Af samme forfatter Overleverne
Glem mig
BrĂŠnd alle mine breve
Alex Schulman MALMA STATION
LINDHARDT OG RINGHOF
PĂ„ dansk ved Charlotte A.E. GlahnRoman
Malma station
er oversat fra svensk efter Malma station
Copyright © Alex Schulman, 2022
All rights reserved
Dansk copyright © 2023 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, KÞbenhavn
Published by agreement with Ahlander Agency
Omslag: Sara R. Acedo
Dansk versionering: eyelab.dk Bogen er trykt hos Livonia Print
ISBN 978-87-27-00801-1
1. udgave, 1. oplag, 2023
Citatet pĂ„ side 7 fra Rock ânâ roll suicide © David Bowie, 1972
Kopiering fra denne bog mÄ kun finde sted pÄ institutioner, der har indgÄet aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nÊvnte rammer.
Denne oversÊttelse er udgivet med stÞtte fra Nordisk MinisterrÄd
FSCÂź-mĂŠrket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bĂŠredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.
Lindhardt og Ringhof stĂžtter bĂžrn og unge
Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks stĂžrste mediekoncern og en fond, som hvert Ă„r uddeler nĂŠsten 150 millioner kroner til bĂžrn og unge, der har det svĂŠrt.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Til Amanda
Oh no love! youâre not alone
Youâre watching yourself but youâre too unfair
You got your head all tangled up but if I could only make you care
Oh no love! youâre not alone
Rock ânâ roll suicide, David Bowie
Kapitel 1 Harriet
hun stÄr i sin fars skygge pÄ perronen og betragter ham, mens han stÄr og misser mod den lave morgensol. De venter. Hun leder efter tegn pÄ irritation i hans blik og bevÊgelser. Hun er sÊrligt opmÊrksom i dag, fordi de foretager rejsen for hendes skyld, og det fÄr hende til at fÞle, at hun stÄr i gÊld til ham. Det er pÄ grund af hende, at faren stÄr her nu, hun bÊrer varmen, bÊrer den tidlige morgen, bÊrer togets forsinkelse, hun er ansvarlig for alt, hvad han fra og med dette Þjeblik mÄ udholde, og han er tavs og umulig at lÊse.
Asfaltens varme trÊnger op gennem skosÄlerne. Harriet er klÊdt helt i sort, for det er man til begravelser. Hun har sin fars kamerataske over skulderen og sÊtter den ikke ned pÄ jorden. Ikke engang da hun hÞrer, at toget er forsinket, og at de mÄske skal stÄ der et godt stykke tid endnu, stiller hun den fra sig. I tasken er der objektiver
9
for flere tusind kroner. Hun ved, at udstyret er vigtigt for faren. Hun ved ogsĂ„, at det er hendes fremtid, hun bĂŠrer over skulderen, for en dag skal hun arve det hele, og hver gang han siger det til hende, er det, som om der bliver lagt noget tungt pĂ„ hendes skuldre. Faren renser sit udstyr en gang om ugen, og der vil han altid have, at hun er med. De sidder under det gule skĂŠr fra kĂžkkenlampen, og han lĂŠgger objektiverne op ved siden af hinanden pĂ„ kĂžkkenbordet, og indimellem rĂŠkker han hende et af dem. âMĂŠrk lige den her fyr,â siger han. Og hun vejer det i hĂ„nden, objektivet er massivt og tungt, fĂ„r hĂ„nden til at synke ned mod bordet. âOg den her,â siger han. Han rĂŠkker hende et nyt. âKig lige ind i den fyr.â Faren kalder mange forskellige ting for âfyreâ. IsĂŠr ting, han har kĂžbt og sĂŠtter pris pĂ„, men ogsĂ„ andre ting; i bilen, for eksempel, kan han pludselig standse op, hvis han fĂ„r Ăžje pĂ„ et rĂ„dyr, og pege: âSe lige den fyr der.â Et vĂŠltet trĂŠ i skoven kan ogsĂ„ vĂŠre en fyr, hvis det er et stort trĂŠ. Men han bruger det mest om ejendele, ikke kun sine egne, han er ogsĂ„ generĂžs med at rose andres ting. Han kan flĂžjte imponeret i bilen, hvis han havner bag en Porsche. âSikke en flot fyr.â Det er et fint trĂŠk, hun kan godt lide sin far, nĂ„r han siger sĂ„dan.
