dets bristefærdige tilstedeværelse. I løbet af få dage er min heroiske dreng blevet til mere end en fjern kløe! Han har en form – høj og tynd – og en permanent placering – Perifer i Forhold til De Flestes Affærer. Så vi minder om hinanden, han og jeg. Ian Feathers. Han initialer: I.F., som i ’if’ … en konjunktivisk karakter, vinger og flugt, fjerpenne og kuglepenne og skrivemaskiner. Min egen midtvestlige ridder, forvirret af mystiske historier og forført af logik. Og så er der noget mærkeligt: Min nabo synger hver aften. Hun er muligvis Hare Krishna eller tilhører den der kult med ham den tåbelige, fedladne drenge-maharaja, hvis billede jeg har set rundt omkring. Hun siger amsah, amsah, amsah igen og igen og igen. I går holdt hun en pause fra amsahriet og sagde højt: ”De ville have en anden.” Tristheden i hendes stemme fik min hals til at snøre sig sammen et øjeblik. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvem ’de’ var, og jeg kan ikke få ordene ud af hovedet. Det er, som om de har en eller anden særlig og frygtelig betydning. Jeg tror, at hun måske også har hylet og gispet om natten, men jeg var ikke vågen nok til at høre ordentligt efter.

18

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 18

11/03/19 5:26 PM

Kapitel 1. Ian bliver født mellem omslagene Ian Feathers havde læst så mange krimier som dreng, at hans mor var nervøs for, at hans øjne skulle blive blinde af anstrengelse, og hans solberøvede lemmer skulle visne af inaktivitet. Mr. og mrs. Feathers troede, som grækerne før dem, på ’alt med måde’. Den amerikanske version af dette ældgamle mundheld var ’afrundet’. Mr. og mrs. Feathers elskede deres høje, tynde, begavede, nærsynede, storlæsende dreng, men de arbejdede på at file ham til og runde ham af – for hans egen skyld. De vidste, ligesom alle gudfrygtige midtvestlige folk vidste, at den ideelle afrundede dreng aldrig var for meget af noget. Han klarede sig fint i skolen, men ikke så fint, at man kunne anklage ham for abnorm dygtighed. Han rodede sig ud i ballade fra tid til anden (for at vise, at han havde gåpåmod), men det var aldrig alvorligt og involverede som regel håndgemæng med en mindre-end-ideelt afrundet dreng. Hans moralske kompas pegede stik nord, men havde visse udsving, for der er ingen, der bryder sig om dydsmønstre. Han var beskeden, naturligvis, storsindet over for dem, der stod under ham, ret høj, men ikke for høj. På Ians dele af prærierne og i Amerika generelt i midten af det tyvende århundrede var det en selvfølge, at den ideelt afrundede dreng var af kaukasisk afstamning (om end han blev pænt solbrun om sommeren), ikke-fanatisk kristen og, som fremstillet i populærlitteraturen i hvert fald, havde lysebrunt hår og perfekt syn. Hvis man skulle tildele den ideelle dreng en temperatur, ville den være lunken. Faktisk var der kun ét felt, hvor denne mønster-gennemsnitlighed havde lov til at excellere, et felt, som grækerne selv ville have billiget: sport. Selv om Ian stræbte efter behagelig afrundethed, eller i det mindste en lejlighedsvis tilsyneladende afrundethed for at glæde sine forældre, befandt hans interesse for mystiske omstændigheder, uløste kriminalgåder, tyveri, røveri og mord, især mord, sig i den uamerikanske kategori ’for meget’. Ians ’virkelige’ liv levedes i bøger, ikke uden for dem. Og alligevel var grænsen mellem inden for omslagene og uden for omslagene ikke hundrede procent faste. Mord var en sjældenhed i Feathers’ hjemby Verbum, Minnesota, men

