Den som blinker er bange for døden
Den-som-blinker.indd 1
27-03-2014 10:49:04
Den som blinker er bange for døden Copyright © 2006 Knud Romer og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S All rights reserved Omslag: harvey Macaulay/Imperiet, baseret på bogens førsteudgave ved Betak med fotografi af Jan Søndergaard Bogen er sat med Bembo hos Pamperin & Bech Grafisk og trykt hos IT ISBN 978-87-11-90181-6 6. udgave, 1. oplag 2018
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Den-som-blinker.indd 4
27-03-2014 10:49:05
Til Andrea
Den-som-blinker.indd 5
27-03-2014 10:49:05
Den-som-blinker.indd 6
27-03-2014 10:49:05
Jeg har altid været bange for morfar og ikke andet end bange. Jeg kendte ham kun som Papa Schnei der. Hvad han ellers hed, og hvad han hed til fornavn, vidste jeg ikke, og det kunne også være lige meget, det ville aldrig falde mig ind at kalde ham ved fornavn. Han var ikke en mand, man var på fornavn med. Papa Schneider havde flere kilometer ar i ansigtet, allesammen på venstre kind. Det var mensurar fra forrige århundrede, han havde været i en Schlä gerverein. De stillede sig op og forsvarede deres ære ved at tæske løs på hinandens ansigter med sabel – uden at fortrække en mine, venstre arm på ryggen. Han havde sortgråt, tilbagestrøget hår og høje tindinger, og der skulle ikke mere til end at se ham i øjnene for at udfordre ham: Sie haben mich fixiert, mein Herr. Hans blik var ensrettet og gik kun udad, og jeg ved ikke, om nogen er sluppet 7
Den-som-blinker.indd 7
27-03-2014 10:49:05
godt fra at møde det. Undtagen mormor. Det var det store ved hende, at hun kunne se Papa Schnei der i øjnene – min mor gjorde det ikke – hun var den eneste, hans bløde punkt, skjult for alle, og resten af ham var hårdt og uigennemtrængeligt. Han regerede suverænt for bordenden hjemme hos mor og far, hvor hans billede hang på væggen i spisestuen. Det var i guldramme og forestillede en lysning i et skovlandskab. Papa Schneider sad i græsset med en bog og så lige frem for sig ved siden af mormor, hun havde et spædbarn i armene, og min mor var ung og holdt deres jagthund, Bello. Bogen, barnet og hunden, så var rollerne fordelt – og Papa Schneider var ånden og kulturen, kvinden stod for fødslerne, og børn var nærmere naturen og som hunde, der skulle afrettes. Når vi spiste, sad jeg ret op og ned i min stol med begge hænder på bordet og servietten under hagen, som om Papa Schneider sad med til bords og holdt øje med mig. Hvis jeg gjorde noget forkert og skar en kartoffel med kniven eller talte uden at blive spurgt, stak han en gaffel i hånden på mig, det var jeg sikker på. Papa Schneider er det strengeste menneske, jeg har kendt, og alt det, der var strengt og hårdt og gjorde ondt. Han var den øverste knap i skjorten. Han var tænderne i kammen, når man blev vand8
Den-som-blinker.indd 8
27-03-2014 10:49:05
kæmmet. Han var hudafskrabninger og angsten for at komme for sent. Jeg var ikke på fornavn med ham, og det var der heller ingen andre, der var. Jeg tror ikke, at nogen overhovedet vidste, hvad han hed, eller tænkte over det. Min morfar var alene med det som en frygtelig hemmelighed – og den vildeste satsning. For hvis han en dag hørte det og blev tiltalt ved fornavn, ville han vide, hvem det var. Der var kun en, som kendte det ud over ham selv, og det var Gud. Min mormor eksploderede under krigen i en kælder fuld af renset benzin. Hun hed Damaris Dora Renata Matthes og havde været en af Tysklands smukkeste kvinder. Hun var smuk som en græsk statue, sagde mor altid, og når vi sad og kiggede på fotografier af hende, lignede de postkort fra museer. Hendes første mand og store kærlighed, Heinrich Voll, døde under en blindtarmsoperation og efterlod hende alene med en datter. Det var ikke tidspunktet at være enlig mor i 1924, og hun kunne takke sit udseende for, at hun var blevet gift igen med Papa Schneider. Nu var hans smukke kone sprængt i stumper og stykker og brændt op, og hvad der blev tilbage af hende, levede videre i et helvede af krigskirurgi. Hun blev flikket sammen af hudtrevler og smurt 9
Den-som-blinker.indd 9
27-03-2014 10:49:05
ind i levertran, fordi lægen havde fået den sindssyge ide, at det gav næring til sårhelingen, og det var godt for huden ikke at tørre ud. Det var tortur, og mormor gik langs med Elbens bredder og ville drukne sig af smerte og skreg og skreg, “Mein Gott, warum läßt du mich nicht sterben?” Hun forsøgte to gange at begå selvmord og slå resterne af sig selv ihjel, men de var ikke til at komme til livs, og til sidst hængte hun et slør for ansigtet og tog smerten og skammen på sig og fortsatte med at leve som en ødelagt ting. Jeg undrede mig aldrig over, hvordan mormor så ud, fordi jeg ikke sammenlignede hende med andre mormødre. Tværtimod sammenlignede jeg dem med hende – og syntes at de så mærkelige ud med deres store ører og store næser. Når mor og far tog mig på museum, eller vi var på ekskursion med klassen i Glyptoteket, gik jeg rundt og så mormor stå på piedestalerne uden næse, uden ører, uden hænder, uden ben. For mig var hun den klassiske skønhed, og ligesom statuerne var hendes ansigt stivnet i et læbeløst smil. Mormor havde let til tårer, hun græd, når vi besøgte hende, og hun græd og vinkede med lommetørklædet, når vi kørte af sted i bilen, og hver gang hun blev bevæget over noget, højtider, sentimentale film, græd hun og sagde: “Ich bin so gerührt”. 10
