Issuu

144 mm

15 mm

Glimt fra et pigeliv

Glimt fra et pigeliv er skrevet nøjagtig, som Zakiya Ajmi husker det – ikke nødvendigvis nøjagtig, som det skete. Det er hendes personlige tanker og historier fra et pigeliv. Det handler om vigtige venskaber, mørke tanker og lys kærlighed. Det er ikke nemt at stå på tærsklen til voksenlivet og ikke vide, hvordan man skal gebærde sig. Lidt efter lidt finder Zakiya ud af, hvem hun selv er, og hvordan hun ønsker at leve sit liv, selv om det indebærer valg, der ikke altid er lette.

9 788711 504789 Carlsen

ZakiyaAjmi_BrudstykkerFraEtPigeliv.indd 1

144 mm

15 mm

Zakiya Ajmi

I 4. klasse var jeg involveret i et vaskeægte firkantsdrama! Det startede med, at jeg købte et Vi Unge-blad. Den medfølgende gave var en hjertehalskæde. Sådan en, hvor hjertet er delt i to, og den ene halvdel er til dig, og den anden til din bedste veninde. Best friends, stod der på den ene halvdel af hjertet. 4-ever, stod der på den anden.

19 mm

Zakiya Ajmi

Glimt fra et pigeliv 14/12/15 12.15

Alle historier er skrevet med kæmpe kærlighed til de personer, der har inspireret til dem. Alle begivenheder er skrevet nøjagtig, som jeg husker dem – ikke nødvendigvis nøjagtig som de skete. Tak til Statens Kunstfond for støtte, der gjorde det muligt at færdiggøre denne bog.

glimt fra et pigeliv.indd 9

08/12/2015 14.03

glimt fra et pigeliv.indd 10

08/12/2015 14.03

Best friends 4-ever Vil du vĂŚre min hjerteveninde?

glimt fra et pigeliv.indd 11

08/12/2015 14.03

glimt fra et pigeliv.indd 12

08/12/2015 14.03

glimt fra et pigeliv.indd 13

08/12/2015 14.03

brugte hele weekenden på at overveje, hvem af dem jeg skulle give halskæden. På en måde var Ella min bedste veninde, for vi elskede begge to at læse, og vi havde en god leg, hvor vi var hemmelige detektiver. Men Hanna elskede dyr, lige så meget som jeg gjorde, og når vi overnattede hos hinanden, listede vi altid ud i køkkenet midt om natten og spiste toastbrød med syltetøj – det måtte jo også tælle for noget. Ida og jeg var til gengæld begge stormende forelskede i Harry Potter … Det var et svært valg. Men jeg skulle træffe en beslutning, og da det blev mandag, trak jeg Hanna til side i frikvarteret og forærede hende halskæden. “Har du lyst til at være hjerteveninder med mig?” spurgte jeg. Det ville hun gerne! Vores lille venindegruppe havde en helt særlig dynamik – vi var alle fire nørdede enspændertyper, som blev ved med at sige: “Kan du lege i eftermiddag?” længe efter, at alle andre begyndte at “ses” eller “være sammen” i stedet. Vi hang ud på biblioteket eller i den lokale dyrehandler. Vi købte aldrig noget, vi gik bare rundt og kiggede på fiskene og skildpadderne og hamsterne og snakkede i timevis. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor dyrehandleren ikke blev træt af os og smed os ud.

