OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
lindhardt og ringhof
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
2
Jeg vejede næsten
0,1 ton…! Af Sofie Linde/Tina Marie Kragh
D
a Sofie Linde sidste år fandt ud af, at hun var gravid, fornemmede hun hurtigt, at omverdenen havde en masse forventninger til hendes nye status: Hun skulle være glad og glæde sig. ”Nyd det nu!”, gentog mænd og kvinder omkring hende. Men Sofie Linde var alt andet end glad. Fårking gravid er Sofie Lindes dagbogsoptegnelser og private billeder fra 9 måneder med en voksende mave, kvalme og vilde madcravings, humørsvingninger og tøjkriser og et liv på vej til at blive noget helt andet, end det var før.
KÆRE DAGBOG I dag har jeg formået at: Gå ind i en lukket dør Tabe kaffe ned over min lyserøde kjole Tabe en tung bog ned over min tå Spilde vand over Joakims computer Ødelægge vores induktionsplade Råbe ad en gammel dame, der ikke havde styr på sin hund Ringe til Joakim (mens han var på arbejde) ni gange Skære mig selv i fingeren Bestille sushi fra en restaurant ... i Jylland
Fortællingen om ’den søde ventetid’ er skrevet af løgnere og gamle konger for at sikre Jeg har grædt efter hver eneste »uheld«, reproduktionen og nationens overlevelse. og Joakim har trøstet mig hver gang. Det er jeg sikker på. For det er satme godt Nu går jeg i seng og skammermig ... nok benhårdt arbejde at lave et barn. Altså ikke første step, hvor en haletudse flytter ind nu tuder jeg igen ... i et halvråddent æg, men de ni efterfølgende steps. De er så hårde. Jeg ved godt, jeg klynker. Det er også noget nyt, som jeg begyndte omstændigheder’. Jeg var bare ikke lykpå, efter jeg blev gravid. Der var aldrig nokelig. gen, som havde fortalt mig, at det kræver så meget af kvinden at være gravid. Mine veninder har altid sagt, at de var trætte, men jeg havde ligesom aldrig hørt om – eller i hvert fald ikke forstået – alt det andet. Alle de an- Selv om jeg altid har været blød i kanten, dre småting, som fyldte og konstant forstyrrede min har jeg aldrig før været sådan rigtig ked hverdag og flyttede fokus fra at gå og være glad. Jeg af min krop og mit udseende. Selvfølgelig skulle jo have et sundt og raskt barn. Jeg var i ’lykkelige har jeg brokket mig over min elevator-
vægt, mormor-arme og mine brede hofter – men jeg har ikke været sådan virkelig led og ked af mit udseende. Ikke før min graviditet. Jeg HADEDE min krop. Det havde jeg ikke prøvet før. Derfor vidste jeg heller ikke, hvordan jeg skulle agere og fungere med alt det selvhad. Jeg havde brokket mig over, hvordan jeg så ud i små tre måneder, men det stak helt af i slutspurten. Jeg havde svært ved at beskrive mig selv. Fra toppen og nedefter så det nogenlunde sådan her ud:
MIT HÅR: Man må jo ikke farve sit hår, når man er gravid, fordi der er 0,1 procent risiko for, at ens kommende barn får allergi (eller sådan noget i den stil …). Derfor rockede jeg en god ’Horsens-udgroning’ med tarveligt, mørk-gyldent hår fra midterskilningen og 10 centimeter ned til den hvide farve, som jeg fik skyllet i håret seks måneder tidligere. Den havde efterhånden fået et nikotingult skær af ikke at blive plejet og behandlet. Ikke pænt. Jeg bemærkede, at andre piger så på mit hår med samme medlidende blik, som man sender til en 13årig, der har voldtaget sit garn med en billig skyllefarve, hun har købt i Brugsen. Og som hun har fået skyllet i håret med hjælp fra sin lillesøster, der mistede interessen for farvningen halvvejs i pro-
Kære læser Du er hermed inviteret med til barnedåb eller rettere sagt et navneskift – helt uden
Ansvarshavende redaktør:
Projektledere:
hjælp fra en numerolog. De sidste 5 år har Lindhardt og Ringhof opbygget Danmarks
Søren Anker Madsen
Charlotte Louise Paludan
største digitale litteraturunivers med omkring en kvart million besøgende hver måned. Du er måske selv en af dem, der har læst en eller flere artikler på forlagsliv.dk, som vi hed indtil i går. I dag skifter vi navn til Bog.dk, fordi vi skriver om bøger, forfattere og læsning – og ikke kun om livet på forlaget. Her finder du en masse nyskrevne artikler produceret
Christian Reinholtz Skribenter: Line Kørner
Udgiver: Lindhardt og Ringhof
Niels Frederik Rickers
www.lindhardtogringhof.dk
Julie Marstrand
www.bog.dk
af journalister, forfattere og forlagsredaktører. Og du kan tilmelde dig vores månedlige
Tina Marie Kragh
www.forlagsliv.dk
nyhedsbrev Bogmagasinet for alle med interesse for bøger, forfattere og læsning.
Gyrith Ravn
Facebook.com/lindhardtogringhof
Dennis Andersen
I denne avis kan du møde Anne-Cathrine Riebnitzsky, Merete Pryds Helle, Sofie Linde, Anne Knudsen, Knud Romer, Mich Vraa, Peter Lund Madsen og mange andre fantastiske
Oplag: 19.500 Grafisk design: Imperiet
forfattere, som fortæller om deres nye bøger. Alle artikler er fra Bog.dk, og her kan du
Forside og foto side 12-13
finde masser af ekstra læsestof om alle forlagets forfattere og deres bøger. God læselyst!
Les Kaner
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
3 cessen, hvilket resulterede i en meget ujævn farvning, der godt kan syne som pletskaldethed på afstand (yes, det har jeg prøvet før!). Den slags farvning, der råber på, at en frisør kommer til undsætning og fikser håret asap. Men jeg orkede ikke at gå til frisør. Jeg orkede knap nok at gå i bad. Hvorfor skulle jeg? Jeg så jo alligevel ikke nogen. Og jeg gik jo også i det samme tøj hele tiden. Så ikke nok med en grim hårfarve og skidt frisure; håret var sgu også som oftest fedtet.
ANSIGT: Forestil dig en klassisk fødselsdagsballon. Efter et par dage går lidt af luften af ballonen. Faconen er stadig intakt, men den er blevet ret rynket og blød i det. Nogenlunde sådan så mit ansigt ud. Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået vand i fjæset. Mine kinder var begyndt at hænge lidt, og mine bekymringsrynker (som jeg en efter en har erhvervet mig i de perioder, hvor jeg har arbejdet for meget) var blevet dybere end før. Under mine øjne var der dukket små miniature hængekøjer af overskudshud op. Og hvad der engang var relativt lange og feminine øjenvipper, havde taget form som tarvelige grisebørster. Det hele var ligesom bare blevet ældre. Jeg så ældre ud. Og træt ud. Også når jeg en sjælden gang ikke følte mig træt. Det var fandme skod. Det eneste ’friske’, der var at finde i hovedregionen, var mine tre nyfødte dobbelthager. De var lysvågne og klar til at møde verden. Uanfægtet af, hvor langt jeg strakte min hals, ’hang de ud’ i bedste velgående. Thank God, at jeg fik taget det nye pasfoto en måned før, jeg blev gravid. TRUNCUS: Det eneste, der stadig spillede (bare lidt i hvert fald), var mine bryster. Men jeg vidste godt, vi kørte
på lånt tid. Jeg kunne svagt ane nogle blå blodårelignende »streger«, som var begyndt at vinde indpas på min barm. Og det var bare starten på nedgangen for de to damer, der havde fulgt mig (sådan rigtigt), siden jeg var 13 år. Inden længe ville de gå fra at være pyntegenstande til brugsgenstande. Så jeg forsøgte virkelig at gøre mig umage for lige at nå at knuselske dem, inden de skulle på arbejde og blive trætte og gamle. Min mave … ja … den bar på et barn – og så totalt godnat ud. Den var blevet så stor, at hele min holdning var sådan kronisk tilbagelænet. Ergonomien var simpelthen røget ud ad vinduet sammen med den sunde kost og motionen. Mælkesnitterne havde det med at vinde over min forfængelighed, og jeg vidste, at der ventede et KÆÆÆÆMPE arbejde efter fødslen, hvis jeg nogensinde skulle få min »gamle« krop tilbage. Jeg vejede allerede 97 kilo – men jeg havde på fornemmeren, at jeg ville nå at blive større. Prøv lige at overveje, hvor sindssygt det er. Jeg vejede næsten 0,1 ton? Shiiiit! Det skal man ikke tænke for meget over. Jeg var også begyndt at opleve, at folk på gaden stoppede op og kommenterede på mit udseende: ”Hold da kææft, mand! Det må være lige oppe over?”, ”Rap, Rap, rap … du vralter helt vildt?” og »NU kan der da ikke være lang tid tilbage?«, ”Hooooold da op. Har du en hel måned tilbage.”
