27 mm
133 mm
HEATHER DEMETRIOS HEATHER DEMETRIOS
Skylar har kun ét mål: at komme væk fra Creek View. Kun tre måneders sommerjobs adskiller hende fra college i storbyen – indtil hendes mor mister sit job, og alt ramler sammen. Skylar bider tænderne sammen og knokler endnu hårdere, for hun vil væk. Det sidste, hun har brug for, er at forelske sig …
LIDT TÆTTERE PÅ STJERNERNE
cover_ Lidt tættere på stjernerne_PRESS.indd 227
L TÆT IDT TER STJE E PÅ RNE R
NE 210 mm
24/09/2016 16.38
Lidt tættere på_TRYK.indd 2
22/09/16 13.27
Heather Demetrios
LIDT TÆTTERE PÅ STJERNERNE
På dansk ved Natasja Ejersbo Frederiksen
CARLSEN
Lidt tættere på_TRYK.indd 3
22/09/16 13.27
Heather Demetrios Lidt tættere på stjernerne Oversat af Natasja Ejersbo Frederiksen efter den amerikanske I’ll Meet You There © 2015 Heather Demetrios All rights reserved Dansk udgave © Forlaget Carlsen 2016 Først udgivet af Henry Holt and Company, LLC i 2015. Udgivet på dansk efter aftale med Licht & Burr Agency i Danmark. Omslagsdesign: Signe Schmidt Sat med Caslon pro hos BogGrafisk og trykt hos Livonia Print, 2016 Isbn: 9788711541098 1. udgave, 1. oplag, 2016 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – Et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Lidt tættere på_TRYK.indd 4
22/09/16 13.27
Til mor, far og papa
Lidt tættere på_TRYK.indd 5
22/09/16 13.27
Lidt tættere på_TRYK.indd 6
22/09/16 13.27
–– Ude på den anden side af idéerne om rigtigt og forkert er der en eng. Vi mødes derude. Når sjælen lægger sig ned i det græs, er verden for stor til at tale om. Idéer, sprog, selv ordet hinanden giver ingen mening. – rumi
Lidt tættere på_TRYK.indd 7
22/09/16 13.27
Lidt tættere på_TRYK.indd 8
22/09/16 13.27
JUNI
Lidt tættere på_TRYK.indd 9
22/09/16 13.27
KAPITEL 1
Mitchell-familiens baghave var proppet, fuld af nye og ikke-helt-så-nye studenter i forskellige stadier af festligt forfald. Pigerne lænede sig mod hinanden, visne blomster, der så på, mens fyrene blev mere højlydte, mere svedige. Jeg strakte hals og søgte efter Chris i mængden, men min wingman var forsvundet. “Pis,” mumlede jeg. Som om jeg havde brug for yderligere bekræftelse af min status som enspænder. Jeg gik målrettet gennem mængden, en pige med en mission. Det sidste, jeg ønskede, var, at én eller anden fuld klaphat skulle lægge mærke til, at jeg var alene, og forsøge at lægge an på mig. En pige til højre for mig snublede og spildte sin øl ud over mine All Stars. Jeg var nødt til at række ud og støtte hende, før hun spiddede min tå med sine stiletter. Jeg sukkede og rystede foden. “Tak!” sagde hun, mere til luften end til mig, idet hun atter vendte sig mod klyngen af piger ved siden af. “Skylar!” Jeg vendte mig om – Chris stod ovre ved fustagen. Da jeg løftede armene i et WTF, vendte han sit tomme krus på hovedet, skar en trist grimasse og pegede så mod køen af opkogte fyre 11
Lidt tættere på_TRYK.indd 11
22/09/16 13.27
foran sig. Tydeligvis havde han ikke taget mig særlig alvorligt, da jeg sagde: Lad os smutte så hurtigt som muligt. Jeg fandt min telefon frem og begyndte på en besked til Dylan, mens jeg banede mig vej over til Chris. Hvis jeg kendte hende ret, befandt hun sig sikkert på bagsædet af sin kærestes ramponerede Chevy Malibu, men jeg ville have point for overhovedet at dukke op. I virkeligheden var jeg her kun for at se Josh Mitchell, den her marinesoldat, jeg plejede at arbejde sammen med, som lige var kommet hjem fra Afghanistan. Jeg kunne have valgt at se ham på et andet tidspunkt, men det virkede som dårlig stil; hvis nogen kommer hjem fra en krig, så tager man med til deres velkomstfest. Er du her stadig? Leder efter Josh.
