100mm
137mm
14mm
137mm
100mm
“En helt bedårende beretning om en overraskende forelskelse.” – AFTONBLADET
”Fuldstændig vidunderlig læsning.” – P4
er beretningen om, hvordan en herreløs kat forsigtigt, men sikkert spadserede ind i den svenske psykiater Nils Uddenbergs liv, selv om han aldrig havde tænkt sig, at han skulle have et husdyr. Med humor og selvironi fortæller Nils Uddenberg,
”Hele tiden er der en stemme i mit baghoved:
hvordan hans liv forandrede sig, efter katten flyttede ind i
Jeg er ikke sådan en, der har husdyr.
Han bliver forelsket i den lille dame, der ikke blot erobrer hans hjerte, men også hans seng om natten.
sig i kattens sjæleliv. Har den humor? Er det overhovedet rimeligt at tilskrive den følelser? I samarbejde med illustratoren Ane Gustavssons uimodståelige illustrationer er Mand og kat en fin NILS UDDENBERG
beretning, der går lige i hjertet.
Er jeg virkelig klar til det ansvar, som jeg mener, at en katteejer skal kunne påtage sig? Men her er jeg nu, lige så hjælpeløst fanget som en teenager af sin første forelskelse. Så spørger dyrlægen, hvad vi plejer at kalde vores kat, og jeg svarer lidt tøvende, at vi plejer at tale om vores lille mis. Så det bliver hun døbt. I dyrlægens journal står navnet: Mis med stort M, og hun er på behørig vis
NILS UDDENBERG
registreret i vores navn.”
er psykiater. I 2003 modtog han Augustprisen for sin bog Idéer om livet. ANE GUSTAVSSON er illustrator og musiker. Hun har tidligere illustreret børne- og ungdomsbøger.
LINDHARDT OG RINGHOF
EN KÆRLIGHEDSHISTORIE Omslag: Mark Airs
LI NDHARDT OG R I NGHOF
efter originalomslag af Conny Lindström
216mm
Med sin baggrund som psykiater fordyber Nils Uddenberg
NILS UDDENBERG
huset i Lund. De følelser, hun vækker i ham, overrasker ham.
Nils Uddenberg
MAND OG KAT En kĂŚrlighedshistorie
Illustreret af Ane Gustavsson PĂĽ dansk ved Mich Vraa
Mand og kat.indd 3
17/08/2016 09.55
Mand og kat er oversat fra svensk efter Gubbe och katt Copyright © 2012 Nils Uddenberg Copyright © 2012 Ane Gustavsson All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Stempel Garamond hos Demuth Grafisk Omslag: Mark Airs efter originalomslag af Conny Lindström Trykt hos: Scandbook UAB Printed in Lithuania ISBN: 978-87-11-56396-0 1. udgave, 1. oplag 2016
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Mand og kat.indd 4
17/08/2016 09.55
Til Lotta, Daniel, Samuel og Elias fordi I gjorde Mis mulig!
Mand og kat.indd 5
17/08/2016 09.55
Mand og kat.indd 6
17/08/2016 09.55
I
J
eg er uddannet læge. Jeg er docent i psykiatri og i empirisk livsanskuelsesforskning, og den svenske regering har været så venlig at tildele mig ”professors navn, hæder og værdighed”. Selv kalder jeg mig forfatter, og jeg har gennem årene udgivet et stort antal bøger, og nogle af dem har solgt ganske pænt. For tiden er jeg også katteejer, eller, tænker jeg en gang imellem, er det faktisk katten som ejer mig? Ja, det er det nok. Faktisk. Dette er beretningen om hvordan jeg fik kat selv om jeg havde bestemt mig for at jeg aldrig nogensinde skulle have husdyr af nogen slags. Det er en banal beretning, ja, måske er den endda en smule fjollet. Men jeg er over halvfjerds år, jeg har ingen status at forsvare og ingen karriere at kæmpe for. Jeg er som så mange ældre mænd et blødt og følsomt gemyt. Katten er derimod, som det snart skal vise sig, i besiddelse af en vilje af stål eller måske snarere en metodisk og mild målbevidsthed. Det kom aldrig til direkte konfrontationer, 7
Mand og kat.indd 7
17/08/2016 09.55