SOFIE LINDE INGVERSEN er født i 1989 i Aarhus. Efter gymnasiet blev hun tv-vært på Danmarks Radio, hvor hun i begyndelsen var at finde i B&U-afdelingen, hvor hun blandt andet var vært på Sommer Summarum og MGP og senere fik hun også sit eget talkshow. I 2016 blev hun vært for niende sæson af X Factor. Privat er hun gift med tv-vært Joakim Ingvertsen og sammen har de lille Trine, der er født i februar 2018.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
4
Husmødrenes og de udsatte børns Danmarkskrønike MERETE PRYDS HELLE har brugt meget energi på, at de såkaldte ”tidsmarkører” i hendes nye 70'er-roman er helt præcise.
”En ubehagelig god roman” JYLLANDS-POSTEN
MERETE PRYDS HELLE (f. 1965) er uddannet fra Forfatterskolen 1988-90 og har en bachelorgrad i litteraturvidenskab. Hun debuterede med novellesamlingen Imod en anden ro i 1990 og har siden skrevet blandt andet romaner, krimier og digital litteratur. Senest romanen Folkets skønhed fra 2016, som vandt De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
5 Af Dennis Andersen
I
2016 fik Merete Pryds Helle både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris for romanen Folkets skønhed. Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse af bestselleren: ”Romanen tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme i de tidlige 70’ere,” fortæller Merete Pryds Helle, der lige som hovedpersonen Merle er vokset op i 70’ernes Værløse og godt kender til at ligge i en seng på en villavej op ad hessiantapetet og sluge den ene De 5-bog efter den anden. Selvom forfatteren og hendes hovedperson begge færdes hjemmevante i det brune årti og har løbet rundt i hønsestrik på de nyanlagte parcelhusplæners var der mange af periodens tidsmarkører som krævende grundig research. For hvornår var det nu, at Gassernes tredje grammofonplade stod blandt nyhederne i radioforretningen? ”Når jeg skriver i bogen, at de hørte den helt nye med Gasolin er det pærelet at finde årstallet den udkom, men det er ret svært at finde oplysninger om, hvilken dato den udkom. Her var jeg så heldig, at en Facebook-ven kender guitaristen Franz Beckerlee, som kunne opklare hvilken måned pladen var på gaden,” siger Merete og fortæller, hvordan selv ting, man føler sig helt sikker på, pludselig kan vise sig at være helt anderledes i virkeligheden: ”Fra min egen barndom huskede jeg ”Elle-bællebolle bogen”. Eller det troede jeg, den hed, og det var jo også en ret fed og sigende titel for en bog om sexualvejledning, men pludselig kom jeg i tvivl. Så snart jeg så forsiden, kunne jeg se, at den var gal. Den bog, vi havde læst i med blussende kinder, hed i stedet ”Dreng og pige, mand og kvinde: Sexorientering for unge”. En meget anonym titel, men det er langt fra en anonym bog. Den står heller ikke længere på bibliotekerne, og det jo selvfølgelig fordi, der er mange ting, man ser radikalt anderledes på i nutiden og jeg tror ikke den bog ville gå i dag,” siger hun. Der er enkelte ting og begivenheder, som bliver metaforer i romanen. Fra sin barndom kan Merete f.eks. tydeligt huske, da Fiskebækbroen ved Furesøen styrtede sammen 8. februar 1972, kort tid efter at den var blevet færdig: ”Hele midtersektionen af den tosporede motorvejsbro kollapsede simpelthen, og når jeg i romanen sender Merle ud i den frostklare februarnat med syngende rulleskøjter på den lækre nylagte asfalt med kurs mod lige præcis den bro lige præcis den skæbnesvangre nat, så bliver det jo i romanen samtidig 70’ernes optimistiske fremskridtstro og tiltroen til ingeniørkunsten som kollapser. Faktisk var den scene så vigtig for mig, at jeg måtte skubbe hovedpersonen Merles alder, så den passede til min egen alder og dermed skrive en del af det foregående helt om,” siger forfatteren. I en roman der udspiller sig i 1970’erne, er det selvfølgelig heller ikke tilfældigt, hvilken slags slik, der spises på stierne mellem bøgehækkene på vej hjem fra slikmutter. ”Der var muslingeskaller, cremefrøer, salmiaklakridsstænger, strandgrus, og så var der noget helt særligt nemlig Shake og Jenka. Det er tyggegummi, hvor Shake er med lakridssmag, og Jenka er mere kølig mentol. Den gang jeg selv gnaskede det som barn oplevede jeg det i høj grad som en identitetsmarkør. De velfungerende, pæne piger foretrak altid Jenka og os der var lidt mere rodede i det, vi tyggede Shake. Jeg var altid lidt bange for de piger som tyggede Jenka. De havde virkeligt orden i deres penalhuse,” griner hun.
I skolen led Merete under at være et overbegavet barn. Hun kom meget tidligt i skole og blev rykket en klasse op, så hun var næsten to år yngre end sine klassekammerater. ”Der var så mange sociale ting, jeg slet ikke var udviklet til og sociale koder, jeg ikke forstod. Det der med at være den dygtige i klassen gør heller ikke altid en populær. Jeg var meget glad for drenge, og synes de var så spændende. Samtidig med det blev jeg mobbet. Jeg blev drillet rigtigt meget, og det var ført an af en meget pæn pige fra parallelklassen. 5 år senere blev jeg kæreste ham, der længe havde været den lækreste på skolen, og som havde forskelligfarvede øjne lige som David Bowie. På et tidspunkt fortæller han mig, at hende, der havde drillet mig godt og grundigt, nok havde gjort det, fordi han havde udtrykt at han godt kunne lide mig. Tænk, hvis han bare havde sagt det dengang,” siger Merete med eftertryk og prøver, at komme i tanker om hvorfor det lige var ham, der blev udråbt til skolegårdens hotteste fyr: ”Det var udseendet det kom an på. Jeg beskriver jo også Jet i bogen som en dreng med en snorlige næse – og sådan var han også ham der var den mest eftertragtede på Bagsværd Skole, hvor jeg gik. Man kunne simpelthen have lagt en lineal mellem de symmetriske træk i hans ansigt. Det var klassisk skønhed, og så var han selvsikker. Hvis man var selvsikker, så var den hjemme. Der er jo mange som er pæne, men hvis man ikke også er selvsikker, så kommer man ikke videre og der er mange, som ikke er pæne, men kun har selvsikkerheden, og de kommer altid videre,” konkluderer hun. Merete har aldrig fundet ud af hvorfor det netop var hende, der blev holdt udenfor på en særdeles hårdhændet måde. ”Det er jo en del af ondskaben – at man ikke ved hvorfor det sker. Man kan sagtens være tyk og have briller og alligevel være med i gruppen. For mig handlede det jo nok mest om en usikkerhed inde i mig selv. Der er noget med, at sådan nogle børnegrupper kan lugte usikkerhed, og den bliver straffet. Det gør det dobbelthårdt, fordi den der bliver mobbet tit er den som har det svært derhjemme. Man har en sårbarhed i sjælen, og den bliver opsnappet af børneflokken, og så får den bare på alle de skingre tangenter. Man har ikke opbygget et forsvarsværk og man kender ikke strategierne til at svare for sig, fordi man er et helt andet sted,” forklarer Merete. ”Jeg har været meget forbløffet over hvordan den der mobning sidder i mig. Jeg kan stadig være ekstremt usikker i sociale relationer. Jeg kan være bange for, hvad der bliver sagt om mig, og jeg kan være bange for at miste mine venner. Det sidder virkeligt dybt, og det er svært at arbejde med, for det er jo en erfaring, man har og man kan ikke fjerne den som erfaring. Jeg kan tænke: ”her er egentligt meget rart at være – men det vender nok lige om lidt”. Man kan godt prøve at træde væk fra den og sige til sig selv, at det skete da du var barn, og det behøver ikke at ske nu, men fordi man ikke vidste, hvorfor det skete, da man var barn så ved man heller ikke rigtigt, hvorfor det ikke sker nu. Det kunne lige så godt ske lige om lidt. Der er en fundamental usikkerhed,” forklarer forfatteren.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
6
Det er fascinerende at tale med folk, der er sindssyge PETER LUND MADSEN var som ung selv bange for at miste forstanden. Nu har han skrevet en forstandig bog om vores sind.
