Issuu

232 mmw

te m

Dette er niende bog i den højspændte, bindegale og populære serie om familien Farooq, der bor på tredje sal til venstre i en opgang på Nørrebro.

Manu Sareen er født i 1967 i Indien, opvokset i Danmark og far til tre.

788711 562079

og den hemmelige ismaskine

Serien har vundet flere priser, heriblandt Orlaprisen i 2008.

Iqbal Farooq

– siger Mohammed, der står i klassen og har skiftet sit gangsterkluns ud med skjorte, sejlersko og kridhvidt hår. Det giver nemlig færre togbøder. I tv er der breaking news. Isbjergene smelter pludselig hurtigere end ventet på grund af en mikrobølgestråle. En stråle, der er så kraftig, at man ikke kan måle sig frem til den. Så nu der er en oversvømmelse på vej. Og Æselmand er ude af fængslet. Han er blevet et godt menneske og har foræret Rigshospitalet en gigantisk ismaskine. Og hr. Wibrandt har bestilt en flammekaster med posten, som absolut ikke er for børn. Alt er ved det gode, gamle kaos i opgangen, i skolen og resten af verden.

Manu Sareen

e Det er mit ny danskerlo ok. I kalde mig Fra nu af skal m K o ng Joachim, ligeso Hen riks sø n!

157 mm

21 mm

157 mm

n e e r a S anu

o o r q a F l a b Iqg den haesmkimneelige

ism

Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine Copyright © Manu Sareen og Forlaget Carlsen, 2016 Copyright illustrationer © Lars-Ole Nejstgaard, 2016 Bagsidefoto: Tine Harden Bogen er sat med Adobe Garamond Grafisk tilrettelæggelse: Charlotte Flemmer Trykt hos Livonia Print SIA Printed in Latvia 2016 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788711562079 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Manu Sareen

Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine Illustreret af Lars-Ole Nejstgaard

Til mine bĂ¸rn, Cilja, Felix og Alvin

CARLSEN

Fuck, fuck, fuck! – Hvad tænker du på, Iqbal? spurgte far og smilede med et stykke kebab mellem fortænderne. – Øh, hvad? Jeg tænkte bare på, at det var en cool nok kebab, som vi lige frådede nede hos Kunta Kindtand Kebab, men der var lidt for meget chili i rullen. Og så, om det ikke snart er vores tur til at komme ind til psykodamen, sukkede jeg og kiggede på døren og skiltet, hvor der stod ’Jeanette Ølholm – Skolepsykolog’. Det var simpelthen for pinligt at sidde her på skolen med far, som nu åbenbart også skulle med mig til skolepsykolog. Skoleinspektøren Klaus Myggenet mente, at det ville være en god ide, hvis far deltog i de fremtidige samtaler hos skolens hjernebokser, Jeanette Ølholm. Det var vildt pinligt, og Mohammed og Umfufu havde spurgt mig, om far ikke også skulle gå i vores klasse. Mohammed havde foreslået far, at han kunne være klassens duks, men far havde ikke fattet en skid og troede, at Mohammed talte om dukker! – Nå, Iqbal, det var da hyggeligt at møde Mohammed og 9

Umfafar, sagde far og pillede kebabben ud fra tænderne. Han kiggede på det og kom det ind i munden igen. – Han hedder Umfufu og ikke Umfarfar, og han er sgu ikke rask. Og det er Mohammed altså heller ikke, den syge gnu. – Uha, uha, Iqbal. Ikke rask? Det er vel ikke sådan, at ham der Umfarfar har en farlig afrikansk sygdom eller sådan noget, som kan smitte mig, vel? spurgte far bekymret og tørrede sig på panden. – Rolig, far, det er inde i deres hoveder. De er begge to bindegale, sådan to psykopungrotter. Jeg kiggede på døren og på skiltet, som jeg har gjort så mange gange før. Jeg orkede ikke at skulle ind og fortælle om alt det, der var sket, og om ismaskinen, mikrobølgestrålerne og Æselmand, som var gået top amok igen – og måske lige mere, end nogen havde regnet med. Døren til hendes kontor gik op. Dér stod hun som en eller anden dæmon med sit kæmpe røde hår og smilede i hele kraniet, da hun så far og mig. Hun stod med Alvin fra sjette, som åbenbart havde været inde og få hjernen vredet. – Nå, lille Alvin-mus, kan du så have det godt, og husk, at vi har tid i næste uge, sagde hun, mens Alvin var på vej væk fra hendes kontor. Og hun tilføjede: – Og husk lige at hilse din far og sige tak for sidst. Og sig bare, han kan ringe, hvis han vil låne min yoga-cd … og yoga-klokke, ikk’? Alvin ville helst ikke kigge over på mig og far og trak på skuldrene. 10

