Af samme forfatter Op til overfladen I begyndelsen Tjenerindens fortælling Den blinde morder Fru Orakel Tip om overlevelse Røverbruden Alias Grace Den spiselige kvinde Prinsesse Prunella og den purpurfarvede pebernød Oryx og Crake Syndflodens år MaddAddam Hekseyngel
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 2
06/02/19 9:09 PM
MARGARET ATWOOD
Katteøje På dansk ved Lisbeth Møller-Madsen
LINDHARDT OG RINGHOF
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 3
06/02/19 9:09 PM
Katteøje er oversat fra engelsk efter Cat’s Eye Copyright © 1988 by O. W. Toad. Ltd. Published by arrangement with Curtis Brown All rights reserved Dansk copyright © 2019 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-90404-6 5. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont www.lindhardtogringhof.dk
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 4
06/02/19 9:09 PM
Denne bog er til S.
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 5
06/02/19 9:09 PM
Da tukanaerne huggede hovedet af den gamle kvinde, samlede hun sit eget blod i hænderne og pustede det op mod solen. ”Sjælen vil også trænge ind i dig!” skreg hun. Fra da må den, der dræber, huse den dræbtes sjæl i sin krop, selv om han hverken ved det eller ønsker det. – Eduardo Galaeano Ildens erindring. Oprindelserne Hvorfor husker vi fortiden, og ikke fremtiden? – Stephen W. Hawking Hawkings univers – fra big bang til sorte huller
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 6
06/02/19 9:09 PM
Denne bog er en roman. Selv om historien i sin form minder om en selvbiografi, er den det ikke. Tid og rum er tilpasset efter bogen, og med undtagelse af officielle personer er enhver lighed med levende eller afdøde personer et rent sammentræf. De meninger, der udtrykkes, er personernes og ikke at forveksle med forfatterens. Malerierne og andre moderne kunstværker i denne bog eksisterer ikke, men de er blevet til under indflydelse fra billedkunstnerne Joyce Wieland, Jack Chambers, Charles Pachter, Erica Heron, Gail Geltner, Dennis Burton, Louis de Niverville, Heather Cooper, William Kurelek, Greg Curnoe samt den popsurrealistiske keramiker Lenore M. Atwood foruden mange andre. Og Isaacs Gallery, den gamle original. Den fysik og kosmologi, der strejfes i bogen, er inspireret af Paul Davies, Carl Sagan, John Gribbin og Stephen W. Hawking og deres fascinerende bøger om disse emner og af min nevø David Atwood og hans lærerige oplysninger om snore. Mange tak til Graeme Gibson for at have gennemgået denne roman; til min agent Phoebe Larmore; til mine engelske agenter Vivienne Schuster og Vanessa Holt; til mine redaktører og forlæggere Nan Talese, Nancy Evans, Ellen Seligman, Adrienne Clarkson, Avie Bennett, Liz Calder og Anna Porter; og til min utrættelige sekretær Melanie Dugan; og også til Donya Peroff, Michael Bradley, Alison Parker, Gary Foster, Cathy Gill, Kathy Minialoff, Fanny Silberman, James Polk, Coleen Quinn, Rosie Abella, C.M. Sanders, Gene Goldberg og Dorothy Goulbourne. M.A.
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 7
06/02/19 9:09 PM
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 8
06/02/19 9:09 PM
I
Jernlunge
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 9
06/02/19 9:09 PM
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 10
06/02/19 9:09 PM
1
Tid er ikke en ret linje, men en dimension ligesom rummets dimensioner. Hvis man kan bøje rummet, kan man også bøje tiden, og hvis man vidste nok og kunne bevæge sig hurtigere end lyset, kunne man rejse tilbage i tiden og eksistere to steder på én gang. Det var min bror Stephen, der fortalte mig det, dengang han iførte sig sin trevlede rødbrune sweater, når han læste lektier, og brugte en del tid på at stå på hovedet, så blodet kunne løbe ned i hjernen og give den næring. Jeg forstod ikke, hvad han mente, men måske var han ikke særlig god til at forklare det. Han var allerede på vej væk fra ords unøjagtighed. Men fra da af forestillede jeg mig tiden som noget formet, noget man kunne se, som en række flydende lysbilleder der er lagt oven på hinanden. Man kigger ikke bagud langs med tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Somme tider kommer det ene op til overfladen, somme tider noget andet, somme tider ingenting. Intet forsvinder.
