Issuu

”Da jeg var ung, skete der mange mørke ting, som jeg ikke engang har fortalt min kæreste ven, Tom Ward, om. Mørke og skræmmende ting, som jeg håbede, at jeg havde lagt bag mig for altid …”

Heksejægerserien bliver læst af gysende fans verden over og har solgt mere end 1 million eksemplarer. Serien har været indstillet til og vundet flere priser, og i 2015 kommer filmen Den syvende søn, der er en filmatisering af første bind i serien, Heksejægerens lærling.

Advarsel: Læs ikke denne bog efter mørkets frembrud.

Gennem de sidste mange år har Alice bekæmpet ondskaben side om side med Heksejægeren og hans lærling, Thomas Ward. Men nu er hun alene – i mørkets verden, hvor mange venter på hende med ønsket om grusom hævn. Alice må finde det sidste våben, som skal bruges til at tilintetgøre Djævelen. Hvis hun fejler, vil verden falde hen i kaos og mørke. Hvis hun derimod klarer det, må hun selv se frem til at ofre livet. Men kan hun på rejsen forhindre sin egen mørke magi i at få magten over hende og kræve hende som Djævelens datter?

9 788711 326053

Heksejægeren 12 SC.indd 1

24/04/15 10.09

Til Marie

HEKSEJÆGEREN – ALICE er oversat fra engelsk efter “Alice” af Randi Bjerre Høfring Text copyright © 2013 Joseph Delaney Cover illustrations copyright © 2013 David Wyatt Interior illustration copyright © 2013 David Wyatt The right of Joseph Delaney to be identified as the author of this work has been asserted in accordance with the Copyright, Designs and Patents Act, 1988. Published in arrangement with Random House Children’s Books, A Random House Group Company. All rights reserved Dansk udgave: Copyright @ 2015 Forlaget Carlsen, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont 1. udgave, 1. oplag Sats: Kat·Art Trykt hos 2015 hos Livonia, Letland ISBN 9788711326053 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk

Heksejægeren 12.indd 16

21/04/15 14.36

Tilintetgørelsen af Djævelen kan ske på følgende måder. For det første skal de tre hellige genstande være til rådighed. De tre genstande er heltesværdene, smedet af Hefaistos. Det mægtigste af disse er Skæbneklingen. Den anden er kniven, som bliver kaldt Benskæreren, og som du vil få af Slake. Den tredje er kniven, der hedder Dolorous – nogle gange kaldet Sorgens Klinge. Den må du hente i mørket. Valget af sted er også vigtigt: Det skal være særlig befordrende for anvendelsen af magi. Derfor skal ritualet udføres på en høj bakke øst for Caster, kendt som Wardstenen. Blodofringen bør udføres præcis således: Man bygger et bål – det skal kunne udvikle stor

Heksejægeren 12.indd 17

21/04/15 14.36

varme. For at opnå dette vil det være nødvendigt at konstruere en esse. Under hele ritualet må det frivillige offer udvise stort mod. Hvis hun blot en enkelt gang skriger af smerte, vil det hele være forgæves, og riten vil mislykkes. Ved brug af daggerten Benskæreren må knoglerne i højre hånds tommelfinger skæres ud og smides i flammerne. Kun hvis hun ikke giver sig i smerte, må man fortsætte og med et nyt snit fjerne venstre tommels knogler. Disse skal også smides på bålet. Derefter må man ved brug af daggerten D olorous skære hjertet ud af offeret og – mens det stadig banker – kaste det i flammerne.

Heksejægeren 12.indd 18

21/04/15 14.36

Helvede har mange navne. Nogle kalder det Underverdenen. Andre Hades eller Dybet. Vi hekse kalder det ganske enkelt ‘mørket’. Det er vores begyndelse og vores afslutning.

