Skip to main content

Med bue og pil læseprøve

Page 1

Med bue og pil

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 1

22/07/2019 12.39


ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY

Med bue og pil

Lindhardt og Ringhof

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 3

22/07/2019 12.39


Jagthistorier_indhold FINAL.indd 6

22/07/2019 12.39


Til min mand Mads Rahbek der har lĂŚrt mig at jage

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 5

22/07/2019 12.39


Jagthistorier_indhold FINAL.indd 6

22/07/2019 12.39


Forord Denne lille bog er en samling af nogle af mine bedste og mest lærerige jagtoplevelser – fortalt, så den ikke jagtkyndige kan være med og læse bogen som en slags novellesamling. Bogen er altså ikke tænkt som en instruktionsbog i at gå på jagt med bue og pil. Det er der andre, der er langt mere kompetente til at fortælle om. Mit håb er, at de læsere, der ikke går på jagt, vil nyde historierne og måske selv blive klogere på jagt og natur. Mit håb er også, at nye såvel som gamle jægere kan genkende oplevelser og glæde sig over dem og måske endda lære af mine erfaringer – gode som dårlige. Jagten har både dramatisk kraft og rummer mange relevante overvejelser om etik. Samtidig har jagt virkelig fået tag i folk i disse år. Efter seks år som buejæger befinder jeg mig på et unikt punkt i min udvikling som jæger. Jeg kan stadig huske, hvor svært det var, da jeg begyndte, og det er et godt udgangspunkt for at formidle ikke bare de spændende eller sjove historier, men også de hårde erfaringer.

7

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 7

22/07/2019 12.39


Jægere ønsker sjældent held og lykke – for det menes at bringe uheld. I stedet siger man ”knæk og bræk”. Det tidligste skriftlige eksempel skulle stamme fra Dansk Jagtleksikon fra 1941. Buejægere ønsker, med et vist glimt i øjet, ”træk og slip” – nemlig træk buen, og slip pilen.

Træk og slip! Anne-Cathrine Riebnitzsky

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 8

22/07/2019 12.39


Fra jord til bord – hvorfor går jeg på jagt? Jeg er vokset op på Sydfyn på landet. Min familie havde en lille gård med grise. Jeg er født i 1974 og har været med til at slagte grise derhjemme, siden jeg kunne gå. De boede ude i stalden, og jeg var tit med, når de blev fodret. Grisene havde krølle på halen og boede ti-elleve stykker i en sti, hvor de møvede rundt mellem hinanden. Min far havde cirka 400 ad gangen, der nåede slagtevægt på lidt forskellige tidspunkter, alt efter hvor gode de var til at rage foder til sig. Når de fleste stier var tomme, kom et nyt hold til. Hvis de begyndte at slås, skilte min far dem ad og satte de svage dyr i deres egen sti, hvor de ikke blev kanøflet af de store bøller. Jeg fulgte dem, fra de var små og søde og sjove, til de blev store og besværlige og skulle blive til mad. De fleste af min fars grise blev selvfølgelig kørt til slagteriet, så andre mennesker kunne købe svinekød, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Det var bare sådan, det var. Hos os var der en eller anden slags gris på menuen de fleste 9

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 9

22/07/2019 12.39


dage. Fra tid til anden købte min mor fisk hos den lokale fisker, der kom forbi med skrubber og rødspætter. Nogle gange byttede man også, hvis der skulle noget andet på bordet. Når jeg var med min mor ude at handle, så gik vi simpelthen forbi køledisken med kød. Vi havde jo selv i fryseren. Jeg vidste udmærket, hvor frikadellerne og karbonaderne og flæskestegene og koteletterne og mørbradbøfferne og alt det andet kom fra. Det kom fra den gris, som jeg selv havde været med til at slagte. Både min bror og jeg hjalp til. Vi lavede rullepølse, hjalp med at ælte fars, puttede kød i kødhakkeren og lavede medisterpølse. Og det var på ingen måde hverken mærkeligt eller ulækkert at have med kød at gøre eller at se grisen blive slagtet. Det var helt naturligt. Mit forhold til dyr og deres kød er dermed nok anderledes end mange andres. Jeg var en stor teenager, før jeg første gang prøvede at tage købt kød ud af en plastikbakke. Af den helt enkle årsag, at min far på det tidspunkt var holdt op med at have grise selv. Det var faktisk en lidt underlig oplevelse med det købe-kød. Jeg vidste ikke, hvor det kom fra, hvor langt det havde rejst, og hvordan det var blevet håndteret. Når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg går på jagt, er svaret ikke helt enkelt. Årsagerne er mange. Jeg begyndte at gå på jagt, fordi min mand går på jagt med bue og pil. Det var noget, han fra begyndelsen af vores forhold brugte meget tid på, og det var tydeligt, at jagten betød rigtig meget for ham. Sammen bruger vi i dag meget tid på jagt og har gjort det i flere år. Men at det var sådan, det begyndte, besvarer ikke, hvorfor jeg i dag bliver ved. Og årsagerne til, at andre 10