MÄske vil faren gerne sidde lidt ned? Hun ser sig om, men bÊnkene er allerede optaget af andre passagerer, de ser fjollede ud, strakte halse pÄ rÊkke, der uroligt leder
10
efter tegn pÄ et tog, der aldrig kommer. En togkontrollÞr gÄr med hurtige skridt forbi dem pÄ perronen, og nogen spÞrger, hvad der sker, og sÄ peger manden bare ud pÄ baneterrÊnet, som om svaret findes et sted derude, og at han var pÄ vej ud for at lede efter det. Og sÄ pludselig opstÄr en hektisk bevÊgelse, da en stemme meddeler togets ankomst, alle fÄr sÄ travlt, som om de er sikre pÄ, at toget kun vil standse pÄ stationen et kort Þjeblik. Men faren har ikke travlt. Det har han aldrig. Der er noget ved hans bevÊgelser, det er, som om han gÞr alt i halvt tempo. Der er intet, der sker lige pludselig, intet er impulsivt, Harriet har fornemmelsen af, at alt er udtÊnkt pÄ forhÄnd. Nogle gange forestiller hun sig, at han allerede om morgenen beslutter sig for, hvordan han skal bevÊge sig rundt hele dagen, fra morgen til aften, og bagefter gÄr dagen, nÞjagtig som han havde tÊnkt sig. MÄske er det derfor, han aldrig viser fÞlelser, for intet kan nogensinde overraske ham, han er aldrig uden svar. Nu stÄr han og ser pÄ dem, der skynder sig frem mod togvognene, han lader dem gÞre det, og til sidst sÊtter han langsomt i bevÊgelse, og hun fÞlger efter ham. Der er lige sÄ varmt i kupéen som udenfor, hun gÄr gennem togvognen og ser, at folk sidder og ser utilpasse ud.
Hun sÊtter sig pÄ en vinduesplads over for sin far. Han gÞr tegn til, at han vil have kameratasken, og hun rÊkker den til ham. Hun ser ud gennem vinduet og be-
11
tragter den langsomt affolkede perron. Lydene omkring hende kommer nĂŠrmere, den knitrende lyd af aviser, der bliver foldet ud, en dĂ„sesodavand, der bliver Ă„bnet, og samtaler, der begynder at tage form, smĂ„ stumper af konversation. Da hun fĂžrst er begyndt at lytte, kan hun ikke lukke af for lydene igen, samtalerne lyder som en svag nynnen, der danner melodier, fortĂŠllinger om deres liv. Og de fleste af dem, hun lytter til, lyder hverken triste eller tyngede af et uforklarligt pres. Og hun er hele tiden bange for at blive konfronteret af nogen, der fĂ„r Ăžje pĂ„ hende â hvorfor sidder du og lytter?
Hun skal ikke sidde og lytte.
Hun husker den aften for to Ă„r siden, hvor hun og hendes sĂžster skulle sove, og pĂ„ den anden side af vĂŠggen var kĂžkkenet, og der sad moren og faren. Hun kunne krystalklart hĂžre hvert et ord. Det var nĂŠsten underligt âforstĂŠrkede vĂŠggen mellem kĂžkkenet og pigernes vĂŠrelse i virkeligheden lyden? SĂ„dan mĂ„tte det have vĂŠret, for det var, som om hun sad inde hos dem, og hun hĂžrte sukkene, den skrabende lyd af stolene, kĂžleskabets lave summen, der holdt op, da faren Ă„bnede det. Han stod lidt for lĂŠnge og kiggede ind. Moren brĂžd sig ikke om, nĂ„r nogen i familien lod kĂžleskabsdĂžren stĂ„ Ă„ben for lĂŠnge, hun brĂžd sig ikke om ubeslutsomheden â âsĂ„ gĂžr dog noget!â
og hun var ogsÄ bekymret for Þkonomien; hun havde fÄet den idé, at den Äbne kÞleskabsdÞr var Ärsagen
12
â
til de hĂžje elregninger. Og derfor skete det, at hun pludselig rĂ„bte: âLad vĂŠre med bare at stĂ„ der â luk dĂžren!â
Men den aften fik faren lov at stÄ lÊnge ved kÞleskabet og se ind pÄ mulighederne pÄ hylderne, uden at moren sagde noget.