– Okay, og cool nok, og ses næste uge, og … det siger jeg til ham, svarede Alvin og gav Jeanette Ølholm hånden. – Jamen, Alvin-mus. Jeg tænker da, at vi er på knus, er vi ikke? sagde Jeanette Ølholm og gav Alvin en giga krammer og derpå et kæmpe kys på kinden og tilføjede: – Åh, det var godt. Det hjalp, ikke sandt, Alvin-mus? Og husk forresten, at fortælle din far, at jeg også har en yogadragt i friske farver, hvis det er noget. Alvin stod bare og gloede på hende, og nu var det ham, der blev ildrød i krydderen. Jeanette Ølholm vendte sig og kiggede på far og mig og rakte armene ud og smilede igen. – Åh, kom så her og få en krammer, inden vi skal ind og samtale med hinanden. Far frøs fuldstændig fast og kiggede på hende, som om hun var en håndgranat, der var ved at eksplodere, mens han langsomt rakte hånden frem. – Nej, nej, Nassem. Nu tænker jeg altså, at vi er på kæmpe krammer med hinanden, sagde Jeanette og omfavnede far og gav ham et giga knus. – Sådan! Nu har du det meget bedre, ikke også? sagde hun til far og kiggede så på mig. – Øh, hvad? sagde jeg og kiggede forvirret på far. – Kom så, Iqbalo, kom, kom hen og giv Jeanette-mor et dejligt og inderligt kram, bassemand. – Øh, what? Bassemand? 11

– Ja, Iqbal, det siger vi i Danmark om små søde drenge, svarede hun, mens hun stadig stod med åbne arme. – Okay, så fuck it, manner, sagde jeg og gik hen og gav hende et kram og var ved at blive kvalt i hendes kæmpe psykologbabser. Jeg prøvede at komme fri igen, men hun holdt godt fast i mig. Og mens jeg hang der, hørte jeg de stemmer, jeg bare havde håbet, jeg ikke ville høre. – Slap af, hvad sker der lige dér, Iqbalo, mand? Total airbags, homie. Er det din nye tøs, eller hvad? hylede Hamza, som kom sammen med Mohammed og Umfufu. Jeg nåede ikke at svare, for Jeanette Ølholm flåede mig ind på kontoret, og far skyndte sig at løbe efter, og sikkert kun fordi han var bange for at blive smittet af Umfufu med en afrikansk sygdom. – Nå, men sæt jer i stolene, og slap helt af, og fortæl om alt det, der er sket. Hun tog en dyb indånding. – Jeg tænker, at det er lidt af nogle oplevelser, sagde hun og smilede. Jeg kiggede rundt. Kontoret lignede sig selv efter min sidste samtale, hvor vi havde været i Indien. Der hang stadig et kæmpe maleri på væggen af en skaldet mand, der svømmede rundt med delfiner. Far kiggede også på det. – Nå, Iqbal, jeg tænker, at du stadig er meget fascineret af maleriet, kan jeg se, sagde Jeanette og smilede stadig, inden hun sagde: – Ja, det er, hvad vi psykologer kalder fascination. – Åh, sagde far. – Det er meget fascination…erende, sva12