Heksejægeren 12.indd 19

21/04/15 14.36

HeksejĂŚgeren 12.indd 20

21/04/15 14.36

pitel

En høj pris at betalE

Det var, da jeg var i lære som heks, ik’, at jeg først mødte Tom Ward, heksejægerens lærling. Vi burde have været fjender, men efter en meget usikker start på det hele endte vi med at blive venner. Jeg hjalp ham og kæmpede sammen med ham mod mørket, og det var i løbet af den tid, at jeg fik kendskab til en forfærdelig sandhed om mig selv – jeg var en af Djævelens døtre, og Magre Lizzie var rent faktisk min mor. Men jeg fortsatte med at hjælpe Tom og Gamle Gregory, Heksejægeren. Til trods for min herkomst kunne jeg ikke lade mig selv gå over på mørkets side. Vi kæmpede mod Djævelen sammen og fik hjælp fra Grimalkin, heksesnigmorderen, og til sidst fik vi sat et forfærdeligt og afgørende slag ind: Vi huggede hovedet af ham og bandt hans krop med sølvspyd, så han blev fanget i sit døde kød.

Heksejægeren 12.indd 21

21/04/15 14.36

Eftersom vi vidste, at hans tjenere ville forfølge os ubønhørligt og med alle midler, flygtede Grimalkin med Djævelens hoved, som vi havde pakket ind i en lædersæk, og hun kæmpede mod alle de væsner, som hun mødte. Jeg var sikker på, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før hun blev fanget – selv ikke en magtfuld heksesnigmorder kunne besejre så mange af mørkets skabninger. Når de havde slået Grimalkin ihjel og igen fået fat på hovedet, ville de tage det med tilbage til Irland og genforene det med resten af Djævelens krop – og så ville han igen blive sluppet løs på verden, og en ny tid med mørke og rædsel ville begynde. Der er kun én chance for at stoppe ham – kun én måde at tilintetgøre ham på for evigt. Næste Allehelgensaften må min ven Tom ved midnatstide udføre et offerritual. Der er nu mindre end fire måneder til. Til ritualet skal man bruge knivene, der er kendt som heltesværdene. Tom er allerede i besiddelse af tre af disse våben, men det tredje befinder sig i mørket, og det er op til mig at hente det. Præcis hvordan ritualet skal udføres, har Tom fået at vide af sin mor, som var den første og mest magtfulde af alle lamiaerne. Hun døde i Grækenland, hvor hun havde kæmpet mod Ordalen, men hendes ånd var stadig meget stærk, og hun havde forsøgt at hjælpe os i vores bestræbelser på at bekæmpe Djævelen. Men der var noget ved ritualet, som Tom ikke havde delt med mig. Noget, som jeg havde været nødt til at finde ud af på egen hånd.

Heksejægeren 12.indd 22

21/04/15 14.36

Ritualet krævede et offer. Der måtte være et ‘frivilligt offer’. Nogen måtte dø. Tom måtte ofre den, som han elskede højest af alle. Og det var mig. Så jeg må drage ind i mørket for at finde kniven, der hedder Dolorous – den kniv, som på et tidspunkt vil blive brugt til at slå mig ihjel. Der er kun en ting værre end mørket, ikke? Og det er det, som er inde i det – de ting, som kalder det hjem … Der var mange af mine fjender derinde – mange, som støttede Djævelen. Så jeg brugte den stærkeste magi, jeg havde, til at gøre mig usynlig. Jeg var ikke sikker på, at det ville være nok. Magi kommer fra mørket, og det er der, de gamle guder bor. Og jeg var alene. Jeg havde været der en enkelt gang før, dengang Djævelen bortførte mig. Hver af de gamle guder har et hjem i mørket – et territorium eller et personligt domæne, som tilhører kun dem – og der var én gud, som havde hjulpet mig. Ført mig tilbage til verden, havde han. I lighed med flere af de andre guder vil Pan helst have lov at være i fred – helt i fred – og han tager ikke pænt imod folk, der trænger ind på hans område. Hvis jeg kunne finde vej ind til Pans domæne, ville der ikke være nogen af mine fjender, som ventede på mig der. Men der var selvfølgelig ingen garanti for, at han ikke ville tilintetgøre mig for at have overskredet grænsen til hans rige. Pan har to væremåder, to forskellige sider. Den ene,