KRISTELIGT DAGBLAD
POLITIKEN
Af Tina Marie Kragh
F
or Peter Lund Madsen er hjernen - det lille organ med den store betydning - blevet hans skæbne, ja ligefrem hans tilnavn: Hjernemadsen. Han er uddannet læge med speciale i hjernen og har brugt det meste af sit arbejdsliv som forsker og psykiater på lige netop denne del af kroppen. Lyttere af det ugentlige radioprogram Hjernekassen på P1 vil vide, at den forunderlige hjerne til stadighed bliver ved med at fascinere ham. Men hvorfor valgte han i sin tid netop dette område? ”Psykiatri er et af de specialer, der har den laveste prestige, men sådan burde det ikke være. Det har jo at gøre med bevidstheden og hvad der sker, når bevidstheden slår knuder på sig selv. Personligt synes jeg ikke, der er meget, der er mere fascinerende end at tale med folk, der er sindssyge. Man får et blik ind i en helt anden verden. Fx er det fantastisk spændende at høre fra tidligere syge mennesker om, hvordan det er at være psykotisk. Eller opleve, at ved nogen former for sindssyge nedbrydes sproget, så man taler på en helt anden måde”. I juni udgav han bogen Frihedens pris med under titlen en kort historie om menneskehjernen. Menneskehjernen har over forholdsvis kort tid udviklet sig til at blive et toptunet, men sårbart organ. Det kan gå galt, når finmekanikken ikke kører optimalt. Og der er utallige muligheder for, at der kommer grus i maskineriet i løbet af
et menneskeliv: sindssygdomme, angst, stress, mørke dage. ”Vores store menneskehjerner har givet os en stor frihed. Vi kan udregne løsninger på problemer, vi kan samarbejde, vi kan indsamle viden. Vi mennesker opstod for cirka 100.000 år siden, men mens aberne laver fuldstændig det samme som for 100.000 år siden, så lever vi en tilværelse i dag, som er totalt anderledes fra dengang. Vi har jo en enorm frihed over vores egen tilværelse, og det har vi fordi, vi har en stor, indviklet hjerne. Men jo mere indviklet noget er, jo større risiko er der for, at der opstår problemer. Hjernen udfører nogen vanvittigt komplicerede arbejdsopgaver, og hvis man lever en tilværelse kun med små mentale udfordringer, så er man bare heldig, men når man får seriøse mentale problemer er det fordi, hjernen ikke løser sine opgaver perfekt, og så begynder livet at blive besværligt meget hurtigt”. En af bogens vigtige pointer er, at alle bærer kimen i sig til mentale problemer. Peter Lund Madsen fortæller om, at han som yngre selv var bange for at blive sindssyg. ”Jeg havde uvirkelighedsfornemmelser og angstanfald. F.eks. kunne jeg stå og kigge på mig selv i et spejl og pludselig få en voldsom uvirkelighedsfornemmelse – hvem er det, jeg kigger på? – og så kom angsten. Angsten for, at det hele ville bryde sammen for mig, at det var nu, jeg blev sindssyg. Den frygt fulgte mig i mange forskellige variationer over ret lang tid, og det var ikke særlig sjovt.”
Mens aberne laver fuldstændig det samme som for 100.000 år siden, så lever vi en tilværelse i dag, som er totalt anderledes fra dengang.
Da han blev lidt ældre, fandt han dog ud af, at han ikke var på vej til at blive sindssyg, og da han senere blev psykiater, lærte han noget vigtigt om mental sundhed og det at være psykisk velfungerede. ”Der er en glidende overgang fra det normale til det problematiske. Når jeg taler med mine patienter, også de mest syge af dem, kan jeg mærke, hvad de taler om. Jeg har det i mig. Mit held er, at symptomerne hos mig ikke har taget magten over mit sind”. Der er altså ikke meget, der afskiller os mennesker fra hinanden, men kan man mon tale om, at der er nogen hjerner, der er mere robuste end andre? ”Ja, det kan man. Ligesom nogen få mennesker kan ryge – ikke mange – uden at blive syge af det, så kan vi også have forskellige grader af robusthed. Tag fx ADHD, som mange døjer med i en eller anden grad. Som menneske handler det om at kunne navigere i et mylder af sanseinformation, finde det vigtige og gå i den rigtige retning. Hvis hjernen kan det, slipper man for et væld af problemer. De fleste har lidt problemer med det, nogen mange problemer og for nogen er det så svært, at det kan retfærdiggøre, at de får en diagnose som ADHD.”
PETER LUND MADSEN (f. 1960) er speciallæge i psykiatri, hjerneforsker, forfatter og foredragsholder. Kendt for sin naturvidenskabelige formidling om hjernen i tv- og radioprogrammer. I Frihedens pris kan man læse mere om ADHD og om hjernens funktionsevne for stress, demens, angst, skizofreni og mange flere af det moderne menneskes mentale udfordringer.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
7
Næste vinter fik vi igen en isbjørneunge Hvor jeg var barn, var der isbjørne er ANNE KNUDSENS erindringer om sin barndom i et Grønland, som ikke findes længere. Af Anne Knudsen (Stærkt forkortet uddrag af kapitel 12)
I
sbjørnen lever alene og får normalt kun én unge, men undertiden to. Hunnen føder sine unger i hiet, når vinteren er allermørkest, og selv om moderen ikke har fået noget som helst at spise i månedsvis, ammer hun dem, indtil de er store nok til at komme med ud i solen. Bjørneunger fødes blinde og meget små, og når de kommer frem af hulen i sneen, er deres mor meget, meget sulten efter sæl. Der blev hvert år skudt bjørne med små unger. Det traditionelle samfund havde regler for, hvordan man fordelte alle dele af bjørnen, og unger var jo en del af byttet. De små unger dræbte man ikke, men tog dem med hjem. Som regel overlevede sådan en unge ikke ret længe; børnene drillede den ubarmhjertigt, og før eller siden fik hundene fat i den. Vi hørte jævnlig om sådan en begivenhed. Men lige denne bjørnemor var blevet dræbt af en jæger fra Tasiilaq lige i nærheden af byen, og som de europæere vi var, ville vi gerne redde hendes to unger. Det hele var jo uforberedt, men min far gik straks i gang med at improvisere en lille kasse med nogle klude til den og at kreere en sutteflaske. Og så tegnede han et rigtigt bur til de to dyr og fik tømreren til at bygge det; det forekom kæmpestort til de små kræ, for det fyldte næsten hele gården. Vi kaldte de to små unger Frederik og Christian, for de blev fanget på kong Frederik IXs fødselsdag den 11. marts. Jeg tror, det var i 1958. Jeg ved ikke, hvilket køn de egentlig havde, og hvis man skulle undersøge dem nærmere, måtte man sikkert bedøve dem, for bjørne er ikke bange for noget som helst i denne verden, og de finder sig ikke i at blive tvunget til noget. Til gengæld er de vidunderligt morsomme at se på, og de vokser hurtigt. Buret var vel 16 kvadratmeter som et moderne kollegieværelse, stort nok til, at de kunne lege og løbe omkring, men snart var de to bjørne højere end min far, når de stod på bagbenene, og vi børn fik ikke længere lov at gå ind til dem. Min far blev ved med at fodre dem inde i buret, men han vendte ikke ryggen til dem. Vi blev også nødt til at få monteret tremmer oven på buret, for bjørnene begyndte at stable de kasser, de
ANNE KNUDSEN er født i 1948, antropolog, dr. phil. og tidligere chefredaktør på Weekendavisen. Forfatter til bl.a. bestselleren Her går det godt, send flere penge.