Intet svar. Folk tumlede gennem Mitchell-familiens bagdør, sikkert på jagt efter et badeværelse eller et sted at knalde. Indimellem kom nogen ud af huset med et tumpet grin fremkaldt af Reggie Vasquez’ skyndsomt rullede joints. Linkin Park bragede fra højtalerne inde i huset, og jeg spekulerede på, hvordan aftenen ville føles, hvis nogen skiftede soundtracket fra vred jeg-smadrer-helehuset-musik til Ed Sheeran eller The Chili Peppers. Jeg stoppede i døråbningen, da jeg så et glimt af langt, lyst hår, men det var ikke Dylan, så jeg bakkede, mens jeg ignorerede de hvad laver hun her-blikke, folk sendte mig. Det var ikke ondskabsfulde blikke – jeg passede bare ikke ind. Havde ikke lyst til det. Fordrukken latter brød ud i grupperne af festgængere med jævne mellemrum, men ikke fordi der var noget, der var sjovt. Det var, som om det bare var meningen, man skulle grine. Jeg lod blikket glide over ansigterne omkring mig: den sædvanlige samling 12
Lidt tættere på_TRYK.indd 12
22/09/16 13.27
af lokale fra min high school. Der var også en masse lidt ældre ansigter – Josh Mitchells venner, der festede med teenagerne og gjorde det samme, som de havde gjort hver eneste lørdag siden 9. klasse: Drik. Ryg. Knep. Start forfra. Chris kom gående hen imod mig. Han nippede til sin skummende øl, mens han banede sig vej over græsplænen. Han var iført den T-shirt, jeg havde givet ham i dimissionsgave, med ordene matematiker og ninja under overskriften KARRIEREMÅL. Han holdt en coladåse frem mod mig, som om det var en forsoningsgave. “Hallo, man må aldrig forlade sin wingman,” sagde jeg. “Har du ikke lært noget som helst af Top Gun?” Jeg havde lidt en ting med Top Gun – det var min fars yndlingsfilm, og jeg havde været besat af den, siden jeg var seks. “Jeg sagde, at jeg ville hente en øl! Jeg troede, du var lige bag mig, da jeg drejede af ved køkkenet.” Han lavede de hundeøjne ad mig, der altid fik mig til at grine, og jeg tog colaen, mens jeg forsøgte at forhindre mine mundvige i at dreje opad. “Nå, men tak for den her.” Jeg stødte dåsen mod hans plastikkrus. “Skål for dimissionen.” “Ja, for fanden, skål for dimissionen!” Der var kun gået tre timer, siden ceremonien sluttede, men det lignede enhver anden aften i Creek View. Jeg burde ikke have forventet, at den skulle føles anderledes. Jeg tyllede colaen i mig, som om den var et shot, mens jeg hele tiden holdt udkig efter Josh Mitchell. Det var ikke kommet som nogen overraskelse, da Josh meldte sig som marinesoldat for to år siden. Ligesom de fleste andre fyre i Creek View havde han ikke haft så mange valgmuligheder: militæret, lastbilchauffør eller skodagtige deltidsjobs langs med 13
Lidt tættere på_TRYK.indd 13
22/09/16 13.27
motorvejen. Vi boede i en lille flække – en ubetydelig plet – op til Highway 99 i Californien. Her var ikke andet end en trailerpark, nogle nedslidte huse, et par virksomheder, der knap tjente nok til at holde åbent, og så The Paradise Motel (aka mit deltidsjob). Selvom vi havde arbejdet sammen på Paradise, og jeg var vokset op sammen med ham, så var jeg blevet underligt genert, da Josh kom op til mig i sin uniform med karseklippet hår og kaldte mig ma’am. Jeg havde spurgt ham, om han var bange, og han sagde nej, at det her var så godt, som det ville blive for ham. Han kunne