Det gjorde Harriet opmĂŠrksom, noget var ikke, som det plejede at vĂŠre. Raslende lyde af papir, faren tog en pakke skinke frem, stillede noget tungere pĂ„ kĂžkkenbordet â smĂžrret? Han Ă„bnede fryseren, tog isterninger. Faren drak mĂŠlk med is, det gjorde han altid. HĂ„rde lyde og skramlen fra bestikskuffen, som om nogen gravede i en guldskat. Hun kunne hĂžre, at moren tĂŠndte stearinlysene pĂ„ bordet, og der blev sat tallerkener frem, sĂ„ blev der stille, og det var der i lang tid, og Harriet lĂ„ der i sengen og lyttede til de ildevarslende lyde, da de satte sig over for hinanden ved vinduet.
âHvordan gĂžr vi det her?â spurgte moren.
Faren svarede ikke. Hvad foregik der pÄ den anden side af vÊggen?
âVil du have?â spurgte han.
âJa, tak,â svarede hun.
Den venlige tone imellem dem. Deres blĂžde stemmer mellem bidderne. BetĂŠnksomheden, den nĂŠsten overdrevne velvilje. Vil du have noget at drikke? Jeg henter. De virkede mere enige end nogensinde.
âJeg gĂ„r ud fra, at du flytter op til ham,â sagde faren.
13
âJa,â svarede moren. âHan har god plads, ogsĂ„ til bĂžrnene.â
âDu tager ikke dem begge to med.â
âNej,â sagde moren. âJeg foreslĂ„r, at jeg tager Amelia, og du tager Harriet.â
Han lo, helt kort.
âJeg havde tĂŠnkt mig at foreslĂ„ det modsatte,â sagde han.
âDu vil have Amelia?â spurgte moren.
âJa.â
Og sÄ tavsheden, mens de tyggede. Et glas blev fyldt op.
âAmelia og jeg stĂ„r hinanden meget nĂŠr,â sagde moren. âOg vi deler jo ridningen.â
âDet gĂžr jeg ogsĂ„.â
âDu rider da ikke?â
âNej, men Amelia og jeg stĂ„r ogsĂ„ hinanden meget nĂŠr.â
âHvorfor vil du ikke have Harriet?â spurgte moren.
âHvorfor vil du ikke have hende?â
âNu spĂžrger jeg dig,â sagde moren.
Harriet lÄ i sengen og stirrede op i loftet.
âDet ved du lige sĂ„ godt som jeg,â sagde faren. Han drak af mĂŠlkeglasset. âJeg synes, det er svĂŠrt med Harriet. Vi svinger ikke rigtigt.â
Sengen, Harriet lÄ i, var smal og havde hÞje trÊkanter, som en kiste uden lÄg, og det var holdt op med at
14
regne udenfor, og uvejret var drevet over, ingen blĂŠst, der ruskede i trĂŠkronerne i parken udenfor. Nu var der ingen andre lyde end hendes forĂŠldre, der sad og spiste i kĂžkkenet og fĂžrte deres lavmĂŠlte samtale. De svingede ikke rigtigt.
Bagefter havde hun syntes, at det var sÄ diffust, sÄ svÊrt at forholde sig til. Hvad skulle hun gÞre for at forbedre sig? Hun ville sÄ gerne have, at de svingede, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gÞre for at opnÄ det. Hun vendte sig mod sin sÞster i sengen.
âAmelia,â hviskede hun. âHĂžrte du det?â
Hendes sÞster svarede ikke, men i halvmÞrket kunne Harriet se, at hun var lysvÄgen, hun lÄ ogsÄ pÄ ryggen og sÄ op i loftet.