Heksejægeren 12.indd 23

21/04/15 14.36

som jeg håbede, at jeg aldrig nogensinde ville få at se, er forfærdelig – de fleste ville blive vanvittige bare af at kaste et blik på hans ansigt. Den anden side var den, som jeg håbede, at jeg kunne komme til at tale med. Med min stærke magi burde det være relativt let at komme ind på Pans område. Det meste af tiden opholder han sig i mørket, men han er også naturens gud. Hans hjem er aldrig særlig langt fra vores verden. Enhver, som har været alene i en skov, har fornemmet hans tilstedeværelse. Det sker, at alting bliver helt stille og tavst, at alt, som kan trække vejret, synes at holde det. Der er ingen puslen i underskoven, ingen vind, bare fornemmelsen af en enorm, usynlig tilstedeværelse. Og det betyder, at Pan er tæt på. Så jeg valgte et skovklædt område sydøst for Chipenden, ikke for langt fra Ribble-floden. Hvis det rent faktisk lykkedes for mig at vende sikkert tilbage med daggerten, ville jeg ikke skulle langt for at finde Tom Ward igen. Jeg valgte et ensomt sted og satte mig ned i det lange græs og gjorde mig det behageligt med ryggen op ad et træ. Jeg var bange – jeg rystede over det hele – så jeg trak vejret langsomt og dybt for at berolige mig selv. Derefter ventede jeg på, at omstændighederne skulle blive helt rigtige. Det skete meget tæt på skumringen. Alting blev helt stille og tyst, præcis som jeg havde vist, at det ville. Pan var i nærheden. Det var, som om

Heksejægeren 12.indd 24

21/04/15 14.36

han var lige på den anden side af et forhæng, så tæt på, at jeg kunne have rakt frem og rørt ham. Jeg brugte min magi og forsøgte at trænge ind på hans område. Det var meget vanskeligere, end jeg havde forventet – det tog mig lang tid at finde en vej ind. Det var som at lede efter en lillebitte lås på en stor dør med bind for øjnene. Den var vanskelig at lokalisere, og den modstod mine forsøg så længe, at jeg var sikker på, at det ville slå fejl for mig. Men så, ganske pludseligt, var jeg inde og blev gennemstrømmet af blandede følelser: lettelse over, at det var lykkedes, nervøsitet over at være på Pans område og et strejf af frygt. Jeg stod tæt ved en sø, som glimtede i en klar grøn farve. Ovenover var himlen mørk, så jeg vidste, at det ikke var lys, der blev reflekteret. Alt omkring mig lyste med den samme grønne farve – selv træstammerne. Grøn er Naturens farve. Grøn er Pans farve. På flodbredden voksede høje siv, og længere væk, på bredden overfor, var der unge, spinkle asketræer, men alt var fuldstændig stille. Intet bevægede sig, ud over mit bryst, der hævede og sænkede sig i hastigt tempo. Jeg trak vejret dybt ind tre gange og forsøgte at få mit hjerte til at sætte farten ned. Jeg var nødt til at være rolig. Lige bag de unge asketræer var et skovbryn – høje løvtræer af en slags, som jeg ikke kendte. De var dækkede af blomster, hvilket tydede på tidligt forår – men frem for at være lyserøde eller hvide var også blomsterne grønne.

