Issuu

133 mm

10,5

133 mm

LINE FRIIS Edmund Hillary I 1953 lykkedes det Edmund Hillary som det første menneske nogensinde at sætte foden på verdens højeste punkt, toppen af Mount Everest. Verden havde fulgt åndeløst med. Ville det endelig lykkes at overvinde bjerget? Og var det overhovedet muligt for mennesker at overleve så højt oppe – eller ville de falde døde om? Dette er historien om Edmund Hillarys kamp for at nå toppen. Om forfrysninger, amputationer og livsfare.

210 mm

Om umådelig styrke, viljekraft og mod. Og om at opnå

CARLSEN

ting, selvom man kommer fra en fattig familie og får at vide, at man er en svækling. Men Først på Everest er også også en fortælling om at jage yetier, køre i traktor til Sydpolen,

V i L D V Gi DU NGE NE

flyve til Nordpolen med en astronaut – og om at opdage glæden ved at

T IL B Ø RN O

hjælpe andre.

V i L D V Gi DUNEGNE

TI L BØ RN O

I SAMARBEJDE MED

Den utrolige historie om Edmund Hillary

CARLSEN.DK

Først på Everst_Vild Viden_omslag_TRYK.indd 1

04/07/18 16:14

Først på Everest

LINE FRIIS

Først på Everest Den utrolige historie om Edmund Hillary

Indhold

Indledning – Det gigantiske bjerg 7 Kapitel 1 – I livsfare på Mount Everest 9 Kapitel 2 – En fattig svækling 15 Kapitel 3 – Det første rigtige bjerg 24 Kapitel 4 – Stegt som bacon 28 Kapitel 5 – Fra uerfaren til mester 35 Kapitel 6 – Første møde med Europa 43 Kapitel 7 – Første møde med Himalaya 47 Kapitel 8 – Mount Everest 55 Kapitel 9 – Kapløbet for at nå toppen 62 Kapitel 10 – T ilbage til berømmelse og kærlighed 76 Kapitel 11 – En alvorlig ulykke 82 Kapitel 12 – På jagt efter afskyelige snemænd 94 Kapitel 13 – Skoler, hospitaler og landingsbaner 98 Kapitel 14 – Eventyret stoppede aldrig 108 Epilog 111 Kildemateriale 113

Indledning

Det gigantiske bjerg

Forestil dig, at du står langt nede i en grøn dal og kigger op på et gigantisk bjerg. Du kan se stejle bjergsider, kæmpe gletsjere med dybe spalter og snemasser, der hurtigt kan forvandles til dødelige laviner. Mange kilometer oppe kan du skimte bjergets top – 8.848 meter over havets overflade. Du ved, at ingen endnu er lykkedes med at bestige bjerget. Du ved, at to bjergbestigere er døde i forsøget på at nå toppen. Og du ved, at når du begiver dig op ad bjerget, starter du på et eventyr, der vil vare flere måneder – og hvor der hver dag vil være farer, der kan koste dig dit liv. Sådan var det for Edmund Hillary, da han den 26. marts 1953 stod i den lille nepalesiske bjerglandsby Tengboche. Edmund elskede livet i bjergene og havde været på ekspedition i Himalaya to gange før. Men denne gang var målet ikke bare at udforske området og bestige nogle af de mindre bjerge i området. Denne

gang var ekspeditionens mål at nå helt op på Mount Everest. Edmund følte sig stærk og klar til bestigningen, men vidste også, at det ikke var sikkert, at de ville nå toppen. Eller om mennesker overhovedet kunne overleve deroppe. Men Edmund Hillary nåede toppen – og kom sikkert ned igen. Og det blev for alvor starten på hans mange bedrifter. Bedrifter, som ifølge Edmund selv ikke skyldtes, at han var gjort af et særligt stof eller havde særlige evner, men at han havde en prægtig forestillingsevne og masser af energi.