slet ikke vente. I et minuts tid stod vi bare og så på hinanden, og så kyssede jeg ham på kinden – hvilket kom som en overraskelse for os begge to – og sagde held og lykke. Så var han væk. “Har du set Josh endnu?” spurgte jeg. Chris rystede på hovedet. “Nej, men jeg gjorde mig heller ikke nogen umage for at komme til at hænge ud med en marineidiot på min dimissionsaften.” “Wow, det var ret ufølsomt.” Chris fnyste. “Josh Mitchell er en røv. Jeg er her kun på grund af den frie bar.” “Det er vist også derfor, alle andre er her,” sagde jeg. “Sandt. Hør, eftersom vi alligevel er strandet i den her baghave, indtil den amerikanske helt beriger os med sin tilstedeværelse,” sagde Chris, “så stemmer jeg for, at vi drikker os i hegnet og chokerer alle taberne. Vi kan fortælle vores børnebørn om, hvordan vi gik amok, da vi var unge.” Det var vores lille joke at kalde Creek View-ungerne for tabere, selvom jeg aldrig nogensinde havde smagt alkohol og vi sikkert var de eneste jomfruer over 16 i hele postdistriktet. “Jeg er sikker på, at du kommer til at se godt ud med bifokale 14
Lidt tættere på_TRYK.indd 14
22/09/16 13.27
briller og gangstativ,” sagde jeg. “Bedstefar Chris.” Et smil sneg sig frem på mit ansigt. “Kom du lige i tanker om det?” “Ja, jeg kom lige i tanker om det.” “Fedt.” Jeg havde været sådan her hele aftenen: Vi var i gang med et eller andet, og så kom jeg i tanker om, at vi nu endelig slap væk fra Creek View. Forhåbentlig for evigt. Og jeg ville få de her små glædeseksplosioner, sådan, ja. Selv pigen, der kastede op i en overfyldt skraldespand et par meter væk, kunne ikke dræbe den rus af tilfredsstillelse, der havde summet inden i mig hele dagen. Jeg tog endnu en tår af min cola og stillede den på en smadret havestol. “Men bare fordi jeg bliver sentimental, betyder det ikke, at jeg har lyst til at spilde mere af mit liv på den her fest. Josh må være her et sted.” “Mitchell!” råbte en stemme på tværs af menneskemængden. “Stik mig en!” Forkert Mitchell. Blake, Joshs bror og på en måde min eks, var på vej ind gennem havelågen med en pakke med 12 Budweisere slænget over skulderen og endnu en dinglende fra sin hånd. Hvorfor, hvorfor, hvorfor havde det virket som en god idé at kæreste rundt med Blake efter en hel ungdom med cirka ingen kontakt med drenge? Og Blake, af alle mennesker! Som om han kunne læse mine tanker, klappede Chris mig på ryggen. “Hey, det kunne have været meget værre. Forestil dig, hvis du havde brugt påskeferien på at kysse med Josh i stedet for Blake? Du har helt klart valgt den bedste bror.” Jeg skulede til ham. “Det hjælper ikke.” Det var stadig varmt, men en kold brise fejede gennem festen, og 15
Lidt tættere på_TRYK.indd 15
22/09/16 13.27
jeg gned mine arme for at fjerne den gåsehud, der spredte sig over dem. Californien er pålidelig på den måde – en brændende varm dag, og så har man alligevel brug for en sweater, når solen går ned. “Den her dimissionsaften er det største antiklimaks i verdenshistorien,” sagde jeg. “Enig.” “Hvad så, kællinger?” Jeg vendte mig om: Dylan dansede sig vej over mod os med hofter, der svingede i takt med musikken. Dj’en, hvem det så var, havde skiftet Linkin Park ud med hiphop. “Hey, mama.” Chris piftede, og Dylan lavede en lille piruet på vej over til os. “Hey, hey,” sagde