Den-som-blinker.indd 10
27-03-2014 10:49:05
Om sommeren sad vi udenfor i haven, og jeg læste op af Eichendorff og Keyserling, eller Robert Walser, romantiske bøger. “Ach wie schön”, sagde hun, når historien var slut, og tårerne trillede ned ad hendes kinder. Jeg elskede min mormor og følte en grænseløs ømhed over for hende og ville hente stjernerne ned fra himlen, hvis jeg kunne, og en dag gjorde jeg det. Jeg cyklede de femten kilometer ud til moserne i Hannenov Skoven, det var allerede begyndt at blive mørkt mellem træerne. Vandet var sort og uhyggeligt, og så pludselig kunne jeg se dem inde i buskadset: Sankthansorme! Jeg tog dem med hjem, og da det hele var klart, sagde jeg til mormor, at hun skulle komme hen til vinduet og kigge ud i haven. Der lyste sankthansorme op i mørket, de glimtede på græsplænen som stjerner og dannede et stjernebillede, Orion. Vi stod i lang tid og så på det, sankthansormene krøb deres vej, og langsomt gik stjernebilledet i opløsning og blev svagere og forsvandt. Jeg kiggede på mormor og ventede spændt, det var det bedste, jeg vidste, at høre hende sige det, “Ich bin so gerührt”. Det var typisk for farfars optimisme, at han åbnede en busrute i en by, der var for lille, og på et tidspunkt, hvor folk ingen penge havde. Det va11
Den-som-blinker.indd 11
27-03-2014 10:49:05
rede ikke længe, før nyhedens interesse forsvandt, og bussen var tom. Han flyttede stoppestederne og fordelte flere skilte og ændrede kørselstiderne og satte prisen ned, men lige meget hjalp det. Det gik støt ned ad bakke, og hver eneste morgen stod farfar op til ydmygelsen at sætte sig bag ved rattet med kasketten på og køre rundt og rundt i byen uden en eneste passager. Farfar var svær at slå ud, og i stedet for at lære af sine fejltagelser havde han det med at ville redde indsatsen ved at doble op. Der kunne overhovedet ikke blive tale om at lukke forretningen, tværtimod, det var nu, der skulle handles. Han udvidede vognparken og køreplanen – og ruten var ikke længere alt for kort, den var for lang, og så havde den først og fremmest endestation et sted, hvor ingen ville hen: Marielyst. Det var min farfars Las Vegas, og han var den eneste, som troede på, at det var det nye Skagen og kursted og ferieby – gæsterne ville strømme til, fra København, fra Tyskland, og de skulle allesammen transporteres, bare vent! Der var ikke andet end konkursramte gårde og marker med sandet jord og forblæste diger og en enkelt badebro ved pensionatet, som stod tomt det meste af året, og farfar åbnede sin store busrute ud i intet. “I dag kommer de,” sagde han og satte bussen 12
Den-som-blinker.indd 12
27-03-2014 10:49:05
i gear og kørte af sted mod Marielyst, og når han kom hjem om aftenen uden at have solgt en billet, sagde han “i morgen”. Han talte sig varm over aftensmaden og fablede om naturskønheden og guld og grønne skove og badegæster, som stod på spring i udlandet, mens i dag blev til i år, og i morgen blev til næste år og næste år igen, og jo mindre der var på bordet, desto mere talte han. Af og til var der lyspunkter, og farfar kunne se folk stå ved et stoppested på landevejen og trådte på speederen, men så var det ikke noget alligevel, når han nåede frem. Hans hjerte sank til bunds, første gang han slog dørene op og lettede på kasketten med et “retur eller enkelt?” – og de grinede og rakte ham nogle kasser med høns og sagde “enkelt”. Det udviklede sig til en gratis fornøjelse i landsbyerne og gårdene på ruten – især for børnene – at stille sig op og få bussen til at holde ind. De skulle aldrig nogen steder. Farfar holdt efterhånden op med at standse og kørte frem og tilbage per rutine og for at have et eller andet at tage sig til, og om aftenen satte han sig til bords og talte en smule om friluftsbevægelsen, der var på vej frem, og det store indryk var lige om hjørnet, men han troede næsten ikke på det selv mere og vidste hverken ud eller ind. Han kunne ikke holde kreditorerne fra døren og forsør13
Den-som-blinker.indd 13
27-03-2014 10:49:05
ge familien, de levede på en sten, og så en morgen sagde han det, som alle havde sagt hele tiden: “De kommer ikke” – og tog en sidste tur med bussen. Han kørte ud ad Gedser Landevej og gennem Væggerløse og forbi stationen, hvor der stod en ung mand ved stoppestedet, som der havde gjort så tit. Farfar standsede ikke, hvorfor skulle han det? Men denne gang var det anderledes, manden løb efter bussen og råbte og vinkede med hatten, han ville med! Farfar åbnede dørene, og han steg på og sagde “guten Tag” og købte en enkeltbillet og stod af ved pensionatet – Marielyst Østersøbad, sagde farfar på tysk og ønskede ham “einen guten Aufenthalt”, han havde øvet sig i årevis, nu hvor han fik brug for det, var det selvfølgelig for sent. Farfar vidste ikke, om han skulle grine eller græde, og kiggede på digerne med marehalm, det hvide sand og den grønne stribe vand og den blå himmel. Han så stranden befolket af tusind turister, der badede og legede i sandet, og Østersøen flød over i hans blik. Så vendte han bussen og kørte tilbage og afleverede den i byen – og det var det. Han gik ned og satte sig på bænken ved jernbanen, og her blev han siddende og fulgte togene, der kørte forbi og tog hans liv med sig. Det var sommeren 1914, og Carl Christian Johannes havde givet op.
