Issuu

VINDER AF DEBUTANTPRISEN Poul Martin er en stilfærdig gammel mand, så det overrasker alle, da han bliver besat af at opspore sin ungdomsven fra 1920’ernes overklasse. Hvorfor vil han gense Eduard, inden han dør? Vil han mødes med den bedste ven, han nogensinde har haft? Eller vil han hævne sig på sin værste fjende? CHRISTIAN JUNGERSEN debuterede i 1999 med Krat, som blev tildelt Debutantprisen og nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. I 2004 fulgte Undtagelsen, der blev belønnet med De Gyldne Laurbær, og i 2012 kom Du forsvinder, som fik Læsernes Bogpris. Alle Christian Jungersens tre romaner er solgt til udlandet og har ligget på bestsellerlisterne i månedsvis. Jungersen er en blændende god skribent … Får læseren til at – Berlingske klæbe ved bogen, indtil sidste side er vendt. Man kan kun være imponeret over Christian Jungersens indlevelsesevne og sans for raffineret psykologisk spil og udmarvende – Information relationer mellem mennesker. Stilistisk veludviklet, elegant opbygget og med en historie, der lang– Kristeligt Dagblad somt stiger i styrke. En imponerende roman … Man bliver ganske umærkeligt suget ind i ISBN 9788711694787 dens intriger og rystes over, hvad der foregår … Så klart og gribende, at man føler, det er to mennesker, han selv har mødt. – P1, Kulturnyt

9 788711 694787 >

lindhardtogringhof.dk

Roman

•

Lindhardt og Ringhof

Christian Jungersen

KRAT Roman

Lindhardt og Ringhof

KRAT.indd 3

06/05/17 4:22 pm

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

KRAT.indd 4

06/05/17 4:22 pm

FÃ˜RSTE DEL

KRAT.indd 5

06/05/17 4:22 pm

KRAT.indd 6

06/05/17 4:22 pm

Da Eduard ankommer, begynder udflugten præcis som Poul Martin har forestillet sig det: Poul Martin er netop kommet ind ad døren, hans skib er så godt som solgt, alt lykkes, solen skinner, og han har været oppe at skifte til tweed-sportsjakke og slipover. To dyt i hornet fra indkørslen; Poul Martin løber ned ad trappen; hans husbestyrerinde kommer ud fra køkkenet: „Hr. Schmidt nævnte sidste gang hvilken vin han ville tage med, han sagde en Médoc, så derfor har jeg valgt at ...“ Og barneplejersken, frk. Didriksen, skynder sig ned fra første sal, hun skal komme med Louise i hendes udflugtstøj. Men Louise er væk. „Hvad skal det betyde?“ „Jeg er meget ked af det. Det er fordi jeg havde det hele klar i så god tid. Jeg gav hende lov til at lege indtil hr. Schmidt kom.“ „Gemmer hun sig?“ „Det tror jeg bestemt ikke, hr. Poulsen, hun har glædet sig sådan til Deres udflugt.“ Frk. Didriksen taler forpustet og med hurtigt blinkende øjne. Hun ser ud som om hun er helt bange for Poul Martin. Det skal hun da ikke være. Hun fortsætter: „Hun har sikkert mødt en legekammerat og er løbet hen til hende uden at sige det til mig.“ 7

KRAT.indd 7

06/05/17 4:22 pm

„Nej, det er for ærgerligt. Så må vi vel til at ringe rundt.“ Eduard er også kommet ind i hall’en nu. De sætter ham ind i situationen. Han er overraskende lidt irriteret over forsinkelsen, og de begynder alle at lede, at gå rundt i de nærmeste haver og at telefonere. Poul Martin ser endnu en gang efter på førstesalen: På Louises seng ligger hendes dukke Piv. Sengetæppet er hvidt og hæklet af hendes mormor. Foran sengen står hendes udflugtssko, og ved siden af dukken ligger det tøj hun skulle have skiftet til før udflugten. Værelset er stille, de tynde gardiner som hænger for vinduerne, holder det værste sollys ude. Han er kun derinde i få sekunder og mærker alligevel den fornemmelse værelset her altid giver ham: At gardinerne som barneplejersken hver sommer lader hænge for om dagen, ikke bare skærmer mod solen, men også mod alt andet skarpt og krast udenfor. Han når at få fornemmelsen af at dette værelse er et helle før han bøjer sig for at se under sengen. Der er ingenting. Han kaster endnu et kort blik rundt i værelset, kigger på sengetæppet, så vender han rundt på hælen med så brat en bevægelse at gulvbrædderne under ham knager dybt og kraftigt som en mands stemme, og han går nedenunder. Han går ud i haven. Står på den store terrasse foran stuen og ser over den lave balustrade; ud over æbletræer i blomst, kvædebuske og uudsprungne rosenknopper. Vejret er skønt, og fra alle nabohaver lyder der muntre stemmer og klirren af familier der spiser søndagsfrokost ude. Heller ikke her kan han se hende. Frk. Didriksen går rundt og kalder, og lige så hurtigt som før vender han om. „Hvad ville Emma have gjort? Ville Louise være blevet væk hvis Emma havde været hjemme?“ Han sætter sig ved sit skrivebord, kigger på telefonen. Hvorfor er det som om han ikke orker at ringe og forhøre 8

KRAT.indd 8

06/05/17 4:22 pm

sig hos husmødre og tjenestefolk på de nærmeste veje? Der er ingen som helst fornuftig grund til at være urolig. Han stirrer på den telefon. Stuen ser mørk ud som han sidder der. Det er kontrasten til sollyset udenfor. Mahogniskabene, malerierne, sofaerne – han kan dårligt se deres farver. Med ét føler han et ubehag ved tanken om at telefonen skal ringe, og i samme øjeblik løfter han selv røret. Han når at komme apparatet i forkøbet. Og med røret i hånden følger automatisk de nødvendige opkald og samtaler med naboer og deres tjenestefolk. Så kommer hun ind i stuen. Frk. Didriksen har fundet hende i gartnerens skur: „Hvorfor havde du gemt dig derinde? Ville du ikke gerne på tur?“ Hun græder, frk. Didriksen har sikkert lydt mere vred end hun ønskede, ligesom han vist selv gør det nu. Han vil lyde venligere, men det er ikke hvad der kommer ud af hans mund. Hun ser på ham som om han og alle andre er uretfærdige: „Du ved da godt at jeg leger der.“ „Hvor skulle jeg vide det fra?“ „Det er der jeg leger.“ Det slår ham at hun jo faktisk har ret. Selvfølgelig leger hun i skuret. De sidste uger har hun været i skuret hver dag. Hvorfor var de ikke bare gået derned og havde hentet hende? Det var det hun havde regnet med. Hvorfor var de alle sammen blevet så oprevne? Det bliver en udflugt som de efterhånden har haft mange af dem; både før og efter at Poul Martin er blevet far. Poul Martin, hans gode ven Eduard og Louise kører sydover ud af byen og beslutter sig undervejs for at tage til Vallø Slotspark som de kender fra mange tidligere ture. 9