Kapitel 1

I livsfare på Mount Everest

Stormen flåede i den tynde teltdug og skabte en øredøvende larm. Udenfor var det stadig bælgragende mørkt. Termometeret viste -25 grader. Inde i teltet lå fire mænd stuvet tæt sammen. De havde iltmasker på for at prøve at få en smule søvn. Luften var nemlig så tynd, at det var svært at få ilt nok og derfor svært at sove. En af de fire mænd i teltet var Edmund Hillary. Lang som han var, kunne han ikke engang strække sig helt ud inde i det lille telt. Luften var feset ud af hans underlag, så selvom han lå i sin sovepose, trængte sneens isnende kulde op i hans hofte. Han følte sig kold helt ind i knoglerne. Konstant kiggede han på uret. Det var næsten som om, det var gået i stå. Minutterne sneglede sig af sted. Men endelig stod viserne på 4.00 om morgenen, og det var tid til at stå op. Edmund fik vækket de andre, og den lille benzin brænder til at lave mad på blev tændt. Også i de andre

telte begyndte forfrosne mænd at kravle ud af de kolde soveposer. Den lille ekspedition befandt sig i 7.900 meters højde. Der var under én kilometer til toppen af verdens højeste punkt, Mount Everest. Dagen før havde to fra gruppen, Charles og Tom, forsøgt at nå op. Og de var kommet langt. De var nået op i 8.749 meters højde, før træthed, uvejr og manglende ilt tvang dem til at vende om – kun 99 meter fra toppen. Og efter en hård nat i de kolde telte måtte Charles og Tom bevæge sig længere ned ad bjerget. For menneskekroppen kan ikke holde til at være for lang tid i højden. Eftervirkningerne er vand i lungerne, væske i hjernen, opkast og til sidst døden. Højdesyge er noget, som alle bjergbestigere har respekt for, fordi det kan have dødelige konsekvenser, og Charles og Tom skulle derfor ned nu. Det var også frygten for højdesyge, der betød, at mændene allerede havde været på vej op ad Mount Everest i næsten to måneder. Når man skal bestige et højt bjerg, er man nødt til at tage det i små bidder, så kroppen kan nå at vænne sig til højden, ellers er det den sikre død. Siden den 26. marts havde mændene derfor været på vej op ad Everests kæmpe bjergmassiv. Nu var det den 27. maj. Cirka 20 dage før denne isnende og stormende morgen i teltet havde Edmund Hillary for første gang været bundet sammen i et reb med nepaleseren Tenzing Norgay. Når man bevæger sig op ad

stejle bjergsider eller over gletsjere, hvor der kan være dybe gletsjerspalter, går man aldrig alene. Man er altid bundet sammen med mindst ét andet menneske og har et reb imellem sig på 10 til 15 meter. Hvis den ene bjergbestiger pludselig glider ned ad bjergsiden eller falder i en gletsjerspalte, kan den anden lynhurtigt kaste sig ned i sneen, hugge sin isøkse godt fast og på den måde forhåbentligt bremse faldet. Lykkes det ikke, risikerer begge bjergbestigere at styrte i døden. Tillid til hinanden er derfor altafgørende, når man klatrer, og Edmund Hillary og Tenzing Norgay opdagede hurtigt – allerede første gang de var bundet sammen – at de var et godt makkerpar. De var omtrent lige stærke og bevægede sig i samme tempo. Og da Edmund Hillary styrtede i en gletsjerspalte, reagerede Tenzing præcis, som han skulle. Edmund og Tenzing havde været oppe med et læs forsyninger i camp fire, som lå i cirka 6.400 meters højde, og bagefter skulle de tilbage til base camp, der lå i 5.400 meters højde. De havde travlt, for de skulle nå ned, inden det blev mørkt. Undervejs skulle de krydse et af de farligste steder på hele Mount Everest: Khumbu-isfaldet. Det er et område, hvor den tykke gletsjeris bevæger sig meget hurtigt, og der derfor både er mange store og dybe gletsjersprækker, ligesom gigantiske isstykker ofte brækker sig løs og vælter ned ad bjergsiden. Laviner udløses også nemt i Khumbu-isfaldet. Edmund og Tenzing bevægede sig hurtigt, for nu kendte de ruten og