14
Den-som-blinker.indd 14
27-03-2014 10:49:05
Falster lå egentlig under havets overflade og fandtes kun i folks bevidsthed, fordi de nægtede at tro på andet. Men når de ikke kunne holde sig oprejst længere og lagde sig til at sove, steg vandet lige så stille og skyllede ind over diger og marker og skove og byer og tog landet tilbage til Østersøen. Jeg holdt mig vågen og så det komme og kiggede ud ad vinduet på det sorte vand, der fyldte haven – fiskene svømmede rundt mellem husene og træerne – og langt borte sejlede Nykøbing gennem natten som et krydstogtskib. Himlen stod fuld af søstjerner, og jeg talte mig i søvn. Om morgenen satte ebben ind, og vandet faldt og trak sig tilbage, mens folk vågnede i deres senge og stod op og tilbragte endnu en dag med at overbevise hinanden om, at de fandtes, og at Falster fandtes, og at alting var på landkortet. Byen duftede af hav og fisk – der lå tang i gaderne og strandede vandmænd – og af og til fandt jeg en konkylie eller forstenede søpindsvin og lagde dem i skuffen sammen med mine andre beviser på Atlantis. Der var et hul i vores hus, og satte man øret til, kom der stemmer og musik ud af det. Det var transistorradioen. Den stod i køkkenet og var fedtet af stegeos, antennen blev holdt sammen af klæbestrimmel, og min mor lyttede til den hele dagen, 15
Den-som-blinker.indd 15
27-03-2014 10:49:05
når far var på kontoret. Det var hendes eneste selskab ud over mig, og hun vaskede op til “De ringer, vi spiller” og lavede mad til “Karlsens kvarter” og pudsede sølv til “Hvornår var det nu det var?” og støvsugede til middagskoncerten med en cerut i munden og vodka i glasset. De opførte Beethoven og Brahms og Tjajkovskij til tonerne af en Nilfisk, der kørte gennem musikken i en rytmisk brummen med lange passager i entreen og korte, kraftige stød i spisestuen, hvor tæppet skulle have en ekstra omgang. Når alting var stille og rent, blev jeg sendt i garagen med støvsugerposen, og hele musikken og host og stemmer og klapsalver røg ud i skraldespanden til affaldet. Jeg løftede på låget og kiggede ned – et par takter af Pastoralen smuttede ud og lugtede af mug og gærede æbler. Så smækkede jeg i, og der var ikke en tone tilbage, min far brød sig ikke om musik. Af og til blev det rigtig koldt om vinteren, så vidste jeg, at turen gik til Tyskland. Vi skulle ned og besøge min mors stedsøster, tante Eva, og hendes mand, onkel Helmut, og deres tre sønner, Axel, Rainer og Claus. Mor og far pakkede bilen med varmt tøj og kufferter og gaver, og jeg hoppede ind på bagsædet bag ved mor, som havde lavet madder til undervejs. Far dobbelttjekkede hoveddøren og 16
Den-som-blinker.indd 16
27-03-2014 10:49:05
lukkede havelågen og kiggede for sidste gang i bagagerummet, alting lå som det skulle. Han klemte sig ind bag rattet med hat og kørehandsker på – han havde for lange ben til at sidde ordentligt – og korrigerede udsynet i bakspejlet og aflæste benzinmåleren og kilometertælleren. Den stod på nøjagtigt 9874,5 kilometer, sagde han og noterede tallet og klokkeslættet i sin kalender, vi var 2 minutter forsinket til færgen. “Pas, penge, papirer”, sagde vi i kor, og så drejede far nøglen om, mor tændte for cerutten og skruede op for trafikmeldingerne på radioen, og vi satte af sted ned ad Hans Ditlev sensgade og kørte rundt om hjørnet og langt tilbage i tiden. Vi stivnede og lignede fotografierne i vores pas på en prik, når betjenten tjekkede os ud ved grænsen – og for et øjeblik smilede vi i sort og hvidt. Så var det overstået, og motorvejen lå åben. Mor drak toldfrit af skruelåget – vi grinede og sang – og far bad hende om at dæmpe for radioen og holde igen med vodkaen, nu ikke mere! For 20 år siden havde hun forladt Tyskland for min fars skyld, og hun sad med sine erindringer og kiggede på husene og markerne og gårdene, der susede forbi, og alting blinkede tilbage til hende og gengældte hendes blik. Hun læste bynavnene op på skiltene, vi passerede, stille og for sig selv, og fulgte turen hjem med pe17
Den-som-blinker.indd 17
27-03-2014 10:49:05