Heksejægeren 12.indd 25

21/04/15 14.36

Det var, som om skoven var levende og lyttede til min usikre vejrtrækning og mit hjertes gada-gung. Ordet ‘panik’ stammer fra Pans navn. Man siger, at hvis han viser sig fra sin forfærdelige side, vil man opleve en stærk fornemmelse af gru. Det er kun meget få, der har overlevet dét og kunnet berette om det bagefter. Nærmede han sig på den vis nu? Hvis det var tilfældet, kunne jeg ikke mærke gruen. I det samme hørte jeg høje, spinkle toner fra musik i det fjerne. Kunne det være Pan i hans mere velvillige humør, der spillede på en af sine panfløjter? Jeg kunne kun håbe på det bedste. Så jeg bevægede mig rundt om den grønne sø og banede mig vej mellem de tætvoksende asketræer, før jeg nåede frem til skoven og gik ind i den. Jeg skyndte mig hen mod lyden af musik og kom til en lysning, der var tætbevokset af bregner. I midten af lysningen var bregnerne blevet trampet ned af mange væsner: harer, kaniner, rotter, skovmus, markmus, et par grævlinger og en ræv med rød og busket hale, mens grenene ovenover var fyldt med fugle. De sad alle helt, helt stille og var fuldstændig troldbundne af kilden til den udsøgte musik. Pan havde taget form som en ung dreng, og bleg og lyshåret sad han på en træstub og spillede på en panfløjte. Præcis som jeg huskede ham. Hans tøj syntes at være lavet af græs og blade og bark. Ansigtet virkede menneskeligt, men ørerne, som stak op gennem hans lange, uredte hår, var længere end normalt og spidse.

Heksejægeren 12.indd 26

21/04/15 14.36

Jeg bemærkede også de grønne tånegle på hans bare fødder. De var så lange, at de snoede sig opad i spiraler. Den gamle gud så på mig og holdt op med at spille. Fortryllelsen fra musikken blev øjeblikkelig brudt, og skovens væsner flygtede, mens fuglene satte af op mod himlen og fik grenene ovenover til at danse. Få øjeblikke senere var vi alene. Han stirrede på mig, og hans ansigt begyndte at fortrække sig til noget hårdt og dyrisk. En kold frygt skyllede ind over mig. Om få sekunder ville drengen være væk, og jeg ville stå over for den anden, forfærdelige side af ham. “Nej! Vent!” råbte jeg. “Det er mig, Alice. Kan du ikke huske mig? Du har hjulpet mig en gang før. Vær sød at høre på mig. Jeg er jo ikke ude på at fornærme nogen, vel?” Til min lettelse stoppede forvandlingen og trak sig langsomt tilbage, indtil jeg igen så på drengen – selv om hans ansigt så meget alvorligt ud, uden den mindste antydning af et smil. Så blussede det af vrede. “Du tager alt for meget for givet,” snerrede han. “Fortæl mig, hvorfor jeg ikke skulle slå dig ihjel på stedet.” “Jeg er ked af, at jeg forstyrrer,” sagde jeg til ham. “Og du må undskylde, at jeg kommer brasende uden at have fået lov. Men du har jo hjulpet mig engang før, ja, du har, og det er jeg virkelig glad for. Og nu har jeg brug for din hjælp igen. Jeg er nødt til at hente noget i mørket,

Heksejægeren 12.indd 27

21/04/15 14.36

og det her er det sikreste sted, hvor jeg kunne komme ind. Jeg har masser af fjender her, ja, nemlig. Men jeg ved, at de ikke vil vove sig hertil på grund af dig.” “Men du vovede det! Og der er en høj pris at betale for sådan en halsløs gerning.” “Jeg skal betale dig, lige hvad du vil have,” sagde jeg til ham, “så længe du ikke tager mit liv. Jeg er ikke bange for at dø – det skal vi alligevel alle sammen på et tidspunkt – men jeg er nødt til at give mit liv til en anden. Mit liv må være et offer. Vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg skal finde en kniv, som er gemt under Djævelens trone. Hvis du bare viser mig frem til grænsen ind til hans domæne og bagefter lade mig flygte tilbage ad denne vej … Det er det eneste, som jeg beder dig om.” Pan så interesseret ud. “Og hvorfor er det så vigtigt, at du får fat på den her kniv?” Jeg havde fundet ud af, at jeg skulle ofres, ved at se ud i fremtiden, men senere, da Tom Ward var bevidstløs efter kampen mod vampyrguden Siscoi, havde jeg taget brevet fra hans lomme og læst det adskillige gange for at huske det. Jeg kunne ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle fortælle det til guden nu. Han vidste jo trods alt allerede, hvordan vi havde bundet Djævelen. Det var dén svækkelse af Djævelens kræfter, som havde gjort det muligt for Pan at tage mig med tilbage til min egen verden. “Vi har brug for tre hellige genstande til ritualet, som vil tilintetgøre Djævelen for evigt – vi har brug for helte sværdene, som blev frembragt af den gamle smedegud.

