ryg 25 mm
1 Cathy Cassidy
Cherry bor i Skotland med sin far, Paddy. Hendes liv tager en drejning, den dag Paddy fortæller hende, at de skal flytte til England til hans nye kæreste, Charlotte. Her skal de bo sammen med Charlottes døtre Skye, Summer, Coco og Honey og ikke mindst Honeys kæreste Shay med de grønne øjne og en duft af hav … Det bliver et nyt liv, hvor Cherry kæmper for at finde sig til rette i en ny familie og styre sine følelser for Shay, der jo er forbudt område. Kan Cherry modstå hans charme? Og vil hun finde roen til at være den, hun er … Bogen er første bind i serien om Chokoladesøstrene.
1
9 788711 463369
Chokoladeæske-pigerne1 cover.indd 1
Carlsen
09/06/15 13.58
ChokoladeĂŚske-pigerne.indd 4
03/06/15 15.52
Chokoladesøstre Kirsebærkys og kaos
Chokoladeæske-pigerne.indd 5
03/06/15 15.52
ChokoladeĂŚske-pigerne.indd 6
03/06/15 15.52
Hejsa Man siger, at man skal skrive om det, som man elsker … og der er ikke ret meget, som jeg elsker højere end chokolade. For et par år s iden talte jeg med en ven, hvis mor havde fremstillet chokolade … hvor co ol ville det lige være? Idéen til serien om Chokolade-søstrene begyndte lige der! Jeg havde i et stykke tid vidst, at mine læsere gerne ville have en række af bøger, som hang sammen, så de kunne lære personerne at kende og følge deres historier fremover. Og en serie med chokoladetema lød nærmest helt perfekt for mig … bare tænk på al den research, jeg ville blive nødt til at lave! Det er et hårdt job at smage på chokolade. Men nogen skal jo gøre det … Jeg bestemte mig for at bygge historien op omkring fem søstre, der er en del af en spritny sammenbragt familie, hvor forældrene har en chokoladevirksomhed … der skulle være seks bøger, hver bog fortalt fra en ny søsters synspunkt. Jeg er begyndt med Cherry, en drømmer, der ikke rigtig passer ind og altid er lidt udenfor. Pludselig bliver Cherry flyttet til Somerset for at være en del af den co ol og skøre Tanberry-familie. De bor i et smukt, ramponeret hus på en klippetop ved havet, og det hele går ret godt … lige indtil Cherry bliver forelsket i sin nye pap søsters kæreste, og alting truer med at falde fra hinanden. Jeg håber, at du vil synes om Kirsebærkys og kaos … den første i serien om Chokoladesøstrene. Det er en historie om sandhed og løgne og om at leve på kanten … og falde for den forkerte dreng. Så hvad venter du på? Pak noget chokolade op, find en hyggekrog, og tag en bid af Cherrys historie. Jeg tror, at du vil kunne lide den! Kys og kram Cathy Cassidy
Chokoladeæske-pigerne.indd 7
03/06/15 15.52
ChokoladeĂŚske-pigerne.indd 8
03/06/15 15.52
Cathy Cassidy
Chokoladesøstre
Kirsebærkys og kaos På dansk ved Randi Bjerre Høfring
Chokoladeæske-pigerne.indd 9
03/06/15 15.52
THE CHOCOLATE BOX GIRLS, CHERRY CRUSH Copyright © Puffin Books, 2010 Tekst © Cathy Cassidy, 2010 Denne udgave © 2015, Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont Alle rettigheder forbeholdt På dansk ved: Randi Bjerre Høfring Grafisk tilrettelægning: Kat·Art 1. udgave, 1. oplag Trykt af Livonia, Letland, 2015 ISBN 9788711463369 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Chokoladeæske-pigerne.indd 10
03/06/15 15.52
Kapitel 1 Der er visse ting, som jeg vil savne ved Clyde Kommuneskole … såsom makaroni med tyk ostesovs og pomfritter, og sirupsbudding med vaniljecreme, og at stirre på Ryan Cleggs nakke i formning. Der er også ting, som jeg ikke vil savne, såsom matematikprøver og skolens sammenkogte ret og Kirsty McRae. Jeg vil overhovedet ikke savne Kirsty McRae … hun og hendes venner gør mig vanvittig. De har alt … perfekt hår med smarte lyse striber og perfekte skoleuniformer, den cool slags, som man kan få i TopShop på Buchanan Street. De får gode karakterer, de er populære, lærerne kan lide dem, drengene elsker dem. Alle vil bare gerne VÆRE ligesom dem … bortset fra mig. Jeg er ikke som Kirsty McRae, ikke den mindste smule. Jeg har ikke perfekt hår, min skoleuniform er genbrug, og på min nederdel er der en lille, klistret plet. Det var der, jeg tabte mit toastbrød med syltetøj i morges. Jeg får ikke gode karakterer, hovedsagelig fordi jeg laver mine lektier i bussen på vej til skole, og lærerne kan ikke lide mig, bortset fra min engelsklærer, der siger, at jeg har en meget livlig fantasi.