14 glimt fra et pigeliv.indd 14

08/12/2015 14.03

Vi var et umage firkløver. Mærkelige på hver sin måde. Men vi følte os aldrig mærkelige, udstødte eller ensomme, for vi havde jo hinanden. Der var meget kærlighed i vores lille klike, men der var også meget jalousi. Det var, som om der hele tiden var en konkurrence imellem os. Vi ville alle sammen være den mest populære. Den, som de tre andre helst ville lege med, og den, som fik alle hemmelighederne at vide først. Vi så os hele tiden sure på hinanden, men vi blev også hele tiden gode veninder igen. Vi bagtalte hinanden på kryds og tværs. Vi manipulerede, holdt hinanden udenfor og var til tider næsten ondskabsfulde over for hinanden. Så selvom det lille hjertesmykke måske ved første øjekast virkede harmløst og uskyldigt, og selvom jeg kun havde tænkt det som en fin lille gave til en god veninde, kunne jeg lige så godt have smidt en håndgranat ind i vores venindegruppe. Ella og Ida var selvfølgelig ikke tilfredse med, at det var Hanna, der havde fået hjertet, og en dag kom Ella i skole med sin egen hjertehalskæde. “Z,” sagde hun. “Må jeg lige snakke med dig under fire øjne?” “Ja, selvfølgelig,” sagde jeg. Vi gik ud på gangen, og hun fiskede halskæden op

15 glimt fra et pigeliv.indd 15

08/12/2015 14.03

af sin lomme og holdt den op for mit ansigt, som om hun var ved at hypnotisere mig. “Denne her er til dig,” sagde hun. “Men så skal du også være min bedsteveninde, og vi skal lave en aftale om, at vi to leger alene sammen resten af denne uge.” For os var bedsteveninde ét ord. En titel, man kunne være heldig at få, ligesom at være nogens kæreste, eller måske nærmere ligesom at være dronning over nogen. Jeg behøvede ikke engang at overveje tilbuddet. “Det er en aftale!” sagde jeg og flåede Hannas halve hjerte af. Resten af den uge var Ella og jeg utålelige. Vi bar vores hjerter demonstrativt uden på vores trøjer. Vi fnisede, sendte hinanden indforståede blikke, hviske-tiskede og afviste alle, der prøvede at være med i vores leg. “Desværre. Jeg har en aftale med Ella hele denne her uge,” sagde jeg og smilede smørret. Hanna og Ida var begge sure. Hanna, fordi jeg havde taget hendes hjerte af, og Ida, fordi hun var den eneste af os, der ikke havde fået noget hjerte endnu. En dag blev det for meget for Ida. Vi to stod og snakkede på gangen uden for biblioteket.

16 glimt fra et pigeliv.indd 16

08/12/2015 14.03

“Desværre Ida,” sagde jeg. “Jeg ville gerne lege, men du ved jo, at jeg er Ellas hjerteveninde, og jeg skal lege alene sammen med hende resten af denne uge.” “Jeg synes, I er tarvelige,” sagde hun. Jeg kiggede væk. Mine øjne faldt på den Harry Potter-plakat, vi så tit havde stået og sukket over sammen. Nogle gange gik vi endda helt tæt på plakaten og gav Harry et kys på munden. “Det er jo ikke, fordi vi to ikke er veninder længere. Jeg er bare Ellas hjerteveninde, så …” Jeg trak på skuldrene som for at sige: Det er der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. “Hm,” mumlede Ida. Det føltes både rigtigt godt og rigtigt dårligt. Godt at være hende, der havde en hjerteveninde. Hende, der måtte afvise de andres legetilbud. Men det føltes ikke så godt at se Ida trist. Jeg undgik Harrys blik og gik ind i klassen igen. Da frikvarteret var slut, skulle vi have dansk. Ella og jeg sad som altid og hviske-tiskede og sendte hinanden sedler med hemmelige og, hvis man skulle bedømme ud fra vores højlydte fnis, MEGET sjove beskeder. Caroline og Ida sad over for os og kiggede. Pludselig brød Ida grædende sammen.