Heksejægeren 12.indd 28

21/04/15 14.36

De skal være til stede, når Tom Ward udfører ritualet.” “Jeg kender godt disse knive,” sagde Pan. “Og de har bragt menneskene megen ulykke og elendighed. Hvilken af dem er gemt her i mørket?” “Tom har allerede Skæbneklingen og Benskæreren. Jeg er her for at finde den, som bliver kaldt Dolorous,” svarede jeg ham. “Åh ja, Sorgens Klinge er uden sammenligning den værste af de tre. Det ville være bedst for menneskeheden, hvis den ikke blev bragt tilbage til jeres verden.” “Men ved at bruge den kan vi tilintetgøre vores værste fjende.” Pan rystede langsomt på hovedet og så på mig med et utroligt medlidende udtryk. “Tåbelige mennesker – forstår I ikke, hvad der vil ske? Det er muligt, at I kan tilintetgøre Djævelen, men I kan ikke tilintetgøre mørket, for det vil altid finde en måde at stå lige med lyset på. Hvis I gør en ende på den nuværende situation, vil en ny ligevægt udvikle sig. Hvis I tilintetgør mørkets mægtigste skabning, vil en ny med tiden få magt og erstatte den.” Dette var ikke ord, som jeg gerne ville høre. Betød det, at jeg ofrede mit liv til ingen verdens nytte? Men det ville være om meget lang tid, og det var situationen her og nu, som vi måtte tage os af. Hvad der så måtte ske langt ude i fremtiden, virkede ikke helt så vigtigt. “Hvis det sker, så sker det, og det kan jeg ikke gøre noget ved, vel? Men vi har allerede angrebet Djævelen og såret ham alvorligt. Hvis han kommer sig og får sine

Heksejægeren 12.indd 29

21/04/15 14.36

kræfter igen, vil hans hævn blive frygtelig. Og her snakker jeg ikke bare om mig, Tom og Gamle Gregory – hele verden vil lide. Så vi bliver nødt til at stoppe ham på en eller anden måde. Og ritualet skal udføres den kommende Allehelgensaften, ellers er det for sent.” Pan stirrede længe på mig, og mine knæ begyndte at ryste. Hvis jeg ville, kunne jeg bruge stærk magi, og et øjeblik overvejede jeg at ty til det, men jeg vidste, at jeg ikke ville have en chance mod en af de gamle guder så langt inde på hans territorium. Han ville kunne slå mig ihjel på stedet, og alt, jeg havde gjort, ville være til ingen verdens nytte. Så gav han mig et hurtigt nik. “Fortæl mig mere om ritualet,” befalede han. “Det skal udføres på en særlig bakke i Herredet, der bliver kaldt Wardstenen. Og der skal bygges en esse der,” forklarede jeg. “Offeret må ikke skrige, ligegyldigt hvor forfærdelig smerten er. Daggerten, der bliver kaldt Benskæreren, har fået det rette navn – for det er den kniv, som skal bruges til at skære hendes tommelfingerknogler ud. Hvis hun skriger, når knoglerne i hendes højre tommelfinger skæres ud, mislykkes ofringen. Efter at knoglerne er blevet kastet i ilden, vil endnu et snit gøre det samme ved den venstre hånd. Den anden daggert, den, som jeg er kommet for at hente, bruges derefter til at skære offerets hjerte ud, og mens det stadig banker, skal det smides i flammerne.” “Du siger ‘ofringen’, ‘tommelfingerknogler’ og ‘offerets

