Jeffrey Archer
Faderens synder
PĂĽ dansk ved Alis Friis Caspersen
Lindhardt og Ringhof
Faderens synder.indd 3
16/02/2017 15.41
Faderens synder er oversat fra engelsk efter Sins of the Father Copyright © Jeffrey Archer 2012 Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Palatino hos Demuth Grafisk Og trykt hos Livonia Print Omslag: Harvey McCauley/Imperiet ISBN 978-87-11-56338-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia, 2017 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Faderens synder.indd 4
16/02/2017 15.41
Sir Tommy Macpherson CBE, MC**, TD, DL
Chevalier de la Légion d’Honneur Croix de Guerre med to palmer og en stjerne Medaglia d’Argento og modstandsmedaljen, Italien Ridder af St Mary of Bethlehem
Faderens synder.indd 5
16/02/2017 15.41
Faderens synder.indd 6
16/02/2017 15.41
Tak til følgende personer for uvurderlige rüd og research Simon Bainbridge, Eleanor Dryden, dr. Robert Lyman FRHistoS, Alison Prince, Mari Roberts og Susan Watt
Faderens synder.indd 7
16/02/2017 15.41
Familien Barrington
Sir Walter g.m. Mary Barrington
Barrington
1866-
1874-
Phyllis
Andrew
1875-
Harvey
g.m. Leticia 1878-
1868-
Nicholas
Hugo g.m. Elizabeth Harvey
1894-1918
1896-
Faderens synder.indd 8
1900-
Giles
Emma
Grace
1920-
1921-
1923-
16/02/2017 15.41
Familien Clifton
Harold Tancock g.m. Vera Prescott 1871-
1876-
Ray
Albert
Stanley
1895-1917
1896-1917
1898-
Maisie g.m. Arthur Clifton Elsie 1901-
1898-1921
1908-1910
Harry 1920-
Sebastian 1940-
Faderens synder.indd 9
16/02/2017 15.41
Faderens synder.indd 10
16/02/2017 15.41
”For jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem …” 2. Mosebog 20,5
Faderens synder.indd 11
16/02/2017 15.41
Faderens synder.indd 12
16/02/2017 15.41
HARRY CLIFTON 1939-1941
Faderens synder.indd 13
16/02/2017 15.41
Faderens synder.indd 14
16/02/2017 15.41
1
”Mit navn er Harry Clifton.” ”Naturligvis, og jeg er Babe Ruth,” sagde kriminalbetjent Kolowski og tændte en cigaret. ”Nej,” sagde Harry. ”De forstår ikke, hvad jeg mener. Der er sket en forfærdelig fejl. Mit navn er Harry Clifton, jeg er englænder og født i Bristol. Jeg havde hyre på samme skib som Tom Bradshaw.” ”Sig det til din advokat,” sagde betjenten og pustede røg ud, så luften i den lille celle blev blålig. ”Jeg har ikke nogen advokat,” protesterede Harry. ”Knægt, i din situation er Sefton Jelks efter min mening dit eneste håb.” ”Hvem er Sefton Jelks?” ”Du har måske nok ikke hørt om New Yorks dygtigste advokat, men du og han har et møde i morgen klokken ni, og Jelks forlader ikke sit kontor, medmindre han har fået sit honorar på forskud,” sagde betjenten og pustede igen røg ud. ”Jamen –” begyndte Harry, idet Kolowski hamrede næven mod celledøren. ”Så når Jelks dukker op i morgen, bør du have fundet på en mere overbevisende historie, end at vi har anholdt den forkerte mand,” fortsatte Kolowski og ignorerede Harrys afbrydelse. ”Du fortalte immigrationsbetjenten, at du var Tom Bradshaw, og hvis han godtog det, gør dommeren det også.”
15
Faderens synder.indd 15
16/02/2017 15.41
Celledøren gik op, men ikke før politimanden havde pustet røg ud igen, så Harry fik et hosteanfald. Kolowski trådte ud i gangen uden at sige mere og smækkede døren efter sig. Harry faldt om på den væghængte briks og lagde hovedet ned på en stenhård pude. Han kiggede op mod loftet og begyndte at gruble over, hvordan det var lykkedes ham at ende i en fængselscelle på den anden side af kloden med en anklage for mord hængende over hovedet. Døren gik op, længe før morgenlyset kunne trænge gennem vinduestremmerne og ind i cellen. Harry var allerede lysvågen, selv om det var så tidligt. En fængselsbetjent slentrede ind med en bakke med mad, som Frelsens Hær ikke kunne have drømt om at servere for en fattig hjemløs. Da han havde sat bakken fra sig på det lille træbord, gik han igen uden at sige noget. Harry kastede et enkelt blik på maden, før han begyndte at trave frem og tilbage. For hvert skridt voksede overbevisningen om, at problemet ville være løst, når han havde fortalt mr. Jelks grunden til, at han havde taget Tom Bradshaws navn. Den værste straf, de ville kunne give ham, måtte selvfølgelig være deportation, og eftersom han hele tiden havde haft til hensigt at vende hjem til England og træde ind i flåden, passede det ham fint. Klokken fem i ni sad Harry på kanten af briksen og ventede utålmodigt på, at mr. Jelks skulle dukke op. Den solide jerndør gik først op tolv over ni. Harry sprang op at stå, da en fængselsbetjent trådte til side for en høj, velklædt mand med gråt hår. Harry gættede på, at han måtte være jævnaldrende med hans morfar. Mr. Jelks var iført et mørkeblåt, toradet jakkesæt med nålestriber, en hvid skjorte og et stribet slips. Det vagtsomme udtryk i hans ansigt antydede, at intet længere ville kunne komme bag på ham.