”Lyser af kærlighed” POLITIKEN havde som legetøj og sovehule, og kravlede op på dem i den tydelige hensigt at klatre oven ud af buret. De var i det hele taget så opfindsomme og legesyge, at der hver aften stod en hel forsamling af mennesker uden for vores gård for at se dem lege. Vi kørte sne ind til dem med trillebør, men vores bedste idé var badekarret. De fik en stor kasse ind og en vandslange, så de kunne bade og plaske, for isbjørnen er jo egentlig et vanddyr. I Tasiilaq var vi så heldige at have en frostfri vandledning og rigeligt rindende vand. Så det fik bare lov at løbe, mens bjørnene klatrede op på andre kasser og smed sig ned i vandet med kæmpemæssige plask, fór op igen og løb efter hinanden, kastede sig ud i vandet og havde det herligt. Når der til sidst blev slukket for vandet, løb det efterhånden ud af sprækkerne i træbadekarret, og bjørnene opdagede snart, hvor sjovt det var at vælte karret, mens der stadig var meget vand i; de stod og forsøgte, når det var lige ved, at det ikke var for tungt for dem, og når det så lykkedes at tippe det, så vandet fossede ud over hele gulvet, grinede de næsten højt. De tippede det altid ind mod sig selv, så de fik vandet ud over poterne. Men isbjørne er uhyggeligt stærke, og de har et modbydeligt temperament, helt uforudsigeligt. Bedst som de tumlede muntert omkring, kunne den ene eller den anden uden mindste påviselige årsag blive sindssygt rasende og kaste sig morderisk over den anden med tænder og labber. Isbjørne har uforholdsmæssigt store poter med hår mellem trædepuderne og lange, sorte kløer; de voksne kan sagtens slå en mand eller en hund ihjel med et enkelt slag. Det er deres mest brugte
kampteknik at slå med labben; først når ofret er nede, går de tæt på og bruger tænderne. Det største af vores isbjørneskind fra Tasiilaq er fra en gammel han og fire meter fra snude til hale; der er dybe ar på kryds og tværs hen over snuden, hvor andre bjørne har såret den. I arrene kan man se, at huden inden under den hvide pels er kulsort; det er en af grundene til, at isbjørne kan leve så fint i kulden, for den sorte hud suger solens varme. Da det blev højsommer og isen brød, kom der skib. Min far havde telegraferet sammen med direktøren for Zoologisk Have i København om, hvad vi skulle gøre med isbjørneungerne. Det kunne jo ikke nytte at sætte dem ud i naturen igen, når de var vant til mennesker; man risikerede, at de slog nogen ihjel, før de selv blev dræbt. Så tømreren måtte i gang igen og konstruere to solide transportbure, så Frederik og Christian kunne komme til København uden at gøre skade på sig selv eller hinanden. De blev lokket ind i hver sit bur med godbidder og læsset op på en lastvogn med et lille spil; man kunne høre dem brøle hele vejen til havnen. Vi var ret stolte, da Zoologisk Have skrev til os, at vores bjørne var meget større og i bedre form end de to jævnaldrende, man selv havde opfostret i Zoo; de kunne ikke være i samme bur, fordi vores bjørne tyranniserede deres. Under alle omstændigheder skulle de ikke blive i København; den ene kom til Vestberlin, og den anden til Australien, tror jeg, men måske var det New Zealand.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
8
De kloge, de små og de smukke
TENDENS: Inden for fagbøger er der tre klare tendenser: Publikum elsker både den helt lille og den kæmpestore, og som modvægt til internettets konstante bombardement af ligegyldigheder er den kloge bog igen et hit. Af Line Kørner
M
ange havde for længst lagt fagbogen i graven, efterhånden som Google, Wikipedia og andre digitale søgemaskiner blev tilgængelige på folks mobiltelefoner. Men selv om ikoniske opslagsværker som telefonbogen måtte opgive ævred, har det imidlertid vist sig at være helt forkert. Non-fiktion med hård ryg i bogreolen lever og har det godt, for mange typer bøger udfylder stadig et behov, som internettet ikke kan dække. Lige nu mærker forlagene særligt efterspørgsel på tre formater i faglitteraturen; de kloge, de korte og de kæmpestore. De kloge, såkaldte ’brainy books’, hvis læsere traditionelt har været begrænset til de nicheinteresserede, har de seneste år fået langt større bevågenhed fra helt almindelige mennesker. Det skyldes dels, at frontløberne for den populærvidenskabelige trend: forfattere som Hans Rosling, Peter Lund Madsen og Yuval Noah Harari,
er fantastiske og engagerede formidlere. Men måske kan årsagen til interesseboomet også findes i den tid og i det samfund, vi lever i. Bitcoins, terrorangreb og migrationskrisen er blandt de mest søgte emner på google i år 2018. Folk søger svar på det, der fylder i verden omkring dem, som de ikke kan forstå. Hvorfor plages vi af ekstremt vejr? Hvilket omfang har #metoo-bevægelsen? Hvad foregår der på Wall Street, og hvordan påvirker det hele mig? Mads Rosendahl Thomsen, som til daglig er professor MSO i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, har udtalt til bog.dk, at fagbøger tilbyder læsere en helstøbt oplevelse, der, i sammenligning med internettet, er helt unik: ”Der er et behov hos læserne efter viden om verden i en mere fortællende form. Viden, der har en autoriseret afsender, som samtidig er engageret og har personlighed.” Den britiske avis The Guardian beskriver i artiklen ‘How the ‘brainy’ book
Ny krimi af forfatteren til trofæ
ghostwriter På en parkeringsplads sidder direktøren for et af verdens førende medicinalfirmaer død i sin bil. Få kilometer derfra ligger den ghostwriter, som skulle skrive hans biografi, skudt gennem hovedet.
Udkommer 9. november
Politikommissær Lene Jensen sættes på sagen, som viser sig at pege i retning af hendes mand, privatdetektiven Michael Sander, der også er på sporet af morderen.
became a publishing phenomenon’, hvordan behovet for substantielt litterært indhold opstår som en reaktion på det ustabile samfund, der omgiver os. I en tid med populisme, beskyldninger om fake news, ny teknologi og utilregnelige magthavere, har vi brug for et håndtag af sandhed, vi kan klamre os til. Et sådant håndtag tilbyder de ’kloge bøger’ os. Foruden den populærvidenskabelige trend, er der lige nu to modsatrettede tendenser i fagbogsbranchen. Den ene er, at folk i dag køber korte og letlæste bøger. Redaktionschef for forlaget Storyhouse Ole Sønnichsen er idémageren bag en ny biografiserie med titlen Danske legender. Hver bog er på kun 100 sider. I serien er foreløbigt udkommet biografier om Tove Ditlevsen, Niels Bohr og Kaj Munk. Ifølge Sønnichsen er fordybelse blevet det åndehul, vi jagter, mens to-do lister flyver os om ørene: ”Hvis en bog skal ramme folk, der hvor de er, så skal den også ramme det råderum, de har, og når det ikke er stort, bør
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
9 det være en selvfølge, at bøgerne heller ikke altid er lange.” De korte fagbøger er altså konkurrencedygtige i en moderne virkelighed, hvor tid er blevet en knap ressource. Det er ikke spor nyt, at mennesker kræver indsigt i verden, det nye er, at der sjældent er tid til det. På Lindhardt og Ringhof har man i fagbogsredaktionen siden 2012 udgivet en række bøger med den gennemgående titel En lille bog om. Den første En lille bog om Blixen blev prisbelønnet og modtog adskillelige flotte anmeldelser i pressen. Siden er udkommet succesfulde små bøger om Winston Churchill, universet og senest Kasper Holtens En lille bog om opera, der udkom i foråret og hurtigt gjorde sig bemærket ved at stryge direkte til tops på bestsellerlisten. Den tredje tendens inden for faglitteratur er, at de små fagbøgers modsætning: monumentale, smukke og gennemillustrerede værker, sælger godt. Disse bøger giver læseren en grundig indføring i alt fra Tour de France til formel 1 eller Vilhelm Hammershøi. Når man har en enorm udgivelse om Hammershøi stående i sin bogreol, udtrykker man ifølge litteraturforsker og lektor ved Syddansk Universitet Lars Handesten både en almenmenneskelig vilje til at være veloplyst, men bogen er derudover også en måde at profilere sig selv på.