âAmelia.â
âDet passer ikke,â hviskede sĂžsteren langt om lĂŠnge. âDu skal ikke hĂžre pĂ„ dem.â
ForÊldrene talte ikke mere om det den aften, samtalen fortsatte formodentlig et andet sted, og et par dage senere, en eftermiddag, blev sÞstrene kaldt ind i kÞkkenet én efter én. Moren Äbnede en cola og rakte den til Harriet, selv om det ikke var lÞrdag. Den var varm, og boblerne voksede i svÊlget, da hun drak. Hendes forÊldre smilede sÄ underligt. De skulle skilles, sagde moren, og eftersom de skulle bo sÄ langt fra hinanden, var det bedst at dele bÞrnene, og Harriet skulle bo hos faren, og Amelia skulle
15
bo hos moren. Harriet ventede pÄ, at faren skulle sige noget, men han var tavs. Hun skÊvede til ham, og sÄ hans udtrykslÞse ansigt, hun havde ondt af sin far, fordi han ikke havde fÄet det, som han ville.
De sidder over for hinanden ved vinduet i toget, og faren ser hele tiden hen over hendes hoved for at holde Ăžje med dĂžrene. Hun ved, hvad han venter pĂ„, og hun er parat, de har gennemgĂ„et det grundigt forinden ânĂ„r han giver signal, mĂ„ de vĂŠre hurtige. Han Ă„bner kameratasken, som han har pĂ„ skĂždet. Blikket hviler pĂ„ indgangen, han behĂžver ikke se ned, han kender sin kamerataske ud og ind. Brillerne gĂžr hans Ăžjne mindre, to sorte prikker bag glassene. Det er aldrig til at vide, hvad han tĂŠnker.
Hun ser ud ad vinduet, de kĂžrer pĂ„ broer hĂžjt over vandet, toget kĂžrer hurtigt, blomsterne i grĂžftekanten ved sporet danner en blĂ„ fartstribe. De har forladt byen nu og passerer forstĂŠder og siden gĂ„rde og grĂžnne marker, og hun kĂžrer baglĂŠns og ser mennesker glide forbi og svinde ind igen, deres liv bliver smĂ„ felter, som oplĂžser sig i landskabet. SĂ„ sĂŠtter toget farten ned â for sĂ„ at standse helt. En stemme i hĂžjtaleren fortĂŠller, at strĂŠkningen foran dem kun har et spor, og at de mĂ„ vente pĂ„ et tog, der kommer fra den modsatte retning. De holder i dalen pĂ„ en eng, de har blomster op til hagen. Hvis sommeren
16
stiger ti centimeter mere, sĂ„ drukner de. Lidt lĂŠngere ude pĂ„ engen kan hun se to fugle med lange, tynde ben, som stĂ„r og ser ud over dalen, og hun kommer til at tĂŠnke pĂ„ dengang, hendes far viste hende et egern, han havde fĂ„et Ăžje pĂ„ i et trĂŠ. Se lige den lille fyr der. Dyret var helt ophĂžrt med det, det ellers var i gang med, og stirrede nu fuldstĂŠndigt ubevĂŠgeligt ud over skoven. Som paralyseret, fastlĂ„st i en tanke. âHan sidder der og mindes,â havde faren sagt, og hun havde syntes, at det var en sĂ„ forfĂŠrdelig tanke, uudholdelig. For det gjorde sorgen i verden stĂžrre, byrden lĂ„ ikke kun hos mennesker, men ogsĂ„ hos dyrene, og derfor mĂ„tte hun ogsĂ„ tage ansvar for dem. Og da hun nu ser de to fugle ude pĂ„ engen, tĂŠnker hun, at de mindes noget fra deres barndom, og det gĂžr hende ked af det.
For et par mÄneder siden lÊrte de om hjernen i skolen og fik lektier for. Alle skulle skrive et minde ned sÄ udfÞrligt som muligt. Om aftenen fortalte hun faren om opgaven, og han lyttede interesseret.
âHvilket minde vil du sĂ„ skrive ned?â spurgte han.