13
Chokoladeæske-pigerne.indd 13
03/06/15 15.52
Jeg er dog ikke helt sikker på, at hun mener det som en kompliment. Jeg kan bare ikke se, hvad der er så fantastisk ved en pige som Kirsty. Hun er ikke engang sød. Da jeg var syv, inviterede jeg hende hjem til aftensmad, og hun klagede over, at hun ikke kunne lide baconsandwich, og hun spurgte, hvorfor vores guldfisk havde et hundenavn. Dengang vidste jeg ikke, at Rover var et hundenavn. Det var nok far, der syntes, at det var sjovt. Kirsty spurgte mig, hvor min mor var, og jeg sagde, at jeg ikke havde nogen. ”Nu skal du ikke være dum,” sagde hun insisterende. ”Alle har en mor. Hvem laver aftensmad til jer? Hvem vasker og stryger jeres tøj?” ”Det gør far, selvfølgelig!” Eller – han strøg ikke vores tøj, ikke sådan rigtigt. Han rystede bare tøjet godt og sagde grinende, at et par folder og krøller aldrig har slået nogen ihjel. ”Er de skilt?” hviskede hun. ”Er hun rejst fra jer eller sådan noget?” ”Nej, selvfølgelig ikke!” Kirstys øjne blev smalle. ”Er du adopteret?” spurgte hun. ”For du ligner overhovedet ikke din far! Du ser … jeg ved ikke rigtig, kinesisk eller japansk ud, eller sådan noget.”
14
Chokoladeæske-pigerne.indd 14
03/06/15 15.52
”Jeg er skotsk!” protesterede jeg. ”Ligesom far!” ”Jeg tror overhovedet ikke, at han er din far,” sagde hun, og da hun så, at jeg fik tårer i øjnene, begyndte hun at smile. Da jeg kom tilbage i skole om mandagen, havde Kirsty sagt til alle, at jeg var adopteret, og at min far fejede gulvet ved samlebåndet på McBeans Chokoladefabrik. Det gjorde han også, nogle gange, men det var stadig sådan en ondskabsfuld måde, hun sagde det på. Jeg vil ikke savne Kirsty McRae. I samme øjeblik kommer Kirsty spankulerende ind i kantinen med sin lille venneflok. De baner sig vej op forrest i køen og kommer så slentrende over til bordet, hvor jeg sidder alene med min makaroni med ostesovs og pomfritter. De bemærker mig overhovedet ikke. De slår sig ned ved siden af mig med deres tallerkener med salat, kaster med håret og opfrisker deres lipgloss og sludrer om drenge og dates og neglelak. ”Hey,” siger Kirsty. ”Sorcha, du tør ikke kaste en pomfrit på miss Jardine! Det tør du bare ikke!” Sorcha snupper en pomfrit fra min tallerken og kyler den gennem luften. Den lander på skolelederens tweedklædte skulder og falder så på gulvet. Miss Jardine ser sig omkring med rynket pande, og hendes blik standser ved mig, der sidder som lammet og stritter ud i luften med min gaffel med pomfritter og makaroni. Hendes øjne
15
Chokoladeæske-pigerne.indd 15
03/06/15 15.52
bliver smalle og anklagende, men hun kan ikke bevise noget, så hun vender tilbage til sin mad. Kirsty bryder fnisende sammen, og jeg sender hende et iskoldt blik. ”Hvad glor du på?” Hun skuler ad mig. ”Ingenting,” siger jeg, men jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Det er præcis, hvad Kirsty er … ingenting. ”Hvad griner du af? Du er bare så mærkelig, Cherry Costello!” Hendes blik glider hen over mig, som om jeg er noget småt og slimet, som hun har opdaget på sit salatblad. For en gangs skyld vover jeg at se hende i øjnene. Jeg løfter hagen og smiler, og Kirstys ansigt bliver