Redaktionschef Trine Ravn holder meget af arbejdet med de store fagbøger: ”En gang var bogtrykkerkunsten et omkostningstungt foretagende, bøger var en udpræget luksusvarer, og derfor havde man også en anden ømhed og respekt for dem. I takt med den teknologiske udvikling, er det gennem mange år blevet billigere at trykke bøger, og digitaliseringen har betydet, at mere litteratur er tilgængelig end nogensinde før. Det mener jeg, er en fantastisk ting. Ifølge Trine Ravn giver udgivelsen af de store pragtværker, bøger deres særlige og eksklusive status tilbage:
”Bogen bliver pludselig mere end bare sit indhold: Den tilbyder en visuel og taktil oplevelse, den bliver et møbel – en genstand folk har lyst til at have liggende fremme i deres hjem. Som forlægger er det en helt særlig fornøjelse at få lov til at holde boghåndværket i hævd, og vi er afsindigt stolte af alle vores store, smukke bøger.” Faglitteraturen har altså langt fra mistet sin eksistensberettigelse, den har derimod fundet nye formater, der matcher en moderne virkelighed. Nok har google vundet over leksikonet i hurtige afklaringer om trivia, men det er fortsat i litteraturen man søger pålidelig og velformidlet viden om verden.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
most w
FOTO: THOMAS A
Lindhardt og Ringhof proudly presents: Denmark’s most wanted crime writers ANNE METTE HANCOCK I LEIF DAVIDSEN STEFFEN JACOBSEN I LONE THEILS STEFAN AHNHEM
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
wanted
Af folkene bag MERCEDES-SNITTET I GHOSTWRITER TAG IKKE IMOD EN PØLSE I MOSKVA HEKSEDRENGEN I MOTIV X
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
12
”Med Smaragdsliberen lægger forfatteren helt nye dimensioner til sit romanunivers, og hvor er det dejligt at være en del af det” DAGBLADENES BUREAU
Der er noget med døden, der forfølger mig ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY var først en smule håndsky over for døden som emne – men så erkendte hun dens potentiale i litteraturen.
Af Gyrith Ravn
D
øden har været en tro følgesvend for AnneCathrine Riebnitzsky hele hendes liv. Uden at hun egentlig har været opmærksom på det, har den været tydeligt til stede både i hendes bøger og i hendes liv. I hendes seneste roman, Smaragdsliberen har døden endelig fået en hovedrolle – og når hun ser tilbage, kan hun sagtens se hvorfor. ”Da jeg var 18 år, forsøgte min mor at begå selvmord. Jeg kan huske, at jeg om morgenen står og kigger ned på naboens hus; lyset tændes klokken syv, de er ved at stå op og gå i gang med deres dag. Og mens det sker hos naboen, så er der samtidig den katastrofe i mit eget liv: vi leder efter min mor, som er gået, og hun har lagt et selvmordsbrev. Det var en skelsættende oplevelse i mit liv. Lige dér blev døden på en eller anden måde et spørgsmål, jeg var nødt til at forholde mig til.” Riebnitzskys mor blev fundet den morgen – og overlevede. Mange år senere kom Riebnitzsky tæt på en kollega i militæret, som havde haft en nærdødsoplevelse: Hun faldt om på gaden med et hjertetilfælde og kom tilbage til livet med en klar oplevelse af, at der var noget på den anden side: et lys, en enorm godhed – og en følelse af, at være blevet ’sendt tilbage’ til livet, fordi der var noget, hun ikke var færdig med. Den fortælling gjorde stort indtryk på Riebnitzsky. Men det var først nogle år senere, da hun blev interviewet på BogForum, at det gik op for hende, at hendes oplevelser med døden havde fundet vej ind i hendes romaner: ”Jeg blev interviewet af Anne Knudsen fra Week-
Jeg er jo med i Kvindelige Eventyreres Klub, og der er ikke så mange steder tilbage på planeten at udforske. Skal man undersøge noget nyt, så er det ekstremerne, der er tilbage: havet, himmelrummet – og døden. endavisen om min roman, Orkansæsonen og stilheden, og så sagde hun: ”Den handler jo om døden. Der er mange af dine bøger, der kredser om døden.” Det havde jeg aldrig selv tænkt over – men der var et spor, det kunne jeg godt se; der er noget med døden, der forfølger mig.” Det blev nu hverken Riebnitzskys mor eller kollegaen fra militæret, der fik hovedrollen i Smaragdsliberen. Det blev i stedet en ældre, jødisk mand. ”Idéerne til mine romaner starter med en person – det gør de altid. Smaragdsliberen Pierre sad pludselig dér på en bænk i Notre Dame-kirken og studerede glas-
mosaikkerne. Og jeg kunne mærke: Han har været død – og han er kommet tilbage til livet. Og det har påvirket hans måde at opfatte livet på – selvfølgelig.” Da Pierre opstod i Anne-Cathrines tanker, var hun dog først en smule håndsky overfor emnet. Hun var klar over, at døden og nærdødsoplevelser kunne være vanskelige at skrive om. Men også, at de rummer et enormt potentiale: ”Døden åbner jo alle muligheder for en romanforfatter. Ingen ved, hvad der sker, når livet er slut – ER der noget på den anden side? Jeg er jo med i Kvindelige Eventyreres Klub, og der er ikke så mange steder tilbage på planeten at udforske. Skal man undersøge noget nyt, så er det ekstremerne, der er tilbage: havet, himmelrummet – og døden. Og så begyndte Riebnitzsky at læse op på emnet: ”Det er jo noget forholdsvist nyt, at vi overhovedet får de her beretninger fra mennesker, der har prøvet at dø. Det er kun, fordi vi nu har hjertestartere og kan genoplive folk. Jeg læste alle de nærdødsoplevelser, jeg kunne finde, og jeg blev både overrasket og fascineret af, at de ligner hinanden påfaldende meget – uanset folks religiøse overbevisning eller kulturelle ståsted. Der er tankevækkende mange sammentræf.” I bogen er Pierres oplevelse af at komme tilbage til livet forbundet med både skuffelse og smerte. Er det en oplevelse, der går igen i fortællingerne? ”Ja, det er det. En del af dem, der kommer tilbage, siger: Jorden er bare en bleg skygge. Og det synes jeg jo er opmuntrende; det er fantastisk at tænke på. Som Youssef, der er Pierres ven i romanen, på et tidspunkt siger: når der kan være så meget skønhed i verden, hvad kan der så ikke være på den anden side?
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
13
På den måde bliver Smaragdsliberen også noget så sjældent som en livsbekræftende fortælling om døden og om, hvad man stiller op med livet, når man har set døden i øjnene. Du har valgt at tilegne romanen: “Til de, der har eller har haft døden tæt på.” Hvorfor? ”Truslen om døden gør noget ved folk og fremprovokerer også en stærk angst. Og fordi jeg har været soldat, havde jeg den erkendelse ret tidligt, fordi vi skulle skrive en sidste vilje inden en udsendelse i tilfælde af, at vi blev dræbt. For mig var det er en stærk og positiv oplevelse. Selvfølgelig trækker det mange følelser frem, og det er voldsomt at sidde der og forestille sig sin egen begravelse – skal den være militær eller civil, hvem skal komme, skal der spilles musik og så videre – men: det er en god øvelse, fordi det også konfronterer dig med, om du lever det liv, du helst vil – og om der er noget, du fortryder.”