âDet ved jeg ikke, noget, fra da jeg var barn.â
Faren lo og sagde: âDu er otte Ă„r gammel. Du ER et barn.â
Senere sad hun pÄ sit vÊrelse og skrev om det krucifiks, faren havde hÊngende pÄ vÊggen. FÞr havde det hÊngt over hans skrivebord, men efter skilsmissen havde han
17
hÊngt det pÄ vÊggen over hovedpuden. Hun har set faren falde ned pÄ knÊ ved siden af sengen og folde hÊnderne og bede. NÄr han ikke er i rummet, gÄr hun nogle gange hen og ser pÄ korset. Jesus i mÞrkt metal mod det sortmalede trÊ, klÊdet rundt om livet, som en ble. De store sÞm, der gÄr gennem hans hÄndflader, og det enkelte sÞm, der er hamret gennem begge hans fÞdder, det ene knÊ foran det andet, hvilket gÞr ham kvindelig pÄ en mÄde. Guds sÞn ser med fast blik ud over sengetÊppet, og hvis hun stiller sig lige foran korset og ser pÄ ham, er det, som om han ogsÄ ser pÄ hende. Faren har fortalt, at det kunne tage de korsfÊstede flere dage at dÞ, indimellem en hel uge, og nÄr de endelig gav slip pÄ livet, var det ikke pÄ grund af sÄrene, men af sult eller tÞrst. Det skrev Harriet om, og bagefter beskrev hun et minde, der var et Är gammelt, og som udspillede sig lige efter skilsmissen. Hun var pÄ besÞg hos sin farmor. Farmoren havde eksem pÄ hÊnderne og brugte kartoffelmel for at lindre klÞen, hun bar altid rundt pÄ melet i en lille stofpose, og Harriet husker, hvordan det stÞvede og hvirvlede rundt i smÄ partikler, nÄr det blev oplyst af solen, der fandt ind gennem de store vinduer. Nogle gange tog farmoren gennemsigtige plastichandsker pÄ, og sÄ lod hun kartoffelmelet sive ned langs hÄndleddet, fyldte op, nÄr det begyndte at klÞ igen, og ud pÄ aftenen var de tynde handsker altid fulde, tunge af det hvide pulver.
18
Farmoren var bange for at dÞ, og var optaget af det, sad ofte tavs og fjern ved bordet. Og nÄr frygten for at dÞ blev for stor, gik hun indimellem hen til klaveret og slog af fuld kraft mod tangenterne, sÄ det fÞltes, som om hele verden styrtede sammen. SÄ blev hun siddende ved klaveret og gned hÊnderne sÄ hÄrdt mod hinanden, at plastichandskerne knirkede.
Det var kun alkoholen, der kunne trĂŠkke hende tilbage. Hun drak kĂžleskabskold rĂždvin, og efter et par glas blev hun selskabelig og begyndte at stille spĂžrgsmĂ„l. Engang fortalte Harriet hende, at en skolekammerat havde givet hende en fransk manchet, og farmoren spurgte, hvad en fransk manchet var for noget, og hun forklarede, at man vrider huden pĂ„ armen i hver sin retning med sine hĂŠnder, som en karklud, og farmoren lo. âVis mig det,â sagde hun og trak ĂŠrmet pĂ„ sin silkebluse op. Og Harriet vred sin farmors tynde arm, og det begyndte at blĂžde, og farmoren skreg hĂžjt og skingert, og blodet blev ved med at lĂžbe ned over hendes arm, og hun begyndte at lede i skabene efter fĂžrstehjĂŠlpskassen, men kunne ikke finde den nogen steder. Skabe, der blev Ă„bnet og lukket til farmorens jamren.
âSĂ„ hjĂŠlp mig dog med at lede, menneske,â sagde hun, men Harriet kunne ikke. Hun stod paralyseret midt pĂ„ kĂžkkengulvet med farmorens blod pĂ„ sine hĂŠnder. Faren
mÄtte komme tidligere og hente hende, og da hun kom
19
hjem den aften, gik hun forbi farens vÊrelse, og der hang korset over sengen, og da hun sÄ pÄ Jesus, syntes hun, at han sÄ pÄ hende pÄ en ny mÄde.
Hun afleverede opgaven, og sÄ tÊnkte hun ikke mere pÄ det, men en eftermiddag, da hun kom ind pÄ sit vÊrelse, sad faren ved hendes skrivebord og lÊste i hendes stilehÊfte.
âHar du afleveret det her?â spurgte han.
âJa,â svarede hun.
Han lÊste videre, mens hun stod tavs ved siden af ham, og sÄ lukkede han bogen og sÄ ned i gulvet.
âDu har en god hukommelse,â sagde han.
âJa,â svarede hun.