16
Faderens synder.indd 16
16/02/2017 15.41
”Godmorgen,” sagde han og smilede skævt til Harry. ”Mit navn er Sefton Jelks. Jeg er seniorpartner i Jelks, Myers og Abernathy, og mine klienter, mr. og mrs. Bradshaw, har bedt mig om at repræsentere Dem i den kommende retssag.” Harry tilbød advokaten den eneste stol i sin celle, som om manden var en gammel ven, der var kommet til te i hans læserum på Oxford. Han satte sig på kanten af briksen og kiggede på advokaten, da denne åbnede sin mappe og tog en gul konceptblok op, som han lagde på bordet. ”Måske har De til en start lyst til at fortælle mig, hvem De er, eftersom vi begge ved, at De ikke er løjtnant Bradshaw,” sagde mr. Jelks, idet han tog en pen op af inderlommen. Hvis advokaten blev forundret over Harrys historie, så viste han det ikke. Han sad blot med bøjet hoved og skrev fyldige notater på den gule blok, mens Harry forklarede, hvordan han var endt med at skulle tilbringe en nat i fængslet. Da Harry havde fortalt sin historie, gik han ud fra, at alle problemer nu var løst, eftersom han havde en så distingveret advokat på sin side. Han blev klogere, da han hørte mr. Jelks’ første spørgsmål. ”De siger, at De skrev et brev til Deres mor, mens De var om bord på Kansas Star, hvori De forklarede, hvorfor De havde overtaget Tom Bradshaws identitet?” ”Det er korrekt, sir. Jeg ønskede ikke, at min mor skulle lide unødigt, men samtidig var det magtpåliggende, at hun fik at vide, hvorfor jeg havde taget en så drastisk beslutning.” ”Ja, jeg kan godt se, hvorfor De måske fik den tanke, at et identitetsskifte kunne løse Deres øjeblikkelige problemer, selv om De derved uafvidende blev hvirvlet ind i nogle endnu mere komplicerede vanskeligheder,” sagde mr. Jelks. Hans næste spørgsmål var endnu mere overraskende. ”Husker De indholdet af det brev?” ”Selvfølgelig. Jeg skrev det så mange gange i hovedet, at jeg kan det næsten ordret.” ”Tillad mig så at sætte Deres hukommelse på prøve,” sagde
Faderens synder.indd 17
16/02/2017 15.41
advokaten og rev uden at sige mere en side ud af sin gule blok og rakte den og sin fyldepen til Harry. Harry sad lidt og genkaldte sig den præcise formulering, før han begyndte at skrive brevet igen. New York 8. september 1939 Kæreste mor Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at sikre, at du får dette brev, før nogen når at fortælle dig, at jeg gik ned med mit skib. Som datoen på dette brev viser, så døde jeg ikke, da Devonian sank den 4. september. Faktisk blev jeg fisket op af havet af en matros på et amerikansk skib og er på grund af ham i allerhøjeste grad i live. Imidlertid fik jeg chancen for at overtage en anden mands identitet, og jeg gjorde det frivilligt i håb om, at det ville løse mange problemer for Emma, som jeg uafvidende har givet hende og hendes familie i årenes løb. Tro mig, min kærlighed til Emma er på ingen måde blevet mindre, men jeg synes ikke, jeg har ret til at forvente, at hun resten af livet skal klamre sig til et forfængeligt håb om, at jeg engang i fremtiden kan bevise, at Hugo Barrington ikke er min far, og at jeg rent faktisk er søn af Arthur Clifton. På den måde vil hun i det mindste kunne overveje en fremtid sammen med en anden mand. Jeg misunder denne mand. Jeg agter at vende hjem til England med det først mulige skib, så hvis du hører nyt fra en vis Tom Bradshaw, kan du godt gå ud fra, at det er fra mig. Jeg kontakter dig i samme øjeblik, jeg er hjemme i Bristol igen, men indtil da må jeg på det indstændigste bede dig om at holde på min hemmelighed lige så standhaftigt, som du har holdt på din egen i mange år. De kærligste hilsner fra din søn Harry
Faderens synder.indd 18
16/02/2017 15.41