11
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 11
06/02/19 9:09 PM
2
”Stephen siger, at tid ikke er en ret linje,” siger jeg. Cordelia ruller med øjnene, som jeg vidste, hun ville gøre. ”Og?” siger hun. Dette svar tiltaler os begge. Det sætter tidens beskaffenhed på plads og også Stephen, der kalder os ”teenagerne”, som om han ikke selv er det. Cordelia og jeg sidder i sporvognen på vej ind til byen, som vi gør hver lørdag om vinteren. Sporvognen er beklumret af luft, der allerede har været indåndet to gange, og lugten af uld. Cordelia ser helt nonchalant ud og skubber nu og da til mig med albuen, mens hun stirrer tomt på andre mennesker med sine grågrønne øjne, der er uigennemtrængelige og glimter som metal. Hun kan få næsten hvem som helst til at slå blikket ned, og jeg er næsten lige så god til det. Vi er upåvirkelige, vi tindrer, vi er tretten. Vi er iført lange uldne frakker med bindebælter og kraverne slået op for at efterligne filmskuespillere samt gummistøvler med ombukkede skafter og tykke herresokker indeni. I lommerne ligger de tørklæder, som vores mødre tvinger os til at gå med, men vi tager af, så snart vi er ude af syne. Vi foragter hovedbeklædning. Vore munde er rå, ildrøde, blanke som negle. Vi tror, vi er veninder. Der er altid gamle damer med sporvognen, eller vi synes i hvert fald, at de er gamle. Der er forskellige typer. Nogle er respektabelt 12
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 12
06/02/19 9:09 PM
klædt i skræddersyede Harris-tweed frakker med handsker, der passer til, og pæne, upjankede hatte med små, raske fjer kækt anbragt på den ene side. Andre ser fattigere og mere fremmedartede ud og har mørke sjaler viklet om hovedet og skuldrene. Andre er svulmende tyksakker med sammenbidte selvretfærdige munde, arme dekorerede med indkøbsposer; disse forbinder vi med udsalg, med stormagasiners særtilbud. Cordelia kan afsløre billigt stof med et enkelt blik. ”Gabardine,” siger hun. ”Billigt.” Og så er der dem, der ikke har givet op, som stadig forsøger at virke elegante. Dem er der ikke mange af, men de skiller sig tydeligt ud. De er iført ildrøde dragter, eller lilla, med dinglende ørenringe og hatte, der ligner scenerekvisitter. Deres underkjoler er lidt længere end nederdelen, underkjoler i usædvanlige, pikante farver. Alt andet end hvidt er pikant. Deres hår er farvet askeblond eller babyblåt eller sågar glansløst, gammel-pels sort, som virker chokerende sammen med deres pergamentagtige hud. Deres læbestiftmunde er for store til mundene, deres rouge skjoldet, deres øjne tegnet med en ujævn streg rundt om deres rigtige øjne. Det er dem, der oftest taler med sig selv. Der er en, der siger ”mudder, mudder” igen og igen som en sang, en anden der stikker til vores ben med sin paraply og siger ”splitternøgne.” Det er dem, vi bedst kan lide. Der er en vis festlighed over dem, en vis opfindsomhed, de er ligeglade med, hvad andre mennesker siger. De er sluppet væk, skønt det ikke står os klart, hvad de er sluppet væk fra. Vi tror, at deres bizarre påklædning, deres verbale særheder, er selvvalgte, og at vi, når den tid kommer, også selv vil kunne vælge. ”Sådan vil jeg være,” siger Cordelia. ”Men jeg vil have en bjæffende pekingeser og jage børnene væk fra min græsplæne. Jeg vil have en hyrdestav.” ”Jeg vil have en leguan som kæledyr,” siger jeg, ”og altid gå i cerise.” Det er et ord, jeg lige har lært. Nu tænker jeg, hvad hvis de simpelt hen ikke kunne se, hvordan de så ud? Måske var det simpelt hen så enkelt: problemer med synet. 13