kunne følge sporene, de havde lavet, da de gik op. Men måske blev Edmund lidt for overmodig, for da han kom til en smal gletsjerspalte, satte han af i et spring for at hoppe over den i stedet for at bruge en af de snebroer, der lå hen over spalten. Men springet var ikke langt nok: Edmund nåede godt nok over på den anden side af spalten, men han landede på en tunge af is, der hang ud over gletsjerspaltens side. Isen brækkede øjeblikkeligt af og styrtede sammen med Edmund ned i gletsjerspalten – ned mod bunden, hvor de ville blive knust. Heldigvis var både Edmund og Tenzing hurtige. Edmund gjorde, hvad han kunne, for at bremse sig selv ved at kaste fødderne mod den ene side af spalten og skuldrene mod den anden. Og Tenzing kastede sig ned i sneen, hamrede sin isøkse ned i den og slog rebet rundt om den. Is øksen fungerede nu sammen med Tenzings vægt som et anker, der fik Edmund til at standse med et ryk for enden af rebet. Isklumpen fortsatte mod bunden og blev knust, men Edmund hang sikkert og dinglede nogle meter nede i gletsjerspalten. Uden større besvær kunne han med sine isøkser hugge trin ind i isvæggen og roligt klatre op igen. Tenzing havde vist sit værd som klatremakker. Og som Edmund skriver, fødtes på det tidspunkt for første gang en idé i hans hoved: Måske kunne ham og Tenzing være de to, der besteg Mount Everest sammen? Alle i gruppen ville selvfølgelig gerne være de første til at sætte fødderne på verdens højeste punkt.

Men de var af sted som et team. Et team, der skulle hjælpe hinanden, og hvor lederen, John Hunt, var den, der besluttede, hvem der skulle bruge kræfter på hvilke opgaver. Og altså også ham, der bestemte, hvem der virkede stærke nok til at få lov at begive sig ud på de endelige forsøg mod toppen. Edmund havde i ugerne efter faldet i gletsjerspalten tydeligt vist John Hunt, at han og Tenzing var et godt makkerpar. Og nu – efter Charles’ og Toms mislykkede forsøg på at nå toppen – blev det omsider besluttet, at Edmund og Tenzing skulle gøre forsøget. For John Hunt betød det virkelig meget, at det skulle lykkes nogen fra lige præcis hans ekspedition at nå toppen af Mount Everest. For der var et intenst kapløb om at blive den første nation, der kunne bryste sig af at have besejret Mount Everest. I 1952 – altså året forinden – havde en schweizisk ekspedition fået den nepalesiske regerings tilladelse til at prøve kræfter med bjerget. De havde dog ikke klaret den. Men det var allerede nu officielt, at franskmændene havde tilladelse til en bestigning i 1954 – og schweizerne igen i 1955. Så hvis ikke John Hunts ekspedition, som var britisk, klarede den nu, var der stor sandsynlighed for, at et andet land ville vinde den store sejr at bestige verdens højeste bjerg som de første. Alt det var på spil, da John Hunt den 27. maj 1953 kiggede Edmund Hillary dybt i øjnene og sagde: Det vigtigste er, at I to gutter kommer sikkert ned igen. Husk det … Men kom op, hvis I kan!

To dage senere kunne Edmund som det første menneske i verdenshistorien stirre ned på resten af verden fra Mount Everests top. Hvilke strabadser han og Tenzing havde været igennem for at nå derop, vender vi tilbage til. For lad os lige starte med at høre, hvordan det egentlig gik til, at det lige præcis blev ham, der besejrede bjerget først.

Kapitel 2

En fattig svækling

Edmund Hillary blev født den 20. juli 1919 i Auckland i New Zealand. På det tidspunkt hørte New Zealand stadig under det britiske imperium og havde derfor også kæmpet i første verdenskrig, som lige var slut. Edmunds far havde været soldat under krigen og var under kampe i Europa blevet skudt gennem næsen, men havde heldigvis overlevet. Nu var han tilbage i New Zealand, hvor han arbejdede som presse fotograf. Han giftede sig med Edmunds mor, flyttede til en lille landsby syd for Auckland og fik tre børn. Desværre var faren ikke den bedste far, man kunne ønske sig. Han fortalte godt nok spændende eventyr, når børnene skulle i seng, men han havde meget faste meninger om mange ting og var både streng og kritisk over for sine børn. Han straffede børnene ved at tæske dem, hvis de havde gjort noget, de ikke måtte, og Edmund fik tit bank af sin far i brændeskuret. Allerede dengang – som lille dreng – viste Edmunds