Da mr. Jelks havde læst brevet, sagde han igen noget, der kom bag på Harry. ”Postede De selv brevet, mr. Clifton?” spurgte han. ”Eller gav De det til en anden og bad vedkommende om at gøre det for Dem?” Harry anede for første gang ugler i mosen og besluttede ikke at nævne, at han havde bedt dr. Wallace om at poste brevet til hans mor, når han om en fjorten dages tid var tilbage i Bristol. Han var nervøs for, at advokaten ville overtale dr. Wallace til at aflevere brevet til ham, hvorefter hans mor så ikke ville få at vide, at han stadig var i live. ”Jeg sendte brevet, da jeg var kommet i land,” sagde han. Den ældre advokat var et øjeblik om at svare. ”Har De nogen beviser på, at De er Harry Clifton og ikke Thomas Bradshaw?” ”Nej, sir, det har jeg ikke,” svarede Harry straks, pinagtigt bevidst om, at ingen på Kansas Star havde haft nogen grund til at betvivle, at han var Tom Bradshaw, og at de eneste mennesker, der kunne bekræfte hans historie, befandt sig i en anden verdensdel, tusindvis af kilometer fra New York, mennesker, der inden længe alle sammen ville få at vide, at Harry Clifton var blevet begravet til søs. ”I så fald vil jeg måske kunne hjælpe Dem, mr. Clifton. Dette under forudsætning af, at De stadig vil have miss Emma Barrington til at tro, at De er død,” sagde mr. Jelks med et uoprigtigt smil klistret på ansigtet. ”I det tilfælde har jeg måske en løsning på Deres problem.” ”En løsning?” sagde Harry og lyste for første gang en smule op. ”Men kun, hvis De er indstillet på at holde fast i Thomas Bradshaws identitet.” Harry tav. ”Den offentlige anklager har erkendt, at sagen mod Bradshaw bygger på indicier, og at det eneste, de kan hænge ham op på, er, at han forlod Amerika dagen efter mordet. Anklagemyndigheden er, på grund af bevisets stilling, indstillet på at frafalde
Faderens synder.indd 19
16/02/2017 15.41
anklagen for mord, hvis De til gengæld vil erklære Dem skyldig i en mindre alvorlig anklage, nemlig at være deserteret fra tjeneste i de væbnede styrker.” ”Jamen, hvorfor skulle jeg gå med til det?” spurgte Harry. ”Jeg kan komme i tanke om tre gode grunde,” svarede mr. Jelks. ”For det første vil De i modsat fald med stor sandsynlighed blive idømt seks års fængsel for indrejse i landet under falske forudsætninger. For det andet ville De bevare Deres anonymitet, hvorfor familien Barrington ikke vil have nogen grund til at formode, at De stadig er i live. Og for det tredje, er mr. og mrs. Bradshaw parat til at betale Dem ti tusind dollars, hvis De går ind på at træde i deres søns sted.” Harry forstod straks, at dette var en chance for at kompensere sin mor for alle de ofre, hun havde bragt i årenes løb. En så stor sum penge ville kunne ændre hendes liv og gøre det muligt at flytte ud af det lille hus i Still House Lane og ikke længere frygte det ugentlige besøg af huslejeopkræveren. Hun ville tilmed kunne sige servitricejobbet på Grand Hotel op og få sig et nemmere liv, om end det efter Harrys mening nok var usandsynligt, at hun ville gøre det. Men før han gik ind på mr. Jelks’ forslag, var der et og andet han ville spørge om. ”Hvorfor skulle mr. og mrs. Bradshaw acceptere et sådant bedrag, når de ved, at deres søn er omkommet på havet?” ”Mrs. Bradshaw er meget opsat på at få renset Thomas’ navn. Hun vil aldrig acceptere, at den ene af hendes sønner måske har myrdet den anden.” ”Så det er det, Thomas er anklaget for – at have myrdet sin bror?” ”Ja, men som sagt er beviserne svage og vil ikke kunne holde i retten, hvilket er grunden til, at anklagemyndigheden er parat til at frafalde anklagen, men kun hvis De erklærer Dem skyldig i desertering, en mindre alvorlig anklage.” ”Hvor lang tid skal jeg sidde i fængsel, hvis jeg går ind på det?”