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 13
06/02/19 9:09 PM
De problemer har jeg selv nu; hvis jeg kommer for tæt på spejlet, er jeg helt udtværet, hvis jeg går for langt væk, kan jeg ikke se detaljerne. Hvem ved, hvilke ansigter jeg skærer, hvilken slags moderne kunst jeg tegner på mig selv? Selv når jeg får afstanden indstillet, er jeg forskellig. Jeg er ubestandig; nogle dage ligner jeg en udslidt femogtrediveårig, andre en frisk halvtredsårig. Så meget afhænger af lyset og den måde, man kniber øjnene sammen på. Jeg spiser på lyserøde restauranter, som får huden til at tage sig bedre ud. På de gule bliver man gul. Jeg bruger ovenikøbet tid på at tænke over dette. Forfængelighed er ved at blive en plage; jeg kan godt forstå, hvorfor kvinder til sidst giver op. Men det er jeg ikke klar til endnu. I den senere tid har jeg grebet mig selv i at nynne højt eller at gå på gaden med lidt åbentstående mund, så jeg savler lidt. Kun lidt, men måske er det kun begyndelsen, sprækken i muren der senere vil åbne sig, til hvad? Hvilke perspektiver af strålende excentricitet eller vanvid? Der er ingen, jeg nogen sinde ville fortælle dette, bortset fra Cordelia. Men hvilken Cordelia? Hende jeg har fremmanet, hende med gummistøvlerne med de ombukkede skafter og den opslåede frakkekrave, eller hende der var før, eller hende der kom efter? Der er aldrig kun én, af nogen. Hvis jeg mødte Cordelia igen, hvad ville jeg så fortælle hende om mig selv? Sandheden eller det, der ville få mig til at tage mig bedst ud? Sikkert det sidste. Det behov har jeg stadig. Det er længe siden, jeg har set hende. Jeg havde ikke regnet med at se hende. Men nu jeg er tilbage, kan jeg knap nok gå ned ad en gade uden at se et glimt af hende, idet hun drejer om et hjørne, går ind ad en dør. Det siger sig selv, at disse fragmenter af hende – en skulder, beige, kameluld, siden af et ansigt, bagsiden af et ben – tilhører kvinder, der set i deres helhed ikke er Cordelia.
14
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 14
06/02/19 9:09 PM
Jeg har ingen anelse om, hvordan hun vil se ud nu. Er hun tyk, hænger hendes bryster, har hun små grå hår i mundvigene? Usandsynligt; hun ville trække dem ud. Har hun briller med smarte stel, har hun fået fjernet løs hud på øjenlågene, har hun striber eller farve i håret? Alle disse ting er mulige. Vi har begge rent aldersmæssigt nået den grænsetilstand, den stødpudezone hvor man stadig kan tro, at man kan slippe godt fra den slags numre, hvis man undgår direkte sollys. Jeg forestiller mig Cordelia stå og undersøge de voksende poser under øjnene, huden, tæt på, løs og rynket som albuer. Hun sukker, klapper en creme ind i den, som er den rigtige slags. Cordelia vil vide, hvad der er den rigtige slags. Hun ser undersøgende på sine hænder, som er begyndt at skrumpe lidt, slå sig lidt, ligesom mine er. Krogetheden er begyndt, mundens visnen; konturerne af pludderkød er begyndt at blive synlige, ved hagen, i undergrundsbanens mørke vinduer. Ingen andre lægger endnu mærke til disse ting, medmindre de ser nøje efter, men Cordelia og jeg plejer at se nøje efter. Hun lader badehåndklædet falde, som er grønt, en sart søgrøn der passer til hendes øjne, kigger sig over skulderen, ser i spejlet, hvordan huden over taljen danner folder som en hundehals, ballerne hænger som hudposer og, da hun vender sig om, det udtørrede krat af hår. Jeg forestiller mig hende iført joggingsæt, ligeledes