viljestyrke og stædighed sig. For selv når faren gav ham klø, indrømmede han aldrig, hvis han havde gjort noget galt. Hvilket bare gjorde faren endnu mere vred og førte til endnu flere bank. Frygten for farens straf og slag påvirkede Edmund meget – også selvom han ikke bukkede under for den. Da han blev teenager, udviklede frygten sig til stor vrede, og han satte sig tit op mod sin far. Det førte til heftige diskussioner, men efterhånden kunne faren trods alt ikke tæske Edmund mere – det var han blevet for stor og stærk til. På trods af farens opførsel bevarede Edmund en vis kærlighed til ham og prøvede at forstå ham, selvom det tydeligvis var sin mor, han respekterede højst og elskede mest. Fra hende fik Edmund alt det, han savnede fra sin far: Min mor var en kvinde med en beundringsværdig karakter, og hun gav mig al den kærlighed og opmuntring, jeg havde brug for. Moren var uddannet lærer og formåede at holde sammen på familien trods farens hårdhed, og selvom de var fattige, skabte hun med mod og udholdenhed alt i alt en god base for sine tre børn. Det mest spændende og luksuriøse, Edmund huskede fra sin barndom, var, når hans mor en gang imellem om søndagen tog ham og hans søskende med hen i den lokale biograf for at se en western. Ellers var der ikke penge til noget som helst skæg og ballade. Men manglen på penge var måske netop medvirkende til, at Edmund lærte at arbejde så hårdt, at det til sidst blev ham, der besejrede verdens højeste

bjerg. Han skrev selv om livet i New Zealand i starten af 1900-tallet: Livet var bestemt hårdt dengang – en konstant kamp for overlevelse – men det skabte pionerer, som både var hårdtarbejdende og utroligt skabende. Og det kan der måske være noget om: At man nemmere bliver doven og forvænt, hvis man altid får det, man peger på, mens man bliver mere arbejdsom, hvis man skal kæmpe lidt for tingene. Midt i det på mange måder barske drengeliv gik den lille Edmund rundt og drømte sig væk. Når han legede på markerne og stierne omkring byen, var pinden i hans hånd et sværd, og han udkæmpede store kampe i drabelige krige. Eller han så for sig, hvordan han tog på spændende eventyr andre steder på kloden. Noget af inspirationen til drømmene kom fra hans bedstemor. Hun var fra Irland, men var rejst til New Zealand som ung. Hun havde sejlet rundt i Stillehavet og endda været på Hawaii. Edmund lyttede fortryllet til hendes historier fra den store, vide verden, men måtte stadig nøjes med at drømme. Familien havde ikke penge til at rejse nogen som helst eksotiske steder hen. Ikke engang en rejse rundt i New Zealand var der råd til. Pengene var endda så små, at Edmund som lille dreng ikke havde nogen sko. Så når han gik den cirka halve kilometer hen til den lille lokale skole, foregik det på bare fødder – uanset om det regnede eller var frostvejr. I skolen klarede Edmund sig rigtig godt, når det kom til det boglige, fordi han fik god støtte og hjælp

fra sin mor, der jo selv var uddannet lærer. Til gengæld var han fysisk mindre og svagere end de andre, og han blev aldrig rigtig glad for gymnastik og sport. Han blev heller aldrig for alvor en del af det sociale fællesskab i skolen, fordi hans mor insisterede på, at han skulle komme hjem lige efter skole. Hun var tilsyneladende en smule snobbet omkring, hvem Edmund måtte omgås, og syntes ikke, de andre drenge var godt selskab for hendes søn. Desværre forhindrede denne indstilling ham i at få venner. Og det blev ikke nemmere for Edmund at begå sig, da han, som den yngste, blev sendt videre til den store, skræmmende byskole. De fleste andre drenge gik på den lokale skole, til de var omkring 13 år. Men fordi Edmund var så godt med rent fagligt, insisterede hans mor på, at han allerede som 11-årig skulle ind på en finere skole inde i Auckland. En skole der havde et rigtig godt ry, og som hans mor mente var det helt rigtige valg. For Edmund selv var det frygteligt. Den følelse af afmagt og ensomhed, han oplevede første gang, han kom til den nye skole, sad naglet ind i ham resten af livet: Fyrre år senere kan jeg stadig huske den overvældende frygt, da jeg gik ind i den enorme, tomme skolebygning. Skoleopholdet var i starten lige så hæsligt, som Edmund havde frygtet. Den første dag, da alles navne blev læst op og fordelt i klasserne, var han den eneste, der ikke blev nævnt. Så der sad han helt alene tilbage i den store sal, efter at alle de andre var