hun. “Hvor er Seanie?” spurgte jeg, mens mine øjne automatisk gled ned til Dylans venstre hofte. Sean var Dylans seks måneder gamle søn. Jeg havde hjulpet med at passe ham, fordi jeg insisterede på, at Dylan skulle lave sine lektier, så vi kunne dimittere sammen, til tiden. “Den lille fyr er hos sin bedste – sikkert i gang med at se så meget CSI, at han bliver den yngste seriemorder i verdenshistorien, men fuck det. Mama her har brug for at feste.” Et stik af tristhed fór gennem mig ved tanken om at skulle sige farvel til Dylan, når sommeren var forbi. Dylan havde været min nabo, siden vi var små, men hun var blevet til familie, efter at hun havde givet nogen en knytnæve i ansigtet for at kalde min far for en dranker. Den nogen havde været vores søndagsskolelærer. Jeg glemmer aldrig, hvordan niårige Dylan havde rullet med øjnene ad blodet, der fossede fra vores lærers næse, og så vendt sig mod mig og sagt: “Hun er virkelig indbegrebet af white trash, hva’?” Det var noget, hendes mor elskede at sige. 16
Lidt tættere på_TRYK.indd 16
22/09/16 13.27
Jeg havde ikke lyst til at tænke på dage uden Dylans højrøstede kommentarspor om alt lige fra tamales til tamponer. Jeg havde lyst til at give hende et bjørneknus, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne forklare, at jeg savnede hende, mens hun stod lige ved siden af mig. Dylan så sig over skulderen og lænede sig så frem. “Har I hørt det om Lisa?” Jeg rystede på hovedet, men Chris stirrede bare stift på Dylans pande, mens han undgik at se på hendes kavalergang med samme mængde koncentration, som han brugte på sine lektier i Matematik på A-niveau. “Dylan, dine bryster er superflotte. Du burde dække dem til – de må være ulovlige i alle 50 stater,” sagde jeg. Dylan grinede og rystede sine bryster. “Hey, jeg nyder fordelene ved at være mor. Og det er jo bare Chris.” “Tak,” mumlede han. Bare Chris. Hvis hun vidste, at han havde været forelsket i hende, siden dengang vi legede med Barbie og Power Rangers, så ville hun nok ikke sige den slags pis. “Okay, hør lige det her.” Dylan sænkede stemmen, selvom nogen lige havde skruet endnu højere op for musikken – en eller anden fyr, der rappede om, at jeg skulle bøje mig frem og stritte med røven. I guder. “Lisa og Raul stak af for at blive gift lige efter dimissionen, og hendes far, ikke, han er flippet fuldstændig ud. Han er sådan, ‘Hvis jeg ser den perker, så skærer jeg hans –” “Hey,” sagde Chris. “Brun fyr, lige her.” “Christopher, jeg citerer det racistiske svin,” bed Dylan. “Hallo? Min søn er halvt latino.” 17
Lidt tættere på_TRYK.indd 17
22/09/16 13.27
“Bare kald det for P-ordet,” sagde Chris. “Hvor svært kan det være?” “Men i hvert fald,” sagde Dylan og rullede med øjnene. “I er heldige, at jeg overhovedet er I live. Hendes far kom seriøst ind på Ray’s og viftede med en slagterkniv. Jeg nægtede at tage imod hans bestilling. Jeg var sådan, jeg er for ung til at dø, ikke?” “Dylan!” var der nogen, der råbte. Hun så over mod den anden ende af haven: Jesse Hernandez, aka faren til Dylans barn, vinkede hende over mod sig. “Tid til at få noget,” sagde hun. Chris strammede grebet om sit røde krus. “Én baby er ikke nok?” Dylan klappede lommen i sin nederdel. “Åh, vi har lært vores lektie. Jeg er velforberedt.” Hun kastede et blik over