KRAT.indd 9

06/05/17 4:22 pm

Poul Martin vender sig og lægger en albue på ryglænet mens han ser om mod Louise på bagsædet: „Hvad laver du?“ „Jeg leger med bilerne. De er trætte. Nu skal de sove.“ Hun lægger dem under det uldtæppe de har taget med til maden – folder det omsorgsfuldt om de små biler mens forbipasserende træer kaster flaksende skygger over hendes ansigt og hvide hår. „... Jeg putter dem under tæppet.“ De går ture ad stier og små, stenede grusveje mellem markerne der endnu er grønne. Poul Martin bærer Louise på skuldrene mens Eduard forsøger at lære dem begge to navnene på de blomster og planter de passerer. De leger med Louise i parken. Bagefter sætter de to venner sig med to glas og en flaske vin på en græsklædt høj med udsigt over det hele. De taler om gamle, fælles ungdomsbekendte som de hver især tilfældigt har mødt på Strandvejen i Hellerup. De taler om hvad de nu alle sammen laver, hvilke andre perifere bekendte de forskellige har giftet sig med; hvem der er gudfædre til hvis børn, og hvilke veje i Hellerup de er flyttet fra og flyttet til. De sludrer om hvad som helst mens de lader Louise løbe rundt og undersøge grene, græsstrå, små dyr og hvad hun ellers kan finde. Eduard ser efter hende og siger: „Det er sådan en dag man selv får lyst til at få børn. Bare vent!“ Ordene ‘Bare vent!’ siger han med et strejf af ironi. Det er så svag en tone i de to ord at Poul Martin tror at kun han selv vil kunne opfatte den. Han smiler ved fantasien om Eduard der hele denne sommer kan gennemstøve fester for i en fart at opdrive den umedvidende, men dog vordende mor. 10

KRAT.indd 10

06/05/17 4:22 pm

Forestillinger om mulige forviklinger roder i et kort glimt rundt inden i ham: de mange fester på lyse aftener, konversation over pastelfarvede velkomstdrinks, den ene pige efter den anden, angerfyldte forførelser og kejtede forsøg på at udfritte hver eneste for at afsløre hendes eventuelle hustruelige evner. Efter brøkdele af et sekund er fantasierne passeret, kun efterladende sig en munter fornemmelse. Og uden at vende sig mod sin bedste ven ved Poul Martin at Eduard også morer sig. Netop nu regner han det for sikkert at der i vennens hoved spilles den samme brøkdel af et sekund lange og alligevel indviklede kærlighedskomedie. Tonefaldet i de to ord er mellem dem nok til at være en vittighed. Eduard smiler: „Jeg har en flaske til, jeg også gerne vil smage. Hvad med dig?“ „Bliver vi ikke for søvnige hvis vi drikker så meget før middagen?“ Poul Martin er klar over at der ikke rigtig er overbevisning i hans ord. „Ja, den er god!“ Eduard griner og begynder at trække flasken op. „Jeg håber du kan lide den. Jeg har allerede taget to fade med seks hundrede flasker hjem til forretningen.“ Omkring dem i parken er det ved at tynde ud. “Vi må fortsætte med at tage på de her ture, også når Emma kommer hjem.“ „Ja.“ Efter middagen løber de alle tre rundt i den begyndende skumring; de spiller fodbold med en lille gummibold, de griner, dribler og leger. Poul Martin kaster sig under et kastanietræ, han er varm i kroppen, lidt tung og træt, og en anelse svedig af 11

KRAT.indd 11

06/05/17 4:22 pm

legen, så hans skjorte lægger sig kølende ind til huden. Himlen har den aften den blege og blå farve som nogle mennesker siger kun findes i Danmark eller i andre lande tæt ved vandet og højt mod nord. Nede bag silhuetterne af to birketræer ligger der langs hele horisonten skyer i tynde, lange striber. Han mærker kastanietræets knoldede rødder i nakken, og han kan strække sine arme op over hovedet og pille i dets tykke, furede bark. Eduard vil spadsere igen, og Louise går med ham. Poul Martin tænker på at sige: „Husk: ikke noget med skrammer eller våde sokker,“ men han siger det ikke. Som han ligger der bliver hans tanker underligere, som sker overgangen til søvnen ikke i en række større eller mindre spring, men i stedet som ét ubrudt forløb hvor hans overvejelser og erkendelser først er hvad de plejer at være, og de så bliver en tredivtedel drøm, en femogtyvendedel drøm, en tyvendedel drøm. De strejfes af noget mere vidtløftigt og fabulerende; tornekrat af personer og følelser som han ikke kan mobilisere logik til at opfatte som fremmedartede eller som egentlig usande. Og hans tanker bliver stadig mere drøm, en niendedel, en ottendedel, en syvendedel. Han tænker at han ikke må falde i søvn nu, mens Eduard og Louise er på vej ud for at se mere af parken, og lidt senere er det som om det ikke er noget han selv lige har tænkt. Det er som om nogen for et øjeblik siden har stået og sagt det til ham. På det tidspunkt har han været næsten helt væk i sin søvn, og nu hvor han er mere klar, kan han ikke tilkæmpe sig noget præcist billede af om det er sket, og hvem der i så fald kan have sagt det. En række argumenter for at vente med at rejse sig vender sig inden i ham: „Jamen der er da ikke noget bedre end at ligge på græs12