skramlet ud i deres nye klasser. Til sidst tog han mod til sig og fik kontaktet en lærer, der hjalp ham hen på kontoret – og så fik han også en klasse. Men han følte sig stadig helt ved siden af og udvekslede stort set ikke et ord med nogen af de andre elever den første måned. I frikvartererne listede han ned allerbagerst i skolegården. Her spiste han sin madpakke helt alene og fordrev tiden med at kigge på en myretue. Han sagde ikke noget til sine forældre om, hvor skidt han havde det, for han fornemmede, at de heller ikke forstod den verden, han nu var en del af. Lærerne på skolen gjorde det ikke bedre og da slet ikke gymnastiklæreren. Første gang Edmund havde gymnastik, himlede læreren med øjnene og fortalte Edmund, at hans ribben strittede mærkeligt ud, at han ikke havde en rank ryg, og at hans skuldre sad helt forkert. Og så blev Edmund ellers proppet over i gruppen med de andre freaks, som gymnastiklæreren også kun havde hån tilovers for. Igennem alt dette blev bøgerne Edmunds tilflugtssted. Og allerhelst begravede han sig i bøger om store eventyrere og modige mænd. For gennem dem kunne han drømme sig ind i en forestillingsverden, hvor det var ham, der var helten. Helten, som hele verden tilbad, og som alle pigerne så op til. I perioder læste Edmund én bog om dagen for at slippe for den virkelige verden omkring ham. Og så skete der pludselig noget. Edmund begyndte at vokse! På bare ét skoleår blev han 12 centimeter

højere. Og året efter 10 centimeter. Sammen med højden kom også en fysisk styrke, som ellers var ukendt for Edmund. Han begyndte at føle sig stærk! Hver dag tog han toget for at komme i skole, og nu begyndte han at træne sig selv ved at løbe ved siden af toget, mens han holdt fast i gelænderne ved siden af dørene. Han spurtede af sted som en gal for at følge med toget og sprang forpustet og udmattet ombord i sidste øjeblik. Lykken brusede igennem ham, hver gang han havde kæmpet med sig selv og toget. Det er selvfølgelig værd at huske, at togene dengang kørte meget langsommere end i dag, men Edmund blev stadigvæk presset til det yderste – og han elskede det. Inde i toget var der også kampe at kæmpe. Mod de andre drenge. Der var jævnligt slåskampe i kupéerne, og Edmund opdagede, at han nu alene i kraft af sin højde kunne lægge selv de stærkeste af de andre drenge ned. Pludselig var det ikke ham, der fik tæsk, men ham, der gav tæsk! Slåskampene må indimellem have været ret voldsomme, for Edmund beskriver, hvordan der jævnligt blev knust en togrude i kampens hede. Når det var sket, slog han resten af ruden ud og fjernede skårene for at undgå, at togføreren skulle opdage miseren. For når al glasset var borte, så det umiddelbart bare ud som om, vinduet stod åbent. Når togføreren så før ankomst til endestationen gik en runde for at lukke alle vinduerne, lod Edmund som om, han stod og nød udsigten gennem det åbne vindue, og togføreren gik derfor forbi. På den måde kunne Edmund nå at hoppe