gefingeren i Michelin – Hamburg, Hannover, Göttingen, Frankfurt am Main – og den løb som en tåre ned over vejkortet og endte i Oberfranken. Der dukkede flere og flere grantræer op langs med motorvejen, bakkerne blev højere og mundede ud i bjerge, og sneen faldt i tunge, hvide fnug, når vi drejede af og kørte det sidste, mørke stykke på landevejen og ankom til Münchberg. Mor ruskede i mig og hviskede, “wir sind da”, og jeg vågnede mellem hundredvis af kilometer slikpapir og så ud ad ruden og gned duggen af med ærmet. Vi kørte gennem gitterporten, og billygterne lyste op ad indkørslen til det store hus. Det lå øverst på bakken og lignede en borg med tårn og park og gamle træer, og her boede de midt i vinterlandskabet: Familien Hagenmüller. Tante Eva og onkel Helmut kom gående ned ad hovedtrappen og vinkede til os, og sønnerne stod på rad og række med kort, lyst hår og pressefolder og bukkede og hilste og gav hånd, som om de var blevet trukket op – “Grüß Gott, Tante Hilde, Grüß Gott, Onkel Knut, Grüß dich, Vetter Knüd chen!” Tante Eva gav mig et spidst kys på kinden og sagde, “Na, kleiner Knut, fröhliche Weihnachten”, og hendes stemme knækkede juleønskerne over i små, skingre stykker. Hun hilste på far og vendte sig til sidst mod mor og sagde, “Schau mal 18
Den-som-blinker.indd 18
27-03-2014 10:49:05
einer an, das Hildemäuschen”. Mor brød ud i et “Ach, Evamäuschen!” – og så faldt de i hinandens arme og hadede hinanden over alt. Den eneste af dem, jeg kunne lide, var onkel Helmut, som var en lille, rund person og gik foroverbøjet, fordi han havde ondt i ryggen. Han havde grønne øjne og briller – og jeg følte, at han kunne se lige igennem mig og inspicerede mit skelet og mine organer, når han kneb mig i kinderne og prikkede mig i maven for at få mig til at grine på kommando, som når lægen beder en om at hoste. Jeg grinede og grinede og mærkede allerede forkølelsen melde sig, og onkel Helmut lyttede efter og tænkte sig om, så stillede han diagnosen og stak mig et bolsje fra lommen. Det smagte af kamfer, og det gjorde godt mod det meste, sagde han, og vi fulgtes ind. Onkel Helmut var røntgenlæge og tilbragte sine dage med at tage billeder af folk og fortælle dem, om de skulle leve eller dø. Han kom hjem til frokost og drak en snaps, og så gik han tilbage og fotograferede videre, og byen passerede gennem hans klinik: Fremmede og bekendte, venner og familie – før eller senere blev det alles tur. Det tærede på ham, og han blev blegere og blegere af blitzen, som viste tingene i deres sande lys, og fik mere og mere ondt i ryggen og hostede og skrumpede ind. Efter 19
Den-som-blinker.indd 19
27-03-2014 10:49:05
arbejdet og aftensmaden trak han sig tilbage i tavshed og traskede op ad trapperne med en flaske vin og lukkede døren til sit værelse oppe under taget og studerede, som det hed sig. Ingen vidste hvad, det var de hemmelige videnskaber. Onkel Helmut troede på ånderne, og han havde god grund til det. Han var blevet sendt til østfronten som syttenårig og marcherede mod Stalingrad, og 2 millioner døde senere marcherede han tilbage gennem den russiske vinter og mistede tre tæer og sin forstand. Han så sine forfædre stå i det hinsides og holde hånden over ham og beskytte ham mod kuglerne og kulden, og selvom han nåede tilbage i live, kom han aldrig rigtigt hjem. Han levede i fortiden med sin familie og omgikkes spøgelser, som kun han kunne se, og hallucinationen af livet før var det eneste, der blev tilovers efter krigen. Gennem årene samlede onkel Helmut arvestykker og antikviteter og hver eneste ting, han kunne finde, som havde været deres, og stillede det i hjørner og på kommoder og hængte det på væggene og indrettede huset til et mausoleum for familien. Det var fyldt med relikvier fra bedsteforældre og oldeforældre og tipoldeforældre og helt tilbage til den rustning, der stod for enden af trappen og raslede rundt i huset om natten, når onkel Helmut gik i søvne og marcherede videre gennem den evi20
Den-som-blinker.indd 20
27-03-2014 10:49:05
ge vinter. Han gav sine sønner en seglr ing til konfirmation, som tilhørte familien og satte dem på plads mellem portrætter og rustninger og sølvtøj, og der stod de så og havde ikke en chance for at slippe væk, og deres skæbne var forseglet med våbenskjold og rødt lak. Jeg var misundelig på dem og følte mig snydt for min del af historien, og en af dagene før jul sagde onkel Helmut, at jeg skulle komme op på værelset efter aftensmaden, så ville jeg få noget, som var bedre end en ring, og han blinkede til mig. Tiden sneglede sig af sted, de fik aldrig spist op, og desserten trak ud og smeltede på tallerkenerne, inden han sagde “Mahlzeit” og lagde servietten fra sig og skubbede stolen tilbage og rejste sig fra bordet. Han tog sin vin og gik op ad trapperne og lukkede døren, og jeg stod allerede udenfor, og det var mit hjerte, som bankede på, så hårdt slog det. Jeg dør, tænkte jeg, og onkel Helmut åbnede og sagde godaften. Det flød med papirer og bøger, der var reoler over det hele, og han begyndte at fortælle om tingene i værelset – et samuraisværd, han havde taget med hjem fra Japan, indiske bedeklokker, gevirerne på væggen. Han satte sig bag skrivebordet, hvor der lå kirkebøger og gamle fotografier. Her sad han om natten og studerede og tegnede stamtræer med 21