rede far og fortsatte hurtigt: – Det er meget stor kunst … kan jeg tydeligt se. Meget tydeligt. Hold da helt op. Jeg kiggede på maleriet. – Jeg synes altså stadig, det ligner en kæmpe diller, der svømmer rundt med delfiner. – IQBAL! råbte far. – Ikke bande! Det hedder penis eller tissemand … eller … far så nervøst over på hjernedamen. – Sjover, øh, eller fætter, hviskede han. – Jamen… – Jeg tænker, at det er godt, at I kommer ud med det, for ellers kommer den indre vrede aldrig ud. Den skal ud, ellers bliver den indre lille pige ked af det, og det går altså ikke. Vreden skal ud og mærkes, så den bliver vores ven. Hun smilede til far. – Eller vores fætter, hvis du forstår. Nogen ser en diller, som Iqbal udtrykker det, og andre ser det som kunst, sagde Jeanette og fortsatte: – Din far og jeg ser og tænker det som kunst. Værket hedder ”Putinos svømmer med Delfinos på Lesbos”. Far sad og nikkede og kløede sig på hagen og prøvede at spille topsmart, som om han anede noget om kunst. – Nå, men Iqbal og Nassem, vi er jo samlet, for at I kan få talt om alle de ting, som Iqbal har været ude for, og som altid får betydning for far-søn-relationen. Hvad tænker du, Nassem? – Jamen jeg synes, at vi skam har det godt. Vi er danskere og har ingen far-søn-problemer. Og det hele er jo endt godt, svarede far. 13

– Åh, danskere, hmm. Og det betyder meget for dig at være dansker? spurgte Jeanette Ølholm og tog fat i sin skriveblok og begyndte at skrive ned. – Øh, ja, svarede far og kiggede nervøst på mig og så på Jeanette og til sidst på skriveblokken. – Hvad skriver hun? hviskede far til mig. – Jeg tror, at hun vil indlægge dig på sindssygehospitalet, hviskede jeg tilbage. Far blev totalt hvid i hovedet. – Tænker jeg for lidt, Iqbal? Han så over på Jeanette. – Jeg tænker, at jeg tænker, at jeg er helt rask! råbte far pludselig og rejste sig op i ren panik. Jeanette kiggede op fra sin skriveblok og lænede sig tilbage i lænestolen. – Hmm, meget interessant. Meget, meget interessant, Nassem. Og hvor længe har du haft problemer med pludselig at råbe og skrige uden at kunne kontrollere dig selv? spurgte hun. – Jamen ... sagde far. – Og så er det dig, Iqbal. Hvis vi skal igennem alle de ting, som du har oplevet i den seneste tid, og hvis vi skal have styr på din fars vrede, så må du også hjælpe mig med at fortælle, hvornår det hele startede denne gang. – Øh, mig? Startede ... øh, hvad mener du? – Jamen, Iqbal, vi psykologer skal jo åbne jer, og du skal ind og søge i dit lille indiske indre, og så skal vi snakke om alle de væmmelige oplevelser, tænker jeg. Jo, jeg har skam set 14

tv og læst aviser, Iqbal. Og det er altså ikke småting, som du har oplevet. Det kan da godt være, at du har reddet verden, men det kan da ikke være sundt sådan at rende omkring og redde verden i tide og utide. Så spyt ud, mens du slapper helt af, og fortæl, hvornår det hele startede. Jeg kiggede på far, der nok bare var glad for, at vi ikke skulle snakke om ham, og så kiggede jeg på Jeanette. Jeg lænede mig tilbage og kom pludselig tanke om, at det startede med Mohammed, den lille nar. – Jo, det startede sgu med Mohammed, den skide afghanske bjergged, udbrød jeg og tilføjede: – Okay, søster lystig, så fold lyttebøfferne ud, læn dig tilbage, og gør dig klar!

KAPITEL 1

Danskerboy

– Iqbal, din dovne hund! Kom nu af sted! Du skal møde om ti minutter, og du kommer for sent igen! brølede far inde fra stuen, mens han lavede sine indiske morgenyogaøvelser sammen med mor. Jeg sad og kværnede min havregryn ude i køkkenet sammen med Tariq, der rodede med et eller andet mærkeligt apparat, som lignede en madkasse med speedometer. – Hvad er det der? spurgte jeg. – Geiger-müller-tæller. – Hvad fabler du om? Hvem tæller hvad? – Den her hedder en geiger-müller-tæller. Den måler intensiteten af ioniserende stråling og enkeltladede partikler og består af to elektroder. Opfundet af Hans Geiger i 1913 og forbedret af Walther Müller, deraf navnet. Tariq så ikke engang op fra apparatet. – Slap dog af, mand! sagde jeg. – Det er tirsdag morgen, og så fyrer du sådan noget af der. Jeg fatter ikke, du gider. Tariq trykkede en knap op, så madkassen skrattede. – Der er vist meget, du ikke fatter. – Kom nu videre, Iqbal! brølede far fra stuen. 16