fortrukket af raseri. Hun vender sig om mod sine venner: ”Hey, vidste I godt, at Cherrys mor syntes, at hun var så stor en taber, at hun droppede hende og rejste hjemmefra for at bo på den anden side af Jorden? Hvordan føles det, Cherry? At vide, at din mor bare ikke gad blive hængende sammen med dig?” ”Du ved ingenting om min mor,” siger jeg stille. Kirsty griner. ”Jo, dét gør jeg, Cherry,” siger hun. ”Vi gik jo også i skole sammen, da vi var mindre, husker du nok? Din mor er filmstjerne, ikke? I Hollywood? Det var det, som du fortalte mig, da vi gik i 3. Eller måske er hun modedesigner og bor i New York. Det var det, du sagde, da vi gik i 4. Og lad mig se, hvad har der ellers været? Model,
16
Chokoladeæske-pigerne.indd 16
03/06/15 15.52
sanger, balletdanser … i Tokyo, Sydney, Ydre Mongoliet. Du er bare sådan en LØGNER, Cherry Costello!” Kirsty griner, og lige dér hader jeg hende. Jeg hader hende virkelig, virkelig meget. ”Hold nu op, Kirsty,” siger Cara, men Kirsty har aldrig vidst, hvornår hun skulle holde op. Hun vil hellere blive ved med at prikke til folk med en spids pind, lige indtil de bløder. ”Din mor er ikke skuespiller, er hun vel, Cherry?” siger Kirsty ondskabsfuldt, og de andre, selv Sorcha og Cara, fniser. ”Nej,” hvisker jeg, brændende varm i kinderne. ”Hun er heller ikke modedesigner eller model eller balletdanser, er hun vel?” ”Nej …” Det virker på mig, som om der er blevet stille i hele kantinen. Alle vil høre, hvad Kirsty siger. De vil se mig bryde sammen. ”Det var bare historier, som du fandt på, Cherry, for at gøre dig selv mere interessant,” siger Kirsty. ”Er det ikke rigtigt? Men det virkede bare ikke, for du er ikke interessant, ikke den mindste lille smule. Og det er din mor heller ikke.” Det gør ondt i mit bryst. Det er den varme, bitre smerte, man mærker, når man skammer sig. Jeg leder efter et eller
17
Chokoladeæske-pigerne.indd 17
03/06/15 15.52
andet at sige, noget snedigt og spydigt, et hurtigt, sarkastisk svar. Ingenting. Jeg har allerede brugt alle mine drømme og fantasier, og Kirsty har udråbt dem som løgne. Nå ja, det var de måske også, selv om der var noget i mig, som troede på dem dengang. ”Din mor er sikkert bare totalt ligegyldig, præcis lige som dig,” siger Kirsty giftigt. Jeg skubber min stol hårdt bagud og rejser mig. Mine ben er usikre, og mine hænder ryster, da jeg tager min tallerken. Jeg burde bare tage min mad og gå min vej og sætte mig ved et andet bord i kantinen, i hjørnet længst væk, hvor Kirsty og hendes hold ikke kan såre mig. Det er, hvad jeg burde gøre. Men på den anden side – måske er det på tide, at jeg viser Kirsty McRae præcis, hvad jeg tænker om hende. Jeg har jo alligevel ikke noget at miste ved det. Jeg tager min tallerken med makaroni og ostesovs og pomfritter og hælder det ud over hovedet på Kirsty McRae og ser den ostesmattede masse glide ned igennem hendes hår med de perfekte lyse striber. Pomfritter trimler ned ad hendes hvide skjorteærmer og afsætter fedtede mærker, og ketchup sprøjter som blod på hendes flødehvide hud. ”Oh. My. God,” siger Sorcha. Og så – først langsomt og tøvende – begynder hele den samlede kantine at klappe og huje.