Den-som-blinker.indd 21
27-03-2014 10:49:05
mere og mere fantastiske forgreninger, mens han drak sig gennem flasken. Der hang en krans i glas og ramme over bordet, den var bundet sammen af en sort sløjfe, og han forklarede, at det var en fletning, som blev klippet af hans bedstemor, da hun gik bort i 1894, den havde hængt i forældrenes dagligstue til minde om hende. Onkel Helmut hostede og blev tavs og så mig i øjnene, og jeg vidste, at nu kom det, og han trak skuffen ud. Der var ikke noget, som hed tilbagetrækning i den tyske hær, sagde han – og lagde et lille stykke metal på bordet. Onkel Helmut viste mig arret på underarmen og fortalte om slaget, som det stammede fra, og tilbagetoget gennem Rusland. Når de skulle have forsyninger, måtte de sende fortropper ud for at nedkæmpe SS, der forsvarede depoterne mod deres egne soldater. De holdt stillingen lige så længe, som det tog kompagniet at løbe forbi og få stukket mad, tøj og ammunition i hænderne, og så fortsatte de vestpå på flugt fra undergangen. Onkel Helmut sukkede og rullede ærmet ned og rakte mig metalstykket. Det var et stykke af en russisk håndgranat, og det var mit. Onkel Helmut var fuld af granatsplinter, der kom ud af ham med jævne mellemrum, og hver gang vi mødtes, gav han mig et nyt stykke og fortalte videre om krigen, og splint for splint stykkede jeg histo22
Den-som-blinker.indd 22
27-03-2014 10:49:05
rierne sammen. De handlede om at overleve, men endte altid med et lig, og det eneste han kunne gøre, var at trække det ud så længe som muligt. Sommetider gik han helt i stå og fortabte sig i detaljer og beskrev et landskab eller en uniformsjakke, som han talte knapperne på. Når jeg spurgte, hvis den var, svarede han, at han var faldet, og gav mig splinten, og han var færdig med at fortælle for denne gang. Der var ikke rigtig nogen ud over mig, som brød sig om onkel Helmut. Eller nej, min mor holdt af ham, og det gjorde far vel også, men hans kone og børn gjorde det ikke. Den stærkeste følelse, de nærede for ham, var frygt, og der herskede en trykket stemning i huset. Tante Eva havde giftet sig med ham for pengenes skyld, og fordi han var en af de få mænd, der var at gifte sig med efter krigen, og sønnerne luskede rundt som pryglede hunde og talte ham efter munden. Alt ved dem var påtaget, og når de smiskede og gik til hånde og sad artigt og spiste ved bordet, kunne jeg se tandhjulene i deres bevægelser og var overbevist om, at de var mekaniske dukker, som var trukket op af angst og lussinger og stuearrest, og jeg holdt mig for mig selv det meste af tiden. Det var en befrielse, når julen var forbi, og vi skulle hjem, jeg kunne ikke vente på at komme væk fra spøgelserne i det kolde hus, der gjorde en 23
Den-som-blinker.indd 23
27-03-2014 10:49:05
forkølet i samme øjeblik, man trådte ind ad døren. Mor og far pakkede bilen, og vi sagde farvel og tak og stillede op ude på terrassen for sidste gang – det sneede – og onkel Helmut vinkede med hånden og bad os om at rykke tættere sammen: Tante Eva, Axel, Rainer og Claus, mor og far og mig. Så sagde vi cheese, og han satte kameraet for øjet og trykkede på udløseren, og jeg skreg og skreg og skreg, men det var for sent. Billedet var taget, og jeg vidste, at onkel Helmut ville kunne se på det, hvem af os der skulle dø. Det var det samme hver gang, vi skulle ud og købe ind. Mor sukkede og hankede op i indkøbstasken og tog pelsfrakken på – den var gul med sorte pletter, en ozelot, og far havde sagt, at den passede på hende. Hvis nogen kom for tæt, forestillede jeg mig, at de blev spist. Mor satte en matchende pelshue på hovedet, så rakte hun ud efter min hånd og smilede trist og sagde “so, Knüdchen, jetzt gehen wir einkaufen”, og vi tog mod til os og trak vejret dybt og gik i byen. Bageren lå et par gader henne på Enighedsvej, og der blev stille i det øjeblik, vi trådte ind ad døren, og folk stirrede på os og vendte sig om. Vi stod i en kø, som blev længere og længere, og det blev aldrig vores tur. Mor sagde “undskyld” og løftede 24
Den-som-blinker.indd 24