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 10

22/07/2019 12.39


mennesker går på jagt, er lige så mangfoldige som jægerne. For nogle er det sociale væsenligt. For nogle er det familietraditioner. Men hvorfor går jeg på jagt? Naturoplevelserne spiller en stor rolle. Det er spændende at se et dyr i naturen, at iagttage det, uden at det ved, at man kigger. At se en rå nusse sit lam. Selv hvis jeg ikke ser rådyr, er der som regel småfugle. Nogle gange lander de på ens kasket eller på ens pil, der jo for dem bare er endnu en velegnet gren at sidde på. Jeg fodrer fugle derhjemme hele året og interesserer mig for, hvilke fugle der er i den egn af landet, hvor jeg nu bor. Jeg kan mange af navnene på fuglene og nogle af deres kald. Det er spændende at se spætmejserne løbe op og ned ad træstammerne og hakke efter insekter. Jeg er fascineret af alle detaljerne i fjerdragten, den fine lyse bug, den blågrå ryg og den markante sorte øjenstribe, der får spætmejsen til at ligne en egyptisk farao. At se en fasanhøne tæt på er også at opdage den fineste camouflage, man kan forestille sig: sorte pletter i et smukt og forfinet mønster på en bund af gråbrunt. Gråbrunt og sort lyder måske kedeligt, men en fasanhøne er smuk. Skønheden i en fjerdragt besvarer nu alligevel ikke, hvorfor jeg går på jagt. Jeg ville ikke stå tidligt op og sidde i skoven bare for at kigge på fugle. Det, der hedder ”vildtforvaltning”, spiller også en stor rolle. Vi bor i et opdyrket land, hvor mennesker optager en del plads og overalt påvirker naturen. Vi har trafik, landbrug, folk der løber i skovene, og alle mulige andre aktiviteter, der påvirker vildtet. Dyr bruger i sagens natur ikke prævention, og selv om rådyr faktisk er i stand til at lade et eller begge fostre gå til inde i kroppen, hvis vinteren er hård, så forme11

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 11

22/07/2019 12.39


rer dyrene sig ganske hurtigt, og det er både menneskers ret og pligt at forvalte bestandene af vildt. Det er ikke, fordi naturen ikke kan selv. Det kan den godt. Vi jager for eksempel ikke sæler i Danmark. Bestandene vokser kraftigt, og på et tidspunkt er der ikke føde nok til dem alle, og de bliver ramt af sygdomme, som får bestanden til at kollapse. Det vil sige, at måske 90 % dør. Så begynder spillet forfra. Fænomenet er i den brede befolkning nok mest kendt fra netop sælpest og eksempelvis vildkaniner, der med otte-ni års mellemrum nærmest uddør på grund af sygdom. Naturen kan godt selv regulere. Når tingene kommer ud af balance, så udsletter en eller anden sygdom hovedparten af dyrene, og bestanden bygger sig langsomt op igen. I et område med balance mellem rovdyr og planteædere er sygdomsangrebene ikke så hyppige. Men menneskers indflydelse på mængden af rovdyr og deres opholdssteder er ganske betydelig. Vildtforvaltning betyder, at jægerens opgave ganske enkelt er at hjælpe med at holde bestandene i balance. Det betyder også, at vi som jægere høster af et overskud. Hvis ikke vi skyder en del dyr, så vil disse dyr ellers dø af sygdom eller blive kørt ned i trafikken. Det forstod jeg først, da jeg læste det lovpligtige materiale fra Miljøministeriet, som jeg skulle igennem for at tage jagttegn. Vi ”plejer” faktisk bestanden ved at skyde en del bort. Alternativet ville være at sætte sig ned på rumpen og ikke drive jagt. Og overlade balancespillet til ræve, trafikdrab, hårde vintre og sygdomme (hvoraf nogle i øvrigt er meget langvarige og lidelsesfulde for dyrene). Miljøministeriet lovgiver for, hvad der må jages i Danmark og hvornår. De rådgives af Vildtforvaltningsrådet, 12