Faderens synder.indd 20
16/02/2017 15.41
”Anklagemyndigheden har accepteret at anbefale en dom på et år og i tilfælde af god opførsel løsladelse efter et halvt år. Noget af en forbedring i forhold til de seks år, De kan regne med, hvis De fastholder at være Harry Clifton.” ”Men når jeg kommer ind i retssalen, vil en eller anden vil da straks opdage, at jeg ikke er Bradshaw.” ”Næppe,” sagde advokaten. ”Familien Bradshaw bor i Seattle, på vestkysten, og kommer kun sjældent til New York, selv om de sidder ret godt i det. Thomas meldte sig til flåden, da han var sytten, og som De ved, har han ikke opholdt sig i Amerika de sidste fire år. Hvis De erklærer Dem skyldig, vil sagen være overstået på under tyve minutter.” ”Men alle vil jo, straks jeg åbner munden, kunne høre, at jeg ikke er amerikaner.” ”Hvilket er grunden til, at De ikke åbner munden, mr. Clifton.” Den belevne advokat havde tilsyneladende hele tiden svar på rede hånd. Harry forsøgte sig med en ny indvending. ”En mordsag dækkes i England altid intensivt af aviserne, og folk står i kø foran domhuset fra tidlig morgen i håb om at få et glimt af den anklagede.” ”Mr. Clifton, der er for tiden fjorten verserende mordsager i New York, inklusive sagen mod den berygtede ’saksemorder’. Jeg tror ikke engang, at en journalistelev vil blive sat til at dække denne sag.” ”Jeg har brug for lidt tid til at tænke mig om.” Mr. Jelks kastede et blik ned på sit ur. ”Vi skal møde i retten klokken tolv, så De har en time til at træffe en beslutning, mr. Clifton.” Han kaldte på fængselsbetjenten for at blive lukket ud af cellen. ”Jeg vil ønske Dem held og lykke, ifald De beslutter Dem for ikke at gøre brug af mine ydelser, for i så fald kommer vi ikke til at ses igen,” tilføjede han, før han forlod cellen. Harry satte sig yderst på kanten af briksen og overvejede Sefton Jelks’ tilbud. Han var ikke i tvivl om, at den gråhårede advo-
21
Faderens synder.indd 21
16/02/2017 15.41
kat havde sin egen dagsorden, men seks måneder var unægtelig noget andet end seks år, og hvem ellers kunne han ty til, hvis ikke denne erfarne advokat? Harry ville ønske, at han kunne slå et smut forbi Sir Walter Barringtons kontor og spørge ham til råds. En time senere fik Harry, nu iført et mørkeblåt jakkesæt, beige skjorte med stiv flip samt stribet slips, håndjern på, blev marcheret ud af sin celle til en fangetransport og kørt til domhuset, nøje overvåget af bevæbnede vagter. ”Folk må endelig ikke få indtryk af, at De er i stand til at begå mord,” havde mr. Jelks sagt, efter at en skrædder havde været inde hos Harry i cellen med et halvt dusin jakkesæt, skjorter og en del slips, som han skulle vælge imellem. ”Det er jeg heller ikke,” mindede Harry ham om. Harry og advokaten mødtes igen ude på gangen. Advokaten sendte ham atter sit vagtsomme smil og gik ned gennem midtergangen i retssalen og standsede først, da han var nået hen til to tomme stole ved forsvarets bord. Da Harry havde sat sig, og håndjernene var blevet fjernet, så han sig omkring i den næsten tomme retssal. Mr. Jelks havde haft ret på dette punkt. Der var kun få tilhørere til stede i salen, og helt sikkert ingen journalister, der interesserede sig for sagen. For dem drejede det sig blot om endnu et drab på et familiemedlem, hvor den anklagede med stor sandsynlighed ville blive frifundet; ingen Kain og Abel-overskrifter, og ingen dødsdom på vej i retssal nummer fire. Da klokken slog tolv, gik døren bagerst i salen op, og dommer Atkins trådte ind. Han gik langsomt gennem salen, op ad et par trin og indtog sin plads bag et bord på podiet. Derefter nikkede han over mod anklageren, som om han vidste præcis, hvad denne skulle til at sige. En ung mand rejste sig bag anklagerens bord og forklarede,
22
Faderens synder.indd 22
16/02/2017 15.41
at staten frafaldt anklagen for mord, men ville retsforfølge Thomas Bradshaw for at have absenteret sig fra tjeneste i den amerikanske flåde. Dommeren nikkede og kiggede hen på mr. Jelks, der straks rejste sig. ”Erklærer Deres klient sig skyldig eller uskyldig i denne nye anklage for desertering?” ”Skyldig, høje ret,” sagde mr. Jelks. ”Og jeg håber, at De vil udvise mildhed over for min klient, eftersom det – hvad jeg nok ikke behøver at pointere over for Dem, sir – er hans første forseelse, og at han før denne ukarakteristiske forsømmelse har et uplettet synderegister.” Dommer Atkins rynkede brynene. ”Mr. Jelks,” sagde han, ”der er dem, der regner desertering fra aktiv tjeneste for nøjagtig lige så stor en forbrydelse som mord. Jeg behøver vel ikke pointere over for Dem, at en sådan forbrydelse indtil for nylig ville have stillet Deres klient foran en henrettelsespeloton.” Harry fik en smule kvalme, da han kiggede op på mr. Jelks, der ikke tog øjnene fra dommeren. ”Og med det in mente idømmer jeg herved løjtnant Thomas Bradshaw seks års fængsel,” fortsatte dommer Atkins. Han slog hammeren i bordet og sagde: ”Næste sag,” før Harry nåede at protestere. ”De sagde …” begyndte Harry, men hans advokat havde allerede vendt ryggen til sin tidligere klient og var på vej væk. Harry skulle lige til at løbe efter ham, da to betjente greb ham om armene, vred dem om på ryggen og hurtigt klappede håndjernene sammen om den dømtes håndled, før de marcherede ham gennem retssalen hen mod en dør, Harry ikke havde set før nu. Han kiggede sig over skulderen og så Sefton Jelks trykke en midaldrende mand i hånden, som helt åbenbart lykønskede ham med veludført arbejde. Hvor havde Harry set det ansigt før? Og så gik det op for ham – det måtte være Tom Bradshaws far.