Heksejægeren 12.indd 30

21/04/15 14.36

hjerte’, som om det drejede sig om en andens. Men det er jo dig, der vil blive udsat for den her forfærdelige handling! Ved du ikke det?” spurgte Pan mig. Jeg nikkede, og eftersom jeg ikke var i stand til at møde hans barske blik, så jeg ned i jorden. “Selvfølgelig ved jeg det. Men den eneste måde, jeg kan klare det på, er ved at holde mig selv adskilt fra det i tankerne …” “Tror du, at du vil kunne holde smerterne ud, når ofringen går i gang? Når de skærer knoglerne ud af din hånd, adlyder din krop dig måske ikke og skriger alligevel. At være menneske er at være svag – for jer skabninger er nogle ting ganske enkelt uudholdelige.” “Jeg må bare gøre mit bedste – er det ikke det eneste, man kan forlange af nogen?” Pan nikkede, og for første gang så han ikke helt så vred ud. Da han svarede, var hans stemme blidere. “Du er muligvis tåbelig, menneske, men du er også modig. Jeg vil føre dig hen over mit område og ind på den næste etape af din rejse.” Vi gik i tavshed. Pan var omkring fem skridt foran mig og holdt en god fart ind mellem træerne. Alt var stille omkring os, og vores rejse syntes uendelig, for det var vanskeligt at holde styr på tiden i mørket. Og det bekymrede mig. Fra mit sidste besøg vidste jeg, at tid opførte sig ander ledes her: Det havde virket, som om jeg havde været Djævelens fange i mange, lange år, men da jeg vendte tilbage til jorden, var der ikke gået mere end et par uger.

Heksejægeren 12.indd 31

21/04/15 14.36

Jeg vidste, at det modsatte også kunne være tilfældet. Det kunne sagtens vise sig, at tiden gik hurtigere tilbage i Herredet, hvor der nu kun var fire måneder til Allehelgensaften. Selv hvis det lykkedes mig at få fat på daggerten, ville det måske være for sent. Det var begyndt at tynde ud i skoven nu, og de store, ældgamle træer gav plads til spæde, unge træer og krat. Lige fremme kunne jeg se, hvad der forekom at være en enorm, ensformig slette. Midt hen over den løb en sti, der begyndte lige bag det sidste træ. Bag træernes grønne skær var der mørkt – bortset fra den smalle sti, der var lavet af bittesmå, hvide sten. “Jeg må forlade dig her,” sagde Pan. “Følg den hvide sti hen over dybet, der ligger mellem hvert domæne. Stien vil føre dig ind i det næste.” “Er det ind på Djævelens territorium?” spurgte jeg. Pan rystede på hovedet. “Det kan man ikke vide. Mørkets områder ændrer sig hele tiden og flytter sig i forhold til hinanden. Intet er det samme ret længe ad gangen. Men hvis du senere kan finde vej tilbage hertil, skal jeg nok hjælpe dig med at komme tilbage til din egen verden. Men du trængte ind på mit område uden at have fået lov, så husk, at før jeg hjælper dig, vil jeg kræve, at du betaler prisen for dit overmod.” Jeg så et øjeblik på stien, og da jeg vendte mig om for at spørge Pan, hvad prisen var, var han allerede væk. Jeg stod stille, men de grønne træer trak sig tilbage. For øjnene af mig skrumpede skoven hurtigt ind, til den