19

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 19

11/03/19 5:26 PM

Ian øvede sig det bedste, han havde lært på fremtidige sager. Han studerede støvaftegninger på og krøller i jakkeærmer og bukseben og noterede sig katte- og hundehår, der klæbede til kæledyrsejere. Han stirrede på skosåler (på sko både på og ikke på mistænktes fødder) for at se efter jord og snavs og tyggegummi og noterede sig farve, konsistens og fugtighed. Han lagde mærke til diverse niveauer af menneskelig svedighed og den virkning, det havde på skjorter. Han brugte timer på at lære dækmønstre fra cykler, kranvogne, stationcars og pickupper. Han begyndte at udlede karaktertræk fra cigaretskod, dem, der blevet mast midt over, for eksempel, kontra dem, der blev efterladt i askebægre for at ryge sig selv til ingenting. Drengen levede i en verden opbygget helt og holdent af spor. I årenes løb tog Ian taknemmeligt imod sine forældres fødselsdags- og julegaver, som havde til hensigt at omdirigere hans fanatisme – basketbolden (som de knyttede store forhåbninger til på grund af drengens anseelige højde) baseballbat og bold, senere tennisketsjere, ski, badebukser og svømmebriller, og deres sidste forsøg på at skubbe ham i retning af Den Anden, de håbede, han ville blive til – et badmintonnet og fjerbolde – men Ian nægtede ikke bare at kaste sig ud i sportsdyrkelse, han kunne decideret ikke lide sport. Hvis han havde været en geometrisk figur i stedet for en dreng, ville han have været en stor cubicoboctahedron med adskillige fremspring, som han havde hvæsset og slebet lige siden, han opdagede sit kald her i livet, takket være det uforlignelige geni udi analyse og logik, den formidable S.H.: Sherlock Holmes.

I mange år huskede jeg mine første uger i New York som Perioden uden Virkelige Mennesker. Jeg ved, at jeg havde talt med den ægte mr. Rosales, selvfølgelig, som altid hilste og sagde goddag, men hver gang jeg talte med ham, fik jeg en fornemmelse af, at han var nervøs for, at jeg skulle bede ham om at reparere noget. Jeg læste digte og romaner og bøger om filosofi, som alle sammen havde en eller anden form for mennesker i sig, og langsomt begyndte min helt at finde sig selv, og det samme gjorde hans vigtige fortrolige, hans Sancho, hans

20

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 20

11/03/19 5:26 PM

Watson: Isadora Simon, I.S., initialer, der på engelsk signalerer væren – i nutid. Jeg strejfede om på Manhattan, men jeg havde ingen venner eller bekendte. Når jeg fortalte historien om min bymæssige indvielse, sagde jeg altid: ”Jeg må have været en af de få mennesker, der flyttede til New York uden at kende en levende sjæl.” Det passer. Ingen venner, ingen venners venner og ingen halvgrandkusiner og derfor ingen at ringe til. Så tilføjede jeg som en skarp pointe: ”De første tre uger talte jeg overhovedet ikke med nogen.” Det viser sig at være en skamløs usandhed, selv om jeg aldrig havde i sinde at lyve. 3. september 1978 Her til eftermiddag tog jeg igen hen på Hungarian Pastry Shop, mit nye stamsted. Læste i to timer over en kop kaffe med genopfyldninger. Røg for meget. Bog: Bergson’s Laughter: An Essay on the Meaning of the Comic. Tog notater og indledte en samtale med en pige ved navn Wanda – store øjne, lille mund, mørkeblond hår, studerer russisk historie på Columbia. Vi diskuterede symbolisme. Jeg talte en hel masse, gestikulerede, busede ud med indestængte tanker. Dages ensomhed havde gjort mig snakkesalig. Symbolisme førte til middag på Ideal (cubansk-kinesisk på hjørnet af 107th og Broadway). Jeg spurgte hende om Gogols Døde sjæle og paratakse, sagde, at jeg ville ønske, at jeg havde studeret russisk, og så spurgte jeg hende om hende selv, og efter et par indledende bemærkninger sagde hun, at hendes mor var blevet ramt af en hjerneblødning sidste år. Den venstre side af hendes ansigt hang, og hendes venstre arm og ben slæbte. ”Bare flæk mig på langs og tal til den gode side,” sagde hun til sin datter, men hendes stemme var sløret. En ny hjerneblødning tog livet af hende. Wanda fortalte historien tørt, udtryksløst og stift, i et tonefald, der var helt uden følelser, men jeg lagde mærke til, at hun talte til væggen bag mig, ikke til mig, hvilket, antager jeg, har været en måde, hvorpå hun kunne undgå den medfølelse, der må have stået malet i mit ansigt. Det var akavet, og jeg tror, at hun fortrød, at hun havde fortalt mig det. Hun rødmede, da hun var færdig med historien. Jeg mærkede