KRAT.indd 12

06/05/17 4:22 pm

set efter en god middag? Jeg kan vel lige hvile mig et øjeblik før jeg går. Det er jo ikke som at gå i seng. Slet ikke som at gå i seng ... Giv mig ret i at det er noget helt andet.“ Gradvis kommer han til at forestille sig at det er Eduard han med lukkede øjne taler til. Poul Martin kender sin ven godt nok til i detaljer at vide hvordan Eduard kan have stået og betragtet ham: roligt i sin franske jakke og med den ene arm lænet op ad træets stamme. Det er næsten som med åbne øjne at se vennen stå der ved siden af og række ud for at brække et lille stykke bark af træet. Han vil lugte til barken mens han taler til Poul Martin, smage på sin vin – og samtidig se som forelsket ud over den nu duggede park. Der er, så vidt Poul Martin det øjeblik kan se, ingen logiske brist i det: Eduard kan alene være vendt tilbage for at se hvor Poul Martin bliver af. Det er bestemt muligt. Og han forestiller sig hvad han selv siger, i ord der føder nye ord i lange og kærtegnende kæder: „... Når man ligger ude, er der jo altid noget der forhindrer én i at glide helt væk. Man mærker luftninger over sin ansigtshud og måske over sin skjorte, man ligger umageligt. Netop som man er faldet til ro, giver det et gib i én over pludselige lyde af dyr et sted inde i krattet. Alt sammen forhindrer det at man forsvinder i søvnen. Det er mangel på magelighed, men det er en luksuriøs mangel. En luksuriøs og vidunderlig mangel som holder én behageligt fast i den nydelsesfulde tilstand. Den forhindrer søvnen i at angribe pludseligt – som søvnen gør det under dynen i en seng du kender. I en park som denne lister søvnen i stedet uset rundt i mørket under buskene. Som en slags panter tager det tid før den får færten af din afslappede krop. Først da nærmer den sig.“ Nu er der ingen der svarer. Alligevel rutsjer hans tanker videre, uanfægtede af at 13

KRAT.indd 13

06/05/17 4:22 pm

han for sig selv gentager at der jo ikke længere er nogen at diskutere med – hvis der overhovedet på noget tidspunkt har været nogen. Nye argumenter støder til. Argumenter i de mest usammenhængende former: „... Men en panter er jo, som du ved, bare en stor kat. I virkeligheden et meget legesygt dyr. Den nærmer sig med sine vægtløst udseende bevægelser, hele tiden på vagt. Og når den først er henne ved dig, så leger den. Mens et græsstrå i vinden blæser ind mod din hals og kilder dig, puffer den til din krop med sin brede snude. Med en forpote basker den til din skulder i håb om at du vil bevæge dig, måske ligefrem flygte så den kan få en spændende jagt. Flere gange går den hele vejen rundt om din tungt åndende krop mens den snuser og slikker og basker og puffer. Sådan en panter tager sig tid, den ser sig omkring og leger med de insekter der tilfældigt passerer, før den endelig hiver dig op og med din krop hængende slapt ud af gabet slentrer tilbage mod krattet.“

KRAT.indd 14

06/05/17 4:22 pm

2. g. på Øregaard Gymnasium i Hellerup, første dag efter sommerferien. 1921. Mens alle sad og så sig omkring på kammeraterne, forsøgte lektor Lemberg at holde klassens koncentration fanget om det kommende års historiepensum. Nogle i klassen var i nyindkøbt tøj, og mange forsøgte i utålmodighed efter at høre om de andres sommerferier at spørge og fortælle i fagter der ikke måtte opdages af lektoren. Enkelte sad tilbagelænede på deres pladser og prøvede med påtaget alvorlige miner at se rolige ud, som om de i løbet af netop denne sommer var blevet anderledes modne mennesker. Det var dér, midtvejs inde i historietimen, dagens femte time, at det bankede på døren. Alle rejste sig straks det bankede, for det var kun rektor eller måske en anden lærer der ville afbryde en time. Da en lang dreng i stedet trådte ind, kom nogle til at grine over hvor fjollet det var at stå op for en gymnasiast, og lektor Lemberg gjorde et lille tegn der betød at de kunne sætte sig igen. „Goddag, jeg skal gå her. Jeg hedder Eduard ...“ (han udtalte navnet med et tydeligt dansk ‘U’ – ‘Ed-U-ard’ – og så nærmest distræt ud af vinduet mens han sagde det) „... Schmidt.“ Eduard var høj, tynd og med en skarptskåren næse der set fra siden skar næsten en firkant i luften. Jakke15

KRAT.indd 15

06/05/17 4:22 pm

sættet hang løst på ham i en akkurat umoderne stil som Poul Martin aldrig før havde set på en gymnasiast. Heller ikke lektor Lemberg havde hørt at der skulle komme en ny elev i Poul Martins klasse. Der var før kommet nye elever, men hver gang var rektor Krarup selv kommet ind med den nye for at præsentere ham for klassen og se til at mødet forløb ordentligt. Lige så underligt som at Eduard ankom alene, var det at han mødte op fire en halv time senere end alle andre. Men da han ikke havde gået i klassen førend i dette øjeblik, følte hverken lektor Lemberg eller de andre sig i deres ret til at spørge hvad han havde brugt sin formiddag til. Eduard havde den slags udseende der tiltrak pigernes blikke. Et øjeblik forestillede Poul Martin sig en forelsket pige diskutere Eduards udseende med sin mor (selvfølgelig i en stue hvor de var sikre på at ingen mænd kunne høre dem): Moderen syntes at Eduards udseende var uden dannelse, for han lignede mere Wallace Reid fra filmene end de ædle teaterhelte fra hendes egen ungdom. Bagefter lå pigen og græd i sin seng. Hvis det var Poul Martin der havde set ud som Eduard og havde gjort hende ulykkelig, ville han være gået ind på hendes værelse. Mens hun stadig lå i sengen, ville han fortælle at han elskede hende, og hun ville fortælle hvor forfærdeligt hun elskede ham. Hun ville smile lykkeligt mens hendes kinder endnu var våde, og de ville holde om hinanden. Men han kendte ikke piger så godt at han vidste hvordan de i virkeligheden gjorde alene derhjemme. Eduard svarede punktligt på alle den overraskede lektor Lembergs spørgsmål: Hidtil havde han gået på et københavnsk privatgymnasium, men på grund af problemer med matematikken, fortalte han, havde gymnasiet krævet at han gik 2. g. om. Og da hans far havde været meget imod dette, var Edu16