Faderens synder.indd 23
16/02/2017 15.41
2
Harry blev uden videre marcheret ned ad en lang, dæmpet oplyst gang, ud gennem en umarkeret dør og videre ud i en øde gård. Midt i gården holdt en gul bus, der hverken havde linjenummer på eller angivelse af destinationen. En muskelsvulmende buschauffør med et gevær i armene stod ved døren og nikkede for at indikere, at Harry skulle gå op i bussen. Betjente hjalp ham op for det tilfælde, at han kunne finde på at gøre modstand. Harry satte sig på et sæde og kiggede gnavent ud gennem ruden, mens en række dømte forbrydere blev ført hen til bussen, nogle med bøjede hoveder, mens andre, der helt tydeligt havde betrådt denne sti før i deres liv, spankulerede kækt af sted. Han gik ud fra, at bussen snart ville køre i retning af destinationen, hvad den end måtte være, men skulle nu til at lære sin første lektion som straffefange: Ingen havde længere travlt, når man var blevet dømt. Harry overvejede at spørge en af betjentene, hvor de skulle hen, men ingen af dem lignede hjælpsomme turistguider. Han vendte sig uroligt om, da en person dumpede ned på sædet ved siden af ham. Harry havde ikke lyst til at kigge på denne nye rejsekammerat, men da manden straks præsenterede sig, tog han ham i nærmere øjesyn. ”Jeg er Pat Quinn,” meddelte manden med en svag irsk accent.
24
Faderens synder.indd 24
16/02/2017 15.41
”Tom Bradshaw,” sagde Harry, der ville have trykket manden i hånden, hvis de ikke begge havde haft håndjern på. Quinn lignede ikke en forbryder. Han kunne knap nok nå ned til gulvet med fødderne, så han kunne ikke have været meget over halvanden meter høj, og mens de andre fanger i bussen enten så bomstærke eller smældfede ud, så så Quinn ud, som om en brise ville kunne vælte ham omkuld. Det tynde røde hår var begyndt at gråne, skønt han ikke kunne have været en dag over fyrre. ”Novice?” sagde Quinn selvsikkert. ”Er det så tydeligt?” spurgte Harry. ”Står malet i dit ansigt.” ”Hvad står malet i mit ansigt?” ”At du ikke aner, hvad der nu skal ske.” ”Det er med andre ord ikke din første gang.” ”Det er ellevte gang, jeg sidder i denne bus, eller måske tolvte.” Harry lo for første gang i flere dage. ”Hvad har du lavet?” spurgte Quinn. ”Jeg smuttede,” svarede Harry uden at uddybe det nærmere. ”Den har jeg godt nok aldrig hørt,” sagde Quinn. ”Jeg er smuttet fra tre koner, men ingen af dem smed mig i spjældet for det.” ”Det var ikke en kone, jeg smuttede fra,” sagde Harry og tænkte på Emma. ”Jeg deserterede fra Den Kongelige… Jeg mener flåden.” ”Hvad fik du for det?” ”Seks år.” Quinn fløjtede gennem sine to tilbageværende tænder. ”Lyder temmelig barskt. Hvem var dommeren?” ”Atkins,” svarede Harry gnavent. ”Arnie Atkins? Du blev stillet for den forkerte dommer. Husk at vælge den rigtige dommer, hvis du skal for retten en anden gang.”
25
Faderens synder.indd 25
16/02/2017 15.41
”Jeg vidste ikke, at man selv kunne vælge sin dommer.” ”Det kan man heller ikke, men der er måder at undgå de værste på,” svarede Quinn. Harry kiggede lidt nøjere på sin sidekammerat, men uden at afbryde. ”Der er syv dommere i retskredsen, og man skal for alt i verden forsøge at undgå to af dem. Den ene er Arnie Atkins. Han er berygtet for sin mangel på humor og sine hårde domme.” ”Hvordan kunne jeg have undgået at få ham?” spurgte Harry. ”Atkins har været dommer i sal fire de sidste elleve år, så hvis det var den, jeg var på vej hen til, ville jeg have fået et epileptisk anfald, og fængselsbetjentene ville have slæbt mig til fængselslægen.” ”Er du epileptiker?” ”Nej,” svarede Quinn. ”Du hører ikke efter.” Han lød opgivende, og Harry klappede i. ”Når jeg så lod, som om det gik bedre, ville de have sendt min sag til en anden retssal.” For anden gang brast Harry i latter. ”Og det slipper du godt fra?” ”Nej, ikke altid, men jeg får en ekstra chance, selv om det efterhånden er blevet ret vanskeligt at lave tricket igen og igen. Denne gang blev det ikke nødvendigt, fordi jeg blev sendt til sal to, der er dommer Regans territorium. Han er irer – ligesom mig, ifald du ikke har opdaget det – og vil være tilbøjelig til at give en landsmand en mildere dom.” ”Hvad er du så blevet dømt for?” spurgte Harry. ”Jeg er lommetyv,” meddelte Quinn, som om han fortalte, at han var arkitekt eller læge. ”Jeg har specialiseret mig i hestevæddeløb om sommeren og boksekampe om vinteren. Det er altid nemmere, hvis ofrene står op,” forklarede han. ”Heldet er imidlertid ved at løbe ud, fordi så mange opsynsmænd efterhånden kender mig, så jeg har været nødt til at arbejde i subway’en og ved busterminaler, hvor udbyttet er ringe, og man nemmere risikerer at blive opdaget.”