21

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 21

11/03/19 5:26 PM

en trang til at kysse hende farvel på begge kinder, men da jeg så hende knibe munden sammen, trak jeg mig tilbage og holdt mit ansigt væk fra hendes. Vi gav hinanden hånden og udvekslede telefonnumre.

Jeg har ingen erindring om Wanda. Jeg kan huske Ian Feathers, og jeg er stadig glad for ham den dag i dag som en opfindelse, jeg håbede ville svæve væk fra mig og ud i verden, hvorimod Wanda ikke engang er et vagt mentalt billede, og tro mig, jeg har prøvet at fremmane hendes store øjne og lille mund og mørkeblonde hår for mit indre blik, men denne russisk-historiestuderende er hinsides min erindringsevne. Hvor mange andre mennesker, begivenheder, samtaler og historier om døde forældre har jeg glemt? Hvor mange Wandaer er der? Hundreder, vil jeg gætte på. Erindringen er ikke bare upålidelig, den er porøs. Så vidt jeg kan huske, kan det have været en fremmed, der har skrevet ordene om Wanda, eller også kan mit tidligere selv have fundet på det hele. Det er dog tvivlsomt. Jeg kan huske mit unge selv godt nok til at vide, at jeg, trods min stadigt mere modne sans for ironi, altid var oprigtig, når det handlede om døde mødre. Jeg kredser lidt om det selv, der mødte og efterfølgende skrev om Wanda. Jeg befinder mig et sted i nærheden af det revnede loft i den tarvelige, næsten tomme lejlighed, ånden af det-som-skal-komme, som ser ned med en blanding af forundring og medynk på den unge dame, der sidder bøjet over sin notesbog. Dagbogsnotaterne minder mig om, at jeg røg dengang – jeg tilføjer en cigaret til mit mentale sceneri og ser røgen stige op fra den tynde, hvide stang mellem hendes fingre. En ung kvinde sidder og ryger og producerer side efter side af prosa, noget af det er godt, noget er skidt, men snart er hun fortabt i en labyrint, hun selv har skabt, selv om hun fik hjælp af Feathers, som heller ikke var sikker på, hvor han skulle hen. Historien fortsætter.