Næste gang jeg dør, tænker han og lukker øjnene ... næste gang vil jeg gøre mig mere umage for at få det hele med. – Citat fra Smaragdsliberen
”Holder sin læser fast i en blanding af litterær nydelse og intellektuel stimulering” JYLLANDS-POSTEN
”Bogen har kvaliteter, så man simpelthen ønsker sig en fortsættelse” WEEKENDAVISEN
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og sprogofficer i russisk i 2003. Hendes debutroman, Den stjålne vej, indbragte hende BogForums Debutantpris, for sin anden roman, Forbandede yngel, modtog hun De Gyldne Laurbær. Orkansæsonen og stilheden, som er hendes tredje roman, blev af anmeldere omtalt som ”stor kunst”. Riebnitzsky har været udsendt til Afghanistan to gange, først som soldat og siden som udenrigsministeriets rådgiver.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
14
Jeg skriver med viskelæder Derfor tog det KNUD ROMER 12 år at skrive sin anden roman.
Af Knud Romer
J
eg elsker at læse, og jeg elsker bøger. Så meget endda at mit højeste ønske blev at skrive dem selv. Det ligger da også lige for. Hvad andet er en forfatter end en læser, som skriver? Og hvordan skriver man noget godt? Man redigerer noget dårligt! Fortælleren er bare en god læser, som retter det skrevne i overensstemmelse med summen af de bedste læseoplevelser. Sådan skriver jeg i hvert fald, og det går langsomt, fordi jeg har læst alt for meget og skriver med viskelæder. Kort over Paradis er da også propfyldt med henvisninger til alle mulige og umulige forfattere, som har skabt læseren i mig. Det er nemlig det næstbedste: at dele bøgerne med dem, der har det lige som en selv – læsere! Mange af dem fandt jeg som dreng i min mormors bogskabe i Frankfurt, hvor den tyske romantik ventede på mig med deres eventyr. Borge og riddere, dværge og kæmper og trolde i skovene, der spiste en, hvis man for vild. Hver by havde en heks med en vorte på næsen og en kat på den krumbøjede ryg, magiske legetøjsmagere og musekonger! Hjemme i Nykøbing læste jeg mig gennem børnebiblioteket med ”Spænding i rødt”: Det kidnappede cirkus, Vejrmageren, Katten og Kosteskaftet – og C. S. Lewis åbnede klædeskabsdøren til en anden verden: Narnia! Der var Peter Pan og Krabat, og Hobitten tog mig i hånden og førte mig ud i voksenbiblioteket til Ringenes Herre. Tolkien hviskede mig i øret om George MacDonald, der havde skrevet På ryggen af nordenvinden, og jeg fandt Lord Dunsany og T. H. White – Kong Arthur på Camelot – og Mervin Peake: Gormenghast. Den fantastiske litteratur og fantasy er kilden til alt, hvad jeg skriver – se nu at få læst Kanelbutikkerne af Bruno Schulz - og hvis nogen skulle lide af den vild-
farelse, at det er autofiktion og realisme, så har jeg gjort mit job som forfatter. For det består først og fremmest i at fange læseren og få en til at tro på historien – hvorfor ellers græde og grine og vende siderne i spændt forventning? Man skal opleve det som skinbarlig virkelighed, selv om det er fuldkommen usandsynligt, og acceptere de mest fantastiske ting uden at bryde fortryllelsen.
Kort over Paradis åbner netop min mormors bogskabe lige som i fortællingerne om Narnia – og jeg træder ind i dem og vandrer rundt på landevejene i bøgerne fra den tyske romantik. De tilhørte Papa Schneider, som kommer løbende gennem bogskabene for at straffe mig – og ikke nok med det. De indeholder selvfølgelig en forbandelse: Den pukkelryggede dværg – og han kravler ud og forfølger mig resten af livet! Sådan bliver det ellers ved, og ingen studser over bænken i Nykøbing, hvor man får skæg og langt hår, beskidt tøj og taler højt med sig selv og drikker sig ihjel i samme øjeblik, man sætter sig på den. Det er lige så bogstaveligt som en tegnefilm, når solen lægger sig på græsplænen og smider skygger efter træerne, og din kæreste får hareskår, hvis du staver hendes navn forkert. Bronzeuret maler tiden til støv, mor har været død i 2 år, og hendes død er en lille pige med fletninger, som sidder med til bords. Gud spiller yo-yo med lærken, og bladene fra alle
”Står til at blive en moderne klassiker” BERLINGSKE
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
15 efterår visner og fyger efter mig gennem gaderne på vej hjem fra kirkegården. Vejrhanen på kirkespiret galer og letter ved midnat. Falster falder fra himlen. Rytmen i sætningerne er følelserne, som de udløser. Når man er glad, går den opad, og når man er trist, går den nedad. Der kan være fart over feltet i stakato, og man kan være rolig og eftertænksom, eller måske er det observerende og koldt. Det vigtigste af alt er dog det, som man glemmer lettest – og det er: Nærsanserne! Når man skriver, er man for det meste isoleret fra den umiddelbare, sanselige forbindelse med omverdenen, men man skal huske det, hvis man vil have hul igennem. Tingene skal smage af noget og kunne mærkes og høres og lugtes. Solen er varm, sveden på armene smager salt, æslerne skryder, gaden på sydsiden af husene dufter af basmatiris – og kontaktsanserne søger for, at man ikke bare ser tingene udefra og holder dem op foran sig i strakt arm, men føler sig til stede og lever og ånder med historien. Der skal kød på, men jeg aldrig været i Teheran eller de fleste andre steder, som jeg beskriver. Hvert syn og hver enkelt sansning er møjsommeligt samlet sammen gennem årene fra bøger og mennesker, som
jeg har mødt, og når en perser tilfældigvis sidder ved siden af mig i toget og fortæller, at kameler skriger som spædbørn, når de bliver slagtet, og puklen smager bedst, så tager jeg det og lægger det til side i mit indre, indtil den dag kommer, hvor jeg kan hente det frem på rette tid og sted og tråde det på bønnekæden som en perle undervejs gennem mit fatamorgana af byen. Kort over Paradis består af tusindvis af tråde, som jeg har knyttet sammen af syn og sansninger til et tæppe, hvor billedet træder tydeligere og tydeligere frem i takt med, at trådene bliver mere og mere kaotiske på undersiden. Historien bliver til samtidigt med, at den går i opløsning lige som stjernebillederne på himlen, og når vi forbinder de lysende prikker til mytologiske skikkelser – her er Orion, dér er Cassiopeia – og fortæller historier om dem, giver det mening for os i et kort, forgængeligt øjeblik, men vi er selv den eneste kilde til den og mønstrene i stjernevrimlen i et udeltagende univers, som går ud en skønne dag. Sådan har jeg siddet i skrædderstilling og syet sætninger med snablen af en myg i lyd, som der står i Kort over Paradis. Kald det for min skyld bare autofiktion og realisme, hvis det lykkes at gøre historien sand nok til, at du ser det for dig og tror på det sting for sting, selv om ingen nogensinde har broderet ord med snablen af et summende insekt. Den slags sker kun i eventyr – og det er, hvad det er. Det tilhører den genre, som jeg forelskede mig i som dreng: magisk realisme – eller måske snarere den endnu mere støvede form for fantastisk litteratur, allegorien. For en sætning består ikke kun af passivt indhold, men er indlejret i et forløb, som gør den til et aktivt udtryk. Den peger ud over sig selv på noget mere og andet i en fjern betydning, som flygter foran læseren: hvad handler historien om i sidste ende? Den begynder med at holde op, og lige fra starten har jeg taget fat i den endegyldige betydning som en buestreng og spændt den og sigtet efter punktummet i 12 år, indtil jeg gav slip og udløste spændingen i den absolutte selvhenvisning, som er døden – ”og natten flyder over i mit blik.” Det er ikke kun, fordi det sortner for en i bevidstløsheden, hvor udtryk og betydning falder sammen i en tilintetgjort ting, men rinder ned ad kinderne i en sort tåre af … blæk: det punkterede punktum - nu og aldrig. Og så starter romanen forfra: ”Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene.” Det er en død og begravet, som fortæller – og vågner og glipper med øjnene, som græshopperne sitrer og vækker ham i Paradis: læserne – dig.