Jeg havde igen-igen ikke hørt vækkeuret her til morgen. Det var anden gang i denne uge, og så var det endda kun tirsdag. Totalt meganederen, især fordi jeg heller ikke kom til tiden hele sidste uge. – Skal du ikke bare koncentrere dig om yoga, ligesom mor? Du skal være stille og fordybe dig og tænke positivt! råbte jeg tilbage. – Iqbal, din søn af et æsel, kom nu af sted! råbte han igen. – Jamen, far, hvis Iqbal er et søn af et æsel, så er hans far, altså dig, vel også et æsel? sagde Tariq stadig uden at kigge op fra apparatet. – Hmm, ja, det er godt med dig, Tariq, men Iqbal kommer altid for sent, og du ved, at man kun bliver dansker, hvis man kommer til tiden. Og så er det i øvrigt Iqbal, der er et æsel, og ikke mig, min fine ven. Og hov, skal du ikke også i skole nu, Tariq? svarede far igen. – Nope, for vi skal på tur i dag, så vi møder senere. – Jeg forstår ikke den danske skole og alle jeres ture, næh, skolerne i Indien, det var tider, og uden ture og sjov og ballade, prustede han. – Nu begynder han sgu med sit indertrip igen, hviskede Tariq. – Det er ikke indertrip, min fine ven, næ, det var dengang vi måtte slide og slæbe. Jeg kørte 65 km hver vej, når jeg skulle i skole, og det var endda kun til skolebussen. Og så kørte vi mindst 300 km til skolen. Og bussen havde ingen motor, så 17

vi måtte skubbe den på skift hele vejen. Og der lå skarpe sten på jorden, og vi havde ikke sko på. Og… – Slap nu af, far, med dine inderskoler. Det passer jo ikke. Jeg smutter nu og skal bare lige æde de her syge gryn først. Far kom løbende ind i køkkenet og stod og svedte i døråbningen og så ret åndssvag ud i sin hvide netundertrøje og lyserøde underhylere med små hvide bamser. – Æh, er havregrynene syge, Iqbal? Jamen så må du ikke spise dem, sagde han forsigtigt og kiggede på mine havregryn, som om det var affald. – Hvad snakker du om, far? Syge gryn, slap af, manner. – Jamen, Iqbal, du sagde, du ville, æh, æde de syge gryn. – Come on, far, det er da bare noget, man siger, svarede jeg og rejste mig og tilføjede: – Din hjerne må sgu da være ved at koge over. Og det er faktisk også ret svært at tage dig seriøst med de der underhylere, far, sagde jeg og pegede på bamserne. Far kiggede op og ned ad sig selv og sagde: – De var på tilbud i Bilka, så … – Supercool, far! råbte jeg, løb ud og tog min hættetrøje og taske og løb ud på trappen. Jeg spurtede ned ad trappen og var lige ved at løbe ind i hr. Wibrandt, der stod og var ved at skubbe en kæmpe kasse ind i sin lejlighed. – Åh, for fanden, knægt. I stedet for at larme og flygte fra myndighederne, kunne du så ikke tage og give en hånd med den her? 18

– Øh, myndig, hvem? – Sig mig engang, Iqbal, hvor længe er det, at du har boet her i mit gode gamle kære fædreland, hvor jeg har hjemme, og hvorfra min verden går? Jeg sukkede. – Jeg skal i skole. – Det vil jeg fandengaleme skide på! Nu får du sgu en lektion i livets skole, og det er der sgu ingen, der tager skade af, kammerat. Og kom så med et svar, knægt, og det skal ondelyneme gå hurtigt! – Jamen jeg har jo været i Danmark i hele mit liv, for jeg er jo født på Rigshospitalet og… – Ja tak, hele dit liv, og så kan du saftsuseme ikke engang tale dansk. Hvad fanden ligner det, at man ikke kan tale dansk? Vorherre bevares, først får I sgu gratis cykler og lejligheder, og så kommer I sgu og vil have gratis fisk og… – Fisk? Hvad fuck snakker du om, hr. Wibrandt? – Du skal ikke afbryde mig, knægt. Du har boet her hele dit liv, og så aner du ikke, hvem myndighederne er? Det er skam ordensmagten, knægt. Du ved, det danske politi. Hæderlige danske mænd af den rette støbning. Dem, der vogter den danske grænse med livet som indsats mod araberne eller grønlænderne, eller hvem fanden der vover at invadere moder Danmark. Det er sgu myndighederne. – Nå, det kunne du sgu da bare have sagt, manner, og det er da dig, der ikke kan dansk. Ordensmagten, myndighe19