17 glimt fra et pigeliv.indd 17

08/12/2015 14.03

“Hvad er det, der foregår her?” spurgte vores lærer, I.M. “D-d-e-t e-er E-E-lla og Z,” hulkede Ida. Og så fortalte hun alt om vores venindehalskæder, og hvordan alle andre end hun havde fået en. I.M. skældte os ud og gjorde det med øjeblikkelig virkning forbudt at have hjertehalskæder på i skole. Katastrofe! Vi var oprørte. Det kunne hun da ikke tillade sig … Og hun skulle i hvert fald ikke have lov til at bestemme, hvem der var hjerteveninder med hvem! Efter skole aftalte Ella og jeg, at vi fra den dag ville bære vores halskæder under tøjet, så ingen kunne se dem. Det gjorde vi også det næste lange stykke tid. En gang imellem sendte vi hinanden diskrete, vigtige nik, som for at minde hinanden om, at vi var hinandens hjerteveninder, og at vi var i gang med en hemmelig hjerteveninde-revolution, som I.M. og Ida og alle de andre ikke vidste noget om. Men en dag glemte en af os at tage halskæden på, og en nat gled en af vores halskæder ned bag kommoden og endte sine dage blandt nullermænd og andre glemte skatte. De uger, hvor hjerte-krigen stod på, var jeg på toppen. Det var mig, der havde bragt den første halskæde ind

18 glimt fra et pigeliv.indd 18

08/12/2015 14.03

i vores verden, og derfor var det også mig, de andre helst ville være hjerteveninder med. Min popularitet vendte selvfølgelig igen. Jeg brugte også store dele af min folkeskoletid på at stå udenfor og kigge ind. At prøve at albue mig ind i varmen. Dengang føltes det som hårdt arbejde at have veninder. Man skulle være på vagt og holde godt fast, så snart man fik en. Man vidste aldrig, hvem der kunne finde på at stjæle hende, eller om hun pludselig ville lade én i stikken. Med tiden opdagede jeg heldigvis, at venindeskaber ikke behøver være opslidende og krævende som dem, jeg havde i folkeskolen. Der er mange forskellige måder at være veninder på. Her kommer en liste over nogle af mine yndlingsvenindeskaber: Det store veninde-leksikon Hende, du køber ens T-shirts med: Da jeg var lille, hadede jeg at shoppe. Når min mor prøvede at få mig med på indkøb, satte jeg mig faktisk tit bare ned på gulvet og græd, indtil hun opgav at få mig med. Jeg syntes, det var spild af tid, jeg hadede alle menneskene og larmen i butikkerne, og nyt tøj lugtede altid mærkeligt plastikagtigt. Jeg ville hellere lege. Eller læse bøger. Eller se tv.

19 glimt fra et pigeliv.indd 19

08/12/2015 14.03

Men så kom den dag, hvor jeg ikke gad se tegnefilm længere. I stedet så jeg teenage-sitcoms med min veninde Hanna. Dengang hed serierne Lizzie McQuire, That’s so Raven og So Little Time. I dag hedder de nok noget andet – men de handler om det samme: Teenagepiger, som går i high school, har crushes på de lækre fyre, gør pinlige ting og først og fremmest ELSKER at shoppe. Og en dag proklamerede Hanna og jeg for vores mødre, at vi havde tænkt os at tage ind på strøget og kigge på tøj. Min mor var overrasket, men stak mig nogle penge. “Husk nu, at du er vokset ret meget her på det sidste, så du skal nok gå i voksenbutikkerne for at finde noget, der passer dig,” sagde hun. “Ja, ja,” sagde jeg. Det var jo ligesom også det, der var meningen med det hele. At vi var voksne nu. Vi følte os meget voksne med vores næsten usynlige lipgloss (endnu en gave fra et Vi Unge-blad) og vores håndtasker, som hver indeholdt en busbillet og en 100-lap. Vi gik med næserne i sky og lange, synkrone skridt, ligesom vi havde set pigerne i tv gøre det, men så stoppede vi pludselig. Vi stod foran H&M og kiggede ind. Alt virkede så stort og voldsomt. Voksne damer gik og bladrede i tøjet. Buldrende musik bragede ud af højtalerne. Og de tynde, høje mannequiner kunne