KNUD ROMER (f. 1960) modtog De Gyldne Laurbær for debutromanen Den som blinker er bange for døden. Udgav Kort over paradis i 2018.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
16
Romanerne har ændret, hvordan jeg er som menneske Haabet, Peters kærlighed og Faith: MICH VRAAS romantrilogi om Dansk Vestindien, har ændret ham som forfatter – og som menneske. I dag er Vraa mere bevidst om, at det er helt afgørende at kende sin historie. Af Julie Marstrand
120.000 120.000 mennesker fragtede Danmark til De Vestindiske Øer, vores koloni i Caribien, i perioden fra 1673, indtil slavesejladserne blev endeligt stoppet i 1803. Faktisk 120.000 gange tre. Fordi for hver slave, der nåede frem til sukkermarkerne, døde to under transporten. Det er et af de tal, der rystede forfatter Mich Vraa, da han indledte sin research til det, der skulle blive hans anmelderroste romantrilogi om Danmarks fortid som koloniherre i Dansk Vestindien. ”Jeg er igen og igen blevet overrasket over, at det er et virkeligt stykke danmarkshistorie. Man kan blive ved med at finde grimme historier frem, og jeg fyldes med undren over, at det er vores tip tip-oldeforældre, der har stået bag det. Det er chokerende.” Vi møder Mich Vraa på tagterrassen af Egmont-bygningen i indre København med udsigt over mange af de gamle bygninger i byen. Bygninger, der i flere tilfælde er delvist finansieret af Danmarks indbringende sukkerhandel fra Dansk Vestindien, der fortsatte helt ind i 1800-tallet. Alligevel er det et kapitel af danmarkshistorien, som en del danskere ikke kender meget til – heriblandt forfatteren selv inden han begyndte at skrive sine tre romaner.
”Det er stort skridt at anerkende og vide, hvor vi også kommer fra. Hvad vores historie også indeholder. Hvad en del af vores velstand også skyldes,” siger Mich Vraa, der glæder sig over, at der i forbindelse med 100året for overdragelsen af øerne til USA i 2017 er kommet større fokus på netop denne mørke del af vores historie. Den første bog i Mich Vraas romantrilogi om Dansk Vestindien hedder Haabet og udkom i 2016. Hver roman kan læses uafhængigt af hinanden, men visse personer går igen gennem bøgerne, og tilsammen giver romanerne et samlet billede af kolonitiden. I første roman følger læseren fregatten Haabet på en af de sidste (på det tidspunkt allerede ulovlige) slavesejladser til Dansk Vestindien. ”I dag ville man ikke tøve med at kalde det en forbrydelse mod menneskeheden. Det var det, det var,” siger forfatteren og peger på, hvordan danske handelsmænd på det tidspunkt ikke anså sorte for at være mennesker. De blev omtalt som ‘den’ og ‘det’ og sidestillet med kreaturer og andre landbrugsressourcer. Selvom Haabet er en barsk skildring af forholdene på et slaveskib, bliver det dog også mødet med Maria, en ung kvinde, halvt hvid halvt sort, som er med i alle tre bøger i serien. I første bind får hun en brat introduktion til voksenlivet, da hun som bare 15-årig bliver holdt gidsel ombord på Haabet og ført om på den anden side af verden. Senere bliver hun som skolelærer blandt de første til at forbedre slavernes vilkår på øerne.
I bog to, Peters kærlighed, har Mich Vraa skrevet om den virkelige historiske person Peter von Scholten, der blev den sidste generalguvernør i Dansk Vestindien. I 1848 frigiver han – stik mod kongen og den danske stats vilje – slaverne med ordene: “Now you are free, you are hereby emancipated.” At Peter von Scholten herved (stort set) undgik blodsudgydelser i forbindelse med den voksende utilfredshed blandt øernes sorte befolkning, forhindrede ikke, at han senere blev retsforfulgt og dømt skyldig i embedsforsømmelse. Dommen endte dog med at blive omstødt i Højesteret to år inden, von Scholten døde i 1854. I den sidste roman, Faith, følger vi den unge fotograf, der lægger navn til bogen. Hun er som mange af sine landsmænd af blandet herkomst – hverken hvid eller sort. Hun forelsker sig i en hvid amerikaner, men den unge mands far har ingen respekt for Faith, eller sorte i det hele taget. Faith bliver vidne til overdragelsen af Dansk Vestindien til USA i 1917, og hun oplever, hvordan øerne og øernes befolkning igen bliver behandlet som en simpel handelsvare, at de ikke har en stemme. De var aldrig danskere, og de blev aldrig amerikanere. ”Vi har at tale om en befolkningsgruppe, der aldrig har valgt deres egne magthavere. De er aldrig for alvor blevet optaget i et samfund. De har aldrig helt fået de-
FEMINA
POLITIKEN
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
17
res frihed,” siger Mich Vraa og peger på, at indbyggerne på De Amerikanske Jomfruøer, som Dansk Vestindien hedder i dag, stadig ikke har stemmeret til præsidentvalget i USA. Derfor mener han også, at problemstillingerne i Faith og de andre to bøger i trilogien er relevante i vores tid, og at Danmark bør være bevidst om sit medansvar for øernes nuværende situation. ”Historieløshed er noget af det værste. Hvis vi glemmer, hvad der er sket forud, risikerer vi at gentage fortidens menneskeforagt. Mange af de måder mennesker omtales på i Faith, kunne lige så godt være sagt i dag.” Parallellerne til nutiden har også betydet, at arbejdet med trilogien har efterladt sig spor i forfatterens bevidsthed, som han ikke havde forudset. ”Det har ændret, hvordan jeg er som menneske,” siger Vraa.