22

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 22

11/03/19 5:26 PM

Ifølge min dagbog fandt jeg den femte september, to dage efter mødet med Wanda, ud af, at min nabo ikke var medlem af en østerlandsk kult. Jeg sov ikke så godt. Selv om den værste hede var overstået, var der ikke køligt i lejligheden, og mine nætter myldrede af byens lyde, en støj, som det tog tid at vænne sig til, fordi jeg var vokset op med så anderledes et lydtapet. Om sommeren derhjemme kunne en enkelt myg, der summede i nærheden af mit øre, holde mig vågen, men jeg kunne godt lide at lytte til cikadernes kor i skumringen og løvgræshopperne, der sang det meste af natten. Jeg faldt i søvn til deres sange og vindene, der susede i træerne og fik grenene til at knage og det lange græs uden for huset til at hviske. Når junistormene kom rullende, tordnede det tæt på, og det tordnede langt væk, og mit hjerte bankede af begejstring, når himlen lod strømmende vand falde ned over taget, og om vinteren, når snestormene ramte, lyttede jeg til deres hæse brøl og uregelmæssige vrælen og til den næsten-stilhed, der fulgte efter – en lammelse af sol og sne. Jeg kan høre en vis nostalgi i min beskrivelse, men jeg var ikke nostalgisk som treogtyveårig. Jeg tog byens bulder til mig. Min nabo holdt op med at messe omkring klokken ti, men elevatoren åbnede og lukkede sig på alle tidspunkter af døgnet, og sirener hylede op og ned ad Broadway. Jeg lyttede til stemmer, der svævede ud gennem vinduerne, der stod på klem på den anden side af ventilationsskakten. Mine naboers fjernsyn talte og græd og sang jingles. Fordrukne råb kom ind fra gaden og skraldebilernes dæmpede, gutturale skramlen vækkede mig klokken fem om morgenen. Jeg hørte brummende motorer og så lyden af metalspande, der raslende blev stillet ud til fortovskanten. En morgen hørte jeg en kvinde skrige, og jeg satte mig brat op i sengen, stadig halvt i søvne og lyttede efter. Først næste morgen tænkte jeg på, om det var naboen. I min notesbog beskrev jeg skriget som ”en forkynder af rædsel og jubel.” Under dette romantiske bavl skrev jeg en linje fra Baudelaires Fleurs du Mal: ”Si le viol, le poison, le poignard, l’incendie …”

23

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 23

11/03/19 5:26 PM

Den aften, som jeg har nærmet mig, sad jeg ved mit skrivebord og stirrede på siden foran mig og grublede over den fjortenårige Ian og det mysterium, han har tænkt sig at løse: De hyppige rapporter om at Frieda Frails ansigt bliver set i et vindue i det hus, hvor hun var død under et epileptisk anfald året før. Mit notat til mig selv i kladdehæftet: ”Ians Sherlock-tilbedelse fører ham lukt ind i en verden med domskalkuler og valide såvel som ikke-valide følgeslutninger. Vores ikke-så-ideelle dreng lever for at udspalte sandt fra falsk og beskæftiger sig indgående med p’er og q’er og r’er og symbolerne for ikke [¬] og [∧] eller [∨], hvis så [⇒] og hvis og kun hvis [⇔]. Han går frem ét skridt ad gangen. Hans ræsonnementer er perfekte, men vor helt skal blive vildledt af sine deduktioner. Isadora Simon, Ians Watson, vil tage en anden og mere effektiv rute.” Mens jeg tænkte på Ian og Isadora og den symbollogik, jeg havde studeret på college, hørte jeg min nabo begynde på sin sang igen, amsah, amsah, amsah. Hendes intonation havde en klagende karakter, og jeg indså, at hendes dystre repetitioner var begyndt at gå mig på. De gjorde mine tanker langsommere og ledte dem i en trist, såret retning, som om nogen var gået i gang med metodisk at gnubbe mit bryst med sandpapir. Jeg gik hen til væggen, lagde øret ind mod den, ønskede, at jeg havde det stetoskop, min far havde givet mig, da jeg var ti, og som lå i den øverste skuffe i min kommode derhjemme, og jeg lyttede, og hele min krop var anspændt af opmærksomhed. ”Amsah, amsah, amsah, jeg er ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det.” Og det blev ved med en enkelt lille ændring: ”Lucy er ked af det, hun er ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det.” Det var værre end et mantra. Jeg boede ved siden af en kvinde, der var så ked af det, at hun højlydt måtte deklamere sin tristhed hver aften. Jeg kunne næsten se hende for mig, rokke frem og tilbage. I notesbogen skrev jeg: ”Jeg må lukke hende ude. Jeg har besluttet at købe en billig radio og have den tændt om aftenen. Jeg ved, at hvis hun