Chokoladeæske-pigerne.indd 18
03/06/15 15.52
Kapitel 2 Miss Jardine er naturligvis ikke imponeret. Hun ser det ikke som en heltemodig gerning, men mere som et ’ondsindet, forud planlagt angreb på en skolekammerat’, hvilket efter min mening lyder lidt voldsomt. Altså, hvis jeg havde planlagt det, ville jeg have valgt en dag, hvor vi fik en sammenkogt ret eller sådan noget. Makaroni med ostesovs er en af mine yndlingsretter. Men miss Jardine er vred, og hendes læber er presset sammen til en streg, der er så tynd, at de næsten forsvinder. ”Stakkels Kirsty er hos skolesygeplejersken for at få førstehjælp,” siger hun til mig. ”Du er heldig, at hun ikke har fået forbrændinger eller et alvorligt chok!” Jeg hæver et øjenbryn. Stakkels Kirsty? Som om. Det kunne faktisk være, at det ville være godt for hende med et alvorligt chok. Hun kunne vågne op og glemme, at hun nogensinde havde været en ond, modbydelig heks. Det er nok usandsynligt, men dog muligt. ”Din opførsel her er fuldstændig uacceptabel, Cherry,” siger miss Jardine og rynker på næsen. ”Hvad har Kirsty McRae nogensinde gjort dig?”
19
Chokoladeæske-pigerne.indd 19
03/06/15 15.52
Jeg glipper med øjnene. Hvor skal jeg begynde? Skal jeg nævne dengang, hvor hun skyllede mine sportsstrømper ud i toilettet, bare for sjov. Eller dengang, hvor hun fortalte alle, at hun havde set min far klædt ud som en menneskelig chokoladebar på Sauchihall Street, mens han delte gratis smagsprøver af McBeans NamNam-barer ud? Skal jeg fortælle miss Jardine om de ting, som hun siger til andre børn, til dem, som hun VIRKELIG ikke kan lide? I formning i sidste måned tog hun en hobbykniv og skar Janet McNallys fletning, der gik helt ned til livet, af. Og hun fik ikke engang ballade for det. Hun påstod, at hun overhovedet ikke havde været i nærheden af hobbykniven, og på en eller anden måde fik Janet selv skylden. Sindssygt. ”Hun kaldte mig en løgner, miss,” hvisker jeg. Miss Jardine ser på mig hen over brillerne. ”Løgner … javel ja, det er et særdeles strengt ord,” siger hun. ”Men forskellige lærere og elever har berettet om din … skal vi sige … din evne til at pynte på sandheden.” Jeg glipper igen med øjnene. Jeg tror sørme, at min egen lærer lige har kaldt mig en løgner. ”Det ser faktisk ud til, Cherry, at du ikke er kommet så godt fra start her på Clyde Kommuneskole,” fortsætter hun. ”Jeg må sige, at jeg er en lille smule bekymret. Jeg ved godt, at du har haft en lidt utraditionel opvækst, men det er altså
20
Chokoladeæske-pigerne.indd 20
03/06/15 15.52
ikke nogen undskyldning for, at du overdriver dine historier. Jeg kan forstå, at du i sidste uge sagde til miss Mercier, at du ikke kunne aflevere dit hjemmearbejde i formning, fordi en ged havde spist det. Hør nu, Cherry – en ged? I Glasgow? Forventer du helt ærligt, at vi skal tro på det?” Det gør jeg helt ærligt, for det er rigtigt.Vi var på besøg hos nogle af fars gamle venner fra kunstskolen ude østpå i Borders den weekend, og jeg havde brugt over en time på