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 12

22/07/2019 12.39


der er sammensat af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Jægerforbund, Landbrug og Fødevarer samt Friluftsrådet. Det er altså repræsentanter fra disse ret forskelligartede foreninger, der indstiller til ministeriet, hvad der må jages, og hvornår. Efterhånden er vi i Danmark blevet ret gode til netop forvaltning. Det betyder, at en række arter, der var truede før i tiden, i dag har det godt og er i fremgang. Det er afgørende, at man netop lovgiver og holder øje med bestandene. Hvis alle må jage hvad som helst når som helst, så kan det godt lade sig gøre at udrydde vildt. Det skete i Sønderjylland lige efter genforeningen, hvor råvildt, harer og fasaner i en periode var udryddet, hvor utroligt det end lyder. Det er blandt andet Miljøministeriets og Vildtforvaltningsrådets fortjeneste, at vi i dag har så mange forskellige dyrearter. Det er også deres opgave at sige, at nu skal der skydes flere af den og den gåseart eller flere kronhinder (hundyr af krondyr) for at begrænse bestandens vækst. Og det er os som jægere, der skal bakke op og gøre en indsats og skyde de rigtige dyr. Så naturoplevelser og det at være ”et moralsk og etisk rovdyr” har afgørende betydning for, at jeg går på jagt. En anden afgørende årsag er kødet. Jeg er kødspiser. En stor del af min jagtglæde har at gøre med, at det kød, jeg bringer hjem, kommer fra dyr, der har levet et naturligt liv. Dyret har altså haft et godt liv, inden jeg skyder det. Kødet smager rigtig godt. Hvis man kan lide oksekød, kalvekød eller andre typer rødt kød, kan man med stor sandsynlighed også lide kød fra rådyr, krondyr, dåvildt og sika, som er vores fire 13

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 13

22/07/2019 12.39


hjortearter. Men hvis det udelukkende handlede om kød, så var jeg nok enten tilbudsjæger i supermarkeder, eller i hvert fald gik jeg på jagt med riffel. Så min kødglæde forklarer ikke alt. Men det er hævet over enhver tvivl, at noget af det første jeg kigger på, når jeg har skudt et rådyr, er, om rumpen er stor. Vi spiser nærmest alt på dyret, men ryggen og musklerne i bagbenene er det kød, der er af bedst kvalitet. Og jeg fryder mig, når jeg løfter et dyr og det er tungt og vejer til. Så meget kødjæger er jeg alligevel. En del af min motivation for at gå på jagt handler også om en tilfredsstillelse ved at betragte forholdene i naturen. Hvordan det faktisk er. Det er ikke specielt morsomt at se en tykmavet rå, der snart skal sætte nye lam, jage sine to lam fra sidste år væk. Men når lammene er tæt på et år gamle, så jager moren dem væk. Hun både bider og sparker, hvis ungerne ikke vil flytte hjemmefra. Hun vil ikke have dem i nærheden, når hun får de nye små lam. Og det passer måske ikke ind i vores forestillinger om naturen. Men det er trods alt sådan, det er. Nogle råer tillader efter nogle uger, at de store lam kan opholde sig i nærheden af hende og de nye lam. Nogle ønsker dem overhovedet ikke tilbage i området. I en Disney-forståelse af naturen ville man nok mene, at de knap et år gamle lam formentlig er traumatiserede af denne barske mor. Men det er, fordi vi tillægger dyrene menneskelige evner og følelser. Jeg har aldrig set et deprimeret rådyr. De kan være nysgerrige, nusse hinanden kærligt og flygte forskrækket. Det meste af tiden er de bare veltilpasse ved at tusse rundt og æde og lægge sig og sove, når de vil det. En del af min jagtglæde handler også om taktik. Dyrene har en masse evner. Disse evner er forskellige fra art til art. Rådyr har en virkelig god hørelse og en lugtesans, der langt 14