Heksejægeren 12.indd 32

21/04/15 14.36

ikke var større end månen, når man så den fra jorden. Et øjeblik senere var den ikke større end en stjerne, og så forsvandt den helt. Var den blevet mindre, eller havde den ganske enkelt flyttet sig langt væk? Det var umuligt at afgøre. Jeg var alene, og hele vejen rundt om mig var der nu kun mørke. Jeg snuste ind tre gange og tjekkede for fare. Alt syntes at være i orden, så jeg trådte ud på stien og begyndte at gå. Stenene knasede højlydt for hvert forsigtigt skridt, som jeg tog med mine spidse sko. Stien var fuldstændig lige, og længere fremme fortonede den sig mere og mere, indtil den så ud som en helt tynd linje. Kun de hvide sten kunne ses. Jeg begyndte at gå hur tigere med faste skridt. Igen var det svært at vurdere, hvor meget tid der gik, og jeg ved ikke, hvor længe jeg havde gået, da jeg et sted til venstre hørte et hyl i det fjerne. Det lød som en ulvs eller et andet stort rovdyrs jagthyl. Jeg blev med det samme nervøs og tog lidt længere skridt, mens jeg lyttede efter. Jeg blev opmærksom på den højlydte knasen af mine sko på de små sten. Hvis det var en eller anden slags ulv, og hvis den ikke allerede havde fået færten af mig, ville lyden af mine fodtrin da helt sikkert føre den i min retning? Jeg bestemte mig for at gå langs med stien i stedet for på den. Men da jeg forsøgte at træde ved siden af, mødte min venstre fod ingen modstand. Der var ikke noget der. Ingen fast grund.

Heksejægeren 12.indd 33

21/04/15 14.36

Pan havde sagt, at der var et dyb mellem hvert af områderne! Og hvad andet var et dyb end en stor tomhed, en bundløs grav? Jeg var på vej ud i mørket, men det lykkedes mig med et desperat vrid i kroppen at falde sidelæns tilbage ind på stien. Det var tæt på. Så lagde jeg mig med bankende hjerte på knæ og kiggede ud. Jeg kunne ikke se noget. Det var fuldstændig bælgravende mørkt til alle sider. Jeg rakte venstre hånd ned, men jeg kunne ikke mærke noget. Hvad kunne jeg gøre andet end at fortsætte og holde mig til stien? Mit hjerte fandt tilbage i en normal rytme, og jeg knasede af sted, mens jeg forsøgte at tænke mig frem til den mest nærliggende forklaring på, hvad der var sket. Enten var den faste grund forsvundet, eller også var stien på en eller anden måde blevet hævet opad – og hvis det var tilfældet, hvad understøttede den så? Jagthylet lød igen. Den her gang var det meget tættere på, men det kom nedefra. Så der var altså fast grund længere nede. Jeg var i sikkerhed for væsnet nu – medmindre det på en eller anden måde kunne finde op på stien. Snart hørte jeg hylet endnu en gang – højere og tættere på – og jeg blev øjeblikkelig mere nervøs. Var væsnet allerede oppe på stien? Jeg gik endnu hurtigere, mens jeg spekulerede på, hvilken slags skabning der mon var bag mig. Jagtede den mig? Var den en form for dæmon? Jeg kastede et blik bagud, og i det fjerne kunne jeg