søgrønt, mens hun træner i et eller andet fitnesscenter, sveder tran. Jeg ved, hvad hun ville sige om dette, om alt dette. Hvor vi dog fnisede, af afsky og henrykkelse, da vi fandt det voks, hendes storesøstre brugte til benene, stivnet i en lille krukke og fyldt med stikkende børster. Hun var altid så interesseret i kroppens groteskerier. Jeg forestiller mig, at jeg løber på hende uden varsel. Måske iført slidt frakke og en strikhue som ligner en tehætte, siddende på en fortovskantsten med to plasticposer fyldt med sine eneste ejendele, mumlende for sig selv. Cordelia! Kan du ikke genkende mig? siger jeg. Og det kan hun godt, men hun lader, som om hun ikke kan. Hun rejser sig og sjokker væk på opsvulmede fødder, med gamle sokker
15
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 15
06/02/19 9:09 PM
stikkende ud gennem gummistøvlernes huller, mens hun skotter tilbage over skulderen. Der er en vis tilfredshed i dette og endnu mere i værre ting. Jeg iagttager fra et vindue eller en altan, så jeg bedre kan se, hvordan en mand jagter Cordelia ned ad fortovet under mig, indhenter hende, dunker hende i ribbenene – jeg kan ikke klare ansigtet – vælter hende omkuld. Men længere kan jeg ikke gå. Bedre at slå over til et ilttelt. Cordelia er bevidstløs. Jeg er blevet tilkaldt, for sent, til hendes hospitalsseng. Der er blomster, kvalmt lugtende, som visner i en vase, slanger der fører ind i hendes arme og næse, lyden af en vejrtrækning der er ved at høre op. Jeg holder hende i hånden. Hendes ansigt er opsvulmet, hvidt, som en ubagt bolle, med gullige rande under de lukkede øjne. Hendes øjenlåg dirrer ikke, men det rykker ganske let i hendes fingre, eller er det noget, jeg bilder mig ind? Jeg sidder dér og spekulerer på, om jeg skal trække slangerne ud af hendes arme, stikket ud af væggen. Ingen hjerneaktivitet, siger lægerne. Græder jeg? Og hvem har tilkaldt mig? Endnu bedre: en jernlunge. Jeg har aldrig set en jernlunge, men aviserne viste billeder af børn i jernlunger, dengang folk stadig fik polio. Disse billeder – den cylindriske jernlunge, et kæmpemæssigt pølsebrød af metal med et hoved stikkende ud for enden, altid et pigehoved, hår der vældede ud over puden, store øjne, natmørke – fascinerede mig, mere end historier om børn der gik ud på tynd is og faldt igennem og druknede, eller børn der legede på jernbaneskinnerne og fik arme og ben skåret af af toget. Man kunne få polio uden at vide hvordan eller hvor, ende i en jernlunge uden at vide hvorfor. Noget man havde indåndet eller spist eller blev smittet med af snavsede penge, andre mennesker havde rørt ved. Man kunne aldrig vide. Jernlungerne blev brugt til at skræmme os, og som begrundelser for at vi ikke kunne gøre ting, vi gerne ville. Ingen kommunale svømmehaller, ingen folkemængder om sommeren. Vil du gerne tilbringe resten af livet i en jernlunge? sagde de. Et dumt spørgsmål; skønt for 16
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 16
06/02/19 9:09 PM