27-03-2014 10:49:05
måske hånden en smule for at gøre opmærksom på os, men ingen reagerede, og sådan fortsatte det, indtil ekspedienterne ikke kunne holde sig og fnisede og udvekslede blikke med de andre i butikken og spurgte mor, hvad hun ville? Mor bad om et lyst franskbrød og et groft rugbrød og en liter sødmælk og en pakke smør. Hun talte nervøst og gebrokkent, og de puttede sur mælk og harsk smør og gammelt brød i poserne og gav hende for lidt tilbage i byttepenge, og mor bøjede hovedet og sagde “mange tak” og “undskyld”, og vi skyndte os ud og kom der ikke mere. Vi gik op ad Grønsundsvej og ind til slagter Bengtsen på hjørnet og over Højbroen til grønthandleren i Østergade og Kaffe Jeppesen i Slotsgade, og det gentog sig i butik efter butik. Mor og jeg gik vores daglige runde gennem en by, som havde vendt os ryggen, og vi så alting bagfra og mødte ikke andet end folk, der var på vej væk og vinkede afværgende, når mor henvendte sig til dem. De kiggede i den anden retning, og dørene var lukkede, og varerne udsolgt, og stolene optagede, og præsten trak hånden til sig efter kirken til jul. Vi var de eneste mennesker i verden, mor holdt mit liv i sine hænder, og jeg holdt hendes og løb med små skridt ved siden af, mens vi fulgtes ad til Torvet og hele vejen tilbage igen. 25
Den-som-blinker.indd 25
27-03-2014 10:49:05
Det var en lettelse, når vi låste os ind og stod sikkert hjemme i entreen. Mor hængte ozelotten i garderoben og gik op i køkkenet og stillede varerne på plads. Så skænkede hun sig et glas vodka og gik ned i stuen og satte en plade på grammofonen. Hun tændte en cerut og lænede sig tilbage i sofaen og pustede røgen ud – og resten af eftermiddagen holdt hun fest med sig selv og lyttede til Zarah Leander, Marlene Dietrich og Heinz Rühmann og alle de andre schlagere fra trediverne, mens hun tænkte på Berlin. Min mor var blond og smuk, og hun havde levet livet, inden nazisterne tog det. Hun kom til Berlin for at studere i 1939 og boede et fint sted for unge kvinder, der hed Victoria Studienanstalt. Der var park og portier og stuepiger, og den strenge husorden var kun til for at blive brudt. Hun læste på universitetet om dagen og festede om natten, de drak champagne og dansede til amerikansk musik og gjorde grin med busterne af Hitler, som fik en isspand på hovedet. Selvom hun nogle gange sad i 6-7 timer i kælderen under bombealarmerne, festede de videre bagefter og spekulerede ikke over krigen, sagde hun. Den var langt væk og noget, man læste om i avisen – og hendes veninde, Inge Wolf, havde endda taget sin afgangseksamen om kap med russernes indtog. 26
Den-som-blinker.indd 26
27-03-2014 10:49:05
Jeg så for mig, hvordan mor dansede Walzer gennem de rygende ruiner i Berlin til tonerne af Zarah Leander, der sang Davon geht die Welt nicht unter, og Inge var oppe ved tavlen på den yderste dag, og det hele var ikke så farligt. Mor slog det hen, når hun fortalte om arbejdslejrene, hvor man skulle gøre samfundstjeneste for at komme på universitetet – det hed Arbeitsdienst – og der var kvindelige lejrchefer med flettet hår i frikadeller og brune kjoler, det var rene sadister. Klokken seks om morgenen var der Fahnenappel, flaget blev hejst – Sieg Heil – så var der morgengymnastik. De arbejdede hos bønderne i blåt arbejdstøj og hakkede roer og tømte lokummer og gødede hvidkålen med det, og om aftenen blev de skolet i nazismen, så var der hvidkål på bordet, og det var i seng. Mor spillede harmonika til fællesdans og lagde sig ud med lejrcheferne, der hadede hende for hendes skønhed og stolthed og rigdom. De satte hende til at plukke larverne fra hvidkålen ude på markerne dagen lang, og til morgenappel hed det: “Hilde Voll, vortreten, du hast einen zersetzenden Geist, du hetzt das Lager auf!” Sådan gik det fra lejr til lejr, som de blev sat til at opbygge før krigen, og det var godt det samme, fordi det vigtigste var for alt i verden at undgå at komme på ammunitionsfabrik. 27
Den-som-blinker.indd 27
27-03-2014 10:49:05