20 glimt fra et pigeliv.indd 20

08/12/2015 14.03

godt lidt ligne rigtige mennesker, som stod og lurede, hvis man bare kiggede hurtigt. Og ikke mindst var der bh’erne. De hang som gigantiske regnbuefarvede, eksotiske frugter fra tøjstativerne. “S-skal vi gå ind?” spurgte jeg. “Tjo,” sagde Hanna. Men vi blev begge to stående ude på gaden. Ovre på den anden side af gaden lå H&M’s børneafdeling. Vi vendte os begge om og kiggede derind. Der virkede alt lidt mere overskueligt. Mindre stort, mere rodet. Vi kiggede på hinanden, grinede og løb derind. Hanna var en lille spirrevip, som sagtens kunne passe tøjet. Det kneb lidt med mig, men jeg ville hellere købe et par bukser, der stumpede lidt i benene og ikke helt kunne lukkes, end jeg ville sætte mine fødder i den store, skræmmende voksenbutik. Ud over bukserne købte jeg en hvid T-shirt med Dubster Girl skrevet med blåt glimmer hen over brystet. Hanna købte en magen til, et par størrelser mindre. Og det var vores første matchende veninde-T-shirts. Der fulgte mange shoppeture efter den og mange matchende outfits. En sort bluse med falske lyserøde bh-stropper, løse militærgrønne bukser, en kæmpe strikket poncho.

21 glimt fra et pigeliv.indd 21

08/12/2015 14.03

Med tiden fik vi også samlet os mod – og nok ekstra centimeter – til at begive os ind i voksenforretningerne, men Hanna vil for evigt være min Dubster Girl. Og hvis du undrer dig over, hvad Dubster betyder, er du ikke alene. Hverken Hanna eller jeg aner det. Vi syntes bare, at det blå glimmer var flot. Hende, der lokker dig i fordærv: Inden jeg flyttede over i Hanna, Ella og Idas klasse og kom med i deres klike, havde jeg en anden veninde. Hun hed Tina, og hun var det, voksne vil kalde dårligt selskab. Da jeg startede i skole, gik Tina og jeg i samme klasse. Hun og jeg blev veninder, fordi vi som de eneste piger gik på den samme stue på fritidshjemmet. Alle andre på stuen var drenge, og dengang var man altså bange for at få drengelus, så valget stod mellem Tina eller ingenting. Det vidste Tina godt, og det udnyttede hun. Jeg ved ikke, hvorfor Tina elskede at lave ballade. Det gjorde hun bare. Det var nok det, voksne vil kalde et råb om hjælp. Eller mangel på opdragelse. Eller en blanding. Tina havde lidt trukket nitten på forældrefronten. Jeg var direkte bange for hendes far, og hendes mor så man aldrig rigtigt noget til. Jeg var både veninder med hende, fordi jeg syntes, det var

22 glimt fra et pigeliv.indd 22

08/12/2015 14.03

synd for hende, og fordi hun trods alt var bedre end ingenting. Sammen med Tina drillede jeg de små børn i skolegården. Vi ødelagde ting. Vi tegnede med sprittusch på toiletternes vægge. Vi løb ud i regnvejret uden overtøj og rullede os i mudder. Jeg havde ikke lyst til at gøre nogen af alle de ting, men inden vi gjorde dem, sagde Tina altid: “Hvis du ikke gør det, gider jeg ikke være veninder med dig længere.” Og så måtte jeg overveje mine muligheder. Enten kunne jeg være lidt ond ved et par 0.-klassere, eller jeg kunne være alene hver eneste dag på fritidshjemmet og faktisk nok også hver eneste dag i skolen, for tingene hang jo sådan sammen, at dem, man legede med om eftermiddagen, også var dem, man hang ud med i frikvartererne i skolen. Og dengang var det at være alene det værste, jeg kunne forestille mig. Så jeg lod Tina lokke mig i fordærv. Det føltes aldrig rigtigt godt at være hendes veninde – men det var nok, fordi vi aldrig var veninder. Jeg var bare bange for at være alene, og hun … hun var nok i virkeligheden også bange og forvirret og helt, helt mutters alene. Tina blev overflyttet til en skole for børn med