derne, come on, manner, som om. Det hedder panserne, hr. Wibrandt, sagde jeg og spurtede videre ned ad trapperne. Jeg kunne høre hr. Wibrandt råbe og skrige og brokke sig over, at vi på ingen måde var færdige med livets skole. Det måtte blive en anden dag, for jeg skulle have min lede klasselærer, Jeppe Mønsted, i første time. Jeg løb ned i gården og fandt min cykel og fræsede op ad Blågårdsgade og så videre op af Korsgade og cyklede, alt hvad jeg kunne, hen til skolen. Jeg nåede lige at komme ind i klassen. For første gang i to uger kom jeg ikke for sent. Alle fra klassen stod samlet ved min og Mohammeds plads. Jeppe var der ikke. Totalt typisk, når nu jeg kom til tiden. – Hey, Iqbal, mand, har du lige set Mohammed dér, den syge kamel, mand, sagde Umfufu, da han så mig komme ind. Umfufu stod sammen med de andre fra klassen og stirrede på et eller andet, jeg ikke kunne se. – Hey, slap af, mand. Jeg hedder ikke Mohammed mere, men Joachim, hørte jeg Mohammed råbe. Jeg møvede mig forbi de andre og fik et giga chok, da jeg så Mohammed. Hans hår var farvet totalt hvidt, og så havde han en skjorte på, fine lysebrune bukser og brune sejlersko. – Øh, slap af, Mohammed, hvad fanden sker der lige for dig dér? Du ligner sgu da en eller anden syg albinokanin med det der hvide garn, manner, sagde jeg og vidste ikke, om jeg skulle græde eller grine over synet. – Albino? No way, mand. Han ligner sgu en snemand, 20

sagde Thor og grinede som den eneste. – Snemand? Okay, det er jo ligesom ikke sjovt, vel Thor, sagde Wang og gav ham et klask i nakken. – I har ikke fattet, hvor stort det her er, venner. I har ikke fattet en dyt, sagde Mohammed og fortsatte: – Det er mit nye danskerlook. Jeg er blevet dansker, og fra nu af så skal I kalde mig Joachim, ligesom prins Joachim, you know, ham der kong Henriks søn. – Okay, Mohammed, hvorfor… – Joachim, Iqbal. Du skal kalde mig for Joachim. – Okay, og hvorfor fuck er du blevet dansker? Og hvorfor har du farvet dit hår hvidt, din tabernar? – Og skjorte? Hvorfor har du skjorte på? sagde Freja. – Og bukser og sejlersko. Har du ligesom fået en båd, eller sådan noget? tilføjede Singh. Mohammed smilede i hele krydderen, da Singh nævnte det med båden. – Okay, okay, så tjek det her ud, sagde Mohammed. – Vores opvasker Naser nede i restauranten farvede sit hår hvidt og fik et danskerlook med pænt tøj. Og han sagde, at hele verden blev anderledes. Der var pludselig ingen, der gav ham bøder, når han ikke havde billet i toget. Og han fik sgu også en gratis hotdog på Rådhuspladsen, og panserne hilste på ham og smilede og sagde: Goddag, hr. – Orv, hvad, mand, hvor sygt er det lige med de pansere, afbrød Umfufu. 22