men i det lange løb fik katten sin vilje. Det begyndte sådan her. I slutningen af oktober kom min kone og jeg hjem fra Namibia. Jeg har altid elsket at rejse, og det var ikke første gang vi var i Afrika. Nu havde vi i to uger kørt i firehjulstrækker gennem de namibiske ørkener, besøgt vældige, øde nationalparker og set elefanter, zebraer og flokke af elegante antiloper vandre over vidderne. Vi havde naturligvis også set de obligatoriske store katte, løver og leoparder, blot ikke så mange af dem denne gang. Vi bor i et lille hus i det centrale Lund, og haven er indrammet af et plankeværk som er næsten helt dækket af vedbend. Bilen parkerer vi i en carport, og i plankeværket mellem haven og carporten har vi en port som altid er låst. Den vender lige ind mod vores soveværelsesvindue, og da jeg nogle uger efter at vi var kommet hjem, trak gardinet fra for at lukke lidt blegt efterårslys ind, sad der en kat på porten og kiggede på mig med store, runde, gule øjne. Det var en lille gråbrunspættet kat uden hvide pletter. Vi havde aldrig set den før, men gik ud fra at den nok boede i et af husene i nærheden. De næste dage dukkede den lille kat op gang på gang, og inden længe blev vi klar over at den holdt til i det haveskur der er bygget sammen med carporten, men som har indgang ud mod haven. Da jeg var inde i skuret efter et eller andet, så jeg tilfældigvis katten 8
Mand og kat.indd 8
17/08/2016 09.55
kigge op af den kurv hvor jeg opbevarer nogle af mine haveredskaber, og vi blev således klar over at den tit tilbragte natten i haveskuret hvor den fandt en smule ly mod vind, kulde og regn. Den havde åbenbart sovet i min kurv den morgen da den pludselig dukkede op på porten. Den havde gjort det så bekvemt som muligt for sig selv; det var koldt, og da vi nogle dage senere kiggede ind i skuret, så vi den rullet sammen som en lille, tæt kringle. Det kunne ikke være særlig komfortabelt; haveredskaber er næppe rare at dele seng med. Det eneste der kunne hjælpe en smule på forholdene, var mine havehandsker. Vi rejste op til den lejlighed vi har i Stockholm, og var hjemmefra i næsten to uger. Al den tid gik jeg og håbede at katten ville indse at vi ikke var noget at satse på, og at det klogeste den kunne gøre, var at vende tilbage til hvor den kom fra, eller finde nogle andre skytsengle. Men da vi kom tilbage og åbnede døren til skuret, lå katten stadig i min kurv og kiggede på os med sine store øjne. Vinteren var kommet tidligt det år, og vores utætte og uopvarmede haveskur kan ikke have været noget bekvemt sted at tilbringe et par ugers vinternætter. Men katten så ud til at have det fint, den var livlig og vågen og tilsyneladende i god fysisk form med tyk og skinnende pels. Men hvad i alverden havde den levet af? Havde den en madmor eller -far et sted i nærheden hvor den kunne få lidt at spise en gang imellem, eller … 9
Mand og kat.indd 9
17/08/2016 09.55
Der er noget særligt ved kattes øjne. De er store og ser ligeud; ligesom mennesker og andre aber har katte tredimensionelt syn. Katte slår heller ikke blikket ned når man ser på dem; ligesom små børn stirrer de bare tilbage. Det er nemt at læse noget bønfaldende eller måske endda bebrejdende ind i deres blik. I hvert fald blev vi grebet af medlidenhed, tog de hårde haveredskaber op af kurven og lagde et gammelt udtjent badehåndklæde derned i stedet. Sønnen og hans familie havde været på besøg nogle måneder forinden og havde efterladt lidt af det tørfoder som de giver deres hunde. Måske, tænkte vi, kan en kat godt spise hundemad. Vi lagde lidt hundemad på en tallerken og serverede det udenfor. Vi ville ikke lade katten komme ind i huset. Katten snusede først lidt skeptisk til maden, og så begyndte den at æde. Med glubsk appetit; den var tydeligvis meget sulten. Igen rejste vi til Stockholm, og også denne gang var vi væk i næsten to uger. Da vi kom tilbage, havde det sneet, og jeg gik ud i skuret for at hente en skovl til at fjerne sne med uden for carporten. KATTEN VAR DER ENDNU! Hvad skulle vi gøre? Mens vi var i Stockholm, havde vi talt en hel del om katten. Egentlig håbede vi at den var forsvundet; vi havde jo ikke været særlig gæstfri over for den. Vist var det en sød og livlig lille kat, og det var jo ikke fordi vi havde noget imod katte, men vi tilbragte tit lange perioder i lejligheden i Stockholm, og vi var glade for at rejse. Med vores livsstil kunne vi 10
Mand og kat.indd 10
17/08/2016 09.55
ikke have kat, det var simpelt hen bare umuligt. Vi trøstede os med at den sikkert bare var faret vild, der var nok nogen i nærheden der savnede en lille gråbrunspættet missekat. Vi satte opslag op. En person i kvarteret ved siden af svarede os og spurgte om hans kat var til besvær. Slet ikke, svarede vi, men måske savnede han den? Det gjorde han ikke. Det var tydeligvis ikke hans kat der havde for vane at tilbringe nætterne i vores haveskur. Ingen andre interesserede meldte sig, og vi tog opslagene ned. Der stod vi så, en smule hjælpeløse, med en kat der havde bestemt sig for at den ville bo hos os. Fra tid til anden havde vi i vores lokale supermarked set plakater om bidrag til en forening der tog sig af hjemløse katte. Det lod til at være kattevenlige og godhjertede mennesker som var vant til at tage hånd om forladte sommerhuskatte, og mon ikke de kunne hjælpe os med at finde et hjem til vores lille mis? Jovist, de forstod godt vores problem og værdsatte at vi henvendte os til dem, men deres internat for katte var fuldt – faktisk overfyldt. Så var der politiet tilbage. Jeg ringede. En venlig kvindestemme svarede, og jeg berettede lidt forlegen at jeg ikke ringede for at anmelde en forbrydelse, men bare gerne ville have svar på et spørgsmål: ”Hvad stiller man op med en kat der har slået sig ned i ens haveskur?” Måske, håbede jeg, havde nogen anmeldt at de savnede deres forsvundne kat. Jeg blev stillet videre 11
Mand og kat.indd 11
17/08/2016 09.55
og kom til at tale med endnu en venlig dame, denne gang en politibetjent, som slog op i sit register over forsvundne katte, men ingen savnede et dyr der så ud som vores. Jeg snakkede videre med den venlige politibetjent og indrømmede at vi havde svært ved at værge os mod kattens kontaktforsøg. Det føltes forkert at lade den stædigt hengivne skabning sove ude i de isnende kolde vinternætter. Damen i telefonen var meget forstående, måske havde hun selv kat, hvad ved jeg? Katte kunne sagtens være ude om vinteren, fortalte hun – det vidste jeg jo af gode grunde at de kunne – men hvis det blev alt for koldt, kunne de lide under det. De kunne få forfrysninger i ørerne og halespidsen, og de havde brug for mere føde for at opbygge et værn mod kulden. Jovist, det forstod jeg godt. Men hvis jeg var helt sikker på at jeg ikke kunne have kat. Hvordan skulle jeg så bære mig ad? Jo, svarede den venlige politidame, det vigtigste var aldrig at fodre katten. De er de fødte snyltegæster, forklarede hun, og hvis man fodrer dem, så bliver de hvor de er. Jeg indrømmede lidt skyldbetynget at vi havde ladet os overmande af vores medfølelse over for det stædigt hengivne lille væsen og fodret den en lille smule, bare en enkelt gang. Men, tilføjede jeg for ligesom at demonstrere min principfasthed, det var altid sket udenfor, ikke inde i huset. Det var i det mindste næsten sandt. Uden at lyde den mindste smule bebrejdende svarede hun at det sandsynligvis var nok. Katten be12
Mand og kat.indd 12
17/08/2016 09.55
tragtede os allerede som en ressource som det gjaldt om at udnytte. Jeg var helt klar over hvad hun mente. Men, fortsatte hun, selvfølgelig kunne politiet komme og hente katten, under forudsætning af at det lykkedes mig at indfange den. Transportkasse havde politiet selv med. Jeg forklarede at indfangning var det mindste af problemerne, det lille dyr søgte kontakt med os så snart vi viste os. Jeg formulerede mit næste spørgsmål: ”Hvad ville politiet gøre med katten når de havde fået den?” Jo, fortalte den forstående politidame, de ville aflevere katten på et dyreinternat som måske kunne finde nogen der var villig til at tage hånd om den. I værste fald ville de blive nødt til at aflive den. Jeg mindedes de dyreforsøg på katte som jeg havde medvirket til da jeg i en periode i min ungdom arbejdede som underviser og forsker på fysiologisk institut, og