at sidde i solen og lave en omhyggelig blyantstegning af fars violin. Jeg var stolt af den tegning. Så, mens vi spiste frokost, var naboens ged kommet ind i haven. Den åd min tegning, tyggede hjørnet af picnictæppet og bed mine solbriller midt over. Jeg håber, at den fik hård mave. ”Hvis du bliver ved med at fortælle for mange små, hvide løgne, Cherry, så kommer der et tidspunkt, hvor folk ikke længere hører efter, hvad du siger,” fortsætter miss Jardine. ”Kender du historien om drengen, der råbte ’ulven kommer’?” ”Ja, miss,” svarer jeg træt. Hun fortæller mig den alligevel, en gabende kedsommelig historie om en lille dreng, der går rundt og lyver hele tiden, så da han en dag ser en ulv og prøver at sige det til sin familie, tror de overhovedet ikke på ham. Og så æder ulven ham.
21
Chokoladeæske-pigerne.indd 21
03/06/15 15.52
Historiens morale er klar. Hvis jeg ikke holder op med at smålyve, vil jeg muligvis blive spist af en ulv, og det vil ene og alene være min egen skyld. ”Du bliver nødt til at holde op med at overdrive dine historier,” siger hun. ”Før der sker værre ting. Og efter sommerferien vil jeg sørge for et ugentligt møde mellem dig og skolevejlederen. Din pludselige handling i dag ligger tydeligvis uden for din normale opførsel, men den er ikke desto mindre stadig bekymrende.Vi vil jo bare gerne hjælpe dig, Cherry. Ikke kun med dine lystløgne, men også med dine problemer med at styre dit temperament.” Jeg kan mærke, at jeg bliver højrød i kinderne. Lystløgne? Styre mit temperament? Hvad er det, miss Jardine prøver at sige? ”Jeg er her ikke efter sommerferien, miss,” siger jeg så høfligt, jeg kan. ”Min far er blevet forelsket. Han har tænkt sig at rejse fra alting her, så vi kan bo sammen med hans nye kæreste i et stort hus på en klippeskrænt i Somerset. Vi skal være en rigtig familie, og vi kommer til at tjene en formue på at sælge økologisk luksuschokolade.” Miss Jardine sender mig et langt, medlidende blik. ”Jamen det er lige præcis den slags, som jeg taler om, Cherry!” siger hun og rynker på næsen. ”Selvfølgelig skal du ikke bo på en klippeskrænt i Somerset! Din far arbejder på McBeans Chokoladefabrik, hvor han laver
22
Chokoladeæske-pigerne.indd 22
03/06/15 15.52
NamNam-barer og sorterer de misformede chokolader fra, og de er hverken økologiske eller luksus og vil temmelig sikkert ikke indbringe en formue til nogen. Det må du vist være enig i. Jeg ved ikke, hvor du får dine tossede idéer fra!” ”Men, miss …” ”Din far ville nok have givet os besked, hvis du ikke skulle gå her længere, tror du ikke også det?” siger hun. Mine fingre glider hen over konvolutten i min taske. Fars brev til miss Jardine har ligget der i fem dage nu og er blevet mere og mere krøllet. Der er en orange sodavandsplet på det ene hjørne, hvor min Irn-Bru sodavand lækkede i går, og der er også en blå plet, hvor min kuglepen knækkede midt over. Der er ikke rigtig nogen grund til at give hende konvolutten, ikke når miss Jardine tror, at hele ’flytte til en