23 glimt fra et pigeliv.indd 23

08/12/2015 14.03

særlige behov i 2. klasse, og det var, da hun forsvandt, at jeg begyndte at hænge ud med Hanna, Ella og Ida. Jeg flyttede over i deres klasse, og resten af historien kender du jo. Hende fra den anden klike, som du i hemmelighed gerne vil være veninder med: Dengang jeg gik i 4.-5. klasse, var børneMGP the shit. Når der var MGP i fjernsynet, mødtes vi alle sammen hjemme hos en af os og lagde makeup, flettede hinandens hår og spiste popcorn. Der var stemmesedler, glimmer og bordbomber. Og MGP-sangene blev spillet i hvert eneste frikvarter, hver eneste dag i et helt år, indtil det næste MGP kom. Når der var MGP i tv, var det en fest. Men det var også dødsens alvor. Hvilken sang man holdt med, havde afgørende betydning for ens omdømme og popularitet i klassen. Et af årene kunne man enten lide B-Boys eller Anne Gadegaard. B-Boys var en drengegruppe, som rappede, breakdancede og var mega lækre. Anne Gadegaard vandt med Arabiens drøm. Hun dansede mavedans iført guldharemsbukser. Hanna, Ella og Ida var på team Anne, og så var jeg det jo ligesom også. Caroline var lidt mere street end os.

24 glimt fra et pigeliv.indd 24

08/12/2015 14.03

Hun hørte ægte voksenmusik på The Voice og P3. Vi hørte mest bare Hits for Kids og musik, vores forældre valgte for os. Caroline var kæmpe B-Boys-fan. Hele hendes værelse var tapetseret med deres plakater. Hun havde B-Boys-sengetøj, B-Boys-T-shirts, B-Boys-krus og selvfølgelig alle deres cd’er. Jeg ville ønske, at jeg også godt kunne lide B-Boys … eller jeg kunne faktisk godt lide B-Boys, men det var der ikke nogen, der måtte få at vide. For det første følte jeg mig ikke rigtigt sej nok til at være en B-girl. For det andet havde jeg jo allerede proklameret for hele klassen, at jeg holdt med Anne Gadegaard, og så kunne man ikke bare sådan skifte mening. I starten passede det også, at jeg kunne lide Anne og hadede B-Boys. Når min MGP-cd nåede til B-Boys-sangen, sprang jeg den altid over, og når den nåede til Arabiens drøm, trykkede jeg altid på repeat. Men så skiftede det ligesom bare af sig selv. Måske var det simpelt hen, fordi jeg havde hørt Annes sang så mange gange, at jeg til sidst blev træt af den, eller måske var det, fordi de der B-Boys var ret charmerende og flotte. Pludselig var det i hvert fald helt omvendt: Når Annes sang kom, sprang jeg den over, og når det var B-Boys, der gav den op, skruede

25 glimt fra et pigeliv.indd 25

08/12/2015 14.03

jeg helt op for min højtaler og dansede vildt på stuegulvet. Men selvfølgelig kun når jeg var alene. Når jeg havde besøg af mine veninder, blev jeg nødt til at lade, som om jeg stadig syntes de var dårlige. Det lyder måske lidt fjollet, at det skulle være så kompliceret. Det var jo bare musik … det var vel ikke sådan, at jeg ville blive udstødt af fællesskabet, hvis jeg pludselig var fan af et andet band, end jeg plejede at være? Men jo. Det var faktisk lige præcis sådan, det ville være. Det handlede nemlig ikke bare om musik. Det handlede om, hvor man hørte til, i klassen og i livet. Hvis jeg sagde, at jeg godt kunne lide B-Boys, var det på en måde lidt ligesom at spørge Caroline, om hun ville være min nye bedsteveninde. Hvad ville hun ikke tænke? Tror du virkelig, du er sej nok til det? Nej, det var nok bedst at holde lav profil. Jeg hængte en plakat op over min seng – en af dem, hvor der er trykt et billede på begge sider. Når der kom nogen på besøg, forestillede plakaten Anne, men når mine gæster gik, vendte jeg den om, og så var det i stedet de tre lækre B-Boys, der smilede ned til mig. Alt var perfekt. Jeg beholdt min plads i min klike, samtidig med at jeg brugte al min alenetid på at sukke over Sebastian, Kåve og Mathias. Jeg havde