skulderen og begyndte at kante sig væk. “Bliver I to hængende?” “Gør vi nogensinde det?” spurgte jeg. “En gang skal jo være den første.” Hun blinkede til mig. “Husk, hvad vi snakkede om.” “Dylan!” Jeg daskede ud efter hende, men hun var allerede for langt væk. Dylan havde gjort det til sin mission i livet at få mig i seng med en fyr, før jeg tog af sted til San Francisco State University. Chris stirrede efter hende, indtil hun forsvandt i mængden. Jeg slog ham på armen. “Hold øjnene på mig, amigo.” “Hvad?” “Du ved godt hvad. Hvorfor piner du dig selv på den måde?” Et par tykke arme dukkede op bagfra, og det gav et sæt i mig, da de lagde sig om min talje. “Hej med dig,” hviskede en dyb stemme, læber presset mod mit øre. Jeg vidste, hvem det var. Jeg havde tilbragt en uge badet 18
Lidt tættere på_TRYK.indd 18
22/09/16 13.27
i den lugt. Jeg sværger, Blake må have hældt en halv flaske Boss ud over sig selv lige inden festen. “Blake,” sagde jeg, “gå hen og kram din kæreste, hvis du føler dig sentimental.” Jeg forsøgte at vriste mig fri af hans greb, men han havde den slags styrke, man fik af at bunde en 6‑pack. Der findes ikke noget værre end at modtage kærlighed fra fulde mennesker. Det er næsten lige så slemt, som hvis nogen havde betalt dem for at være sød mod en. “Men jeg vil gerne kramme dig,” sagde han. Chris fnyste, og jeg sendte ham et blik ladet med trusler. Han rullede bare med øjnene og tog en lang tår af sin øl. “Blake, jeg er cirka to sekunder fra at bruge selvforsvar mod dig,” sagde jeg. Han grinede blidt og løsnede sit tag en smule. “Jeg savner dig.” Jeg greb hans arme og trak dem af mig. “Det er din Budweiser, der snakker. Vi holdt en uge – du kan ikke savne mig efter syv dage. Desuden er jeg sikker på, at Alexis elsker det, når du render rundt efter andre piger.” Ud af øjenkrogen kunne jeg se hans kæreste stirre på os. Hendes skinnende læber var fordrejet i en utilfreds mine. “Sky,” sagde han, som om jeg opførte mig urimeligt. Så grinede han, som om vi havde en hemmelighed sammen, hvilket var løgn. Han fik øje på Chris og løftede hånden i sin halvdel af den obligatoriske fist bump. “Hvad så, mester?” Chris tøvede og stødte så knoerne mod Blakes. “Hej, du.” “Fucking dimission, hva’? Jeg er glad for, at det pis er overstået.” Glug, glug, glug, halvdelen af hans øl ned i halsen på få sekunder. Chris og jeg havde en samtale med vores øjne, der forløb cirka sådan her: 19
Lidt tættere på_TRYK.indd 19
22/09/16 13.27
Hvad fanden så du i ham? Ikke noget, jeg ved det ikke, ti stille. Jeg havde forklaret det som midlertidigt vanvid til Dylan og Chris efter den uge med hovedløst kæresteri, selvom jeg vidste bedre. Det havde ikke haft noget med Blake at gøre. “Hey, er din bror her et sted?” spurgte jeg. “Vi ville gerne sige hej, høre, hvordan det går med ham.” Blake tørrede sin mund med bagsiden af hånden og så sig omkring i haven. “Ja, et eller andet sted. Sikkert indenfor eller noget.” “Hvornår skal han tilbage?” spurgte jeg. Blake trak på skuldrene og begyndte at pille mærkatet af sin flaske. Han ville ikke møde mit blik. “Ikke sikker.” Chris gav mig en albue i siden, og jeg gav ham en tilbage. Jeg troede, at vi var i gang med endnu en hemmelig samtale om Blake, men så gav han mig endnu en albue i siden og hviskede: “Sky.” Jeg