KRAT.indd 16

06/05/17 4:22 pm

ard i vrede blevet taget ud af det tidligere gymnasium for nu i stedet at gå i 2. g. på Øregaard. „Jamen så håber jeg da at De vil gøre mere ved matematikken i år, unge mand. Det er sikkert kun flid det har skortet på. Her på stedet har vi jo heldigvis den dygtige, unge adjunkt Wahl, som nok skal være Dem behjælpelig. Og så ... ja, så velkommen til Øregaard.“ Eduard besvarede lektor Lembergs venlige formaninger med en uprovokeret arrogance som ingen i klassen før havde hørt brugt over for en lærer. Ordenes indhold i sig selv kunne ikke angribes, men de blev spyttet ud med en ironi som klassens nye elev slet ikke gjorde forsøg på at skjule for sin lærer: „De har ret. Problemet skyldes udelukkende at jeg ikke læste mine matematiklektier sidste år. I år vil jeg læse lektierne. Jeg vil læse dem endda overordentlig flittigt, intet skal komme i vejen.“ Klassen sad beklemt og så deres lærer lytte usikkert til den nye usædvanlige elev med de næsten leflende ord og den hadske udtale. Eduard fortsatte sin talestrøm, unødvendigt, muntert og bidsk: „... Mange tak for rådet, lektor Lemberg. De har ret. Og det skal ske.“ Også Eduards lange svajende krop var der noget ved, og den skødesløse måde hans umoderne jakke sad på. Poul Martin var klar over at det var et omhyggeligt komponeret udseende; også selvom han endnu ikke kunne gennemskue helt hvad udseendet betød. Lektor Lemberg skiftede tone og begyndte at forhøre Eduard på en måde der ville have været for hård til enhver anden dreng som – måske usikker og genert – kom ind til sin nye klasse. Eduard havde endnu ikke fået en pult at sidde ved, og selvom han på intet tidspunkt havde sagt læreren imod, blev historielæreren, der ellers var en 17

KRAT.indd 17

06/05/17 4:22 pm

god lærer, mere og mere brysk: „Det må være ærgerligt sådan at se sine kammerater rykke op, og ikke have andre at bebrejde end sig selv. Sig mig, hvad ved du om Den Store Nordiske Krig?“ Eduard svarede høfligt, faktisk med overdreven etikette, på alle spørgsmål, også når lektor Lemberg vendte tilbage til at tale om den klasse der nu rykkede op uden Eduard. Men hver gang lektor Lemberg så ud over klassen – eller bare ikke direkte overvågede Eduard – vendte også Eduard sit smil ud mod klassen. Lærerens fjendtlige spørgsmål føg ind over ham, og alligevel grinede Eduard bredt ned til alle de andre nede bag pultene. Hans grin var som havde han altid gået i deres klasse, og som om de i fællesskab delte en skrækkelig ydmygende hemmelighed om lektor Lemberg. Klassen var målløs. Eduard viste at han ikke længere havde kræfter til at undertrykke sin morskab. Så ligeglad med lektor Lembergs fjendskab var han, og så fuldstændig ligeglad med de straffe der engang måtte komme fra rektor og skolen og verden. Og så vendte historielæreren sig igen mod Eduard, og dermed vendte Eduard sig mod historielæreren. Før Poul Martin mødte Eduard, var hans bedste venner en lille gruppe herskabsbørn fra nabovillaerne til hans eget hjem på Hambros Allé. Ingen af dem gik i hans klasse, og de kedede sig i lige så høj grad over de fleste jævnaldrende som over deres egne fortidige og ordinære forældre. Overalt omkring dem syntes Poul Martins gruppe at andre unge manglede netop deres gruppes originalitet. Selv var de overbeviste i deres viden om hvor verden ville bevæge sig hen, de sloges for fremtiden med insisterende lediggang, nye tøjmoder, uopdragenhed og importerede jazzgrammofonplader. 18

KRAT.indd 18

06/05/17 4:22 pm

I skoletimerne var Poul Martin imidlertid flittig og sad med fingeren oppe. For lærerne at se kunne han ikke adskille sig fra klassens dydsmønstre ved meget andet end det aparte tøj han altid mødte op i. Det var svært for Poul Martin at få lærerne til at begribe at han ikke gik i strikkede golfjakker af børstet uld for at vigte sig med familiens penge – at intet faktisk kunne være mere forkert, for formuen ville han gerne bryde med. Tøjet var udelukkende et spørgsmål om at stå ved sin personlighed – om at vise at han var anderledes. Få uger inde i skoleåret besluttede han sig til at give Eduard nogle råd om hvor meget lettere Eduards liv ville blive hvis også han ville opføre sig rationelt og holde sit oprør helt adskilt fra skolen. De sad øverst på skolens bagtrappe. Ind mod loftsrummet var der en lille, forsømt afsats hvor de kunne være i fred. De tanker der før samtalen med Eduard havde forekommet så indlysende uimodsigelige, fik i løbet af denne samtale et andet skær: „Poul Martin, vores lærere har ikke mere åndeligt liv end min fars syfilitiske onkel. Jeg vil da ikke indrette mig efter sådan nogle sølle væsener. Se på de liv de lever! Hverken du eller jeg kunne finde os i sådan nogle liv. Jeg kan ikke have respekt for dem. Det kan du heller ikke hvis du tænker over det.“ „Det behøver man da heller ikke.“ „Du tror de er kloge. Det er de ikke. Hvis man vil lære noget må man selv læse det i biblioteksbøger. Det den kortskallede onanist til Stembeck sagde om pyramiderne for eksempel, var da så ubegavet.“ „Det kan godt være, jeg har bare ikke læst den bog som du ...“ „Der kan du da se! Du har læst lektier i stedet for.“ „Men Eduard, det er jo ikke det det drejer sig om: Du 19