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 14

22/07/2019 12.39


overgår min. Det er måske som hastighedsforskellen på at gå og at køre i en Formel 1-bil. Men jeg ser bedre og jeg er mere intelligent end rådyret. Og jeg har fantasi og forestillingsevne. Jeg kan bevæge mig klogt i forhold til vindretningen og huske, hvor dyrene plejer at være. Og jeg bruger alt, hvad jeg har lært. Det er nødvendigt, hvis jeg skal vinde over dyrets overlegne sanser. Det i sig selv er spændende. Min glæde ved jagt handler også om et socialt fællesskab og om en slags fagfælleskab, jeg kan relatere til som forfatter. Mange jægere er gode historiefortællere, og den side af jagten fascinerer mig også: evnen til at fortælle en god historie. Jagtens indbyggede dramatik om liv og død. Udfordringen ved at skulle så tæt på dyret, at skulle ind på cirka 20 meter af et dyr, der er fuldt af instinkter og sanser, som sætter det i stand til at undgå alle slags farer. Alle de gange, hvor det ikke lykkedes, eller hvor der skete noget uventet. Den velfortalte jagthistorie er i høj kurs blandt andre jægere. De sætter pris på både den mundtlige fortælling og på skrevne beretninger, hvad enten de er fra nutiden eller fra gamle dage, fra safarier i udlandet eller fra en dansk bøgeskov. Det er en positiv sidegevinst ved jagten, at jeg oplever et slægtskab, der handler om fortælleglæde, men også om livserfaringer, som man deler. Hvorfor jager jeg så med bue og pil og ikke med haglbøsse eller riffel? Jeg har skudt en del i forsvaret. Ikke så meget som så mange andre, men mine grundlæggende færdigheder kommer derfra. Det larmer bare. Buen føles for mig mere feminin. Jeg er helt sikker på, at buen for mandlige jægere selvfølgelig ikke føles feminin, men netop maskulin. Det 15

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 15

22/07/2019 12.39


feminine for mig er, at bevægelsen er yndefuld og flydende, men også at jeg som kvinde jager selv og kan selv. Jeg har en riffel. Jeg foretrækker stadig buen. Også selv om det er sværere og mere tidskrævende. Hvis ikke der var riffeljægere til, ville vi i Danmark ikke få nedlagt nær den mængde vildt, som vi bør af hensyn til bestandplejen. Jeg har også siddet i situationer med et sygt dyr, som jeg ville have kunnet skyde med riffel, men ikke kunne nå med min bue. Sådan er jagten. Det er det muliges kunst. Det helt uforlignelige er, at vi i Danmark har et godt og respektfuldt forhold mellem krudtjægere og buejægere. At begge forbund støtter hinanden til gavn for vildtet. Det er ikke tilfældet i alle lande. I mange lande er haglbøsse- og riffeljægere imod jagt med bue og pil. Som oftest skyldes det bare manglende viden. Alle ved, at en velplaceret kugle slår vældig godt ihjel. Ikke alle ved, at en velplaceret pil er nøjagtigt lige så dræbende som en kugle. For både kugler og pile gælder det, at hvis man rammer forkert, så lider dyrene. Nogle lande har efterhånden 30 års erfaring med moderne buejagt, men i en del lande forholder man sig endnu afventende. Jeg er buejæger i et land, hvor buejagten efterhånden er ac­cep­­teret, om end den måske ikke er helt så kendt endnu i den brede befolkning. Jeg er blevet buejæger af en hel række forskellige årsager: de fine naturoplevelser, spændingen, roen, kødet, fællesskabet. Mange læsere kan sikkert genkende, at der er mere end én årsag til, at man dyrker en bestemt hobby. Nogle gange kan

16

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 16

22/07/2019 12.39


det vÌre godt at spørge sig selv hvorfor. Og at opdage, at der er mere end et svar.