spurgte ikke om mere. I stedet takkede jeg for god behandling og lagde på. Noget i mig sagde: ”Nej!” Med sin stædige opførsel havde katten vist os en form for tillid som jeg havde svært ved ikke at blive berørt af. At lade politiet hente den ville føles som et svigt. Så hellere, tænkte jeg, tage katten med til den nærmeste dyreklinik og få den aflivet så skånsomt som muligt. En god død var at foretrække for et dårligt liv. Jeg var allerede begyndt at påtage mig et ansvar for kattens ve og vel. Vi stillede mad til den, stadigvæk udendørs. Katten åd. Og fik fortsat lov til at sove i haveskuret. 13
Mand og kat.indd 13
17/08/2016 09.55
I begyndelsen stillede vi kun mad ud nu og da. Men der var meget sne, og det var overordentlig koldt, medlidenheden voksede. Losser og vildkatte, tænkte jeg, kan overleve de hårdeste vintre. Men kun hvis de får føde. Sønnens efterladte hundemad slap op, og vi prøvede at servere vores egne madrester for katten: pølse, kylling, fiskegratin. Og katten åd det, men den var lidt skeptisk, og der gik ikke lang tid før vi havde indkøbt en pose tørfoder med tunfisk i supermarkedet. Det var en lidt underlig fornemmelse at stille kattemaden op på kassebåndet foran den sædvanlige kassedame. Jeg var ikke sådan en der købte kattemad. Det indgik ligesom ikke i mit selvbillede, og jeg oplevede et behov for at forklare mig: ”Der er en lille kat der har slået sig ned i vores haveskur, og vi har fået ondt af den.” ”Så bliver den der nok,” sagde hun. Hun lød meget overbevist, måske havde hun personlige erfaringer. Ja, den skal nok blive der, tænkte jeg med et lille suk. Mis blev himmelhenrykt da vi kom hjem med den nye mad. Dyremadsfabrikanterne ved åbenbart hvad der falder i en kats smag. Og det var faktisk også billigt, en pose rakte til lang tid, og vi sørgede for at have kattemad nok. Så gradvist at det næsten ikke skete, begyndte vi at betragte det lille dyr som en del af vores hverdag. Lidt forbavset konstaterede jeg at spørgsmålet ”Hvor er katten?” var blevet en af vores mest almindelige ytringer. Uden at der var truffet nogen egentlig beslutning om det, var vi blevet katteejere. 14
Mand og kat.indd 14
17/08/2016 09.55
100mm
137mm
14mm
137mm
100mm
“En helt bedårende beretning om en overraskende forelskelse.” – AFTONBLADET
”Fuldstændig vidunderlig læsning.” – P4
er beretningen om, hvordan en herreløs kat forsigtigt, men sikkert spadserede ind i den svenske psykiater Nils Uddenbergs liv, selv om han aldrig havde tænkt sig, at han skulle have et husdyr. Med humor og selvironi fortæller Nils Uddenberg,
”Hele tiden er der en stemme i mit baghoved:
hvordan hans liv forandrede sig, efter katten flyttede ind i
Jeg er ikke sådan en, der har husdyr.
Han bliver forelsket i den lille dame, der ikke blot erobrer hans hjerte, men også hans seng om natten.
sig i kattens sjæleliv. Har den humor? Er det overhovedet rimeligt at tilskrive den følelser? I samarbejde med illustratoren Ane Gustavssons uimodståelige illustrationer er Mand og kat en fin NILS UDDENBERG
beretning, der går lige i hjertet.
Er jeg virkelig klar til det ansvar, som jeg mener, at en katteejer skal kunne påtage sig? Men her er jeg nu, lige så hjælpeløst fanget som en teenager af sin første forelskelse. Så spørger dyrlægen, hvad vi plejer at kalde vores kat, og jeg svarer lidt tøvende, at vi plejer at tale om vores lille mis. Så det bliver hun døbt. I dyrlægens journal står navnet: Mis med stort M, og hun er på behørig vis
NILS UDDENBERG
registreret i vores navn.”
er psykiater. I 2003 modtog han Augustprisen for sin bog Idéer om livet. ANE GUSTAVSSON er illustrator og musiker. Hun har tidligere illustreret børne- og ungdomsbøger.
LINDHARDT OG RINGHOF
EN KÆRLIGHEDSHISTORIE Omslag: Mark Airs
LI NDHARDT OG R I NGHOF
efter originalomslag af Conny Lindström
216mm
Med sin baggrund som psykiater fordyber Nils Uddenberg
NILS UDDENBERG
huset i Lund. De følelser, hun vækker i ham, overrasker ham.