KRAT.indd 19

06/05/17 4:22 pm

kommer ikke til at klare dig senere hvis ikke du klarer dig nu.“ „Jeg troede ikke du gik så meget op i alt det med at blive en stabil samfundsstøtte. Det har du i hvert fald sagt. Du har endda råbt ret højt op om det.“ Og det var rigtigt at Eduard vidste utrolig meget. Ofte i timerne rakte han fingeren op. Hvis ikke læreren hurtigt nåede at stoppe ham, holdt han så et foredrag spækket med mærkværdige fakta og referencer til bøger som ingen andre i klassen – og ofte heller ikke læreren selv – havde hørt om før. Poul Martin kom hurtigt til at opfatte sin nye klassekammerat som klogere end så godt som alle andre han havde mødt. Også mange lærere. Og alligevel kunne Eduard kun sjældent lektierne når han blev hørt, hvad der undrede alle. På trappeafsatsen sagde Eduard: „Bøger skal læses af lyst. Jeg læser hver dag. Mange timer. Men lærerne skal ikke få lov at ødelægge det for mig ved at tvinge mig. Derfor kan de ikke beordre mig til at læse lektier. Faktisk har jeg i år overhovedet ikke åbnet skolebøgerne endnu.“ Når Eduard sagde den slags, forstod Poul Martin ham ikke. Men han anede en voksen viden som han vidste han endnu ikke selv besad. Klokken ringede ind. Mens de løb ned til næste time, forsøgte Poul Martin at finde ud af hvad det var for noget med Eduards fars onkel der åbenbart havde syfilis. „Nå, men historien er ikke så lang. Han var halvt svensk og han havde en masse elskerinder. Han drillede altid min fars tante med dem, og så en morgen blev hun så hidsig at hun kastede natpotten i hovedet på ham. Sådan var det. Nu skal vi vist have dansk – eller hvad? Det var den historie. Min far sagde at hans syfilis-demens bagefter blev meget værre.“ 20

KRAT.indd 20

06/05/17 4:22 pm

De begyndte ofte at sidde sådan igennem et helt frikvarter med ryggene lænet op ad den låste loftsdør. Der på trappen kunne Eduard finde på at bringe sin far ind i samtalen. Eduard boede alene med faderen i en lejlighed på Aurehøjvej. Nogle gange hidsede han sig op over sin far, andre gange talte han nærmest med medlidenhed om ham som om et sygt barn. At Eduard så ned på sin far, fandt Poul Martin var et glimrende personlighedstræk – faktisk helt afgørende for den mulige indledning af et venskab. Eduards far var Werner Schmidt der ejede den kendte vinhandel af samme navn i Store Kongensgade. Heldigvis for Eduard var faderen ofte væk på ugelange indkøbsrejser i Frankrig. Under de rejser havde Eduard lejligheden for sig selv. Dog måtte han i dagtimerne dele den med deres husbestyrerinde, den aldrende fru Madsen, som ikke blandede sig i Eduards liv eller på anden måde voldte ham problemer. Selv tænkte Poul Martin at han hele sit liv havde været spærret inde i et meget lille bur af sin egen families ‘Fordi-det-er-nu-engang-sådan-man-gør’ og dens ‘Fordi-deter-nu-engang-sådan-det-er’. Han længtes mod alt anderledes, for han havde aldrig mødt noget anderledes der var så kedeligt som hans egen familie. Poul Martins farfar havde siden 1870’erne opbygget sin tekstilgrossistvirksomhed med tilhørende tekstilfabrik så den nu beskæftigede over fire hundrede funktionærer, sælgere og arbejdere. Tekstilimport og -produktion havde finansieret kolossale vinterlejligheder og sommervillaer til både Poul Martins farfar (direktør og bestyrelsesformand) og til Poul Martins farbror (underdirektør med ansvar for salg). Det var labyrintiske lejligheder på Østerbro og palæer på Strandvejen ved Springforbi med have mod Dyrehaven 21

KRAT.indd 21

06/05/17 4:22 pm

og med facade mod Øresund. Poul Martins far (underdirektør med ansvar for regnskab) havde giftet sig med datteren af en engelsk tekstilfabrikant der i fyrre år havde handlet med farfaderen. Og også Poul Martins far boede i en treetagers villa. Men da hans stilling ikke fordrede officiel repræsentation, og da fester for familie eller bekendte afholdtes i farfaderens kolossale palæ, var Poul Martins fars hus en helårsvilla og ikke helt så stor som de andre. Den lå på Hambros Alle i Hellerup – tættere ved byen. Poul Martin kendte ikke til at nogen i familien skulle have andet i hovedet end tekstiler. Og alt var lagt på skinner for at han skulle blive ligesådan. For Poul Martin var der en tyngde af uundgåelig skæbne ved dette blik på ham hvor han end vendte sig hen. Når han for sig selv forsøgte at overveje hvilke valg han ville træffe hvornår i sit liv, så var valgmulighederne altid begrænsede af at de skulle kunne forenes med et fremtidigt arbejde som direktør af den ene eller anden slags i ‘Martin Adolph Poulsen Tekstil og Manufaktur’. Overalt hvor han færdedes, kendte folk til denne for andre at se strålende fremtid. I skolen flettede lærerne ind i deres sjældne irettesættelser at han jo en dag ville blive en stor og formuende grossist, og så måtte han forstå at opføre sig helt, helt anderledes. Han prøvede ikke at bemærke hvordan lærere, naboer og handlende var anderledes overbærende over for ham end over for andre unge, og han udholdt det kun med en blanding af klaustrofobi og tilkæmpet ligegyldighed. En sjælden gang blev farfaderens palæ besøgt af gæster der opførte sig en smule anderledes end de grosserere og grossererfruer som Poul Martin ellers havde været omgivet af. Det var ikke meget der skulle til for at fange husets søns opmærksomhed, det var gæster som for eksempel talte lidt højere end andre ved middagene, 22

KRAT.indd 22

06/05/17 4:22 pm

som brugte andre ord eller som måske dansede videre et enkelt minut efter at andre var holdt op. Når først Poul Martin havde opdaget disse mennesker, hang han længselsfuldt og hengivent op ad dem lige til de gik hjem – eller som dreng (for han huskede hele sin barndom sådan): Indtil barnepigen lagde ham og hans lillesøster i seng. I oktober besluttede Jørgen Schaumburg Bendtsen fra klassen at holde en rigtig fest. Ud over deres egen klasse inviterede han en del venner fra tennisklubben. Og for at få nogle piger med inviterede han 2.g.-klassen fra Aurehøj pigegymnasium og desuden Svends lillesøster med hendes veninder fra rideskolen: „Så I ikke bare sidder og hænger. Så I kan oppe jer lidt, og det kan blive et rigtigt selskab.“ „Jeg sidder aldrig og hænger ved en fest!“ råbte Poul Martin. Det var ved fester han levede sit ‘rigtige liv’. Og han glædede sig til denne fest. De matematiske nokkefår fra klassen ville langt om længe blive tvunget til at indse hvordan de objektivt set var mere kedelige end ham. De ville blive betaget af livet som det levedes hvor han færdedes, og hvis de skulle komme til at se op til ham, ville det kun være naturligt og derfor ikke generende. Straks om aftenen da Poul Martin ankom klokken seks i Jørgen Schaumburg Bendtsens entré, så han imidlertid at modstanden ville blive hård: Jørgen havde sagt at det skulle være en af den slags fester hvor man spiste med forældrene og de derefter trak sig tilbage for at de unge kunne more sig for sig selv. Hans forældre ville gå lidt ned ad vejen for at tilbringe aftenen hos moderens søster og hendes mand der boede dér. Nu viste det sig at moderens søster og manden var hér, og at de også skulle spise med ved middagen. Fire voksne var langt værre end to. 23