26
Faderens synder.indd 26
16/02/2017 15.41
Der var så meget, Harry gerne ville spørge sin nye læremester om, og som en interesseret elev koncentrerede han sig om de spørgsmål, der ville hjælpe ham til at bestå optagelsesprøven, og var godt tilfreds med, at Quinn ikke havde undret sig over hans accent. ”Ved du, hvor vi skal hen?” spurgte han. ”Lavenham eller Pierpoint,” svarede Quinn. ”Afhængigt af, om vi drejer af fra hovedvejen i frakørsel 12 eller 14.” ”Har du været på nogen af dem før?” ”Begge steder, faktisk,” svarede Quinn nøgternt. ”Og før du spørger, om der er en turistguide til fængsler, så ville Lavenham få en stjerne, og Pierpoint ville blive lukket ned.” ”Hvorfor spørger vi ikke bare vagten, hvilket et af fængslerne vi er på vej til?” spurgte Harry, der brændte efter at vide besked. ”Fordi han ville lyve om det bare for at pisse os af. Det eneste, du skal bekymre dig om, hvis det er Lavenham, er, hvilken fængselsblok du puttes ind i. Eftersom du er novice, bliver det nok Blok A, hvor livet er en hel del nemmere. Veteranerne, som mig, ender normalt i Blok D, hvor ingen er under tredive, og ingen er dømt for vold, hvorfor det er et ideelt sted, hvis man vil undgå at vække opmærksomhed og bare afsone sin straf. Forsøg at undgå Blok B og C – de er begge fyldt med narkomaner og psykopater.” ”Hvad gør jeg for at sikre mig en celle i Blok A?” ”Sig til modtagebetjenten, at du er kristen, og at du hverken ryger eller drikker.” ”Jeg anede ikke, at man godt måtte drikke i et fængsel,” sagde Harry. ”Det må man heller ikke, tåbe,” sagde Quinn. ”Men hvis du er i stand til at skaffe dig en stak sedler,” tilføjede han og gned tommelfingeren mod pegefingeren, ”så forvandler fængselsbetjentene sig pludselig til bartendere. De havde en strygende forretning selv i Forbudstiden.” ”Hvad skal jeg især være opmærksom på på min første dag?”
27
Faderens synder.indd 27
16/02/2017 15.41
”Sørg for at få dig et ordentligt arbejde.” ”Hvad kan man vælge imellem?” ”Rengøring, køkkentjans, hospitalet, vaskeriet, biblioteket, havearbejde og kapellet.” ”Hvad skal der til for at få biblioteket?” ”Sig til dem, at du kan læse.” ”Hvad siger du så?” ”At jeg har været i lære som kok.” ”Det må have været spændende.” ”Du fatter stadig ikke en dyt, hvad?” sagde Quinn. ”Jeg har aldrig været i kokkelære, men på den måde får jeg køkkentjans, og det er det bedste job i fængslet.” ”Hvorfor?” ”Fordi du lukkes ud af din celle før morgenmad og først låses inde igen efter aftensmaden. Der er varmt i køkkenet, og man får den bedste mad. Åh, vi skal til Lavenham,” sagde Quinn, da bussen drejede op på frakørsel 12. ”Glimrende, fordi jeg nu ikke behøver at besvare dumme spørgsmål om Pierpoint.” ”Er der andet, jeg skal vide besked om vedrørende Lavenham?” spurgte Harry uden at lade sig anfægte af Quinns sarkasme, fordi han havde en mistanke om, at veteranen nød at lege professor over for en lydhør elev. ”Jeg vil ikke kunne nå at fortælle dig det hele,” sukkede Quinn. ”Husk bare at holde dig tæt op ad mig, når vi er blevet registreret.” ”Men bliver du da ikke automatisk sendt til Blok D?” ”Ikke, hvis mr. Mason har vagt,” sagde Quinn uden at forklare, hvad han mente med det. Det lykkedes Harry at få svar på en del flere spørgsmål, før bussen langt om længe kørte op foran fængselsporten. Faktisk havde han på fornemmelsen, at han havde lært mere af Quinn i løbet af et par timer, end han havde lært under en halv snes forelæsninger på Oxford.