26 glimt fra et pigeliv.indd 26

08/12/2015 14.03

fuldt styr på mit dobbeltliv. TROEDE jeg. Jeg havde nemlig glemt at regne en vigtig faktor med. Eller rettere to vigtige faktorer. Caroline havde en lillebror, der hed Jonas. Ham og min lillebror, B, var jævnaldrende, og pludselig begyndte de at lege mere og mere sammen. En dag var lillebror B hjemme hos Jonas og lege, og da min mor skulle hente ham, havde Caroline som altid B-Boyscd’en kørende for fuldt drøn. “Ej, hvor sjovt,” sagde mor. “Den cd hører Z også hele tiden!” Neeeeej, mor, det gjorde du bare ikke! Da min mor kom hjem, fortalte hun, hvad hun havde sagt. “Det blev Caroline meget overrasket over at høre. Hvor mærkeligt, hva’?” sagde hun. Åååh nej, altså! Hele min verden styrtede sammen. Alt mit hårde arbejde for at holde mine to liv adskilte. Og så ødelagde mor det hele med en eneste sætning. Hun forstod selvfølgelig ikke, hvorfor jeg blev sur på hende, og hun forstod heller ikke, hvorfor jeg ikke ville i skole næste dag. “Det skal du,” sagde hun. “Vil du høre noget mærkeligt?” spurgte Caroline, da jeg trådte ind i klasseværelset. Nej, havde jeg lyst til at sige. “Ja,” sagde jeg.

27 glimt fra et pigeliv.indd 27

08/12/2015 14.03

“I går, da din mor skulle hente lillebror B, sagde hun til mig, at du tit hører B-Boys,” sagde Caroline. Jeg prøvede at se overrasket ud. “Øh … ha, ha. Ej, hvor skørt! Mig? Høre B-Boys? Ej, okay. Hvor langt ude er det ikke lige!” “Ja, det var også det, jeg sagde til hende. Du er jo Anne-fan, er du ikke?” “Jo, jeg er så! Jeg ved ikke lige, hvad det skulle betyde. For det gør jeg altså ikke. Hører B-Boys. Føj. Nej tak. Jeg hører Anne Gadegaard. Men du ved – mødre.” Caroline nikkede. “Ja. Tsk. Mødre.” Og så lod hun det heldigvis ligge. Men jeg syntes, at der fra den dag var noget forandret i den måde, hun kiggede på mig på. Noget nysgerrigt, varmt. Som om vi to delte en hemmelighed sammen. Hende, der gerne vil sidde i en vindueskarm og kigge på regnen og høre Beach House sammen med dig: Engang beskrev min veninde Louise vores venskab på denne måde: “Z, du er sådan en person, jeg kan sidde i en vindueskarm og kigge på regnen og lytte til Beach House sammen med.” Hvis du ikke kender Beach House, skulle du tage at give dem et lyt. Beach House er melankoli-bandet over dem alle. De er perfekte for knuste hjerter,

28 glimt fra et pigeliv.indd 28

08/12/2015 14.03

144 mm

15 mm

Glimt fra et pigeliv

9 788711 504789 Carlsen

ZakiyaAjmi_BrudstykkerFraEtPigeliv.indd 1

144 mm

15 mm

Zakiya Ajmi

19 mm

Zakiya Ajmi

Glimt fra et pigeliv 14/12/15 12.15