KRAT.indd 23

06/05/17 4:22 pm

Andres forældre havde en hæmmende effekt på Poul Martins klassekammerater, han gruede for den, og selv kunne han heller ikke sige sig fri. Jørgens far marcherede Poul Martin i møde med et larmende „Velkommen hr. Poulsen!“ Faderen viste Poul Martin ind i stuen hvor Poul Martin ligesom alle andre fik overrakt et glas grinagtigt tynd frugtpunch. Poul Martin havde aldrig mødt Jørgens forældre før samme eftermiddag, alligevel var faderen meget begejstret for at Poul Martin var mødt op. Om eftermiddagen efter skoletid var Poul Martin sammen med sin farfars chauffør kørt forbi Schaumburg Bendtsens med en stak nye grammofonplader og en Edison Official Laboratory-grammofon der ville kunne sætte bedre liv i festen. Mens Poul Martin nu ved punchebordet forsøgte at orientere sig om hvem der var kommet, hvor Eduard kunne være, og hvem der talte med hvem, begyndte Jørgens far at fortælle at også han overvejede at udskifte sin grammofon til en Edisonmodel: „... Men sagen er at jeg som bankmand kan fortælle Dem at dollaren netop nu er alvorligt overvurderet.“ Poul Martin gik gennem stuerne, gav hånd og hilste på, klokken var lidt over seks, men alligevel var alle ikke kommet endnu. Snart ville Eduard komme, og det var også stadig muligt at Vibeke var inviteret med. Poul Martin kendte ikke andet til hende end hendes navn og udseende – og så at hun gik på rideskole med Svends lillesøster. Hr. Schaumburg Bendtsen hentede Poul Martin tilbage til punchebordet. Han stod der med Jørgens mor og skænkede op for nyankomne, og han ville gerne tale med Poul Martin imens. Han så Poul Martin ind i øjnene og fortsatte fra før: „... Når vi nu er så heldige som vi er. For det er vi jo. 24

KRAT.indd 24

06/05/17 4:22 pm

Både De i Deres familie og vi i vores. Når man ser sig omkring, er vi bestemt heldige ...“ Der var mange i byen der kendte hr. Schaumburg Bendtsen, for han var direktør i en lokal bank nede på Strandvejen, hans udseende var konformt og pomadiseret derefter. Hans kone, Jørgens mor, havde tydeligvis gjort meget ud af at klæde sig på til netop denne aften – i ungt tøj. Hun stod tavs ved siden af sin mand og vendte og drejede hovedet for at se det hele. Især så hun over mod Aurehøjpigerne der havde samlet sig med deres puncheglas foran væggen med Jørgens tennistrofæer. Pigerne var klædt i kjoler af tækkelig længde med hvide blonder og få afvigelser i snittet, og de overvågede hinandens sløjfer, strømper, håndtryk og samtaler med drengene i en grad så de mindede Poul Martin om et damesportshold der står og venter på at tabe. Jørgens mor skævede til dem, og snart ville hun, hvis denne fest gik som de altid gjorde, gå hen til dem for at udveksle meninger om Hellerups forskellige skræddere. Mens gæsterne stod i de to stuer og hørte tjenestepigernes stille klirren fra køkkenet og fra spisestuen, bankede det på døren, og også Eduard blev budt velkommen af Jørgens far og ledt hen til punchebordet. Poul Martin havde benyttet faderens korte fravær til at stikke ind i den tilstødende stue og se sig omkring. Men da Eduard nu var ankommet, vendte han tilbage til punchebordet og den uundgåelige ordskvalder. Hr. Schaumburg Bendtsen vendte sig straks fra Eduard mod Poul Martin: „... Hvor er det godt at der stadig går flittige og ordentlige unge mænd på den skole, hr. Poulsen. Det betyder meget. Som Jørgens far er jeg glad for at se det, og Øregaard har brug for det. Unge mænd som Dem, som tiderne ikke har fået bugt med!“ Hver gang faderen havde sagt noget han fandt det 25

KRAT.indd 25

06/05/17 4:22 pm

særlig vigtigt for Poul Martin at lytte til – eller han havde sagt noget han selv fandt mere end normalt morsomt – bankede han flere gange efter hinanden knoerne ind i mahognichatollet. Hans banken, der var hurtig og tør, næsten som en spættes, påkaldte opmærksomhed fra alle og fungerede ligesom andre menneskers latter. Han kunne på den måde more sig højlydt over et emne mens han samtidig allerede førte an i samtalen om et nyt. „... Hvorfor tager De og Jørgen ikke et slag tennis en dag? Det ville være morsomt for Dem. Det burde De gøre.“ Hans knoer slog en hård hvirvel på chatollet. „Jamen det burde De da gøre!“ Det var ikke til at holde ud at høre på. Lidt senere gik Jørgens mor over til pigerne fra Aurehøj, Poul Martin kunne høre at de talte om den nye butik med franske sko på Strandvejen. Og Eduard lyttede til en uendelig historie om engang hr. Schaumburg Bendtsen havde sat sig imod at låne penge ud til en sydfynsk godsejer. Eduard nippede til sin tynde punch og så ud som om han virkelig mente at Jørgens far var så interessant. Det var uforståeligt. Poul Martin stirrede på klassekammeraten. Hvad var Eduard ude på? Poul Martin skubbede diskret Eduard i siden for at han skulle indvie ham i sit spil, men Eduard reagerede ikke. I stedet fortsatte han med spørgsmål som: „Har jeg ret i at tiderne er gode for en kyndig bankmand?“ Klokken var kvart over seks, de skulle snart gå til bords, og Vibeke kom nok slet ikke. Poul Martin besluttede at uanset hvor meget vin eller øl der ville blive serveret, så ville han drikke det. Efter middagen ville forældrene ikke gå. Helt forventeligt efter Poul Martins mening: Han kunne se dem stikke hovederne sammen med korte mellemrum for at af26