– Slap nu af, Umfufu, der er mere endnu, min brune junglebroder, sagde Mohammed og fortsatte: – Og så farvede jeg også mit hår hvidt i går, tog mit nye tøj på, og seriøst, det virkede faktisk med det samme. Det var helt vildt, for alle mennesker blev helt anderledes over for mig, når jeg kom gående. De hilste sgu på mig og smilede. – De grinede sgu sikkert ad dig, sagde jeg. – Ornlig syg, mand. Jeg skal også have det sygeste danskerlook, totalt fuck, mand, sagde Umfufu og gav Thor fem svin i luften. – Hey, Umfufu, du skal huske, at hvis du skal have danskerlook, så går det ikke at bande og sige fuck. Du skal tale pænt, ligesom danskerne, okay? Du skal sige: – Må jeg væmligst bede om en fransk hotdog, tak, sagde Mohammed. – Hey, prøv med ’venligst’, sagde jeg. Umfufu sukkede. – Slap af, mand, det bliver sygt svært at tale danskerdansk. Fuck it, vi gør det, og jeg vil også være danskerboy. – Hey, Mohammed, du må sgu da ikke spise hotdog og alt det der svin, mand. Whalla, du kommer i syg helvede, mand, afbrød Abdel. – Slap af, Abdel. Som om Mohammed æder svin, mand. Er du ornlig syg i roen, eller hvad sker der lige for dig dér? sagde Mohammed og tilføjede: – Det er jo ligesom kun, når jeg er Joachim, at jeg gør det. Joachim må gerne spise svin, men det må Mohammed ikke. 23

Abdel stod et øjeblik og tænkte over det, og pludselig stak han næven frem. – Ah, det er sgu da topsmart, Mohammed, topsmart. Fuck, mand, du er faktisk sygt sej og sådan ret klog, når man sådan ligesom tænker over det, ikk’? sagde Abdel. – Stop, Abdel. Du skal ikke sige til Mohammed, at det er topsmart, for han spiser ikke svin. Du skal sige topsmart til Joachim, for det er ham, der spiser svin med det hele, smilede Mohammed. – Øh, okay, så, øh, topsmart, Joachim, sagde Abdel. – Fedt, mand, det er det sygeste danskertrip. Vi skal alle sammen have danskerhvidt hår og danskertøj og snakke danskersprog, mand, sagde Singh. – Slap af, drenge, I kan ikke bare tage mine ideer. Det er sgu mit danskerlook, og der må ikke være for mange, der har det samme, mand. Mit danskerlook er sejlerlook, sagde Mohammed og drejede rundt, så alle kunne se hans tøj. – Come on, det mener du sgu ikke, Mohammed. Du er totalt til grin, manner, og du ligner en idiot. Og du kan fandeme glemme, at jeg skal kalde dig Joachim. – Iqbal, min fætter, er du racist, eller hvad? Danskerlook er det nye shit, og du skal også være dansker. Du kan få dit helt eget look, mand, og så kan vi lave de sygeste danskerting. You know, alt det der blå mandag, og vi kan gå i kirke uden at blive smidt ud. Det bliver topvildt. Og vi kan også tage på det der skiferie noget. 24

– Jeg skal sgu da ikke i kirke eller blå mandag eller tirsdag, eller hvad det er. Og jeg skal slet ikke på skiferie. Skiferie er den underligste klamme måde at holde ferie på. Først rejser man fra sit eget kolde land med sne til et andet koldt land med sne og betaler de sygeste mønter for det, svarede jeg. – Hey, slap af, mand. Jeg vil gerne med på den ski og i kirke. Jeg har aldrig været i en kirke, sagde Umfufu og smilede over hele femøren. – Også mig. Jeg skal med i kirke, for fanden! råbte Singh. – Man kan få spaghetti om fredagen i kirken. – I bliver aldrig danskere, hvis ikke I taler ornlig ordentligt danskerdansk, sagde Mohammed. Vi blev pludselig afbrudt af Jeppe, som var kommet ind klassen og havde fået øje på Mohammed. Han stirrede på ham, som om han havde fået øje på en eller anden terrorist. – Sig mig engang, hvad fanden sker der lige her i klassen? spurgte han og gik hen til Mohammed. – Slap af, Jeppa, mand, det er Mohammed, der er blevet totalt hvid dansker, og han hedder Joachim, ligesom ham der prinsen, der hedder Joachim. Du skal kalde ham Joachim nu, Jeppa, sagde Umfufu og smilede, så man kunne se alle hans tænder. Jeppe kiggede på Umfufu og så på Mohammed og så igen på Umfufu, og så begyndte han at røre ved Mohammeds nye hvide hår, som om Mohammed lige var landet fra en fjern planet. 25