Faderens synder.indd 28
16/02/2017 15.41
”Hold dig til mig,” gentog Quinn, da de tunge porte svingede op. Bussen kørte langsomt frem og ind på et trøstesløst kratbevokset område, som aldrig havde set skyggen af en havemand. Den holdt ind foran en kæmpestor murstensbygning med en række møgbeskidte vinduer, nogle af dem med øjne, der stirrede ud på dem. Harry så et dusin fængselsbetjente danne spalier hele vejen op til indgangen til fængslet. To bevæbnede mænd stillede sig op på begge sider af busdøren. ”Forlad bussen to og to,” bjæffede en af dem. ”Fem minutter mellem hvert par. Ingen så meget som glipper med øjnene, medmindre jeg giver lov.” Harry og Quinn sad i bussen i yderligere en time. Da de langt om længe blev gennet ud, så Harry op på de høje mure med pigtråd på toppen, der omgav hele fængslet, og tænkte, at ikke engang verdensmesteren i stangspring ville kunne flygte fra Lavenham. Harry fulgte efter Quinn ind i bygningen og standsede foran en betjent, der iført en godt slidt blå uniform med upudsede knapper sad bag et bord. Han så ud, som om han allerede havde afsonet en livstidsdom, mens han læste navnene på sit skrivebræt. Han smilede, da han så den næste fange. ”Velkommen tilbage, Quinn,” sagde han. ”Du vil se, at alt er stort set ved det samme som sidst, du var her.” Quinn lo. ”Mig en fornøjelse at se Dem igen, mr. Mason. Vil De være så venlig at tilkalde en piccolo og bede ham bære min bagage op til mit sædvanlige værelse?” ”Nu ikke overmodig, Quinn,” sagde mr. Mason. ”Jeg kunne blive fristet til at fortælle lægen, at du ikke har epilepsi.” ”Jamen, mr. Mason, jeg har en lægeattest på det.” ”Uden tvivl fra samme oprindelsessted som dit kokkebrev,” sagde mr. Mason og kiggede dernæst over på Harry. ”Og hvem er du så?”
29
Faderens synder.indd 29
16/02/2017 15.41
”Min makker, Tom Bradshaw. Han hverken ryger, drikker, spytter eller bander,” sagde Quinn, før Harry nåede at svare. ”Velkommen til Lavenham, Bradshaw,” sagde mr. Mason. ”Kaptajn Bradshaw,” sagde Quinn. ”Løjtnant, faktisk,” sagde Harry. ”Jeg nåede ikke at blive kaptajn.” Quinn så skuffet på sin protegé. ”Novice?” spurgte mr. Mason og kiggede opmærksomt på Harry. ”Javel, sir.” ”Du flytter ind i Blok A. Når du har badet og hentet fangedragten i depotet, vil mr. Hessler vise dig hen til celle tre-tosyv.” Mr. Mason kastede et blik på sit skrivebræt, før han vendte sig om mod en ung betjent, der stod lige bag ham og svingede med en knippel i højre hånd. ”Vil det være muligt at give mig samme celle som min ven?” spurgte Quinn, da Harry havde underskrevet registeret. ”Løjtnant Bradshaw får måske brug for en oppasser.” ”Du er den sidste på denne jord, han får brug for,” sagde mr. Mason. Harry skulle lige til at sige noget, da lommetyven bøjede sig ned, tog en sammenfoldet dollarseddel op af strømpen og i løbet af et splitsekund stak den ned i mr. Masons brystlomme. ”Sæt Quinn ind i celle tre-to-syv,” sagde mr. Mason til den unge betjent. Hvis Hessler så pengetransaktionen, lod han som ingenting. ”Følg med, I to,” sagde han blot. Quinn småløb efter Harry, før mr. Mason kunne nå at skifte mening. De to nye fanger blev marcheret ned gennem en lang, grøn, muret gang, indtil Hessler standsede foran et lille bruserum med to smalle væghængte træbænke og en masse brugte håndklæder på gulvet. ”Klæd jer af,” sagde Hessler. ”Gå i bad.” Harry afførte sig langsomt det skræddersyede jakkesæt, sin elegante flødefarvede skjorte, knækflippen og det stribede slips,
30
Faderens synder.indd 30
16/02/2017 15.41
som mr. Jelks havde insisteret på, at han skulle have på i retten for at gøre et godt indtryk på dommeren. Problemet var, at han havde valgt den forkerte dommer. Quinn stod inde i brusebåsen, endnu før Harry havde fået bundet snøreskoene op. Han drejede på vandhanen, og en smule vand dryppede langsomt ned på hans næsten blanke isse. Derefter tog han et stykke sæbe og begyndte at sæbe sig ind. Harry trådte ind under det kolde vand i den eneste anden brusebås, og et øjeblik efter rakte Quinn ham det, der var tilbage af sæben. ”Mind mig om, at jeg skal tale med ledelsen om bekvemmelighederne,” sagde Quinn, idet han samlede et fugtigt håndklæde op, der ikke var