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 17

22/07/2019 12.39


Jagthistorier_indhold FINAL.indd 18

22/07/2019 12.39


Grøn jagtfasan Jeg er hjemme på en kort orlov fra Afghanistan i november 2008. Jeg bliver hentet i lufthavnen af min kæreste, Mads. Endnu kender vi på mange måder ikke hinanden ret godt. Vi er blevet kærester, mindre end to uger før jeg rejser til Afghanistan i august 2008. Og nu er jeg på vej på jagt med ham. Det bliver første gang, at vi er noget sted i Danmark sammen med andre mennesker. Jeg er godt klar over, at det er noget af en tillidserklæring, at Mads tager mig med ned til Lolland for at møde jagtkammerater, han har kendt i mange år. Måske er det også lidt en prøve. Jeg håber at gøre et godt indtryk. Jagtkammeraterne er en flok mænd med meget forskellige baggrunde. Fra yngste til ældste er der vel et spænd på 15 år. De tager pænt imod mig. Jeg får en køjeseng. Der er fælles aftensmad, og der lægges planer for næste morgen, hvor alle skal ud på jagt. Aftenen går med at ryge, fortælle jagthistorier og drikke øl og vin. Det er på den måde ikke nogen helt usædvanlig fredag i Danmark. 19

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 19

22/07/2019 12.39


Det er en nitte at sove i køje, når man endelig er hjemme efter flere måneders adskillelse. Jeg er helt trist over det, men hvad havde jeg forventet? Køjesengen bliver næsten min største indvending mod jagt. Efter megen tid i Afghanistan er mit behov for at sove i sovepose aldeles overstået. Jagtterrænet er fordelt på tre forskellige områder, som vi kører ud til. Jeg er varmt klædt på og sniger mig stille efter Mads bevæbnet med et digitalkamera. De andre jægere har været så søde at foreslå, at vi sidder et sted, hvor der er to jagtstiger med kun omkring hundrede meter imellem. På den måde kan jeg se, hvis Mads skyder noget. Jeg kravler til vejrs. Skovens lyde og lugte er anderledes sådan en tidlig morgen, end hvis man bare går en tur i skoven en solskinsdag. Jeg kan lugte efteråret. Vinden rasler i de tilbageværende blade, og himlen er tung af skyer. Jeg kan se Mads i min lånte kikkert. Det er endnu ikke lyst, men der er mange lyde allerede. Fugle, der kalder på solen. Fasaner, der skogrer. Lyden af vinger, når fuglene flaprende lader sig falde ned til jorden. Ugler, der tuder. Det lyder lidt uhyggeligt. Jeg sidder og tager alle de mange lyde og lugte ind. Jeg kigger frem mellem de spredte træer foran mig. Længere fremme er der en lysning og nogle marker. Mads sidder ude til venstre som en sort skygge i en trætop. Jeg er heldig den morgen. Jeg ser et rådyr gå lydløst forbi kun 50 meter væk. Dyret er blot en mørk skygge, men jeg er ikke tvivl. Lidt senere kan jeg høre noget pusle i skovbunden tæt på. Jeg kan høre små bevægelser i de visne blade nede på jorden og sære pibende lyde. Jeg ved, at jeg skal sidde stille, men 20

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 20

22/07/2019 12.39


jeg drister mig til at kigge ned bag mig ved foden af det træ, min stige læner sig op ad. I halvmørket er jeg i tvivl. Det er små dyr, men ikke mus eller egern. De er større. De bevæger sig i små ryk og står også stille af og til. Det er fugle. Jeg stirrer på dem. Jeg har aldrig set fasaner så tæt på. Deres fjerdragt er smuk og utrolig detaljeret med mange små pletter og ringformede mønstre. Hønerne er næsten ikke til at se med deres sandfarvede fjerdragt med mørke pletter. Sammen med dem går en stor hane, der tiltrækker sig al min opmærksomhed. Han er ikke kobberfarvet med grønt hoved som de andre fasanhaner. Han er grøn over det hele. Den grønne farve er en fantastisk gnistrende metalgrøn. Han ulmer i tusmørket. Jeg stirrer på ham. Jeg fumler med kameraet, men det er for mørkt til, at det vil kunne lade sig gøre at tage et billede. Fasanen standser få meter fra min stige, lægger hovedet på skrå og stirrer op på mig med sit gule øje. Jeg sidder helt stille. Jeg har glemt alt om kameraet, faktisk er der ikke andet i min verden lige nu end denne ulmende grønne fasan. I samme øjeblik som jeg blinker, udstøder han en advarende skogrende lyd. Så lister han stille videre, mens hønsene omkring ham piber med lyse stemmer og napper insekter her og der. Jeg er nærmest forhekset. Jeg har aldrig set noget så smukt som denne grønne jagtfasan. Jeg anede ikke, at der fandtes grønne fasaner. For mig er han et fabeldyr – som en enhjørning eller en kentaur. Jeg glemmer ham aldrig. Mads skyder ikke noget den morgen, men samme eftermiddag skyder han et par kobberfarvede fasanhaner. Det er tydeligt at se, at han slapper godt af og er tilpas ved at være 21