Heksejægeren 12.indd 34

21/04/15 14.36

se noget komme løbende imod mig på alle fire og i fuld fart. Det lignede en lille hund, men det var måske, fordi den stadig var så langt bag mig. Jeg havde faktisk ingen anelse om, hvor stor den var. Jeg begyndte at løbe. Det var vanskeligt at få fart på på stenene, og jeg gled og faldt næsten, så lang jeg var. Jeg vovede endnu et blik bagud og ønskede omgående, at jeg ikke havde gjort det. Det, som fulgte efter mig, så nu meget stort ud og lignede mere en ulv end en hund, og for hvert øjeblik kom den stadig tættere på. Der var noget mærkeligt ved væsnets ansigt. Ja, det var en ulvs dyriske ansigt, men dets udtryk var lumsk og udspekuleret og næsten menneskeligt. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da det pludselig med usvigelig sikkerhed gik op for mig, hvad det var, som forfulgte mig. Det var kretchen, det væsen, som var blevet skabt af hekse til at jage og dræbe Grimalkin, da hun rejste omkring med Djævelens hoved. Dens far var en dæmon ved nævn Tanaki, og fra ham havde den mægtige evner til at komme sig, og den var blevet stadigt stærkere og havde lært af hvert møde med heksesnigmorderen. Et af dens våben var en dødbringende gift, som havde svækket Grimalkin. Det var kun ved hjælp af min magi, at det endelig var lykkedes hende at slå den ihjel. Nu var den opstået igen i mørket. Og jeg var dens mål. Jeg havde håbet at kunne snige mig ind i mørket og undgå at blive set af andre end Pan.

Heksejægeren 12.indd 35

21/04/15 14.36

Hvor havde jeg dog været dum! Alt blev iagttaget her, og dette væsen havde allerede fundet mig. Jeg ville helst ikke bruge min magi – den var ikke ubegrænset, og jeg kunne få brug for den senere. Og ikke kun det … Hver gang jeg brugte mørk magi, førte det mig tættere på at blive en fuldbyrdet ondsindet heks med et grusomt hjerte af sten. Det er det, som bekymrer mig mest. Men i det her tilfælde havde jeg ikke noget valg. Jeg bestemte mig for at spare på mine kræfter og kun bruge færrest mulige. Jeg opbød min viljestyrke, og hen over stien begyndte en tyk tåge at tage form, så jeg ikke længere kunne se kretchen. Derefter tilføjede jeg en forvirringsbesværgelse. Jeg vidste ikke, hvor effektivt det ville være over for sådan en skabning, men næsten omgående hylede den igen – det var ikke længere en jægers grusomme, triumferende hyl, snarere en overrasket klynken. Det var ikke til at vide, hvor lang tid den ville være omtåget og forvirret, så jeg begyndte igen at løbe, indtil tågen og kretchen var langt bag mig. Men inden længe fik jeg noget andet at bekymre mig om. Det gik op for mig, at jeg i det fjerne kunne se, hvor stien sluttede. Den hvide linje af sten stoppede ganske enkelt, og bag den var der ikke andet end mørke. Hvad nu hvis jeg var blevet fanget i tomheden mellem områderne? Begyndte og sluttede stien med intethed? Lige fremme foran mig dukkede en mørk og stenet

Heksejægeren 12.indd 36

21/04/15 14.36

klippeskrænt op, og jeg kunne se, at stien alligevel ikke stoppede. Den forsvandt simpelthen ind i en lille huleåbning. Var det indgangen til det næste område? Et gult lys skinnede lige indenfor. Hvis ikke jeg tog helt fejl, var det det blafrende skær fra et stearinlys. Hvis lys var det? Forsigtigt nærmede jeg mig indgangen og kiggede varsomt ind. Et par strålende, safirblå øjne stirrede lige tilbage på mig. Det var en pige på min egen alder. Hendes sorte hår var kortklippet, og hun havde en lille tatovering på venstre kind – af en bjørn. Hun sad i skrædderstilling på gulvet og rakte hænderne frem mod mig. Hun var blevet lemlæstet – hænderne dryppede af blod, og årsagen til det var forfærdelig. Hvor hendes tommelfingre skulle have været, var der kun to gabende sår. “Du må være Alice,” sagde hun. “Jeg hedder Thorne.”

Heksejægeren 12.indd 37

21/04/15 14.36

”Da jeg var ung, skete der mange mørke ting, som jeg ikke engang har fortalt min kæreste ven, Tom Ward, om. Mørke og skræmmende ting, som jeg håbede, at jeg havde lagt bag mig for altid …”

Advarsel: Læs ikke denne bog efter mørkets frembrud.

9 788711 326053

Heksejægeren 12 SC.indd 1

24/04/15 10.09