MICH VRAA (f. 1954), forfatter og oversætter. I 2016 og 2017 udkom romanerne Haabet og Peters kærlighed – de to første bind i en trilogi om Dansk Vestindien. Faith udkom i 2018.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
18
Som forfatter bestemmer du ikke altid selv, hvad du vil skrive Da THOMAS KORSGAARD satte sig ned for at skrive videre efter succesen med debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi, troede han, at han skulle skrive en novellesamling. Men skriften ville det anderledes. Her fortæller Thomas om, hvordan romanen En dag vil vi grine af det blev til. Af Thomas Korsgaard
I
februar 2017, kort efter at jeg debuterede med min roman Hvis der skulle komme et menneske forbi, sad jeg i køkkenet i min gamle lejlighed med min notesbog og en af de flasker rødvin, jeg fik til min bogreception. Det var en helt vildt intens tid omkring udgivelsen af den bog med anmeldelser, interviews og en del opmærksomhed. Det var selvfølgelig dejligt – det var alt, hvad jeg havde drømt om og håbet på. Men jeg fandt også ud af, at opmærksomheden i bund og grund ikke betyder så meget for mig. Ikke at jeg er nogen sky eller genert person – jeg kan godt lide at være på og takker gerne ja. Men jeg vil hellere bruge tid på det, jeg bedst kan lide: nemlig mit arbejde. At skrive. Derfor tog jeg kort tid efter bogudgivelsen i sommerhus et par uger udelukkende for at skrive, drikke te og vin og gå lange ture i en plantage tæt på. Jeg slettede min facebookprofil, min instagram, lod være med at lade min telefon op de fleste dage, og gjorde mig i det hele taget utilgængelig og usynlig for at kunne overgive mig til at skrive. Egentlig var jeg gået i gang med at skrive tekster om nogle karakterer, som jeg troede skulle blive bærende for en novellesamling, som jeg længe gerne har villet skrive. Og jeg var fint i gang. Men på en gåtur ved Vesterhavet stod jeg og røg en cigaret. På stranden holdt et par biler. Ingen af førerne gik ud, de blev siddende og så på bølgerne inde fra bilen. Mere skete der sådan set ikke, men for mig rummede det dramatik nok. Hvad sad de mon og tænkte på? Det, at de sad der, bragte mig pludselig tilbage til min opvækst ved Limfjorden, hvor mange gjorde netop dét: kørte bilen ned på stranden for sidde og betragte udsigten. Det var inspirationen til den scene, som endte med at blive første kapitel i min nye roman. Tue, hovedpersonen på 17 år, sidder i en bil på stranden med sin mor, da hun betror ham, at hun har en affære og overvejer at flytte fra familien. Noget af det første, jeg skriver, er som regel dialogen. Jeg elsker at skrive replikker. Det giver mig en forståelse for, hvem mine personer er, at jeg ved, hvordan de taler – hvad de kunne finde på at sige, og hvad de bestemt ikke kunne finde på at sige. Jeg er decideret hysterisk med den del af teksten, og lige indtil den sidste korrektur ændrede jeg småord i replikkerne. Da jeg havde skrevet det første kapitel helt færdigt, blev jeg nysgerrig på, hvad der så ville
ske. Hvad sker der, når man som Tue bliver betroet sådan en hemmelighed? Hvor går man hen med den viden? Tue kan ikke få historien verificeret nogen steder. Og han bliver i tvivl om, hvad der er virkeligt. Det blev jeg nødt til at skrive resten af bogen for at finde ud af. Jeg tog derfor et par beslutninger om, at bogens handling skulle strække sig over et år og havde også en klar idé om, hvad der skulle ske hen mod midten. Ellers anede jeg ikke noget. For mig opstår det meste i skriften. Som forfatter bestemmer du altså ikke altid selv, hvad du vil skrive. Selvom det er samme univers som i min debutroman – de samme karakterer og det samme miljø – har det været vidt forskelligt at skrive de to bøger. Hvis den første er et patchworktæppe sat sammen af forskellige stykker stof lavet ét af gangen, er den nye et vævet tæppe, hvor en enkel, dårlig tråd kan få det hele til at trevle. Nu kan jeg ikke gøre andet end at vende blikket mod min computer og fortsætte det daglige arbejde.
THOMAS KORSGAARD (f. 1995) er fra Viborg. Han debuterede i vinteren 2017 med den meget omtalte og kritikerroste roman Hvis der skulle komme et menneske forbi, der er baseret på hans egen opvækst. Romanen fik roser fra Suzanne Brøgger, og Statsminister Lars Løkke Rasmussen anbefalede den på Facebook. Korsgaard har ingen uddannelse. Han har arbejdet i Politikens Boghal og som handicaphjælper før han blev forfatter. En dag vil vi grine af det udkom i 2018.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
19
Jeg skriver kun om steder, jeg selv har udforsket LEIF DAVIDSENS nye novellesamling Tag ikke imod en pølse i Moskva tager læseren med rundt i hele verden. Men kun steder Davidsen har besøgt for læseren først.
”Der venter læseren ti kildrende overraskelser” DAGBLADENES BUREAU
Af Gyrith Ravn
H
ar du selv været alle de steder, de nye noveller foregår? ”Ja. Det har jeg. Jeg kan ikke skrive om steder, jeg ikke selv har opsøgt og udforsket. Jeg rejser på to måder: Et for at få ideer, da mine bøger ofte involverer, at mine personer flytter sig fra Danmark. Og to specifikt for at få et klart blik for, hvordan mine karakterer skal agere på et givent sted. Det handler meget, når jeg skriver romaner, om at se stederne og miljøerne med mine fiktive personers øjne. Så det f.eks. ikke er mig, der ser Moskva, men den person som oplever den russiske hovedstad. Hvad ser han eller hun?” Hvordan opstår historierne? ”Noveller opstår for mig ved at høre en replik på en café; tænke over, hvordan i alverden det går for sig, at der ikke hele tiden opstår trafikulykker i vietnamesiske rundkørsler eller at forestille sig mennesker – ofte danskere – i en situation et sted. Det er ikke noveller, der som sådan er inspireret af virkelige mennesker, men
ofte af virkelige historier, som jeg samler op og noterer i min notesbog. I den står mange ideer, mange skitser til et menneske, replikker, scener, miljøer, farver, mad og landskaber. Det kan år senere blive til en historie. Jeg holder meget af novellen; at skrive den og at læse den. Det er en god måde at skildre mennesker på. Jeg samler på steder, ideer og miljøer, der kan blive til historier. Det kan være noveller med et menneske i centrum eller noveller med et krimiplot. Det handler om at skildre mennesker i en situation, der er afgørende for dem. Novellens styrke er dens præcision og dermed min mulighed for at fortælle historier om mennesker i vor tid, som jo er en tid, hvor mennesker rejser i et enormt stort antal. Jeg har aldrig oplevet, at en novelle har udviklet sig direkte til en roman. At skrive romaner er en anden proces for mig.” Jeg fik som ung det, som forfatteren John Steinbeck kaldte for rastløshedens virus. Jeg har den langt mere under kontrol, end da jeg var meget ung, men jeg ville blive ked af, hvis jeg ikke længere kunne rejse ud i vores store, rige og dramatiske verden. Det er også godt at være i Danmark, men jeg må væk med mellemrum, Danmark bliver nemt for provinsielt. På mange måder tror vi, at vi er verdens navle, og vi er utroligt nationalistiske. Jeg har svært ved at forstå, at man eksempelvis fra politisk hold kræver, at DR skal spille 48 procent dansk musik. Hvorfor det? Hvorfor skal de ikke bare spille god musik, hvor den end kommer fra? Og hvorfor lige 48 procent, og hvorfor skal de overhovedet blande sig i det? Er dansk en særlig kvalitet? Det har jeg svært ved at se, og så er det godt at komme væk, selv om nu om dage med internet er man aldrig helt væk længere.”
Du har lige været i Italien – hvad gjorde du der? ”Som så ofte før er min kone Ulla og jeg på research. Denne gang handler det om, at jeg så småt har en roman i gang, der tager udgangspunkt i den aktuelle konfrontation mellem Rusland og Vesten. Her spiller Italien en særlig rolle. Putin og Berlusconi er jo gode venner. Jeg ved selvfølgelig ikke på nuværende tidspunkt, hvad romanen skal handle om,- det ved jeg aldrig - så jeg er som en filminstruktør, der scouter locations. Som jeg sagde i begyndelsen, så må jeg opleve de steder, som jeg vil skrive om. I den forstand er jeg en meget fysisk forfatter, hvor miljø betyder rigtig meget for mig og i den grad er med til at forme mine bøger. Når jeg begynder på en roman, har jeg kun tågede forestillinger om, hvad den skal handle om, men som så ofte før er den inspireret af aktuelle begivenheder som giftangrebet med novichock og hele den usikre situation, der hersker i verden med krig i Ukraine, Brexit, Trump i USA og Putin i Moskva. Jeg troede, at jeg denne gang ville skrive en historisk roman, men som så ofte før har verdens tumultariske tilstand sat mig i gang. Som sagt ved jeg ikke, hvad der skal ske, men jeg regner dog med, at Laila fra min roman Djævelen i hullet kommer til at spille en væsentlig rolle. Mere kan og vil jeg ikke sige. Andet end at Laila og hendes russiske halvbror sandsynligvis kommer til Italien.”
LEIF DAVIDSEN (f. 1950) er en af Danmarks mest populære og bedst sælgende forfattere med en stribe spændingsromaner, rejsebøger og tre novellesamlinger bag sig.
OBS: PASMÆRKER KUN TIL AT VISE PLACERING PÅ SIDEN - 280x395 - SKAL IKKE TRYKKES
13. november 2018
Forudbestil hos din boghandler
Gratis bogmagasin i din indbakke hver måned
TILMELD DIG HER