meget større end et viskestykke, og forsøgte at tørre sig. Hessler end ikke trak på smilebåndet. ”Klæd jer på, og kom med,” sagde han, selv om Harry stadig ikke havde nået at sæbe sig ind. Endnu en gang marcherede mr. Hessler af sted hen ad gangen, nu med en halvnøgen, stadig våd Harry i løb efter sig. De standsede først, da de var kommet hen til en dobbeltdør med et skilt, hvorpå der stod DEPOT. Hessler bankede hårdt på døren, og da den gik op, så Harry en livstræt betjent, der stod med albuerne på skranken, mens han røg en hjemmerullet cigaret. Betjenten smilede, da han fik øje på Quinn. ”Jeg tror ikke, vi har nået at få dit gamle tøj tilbage fra vaskeriet, Quinn,” sagde han. ”Så får jeg brug for et nyt sæt af alt, mr. Newbold,” sagde Quinn og bøjede sig ned for at fjerne et eller andet fra sin anden sok, og endnu en gang forsvandt det uden at efterlade sig spor. ”Jeg har kun brug for lidt,” tilføjede han. ”Et tæppe, to bomuldslagener, en pude, et pudevår …” Betjenten fandt tingene på hylderne bag sig og lagde det i en net bunke på skranken. ”… To skjorter, tre par sokker, seks par bukser, to håndklæder, en skål,
31
Faderens synder.indd 31
16/02/2017 15.41
en tallerken, en kniv, gaffel og ske, en skraber, en tandbørste og en tube tandpasta – jeg kan bedst lide Colgate.” Newbold tav, mens Quinns bunke hele tiden voksede. ”Var der andet?” spurgte han til sidst, som om Quinn var en værdsat kunde, der kunne finde på at komme igen. ”Ja, min ven løjtnant Bradshaw får brug for det samme, og det bedste er ikke for godt, eftersom han både er officer og en dannet mand.” Til Harrys forbløffelse begyndte Newbold at bygge en ny bunke og gav sig tilsyneladende god tid, når han valgte de forskellige ting, og alt dette kun på grund af den fange, der havde siddet ved siden af ham i bussen. ”Følg mig,” sagde Hessler, da Newbold var færdig. Harry og Quinn tog deres tøjbunker og fulgte småløbende efter Hessler hen ad gangen. Undervejs var der flere stop, hvor fængselsbetjenten skulle åbne og lukke flere og flere låste døre i takt med, at de nærmede sig celleafsnittet. Da de langt om længe trådte ind i Blok A, var de ved at blive væltet omkuld af larmen fra tusindvis af fanger. ”Jeg kan se, at vi står på øverste etage, mr. Hessler, men jeg har brug for lidt motion, så jeg vælger ikke at tage elevatoren ned,” sagde Quinn. Fængselsbetjenten ignorerede ham og gik videre forbi de råbende fanger. ”Sagde du ikke, at det her var en fredelig fløj?” spurgte Harry. ”Mr. Hessler er ikke en af de mest populære fængselsbetjente,” hviskede Quinn, lige før de tre mænd stod stille foran celle 327. Hessler låste den tunge jerndør op og trak den op, så den nye og den gamle forbryder kunne træde ind i den bolig, Harry havde en seksårig lejekontrakt på. Harry hørte døren hamre i bag sig. Han kiggede rundt i cellen og så, at døren ikke havde noget indvendigt håndtag. To brikse, den ene over den anden, en håndvask af stål ved den ene væg,
32
Faderens synder.indd 32
16/02/2017 15.41
et træbord, også væghængt, og en træstol. Til sidst landede hans blik på en potte, ligeledes af stål, under den nederste briks. Et øjeblik troede han, at han skulle kaste op. ”Du får overkøjen,” sagde Quinn og afbrød hans tankerække. ”Men kun fordi det er din debut. Hvis jeg kommer ud før dig, rykker du ned i underkøjen, og din nye cellekammerat får den øverste. Fængselsetikette,” forklarede han. Harry trådte op på underkøjen og trak sig langsomt op på sin briks, hvorefter han lagde sig ned og hvilede hovedet mod en tynd, hård pude, fuldt ud klar over, at der godt kunne gå en rum tid, før det lykkedes ham at sove igennem en hel nat. ”Et sidste spørgsmål?” sagde han så til Quinn. ”Ja, men ikke mere snak, før lyset tændes i morgen tidlig.” Harry tænkte tilbage på dengang, Fisher havde sagt stort set det samme den første aften på St Bede’s. ”Jeg kunne ikke undgå at se, at du havde smuglet en betragtelig sum penge ind i fængslet, så hvorfor konfiskerede betjentene dem ikke, da du stod af bussen?” ”Fordi ingen fange nogensinde ville have penge med ind igen, hvis de gjorde det,” svarede Quinn. ”Og så ville hele systemet bryde sammen.”
Faderens synder.indd 33
16/02/2017 15.41