Mor satte en anden plade på og spillede Das Fräulein Niemand og nynnede med på teksten: “Das Fräulein Niemand liebt den Herrn Sowieso, Sie ist so glücklich in seiner Näh. Die beiden wohnen im Luftschloss Nirgendwo im Land der Träume am goldnen See”. Så snakkede hun om sin barndomsven, Stichling. Hans far var politimester i Kleinwanzleben, hvor hun voksede op, og han havde en dirk, og de havde låst sig ind alle mulige steder i byen, og mormor elskede ham. Han var i kavaleriet og blev panserofficer. Mor blev stille og talte ikke mere om det – pladen var forbi, og det var det sidste, jeg hørte fra ham. Min mor var en verdensdame, som var endt ved verdens ende, og hun havde mistet mere og gik mere til i Nykøbing, end jeg nogensinde forstod. Efter krigen forlod hun resterne, der var tilbage af hendes liv – hendes familie og hendes navn, hendes land, hendes sprog – og flyttede til Danmark, fordi hun forelskede sig i far. Hun fandt sig i ydmygelserne og foragten og tog tyskerhadet på sig og elskede far og kaldte ham for solguden. Han var hendes et og alt og det eneste, hun havde – der var ingen, som ville omgås en tysker. Mor sukkede og sagde “ach ja”, som hun plejede, og tog et sug af cerutten og tømte glasset, og så satte hun Dreigroschenoper på, og vi sang med på Mackie Messer og Kanonen Song 28
Den-som-blinker.indd 28
27-03-2014 10:49:05
og Seeräuber Jenny, og når den kom til det sted, hvor de spørger hende, hvem der skal dø, svarede vi i kor: Alle! Jeg håbede altid, at det gik, som det gjorde i sangen, og der ville komme et skib med 50 kanoner og sønderbombe Nykøbing og redde os og tage os med langt væk. Når jeg var nede ved havnen for at lege, stod jeg og spejdede efter skibet og forestillede mig, hvordan det kom strygende på sundet for fulde sejl og lagde for anker. Så steg piratflaget til tops – og bombardementet gik i gang, og inden dagen var omme, lå byen i grus, og hævnens time var kommet. Der blev holdt rettergang på Torvet, og de ville få at vide, hvem min mor var, og naboerne og bagerekspedienterne og slagteren og grønthandleren og præsten og børnene og alle de andre ville knæle og have én hals. Vi smilede til hinanden, mor og jeg, og så sagde vi “hopla”, og hovederne rullede i en uendelighed. Min farmor hed Karen og havde et bredt, alvorligt ansigt. Hun mistede sin mor, da hun var 12 år, og det blev for meget for hendes far at passe en pige og to halvvoksne drenge sammen med gården. Han sendte hende hen til tante Bondo i Store Heddinge, og hun voksede op i hendes manufakturforretning, det var en afdeling af Flensborglageret. Tante 29
Den-som-blinker.indd 29
27-03-2014 10:49:05
Bondo var gammel og glemte, at Karen i det hele taget var der. Hun var overladt til sig selv det meste af tiden og gik rundt og savnede sin far og sine brødre og længtes efter sin mor og havde ikke rigtig nogen. Om eftermiddagen sad hun i butikken mellem undertøj og kjoler og stoffer i metermål og ventede på den rette, som ville komme og bortføre hende. Hun drømte om romantik i tyl og elskov i chiffon og evig kærlighed i blonder, og hun var solgt i det øjeblik, Carl dukkede op. Han var høj og flot og fortalte om Canada og lovede at tage hende med og planlagde det hele ned i mindste detalje, og hun kravlede ud af bunken med tyl og chiffon og blonder og sagde ja og gav ham sit første kys. Det var foråret 1902, og farmor og farfar var blevet forlovet. Så flygtede de sammen til København, uden at tante Bondo opdagede det, eller også var hun ligeglad. De giftede sig i Garnisonskirken, og efter soldatertjenesten var Karen gravid, og de vendte tilbage til Falster og forpagtede Orehoved Hotel. Det lå lige ud til Storstrømmen, og farfar kunne se over til Masnedø – og længere borte: Sjælland. Han så jernbanefærgen komme sejlende og satsede på trafikken og vidste fra aviserne, at den bare steg og steg. Handel og turisme var fremtiden, og den ville føre dem ud og væk og helt over Atlanten! 30
Den-som-blinker.indd 30
27-03-2014 10:49:05
Det var tyndt med kunder i begyndelsen, men sådan var det altid, og det tog tid for et sted at blive kendt. Farfar spredte rygtet det bedste, han kunne, og satte skilte med pile på vejen, mens Karen passede barn og gjorde rent og lavede mad og drev et hotel uden gæster. Hun skiftede sengetøj, som ikke var brugt, og satte friske blomster i vaserne for ingen, og farfar indrykkede annoncer i avisen og gav hotellet fem stjerner. Han beskrev de moderne faciliteter og komforten og roste et landskab, der var fladt og tåget, og opfandt seværdigheder, hvor der ikke var noget værd at se, og hver aften stillede Karen sig op bag ved skranken og gjorde klar til rejsende, som aldrig kom. Færgen lagde til, og trafikken kørte forbi hotellet – der var ikke nogen, som skulle noget i Orehoved. Efter et par sæsoner i et tomt hotel var det forbi med romantikken, og de besluttede sig for at satse lokalt og drive gæstgiveri i stedet for – middage og selskaber – og måske endda musik og dans for at tiltrække oplandet, det var det, der skulle til! Der ville være spisende gæster til frokost og dagens ret og ugens menu og månedens vin og årstidens garniture, og farfar hyrede et danseorkester til om lørdagen og hængte plakater op. Da de var nået gennem ugen, stod borde og stole urørte, Karen hældte frokosten og dagens ret og ugens menu og 31