24

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 24

11/03/19 5:26 PM

bliver ved, bliver jeg vanvittig. Jeg stoppede toiletpapir i ørerne og tog en tur på skumtoppene.” En tur på skumtoppene var kode for selvfornøjelse. Jeg masturberede en masse dengang, men jeg var diskret og uvillig til at nedfælde mine onanistiske fantasier på papir. Den beskedenhed er væk. Jeg lagde mig på skummadrassen, der lå på den seng, jeg havde lavet af appelsinkasser, jeg havde fundet på gaden, og en udskåret plade krydsfiner, og fremmanede en elsker, mens min hånd blev til hans hånd eller hendes hånd, afhængigt af mine præferencer lige det øjeblik, og jeg vendte og drejede mig og stønnede på de lagener, min mor havde købt til mig i Sears, mens en fremmed med sort hår, der faldt ned over panden, og meget smalle hofter og en fin, rund bagdel kom ind i sovevognen i et tog på vej fra Berlin til Paris og klædte sig af på gulvet og kravlede op til mig i overkøjen og trykkede mine skuldre ned mod den hårde sengebund, og mens han stirrede på mig, bemærkede jeg hans glinsende overlæbe, for der var varmt i toget, og han vendte mig brat om og kneppede mig bagfra, og jeg elskede det, eller en blond pige, der mindede om Marilyn Monroe besteg mig i den samme kupé og knappede langsomt sin skjorte op, mens togvognen rokkede fra side til side og fløjten hylede, og jeg skubbede hende ned på maven og trak trusserne af hende og betragtede hendes pragtfulde røv og rørte hendes klitoris i forskellige stillinger, indtil hun kom, og jeg kom – vi alle sammen kom – nogle gange kom vi alle tre samtidig, når jeg havde besluttet mig for en trekant. Jeg spillede alle roller. Jeg var mand, og jeg var kvinde. Jeg var en kvinde sammen med en mand og somme tider manden med kvinden og så igen kvinden sammen med kvinden. Jeg har ingen problemer med at genkalde mig disse onanifantasier i dag, for de er sært fastlåste. Resten af mig er modnet og har forandret sig. Jeg er en klog gammel kone nu, gennemsyret af de smerter og indsigter, man får i årenes løb, men den erotiske

25

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 25

11/03/19 5:26 PM

gymnastik, der foregik i mit hoved dengang, og den, der er der nu, er bemærkelsesværdigt ensartede. Seksuelle fantasier er en maskine, ikke en organisme. Jeg har stadig en svaghed for sex om bord på tog. Det må være deres rytme. ”At skrive en bog er fuldstændig som at nynne en melodi – hold tonen, madam, så er det ligegyldigt, hvor højt eller lavt man går” Jeg havde dette citat fra Laurence Sternes Tristram Shandy tapet fast på væggen over mit skrivebord som inspiration og som utvetydig påmindelse om, at romaner kommer i mange former. Som min grandtante Irma sagde: ”Det kræver alle slags.” Når jeg så på postkassen tilhørende 2C i blokkens lille entre, så jeg navnet L. Brite. L måtte givetvis stå for Lucy: Lucy Brite. Det var et kønt navn, der sagtens kunne tilhøre en køn kvinde, om end en trist kvinde. Brite affødte visse associationer, bright som i lys, sollys, og tænder-så-skinnende-at-jeg-må-knibe-øjnene-sammen i tandpastareklamer, det stik modsatte af hvad min nabo kommunikerede gennem væggen. Der findes også en metaforisk klarhed, som i et menneskes intellektuelle brillans eller en pludselig god idé, konkretiseret som en elpære over folks hoveder med streger ud fra, som skal gøre det ud for stråler. Navnet inspirerede mig, og jeg lavede en lille tegning af en imaginær Lucy, der lyste op i sin sorgs mørke. Jeg havde også glemt tegningen, indtil jeg så den i min gamle notesbog.