– Prøv lige at høre her, sådan en flok kyllinger. Hvad i alverden tror I lige, at I har gang i med det der hår? Og så Joachim, som prinsen. Joachim! Sig mig engang, har I ingen skam i livet, sådan at besudle den stakkels mands navn? – Jeg er totalt enig med Jeppe. I er sgu for langt ude hele bundtet, sagde jeg. Der blev helt stille i klassen, og alle kiggede på mig og var rimelig forvirrede. Og selv Jeppe kiggede overrasket på mig. – Ja, tænk, at jeg skulle opleve den dag, at Iqbal Farooq var enig med sin gode gamle klasselærer, sagde Jeppe og aede mig på kinden. – Men de er sgu da latterlige, med alt det der wannabe danskertrip, er de ikke, Jeppe? – Jo, Iqbal. Jeg er faktisk helt enig med dig. Og fordi vi er så enige, så får du simpelthen lov til at sidde helt oppe foran, og du må også meget gerne starte med at fortælle om den tekst, som I har læst til i dag. Ja, så kan de der landsbytosser sidde bagved og lege danskere. Jeg kunne pludselig høre Mohammed og Umfufu flække af grin bag mig. – Jamen, Jeppe, øh, jeg har ikke rigtig teksten, som vi skulle læse, fordi, øh, vores hund åd den og … – Hør her, Iqbal. Helt ærlig. Hund! Tror du, jeg er idiot, eller hvad? I har sgu da ikke nogen hund! råbte Jeppe og tilføjede: – Det kan være, I har et tyrkisk æsel eller en indisk kylling, men en hund har I simpelthen ikke. 26

– Hey, slap af, mand, fed ide med hund. Det er sgu en del af vores danskerlook. Vi skal alle sammen have hund! råbte Singh. – God ide, Singh, god ide, sagde Mohammed og skrev ’Hun’ på sit papir. – Så kan vi gå tur i vores sejlersko og sige godaften til hinanden, når vi lufter vores møghunde, totjalt danskere, grinede Mohammed. Singh løb hen til sin computer og begyndte at google alle mulige forskellige hunderacer på nettet. – Slap helt af, mand! Jeg skal have den der skodhund dér! råbte Umfufu og pegede på en lille fin hund med sløjfe oven på hovedet. – Umfufu, for fanden! Der står ’skødehund’ og ikke skodhund. Og du skal sgu ikke have en hund, men en gnu fra savannen, grinede Abdel. – Og den skal være i snor, tilføjede Singh. – Slap af, Abdel, så skal du sgu da have en kamel i snor, sagde Thor og grinede for sig selv igen. – Det er sgu da heller ikke sjovt, Thor, sagde Wang og gav Thor endnu et klask i nakken. – Hey, Iqbal, hvilken danskerhund skal du have? råbte Mohammed. – Skrid, Mohamse, jeg skal ikke have en eller anden køter, som skider hele tiden, og så skal man samle deres klamme hundelorte op, svarede jeg surt – Adr, mand, skal man samle deres lort op? spurgte Abdel 27

– Ja, hvad havde du tænkt dig, Abdel? Og alle danskerne fiser sgu da rundt med en pose og håber på, at køteren rammer posen, så de ikke skal samle en varm, frisklagt, blød lort op, sagde jeg. – Hey, Umfufu, jeg sværger, at du får en femmer af mig, hvis du samler min lort op. Øh, altså ikke min, men min danskerhunds lort. – En femmer for en lort! Det er sgu alligevel mange penge på et år, er det ikk’? spurgte Umfufu, der stod og talte på fingre. – Du får også min lort dér, sagde Singh. – Shit, mand! Det er ornlig syg bæbusiness, mand. Jeg kan sgu ansætte folk og tjene big gryn på lort, mand, sagde Umfufu og smilede igen over hele femøren. Jeppe stod bare og rystede på hovedet og gik op til katederet og satte sig tungt på sin stol og lagde panden på bordet og sukkede. – Hey, Jeppa, er du blevet syg, eller hvad sker der? spurgte Umfufu. – Ja, jeg er sgu blevet syg af at høre på alt jeres lort. Det kan simpelthen ikke passe. Man får sgu for lidt i løn som folkeskolelærer i det her land. Jeg ville jo bare gerne undervise en flok normale børn, og hvad fanden får jeg? En flok landsbytosser, som kun kan tænke på lort, sukkede han med panden på bordet. – Jeg kan ikke mere, det må være slut med at være folkeskolelærer. Jeg søger job som lejesoldat i Afrika! Jeppe løftede hovedet og tørrede panden. 28