Den-som-blinker.indd 31
27-03-2014 10:49:05
årstidens garniture ud i komposten, og farfar stod i døren med en rulle billetter og månedens vin. Orkesteret spillede, og lamperne blinkede til langt ud på natten, der var ikke et øje, han kunne lige så godt lukke ned. Farfar kastede sig ud i det ene arrangement efter det andet og inviterede til foredrag og diskussionsaftener, portvinssmagning, klaver og sang, og selvom han sad og diskuterede med sig selv og klappede ad musikken med Karen som eneste publikum, holdt han fast i, at succes var et spørgsmål om at blive ved længe nok, og den som tabte, var den, som gav op. Det var ikke ideen, der fejlede noget, det var udførelsen, og han talte om at få en landskendt politiker til at aflægge besøg, eller hvad med en berømt kabarettist? Han skrev breve og ventede på posten og skrev flere breve og beroligede Karen, når det var tid til at gå i seng, og sagde, at lykken vendte om lidt, og så en dag skete det. Farfar kom løbende med et brev, det var fra en agent i København, og han kunne formidle kontakt til stjerner fra teateret og kulturlivet. Allerede ugen efter havde farfar fået aftalt et møde og steg på toget ind til København. Karen og ham havde ikke været fra hinanden siden soldatertiden, og det virkede som en evighed, inden døren gik, og Carl trådte ind, han strålede og vinkede med hatten og 32
Den-som-blinker.indd 32
27-03-2014 10:49:05
råbte, “vi er reddet!” Han hentede to glas og en flaske af månedens vin og fortalte om turen til København og agenten, og alting blev anderledes fra nu af. Levende billeder, hviskede han og løftede glasset, vi åbner et biografteater – de klinkede og drak, og farmor var på nippet til at græde, fordi det var for meget, og hun vidste, at denne gang gik det galt. Der var ikke en skygge af tvivl i Carl, han havde set lyset og indrettede forevisningslokale i restauranten og stillede stolene i rækker og hængte et lærred op. Han talte med pressen, og tirsdag den 17. juli 1909 meddelte Lolland-Falsters Folketidende, at amtet havde givet tilladelse til at drive biografteater på sognerådets anbefaling, og følgende lørdag ville Orehoved Gæstgiveri slå dørene op for filmforevisning klokken 20. Der var udskænkning og musik og dans bagefter, farfar satte alt på ét kort – og folk strømmede til. De valfartede fra Vordingborg og Nørre Alslev, og bønderne kom gående over markerne med deres bedste sko i en pose. Selv godsejer Wilhjelm ankom fra Orenæs i hestevogn og satte sig på forreste række ved siden af byrådsmedlemmer og sognepræsten, og farfar bød velkommen og slukkede i loftet og satte projektoren i gang. Det begyndte at flimre, støvet dansede i lyskeglen, og skyggerne bevægede sig hen over lærredet, 33
Den-som-blinker.indd 33
27-03-2014 10:49:05
næ, ihh! De så en fisker tage afsked med sin familie på kajen og sejle ud med to kammerater. De forliser i stormen og drukner, og hans døde krop skyller op i strandkanten, der er begravelse, hustru og barn står i sorg ved gravstedet, og spolen løb ud. Der var bomstille i lokalet, farfar turde knap nok tænde for lyset, og forsamlingen sad som forstenet. De stirrede frem for sig, og fra 5. række kom det lige så stille, der var en, som græd, og så en til og endnu en, som brød sammen og hulkede, sognepræsten var henne for at trøste hende og holde hånd. Folk rejste sig og gik forbi og kondolerede, og godsejeren og amtmanden skyndte sig at køre af sted, uden at farfar kunne gøre noget ved det og standse dem og rette på misforståelsen, og det var enden på Orehoved Hotel. Næste dag blev der flaget på halv i byen. Folk gik i sort og talte dæmpet og sørgede resten af ugen, og der var bisættelse om søndagen, klokkerne kimede, kisterne blev sænket i jorden. Farfar havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en film, og Karen og han kom hjem fra kirkegården og satte sig ved spisebordet, og hun fortalte, at hun var gravid med deres andet barn, og han tog sig et glas og svarede, at de blev nødt til at flytte meget snart.
34
Den-som-blinker.indd 34
27-03-2014 10:49:05