fulgte hans stirrende blik. “Hej, Skylar. Længe siden.” Stemmen var velkendt, men jeg kunne knap kende personen foran mig. I mørket kunne jeg ikke se andet end et karseklippet hoved og et udtæret ansigt, men så så jeg øjnene. Det var dem, der afslørede sandheden. De var Van Gogh-øjne – hvirvler af mørkeblå og lyseblå. Alle i Mitchell-familien havde dem. “Josh?” Han smilede, men det var et hult smil. Hans øjne var glasagtige, to bundløse brønde, der reflekterede køkkenets lys men ikke havde deres eget. “Ja, man skulle ikke tro det.” Jeg så på Blake, nærmest for at få bekræftelse, men han var vendt tilbage til at pille mærkatet af sin flaske med skuldrene 20
Lidt tættere på_TRYK.indd 20
22/09/16 13.27
krummet sammen og munden som en stram linje midt i sit ansigt. Afstanden mellem forventning og virkelighed var på et øjeblik blevet så stor, at jeg ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Der var ingen ord, jeg kunne bygge en bro med. Ord betød ikke en skid. “Velkommen hjem,” hviskede jeg. Det tror jeg i det mindste, jeg gjorde. Jeg kunne mærke mine læber bevæge sig. Josh bredte armene ud for at give mig et kram, men idet han trådte frem, gav hans krop et sidelæns ryk i en akavet halten. Jeg så ned og fik luften galt i halsen. Hans ben. Han havde mistet sit ben.
--Fuck. Åh gud, åh fuck. “Kan du lide det? Det er min souvenir fra Taliban,” sagde Josh og sparkede ud med den metalcylinder, der plejede at være hans venstre ben. Alt, hvad jeg kunne tænke på, var Josh, der sad på hug ved poolen på Paradise Motel, og hans bare fødder, der efterlod våde fodaftryk på betonfliserne; Josh på motellets tag, der så ud over frugthaven og sagde Skal vi vædde, at jeg tør springe?; Josh, der kom gående hen mod mig, høj og stolt i sin uniform, mens han forsøgte at se nonchalant ud, som om det ikke var noget særligt. “Nu kan jeg være en fucking pirat eller sådan noget, ikke?” sagde han. “Jeg har træbenet og det hele.” “Pis,” åndede Chris. Josh trak på skuldrene. “Nogle gange er livet noget pis.” Jeg var nødt til at vriste blikket væk fra metalpælen, der begyndte et sted oppe under Joshs kakifarvede shorts og endte i 21
Lidt tættere på_TRYK.indd 21
22/09/16 13.27
en kondisko. Jeg var ligesom de bilister ude på Highway 99, der følte sig tvunget til at køre langsommere og stirre, når der var sket en ulykke. Gribbene. Jo grusommere sammenstødet var, des langsommere kørte gribbene, mens deres øjne blev draget mod de tykke plamager af blod og de skinnende glasskår, der lå spredt over asfalten som et maleri af Jackson Pollock. Jeg tumlede frem for at kramme ham, og jeg holdt vejret, idet hans arme lagde sig om mig. Han stank af whisky, tjald og sur sved. Det var et stift, klodset kram – mig, der forsøgte at undgå at sparke til hans ben ved et uheld, og ham, der forsøgte at holde balancen. Jeg havde lyst til at slå nogen ihjel. Dem, der havde gjort det her mod ham, hans forældre for at sige til ham, at han skulle tage af sted, præsidenten. Det var det sygeste, jeg nogensinde havde set, den her voksendreng, der havde fået smadret hele sit liv. “Det er så fucked up, det her,” hviskede jeg. Ord. Han holdt vejret et øjeblik og udstødte et hæst “ja.” En bro. Vi blev stående sådan nogle sekunder længere, og så trak jeg mig væk. Chris stirrede på Joshs ben, og jeg håbede, at jeg ikke så ud ligesom ham, lige så rystet. Blake trak stadig i mærkatet på sin tomme flaske og lod de afrevne stykker blafre ned på det døde græs for sine fødder. “Så du er hjemme nu? Sådan permanent?” spurgte jeg. “Ved det ikke.” Josh rynkede brynene. “Hvad med dig? Hvordan går det på motellet?” “Som det plejer,” sagde jeg. De lange dage, hvor vi havde arbejdet sammen ude på Paradise, virkede som noget, der var sket for en million år siden. “Det tror jeg på.” Han vendte sig mod Chris, som om han 22
Lidt tættere på_TRYK.indd 22
22/09/16 13.27
først lige havde lagt mærke til ham. “Hvad med dig, bøsserøv? Spiller du stadig computer og den slags?” Chris’ øjne lynede, og han åbnede munden for at svare, men så klappede Josh ham på ryggen. “Det er bare pis, mand. Du er sgu okay.” Jeg kunne næsten se diskussionen i Chris’ hoved: er det rent faktisk moralsk forkasteligt at slå en fyr med ét ben, som har kæmpet for sit land? Der blev stille mellem os, og luften emmede af akavethed. Alt, hvad jeg kunne tænke på, var det ben, sprunget i stumper og stykker. “Du har brug for en drink,” sagde Josh og pegede på min tomme hånd. Han råbte til en pige i superkorte shorts og en afklippet top, der viste hendes mave – det tog et øjeblik, før det gik op for mig, at det var Joshs 13‑årige søster, Tara. “Musepige, hent os lige nogle øl, gider du? Og tag noget tøj på.” Tara rullede med øjnene og satte kurs mod køleboksene. Jeg rystede på hovedet. “Ellers tak.” Josh sendte sin bror et sigende blik. “Ah, stadig en god pige, ser jeg.” “Hey,” knurrede Blake. Vores by var så lille, at selv en fyr, som havde været i Afghanistan, vidste besked om vores dumme flirt. “Få lige tankerne ud af soveværelset, Josh,” sagde jeg. “Øh, det kan han ikke.” Det trak en smule i Blakes mundvige. Josh fnyste som svar – for et kort sekund glemte vi alt om benet. Sådan virkede det i hvert fald. “Josh! Kom herover, soldat!” Han vendte sig om, og stak en tommelfinger i vejret som svar 23
Lidt tættere på_TRYK.indd 23
22/09/16 13.27
på den bong, der blev løftet højt i luften. En gruppe lå henslængte på græsset lidt væk og stirrede op på himlen. Josh vendte sig mod os og trak på skuldrene. “Pligten kalder. Vi ses senere.” Han gjorde dovent honnør og haltede så væk, mens hans fingre greb ud mod mørket, som om han forsøgte at tage nattens hånd. Blake rømmede sig og så væk, hen mod garagen, der var fyldt med fyre, som spillede ølpong. Jeg kastede et stjålent blik på ham. For første gang bed jeg mærke i hans anspændte skuldre og den måde, hans sammenbidte tænder gjorde kæbelinjen skarp og spids. “Jeg er ked af det med din bror,” sagde jeg. Josh var 19 år gammel. 19 år gammel. Jeg rakte ud efter Blake, for lige da så han ud som en lille dreng, der prøvede at lade være med at græde, men Alexis sendte os stadig jaloux-kæreste-dræberblikke. Min hånd faldt mod mit lår og ramte huden med et klask. “Han skal nok klare sig. Han er sej.” Blake kastede sin øl i retning af skraldespandene, der stod langs med stakittet. “Bliver du her lidt endnu?” spurgte han og kastede et blik ud over den stuvende fulde have. “Jeg er nødt til at fylde op i køleboksene.” “Det tror jeg ikke. Jeg er totalt udmattet efter ceremonien.” Sært. Det var kun et par timer, siden min mor havde givet mig en buket visne nelliker farvet i en unaturlig nuance af blå, der skulle matche skolens farver. Synet af Josh havde forvandlet det til et fjernt minde. Krigen var vendt hjem, og den var grim og meningsløs, og jeg havde bare lyst til at være i min seng – til at være alle andre steder end lige her, faktisk. Blake gryntede, og jeg lagde forsigtigt en hånd på hans arm. “Hvornår fandt I ud af det med … du ved?” “Januar.” Han stak sine hænder dybt ned i lommerne og så op på den stjerneløse himmel. “Han lå på et eller andet hospital 24
Lidt tættere på_TRYK.indd 24
22/09/16 13.27
i Maryland i næsten seks måneder for at blive genoptrænet eller sådan noget, men han ville ikke have besøg af nogen af os. Så var han i San Diego, hvor han lavede, hvad end fyre som ham laver på en militærbase. Han fik min mor til at love ikke at sige det til nogen.” “Pis,” sagde Chris igen. Det lod til at være hans eneste reaktion. “Blake, jeg –” Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det føltes, som om jeg burde have vidst det. Hvordan kan man kysse nogen hver eneste dag i en hel uge og ikke vide, at hans familie havde det ad helvede til? “Det’ okay. Han er en Mitchell. Han kan tage det.” Tara vinkede ham over til en af de tomme kølebokse. “Jeg må løbe, men, altså, tak, fordi du kom. Jeg ved godt, den her fest ikke er din stil.” Jeg nikkede, overrasket over, at han var klar over det, og han gik over mod huset. Jeg kastede endnu et blik på Josh. Jeg vidste ikke, om det var, fordi det var så trist – det hele, os alle sammen – men mit blik begyndte at sløre til. “Lad os se at komme væk herfra,” sagde jeg. Lettelsen stod malet i Chris’ ansigt. “Efter dig.” Folk var begyndt at gå omkuld i græsset, og kærestepar forlod gruppen for at snuble ud til deres biler med armene om hinanden. Et kort sekund blev jeg ramt af jalousi. Jeg ville ønske, jeg havde nogen at blive væk i. Jeg så på Blake, der navigerede sig vej gennem menneskemængden, så Alexis lægge armen om hans talje. Pot- og cigaretrøg hang i en sky over festen og indhyllede Creek Views fordrukne ungdom i en tyk, kras tåge. Det var, som om hele byen svømmede i nederlag, men ingen havde opdaget, at de var ved at drukne. Jeg vendte ryggen til alt det, jeg aldrig 25
Lidt tættere på_TRYK.indd 25
22/09/16 13.27
nogensinde ønskede at blive, og satte kurs mod trådhegnsporten henne ved indkørslen. “For helvede,” mumlede Chris. Han stoppede op et øjeblik og så sig tilbage. Jeg fulgte hans blik. “Ja,” sagde jeg stille. Jeg kunne lige akkurat skimte Josh, der lænede sig på sit rigtige ben, omgivet af kroppe, der tilhørte hele mennesker. Det eneste, jeg kunne tænkte på, var de ord, han havde sagt, lige inden han tog af sted til Afghanistan. Det her er så godt, som det bliver for mig.
Lidt tættere på_TRYK.indd 26
22/09/16 13.27
27 mm
133 mm
HEATHER DEMETRIOS HEATHER DEMETRIOS
Skylar har kun ét mål: at komme væk fra Creek View. Kun tre måneders sommerjobs adskiller hende fra college i storbyen – indtil hendes mor mister sit job, og alt ramler sammen. Skylar bider tænderne sammen og knokler endnu hårdere, for hun vil væk. Det sidste, hun har brug for, er at forelske sig …
LIDT TÆTTERE PÅ STJERNERNE
cover_ Lidt tættere på stjernerne_PRESS.indd 227
L TÆT IDT TER STJE E PÅ RNE R
NE 210 mm
24/09/2016 16.38