KRAT.indd 26

06/05/17 4:22 pm

gøre om de skulle af sted i dette øjeblik eller om det kunne vente. De ville lige blive ti minutter til, og så igen ti minutter til – og så i hvert fald indtil man begyndte at danse, men man begyndte ikke at danse før de var gået. I stuerne røg hans klassekammerater cigarer og holdt deres kaffekopper på måder der skulle virke mest muligt voksne. Også de var forlorne; det var som at se på en skolekomedie hvor drengene skulle spille tresårige, livsmætte borgere. Alle spillede med en overbevisning som om de slet ikke kunne vente på rigtigt at opnå den dovne fadervom der får vesten og guldurskæden til at bule frem med fedmens pondus. Poul Martin satte sin fars grammofon i gang, og de fire voksne trak ind mod væggen mens de forventningsfuldt så over mod de unge, nysgerrige efter hvem der nu ville begynde at danse. Men ingen brød sig om at føre an på dansegulvet. Folk begyndte at spredes rundt i huset. Poul Martin gik fra rum til rum, talte lidt med nogle piger, kedede sig, talte med nogle andre, kedede sig igen. Til middagen havde de fået æblemost, han hørte et øjeblik på de drenge fra klassen der fortsat sad i spisestuen. De diskuterede som altid Øregaardskolens lærere. En pige sad ved siden af Mogens og lyttede tavst til ham. En usædvanlig mager dreng med spor af at have skåret sig på halsen under barberingen stod ude i entréen og fortalte vittigheder til fire-fem drenge. Han havde små, runde briller, en forfærdelig holdning og viste sig at være Jørgens fætter. Piger blev uerfarent tiltalt rundt om i de tre stuer der nu var åbne, og Svend var blevet væk med en rødhåret pige kun han og hans søster kendte. Men de fleste piger sad samlet i den store stue og talte om rideskolen eller noget andet, mens de ventede på at noget skulle ske. Tilbage i stuen stod Eduard med Jørgens forældre og 27

KRAT.indd 27

06/05/17 4:22 pm

hans moster. Faderen talte med to andre drenge, han gentog det meste af sin tale fra middagen – om ‘blomsten af Danmarks ungdom’. Eduard talte imens med mosteren i en tilsyneladende meget intens samtale om ‘den tyske mentalitet’. Det kunne ikke være meningen at aftenen skulle gå til spilde på den måde. På et tidspunkt ville det blive nødvendigt at nogen fortalte forældrene hvordan deres tilstedeværelse tog livet af festen for de unge. Og hellere sige det tidligt end sent. Poul Martin stillede sig op ved moderens side, ventede på at der blev en pause i deres samtale og fortalte derefter på en pæn måde hvordan sagerne stod. „Jamen selvfølgelig, De skal da have Deres fest og more Dem, vi var også netop på vej ud.“ Mosteren fortsatte: „Ja, hvorfor blev vi egentlig stående her? ... Vi kom til at tale om et eller andet.“ Poul Martin forsøgte at lyde så venlig som han kunne: „Det er ikke noget personligt. Selvfølgelig. Det er slet ikke det.” „De behøver ikke undskylde, vi forstår det godt. Vi var netop på vej ud.“ Og så blandede Eduard sig: „Poul Martin, for at være helt ærlig: Det tilkommer ikke dig at jage vores værter ud af deres eget hus.“ „Nej, men selvfølgelig, det gør jeg da heller ikke. Det er bestemt heller ikke sådan det skal opfattes.“ Eduard havde ret som sædvanlig. Da Poul Martin hørte sine egne ord, lød de anderledes end han havde forestillet sig dem. Han blev usikker. „Jeg ville bare fortælle hvordan gæsterne opfatter det.“ Jørgens far tog sin kone under armen: „Det skal De slet ikke tænke på, vi er kun glade for at få det at vide.“ Han lagde tungt og kammeratligt sin an28

KRAT.indd 28

06/05/17 4:22 pm

den hånd på Poul Martins skulder. „Vi synes jo bare det er så morsomt at se de unge more sig.“ Hele gruppen havde så længe været på vej ud i entréen at det kun krævede dette ganske svage puf før de begyndte at bevæge sig. Men Eduard holdt ikke op: „Poul Martin, jeg må sige at jeg er midt i en usædvanlig spændende diskussion med fru Laursen.“ Han og hun smilede underligt til hinanden. „... Der er ingen der forhindrer dig, Poul Martin, eller nogen som helst andre i at danse. Jeg danser ikke, men du kan danse. Du kan da bare danse. Det kan da ikke passe at du vil forhindre os i at være til stede og se dig.“ Ti minutter senere var forældrene imidlertid gået. Mange af de andre gæster vendte tilbage til stuen, og Poul Martin lagde en hidsig jazzplade på grammofonen. Han bød en rideskolepige op, og de var de første på dansegulvet. Andre kom også ud at danse. Endelig fik han sin chance. Nu skulle der hurtigt sættes skub i tingene. Få numre senere sagde flere af de andre imidlertid at de ikke længere ville høre Poul Martins plader. Uden den mindste skam var de enige om at de ikke kunne danse til dem. De ville danse til melodier de kendte fra Fanny Cohns og søstrene Paul-Petersens danseskoler. Efter at dansegulvet igen var gået helt i stå og alle råbte op om deres yndlingsplader, blev skuffelsen for stor for Poul Martin; han trak sig ud af musikvalget. Mens han forlod stuen, hørte han de andre med et flyvsk kompromis blive enige om at danse lancier. Alene gennemvandrede han endnu en gang haven og de fleste af husets rum, derefter låste han sig inde på det lille wc på første sal. Han bladede i et kedeligt hæfte der hang i en kæde fra glashylden over ham. Det var et vittighedshæfte, og på bagsiden stod der at det var en ‘Nyt29