âMen der er noget, du skal vide. Det, der sker i vores hjem, skal ikke videre.â
âOkay.â
âJeg vil ikke have, at folk skal vide, hvad jeg har pĂ„ vĂŠggene, om jeg beder bĂžnner, eller om jeg er gift eller skilt. Det er respektlĂžst af dig at skrive den slags. ForstĂ„r du det?â
Hun nikkede. Han blev siddende lidt med sit udtrykslĂžse blik. SĂ„ gik han. Harriet tog stilehĂŠftet og lagde det ned i en skuffe.
Toget holder stadig stille pÄ engen, mens det venter pÄ et modkÞrende tog. Varmen udenfor trÊnger ind i vognen,
20
i takt med at toget bliver varmet op af solen. Hun ser de to fugle, der stÄr helt stille og mindes, og pludselig hÞrer hun den velkendte lyd af et foto, der bliver taget. Hun vender blikket mod sin far, ser ikke hans ansigt, for kameraet er i vejen. Han retter stadig linsen mod hende, stiller ind pÄ hende, mÄske vil han tage et billede til. Hun kan godt lide, nÄr han fotograferer hende, det fÞles godt. Harriet smiler til ham og laver V-tegn med den ene hÄnd.
âNej,â siger faren. Han sĂŠnker kameraet. âHvorfor skal du skabe dig pĂ„ den mĂ„de?â
Han lÊgger kameraet fra sig pÄ bordet mellem dem og ser vÊk. Harriet vil sÄ gerne have, at han skal give hende en chance mere, men Þjeblikket er forpasset. Hun bliver ked af det igen, fÞlelserne lÊgger sig under ÞjenlÄgene, uroen hamrer i brystkassen, hun ser ned i bordet. Hun vil ikke begynde at grÊde nu, hendes far kan ikke lide det. SÄ tager faren endnu et billede af hende.
Han fingerer ved kameraet, justerer pÄ lyset. Hun ser ud ad vinduet. Den ene fugl letter og flyver lavt hen over det hÞje grÊs, den anden bliver stÄende og kigger. Lidt efter letter den ogsÄ.
âNu!â hvĂŠser faren.
Det hele gÄr sÄ hurtigt. Han rejser sig, og hun er lige sÄ hurtig, de trÊder et par skridt ud pÄ midtergangen, og hun ser konturerne af konduktÞren i den anden vogn, pÄ
21
vej ind i deres, og de gÄr hurtigt ind pÄ toilettet og lukker dÞren bag sig. Faren lÄser. Og Harriet lÄser straks op igen.
âHvad laver du?â hvisker han, og Ăžjnene er nu store og urolige.
âHvis han ser, at der er nogen herude, sĂ„ venter han mĂ„ske udenfor, til vi kommer ud,â svarer hun.
Han tÊnker efter et Þjeblik og nikker sÄ. Han stÄr med bÞjet hoved lige ved dÞren. HÞrer konduktÞrens skridt, da han gÄr forbi lige udenfor.
âNye rejsende,â siger stemmen pĂ„ den anden side af dĂžren. âJa, det var nye rejsende fra Stockholm.â
De venter, og sÄ Äbner faren forsigtigt dÞren og kigger ud. De forlader hurtigt toilettet, sÊtter sig, smelter sammen med de betalende passagerer. Han nikker kort til hende, og hun nikker tilbage. Og hendes puls er hÞj, og hun har kvalme, fÞler trang til at kaste op, fordi hun gÞr noget, man ikke mÄ, men noget stÊrkere breder sig inde i hende, en varme, en lille brand i brystkassen, da hun ser pÄ ham, og han ser pÄ hende, og de smiler til hinanden.
De svinger.
FEM MENNESKER PĂ EN TOGREJSE, DER VIL FORANDRE DERES LIV FOR ALTID
De rejser alle mod Malma station, og ingen af dem ved, hvordan deres skÊbner hÊnger sammen; den gÄdefulde Harriet, den kontrollerende Oskar og den sÞgende Yana. Ingen af dem har nogen anelse om, at det der sker pÄ endestationen, vil Êndre deres liv for evigt.
MALMA STATION er en betagende beretning om familiehemmeligheder og uretfĂŠrdigheder, der er gĂ„et i arv gennem generationer â og jagten pĂ„ en sandhed, der kan forandre alt.
â AFTONBLADET
â BĂRSEN
lindhardtogringhof.dk
âEn af efterĂ„rets store lĂŠseoplevelser.â
âDen svenske KnausgĂ„rd.â