– Hey, Jeppe, betyder det så, at vi får fri? spurgte Wang. – Gør, hvad I vil, det nytter alligevel ikke noget som helst. Det er sgu som at kaste perler for svin, sukkede Jeppe. – Hey, Jeppe, hvis du kalder mig en svin, skal du også kaste en perle hen til mig, sagde Abdel. Jeppe løftede hovedet og gav Abdel et blik, så han ikke var i tvivl om, at det var på tide at forlade klasseværelset. – Nå, men så smutter jeg. Hej, hej, hviskede Abdel. – Fedt, mand, så skal vi ud og have danskerlook og skaffe en køter hver! råbte Singh og piskede ud ad døren sammen med Abdel og de andre fra klassen. Jeg sad stadig på min plads og kiggede på Jeppe og anede ikke, om jeg skulle sige, at han havde ret, at de var en flok landsbytosser, eller om det var bedst, hvis jeg bare smuttede stille og roligt. Pludselig stak Mohammed hovedet ind i klassen igen. – Hey, Iqbal, skal du med ned og spise lagkage på plejehjemmet? De er sgu helt vilde med mig, og så er der gratis lagkage og saft og alt, hvad man kan spise og drikke. Vi farver bare dit hår hvidt og siger, du hedder Niels. Jeppe kiggede op og lignede et lig. – Mohammed? Smut, inden jeg slår dig ihjel, og denne gang mener jeg det alvorligt, sagde Jeppe. – Øh, vi ses bare nede i gården, Iqbal, hviskede Mohammed og var væk med det samme. Jeg rejste mig stille op for ikke at forstyrre Jeppe og listede 29

ud ad klasseværelset og ned i skolegården, hvor niendeklasserne stod og lyttede til Mohammeds salgstale om sit danskerlook, og hvor fedt hele livet var blevet. Efter fem minutters salgstale gik niendeklasserne deres vej, og jeg frygtede, at de også ville få danskerlook. – Nå, Iqbal, hvad siger du så? Mohammed-drengen styrer det, eller hvad mand? – Du styrer ikke en skid, Mohammed, og du ligner en klump vat, mand. – Slap af, Iqbal, det hele er for fedt. Og hey, skal vi ikke tage hjem til dig og fråde nogle af din mors sygeste samosaer, så det runker i røven? – Øh, Mohammed. Synes du, at det var særligt danskerdansk? – Åh, sorry, det er svært at huske at tale danskerdansk, men okay, så tjek det her ud: – Goddav, min fine ven, hvad siger De til, at vi tager hjem til Dem og får serveret nogle af Deres etniske samosaer, som Deres moder har frembragt i sit ansigts sved, så det runker i bagdelen? sagde Mohammed og grinede. – Skrid, Mohammed, din hjernelamme gnurøv. Du er så langt ude, manner.

232 mmw

te m

Dette er niende bog i den højspændte, bindegale og populære serie om familien Farooq, der bor på tredje sal til venstre i en opgang på Nørrebro.

Manu Sareen er født i 1967 i Indien, opvokset i Danmark og far til tre.

788711 562079

og den hemmelige ismaskine

Serien har vundet flere priser, heriblandt Orlaprisen i 2008.

Iqbal Farooq

Manu Sareen

e Det er mit ny danskerlo ok. I kalde mig Fra nu af skal m K o ng Joachim, ligeso Hen riks sø n!

157 mm

21 mm

157 mm

n e e r a S anu

o o r q a F l a b Iqg den haesmkimneelige

ism