af uden, at nogen opdagede, at ruden manglede. Han begyndte også at tage boksetimer og lokkede nogle gange mindre drenge i toget til at bokse mod ham, så de endte med masser af blå mærker. På mange måder opførte Edmund sig i en periode som lidt af en rod. Men det stak ikke ret dybt, for da en af vagterne i toget en dag greb fat i ham og sagde, at han var en bølle, og at han skulle lade være med at være efter de mindre drenge, fik han det frygtelig skidt med sig selv. Han havde på ingen måde lyst til at være en bølle. Så i virkeligheden var hans reaktioner nok en konsekvens af farens strenghed og tæsk og hans egen usikkerhed og indesluttethed. Derhjemme kunne Edmund heldigvis få afløb for sine mange kræfter og sin energi på en anden måde end ved at slås. Hans far havde droppet sit job som pressefotograf og var i stedet begyndt at holde bier og producere honning, og efter skole og i alle weekender og ferier hjalp Edmund og hans bror med arbejdet. Det var voldsomt krævende rent fysisk at håndtere de 1.600 bistader, faren til sidst ejede. Dels var bistaderne fordelt ud over et stort område, som betød mange kilometers vandring, når de skulle tilses. Dels vejede hver bistade 40-50 kilo, så der var mange tunge løft i løbet af en dag. Da jeg var 16 år gammel, var jeg stærk som en mand og arbejdede hårdere end de fleste, skrev Edmund. Trods de mange timers hårde arbejde fik Edmund og hans bror aldrig løn af deres far. Ikke engang lommepenge blev det til.

Uden nogensinde at blive rigtig glad for byskolen, kæmpede Edmund sig igennem det ene år efter det andet, og pludselig var han i gang med det sidste skole år. Som en del af afslutningen på skoletiden skulle klassen på lejrtur, men for Edmund var det ikke nogen selvfølge, at han kunne komme med. Det kostede jo penge. Heldigvis endte hans far dog med at sige ja og betale for turen, og for første gang skulle Edmund nu som 16-årig rigtigt ud at rejse. Godt nok stadig inden for New Zealands grænser, men alligevel! Turen gik nogle hundrede kilometer sydpå, ned til bjerget Mount Ruapehu, og for første gang i sit liv så Edmund sne. Han var med det samme helt vild med det kolde, hvide landskab, og i 10 dage kæmpede han sig lykkelig op og ned ad skibakkerne. Ikke at han var specielt god til at stå på ski, men alt det han manglede teknisk, havde han i viljestyrke og energi. I sneen følte han sig hjemme. Men friheden og sneen varede kort, og hjemme igen måtte han endnu en gang knokle hårdt for føden og finde sig i farens strenge regler og firkantede meninger. Edmund selv havde ikke den store lyst til at fortsætte med at uddanne sig, men han begyndte alligevel på universitetet, efter han var færdig med skolen. Hans mor mente nemlig, at det var det rigtige. De tykke bøger og store forelæsningslokaler blev dog aldrig noget for Edmund, og han søgte i stedet ud i bjergene og skovene, så snart han kunne. Stadig havde han ikke meget selvtillid, når det kom til det sociale,

og da han lærte en gruppe vandrere at kende, og de begyndte at invitere ham med på deres ture, var han sikker på, at de kun gjorde det, fordi han var god til at slæbe: Jeg fandt det stadig svært at tro på, at nogen ved deres fulde fem kunne finde glæde ved mit selskab. Jeg følte mig stiv, usikker og socialt utilstrækkelig – og det var jeg uden tvivl også. Efter to år indså både Edmund og resten af familien, at universitetet ikke var noget for ham. Så han droppede ud og begyndte at arbejde fuld tid for sin far. Stadig uden at få anden løn end kost og logi. På det tidspunkt lå det intetsteds i kortene, at han omtrent 15 år senere som den første skulle bestige verdens højeste bjerg. I stedet kunne han se frem til et langt liv som biavler …

133 mm

10,5

133 mm

210 mm

Om umådelig styrke, viljekraft og mod. Og om at opnå

CARLSEN

ting, selvom man kommer fra en fattig familie og får at vide, at man er en svækling. Men Først på Everest er også også en fortælling om at jage yetier, køre i traktor til Sydpolen,

V i L D V Gi DU NGE NE

flyve til Nordpolen med en astronaut – og om at opdage glæden ved at

T IL B Ø RN O

hjælpe andre.

V i L D V Gi DUNEGNE

TI L BØ RN O

I SAMARBEJDE MED

Den utrolige historie om Edmund Hillary

CARLSEN.DK

Først på Everst_Vild Viden_omslag_TRYK.indd 1

04/07/18 16:14