26

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 26

11/03/19 5:26 PM

Min nabo sang ikke sin tristesse ud i dagtimerne. Hun hamrede og bankede på et eller andet, formodentlig et mindre snedkerprojekt, og mens hun arbejdede på det, fløjtede hun. Lucy Brite var god til at fløjte, en evne, der mindede mig om min far, som sang pivfalsk, men holdt tonerne perfekt, når han fløjtede, noget, der altid forundrede mig som barn. Hvordan kunne det være, at min far i kirken stønnende fremtvang salmerne med en stemme, der var så flad, at jeg havde svært ved ikke at skære ansigt, mens han kunne fløjte, så det lød som et sendebud fra himlen? Når min far fløjtede, betød det, at han var i godt humør, et tegn på, at livet i hvert fald lige i øjeblikket behandlede ham godt, hvilket også gjorde det godt for os, hans børn, de to piger, der lyttede til hans gengivelser af ”Camptown Races” eller ”I’ve been Working on the Railroad” eller ”There Is Power in a Union” på bagsædet af bilen, hvilket er grunden til, at jeg forbinder fløjten med et billede af min far set bagfra – kransen af mørkt hår under hans skaldede isse og hans ører, ”der lå pænt og glat ind til hans hoved,” den eneste måde ører skulle ligge på, ifølge min mor.

27

MINDER OM FREMTIDEN_indhold_trykklar.indd 27

11/03/19 5:26 PM

26,8 mm

156 mm

90,6 mm

Af forfatteren til Det jeg elskede

Minder om fremtiden fortæller historien om den unge forfatterspire S.H. fra Minnesota og hendes første år i New York i slutningen af 1970’erne. Hun bor i en faldefærdig ejendom og er besat af sin mystiske nabo, Lucy Brite, hvis rablende monologer hun følger gennem de papirtynde vægge og nedskriver i sin notesbog. Hvad er der galt med hende?

Pressen skrev om DEN FLAMMENDE VERDEN ”Halleluja, Hustvedt er tilbage.” – WEEKENDAVISEN

”Fascinerende flerstemmig og ­raffineret roman.” – KRISTELIGT DAGBLAD

”Dybt besnærende og underholdende.” – INFORMATION

Siri Hustvedt

❤❤❤❤❤ – POLITIKEN

Lindhardt og Ringhof

Omslag: Demuth Grafisk efter originalomslag Illustration af forfatteren

226 mm

fremtiden

”En rå flammekaster af intellektuel muskelkraft.”

Roman

lindhardtogringhof.dk

Minder om fremtiden

SIRI HUSTVEDT (f. 1955) har norsk-amerikanske forældre og er vokset op i Minnesota. Hun har en PhD i engelsk litteratur fra Columbia University og underviser i psykiatri på det medicinske fakultet på Cornell University. Hun har skrevet en digtsamling, seks romaner, fire essaysamlinger og et non-fiktionsværk. Hendes seneste roman Den flammende verden var nomineret til Man Booker Prize og blev tildelt Los Angeles Times Book Prize i 2014. Hun er en eftertragtet foredragsholder inden for kunst, litteratur og videnskab. Hun bor i Brooklyn, New York, sammen med sin mand.

Fyrre år senere er S.H. en etableret og feteret forfatter. Da hun flytter sin aldrende mor til en ny bolig, finder hun sin gamle notesbog og det første udkast til en aldrig færdiggjort roman. Dette giver hende anledning til at se tilbage på sit liv og sit yngre jeg på tværs af fire årtier. Den modne kvinde ser med forundring og nysgerrighed på sit eget, unge selv.

Minder om

Siri Hustvedt

© Marion Ettlinger

MINDER OM FREMTIDEN er en overdådig roman om tid, erindring, lyst og fantasi.