KRAT.indd 29

06/05/17 4:22 pm

årsgave til venner og forretningsforbindelser fra Jensens Magasin’. Poul Martin læste det hele igennem uden at more sig og fandt det nedtrykkende at Jensens Magasin ikke kunne finde på noget sjovere at sende venner og forretningsforbindelser. Så var aftenen alligevel bare blevet til endnu en dødssyg sammenkomst mast ihjel af kedsommelige konventioner. Og han havde ellers virkelig glædet sig. Det eneste meningsfulde nu ville være at gå hjem. Hjemme ville han ligge i sofaen og lytte til sine plader med klagende amerikanske negersange. Han tænkte også på Vibeke der ikke var kommet, måske kendte hun alligevel ikke Svends søster. Træsædet trykkede op under hans nøgne lår, og han måtte løfte og dreje sig for at slippe af med en snurren i benene. Så kom han i tanke om at det jo var hans fars grammofon de dansede rundt til: Han kunne ikke engang gå hjem. Nedenunder var de for længst blevet færdige med lancieren. De havde valset, og da de i mindst tyve minutter havde spillet den samme revysang, gik han derned. Han stod i entréen der nu var mennesketom, og overvejede hvad han skulle gøre; han havde ikke lyst til at gå ind i stuen. Der kom stemmer op fra den åbne kælderdør, og han gik i stedet ned i kælderen. I strygestuen inde bag vaskekælderen sad næsten halvdelen af Jørgens gæster. Det varede lidt før Poul Martin opfattede hvad der foregik. På det nøgne og bulede cementgulv i halvmørket sad fem Aurehøjpiger. Spredt omkring pigerne sad en lidt større gruppe drenge, flere af dem fra Poul Martins egen klasse. De sad på gulvet, sad på taburetter og på borde. Og allerinderst i kredsen – i centrum for pigernes og alles blikke – sad så Eduard. Poul Martin blev stående 30

KRAT.indd 30

06/05/17 4:22 pm

og hørte hvordan Eduard var langt inde i at indvie sit publikum i sine tanker om hvorvidt man har en skæbne. Poul Martin satte sig på tøjsorteringsbordet et stykke bag de andre og lyttede. Han var stadig slet ikke i humør til at sige noget eller til at blande sig. Eduard beskrev sine overvejelser over en række religioners forskellige syn på skæbnespørgsmålet. Han kom også ind på hver enkelt religions opfattelse af meningen med livet. De andre omkring ham i kælderen stillede spørgsmål og diskuterede. Det som virkelig kom bag på Poul Martin, var at de træge, konventionelle hoveder fra klassen – alle de som han ellers troede han kendte ud og ind – var dybt engagerede i samtalen. De mennesker som han havde gået op og ned af i årevis, åbenbarede med ét et indre liv ved siden af deres skolesnak, sportsnak og sladder. Det havde de aldrig gjort når Poul Martin havde diskuteret med dem. Poul Martin havde ikke engang kunnet få dem ud at danse. Der gik ikke lang tid, så kunne Poul Martin ligesom de andre heller ikke andet end stille spørgsmål til Eduard og fortælle hvad netop han tænkte om at have en skæbne – og om mulighederne for at bryde ud af den. Poul Martin ville aldrig selv have gættet at det var en diskussion om skæbne og livets mening der skulle til for at live dem alle sammen op. Og samtidig måtte han undre sig: Hvorfor i alverden var der ingen – heller ikke Poul Martin selv! – der havde tændt dem alle sammen, før Eduard var kommet til? Rummet var kun oplyst af en nøgen elpære. Den stak ud af væggen lige over indgangsdøren og var for svag til at oplyse dem alle. Den kastede et gult lys over de knudret pudsede vægge. Også pigerne var klar over at de oplevede noget særligt nu. En stemning som ingen havde 31

KRAT.indd 31

06/05/17 4:22 pm

kunnet forudse, og som aldrig kunne kopieres. Det ville blive umuligt for de piger at fortælle deres mødre og venner hvor usædvanligt denne fest havde udviklet sig. Senere kom Jørgens forældre hjem. Og senere igen gik en lille gruppe over til Poul Martin for at fortsætte festen et sted hvor der var gin, og hvor huset var stort nok til at man kunne råbe op uden at vække forældre eller tjenestefolk. Klokken var halv tre. De var Eduard, Poul Martin, Jørgens magre fætter, en anden dreng og fire piger. Efter kun at have fået æblemost og Jørgens fars tynde punch hele aftenen ville de lave cocktails, men der var ingen frugtsaft i huset. Poul Martin tog dem alle med ned i viktualiekælderen hvor de i stedet fandt to glas syltede havepærer. Poul Martin fik idéen at blande frugtsaften halvt med gin og så hælde den tilbage over pærerne. Efter endnu to sylteglas af denne drink med pærer i, pjattede de så de dårligt kunne stå på benene af grin. Nu de var i gang med madlavningen bagte de også pandekager med grøn frugtfarve i dejen. Pandekagerne blev mørkegrønne og hæslige, og de huggede dem sultent i sig og foldede den sidste ned i en kuvert for at poste den til Jørgen. De talte videre – nu om religionernes messias-skikkelser – samtidig med at de fjollede mere eller mindre kravlende omkring på køkkengulvet og i dagligstuen. Det hele så skønt uadskilleligt som pandekagerne og den grønne frugtfarve, som pærerne og ginen. Grammofonen var hos Jørgen, og der var heller ikke brug for den. Den nat syntes selv dans for forudsigelig. Poul Martin kom til at tænke på nytår. Han følte sig som til en nytårsfest – noget var slut – noget nyt ville komme – det var nye tider – der skulle festes. Alle otte blev til det var lyst og fuglene ville have sunget hvis det havde været forår. 32

KRAT.indd 32

06/05/17 4:22 pm

De gik ned mod havnen for at se solens opdukken over Øresund og for at finde en postkasse til Jørgens buttede kuvert. Det grønne, varme pandekagefedt var allerede før de lagde kuverten i postkassen, begyndt at trænge ud gennem papiret. Det afsatte glinsende, halvt gennemsigtige, grønne pletter, og Poul Martin og den fremmede dreng havde kysset hver sin pige.

KRAT.indd 33

06/05/17 4:22 pm

9 788711 694787 >

lindhardtogringhof.dk

Roman

•

Lindhardt og Ringhof