klippeskrænt-historien’ er det rene opspind. Jo, det er rigtigt, at min far arbejder på McBeans Chokoladefabrik. Eller det gør han i hvert fald fjorten dage endnu, hvorefter han vil tage sit forklæde af og få sin sidste løn udbetalt nogensinde, og han vil hente sin pose med gratis misformede NamNam-barer, dem, som på en eller anden måde ikke fik et kikselag eller en hvid chokoladehvirvel på toppen, eller som bare endte med at se sammenfaldne og klattede ud. Jeg kommer til at savne de chokoladebarer. Derefter vil vi begynde at pakke, skille vores liv ad og stoppe det ned i papkasser og affaldssække, og vi vil læsse
23
Chokoladeæske-pigerne.indd 23
03/06/15 15.52
vores ejendele ind i fars røde minibus og køre mod solnedgangen. Eller, ikke sådan helt præcist solnedgangen, for far vil gerne tidligt af sted, men altså noget i den stil. Vi skal faktisk bo på en klippeskrænt i Somerset. Miss Jardine har ingen idé om, hvor besynderligt mit liv er. ”Ikke flere løgne, Cherry,” siger hun. ”Øh … nej, miss.” ”Og jeg må selvfølgelig bede dig om at sige undskyld til Kirsty McRae.” ”Okay,” siger jeg med sammenbidte tænder. Miss Jardine følger mig hen til sygeplejerskens kontor, hvor Kirsty sidder komfortabelt på en udtjent stol og nipper til lemonade og spiser småkager. ”Småkager er meget godt mod chok,” siger hun og smiler smørret. Jeg er ligeglad, for Kirsty har også stadig spor af makaronisnask i sit kastanje- og karamelfarvede hår, og hun lugter svagt af ost. Jeg er ond nok til at fryde mig over det. ”Cherry har noget, som hun gerne vil sige til dig, Kirsty,” siger miss Jardine. Kirsty stråler, og hendes øjne lyser triumferende. ”Undskyld, Kirsty. J-jeg er ked af det,” stammer jeg. Jeg er overhovedet ikke ked af det, ikke den mindste lille smule. Og det kan miss Jardine da ikke ønske, at jeg skal lyve om? Det er jo meningen, at jeg skal starte på en frisk og være ærlig og oprigtig. Ikke flere løgne.
24
Chokoladeæske-pigerne.indd 24
03/06/15 15.52
Jeg ser Kirsty McRae lige i øjnene. ”Jeg er bare rigtig ked af, at … at … du er sådan en giftig, hævngerrig, ONDSKABSFULD lille heks.” Og dér fortæller miss Jardine mig så, at jeg er midlertidig bortvist, og at det vil blive noteret, og jeg skal have eftersidning, muligvis resten af livet.
Chokoladeæske-pigerne.indd 25
03/06/15 15.52
ryg 25 mm
1 Cathy Cassidy
Cherry bor i Skotland med sin far, Paddy. Hendes liv tager en drejning, den dag Paddy fortæller hende, at de skal flytte til England til hans nye kæreste, Charlotte. Her skal de bo sammen med Charlottes døtre Skye, Summer, Coco og Honey og ikke mindst Honeys kæreste Shay med de grønne øjne og en duft af hav … Det bliver et nyt liv, hvor Cherry kæmper for at finde sig til rette i en ny familie og styre sine følelser for Shay, der jo er forbudt område. Kan Cherry modstå hans charme? Og vil hun finde roen til at være den, hun er … Bogen er første bind i serien om Chokoladesøstrene.
1
9 788711 463369
Chokoladeæske-pigerne1 cover.indd 1
Carlsen
09/06/15 13.58