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 21

22/07/2019 12.39


i skoven. Der er også blevet skudt et rådyr. Jægerne hænger det hele op på en vildtkrog uden for den lille jagthytte. En vildtkrog minder lidt om en knagerække. Der er spidse kroge på, og her hænger man de fugle og dyr, man har skudt. Jeg synes faktisk, at jægerne er ret hyggelige, og de lader til at acceptere mig som det nye indslag i deres ellers fasttømrede kreds. Om aftenen laver vi mad sammen alle sammen, og jeg sidder og lytter til jægernes mange beretninger om, hvad de har oplevet. Da vi kører hjem søndag eftermiddag, er jeg mange oplevelser rigere. Det har været spændende, men jeg er nu glad for, at vi også har en uge for os selv, inden jeg flyver tilbage til Afghanistan.

Jagthistorier_indhold FINAL.indd 22

22/07/2019 12.39


Jagthistorier_indhold FINAL.indd 6

22/07/2019 12.39


29mm 137mm

ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY

“At trække buen og levere et godt skud er smukt – næsten som jeg tror en balletdanser “Man læser med en klump i halsen, mens forfatteren med et stort og smukt sprog ganske klarøjet skildrer den ubarmhjertige virkelighed og den heroiske kamp mod vold og undertrykkelse.”

føler et vanskeligt spring,

hendes første ture ud med buen i 2013 til i dag. Her er både de bevægende, de spændende og de virkelig nervepirrende jagtoplevelser i den danske

WEEKENDAVISEN

natur. Historier, der kan læses af jægere

★★★★★

og af alle med interesse for natur og naturoplevelser.

JYLLANDS-POSTEN

ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY

★★★★★ “Den stjålne vej er både tidsaktuel og nødvendig.”

er, foruden en ivrig buejæger, også

DAGBLADENES BUREAU

prisbelønnet forfatter, tidligere soldat, faldskærmsspringer og medlem af Kvindelige Eventyreres klub.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Foto: Per Morten Abrahamsen

Med bue og pil.omslag.endelig.indd 1

9 788711 905098 >

ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY

Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra

“… en særdeles velfortalt og fascinerende roman.”

EKSTRA BLADET

★★★★★ “Gribende læsning … en historie om alt det, der gør livet værd at leve.”

“… en rystende og uafrystelig roman.” DAGBLADENES BUREAU

MED BUE OG PIL er Anne-Cathrine

“Velsignet velskrevet (…) Læs, læs, læs!”

Lisbeth Zornig Andersen,

★★★★★

WEEKENDAVISEN

JYLLANDS-POSTEN

★★★★★★

JYLLANDS-POSTEN

når det lykkes.”

“Enhver der ønsker dybere indsigt i kampen derude, skal læse denne grundige øjenvidneskildring.”

95mm

137mm

Med bue og pil

★★★★★★ “Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman er vidtfavnende, begavet og dybt tilfredsstillende.” JYLLANDS-POSTEN

★★★★★

216mm

95mm

“Med denne roman slås det fast med syvtommersøm: Anne-Cathrine Riebnitzsky ER en historiefortæller af de helt store.” ALT FOR DAMERNE

★★★★★★

Med bue og pil JAGTHISTORIER L I N DH A R DT OG R I NGHOF

JYLLANDS-POSTEN

“Her er livets skønhed og den meningsfulde død, så man sjældent har set noget så lyst og smukt. (…) Bogen har kvaliteter, så man simpelthen ønsker sig en fortsættelse.” WEEKENDAVISEN

★★★★★ “ ... med den glød, som kun de store fortællere har.” KRISTELIGT DAGBLAD

30/07/2019 09.23


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Med bue og pil læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen - Issuu