mig havde et sådant liv, med dets inaktivitet og medlidenhed, en vis hemmelig tillokkelse. Men Cordelia i en jernlunge, der trækker vejret for hende, som en harmonika der bliver spillet på. Der er en mekanisk hvæsende lyd i nærheden af hende. Hun er ved fuld bevidsthed, men ude af stand til at bevæge sig eller tale. Jeg kommer ind i værelset, bevæger mig, taler. Vores øjne mødes. Cordelia må bo et sted. Hun kan være mindre end en kilometer herfra, hun kan være lige rundt om hjørnet. Men faktisk har jeg ingen anelse om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg stødte på hende tilfældigt, for eksempel i undergrundsbanen, hvor hun sad lige over for mig eller ventede på perronen, mens hun læste reklamerne. Vi ville stå side om side og betragte en stor rød mund, der åbnede sig om en chokoladestang, og jeg ville vende mig mod hende og sige: Cordelia. Det er mig, det er Elaine. Ville hun vende sig om, udstøde et teatralsk skrig? Ville hun ignorere mig? Eller ville jeg ignorere hende, hvis jeg fik mulighed for det? Eller ville jeg uden et ord gå hen til hende og slå armene om hende? Eller gribe hende om skuldrene og ryste og ryste. Det føles, som om jeg har gået i timevis, ned ad bakken mod byens centrum hvor der ikke længere kører sporvogne. Det er aften med et af de tynde, grå akvarelagtige farvelag, der ligner flydende støv, som byen skaber om efteråret. I hvert fald er vejret stadig velkendt. Nu har jeg nået det sted, hvor vi plejede at stå af sporvognen, træde ned på fortovskantens bjerg af januarsjap, ud i den bidende vind der kom fejende op fra søen mellem de gammeldags bygninger med flade tage, som for os var det mest bymæssige, vi kendte. Men denne del af byen er ikke længere flad, gammeldags, fattigfin. Neonrør i skønskrift udsmykker de restaurerede murstensfacader, og der er masser af messingornamentering, masser af fast ejendom, masse af penge. Længere fremme er der kæmpemæssige rektangulære tårne, helt af glas, oplyste, som enorme gravsten af koldt lys. Fastfrosne aktiver. 17
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 17
06/02/19 9:09 PM
Men jeg ser ikke så meget på tårnene og heller ikke på de mennesker, der passerer mig i elegante munderinger, importerede, håndsyet læder, ruskind, alt muligt. I stedet ser jeg ned i fortovet, som en sporhund. Jeg kan mærke min hals snøre sig sammen, en smerte langs kæben. Jeg er begyndt at bide mig i fingrene igen. Der er blod, en smag jeg husker. Den smager af orange sodavandsis, tyggegummikugler, rød lakrids, fortygget hår, beskidt is.
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 18
06/02/19 9:09 PM
KATTEOEJE_indhold_trykklar.indd 8
06/02/19 9:09 PM
TIL ORIENTERING NO PRINT
KIM LEINE
BERLINGSKE
KATTEØJE er historien om en kvinde, den berømte maler Elaine Risley, der vender tilbage til sin barndomsby Toronto i forbindelse med en retrospektiv udstilling af sine malerier. Gensynet med byen bliver i mere end én forstand et møde med fortiden, hvor erindringerne om forældrene, broren, veninderne og ikke mindst „bedstevennen“ Cordelia flyder op til overfladen. Det tvinger Elaine til en konfrontation med sin barndom og opvækst og de smertefulde minder, der er forbundet med den. Katteøje er en stærk og fascinerende skildring af en kvindes fortid, pigers venindeforhold og de konsekvenser, barndommens oplevelser har for resten af livet.
K AT T E Ø JE
„Det er hamrende godt fortalt med masser af flotte personbeskrivelser, en overbevisende psykologisk indsigt og i passager en befriende satirisk humor.“
MA RGA R ET ATWO O D
„Atwood er en af mine vigtigste inspirationskilder, hendes temperament, hendes kynisme, frygtløshed, humor og tæft for historiefortælling. Og hvor Tjenerindens fortælling nok er hendes vigtigste roman, er Katteøje hendes bedste.“
TIL ORIENTERING NO PRINT
MARGAR ET AT W OOD
KATTE ØJE
MARGARET ATWOOD er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Katteøje udkom første gang i 1988.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF